Udvalgte breve fra fremtiden 

Carsten Ploug Olsen

Højtryk

Kærlighed er ikke et frø vi gemmer ved brystet, og ikke en avne vi kaster for vinden, så den driver snart hid snart did; 

Den skal i jorden for at finde rod, danne kerne og for at kunne spire frem, sætte blomst og danne frugt som mennesker kan næres ved.

_

Ting af værdi koster. Ting af den højeste værdi koster mest.

Derfor er kærligheden det dyrebareste;

Til evig værdi og velsignelse for ånden.

_

Ved det præcise ord

Får det formløse form og grænse.

Derved bliver erkendelsen virkelig og gyldig.

Sandhed er ikke eksplosion,

Men dannes ved sprogets fortætning og koncentration.

_

Verdenskarret

Verden er som et kar fyldt med vand. Engang begyndte vinden og stormen at blæse, og vandet kom i stærkt oprør og mange forliste og forliser stadig. 

For at stille de oprørte vande må vi gå tilbage til stormens kilde og tilgive dens skaber. 

Gør vi det, kan vi se vores sande ansigt og vores høje byrd og bestemmelse i det rolige, klare vands spejl. 

Nu ser vi kun uklare og flygtige og spredte og forvrængede skygger og fragmenter i de oprørte vande af det ædle og den skønhed, der bor i os alle.

_

Skønhed

Under moders hjerte ligger fosteret krummet sammen om den skønhed, du bringer til verden, når du fødes.

Du møder dagen – på livets første morgen – med ubegrænset livskraft og glæde til velsignelse.

Din tanke er fjer, og når de er mange nok, bliver de til vinger, løfter dig op.

Så begynder tilretningen, grænser sættes, og nogle af dem – dem, der sættes med frosne hænder – danner knuder og sten i din glædes frie strøm for livet at bære.

Dog – hvis tanken er et hav, så slibes sten og modstand runde til smertes ophør af tankers rullende bølge og brænding af tid.

Da rækker du verden den ædle sten. Da bringer du skønheden.

_

To gamle perler indfattet i et nyt smykke

Elsk din næste som du elsker dig selv. For som du sår, skal du høste. Derfor: Sår du kærlighed ved at elske, høster du selv kærlighed; og hvem vil ikke gerne elskes?

Religion 

For at finde kildens udspring,

må man gå mod strømmen.

Gud Herren den Almægtige

Vi lever i en tid, hvor materialisme og ateisme har – stadig større – magt. Og denne åndsretning har bragt uomtvistelige goder, fx i form af populær og anvendelig teknologi skabt gennem naturvidenskaben.

Alligevel må vi sige, at hvis vi ikke medtager Gud Herren i vores forsøg på at forstå og orientere os i verden og livet, er der væsentlige aspekter og sider, vi ikke får og ikke kan få hold på.

Fx i forhold til at forstå den levende bevidsthed. Hvis vi udelukkende bekender en lære om materie uden ånd, kan vi ikke forklare springet fra død materie til levende bevidsthed (se artiklen Consciousness på Stanford Encyclopedia of Philosophy (plato.stanford.edu); specielt afsnittene 5.1 Diversity of explanatory projects og 5. 2 The explanatory gap).

Dette er let at forklare, hvis vi medtager Gud i ligningen: Den åndelige og levende og evige bevidsthed er skabt af Gud, sådan som det siges i Guds åbenbaring, Vandrer mod Lyset.

Vi kan heller ikke med et eksklusivt materialistisk grundlag forklare springet fra død materie til levende celle og dermed livets opståen på Jorden.

Også det kan vi let forklare med Gud og Vandrer mod Lyset: Cellen er opstået ved mørkets ødelæggelse af de af Gud givne livskim i forbindelse med de ældstes fald (‘syndefaldet’ i en kristen formulering).

Disse helt grundlæggende forhold ligger nu sammen med andre vigtige ting og erkendelser uoplyste hen i ateismens og materialismens mørke. Så længe vi ikke – på et rent materialistisk grundlag – kan forklare disse ting, må vi foretrække en verdensanskuelse som kan.

Med Vandrer mod Lyset er forholdene klart belyste. Gud Herren selv har givet os dette lys at se ved som øverste leder af arbejdet med dette værk.

Dermed er Gud forskellen mellem lys og mørke, forskellen mellem syn og blindhed, mellem viden og uvidenhed. Det er bare at løfte blikket og se!

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte.

Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, ‘som du sår skal du høste’, eller som moderne sprogbrug vil have det: ´Det vi sender ud, kommer tilbage´; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi – smerteligt – kan forstå – i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os – præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre. Dette er den dybe mening med gengældelsesloven (se også  Om gengældelsesloven).

Men det må også siges, at loven gælder både godt og ondt (i denne bredere forstand kan vi kalde den karmaloven): Det er jo ikke kun den onde sæd vi høster frugterne af, det er også den gode. Og dermed virker hele loven, karmaloven, opdragende og forædlende på vores ånd, idet vi ved den langsomt opdager – eller genopdager – at det er Lyset – når vi sår den gode sæd, kærligheden – der giver os glæde og fred, mens mørket giver os uro og lidelse og smerte; hvorfor vi langsomt, næsten umærkeligt, selvstændigt og af fri vilje og mere og mere drages mod Lyset. 

Det må også straks siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven, hvis vi igen vender blikket mod den onde sæd, vi af og til sår; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og fortræd og erkender det og sørger over det og angrer, så viser vores sorg og anger at vi har forstået det vi har gjort, hvorfor det ikke er nødvendigt at vi udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Hvis vi sørger og angrer oprigtigt og beder om tilgivelse fra vores offer eller ofre – og får den – så er den onde gerning slettet for evigt.

Gud er et åndeligt Væsen af en uendelig Magt; men Han er også et uendelig mildt Væsen, hvis billede hviler i vores hjerter.

Gud er en uendelig kærlighedens Magt. Ud fra sit fuldstændige kendskab til godt og ondt, lys og mørke, kan Han komme enhver i møde med den dybeste forståelse for alt det onde, der frister os i denne verden, alt det onde der bringer os lidelse, og ud fra sin forståelse hjælpe alle der søger og har brug for Hans hjælp.

Han er altid parat til at tilgive os og hjælpe os når vi fejler eller vakler; et råb om hjælp på mørkets bratte skrænter når det onde truer os eller frister os høres og bønhøres.

Et flammende Væsen er Gud! Et uendeligt Væsen og en uendeligt kærlig, mild men også myndig personlighed er Han!

Fra Gud Herren modtager alle åndelig livskraft ved de stærke lysranker som udstråles fra Ham til al Skabningen.

Den der vandrer med Ham, kan intet ondt ramme; for Hans stærke Hånd skærmer den, der nærer ubetinget tillid til Ham.

Uendeligt nær er Han enhver; for Han bor i vores hjerter og er altid kun en bøn væk.

Gud åbenbarer sig ikke under torden og lyn, ikke i Jesus af Nazareth (Kristus; hvor ren og ophøjet et menneske han end var; den uendelige Gud var og er han ikke), ikke med rædsel og tvang eller under ekstase. Han straffer ikke; men Han er den fred og kærlighed – stille velsignet – vi alle søger.

Ingen – heller ikke Satan (Ardor) – skal fortabes og ingen kan være i mørket evigt; for Guds uendelige kærlighed har sine forgreninger i alle og en mulig genvej til Lyset og Gud ligger åben for os gennem en tilgivelse af den dybest faldne (hvad han – Ardor – har gjort mod os og hvad vi derfor må søge at tilgive ham findes der en udførlig beretning om i Vandrer mod Lyset (Ardors beretning)).

Guds veje er lysets veje og lysets veje er kærlighedens veje. Vi kan alle være med til at udbrede lyset, kærligheden, i verden, ikke ved indviklede filosofiske indsigter og viden, men simpelthen ved at elske vores medmennesker.

Og vores åndelige vækst – eller bedre: højnelse og forædling – kan vi nå – ikke ved mystiske indsigter som først kan nås gennem års meditation eller lignende – men igen helt enkelt: Gennem kærligheden, ved at elske vores medmennesker og os selv.

En naturlig måde at vise denne menneskekærlighed på ville være at behandle mennesker i nød – for eksempel flygtninge – på samme måde som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i deres situation; “Elsk din næste som dig selv”.

Vi kan også alle være med til at bryde en del af mørkets, det ondes, magt i denne verden gennem kærlighed i stedet for at søge hævn og øve vold: Ved at tilgive vores fjender.

Gud er ikke sværdet i hånden men velsignelsen i hjertet.

Sådan er Gud og Hans veje og Hans forhold til os mennesker, og dette billede af den Almægtige kan bruges til at filtrere enhver helligtekst, religion, religiøst ritual og tradition gennem, hvorved man kan opsamle og gemme de ægte, ædle korn (der er få i de etablerede religioner, fx i jødedom, kristendom og islam), og bortluge og bortkaste ondskabens og vildfarelsens løgne, slagger og mørke.

Sluttelig: Før eller senere vil Guds uendelige kærlighed nedbryde al modstand – selv blandt de dybest faldne – og bringe alle sikkert hjem til Guds Riges – Paradis´ – evige salighed, skønhed, lykke og fred.

Hjertet lyse vej til Gud, kun det finder vej gennem mørke!

Kristus

Kristus – som vi kender i Jesus af Nazareths skikkelse – er en meget tiltrækkende og vigtig personlighed. En personlighed for hvem kærligheden – ikke af navn, men af gavn – er alt. Det største.

Her tænker jeg ikke på ham i den evangeliske overlevering, men derimod som han kommer os i møde i Vandrer mod Lyset.

For mange mennesker er han gennem den bibelske overlevering den korsfæstede og opstandne frelser, Guds enbårne Søn, der ved sin død og opstandelse har sonet al menneskelig synd.

Og denne tro, dette håb, har gennem tiderne vækket ikke så få ædle følelser, oprigtige omvendelser og mange kærlige og barmhjertige handlinger mellem mennesker.

Gennem skikkelsen Kristus får vi øje på menneskelig lidelse men også skønhed: Vi vækkes til at ville hjælpe dem, der har vores hjælp behov, og vi forpligtes på kærligheden.

Alligevel må vi sige med udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, at en stor del af menneskers kærlighed, taknemmelighed og hengivelse til Kristus hviler på falske forudsætninger:

Kristus, Jesus af Nazareth, har ikke sonet vores synder, har ikke båret dem op på korset, og troen på hans (evigt) livgivende død og opstandelse gør hverken fra eller til i forhold til det, vi selv gør os skyldige i.

Kristus er ikke Gud, og deltagelse i nadveren hvor mennesker tænker og tror at opnå syndernes forladelse ved at drikke hans blod og spise hans legeme, trækker heller ikke fra i vores eget regnskab overfor Gud.

Dette siger jeg i Gud Herren den Almægtiges Navn. Sådan er det og ikke anderledes.

Men at det forholder sig sådan, gør ikke Kristus mindre, snarere langt større. For vi lærer gennem Vandrer mod Lyset, at det er kærligheden og ikke døden, der er det største.

Vi bør ikke elske Kristus for hans død og (påståede fysiske) opstandelse og ud fra en fejlagtig opfattelse af ham som det endegyldige sonoffer, men for hans liv og det han søgte at bringe os: Kærligheden, en enkel og skøn lære om, hvordan vi bør leve og elske hinanden og selv tage ansvar.

Denne lære nåede han ikke fuldt ud at bringe som mennesket Jesus, men til gengæld bringer han den så gennem Vandrer mod Lyset.

At Kristus ikke nåede at bringe sin lære som menneske, skyldtes hovedsageligt, at han – som så mange før og efter ham – led nederlag i sit forsøg på at bryde mørkets magt ved at vinde Satan tilbage til Lyset og Gud gennem tilgivelse og bøn.

Dette kan man læse om i detaljer i Vandrer mod Lyset.

Men senere – som diskarneret – var Kristus hovedpersonen i det forløb, der førte til, at Satan (Ardor) vendte tilbage til Gud.

Det er også det, jeg mener, når jeg siger, at Vandrer mod Lyset ikke gør Kristus mindre, men større:

Han var hovedmanden bag den kendsgerning, at mørkets magt blev brudt, og han har gennem Åbenbaringen, Vandrer mod Lyset, givet os en enkel og letfattelig lære om nogle af Guds love hvorefter livet leves, og om hvordan vi bør leve for i ånd og i sandhed at være Guds børn (Kristi tale i værket).

Vi bør derfor ikke elske Kristus for hans død og ‘opstandelse’, men genelske ham for hans rige kærlighed til os – som den ældre bror, ikke som Gud.

Vejen, sandheden og livet

Efter at have skrevet og lagt en tekst ud på min hjemmeside om Jesus forstået som vejen, sandheden og livet i skikkelse af en Platon-inspireret dialog, modtog jeg en øjenåbner af en kommentar fra Poul Erik Bendtsen som skriver, at vi nok ikke skal forstå dette Jesu-ord bogstaveligt og – som jeg opfatter det – i traditionel kristen dogmatisk forstand; altså ikke forstå Jesu liv, død og påståede (fysiske) opstandelse (og troen på dette) som denne vej, sandhed og livet, men derimod forstå hans lære som det essentielle og vigtige.

Det er altså ikke Jesu liv, død og “opstandelse”, men hans lære der er vejen, sandheden og livet efter denne opfattelse. Og hvad er hans lære så? Den er meget enkel, og kan udtrykkes med få ord, idet jeg henter inspiration både fra Evangeliet og fra Vandrer mod Lyset:

Vi må først og fremmest agte på Jesu opfattelse af det vigtigste og største af alle bud til os mennesker: Kærligheden til næsten og kærligheden til Gud (Matt. 22, 34-40 med parallelstederne Mark. 12, 28-34 og Luk. 10, 25-28). Næstekærlighedsbuddet skyldes i øvrigt ikke oprindeligt Jesus, men findes første gang i 3. Mos. 19, 18, hvor det tillægges Gud. Denne fremhævelse af kærligheden og næstekærligheden bekræftes af Paulus (Rom. 13, 9-10 og 1. Kor. 13).

Dernæst lærer vi af Vandrer mod Lysets gennemgang af Jesu liv og lære, at for ham var det daglige regnskab overfor Gud af essentiel betydning; at vi bør være nøje opmærksomme på vores samvittighed, og hvis vi bryder med den da søge at angre og bede Gud om tilgivelse; og tilgivelse ikke kun fra Gud, men også fra de mennesker vi forbryder os imod, synder imod, i tanke, tale eller handling. Gør vi det, skal vi stå rene på vores doms dag (altså den personlige, individuelle dom ved selvgranskningstiden efter døden, ikke ved en universel dommedag, som aldrig vil oprinde; den er fantasi).

For Jesus var end videre bønnen vigtig og central for os mennesker på vores vej mod Lyset og Gud. For i bønnen mødes vi med Guds Tanke og Vilje. Og Jesus lærte os den smukke bøn, Fadervor, som findes i autentisk skikkelse i Vandrer mod Lyset med nogle afvigelser i forhold til den evangeliske overlevering.

Men endnu vigtigere: Hvis vi vil lægge Kristi lære til grund for vores liv, så bør vi forstå at vejen, sandheden og livet er den lære, han giver i Vandrer mod Lyset gennem sin tale i dette værk. Vejen, sandheden og livet er udtrykt hér, idet denne vej samtidig er genvejen til Gud, den genvej der kondenseres af Ignatious Loyola i ‘Forsoningslæren og genvejen’, og som er Vandrer mod Lysets vigtigste ærinde og bidrag til den Lysets kultur, som vi kan føde i fællesskab, idet vi følger Kristi lære, og først og fremmest tilgiver den ånd, der har syndet mest af alle, Satan (Ardor), sådan som Gud tilgav ham, da han vendte sørgende og angrende tilbage til vores Gud og fælles Far og vores ånds Skaber.

Kristi Tale er vejen, sandheden og livet. Og ved at følge denne vej, erkende denne sandhed og leve dette liv afkortes vores lange vandrings vej til Gud, og mildnes vores lidelser. Ved Kristi ånd og Guds barmhjertighed.

Frihed og lov

Denne artikel bygger på Vandrer mod Lyset. Alle sideangivelser er angivet efter den trykte udgave af værket.

Spørgsmål: Hvordan kan alt i Verdensaltet være omsluttet af Guds Tankes altomsluttende love (Oversigten, s. 241), og vi mennesker samtidig være frie? Hvad er forholdet i kosmos mellem frihed og lov?

S. 149 (Kommentaren, stykket med småt) siges det, at lys og mørke i oversanselig forstand er kendingsnavne for de to urkræfter, godt og ondt, og at de begge dels rummer fysiske (materielle), astrale og åndelige former eller partikler. Da Guds Tankes love er altomsluttende, må Han/Hun have givet love for alle disse former og partikler.

S. 148 står, at Gud efter sin emanation gav lys- og mørkepartiklerne en om hinanden roterende bevægelse (hvilket har et ekko i den jordiske atomteori), og derved satte Æteren i en vibrerende bølgebevægelse gennem sit eget flammende Væsen, med mørket som en svag understrøm i Lyshavet, alt sammen med det formål for øje at eliminere det onde.

Vi mennesker deltager i denne store lutringsproces ved at også vi eliminerer noget af mørket. Det åndelige mørke fx kan af os afpolariseres og elimineres på to måder (s. 158-159): Ved den syndefulde tanke og handling (ved tankens og viljens møde under mørkets indflydelse) – hvilket naturligvis ikke kan anbefales – eller ved individets sorg og anger over onde tænkte tanker eller handlinger (ved tankens og viljens møde under lysets indflydelse). En tredje måde findes, men kendes kun af Gud (note 3, s. 158).

Da Guds love således omfatter alle kræfter, udstrålinger, stof og materie både i den oversanselige og i den sanselige verden, fx gravitation og bevægelseslove, må vi skelne mellem guddommelige materielle, astrale og åndelige love. End videre må vi skelne mellem lovene for den primære skabelse, den oversanselige, love som er evige, og lovene for den sekundære skabelse, love der gælder i den sanselige verden, hvortil Jorden hører, og som er en mørkets verden i kraft af de ældstes fald og eksperimenteren med det onde. 

De rent jordiske love – givet af Gud – er temporære, midlertidige, da den sanselige verden ikke skal eksistere evigt, men er forgængelig, som alt hvad der er frembragt af mørket (se Oversigten, s. 286; med de jordiske love menes de jordiske naturlove og de jordiske åndelige love, og selvfølgelig ikke de af mennesker skabte love for samfundene og deres indbyrdes forhold og regulering).

Til disse temporære love må fx regnes inkarnationsloven, gengældelsesloven, søvnloven mv. Disse midlertidige love vil ophøre, når Jorden – af Gud – engang om millioner af år bortslettes, opløses i sine bestanddele (s. 288), hvilket vil ske, når alle mennesker har fuldendt deres udvikling her, dvs har opnået tanke-vilje-enhed og har sonet alt (Spørgsmål og Svar II, no 64).

Af lovene for ånden må vi regne tankens og viljens frihed med den dertil hørende selvbestemmelsesret, og dernæst karma- og gengældelsesloven for absolut centrale. Og her er vi ved det, jeg indleder med at spørge om:

Hvordan kan vi mennesker siges at være frie i et kosmos, hvor tilsyneladende alt – som vist eller antydet ovenfor – er styret og reguleret ved Guds Love? Svaret kan vi finde ved at sammenligne med de rent jordiske forhold:

De frie samfund på Jorden er også i høj grad styret og reguleret af love, regler og bestemmelser. Alligevel betragter vi os som frie mennesker. Det gør vi – med rette – fordi loven i de frie samfund er reaktiv forstået på den måde, at vi her har vores frihed til at følge – eller bryde – de givne love. Bryder vi lovene, står vi imidlertid til ansvar overfor den dømmende magt. Eller sagt med andre ord: I de frie samfund har mennesker initiativret. Vi har ret til at handle frit – men under ansvar for loven.

På samme måde med de guddommelige love: Vi har vores fulde frihed til at følge – eller bryde – Guds love, men gør vi det, hjemfalder vi til soning under gengældelsesloven. Denne lov er – som tidligere skrevet – ikke en straf, men opdragelse og retfærdighed; ved at udsættes for de samme lidelser, vi har bragt andre, bringes vi til – smerteligt og på egen krop og sind og ånd – at forstå det vi har gjort. Og derfor vil vi efter den smertelige soning være mindre tilbøjelige til igen at begå den samme fejl, og generelt være mere lydhøre overfor samvittighedens stemme og følge vores egen indre sans for godt og ondt.

Omvendt kan vi sige, at i de jordiske diktaturer er loven repressiv i den forstand, at man her prøver at tvinge mennesker til at følge loven og adlyde despoten. Her levnes ingen frihed og selvbestemmelsesret, ingen ret til at ytre sig og handle og leve frit.

De jordiske diktaturer har deres religiøse parallel i prædestinationslæren, som kendes både i kristendom og islam; opfattelsen af Gud som en, der skal have bestemt verdens gang fra evighed til evighed, uden at levne os mennesker nogen som helst frihed. Nogle tror måske, at de med denne tanke ophøjer og ærer Gud, men i virkeligheden nedsætter de Hans/Hendes ophøjede, rene og kærlige Væsen og Natur til en guddommelig tyran slet og ret.

Så selv om alt i kosmos er styret og reguleret ved Guds love, så har vi – hans børn og skabninger – vores frie vilje til at følge – eller bryde – disse love, men alt under ansvar over for Loven.

Med hensyn til selve frihedens natur kan vi ganske kort sige, at frihed er det ondes fravær, idet det onde ifølge Vandrer mod Lyset er en kraft, en energiform, der kan binde tanke og vilje, og som kan tvinge individet til at tænke bestemte tanker og udføre bestemte handlinger (synd). 

Modsat stiller Lyset os frit i alle henseender. Denne distinktion uddyber svaret på det spørgsmål, jeg indledte dette skrift med: Gud stiller os frit, og giver os initiativret – men med ansvar overfor Loven – fordi Han/Hun er en Lysets Gud, omend Hans/Hendes love regulerer alt i Verdensaltet. Og derfor er vi mennesker dybest set frie væsener; fra Guds skabelse af os absolut frie, og ved os selv frie i samme grad som vi har udrenset mørket af vores personlighed.

Friheden ses også ved eksistensens og livets rod: Vi har fået det evige liv som en gave fra Gud, men står frit i forhold til, om vi vil modtage denne gave eller vælge den fra (Oversigten s. 241 og Kristi Tale). Hermed menes ikke, at vi har ret til at tage vores eget (jordiske) liv; dette er imod de guddommelige love.

Men vi har ret til – når ånden har nået en vis grad af modenhed – at vælge at fuldføre vandringen mod Lyset og Gud, eller vælge det evige liv fra og synke tilbage i det Faderskød, hvoraf vi er oprunden. Endnu har ingen dog valgt denne mulighed (Kristi Tale).

Og friheden ses i kærlighedens natur: I kærligheden stiller vi hinanden frit, og kærligheden tiltager og vokser i takt med den frihed, vi skænker dem, vi elsker. Dette betyder naturligvis ikke, at det i kærligheden er eller bør være os ligegyldigt, om vi er sammen med den eller dem, vi elsker, eller ej. Det betyder kun, at samværet og forholdet ikke er et krav og en tvang, og at den elskede altid er fri til at forlade os – eller blive i forholdet og samværet. Det betyder grundlæggende, at vi tilsteder og anerkender vores partners ret til at tænke, handle og føle frit.

Omvendt aftager kærligheden i styrke og kvalitet i samme grad, som vi ønsker at binde vores elskede; enten binde den elskede i et forhold, som denne måske ikke ønsker at være en del af (måske af angst for at miste og selv blive såret), eller fx ved at kæmpe om magten i et forhold; ved at søge at bøje den elskede ind under vores vilje.

Dette sidste er i øvrigt et eksempel på mørkets, det ondes, bagvendte, selvmodsigende og paradokse natur: Ud fra et ønske om at bevare kærligheden (måske af angst for den smerte det er at miste den), ophæver eller forringer vi den ved at lade mørkets tvang indgå i vores kærlighedsforhold. Ved at søge at binde den elskede, mister vi ham eller hende – om ikke andet så i åndelig, i hjertets forstand – og mister den kærlighed, vi kan være så bange for skal dø.

Og således forråder mørket sin bærer og vores kærlighed.

I øvrigt kan jeg henvise til artiklen Procesmetafysik vs substansmetafysik, som sammen med denne artikel søger at vise, at vi grundlæggende lever vores liv i frihed i et lovbundet Kosmos, og at de stadige forandringer vi kan iagttage i verden og i os selv, skyldes evige, uforanderlige, eller temporære, midlertidige – af Gud givne – love.

Gud

For at finde kildens udspring må man gå mod strømmen  

Flere steder i Bibelen og Koranen siges det, at Gudsfrygt er starten på visdom. Fx nævnes det i Bibelen, hvor frygteligt det er, “at falde i den levende Guds hænder” og i 2. Mosebog, 19 og følgende kapitler åbenbarer ‘Gud’ sig på Sinaj bjerg for Moses og israelitterne under torden og lyn og røg og til lyden af horn for de forfærdede mennesker. (Der er tilsvarende beskrivelser af den forfærdende ‘Gud’ i Koranen).

Men er dette rigtigt? Har vi grund til at frygte Gud? 

Jeg har selv erfaret noget om Guds væsen, ikke fordi jeg er et specielt fremragende menneske, der har Guds særlige bevågenhed, men fordi Gud har åbenbaret sig for mig, ladet mig se – eller rettere føle – noget om hvem Han er. 

I de ægte åbenbaringer jeg har modtaget fra Ham kan jeg slet ikke genkende dette med at Gud skulle fremkalde frygt eller angst – og slet ikke genkende dette med at jeg bør og har grund til at frygte den Almægtige. Tværtimod – de åbenbaringer jeg har haft er af en Gud, som på den ene side unddrager sig menneskeord, det er svært at finde adækvate ord og udtryk for Ham, og det er som om sproget bryder sammen når jeg forsøger at beskrive disse oplevelser. 

Men den følelse Han har givet mig i disse åbenbaringer eller oplevelser har dels været præget af en fuldkommen ro og tryghed (også langt fra den af andre rapporterede ekstase ved oplevelsen eller erkendelsen af Gud), og dels af et uendeligt Væsen af en Magt og tyngde og dybde som ikke kan beskrives og desuden et uendelig mildt væsen. 

Essensen af oplevelserne eller åbenbaringerne er kærlighed – en uendelig og fuldkommen tryg hvilen i mit Ophav. 

Er det ikke snarere sådan, at Gudsfrygt altid er blevet brugt af mennesker for at vinde større tiltro til tvivlsomme indsigter gennem den frygt man har søgt at indpode andre? Og er den ubegrundede frygt for Gud ikke altid ledsaget af et skræmmebillede af en dømmende og fordømmende Guddom, der kræver absolut tro, lydighed og underkastelse – for at fremme menneskers magtvilje og dømmesyge? 

Hvor mange forbrydelser er ikke blevet begået og bliver begået i denne falske Guddoms navn til spot for den sande Gud? 

Den Gud jeg kender, ligger så langt fra dette skræmmebillede som tænkes kan – vrængbilledet af Gud ligner mere Satan som han var, da han kæmpede imod os. 

Heldigvis synes dette falske billede af Gud at være på vej ud og et mere sandt billede toner frem fx i Den danske Folkekirke, hvor vægten mere og mere ligger på Guds kærlighed og barmhjertighed og tilgivelse. Men mange steder prædikes stadig den hævnende og forfærdende Gud – alt for mange mennesker tror stadig på disse fantasier. 

Jeg tror, at det er sådan, at alle mennesker selv kan opleve Gud som Han virkelig er. Det er ikke nødvendigt at henvise til specielle skriftsteder i forskellige bøger – Gud kan opleves direkte udenom 

alle skrifter og autoriteter – som den Lysets, Kærlighedens, Mildhedens og Barmhjertighedens Gud og Fader Han er. 

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre, en Gud vi ingen grund har til at frygte, men al grund til at elske.

Kristendommens kerne i ny belysning 

I mere end 1500 år – og snarere længere – har kristendommen været forkyndt som en lære om Guds dom og straf over syndige mennesker. Dog også med et håb om frelse ved troen på Jesu død og opstandelse. Men i de senere år er vægten gradvist vippet over mod en lysere tolkning og forkyndelse i retning af Guds kærlighed og tanker om menneskers kærlighed til hinanden som det centrale i livet. 

Spørgsmålet er: Findes der teologisk belæg for denne lysning? Det mener jeg, at der gør. 

I Matt. 5, 17-19 siger Jesus: ‘Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket’. 

Jesus er altså ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde loven. Hvilken lov? Det svarer han på i Matt. 22, 37-40 på spørgsmålet, hvad der er det største bud: ‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind’ (5. Mos. 6, 5), et bud, der gives af Gud til Moses. Jesus tilføjer samme sted: ‘Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som er lige med det: ‘Du skal elske din næste som dig selv’ (3. Mos. 19, 18). På de to bud hviler hele loven og profeterne ‘. 

Også det sidste bud, næstekærlighedsbuddet, blev oprindelig givet af Gud til Moses (med tilføjelsen: ‘Jeg er Herren’), og både Jesus (Matt. 19, 19; 22, 39), Paulus (Rom. 13, 9; Gal. 5, 14) og apostlen Jakob (Jak. 2, 8) citerer det. 

Da loven (Moseloven og i videre forstand Guds lov) således ifølge Jesus hviler på kærlighed til Gud og menneskers kærlighed til hinanden, bliver Pauli tanker om frelse ved tro (Rom. 3, 25-26; Rom. 4, 5; Rom. 5, 1; Gal. 2, 16), Guds vrede, straf og dom (Rom. 1, 18; Rom. 2, 2-3; Ef. 5, 6), hans tanker om at synden og døden kom ind i verden ved et menneske (Adam) og blev besejret ved et menneske (Jesus Kristus) (Rom. 5, 12-21; 1. Kor. 15, 21; 45-48) og forsoningen ved Jesu død og opstandelse (Rom. 3, 24-26; Rom. 5, 9-11; 1. 

Thess. 5, 9; Hebr. 9, 12-13) irrelevante; 

Ifølge Jesus er det kærligheden, der er det vigtigste og helt centrale i livet; kærligheden til Gud og mennesker; Gud kalder ikke til dom og straf men til kærlighed. Gud er den Højeste, Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. 

At Jesus siger, at han opfylder loven og ikke ophæver den, nedbryder den eller skaber en ny pagt mellem Gud og mennesker som Paulus påstår (2. Kor. 3, 6; Hebr. 8; 9, 11-28) (og som dog også finder støtte i evangeliernes beretning om nadverens indstiftelse (Matt. 26, 26-29; Mark. 14, 22-25; Luk. 22, 14-20)) til afløsning for den gamle pagt som Gud oprettede med Noa (1. Mos, 6, 18-22), Abraham (1. Mos. 15, 18-21), Isak (1. Mos. 26, 25), Jakob (1. Mos. 28, 13-15) og Moses og israelitterne (2. Mos. 24) må så ligge i, at han minder om og sammenfatter den centrale lov: Kærlighedens lov, som Gud giver den i 5. Mos. 6, 5 og 3. Mos. 19, 18. I Bibelen findes belæg for både opfattelsen af Gud som en kærlighedens og fredens Gud, og en vredens og krigens ”Gud”. Eksemplerne på det sidste er legio i Det gamle Testamente, men også i Det nye Testamente; Således siger Jesus i Matt. 10, 34: ‘Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.’ (Se også Luk. 12, 51-53 og 

Mark. 13, 12). Og også i evangelierne og altså ikke kun hos Paulus hævdes sine steder troen og ikke kærligheden som det vigtigste. Det er i øvrigt sigende, at Paulus, der mest ihærdigt forfægter tanken om troen som vejen, måske den eneste vej, til frelsen, samtidig i de berømte vers fra 1. Kor. 13, 1-13 ved behandlingen af tro, håb og kærlighed, hævder kærligheden og ikke troen som det største.

Hvis tro hævdes større end kærlighed bliver Jesus (som af kristne – fejlagtigt – opfattes som Gud) et stridens og forargelsens tegn. Men hvilken Gud er den Højeste, den Største: Kærlighedens og fredens Gud, Lysets Almagt, kærlighedens og Livets Herre, der siger, at vi skal elske vores næste som os selv, eller krigens, vredens og hævnens ‘Gud’, der ikke først og fremmest byder kærlighed, men kræver tro og lydighed? 

Hvis vi opfatter kristendommen som en kærlighedslære, må vi tage udgangspunkt i det Jesus lærer ud fra de af Gud givne bud, kærlighedsbudene, de bud der bærer loven, og ikke i Pauli tanker og mange misforståelser, som alt for længe og helt unødvendigt har tegnet kristendommen for mennesker. Helt unødvendigt; for den sunde kerne ligger – side om side med de usunde tanker om vrede, dom, straf og fordømmelse – i de kristnes egne hellige tekster: Kærligheden. 

Der hvor Jesus og Paulus alligevel når hinanden i synet på kærlighedens altomfattende betydning og værdi, er det nævnte sted i Matthæusevangeliet (Matt. 22, 37-40) og Rom. 13, 8-10, hvor Paulus siger: 

‘Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: ‘Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære’, og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: ‘Du skal elske din næste som dig selv’ (3. Mos. 19, 18). Kærligheden gør ikke næsten ondt. Kærligheden er altså lovens fylde’. Derudover kan igen nævnes Pauli smukke formuleringer om kærligheden i 1. Kor. 13. 

Det vigtigste er altså, at vi elsker Gud og hinanden. Dét – og ikke tro – er loven og lovens fylde. Paulus siger det jo selv: ‘Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.’ (1. Kor. 13, 13). 

Vi kan skærpe Paulus´ tanke ved at sige, at hvis troen kommer i vejen for kærligheden, så forlad kun troen; for hvor kærlighed er, dér er Gud. Hvor der er tro, men ikke kærlighed, dér er Gud ikke.

Det vigtigste er kærligheden. Kærligheden er det største, større end håb og tro, og den er det evige i mennesket. Hvis det er sådan, hvorfor så ikke helt slippe kristendommens nu gennemrustne, faldende bygning – hvis vi med kristendom mener paulinisme og med den i en traditionel tolkning hævder troens snarere end kærlighedens primat – og i stedet for at lyde den mørke tale om dom og straf for dem, der ikke tror eller tror på noget forkert, da at vove springet over i den rene kærlighedsåbenbaring, Vandrer mod Lyset, som kort og godt siger: 

Ingen skal fortabes, Guds kærlighed er uendelig, og selv om vi vender os fra Ham, vender Han sig aldrig fra os! Lev og tro frit, ingen skal fordømmes! Der er tilgivelse for alt og for alle, selv Satan (jf også lignelsen om den fortabte søn; Luk. 15, 11-32). 

Ingen skal fortabes, ingen fordømmes, Paradis er for alle! Tør vi vove springet over i denne bygning, springet over de afgrunde under mennesket, som teologien – ikke Gud – har åbnet uretmæssigt gennem 2000 år? Gud, Lysets Almagt, kærlighedens og Livets nære og trygge Far og Herre venter os der! 

Gudsbilledet i Vandrer mod Lyset 

Som jeg før har forsøgt at argumentere for, så synes det sikkert at sige, at hvis Gud eksisterer, og Han er det Højeste Væsen, så er Han Lysets og kærlighedens Almagt, hvis vi betragter lys og kærlighed som de højeste værdier og egenskaber. 

Dette synes at være en sikker tankerække. Det er sikkert rigtigt hvad Kant og andre har sagt, at det ikke er muligt at bevise Guds eksistens; det eneste vi med sikkerhed kan sige er, at hvis Gud eksisterer og er det Højeste Væsen, så…osv. 

Nu, findes der traditionelle skrifter, hvor dette billede af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt er repræsenteret? Findes det fx i Bibelen eller Koranen? 

Måske. Men i så fald kun i glimt. Det gamle Testamentes billede af Gud, hvor Han et sted fx overfalder Moses, hvor en ild udgår fra Ham og fortærer hundredvis af mennesker, hvor Han optræder som øverste krigsherre osv osv passer meget dårligt med det ophøjede billede af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt. 

Hvorimod fx 3. Mos. Kap. 19, vers 18 hvor Gud giver Moses næstekærlighedsbuddet passer fint til dette billede af Gud. 

I Det nye Testamente passer fx Johannes Åbenbarings billede af Gud, de mange billeder af næsten psykotisk tilsnit, meget dårligt med det ophøjede Gudsbillede, mens Gud som Lysets og kærlighedens Almagt anes i glimt i nogle af de evangeliske Jesuord, men langt fra dem alle; fx passer den til tider brovtende og fordømmende Jesus-skikkelse dårligt med det ophøjede Gudsbillede, mens hans ord om kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed passer fint med dette billede. 

I Koranen passer de mange beskrivelser af de frygtelige og evige lidelser i Ilden, der angiveligt venter de vantro meget dårligt med billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, mens igen fx beskrivelserne af Guds kærlighed og barmhjertighed passer fint. 

Det eneste værk jeg kender hvor Gudsbilledet passer konsekvent med billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt er Vandrer mod Lyset, hvor Gud fremstår som Altets centrum, som en Personlighed, der gennem en kosmisk kamp mellem lys og mørke, godt og ondt, fremstod som Lysets behersker og mørkets besejrer, en Personlighed, der siger, at ingen skal fortabes og alle kommer i Paradis, når vi har overvundet mørket, det onde, i os selv; til dette har vi brug for lang tid og mange liv, og derfor inkarnerer vi mange gange her på Jorden ved den såkaldte reinkarnation; en Gud som aldrig fordømmer nogen, men elsker alle…osv. 

Men det siges også klart i Vandrer mod Lyset at ingen fuldt ud kan forstå Gud, og at det ophøjede billede værket giver kun kan betragtes som antydninger eller en retning for en dybere forståelse af Gud, og at kun gennem kærligheden kan vi forstå Ham bedre og danne os et renere og mere ophøjet billede af Ham. 

Derfor mener jeg at det er rimeligt at sige, at hvis Gud eksisterer, så må Han nødvendigvis være som Han fremstår i Vandrer mod Lyset; ikke som et endeligt facit og fuldstændig beskrivelse, som vi ikke kan nå, da det ville kræve at vi blev lig Ham, men som et Væsen vi gennem kærligheden kan danne os en renere og mere fyldestgørende forståelse af, og – i åndelig betydning – vandre imod. 

Harmoni og kærlighed (Yin/Yang) 

For mere end to tusind år siden udtænkte Lao-tse sin berømte lære om modsætningernes harmoni ved begreberne om yin og yang idet han hævdede, at denne harmoni udtrykker det helt grundlæggende træk i verdensbygningen. 

I Platons Symposion er der stærke medklange af denne lære, i hvert fald for os menneskers vedkommende, idet han lader Aristophanes fortælle myten om det oprindelige menneske som en helhed, et androgynt væsen (gr. andros=mand; gyne=kvinde), der på grund af opsætsighed mod guderne på Zeus’ ordre blev delt midt over, og derefter skæbnebestemt og altid søger sin tabte halvdel. (I øvrigt er der flere paralleller også i Bibelen om menneskers opsætsighed mod guderne og konsekvenserne af det; fx i beretningen om syndefaldet og om Babelstårnet).

I Symposion er det grundlæggende tema Eros, kærligheden, og i Aristophanes` myte om det oprindelige androgyne menneske er det altså kærligheden, der efter delingen får os til at søge vores tabte halvdel eller modpart.

Dermed bliver Platons definition af kærligheden en negativ; vi søger efter noget tabt, noget vi savner og længes efter eller måske en tomhed vi længes efter af få fyldt igen. 

Hvis vi går tilbage til Lao-tses tanker og taoismen, så kan det siges, at det princip eller den kraft, der skaber eller tilstræber den grundlæggende harmoni i verden (yin og yang), netop er kærligheden, idet kærligheden er en kraft, der tiltrækker modsætninger og skaber harmoni mellem dem, fx mellem mand og kvinde. 

Måske       kan           vi              udstrække   kærlighedens harmoniskabende kraft videre end til det rent menneskelige og hævde den som en kraft, der har magt overalt i Verdensaltet, altså en egentlig Verdenskraft, der søger at skabe harmoni overalt (som i tankerne om yin og yang). 

Denne tanke er i hvert fald i overensstemmelse med Vandrer mod Lysets beskrivelse af lyset og kærligheden. Ifølge dette værk er lyset og kærligheden ikke kun en sådan harmoniskabende Verdenskraft; den har også et personligt Væsen som sin behersker og udspring og oprindelse, nemlig Gud.

Bragt på en enkel formel kan disse tanker udtrykkes ved:  

Gud-Kærlighed-yin/yang, 

idet sidste led betegner den harmoniske enhed af modsætninger. 

Hvis vi altså nu opfatter kærligheden som en Verdenskraft med udspring i Gud, en Verdenskraft der tiltrækker modsætninger og skaber harmoni mellem dem, kan mørket, det onde, opfattes som en kraft, der skiller modsætninger ad og derved skaber disharmoni, hvilket også er i overensstemmelse med Vandrer mod Lysets beskrivelse af de to Verdenskræfter, lys og mørke. 

Gud, Lysets og kærlighedens Almagt 

Hvis vi antager at Gud findes, og at Han er Lysets og kærlighedens Almagt, hvordan mon Han så ser på verden i dag? 

Ligesom det kan være konstruktivt at se og filtrere de religiøse tekster gennem dette billede af Gud, kan det være konstruktivt at holde billedet op mod sine egne og sine medmenneskers handlinger. 

Hvordan mon Gud, Lysets og kærlighedens Almagt, ser på de mennesker, der sprænger sig selv i luften i Hans Navn og prøver at tage så mange uskyldige som muligt med sig i døden? 

Hvordan mon Gud, Lysets og kærlighedens Almagt, ser på de mennesker, der som vilde overfalder andre stater og mennesker enten som hævn eller for at standse nogle enkelte menneskers ondskab? 

Hvordan mon Gud, Lysets og kærlighedens Almagt, ser på de mennesker, der slavebinder og tyranniserer hele folk, kuer, piner og henretter tusinder, mennesker der tilsniger sig eller med vold røver magt og rigdomme uden at være dem værdige? 

Hvordan mon Gud, Lysets og kærlighedens Almagt, ser på al den vold, alt det blod der udgydes blandt mennesker, Hans børn? 

Hvordan mon det er for Gud, Lysets og kærlighedens Almagt, at høre de gensidige hadefulde råb og fordømmelser mennesker imellem? 

Hvordan mon det er for Ham at høre voldstalen, at høre de mange, der hidser op, og gør vold til det næste skridt? Hvordan mon Gud, Lysets og kærlighedens Almagt, ser og føler det ved den grænseløse lidelse og smerte som er så mange til del? 

Hvordan mon Han ser på verden i dag? Hvordan? 

Hvordan kan vi gøre det? 

Religionernes enhed 

Af og til bliver det fremført at alle religioner i deres inderste egentlig er ens eller siger det samme uden at det dog bliver præciseret hvori denne religionernes inderste enhed består. 

Jeg tror at synspunktet er rigtigt, og jeg mener at det er muligt at bringe denne inderste enhed på en meget kort formel, egentlig bare et enkelt ord: Kærlighed. 

I et billede på religionernes enhed kan man forestille sig en blomst, hvor kronen er Gud Herren, Lysets og kærlighedens Almagt, mens blomstens enkelte kronblade er de forskellige religioner. 

Hvis vi udvider billedet og medtager Vandrer mod Lysets begrebsverden kan blomstens stilk være et billede på lyset (med krone i kærligheden og Gud); den jord blomsten gror i er da det mørke som Gud arbejdede  og kæmpede sig ud af (som blomsten der spirer op over jorden), det mørke, Gud hævede sig over og besejrede ved Tankens og Viljens harmoniske forening og Guds emanation, fremstigen som Personlighed. 

Hvis dette er rigtigt giver det en ekstra dimension til den tanke, at de mange religiøse stridigheder og krige er meningsløse og spotter Gud, kærligheden; hvor meningsløst at slå hinanden ihjel og forfølge hinanden i kærlighedens navn!

Det lidelsesfrie liv 

Hvis ikke vi kunne føle smerte, hvordan skulle vi da vide, når vi går vild?

I sine romaner kommer den franske forfatter, Michel Houellebecq – som også Aldous Huxley i Brave new world og med medklange i George Orwells 1984, hvor borgerne i det dystopiske fremtidsrige bedøves af gin – flere gange ind på tanken om det lidelsesfrie liv opnået gennem medicinering i en ikke for fjern fremtid. I Houellebecqs univers er dette, som af nogle fremhæves som et ideal, ikke ønskværdigt og har som hos Huxley og Orwell dystopiske træk. 

Men hvorfor egentlig? 

Måske kan man sige, at ligesom centralnervesystemet og evnen til at føle fysisk smerte har den funktion at advare os om adfærd, der er skadelig for vores krop (fx hvis vi kommer til at sætte hånden på en tændt kogeplade), så har evnen til at føle psykisk eller åndelig smerte den funktion at advare os mod adfærd, der skader vores psyke eller ånd. 

Fx vil de fleste efter at have begået alvorlige forbrydelser – i hvert fald efter en tid – føle samvittighedsnag, og måske søge at gøre bod eller rette op på fejltagelserne. Det lader altså til at vi er udstyret med en indre etisk sans som, hvis vi forbryder os mod den, giver os smerte i form af samvittighedsnag. 

Det er klart, at det er godt så vidt muligt at minimere menneskelig lidelse, men hvis vi søger helt at afskaffe lidelse, eller mere præcist at eliminere muligheden eller selve evnen til at føle psykisk eller åndelig smerte, så vil dette føre til et samfund bestående af mennesker uden samvittighed, hvilket må siges at være en dystopi. Hvis ikke vi kan føle samvittigheden, den indre etiske lov og stemme (egentlig skytsåndens stemme; se Vandrer mod Lyset), vil vi hele tiden forbryde os mod den uden konsekvenser; og derfor tror jeg at det lidelsesfrie samfund er en mareridtsvision som vi ikke bør tilstræbe. Det vi bør ændre, er ikke selve evnen til at føle åndelig smerte, men den adfærd, der giver smerten. Vi bør ikke bedøve smerten, men fjerne dens årsag. 

Man kan altså sige, at ligesom evnen til at føle fysisk smerte beskytter kroppen, det ydre menneske, beskytter evnen til at føle psykisk eller åndelig smerte det indre menneske, personligheden, det etiske i os, ånden. 

Hvorfor har Gud givet love for lyset og mørket?  

Af Vandrer mod Lyset fremgår det; 

1. at Gud har givet love for både lyset og mørket 
2. at disse love blev givet efter Hans emanation

(fremståen som Personlighed) 

• og at lyset er kendetegnet af orden mens mørket er en kaoskraft 

Så kan man spørge: 

Hvorfor gav Gud egentlig disse love, hvorfor er det nødvendigt med love og hvad er egentlig loves (i dette tilfælde Guds) funktion?

Og svaret er enkelt: 

Love fremmer orden og modvirker kaos. Vi kender det også fra de jordiske samfund, fx det danske hvis retsvæsen som motto har: Med lov skal land bygges. 

Hvis der ingen fælles regler (love) findes, bliver alt kaos, da enhver så kan gøre som man vil uden at blive stillet til regnskab. 

Dette kan også være en replik til de tanker om en Verdensregering jeg tidligere har formuleret (primært inspireret af Emery Reeves og universalismen) og en forklaring på en del af det jordiske kaos vi ser nu og altid har kæmpet med; en del af det jordiske kaos skyldes, at vi ikke har fælles, globale love, men har mange punkter (regeringer), der opstiller normer for lov og ret. 

Da vi ikke har globale love der kan håndhæves af en legitim udøvende og dømmende magt (omend en sådan måske er på vej i form af Den internationale Straffedomstol, ICC), virker de manglende fælles globale love som en katalysator for globalt kaos og krig. 

Vi har dog for så vidt en international global lovgivende magt (FN), og som nævnt for så vidt en international global dømmende magt (ICC), men vi mangler en legitim, global udøvende og reel magt (regering), hvis vi skal modvirke en del af det kaos vi ser i dag. 

For at vende tilbage til det kosmiske perspektiv: Gud har altså givet love for både lyset og mørket med det formål at styrke lyset (orden) og modvirke mørket (kaos). Men derudover har Han givet os en fri vilje til godt og ondt. Hvordan stiller dette sig til de guddommelige love for lys og mørke? 

Gud er ingen diktator, og man kan sige, at det at Han har givet os en fri vilje til godt (lyset) eller ondt (mørket), en fri vilje til at følge Hans love eller ej er etikkens kerne. Hvis ikke vi havde et valg ville Gud ikke være lysets (og frihedens) Gud, men mørkets, da en anden kerneværdi i lyset er frihed, mens mørket er kendetegnet ved tvang. 

Lyset (og Gud) giver os et valg, hvilket mørket ikke gør, og dette frie valg eller den frie vilje er kernen i al etik og moral. 

Som en sidste ting vil jeg (under henvisning til min artikel Frihed under ansvar nævne, at et jordisk samfund kun kan kaldes frit for så vidt enhver borger (under ansvar for den dømmende magt) har frihed til at følge eller bryde enhver af den lovgivende magts love og regler. 

Dette kan også siges at være en replik til den aktuelle debat om, hvordan vi dels bekæmper terrorisme og samtidig bevarer vores samfund som frie og åbne. Hvis ikke vi bevarer friheden til at følge eller bryde samfundets love og regler (under ansvar for den dømmende magt), synes dette at være definitionen på diktatur. 

På den måde kan man sige, at det onde er frihedens pris; ikke som en nødvendig konsekvens, men som en risiko vi altid må være villige til at løbe, hvis vi vil bevare friheden. 

Muhammed 

Hvis Vandrer mod Lysets beskrivelse af Muhammeds liv og virke er korrekt, så ved vi en del om ham udover det der er overleveret i de traditionelle kilder – Koranen og hans sædvane (sunna) som det er givet gennem de såkaldte isnader (overleveringskæder) i hadith 

(beretninger om profetens ord og gerninger): Vi ved at han var en af de yngste, dvs den gruppe af personligheder som altid har forsøgt at lede os mennesker fremad mod lyset og Gud; vi ved at han tilhørte den gruppe af de yngste – de få, enkelte – som har påtaget sig at bringe nogle af de evige sandheder til mennesker og (tidligere) at befri Satan (Ardor) fra mørket gennem tilgivelse og bøn; og vi ved at han – ligesom Jesus og flere andre – fejlede på dette sidste punkt. 

Det fremgår af Vandrer mod Lyset, at i ethvert menneskes liv kommer et tidspunkt, en kulmination, hvor det afgøres hvorvidt det enkelte menneske sejrer eller fejler på hovedpunktet i det foreliggende liv (inkarnation). Og det siges at for de af de yngste, der påtog sig at erindre bønnen for Satan, faldt dette kulminationspunkt i flere tilfælde sammen med at de blev stillet direkte overfor den onde. 

Det er normalt at angive den første af Muhammeds åbenbaringer som Sura 96, Levret blod, al-Alaq. Jeg har selv før haft den tanke, at muligvis var Muhammeds første åbenbaringer ægte nok og at de måske var givet før hans kulminationspunkt. 

Men hvis Sura 96 var den første, så holder denne tanke ikke. For i de første vers af Sura 96 hedder det bla: 

“Læs op i din Herres navn, Han, som skabte, som skabte mennesket af levret blod!” 

Hvis Vandrer mod Lysets skabelsesberetning derimod er rigtig, så var det ikke Gud som skabte det dødelige, forgængelige menneskelegeme, men Satan (Ardor). Derfor kan heller ikke denne Sura være rigtig og have guddommelig oprindelse. 

Ser man på hvordan omstændighederne var omkring Muhammeds første og flere af de følgende åbenbaringer – som fx Reza Aslan beskriver det i Kun én Gud – så kan man konstatere, at oplevelserne var meget voldsomme, og at Muhammed frygtede, at han var blevet sindssyg. 

Dette harmonerer dårligt med de ægte åbenbaringers natur, som er rolige og smukke og giver fred og klarhed til ånd, sind, tanke og følelse. 

Men det harmonerer fint med den tanke, at 

Muhammeds              åbenbaringer              ikke           stammede fra ærkeenglen Gabriel eller Gud, men derimod fra Satan som det skete med en del af de andre store religionsstiftere (fx også Zarathustra). Dette kan ses mange steder i koranen, hvor fx de vantros evighedsstraffe udpensles og Gud optræder som en grusom og lunefuld despot. 

Denne grusomme “Gud” er ikke en Lysets og kærlighedens Almagt – ikke den sande Gud – men et godt billede af den onde som han var da han kæmpede imod os. 

Der er dog ingen grund til – hvis dette er rigtigt – at falde over Muhammed (og selvfølgelig heller ikke over muslimerne) af den grund, da de kræfter han og fx også Jesus var oppe imod var så ekstreme, at der skulle gå lang tid efter disse tos inkarnationer til det endelig lykkedes de yngste at bryde mørkets magt og vinde Satan tilbage til lyset og Gud. Det skete i 1912. 

Muhammed var og er, hans mange fejl til trods, en af de allerstørste personligheder blandt Guds børn. Og om ikke andet nåede han at bringe læren om Guds enhed; en præstation som i sig selv er al ære værd. 

Hadets begyndelse og psykologi 

Ifølge Vandrer mod Lyset kom hadet oprindeligt ind i verden for ca 14 000 år siden da hadet til alt og alle vågnede i den Ældste (Satan; Ardor) efter at han havde inkarneret sine faldne brødre og søstre (de øvrige Ældste) og indså, at han alene måtte blive tilbage i helvedessfæren med mørket strømmende i tunge, lidelsesfulde bølger gennem sig. 

Enhver der kender til lidelse, kan forstå hvad lidelse kan gøre ved et sind og et menneske. Man bliver let vred, opfarende, bitter og tilbøjelig til at udslynge hadefulde, vrede og fordømmende ord til sine medmennesker eller endda ty til vold. Enhver kan forstå dette. 

Enhver der kender til had ved også hvad had kan gøre ved et sind og hjerte; hvordan det binder sindet, knuger det og fylder en med angst. Man glemmer ofte den situation der fremkaldte hadet, hvilket synes at være en del af hadets og det ondes natur; det skjuler sig i sindets dyb, det eneste man føler er angst, had, splittelse og lidelse, men man glemmer hvorfor man lider og der kan gå mange år inden man husker hadets oprindelse og måske derved oplever heling af det knugede, splittede sind. Ifølge Vandrer mod Lyset har en forståelse af Ardors had, forbandelser og lidelser – og gennem denne forståelse en tilgivelse af ham – den effekt, at jo bedre vi forstår ham, jo mindre magt får det had, de forbandelser og det mørke der kom ind i verden, da han og de øvrige Ældste faldt. Måske netop fordi en forståelse gør det lettere at tilgive ham. Denne forståelse kan vi nå ved at se ind i os selv, se vores eget had og vores egen ondskab (og den deraf flydende lidelse), som intet menneske kan sige sig helt fri for. 

Derfor kan enhver også – ud fra selverkendelse og selvoplevelse – bidrage til at opløse en del af det had og den ondskab, der kom ind i verden med Ardor og de øvrige ældste. Verden har ikke brug for mere had og mere ondskab og uforsonlighed; verden har brug for forsoning og tilgivelse og derigennem heling. 

Om gengældelsesloven 

“Enhver slet Tanke, enhver ond eller forbryderisk Handling føres ved Gengældelsesloven tilbage til den, der tænkte Tanken eller udøvede Handlingen; derved påføres der Ophavsmanden de samme åndelige eller legemlige Lidelser, som han havde tænkt at bringe eller har bragt over andre; Balancen genoprettes da gennem Ophavsmandens udståede lidelser.” (Vandrer mod Lyset, Oversigten s. 287)

“Gører eder til Herrer over eders Tanker! Thi enhver Tanke, hvor flygtig den end er, optegnes af Lysets eller af Mørkets hastige Svingninger, og enhver af eder må fuldtud bære Ansvaret for det onde og syndige, hans Tanker skabe. Dette siger jeg til eder alle. Thi I skulle vide, at I ved Tanken påvirke hverandre indbyrdes til onde eller gode Handlinger; og I skulle vide, at enhver Tanke efter kortere eller længere Tid vender tilbage til sit Udspring; de gode Tanker drage Lyset til eder, give eder Fred og Glæde; de slette Tanker drage Mørket til eder, bringe eder mange Sorger, mange Lidelser; thi alt det onde, I ønske at berede andre, vil ufravigeligen vende sig mod eder selv…I skulle alle fuldtud gøre Rede for eders Handlinger, og enhver af eder må i kommende Jordeliv selv gennemleve de Lidelser, de Sorger, den Elendighed, han har beredt andre ved sine slette Handlinger. Thi enhver ond og syndig Handling, I have udøvet, skal visseligen vende sig mod eder.” (Vandrer mod Lyset, Kristi Tale, s. 102-103)

Et vel hidtil overset aspekt ved gengældelsesloven, den lov der er formuleret kortest og klarest ved ordene, “som du sår skal du høste” er, at dens formål ikke er at straffe, men derimod opdrage os mennesker. Gud straffer ikke.

Den opdragende effekt af loven består i, at det ofte er meget vanskeligt at bibringe de mennesker, der fx slår ihjel, en virkelig forståelse af, hvor forkert og ondt det er at dræbe andre mennesker. 

Fra Vandrer mod Lyset ved vi, at gengældelsesloven fungerer på den måde, at de onde tanker og handlinger, som vi ikke vil angre og søge tilgivelse for vil have den konsekvens, at vi selv udsættes for nøjagtig de samme lidelser, som vores onde tanker eller gerninger har voldt andre (se de indledende citater fra værket).

Dermed opnår vi – meget konkret og smerteligt – den nødvendige forståelse af de lidelser vi har forvoldt ved at føle den samme smerte og lidelse som vi har forvoldt andre, og dermed mindskes risikoen betydeligt for, at vi igen begår en lignende forbrydelse og derved igen forvilder os ind i det samme mørke.

Dette er udover at opdrage os retfærdighed.
Men det må straks siges, at det ikke tilkommer noget menneske selv at håndhæve og straffe efter gengældelseslovens tanke om lige for lige, ‘øje for øje, tand for tand’. Gengældelsen sker ved det mørke vi selv har aktiveret ved lovbruddet, og som uvægerligt før eller senere vil vende sig mod os selv. Gengældelsen tilkommer det således hverken Gud eller mennesker at håndhæve.

Og det må igen understreges, at sigtet med loven ikke er at straffe os, at påføre os unødige lidelser, men derimod at vi kan indse hvor ondt og forkert fx vold og drab under alle forhold er. 

Vi får hermed en virkelig forståelse af, præcis hvad vi har gjort ved selv at rammes af de samme lidelser som vi har påført andre – en sandhed som vi måske søger at unddrage os eller besmykker idet vi søger at retfærdiggøre det, der ikke kan retfærdiggøres.

På grund af den lidelse der altid følger med mørket, vil ånden efterhånden søge væk fra det onde og henimod lysets fred og lykke, og således lærer vi – på egen ånd og krop – forskellen mellem godt og ondt.

Udover den direkte opdragende effekt udvirker loven også at vi gennem soningen genvinder den uskyldighed vi mister når vi begår forbrydelser; som når vi går til lægen når vi er fysisk syge og eventuelt underkaster os en smertefuld behandling for at genvinde sundheden, således går den syge sjæl ind under gengældelsesloven, retfærdigheden, for gennem en smertefuld renselse gennem soning at genvinde sjælelig sundhed og renhed (beslægtede tanker er udtrykt i Platons dialog, Gorgias).

En anden ting der må understreges er, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven på den måde, at hvis vi angrer og søger tilgivelse ud fra en oprigtig forståelse af hvad vi har fejlet, og opnår tilgivelsen, hjemfalder vi – i dette tilfælde – ikke til selv at gennemleve de samme lidelser vi har påført andre under gengældelsesloven.

Det der sker når vi sørger over og angrer synd og forbrydelse er, at det mørke vi aktiverede (polariserede) ved handlingen elimineres (afpolariseres), hvorfor der intet mørke i dette tilfælde er til at vende sig imod os (Vandrer mod Lyset, s. 158-159, (i den trykte udgave)).

Dette forhold er en yderligere begrundelse for at hævde lovens pædagogiske sigte og ikke Guds ønske om at straffe os, idet mennesket ved at indse det forkerte i det vi har gjort galt, har lært det der skal læres om den konkrete fejl eller forbrydelse.

Det vigtige er altså erkendelsen af det onde vi har gjort, en erkendelse, der kan opnås på i hvert fald to måder:

1) ved af os selv – evt støttet af samvittigheden (skytsånden) – at erkende fejlen, angre den og bede om tilgivelse

2) ved under gengældelsesloven at rammes af de samme lidelser som vi har påført andre 

Ved gengældelsesloven opnår vi således en virkelig forståelse af vores opgave og bestemmelse, som ikke er at hade, forfølge og dræbe hinanden, men derimod at elske, gavne og berige hinanden – ikke af navn men af gavn.

I både Bibelen og Koranen er gengældelsestanken udtrykt noget anderledes. I Bibelen står der i 2. Mosebog, 21-23 vers 9 i afsnittet om “Retsregler for samfundslivet” bla de berømte ord om “øje for øje og tand for tand”. 

Her pålægger “Gud” Moses nogle love for samfundet og tilhørende straffe hvis disse love brydes, og ønsket om at straffe er således “Guds” men skal eksekveres, håndhæves af mennesker. Dødsstraf nævnes mange gange som noget Gud ønsker.

I Koranen er der flere steder der siger noget lignende, fx Sura 2, vers 178-179 hvor det bla hedder: “I, der tror! Jeres forskrift er at gengælde et drab, lige for lige: En fri mand for en fri mand…osv” og “Ved at gengælde lige for lige sparer I liv, I forstandige!” (citeret efter Ellen Wulffs oversættelse af Koranen, 2006)).

Tanken synes fælles for de to skrifter, nemlig at Gud dømmer og straffer visse forsyndelser hårdt, nogle gange med døden, og dommens eksekvering overlades til mennesker.

Denne tanke er fatal og har ført til grusomheder og uhyrligheder og forbrydelser der er absolut uforenelige med Guds Væsen og Vilje, hvis vi opfatter Gud som lysets og kærlighedens Almagt! (Denne opfattelse af Gud lyser klarest frem i Vandrer mod Lyset). 

For det første fordi Gud som nævnt ovenfor ikke straffer, men opdrager os, og for det andet fordi intet menneske har ret til at tage et andet menneskes liv, uanset hvad dette menneske måtte have gjort, og uanset hvad de såkaldt “hellige” bøger siger.  

Dødsstraf er under alle omstændigheder og under alle forhold et brud på de guddommelige love!

Hovedsigtet med gengældelsesloven er at opdrage, ikke at straffe, og ingen lidelse under gengældelsesloven varer evigt.

Derfor er også tanken om helvedes evighedsstraf, som både Bibelen og Koranen hævder er udtryk for Guds vilje i visse tilfælde (fx til de “vantro”) helt uforenelig med Guds alkærlighed og Almagt!
En yderligere konsekvens af gengældelsesloven er, at den eller de virkelige farer for os ikke er, hvad andre kan gøre af ondt imod os, men derimod hvad vi kan gøre af ondt mod andre.

Dette skyldes at vi ødelægger en del af os selv, når vi begår forbrydelser eller synd og at denne synd som nævnt – hvis ikke vi angrer og beder om tilgivelse – før eller senere vil vende sig mod os selv som beskrevet i det ovenstående.

Hvorimod det onde andre gør mod os vil – når det sker uden egen skyld – afbalancere en del af vores karma, vores fortidige syndeskyld.

Derfor er den virkelige fare ikke udenfor os (i andre mennesker, stater, trossamfund, kulturer), men indeni os.
Når tilstrækkelig mange mennesker forstår og anerkender dette, vil al krigsførelse ophøre og al våbenproduktion standses for aldrig at blive genoptaget, og derefter kan vi realisere den gamle drøm om fred i verden, fred mellem mennesker, til Guds velbehag.

Hvis vi udvider perspektivet til hele karmaloven – idet jeg ved karmaloven forstår konsekvenserne af både de gode og onde handlinger overfor gengældelseslovens fokus og gyldighed specifikt for det onde vi gør – så indspejles eller tilbagespejles alt hvad vi gør – godt og ondt – i os selv.

Derved bliver karmaloven livets spejl eller vi kunne kalde det åndens spejl. Og erfaringerne med det onde bliver – når vi engang indtræder i Guds Rige som værdige, modne og ydende væsener der kender godt og ondt – den skygge i billedet, der fremhæver evighedslivets fulde skønhed, lykke og fred.

_

Det ovenstående er et forsøg på at skildre væsentlige aspekter af en af de – af Gud givne – love, hvorunder vi mennesker lever vores liv på Jorden. Det her bragte skal ikke forstås sådan, at al menneskelig lidelse skyldes syndeskyld fra fortidige inkarnationer med påfølgende soning under gengældelsesloven.

Som det siges så klart i Supplement II, no 28, så er der mange menneskelige lidelser, der ikke kan tilskrives soning under gengældelsesloven. Dette andrager fx ofte tilfælde ved naturkatastrofers forstyrrende indflydelse på det jordiske liv, blinde naturkræfters rasen, men også ved menneskers manglende påpasselighed og varsomhed ved omgangen med andre mennesker, uforskyldte sygdomme osv osv. Læs eventuelt hele svaret til no 28.

Lider mennesket således uden at det er udtryk for soning under gengældelsesloven og uden egen skyld, ved vi fra Vandrer mod Lyset, at Gud da fratrækker en rigelig del af vores egentlige syndeskyld fra fortidige inkarnationer, hvilket igen viser den Almægtiges barmhjertighed.

Gengældelsesloven, og generelt karmaloven, opfatter jeg som en af Guds måder at bringe orden i det jordiske kaos. Jorden er jo – som det siges i Vandrer mod Lyset – en mørkets verden, og derfor spiller tilfældigheder og kaos en ikke ringe rolle i vores verden.

Ved gengældelses- og karmaloven bringes mørkets udslag langsomt, gradvist ind under Lysets kontrol, og Gud udnytter på den måde mørkets udslag i Lysets tjeneste – for at opdrage os mennesker – Hans børn.

_

Note: Angående tanken om gengældelseslovens pædagogiske sigte – og at loven altså ikke er givet af Gud for at straffe os, men for at opdrage os – er jeg blevet gjort bekendt med, at den norske Vandrer mod Lyset-forsker, Sverre Avnskog, har udtrykt beslægtede tanker i en artikel fra 2010, Mørkets motangrep – Bispebrevet!, i forbindelse med diskussionen om det såkaldte Bispebrev.

Min oprindelige artikel om emnet på Blogger – der her foreligger i en bearbejdet udgave – er fra 2014, så Avnskog har altså tidligere end jeg udtrykt denne tanke.

Man vil kunne finde Avnskogs artikel på www.vandrermotlyset.net.

Beskyttelse mod mørket 

Ud fra tanken om mørkets dualitet – dets “lyse” og dets rent sorte side (se forskellige artikler på carstenplougolsen.com) – vil jeg her skrive lidt om, hvordan det benytter sig af disse to egenskaber til at få magt over mennesker, og hvordan man beskytter sig imod det. 

Fælles for den måde det søger denne magt over os er de oppiskede følelser det kan give os – i det ene tilfælde (den sorte side) den angst og rædsel det kan give én, i det andet tilfælde (den “lyse” side) den rus det kan give os. 

For at gøre denne tanke tydelig og nærværende vil jeg give nogle eksempler: 

Den sorte side af mørket benyttes fx af rockerbander, indvandrerbander, de forskellige mafiaer, diktatorer osv. Disse organisationer eller enkeltpersoner er kendt for at bruge vold og måske drab for at nå deres mål, og de kan få magt over os ved trusler og ved den angst mange føler ved at vide, at de bruger vold. Hertil kommer den rent umiddelbare angst man kan føle ved at være tæt på sådan et menneske (eller flere mennesker af denne type) ved den ondskab de udstråler. 

Den “lyse” side er mere subtil og for mange mere farlig. Den benyttes fx af snart sagt enhver “guru” – dvs en person der mere eller mindre guddommeliggør sig selv og måske har en hel filosofi om hvor “vidunderlig” han eller hun er. Eller den benyttes af de fleste alternative såkaldte “behandlere”, der lever af at sælge kærlighed, mens det man egentlig får er mørke og bedrag. 

Der er også mange eksempler indenfor fx litteratur, musik og film, hvor vold og drab bliver til underholdning og udpensles uden at indfange hvor hæslig og uhyrlig vold og drab er (på den sorte side), og diverse spirituelle bøger hvor der fortælles mange tilsyneladende interessante ting om fx (de formentlig ikke- eksisterende) chakras og “energier” uden at skelne mellem godt og ondt – lys og mørke – og hvis der skelnes typisk bytter rundt på dem; næsten al popmusik, der meget ofte er særdeles appellerende og baseret på effekter og “catch lines”, der har til formål at indfange og hensætte lytteren i en form for rus eller måske beundring og tilbedelse og give os kuldegysninger osv osv (på den “lyse” side). 

Måske er det nu tydeliggjort hvad jeg mener med de oppiskede følelser mørket kan give os. Den måde man beskytter sig imod det er at bevare roen, ikke lade sig skræmme og se det i øjnene (den sorte side; vold eller trusler om vold) og ikke at lade sig narre (af den “lyse” side; ikke give efter for rusen). Dette er hvad man selv kan gøre.

Hvis man føler sig truet eller er på vej til at give efter for rusen og ikke føler, at man selv er stærk nok til at modstå mørket, ikke er i stand til at bevare roen og se det onde i øjnene, kan en bøn til Gud hjælpe og beskytte fuldstændig. Også i denne sammenhæng er det godt at vide, at den der ved sig i Guds Hånd ikke kan rammes af noget ondt.

Ånden. Kilden. Udspringet 

Hvor er ånden i verden? 

Er den i de hellige tekster, i filosoffernes vidtløftige værker og sindrige argumenter, er den i de videnskabelige afhandlinger, i digtningens musik? 

Alle strides om ideer, om magt, om penge, om status. Alle strides om ånd. 

Er ånden i striden? Finder vi ånd ved at skænde og brænde de der ikke mener som os, eller er som os? 

Nej. Ånden er et helt andet sted, uset, skrøbelig, dog stærkere end alt, sjælden og dog helt almindelig, gæst og dog vært i verden, uomstridt søgt og fundet. 

De kristne har den, muslimerne har den, buddhisterne har den, hinduerne har den, avestadyrkere har den, mormoner har den, ateister har den, ånden: Den helt almindelige kærlighed mellem mennesker. Fra menneske til menneske er vi forbundet i et hjerternes netværk. Hvem strider vel mod kærligheden? Hvis jeg skal skrive sandt om ånd vil det være kort og enkelt: Ånd er kærlighed, kærlighed er ånd. 

Kærligheden er bro mellem mennesker, og mange går ad den. Hadet er en mur mellem mennesker og alle fryser i dens skygge. Kun kærlighed kan nedbryde hadets mur og mure og kulde.

Lad verdens støj og strid og kaos dæmpes i dette ene:

Åndens kilde er kærligheden, udspringet er Gud. 

Det sanselige og det oversanselige 

Ansats 

Og de drog til Jorden, og ved menneskers hjælp byggede de en bro over den kløft, der adskiller Lysets verden fra mørkets, og de løftede en flig af det forhæng, der dækker indgangen til det evige liv. 

Sådan hedder det (her lettere bearbejdet) i slutningen af Ardors beretning i Vandrer mod Lyset. Det der tales om, er engles (de yngstes) arbejde med at bryde mørkets, det ondes, magt på Jorden, og bringe os mennesker nogle af de sandheder, der i mange tider ellers var skjult for os eller var blevet forvanskede af kræfter, der ikke ville, at mennesker skulle tilhøre lyset og lysets verden. 

Den der taler, er den ældste (Ardor, Satan), der – efter at de yngste med Kristus i spidsen havde vundet ham, den ældste, tilbage til lyset og Gud – ved at give en selvbekendelse og deri bringe nogle af de hidtil skjulte sandheder, samt fortælle hvilke sorger og lidelser hans og andres fald har bragt over os, soner en del af sin synd mod os alle. 

Ardors beretning slutter med en inderlig bøn om tilgivelse. 

Vandrer mod Lyset er en hånd, der rækkes os fra høje, oversanselige intelligenser. En bro fra det hinsides, det oversanselige. En flig der løftes, så vi kan se klarere på mange ting. 

Spørgsmålet er: Kan vi mennesker gribe denne udstrakte hånd, ikke som en tro eller som et håb, men som en viden, og måske endda en viden, som kan meddeles til andre, en viden, der transcenderer det enkelte individ, en viden som med menneskelige metoder, viden og erkendelse kan om ikke bevises, så sandsynliggøres? 

At søge svar på dette spørgsmål er målet med denne artikel. 

Jeg vil starte med en idehistorisk baggrund med afsæt i en række klassiske filosofiske og religiøse tekster, og derefter udvikle nogle ideer til nyt lys på området. 

Målet er at gøre tro til viden, og som sådan viderefører jeg en tradition som kendes i det mindste siden Middelalderens skolastiske filosofi, hvor netop dette tema var fremherskende. Vi vil se om det kan lykkes:

1. Idehistorisk baggrund 

Tanken om Gud og det oversanselige er gammel. Den ældste tradition jeg kender til er hinduismens formative tekster, Veddaerne, Upanishaderne, Puranas og Mahabharata (deriblandt Bhagavad Gita), der oprindeligt er mundtlige traditioner, der daterer sig så langt tilbage som cirka 1500 f. Kr (Veddaerne) og som først langt senere er kodificeret og nedskrevet (på sanskrit; Kilde: sacred-texts.com, hvor teksterne findes i engelske oversættelser). 

I hinduismen opererer man med en lang række guder og gudinder og der er altså tale om en polyteistisk forestilling om det oversanselige. 

Tanken om den ene Gud er lidt yngre, og daterer sig formentlig tilbage til Zarathustra og Avesta, der antages at være blevet til ca 1000 f. Kr (Kilde: dansk Wikipedia). 

Vandrer mod Lyset siger, at også Buddha lærte om den ene Gud, men det kan ikke bekræftes ud fra buddhismens nuværende form eller former, idet moderne buddhisme mere har karakter af en (livs)filosofi end en religion. Moderne buddhisme har ingen Gud, men søger at anvise veje til forløsning gennem en erkendelse af sindets natur. 

Buddha levede angiveligt omkring 400-500 f. Kr. 

(Kilde: Dansk Wikipedia), og beskrives af Will Durant (Verdens Kulturhistorie) som en hinduistisk reformator. 

Jesus af Nazareth lærte også om den ene Gud, men i senere kristendom blev Gud til en treenighed af Fader, Søn og Helligånd. Hvordan vi skal forstå denne treenighed er til stadig diskussion. 

Reformatoren og profeten Mani lærte i 200-tallet e. Kr. om den ene Gud, og anså sig selv (parallelt til senere Muhammed) som den sidste i en række af profeter og sendebud fra Gud til mennesker, en række der begyndte med Adam over Buddha og Jesus af Nazareth, sluttende med ham selv. Den religion han stiftede, manikæismen, regnes i dag for uddød (Kilde: Dansk Wikipedia). 

Muhammed lærte omkring 610-32 om den ene Gud, Allah (“Guden”), til dels i opposition til den da almindelige før-islamiske, arabiske polyteisme (Kilde: 

Karen Armstrong: Muhammed) – senere som modsætning til kristendommens påståede polyteisme (treenigheden). 

Så vidt religionsstifterne, de hellige tekster og åbenbaringerne. 

Da dette skrift søger viden og ikke tro om Gud og det guddommelige, vil jeg herefter søge en idehistorisk baggrund for tanken om Gud og det guddommelige i filosofihistorien og ikke i religionshistorien. Med andre ord vil jeg søge en begrundet opfattelse. 

I værket Tankens magt (Lindhardt og Ringhof, 2013) møder vi den tanke (bind 3), at al a priori (erfaringsuafhængig) spekulation efterhånden vil forældes og afløses af empiriske undersøgelser. 

Hvis denne tanke er rigtig, så må vi søge viden om Gud og det guddommelige ved sådanne empiriske undersøgelser, og ikke gennem ren spekulation. Tanken om den empiriske undersøgelse som den bedste og sikreste vej til at opnå valid viden, startede oprindeligt med Francis Bacons tænkning i 15-1600-tallet, hvor han netop forkastede den deduktive, a priori spekulation, og ville spørge naturen og verden selv om dens natur, lovmæssigheder og hemmeligheder.

Dermed startede han det naturvidenskabelige projekt. Man kan sige, at man dermed skiftede fra deduktiv til induktiv videnskab, omend de to slutningsformer eller erkendemåder vel aldrig helt har været adskilt i tænkningens og videnskabens historie. 

Man ville gennem observation, eksperiment, hypotesedannelse og personuafhængig test søge viden om naturen og verden, i stedet for at starte med det almene eller hypotesen og derudfra udlede det specifikke, det man iagttog. 

En mellemposition mellem det deduktive og det induktive har vi i abduktionen i Charles Sanders Peirces´ forstand; dvs at forklare det specifikke eller særegne (iagttagelser) deduktivt ud fra en hypotese. 

De ældste begrundede tanker om Gud og det guddommelige har vi så vidt jeg ved i Platons og Aristoteles ́ værker og arbejder, som de er overleveret. Det hører med her, at de overleverede tekster i Platons tilfælde angiveligt var populære bearbejdninger af en på hans akademi mere seriøs og videnskabelig forskning – eller som senere Platon-forskning har ment: digtning snarere end streng filosofi ved affattelsen af de populære dialoger med Sokrates som gennemgående figur (Kilde: Platon, Samlede værker i ny oversættelse I-VI (Gyldendal 2009-15)). 

I Aristoteles ́ tilfælde er det vi har overleveret angiveligt noter til forelæsninger foretaget på hans Lykeion. 

Forskellen mellem de to er, at hos Platon er det guddommelige eller det oversanselige, ideverdenen, transcendent – hvis vi fx tolker hans hulelignelse (Staten, 7. Bog) bogstaveligt – mens hos Aristoteles (Om sjælen) det guddommelige og oversanselige, sjælen, er immanent, idet han hævder, at sjælen er uadskillelig fra kroppen, og dør med den, samt at sjælen er kroppens vitale energi, det der giver liv til kroppen. Dette – hævder han – gælder for alt levende, og derfor kan vi kalde hans lære en begrundet panpsykisme eller en panpneumatisk livsopfattelse. 

Da der imidlertid i Platons tilfælde med hulelignelsen er tale om netop en lignelse og ikke nødvendigvis en bogstavelig sandhed, er det ikke sikkert, at sondringen immanent/transcendent guddommelighed som forskellen mellem de to tænkere er nøjagtig og fuldt korrekt. Men umiddelbart tolket er denne verden hos Platon en (skygge-)afbildning af den virkelige verden (ideverdenen); eller vi kan sige: Ideverdenen er nomotetisk og denne verden idiografisk: 

Det almene i ideverdenen er afbildet konkret i den jordiske verden, eller vi kunne sige, at det specifikke i denne verden er instanser af det almene i ideverdenen. Denne tanke finder i øvrigt en parallel i Baruch Spinozas Etik, hvor det hævdes, at alt i verden er instanser af den ene substans, guden. 

For Platon findes der i denne verden fx sandheder, skønne og gode enkeltting som afbildninger af selve det sande, selve det skønne og selve det gode i ideverdenen. Ved at gennemføre en bevægelse fra sansning til tanke, vender vi os som hulemenneskene fra skyggebillederne vi ser på væggen foran os til den egentlige virkelighed, fra sansning til sandhed eller egentlighed. 

Sondringen immanent/transcendent guddommelighed har store eksistentielle konsekvenser: 

Hvis det guddommelige kun er immanent som hos 

Aristoteles, så findes personlig og sjælelig eller åndelig udødelighed ikke. Sjælen dør med kroppen. Hvis det guddommelige er transcendent som hos Platon, så er vi udødelige sjæleligt eller åndeligt set.

Platons tanke om sjælens eller åndens udødelighed kommer fx til udtryk de steder, hvor han lader Sokrates tale om sjælens præeksistens, og lader ham være en åndelig eller erkendelsesmæssig jordemoder. Han hævder gennem Sokrates, at fordi sjælen har levet før fødslen, måske i lang tid, så består hans eneste opgave med hensyn til erkendelse og viden i at fremkalde eller genføde den viden, sjælen har i kraft af sin præeksistens.

Dette gør Platons Sokrates gennem en særlig spørgeteknik i dialogerne. Vi ville nok sige, at der er tale om ledende spørgsmål, og husker, at det meste hos Platon er serveret med et glimt eller en troldsplint i øjet. 

I dialogen Phaidon lader Platon dog Sokrates sige, at han ærlig talt ikke ved hvad døden er. Enten er den som en evig søvn i en tilstand som før vi blev født, eller også kommer vi efter døden til en bedre verden, eller måske til en verden, som vi gennem vores liv har gjort os fortjent til. Så svaret på spørgsmålet om udødelighed/dødelighed er ikke entydigt hos Platon. 

I Middelalderen har man i skolastisk filosofi parallelt til diskussionen om immanent/transcendent guddommelighed og mulig udødelighed, en diskussion mellem nominalister, konceptualister og realister, hvor man søger at afdække begrebers ontologiske status: Findes begreber og det almene, eksisterer de, og i givet fald i hvilken forstand? Eller findes der kun enkeltting, fx dette specielle menneske og ikke “mennesket”, “menneskeheden” osv. 

Det man virkelig søgte i skolastisk filosofi var en afklaring af det samme spørgsmål, som optager dette skrift: 

Findes Gud eller findes der ingen Gud? Kan vi vide dette, eller må vi nøjes med at tro (eller ikke tro)? 

Et bidrag var her Anselm af Canterburys ontologiske gudsbevis, som kort siger, at hvis vi kan tænke et ideelt og fuldkomment væsen, Gud, må Han også – udover alle de positive ting vi kan mene om et sådant Væsen, Hans attributter – eje attributten eksistens, da Han ellers ikke var ideel eller fuldkommen. 

Dette bevis, der oprindeligt var formet som en bøn, er senere gendrevet af Immanuel Kant (Kritik der reinen 

Vernunft; 1781, 1787). Kants tanke er, at fordi noget er muligt, kan man ikke slutte til dets eksistens med nødvendighed. Det er muligt, at der findes vampyrer, men derfor er det ikke sikkert at de findes, det er muligt og vi kan tænke forekomsten af enhjørninger, men det er ikke sikkert at de findes, det er muligt at der findes et bjerg af guld i min baghave, men det er ikke sikkert at det er der osv. Man kan ikke slutte med nødvendighed fra mulighed til virkelighed. 

Hvis vi tager sætningen: Gud eksisterer, så opstår der en selvmodsigelse, hvis vi tager prædikatet væk (eksisterer), men bibeholder subjektet (Gud). Men hvis vi samtidig tager subjektet væk (Gud), så er der ingen selvmodsigelse. Derfor rummer sætningen, Gud eksisterer ikke, eller der findes ingen Gud, ingen modsigelse. Det ontologiske gudsbevis beskriver en logisk cirkel, idet man forudsætter det man vil bevise (Guds eksistens). 

For Kant kan erkendelsen ikke overskride enhver mulig erfaring. Hvis fornuften søger ud over sine grænser, enhver mulig erfaring, havner den i uopløselige selvmodsigelser, fornuftens fire antinomier. I den fjerde antinomi (fjerde konflikt) kan Kant tilsyneladende med lige ret argumentere både for Guds eksistens og Hans ikke-eksistens. 

Argumentet her for Guds eksistens har medklange i al Ghazalis kontingentsbevis: I rækken af betingelser for og årsager til ting i fænomenverdenen må vi til-sidst ende ved det ubetingede (Gud). 

Argumentet imod Guds eksistens i fjerde antinomi er, at et nødvendigt væsen (Gud) hverken kan findes i eller uden for verden og tiden, da et nødvendigt væsen måtte være den årsagsløse årsag uden for tid, men samtidig være i tiden i henhold til den dynamiske lov om bestemmelsen af alle fænomener i tid. Et nødvendigt væsen uden årsag og uden for tiden måtte påbegynde virkningerne, måtte handle (skabe) i tiden, og dermed både være i tiden og verden og uden for dem – det måtte både være med i og uden for rækken af virkninger, hvilket er en selvmodsigelse. 

Som jeg forstår Kant, er det grundlæggende problem, at enhver erkendelse nødvendigvis må foregå i tid og rum og andrage forhold i tid og rum (de a priori anskuelsesformer). Men da Gud normalt opfattes som hinsides tid og rum (idet vi tænker Ham i evigheden og som ikke værende i rummet), kan vi ikke ad den rene fornufts vej, hvis forudsætninger er tid og rum, bevise Hans eksistens. Fornuften kan ikke overskride enhver tænkelig erfaring i tid og rum. 

2. Det oversanseliges realitet 

Filosoffen John Locke skriver i An essay concerning human understanding (1689), at der intet er i vores erkendelse, som ikke først har været i vores sanser, og som sådan formulerer han en radikal empirisme parallelt til Kants standpunkt, at vi intet kan erkende, som overskrider enhver mulig erfaring (i tid og rum). Dette sagt selv om Kant normalt regnes som tilhørende den tyske eller absolutte idealisme i den filosofiske bevægelse fra Kant selv, over Fichte og Schelling til Hegel (Kilde: Justus Hartnack: Fra Kant til Hegel – en nytolkning, 1979).

En parallel radikal empirisme formuleres af David Hume i skriftet, A Treatise of Human Nature (1739),ved tanken om at (sanse-)indtryk (“impressions”) er den eneste kilde til erkendelse. 

Det er imidlertid ret let at modbevise Lockes og Humes empirisme, idet der findes ting og erkendelser, som med sikkerhed ikke er eller nogensinde har været i vores sansning, men som vi ligefuldt erkender: 

Nemlig fx vores eget jeg, vores tanke og vilje, fænomener som tid og rum og sikkert andre ting. Måske kan vi sige, med et stik tilbage til Platon og nominalisme/konceptualisme/realisme-diskussionen, at vi generelt ikke sanser ideer eller begreber, men kun enkeltting. Begreber sanser vi ikke, men erkender dem ved tanken. Da i hvert fald begreber og fænomener som tid og rum og vores jeg og vores tanke og vilje er reelt eksisterende og med sikkerhed ikke er sanset eller sansbare, kalder jeg dem oversanselige eller ikke- sanselige. 

Det synes derfor med nødvendighed, at der findes oversanselige fænomener, som er tilgængelige for vores erkendelse. 

Specifikt med hensyn til Humes tanker om sansningen som eneste erkendelseskilde kan vi sige, at hvis sanseindtryk var en sådan eksklusiv kilde til forståelse, ville vi ikke kunne erkende det, da vi intet sanseindtryk har af, at sanseindtryk er en sådan unik kilde. Denne tanke erkender vi ved begreber og tanke, og altså ikke ved sansning, og derfor kan sansningen ikke være den eneste kilde til erkendelse. Humes tanker fører til en selvmodsigelse eller selvophævelse og logisk ring. 

Den samme problemstilling – det oversanseliges mulige eksistens – fra en anden vinkel med et parallelt resultat; her specifikt andragende den menneskelige tanke: 

Moderne hjerneforskning og neurovidenskab antager, at den menneskelige tankeproces må henhøre til elektriske og kemiske processer i den fysiske hjerne. Der er så to muligheder: Enten har vi de og de tanker, når vi har de og de elektro-kemiske processer i hjernen, eller også er tanker og elektrokemiske processer identiske. Enten er tanker et resultat af elektro-kemiske processer eller identisk med dem. 

Men dette modsiges ved den kendsgerning, at vi – til en vis grad – frit kan bestemme, hvad vi vil tænke på, og det modsiges ved det menneskelige jegs realitet (hvis dette da ikke, som nogle østlige filosofier vil vide, er en illusion). 

Hvis tanker udelukkende var forårsaget af elektrokemiske processer, eller var identisk med dem, ville vi ikke have denne tankefrihed. 

I tilfældet identitet mellem tanker og elektro-kemiske processer, ville andre sådanne processer nødvendigvis gå forud for vores beslutning om at tænke på noget bestemt, processer, der igen måtte have andre processer som forudgående fænomen, og så fremdeles i det uendelige. 

Dette modsiges af den momentane beslutning om at tænke på noget bestemt i bestemte situationer, og ville forhindre at tankevirksomheden overhovedet kunne begynde, og dermed i sidste ende forhindre tankers eksistens og forløb. 

Da tanker altså ikke kan skyldes elektro-kemiske processer i den fysiske hjerne, hverken kausalt eller identisk, må tankers og jegets reelle eksistens skyldes ikke-fysiske, eller med andre ord oversanselige fænomener og realiteter. 

Dette kaldes normalt vores ånd. 

3. Det oversanseliges natur 

Tanke: 

Hvis Gud findes, og Han er det højeste Væsen, hvis Magt ingen grænser har, så er Han Lysets og kærlighedens Almagt, hvis Lys og kærlighed er de højeste og ædleste fænomener i verden. En sådan Gud – hvis Han findes – må først og fremmest være at søge og måske finde i hjertet – ikke det fysiske organ, men åndens sæde for kærligheden. 

Denne tanke er tilgængelig for empirisk undersøgelse af enhver, idet enhver ved at mærke efter i sit indre, kan afgøre tankens sandhed eller fejlagtighed. Enhver kan – ved at mærke efter der, hvor man normalt (og forhåbentlig) føler kærlighed – foretage denne undersøgelse. Der er tale om en undersøgelse, der principielt er mulig og tilgængelig for enhver. 

Når jeg selv gør dette, fornemmer jeg dette uendelige Væsen, som samtidig er et uendelig mildt Væsen, som jeg er helt tryg ved. Jeg fornemmer denne uendelige kærlighed, som er kendetegnende for det Højeste Væsen. 

Opfattelsen af Gud som reelt eksisterende og som kærlighedens Højeste realitet og kilde kan enhver ved selvprøve bekræfte eller afkræfte. Blot må vi prøve os selv åbent og ærligt og alvorligt. Der er tale om en eksistentielt vigtig erfaring, som mange troende allerede – jøder, kristne, muslimer og andre – selv oplever og har oplevet til glæde, trøst og styrkelse af deres personlighed og sjælefred. 

Gennem denne prøve – og ikke gennem abstrakt spekulation – kan vi bekræfte eller benægte en Almægtig og Alkærlig Guds eksistens eller ikke-eksistens. Gennem en empirisk undersøgelse kan vi få viden – ikke kun tro – om Gud den Almægtige: Gud er kærlighed, og derfor søgbar i hjertet. Gud er kærlighed, og derfor kan vi først og fremmest finde Ham ved den inderlige hengivelse til Hans kærlighed, Magt og omsorg. Søg, og du skal finde!

4. Vandrer mod Lyset som sand åbenbaring 

Så langt argumentet rækker og holder, skulle det hermed være bevist, at det oversanselige eksisterer, og noget af dets natur er blevet synligt og tilgængeligt. Vi har erkendt, at vores jeg, vores tanke og vilje og begreber som tid og rum er oversanselige fænomener, og vi har set, at Gud faktisk eksisterer og at Han er denne uendelige Lysets og kærlighedens Almagt. 

Denne viden kan vi bruge til vurdering af alle verdens åbenbaringer eller påståede åbenbaringer, ved at benytte den metode, jeg tidligere har foreslået i artiklen, Guds dobbeltnatur – i jødedom, kristendom og islam, nemlig at filtrere enhver åbenbaret tekst og tradition gennem dette billede af Gud. 

Hvis vi gør det, står kun én åbenbaring uantastet og intakt tilbage i sin helhed: Vandrer mod Lyset. Alle andre åbenbaringer efterlader efter denne filtrering kun glimt af det ophøjede og det sande. 

Og dermed har vi fra menneskelig side grebet den hånd, der så kærligt udstrækkes mod os gennem Vandrer mod Lyset fra det oversanselige – grebet den Almægtiges kærlige og åbne Hånd, der søger at give os tryghed, glæde, vished og fred. 

Vi har grebet Vandrer mod Lyset – ikke som en tro eller som et håb eller som et ønske – men som en viden. Og denne viden kan vi bruge til at bygge en bedre og mere fredelig verden, en verden hvor kærlighed og fred mellem mennesker ud fra en erkendelse af vores fælles ophav, Gud, kan blive normen og ikke undtagelsen. 

Så lad os da nu bygge denne verden.

Note: Angående den menneskelige ånds udødelighed er der givet et eksakt bevis for den i og med digtsamlingen Hilsen til Danmark, der sammen med Vandrer mod Lyset (med Supplementer) og Forsoningslæren og genvejen, udgør De tre gyldne Frugter. Digtsamlingen er angiveligt blevet til omkring årene 1911-13, længe efter at de digtere, der her giver bidrag, var ”døde”. Digterne tæller bla navne som N. F. S. Grundtvig, St. St. Blicher og H. C. Andersen. 

Mod Bispebrevet 

Blandt tilhængere og kendere af værket Vandrer mod Lyset! har der gennem en årrække været ført en til tider ophedet debat om det såkaldte Bispebrevs autenticitet. 

“Bispebrevet” eller “Et åbent fællesbrev til alle landets bisper” som det rettelig hedder (her i dette skrift dog for nemheds skyld blot kaldt Bispebrevet) blev udsendt i 1938 af Johanne Agerskov, det medium, der i sin tid modtog Vandrer mod Lyset! (VmL) + tilhørende skrifter. Ifølge brevet stammer det fra “en af de yngste”, der fra den oversanselige verden har meddelt sig via tankeinspiration til Johanne, på samme måde som det var tilfældet med VmL.

Jeg vil i denne artikel give mit personlige bud på en vurdering af Bispebrevet. 

Det centrale punkt i Bispebrevet er for mig at se den passus, der forekommer på side 21:  

Nu er tiden inde, nu må I afgøre, om I vil holde eders løfte til vor Fader – eller om I hånligt vil vende eder bort fra Ham og fra Hans henvendelse. Men husk, at Gud ikke i længden kan udholde at følge det, der sker i den jordiske verden. Millioner af menneskers lidelser og elendighed har fremkaldt en uendelig sorg i Hans sind. 

Han længes inderligt efter at kunne bringe hjælp og fred til de lidende mennesker. Men Han formår det ikke, førend I har knæsat Hans budskab. Og vil I ikke gøre det, da må Han, muligvis, for lange, lange tider afbryde al forbindelse med menneskeheden – måske i årmillioner – indtil menneskene er kommet så dybt ned i mørke, synd og ugerninger, at Han ved sine udsendinge kan begynde – helt forfra – et nyt forsøg på at lede dem ud af mørket, fremad mod lyset! 

Det der tales om her er, at hvis ikke præsterne og biskopperne i fællesskab gennemfører den fra oversanselig side ønskede reformation af kirkens lære indenfor en tidsfrist på to år, da må Gud “muligvis, for lange, lange tider afbryde al forbindelse med menneskeheden…osv”. 

Hvordan man rettelig skal forstå udtrykket, “…afbryde al forbindelse med menneskeheden…”, som i originalen er skrevet med u d h æ v e t s k r i f t, altså er understreget, er omstridt. Nogle mener, at der her alene sigtes til de yngstes inkarnationer blandt menneskene, idet man læser den følgende sætning om de yngstes fremtidige nye forsøg på at lede mennesker fra mørke til lys, hvilket jeg personligt finder er et svagt argument, da det jo ifølge Bispebrevet er Gud og ikke de yngste, som ikke længere kan udholde at følge begivenhederne i den jordiske verden. Jeg mener simpelthen, at det er en fejllæsning, en misforståelse af det afgørende sted, at tolke “al forbindelse” som værende lig med de yngstes inkarnationer. 

Men – lad os antage, at det virkelig er det – de yngstes inkarnationer – der menes med “al forbindelse”: 

Vi må forestille os, at de truende æteroptegnelser (se VmL) eventuelt kunne udløses som realiteter i den jordiske verden, fx en altødelæggende atomkrig, og at forholdene kunne blive så dårlige, næsten umulige, at Gud påtænkte måske at afbryde “al forbindelse med menneskeheden”, hvilket så vil sige, at de yngste ikke længere ville lade sig føde blandt mennesker. 

Hvis der stadig var betingelser for (menneske-)liv på Jorden herefter, ville menneskeånderne dog stadig skulle inkarnere under de ekstremt dårlige forhold. 

Det vil sige, at det de yngste ikke ville, eller som Gud ville fritage dem for, da alt håb om snarlige bedringer og større modtagelighed fra menneskers side, skulle menneskeånderne udsættes for, vel at mærke under forhold, som de ingen skyld havde i, da det var de yngste, der oprindeligt – i 1920 – hvor Vandrer mod Lyset sendtes til de daværende biskopper og nogle præster, dengang svigtede deres kald. 

Det siges således i Johanne Agerskovs fortale til brevet, at alle daværende biskopper i 1920 før deres inkarnation havde lovet at være talsmænd for det værk, Vandrer mod Lyset, som man forsøgte at bringe til den menneskelige verden. Derfor er det rimeligt at antage, at de alle hørte til de yngste, for at man fra oversanselig side kunne have blot et svagt håb om at opgaven kunne løses med succes. 

Det er ikke sikkert, at alle biskopperne i 1938 var af de yngste, men uanset hvad, så er det biskopperne fra 1920, som bærer hovedansvaret for svigtet og de efterfølgende svigt. Svigtet var de yngstes. Og hvis konsekvensen af deres svigt kunne blive, at Gud muligvis ville afbryde al forbindelse med menneskeheden, og menneskeånderne alene i mørket skulle kæmpe under næsten umulige forhold – da var menneskeånderne i sandhed blevet de første, og alle andre — også Gud og Kristus – ville blive de sidste, idet Gud og de yngste i så fald ville svigte da nøden var størst, ligesom det oprindeligt i 1920 var de yngste, der svigtede. 

Menneskeånderne skulle da høste den bitre frugt, de yngste ved deres svigt havde skabt, og undgælde frygteligt for noget de ingen skyld havde i. Da dette selvfølgelig er et umuligt scenarie og helt uforeneligt med Guds retfærdighed og kærlighed, vil jeg i det følgende søge at vise, hvad vi rimeligvis kan forstå ved udtrykket “al forbindelse” ud fra VmĹs egen terminologi, idet vi altså kan afvise at “al forbindelse” kun betyder de yngstes inkarnationer. Jeg bruger alle de steder i værkerne jeg har fundet som omtaler hvordan Gud og mennesker er forbundne: 

I VmL, s. 173 (kap VII) står: “I det Øjeblik, hvor den første svage Spire til et nyt Menneskelegeme er dannet ved Undfangelsen, modtager den sin Del af den guddommelige Lysstrøm, der binder Menneskeheden til Gud.” 

Side 303 i VmL står: “…Men for at lette Vandringen til Faderhjemmet for sine mange Børn er det Guds Hensigt ikke at afbryde den guddommelige Lysstrøm, der fra Ham strømmer til Menneskeheden, men vedblivende lade den gennemstrømme alle, saa at Menneskeaanden i Fremtiden, v e d h v e r n y I n k a r n a t i o n, v e d b l i v e n d e modtager et aandeligt Plus som en Gave fra Gud.”

Og i ”Supplement II” no 65 siges det igen: “Den engang givne Del af Guds Tanke og Vilje forøges ikke gennem nye tilkommende Dele, men den Lysstrøm (note), der binder Menneskeheden til Gud, styrker ved hver 

Inkarnation…” 

Det vil sige, at det guddommelige element, lysstrømmen fra Gud til alle mennesker, er en af de måder, Gud står i forbindelse med menneskeheden. Så når der i Bispebrevet står “afbryde al forbindelse…” må i det mindste dette guddommelige element være medindbefattet. 

Men denne forbindelse kunne Gud ikke afbryde, uden samtidig at bryde sit løfte til de først angrende og hjemvendte ældste om at sørge for, at de astrale genparter ikke blev til skygger (se VmL, s. 11-12). Vi ved, fra VmL, s. 302, at den svage lysåndelige strøm fra de ældste til menneskeheden ville blive afbrudt, når den sidste af de af Ardor inkarnerede ældste var død. Men ikke før. 

Altså kunne Gud i hvert tilfælde ikke bryde “al forbindelse” inden den sidste af disse ældste var død. Men hvad ville formålet i så fald være? Lyset havde sejret (i 1912) og Ardor var vendt tilbage til lyset og Gud. Den sidste af de af Ardor inkarnerede ældste var død. Stormen var så at sige redet af. Så hvad ville da formålet være med at “afbryde al forbindelse”, kunne man med rette spørge. 

Dernæst står der i “Supplement I” no 39: “Ved Lysets Livsnerve (kærligheden; min kommentar; cpo) er Gud saaledes forbundet med alle sine Skabninger…” 

Denne forbindelse mellem Gud og mennesker måtte således også, ifølge Bispebrevet, måske afbrydes. Men – at Gud skulle afbryde kærlighedsforbindelsen med menneskene, holde op med at elske os mennesker med andre ord, er efter mine begreber aldeles utænkeligt.

Generelt kan man spørge: Hvorved står Gud i forbindelse med os mennesker? Det gør Han via lyset. I “Supplement II”, no 67 står bla: “Og hvis Mørket, da det – ved de Ældstes Fald – strømmede ind over Jordkloden, havde været stærkt nok til helt at opløse de Love, som Gud havde givet for det daværende jordiske lysmaterielle Liv, vilde Livet dér forlængst være ophørt (Se Vandrer mod Lyset s. 248, Afsnit 2 – 3.) Thi kun igennem det materielle Lyś evigbestaaende Energi (Betinget af den æteriske Lysomhyldning) tilføres der bestandig den jordiske Mørkematerie ny Energi (note) som Erstatning for de lidte Energitab. Aarsagen til det jordisk-materielle Livs Bestaaen og Energi maa derfor søges i Loven for 

Lysets evigbestaaende Energi. H e r  e r  a l t s a a  e n  V e j, a d  h v i l k e n  G u d  h a r  F o r b in d e l s e  m e d  o g  I n d f ly d e l s e  p a a  d e t  j o r d i s k – m a t e r i e l l e  L i v  o g  p a a  d e  j o r d i s k e  F o r h o l d.” (se evt hele svaret). 

Det der tales om her, er lysomhylningens rolle og betydning for det jordiske liv. Det understreges, at Gud via lysomhylningen har forbindelse med det jordiske liv. 

Så når Han måske dengang i 1938 påtænkte at afbryde “al forbindelse” med os, så må det betyde, at Han helt overordnet muligvis ville bortdrage alt lys fra Jorden gennem en tilbagesugning af lysomhylningen til lysæteren; altså det lys, hvorved Han står i forbindelse med det jordiske liv, herunder os mennesker. 

Men denne situation skildres indirekte i VmL, s. 248 (det sted som ovenstående note hentyder til) hvor der bla står: “Hvis Klodens æteriske Lysomhylning ikke havde været stærk nok til at fiksere Mørket, havde Lyset ingen Sinde kunnet faa nogen som helst Indflydelse på det af de Ældste udskilte Mørke; Jordkloden var da, hvis den ikke var bleven adsplittet og opløst, fuldstændig kommet i Mørkets Vold, idet den æteriske Lysomhylning, der ikke kan elimineres af Mørket, var bleven suget tilbage af Æteren; i hvilket Tilfælde Gud kun havde haft een eneste Udvej til atter at bringe Orden i den skete Ødelæggelse, den nemlig: i Kraft af sin Villie at opløse og bortslette Jordkloden, det ødelagte Rige og sine ældste faldne Børn; thi på Grund af Æterens Tilbagesugning af det ødelagte Riges og Jordklodens æteriske Lysudstraaling ville det af Mørket erobrede Felt fuldstændig være afskaaret fra al videre Forbindelse med Lyset.” 

Nu var klodens æteriske lysomhylning faktisk stærk nok til at fiksere det indstrømmende mørke. Gud havde, i kraft af sin alvidende visdom og kærlighed, forstærket lysomhylningen så meget, at uanset hvordan det gik med de først skabtes børns første møde med mørket, ville et eventuelt fald ikke være uigenkaldeligt og således absolut fatalt. 

Men denne situation er parallel til den, der skitseres i Bispebrevet. Da der bogstaveligt står “afbryde al forbindelse med menneskeheden”, og da Gud overordnet set står i forbindelse med os mennesker via Lyset, så må det betyde en total tilbagetrækning af lysets kraft fra Jordkloden. Og hvis Gud virkelig gjorde dette, ville vi være i samme situation som de ældste ville have været i, hvis ikke Gud havde forstærket lysomhylningen tilstrækkelig meget: Vi ville, hvis Gud afbrød “al forbindelse” med os, være evigt fortabte, fordi Lyset så ikke ville have nogen videre mulighed for igen at yde indflydelse på vor verden, hvis altså ikke Gud slettede alle sine børn (evt “kun” de ældste og menneskeånderne) for igen at få orden i den skete ødelæggelse. 

Eventuelt kunne Gud helt opgive Jorden som opdragelsessted for sine børn, trække alle hjem til sfærerne eller noget lignende, men fornyet inkarnation på Jordkloden ville i dette tilfælde være umuligt, hvis Gud samtidig trak alt lys væk fra kloden, da mørket i så fald ville have erobret dette felt, som VmLtaler om. Men det var jo egentlig heller ikke kloden, Gud ville undgå forbindelse med, det var menneskene. 

Endnu vil jeg sige, at også bønnen er en af de måder, Gud og mennesker er forbundet. Således står der i Kristi Tale, s. 107: “Sandelig, jeg siger eder: jo inderligere eders Bøn er, jo stærkere eders Tanker ere, desto større 

Styrke ville I modtage af vor Fader. T h i  i  B ø n n e n  m ø d e s  e d e r s  T a n k e r  m e d  H a n s T a n k e r; i  B ø n n e n  m ø d e s  e d e r s  V i l j e  t i l  L y s e t  o g  d e t  g o d e  m e d  H a n s  V i l l i e, d e r  e r  i d e l  L y s, R e n h e d  o g  Kærlighed.” 

Så når Gud ifølge Bispebrevet overvejede, at afbryde “al forbindelse” med menneskene, hvorved menneskene ville komme “…så dybt ned i mørke, synd og ugerninger…”, så ville al den deraf følgende lidelse, alle de fortvivlede skrig om hjælp lyde – forgæves – forbindelsen gennem bønnen måtte da også afbrydes. 

Utænkeligt! Stadig i Kristi Tale, s.107 står fx: “…Thi 

Han trættes ingen Sinde af eders Klager og 

Besværinger, Han er stedse rede til at yde eder al den Hjælp, I have Behov” og “Og hører mig, alle I, der ingen Sinde have bedet, I, der ikke ville det, I, der ikke have lært det, I, der ikke haabe, ej heller tro paa nogen Bønhørelse, og alle I, der mene, at Gud ikke er! I skulle vide, at hvergang I sørge over det onde og syndige, der er i Verden og i eder selv, hvergang I fryde eder over det, der er lyst, skønt og herligt, da mødes eders Tanker med vor Faders. Og Han, der ser alt og ved alt, Han modtager eders lykkelige og kærlige Tanker som en T a k for det gode, Han har givet eder, og Han modtager eders sorgfulde Tanker som en B ø n om Hjælp, en Bøn om større Styrke og Kraft, og Han giver eder, hvad I have Behov.” 

Derudover vil jeg sige, at vi jo alle – vor ånd – ifølge Vandrer mod Lyset er optaget i Guds Tanke og fastholdes i kraft af Hans Vilje. Så hér er der en forbindelse mellem Gud og alle mennesker, som i hvert tilfælde ikke kan brydes, ikke uden at Han slettede os allesammen af eksistensen, hvilket selvfølgelig er umuligt da Han så i givet fald ville gøre det mod vores vilje – hvilket kun viser, hvor umuligt Bispebrevet er. 

Når der i Bispebrevet står: “Men husk, at Gud ikke i længden kan udholde at følge det, der sker i den jordiske verden. Millioner af menneskers lidelser og elendighed har fremkaldt en uendelig sorg i Hans sind. Han længes inderligt efter at kunne bringe hjælp og fred til de lidende mennesker. Men Han formår det ikke, førend I har knæsat Hans budskab” så er det simpelthen en løgn. Selvfølgelig formår Gud at hjælpe alle, uanset om man “knæsætter” (anerkender) VmL eller ej. Om dette kan man fx læse i Kristi Tale, s. 107 (som citeret ovenfor). 

Eller i VmL, s 306: “…thi for Gud, Menneskeaandens Skaber og Fader, kommer det ikke an paa, hvilken jordisk Tro den enkelte bekender sig til med Haand og Mund, men paa det ene: o m  M e n n e s k e n e  i  S i n d  o g  i  H j e r t e, i  T a n k e r  o g  i  H a n d l i n g  l e v e r  e f t e r  d e n  T r o, s o m  d e  b e k e n d e r  s i g  t i l, u d e n  a t  h æ n g e  s i g  i  T r o e n s  y d r e  F o r m e r, i  d e  M e n n e s k e g j o r t e  D o g m e r, d e t  v a n e m æ s s i g e  o g  d e t  p a a t v u n g n e, d e r  i k k e h a r  n o g e n s o m h e l s t  a a n d e l i g  V æ r d i  f o r  E v i g h e d s l i v e t; kun det, som kalder paa, vækker og fastholder det bedste, det ædleste og det skønneste i Menneskets Tanke- og Følelsesliv, kun det har blivende og uudslettelig Værdi for den enkelte.” 

At dette også gælder for VmL, turde være indlysende. Vandrer mod Lyset! er jo ikke den eneste vej til Gud, men derimod “kun” en mulig genvej. 

Men altså: På det afgørende sted i Bispebrevet (“afbryde al forbindelse…”), sås der således i virkeligheden tvivl om kvaliteten af Guds uendelige alkærlighed. Kan vi nu også stole på Ham? Eller gives der tilfælde, hvor Gud handler hen over sine børns hoveder med evige konsekvenser for disse? 

Selvfølgelig ikke. Og derfor betragter jeg personligt Bispebrevet som et falsum. Johanne Agerskov har givetvis været i god tro, da hun modtog og senere udsendte brevet, hvilket dog ikke højner kvaliteten af dette, efter min mening, bedrageriske skrift. 

Jeg tror, at hun er blevet narret af nogle af de endnu inkarnerede ældste (af Ardor inkarnerede), for hvem det var meget magtpåliggende at smide grus i VmLs smukke bygning. 

Der kunne sikkert siges og skrives meget mere om dette emne, og jeg har her kun medtaget en kritik af det som jeg personligt mener er det helt centrale sted i Bispebrevet. Man kunne også diskutere “tonen” i brevet, som efter min mening er truende og mørk, de som det kan synes forskellige, ja, modsatte Gudsbilleder i Vandrer mod Lyset og Bispebrevet og meget andet. 

Men det her anførte mener jeg er det centrale punkt. Enhver må dog – i lighed med VmL – bringe dette svære brev for sin samvittigheds domstol. Da vil enhver kunne komme til klarhed over, hvorvidt dette brev stammer fra Gud og de yngste, eller om oprindelsen er en anden. 

Bispebrevet hviler – i lighed med forsoningslæren over kristendommen og den kristne del af menneskeheden, idet det er for VmL hvad forsoningslæren er for Kristi lære – som en forbandelse over VmL og de mennesker, der tilslutter sig dette skrift (Bispebrevet). 

Derfor må vi – i lighed tidligere med bønnen for Ardor – for at bryde denne forbandelse, tilgive og bede for den eller dem, der egentlig er ansvarlige for Bispebrevet – dvs formentlig en eller flere af de af Ardor inkarnerede ældste – samt for forbandelsens ofre. 

En kendsgerning er det, at Bispebrevet har splittet VmL-tilhængere siden det udkom, hvorimod de fleste, der glædes over VmĹ s sandhed og skønhed og dybde er enige om autenticiteten af hovedværket (VmL).

Dette er både tragisk og sørgeligt. Jeg håber, at nærværende lille artikel kan bidrage til samling blandt VmL-elskere og kendere. 

Note: For en yderligere kritik af Bispebrevet vil jeg henvise til Georg Jørgensens glimrende kritik af Bispebrevet Nogle tanker over Bispebrevet som meget mere udførligt og grundigt end jeg redegør for Bispebrevets problematiske natur. End videre vil jeg henvise til den norske VmL-forsker Sverre Avnskogs skrifter om Bispebrevet. 

Guds dobbeltnatur – i jødedom, kristendom og islam 

Grundtese: Overalt i den traditionelle religiøse litteratur findes Gud i en dobbeltnatur; en opfattelse der peger i retning af kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse, frihed, tolerance og fred, og en opfattelse der peger i retning af vrede, straf, krig, tvang, intolerance og hævn. Hvis vi kalder den første opfattelse for præget af det gode (lyset) og den anden for præget af det onde (mørket), kan gudsbilledet i den første opfattelse siges at være udtryk for den sande, Lysets Gud og i den anden et udtryk for Satan (Ardor; djævelen kaldes i Vandrer mod Lyset! ved dette navn og det markerer hans hjemvenden til lyset og Gud). 

Grundlæggende metode til vurdering af religiøse tekster, praksis og tradition i forhold til om de peger mod Lyset eller mørket: At holde en given religion – her jødedom, kristendom og islam – op mod billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt; så at sige at filtrere en given religiøs tekst, praksis og tradition gennem denne enkle tanke og gennem dette billede af Gud. Denne metode kan anvendes af enhver og på et hvilket som helst religiøst spørgsmål, problem og tekst. 

Motivation af den anvendte metode i forhold til en vurdering af jødedom, kristendom og islam: Enhver der tænker at Gud eksisterer opfatter normalt Gud som det Højeste Væsen. Derfor må Han tænkes i besiddelse af alle gode egenskaber og Magt i sublim grad. Da lyset og kærligheden kan opfattes som indbegrebet af alt godt, må Gud derfor kunne betragtes som Lysets og kærlighedens Almagt. Også jødedom, kristendom og islam må derfor vurderes ud fra og filtreres gennem denne grundlæggende opfattelse af Gud. 

Begrænsning: Ethvert Gudsbillede udtrykt i en religiøs tekst må nødvendigvis have sin begrænsning, hvis vi antager at Gud som den eneste er alvidende, alkærlig og Almægtig, og at intet menneske dermed fuldt ud kan forstå eller opfatte Gud. At kalde Gud Lysets og kærlighedens Almagt synes rigtigt, men fuldt ud at vide og forstå i alle enkeltheder hvad dette dækker over kan intet menneske. Den angivne retning for billedet og forståelsen, lys og kærlighed, må dog antages at være rigtig. 

Et forsøg på en filtrering af jødedom, kristendom og islam ud fra opfattelsen af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt: 

Jødedom: 

Jødedommens grundtekster udgøres af de fem Mosebøger, Toraen, og Talmud, som er en kommentar til Toraen. Centralt i jødedommen står forestillingen om Guds udvalgte folk, et folk der er udvalgt af Gud gennem de forskellige pagtslutninger Gud foretager med menneskene i Mosebøgerne, sluttelig med Jakob 

(Israel). 

Forestillingen om et af Gud særligt udvalgt folk (religiøs eksklusivitet) må i henhold til grundtesen betragtes som pegende i retning af mørket (Satan (Ardor)), hvis vi opfatter Gud som lysets og kærlighedens Almagt. En sådan Gud må tænkes at være Gud for alle mennesker og ikke kun for jøderne. De mange steder i Mosebøgerne hvor Gud optræder som straffende og hævnende – én man bør og har grund til at frygte – peger ligeledes i retning af mørket. 

Skabelsesberetningen i 1. Mosebog peger dog – hvis den opfattes symbolsk og ikke konkret – i retning af lyset, og giver (ifølge Vandrer mod Lyset! i mytisk form en del af sandheden. 

Guds dobbeltnatur (Gud/Satan (Ardor)) er altså tydelig i jødedommen og i dens grundtekster. 

Kristendom:

Kristendommens grundtekst er Bibelen, og er bygget på den grundtanke, at Jesus af Nazareth har sonet alverdens synd ved sin død på korset og efterfølgende opstandelse (forsoningslæren). Denne tanke er gendrevet i skriftet Forsoningslæren og genvejen (udgivet 1920 ved Michael Agerskov). 

Her beskrives forsoningslæren på samme måde som i Vandrer mod Lyset: En lære som Satan (Ardor) indsneg blandt mennesker gennem Pauli forkyndelse og lære om Jesus (Kristus) med det formål at holde mennesker i uvidenhed om den sande Gud og holde mennesker væk fra Gud ved at stille Kristus mellem Gud og mennesker, idet Kristus fejlagtigt opfattes som Gud. 

Udover forsoningslæren rummer kristendommen gennem Kristi forkyndelse en række etiske leveregler og bud, fx næstekærlighedsbuddet, tanken om at tilgive vores fjender osv, hvilket klart peger i retning af lyset og den sande Gud. 

Guds dobbeltnatur (Gud/Satan (Ardor)) er altså også tydelig i kristendommen. 

Islam: 

Generelt om Islam 

I Koranen findes mange eksempler på beskrivelser af Gud, hvor Gud kaldes kærlig, tilgivende og barmhjertig (ex. Sura 2, Koen, al-Baqara, vers 225 og vers 226). Disse beskrivelser må i henhold til grundtesen opfattes som sande og pege mod Gud. 

Derudover findes en række eksempler i Koranen på en beskrivelse af Gud, hvor Gud fx forbander nogle mennesker og hvor Gud optræder som straffende og hævnende (ex. Sura 33, Forbundsfællerne, al-Ahzaf, vers 64), og steder der peger i retning af vold, krig, gudsfrygt og straf (ex. Sura 8, Byttet, al-Anfal, vers 52). Disse beskrivelser peger i henhold til grundtesen i retning af Satan (Ardor). 

Guds dobbeltnatur (Gud/Satan (Ardor)) er altså tydelig i Koranen.

Jihad (”hellig krig” el. anstrengelse) 

Der findes støtte i Koranen for militant krig mod de ”vantro”. De der deltager i kampen for fremme af Islam 

og som falder i kamp loves evigt liv i Paradis (ex. Sura 61, Slagordnen, al-Saff, vers 12; Sura 9, Omvendelse, alTawba, vers 20-21; Sura 3, Amrans slægt, Al Imran, vers 142 og vers 195). Jihad omfatter udvidelse af det islamiske, geografiske område (dar-al-islam), ikke nødvendigvis tvangskonvertering til Islam. 

En senere tradition (senere end Muhammed) opfatter også jihad som den troendes anstrengelse, kamp, for at leve efter islams forskrifter. Den militante islam og den troendes anstrengelse for at følge islams forskrifter og vej – sharia – kaldes henholdsvis den lille og den store jihad. 

Væbnet kamp, (hellig) krig, mod fx ”de vantro” kan ikke på nogen måde bringes i overensstemmelse med Gud opfattet som Lysets og kærlighedens Almagt. Denne side af Islam peger derfor mod mørket, Satan (Ardor), hvilket i moderne tid gælder i særlig grad for den islamiske terror, de uhyrlige selvmordsbombninger, og fx også terrorangrebet på USA d. 11 september 2001 og de forbrydelser der aktuelt (2014) begås af organisationen, Islamisk Stat (ISIL). 

Specifikt med hensyn til ISIL og al Qaida og andre terrororganisationer er retorikken aggressivt islamisk – på overfladen – og hensigten kan i hvert fald være to ting: Dels at hverve rekrutter, dels at ophidse opinionen i Vesten og presse de vestlige ledere til at gøre noget de ikke bør gøre – indlede en egentlig krig, som ISIL og lignende organisationer kan bruge i propagandaen og fremtvinge en konfrontation – et clash of civilizations – en krig mellem alle (eller mange) muslimer og Vesten. 

Disse         mennesker (lederne     i                ISIL          og             andre terrororganisationer)           vil             ikke indføre      ”Guds herredømme på Jorden”. Disse mennesker vil have MAGT. Og derfor er den egentlige konflikt ikke mellem islam og Vesten – men mellem frihed og tyranni. Tyranni under en maske af religion. 

Denne konflikt er så gammel som Jorden selv, og i sin oprindelse er den startet af Satan (Ardor). Så også her er der et klart islæt af Guds dobbeltnatur (Gud/Satan (Ardor)) i forbindelse med ideen om jihad, ”hellig krig”. Ønsket er ikke at fremme religiøse ideer men ønsket om at tiltvinge sig magten og indføre et illegitimt tyranni. Gennem ideen om jihad kommer Satan (Ardor) således i Guds navn – en taktik der også er lige så gammel som Jorden. 

Men det må tilføjes, at Satan (Ardor) nu er vendt tilbage til lyset og Gud (se Vandrer mod Lyset!). Mange af hans ideer – fra den periode hvor han kæmpede mod os – lever dog videre (fx ideen om jihad) – og har indflydelse gennem menneskers handlinger, og sådan vil det formentlig blive ved med at være, indtil flertallet af mennesker har formået at tilgive ham. 

Hvad her er sagt om ISIL og lignende organisationer – kampen og ønsket om magt, kampen mellem frihed og tyranni – gjaldt fx også tidligere (og gælder til dels stadig) for den katolske kirke. Det handlede ikke om den rette forståelse af Gud – men om magt. Guds Væsen er kærlighed og frihed og fred. Mørkets væsen (tidligere Satan (Ardor)) er tvang og tyranni. Kort sagt: Det handler om kampen mellem lys og mørke, som der er redegjort for i Vandrer mod Lyset!

Denne kamp kan spores og iagttages overalt. I nyere tid fx også i kampen mellem Vest og Øst – igen mellem frihed og tyranni. Ofte kommer Satan (Ardor) under maske af godhed (fx i ideen om kommunisme). 

Sharia

Sharia betyder direkte oversat fra arabisk, vejen, dvs vejen til Gud (Allah). Denne vej som en muslim skal følge, rummer et komplet sæt af love og forskrifter, dels for den enkelte muslim, dels for samfundet som helhed. 

Sharia omfatter forskrifter for tro, moral, gudsdyrkelse, transaktioner og straf ved overtrædelse af forskrifterne, lovene.  

Tro

Forskrifterne for tro kræver tro på Allah, hans engle, hans bøger, hans profeter, dommedag og Guds dekreter. Troen på Gud (Allah) som én (og ikke én men alligevel tre som i kristendommen; den ”treenige Gud” – Fader, Søn og Helligånd) er i henhold til grundtesen i orden, men hvis det forestilles som et absolut krav fra Gud at vi skal tro på en bestemt måde eller tro overhovedet, peger dette i retning af tvang, dvs mørket. 

Tankerne om dommedag hænger sammen med forestillingen om helvede og helvedes evighedsstraf for nogle mennesker, og er helt uforenelig med Gud som Lysets og kærlighedens Almagt. Intet menneske er fortabt, og ingen skal fortabes. Disse tanker er noget, der altid er blevet brugt af visse mennesker til at opnå eller bevare magten over andre mennesker ud fra den tankegang, at hvis man kan skræmme mennesker tilstrækkeligt meget, kan man få dem til hvad som helst. Det er med andre ord tanker og forestillinger der alle dage har været brugt i menneskers indbyrdes magtspil, og har intet med den sande Gud at gøre. 

Oprindeligt er tankerne indsneget blandt mennesker af Satan (Ardor) med samme motiv; gennem falske løfter og falske trusler (frelse og fortabelse) at lokke mennesker til at begå de værste forbrydelser (fx gennem tankerne om ”hellig krig”), og derved holde dem tilbage i mørket og hindre lysets, kærlighedens og fredens fremgang. 

Desværre har mange mennesker troet og tror stadig på disse løgne, og resultaterne ser vi gennem de mange drab og terrorhandlinger og krige, der udføres og udkæmpes og er blevet udkæmpet i Guds Navn. 

Islams tanker om engle (Vandrer mod Lyset!: de yngste og de ældste (de faldne)) er i orden og sand. 

Tankerne om profeterne (fx Jesus og Muhammed) er sand, men ingen af de overleverede tekster eller udsagn fra profeterne (Vandrer mod Lyset!: de yngste; Guds udsendinge) kan sige sig fri for fejl og misforståelser eller fordrejninger, hvilket er indgående forklaret og beskrevet i Vandrer mod Lyset!

Moral 

Forskrifterne i islam for moralen omfatter bud om at give god rådgivning, udvise ydmyghed, tålmodighed osv. Dette peger klart i retning af lyset og Gud. 

Gudsdyrkelse 

Forskrifterne for gudsdyrkelsen omfatter islams fem søjler; almisse, pilgrimsrejse til Mekka (Muhameds fødeby), bøn, trosbekendelsen og ramadan (faste; til minde om Koranens tilblivelse på Jorden). 

Almisse kan vel opfattes som pegende mod lyset og Gud, idet en opmærksomhed på ens mindre heldigt stillede medmennesker kan opfattes som en form for kærlighed. 

Pilgrimsrejsen til Mekka som enhver muslim der har mulighed for det skal udføre mindst én gang i livet er på en måde i henhold til grundtesen neutral. Dog må pilgrimsrejsen hvis den betones som et krav og som noget der er afgørende for ens evige frelse og salighed, og ikke noget man frit kan vælge, opfattes som pegende mod tvang, mørket. 

Bøn må også opfattes som noget, der peger i retning af lyset og Gud, men hvis man forestiller sig, at man skal bede på en bestemt måde og på bestemte tidspunkter af dagen eller natten, peger bønsforestillingen og bønspraksis i retning af tvang og mørke. 

Den islamiske trosbekendelse lyder: Der findes ingen Gud uden Allah, og Muhammed er Hans profet. Dvs Gud opfattes som én og Muhammed er den sidste i rækken af profeter, der ved åbenbaringer gennem ærkeenglen, Gabriel, har givet den hele og fulde sandhed. Denne tro – Gud er én – kan i henhold til grundtesen være i orden, men når man ser på Islams grundtekst, Koranen, og alle de steder der må opfattes som pegende mod mørket, Satan (Ardor), (ex alle skriftsteder der peger i retning af vold, krig, straf osv), er det tvivlsomt om Muhammed gennem sine åbenbaringer bragte den fulde og hele sandhed til verden. 

Det er også langt fra sikkert, ud fra de fejlagtige og formørkede opfattelser af Gud som Koranen rummer, at Muhammed var den sidste profet, Profeternes Segl. Det synes sikkert, at der også efter Muhammed var behov for korrektion fra Guds og lysets side, hvis vi opfatter Gud som Lysets og kærlighedens Almagt (Vandrer mod Lyset! kalder Guds udsendinge ”de yngste” og anerkender Muhammed som profet (Guds udsending; en af de yngste)). 

Ramadan (faste) må i henhold til grundtesen opfattes neutral i sig selv, men som pegende mod tvang og mørke, hvis man opfatter det som et ufravigeligt krav fra Guds side at vi praktiserer fx faste. 

Generelt må enhver forestilling om ufravigelige krav fra Guds side til os mennesker opfattes på denne måde, dvs som pegende mod mørket, idet lyset og kærligheden – og dermed Lysets og kærlighedens Almagt, Gud – rummer absolut frihed og ingen former for tvang. 

Transaktioner 

Forskrifterne for transaktioner omfatter love for samfundsøkonomien, forretningslove, børnepenge, sociallov, ægteskab, skilsmisse og disputter. Disse må i henhold til grundtesen opfattes neutrale men igen pegende mod tvang og mørke, hvis det opfattes som et absolut krav fra Guds side, at vi indretter vores samfund på netop den måde, som islam foreskriver. 

Straffelove 

Forskrifterne for de straffe mennesker skal lide, hvis Guds love overtrædes, omfatter i islam fysisk afstraffelse (fx afhugning af hænder ved tyveri) og dødsstraf (fx gennem stening). Disse straffe må klart i henhold til grundtesen siges at pege i retning af mørket, Satan (Ardor). 

Guds dobbeltnatur (Gud/Satan (Ardor)) er altså også tydelig i den islamiske idé om sharia (”vejen til Gud”). 

Jødedom, kristendom og islam har – udover at være monoteistiske (læren om én Gud) – det tilfælles at de siges at være baseret på åbenbaringer, og derudover at være abrahamitiske – dvs de hævder med udgangspunkt i beretningen om Abraham, at Gud kræver (blind) tro og lydighed – hvilket i sig selv peger i retning af tvang og mørke (Satan (Ardor)) (jf 1. 

Mosebog om ”Guds” krav til Abraham om at ofre sin søn, Isak, for at teste Abrahams tro og lydighed). 

Åbenbaringer må vurderes i henhold til grundtesen og den metode at holde åbenbaringerne (fx diverse skrifter) op mod billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt. Åbenbaringer kan starte som ægte lysoplevelser, men efterhånden bøjes ind under mørkets indflydelse, hvilket er velbeskrevet i Vandrer mod Lyset.

Den her foreslåede metode til vurdering af religionerne betyder imidlertid ikke, at der intet bliver tilbage af de etablerede (verdens)religioner, når metoden (i denne artikel kun skitseret) anvendes på dem. Fx kan de steder i Koranen, hvor Gud beskrives som kærlig, barmhjertig og tilgivende absolut opretholdes. 

Eller fx 3. Mos. 19, 18 i Bibelen, hvor Gud gennem en åbenbaring giver Moses næstekærlighedsbuddet, ”du skal elske din næste som dig selv. Jeg er 

Herren!”, og når Jesus citerer dette bud (Matt. 22, 37-40), og kalder det det største bud, lige så stort som buddet om at elske Gud, og når Jesus og Paulus samstemmer om at kalde dette bud, eller begge disse bud – næstekærlighed og kærlighed til Gud – for grundlaget for og opfyldelsen af loven (Guds lov; det anførte sted i Mattheus-evangeliet (Jesus) og Rom. 13, 9 og Gal. 5, 14 (Paulus)), så har dette utvivlsomt sin berettigelse, og rummer en uvurderlig åndelig værdi. 

Jeg skal understrege, at mit ærinde med disse tanker ikke er at støde nogen, eller trække noget som mange mennesker anser for helligt og ukrænkeligt ned i støvet, og slet ikke at udsætte nogen for en utidig forhånelse – men derimod blot at foreslå og argumentere for en ny og måske mere sand forståelse af Gud og det guddommelige, og derudover at luge ud i de – efter min opfattelse – mange misforståelser, der historisk og aktuelt er blevet brugt og bruges til at ”retfærdiggøre” vold, had, krig og intolerance overfor anderledes tænkende og troende, specielt forestillingen om at Gud skulle udvælge bestemte mennesker og forstøde andre enten pgra ”forkert” levevis eller ”forkert” tro (vantro). 

Guds dobbeltnatur – sammenblandingen af Gud og Satan – kendes ikke alene fra jødedom, kristendom og islam, men kan også siges at gælde for det forløb, der udspillede sig fra fremkomsten af De tre gyldne Frugter, Hilsen til Danmark, Vandrer mod   Lyset! med          de             to              Supplementer             og

Forsoningslæren og genvejen og frem til det såkaldte Bispebrev, ”Et aabent fællesbrev til alle landets bisper” og videre op til nutiden. 

Det billede som det såkaldte Bispebrev tegner af Gud, passer således langt bedre på Satan (da han endnu kæmpede imod os), end det passer på Gud. Det beskrives i brevet, at katastrofen fra 1920, hvor biskopperne i Danmark undlod at stå frem som offentlige talsmænd for Vandrer mod Lyset, og verdens nød og elendighed i 1938, hvor Bispebrevet fremkom, havde bragt Gud i en situation, hvor grænsen for hvad Han kunne udholde at bære af ”millioner af menneskers lidelser” var ved at være nået, og at Han ikke formåede at hjælpe os før vi havde ”knæsat Hans budskab” (VmL), og hvis ikke biskopperne da – i 1938 – gennemførte den ønskede reformation inden for en tidsfrist af to (2!) år, ville Gud måske se sig nødsaget til at ”afbryde a l forbindelse med menneskeheden” og lade os alle synke ned i dyb nød og elendighed, måske i millioner af år, da Hans lidelser og afmagt ellers ville blive for smertelige og lidelsesfulde. 

Billedet af den lidelsesfulde og afmægtige Gud ligger meget langt fra den Lysets og kærlighedens Almagt, som Vandrer mod Lyset tegner et billede af, en Gud der ikke har to år som horisont men evigheden. Hermed ikke sagt, at Gud ikke føler sorg og smerte ved vores lidelser, men Han er sikkert sin sorg og smerte voksen og tyr ikke til desperate løsninger. 

Forløbet minder altså meget om det, der fx skabte jødedom, kristendom og islam: En oprindelig sand lære, De tre gyldne Frugter, der forvanskes, dog ikke af Satan (Ardor) denne gang, som tilfældet var med disse tre religioner, men formentlig af nogle af de af Ardor inkarnerede ældste (se Vandrer mod Lyset)gennem Bispebrevet, hvor Gud fremstår svag og afmægtig og hvor billedet ikke er en Gud værdigt. 

Note: Ved behandlingen her af islam har jeg benyttet Ellen Wulffs danske oversættelse af Koranen fra 2006. For en detaljeret gennemgang af Bispebrevet, se fx min artikel, Mod Bispebrevet, eller Sverre Avnskogs 

fyldige gennemgang af dette brev. 

Mod kristendommen 

Indledning 

En artikel vendt mod kristendommen. Hvad skal vi med sådan et forsøg, og hvad skulle en sådan indeholde? Som det er nu, er kristendommen stivnet i dogmer, der ikke let forstås, dogmer, som, ifølge dogmets almene natur, kræver blind tro, uden at vi stiller spørgsmålstegn ved dem. Enten tror man på dem, eller også gør man ikke.

Enten er man “indenfor” eller “udenfor” kristendommens “frelsesvej”. En sådan dogmatisk lære hindrer en fri tankeproces, og det da særligt i tilfældet med kristendommen, da nogle af denne læres repræsentanter hævder, dog uden at sige det særlig højt, at hvis ikke man tror på deres lære, på kristendommens dogmer, går vi fortabt.

En artikel vendt mod en dogmatisk lære som kristendommen, må indeholde en kritik af denne læres centrale dogmer. Jeg vil i det følgende gennemgå disse dogmer ét for ét. Med hensyn til forsoningsdogmet, læren om at Jesus Kristus har båret vore synder op “på korsets træ” og sonet alverdens synd ved sin død, vil jeg i øvrigt henvise til Forsoningslæren og genvejen (udgivet ved Michael Agerskov). Her gennemgås de teologiske aspekter ved forsoningsdogmet, og det påvises klart og tydeligt, at dette dogme er uholdbart. Jeg vil her ikke gentage argumenterne fra denne bog, men derimod snarere komme med nogle filosofisk-etiske argumenter mod dette dogme, kristendommens fundament. 

Jeg forventer ikke tilslutning eller forståelse fra teologisk side. Min artikel vil heller ikke være en højlærd, teologisk afhandling, da jeg ganske mangler forudsætningerne for en sådan. 

Derimod vil jeg påpege nogle filosofiske og etiske brist ved kristendommens centrale dogmer. Jeg vil påvise, idet jeg henvender mig til den almene befolkning, i hvor utrolig grad vi bliver vildledt af folkets “åndelige førere”, hvilke utrolige omveje de fører os på vejen mod Gud og hvor dybt de har svigtet. 

Teologerne, præster og biskopper, giver virkelig “stene for brød”, og leder os hen over tomme ørkner af løgn, leder os væk fra og ikke henimod Gud, sådan som Kristus siger det i Forsoningslæren og genvejen. 

De tomme kirker viser mig, at jeg har grund til at håbe på forståelse fra “almindelige mennesker”, da det ser ud til, at mange nu har sluppet forankringen i kristendommen med dens mange vildfarelser. Nøgternt set tror jeg, at kristendommen ikke betyder det store som “frelsesvej” for de fleste. Det er mit indtryk, at de fleste betragter kristendommen som en slags kulturel arv med nogle mere eller mindre kønne og tiltalende ritualer, som man benytter sig af ved livets og årets højtider. Jeg tror, at det er de færreste, der virkelig tager kristendommen alvorligt. Kirkerne er sten uden indhold.

Ikke desto mindre opretholdes en kirke af et fåtal af “eksperter”, støttet af de mange “lunkne” kristnes pengepunge og en forældet grundlov, en kirke, der hævder, at den taler evighedens sag. Det gør den imidlertid ikke. Kristendommen er bygget op af menneskeskabte dogmer, som ikke længere har tag i os. 

Det er denne artikels ærinde at påpege det absurde i disse dogmer, samt at anvise en bedre vej, en vej, der kan føre til større åndelig afklaring for de mange, en vej, der samtidig er nøglen til lysere og fredeligere tilstande på vor klode generelt, en vej, der nu ligger åben for os alle. 

Denne artikel er altså et reformationsværk, og den har sin forankring i værket Vandrer mod Lyset. Jeg skønner tiden moden til endnu en reformation, en mere omfattende og gennemgribende reformation end fx den lutherske. Dermed kan mennesket måske snart igen, efter to tusind års ørkenvandring, begynde at forstå hvem Gud egentlig er og hvor lille kristendommen har gjort Ham. 

Forsoningsdogmet og dogmet om frelse ved tro 

Ifølge kristendommen blev Gud menneske (Jesus Kristus) og ved hans død på korset skabtes en forsoning mellem Gud og mennesker. Dette forsoningsdogme hænger sammen med beretningen om syndefaldet, hvor mennesket, ifølge kristendommen, var ulydige mod Gud, og derefter blev forvist fra Edens Have, Paradis. 

Nu synes selve tanken om, at Gud skulle lade sig inkarnere som menneske i en fysisk krop ganske fantastisk. Men lad os se på, hvad det egentlig er, kristendommen siger med denne tankegang: 

Mennesket har været ulydig mod Gud. Det bliver straffet, ved at vi bliver forvist fra Paradiset. Men Gud vil ikke slippe mennesket, og for at bringe en forsoning i stand for den gamle synd, stiger Han ned på Jorden for at lade sig slå ihjel, i det øjemed at forsone sig med sig selv. Gud tager al synd på sine skuldre, og ved at lade sig slå ihjel af mennesker, noget Han selv har planlagt og sanktioneret, forsones Han derved med sig selv. 

Døden bliver derved gjort til kærlighedens betingelse og fundament. Til trods for alskens spekulation for at få det hele til at gå op, er dette de nøgne kendsgerninger. Dette hævder kristendommen og dens talsmænd, idet de kalder det et udtryk for en ophøjet, ja guddommelig logik og sandhed. Ikke så sært, at man var nødt til at ophæve denne tankegang til religiøst dogme, som man krævede at folk skulle tro blindt på. I gamle dage under trussel om en voldelig død, i dag pakket ind med nu visnende, døende blomster af ord og forkyndelse, idet man samtidig håber på, at ingen lægger mærke til det absurde og meningsløse i dogmet. 

Men forsoningsdogmet har sine rødder i ældgamle, jødiske forestillinger om Gud som “vredens Gud”, en ”Gud”, der bestandig må underkøbes og formildes ved blodige ofringer. Ja, forsoningsdogmets rødder går endnu længere tilbage, til de første menneskers liv i små stammer eller klaner, hvor de ældste i stammen, eller stammens ledere havde de bedste pladser omkring lejrbålet. Ved at ofre forskellige redskaber, våben, fødevarer og andet til stammens ledere, kunne de mindre privilegerede opnå bedre pladser omkring ilden. Kristendommens hoveddogme har altså sine egentlige rødder i ældgammelt hedenskab. 

I Bibelen hedder det (Joh. 3, 16-17): “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Elskede? Hvis Gud elskede verden og mennesker, hvorfor havde Han så brug for et blodigt offer for at forsone sig med dem? Skulle et sådant offer ikke snarere mildne Hans vrede? Hvordan man end vender og drejer det, så er forsoningsdogmet filosofisk og etisk set en kortslutning.

Hvis man ser på hvad Jesus selv lærte menneskene, er der en himmelvid forskel på hans lære og kirkens. Jesus lagde, i modsætning til Paulus, stærk vægt på menneskenes etiske forbedring. For ham gjaldt det om at fortælle om Guds kærlighed, og derved vække menneskene til eftertanke, vække menneskenes genkærlighed til Gud. 

Disse ting skulle udmøntes i en bedre levevis og åndelig forædling for alle. Og han gav lignelser hvori netop den etiske forbedring er hovedtemaet. Han lagde med andre ord stærk vægt på det enkelte menneskes ansvar. 

For Paulus er det omvendt. For ham er Gud en vredens Gud, der må forsones med de syndige mennesker. Ifølge Paulus – og senere Luther – kan mennesket ikke gøre noget som helst for at opnå frelse. Det sker kun, hvis Gud ønsker det. Ellers ikke. Her levnes ingen plads til menneskets eget etiske ansvar overfor sine medmennesker. Det vigtigste er at tro, og det udmøntes i dogmet om frelse ved tro alene. Det vil sige mennesket kan kun håbe på Guds nåde, ikke Hans kærlighed. Gud er en vredens og hævnens Gud. 

Desværre blev det Pauli udlægning der sejrede i de oldkirkelige stridigheder. Paulus var en myndig, men også en selvretfærdig mand, der ikke gerne lyttede til dem, der havde kendt Jesus personligt. Paulus mødte aldrig mennesket Jesus. Og han grublede meget over, hvordan vi skulle forstå Jesu menneskevorden. Resultatet af hans grublen blev en total forvanskning af Jesu enkle, skønne kærlighedslære: Elsker hverandre som brødre og søstre! Elsker din næste, som du elsker dig selv! Tilgiver eders fjender! 

Elsker hverandre, tilgiver eders fjender! Hvordan lyder disse ord, når vi tænker på kirkens og kristendommens historie? I årtusinder har de kristne med uudslukkeligt had, ved vold, tvang og overgreb forsøgt at bøje alle de genstridige, de, der ikke ville anerkende deres lære. Elsker hverandre, tilgiver eders fjender! Hvordan lyder disse ord om en Gud, der ikke selv kunne tilgive sine fjender, men tværtimod sendte dem til evige lidelser i det evige helvede? Elsker hverandre, tilgiver eders fjender! Hvorfor egentlig? Det der kræves er tro, og intet andet. Tro på at Gud for at forsone sig med menneskene lader sig slå ihjel for at mildne sin vrede. 

Er det kærlighedens Gud? Sandelig, Jesu Gud og Pauli Gud er ikke den samme! Jesu Gud er kærlighedens Gud, den sande Gud, Pauli Gud er vredens og hævnens Gud, en Gud, der ikke viser mennesket kærlighed, men nåde. Jesus viser mennesket henimod Gud, Paulus viste mennesket væk fra Gud. Og kirkens lære er Pauli lære, dér sidder brodden!

Dogmet om arvesynden 

Ifølge kristendommen er hvert nyt menneske, hvert menneskebarn, syndigt i kraft af den fra Adams og Evas fald overførte synd, den såkaldte arvesynd. En kristen tænker som Augustin har ment, at det var gennem sæden, at mennesket modtog denne arvesynd. 

Sandheden er den modsatte: Ved undfangelsen af ethvert menneskelegeme modtager vi hver vores del af den guddommelige lysstrømning, det guddommelige element som det siges i Vandrer mod Lyset. Ideen om arvesynden og det syndige menneske er en rent destruktiv tankebygning, som logisk nok har ført med sig, at man i tankerne har skullet ty til et mirakel, for, som mulighed, at blive frelst fra synden: Jesu død og “opstandelse”. 

Sandheden er lige modsat: Ethvert menneske er Guds barn og kan ikke fortabes. Jesus blev ikke sendt til Jorden for ved sin frivillige, af Gud sanktionerede, død at frelse os fra fortabelsen, men for at påpege og tale om den guddommelige kærlighed, som alle, fra undfangelsen, bliver del af. Hvert menneske fødes således ind i den guddommelige kærlighed og kan ikke rives ud af denne på nogen måde, selv ikke ved nok så mange syndige handlinger og forbrydelser. 

Treenighedsdogmet 

Dogmet om den treenige Gud, at Gud nok er én, men alligevel på forunderlig vis tre – Fader, Søn og Helligånd – skyldes ikke Jesus, men derimod forskellige kirkemøder, hvor man fra teologisk hold “blev enige om” at Gud var én og tre. Ved kirkemødet i Nikæa år 325 e. kr vedtog man Sønnens enhed med Faderen. Her var Helligånden medtaget i parentes som det tredje led i enheden, men ved kirkemødet i Konstantinopel år 381 e. kr blev parantesen slettet, og derefter havde man så denne gudekonstruktion, “Den treenige Gud”. 

For Jesus derimod var Gud én og kun én. Dette ses også af evangelierne, eller rettere ét sted i Markusevangeliet, Markus 12, 29, som ifølge Supplement II, no 1 er blevet overset ved forskellige revisioner af de oprindelige evangelier, revisioner, der er blevet foretaget fra teologisk side for at få det hele til at gå op. På dette sted citeres Jesus for følgende ord: “Hør, Israel, Herren vor Gud, Herren er én”. Jesus selv har selvfølgelig ikke troet, at han på nogen måde var Gud, da en så blasfemisk tanke slet ikke har kunnet finde rum i hans sind. 

Jesus var et meget kærligt menneske, der inderligt ønskede at bringe mennesket til hvile i tillid og kærlighed til Gud. Han udførte ikke mirakler, men hans usædvanligt skarpe klarsyn og dybe indsigt i livet og dets kræfter gjorde ham ofte i stand til at hjælpe, hvor andre ikke kunne. Ikke på mirakuløs vis, men i kraft af sin dybe, rige kærlighed til menneskene. Uforstående, uudviklede, fanatisk ophidsede mennesker, der på alle måder ønskede at gennemtrumfe ideen om Jesu guddommelighed, har senere tildigtet adskilligt til evangelierne, for at bevise dette. Dette leder flere steder til passager, der i dag må synes ufrivilligt komiske i al deres usandsynlige overdrivelse (fx opvækkelsen af Lazarus, forvandlingen af vand til vin osv osv). 

Dogmet om den treenige Gud er endnu et eksempel på divergenser mellem det Jesus lærte og det teologerne, de skriftkloge, lærte og lærer. Tanken om at Gud skulle finde på at inkarnere sig selv i et menneskelegeme er i den grad udtryk for en formørket tankegang, en helt og aldeles blasfemisk tanke, der ikke burde finde nogen som helst tiltro eller udbredelse. Jeg vil tro, at det igen er den kristne trussel om den evige fortabelse, som teologerne altid har brugt som magtmiddel, der har skræmt menneskene til også at godtage dette dogme, hvorefter dogmet er blevet indlevet i menneskenes sind og tanker for til sidst at blive noget man blot accepterede uden forståelse. Det er igen den destruktive, kristne blanding af stok og gulerod, der gør sig gældende. 

Man kan spørge sig selv, hvad der egentlig er teologernes drivkraft. Er det deres egen angst, som de søger delt af andre, er det blændværk, der skal dække over det faktum, at de intet reelt ved om Gud, eller noget helt andet? Som det er nu, indtager teologerne, de skriftkloge, en magtstatus, idet de kræver at vi bekender os til deres tro, under trussel om evig fortabelse. 

Hvor ukærligt er ikke dette! Og hvor usandt da ingen skal fortabes (se fx Kristi Tale i Vandrer mod Lyset).Den evige fortabelse strider helt enkelt mod Guds alkærlighed, og en lære, der fastholder fortabelsen som mulighed, er således Gud uværdig. Dette gælder også for den islamiske lære. Ingen kan nogensinde falde uden for Guds kærligheds rækkevidde, heller ikke Guds modstander gennem årmillioner, Satan.”

Tilgiv jeres fjender! råbte Guds udsending, Kristus, til de døve hebræere. Skulle Han så ikke selv kunne tilgive sin egen fjende? Svaret giver sig selv. 

Men der er yderligere det aspekt i sagen, at kristendommen for en stor dels vedkommende netop, rent faktisk, er inspireret af Satan, for at holde menneskene væk fra Gud, for at forvirre menneskene ved stadig mere uforståelige og absurde udlægninger af Jesu menneskevorden. Dette var Satans og de med ham faldnes mål, da de endnu kæmpede mod mennesker og Gud. Satan er nu vendt tilbage til Lyset og Gud, og har bedt alle om tilgivelse for alt det, han har forbrudt imod os (se Vandrer mod Lyset).

Målet for de faldne var at lede menneskenes opmærksomhed væk fra Jesu egentlige lære, hans kærligheds-, barmhjertigheds- og tilgivelses lære, og få menneskene til at spekulere sig stadig længere ned i mørket, i stedet for blot at elske hinanden. Derfor strider kirkens lære på så mange og på så afgørende punkter mod Jesu egen lære. 

Dåbsdogmet 

Ifølge kristendommen kræves det, at man bliver døbt, hvis man skal frelses. Jesus døbte ikke selv, da han klart så, at menneskene ikke forstod denne handling på den rette måde. Folkene lagde ofte mere i dåben, end der var og er basis for (se Vandrer mod Lyset). Deres opfattelse stemmer nogenlunde overens med nutidens teologers, idet de mente, at man ved dåben for evigt blev renset for syndens urenhed, det vil sige ikke alene rensedes man i dåben for fortidige synder, men også for de fremtidige. 

En tåbelig tanke! For det første renser det ikke sjælen at få lidt vand i håret, “indviet vand” eller ej, for det andet kan det, der ikke er, de fremtidige synder, selv sagt heller ikke renses på denne måde. Det er et eksempel på den udvortes religiøsitet, som kendetegner kristendommen, at man sætter sin lid til udvortes ceremonier, og tror, at de også har indvortes betydning. Og således slipper man for det etiske ansvar, som Jesus bestandig fremhævede. 

Jesu disciple pressede dog hårdt på, for at få lov til at døbe folkene, da de mødte megen modstand og mistro, hvis de fulgte Jesu opfordring om ikke at døbe. Og det siger alt om menneskers hang til nemme løsninger, og det uendelige besvær med at se og forstå vores virkelige ansvar, der omfatter alt, alt hvad vi tænker og gør, alt skal vi engang stå til ansvar for. 

Men ikke overfor en streng og grusom Gud, men derimod overfor en mild og kærlig Guddom, der opdrager alle sine børn til at blive selvstændige personligheder, der er deres fulde ansvar bevidst. Og Gud har tid nok. Mennesket har ikke kun én chance, men mange, da vi må leve talrige gange her på Jorden, netop indtil vi til fulde forstår vort ansvar, det ansvar som Jesus altid påpegede, men som kirken “barmhjertigt” fjerner igen fra mennesket ved at hævde, at alt i virkeligheden er op til Gud og Hans “nåde”. Stik imod hvad Jesus lærte. 

Under presset fra disciplene tillod Jesus til sidst dem at døbe, men kun når det krævedes af dem. Dåben, i den skikkelse som denne ceremoni har i dag i kirken, var netop det Jesus advarede imod. Men kirken fastholder sin dåbslære, sikkert ud fra en tanke om, at hvis ikke man tager ansvaret fra mennesker, får man ingen tilhængere. En tankegang, som vi desuden møder i alle totalitære regimer og revolutioner. Giv folket brød, og lad dem betale med deres sjæl, lyder parolen her, også den kristne. 

Jesus havde i starten af sin gerning som reformator og religionsstifter et møde med Johannes Døberen, der døbte folkene, der søgte ham, i Jordans flod (igen; se Vandrer mod Lyset). Johannes udtalte, når han døbte, ordene: “Som jeg med vandet renser eders legemer fra Jordens støv og smuds, således vil Herren rense eders hjerter med den himmelske ild, rense eder fra syndens og ondskabens smuds”. Den opfattelse af dåben, som vi møder hos Johannes, og som blev grundlaget for Jesu syn på dåben, er altså at dåben er et sindbillede på menneskenes renselse fra synden, et sindbillede og intet andet. 

Men som på så mange andre punkter divergerer Jesu lære og den senere kirkes lære, også på dette punkt. Hvad man egentlig har tænkt sig konsekvenserne af dette dogme ville være, hvis det var sandt, er ikke godt at vide. Skulle alle ikke-døbte gå fortabt? Er det sådan man forestiller sig Guds kærlighed? Stik imod hvad Jesus lærte hævdes et dogme, der i tåbelighed savner sidestykke i den menneskelige tænknings historie. 

Nadver 

Ifølge kristendommen kan menneskene opnå syndsforladelse ved at drikke “Jesu blod” og spise “hans kød”. Denne del af kristendommen har sit virkelige, historiske udgangspunkt i Jesu afskedstagen med sine disciple, da han vidste, at han var udset til at undgælde for menneskenes og de skriftkloges vrede og had. 

De ord, der ved nadveren i den kristne lære tillægges Jesus: “Mit legem og mit blod vil jeg give for eder til en ny pagt mellem Herren og eder” er en forvrængning af Pauli ord: “Som Jesus gav sine apostle af sit brød og sin vin, gav han sit legeme og blod til åndelig mad og drikke for sine; ja, han gav sig til syndoffer, et tegn på en ny pagt mellem Herren og os” (se Vandrer mod Lyset). Igen ses det, at det er Pauli udlægning og ikke Jesu gerninger, der ligger til grund for kirkens lære. 

Jeg forestiller mig, at Jesus ved sin afsked med dem, der elskede ham, har været dybt bedrøvet, og at der sandelig ikke har været nogen “feststemning” ved denne lejlighed (jf. Bibelens “Det palmestrøede indtog i Jerusalem”). Jesus var en træt mand, jaget, forfulgt, hadet af de mange, og han var udset til at undgælde for folkenes ondskab og had. 

Hos sine disciple, der forstod hans sande storhed, og som elskede ham for alt det, han gav dem, hans dybe, rige kærligheds frugter, hos dem har han vel haft en lille ø af fred midt i stormen, der rasede mod ham. 

Nadveren udlægges af Paulus som en ny pagt mellem Gud og mennesker, mens Jesus her blot tog afsked med dem, der elskede ham. Her ser vi igen det lave overfor det høje, vredens Gud overfor kærlighedens Gud, Pauli Gud overfor Jesu Gud. Ved at tage nadveren alvorligt, som middel til syndsforladelse, stiller de kristne sig på linje med de mest primitive, naturreligioners gudekultus. Selvfølgelig opnår man ikke på nogen måde syndsforladelse ved at drikke sin guds blod og spise hans kød. 

Noget andet er det, at mennesker, der deltager i nadveren, ofte føler sig åndeligt trøstede deraf. Men det skyldes ikke sakramentets nydelse, men derimod den dybfølte anger og bøn til Gud eller Jesus om tilgivelse. 

Igen: Vægten må lægges på det personlige, det etiske ansvar, ansvaret overfor Gud og mennesker, og ikke på tåbelige, frastødende ritualer og sakramenters “underfulde kraft”, sakramenter, der ikke gavner mennesket det fjerneste. 

Konklusion 

Kristendommen er i den grad befængt med fejle påstande og løgne, idet kirkens vægt ligger på Pauli og ikke på Jesu lære. Jeg har med vilje ikke medtaget dogmet om den “ubesmittede undfangelse af Jesu legeme ved den Hellige Ånd” og “den hellige jomfru”, da det simpelthen forekommer mig for tåbeligt at tro på noget sådant. Selvfølgelig blev spiren til Jesu jordiske legeme skabt på normal vis, det vil sige ved samleje mellem mand og kvinde. 

Kristendommen trænger til en grundig udrensning, og til grund for denne udrensning, denne altgennemgribende reformation, hvor vægten må lægges tilbage på menneskets etiske ansvar overfor Gud og hinanden, det som Jesus bestandig søgte at gøre sine samtidige forståeligt, til grund for denne reformation bør vi lægge storværket Vandrer mod Lyset, der blandt meget andet rummer en helt igennem sandfærdig beretning om Jesu liv på Jorden. Og hvordan kan jeg så vide det? Fordi vægten i dette værk netop ligger på menneskets etiske, religiøse ansvar, på kærligheden til Gud og mennesker, og ikke på Guds “nåde” eller Hans “vrede”. 

Gennem Vandrer mod Lyset lærer vi, at Gud elsker alle mennesker, uanset tro eller mangel på tro, og uanset synderegister. Og vi lærer, at ingen, absolut ingen skal gå fortabt, at Himlen, Paradis, Guds Rige er for os alle. Engang vil Gud modtage alle mennesker, der har levet, alle mennesker, der lever og alle, der vil leve, modtage alle sine børn ud fra sin dybe, uendelige, alle omfattende kærlighed. Guds kærlighed og Hans tålmod er uden grænse. Han kræver, at vi gør vores bedste, men er altid parat til at tilgive os, når vi har fejlet og beder oprigtigt om tilgivelse. 

Kristendommen hævder det modsatte. Hvis Gud virkelig var som kristendommen hævder, ville Han ikke være kærlighedens Gud. Hvad med alle de fortabte, spørger man, hvad med alle dem, der aldrig har hørt om Jesus, enten fordi de levede før ham, eller fordi de lever i dele af verden, hvortil kristendommen ikke har vundet udbredelse? 

De tåbelige tanker om guddommelig dom og straf hvis ikke vi tror på ”det rigtige” må fare, hvis den sande Gud, der er kærlighedens Gud skal have større indflydelse på vores verden. 

Mennesker må opgive de gamle, kristne vrangforestillinger og søge den sande Gud, søge den sandhedens, kærlighedens og mildhedens Gud, der alt for længe, i kraft af den kristne vranglære, har været sat i skyggen. 

Indtil mennesker lærer den sande Gud at kende, kan kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse og fred ikke vinde indpas for alvor i vores verden. Vandrer mod Lyset viser os denne Gud uden at kræve, at vi tror på hverken dette værks guddommelighed eller på Gud overhovedet. 

Men vejen til større fred for alle Jordens mennesker og for den enkelte, går over denne erkendelse, samt over tilgivelsen af Ardor (Satan). Dette er ikke absolut nødvendigt, men det er en genvej til Gud.

Med de kristne dogmer korsfæster mennesket sig selv. Lad os nu se den dag, hvor kristendommen bliver betragtet som det, den er: En formørket gudsvision, der har rod i tider, der var mørkere end vores, et levn fra tider, da man endnu ved trusler om evig lidelse kunne trælbinde millioner af mennesker i mørke og uvidenhed, en lære, som er den sande Gud, kærlighedens og fredens Gud, ganske uværdig!

Islam – set ud fra billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt

Nu, ånden hæve sig op under himmel, over jord, på tillids og tros vinge gennem kærlighedens gerninger; og da finde genvejen til Gud, Ophavet, Udspringet; dér hvor du kommer fra, går hen, og hører hjemme.

__

I Gud Herren den Almægtiges Navn! Muslimer kalder Ham Allah; så taler jeg da i Hans Navn!

Gud! Læg din velsignelse i mine ord og svøb din stærke Vinge om mig til beskyttelse, hvis mine ord skulle vække vrede og forbitrelse blandt nogle; du ved, at det ikke er målet. Lad mig mildt tale din sag, og lad mennesker finde dig, milde og kærlige og nære Far!

Forbemærkning

I den følgende kritiske behandling af centrale dele af Islam bedes man bemærke, at det jeg kritiserer, ikke er muslimer, men Islam. Jeg kritiserer ideer, ikke mennesker.

I den igangværende konflikt mellem Vesten og muslimske ekstremister begår man af og til den fejl – efter min opfattelse – at betragte islamister og ekstremister som en fast afgrænset hær og fjende, hvilket skaber den illusion, at man skulle kunne bekæmpe ”fjenden” med traditionelle militære midler.

Men konflikten er anderledes end andre konflikter mellem afgrænsede lande og stater. Konflikten er ideologisk – nye mennesker rekrutteres til ”hæren”, andre falder fra – ”hæren” og konflikten er flydende og ikke fast afgrænset; som en sindstilstand.

Hvis det er rigtigt, at konflikten er ideologisk og flydende uden faste grænser og afgrænsede styrker, så skal den håndteres ideologisk; det vil sige, at det vigtige er at søge at imødegå og modsige de destruktive tanker og ideer på begge sider af ”fronten”, tanker og ideer som fører til konflikten eller som bruges i konflikten, hvilket igen vil sige, at det vigtigste våben mod ”fjenden” (som altså er ideer og ikke en fast afgrænset ”hær” eller mennesker) er ånd, ikke bomber og missiler.

Denne artikel er et forsøg på at imødegå og modsige nogle destruktive ideer og forestillinger i Islam. Jeg koncentrerer mig altså om den ene side af ”fronten”, vel vidende at konflikten har to sider med hver deres sæt af problematiske tanker og forestillinger og praksis. Artiklen er ikke et forsøg på at dæmonisere og håne og krænke muslimer.

I

Indledning

I denne artikel forsøger jeg altså at give en kritisk behandling af religionen Islam, og specielt af Koranen (gennem en kommentar til muslimernes hellige skrift) og af Islams altomfattende lov og vej, sharia, ud fra det billede af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, som gives i Vandrer mod Lyset. Denne Lysets Gud har – udover at åbenbare sig for alle mennesker gennem Vandrer mod Lyset – åbenbaret sig i glimt for mig personligt som denne varme, trygge og nære Gud, Fader og Skaber, og derfor vil det billede og den guddommelige realitet bære denne gennemgang af centrale dele af Islam.

Bragt på en kort formel opfatter jeg Islam som den anstrengelse eller alvor (jihad) med hvilken den troende søger at gå ad den vej (sharia), der er udstukket dels af profeten Muhammeds eksempel (hadith og sunna), dels gennem Koranen. Denne kamp eller anstrengelse tager sin begyndelse med trosbekendelsen (shahada), og fortsætter dag for dag livet igennem ved bøn (salat), almisse (zakat), faste under Ramadan (sawm) og pilgrimsrejse til Mekka (hajj); tilsammen Islams fem søjler.

Mange religionsstiftere har forsøgt at anvise en vej til Gud. Zarathustra gjorde det, Buddha gjorde det, Lao-tse gjorde det, Jesus gjorde det, Mani gjorde det og Muhammed gjorde det. Problemet med disse forsøg er efter min opfattelse, at man måske uden at erkende det antager, at der er én og kun én vej. Måske ville det være mere frugtbart at tænke, at der ikke er én vej for alle, men derimod én vej for hvert menneske.

En kendsgerning er det i hvert fald, at antagelsen om én og kun én fælles vej til Gud – hvormed man almindeligvis mener sin egen – gennem tiderne har ført til intolerance og fordømmelse og forfølgelse af anderledes tænkende og troende. Og flere gange er tanken om den ene vej blevet kædet sammen med en alvorlig trussel: Hvis ikke du går denne vej, går du fortabt.

Hvis imidlertid Gud er denne Lysets og kærlighedens Almagt, som beskrives i Vandrer mod Lyset, og som har åbenbaret sig for mig, så tror jeg ikke, at der kun er én vej, men én for hvert menneske, og jeg tror ikke, at fortabelse er en mulighed i en sådan Guds verden og univers. Jeg tror, at der er en vej, som det enkelte menneske skaber hver dag, en vej som ingen har ret til at fordømme eller håne.

Meningen med denne artikel er da heller ikke – som sagt – hverken at fordømme eller håne muslimer, men derimod at søge at kaste lys over nogle af de faldgruber, der efter min opfattelse findes i Islam, at søge at vise hvor denne religion peger i en problematisk retning, ikke henimod men bort fra Lyset og Gud. Religioner kan opfattes som vejskilte; ofte står der på disse skilte: Lyset og Gud. Men af og til er disse skilte vildledende; i artiklen her søger jeg at påpege, hvor disse vildledende skilte findes i Islam, og hvor de efter min opfattelse taler sandt. Men vejen må vi hver især selv gå.

Hvis man endelig skal pege på en fælles vej, en vej der forener alle veje til Lyset og alle de veje de forskellige religionsstiftere har foreslået og anvist, må det være kærligheden. Men ligesom alle mennesker er forskellige og har hver sin unikke og umistelige personlighed, så er hvert menneskes kærlighed forskellig fra alle andres; ligesom personligheden er unik, er kærligheden personlig og unik. Og derfor er vores veje det også.

Hvilken adkomst eller ret har jeg, en ikke-muslim, til at søge at gennemføre en kritisk gennemgang af centrale og bærende elementer i Islam? Skal en eventuel reformation af Islam som nogle ønsker (fx somalisk fødte Ayan Hirsi Ali), og som helt sikkert er nødvendig set i lyset af al den vold og undertrykkelse, som er knyttet til Islam, nødvendigvis komme indefra, fra muslimer selv? Eller har jeg ret, som menneske, til at forholde mig kritisk til Islam ud fra et ønske om at tænde lys på mørke steder?

Har jeg ret til at kæmpe, ikke med våben eller spot, men med ånd og ord for at støtte mennesker, der med livet som indsats udfordrer århundreders mørke og vold?

Har jeg ret til det, eller er det ikke snarere en pligt?

Om kommentaren til Koranen

Ifølge danskmuslim.dk fortolkes og kommenteres Koranen traditionelt ud fra fem kriterier og kilder (tafsir):

1. Koranen selv
2. Hadith
3. Oplysninger fra profetens følgesvende (sahaba)
4. Oplysninger fra folk der studerede under profetens følgesvende
5. Logik

Disse kriterier er hierarkiske på den måde, at 1) er den mest autoritative og de følgende faldende i autoritet. Oversættelser af Koranen til andre sprog end arabisk, fx dansk, opfattes som kommentarer eller fortolkning, da Koranen opfattes som Guds åbenbarede ord givet på arabisk, der derfor har særstatus.

Kilden til min kommentar er Koranen oversat til dansk af Ellen Wulff (2006), og er således ud fra de traditionelle kriterier en kommentar og fortolkning af en fortolkning. Som man kan se af de nævnte kriterier, stiger kommentarernes autoritet, jo tættere man kommer på Koranen og profeten Muhammed.

Ved den valgte fremgangsmåde for kommentaren kan det siges, at jeg benytter kriterierne 1) og 5) dog med det forbehold, at jeg ikke læser Koranen på arabisk men på dansk og altså ud fra den traditionelle opfattelse bygger på en kommentar eller fortolkning. Kommentaren følger Koranen sura for sura, som de findes i den egyptiske standardudgave fra 1924 som er forlægget for den danske oversættelse.

Udgangspunktet for kommentaren er ikke at Koranen er en fuldkommen åbenbaring fra Gud, men derimod at undersøge med hvilken ret man kan opfatte Koranen som en sådan. Hvis Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, og Koranen er en fuldkommen åbenbaring fra denne Gud, må alt i Koranen stemme nøje overens med dette billede og denne opfattelse af Gud. Hvis ikke er Koranen ikke fuldkommen.

Derudover er der følgende helt enkle og principielle overvejelse: Hverken Koranen, Bibelen eller en hvilken som helst anden religiøs tekst, inklusive Vandrer mod Lyset, kan rumme al sandhed. Hvis fx Koranen var al sandhed, og vi mennesker tilegnede os den fuldt ud, ville vi blive alvidende som Gud. Dette vil vel intet normalt menneske påstå at være, og det er principielt umuligt. Det man kan undersøge er, hvorvidt Koranen (eller en hvilken som helst anden religiøs tekst) er fejlfri og fuldt ud sand i den nødvendigvis begrænsede del af sandheden den rummer.

Kriteriet for en sådan undersøgelse er som ovenfor skitseret: At filtrere Koranen gennem billedet og opfattelsen af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt.

Hvor der er gentagelser i Koranen, vil jeg kun kommentere ord, begreber og tanker første gang de forekommer. Fx indledes hver sura med ordene, i den nådige og barmhjertige Guds Navn (undtagen sura 9) og dette vil jeg kun kommentere ved åbningssuraen.

Jeg kalder med vilje ikke kommentaren tafsir, da den som nævnt bygger på en kritisk læsning af Koranen, og som sådan afviger fra de traditionelle kommentarer og fortolkninger, hvis udgangspunkt er Koranens fuldkommenhed og ufejlbarlighed.

Hadith og profetens sunna

Hadith og sunna, profetens sædvane og udtalelser og beretningerne om dem, er vigtige for forståelsen af Islam. Men jeg har her undladt en gennemgribende gennemgang af profetens sunna, da hadith-litteraturen er enorm, og overstiger denne forfatters evne, tid og ressourcer i forhold til en ordentlig behandling. Min behandling af profetens sunna er derfor sporadisk og ikke fyldestgørende.

Dertil kommer, at profeten Muhammed – så vidt jeg forstår – ikke af troende muslimer betragtes som guddommelig, men blot som et menneske, der dog godt kan tjene som forbillede og inspiration, men altså ingen ufejlbarlig autoritet, sådan som man kender det fra kristnes opfattelse af Jesus af Nazareth og fra nogle kristnes opfattelse af paven. I hvert fald understreger profeten Muhammed i nogle autoritative hadith sin egen fejlbarlighed og menneskelighed (blandt andet i hadith indsamlet af Sahih al-Bukhari).

Med hensyn til profeten Muhammed beretter flere kilder, der vel alle kan føres tilbage til Muhammad ibn Ishaq ibn Yasars Sirat rasul Allah (Bogen om/biografi over Guds udsending/budbringer fra år 767 e. kr., 145 efter islamisk tidsregning) og hadith, at han ved en enkelt lejlighed personligt skal have halshugget flere hundreder mennesker, og derudover skal have deltaget i flere karavaneplyndringer, hvilket understreger hans fejlbarlighed og menneskelighed, da intet fuldkomment menneske ville pådrage sig en sådan synd og skyld, og intet af dette kan siges at være i overensstemmelse med den Lysets og kærlighedens Almagt, Gud, der også ifølge Vandrer mod Lyset sendte ham (Muhammed var ifølge Vandrer mod Lyset af de Yngste, menneskehedens ledere og foregangsmænd). 

Men som Vandrer mod Lyset siger det: Intet menneske kan være fejlfrit og syndefrit og fuldkomment. Dertil er der alt for meget mørke i vores verden, og det gælder også for Muhammed.

De talrige forbrydelser, drab, vold, undertrykkelse, terror og krige, der stadig begås og søges retfærdiggjort dels ud fra Koranen, dels ud fra profetens sunna, kan dog aldrig retfærdiggøres eller bringes i overensstemmelse og i samklang med den kærlighedens Gud, der sendte profeten Muhammed. Hvis vi vil finde denne Gud, må vi derfor søge de åndelige realiteter bag religionen Islam, de realiteter, som Vandrer mod Lyset beretter om.

Jihad

Det måske mest presserende vigtige ved en kritisk undersøgelse af Islam, set i lyset af al den vold, der i vores tid (2016) skyller hen over verden, og som begrundes og retfærdiggøres religiøst, er behandlingen af voldelig Jihad, hellig krig. Jeg tror ikke, at Muhammed kan have forestillet sig al denne vold og de ufattelige lidelser ideen om Jihad (her ”den lille Jihad”) ville fremkalde med tiden, og selve ideen er let at afvise, hvis Gud udover at være Lysets og kærlighedens Almagt også er en fredens og barmhjertighedens Gud. Kilderne til tanken om hellig krig er dels Koranen, dels hadith, og vil blive behandlet løbende i denne undersøgelse. (Se i øvrigt også artiklen En advarsel til alle potentielle selvmordsterrorister efter artiklen her).

II

Almindelig introduktion til Islam og Koranen

Islam betyder ”underkastelse”. Underkastelse under Allah (”Guden”). Muslim betyder ”en der underkaster sig”. Ordet ”Koran” betyder ”hellig recitation”. I Koranen beskrives Guds væsen og menneskenes lod undertiden på en sådan måde, at man må gribes af rædsel. Fx udmales mange steder de frygtelige og evige lidelser for dem, der ikke vil underkaste sig Allah og Hans vilje. Dette ses fx i beretningen om, hvordan Iblis (den islamiske betegnelse for djævelen, Satan), der i hovmod nægtede at bøje sig for mennesket, nægtede at underkaste sig Allahs vilje, og derfor nedstyrtedes i helvede.

Da Muhammed omkring år 610 som ca 40 årig modtog sin første åbenbaring i en grotte på Hirabjerget ved Mekka, var det angiveligt en voldsom oplevelse. Oplevelsen er beskrevet af Aisha (en af Muhammeds koner) i den hadith-samling, der er foretaget af Sahih al-Bukhari (vol. 1, bog 1, no 3). Sahih al-Bukhari regnes for en særdeles pålidelig og autoritativ kilde til viden om profetens sædvane, sunna.

Andre kilder, der igen kan føres tilbage til den nævnte biografi af ibn Ishaq, og hadith beretter, at Muhammed frygtede for at være ved at blive sindssyg, og at han ville kaste sig ud fra klippen. Selve oplevelsen beskrives af Aisha i den nævnte hadith ved, at han blev holdt fast i et jerngreb af en engel (Gabriel) og hørte ordene, Læs op! Oplevelsen kulminerede da han overgav sig til den vældige kraft, der åbenbarede sig, og blev til sura 96 (al Alaq, ”levret blod”), den kronologisk første sura i Koranen, som altså i den egyptiske standardudgave har no 96.

Den rædsel der greb Muhammed ved åbenbaringen og beskrivelsen af omstændighederne ved flere senere åbenbaringer er parallelle til visse steder i Mosebøgerne i den jødiske og kristne Bibel, hvor Gud angiveligt fx åbenbarer sig for Moses i en vældig uvejrssky under bulder og brag og til lyden af vædderhorn til rædsel for de forsamlede mennesker. I åbenbaringen på Sinais Bjerg i 2. Mosebog siges det ligefrem, at ingen udover Moses måtte røre ved bjerget som Gud steg ned på; hvis de gjorde, ville de dø.

Hvis nu imidlertid Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, så passer disse rædselsvækkende beskrivelser dårligt med den mildhed og nænsomhed man kan forvente af en sådan Gud. Derfor betragter jeg de parallelle oplevelser, Moses´ og Muhammeds, som møder med andre kræfter end de sandt guddommelige.

Dette får betydning for den videre kritiske behandling af Islam. Vi må – hvis det her foreslåede billede af Gud som et uendelig mildt og kærligt Væsen er rigtigt og sandt – være forberedte på at ikke alt i Koranen er sandt, og at åbenbaringernes kilde næppe har været ærkeenglen Gabriel, som det almindeligvis angives. Hvis Gud er mild og kærlig og Almægtig, så er Hans nærmeste og højeste engle det formentlig også.

Muhammeds åbenbaringer fortsatte fra omkring år 610 til 632, hvor han dør. Inden da er han blevet tvunget på flugt fra Mekka som følge af hans stadigt stigende magt som lokale rivaliserende stammer begynder at se som en trussel, og han og hans tilhængere får til sidst asyl i Yathrib, det senere Medina, i år 622, som regnes som år 0 i den islamiske tidsregning. Nogle af åbenbaringerne stammer fra Muhammeds tid i Mekka, andre fra hans ophold i Medina. Da han dør, er Islam vokset til en magt, også politisk, man må regne med, og ikke kan se bort fra.

Før Muhammeds første åbenbaringer har han oplevet flere store prøvelser. Hans far dør før han bliver født, og hans mor dør, da han er omkring 6 år gammel. Som ung gifter han sig med den noget ældre, succesrige forretningskvinde, Khadidja, som har været noget helt usædvanligt i datidens patriarkalske arabiske samfund. Hun angives også som den første, der modtog Muhammeds åbenbaringer med tillid, og dermed som den første muslim.

Resultatet af Muhammeds virke er den monoteistiske verdensreligion Islam med nu omkring 1, 5 mia tilhængere (2016), fordelt på ca 85% sunni-muslimer og resten shiamuslimer og sufier. Skellet mellem sunni- og shiaislam skyldes striden om, hvem der efter Muhammeds død var hans rette arvtager. Nogle holdt på Abu Bakr (sunnier), andre på Muhammeds svigersøn, Ali (shia=shiat Ali, Alis parti).

Islam er en religion, som indiskutabelt rummer mange værdier, men også mange indbyggede problemer. Dette vil blive tydeligt i den videre behandling.

III

Kritisk kommentar til Koranen sura for sura (til og med sura 10; se senere)

Sura et, Åbningen, al-Fatiha (fra Mekka)

I den nådige og barmhjertige Guds navn

Sådan indledes hver sura i Koranen (undtagen sura 9). Der tales altså i Guds navn, hvilket skulle borge for sandheden af det, der følger. Gud kaldes ”nådig”, men der er forskel på begreberne nåde og kærlighed. Hvis der havde stået i den kærlige og barmhjertige Guds navn, havde man bedre udtrykt Guds Væsen. Tyranner viser nåde, Gud viser kærlighed. Gud er ingen tyran.

Ordet nåde gentages i vers (ayat) 3, og man kan kæde det sammen dels med begrebet dommens dag (vers 4) og dem, som vreden rammer (vers 7). Allerede her i åbningssuraen siges en del om Guds forhold til os mennesker; der siges, at Han er nådig, at Hans vrede rammer nogle af os, og at vi engang stilles til regnskab for alt på dommedag.

I Islam har man ikke begrebet arvesynd, så vi mennesker er altså ikke som i Kristendommen eksistentielt skyldige. At Gud derfor er nådig overfor os og ikke bare kærlig må ligge i, at vi som udgangspunkt før vi kaldes til troen – hvis Gud ønsker og vil det – er vantro og følger andre veje end Guds (vers 7), fx ved at have andre guder (Jahve, den treenige Gud eller andre). Vreden rammer angiveligt de vantro, hvis ikke vi kaldes til troen af den nådige Gud, Allah.

Men da man samtidig i Islam har en tro på, at Gud fra evighed har bestemt hvordan alt skal ske (forudbestemmelse, prædestination; kendes også i Kristendommen, fx hos Augustin), bliver det temmelig meningsløst at Han vil straffe dem, der ikke følger Hans veje eller ikke vil underkaste sig. Ansvaret for det er Hans eget og Hans vrede er derfor meningsløs. På dommedag bliver vi stillet til regnskab for noget, vi ikke har den mindste indflydelse på, hvis alt forud er bestemt af Gud. Derfor er Hans dom – både i Islam og i Kristendommen – egentlig en dom over Ham selv.

At Gud under trusler om evige lidelser kræver, at vi tror på Ham som Han åbenbares i Koranen og underkaster os, viser Gud som en tyran, der ikke levner sine skabninger den mindste frihed, en Gud der trælbinder sin skabelse og ikke har begreb om kærlighed og frihed, en Gud der straffer med evige lidelser for noget vi ingen indflydelse har på og derfor heller ingen skyld i, en Gud der straffer uskyldige, en Gud der selv er skyldig, en grusom, ikke barmhjertig Gud. En Gud der ikke er Gud, ikke er Lysets og kærlighedens Almagt.

Derudover kan det siges, at hvis alt forud er bestemt af Gud, så har vi mennesker egentlig ikke et liv, men kun et skinliv. Der kan siges at være en sammenhæng både mellem ansvar og frihed – hvis ikke vi er frie og har et valg, har vi heller intet ansvar og derfor ingen skyld – og liv og frihed; hvis ikke vi er frie og kan tænke og handle frit og selvstændigt har vi heller intet egentligt liv, hvis liv er i en eller anden udstrækning at tænke og handle frit; vi er så kun en slags maskiner. Hvis Gud kalder til tro eller vantro, hvis ikke vi har et valg, ophæves både tro og liv, og Koranen bliver meningsløs, en logisk kortslutning; lige som Kristendommen er meningsløs, hvis Gud forud har bestemt alt i kristen forstand.

Sura to, Koen, al-Baqara (fra Medina)

I sura to møder vi en række grundtanker i Islam:

Ærkeenglen Gabriel angives som åbenbaringens (Koranens) kilde (vers 97). Gud er himlenes (vers 29 og 117), Jordens (vers 22) og menneskenes Skaber, og Han er èn og der er ikke andre guder end Ham (vers 163). Gennem tiderne har Gud nedsendt en grundlæggende åbenbaring (vers 4, 87, 92 og 136), en åbenbaring (Skriften) som imidlertid er blevet forvansket (fx Mosebøgerne og evangelierne). Muhammed er den sidste profet (profeternes segl) i en lang række, overbringeren af den endelige, uforfalskede åbenbaring (Koranen; vers 4); overbringeren af et godt budskab og en advarer (vers 119).

Adam og Eva levede oprindeligt i Haven (Paradis; vers 35), men blev ledt på afveje af Iblis (Satan), og blev fordrevet fra Haven (vers 36; smlg 1. Mosebog). Dermed kom fjendskabet og døden ind i verden. Men Gud tilgiver Adam (vers 37), og lover at bringe ham en retledning (ultimativt Koranen). Iblis nægter at bøje sig for mennesket og underkaste sig Guds vilje og nedstyrtes derfor i helvede (vers 34) ligesom alle andre, der ikke vil underkaste sig eller tro. Undertiden er det ligefrem Gud selv, der gør mennesker vantro og dermed fortabte, eller Han forstærker vantroen (vers 10).

De troendes løn efter døden er Paradis (Haven med de rindende floder og de rene hustruer; vers 25), mens de vantro og dem der ikke vil underkaste sig, er brændsel for Ilden (vers 24; helvede, fortabelsen). Undertiden er Gud kilde til lidelser i kraft af den pinefulde og evige straf, der venter de fortabte. Og Gud vildleder de gudløse (vers 26 og 27). Mennesker skal frygte Gud (vers 40 og 150), og har grund til det. Hvert menneske står til ansvar direkte overfor Gud, og skal mere tænke på sin egen fromhed end andres. Vi skal altid have dommens dag og mødet med Gud for øje (vers 44-46). Men hvis man åbent og ærligt angrer, tilgiver Gud (vers 160).

Mennesker skal tro på hele Skriften (Koranen) og ikke kun på dele af den. Hvis vi godtager noget, men forkaster andet, hjemfalder vi til den strengeste straf på opstandelsens dag (vers 85-86). Gud forbander de vantro (vers 88-89). Selv om vi gennem Koranen har fået sandheden, er de fleste vantro og dermed fortabte (vers 99-102). Abraham nævnes som et forbillede i kraft af hans ubetingede tro og underkastelse (jf også 1. Mosebog og fx Søren Kierkegaards fremhævelse af Abrahams tro i skriftet Frygt og bæven).

Efter de indledende vers i sura to om tro, underkastelse og koranens autoritet følger en række formaninger om forskellige forhold, der kan opfattes som en del af sharia, vejen eller loven:

Mennesker pålægges at gengælde drab med drab, lige for lige (vers 178). Fromhed er at tro på Gud, på den yderste dag, på englene, Skriften og profeterne, og når man holder bøn og giver almisse og overholder sine aftaler (vers 177). Og mennesker pålægges at faste i måneden Ramadan, den måned hvor Koranen angiveligt blev sendt ned til Muhammed. Dog behøver man ikke at faste, hvis man er syg eller på rejse (vers 183-185). Det pålægges mennesker at kæmpe mod dem, der kæmper mod de troende og at dræbe dem (vers 190-191), og det pålægges os at gennemføre valfarten, Hajj, til Mekka. Troende må kun gifte sig med troende (vers 221). Fristelse til frafald fra troen er værre end drab (fx vers 217).

Kvinder er ”pløjejord” for den troende (mand(!)), og man må ikke have samleje med en menstruerende kvinde, som er uren (vers 222-223; parallel til Moseloven). Mænd står over kvinder (vers 228). Vers 221-242 omhandler mest forholdet til kvinder og kvinder og mænds retsstilling. Lignende passager kan findes i Bibelens fem Mosebøger.

Der er ingen tvang i religionen (vers 256). Gud dømmer ikke så meget efter det ydre men efter det indre, hjertet (fx vers 225 og 264; beslægtede tanker findes i Det ny Testamente), og Han ved præcis hvad vi rummer (fx vers 284). Intet er skjult for Ham. Det er godt fx at give almisse og bedst hvis vi ikke udbasunerer det for alverden, men hjælper i det skjulte uden at prale af det (vers 271). At drive handel er tilladt, men at tage rente er forbudt (vers 275).

Holder vi nu sura to op mod billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, den milde men også myndige Gud og Far, så er det klart, at noget holder, andet gør ikke. Sammenligner vi med Vandrer mod Lyset, hvor billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt er konsekvent, så er der overensstemmelse i synet på Gud som den ene Gud, ikke to, ikke tre, ikke mange, men én og kun én. Og der er overensstemmelse i synet på Muhammed som Guds udsending (han var som nævnt af de Yngste).

Og der er overensstemmelse i den tanke, at Gud ikke tvinger nogen til at tro på noget bestemt (ingen tvang i religionen), og at Gud dømmer mere efter det indre, hjertet, og mindre efter det ydre. Forskellen er, at Vandrer mod Lyset hævder en Gud, der ikke straffer os, og slet ikke evigt, og at vi står til ansvar over for en Gud, der ved alt, men som ser på os med mildhed og kærlighed og som aldrig fordømmer eller forbander noget menneske, og som altid er parat til at tilgive os, når Han ser, at vores sorg og anger er oprigtig og dybfølt.

Forskellen er, at Islam prædiker gudsfrygt, Vandrer mod Lyset siger, at vi trygt kan overgive os til Lysets og kærlighedens Almagt, Gud. Vandrer mod Lyset lærer os tillid og kærlighed til Gud, Islam lærer os frygt for vores Ophav. Gud straffer ikke. Gud opdrager os til at være kærlige og barmhjertige, og dermed være en svag afglans af Hans rene, ophøjede, kærlige og milde Væsen.

Ifølge Vandrer mod Lyset er gengældelsesloven en af de love, vi mennesker lever under. Men Gud har ikke givet denne lov for at straffe os, og slet ikke for at vi selv skal straffe efter den i Hans navn og med Hans bemyndigelse (”gengæld drab med drab, lige for lige”; Bibelen: ”øje for øje, tand for tand”). Gengældelsesloven er givet for at give os en virkelig forståelse af det vi forbryder ved at udsætte os for de samme lidelser, som vi har bragt over andre, i de tilfælde hvor vi nægter at indse vores synd, nægter at bøje os, angre og bede om tilgivelse. Denne forståelse kan vi næppe opnå på andre måder, hvis vi stædigt nægter at indse og angre vores synd.

Gengældelsesloven har derfor et pædagogisk sigte, og er ikke givet for at bringe os lidelse. Ved den smertelige gengældelse vil vi derefter vogte os bedre for at begå de samme fejl og forbrydelser, fordi vi på egen krop og sjæl har mærket og følt, hvad andre har lidt som følge af vores syndige handlinger. Og gengældelsen sker ikke ved, at Gud straffer os, men ved at det mørke, vi selv ved vores onde gerninger har aktiveret (polariseret; se Vandrer mod Lyset) uvægerligt – før eller senere – vender sig mod os selv, og bringer os de samme lidelser, som vi har bragt over andre.

Sura tre, Amrans slægt, al Imran (fra Medina)

Nogle vers i Koranen er entydige, andre er flertydige, men kun Gud kender de flertydige vers´ fortolkning (vers 7). De der er vigende i hjertet, misbruger de flertydige tegn til at friste til frafald; kun de forstandige lader sig påminde (også vers 7). De vantro er brændsel for Ilden (vers 10). Nogle finder størst glæde i jordiske goder, andre sætter deres lid til Gud, og tænker mest på livet efter døden (vers 14). Selv om de troende er færrest i kamp eller krig, vil de altid besejre de vantro i kraft af deres tro (vers 13).

Gud elsker de udholdende, sandfærdige og ydmyge (vers 17). Profeten pålægges at advare dem, der vender sig bort fra ham og fra Gud og bringe budskab om en pinefuld straf (Ilden; vers 20-21). Hvis ikke man omvender sig og overgiver sig til Gud i dette liv, er alt spildt, både i denne verden og i den næste (vers 22). De troende skal ikke kun gifte sig med troende, men også kun tage venner blandt troende (vers 28). I vers 36 forekommer ordene den bortstenede Satan, som Amrans datter får beskyttelse mod.

I vers 45-46 gives beretningen om Maria og Jesus parallelt til fortællingen i Bibelen. Maria forjættes at hun skal føde Messias, selv om hun indvender, at hun ikke har ligget med en mand, og Jesus er en af profeterne, som har fået budskabet, som dog senere af mennesker er blevet forvansket. Det siges ikke direkte, at der er tale om en jomfrufødsel eller at Maria undfangede ved Helligånden (som det påstås i Bibelen), det siges kun, at intet er umuligt for Gud.

I vers 92 siges det, at fromhed kun opnås hvis man giver noget af det, man holder af, bort. Beslægtede tanker findes hos Immanuel Kant i hans Kritik af den praktiske fornuft, hvor han siger, at kun de gode gerninger, man udfører på trods af en tilbøjelighed til at lade være, har egentlig moralsk værdi. Moral og fromhed koster noget, fordi de har værdi. Kærlighedens styrke og dybde kender vi først i modgang.

En frafaldens omvendelse accepteres ikke. Hvis først man er blevet troende, og så opgiver troen, fortabes man (fx vers 90). I vers 103-105 advares imod at de troende splitter sig op. De følgende århundreders opdeling i sunitter og shiiter (og sufier) kan ses som en tilsidesættelse og overtrædelse af denne advarsel.

I vers 180 udtrykkes en tanke om, at hvis ikke man er troende, og man puger rigdomme sammen, vil det kun tynge ned på dommens dag. Lignende tanker findes i Det nye Testamente (fx det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds Rige (Matt. 19, 24)). Det vigtigste er troen, hvilket gentages igen og igen. Den troendes løn er Paradis – Haven med de rindende floder – den vantros straf er helvede (Ilden).

Den bortstenede Satan. I forbindelse med den årlige pilgrimsfærd til Mekka stener troende muslimer rituelt og symbolsk en klippe eller sten, som skal repræsentere Satan. Men det at gengælde ondt med ondt er ikke nødvendigvis den mest konstruktive måde at forholde sig til det onde på. Hvis vi følger Vandrer mod Lyset, så er det mest konstruktive i forhold til det onde to ting:

I forhold til det onde i sig selv, det onde som upersonlig, blind kraft, skal vi gyse tilbage for det og sky dets gerninger. I forhold til mennesker der gør det onde, bør vi søge at tilgive. Onde mennesker er ikke lykkelige mennesker, og de har ikke brug for had og fordømmelse, men for barmhjertighed, medfølelse og tilgivelse. Eller som Kong-tse og andre sagde (fx også Jesus i Bjergprædikenen; Matt. 5-7): Gør kun mod andre, hvad du ønsker, de skal gøre mod dig. Hvis vi selv falder for det onde, og lider under det, så søger vi eller har i hvert fald brug for hjælp, barmhjertighed og tilgivelse. Det modsatte støder os kun dybere ned i mørket.

Og her er vi inde på noget centralt i forhold til vurderingen af Muhammed og hans virke. Ifølge Vandrer mod Lyset var hans opgave primært ikke at ”stene djævelen”, men derimod at vinde ham tilbage til Lyset og Gud ved medfølelse, tilgivelse og bøn for hans fred og frelse. Dette mislykkedes for ham, som det tidligere var mislykket for mange andre, deriblandt for Jesus af Nazareth, og som det senere også for eksempel mislykkedes for Martin Luther.

Eftersom hovedopgaven – at vinde den onde tilbage – mislykkedes, kunne heller ikke Muhammed lykkes med den anden del af sit virke: At give menneskene en sand og fyldestgørende beretning om deres oprindelse, de evindelige kampe mellem godt og ondt, lys og mørke, samt anvise en genvej til Gud gennem en tilgivelse – ikke en forbandelse – af den dybest faldne.

Derfor blev også Koranen en blanding af lys og mørke, sandhed og løgn, lige som tidligere de kristnes hellige skrift, Bibelen, var blevet det. For da det hverken lykkedes Jesus eller Muhammed (og flere andre) at vinde den dybest faldne tilbage, kæmpede han, den faldne, imod dem, og forvanskede det lys, de søgte at bringe. Den onde vendte senere tilbage til Lyset og Gud (i 1912) netop ved nogle få menneskers medfølelse, tilgivelse og bøn, og det synlige resultat af denne begivenhed i den oversanselige verden har vi i Vandrer mod Lysets fremkomst i den jordiske verden, det værk hvori endelig den fulde sandhed om vi menneskers oprindelse, om Guds forhold til os, om kampene mellem godt og ondt, lys og mørke, og om meget andet gives. Sandheden kunne her kun gives, fordi den onde da var vendt tilbage til Gud, og derfor ikke længere kæmpede imod os og mod sandhed og ret.

Den tanke, som Islam rummer om den forvanskning, som er sket med den sande åbenbaring gennem tiderne, primært Toraen og Evangeliet, gælder således også for Koranen; også den er forvansket (af Satan og de ældste; se Vandrer mod Lyset), da heller ikke Muhammed formåede at vinde den ældste og de ældste tilbage til Lyset og Gud. Den sande åbenbaring blev først givet og kunne først gives med Vandrer mod Lyset, fordi det – som indledning til skabelsen af dette værk – lykkedes at vinde alle de ældste tilbage.

Når ikke engang Satan var eller er fortabt, så bortfalder med det samme al tale om fortabelse og ”Guds forbandelse” af de vantro. Når tværtimod Gud og Hans udsendinge fra de jordiske tiders morgen ud fra medlidenhed med den ondes og de ondes (de ældstes) lidelser har forsøgt at vinde ham og dem tilbage til Lyset og freden, bliver al tale om Guds straf og evige lidelser i helvede meningsløs. Måske vil nogle stille sig afvisende overfor denne sandhed, som udtrykkes så klart i Vandrer mod Lyset; men hvem har loddet eller kan lodde Guds kærligheds dyb? Det kan ingen, for den er uendelig.

Til trods for sit nederlag i forbindelse med hovedopgaven, at vinde Satan tilbage, nåede Muhammed dog at give noget af sandheden; at Gud er én, og at vi skal søge at rense og højne, forædle vores ånd. De metoder han foreskrev kan diskuteres (fx de minutiøse forskrifter for bøn, den detaljerede opdeling i rent og urent, tilladt og forbudt, og meget andet). Men der kan ikke være tvivl om, at han ærligt søgte at hjælpe, og det siges i Vandrer mod Lyset, at hans frigivne ånd efter døden sørgede over, at han som menneske ikke havde formået at bringe den fulde sandhed.

Sura fire, Kvinderne, al Nisa (fra Medina)

I vers 1 er der en skabelsesberetning parallelt til Bibelens skabelsesmyte (1. Mosebog), og i vers 28 fremhæves, at mennesket er skabt svagt, og at Gud derfor er langmodig overfor os.

Derefter i vers 3 kommer en legitimering for manden til at gifte sig med flere kvinder. Igen kan det siges, at det er et udtryk for, at manden i Islam står over kvinden. I vers 11 siges det, at et barn af hankøn har samme lod som to af hunkøn. Altså er en mand (eller dreng) dobbelt så vægtig som en kvinde (eller pige). I de følgende vers varierer brøkdelen for kvinder i forhold til mænd lidt, men tendensen er klar: Kvinden er underordnet manden, i hvert fald med hensyn til arv.

I vers 34 siges det, at man gerne må slå genstridige hustruer. Men der er også etiske bud om at behandle sine medmennesker godt og hensynsfuldt (fx vers 36).

At sætte andre ved Guds side tilgives ikke (vers 45 og 116, shirk), parallelt til den kristne ide om synden mod Helligånden, der i kristen forståelse heller ikke tilgives. Ellers tilgiver Gud hvem Han vil. Gud og Guds udsendinge skal adlydes, selv hvis de påbyder os at slå ihjel (vers 66). Hvis vi adlyder selv i disse tilfælde, er lønnen stor. I vers 74-77 og 95-96 og 104 er en legitimering af tanken om med magt at kæmpe for Guds sag (jihad), at udbrede Islam med magt. Lønnen for det er stor.

I vers 82 siges det, at da Koranen kommer fra Gud, er den uden uoverensstemmelser. Den er fuldkommen. I vers 89 får vi valget enten at overgive os til Gud, profeten og Koranen eller blive dræbt. Ingen troende må dræbe en anden troende (vers 92). Dræber en troende en anden troende med overlæg, er han fortabt (vers 93). Sker det uoverlagt, skal der gøres bod, men man dømmes ikke til døden eller fortabelse.

Koranen rummer altså dels en advarsel mod at splitte de troende op (sura tre, vers 103-105) og dels mod at slå troende ihjel med overlæg. Forbuddet mod at dræbe andre troende nævnes også i hadith (Sahih al Bukhari, vol 1, bog 2, no 46).

Man kan her ikke undlade at gøre opmærksom på de næsten daglige sekteriske drab blandt sunnitter og shiitter, mest brutalt og frygteligt repræsenteret ved Islamisk Stats hærgen og fx den udbredte brug af dødsstraf i muslimske lande. Alt dette uvæsen forbyder Koranen og hadith. Det er muligt, at man kan finde andre skriftsteder til støtte for grusomhederne, men i så fald modsiger Koranen og hadith sig selv, og er ikke fuldkomne og uden modsigelser, som man ellers påstår (vers 82). I hvert fald er disse grusomheder umulige at retfærdiggøre med henvisning til Gud, som ikke er en krigens, vredens og hævnens Gud, men kærlighedens og barmhjertighedens og fredens Herre.

Vers 111 formulerer en etisk tanke om, at når vi synder imod en anden, så synder vi samtidig mod os selv, hvilket harmonerer godt med karmaloven, som den er beskrevet i Vandrer mod Lyset. Og i vers 135 siges det, at Gud er os nær, uanset om vi er fattige eller rige. Gud ved alt.

I vers 156-161 benægtes korsfæstelsen af Jesus, og i vers 171 siges det, at Jesus kun var Guds udsending, altså en profet og ikke Guds søn, som Kristendommen hævder, og den treenige Gud (Far-Søn-Helligånd) afvises. Dette harmonerer også godt med Vandrer mod Lyset. Men Gud har ingen søn, hvilket ikke harmonerer med Vandrer mod Lyset, da alle mænd ifølge dette værk er Guds sønner i åndelig forstand, og alle kvinder er Guds døtre.

Har vi mennesker ret til med magt og med Guds bemyndigelse at udbrede en bestemt tro, fx Islam? Stiller Gud og Hans udsendinge det ultimatum: Overgiv dig eller dø? Har vi ret til at dræbe i Hans navn? Er en grundværdi i Lyset, det gode, ikke frihed, og er det sandsynligt, at Lysets og kærlighedens Almagt, den rene, ophøjede Lysets behersker og mørkets besejrer, Gud, stiller sådanne krav og bemyndiger vold og drab i religionens navn?

Næppe. Tidligere står der i Koranen: Der er ingen tvang i religionen (sura to, vers 256). Tilsvarende hævder Kristendommen: Tro frit. Men begge religioner hævder samtidig: Hvis ikke I tror, er I fortabte. Er det et reelt valg? Er det sandsynligt, at en mild, nær og tryg Gud, en Gud der ved alt, og som kender vores inderste og ser med mildhed på det, vil stille så frygteligt et ultimatum og dømme os til evige lidelser i helvede, hvis ikke vi tror?

Næppe heller. Og da Gud ikke stiller disse krav, har mennesker heller ingen ret til at gøre det, og derfor ingen ret til med magt og under trusler om død og drab og fortabelse at udbrede bestemte religioner, fx Islam eller Kristendommen. Mennesker må tro frit, leve frit, og der er fra Guds side ingen trusler og ingen straf, hvis ikke vi tror. Mennesker må lade sig lede af Lyset i deres indre, det bedste, det ædleste i enhver og søge at leve i overensstemmelse med det man finder godt og skønt og meningsfuldt i overensstemmelse med sin samvittighed uden at skulle frygte evig straf og lidelse.

Ved det ”guddommelige” ultimatum, overgiv dig, underkast dig eller dø, og end videre ved den ifølge Ayan Hirsi Ali (i Kætter) alvorligste overtrædelse af hudud-bestemmelserne (hudud er en del af sharia, ”Guds” lov), frafaldet fra Islam (som blandt andet førte til dødsdommen over Salman Rushdie), er vi måske ved kernen af det, man kalder politisk Islam, eller islamisme. Det påstås med vers 89 at mennesker har ret til at underkue og tvinge sine medmennesker med trusler om død og fortabelse i Guds navn og med Hans bemyndigelse og ultimativt opbygge et teokratisk diktatur og tyranni, et kalifat (som fx Islamisk Stat forsøger), bygget på Koranen og ”Guds” lov, sharia, og profetens eksempel.

Men Gud Herren den Almægtige stiller ikke sådanne krav, Gud kræver ikke underkastelse, og ingen har ret til at tvinge, true, intimidere eller dræbe i Guds navn. Gud er lys, frihed og kærlighed. Gud tvinger ingen, vi har ifølge de guddommelige love ret til at tænke, leve og tro frit, og derfor har vi mennesker heller ingen ret til at tvinge andre til at tro på bestemte religioner, fx Islam, og ingen har ret til at straffe for frafald fra en given tro.

Frygt ikke Gud. For Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, Han tvinger ingen, og stiller ikke ultimative krav. Han ser med mildhed og forståelse på sine skabninger, sine børn, os. Han ved hvor svært det kan være at leve som menneske, og Han kan møde hvert eneste menneske med den dybeste forståelse for alt det, der frister os, for alt det der koster os lidelser, for Han kender det onde, mørket, til bunds, Han har selv kæmpet mod det og overvundet det i den kosmiske kamp mellem godt og ondt, Lys og mørke, en kamp der til sidst førte til Hans emanation, fremstigen som Altbeherskende Personlighed og Gud (se Vandrer mod Lyset).

Dræb ikke i Guds navn, elsk i Hans navn og ånd og i sandhed. Vær barmhjertig som Han er barmhjertig, og tilgiv som Han tilgiver. Tilgiv den dybest faldne, nu hjemvendte Ardor (Satan, se Vandrer mod Lyset), som Gud tilgav ham. Lad andre leve i frihed og fred, elsk dem og lad være med at skræmme og true med falske ord og løgne. Selv om man giver løgnene et skin af religiøsitet, så er det dog løgne, og de gavner ingen, men sinker os på vores vej mod Gud, Lyset og freden, den evige salighed.

–

Almægtige Gud! Løft din stemme over verden, sænk din fred og velsignelse over mennesker, lad dem finde hvad de søger, lad os vågne til en dag uden strid!

–

Sura fem, Bordet, al Maida (fra Medina)

I de første vers gives befaling om, hvad der er tilladt at spise, og hvad der er forbudt. Og der gives anvisninger til bøn. Vi pålægges at tilgive dem, der synder og begår forræderi mod os. Profeten er kommet for at tilgive meget, blandt andet forvanskningen af de tidligere profeters budskaber (evangeliet), og Gud vil lede de troende ad fredens vej (vers 16). Dræber man en, er det som at dræbe alle mennesker, og skænker man et menneske livet, er det som at skænke alle livet (vers 32).

En tyv skal som straf have hænderne hugget af (vers 38). Mennesker skal dømme efter guddommelige love, ikke de menneskelige; liv for liv, øje for øje osv (vers 44-45). Selv om både jødernes, de kristnes og muslimernes hellige skrifter, Toraen, Evangeliet og Koranen er sendt ned af den samme Gud, så er Toraen og Evangeliet som nævnt blevet forvansket, og muslimer skal ikke tage sig venner blandt jøder og kristne (vers 51 og 57); Gud har sat splid mellem dem (vers 64).

De første vers i sura fem om tilgivelse og de etiske betragtninger om, at hvis man dræber én er det som at dræbe alle, og at skænke et liv er som at skænke liv til alle, og at Gud vil lede de troende ad fredens veje, peger klart i retning af Lysets og kærlighedens Gud. De detaljerede regler for tilladt og forbudt er dog nok lidt for rigide. Hvis vi skal dømme efter guddommelige love og budskaber og ikke efter menneskelige love, må vi være sikre på, at det vi dømmer efter, også er i samklang med den sande Gud, Lysets og kærlighedens Almagt, og at det vi dømmer efter, er humant og barmhjertigt.

I sin tale i Vandrer mod Lyset giver Kristus en anvisning på, hvordan vores love bliver humane og barmhjertige og retfærdige og kommer i samklang med Guds love: Ved kun at dømme efter love som skal udformes som om lovgiverne selv skulle dømmes efter hver eneste paragraf og bestemmelse. Gør vi det, er vi i overensstemmelse med Gud, og dermed udelukkes naturligt nok de barbariske straffe som afhugning af hænder, pisk, stening og enhver form for dødsstraf.

Derimod er det opskriften på religiøse krige og religiøs intolerance og had at sige, at Gud har sat splid mellem jøder, kristne og muslimer. Det er helt sikkert – og i overensstemmelse med Vandrer mod Lyset – at Gud har sendt mange profeter, udsendinge (de Yngste) til menneskene, men det er ifølge Vandrer mod Lyset ikke mennesker, men Satan (Ardor), der har forvansket det, Guds udsendinge har bragt. Derfor er der intet grundlag for religiøse krige og indbyrdes menneskelige bebrejdelser og splid med hensyn til tro og den forvirring der findes på det religiøse område.

Da Lysets og kærlighedens Gud ikke så meget dømmer efter, hvad vi tror på, og da Han meget vel ved, hvor vanskeligt det er at finde vej gennem det jordiske mørke og de mange løgne, som Satan udbredte, mens han stadig kæmpede imod os, er der heller intet grundlag for, at vi mennesker skal dømme og fordømme og forfølge hinanden for det vi tror eller ikke tror på. Gud gør det ikke, og derfor tilkommer det heller ikke os mennesker at gøre det.

Det vigtigste er, at vi søger at tænke og handle i overensstemmelse med det bedste og det ædleste i os og at søge at højne vores ånd i samklang med vores samvittighed. En af de ting der hører med til det er at være tolerant overfor anderledes tænkende og troende. Som det siges i Vandrer mod Lyset: Tolerance er kærlighedens ABC. Ingen har ret til at hade og forfølge sine medmennesker. Derfor må også jøder, kristne og muslimer søge forlig og lade være med at føre krig mod hinanden. Ja, alle må lære at elske, agte og respektere hinanden. Alle tre religioner rummer sandheder – og løgne – og hvis vi skal være i samklang med kærlighedens Gud, må kærligheden og respekten mellem alle troende og ikke troende være normen og buddet og pligten.

De forvanskninger af de sandheder Guds udsendinge har bragt, skyldes som nævnt Satan (Ardor), og i sin beretning i Vandrer mod Lyset fortæller han om disse forvanskninger, hvordan de blev til og hvilke frygtelige konsekvenser de fik og stadig har også indenfor Islam. I beretningen bøjer han sig dybt for os for at søge at vinde vores tilgivelse. Gud tilgav ham, Gud er kærlighedens og barmhjertighedens Gud; hvis derfor vi skal være i samklang med Ham, må vi – som tidligere sagt – også søge at tilgive, ikke bare den dybest faldne, men alle, der forbryder sig mod os.

Sura seks, Kvæget, al Anam (fra Mekka)

Gud skabte mennesket af ler (vers 2; smlg med sura 96 hvor der står, at Gud skabte mennesket af ”levret blod”). Engang vil Gud samle alle mennesker på opstandelsens dag (vers 12). De der sætter sig op mod Gud eller som vender sig bort fra Ham eller Hans budskab (Koranen), vil få en frygtelig straf på ”en vældig dag” (fx vers 4 og 15). Koranen er både et godt budskab og en advarsel (vers 19), ligesom Muhammed er en overbringer af et godt budskab og en tydelig advarer.

Livet på Jorden er ikke så vigtigt, det vigtigste er livet efter døden (vers 32). I flere vers (fx vers 54 og 57) og i flere suraer tales om Koranens tegn og ”klare beviser”. Alt og alle vender tilbage til Gud (forekommer i flere suraer; her fx vers 62). Sura seks er fra tiden i Mekka, altså fra tiden før Islam var blevet en magt, man måtte regne med, og det kan ses fx i vers 93, hvor Gabriel synes at prøve at styrke Muhammed og opmuntre ham ved at sige, gid du kunne se, når de der handler uret, er i dødens favntag. Gabriel synes her at søge at styrke Muhammeds tro og mod, men puster samtidig til en hævntrang.

Mennesker sætter djinner ved Guds side (vers 100), men der må ikke sættes noget eller nogen ved Hans side. Det tilgives ikke (djinner er en slags åndelige væsener, som Gud har skabt; omtales også ofte i 1001 nat). Gud har ingen sønner eller døtre, da Han ikke har nogen ledsagerske (vers 100-101; smlg med Vandrer mod Lyset hvor det siges, at Gud (selvfølgelig) ikke har nogen kvindelig partner eller ledsagerske, men at Han er vores Far og Skaber – i åndelig forstand, ikke jordisk – og (selvfølgelig) uden seksuelle implikationer). Mennesker må kun spise det, Guds navn er udtalt over (vers 121). Gud retleder hvem Han vil, og vildleder hvem Han vil (fx vers 125). Hvis Gud ville, kunne Han få alle til at tro (forekommer i flere suraer).

Gud har skabt menneskets udødelige ånd af lys, Satan (Ardor) og de andre faldne (de Ældste) har skabt menneskets forgængelige, fysiske legeme af mørke (se Vandrer mod Lyset). Alle mennesker af hankøn er som nævnt åndelige sønner af Gud, og alle mennesker af hunkøn er åndelige døtre af Gud.

Skabelsen af liv er ikke begrænset til den seksuelle forening. Den seksuelle forening hører livet på Jorden til. Gud skaber ikke noget af ”ler” (sammenlign med den parallelle skabelsesmyte i 1. Mosebog) eller af ”levret blod”. Gud skaber af lys og (selvfølgelig) uden seksuel forening. Derfor har Gud ikke brug for en kvinde (ledsagerske) til at skabe liv som før antydet.

Er det sandsynligt, at Lysets og kærlighedens Almagt, Gud, har magt til at lade alle tro og derved frelse alle, og så undlader at gøre det? Er det sandsynligt, at Gud dømmer de vantro, som ikke behøver at være vantro, fordi Gud har magt til at gøre alle til troende, til evige lidelser i helvede? Er Gud så ikke den egentlig skyldige? Hvilken Gud har magt til at frelse alle, men undlader at gøre det? Er det en Lysets Gud? Er det en retfærdig Gud? Er det en Gud overhovedet?

Sura syv, De høje stader, al Araf (fra Mekka)

Engang kastede alle englene sig ned for mennesket undtagen Iblis (Satan; vers 11), som mente at han var bedre end mennesket, da Gud skabte ham af ild, mens han skabte mennesket af ler (vers 12; parallelle steder findes i sura femten, vers 30-44 og sura sytten, vers 61-65 og flere andre steder). Da Iblis nægtede at bøje sig for mennesket, blev han uddrevet af Paradis (vers 18). Han sværger mennesket fjendskab (vers 16 og 17).

Gud pålægger Adam og hans hustru ikke at spise af et bestemt træ (Kundskabens Træ som i Kristendommen?), men Iblis frister dem, de spiser af træet og deres køn, der var skjult for dem, bliver synligt (vers 19-25). I 1. Mosebog er det slangen, der frister Eva, her er det altså djævelen. De to er ikke nødvendigvis identiske. Jorden skal være menneskets opholdssted, og af den skal vi igen oprejses (vers 25).

Gud har skabt verden på seks dage (vers 54; parallelt til 1. Mosebogs skabelsesmyte). I de følgende vers berettes om, hvordan forskellige profeter (blandt andre Noah) kom til menneskene med et enslydende budskab, der dog blev forkastet af de fleste: ”Tjen Gud! I har ingen anden Gud end Ham”. De der nægtede at modtage budskabet og profeterne blev udryddet. I de næste mange vers (fra vers 103) gives beretningen om Moses, parallelt til beretningen i Mosebøgerne.

Der er altså nogenlunde overensstemmelse mellem Bibelens og Koranens skabelsesmyte, syndefaldsmyte, profeterne der udsendes med det samme budskab, og dommens dag, hvor nogle skal frelses, andre fortabes.

Men hvis vi sammenligner med Vandrer mod Lyset, er det klart, at både Bibelens og Koranens grundlæggende myter netop er myter og ikke konkret virkelighed. Satan (Ardor) og de øvrige Ældste blev fristet (helt nøjagtigt: De blev – sammen med de Yngste – stillet direkte overfor mørket for at lære at overvinde det) og faldt for det onde. Det var altså dem og ikke Gud, der skabte mennesket (dets fysiske, forgængelige legeme). Mennesket faldt ikke. Det var hverken ”Slangen” eller djævelen, der fristede mennesket, men mørket der fristede og bandt Ardor og de øvrige Ældste, og bragte dem til fald.

Gud skabte heller ikke verden på seks dage som Koranen og Bibelen samstemmende siger, hvilket også er helt umuligt at tro, når vi sammenligner både med, hvad videnskaben ved i dag og med Vandrer mod Lyset. Skabelsesberetningen i Bibelen og Koranen er myter, ikke virkelighed. Det vigtigste er dog: Ingen er fortabt og ingen skal fortabes, Lysets Guds kærlighed er uendelig, der er ingen fælles, universel dommedag, hvor nogle skal frelses, andre fortabes, og selv Satan (Ardor) skal engang indgå i den evige salighed i Guds Rige, Paradis. Sådan er det, og ikke anderledes.

Intet fald er uopretteligt. Helvede var noget Ardor og de øvrige Ældste skabte for sig selv. Det har aldrig været Guds mening, at nogle skulle fortabes og straffes evigt i helvede, og siden Ardor og de Ældste vendte tilbage til Lyset og Gud, findes det ikke mere.

Sura otte, Byttet, al Anfal (fra Medina)

I kampen eller krigen mod de vantro må den troende ikke vende ryggen til. Gør han det, er han fortabt (vers 16). Gud slår de vantro ihjel (vers 17). Gud er med de troende og mod de vantro (vers 19). Krigen mod de vantro varer ved, indtil al religion tilhører Gud (vers 39). Selv om de troende i krigen er numerisk underlegne, vil de sejre i kraft af deres tro (vers 65). Gud vil give dem sejren.

Hovedtemaet i denne sura er krig mod de vantro, og den stammer som anført fra tiden i Medina, en tid hvor Islam og muslimer voksede fra at være en forfulgt minoritet til at være herskere og en politisk magtfaktor. I Kætter skelner Ayan Hirsi Ali mellem Mekka- og Medina-Islam, hvor tiden i Mekka var præget af idealisme og tiden i Medina som en tid præget af krig og erobring. Man kunne måske sige, at Mekka-Islam er fredens Islam, mens Medina-Islam er krigens Islam.

Muhammed og hans tilhængere måtte i år 622 som nævnt flygte fra Mekka, og fandt til sidst asyl i Yathrib, det senere Medina, hvor Islam ændrede sig fra en fredens religion til en krigens.

Vantro kan siges at være dem, der får Koranen og profetens udsagn og gerninger præsenteret, men som vender sig bort fra dem. De påstås at være fortabte. Så tanken er, at mennesker skal kende Koranen. Hvis de vender sig bort eller falder fra Islam, er de fortabte, og troende har ret til at dræbe dem. I krigen mod de vantro giver Gud angiveligt de troende sejren, da Han styrker dem, og er med dem.

Gud er ingen krigsgud. Gud giver ikke de troende af nogen religion fjenderne i deres hænder og dræber dem. Gud hører ikke bønner om hjælp til at sejre i krig, Han hører og bønhører kun bønner om at genoprette freden. Gud er en fredens, kærlighedens og barmhjertighedens Gud og Herre. At gøre Gud til øverste krigsherre er blasfemi.

I moderne tid har terrororganisationer som al Qaida, Islamisk Stat, Boko Haram, Taliban og mange andre gjort sig skyldige i denne form for blasfemi. De påkalder Gud når de udfører deres grusomme handlinger, når de skænder og brænder og slagter mennesker i Guds navn. De påstår, at de der falder i krigen mod ”de vantro” bliver martyrer, der lønnes af Gud i Paradis med de herligste goder. Tåbelige tanker!

Den udbredte brug af selvmordsaktioner og det påståede martyrium med den store løn fra Gud hviler på løgne og blasfemi. Virkeligheden er en helt anden for de såkaldte martyrer:

Et menneske der sprænger sig selv i luften eller kører ind i folkemængder og dræber mange mennesker i selvmordsaktioner bliver ikke lønnet med Paradis og salighed; selvmorderen og morderen og terroristen bringes efter døden til et ensomt sted, hvor han eller hun igen og igen i tanken må genopleve det, de gjorde, den rædselsfulde og gudsbespottelige handling, smerten og lidelsen, igen og igen, indtil den dag og time som Gud har sat som deres dødsdag indtræder. Derefter følger en langvarig og lidelsesfuld soning i nye inkarnationer (se Vandrer mod Lyset og den følgende artikel En advarsel til alle potentielle selvmordsterrorister).

Dette bør mennesker vide for at de ikke skal lytte til løgne og falske håb og bringe sig selv uudholdelige og langvarige lidelser. Selvmordsterrorister er ikke fortabte, ingen er fortabte, men deres lidelser er og bliver meget store, indtil alt er sonet. Vi mennesker bør ikke forfølge og udrydde hinanden, men elske og berige hinanden, og være som brødre og søstre i ånden.

Gud er ingen krigsgud, Hans love forbyder vold og krig og drab i alle former, og dem der forbryder sig mod disse love, er ikke fortabte, men deres lidelser bliver meget store og langvarige. De vil rammes af de samme lidelser, de har påført andre, indtil alt er sonet og de forstår ondskaben i det, de gjorde (gengældelsesloven).

–

Gudfader! Nogle mennesker farer gennem verden med brændende sværd med dit navn på skæftet. Tag sværet fra disse blindes hænder, lad dem se din sorg og smerte og skam over dem, du gav livet. Lad os bære dit Navn i kærlighed og med ære.

–

Sura ni, Omvendelse, al Tawba (fra Medina)

Hvis mennesker omvender sig, holder bøn og giver almisse, skal de troende lade dem gå; ellers skal de dræbes (vers 5). Gud straffer de vantro og dem, der krænker Islam ved menneskers hånd (vers 12-14). De troende skal bekæmpe dem, der sætter andre ved Guds side (vers 36). I flere vers i denne sura påbydes de troende at rykke ud og kæmpe for Gud og profeten mod de vantro. Gud har købt dette liv, mod at vi får ”Haven”; dvs det vigtigste er livet efter døden (vers 111).

Temaet i denne sura er forpligtelsen til at kæmpe med våben for Guds og profetens sag (jihad). Denne tanke er også stærkt til stede hos vores tids ”hellige krigere”, mujahedin, sammen med den påståede ret til at straffe og dræbe i Guds Navn. Dette kommer til udtryk i flere vers, ikke kun de to såkaldte ”sværdvers” (vers 5 og 29).

Men Gud straffer ingen, og ingen har ret til at straffe og dræbe i Guds Navn. Gud er en Lysets og kærlighedens Gud, og den egentlige kamp som vi mennesker udkæmper, er ikke kampen mod de vantro, men derimod en kamp mod det onde i os selv, det onde, som blandt andet kan friste os til at straffe og dræbe andre.

Bragt på en kort formel: Fjenden er ikke medmennesket, men derimod det onde, der kan friste os til at bekæmpe vores medmennesker. I denne kamp bør vi stå sammen og ikke stå sammen i kampen mod andre. Fjenden er ikke medmennesket, men det onde, der udpeger medmennesket som fjenden.

Med hensyn til vægtningen mellem dette liv og livet efter døden (vers 111) er det klart, at i en vis forstand er det livet efter døden, der er det vigtigste. Men hvis man siger, at livet på Jorden intet er værd, og kun livet efter døden tæller, så bliver det for nogle fatalt let at tage liv, enten sit eget eller andres (fx i selvmordsaktioner). I en vis forstand og set på en anden måde er det faktisk livet på Jorden, der er det vigtigste, da det er her, Gud opdrager os, og her vi lærer mørket, det onde, at kende og at overvinde det. At få de erfaringer er afgørende vigtigt og fundamentet for evighedslivet i Guds Rige, Paradis (se Vandrer mod Lyset).

Sura ti, Jonas, Yunus (fra Mekka)

Mennesker er troløse overfor Gud. Når vi har modgang, anråber vi Gud, og når Han så bønhører os og ophæver modgangen, så glemmer vi utaknemmeligt den hjælp, vi fik af Ham (vers 12 og 21). Vi har fået Koranen, men vil have et andet budskab (vers 15). Koranen dømmer mellem os. Gud har skabt alt, og til sidst vender skabelsen tilbage til Ham (vers 34). I vers 38-39 stadfæstes profetens og Koranens autoritet. Ingen kan efterligne Koranen, og den kan ikke ændres (vers 64).

Først når mennesker ser den evige straf, der venter de vantro og venter dem, der kalder Guds ord og tegn for løgn, Ilden, vil de tro – og fortryde deres vantro – men da er det for sent (vers 96-97). Gud fælder den endelige, evige dom over hele skabelsen (vers 109).

I sura ti møder vi altså den islamiske tanke om, at Gud er Skaberen af alt, Skabelsen vil opretholdes og leve en tid, indtil den vender tilbage ved dommen. Koranen påstås at være den fuldkomne og fejlfri beretning om dette forløb fra evighed til evighed.

Som jeg indledte dette skrift med at sige, så er det meningsløst at sige, at Koranen (og en hvilken som helst anden tekst) er og kan rumme al sandhed af den simple grund, at hvis Koranen var al sandhed, og vi tilegnede os hele skriften, som det angiveligt kræves, så ville vi blive alvidende som Gud, hvilket selvfølgelig er umuligt. Koranen kan derfor ikke være al sandhed.

Den er heller næppe helt sand i den nødvendigvis begrænsede del af sandheden, den meddeler. Gudsbilledet – i forhold til billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt som gives i Vandrer mod Lyset – er mange steder i Koranen direkte modsat; en ”Gud” der truer os og som skadefro ser hen til, at de vantro og andre ser ”den evige straf”, ”Ilden”, og fortvivlede og rædselsslagne fortryder deres vantro, for sent og forgæves.

Gud angives at bestemme hvem, der tror, og hvem der ikke tror; og Han påstås at dømme os efter noget, som Han alene er ansvarlig for: Tro eller ikke tro. Derfor er Koranens ”Gud”, Allah, som en lunefuld tyran, der leger en grusom leg med os, en ”Gud” der som katten leger med musen. Han har magten, og Han misbruger den.

Koranens ”Gud” er derfor ikke den sande Gud, den ophøjede, kærlige, barmhjertige og milde Lysets Gud, som vi kan være fuldstændig trygge ved. Koranens ”Gud” er grusom og lunefuld – kun stedvis og i glimt barmhjertig – og Han misbruger sin magt. Og derfor er Koranen hverken al sandhed og sandheden optræder i bogen kun i sjældne glimt. Koranen peger mange steder væk fra Lyset, kærligheden og freden og Gud, og ind i mørket og volden, ligesom Toraen og Evangeliet gør det.

Den dom Koranens Gud fælder over mennesker, er i virkeligheden dommen over Ham selv (men vel at mærke ikke over muslimer). Sammen med Jahve og den treenige Gud trænger det islamiske billede af Gud, Allah, til en grundig gennemlysning og lutring, det vil sige det billede, jødedom, kristendom og islam giver af den Almægtige, trænger til en tilbundsgående rensning, og disse religioner trænger til en gennemgribende reformation. 

Til grund for denne rensning af gudsbilledet og denne reformation bør vi lægge Vandrer mod Lyset, hvor billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt er konsekvent.

_

Da jeg startede denne undersøgelse, var det med det mål at se, i hvor stor eller lille grad Koranens Gud stemmer overens med billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, en gudsopfattelse jeg dels har fra Vandrer mod Lyset, dels fra personligt åbenbarede glimt af den Almægtige.

Jeg mener nu at have vist, at den sande Gud, Lysets Gud, kun i ringe grad er til stede i Koranen, og kun i sjældne glimt (ligesom det er tilfældet med Bibelen). Jeg mener at have vist, at Koranen derfor langt fra er perfekt, fuldkommen og fejlfri, og at den ligesom Bibelen som oftest er direkte vildledende og peger i retning af mørket, det onde, med sin dømmende og fordømmende, tyranniske ”Gud”, Allah.

For at spare tid og arbejde og for ikke at trætte læseren unødigt med gentagelser, har jeg derfor besluttet at afvige fra den oprindelige plan om at behandle alle Koranens 114 suraer en efter en (vrængbilledet af Gud fortsætter i resten af Koranen, hvilket enhver kan overbevise sig om ved selv at læse de resterende suraer).

En del af planen med denne artikel var også ud fra autoritative hadith-samlinger at søge at vise, hvor profeten Muhammed var i overensstemmelse med Lysets og kærlighedens Gud, og hvor han ikke var, men mit kendskab til hadith-litteraturen rækker som antydet ikke til en tilstrækkeligt vægtig behandling, og hadith-litteraturen er så omfangsrig, at jeg også her afviger fra den oprindelige plan. I stedet henviser jeg til sunna.com, hvor de autoritative hadith-samlinger gives dels på arabisk, dels i engelske oversættelser, og hvor enhver derfor kan danne sig sit eget billede af profeten.

Jeg har været igennem ca halvdelen af Sahih al-Bukhari, og ud fra det kan jeg kun sige, at mit billede af Muhammed er blandet. Han fremstår ud fra det jeg har læst dels som en sympatisk person med høj ærlighed og integritet og menneskekærlighed og ansvarlighed og mod, men også som en person, der ofte ikke kan siges at være i samklang med Lysets Gud; fx de steder, hvor han fremhæver krigen mod de vantro som noget Gud velbehageligt og de steder, hvor han fx påbyder stening for utroskab og meget andet.

Hadith indrømmer, at Muhammed ikke var perfekt, idet han undertiden glemmer det, han får åbenbaret, og vi kan af litteraturen se, at han heller ikke var syndefri (lige så lidt som Jesus var det), da han fx deltog i plyndringer af karavaner og egenhændigt dræbte andre mennesker. Billedet af ham er altså broget.

De mange minutiøse forskrifter for bøn, almisse, rituel renselse og forskrifterne for tilladt og forbudt peger i retning af en lovreligion, der ikke levner plads til den virkelige og guddommelige frihed, som den sande Gud har givet enhver af sine børn. Det er heller ikke i overensstemmelse med den sande Gud og Lyset.

Men – for interesserede kan jeg altså kun anbefale dem selv at undersøge hadith-litteraturen for at danne sit eget billede. Jeg kan også anbefale forskellige biografier om profeten, fx Karen Armstrongs Muhammed og Reza Aslans Kun én Gud.

IV

Islams altomfattende lov og vej, sharia

Det vigtigste i Islam er ifølge Koranen og profeten Muhammed troen. Deri ligner Islam Kristendommen som Paulus og siden Luther udtænkte den. I Islams tilfælde kan det siges, at troen omfatter alt, og er den vej, sharia, gennem Guds åbenbarede ord, Koranen, og profetens eksempel (sunna), vi mennesker skal følge.

Ved troen følger også de andre vigtigste principper i Islam, bøn, almisse, faste under Ramadan og pilgrimsfærd til Mekka.

Men – det siges også, at Gud forud har bestemt alt, derunder hvem der vil følge vejen, og hvem der ikke vil. Med andre ord: Hvem der er frelste og hvem der er fortabte. Og dermed er det egentlig meningsløst, at Gud overhovedet åbenbarer sit ord, Koranen, da det alligevel er op til Ham og ikke os, om vi vil følge Hans vej.

Koranen og Muhammeds eksempel til efterfølgelse er derfor meningsløse; Gud ville opnå det samme uanset om Han åbenbarede sig eller ej. Nogle vil følge vejen, sharia, andre ikke. Alt afhænger af Guds vilje og forudbestemmelse, og vi mennesker har intet valg, og derfor heller ikke brug for en åbenbaring, Koranen, og ikke brug for Muhammeds eksempel til efterfølgelse.

Islam er med dette dybest set meningsløs, ligesom enhver religion der hævder Guds forudbestemmelse af alt er det (fx visse fortolkninger af Kristendommen; Paulus, Augustin og Calvin).

Hvis vi i et særligt blik på sharia lægger til grund, at en væsentlig og central værdi i Lyset er frihed, så virker de mange forbud og påbud i sharia, som det er åbenbaret gennem Koranen og profetens sunna, indskrænkende på menneskets gudgivne frihed, hvilket i sig selv peger mod mørket. Særligt de mange påbud spænder os ind i tvang og ufrihed, hvis vi hævder sharias universelle gyldighed.

Der er forskel på positive og negative love. Med positive love mener jeg påbud, med negative love mener jeg forbud. Der er for mig at se intet i vejen med et forbud mod fx vold og drab, men hvis vi spænder hele den menneskelige tilværelse ind i tilladt og forbudt, halal og haram, så forbryder vi os mod menneskets grundlæggende trang til og ret til frihed.

En af de ting der gør menneskelivet værdifuldt, og som gør os til selvstændige og modne personligheder, er netop frihed; retten til at tænke og handle frit, så længe vi ikke skader andre. Kun med en grundlæggende frihed og via selvstændige erfaringer bliver vi unikke og modne personligheder.

Beslægtede tanker findes hos Grundtvig og Kold i deres syn på pædagogik og dannelse; kun det der tilegnes i frihed og selvstændighed har egentlig værdi. Det påtvungne – fx gennem rigide regler eller under trusler – forbliver noget udvendigt uden værdi for mennesket.

Hvis alt enten foreskrives os eller forbydes os – under trusler om evig straf hvis vi viger fra vejen, sharia – bliver livet meningsløst og det strider mod den frihed, den Almægtige opdrager os med og til, netop for at gøre os til unikke og modne og myndige personligheder, der kender forskel på godt og ondt.

Hvis alt enten på forhånd erklæres for tilladt eller forbudt, under trusler om helvedesstraffe, så lærer vi aldrig forskel på godt og ondt, lys og mørke, vi lærer da aldrig som en umistelig del af vores ånd og personlighed hvad der er godt, og hvad der er ondt, og hvorfor. Hvis alt er op til Gud og Hans ”dekreter” (fx gennem Koranen og profetens eksempel), så forbliver vi som umyndige børn, der ikke selv har overvundet det ondes fristelser, og al etik bliver da overflødig og meningsløs.

Så hvis Gud forud har bestemt alt hvad der er tilladt og hvad der er forbudt, og i øvrigt har bestemt, hvem der vil overholde disse bud og forbud, og hvem ikke, så er Islam ikke kun meningsløs men også uetisk og generelt fremmed for al etik. Den sande Gud, Lysets og kærlighedens og frihedens Gud, lader os skabe og gå vores vej i frihed og selvstændighed; Han giver ikke en facitliste og en vej, sharia, som vi slavisk skal følge under trusler om evig straf og lidelse.

Der er ikke kun én vej til Gud, men én for hvert menneske, som tidligere nævnt. Hvis vejen til Gud skal give mening og være af værdi, så skal vi gå og skabe den i frihed, støttet og hjulpet af den Almægtige, men ikke ført som børn i ledebånd.

Alligevel er det muligt at formulere visse fællestræk for de mange veje til Gud, idet vi som overordnet fællespunkt fremhæver kærligheden – i al dens mangfoldighed.

Til det brug vil jeg give en enkel sammenligning mellem Islams vej, sharia, og genvejen, som den er åbenbaret i Vandrer mod Lyset for at se, hvilken af de to veje, der er bedst i samklang med kærligheden og Gud opfattet som Lysets og kærlighedens Almagt. 

Dette kan gøres ved at bringe de to veje på kort formel, idet jeg bruger den overordnede metode for denne artikel, at filtrere og gennemlyse – her Islam – gennem billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, sådan som Han er åbenbaret i Vandrer mod Lyset.

Sharia bringer jeg på den korte formel, jeg gav i indledningen:

Sharia, vejen, udgøres af den anstrengelse og alvor (jihad), hvormed den troende søger at vandre ad den vej, som er anvist gennem Koranen og Profetens sædvane, sunna. Vejen starter ved trosbekendelsen, og fortsætter livet ud gennem bøn, almisse, faste og pilgrimsfærd til Mekka, tilsammen Islams fem søjler.

Genvejen bringes på kort formel i Forsoningslæren og genvejen af den af de yngste, som engang under en inkarnation bar det jordiske navn, Ignatius Loyola, og som blev grundlægger af jesuitterordenen:

”Vor Faders vej er dannet over disse sandheder: at Guds faldne børn i tidernes morgen har skabt det synlige menneskelegeme; at hvert jordisk liv bringer menneskeånden et skridt fremad mod lyset og mod Faderhjemmet; at menneskene er ledsagede af usynlige vogtere, der altid er rede til hjælp og vejledning, en hjælp, der opfattes af mennesket som en indre stemme (samvittigheden); at menneskene i bønnen til deres Gud og Fader kan opnå en direkte forbindelse med Ham, med Hans Tanke og med Hans Vilje og derigennem opnå al den hjælp, der er nødvendig til at hærde deres vilje i kampen mod mørket og synden; at hvert menneske selv må sone sine onde tanker og handlinger; at Kristus (Jesus af Nazareth) har lovet at være fører og leder for hvert menneske, til alle dets jordeliv er til ende! Erkendelsen af disse sandheder det er vejen til Gud.”

Denne vejs begyndelse udgøres af tilgivelsen af den dybest faldne, Satan (Ardor).

Jeg overlader det så til enhver selv at dømme, hvilken af de to veje; den vej, sharia, som påbydes under trussel om helvedes evighedsstraf, hvis vi afgiver fra den, og den vej, genvejen, vi kan vandre i frihed og selvstændighed, uden nogen straf, hvis vi afviser at vandre ad den; hvilken af de to veje, man mener bedst er i samklang med Gud, Lysets og kærlighedens Almagt.

V

Islam som en syntese af Jødedom og Kristendom

Med en vis ret kan Islam siges at være en syntese af Jødedom og Kristendom på den måde, at Islam både hævder tro og underkastelse under Gud som det centrale i menneskelivet; at der ikke er nogen ved Guds side og at der ikke er nogen Gud udover Ham, som vi skal underkaste os.

I Det gamle Testamente er det centrale lydighed mod Gud (underkastelse); syndefaldet og uddrivelsen af Edens Have skete ved ulydighed mod Gud (1. Mosebog, 3), Abraham fremhæves som ideal ved sin absolutte lydighed mod Gud, da han var parat til at ofre sin søn, Isak, (1. Mosebog, 22), og israelitterne afkræves absolut lydighed og bliver straffet hårdt af Gud, hvis de nægter eller dyrker andre guder.

I Det nye Testamente fremhæves både af Jesus og Paulus troen som det afgørende i livet og for evigheden. Den troende frelses, den vantro fortabes. Dette hævdede også senere Luther.

I Islam findes begge elementer, tro og underkastelse (lydighed) som afgørende for menneskets evige skæbne.

Men det gudsbillede som bærer disse forestillinger, har intet med den sande Gud, Lysets Almagt, kærlighedens og Livets Herre at gøre; den sande Gud stiller os frit og Han elsker os uanset om vi tror på Ham eller ej og uden at true med fortabelse og evige lidelser, hvis vi ikke tror eller ikke følger Hans veje og bud. Den dømmende og fordømmende Gud i Islam, Allah, ligner mere – som tilfældet også er med Jahve i Jødedommen og den treenige Gud i Kristendommen – en jordisk despot og tyran, opskaleret til guddommelige dimensioner.

VI

Konklusion

Islam er lige så fejlbehæftet som den dybtgående analyse og gendrivelse af Kristendommen i Vandrer mod Lyset viste at Kristendommen er, og Islam er kun i glimt et udtryk for Guds Væsen og menneskets forhold til Gud og Hans til os.

Overordnet kan det siges, at Koranens og Muhammeds budskab til menneskene er et ultimatum: Underkast jer, eller dø. Dette ultimatum stilles igen og igen i Koranen, og det stilles både af ”Gud”, Allah, og af Muhammed, og gælder således både det evige (frelse eller fortabelse) og det jordiske (liv eller død). Dette ultimatum kan umuligt bringes overens med den sande Gud, Lysets og kærlighedens Almagt.

Selv om man følger en forfatter som Aminah Tønnsen, og anlægger en helhedsanskuelse og helhedstolkning af Koranen (Tønnsen, Islam – Koran. Hadith. Sharia), som hun opfatter som at tjene Gud og holde sig fra de onde magter og at tjene Gud ved at tjene Skabelsen, så gør man i Islam efter min opfattelse Gud mindre end Han er.

Selvfølgelig er det godt at tjene Gud og at forsøge at leve et så rent liv som muligt og at søge at højne og berige sin ånd. Men hvad med alle dem der går vild, dem der ikke – bevidst eller af uvidenhed – vil underkaste sig, dem der ikke vil tjene Gud og Hans skabelse? Markerer det grænsen for Guds kærlighed og tilgivelse, eller er det sandt, hvad Vandrer mod Lyset siger, at der netop ingen grænse er for Guds kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed, og at selv Satan blev tilgivet, da han angrede?

Er der grænser for Guds kærlighed? Eller er Hans kærlighed uendelig? Hvem har loddet Hans kærligheds dyb? 

Nogle muslimer mener, at fx Mosebøgerne og Evangelierne med tiden blev forvanskede, og at der derfor var brug for endnu et budskab, endnu en budbringer (rasul) for at give den endelige og uforfalskede åbenbaring (Muhammed og Koranen). Er det ikke sandsynligt, at et budskab der sætter grænser for Guds kærlighed, selv er forfalsket? (Dette kan også gælde som et argument mod Kristendommen).

Gud, denne ophøjede, uendeligt kærlige og milde men også myndige Personlighed trækkes i Islam ned i støvet, og de talrige forbrydelser, der begås i Allahs og profetens navne kan aldrig retfærdiggøres og de er bespottelser mod den Almægtige. Selv en ellers sympatisk og inkluderende tolkning af Koranen og Islam som Tønnsens gør efter min opfattelse Gud mindre end Han er. Gud er et uendeligt Væsen, og uendeligt kærlig, og ingen kan fuldt ud fatte Hans ophøjede Væsen og hele Guddomsfylde. Derfor er heller ingen åbenbaring af Ham fuldstændig, og enhver begrænsning i forståelsen af Ham, for eksempel grænser for Hans kærlighed og tilgivelse, er en fejl.

Nogle mener, at fortabelse er at fravælge Gud, og at vi har et frit valg til enten at vælge Gud til eller fra (dette mener fx også nogle kristne). Men selv om vi fravælger Ham, fravælger Han aldrig os. Som det siges i Supplementerne til Vandrer mod Lyset, så har Hans kærlighed sine forgreninger i selv de dybest faldne, og engang vil Han ved sin kærlighed vinde alle for sig og sit Riges herlighed. Ingen er fortabte, og selv om vi for en tid fravælger Ham, fravælger Han aldrig os.

Nok var Muhammed Guds udsending som det siges i Koranen, men han var en af dem, der fejlede, konfronteret med mørkets ekstreme kræfter. Dette bør dog ikke føre til en dæmonisering af hverken Muhammed eller af muslimer, men det er tydeligt, at Islam såvel som Kristendommen som nævnt har brug for en tilbundsgående reformation og renselse, hvis disse religioner skal have nogen legitimitet og autoritet. 

Til dette brug bør vi som jeg skrev tidligere se Islam gennem det billede af Gud, som findes konsekvent i Vandrer mod Lyset, Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre, en tryg og nær Gud og Far, som forbyder al vold og al krig, en Gud der ikke er en krigens, men en kærlighedens Gud.

Det kan sikkert gøres meget bedre end jeg har gjort det i denne artikel, som kun er en start på den rejse, vi mennesker kan påbegynde: Mod en verden, Jorden, hvor vi ikke skændes om gamle, tvivlsomme religioner, og skænder og brænder hinanden i den Højestes Navn, men elsker hinanden, en verden hvor vi ikke fører krig efter religionens bogstav, men skaber fred med dens ånd. Hvis vi gør det, kan vi bære Guds Navn gennem verden med ære til sejr, som de elskede børn af Ham, vi alle er.

Afsluttende spørgsmål

I lighed med Vandrer mod Lyset der afslutter sin redegørelse med visse fundamentale spørgsmål vedrørende den kristne gudsopfattelse, og den Gud, der træder os i møde i værket, vil jeg afslutte denne artikel med de samme spørgsmål, her om den islamiske opfattelse af Gud, Allah, og om den Gud, der har åbenbaret sig for mig i glimt, og som er identisk med Gud som Han fremstår i Vandrer mod Lyset:

Hvilken Gud er den mægtigste, den største?

1. Den Gud, der har skabt det dødelige menneskelegeme og som kræver underkastelse og tro under trusler om helvedes evige ild og lidelser, hvis ikke vi underkaster os Hans majestæt, den Gud, der forbander de vantro og dem der falder fra troen og giver dem frygtelige og evige lidelser?
2. Eller den Gud, Lysets og kærlighedens altbeherskende Magt og Herre, der ikke hersker ved frygt og trusler, men ved kærlighed, den Gud, der har skabt menneskets evige ånd af lys, men ikke det dødelige menneskelegeme, den Gud, der drager alle til sig ved sin uendelige kærlighed og mildhed, båret frem af menneskers egen længsel efter kærlighed, renhed og fred?

Hvilken Gud er den retfærdigste?

1. Den Gud, der har magt til at frelse alle fra helvedes evige lidelser og pinsler, men undlader at gøre det, den Gud, der dømmer mennesket ud fra ét jordisk liv, og som i visse tilfælde skaber og øger vantro, og dømmer disse mennesker til evige lidelser for en vantro, Han alene er ansvarlig for, da Han forud har bestemt alt?
2. Eller den Gud, der ikke dømmer eller fordømmer en eneste, og som ikke lader nogen fortabes, den Gud, der åbner sin favn for alle, når vi har overvundet mørket, det onde, og som tilgiver alt når vi angrer, og som ikke engang stænger sit Riges porte for den dybest faldne, Satan; den Gud, der giver os den tid og det antal liv, der er nødvendige for at vi kan blive fuldmodne og lysstærke personligheder?

Hvilken Gud er den kærligste, den barmhjertigste?

1. Den Gud, der forud har bestemt, hvem der skal frelses, og hvem ikke, den Gud, der byder de troende at gå i krig mod de vantro og som lover Paradisets største herlighed og glæde til dem, der dør i krigen mod de vantro?
2. Eller den Gud, der siger, at vi ikke er hinandens fjender, men at fjenden er mørket, det onde, og at vi skal sky det onde og angre vores onde gerninger, den Gud, som tilgiver alt, den Gud, der siger, at vi skal elske hinanden uanset tro og overbevisning og race, og som engang vil modtage alle i sit Rige til et liv i evig salighed og fred, den Gud, som det er naturligt – ikke at underkaste sig – men at bøje sig for og elske?

Ja, hvilken Gud er den sande, den mest ophøjede, den Eneste?

En advarsel til alle potentielle selvmordsterrorister

Foranlediget af dagens terrorangreb i Kabul (26.8.2021) vil jeg her bringe en alvorlig advarsel til alle potentielle selvmordsterrorister. Hør mig, for jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn. Muslimer kalder Ham Allah; så taler jeg da i Hans Navn.

Hvis I – trods denne advarsel – alligevel overvejer det forfærdelige, det afskyelige, det blasfemiske, da skal I vide, at der ikke efter jeres død som selvmordsbombere venter jer Paradisets herligste glæder. I vil ikke blive lagt til hvile på bløde puder i skønne boliger i Haven med de rindende floder, og opvartes af 72 hurier. Hvis I gør alvor af jeres tanker, vil der ske dette:

I vil efter døden blive bragt til et mørkt og ensomt sted, hvor I – med knust åndelegeme – igen og igen – ved tanken – må genopleve jeres rædselsgerning, angsten, smerten, skrigene – indtil den dag og den time, der af Gud Herren er sat som jeres sidste på Jorden. Det vil være uudholdelige lidelser, og det vil være langvarigt, da de fleste selvmordsbombere rekrutteres blandt unge mænd (og kvinder).

Derefter vil der følge hundreder, måske tusinder eller flere, tunge, lidelsesfulde liv på Jorden, indtil I fuldt ud har sonet alt, I har forbrudt. Det vil være uudholdeligt, og det vil tage jer særdeles lang tid og mange lidelser at fuldbyrde soningen. Og alt dette må I gøre, lide og sone førend I kan vandre videre på jeres vandring mod Lyset og Gud.

Tænk derfor nøje efter, og spørg jeres Gud til råds, om ikke dette er sandheden.

Jeg siger ikke dette til jer for min egen skyld, men for jeres ofres skyld – dog først og fremmest for jeres egen. Hvis I gør denne gerning, da vil det ske som jeg her har sagt (tekstbelæg for disse tanker: Supplement II, no 31 og generelt Vandrer mod Lysets meddelelser om selvmord og soning under gengældelsesloven). Tro ikke dem, der søger at stikke jer blår i øjnene i denne sag, og som lokker med falske ord og falske forhåbninger.

Endnu vil jeg sige til jer, der er de egentlige bagmænd og ledere bag selvmordsterrorismen, hvad enten I er ledere bag Islamisk Stat, Hamas, Al Qaida, Al Shabaab, Boko Haram, Islamisk Jihad eller andre terrororganisationer; hør mig, for jeg taler i jeres Guds, i Allahs Navn:

De mennesker I sender i den frygtelige død ved at sprænge sig selv i luften med det formål at tage så mange som muligt med sig i døden, deres lidelser er som ovenfor beskrevet. Men I, der leder og står bag selvmordsterroren, jeres lidelser bliver endnu frygteligere, for I akkumulerer al den lidelse, I står bag, både med hensyn til terrorens ofre, men også med hensyn til terroristernes. Deres lidelser er frygtelige, og dem skal I – efter gengældelsesloven – dele hver eneste en, liv for liv, evighed for evighed, og I skal derudover hjælpe hver eneste terrorist med at sone al den skyld, de hver især har pådraget sig, før I selv kan vandre videre mod Lyset.

Derfor siger jeg til jer, til jer alle: Tænk nøje efter. Tænk meget nøje efter, og spørg jeres Gud til råds, så I ikke vælger det værste – gerninger, I ikke behøver at udføre eller stå bag, gerninger, som er helt unødvendige og som har så mange og så alvorlige konsekvenser for jer selv! Undlad først og fremmest at gøre disse gerninger for jeres egen skyld!

Profeternes Segl 

Gud! Lad dit billede synke i religionen Islam og dens grundlægger, Muhammed, og lad os se, hvad der hører dig, Lysets og kærlighedens Almagt, til og hvad der ikke gør. Lad mig igen finde din stemme, væk hjertet med dit syngende Lys, lad træet finde rod og blomstre, lad rolige flod strømme klart, lad mig ikke fejle. Bring din velsignende Ånd til verden ved din Magt og varme og mildhed, lad alle finde din hånd, der skærmer og leder til dig, til salighed evigt! 

Gud! Lad mine ord fødes i sandhed og i fred; lad dem spejle din Højhed og ro; lad dem slå rod, ikke som en knyttet næve, men som et smil med kærlighed til alle, der som jeg selv søger dig i alvor, ydmyghed, længsel og tro; fød din fred i alles hjerter, lad alle finde din varme, mildhed, tryghed og magt; din Magt, der alene kan overvinde alt ondt og al strid! 

Manden og læren 

Der er næppe noget enkeltmenneske, der som Muhammed rager op over alle andre i sin virkning på sin samtid og eftertiden. Kun en Jesus af Nazareth eller måske en Buddha tåler sammenligning. 

Hvem var dette bemærkelsesværdige menneske, hvis tilhængeres antal i dag (2018) er mere end 1 milliard mennesker? Det vil jeg prøve at finde ud af ved at lytte og føle mig ind på manden der som få ændrede verden for altid. 

Som troende menneske ved jeg, hvordan det er, når det man anser for helligt, trækkes ned i støvet og hånes og latterliggøres. For muslimer er Muhammed en hellig skikkelse – og højt elsket. Jeg har hørt nogle muslimer udtrykke, at de elsker Muhammed højere end deres familie og sig selv. 

En sådan kærlighed og hengivenhed bør ikke hånes og mistænkeliggøres og bør behandles med respekt. Mit ærinde med denne artikel er da også så langt fra at ville spotte den ærligt og alvorligt troende muslim. Meningen artiklen er først og fremmest at søge at forstå grundlæggeren af verdensreligionen Islam og bidrage til et mere nuanceret billede end det man oftest hører og ser i medierne: Islam er en middelalderlig, formørket ideologi, hvis tilhængere er notorisk voldelige og femte kolonne i de vestlige samfund, og derfor bør vi bekæmpe dem og ikke tåle dem i vores midte.

Først og fremmest søger jeg svar på spørgsmålet: Kan Muhammed ved sit liv og eksempel siges at være i samklang med Gud, som jeg opfatter som en Lysets og kærlighedens Almagt og som en sådan uendelig magtfuld men også uendelig mild Gud og Far vi kan være fuldstændig trygge ved, har åbenbaret sig for mig personligt, og kan Muhammed derfor tjene som værdigt forbillede for alle menneskers livsførelse? Dermed ligger denne artikel i forlængelse af artiklen Islam – set ud fra billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt. Gennem Muhammeds biografi og lidt hadith, det vil sige profetens sunna, sædvane, søger jeg her at vurdere Islams grundlægger og at bidrage med et mere nuanceret billede af en ekstraordinær personlighed end det, vi normalt præsenteres for i vestlige medier og litteratur. 

Ordet Islam, der betyder underkastelse (under Gud), er ifølge Karen Armstrong (Armstrong: Muhammed) beslægtet med det arabiske ord, salam, der betyder fred. Er Islam en fredens religion og er det os vesterlændinge (og måske nogle muslimer) der misforstår Muhammed, der af samme forfatter beskrives som en fredsstifter? Hvordan harmonerer dette billede med de hæslige forbrydelser i form af terror, der skyller ind over verden i vor tid og som begås i Guds og profetens navn? Er det historien om nogle få, der kidnapper ikke kun Islam men også profeten Muhammed i en konflikt, der i sin kerne er politisk og ikke religiøs? 

Hvem var Muhammed? 

Muhammed var ifølge Koranen en overbringer af et godt budskab og en tydelig advarer (fx sura 11, Hud, vers 2). 

Men hvem var han selv? 

Kilderne til Muhammeds liv er ifølge Jørgen Bæk Simonsens forord til Amer Majids, Sendebuddet, i lighed med kilderne til Jesu liv, usikre. Den tidligste egentlige biografi over Muhammeds liv stammer fra Muhammed ibn Ishaqs Sirat Rasul Allah der betyder noget i retning af Guds udsending og hans liv, fra midten af 700-tallet (e.v.t) det vil sige mere end hundrede år efter Muhammeds død i 632. Ibn Ishaqs værk forligger kun i en redaktion af den senere ibn Hisham (d. 828 el. 833). Den sene interesse og anerkendelse er måske en skæbne der overgår alle, der rager så højt op, som Muhammed (og Jesus) gjorde: De bliver sjældent forstået og værdsat efter fortjeneste af samtiden og meget ændres og forvanskes med tiden inden de store og største personligheders liv og gerning finder genklang og anerkendelse. Ofte står deres ord og gerninger så højt over samtiden, at flere af dem må betale med deres liv for de sandheder de søger at bringe – fordi de gennemfører nødvendige opgør med samtidens magthavere. 

Speak truth to power, som Bobby Kennedy sagde; det gjorde også han og betalte prisen. 

Mine hovedkilder til denne artikel er dels koranen og dels hadith. Derudover bruger jeg Karen Armstrongs Muhammed, Amer Majids, Sendebuddet, som bygger på ibn Ishaqs værk og en række onlineressourcer, som for eksempel denstoredanske.dk, islaminfo.dk, archieve.org og Wikipedia. En særlig inspiration til artiklen er Vandrer mod Lyset. 

Jeg håber at kunne give et nuanceret billede af en bemærkelsesværdig person. Ikke som et stridens og forargelsens tegn, men som et bidrag til den nødvendige dialog og respekt mellem kulturer, der måske ikke er så uforenelige, som de høje råb i tiden insisterer på de er; og dermed bidrage til fred, respekt og forsoning. 

Krist, Antikrist og dommedag? 

Profeten 

Vestens had til Muhammed, muslimer og Islam er gammelt og stikker dybt. I 800-tallets Cordoba i Spanien, der på det tidspunkt var muslimsk område, fandtes kristne martyrkulter, der søgte døden ved verbalt at angribe Muhammed, som de så som kætteren par excellence. 

I middelalderen anså mange kristne Muhammed som noget nær Antikrist selv; baseret på en læsning og fortolkning af Johannes Åbenbaring (kap. 13; dyret fra havet og dyret fra jorden). Og de så i Islams fremgang et tegn på at dommedag var nær. De rustede sig til det afgørende slag ved Armageddon og så djævle og hekse overalt. 

Senere fulgte den kristne og europæiske kolonisering af Østen og Mellemøsten og Afrika, hvor kolonisatorerne i kufferten medbragte en kulturel overmenneskeforestilling og herrementalitet. De anså den islamiske verden for tilbagestående og primitiv og formørket og forført af den gamle fjende nummer et: Muhammed, bedrageren, kætteren, dyret fra havet og dyret fra jorden, Antikrist. 

Lyder det bekendt? Er det ikke de samme stemmer, der råber i dag? Med krig, vold, invasioner, intolerance og forfølgelse råber de såkaldt civiliserede vesterlændinge mod de tilbagestående, primitive og voldelige muslimer, der kun drømmer om verdensherredømmet i et globalt teokratisk diktatur, det globale kalifat under formørkede love, sharia. 

I 1993 skrev Samuel Huntington sit berømte essay Clash of Civilisations, Civilisationernes sammenstød. Hans vision er på en måde blevet til virkelighed og kan læses som en moderne udgave af de gamle dommedagsmyter: 

Civilisationerne tørner sammen, krige bliver ført per stedfortræder (war by proxy) overalt; to fronter trækkes stadig kraftigere op; Saudi-Arabien mod Iran, Israel mod palæstinenserne, Shia mod sunni, kristne mod muslimer; og bag det hele: USA mod Rusland i krig per stedfortræder mange steder i lokale og regionale krige og konflikter. 

Hvordan finder vi en ægte civiliseret stemme i dette Ragnarok? Rækker konflikten endnu højere op end de globale magters drøm om verdensherredømme? Er dette den jordiske udløber af den kosmiske kamp mellem godt og ondt, Gud og djævel, Krist og 

Antikrist? 

Eller er det den gamle historie om mennesker, der kaster skygger på hinanden, mennesker der jager deres egen skygge og ikke forstår, at fjenden ikke er medmennesket, men det onde i os selv, mennesker der udråber medmennesket som fjenden? Er det den gamle historie om mennesker der bruger ondt mod ondt, og ikke mærker det onde snige sig ind i sig selv netop af den grund? 

På en video fra det borgerkrigshærgede Syrien står en lille pige og synger om frihed og længslen efter fred og sikkerhed. Midt inde i sangen ryster billedet og mister fokus. Billedet bliver uskarpt, der bliver sort, sangen forstummer. 

Hvordan kan vi lade det komme så vidt? Har vi ikke haft krig nok? Har vi glemt at lytte til den urgamle sang om fred og frihed? 

Har vi glemt at vi selv bliver djævle når vi udrydder “de onde”, har vi glemt Kristi ord om at tilgive vores fjender? 

For at finde en kildes udspring må man gå mod strømmen 

En kultur starter med åbenbaring og dør med filosofi. Et folk fødes som stoikere og dør som epikuræere. Sådan omtrent er den syntese, Will Durant skriver sin Verdens kulturhistorie ud fra. 

Den islamiske kultur og religion startede med Muhammeds første åbenbaring i 610 i en grotte på Hira-bjerget ved Mekka. Her var han søgt hen for at hvile ud, og pludselig føler han sig favnet af en umådelig, guddommelig kraft og hører ordene, Læs op! Ved presset fra den vældige kraft bryder en kilde frem, ligesom kilden brød frem mellem Ismaels ben, da han og hans mor, Hagar, var blevet efterladt af Abraham i ørkenen, ligesom Abdulmuttalib efter en natlig åbenbaring svøbt i drøm gravede den kilde, zamzam, frem som skulle vederkvæge de troende pilgrimme under hajj til Kabaen, Allahs Hus, i Mekka; Kabaen som Abraham og Ismael længe før Muhammeds tid byggede til Guds ære; og ligesom recitationen af Koranen på arabisk omslutter den troende muslim i et guddommeligt klangbillede og favntag og en indre kilde bryder frem. 

Oplevelsen i grotten var så voldsom, at Muhammed var bange for, at han var ved at blive sindssyg, og han overvejede at springe ud fra klippen i fortvivlelse. Men Muhammed sprang ikke, og den første åbenbaring blev til den senere samlede Korans Sura 96, Levret blod, al-Alaq. 

Hvor meget af dette er fakta, og hvor meget legende? 

Personligt er jeg tilbøjelig til at se beretningen om Abraham, Hagar og Ismael; Abraham der af Gud bliver pålagt at ofre Ismael som tegn på lydighed og tro; som fiktive beretninger. 

Begrundelsen er, at fortællingen parallelt findes i 1. Mosebog, men med Isak og ikke Ismael som det offer som Gud afkræver Abraham. Begge varianter kan være fiktive, og Abraham selv kan være en fiktiv person og skikkelse, digtet af et folk, der søgte sin identitet og gudsforbundethed og fødselsret. 

Derimod er der grund til at dvæle lidt ved fortællingen om Muhammeds første åbenbaring. Lad os først se på åbenbaringens form: 

Muhammed føler sig favnet og holdt i et jerngreb af usynlige og vældige kræfter og frygter efterfølgende for sin forstand. Jeg har selv erfaringer med åbenbaring af Gud, og det der kendetegner disse åbenbaringer, er altid en følelse af absolut ro, tryghed, varme og klarhed. Jeg har altid når Gud åbenbarer sig fået en fornemmelse af en uendelig Magt, men også en uendelig mildhed og kærlighed. 

Dernæst er der åbenbaringens indhold: Hvis vi sammenligner med Vandrer mod Lyset, så skabte Gud ikke det fysiske menneskelegeme, men menneskets udødelige ånd. Derfor skurrer det, når der i Sura 96 står at Gud skabte mennesket af “levret blod” hvilket må betyde den fysiske krop. Begrundelsen for at hævde Vandrer mod Lyset som endelig autoritet i religiøse spørgsmål er, at billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt her er konsekvent. Gud står i dette værk så højt højt hævet over al tidligere kendt åbenbaring, at billedet af Ham må være sandt. Derfor mener jeg, at Muhammeds åbenbaring(er) ikke kan have været ægte, men må skyldes andre kræfter end de sandt guddommelige. 

Hvis vi skal søge Gud og finde Ham, må vi søge i retning af kærlighed, mildhed, uendelig Magt og tryghed; det vil sige mod strømmen af overleverede menneskelige traditioner og religioner eller ind mod deres kerne; ind mod ro, kærlighed og en mild Gud og Herre som vi kan være trygge ved. Denne Gud findes kun i glimt i overleveringen – men som en permanent mulighed og realitet i vores hjerte, hvorfra Gudskraften udspringer som levende kilde. 

Lysets kerne og ro ligger ofte gemt i det dybeste mørke. Derfor må vi vandre op ad strømmen, som laksen, der søger op ad floden for at finde det frugtbare sted, hvor livet gives videre, mod de helvedesstrømme, der skjuler lyset og søger at skylle os væk fra det, finde det inderste lys og lade det smelte sammen med vores inderste kerne. 

Muhammeds mod 

Så selv om Muhammeds lære og koranen næppe er fuldkomne og selv om han fejlede i nogle henseender, så må vi anerkende hans mod. At stå frem med en lære om den ene Gud i det daværende polyteistiske Arabien, og derved udfordre magten over Kabaen – og ikke mindst få indtægterne fra de mange pilgrimme, der søgte den, hvilket var grundlaget for den herskende Qurayshstammes, Muhammeds stammes magt – har krævet et betydeligt mod og vilje til at følge den guddommelige åbenbaring, han mente at have modtaget.

Ikke bare udfordrede han den gængse tro og den magt, der fulgte med, men også sin egen stamme og slægtninge og risikerede derved at blive udstødt som en paria. 

Hvis vi igen støtter os til Vandrer mod Lyset, kan vi lægge flere alen til tanken om Muhammeds mod og offervilje. For ifølge dette værk var han af de yngste, den gruppe af personligheder der havde lovet Gud at lede menneskene ud af mørket og frem mod lyset. Ydermere hørte han til den begrænsede skare af de yngste, hvis kærlighed til menneskene var så stor og inderlig, at de af Gud skønnedes modne til at forsøge det sværeste af alt: At bede for den dybest faldne, Ardor, Satan (eller Iblis) og derved frigøre ham for det knugende og forfærdelige mørke, han faldt for engang i tidernes morgen.

Hvis dette var lykkedes – de yngstes hovedarbejde – ville Muhammed være blevet vores frelser. Andre havde tidligere forsøgt det samme – deriblandt Jesus af Nazareth – men alle uden held. 

Flere forsøgte senere – men først i 1912 lykkedes det endeligt. Dette kan man læse en udførlig beretning om i Vandrer mod Lyset.

Overhovedet at forsøge dette vanskelige og farlige arbejde, at give sig i lag med det centrale mørke og den ekstreme ondskab – ikke for at tilintetgøre den faldne, men for at vinde ham tilbage med kærlighed, medlidenhed, tilgivelse og bøn – vidner om en personlighed af et sjældent format. De yngste der forsøgte det var kun de enkelte af dem, hvis kærlighed og barmhjertighed var højest udviklede og på niveau med de yngstes leder, Kristus. 

Men – hovedarbejdet mislykkedes altså også for Muhammed, og derfor kunne han heller ikke fuldt ud lykkes med opgavens anden del: At give menneskene en udførlig og sand beretning om deres oprindelse, Guds forhold til os, og hvad målet med vores liv på Jorden er. Den beretning fik vi først, da det i 1912 på Kristi forbøn og nogle få menneskers barmhjertighed, tilgivelse og bøn, lykkedes at vinde den dybest faldne tilbage til lyset og Gud. For da var der ikke længere nogle tilbage til at forvanske lysets sandheder – og det er den beretning vi finder i Vandrer mod Lyset. Af disse grunde blev også Muhammeds lære og koranen, ligesom fx også bibelens gamle og nye Testamente tidligere og af samme grund, blandinger af godt og ondt, sandhed og løgn – for den og de faldne stred mod ham, og ofte vaklede og fejlede han. 

For rigtig at få et indtryk af Muhammeds mod og offervilje og format, må vi se lidt nærmere på den tid han levede og virkede i, se på den tid, der før Muhammed og Islam kaldes Jahiliyya, uvidenhedens tid: 

Under den brændende sol i et landskab hvor tanken om liv synes så fjern – levede det stolte, arabiske folk. Stolte af evnen til at leve og overleve de barske livsbetingelser, og trodsige mod en skæbne der syntes grum og unådig. I dette landskab og under denne sol havde det isolerede enkeltmenneske ikke en chance. Derfor havde araberfolket udviklet en særlig æreskodeks eller stammeetik: Muruwwa. Stammen var alt, individet intet. 

Det var helt bogstaveligt øje for øje og tand for tand; stammemedlem for stammemedlem. Drab medførte vendettaer, blodfejder i mangel på fælles og ordnede love og domstole. Men det var også en etik der sikrede og rodfæstede gæstfrihed og gavmildhed i et forsøg på dog at skabe en vis social sikkerhed og betrygge mod at gå til i det barske liv. 

Det var ikke et folk og et liv uden en vis åndelighed. Digtere der ofte mentes at være besat af djinner, en slags ildånder, sattes højt og fungerede som vor tids præster eller medier ved at fortælle stammens historier, dens kampe, krige, sejre og nederlag. Digterne skrev ikke, men fremsagde deres digte eller visioner mundtligt. Man tilbad ikke en men mange guder, oftest knyttet til bestemte steder. Deraf var Kabaen ved Mekka den vigtigste, og området omkring den var fredhelligt; et fristed for det prøvede folk, en slags åndeligt helle og hvile. Hertil vandrede pilgrimme og bragte vækst til folket og magt til den stamme der kontrollerede Kabaen og indtægterne fra pilgrimmenes valfart. 

Afvigelser tolereredes ikke. Men op til Muhammeds tid og liv havde der gennem handelsforbindelser med omverdenen, gennem en begyndende kapitalisme og et stigende kendskab til andre religioner samt en overgang fra nomade- til byliv og den af disse faktorer stigende individualisme og opdagelsen af individet med dets rettigheder og pligter og værdi, opstået en vis rastløshed og utilpashed med de gamle traditioner, der tillagde gruppen, stammen, al ret og værdi, og denne rastløshed var tegnet på et behov for forandring. 

I dette materielle og åndelige klima rejste Muhammed sig rank med en radikal løsning og et radikalt svar på tidens behov, følelser og spørgsmål: 

Der er ingen Gud udover Gud, der er ingen over, ingen under og ingen ved siden af. 

Stillet enkeltvis overfor denne Ene, universelle og almægtige Gud, den nådige og barmhjertige, genfandt individet, der langsomt var ved at løsrive sig fra de snærende stammebånd, sin rod, sin ret og sin værdighed – eller mistede dem. For denne Gud krævede tro og lydighed og gudsfrygt. Hvis ikke man kunne leve op til de krav, gik den udødelige sjæl ind til den evige fordømmelse i Ilden. 

Men hvis man troede på Ham, ventede evig salighed, hvile og velsignelse. Og Muhammed blev denne “nye” Guds profet og budbringer. 

Barnet, ynglingen og den unge mand 

Måske blev Muhammed født i Elefantens år, 570, og det siges, at året fik sit navn fordi en stridselefant der nærmede sig Kabaen, nægtede at gå videre og satte sig ned og ikke var til at rokke. Måske glødede Allahs Hus og den sorte sten fordi det hellige nærmede sig. 

Jeg forestiller mig den arabiske nat og dybet over sandet og stjerner som masker i et guddommeligt net af lys der sikrer mod evigt fald, en kvinde i smerte og et skrig; derpå stilhed. Jeg forestiller mig, at hun svøbte barnet i kærlighed og fred og blødt klæde, og at hun smilede gennem tårer fra den sorg, det var at miste sin mand og barnets far kort før fødslen. Jeg forestiller mig glæde. 

Og Abdulmuttalib, Muhammeds onkel, bar barnet til Kabaen og bad for drengen, og kvinders bryster, der før var tørre, løb fulde af mælk, det samme gjorde kamelernes og muldyrenes, og senere kom Gabriel og åbnede Muhammeds bryst, tog hjertet ud og skyllede en sort klump, det ondes tegn, ud af det, lukkede brystet igen og forlod ham idet han førte fingeren til sine læber som tegn til tavshed og hellighed, og han lyste for drengens vej og skæbne idet han hævede armene i en halvcirkel over hovedet til velsignelse. 

Jeg forestiller mig Muhammeds livspil blive sendt mod himlen og derpå i en bue tilbage til jorden fra en spændt bue, og pilen der svæver, svæver og rammer folks hjerter, der ikke bløder, men begynder at rinde som en ny og ukendt kilde med livets vand. 

Jeg ser den rene yngling med den lyse hud og det let bølgede hår og de dybe mørke øjne der ikke flakker som andres gør i den alder, han der ikke deltager i udsvævelser og som alle kan lide på grund af hans ærlighed og hjælpsomhed, og jeg ser den unge mand med det rolige, faste blik og jeg ser ham da han lykkeligt forenes med Khadija, to enere i mængden, ser deres lange lykkelige ægteskab og hende der står ved hans side i alle fremtidige kampe og modstand. 

Jeg ser hans begyndende ængstelse, da tiden nærmer sig, og han føler skæbnen hviske i sine øren som en susen fra et øde han skal fylde, og skæbnen der hæver stemmen og han, der skærper sin tanke og sliber sit sværd; jeg hører et ord, der langsomt formes i hans hjerte som et spørgsmål eller en befaling. 

Alt dette forestiller jeg mig. Men hvor meget der er sandt og hvor meget der er legende og hvor meget jeg selv digter, ved jeg ikke.

Hjertets omvendelse 

Muhammeds lære er ikke et doktrinært, dogmatisk trossystem som opremser en række tanker eller forestillinger man nødvendigvis må tro på, hvis man vil opnå frelse. Centralt i læren er overgivelsen til Gud (deraf navnet Islam) gennem trosbekendelsen, shahada: 

Der er ingen Gud udover Gud, og Muhammed er Hans profet. 

Hvordan skal vi forstå denne overgivelse? Måske ved at den troende overgiver sit hjerte, sit inderste til Gud, og lægger sit hjerte i Hans hånd. Hvad der så videre skal ske og sker, er ikke op til os men til Gud. Gud ser ikke så meget på vores tanker og forestillinger og handlinger, som på motiverne bag dem. Gud gennemlyser sjælen og hjertet ved sit blik og sin ånd og ved Koranens åbenbaring bliver dette klart for den troende. Gud kender vores inderste, for Han har selv skabt os. 

Søren Kierkegaard skriver om det dæmoniske, at det er det indesluttede, det skjulte. I denne sammenhæng kan vi forstå det som at ville skjule sit inderste hjerte for Gud. Men på dommedag bliver ifølge Islam selv det vi søger at skjule åbenbart. Man kan skjule sig, men ikke evigt. At overgive sig til Gud er måske selv at åbne sit inderste hjerte for Ham, lægge det frit frem for Hans milde blik. 

Armstrong skriver, at Koranen ikke så meget skal læses privat og efter bogstav, men snarere opleves ved recitation som myte og som billede – i lighed med naturens og verdens og universets tegn – på kampen mellem godt og ondt i det inderste menneske. 

Denne kamp, jihad, føres hver dag, hele livet, gennem bøn, almisse, faste under Ramadan og ved pilgrimsfærd til Mekka mindst en gang i livet, hvis det er muligt. 

Myten lader det foregå i det udvortes, som er indvortes, skriver Søren Kierkegaard et andet sted. 

Koranen kan forstås som et sådant udvortes billede på kampen i det indre menneske. Ved at recitere den hellige tekst, vækkes det inderste i den troende, Gud taler direkte til ham eller hende, og minder os om, at bag verdens larm, stress, begær og uro ligger gudsforholdet og ansvaret overfor vores Skaber. Islam kan derfor betragtes som en hjertets religion, en lære der vækker og renser vores inderste og lader den guddommelige indre kilde strømme frit ved hjertets overgivelse til Gud. 

Derudover er Islam skabt som en lære der kan skabe social retfærdighed og lighed og broderskab mellem mennesker. Den sociale retfærdighed og blikket for de mindre heldigt stillede og omsorgen for dem, var Muhammed magtpåliggende. Men det hele begynder med kaldet til hjertet og hjertets omvendelse ved overgivelse eller underkastelse under Gud. 

Den kinesiske vismand, Kong-tse (Con-fu-tse, Confucius), gav udtryk for noget lignende ved sine tanker om, at hvis en stat eller et samfund er styret slet, er det fordi kejserens hjerte er slet, og familien er dysfunktionel fordi de enkelte familiemedlemmers hjerter er slette. Det der ene kan skabe den gode stat og den gode familie er derfor, at de enkelte individer renser deres inderste, hvorved freden og harmonien vil brede sig som ringe i vandet. 

Det vigtige er ikke hvad vi gør, men hvorfor vi gør det. Vi er kun mennesker, og vi begår fejl. Men ved at overgive os til Gud skaber vi fundamentet for et bedre liv for os selv og fundamentet for en bedre verden. Ved altid at have Gud i tankerne, rettes Hans blik – som ser alt, men ser med mildhed og kærlighed – på vores inderste. Og derved lyser Han på os og oplyser os, så vores fejl og mangler, men også vores styrke og barmhjertighed, bliver synlig. 

Og kun på den måde kan vi skabe virkelig forandring. 

Måske er det svaret på mit indledende spørgsmål: Kan Muhammed ved sit liv og eksempel tjene til værdigt forbillede for alle menneskers livsførelse? Ja, men ikke i hans lære og livs ydre former, ikke i den bogstavelige tolkning af Koranen og hans sunna. Koranen er ikke fuldkommen og mennesket Muhammed fejlede ofte. Men i det lys han søgte at bringe til verden, og som kan siges at være fælles for alle profeter og Guds udsendinge både før og efter Muhammed – hjertets overgivelse til Gud – bragte han et eksempel værdigt til efterfølgelse. 

Det gælder ikke om at tro med munden og synde i hjertet; hvis troen står mellem mennesket og kærligheden, så forlad troen. Hvis Gud står mellem mennesker og kærligheden, så forlad Gud. Vejen til 

Gud, sharia, (egentlig: “Vejen til vandhullet (eller kilden”)), er hjertets overgivelse til Ham. Ikke i den ydre praksis men som en indre realitet. Lad lyset i det indre blive vejen i det ydre. 

Sunna 

Profeten Muhammed optræder kun få gange i koranen. For at få et bedre indtryk af manden bag religionen, må vi derfor ty til beretningerne om ham og hans sædvane, sunna, de såkaldte hadith. 

Idet vi prøver at se manden for os, ser ham sidde i skygge for den brændende sol i en oase, eller ser ham på bjerget, hvor hans virke begyndte, føler og ser sveden bryde frem på hans pande idet en klokke lyder for hans indre øren når åbenbaringen begynder, og føler hans indre rystelse efter endnu en åbenbaring, der synes at strømme som en kilde fra det hellige, vender vi et øjeblik øje og øre til dem, der stod ham nær og oplevede fødslen af en verdensreligion på første hånd. 

Men da hadith-litteraturen er meget omfattende, og da jeg langt fra har været igennem dem alle – kun omtrent halvdelen af al Bukhari, og ikke på arabisk, men i engelsk oversættelse på sunna.com – kan vi her kun gå nogle få skridt under den brændende arabiske sol med profeten som guide, idet vi dog prøver at forstå noget om hvor han sejrede og hvor han faldt: 

Åbenbaring 

Før vi hører Aisha og andre fortælle om profetens åbenbaringer – næsten som noget dagligdags og med stor kærlighed – og idet vi husker hvor rystet han var da de begyndte – og senere hen – er der nogle ting vi skal vide og må gentage: 

De ægte åbenbaringer bringer tryghed og ro og ligger fjernt fra ekstasen og dens tvilling, fortvivlelsen. De skaber aldrig uro og lidelse. Gud og lyset tvinger ikke. Ved enhver tinde er der også en afgrund, og det onde søger ofte at få os til at løbe mod det høje – kun for at kunne styrte os i afgrunden. Det onde skyer livets jævne men jævnt opadstigende vej, skridt for skridt og langsomt at skabe den indre basis for det ædle i det ydre.

Aisha fortæller hvad profeten svarer på spørgsmålet om, hvordan åbenbaringen bliver givet: Nogle gange bliver den åbenbaret som en klokkes ringen. Denne form for åbenbaring er den sværeste af alle, og den forsvinder først, når jeg har forstået det givne. Nogle gange kommer englen i form af en mand, der taler til mig, og jeg forstår alt hvad han siger. Aisha tilføjer: I sandhed, jeg så profeten blive guddommeligt inspireret på en meget kold dag, og jeg så sveden dryppe fra hans pande, da åbenbaringen var afsluttet. (al Bukhari, 1, 2). 

Andre gange kommer åbenbaringen som gode drømme eller når han er alene. Den første åbenbaring (Koranen, Sura 96) var som nævnt en meget voldsom oplevelse. En åbenbaring kom i form af en stemme fra himlen, og hvor profeten ser en engel sidde på en stol. Efter denne åbenbaring må hans nærmeste (Khadija?) pakke ham ind i tæpper for at beskytte ham (al Bukhari, 1, 3). 

Åbenbaringen bliver ofte givet som inspiration som profeten så fremsiger langsomt og omhyggeligt, efterhånden som åbenbaringen skrider frem (al 

Bukhari, 1, 4). 

I måneden Ramadan plejede ærkeenglen Gabriel hver nat at gæste profeten og overbringe ham Koranens mange suraer (al Bukhari, 1, 5). 

Men idet vi husker den sande åbenbarings natur – at den giver ro, tryghed, klarhed, og gives i en atmosfære af kærlighed og fred – må vi om Muhammeds åbenbaringer sige – selv om han utvivlsomt har været i god tro – at lige som meget i bibelen og kristendommen blev indgivet mennesker af den ældste, Satan (Ardor), eller nogle af de andre ældste, blev det meste af koranen det formentlig også. Ikke fordi Muhammed var et dårligt menneske eller en bevidst bedrager; men mørkets kræfter er ekstreme, og dengang kunne mørkets magter bedrage selv det bedste og ædleste menneske. Dette beskrives udførligt i Vandrer mod Lyset. 

Vi forlader derfor allerede nu profetens åbenbaringer – som vi stiller os tvivlende overfor – samtidig med at vi husker den gennemrystede mand, husker det han forsøgte, det han var oppe imod, og det han ofrede af sig selv af trang til at hjælpe mennesket mod Lyset og Gud.

Bøn 

Bøn er menneskets bro til Gud, ligesom åbenbaringen er Guds bro til mennesker. 

Muhammed forsøgte – ligesom Kristus og flere andre – at bygge denne bro. Men bøn er ikke en strøtanke, ikke et krav, ikke en udenadlært remse eller bestemt formede ord og sætninger, og en bøn om sejr i krig eller om støtte for anden vold og skade – er gudsbespottelig. Bønnen tjener Lyset og kærligheden og den må fødes ud fra hjertets oprigtige trang og dybe ønske (se Kristi Tale i Vandrer mod Lyset, afsnittet om bønnen). Tankeløst fremsagte bønner der bedes ud fra en bestemt doktrin og fordi man ifølge en bestemt tro skal gøre det, er virkningsløse og bønhøres ikke. 

Til gengæld opfatter og hører Gud menneskers glade og lykkelige eller sorgfulde tanker uden at de er tænkt som en bøn, dels som en tak for det gode i livet, eller som en bøn om hjælp til at overvinde det onde i sig selv eller i verden. Gud ser på hjertet og kender det. Kun hjertets bøn og tanke høres og bønhøres hvad enten den er bevidst og formet som en bøn eller ej. Hjertets inderste brænder ikke med halv flamme, og kun det der hører hjertet til, hører Gud til. 

Bønnen er en del af Islams fem søjler og en del af vejen, sharia, til Gud. Og det er ikke forkert, at bøn kan være en vej til Gud, eller en del af den, men det er problematisk hvis bønnen gøres til et ufravigeligt guddommeligt krav. Kun den vej der vælges og vandres i tro og håb – og i frihed – fører til Gud (se lignelsen Vejene, i Vandrer mod Lyset).

Når det derfor bliver diskuteret i hadith hvilken eller hvilke bønner, der er de rette, hvor mange gange man skal bede, hvorhen man skal vende sig i bønnen og hvilke stillinger man skal indtage, er det ikke konstruktivt i forhold til menneskers gudsforhold og indre forvandling og forædling.

Den rette bøn er den der udspringer af hjertets dyb og som bæres af kærlige tanker, og den er uafhængig af alt ydre: Form, antal, sætninger, længde, sted og tidspunkt. Så her er Muhammed og hadith ikke retvisende.

Men bønnens magt – når den bedes oprigtigt og som et udtryk for hjertets inderste trang – er stor, for i denne bøn mødes vi med Gud. 

Rituelt fremsagte og udførte bønner er dog ikke nødvendigvis virkningsløse, ligesom kristnes deltagelse i nadveren ofte kan bibringe mennesker fred og glæde og taknemmelighed. Det afgørende er imidlertid ikke bønnens eller ritualets ydre form, men det der sker i menneskers indre ved ritualet. Hvis den bedende formår at bede den rituelle bøn med oprigtighed og altså ikke kun aflirer den tankeløst, vil også en sådan bøn høres og bønhøres af Gud. 

Bønnens potentiale er at ændre verden og mennesker. Krige, præsidenter og revolutioner kan feje over verden som en storm, men lade det inderste menneske uberørt (jf Will Durants, Verdens kulturhistorie, bindene om Renaissancen). Kun det inderste menneskes virkelige forvandling har egentlig og evig værdi. 

Og derfor brænder verden, så længe vi ikke forvandler os selv indefra i sandhed og i overensstemmelse med det ædle vi alle bærer i os, og som er nedlagt i os af Gud. 

Verden brænder, når hjerterne fryser, og kun hjertets inderste overgivelse til Gud og kærligheden kan slukke branden. 

Renselse 

Et skridt ind i mørket, er et skridt ind i lidelsen. Når det indre tilsøles med mørkets urenhed, kræver det en indre renselse. Når det indre bliver rent, bliver det ydre det også. 

Derfor er renselse, primært åndens renselse, central. Gud kræver at vi søger at rense og forædle vores ånd, og Han sørger når vi farer vild og lader mørket tilsmudse den ånd og det hjerte Han har givet hver af os. Men Han kræver ikke dette for sin egen skyld eller fordi Han kræver en særlig tilbedelse eller tak eller tro, men fordi Han ved, at alternativet – at vedblive at være i mørket og nægte at oprejse hvad vi har forbrudt – giver os lidelser. 

Når der derfor i hadith-litteraturen om renselse gives detaljerede forskrifter for den ydre renselse, for eksempel for at rense næsen med vand på en bestemt måde, er det overflødigt og virkningsløst, ligesom den tankeløse og aflirede bøn er det. Men hvis den enkelte troende formår at forbinde noget indre med det ydre, kan også rituel renselse have sin berettigelse og værdi i lighed med den rituelle bøn.

Det vigtige er igen det indre menneske, og vores indre renselse for synden og mørket. Denne indre renselse sker gennem sorg og anger og bøn om tilgivelse for det onde vi har gjort (se Vandrer mod Lyset).

Efterhånden som vi renser vores indre, vores ånd, gennem sorg og anger og ved ærligt at tilstå vores forbrydelser enten overfor vores medmennesker eller overfor Gud, bliver lyset i det indre langsomt også vejen i det ydre. Lyset breder sig da langsomt men mere og mere til vores gerninger, til det ydre. 

Derfor må fokus ligge på den indre renselse, ikke – som i hadith-litteraturen – på den ydre. 

Jihad 

Gense for dit indre blik billedernes af Islamisk Stats sorte flag og køretøjer, der farer gennem ørkenen som en truende pest for verden. Er det Guds, Lysets og kærlighedens og Livets altbeherskende Magts tjenere og medhjælpere vi ser, eller er det ondskabens lydige slaver, der skænder og brænder alt af værdi, først og fremmest deres egen sjæl? 

Jihad, forstået som væbnet kamp mod troens fjender og de vantro (den lille jihad), har støtte i hadithlitteraturen, men ikke i Guds love og i Gud. 

Det der venter dem, der falder i denne kamp, for eksempel terrorister, der sprænger sig selv og så mange vantro i luften som muligt, er ikke de 72 hurier i Paradis, men derimod et smertefuldt og lidelsesfuldt ophold et mørkt og koldt sted, hvor de igen og igen i tanken må gennemleve og genleve deres frygtelige død, indtil den dag og den time, der af Gud var bestemt som deres dødsstund, er nået (se Vandrer mod Lyset). Den der håber at kunne bombe og myrde sig vej til Paradis, hvad er han? En tåbe og en stakkel for hvem der venter en brat opvågning til virkeligheden (se den foregående artikel En advarsel til alle potentielle selvmordsterrorister).

Måske var tanken om den lille jihad Muhammeds største fejl. I hvert fald tog han fejl også på dette punkt, og konsekvenserne for den enkelte terrorist og hans ofre, samt for terrorens bagmænd, er uoverskuelige. 

Dette bør alle, der går i tanker om det frygtelige, nøje overveje og spørge sin Gud til råds om, inden det er for sent og inden det onde vinder sejr i de ulykkelige og vildledte, der griber til falske forhåbninger og falske løfter og løgne. 

Straf 

Gud straffer ikke. Gengældelsesloven er en realitet, men den er ikke skabt for at straffe os, men for at vi – smerteligt – kan lære og forstå det vi har forbrudt ved at rammes af de samme sorger og lidelser vi har bragt andre, i de tilfælde hvor vi nægter at bøje os og erkende vores fejl (se artiklen Om gengældelsesloven).

Både Koranen og hadith taler om straf. I Koranen er det mest den evige straf i Ilden (helvede), der påstås at vente for eksempel de vantro, mens hadith primært taler om jordisk straf for forskellige forsyndelser. 

Vi kan måske sige at Koranen advarer om Guds (evige) straf, hvis ikke vi bøjer os og underkaster os Ham, mens hadith tillader mennesker, troende, at straffe jordisk og nogle gange med en grusom død, for eksempel ved stening for utroskab. 

Men hold disse tanker op mod Gud, den sande og eneste Gud, Lysets og kærlighedens Almagt, og disse fantasier bliver til intet. 

Gud straffer ikke, men elsker alle, og Han længes efter at byde os alle velkommen i sit Riges strålende lys og skønhed og dybe fred og salighed (se Vandrer mod Lyset). 

Gud og tro 

Forestillingerne om at Gud skulle tvinge mennesker til en bestemt tro og en bestemt tilbedelse, og at Han straffer alle, der nægter at bøje sig, er en grundlæggende fejl ved Islam. De mange og detaljerede forskrifter i hadith for snart sagt alt forbryder sig mod menneskets indre frihed og den sandhed, at kun det vi tilegner os selvstændigt og i frihed, kun det bedste og det ædleste som vi lader smelte sammen med vores inderste menneske og kerne er i sandhed og for evigt vores.

Hadith litteraturen forbryder sig – efter mit indtryk – grundlæggende mod vores gudgivne frihed ligesom en anden lovreligion, jødedommen, gør det. 

Hadith lægger for stor vægt på det ydre til skade for det indre, sjælen eller ånden, og til skade for vores selvstændige tilegnelse af lyset og kærligheden i tanke og liv. Hadith slavebinder – lige som Moseloven – mennesker, som må insistere på friheden og på at elske Gud i frihed. 

Kun hvis vi ved underkastelse under Gud forstår det inderste hjertes overgivelse til Ham i frihed, har Koran og hadith værdi. Hvis vi ved underkastelse mener blind lydighed og slaveri under en tyrannisk og straffende og grusom Gud – så er både Koranen og hadith og dermed Islam en vildvej, ikke en vej til Gud men en vej væk fra Ham, en vej som vi da må forlade snarest muligt.

Og hvis det er tro som tvang, muslimer i dag tolker Koran og hadith ved, så har Muhammed gået de mange skridt under den brændende sol forgæves.

_ 

Gud! Som den tørstende i ørkenen der finder vand, finder sjælen hos dig liv. Syng din velsignelse ind til hjertets rod, lad os skabe vejen under foden med stærk vilje til lyset, idet vi går, og lad viljen være din Vilje. Lad ved vejens ende en ny begynde med evig visdom og salighed til alle!  

Udgang og begyndelse 

I dyb nat fødes lyset, træet synger med sjælens dirrende streng, med velsignelse daler freden ned til mennesker og menneskers og kærlighedens veje; alle fører de til Dig. 

Lad du, Gud, din dybe lykke og fred smelte om menneskers hjerter som regn i ørkenen, lad dit øje se hjertets inderste længsel, lad os finde dine stille veje bag al verdens støj, uro, lidelse, savn og vildveje. 

Lys for mennesker, Gud, lys for os, ja, vi ved: 

Du elsker os! 

Reinkarnation – hvorfor, hvordan, hvad er målet? 

1. Indledning 

Ifølge         forskellige undersøgelser              foretaget    af opinionsanalyseinstitutter er ideen om reinkarnation, sjælens eller åndens genfødsel, en idé, der vinder større og større indpas i vesten især blandt unge mennesker. Den teoretiske ramme omkring den enkeltes forståelse af reinkarnationen varierer vel, idet nogle hælder til fx den buddhistiske lære, nogle til nyere ideer inden for New Age-bevægelsen eller andre religioner eller bevægelser, hvor reinkarnation indgår som element. Der findes altså mange teorier eller religioner, der hver især beskæftiger sig med ideen om reinkarnation.

Vi lever i dag i en verden i opbrud. Gamle systemer bryder sammen og noget nyt tager langsomt form. Den stadig mere omfangsrige og intensive udveksling af information ved de gamle eller de nye medier peger i retning af en ny verdensorden, som vi vel kun nu kan ane konturerne af. Også på det religiøse område ser vi denne udvikling. De gamle trossystemer, især kristendommen, oplever et pres fra de nye strømninger. Folk vil ikke længere uden videre acceptere det gamle, men tillader sig at stille selvstændige spørgsmål. Vi er i dag vidne til et tøbrud, især i vesten, hvor mennesker søger udenom de gamle, stivnede religioner og finder svar andre steder.

Skal man vove det ene øje og give et bud på, hvor verden bevæger sig hen, må det blive i retning af en mere samlet menneskehed; én verden, én menneskehed, én Gud. Denne udviklingslinje er ikke indlysende, hvis man betragter verden, som den ser ud i dag. Men der er alligevel flere gode grunde til, at det givetvis vil være i den retning, at vi, som menneskehed, vil bevæge os. Vi står i øjeblikket i vadestedet, så at sige, mellem den gamle og den nye verden, mellem splittelsen og enheden. Og denne proces, denne overgang er ikke smertefri. Det gamle, splittelsen, krigen, fundamentalismen, volden, magten i dens mange skikkelser giver sig ikke så let. Den gør modstand. 

Men på de indre planer er der for længst sket et afgørende nybrud i menneskehedens historie, og det vil derfor kun være et spørgsmål om tid, før vi kan se dette konkret i den jordiske verden i form af fred, større kærlighed mellem mennesker, større tolerance mellem racer, køn, klasser, religioner osv. De kræfter, som tidligere kæmpede mod menneskene, og som er årsagen til den største del af den menneskelige lidelse og elendighed, har givet op, har nedlagt våbnene. Tilbage står en lang og ikke uproblematisk vandring tilbage og frem mod det fælles mål: Evighedslivet i Guds Rige. 

Der findes nogle meget enkle årsager til hvorfor verden ser ud som den gør i dag, hvorfor der er så megen vold, så megen elendighed, så meget had og intolerance, religiøs fundamentalisme med deraf følgende vold og elendighed. Jeg vil i denne artikel, med udgangspunkt i værket Vandrer mod Lyset!komme ind på disse årsager, idet de er en naturlig del af forklaringen på, hvorfor vi overhovedet reinkarnerer. Og jeg vil forklare hvordan vi reinkarnerer og hvad målet med reinkarnationen er. Vandrer mod Lyset! er ikke nogen dogmatisk religion, eller religion overhovedet, idet mennesket her stilles absolut frit. Det hævdes, med rette, at Guds Rige er for alle, uanset om man er kristen, muslim, buddhist, ateist eller andet. Vandrer mod Lyset! er givet af Gud som en mulig vej, en blandt mange, men dog en genvej, til det alle vel søger: Åndelig fred og sammenhæng, mening i tilværelsen; og den er givet for at gøre vejen til det fælles Hjem, Guds Rige, Paradis så kort og smertefri som muligt. 

2. Reinkarnation – hvorfor? 

De historiske årsager til at vi reinkarnerer er følgende: Gud skabte i tidernes morgen, før universet og Jorden blev skabt, tusinder og atter tusinder af skønne, herlige skikkelser – englene; “De Ældste” og “de Yngste”, som Vandrer mod Lyset! kalder dem. De Ældste og de Yngste levede i evigheders evighed i skønhed og glæde i Guds Rige. Men det tidspunkt måtte komme, hvor Gud stillede dem overfor mørket, for at de fuldt ud kunne blive selvstændige personligheder med en egen suveræn vilje. Og den tanke opstod da hos Gud at skabe nye væsener, børn af lyset, og at overdrage ledelsen af disse nye væsener til nogle af sine først skabte børn. I dette øjemed skabte Gud først universet, for at de nye væsener ikke skulle savne boliger. Og efter en tid, da universet langsomt var dannet, valgte Han en klode, Jorden, til første opholdssted for Hans endnu uskabte børn. 

Gud stillede alle sine først skabte børn, de Ældste og de Yngste, overfor mørket, idet Han sagde til dem: “Jeg, eders Fader, vil delagtiggøre eder i min skabelse, thi jeg vil skabe nye væsener, skabe dem af mit eget og af klodens stærke udstrålinger. Jeg vil skabe dem skønne og gode, med åbne muligheder til, vejledede af eder, at modtage alt ved lyset. Og de skulle leve et liv i skønhed og glæde på en af de dannede kloder, på den, jeg har udvalgt dertil. Når da tidens fylde er kommen, vil jeg blandt eder udvælge nogle, og disse vil jeg give bolig i den verden, jeg har lagt uden om Jorden; thi derfra skulle I lede mine yngste børn, lede dem ad lysets veje, til de nå frem til mit Herlighedsrige. Men de udvalgte ledere kunne, når de ønske det, vende tilbage til deres boliger her i mit Rige, for at hvile; thi ingen gerning bliver vel udført, når den ikke ledsages af hvilen.” 

De Ældste bukkede herefter under for hovmod og magtbegær, de første udslag af mørkets påvirkning, idet de følte sig sikre på at Gud ville udvælge dem til ledere for de endnu uskabte væsener. Og de drog ofte fra Guds Rige til riget omkring Jorden, en strålende skøn lysverden, som Gud havde lagt omkring Jorden, dels for at “forberede” sig til den vanskelige gerning, dels som et fristed, da de i Guds Rige, i Guds umiddelbare nærhed, følte Hans sorg strømme imod sig. Men de glemte, at Gud faktisk ikke havde udvalgt dem, glemte at vente til den Almægtige ville kundgøre, hvem Han ville vælge til den vanskelige gerning. De kårede så at sige sig selv til dette hverv. 

I utålmodighed, et udslag af mørket, idet Gud stadig tav om hvem Han ville udvælge, begyndte de Ældste selv at eksperimentere med at skabe levende væsener. For med mørkets overhåndtagende indflydelse over dem, tænkte de, at deres magt over de nye væsener dermed ville blive større. Men de formåede ikke at skabe udødelige væsener i deres egen lignelse, da Gud alene var og er Tankens og Livets Herre. Da blev de endnu mere utålmodige, og begyndte at eksperimentere direkte med mørkets kræfter. De fremmanede mørket fra dets indkapsling i lysæteren, og langsomt omdannedes kloden, Jorden, fra en lysets til en mørkets verden. Til sidst lykkedes det de Ældste at skabe væsener, menneskene, der kunne leve og ånde i Jordens tunge atmosfære. Men de skabte dem af mørket, dels af det materielle, molekylære mørke, dels af det astrale mørke. 

Oprindelig var det Guds hensigt at skabe menneskene som lysvæsener i en lysverden, uden forplantning og død, bestemte til langsomt at stige opad mod Guds Rige og Gud selv, vejledede af de af Guds først skabte børn, der – uden al egennytte, selvbeundring eller magtbegær – ønskede at påtage sig den opgave: At delagtiggøre andre i lysets visdom, herlighed, skønhed og glæde (se Vandrer mod Lysetog Supplement II, no 42). Men de Ældstes skabelseseksperimenter satte altså en stopper for disse planer. 

Langt senere henvendte nogle af de Ældste, de, der tidligt angrede deres onde gerninger, sig til Gud, og bad Ham give menneskene af det evige liv, at gøre menneskene til sine børn, i lighed med de Ældste og de Yngste, en bøn, som Gud hørte og bønhørte. Gud gav hvert menneske en evig, udødelig sjæl eller ånd, en gnist af sit eget væsen, for at de ved hjælp af den, gennem talrige jordeliv, kunne stride sig gennem mørket, frem mod lyset og Gud. Og de Yngste, de ikkefaldne af Guds først skabte børn, påtog sig, på Guds opfordring, efter at Han havde lovet de angrende Ældste at tage sig af deres i alle henseender mislykkede skabninger, og at give menneskene af det evige liv og gøre dem til sine børn, ledelsen af menneskene, og de Yngste lovede da at forsøge at være Ham behjælpelig med at skabe orden i den skete ødelæggelse, ved at lade sig føde som mennesker blandt mennesker i den jordiske verden. 

At vi reinkarnerer skyldes altså, at Jorden blev en mørkets og dødens verden, ved de Ældstes skabelse af menneskelegemet og eksperimenteren med mørket, hvorved menneskenes fysiske legemer blev underkastet mørket, synden og døden, hvilket ikke oprindelig var Guds plan. Det har aldrig været Hans, den Almægtiges, mening, at menneskenes barndom skulle blive så hård og lidelsesfuld, som den er blevet, det har aldrig været Hans hensigt at menneskene skulle være underkastet synd og død, eller at leve i en mørkeverden. Menneskets fysiske legeme er skabt af de Ældste, af nogle af Guds først skabte, men faldne børn, mens menneskets udødelige ånd er skabt af Gud. Det evige i mennesket, ånden eller sjælen, er skabt af Gud, og derfor er menneskene i dybeste forstand og i sandhed ægte børn af Gud. Reinkarnationen er således Guds måde at bringe orden i den skete ødelæggelse, idet den tjener til at udvikle menneskeånden, gennem de mange jordeliv, frem mod at blive totalt lysstærke væsener, der kender godt og ondt, lys og mørke. 

3. Reinkarnation – hvordan? 

Det, der sker, når vi reinkarnerer er, at ånden fra den oversanselige lysverden bringes til den jordiske verden. Ånden bliver da dysset i søvn, og mister erindringen om tilværelsen i den oversanselige verden i det øjeblik den bringes til Jorden. Ånderne regner deres fødsel til livet på Jorden fra dette øjeblik. Ånden bindes efter lysets love ved lysets livgivende bånd, sølvtråden, sølvsnoren, eller hvad man nu kalder det, til det endnu ufødte menneskefoster, i svangerskabets 4. – 5. måned. Gud har ordnet det på den måde, at man normalt ingen erindring har om de tidligere inkarnationer, da sådanne erindringer kun ville skabe forvirring og kaos i det nuværende liv. Den lidelse som en eventuel erindring om tidligere tilværelser kunne skabe, ses hos nogle sindslidende, hos hvem isolationslaget (mere om det om lidt) er delvis beskadiget, således at erindringer fra præinkarnationer træder frem for dagsbevidstheden, og i nogle tilfælde medfører personlighedsspaltninger; individet træder mentalt ind i fortidige inkarnationers oplevelser og erfaringer, og kan ikke skelne det fra det nuværende liv. 

Hver ny inkarnation er altså at regne som en ny chance, en ny mulighed for at tilegne sig ny viden, erfaringer, visdom, eller eventuelt sone tidligere inkarnationers forsyndelser mod de guddommelige love eller ens medmennesker. 

Ånden omslutter ved inkarnationen det fysiske legeme fuldstændigt, og kan af klarsynede mennesker ses som menneskets “aura”. For at forhindre erindringer mv fra tidligere tilværelser i at træde forstyrrende frem for individerne og derved skabe store, åndelige lidelser for sine børn, har Gud ordnet det sådan, at der mellem det fysiske og det åndelige legeme er et lyslag, der dels virker som isolationslag (den side af laget, der vender mod ånden), det vil sige beskytter mennesket mod at komme i for stærk rapport til den åndelige hjerne, sådan at det kun er de egenskaber, den viden mv, som man har aftalt med Gud at man skal medbringe i den foreliggende inkarnation, der, via sølvtråden bringes til individets dagsbevidsthed, hvorimod de andre dele af åndens normalt meget omfattende viden ikke bliver bevidst for individet under jordelivet, dels virker lyslaget som opsugningslag for mørket (den side af laget, der vender mod det fysiske legeme), der således neutraliseres. Med klarsyn kan dette opsugnings- og isolationslag ses som en fin, lysende linje mellem ånden og det fysiske legeme.

Det inkarnerede menneske har i virkeligheden tre legemer, og dermed tre hjerner, hvoraf det i sagens natur kun er det ene, det fysiske legeme og den fysiske hjerne, der kan underkastes direkte forskning og iagttagelse af alle. Udover det fysiske legeme har det inkarnerede menneske også et astralt legeme, sammenflettet med det fysiske, og dermed en astral hjerne, der er sæde for de fra slægten nedarvede lys- og mørke-instinkter (fx instinktiv afsky for vold, forskellige nedarvede talenter (sport, erhvervsmæssige el lign), eller omvendt glæde ved at tilføje smerte, tvangsmæssige tanker eller handlinger o lign), og de af skaberne, de Ældste, nedlagte urdrifter (fx forplantningsdriften). Derudover har mennesket et åndeligt legeme, det egentlige, udødelige menneske, hvis hjerne er sæde for alle åndens erfaringer, viden osv, som man har erhvervet sig i alle tidligere og nuværende inkarnationer. Hvor meget mennesket end forsynder sig mod de guddommelige love eller mod sine medmennesker, går det aldrig tilbage i viden og erfaringer, i udvikling. Vejen til Gud ligger således foran enhver af os, og ingen vej fører tilbage til allerede tilbagelagte stadier på åndens vandring mod lyset. Efter lysets love inkarnerer mandlig ånd bestandig i mandligt legeme, og kvindelig ånd vice versa. Det er ikke nødvendigt at skifte køn mellem inkarnationerne, da vi er skabt to og to, som dualer, mand og kvinde, og ser, via dualens tilværelse, alligevel livet i “stereo”, har alligevel det hele med. Menneskeånden inkarnerer altid i menneskelegemer og aldrig fx i dyrelegemer. Dyr reinkarnerer ikke, da de ikke har noget åndeligt legeme, nogen udødelig ånd. 

4. Reinkarnation – hvad er målet? 

Målet for reinkarnationen er, som før sagt og antydet, dels at menneskeånden skal blive fuldkommen lysstærk i alle livets forhold, og dels at nå evighedslivet i Guds Rige. Dertil har vi tid nok. Gud har ikke travlt.

Det, der sker i løbet af inkarnationerne er, at individets tanke og vilje, bevidsthedens grundbestanddele, langsomt nærmer sig hinanden mere og mere, afspejler hinanden klarere og klarere, indtil de på et tidspunkt smelter sammen, hvorefter individet i al evighed er upåvirkelig af mørkets udstrålinger og kræfter (se Supplement II, no 64). Da, eller eventuelt efter nogle få efterfølgende soningsinkarnationer, hvis ånden ikke ved det åndelige kulminationspunkt, hvor tanken og viljen smelter sammen, endnu har fået sonet al sin karma, sin syndeskyld, siges ånden af Kristus, den ældste af de Yngste, løs fra livet på Jorden, og fortsætter da sin videre udvikling frem mod det endelige mål, evighedslivet sammen med Gud i Hans Rige, i lysets verdener, hvor der ikke findes synd og død. Her lever menneskeånden i et nært samliv med dualen, og disse nærmer sig da hinanden mere og mere, i åndelig forstand, lysudstrålingerne, kærligheden mellem dem bliver bestandig stærkere og stærkere, de afspejler hinanden klarere og klarere, indtil de på et vist tidspunkt afspejler hinanden fuldkommen. Ved dette 2. kulminationspunkt indtræder menneskeånden i Guds 

Rige til livet i al evighed. Men hver især bevarer de parvis samhørende dualer deres individualitet, de er to, og dog én.

Mennesker, der fx hader kristne, muslimer, afrikanere eller andre menneskegrupper eller enkeltpersoner, vil uvægerligt i fremtidige inkarnationer blive sendt ned blandt dem, man førhen hadede for at lære at elske dem i stedet. Det overordnede mål for menneskenes reinkarnationer kan siges at være at lære at elske, og at lære mørket at kende og at sky det i alle livets mange forhold.

Den hurtigste vej til Gud kan overordnet siges at være at lytte til og følge sin samvittighed i alle livets forhold. Da farer man aldrig vild. Men derudover er der blevet åbnet for en genvej til lyset og Gud, ved tilgivelsen af de Ældstes, de faldnes leder, af menneskene normalt kaldet Satan, som i 1912 vendte angrende tilbage til Gud. Vandrer mod Lyset! er den naturlige, jordiske udløber af denne begivenhed, og det er dette afgørende nybrud i menneskehedens historie, jeg antydede i indledningen. Mørket har således ikke længere nogen øverste “tjener” eller “fyrste”, og det er også derfor, at vi har lov at håbe på bedre tider i fremtiden. Men mange tider vil endnu svinde, før nybruddet for alvor vil kunne mærkes i den jordiske verden. Først når hovedparten af menneskene har lært den sande Gud at kende, samt har sublimeret deres kærlighed og barmhjertighed så meget, at de kan fatte det sublime i tilgivelsestanken af den dybest faldne, at de kan føle medlidenhed med den lidende, sørge med den sørgende, og således bekræfte at lyset virkelig er for alle, og at intet mørke kan vare evigt, først da vil det for alvor kunne mærkes, at djævelens trone står tom! Den nye epoke i menneskehedens historie, efter Satans tilbagevenden til Gud, vil, før eller siden, med rette kunne kaldes fredens, kærlighedens og barmhjertighedens tidsalder. Og således vil fremtidens mennesker kunne høste frugterne af det mægtige arbejde, som er blevet ført fra lysets side på at åbne op for en kortere vej, genvejen, til Gud for alle. Men prøvestenen for menneskeåndens modenhed kan siges at bestå i at kunne fatte medlidenhed med Satan, eller Ardor, som han kalder sig i Vandrer mod Lyset! den består i, ud fra egne oplevelser med mørket, ud fra egne synder og lovbrud, ud fra egne lidelser at fatte hvad han, den dybest faldne har lidt og fortsat må lide, indtil alle har tilgivet ham, og da at tilgive ham af hjertet. 

Dette, alles tilgivelse af Ardor, er det næste helt store mål for lyset og Gud. Og når det er en realitet, thi ske vil det, før eller siden, da vil et mægtigt skridt være taget for lysets udbredelse på vores klode. Da vil vi med større glæde kunne begive os til livet på Jorden, kunne lade os inkarnere med større glæde. Endemålet for det hele vil være alle Guds børns kærlige møde, i fuld kærlighed og enighed og harmoni, i Guds Rige. Vi er født af kærlighed til kærlighed, til livet i al evighed i Guds umiddelbare nærhed i Paradis, dét alle inderst inde søger og længes efter, vor sjæls og ånds dybeste længsel. Menneskets smerte skal lindres, Gud skal tørre tårerne af sine børns kinder, længslen skal stilles. Thi Gud er en lysets, kærlighedens Gud og Fader for alle sine børn! 

Om at bryde det ondes magt 

Nu kærlighed vande Livets Træ, 

Med rod dybt i Jord, stræbe mod Himle, På grenen en fugl, synger når Sol stige af nat, Da en ukendt fred sjælen velsigne!

Lige så enkelt det er at søge – og finde – GUD ved at søge i sit eget hjerte, lige så enkelt det er at være medvirkende til lysets, kærlighedens udbredelse på Jorden ved at elske sine medmennesker, og lige så enkelt det er at finde vej til åndens højnelse og forædling – netop gennem kærligheden, gennem vilje og evne til at elske – lige så enkelt er det at være med til at bryde en del af mørkets, det ondes, magt i denne verden: 

Ved at søge at møde dem, der taler for, truer med eller faktisk øver vold, hvad enten det er mennesker, der repræsenterer hele nationer som statsledere, eller det er ledere eller medlemmer af bestemte trossamfund, eller det er almindelige mennesker, og hvad enten volden er fysisk eller psykisk – ved at møde de mennesker med kærlighed og tilgivelse i stedet for at søge hævn. 

Dette er at kaste vand i stedet for benzin på verdensbranden. 

Vi skal ikke slås med dem, der øver vold, hvilket er selv at falde, men ud fra den enkle tanke at vi alle er brødre og søstre med samme – åndelige – oprindelse i GUD, søge at vække sorgen og angeren i dem, der øver vold – ikke for at tilintetgøre dem eller skade dem eller som led i et slagsmål hvor vi søger at bekæmpe dem – men for at vække lyset i deres hjerter, for at lede dem bort fra mørkets, voldens bundløse sumpe og vildveje og ind på lysets trygge stier og faste grund gennem medfølelse og tilgivelse. 

Sorg og anger og den dertil hørende forståelse af voldens sande og onde natur er det eneste, der kan løse de for volden faldne fra det ondes bindende magt, og ved at søge at vække denne forståelse og disse følelser kan vi drage dem til os, og derved standse deres onde færd. 

Intet menneske er ondt i sit inderste, alle har en indre gudgiven kerne af lys, og den kan ethvert menneske være med til at vække eller genvække – også i de dybest faldne. 

Derfor: Enhver kan være med til at slukke verdensbranden ved ikke at slås med, men ved at tilgive dem, der øver vold. Måske vil det være lettere at tilgive, hvis man i stedet for at fokusere på de onde gerninger, fokuserer på den lidelse, der altid – før eller senere gennem gengældelseslovens hårde men retfærdige tilbageslag – bliver dem til del, der øver ondt. Det vil sige, at en medfølende empati letter tilgivelsesprocessen. 

Denne forståelse for de lidelser, der altid påfølger onde gerninger, kan vi – om ikke andet – nå gennem en forståelse af de sorger og de lidelser vores egne fejl og forsyndelser bringer os selv. 

Forenet med en bevidsthed om at være i GUDS Hånd, og at være under Hans omsorg og Værn, behøver ingen at frygte for på denne måde at søge at møde de faldne med kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse eller at frygte at være uden beskyttelse og at være forsvarsløse og prisgivet volden: 

Intet ondt kan ramme den, der ved sig i Guds varetægt og under Hans beskyttelse. 

Krig og hævn og modvold løser ikke, men skaber problemer, da denne strategi kun avler ny vold og dermed nye behov for oprustning og nye konflikter og krige. 

GUDS Værn er gratis og garanteret effektivt. 

Så lad os forlade os på Ham og i Hans billede og Ånd tilgive og søge at vække lyset i dem, der har det mest behov: 

De, der skaber krige og konflikter og vold og modvold. På den måde kan enhver være med til at slukke den ild, der nu fejer gennem verden, være med til at bryde en del af mørkets, det ondes, magt. 

Der er tale om to veje: Guds vej og mørkets vej. Resultaterne af den sidste vej ser vi nu – som før – overalt i verden. 

Den første vej mangler vi endnu at se realiseret. Men det kan ske hvis mennesker erindrer deres ædle byrd og høje bestemmelse: 

Vi er børn af Gud på vandring mod Paradisets strålende Hjem og evige salighed. 

Om visdom 

Hvad er visdom? 

§1 Visdom, viden og intelligens 

Visdom er – modsat viden og intelligens – eksklusivt knyttet til Lyset, det gode. Viden og intelligens kan benyttes både i det godes og i det ondes tjeneste. For eksempel kan viden om naturen bruges til at fremstille madvarer og til at producere energi, der kan benyttes til gode for mennesker. Omvendt kan viden om naturen også bruges til at fremstille masseødelæggelsesvåben, forskellige gifte i destruktivt øjemed osv. 

Vi vil kalde en genial religionsstifter som Jesus af Nazareth vis, men ikke de store krigsherrer og massemordere. Disse kan have høj intelligens og viden og geni, men vi kalder dem ikke vise. 

§2 Platon, Paulus og dronning Christina af Sverige 

I en platonisk forståelse hævdes det, at hvis vi erkender det gode, gør vi det også. Problemet er: Hvad er det gode? Her henter vi hjælp fra Vandrer mod Lyset, der siger, at lyset er det gode, og lysets essens er kærlighed. Derfor er kærlighed en fællesnævner for alt godt eller selve det gode, som Platon efterspørger. 

Men er det sikkert, at den der erkender kærligheden som det gode eller indbegrebet af alt godt, også elsker? Her har Paulus et andet bud. I 1. Kor. 13 erkender han kærligheden som det største af alt. Men i Rom. 7, 14-20 siger han, at selv om han har viljen til det gode, gør han det onde. Det gode han vil, gør han ikke, og det onde som han ikke vil, det gør han. 

Den geniale regent, dronning Christina af Sverige, som levede og regerede i 1600-tallet, hævdede at filosofien hverken gør mennesker bedre eller værre. Hendes valgsprog var Columnia regi sapientia(visdommen er regeringens grundsøjle). 

Hvis vi med Platon søger at erkende det gode, det skønne og det sande, og siger, at kærligheden er dette gode, skønne og sande, gør denne erkendelse os så bedre, er den neutral, eller må vi resignere som Paulus? Det afhænger af, om erkendelsen er rent intellektuel eller om den bliver en del af vores indre menneskelighed ved både at blive en del af vores intellekt, hjerte, følelse og karakter. 

Den dybe erkendelse af kærligheden som det største og indbegrebet af alt godt – det enkleste og samtidig sværeste af alt – er ikke et universalmiddel til opnåelse af lykke og fred, og den menneskelige kærlighed er aldrig ideel. Men med kærligheden kan vi få en bestemt retning for vores liv og stræben. 

Som alle ved, rummer kærligheden også smertefulde aspekter, og som Christina af Sverige skrev, så kræver det større mod at indgå i ægteskab end at gå i krig. Hjerter og sjæle kan knuses. I kærlighed er der mange ofre, men ingen skyldige. 

Hvis vi igen ser til Vandrer mod Lyset kan vi se, at selv Gud lider – som følge af sine børns omfattende og langvarige lidelser. Og de yngste lider ofte. Hvilke glæder har de mon, når så mange mennesker lider som de gør? Mennesker hjemsøges af krig, sult, sygdom, død, vold. Derfor lider ofte de mest, der elsker mest. Vi må sige, at filosofien – hvis vi forstår filosofiens højeste mål som at erkende det højeste gode og ikke som en neutral tænkemåde eller metode – gør os bedre, skridt for skridt, hvis vi forsøger at leve det højeste gode, kærligheden. 

Men samtidig åbner kærligheden for smerte og lidelse, når vi betragter vores medmenneskers lidelser eller erkender vores egen kærligheds begrænsninger eller føler den smerte det giver at miste en, der har vundet plads i vores inderste. 

Og måske må vi sige, at visdom er forsøget på og modet til at elske. 

Filosofi 

Erkendelse er den proces,

hvorved opnås viden.

Den videnskabelige metafysiks metode

I

Det følgende er for denne første dels vedkommende et forsøg på at afgrænse og afklare forholdet mellem naturvidenskab og metafysik med henblik på formulering af en egentlig videnskabelig metafysik gennem en formulering af en videnskabelig metafysisk metode, parallelt til den naturvidenskabelige metode, med fokus på netop metode og ikke i første omgang resultater. Af relevans for denne undersøgelse er også mine artikler Fysik og metafysik (her i bogen) og Fra videnskabelig fysik til videnskabelig metafysik (på carstenplougolsen.com). 

I forbindelse med afgrænsningen og forsøget på en afklaring af forholdet mellem naturvidenskab og metafysik vil jeg overveje fem forskellige tankefigurer angående de to erkendeområders og erkendemåders forhold til hinanden.

Men først indledende:

Naturvidenskaben beskriver ved matematikken (og andre formelle sprog) den fysiske, sanselige verden, metafysikken beskriver eller forsøger ved logikken at beskrive det åndelige, oversanselige (hvis noget sådant findes, hvilket jeg indledende antager). Vi kan tænke, at der er et vist overlap mellem matematik og logik på den måde, at logikken er en del af matematikken (ligger under den som grundlag) mens det næppe kan siges, at matematikken er del af logikken. I den forstand er logikken (og det oversanselige) primært, matematikken (og den sanselige verden) sekundært, fordi logikken andrager begge områder, matematikken kun det ene.

Matematik (og andre formelle sprog knyttet til den fysiske verden; fx også kemiske reaktionsskemaer) og logik er at betragte som Logos på hver af de to områder; matematik for naturvidenskaben og logik for metafysikken: De erkendelsesteoretiske hjælpemidler eller funktioner eller formelle sprog, der bringer orden ved – for tanken – at repræsentere eller formulere de grundlæggende love på de to områder.

Herefter første tanke:

Mellem naturvidenskab og metafysik hersker der komplementaritet på en sådan måde, at de dels er komplementære, hinanden modsatte, dels tilsammen udgør den samlede virkelighed; eller rettere: De beskriver sammen som ideal den samlede virkelighed eller det samlede erkendeområde med det forbehold, at der kan tænkes – og formentlig er – grænser for den herved opnåelige erkendelse.

Bemærkninger til første tanke:

Til illustration af den mulige komplementaritet mellem naturvidenskab og metafysik og den helhed, de tilsammen udgør, kan man tænke på det taoistiske begreb om yin og yang og det dertil hørende berømte tegn.

Komplementariteten opstår ved de to erkendemåders og områders forskellige genstand: Vi kan sige, at naturvidenskaben studerer den foranderlige, fysiske, sanselige verden, mens metafysikken studerer den evige, åndelige, oversanselige verden, og generelt det evige i verden. Hvis denne opdeling er korrekt, kan de to erkendemåder siges – ideelt – at repræsentere hele verden og virkeligheden, og samtidig være helt forskellige. De supplerer hinanden i komplementaritet.

Derudover kan vi sige, at der er overlap mellem de to områder (jf den hvide prik i det mørke felt og den sorte prik i det hvide felt i yin-yang-tegnet). Vi kan således sige, at der findes noget evigt i det foranderlige, og noget foranderligt i det evige:

Hvis vi med den foranderlige verden mener den jordiske, fysiske verden, og det dertil hørende fysiske univers, så er det indlysende, at ting i denne verden hele tiden forandrer sig, fødes, lever og dør, er udsat for erosion, stjerner tændes og slukkes igen, havet skyller sten op på stranden osv. Men der er noget evigt i al denne foranderlighed: Nemlig de love, der skaber forandringerne, eller som forandringerne foregår efter, fx tyngdeloven, loven for kinetisk og potentiel energi, loven for evolution osv. Disse love ændrer sig ikke, de er tilsyneladende evige. Uanset om vi anerkender en evig verdens eksistens eller ej, kommer vi derfor ikke ud over anerkendelsen af noget evigt i verden (se også artiklen Procesmetafysik vs substansmetafysik her i bogen).

Tilsvarende findes der noget foranderligt i det evige, hvis vi fx anerkender, at den menneskelige tanke er evig (som en del af vores evige ånd), en evig tanke, der hele tiden tænker nye tanker, som forandrer sig, er i bevægelse, vi bliver klogere og mere erfarne gennem vores forsøg på at lære og ved at reflektere over den måde, vi lever på osv. 

Hvis ikke vi anerkender tankens evighed, men kun betragter den som et udtryk for elektrokemiske processer – og hvis denne hypotese er rigtig – så bortfalder denne del af argumentet. Men vi kan så alligevel hævde foranderlighed i det evige: Nemlig ved de forandringer (fx planeters bevægelse, visse celleprocesser osv) som de evige love skaber.

Det synes derfor sikkert, at der både findes foranderlige og evige aspekter ved verden (hvad enten vi anerkender en åndelig, evig verdens eksistens eller ej), og disse forskellige aspekter kan rummes i en tanke om det foranderliges og det eviges komplementaritet med de overlap, jeg har beskrevet her. Og i en sådan verden med en sådan komplementaritet giver både naturvidenskab og metafysik mening, og har hver deres plads og berettigelse, hvis vi ved naturvidenskab forstår studiet og videnskaben om den foranderlige, fysiske verden, og ved metafysik forstår studiet og videnskaben om det evige.

Vi kan dog også forstå metafysik efter ordets oprindelige betydning: gr. meta ta physika, ”efter fysikken”, dvs en videnskab om det, der ligger udover det fysiske, rumtiden og det nu kendte stof. Men også ved denne tanke kan vi tænke forholdet mellem naturvidenskab og metafysik komplementært ved sondringen mellem det fysiske og det ikke-fysiske, der tilsammen danner en helhed. 

Om det giver mening at tale om ikke-fysiske fænomener, fx ikke-fysisk rum og stof og dimensioner, kan først godtgøres – eller afvises – i en egentlig videnskabelig metafysik. (Se afsnit II i nærværende artikel + igen mine artikler og forarbejder Fysik og metafysik og Fra videnskabelig fysik til videnskabelig metafysik).

Anden tanke:

Forholdet mellem naturvidenskab og metafysik er analogisk (analogi i Høffdings og Boas´ forstand; Harald Høffding, Begrebet analogi (1923) og Torben Boas, Tankens arkitektur (2014)).

Høffding udtrykker i Begrebet analogi den tanke, at objektiv gyldighed af en tanke og et argument nås gennem tilvejebragt lovmæssig sammenhæng mellem iagttagelser, og sandheden er ikke statisk, men dynamisk; den kan formuleres i forskellige billeder, og ”det er altså ikke et identitetsforhold men et analogiforhold mellem grundsætninger (principper, ideer) og iagttagelser (erfaringer, fænomener), der kræves, for at sandhed kan vindes. Analogi er lighed i forholdene indenfor forskellige genstande, ikke lighed i de enkelte egenskaber. Det kritiske eller dynamiske sandhedsbegreb bliver altså tillige symbolsk”.

Her er en medklang i Troels Nøragers disputats Hjerte og psyke – studier i den religiøse oplevens metapsykologi og diskurs (1996) ved tanken om metaforen som central for erkendelsen gennem behandling af Lakoff & Johnsons Metaphors we live by (1980): Vi tænker blandt andet og grundlæggende i billeder (metaforer, eksempler, tegn), særligt når det tænkte skal meddeles andre.

Høffding, videre: ”Det er tilstrækkeligt til tænkningens gyldighed, at forholdet mellem tankeelementerne stemmer med forholdet mellem erfaringens elementer”. Vi sammenholder i tænkningen forskellige erfaringsområder, og overfører via billeder (analogier) elementer fra et kendt til et endnu ukendt område eller felt. (Derved risikerer vi selvfølgelig at gribe fejl; men analogien er for Høffding central i erkendelsen).

I Den menneskelige tanke (1910) skriver Høffding: ”Kun ad de dristigste analogiers vej kunne vore mest indholdsrige og derfor mindst omfattende kategorier udvides til at gælde for de uoverskuelige horisonter, der fører ud over vor erfarings grænser. Om berettigelsen af disse analogier står den store kamp om livsanskuelserne.”

Hvis Høffdings tanke er rigtig, at vi slutter (gyldigt) analogisk fra kendt til ukendt, så kan det også være muligt at slutte analogisk fra naturvidenskab til metafysik, hvis naturvidenskabens felt i en eller anden grad er (eller forudsættes) kendt, og det metafysiske felt ukendt. Eller også vil man kalde en sådan slutten deduktiv, idet vi så slutter fra det almene til det specielle, fra Høffdings almene tanke til dens specielle anvendelse (fra naturvidenskab til metafysik); under alle omstændigheder selv en analogisk slutning.

Videre kan vi spørge: Er det på den måde, videnskaben og tænkningen udvikler sig fra tradition til fornyelse: Andre baner en vej i fortiden, skaber kendt af ukendt, skaber kendt terræn, hvorfra nye generationer igen slutter analogisk fra kendt (tradition) til ukendt (fornyelse). Igen i sig selv en analogisk (eller deduktiv) slutten; fra Høffdings almene tanke (eller måske ligefrem lov), til en videnskabsteoretisk overvejelse og sammenhæng (og sandhed?) (det specielle).

Videre siger Høffding, at grund og følge er et rent logisk forhold, mens forholdet mellem begivenheder i verden er et tidsforhold. Derfor er det ved analogi, at vi anvender begrundelsens lov (grund-følge) på begivenheder i verden. Men det omvendte er af særlig interesse for nærværende undersøgelse: Når vi ved analogi slutter fra begivenheder i verden som er underlagt tidsfølge – eller ud fra eksempler og tilfælde – til logiske og almene forhold ved dannelsen af almenbegreber eller almenlove; fra naturvidenskabelige forhold til metafysiske, fra det timelige til det evige, hvilket kan siges udover at være analogisk også er induktiv slutten. 

Et eksempel på det er, når vi fx ud fra observation af et antal konkrete hunde (sansning) danner det almene begreb ”hund”. Eller generelt: Analogi opstår blandt andet ved omsætning af sansning, sansedata, til almenbegreber.

Reglen synes at være, at vi både ved analogi kan slutte fra logiske forhold til tidsforhold, og fra tidsforhold til logiske forhold; eller – med hensyn til det sidste – overordnet ved analogi kan slutte fra naturvidenskabelige forhold til metafysiske.

Analogiens erkendelsesteoretiske ydeevne kan man få et indtryk af gennem Torben Boas´ behandling af den (Tankens arkitektur). Analogien er en del af det, han kalder strukturtanken, og består i en overførsel af mening mellem to kontekster, to logiske kæder, ved et tankespring, som kan afføde en underforstået mening, fx formidlet af talstrukturen som erkendelsesteoretisk ”enzym” eller ved brug af ordsprog. I de logiske kæder kan den metafysiske tanke anvende det, Boas kalder den relative tankefunktion, hvor begreber relateres til hinanden. En logisk tanke, kæde eller fortolkning kan overvejes og genovervejes, det kan den analogiske tanke ikke. Deraf dens store potentiale, hvis vi skal følge Boas.

Tredje tanke:

Forholdet mellem naturvidenskab og metafysik repræsenterer et spektrum; enten et kontinuert spektrum med glidende, ubrudte overgange, eller et spektrum med indtagelse af diskrete værdier, som man kender det internt fra naturvidenskaben i kvanteteorien (og måske i genetikken ved læren om mutationer). Spektret kan bøjes til en cirkel eller vrides i spiral, så vi ikke har en egentlig begyndelse eller ende på hhv naturvidenskab og metafysik.

Bemærkninger til tredje tanke:

Hvis vi opfatter forholdet mellem naturvidenskab og metafysik som et spektrum, kan vi for det første enten visualisere forholdet som en horisontal eller vertikal linje med poler i form af de to discipliners forskellige genstand: Det fysiske og det åndelige. 

I den horisontale forståelse er der ingen niveauforskel mellem de to. Den vertikale forståelse kommer tættere på tanketraditionen og specielt den religiøse tradition, der opfatter det jordiske (naturvidenskab) som underordnet det oversanselige, himmelske (metafysik, religion).

Med hensyn til en nutidig tolkning er dette traditionelle billede nærmest vendt om: De fleste vægter nu naturvidenskab langt højere end metafysik og religion, i hvert fald i den toneangivende ”elite”. Dette skyldes formentlig naturvidenskabens mange og positive resultater, fx udmøntet i brugbar og populær teknologi. Metafysikken sygner hen, og nogle taler ligefrem om nutiden som en postmetafysisk periode. Først ”døde Gud”, som kultur- og idédiagnostiker – ikke læge og ikke bøddel – Nietzsche udråbte, så metafysikken; eller også henligger den nu i dødskamp og på sit yderste.

Hvad enten vi foretrækker den horisontale eller den vertikale figur, kan vi sige, at vi begynder enten ved det metafysiske, fx myte, åbenbaring og tro, i den ene ende, og slutter ved det naturvidenskabelige, ”kendsgerninger”, i den anden ende. Eller vi starter omvendt ved naturvidenskab og slutter med metafysik.

Rent åndshistorisk er det vanskeligt at identificere og påvise egentlige begyndelser og slutninger for naturvidenskab og metafysik, hvorfor den cirkulære eller spiralformede figur måske giver mere mening. 

Både naturvidenskab og metafysik er og har vel altid været samlydende stemmer i enhver kultur, og også i de enkelte mennesker. De hovedlinjer vi normalt opererer med i betegnelsen af forskellige perioder og epoker – fx ”oplysningstiden”, ”middelalderen” – dækker heterogene forhold og realiteter og heterogen virkelighed, ikke homogene sådanne; enhver tid er mangestemmig, polyfon, og ofte har det været undtagelsesmennesker, genier, enere, der har stået alene i samtiden, og kun for eftertiden har tegnet og givet navn til en given periode.

Fx var ikke alle på Voltaires og Immanuel Kants tid geniale filosoffer, og ikke alle var lidenskabeligt interesserede i at oplyse samtidens mennesker. ”Oplysningen” skal ses på baggrund af et tilgrundliggende mørke, der blev forsøgt fortrængt af de enere, der har været så forskellige fra ”det gennemsnitlige menneske”, der bar og medførte det mørke i verden, der søgtes oplyst.

Historisk kan vi finde belæg for at bøje spektret til cirkel eller spiral: Hvis den tanke er rigtig, at samfund og kulturer grundlæggende bygges ved menneskers tanker og derefter på deres omsætning af bestemte tanker i handling, så ser den kendsgerning, at imperier opstår, lever og forgår ud som, at tanker har en fødsel, et liv og en død eller undergang; en tanke har kun en bestemt egenenergi og kan kun tilføre verden en bestemt, begrænset, ikke evig, impuls, og når energien er brugt op, dør imperiet eller kulturen eller samfundet.

Dette skema kan vi fx se ved antikkens fødsel, dens overgang til middelalder, renaissance, oplysning, romantik og modernitet, med de forbehold jeg har nævnt i det ovenstående angående de forskellige epokers åndshistoriske polyfoni.

Når en kultur dør, kan noget nyt opstå ved behovet for fortsat liv og ved menneskelig opfindsomhed og vitalitet. Det konstante synes ikke at være tanker og handlinger, men en grundlæggende menneskelig livsenergi og livsvilje.

Det er ikke det samme, der kommer igen, det samme som var herskende i en fjern fortid, men den samme menneskelige vitalitet og tankerigdom genføder det gamle i ny skikkelse og med et nyt ansigt. 

Dette er mest tydeligt i den vestlige verden ved overgangen fra ”middelalder” til ”renaissance”, hvor antikken søgtes genfødt og fik et nyt ansigt og form. Og denne iagttagelse skaber belæg for antagelsen af den spiralformede åndshistoriske figur. Vi søger hele tiden noget, en livsform, der kan bære, vi ”søger i dybet den faste grund”, og griber derfor ofte tilbage i historien, hvor vi i ånden ser mennesker og samfund leve og bæres af livet, og vi genføder den til nyt liv med vores egne fødselsmærker og signatur. 

Sådan også specifikt for naturvidenskab og metafysik. I nogle perioder har den ene vidensgren magten og anseelsen, i andre den anden: De græske filosoffer ærede fx videnskab og argument, mens kalejdoskopet drejede med Jesu forkyndelse, gudsriget er kommet nær, der igen afløstes af naturvidenskabens fødsel omkring 15-1600 tallet ved Francis Bacon, Johannes Kepler, Galileo Galilei og andre.

Det nye er det gamle forklædt i tidens dragt: Viljen til livet.

Fjerde tanke:

Forholdet mellem naturvidenskab og metafysik er dikotomisk; der er altså tale om to væsensforskellige og skarpt adskilte områder for erkendelsen uden forbindelse og uden mulighed for indbyrdes kommunikation.

Bemærkninger til fjerde tanke:

Traditionelt har man i tænkning og videnskab haft store vanskeligheder med at forbinde det fysiske (naturvidenskab) og det åndelige (metafysik), fx repræsenteret ved krop-sjæl-problemet, hvilket kan lede tanken hen på et dikotomisk forhold mellem naturvidenskab og metafysik.

For en tænker som Søren Kierkegaard var det fx et paradoks, det største, at det evige (det metafysiske, Gud) – som det angives i kristendommen – kom ind i det timelige, det fysiske (ved Kristi inkarnation; Philosophiske Smuler (1844)). En tænker som René Descartes tænkte krop og sjæl (skarpt) adskilte, og kunne ikke forklare forbindelsen.

Dertil kommer, at man i naturvidenskaben har en metode, hvilket ikke findes i metafysikken – fraset Descartes´ metodiske tvivl og meditationer (Discours de la métode (1637) og Les meditations metaphysiques (1641)).

Immanuel Kants Kritik der reinen Vernunft (1781 (A) og 1787 (B) kan ikke kvalificere til en egentlig metafysisk metode, da hans ærinde primært var at rydde terræn for en (fremtidig) transcendentalfilosofi.

I øvrigt skæmmes hans værk og resultat af, at han søger at give en metafysik i tre dimensioner (hvis vi regner rumtiden som et samlet udtryk for de tre kendte dimensioner; igen; se mit indlæg Fysik og metafysik), hvor en metafysik kun giver mening i fire dimensioner eller flere (meta ta physika, ”efter fysikken”; se også min artikelSelvophævende paradokser i erkendelsesteorien fra Kant til Hegel på carstenplougolsen.com).

I metafysikken har man gjort mange forsøg på at nå et resultat, men de søges som i blinde, eller man står på og reagerer mod en tradition, der også søgte i blinde (uden metode), og derfor måtte begå fejl, og så begår man selv (nye) fejl – fx Kant i forhold til David Hume.

Alt dette leder i retning af tanken om et dikotomisk forhold mellem naturvidenskab og metafysik ved hhv metode og manglende metode – man kan af indlysende grunde ikke i metafysikken overtage den naturvidenskabelige metode, men må søge at skabe sin egen – dermed begrundelsen for nærværende skrift og bestræbelsen på at give en selvstændig videnskabelig metafysisk metodelære.

Hvis dette lykkes (se afsnit II), kan egentlig først da gives svar på, om der er tale om en dikotomi mellem naturvidenskab og metafysik, eller om forholdet er komplementært, analogisk, er udtryk for et spektrum, eller om metafysiske overvejelser overhovedet giver mening (se det følgende); eller om forholdet er et helt andet og udover dette skrifts horisont og sigtelinje.

Femte tanke:

Metafysiske teorier og overvejelser giver – modsat naturvidenskabelige – ingen mening, fordi de hverken kan verificeres eller falsificeres, og derfor hverken kan tilskrives gyldighed eller ugyldighed.

Denne tanke udtrykker vel meget præcist den (natur-)videnskabelige holdning til metafysik. Og så længe vi ikke har hverken en metafysisk metode eller en metafysisk kontrolinstans, som man kender det fra naturvidenskaben, må man give ”videnskaben” (hvad det så end er) ret. Så længe metode og kontrol ikke er mulig og ikke eksisterer, er metafysik grundlæggende forkyndelse, ikke videnskab. Forkyndelse kan vel have sin værdi og interesse for den enkelte, den kan vel fylde i det indre menneske, men man vil nok tydeligt føle, at man ved antagelse af forskellige metafysiske ”sandheder” bygger – måske hele sit liv og verdensforståelse – på vind og sand. Man bygger et hus uden fundament.

Gennem tiden har man forsøgt at kopiere den naturvidenskabelige metode over i metafysikken, og man drømmer hedt om en lige så klar, stringent og sikker metafysisk erkendelse som man kender det fra den eksakte videnskab, fx som den kommer til udtryk i Euklids Elementer. Man drømmer om at kopiere fysikkens optagelse og brug af matematik, og de derved fremkomne frapperende resultater. Man drømmer.

Et eksempel på forsøget på at nå til et egentlig videnskabeligt niveau i metafysikken har vi i Vilhelm Grønbæks religionspsykologiske forskning (her som den kommer til udtryk i Troels Nøragers disputats Hjerte og Psyke).

Grønbæk forsøger – som Nørager – at komme til (videnskabelig) afklaring af forholdet mellem metapsykologi og diskurs i religionen, forholdet mellem opleven og beskrivelse af den religiøse oplevelse, og centralt for Grønbæk er identifikationen af hjerte og jegfunktioner, men han hæmmes bestandig af tilsyneladende uoverstigelige vanskeligheder, fx ved sprogets begrænsning i og med at oplevelse og beskrivelse af oplevelse ikke er kongruente, forholdet er ikke en spejling eller identitet. Sproget er her et medium, der tilsyneladende slører det, det skal og forsøger at beskrive.

Det er det gamle problem med tanke, sprog og virkelighed og deres indbyrdes – formodede – sammenhænge. Udtrykker (spejler) sproget tanken, spejler sproget virkeligheden (jf den tidlige Ludwig Wittgenstein, Tractatus Logico-Philosophicus (1921); billedteorien), spejler tanken (ideelt set) virkeligheden? Hvad er sandhed? Kan den metafysiske sandhed – om en sådan findes – overhovedet udtrykkes adækvat og sikkert i en en-til-en sproglig dragt, eller må vi – som Kierkegaard forsøger det – lyves ind i sandheden gennem den indirekte meddelelse? Er metafysisk sandhed argument, forkyndelse eller måske det at spørge? Er metafysik egentlig digtning?

Det lader til, at det er umuligt at kopiere den naturvidenskabelige metode over i metafysikken. Også af den grund at vi – hvis vi forsøger – meget let, og måske principielt og uomgåeligt, ved en naturvidenskabelig metafysik med tilhørende eksperiment og forsøg på kontrol og objektiv verifikation eller falsifikation og gentagelighed påvirker og forandrer den virkelighed, vi søger at afdække ved selve metoden, ved selve forsøget. 

Dette kender man allerede fra fysikken. Vi påvirker ved eksperimentet det, vi undersøger, hvorfor vi ikke får den ”reale virkelighed” eller sandhed gennem forsøget. Iagttageren påvirker det iagttagne, en tanke Niels Bohr fremsagde på baggrund af udviklingen af kvanteteorien. Vi kræver i videnskaben – både i naturvidenskab og i metafysik – en objektivitet, som måske er principielt umulig at nå, fordi det er subjekter, individer, der undersøger den formodede (men måske fiktivt?) objektive virkelighed.

Må vi simpelthen med Kant strække våben og sige, at der er en virkelighed i sig selv (den objektive virkelighed), en virkelighed vi principielt ikke kan vide noget om, idet vi kun kan erkende virkeligheden, som den er (kommer til syne) for os? Eller har vi indstillet erkendeorganerne, spejlet, brillerne, kameraet forkert fra begyndelsen?

Hvad er det nærmere set for tilsyneladende uoverstigelige vanskeligheder, vi geråder i, straks vi forsøger at erkende verden, virkeligheden og os selv?

Det er sådanne spørgsmål – og mange andre – en egentlig videnskabelig metafysik må søge svar på. Og det er en sådan videnskabelighed i metafysikken, dette skrift søger.

II

Efter denne korte overvejelse af de fem tankefigurer vil jeg nu gå over til at give et bud på den egentlige videnskabelige, metafysiske metode gennem formulering af en sjette tankefigur:

Den videnskabelige metafysiske metode er bygget op omkring dels intuition og inspiration, dvs tankeindskydelser fra personligheder i den oversanselige verden, sådan som det er beskrevet i Vandrer mod Lyset  (ikke den meget direkte og indgribende inspiration, som Agerskovs arbejdede under ved medskabelsen af værket; en mere upersonlig og mindre direkte arbejdsmåde, hvor man normalt ikke kender afsenderen, men må træde frem i eget navn og på eget ansvar), dels af de tanker, den erkendelse mennesket ved egen kraft og ved sin egen vilje kan nå frem til.

Bemærkninger til sjette og sidste figur:

Modellen er altså todelt: Dels den oversanselige indflydelse gennem inspiration, hvor inspirationen opfattes og modtages via menneskets evne til intuition, til intuitivt at opfatte den oversanselige inspiration, dels erkendelsens rent menneskelige forankring, i den erkendelse, mennesket selv – uden inspiratorisk mellemkomst – kan nå frem til ved egen vilje.

Mellem de to former hersker et dialektisk samspil, så de kan understøtte og supplere hinanden. Erkendelsens rent menneskelige side – som jeg vil kalde den autonome menneskelige erkendelse – udgør den traditionelle metafysik, der trækker på de kendte erkendelsesformer, fx brug af logik og analogi, men dialektikken opstår idet tænkeren kan være underlagt oversanselig inspiration uden at være bevidst om det, eller generelt ved samspillet mellem sanseligt og oversanseligt.

En prøve eller et bevis for denne metodes anvendelighed kan nås ved erfaringens hjælp og ved videnskabelige undersøgelser, nemlig ved – især for den intuitivt, inspiratoriske del – at undersøge om metoden virker i praksis eller ikke. Virker den inspiratorisk/intuitive del fx i dette skrift, virker den for andre og i forskellige sammenhænge; virker den intervidenskabeligt (fx også i naturvidenskaben), i kunst, religion, politik, sociologi, eksistentielt, dagligdags osv, dvs langt ud over metafysikkens område?

Den intuitivt/inspiratoriske del vil kunne efterprøves videnskabeligt, empirisk fx ved at indsamle rapporter om inspiration fra verdenskulturen (fx Gustav Mahlers skabelse af hans 8. symfoni, som efter komponistens eget udsagn blev skabt ved en pludselig inspiration, hvorefter han udarbejdede værket (nedskrev det) “under tvang”, og Dostojevskijs digtning (efter forfatterens eget udsagn skabte han de bedste passager gennem inspiration)) eller rapporter fra ”almindelige mennesker”, som løser problemer i dagligdagen ved intuitive, pludselige aha-oplevelser, eller teorien vil kunne efterprøves ved at foretage egentlige eksperimenter, hvor fx et konstrueret problem eller spørgsmål forelægges et antal forsøgspersoner, der opfordres til (efter Vandrer mod Lysets anvisninger om ved intuition/inspiration at lade problemet/spørgsmålet hvile i tanken en stund, for derved at gøre sig parat til oversanselig tankeindskydelse og inspiration) at søge at løse problemet eller besvare spørgsmålet ved intuition (inspiration).

Straks må vi dog her tage det forbehold, at oversanselig inspiration ikke foregår automatisk, pr menneskeligt krav eller på kommando, men efter oversanselig indsigt, ønske og vilje.

Vi må også med det samme sige, at den inspiratorisk/intuitive metode er krævende; den kræver selvbeherskelse, sandhedsvilje, tålmodighed, åbenhed og tillid – i sidste ende til Gud.

Den inspiratorisk/intuitive metode kan bruges af alle mennesker, til alle tider og i alle situationer – med de anførte forbehold; på samme måde som samvittigheden kan bruges som dynamisk etisk kompas for alle mennesker, til alle tider og i de situationer, der angår spørgsmål om godt og ondt.

I Vandrer mod Lysets forstand er det, vi mennesker oplever som samvittigheden i virkeligheden skytsåndens meddelelser; advarsler, opmuntringer, vejledning. Men også her må vi hævde en todeling mellem den oversanselige indflydelse, og menneskets egen del og indsats: Normalt må vi mennesker selv søge at skelne mellem godt og ondt, for derved at vokse åndeligt og forædle vores ånd og blive selvstændige, myndige personligheder, men i de tilfælde hvor vi ikke ved egen kraft – ved vores egen indre fornemmelse for godt og ondt – kan afgøre, hvad der er hvad, træder skytsånden til med sin hjælp. Denne hjælp opleves da – som sagt – som vores samvittighed.

Med hensyn til erkendelsen må vi – parallelt til det etiske felt – sige, at vi mennesker normalt selv må søge at nå til erkendelse og forståelse af verden og livet, til erkendelse generelt (igen for at styrke vores selvstændighed og myndighed), men i de tilfælde, hvor vores egne evner ikke strækker til, kan den oversanselige verden træde til ved gennem inspiration at give os klarhed – erkendelse – af de ting, vi ønsker at vide, og som vi har brug for at vide og erkende.

En mellemform mellem den sanselige (autonome) erkendemåde og den oversanselige inspiration/intuition; eller rettere: En form, der kan opleves som en mellemform, men som alligevel må regnes til den autonome del af erkendelsen, kan vi forstå ved at sammenholde Vandrer mod Lysetsbeskrivelse af hukommelsen, og Harald Høffdings teori om, at hele 95% af vores tankevirksomhed er ubevidst eller underbevidst (Den menneskelige tanke):

Ifølge Vandrer mod Lyset fungerer hukommelsen blandt andet på den måde, at mennesket (den menneskelige bevidsthed) kan give tanken “ordre” til at søge et bestemt minde, noget tidligere oplevet, læst, set osv. Hvis ikke tanken straks kan finde – genkalde sig – det i hukommelsen eftersøgte, vil mennesket måske for en tid ophøre med at lede i hukommelsen. Men “i baggrunden” vil tanken (den ubevidste del af tanken) vedblive med at søge efter det givne minde. Efter en tid – når den ubevidste tanke har fundet det eftersøgte – vil mindet pludseligt dukke op for den bevidste tanke.

Parallelt kan mennesket give sin tanke “ordre” til at søge at løse et givent mentalt problem eller opklare et spørgsmål, der ligger én på sinde. Kan problemet eller spørgsmålet ikke straks opklares, kan mennesket skubbe problemet “i baghovedet”; men igen “i baggrunden” vil tanken (den ubevidste tanke) vedblive at søge at løse problemet, og når den ubevidste tanke så måske har løst problemet, vil det dukke op, bryde pludseligt frem i bevidstheden – selv om man måske ellers nu tænker på helt andre ting; hvilket vil opleves som en parallel til den inspiratorisk/intuitive aha-oplevelse; men her er der altså tale om menneskets egen bevidstheds løsning af et givent problem, og ikke om en oversanselig inspiration.

At bevidstheden – som i Høffdings teori – råder over ganske betydelige (og os normalt ubevidste) ressourcer og reserver stemmer fuldstændig overens med Vandrer mod Lysets bevidsthedsmodel. Men her må henvises til et nøjere studie af dette værk (se i øvrigt også mit indlæg Bevidsthedens mulige kvantespringpå carstenplougolsen.com).

Et litterært eksempel på denne autonome, ubevidste tankevirksomhed, hvor problemer løses “i baggrunden” af bevidstheden, har vi i Marcel Prousts romanværk A la recherche du temps perdu, bd. 1, A coté de chez Swann:

Titelfiguren i dette bind, Charles Swann, er lidenskabeligt, men ulykkeligt forelsket i Odette. På et tidspunkt er han afskåret fra at være sammen med hende, og han søger ihærdigt efter at finde en metode til at møde sin elskede.

Han går en tur, og tænker på helt andre ting, og – pludselig står løsningen klart for ham: Sådan og sådan, og problemet er løst. I baggrunden af bevidstheden har han bestandig – uden at være sig det bevidst – lidenskabeligt overvejet og genovervejet, hvordan han dog skal få det hedt ønskede møde i stand. Og da løsningen omsider viser sig for hans indre, ubevidste jeg, dukker løsningen også op for hans dagsbevidste jeg – og han handler og finder – foreløbig – ro.

Alt i alt har vi altså her – ved intuition (inspiration) og samvittighed (skytsåndens meddelelser og indskydelser), samt ved menneskets egen evne og vilje til erkendelse og menneskets egen indre sans for godt og ondt – en samlet, dynamisk og dialektisk teori for erkendelse og etik, en teori, der kan efterprøves videnskabeligt, og hvis dialektiske karakter består i samspillet mellem sanseligt og oversanseligt. Teorien angår det hele menneskes liv, og den angår alle videnskaber og alle områder af det kulturelle liv.

Post Scriptum

Denne videnskabelige metafysiske metode er – som man vil se – ikke nået ved erkendelsen og forståelsen af den fjerde dimension – som jeg forventede – og den er heller ikke mundet ud i en anvisning på analogisk slutten, som jeg først hældede til ved læsning af Harald Høffdings og Torben Boas´ geniale arbejder. Den er nået på en helt anden måde og med et helt andet afsæt.

Den er nået via en del af den metode, den selv anviser: Gennem intuition og inspiration. Pludselig stod løsningen klart for mig ved en af de aha-oplevelser, metoden selv delvist bygger på. Om metoden er anvendelig og sand i sin udformning og grundlag, er op til den enkelte læser – og til videnskaben – at prøve og efterprøve.

Erkendelsesteori – erkendelsens begrænsning og en forenet

kvanteteori for erkendelsen 

Indledning 

Gennem tiden har forskellige tænkere formuleret teorier om erkendelsen; Hvad er dens natur, dens betingelser, dens muligheder og begrænsninger. 

To af de mest kendte teorier skyldes Descartes og Kant; i sin søgen efter et sikkert udgangspunkt for viden og erkendelse formulerede Descartes sin berømte sætning; ‘cogito ergo sum’, ‘jeg tænker altså er jeg’. 

Kant er med Kritik af den rene fornuft ude i et tilsvarende ærinde; han søger en ‘kopernikansk vending’ i erkendelsen; mod erkendelsen selv og ikke hvad, men hvordan og under hvilke betingelser vi erkender. 

Mig bekendt er der dog ingen, der har formået at formulere en bredt anerkendt og accepteret teori for erkendelsen. Fx stod det ret hurtigt klart, at Kants teori var behæftet med en alvorlig fejl og begrænsning for dens gyldighed i og med begrebet om ‘tingen i sig selv’ (ding an sich); Hvad er tingen for erkendelsen når vi ikke erkender den? Et uløseligt problem og paradoks som angår (det erkendende) subjekt og det erkendte (objekt) og forskellen mellem de to. 

Et af problemerne med at formulere en præcis og gyldig teori for erkendelsen, er måske at erkendelse principielt kan være underlagt og måske med nødvendighed indeholder et ‘slør’ eller uskarphed der stammer fra sproget, fra begreber som eksistens, rum, tid og tanke og et grundliggende ukendskab til disse fænomener, og fra et muligt ‘loft’ for generelle begreber i det hele taget. 

Det er denne artikels formål og idé at søge at afdække uskarphedens natur og kilderne til den og derved skærpe vores erkendelse. Som sådan er denne teori en metafysisk, epistemologisk parallel til kvanteteorien og dens af Heisenberg formulerede usikkerhedsrelation, der påviser en uskarphed for erkendelsen af atomare og subatomare partikler og dermed for stoffet på atomart og subatomart niveau. 

Den menneskelige erkendelse af både stof og bevidsthed er måske principielt ‘sløret’ og uskarp og tilnærmet, men aldrig fuldt gyldig og præcis og sikker. Det vil jeg udvikle i det følgende og søge at tegne konsekvenserne for den menneskelige erkendelse og teoridannelse hvis tanken er rigtig.  

1. Kilder til erkendelsens uskarphed

a. Sproget 

Mennesket erkender ved tanken; eventuelt ved tankens bearbejdning af sanseindtryk, eller ved den rene (det vil sige erfaringsuafhængige, sanseuafhængige, a priori) tanke, som ved logiske følgeslutninger og den formelle logik. Dette kan synes indlysende rigtigt, men i En afhandling om den menneskelige naturhævder Hume en anden tanke: At al menneskelig erkendelse bygger på indtryk (impressions) fordi, siger han, vores ideer og dermed vores erkendelse er afledt af indtryk, herunder af sansning eller sanseindtryk (se artiklen Humes erkendelsesteori). 

Mod Humes tanke kunne man sige, at vi ikke har noget (sanse-) indtryk af den tanke, at alle ideer og dermed erkendelse stammer fra indtryk, og at derfor Humes teori anvendt på hans egen teori modbeviser den eller ophæver den. Teorien synes selvrefuterende eller selvophævende. 

Lad os nu foreløbig antage, at erkendelse (ikke nødvendigvis al erkendelse men en del af den) har sin rod i tanken. 

Hvis en bestemt erkendelse skal meddeles til andre, må det ske ved sproget. Men tanke og sprog er ikke nødvendigvis identiske. Sprog kan tænkes at være et redskab for tanken, et medium hvorved mennesker meddeler sine tanker til andre. Sproget afspejler tanken, men er ikke identisk med den (se de indledende ord til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset).

Dette sandsynliggøres ved at tanken formentlig historisk kom før sproget. De første mennesker havde fra et vist tidspunkt tanke, men endnu intet sprog (se Vandrer mod Lyset). Sproget kan være kommet til senere, netop for at mennesker kunne kommunikere og 

meddele sine tanker, følelser, længsler, planer, behov osv til andre gennem ord, der betegnede en virkelighed uden at være identiske med den. 

Hvis tanke og sprog derfor er forskellige i oprindelse og natur, er det ikke sikkert, at ord fuldt ud og i alle tilfælde dækker den tanke og den erkendelse, de betegner og søger at gengive. Der er altså et ‘slør’ eller en uskarphed i ords og sprogets betegnelse, dækning og dermed gyldighed for den tanke og erkendelse, man vil gengive ved sproget; fx også ved denne artikels forsøg på at formulere og videregive erkendelse.

Grundlæggende er der en forskel mellem ikke kun tanke og sprog men også mellem sprog og det sproget betegner eller mere præcist mellem sprog og fænomen. Fx er ordet ‘verden’ ikke identisk med fænomenet verden, ordet ‘tanke’ ikke identisk med fænomenet tanke osv. 

Så der er forskel mellem tanke og sprog og fænomen. Samtidig er der en sammenhæng mellem tanke, sprog og fænomen så fx sproget selv kan betragtes som fænomen, tanken kan tænke på sproget osv. Men de er ikke identiske, og det skaber uskarphed i erkendelsen. 

b. De epistemologiske fundamentaler 

Hvis tanken om sprogets sløring af erkendelsen er rigtig, får det vidtrækkende konsekvenser for den videre undersøgelse: Det måske principielle og grundliggende ukendskab til grundbegreber med betydning for erkendelsen; tanke, rum, tid og eksistens. For dette er netop ord, der betegner fænomener mere eller mindre præcist, men som vi ikke umiddelbart kan præcisere eller reducere eller forklare med dybere liggende tanker og tankers udtryk i ord. 

Alle kender til begreberne og ordene og fænomenerne; men hvad ordene – med den indbyggede sproglige uskarphed – præcist betegner, er uklart og fremtræder upræcist for tanken, både på grund af de upræcise ord men også fordi tanken har svært ved at trænge dybere ind i fx ‘eksistens’ og tanken selv. 

Så her er uskarpheden dobbelt: Sprogets uskarphed og måske den principielt og ikke videre reducerbare eller forklarlige natur af tanken, rummet, tiden og eksistensen. 

Hvad er tanken? Hvad er rum? Hvad er tid? Hvad er eller hvad vil det sige at noget eksisterer? 

Vi ved det ikke udover at det er ord, der betegner dele af virkeligheden, som alle kender, men ikke let kan forklare. Som sådan kan vi betragte disse ord og det de betegner som epistemologiske fundamentaler. 

Med epistemologiske fundamentaler mener jeg ord og det de betegner som ikke umiddelbart lader sig forklare med yderligere og dybere liggende ord og begreber men måske nok med synonymer; det punkt i analysen hvor vi ikke kan nå dybere, et punkt vi når inden vi når til kernen af begreber som tanke, rum, tid og eksistens. De epistemologiske fundamentaler nås ved at stille spørgsmål af typen: Hvad er X? og vi har nået dem når vi ikke kan klare begreberne yderligere og begynder at bruge synonyme ord og udtryk for det vi søger at forstå. Fx kan man sige at det at noget eksisterer er synonymt med at det findes; men denne synonymitet tilføjer ikke yderligere til klaring og oplysning af begrebet eller fænomenet. 

Derfor kan man sige, at epistemologiske fundamentaler rammer et ‘loft’ for generalisering og klaring af begreber og ord og det de betegner; en ikke videre reducerbar klaring af ord, begreber og fænomener.  

Der kunne tænkes andre sådanne epistemologiske fundamentaler, fx ‘vilje’ og ‘verden’ og ‘virkelighed’; til en vis grad kan vilje forklares eller opløses ved fortsat analyse ved at sige, at vilje er evnen til at omsætte muligheder til virkelighed, men derved bringes analysen ikke videre og vi får stadig ikke dybere fat i hvad vilje er i sin inderste kerne; analysen forbliver på samme niveau uden at nå dybere. 

Og sådan kan man formulere synonyme ord og sætninger om de epistemologiske fundamentaler, men uden at nå dybere i analysen og uden at nå til kernen af begreberne. 

Denne manglende evne til at nå videre i analysen end til de epistemologiske fundamentaler markerer endnu et slør eller uskarphed i erkendelsen. 

Hvis ikke begreber som tanke, rum, tid og eksistens er epistemologiske fundamentaler, hvis de alligevel lader sig opløse ved yderligere og dybere analyse, så stopper analysen dog på næste niveau eller næste igen. Til sidst når vi de epistemologiske fundamentaler og det er så sløret eller uskarpheden i erkendelsen eller erkendelsens grænse. 

Vi har altså nu to kilder til erkendelsens uskarphed eller ‘slør’: 1) Sproget og dets begrænsninger, dets manglende evne til fuldt ud og helt præcist at dække den del af virkeligheden det betegner og dets forskellighed fra tanken og den tanke det skal gengive samt dets forskellighed fra den virkelighed det søger at beskrive; og 2) de epistemologiske fundamentaler, det vil sige analysens slutpunkt eller ‘loft’; det punkt hvor analysen ikke kan bringes videre og dybere og hvor vi højst kan bringe synonyme ord, begreber og sætninger for den tanke og det vi søger at forstå. 

Påstanden er at vi når de epistemologiske fundamentaler inden vi når til kernen af det vi søger at forstå; at fundamentalerne ikke er kernen men erkendelsens grænse. Denne grænse og begrænsning kan være principiel og uoverstigelig. 

At vi når grænsen før vi når kernen kan skyldes dels en principiel begrænsning i tanken dels sprogets begrænsning; at sproget ikke fuldt ud kan dække den del af virkeligheden vi søger at forstå og at sproget er forskelligt fra det det søger at udtrykke og gengive; fx er altså ordet ‘verden’ ikke identisk med verden, ‘tanke’ ikke identisk med tanken osv. 

c. Mennesket og tanken som en del af virkeligheden 

Mennesket og tanken står ikke udenfor verden og virkeligheden og betragter den og søger at forstå den. Mennesket og menneskets tanke er en del af verden og virkeligheden. 

Derfor kan vi ikke forstå hele virkeligheden. Vi kan ikke rumme al virkelighed, da vi kun er en del af den. Billedlig talt ligger vi i et hav (virkeligheden) og svømmer i det uden at kunne hæve os over det. 

Hvis vi skulle forstå al virkelighed, skulle vi kunne hæve os over den og betragte den udefra. 

Derfor kan vores viden om virkeligheden kun blive partiel og ikke fuldstændig, og det er endnu en uskarphed og slør og begrænsning for erkendelsen. 

2. Konsekvenser af erkendelsens uskarphed for viden og teoridannelse 

a. Almen og speciel viden og teori 

Viden og teori kan enten være almen eller speciel. Almen viden udgøres af begreber (fx menneske) speciel viden af fænomer (fx dette specielle menneske). Den mest almene viden udgøres af de epistemologiske fundamentaler (fx verden), den mest specielle viden af sansning (fx et træ vi ser og dufter). 

Der er en forbindelse mellem almen og speciel viden på den måde at man ved induktion kan slutte fra det konkrete fænomen (fx denne hund) til det almene begreb (fx arten hund), og ved deduktion fra det almene begreb (fx arten hund) til det specielle fænomen (fx denne hund). 

Parallelt til kvanteteoriens usikkerhedsrelation, som siger og påviser, at jo mere præcist vi ønsker at kende en partikels hastighed, jo mere usikker bliver bestemmelsen af dens position og omvendt, gælder det for erkendelsen at jo mere alment vi ønsker at bestemme vores viden eller jo mere alment vi ønsker at formulere vores viden, jo mindre speciel og konkret bliver den og omvendt. 

Fx vil sætningen ‘der har eksisteret mennesker på Jorden i 5 millioner år’ sige meget lidt om detaljerne i menneskelivet i denne periode. 

Omvendt: Jo flere detaljer vi udfylder perioden med af viden, jo mindre alment kan vi formulere os (fx dette specielle menneskes liv og færden indenfor de 5 millioner år der har været menneskeligt liv på Jorden (idet vi tager højde for reinkarnationens realitet)). Tilsvarende med de epistemologiske fundamentaler og deres modpol, den konkrete sansning: Jo nærmere fundamentalerne vi er i erkendelsen, jo fjernere er vi fra sansningen og omvendt. Fx vil sætningen ‘verden eksisterer’ sige meget lidt om verdens sansbare indhold, hvorimod sansningen af fx et konkret træ vil sige meget lidt om verden som begreb eller som epistemologisk fundamental. 

Alligevel er der en forbindelse, en erkendelsesstreng ved enten induktion eller deduktion mellem de to. 

• Tankens kvantisering 

Ligesom elementarpartikler ifølge kvanteteorien kun kan antage diskrete værdier for energi (kvanter) kan tanker kun være hele (1, 2, 3…osv) og ikke fx 2,5 3,25 osv og således i antal kun antage hele og diskrete værdier. Det giver ingen mening at tale om en halv tanke, en tiendedel tanke osv men kun 1,2,3 osv tanker. Det kan tænkes, at der derudover er en sammenhæng mellem de epistemologiske fundamentaler tanke og tid på den måde, at en tanke udgør det der opleves som et øjeblik, og altså siger noget om tiden som den opleves og ikke ‘den objektive tid’ der bygger på visse partiklers frekvens eller bølger (den objektive tidsmåling). Dette kunne forklare den forskel i oplevelsen af tid som vi hver for sig har (udover at smertefulde tanker kan nedsætte oplevelsen af tidens hastighed og lykkelige tanker kan føre til en forøget oplevet tidshastighed). 

• Viden og teori kan ikke være absolut og sikker men kun tilnærmet og sandsynlig 

Hvis det er rigtigt at erkendelsen principielt på grund af sproglige begrænsninger, begrænsninger i det niveau vi kan nå med begreber (de epistemologiske fundamentaler), menneskets eksistentielle begrænsning (vi er dele af virkeligheden og verden, ikke hele virkeligheden og verden) og på grund af begrænsninger ved almen og speciel viden – i samme takt som den ene tiltager, aftager den anden. Hvis erkendelse dermed i sin natur er tilnærmet og mere eller mindre sandsynlig og aldrig absolut og sikker, fører det til modellen for en forenet kvanteteori for erkendelsen – her dog kun skitseret; en teori ikke kun for erkendelsen af stoffet (kvantefysikken), men for al erkendelse.

En forenet kvanteteori for erkendelsen fører til et probabilistisk verdensbillede som det kendes fra kvantefysikken, men ikke kun for erkendelse af stof, men for erkendelse som sådan. 

Måske er derfor både verden og vores erkendelse af den probabilistisk, sandsynlig og tilnærmet og aldrig absolut og sikker. Og det er den vigtigste konsekvens af tanken om erkendelsens principielle uskarphed og det slør, der måske altid og uoverstigeligt kendetegner menneskers erkendelse. 

• For at efterprøve den forenede kvanteteori for erkendelsen kan vi slutte med at prøve den på den selv. Det ville være paradoksalt hvis vi hævder en teori om erkendelsens principielle uskarphed og begrænsning som en absolut og sikker erkendelse og teori. 

Men den forenede kvanteteori for erkendelsen er netop kun – en teori. Man vil sagtens kunne finde både sproglige og begrebslogiske fejl og uskarpheder i denne artikel, hvilket er naturligt og måske nødvendigt og uomgængeligt. 

Fx kunne man sige, at den forenede kvanteteori for erkendelsen er en form for relativisme, der ophæver sig selv som enhver relativisme gør, hvis relativismen hævder at være en absolut og sikker teori og erkendelse.

Med andre ord at hævde en teori om al erkendelses relativitet og usikkerhed som en absolut sand og sikker erkendelse.

Så denne teori er ikke hævet over sig selv og den er underlagt de samme begrænsninger som måske al menneskelig erkendelse. Kun et absolut Væsen vil kunne have og skabe absolut erkendelse og sandhed og viden – og mennesket er ikke absolut men begrænset; vi er ikke guder men mennesker. 

Humes erkendelsesteori og induktionsproblemet

Indledning 

Skotten David Hume (1711-76) satte i værket A Treatise of human nature alvorlige spørgsmålstegn ved den moderne vestlige videnskabs primære metode induktionen, der på hans tid begyndte blandt andet i kraft af den lidt tidligere Francis Bacons (1561-1626) arbejder at høste virkelige resultater ved at erstatte den tidligere primært anvendte metode deduktionen, og nu i stedet hovedsagelig baserede videnskabelig metode og teoridannelse på iagttagelse af virkeligheden og det konkrete, det specielle uden forud fattede teorier og meninger, og at teste sine resultater og teorier eksperimentelt, hvor man tidligere hovedsagelig startede med det generelle eller almene og derudfra forklarede virkeligheden og dens dele. 

Der er altså tale om to forskellige typer erkendelse og videnskabelighed: Den deduktive, der går fra det almene (teorien) til det specielle (iagttagelsen), og den induktive metode, der starter med det specielle (iagttagelsen), og derfra slutter til det almene (teorien) og tester sine resultater eksperimentelt. Begge typer erkendelse benyttes både i klassisk og moderne videnskabelighed, men vægten ligger så vidt jeg kan se som anført på deduktion i den klassiske videnskabelighed og på induktion i den moderne. 

Svagheden ved den deduktive metode illustreres polemisk af Francis Bacon, der et sted siger, at hvis man starter med svarene (eller sikkerhed) ender man med spørgsmål (eller usikkerhed) (den deduktive metode), mens man ved at starte med at spørge (eller usikkerhed) kan få virkelige svar (eller sikkerhed) (den induktive metode). 

Da den induktive metode er så fast og vigtig en del af den moderne vestlige videnskab, er det ikke ligegyldigt, om induktion er en gyldig vej til erkendelse eller – som Hume hævder – induktionen er umulig og ugyldig som metode. Hvis Hume har ret, strander meget af det vi i dag kender som moderne, vestlig videnskabelighed på en indre svaghed – induktionens ugyldighed – en svaghed der underminerer den moderne videnskabelige bygning. Hume går så vidt i afhandlingen, at han hævder at have ”ødelagt den menneskelige erkendelse” ved sin påstand om induktionens umulighed og ugyldighed. Jeg vil i det følgende prøve at følge hans argumentation, og se om påstanden om induktionens ugyldighed holder eller ej, og dermed om moderne vestlig videnskabs primære metode er bygget på sand eller står på (nogenlunde) fast og sikker grund. 

1. Humes erkendelsesteori 

Ifølge Hume er vores erkendelse opdelt i to dele: Vores indtryk og vores ideer: 

All the perceptions of the human mind resolve themselves into two distinct kinds, which I shall call IMPRESSIONS and IDEAS. The difference betwixt these consists in the degrees of force and liveliness, with which they strike upon the mind, and make their way into our thought or consciousness. Those perceptions, which enter with most force and violence, we may name impressions: and under this name I comprehend all our sensations, passions and emotions, as they make their first appearance in the soul. By ideas I mean the faint images of these in thinking and reasoning. 

(A Treatise of human nature. Book I. Of the understanding. Part I. Of ideas, their origin, composition, connexion, abstraction, etc. Sec. I. Of the origin of our ideas).

Forbindelsen mellem de to dele er, at ideer er afledte af vores indtryk: 

After the most accurate examination, of which I am capable, I venture to affirm, that the rule here holds without any exception, and that every simple idea has a simple impression, which resembles it, and every simple impression a correspondent idea.” (ibid) og 

”…we shall here content ourselves with establishing one general proposition, that all our simple ideas in their first appearance are derived from simple impressions, which are correspondent to them, and which they exactly represent. (ibid).

Hume skelner generelt mellem simple og komplekse eller sammensatte indtryk og ideer: 

There is another division of our perceptions, which it will be convenient to observe, and which extends itself both to our impressions and ideas. This division is into SIMPLE and COMPLEX. (ibid)

Sammenhængen mellem både de simple og de sammensatte indtryk og ideer er den samme: Vores ideer er afledte af vores indtryk: 

Thus we find, that all simple ideas and impressions resemble each other; and as the complex are formed from them, we may affirm in general, that these two species of perception are exactly correspondent (ibid). 

Denne opfattelse af erkendelsen som primært baseret på indtryk deler Hume med Thomas Hobbes (1588-1679), der i den erkendelsesteoretiske del af Leviathan skriver, at vi ingen erkendelse har, der ikke først er kommet gennem sansning (dog tilføjer Hume som anført lidenskaber og følelser til begrebet ”sanseindtryk”). Tilsvarende tanker findes hos John Locke (1632-1704) i An essay concerning human understanding.

2. Induktionsproblemet 

Humes erkendelsesteori har vidtrækkende konsekvenser. Hvis al erkendelse er baseret på indtryk (det vil sige sansning, lidenskaber og følelser) så bliver induktionen, iagttagelsen og teoridannelse ud fra iagttagelsen og den eksperimentelle efterprøvning af teorierne umulig, fordi vi ikke har noget sanseindtryk af disse teorier. Vi har iagttagelsen af fx en bold der falder fra et vindue, men den lov, tyngdeloven, der gør at bolden falder netop på den måde den gør, har vi intet sanseindtryk af. 

Også loven om årsag og virkning og generelt alle erkendelsesteoretiske lovmæssigheder derunder logik, og alle naturlove og selve ideen om eksistens er ugyldige, fordi vi intet sanseindtryk har af selve disse love og selve disse fænomener. Vi har en masse enkeltstående iagttagelser og fænomener men ingen mulighed for at forklare eller forbinde disse iagttagelser fordi vi intet sanseindtryk har af de formodede lovmæssigheder, der forbinder de enkelte iagttagelser eller af de enkelte fænomeners natur. At bolden i eksemplet falder ned ad 999 gange udelukker ikke, at den den tusinde gang falder opad eller til siden eller forsvinder i luften etc. Principielt er det umuligt at forudsige at bolden vil falde ned ad hver gang, fordi vi intet indtryk har af den lov der får den til at falde ned ad 999 gange (tyngdeloven). Vi ser bolden falde, men tyngdeloven ser vi ikke.

Hvis vi et øjeblik skal forsøge at forsvare Humes tanke, så kan vi sige, at fx viden om tyngdeloven (og generelt om alle naturlove) på en måde er ideer afledte af sanseindtryk: Vi ser (sanser) bolden falde i rummet, vi mærker (sanser) vores egen krops tyngde, og afleder deraf loven om tyngdekraften (en idé). Vi ser eller konstaterer lovene for kemiske reaktioner, lydens udbredelse i rummet osv, og udleder deraf de forskellige naturlove.

Men i så fald står induktionen uantastet som gyldig videnskabelig metode, og det modsiger Humes egne eksempler (billardkugler, der bevæger sig (efter Hume: strengt taget uberegneligt) hen over et billardbord), og det modsiger hans tanker om at have ”ødelagt erkendelsen”. Videnskab er også herefter mulig.

Dog; hvis vi skal følge Humes udlægning og fortolkning, er den menneskelige erkendelse altså ”ødelagt”, i hvert fald erkendelsen via induktion, det vil sige teoridannelse og test af teorier ud fra iagttagelser. I sidste ende ødelægger Humes teori og fortolkning, hvis den er rigtig, al tænkning, da tænkning så ikke er andet end svage efterbilleder af vores indtryk og ikke et selvstændigt, åndeligt fænomen. 

Jeg vil alligevel mene, at det er let at påvise svagheden i Humes teori, idet vi hæver argumentet til et mere abstrakt og alment plan: For hvis vi holder et spejl op for Humes teori ved at afprøve teorien på sig selv, så viser den sig med det samme selvmodsigende og selvophævende: 

For hvilket sanseindtryk (sansning, lidenskab eller følelse) leder Hume frem til den teori, at al erkendelse stammer fra sanseindtryk? Hvis Humes teori er en idé, hvilket indtryk er denne idé så afledt af? Denne teori, altså Humes egen, har vi intet sanseindtryk som kan bekræfte, og hvis han havde ret, ville han og vi ikke vide det, og ingen kunne vide det, fordi intet sanseindtryk leder frem til den teori at al erkendelse hviler på sanseindtryk. Enhver teori om verden og virkeligheden og dens dele – også Humes egen – ville være umulig, hvis al erkendelse bygger på sanseindtryk. 

Og denne indvending gælder i videre forstand al radikal skepticisme og relativisme: 

Det er selvmodsigende som (absolut) sandhed at hævde, at der ingen (absolut) sandhed findes. Begge teorier, Humes erkendelsesteori og det deraf afledte induktionsproblem, og enhver anden radikal skepticisme eller relativisme er selvmodsigende og destruerer sig selv i formuleringen som erkendelsesteoretiske kortslutninger. 

3. Et alternativ 

Den løsning som Hegel (1770-1831) over Kant (1724-1804) foreslår, at al erkendelse ikke er baseret på sanseindtryk (vi kunne måske sige erfaring gennem sansning), men på tanken eller ideerne alene (den absolutte idealisme og den af Hegel postulerede identitet mellem det (erkendende) subjekt og det (erkendte) objekt) er næppe den rigtige. Hegels løsning indebærer en potentiel menneskelig alvidenhed, hvorimod kan hævdes to argumenter: Et kvantitativt og et kvalitativt: 

Hvis der principielt ingen grænser er for den menneskelige erkendelse, hvis vi kan blive alvidende, skal vi fx vide alt om alle elementarpartikler og deres relationer fra evighed til evighed, alle menneskers tanker og følelser og underbevidste strømninger, håb, længsler fra tidernes morgen og frem, alle dyrs fornemmelser, instinktive adfærd og følelser, alle planters natur, vækst fra tidernes morgen og frem, vi skulle vide alt om rum og tid og alt om alle dimensioner osv osv. Dette er det kvantitative argument. 

Det kvalitative argument beror på den kendsgerning, at hvad enten vi hævder en rent fysisk og biologisk eller en religiøs, guddommelig oprindelse for mennesket, så har vi ikke skabt os selv, og derfor kan vi ikke skabe selvstændigt tankeskabende liv. Vi har ikke skabt vores tænkeevne, og kan derfor ikke skabe tænkende væsener i vores eget billede. 

Hvis vi kunne vide alt, skulle vi blive guder; og så forlader vi filosofien og går over i patologien. Svingningen mellem de to ekstremer, den radikale empirisme og den absolutte idealisme, er typisk forekommende i filosofiens historie og tæller ud over de her nævnte også så indflydelsesrige tænkere som Platon (idealisme), Hobbes (empirisme) og mange andre. 

Det er egentlig underligt, når løsningen eller i hvert fald et muligt alternativ ligger lige for: 

At erkendelse både har bidrag fra sanseindtryk (sansning, lidenskaber og følelser) og fra tanken eller tænkningen og ideerne, og at de to er selvstændige omend forbundne egenskaber i den menneskelige intelligens og opfattelsesevne. Dog ikke sådan som Hume hævdede det, at ideerne udelukkende skyldes sanseindtryk og er svage efterbilleder af disse, men optræder potentielt selvstændigt og uafhængigt af sanseindtrykkene via tanken eller tænkningen; at ideer via tanken og tænkningen kan inspireres men ikke udelukkende skabes af sanseindtryk; at tanken og sansningen er selvstændige fænomener, der gensidig kan befrugte hinanden, og hver bidrage til erkendelsen. Tanke og sansning er to halvdele af den samme helhed: Erkendelsen.

Da der altså trods alt er plads til induktionen i den menneskelige og videnskabelige erkendelse og at den må være gyldig eller i hvert fald ikke ugyldig efter Humes teori, ser det ud til, at den videnskab, der har gjort så enorme fremskridt siden det naturvidenskabelige gennembrud med navne som Francis Bacon, Isaac Newton (1643-1727), Galileo Galilei (1564-1642) og mange andre, også principielt har sin gyldighed ved sin udtalte brug af den induktive metode, og at en videnskab som starter med åbent at spørge og så søger de svar naturen og virkeligheden giver uden forud fattede teorier eller meninger, og derefter tester disse svar og de deraf byggede teorier, er den sikreste – nu kendte – vej til gyldig videnskabelig erkendelse. 

Note: Hvor Hume hævder stoffet og sansningen som grundlag for ideerne, har Platon et modsat standpunkt: De evige ideer er det primære, og det fysiske (fænomenverdenen) er afledet eller afbildninger af ideerne. Måske sandheden ligger et sted imellem, som nævnt: Idé og sansning (det fysiske), det åndelige og det fysiske, er to ligeværdige dele af den samme helhed: Verden, virkeligheden.

Frihed 

Ifølge Vandrer mod Lyset! er mørket, det onde, en (blind) urkraft eller energiform, der er i stand til at binde tanken og viljen. Heraf følger det relativt simpelt at frihed er det ondes fravær fra såvel tanke som vilje. Eller sagt med andre ord: I samme grad som ens tanke og vilje er renset for mørke, er man fri. Den personlige frihed er et mål for i hvor høj grad man har formået at udrense sin personlighed for mørkekomplekser. Hver gang man lukker mørket ind i sin bevidsthed, det vil sige hver gang man synder enten i tanke eller i handling, begrænses ens frihed idet det indstrømmende mørke herved vil binde en del af ens tanke eller vilje. 

Da Gud skabte sine første børn, de Ældste og de 

Yngste, skabte Han dem absolut uden mørkekomplekser, det vil sige både de Ældste og de Yngste blev skabt til et liv i total frihed. I lighed hermed skabtes indtil for nylig hver ny menneskeånd uden mørkekomplekser, det vil sige fri. 

Udover at være skabt til et liv i frihed, er vi imidlertid alle udstyret med en fri vilje til godt eller til ondt, hvilket i realiteten vil sige at vi er skabt med frihed til at begrænse hvor egen frihed. Hermed kan det siges at frihedsbegrebet uddybes, idet vi ikke kun er skabt til det frie liv, men også med mulighed for at ophæve dele af denne gudgivne frihed, eller måske “hele” denne frihed. Vi er med andre ord skabt til selv frit at vælge et liv i lys og frihed, eller et (midlertidigt) liv i mørke og trældom.

Når vi knytter bånd til vores medmennesker, kan det ske ved lysets eller ved mørkets metoder eller ved blandinger af disse. Bånd, der knyttes efter lysets metoder vil, efter ovenstående ræsonnement føre til frihed for dem der har part i disse bånd, dvs. bånd, der knyttes i tillid, kærlighed og med gode forsætter vil føre til frihed for de implicerede parter. 

Omvendt vil bånd, der knyttes efter mørkets metoder, det vil sige via syndige tanker eller handlinger, føre til ufrihed for de implicerede parter, idet en syndig tanke eller handling dels vil binde en del af tanken eller viljen, og dels vil det menneske, der synder have et regnskab at gøre op med den han har syndet imod. 

Dermed vil den pågældende være mindre frit stillet mht. fremtiden end vedkommende var før den syndige tanke eller handling. 

Frihed er altså ikke fravær af bånd til andre mennesker, hvilket blot er det vi kalder ensomhed. Derimod er frihed dels åndelig renhed og dels at knytte bånd til andre mennesker via lysets livgivende, frigørende metoder. 

Ud fra det ovenstående er det let at se at frihed primært er et individuelt, eksistentielt problem. Alligevel vil jeg også gerne sige lidt om frihed i et samfundsmæssigt perspektiv. Et frit samfund bør ikke tolerere enhver udtrykt tanke eller enhver handling. At skride ind med sanktioner (evt. fængselsstraf, ikke dødsstraf) overfor syndige udtrykte tanker eller syndige handlinger er nødvendigt for at ikke alt skal ende i mørke og kaos. At skride ind med sanktioner ved synd er den eneste måde at bibeholde det frie samfund. Ikke alt bør tolereres! Til at vurdere om en tanke eller en handling har rod i mørket, har vi alle vores sunde fornuft samt vores samvittighed at forlade os på. 

Det siger sig selv at det aldrig vil kunne lykkes at skabe det totalt frie samfund her på Jorden. Dertil er her alt for meget mørke og det totalt frie samfund hører lysets verden til. At love som politiker at man vil skabe det totalt frie samfund er således et tomt løfte og kan ikke realiseres. 

Altså: Frihed er det ondes fravær! 

Tanken om tanken

Et forsøg på en ny formulering af en række filosofiske problemområder med baggrund i værket Vandrer mod Lyset

§1 En filosofisk tanke må nødvendigvis begrænses og ikke søge at tænke alt, hvilket er principielt, kvalitativt og kvantitativt umuligt (jf Vandrer mod Lyset).

§2 En tanke kan ved viljen hæve sig over eller ud fra en anden tanke og se den udefra i et forsøg på forståelse og bestemmelse af denne tanke, og i et forsøg på en vurdering i forhold til tankens sandhedsværdi, omfang, komplethed, hvilket ikke nødvendigvis – som hos Hegel – medfører negation, men måske af og til accept, uddybning, justering, nuancering.

§3 En filosofisk tanke og tankebevægelse har en fødsel og første oprindelse, et liv, et klimaks og en endelig, gennemtænkt form, hvilket ikke nødvendigvis er denne tankes ”død”, men snarere dens afklaring, afrunding og ro, den ro, der ledsager sandheds erkendelse; da kan tanken synke til hvile i ånden (jf Supplement I til Vandrer mod Lyset, no 10).

§4 Tanken kan ikke blot ved viljen rettes mod en bestemt tanke, teori eller objekt (intentionalitet), men kan også ved viljen rettes mod sig selv, eller andre kan pege på en bestemt, måske ny, tanke, så en tænkers efterfølgere kan eller har tendens til at se i samme retning eller mod det samme felt eller mod den samme tanke eller teori eller filosofiske problem, indtil problemet løses eller opgives.

§5 Ikke blot stoffet ændrer sig på visse niveauer (de atomare og subatomare niveauer), idet vi søger at erkende det (jf kvanteteorien; se kommentaren til §1), det gør tanken også, idet vi søger at erkende noget om den af den simple grund, at hvis vi ved erkendelse forstår en ny og sand tanke eller idé eller teori, så fremkommer en sådan ny viden gennem en tanke, vi ikke har tænkt før. Denne nye tanke lagres i hukommelsen, der må regnes for en del af tanken. Da altså nyt kommer til tanken, først gennem ny tænkning, siden ved hukommelsen, er tanken forandret ved erkendelsen. Idet vi søger at erkende noget om tanken, forandres det, vi erkender og erkender med, nemlig tanken selv.

§6 Idet tanken ved viljen hæver sig over en bestemt tanke eller teori eller over sig selv, skilles erkendelsen i et (erkendende) subjekt og et (forsøgt erkendt) objekt. Tanken bliver da ved viljen objekt for sig selv; enten objekt i form af en speciel tanke eller objekt i form af tanken selv, tanken som fænomen.

§7 Tankens tendens til udhævning ved viljen, det at den ved viljen hæver sig over sig selv eller over en bestemt tanke eller teori eller over et objekt og søger at se dem udefra, er et grundtræk ved tanken.

Kommentar til de enkelte paragraffer

§1 Tankens begrænsning

At den menneskelige tanke – og dermed også den filosofiske tanke – er begrænset, følger principielt af den simple tanke, at vi ikke er Gud, Gud lig, eller blot guder. Skulle nogen alligevel hævde dette, har man forladt filosofien og er trådt ind i patologien.

En anden principiel indvending mod den alvidende, menneskelige tanke kan vi læse ud af Vandrer mod Lyset: Kun Gud og Gud alene kender Lysets livsgåde, og Han kan derfor som den eneste skabe evigt, selvstændigt, bevidst liv. Kun Gud er fremstået ved sin egen Viljes kraft, vi mennesker derimod – åndeligt set – fremgået ved Ham. 

Af samme værk ser vi, at kun Gud alene ved, hvorfor Urtanken og Urviljen fra Urkosmos´ hvile reagerede mod – gyste tilbage for – mørkets, det ondes urkraft, og søgte ind i Lyset, og ikke omvendt. Kulminationen på den proces og langvarige, universelle, kamp mellem godt og ondt, Lys og mørke, der fulgte, var Guds emanation, fremståen som Personlighed.

End videre kender kun Gud alene tankens og viljens og kærlighedens inderste kerner og dybeste natur.

Og der er sikkert en mængde andre ting og forhold, som kun Gud alene ved, og som vi mennesker ikke ved, og ikke kan vide. Af samme grund kan intet religiøst eller filosofisk værk – heller ikke Vandrer mod Lyset – hævdes at rumme al viden og sandhed. Kunne det det, og vi forstod det til bunds, ville vi være som Gud i alvidenhed, hvilket vi altså ikke er og ikke kan være.

En anden principiel indvending mod menneskelig alvidenhed, og for den principielle begrænsning af vores tanke, kan vi forstå ud fra kvanteteorien – så vidt denne teori er sand; nærmere betegnet ud fra Heisenbergs usikkerhedsrelation: Jo mere præcist vi ønsker at bestemme en elektrons hastighed, jo mere usikker bliver bestemmelsen af dens position, og omvendt. Der er altså her en naturlig begrænsning for vores viden indbygget i selve stoffets natur.

En tredje principiel indvending mod menneskelig alvidenhed udgøres ved teorien om det ubevidste. Det ubevidste er jo netop ubevidst; det vil sige det er noget reelt eksisterende, som vi ikke ved noget om (men måske delvist kan blive bevidste om gennem analytisk proces), og derfor er der her en – formentlig stor – del af os selv, som vi ikke har kendskab til, et hul i vores viden.

Disse indvendinger er ikke nødvendigvis gældende principielt mod alvidenhed som sådan – det vil sige også gældende for Gud – idet fx den principielt begrænsede menneskelige erkendelse af stoffet – så vidt jeg kan se – bygger på måling af og på stoffet, for gennem denne måling at nå til erkendelse. For at måle en elektrons hastighed, er man nødt til at måle med noget. Dette gør man, så vidt jeg forstår, ved at skyde andre elektroner eller måske fotoner mod den elektron, man ønsker at måle på. Dermed forandrer man objektet for målingen, idet elektronen ved selve målingen ændrer position og hastighed som følge af sammenstødet (målingen) med den anden elektron eller foton.

Guds alvidenhed stammer ikke fra måling på fx stoffet, men har sin grund i Hans altomfattende Tanke. Dermed er de to former for viden principielt forskellige.

Det kvantitative argument mod menneskelig alvidenhed forstår vi let, idet en alvidenhed nødvendigvis ville indebære viden om fx hvad der foregår og nogensinde er sket på New Zealand eller et andet vilkårligt sted på Jorden, viden om alle menneskers tanker og følelser og underbevidste strømninger, drømme og håb og længsler til alle tider, alle elementarpartiklers bevægelser og positioner og kombinationer fra evighed til evighed osv.

At den menneskelige tanke er begrænset, betyder ikke, at sandhedsværdien af et givet udsagn også nødvendigvis må være begrænset. Fx er det 100% sandt, at 3+4=7 og udsagnet Danmark er et land i Skandinavien er også 100% sandt. Begge udsagn angår kun en begrænset del af virkeligheden, men er begge helt sande. Og så vidt jeg kan se, er også hele værket Vandrer mod Lyset sandt – i den nødvendigvis begrænsede del af virkeligheden, der her åbenbares.

Findes fuld (absolut) sandhed eller bare sandhed kun indenfor menneskelig konvention, konstruktion, definition, aksiom, inden for det vi kan kalde mentale artefakter, findes sandhed kun således i lukkede logiske, matematiske, erkendelsesteoretiske, videnskabelige systemer, kan den kun tilvejebringes fx gennem eksperiment og iagttagelse og teoridannelse, eller gives der fuld sandhed eller bare nogen sandhed, der transcenderer eller måske er helt uafhængig af menneskelig erkendelse, uafhængig af den menneskelige tanke?

Det afhænger så vidt jeg kan se af, om vi med sandhed mener noget, der erkendes eller vides, eller om sandhed er noget, der kan være tilfældet uafhængig af om det erkendes eller vides.

Så vidt vi ved er fx tyngdekraften uafhængig og uafhængigt virkende af den menneskelige tanke og erkendelse. Det samme synes tilfældet med atomare processer, fx atomers samling til molekyler, eller de stærke og svage kernekræfter og deres virkninger.

Men ifølge Vandrer mod Lyset skyldes alle naturlove Gud og den guddommelige Bevidsthed. Naturlove eksisterer således uafhængig af den menneskelige bevidsthed, men ikke uafhængig af bevidsthed som sådan. Og derfor må svaret på spørgsmålet om der findes sandhed, der transcenderer den menneskelige bevidsthed, sandhed, der eksisterer uafhængigt af den menneskelige bevidsthed og erkendelse være ja.

Der findes ting, som er tilfældet uafhængigt af, om den menneskelige tanke erkender det eller ej, idet Verdensaltet kun oppebæres og eksisterer i kraft af Gud, i kraft af den guddommelige Bevidsthed og Ånd.

Sandhed findes derfor ikke kun i lukkede logiske, matematiske, erkendelsesteoretiske, videnskabelige systemer, i menneskelige mentale artefakter, men transcenderer al menneskelig bevidsthed og konstruktion i kraft af Gud, hvis Tanke omslutter alt og ved alt.

Videre kan vi sige: Hvis der kun fandtes viden baseret på menneskelige systemer og tanke, metode, antagelse, definition og konstruktion, ville den menneskelige erkendelse principielt være tautologisk, knyttet til definitioner og antagelser, der ville betinge resultaterne, og således føre fra resultat tilbage til definition. Man ville da nødvendigvis forudsætte det, man vil bevise og erkende, erkendelsen ville køre i ring i lukkede systemer.

For at tilføre systemet eller systemerne ny viden, må den nødvendigvis tilføres ude fra, ellers er det ikke en tilførsel. Systemet kan kun indefra arbejde til systemets naturlige definitoriske, metodiske grænse, og ikke længere. Derfor har den principielt begrænsede menneskelige erkendelse og tanke brug for den ubegrænsede Tanke, Guds, for at kunne erkende, og derfor forudsætter erkendelsen guddommelig transcendens, der åbner systemerne for ny viden.

Et eksempel på et systems egenbegrænsning har vi i naturvidenskaben og den naturvidenskabelige metode, der naturligt begrænser sig til det sanselige, til det, der kan måles og vejes, og som må give op overfor det oversanselige, uagtet at det vi erkender også naturvidenskabeligt med til dels er den menneskelige tanke, der fx udtænker naturvidenskabelige forsøg, tanken, som er oversanselig eller metafysisk: Vi hører, lugter, smager, føler, ser ikke tanken, vi sanser den ikke, og derfor er den oversanselig.

Et eksempel på naturvidenskabelig antagelse, der fører fra resultat tilbage til antagelse i en ring, er antagelsen af, at menneskelig bevidsthed og bevidsthed generelt er knyttet til fysiske processer i hjernen. For den menneskelige bevidstheds vedkommende er hjerneprocesserne ikke årsag, men virkning af åndens tanker, vilje og følelser, hvilket vi kan læse ud af Vandrer mod Lyset.

§2 Tankens evne til udhævning ved viljen

Den menneskelige tanke kan ved viljen hæve sig over en anden tanke, enten en tanke tænkt af én selv, eller formidlet ved en anden. Denne evne bruges ved indlæring og kritisk tænkning, hvor tanken ved udhævningen forholder sig åben og modtagelig overfor den betragtede tanke i et forsøg på bestemmelse, tilegnelse og vurdering.

Jeg vurderer, at en given tanke ikke nødvendigvis – som i den hegelske dialektik og logik – kalder på sin modsætning ved negation, men kan betragtes først neutralt og åbent ved bestemmelsen og forståelsen, dernæst kan tanken accepteres, uddybes, justeres, nuanceres eller forkastes – kun eventuelt negeres.

Læseren af denne tekst kan jo forsøge, om ikke det er det, der sker ved netop denne læsning. Læseren kan ved viljen hæve sin tanke over de tanker, der præsenteres her, se dem (først neutralt) udefra eller træde et skridt tilbage fra dem i et forsøg på at forstå og bestemme tankerne som de fremtræder i teksten eller de tanker, der ligger bag, og læseren kan derefter selvstændigt og kritisk vurdere tekstens og tankernes sandhedsværdi, omfang, komplethed, og måske for sig selv eller formidlet til andre foreslå eller gennemtænke forbedringer, uddybninger, justeringer, præciseringer; eller acceptere eller afvise teksten og tankerne her i deres helhed.

§3 Tankebevægelsers fødsel, liv, klimaks og afklaring

Den tankebevægelse eller det tankefelt, der åbnedes ved Platon, og som går over Middelalderens universaliestrid (forsøget på at afklare begrebers ontologiske status), over de tyske idealister (Kant, Schelling, Fichte, Hegel) og de britiske empirister (Locke, Hume, Berkeley), til moderne fænomenologi og repræsentation, kan vel med nogen ret betragtes som et forsøg på at bestemme og afklare forholdet mellem idé og realitet eller fænomen.

Idé og realitet står i denne bevægelse i et dialektisk forhold eller spænding, som efter hvad jeg kan se, stadig er uafklaret, eller også må vi sige, at spørgsmålet og problemet er opgivet. Tanken har endnu ikke fundet en afklaret, afrundet form, som den kan hvile i.

Den dialektiske spænding mellem idé og realitet er som en spænding mellem tanke (idé) og vilje (realitet) – ifølge Vandrer mod Lyset to grundbestanddele ved bevidstheden eller ånden – idet tanken ved ideen vender fra realiteten ind mod ånden i forsøget på at forstå virkeligheden, og idet viljen fra tankens forsøg på ved ideen at forstå realiteten, indefra peger ud i denne gennem handling.

Måske er en del af problemet, at man har fokuseret ensidigt kun på den ene af de to – enten idé (idealisme) eller realitet (empirisme), tanke eller vilje – snarere end på en mulig balance, harmoni og forening ved et muligt gensidigt befrugtende og livgivende forhold og aktivitet. Idé og realitet – tanke og vilje – bør ikke adskilles, men forenes.

Hvis filosofien kunne fremarbejde denne harmoni, ville den danne en enhed, der har samklang med dybe strømninger i den menneskelige ånd, der bestandig søger at forene tanke og vilje ved åndens kulmination (jf Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 64).

En mulig harmoni mellem idé og realitet har også medklange i en anden tankebevægelse, der indvarslede og prægede Middelalderen, nemlig forsøget på at forene tro og viden (Augustin, Aquinas), et problem, der vel ved roden er det samme.

Dette forsøg på forening endte dog med en endegyldig adskillelse af tro og viden (Ockham), hvilket peger frem mod modernitet og sekularisme. Heller ikke hér har tanken endnu fundet hvile.

Men – idé og realitet, tro og viden, tanke og vilje er, som i øvrigt også videnskab og kunst (fornuft og følelse) – som yin og yang – to dele af den samme helhed: Et menneske og dets erkendelse og liv. Måske er der her en mulig ro.

§4 Tankens intentionalitet

Den vestlige tanke, begyndende med den græske, har fokus på erkendelse og etik, idet man søger et grundlag for erkendelsen (Aristoteles´ første årsager og begyndelsesgrunde (i Metafysikken)), og en anvisning på ret levevis og dermed lykke; et perspektiv og et tankefelt, som andre siden har rettet opmærksomheden imod og bygget videre på (fx Kant). Tanken rettes mod livet.

Den østlige tankekreds fokuserer dels på, hvordan man slipper fri af samsara, det evige kredsløb af død og genfødsel, hvordan man slipper fri af lidelsernes hjul (hinduisme og buddhisme); dels på, parallelt med vestlig tanke, ret levevis og ret styreform for samfundene (Kong-tses fokus på traditionen og de ædle forfædre, overleveret i analekterne; og Lao-tses tao, vej, der både rummer forsøg på erkendelse og etik), dels rummer en logik og dermed et forsøg på ren a priori erkendelse ved Mo-tses tanker.

Den østlige tanke rummer altså elementer, der dels peger mod livet, dels mod døden.

Den mellemøstlige tanke fødte de tre store monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam (hertil kunne føjes zarathustrianisme og manikæisme), der peger på det grundmenneskelige vilkår, at vi dybest set står alene og alene ansvarlige overfor Gud, og de tegner hver for sig tankespor og tankeveje, der dels peger mod livet – gennem etik og lydighed – dels mod døden eller livet i det hinsidige gennem tro.

I alle tre tanke- og kulturkredse løber altså strømninger, der dels peger mod livet, dels mod døden, og dermed afspejler de hver for sig og på hver deres måde de grundmenneskelige problemer og vilkår: Livet og døden. 

Det synes ikke tilfældigt, men nødvendigt, at det netop er disse grundproblemer som opmærksomheden ved tankens intentionalitet rettes imod, og som man bestandig bygger videre på, men ingen af de tre tankekredse har formået at bringe tanken og menneskehjertet til ro, ingen af dem har bragt fuld klarhed og lys over det grundmenneskelige tankefelt. Denne klarhed og ro kommer først med Vandrer mod Lyset.

§5 Stoffets og bevidsthedens forandring ved erkendelse

Både stof og bevidsthed ændres, idet vi forsøger at erkende noget om dem. Tanken forandres ved hver ny tanke, idet den nye tanke ikke er tænkt før, og således lægges nyt til den, og stoffet ændrer sig ifølge kvanteteorien på de atomare og subatomare niveauer, når vi søger at erkende det på disse niveauer.

Dette er formentlig en af årsagerne til, at den menneskelige erkendelse kan være som at ville gribe fat om et stykke våd sæbe; det smutter for os. Det kan være en af grundene til, at erkendelsen synes så usikker, og har ført til så langvarige uoverensstemmelser og så megen strid.

Men lovene for stof og bevidsthed ændrer sig derimod ikke ved erkendelse. Tyngdeloven, lovene for kemiske reaktioner; lovene for Lys og mørke generelt (i Vandrer mod Lysets forstand) ændrer sig ikke, heller ikke ved erkendelse af dem.

Derfor må disse love være dele af det, Vandrer mod Lyset kalder de evige sandheder, og vi mennesker kan opnå sikker viden (jf first philosophy) gennem kendskabet til disse evige – af Gud givne – love, gennem kendskabet til de evige og uforanderlige love, der styrer den evigt foranderlige verden og virkelighed, både stoffets og bevidsthedens (åndens) evige forandringer.

Den sikre viden ligger således ikke i selve stoffet eller i bevidstheden, men i de love, der styrer dem, og hvorefter de virker, fx loven om tankens og viljens frihed på bevidsthedens område. Den sikre viden ligger i erkendelsen af de evige love.

§6 Subjekt og objekt i erkendelsen

Problemet med subjekt og objekt i erkendelsesteorien har to radikale og radikalt forskellige formuleringer i Kants og Hegels filosofi. Subjekt og objekt er i Kants formulering (Kritik af den rene fornuft) principielt og radikalt adskilte, hvorimod de hos Hegel ved verdensåndens fuldendelse er identiske (Åndens fænomenologi).

Ved bevægelsen fra Kant til Hegel gennemspiller erkendelsesteorien ifølge den danske filosof Justus Hartnack (Fra Kant til Hegel – en nytolkning) alle begrebslogiske muligheder for bestemmelse af forholdet mellem subjekt og objekt, uden at nogen af formuleringerne kan yde absolut gyldighed og resultat.

Men det synes alligevel muligt at tilbyde et kompromis eller en mellemposition mellem de to yderpunkter ved at sige, at subjekt og objekt, fx det erkendende subjekt og det (forsøgt) erkendte objekt, er selvstændige dele af den samme helhed. 

I denne formulering er subjekt og objekt hverken principielt og radikalt adskilte, eller identiske, men – altså – dele af den samme helhed: Det erkendende menneske og det det søger at erkende. Eller vi kan sige: Helheden her ved forsøget på at bestemme forholdet mellem subjekt og objekt er erkendelsen selv, idet tanken ved bestemmelsen og ved viljen hæver sig over sit problemfelt, og deler sig i subjekt og objekt, men stadig er tanke, den samme tanke, blot delt.

Jeg henviser i øvrigt her til taoismens begreb om yin og yang for et bredere perspektiv på dele og helheder.

§7 Tankens tendens og evne til udhævning ved viljen generelt

At tanken har en evne til at hæve sig over et objekt – fx et sanseindtryk (perception) eller en bestemt tanke – er en integreret del af moderne bevidsthedsteori (se artiklen Higher Order theories of Consciousness på Stanford encyclopedia of Philosophy; plato.stanford.edu).

Tanken er menneskets mentale øje, der kan betragte omverdenen og søge at forstå den, eller den kan betragte sig selv, en bestemt tanke eller andres tanker, som de kan meddeles eller udtrykkes af andre.

Ved betragtningen hæver tanken sig over sit objekt, og deler sig herved i et subjekt (den betragtende tanke) og et objekt (det, den betragter), der udgør en ny helhed (se kommentaren til §6).

Det tanken betragter, kan opfattes som repræsentationer, og selve rettetheden mod objektet ved viljen kaldes normalt intentionalitet (se artiklen Representational theories of consciousness på Stanford encyclopedia of Philosophy (plato.stanford.edu) og fænomenologisk teori).

Tanken kan også arbejde i bestemte rækker og baner uden at hæve sig over sig selv eller andre tanker eller sanseindtryk. Men selve udhævningen ved viljen kan siges at være kendetegnet på bevidsthed, det at vi bliver bevidst om noget (igen; se artiklen Higher Order theories of consciousness). Før udhævningen over objektet er vi ikke bevidste om objektet, eller bevidste i det hele taget.

Derfor er tankens udhævning over et objekt ved viljen et grundtræk ved tanken, den er forskellen mellem det bevidste og det ubevidste, det, der gør os mennesker til bevidste væsener.

Note: Moderne bevidsthedsteori udgør ikke en enhed, men en flerhed (pluralitet). Der findes således, udover de her nævnte teorier, også epifænomenalismen (epiphenomenalism), integreret informationsteori (integrated information theory of consciousness), en bevidsthedsteori med udgangspunkt i neurovidenskaben og flere andre (kilder: Stanford encyclopedia of Philosophy og Internet encyclopedia of Philosophy). De fleste moderne teorier tager udgangspunkt i den – efter min opfattelse som grunder sig i Vandrer mod Lyset – fejlagtige antagelse, at bevidsthed er knyttet til fysiske processer i den fysiske hjerne.

Tankeskitse

En del af Middelalderens tænkning, måske den væsentligste, havde som bestræbelse og mål at søge at forene tro og viden. Denne bevægelse i tanken findes både i den kristne, vestlige, verden, hvor man søgte at forene græsk tanke, primært Aristoteles´ tænkning, med kristendommen, og den findes – så vidt jeg ved – i den islamiske verden med navne som al Ghazzali, Averröes (ibn Rushd) og Avicenna (ibn Sina).

Måske begyndte Middelalderen i en vis forstand med denne opgave, og sluttede da det endeligt mislykkedes at forene de to, og tro og viden endegyldigt måtte skilles.

Derfra pegede den videre tænkning og kultur mod det sekulære og moderne; det sekulære og moderne menneskes og samfunds splittelse mellem det, vi tror, og det vi ved, splittelsen mellem tro og viden.

Hvis vi i en vis forstand forstår tro som udpræget følelse, og viden som rationalitet, så er det sekulære og moderne menneskes (tragiske) splittelse splittelsen mellem rationalitet og følelse, mellem hjerne og hjerte.

Dette leder – idet vi støtter os til Vandrer mod Lyset – til en måske frugtbar tanke ved betragtningen af åndens grundbestanddele: Åndens hjerne og hjerte (jf også beskrivelsen af åndelegemet, s. 171-173 i Vandrer mod Lyset). Egentlig er der tre bestanddele: Tanke, vilje og følelse, hvor tanke og vilje tilhører hjernen, og følelsen hjertet.

En filosofisk bestræbelse på at forene viden og tro må på dette grundlag (nødvendigt?) slå fejl. For hjerne og hjerte skal – i åndelig forstand – ikke smelte sammen, men afbalanceres. Der er tale om to (eller tre) selvstændige dele, tanke, vilje og hjerte, hvor tanke og vilje ved kulminationen smelter sammen, forenes (Supplement II, no 64), men hvor tanke og vilje på den ene side, og følelsen på den anden ikke gør.

Disse tre dele er gensidigt forbundne, idet tanker kan vække eller skabe følelser, og følelser kan omvendt skabe tanker. Tilsvarende kan følelser inspirere handlinger (ved viljen), og handlinger kan skabe følelser. Endelig kan tanker inspirere handlinger, og handlinger kan skabe tanker.

Det er denne trehed, som Peter Kjærulff misforstår eller (bevidst?) fordrejer ved sit begreb om tanke-vilje-handling sammenhængen, eller far-mor-barn balancen (Ringbærerens Dagbog). Treheden er ikke tanke, vilje og handling, men altså tanke, vilje og følelse; overordnet set hjerne og hjerte.

Kjærulff skriver videre, at tanke og vilje ikke skal (kan) smelte sammen, forenes, men blot afbalanceres, hvilket er forkert, hvis udgangspunktet er Vandrer mod Lyset. Tanken og viljen skal faktisk, som nævnt, forenes (ved kulminationen); det er tanken og viljen (fornuften, hjernen) på den ene side, og følelsen (hjertet) på den anden, der skal afbalanceres, men ikke smelte sammen, parallelt til dualparrenes afbalancering (se igen Supplement II, no 64).

Hvordan hjerne og hjerte, fornuft og følelse, kan afbalanceres, kan være opgave for fremtidige undersøgelser.

Rum og tid

I Kommentaren til Ardors beretning kap. 1 i Vandrer mod Lyset står s. 148 (i den trykte udgave), at åndelige væsner regner tidens begyndelse fra Guds emanation, fremståen, men at – for nøjagtigheds skyld – tiden havde sin første oprindelse ved den første urosdirren ved tankens og viljens første dragning mod hinanden ind i lyset og bort fra mørket, det vil sige ved overgangen fra hvile til kamp, og den deraf følgende begivenhedernes rækkefølge.

Samtidig står der s. 146 (stykket med småt), at den i værket givne redegørelse for Urtankens og Urviljens kamp mod mørket og de hertil hørende beskrivelser af rum og tid må opfattes abstrakt, og ikke drages ind under af mennesker kendte forestillinger om rum og tid.

Jeg vil her prøve at kaste nyt lys over disse begivenheder og fænomener.

Hvis vi betragter det Vandrer mod Lyset kalder Urkosmos, så fandtes her tanke, vilje, lys og mørke, men der fandtes ingen tid, da tiden først, som nævnt, startede ved overgangen fra tankens og viljens hvile til kamp. Vi kan derfor betragte Urtilstanden som et evigt nu, der ved overgang fra hvile til kamp udfoldedes i de tre tidsdimensioner, fortid, nutid (nuet) og fremtid. Dermed er tid og evighed ikke – som nogle mener – modsætninger, men – gennem nuet – identiske.

Derfor kan vi også sige, at det evige – gennem nuet og tiden – er en del af denne verden, og har været det, så længe der har været jordisk tid – hvilket ifølge Vandrer mod Lyset har været tilfældet siden de Yngstes første inkarnationer. Det evige kom ikke først ind i verden ved Jesu inkarnation, som en tænker som Kierkegaard vil vide det, idet han betragter dette som kristendommens grundparadoks.

Vi kan betragte tiden – ikke som en linje – men som en cirkel eller ring, idet de tre tidsdimensioner hænger sammen på den måde, at det vi fx kalder ”i morgen”, altså fremtid, i overmorgen er fortid, mens fx ”i går” i forgårs var fremtid. Det hele bindes sammen af og udfoldes ved det evige nu, eller vi kunne sige ved tidens evige ring.

På samme måde kan vi betragte rummet: I Urkosmos var der intet – i menneskelig forståelse – rum, men rummet udfoldedes i de tre kendte dimensioner ved overgangen fra hvile til kamp for at få sin endelige skikkelse og omfang ved Guds emanation.

Rum og tid er altså direkte konsekvenser af Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket og frem mod lyset, kulminerende ved Guds fremståen som Personlighed, idet rum og tid her langsomt udfoldedes i deres endelige dimensioner og til deres endelige skikkelser.

Det er muligt, at det Vandrer mod Lyset kalder den 4. dimension (Kommentaren s. 167, stykket med småt), hverken er en ren rum- eller tidsdimension, men derimod det, der binder rum og tid sammen, hvilket er den guddommelige Tanke og Vilje.

Rum og tid har altså ikke altid fandtes, men de er skabt ved Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket og frem imod Lyset. Ved Guds emanation og sejr over mørket har de fundet deres endelige skikkelser, og Gud er derved blevet Herre over også rum og tid, som Han/Hun er det over Lyset og Livet.

Note: I artiklen Quantum approaches to consciousness på Stanford encyclopedia of Philosophy (plato.stanford.edu) nævnes muligheden af, at vi både må regne med en mental og en fysisk tid. Det er muligt, at vi ikke kun må regne med disse to tidsdimensioner, og heller ikke kun med de tre tidsdimensioner, fortid, nutid og fremtid, men også med en åndelig, astral og materiel tid ud fra Vandrer mod Lysets beskrivelse af de to urkræfters, lys og mørkes, partikler som opdelt i åndeligt, astralt og materielt lys og mørke (Vandrer mod Lyset, s. 149). Denne opfattelse grunder sig i værkets beskrivelse af, at tiden i sin dybeste grund er udtryk for den guddommelige Tankes og Viljes aktivitet og den deraf følgende aktivitet i lys og mørke (begivenhedernes rækkefølge). I denne opfattelse er tiden altså en virkning i lys og mørke med årsag i den guddommelige Tanke og Vilje. Se i øvrigt videre om tid og tidsbegrebet i Supplement II, no 50.

Fysik og metafysik

En af vanskelighederne ved at spørge og søge at give svar på metafysiske spørgsmål; som – har vi en ånd? findes der en Gud? Er livet evigt eller forgængeligt? – kan tænkes at ligge i, at vi spørger, søger svar, tænker og lever i tre dimensioner, hvor metafysiske spørgsmål og svar måske kun giver mening og kan udvikle metoder til besvarelse i fire dimensioner.

Men så længe vi ikke ved, hvad en eventuelt fjerde dimension er (som Vandrer mod Lyset nævner, men ikke forklarer, da vi angiveligt i dag mangler forudsætninger for at forstå et svar), så kan – måske – metafysiske spørgsmål ikke besvares med tilstrækkelig sikkerhed og evidens. Vi er henviste til at tro.

De tre rumdimensioner fysikken regner med, har som måske bekendt i nyere forskning fået tilført tiden som den fjerde dimension, så man opererer med en rumtid, men det er muligvis en misforståelse. Det kan tænkes, at de tre kendte rumdimensioner i virkeligheden er indvævet med de tre tidsdimensioner, fortid, nutid og fremtid, som tilsammen i rumtiden udgør de tre kendte dimensioner. Den fjerde dimension er så stadig ukendt (og det kan være, at der er flere dimensioner end de fire, Vandrer mod Lyset opererer med).

Dette forhold er parallelt til det, Vandrer mod Lyset kalder gåden om det uskabte; at Urkosmos bestod af tanke, vilje, lys og mørke, som ikke var skabt, men var fra evighed uden begyndelse og uden skabelse: Vi mangler endnu den tilstrækkelige modenhed og intelligens til at forstå dette forhold, men det kan tænkes, at når vi engang får svaret på denne gåde, vil fx også det ontologiske grundspørgsmål; hvad vil det sige at eksistere, hvad er eksistens egentlig?; kunne besvares, og vi vil kunne få svar på, hvad evighed er og hvordan vi skal forstå den.

Måske vil også gåden om det uskabte kun kunne finde svar med reference til en firedimensional verden. I den forbindelse kan man forestille sig dette scenarie:

Gennem en erkendelse af den fjerde dimensions natur vil det blive muligt ved firedimensional metafysisk erkendelse at efterprøve og måske bekræfte Vandrer mod Lysets metafysiske spørgsmål og svar – og enhver anden religions – i en sikker og evident erkendelse. Derefter kan Vandrer mod Lyset måske vinde sin endelige, offentlige og fælles anerkendelse, og da kan også svaret på spørgsmålet om det uskabte gives (jf Supplement II, no 56).

Der er altså en række metafysiske og ontologiske grundspørgsmål, vi ikke i dag kan svare på; svar som imidlertid – formentlig – kan gives engang i fremtiden. Indtil da må vi have tålmodighed og vente på den mand eller kvinde, der er i stand til at give svar på de spørgsmål, den menneskelige tanke naturligt stiller sig angående vores oprindelse, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen, om der findes en Gud, om vi er alene i det vældige univers, videnskaben i dag regner med, om vi har en eventuelt evig ånd udover den fysiske krop, om hvad bevidsthed er, om vi har en fri vilje og mange andre spørgsmål, som måske ikke kan finde svar i en tredimensional tankeramme, men nok i en firedimensional.

Når vi en dag får svaret på, hvad den fjerde dimension er, hvis den findes, så kan det – som antydet ovenfor i det mulige scenarie vedrørende gåden om det uskabte – vise sig at være nøglen til, at vi som menneskehed kan tage den hånd, der rækkes os fra den oversanselige verden gennem Vandrer mod Lyset – ikke som en tro, men som en viden. Dette har jeg tidligere forsøgt i Det sanselige og det oversanselige; dog måske ikke med tilstrækkelig styrke og klarhed.

Note 1: I artiklen Rum og tid har jeg forsøgt at give en første, foreløbig skitse til forholdet mellem rum og tid; herunder deres udfoldelse til de nu kendte former gennem Urtankens og Urviljens kamp mod mørket, fremad mod lyset, tidens mulige cirkulære natur, evighed og tid som – ikke modsætninger – men identiske; derudover giver jeg her et bud på, hvad den 4. dimension kan være, men erkender, at denne teori ikke er sikker.

Note 2: Det ovenfor skitserede mulige scenarie for Vandrer mod Lysets offentlige og fællesmenneskelige anerkendelse gennem erkendelse af den fjerde dimensions natur er kun en ud af mange mulige måder for, hvordan gennembruddet og anerkendelsen kan vindes. Der er fx også den mulighed, at man en dag vil finde det svundne kulturrige Atlantis ud fra Vandrer mod Lysets angivelser for dets beliggenhed. Der er i skrivende stund (2022) et projekt i gang, der forsøger netop dette. Eller der er den mulighed, at gennembruddet kan komme fra biologien, og Vandrer mod Lysets redegørelse for cellens oprindelse. Eller gennembruddet kan komme fra astronomien gennem en opdagelse af Modersolen og en ny teori for universets størrelse og opbygning ud fra Vandrer mod Lysets opgivelser. Gennembruddet kan komme på mange måder – hvis eller når det kommer.

Note 3: Ordet “metafysik” blev første gang brugt af Andronikos fra Rhodos som titel på en række skrifter af Aristoteles, der blev placeret efter fysikken (meta ta physika; “efter fysikken”. Kilde: Den store Danske). Traditionelt bruges begrebet om de store spørgsmål om verdens grundlag, Guds mulige eksistens, viljens frihed mv; det vil sige om spørgsmål vi ikke umiddelbart kan sanse, men forsøge at tænke. Derfor er det logisk at søge svar på metafysiske spørgsmål udover fysikken og fysikkens love, det vil sige udover de tre kendte dimensioner (som jeg altså her formulerer og opsummerer i rumtiden), og eftersøge og eventuelt indføje en 4. dimension i erkendelsen.

Note 4: Fysikeren David Bohm har ud fra kvanteteorien og relativitetsteorien forsøgt sig med en teori om verden og bevidstheden, om bevidsthed og stof (mind and matter), det fysiske og det metafysiske, hvor han foreslår en underliggende orden, der forbinder de to (kilde: engelsk Wikipedia; artiklen Quantum Mind). Men indtil videre er dette kun en ikke underbygget teori. Med Vandrer mod Lyset er det imidlertid let at formulere en teori og tanke om denne dybereliggende orden under det fysiske og det metafysiske: Denne orden er Gud, idet – siges det i værket – det fysiske og det metafysiske, den sanselige og den oversanselige verden – herunder krop og ånd (bevidsthed) – kun opretholdes og fastholdes i kraft af Gud; i kraft af den guddommelige Tanke og Vilje, der er idel Lys, det vil sige orden.

Urkosmos

I Urkosmos fandtes Tanke, Vilje, Lys og mørke. Alle disse befandt sig i Urkosmos i en hvile- eller dvaletilstand. Vi kan sige, at med disse fænomener eller begreber fandtes livets, dødens eller en fortsat dvales muligheder.

Livet ville – hvis Tanke og Vilje søgte ind i Lyset og med tiden sejrede over mørket – gå fra mulighed til realitet. Sådan gik det faktisk, som kendere af Vandrer mod Lyset vil vide det: Ved Tankens og Viljens sejr over mørket efter ukendte evigheders kamp og Guds emanation.

Omvendt ville døden være gået fra mulighed til realitet, hvis Tanken og Viljen fra første færd var søgt ind i mørket – eller døden var gået fra mulighed til realitet, hvis Tanke og Vilje på et tidspunkt efter overgangen fra hvile til kamp og efter at være søgt ind i Lyset, ikke havde kunnet sejre over mørket, og på den måde var faldet for det onde.

At både livet og døden på den måde var muligheder, som hver især kunne være blevet realiteter, kunne være blevet aktualiseret, skyldes, at livet er i Lyset, mens døden er i mørket. Enten Lyset eller mørket kunne sejre; det vil sige enten livet eller døden.

Den sidste mulighed var, at ingen af disse muligheder var blevet realiteter, men at Tanke, Vilje, Lys og mørke var forblevet i den oprindelige dvaletilstand.

Som jeg har prøvet at gøre rede for i artiklen Rum og tid så udfoldedes rum og tid til de nu kendte former og skikkelser langsomt gennem Tankens og Viljens kamp mod mørket og sluttelig ved Guds emanation, fremstigen som Personlighed.

Tilsvarende kan vi sige, at Tanke og Vilje langsomt – efter en oprindelig dvale- eller søvntilstand – udfoldedes eller vækkedes gennem denne kamp. Da Tanken og Viljen samtidig nåede Lysets to poler, var Tanke og Vilje fuldt vækkede, fuldt udfoldede; Viljen på en sådan måde, at alt mørke elimineredes fra den ved sammensmeltningen med Lysets ene pol, Tanken derimod endnu ikke fuldt udrenset for mørke, men fuldt vækket eller udfoldet, så den vidste, at den indeholdt både lys og mørke; det vil sige at den indeholdt muligheder til livet eller til døden.

Det blev herefter Viljens opgave bestandig at tiltrække og understøtte Tanken i dens selvudrensning, indtil den fulde sejr var nået, og Gud kunne fremstå som Altets midtpunkt; som Lysets og Livets sejrende Magt; alvidende, alkærlig og Almægtig.

Det er muligt, at det spørgsmål eller den gåde, som Vandrer mod Lyset kalder gåden om det uskabte; det forhold, at Urkosmos ikke var skabt, men var fra evighed af uden skabelse, samt evighedsgåden, kan løses gennem en redegørelse for den fjerde dimension, som Vandrer mod Lyset nævner, men ikke forklarer, da vi angiveligt endnu mangler forudsætninger for at forstå en sådan fjerde dimension.

Det er også muligt, at en redegørelse for den fjerde dimension vil kunne gøre os i stand til at svare på metafysiske spørgsmål med videnskabelig evidens – fx spørgsmålene om Guds eksistens, viljens frihed, åndens udødelighed, eksistensens natur og meget andet – modsat i dag – sådan som jeg har forsøgt at skitsere det i artiklen Fysik og metafysik. 

Men indtil tidsånden er moden, må vi vente på en sådan redegørelse. Det vi kan sige nu er, at det formentlig vil føre til et gennemgribende nybrud i den menneskelige erkendelse, hvis eller når den mand eller kvinde kan træde frem med løsningen på gåden om den fjerde dimension, og dermed måske bane vejen for en sikker erkendelse af forhold vi i dag betegner som tro. Da kan vi gå fra tro til viden.

Procesmetafysik vs substansmetafysik

Ved læsning af en artikel på Stanford encyclopedia of Philosophy (plato.stanford.edu) om kvantetilgange til bevidsthed (Quantum approaches to consciuosness) er jeg blevet ledet videre til en artikel på Wikipedia om procesmetafysik, som her modstilles substansmetafysik.

Op gennem historien er disse to tilgange til en verdensforståelse repræsenteret ved tænkere som Heraklit, Henri Bergson og Alfred N. Whitehead (procesmetafysik), og Platon, Aristoteles og Immanuel Kant (substansmetafysik).

De grundlæggende spørgsmål opfatter jeg at være:

Er verden grundlæggende dynamisk eller statisk? Er verden forandring eller evigt uforanderlig? Er vores erkendelse med til at forandre den foranderlige virkelighed, eller ser vi i en vis forstand ude fra en evig verden, som er uafhængig af vores erkendelse af den?

Jeg tænker et kompromis mellem de to tilgange, hvilket har sit grundlag i værket Vandrer mod Lyset:

Verden forandrer sig evigt i henhold til og forårsaget af evige – af Gud givne – love for grundlæggende kræfter (lys og mørke) i verden. Da Urtanken og Urviljen kæmpede sig gennem mørket, frem mod Lyset, en kamp der kulminerede og sluttede ved Guds emanation, fremstigen som Personlighed (som Lysets behersker og mørkets besejrer), eksisterede kræfterne, men ikke lovene for dem. Disse love er givet efter Guds emanation, og gør det lettere for os mennesker selv at kæmpe os gennem mørket som et lille ekko af Guds kamp.

Den fysiske virkelighed forandrer sig efter naturlove som gælder for tyngdekraft, stærke og svage kernekræfter og elektromagnetisme, og den psykiske, mentale og åndelige verden forandrer sig i henhold til evige mentale, åndelige love som fx logik, love for association, hukommelse, projektion af indre tilstande på ydre ting, mennesker og forhold osv.

Spørgsmålet er så videre: Om den fysiske verden influerer på den åndelige verden, og omvendt?

Der er næppe tvivl om, at det fysiske influerer på det åndelige. Fx giver smerte i maven også mentalt ubehag, beskuelsen af forskellige landskaber skaber mentale billeder og tilstande via synet osv.

Og der er næppe heller tvivl om, at mentale, åndelige tilstande og fænomener indvirker på det fysiske (selv om epifænomenalister vil benægte det; se artiklen Epiphenomenalism på Stanford encyclopedia of Philosophy), idet jeg fx kan beslutte (i tanken via viljen) at løfte det krus kaffe jeg er ved at drikke til munden og så gøre det, jeg kan beslutte at rejse til Ribe, købe en togbillet dertil og foretage min rejse; alt hvorved jeg (vi) med vores bevidsthed skaber forandringer i den fysiske verden; koppen løftes og jeg drikker, jeg stiger på toget, og flytter derved min fysiske krop osv.

Det, der er foranderligt er altså dels den fysiske verden, dels den åndelige, og de forandres begge gennem evige, uforanderlige love, givet af Gud.

Derfor opfatter jeg verden både som evigt foranderlig (substansen; det fysiske og det åndelige), og som evig og uforanderlig (de evige love; der evigt forandrer verden).

Og den fysiske og den åndelige verden indvirker på hinanden. Der er ikke tale om to principielt adskilte verdener, men to dele af den samme verden og virkelighed og helhed, som vi ikke ved erkendelse (neutralt) betragter udefra, men er en del af, og som også vores erkendelse er del af, idet vi søger at erkende verden og virkeligheden indefra.

Illusionen om den ude fra neutrale betragter af verden og dens dele skabes, så vidt jeg kan se, ved tankens opdeling i et betragtende subjekt og et betragtet objekt. Her kan tanken opfattes som værende adskilt fra, udenfor, objektet, fx verden. Men både subjekt og objekt er dele af verden og virkeligheden og erkendelsen; de er hverken principielt adskilte (Kant) eller identiske (Hegel), men selvstændige og nødvendige dele af den samme helhed: Erkendelsen. Tanken er i verden, ikke uden for verden.

Politik

Drømme om magt,

drømmes af slaver.

Krigens anatomi 

1 

Efter at Vesten nu i over et årti har startet og udkæmpet tre krige – i Afghanistan, i Irak og i Libyen – må det være tid til eftertanke. De verdenspolitiske forhold i dag er sådan, at Vesten (primært USA), besidder en overvældende militær overlegenhed. Men har vi – moralsk – ret til at bruge denne magt? 

Jeg vil pege på i det mindste to uheldige ting, der er kommet ud af de tre nævnte krige: 

Ved at bruge vores overlegne militære magt i de tre lande, har vi ved at gennemtvinge et regimeskift – “hugge hovedet af uhyret” – skabt et magttomrum, et magtvakuum, der i alle tre tilfælde har resulteret i langvarige og yderst voldelige og blodige borgerkrige. Dette synes at være en uundgåelig konsekvens. Det synes umuligt at skabe en rationel “exitstrategi”, som kan – i hvert fald på kort sigt – skabe fredeligere og bedre forhold for befolkningerne i de invaderede lande. Det lader til, at en rationel exitstrategi ikke er mulig, da alle efter at magtens “hovede” er hugget af, søger egen magt og interesser, søger at udfylde vakuummet. Derfor synes borgerkrig uundgåelig når vi gennemtvinger regimeskift. De tre nævnte tilfælde synes at bevise dette. Det er det første.

Det andet er, at under truslen om gennemtvunget regimeskift har eksisterende diktaturer en klar interesse i at gøre sig usårlige eller rettere umulige at angribe, ved at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben fx atomvåben, som tilfældet Nord Korea (og måske Iran som nogle mener netop forsøger dette selv om Iran officielt nægter det) viser. Dette synes også at være en uundgåelig konsekvens af Vestens aktivistiske politik forskellige steder i verden. Truslen om og de faktisk gennemførte tvungne regimeskift                 medvirker dermed til en spredning, ikke reduktion, af masseødelæggelsesvåben og generelt til oprustning og øgede spændinger i verden og ikke nedrustning og afspænding. 

Hvis disse tanker er rigtige, så synes den eneste farbare vej at være, at indse at frihed og fred ikke kan opnås ved et ‘quick fix’ i form af tvunget regimeskift, men at det langsomt må gro frem indefra; som det for eksempel skete ved

murens fald og Sovjetunionens opløsning, eller ved de forskellige fredelige senere revolutioner i Østeuropa (fx i Ukraine). 

Ud over de to nævnte uheldige konsekvenser af at starte krige og gennemtvinge regimeskift kan det også være på sin plads at nævne den måde, krigene startes på: 

Magtfulde politikere og meningsdannere søger at ophidse opinionen, og i nogle tilfælde (fx i Irak) på falske præmisser. Det synes som om man for enhver pris vil disse krige. Langsomt bygges der op til krig, fronterne bliver sort-hvide (sort-hvidt tankegangen synes i slægt med den ødelæggende “dem og os” – tankegang og bruges med et aktuelt eksempel mig bekendt også af Islamisk Stat – og hvis vi nogensinde skal have fred må vi hæve os over denne tankegang) – og på den måde bliver det irrationelle forsøgt gjort rationelt (eller “godt”). 

Men i hvert fald de tre nævnte tilfælde viser, at det at starte og udkæmpe krige hverken er “godt” eller bare rationelt. Konsekvenserne er alt for alvorlige, og de befolkninger man (måske ærligt) ønsker at hjælpe, kommer til at lide endnu mere end hvis man havde undladt at gribe ind i (måske forbryderiske) regimers magt (og fx havde søgt indflydelse gennem samhandel eller via diplomati). 

Af disse grunde kan jeg ikke se andet, end at krig aldrig er godt eller bare rationel. 

2 

Ligesom det ikke giver mening med tvungne regimeskift ved militær intervention i verdens brændpunkter – da indgrebet medfører et magtvakuum som derefter søges udfyldt af andre forskellige og stridende parthavere i landets politik, hvilket med nødvendighed fører til borgerkrig – er det muligt at argumentere mod andre faser og fænomener med hensyn til krig og krigens væsen: 

Det giver ingen mening at føre regulær angrebskrig – altså hvor målet er erobring og ikke regimeskift – da en international praksis hvor lande søger erobring, danner en præcedens hvor andre lande vil gøre det samme, hvilket da meget let slår tilbage på det eller de lande, der først starter en krig. 

Ved at starte en erobringskrig skaber man en norm, som andre vil efterligne – eventuelt som forsvar eller som det man kalder forebyggende krig – og dermed har vi international krig eller i sin yderste konsekvens en verdenskrig. 

Hvis vi ser på borgerkrigen, så giver det ingen mening at dræbe sine landsmænd, da også disse drab skaber en norm, som andre vil efterligne – igen eventuelt som forsvar eller forebyggende eller som hævn – og dette slår igen let tilbage på den eller dem, der udfører det første drab, så han fra at være gerningsmand selv bliver offer. 

Derfor giver krig (og al anden vold) simpelthen ikke mening, da den eller det land, der først bryder freden (eller de personer der udfører anden vold), meget let i sidste ende ender med at blive (sit eget) offer. 

Ved at øve vold eller føre krig – hvordan man så end prøver at retfærdiggøre og rationalisere det – skaber man en norm eller en præcedens som andre vil efterligne, og derfor skaber man en situation, hvor man selv let bliver offer.

Krig og vold er eksponentielt voksende katastrofer, idet der for hvert offer findes flere alliancelande eller som individ familie og venner, der måske igen vil søge hævn osv. 

Derfor er krig og vold simpelthen dumt – og mennesker helt uværdigt. Det er derudover dyrt og skaber nærmest uendelige lidelser. 

Hvis vi tænker tanken til ende og antager at et land eller en gruppe af lande søger og opnår verdensherredømme ved militære midler, så skaber en sådan altomfattende krig så meget had og så mange lidelser, at stort set alle andre lande og mennesker ved alle midler vil søge at omstyrte et sådant regime, og det voldelige verdensrige vil derfor kun holde i kort tid. 

Det vil blive omstyrtet og tilintetgjort ved vold, som voldens konsekvens, og derfor giver enhver form for krig simpelthen ingen mening. 

Derimod giver det mening at søge at holde fred med andre lande, og som individer fred med sine medmennesker, da det vil øge chancen for at man som land og menneske selv kan leve i fred og sikkerhed. 

Spørgsmålet om flygtninge 

Problemet er ikke flygtningene, men dem der skaber flygtningestrømmene 

Det måske mest brændende spørgsmål i verden i dag er spørgsmålet om flygtninge. Mange millioner menneskers lidelser er genstand for intens opmærksomhed, og populister spinner politisk guld på spørgsmålet. De vinder gehør og magt som måske aldrig før i stort set alle samfund. Men lad os se problemet fra denne vinkel: 

Er problemet de nødstedte, eller er problemet dem, der skaber nøden?

Eller er problemet statsledere, militærfolk og civile borgere, der starter, støtter og vedligeholder krigen i ord eller gerning? 

Er problemet ofrene, eller er problemet de, der skaber krigens og nødens mange ofre? Er ved drab problemet den dræbte eller drabsmanden? 

Hvis vi fastholder, at problemet er ofrene, flygtningene, og nægter dem asyl og beskyttelse, så er det at føje spot til skade og dobbelt uret. 

Hvis vi fastholder og låner øren til krigsopviglerne og giver dem magt som de har agt, så bliver vi medskyldige i krigens katastrofer og medskabere af de flygtningestrømme og de flygtninge som nu foragtes så meget og som er uønskede i vores samfund. Vi kalder os i Danmark et kristent land. Og mange vestlige lande bygger på den kristne arv og lære. Nu, så hør hvad Kristus siger i sin tale i Vandrer mod Lyset: 

‘Ja, hør mig, I mennesker, oplad jeres øren og vær ikke mine ord overhørige! Thi jeg siger: intet er så ondt og syndigt som mord og drab; intet er så ødelæggende for jeres fremgang som de hærgende og vanærende krige, der udfægtes imellem jer indbyrdes’. 

Og videre: 

‘Vogt jer for mord og drab…vogt jer for ufred, krig og fjendskab’. (Her gengivet i let bearbejdet form). 

Grunden til at han så kraftigt advarer os mod krig og drab er, at alt hvad der sås af krig, nød og elendighed nu – deriblandt de mange millioner flygtninges lidelser – skal høstes senere af de ansvarlige. 

Hvem tør rettelig så denne sæd og høste dens bitre frugter sten for sten, liv for liv? 

Advarslen lyser derfor ikke for hans eller for Guds skyld, men for vores egen. 

Nej, problemet er ikke de nødstedte, flygtningene, men dem der skaber krig, død, lidelser og forfølgelser. 

Og alle lande der kalder sig kristne bør som en selvfølge søge at afbøde noget af den lidelse, krigen og fattigdommen skaber, ved at give beskyttelse og asyl til krigens ofre, og i hvert fald ikke selv skabe denne lidelse ved krig og vold og økonomisk udpining af ulykkelige. 

Ellers vil Kristi ord stadig lyde forgæves og sættes i skygge – for og af kristne. 

Min tanke er, at krig ikke bør forekomme overhovedet, og hvis man iklæder argumenter for krig en religiøs dragt, gør man sig skyldig i en alvorlig blasfemi. Men sker det forfærdelige alligevel – og det gør det alt for tit – så er det en etisk pligt at give beskyttelse og asyl til ofrene i lande, hvor der er fred, idet – som jeg før har sagt – vi bør behandle nødstedte som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i deres situation. 

Dette bør vi gøre, så vi selv kan høste barmhjertighedens gode frugter, hvis vi engang selv skulle komme i den ulykkelige situation at være nødt til at flygte fra krig, kaos og fattigdom. ‘Som du sår, skal du høste!’ 

Og dette burde i det mindste være indlysende for kristne, der bekender kærlighedsbuddet: ‘Elsk din næste som dig selv!’ 

Krig eller fred – Et forsøg på bidrag til økonomisk og politisk teori og praksis 

Forbemærkning 

Hvis det er rigtigt, at de fleste mennesker i verden i dag – som tidligere – ønsker at leve i sikkerhed, fred og velstand og at tage hånd om hinanden ved behov, hvordan kan det så være, at den verden vi ser – og måske altid har set – er en verden i krig, konflikt, kaos, fattigdom og nød?

Er verden splittet strukturelt eller etisk, moralsk, ligger splittelsen i nogle måske forældede og uhensigtsmæssige økonomiske, politiske og statslige måder at organisere samfundene på, er det muligt at pege på et eller måske flere strukturelle problemer ved den måde verden fungerer på i dag og har gjort det længe? 

Eller må vi erkende, at krigen og konflikten ligger i vores natur og ikke står til at ændre? 

Ved et forsøg på at løse disse spørgsmål tror jeg at man kan bruge følgende tommelfingerregel, som gælder her og på mange af livets andre områder: 

Der hvor problemet ligger, ligger løsningen også. Ethvert problem kan finde sin løsning ved identificering af problemets rod, omfang, årsag og natur. Derfor består opgaven først i et forsøg på at beskrive problemet. Men ligesom en læge ikke kun bør beskrive og forklare en sygdom ved diagnostik, men også søge at behandle og ophæve ondet, vil jeg udover at forsøge at beskrive problemet også søge at vise, om muligt, hvordan vi kan løse det. 

Lad os først skride til et forsøg på så nøjagtigt som muligt at beskrive problemet, hvor vi vil prøve at beskrive de underliggende processer og fænomener i verdens konflikter. 

1. Beskrivelse (diagnose). En verden i krig og konflikt 

1a. Evolution 

Fra naturens side er vi mennesker underlagt den biologiske evolution, som blandt andet betyder de bedst egnedes overlevelse i en biologisk konkurrence med andre mennesker og dyrearter. Vi er dermed fra fødslen gennem genetisk kodning indfanget i en konkurrence eller krig eller konflikt med andre. 

Denne konkurrence eller konflikt tager vi med ind i det politiske og økonomiske rum eller realitet, hvor igen de bedst egnede, mest konkurrencedygtige individer, politiske partier, virksomheder og stater “overlever”. 

Andre svækkes eller går til grunde. Vi kan derfor tale om en dels biologisk, dels økonomisk og politisk evolution. 

En afledt effekt af denne konkurrence og konflikt er, at det enkelte individ, politiske parti, virksomhed og stat har en stærk tilskyndelse til at levere det bedst mulige produkt i form af arbejdskraft, varer, opfindsomhed, strategier og politisk system og politisk ageren (eventuelt også militær formåen eller overlegenhed) for at overleve i konkurrencen. 

En anden – mindre heldig – effekt er, at konkurrencen ofte er kontraproduktiv i forhold til det vi kan kalde menneskelige værdier: 

Omsorg for hinanden, tolerance, hjerterum, respekt, kærlighed, fredskærlighed osv. 

Vi nødes ofte til at gøre vold på disse værdier, på vores indre menneskelighed og etik – og på naturen – i kampen for overlevelse i den økonomiske og politiske konkurrence og evolution. Det ser derfor ud til, at konkurrencen og konflikten er en del af den menneskelige natur.  

1b. Alliancer 

For at stå bedre og stærkere i kampen for fysisk, økonomisk og politisk overlevelse, danner individer, virksomheder og stater alliancer. Fx har individer dannet fagforeninger, virksomheder arbejdsgiverforeninger og stater forsvarsalliancer. Fælles for alliancerne er styrke indadtil og at de er vendt mod andre individer, virksomheder eller stater (eller andre alliancer af de respektive enheder; fx andre alliancer af stater) for at sikre dels deres egen, dels deres enkeltmedlemmers overlevelse. 

Alliancerne kan derfor siges at hæve evolutionen, den fysiske, økonomiske og politiske evolution, op på et nyt og højere niveau end før alliancedannelserne. 

1c. Selvopholdelsesdriften 

Man kan argumentere for, at selvopholdelsesdriften er en konsekvens af evolutionen derved, at de med højest selvopholdelsesdrift har størst chance for at overleve og bringe deres gener videre. 

Man kan også sige, at selvopholdelsesdriften er evolutionens indre motor, da trangen til at overleve betinger overlevelsen og dermed at bringe sine gener videre. Overlevelse for individer, politiske partier, virksomheder og stater synes da at være det primære, og vejen dertil de bedst egnede gennem evolutionens udvælgelse, det sekundære. 

Selvopholdelsesdriften kan være individuel og kollektiv. Individet kan søge sin overlevelse ligesom arter, politiske partier, virksomheder og stater. 

Det vigtige i denne sammenhæng er, at hvis individet, det politiske parti, virksomheden eller staten føler sig truet, eller reelt er truet, kan både individ, parti, virksomhed og stat reagere voldsomt. En hel stat der føler sig truet eller reelt er truet og kæmper en eksistenskamp, vil reagere med summen af individernes selvopholdelsesdrift i en kollektiv selvopholdelsesdrifts voldsomme reaktion. 

1d. Kampen om magt 

Kampen om magt kan siges at rumme elementer både fra evolutionens udvælgelse af de bedst egnede og selvopholdelsesdriftens ønske om overlevelse. Det enkelte individ, virksomhed, stat og alliancer på disse tre niveauer er tilbøjelige til at ønske magt for at vinde den fysiske, økonomiske og politiske evolutions udvælgelse af de bedst egnede og for at sikre overlevelse. Derfor er kampen om magt og magtbegæret også en af de fundamentale kræfter i os mennesker. 

1e. Sammenfatning 

Det synes at ligge i vores natur, at vi dels gennem evolutionen, den fysiske, økonomiske og politiske evolution, er disponeret for offensiv konflikt eller krig, hvor vi ved at levere det bedste produkt i form af arbejdskraft, varer, opfindsomhed, strategier og systemer, som individer, arter, politiske partier, virksomheder og stater søger at udkonkurrere de andre individer, arter, partier, virksomheder og stater. 

Dels har vi gennem selvopholdelsesdriften, både individuelt og kollektivt, en defensiv disposition for konflikt og krig, hvor vi ikke søger vinding men ren overlevelse. 

Kampen om magt og magtbegæret kombinerer de offensive og defensive anlæg for krig og konflikt i individerne, virksomhederne, partierne og staterne som et middel til dels udvælgelse, dels til overlevelse. 

Disse enkle principper og kræfter kan have mange ansigter og være maskerede – også for den enkelte aktør selv – i forskellige politiske partier og økonomisk og personlig adfærd. 

2. En mulig løsning. En verden i fred 

Hvis ovenstående analyse og beskrivelse af forholdene i den konfliktfyldte verden er rigtig, at vi dels har offensive, dels defensive anlæg for krig og konflikt gennem evolutionens udvælgelse og selvopholdelsesdriftens ønske om overlevelse (for enhver pris), og at vi søger at sikre udvælgelse og overlevelse gennem magt, så synes vejen til en mere fredelig verden at være: 

I første omgang politisk at fjerne den front mellem stater og alliancer af stater, der udgør konfliktlinjen, at forene de nu adskilte stater og alliancer af stater, der alle kæmper for udvælgelse og overlevelse, ved oprettelsen af en Verdensstat med global lovgivende, udøvende og dømmende magt. 

Hvis denne front fjernes – hvilket bør ske frivilligt og demokratisk og ikke ved tvang; ved en politisk beslutning af de nuværende stater og alliancer af stater – vil den nuværende alles kamp mod alle for staterne og alliancer af stater kunne erstattes af politisk symbiose og den således forenede verden vil kunne skabe synergi mellem verdens regioner og folkeslag i stedet for konflikt og krig. 

Den nuværende tilstand med alles kamp mod alle synes at bunde i det forhold, at hvor der er økonomisk og dermed også politisk adfærd, er der behov for økonomisk og politisk regulering. Hvis ikke der er en sådan regulering, er vi i lovløst område, anarkiet og krigen. Da den økonomiske og politiske adfærd i dag er global, er der brug for global regulering, global lov. En sådan global regulering og lov kan kun skabes gennem en Verdensstat eller Verdensregering.

Hvis verden er politisk forenet i en Verdensstat, vil de enkelte regioner ikke have noget motiv og ingen drift mod militær og økonomisk ekspansion, ingen front med en potentielt fjendtlig aktør på den anden side, da der så ikke vil være mulighed overhovedet for en sådan. Hvis fronten fjernes vil man have mulighed og motiv for at sikre alles sikkerhed og velstand og generelt at udvikle og ikke afvikle menneskelige værdier, indre som ydre, som det nu er tilfældet i staternes og alliancerne af staters alles kamp mod alle. 

Den krig og konflikt mellem mennesker, politisk og økonomisk, som er startet mellem individer engang i menneskehedens barndom, og som er blevet ført videre op gennem historien og blevet opgraderet efterhånden som mennesker har organiseret sig i stadig større enheder, stammer, stater og alliancer af stater – de strukturelle årsager til konflikt og krig – kan derfor løses oppefra ved en politisk beslutning om at forene verden i en Verdensstat. 

Derefter vil den således opnåede fred slå tilbage ned gennem systemet – til virksomheder, organisationer, politiske partier og individer – og vi vil have mulighed for at styrke og berige os selv og hinanden ved symbiose og synergi i stedet for at sidde fast i en tilsyneladende uløselig knude af konflikt og krig skabt af evolutionens, selvopholdelsesdriftens og magtbegærets blinde råb og tilskyndelser. Vi vil kunne udvikle og ikke afvikle menneskelige værdier og menneskelig værdighed. Vi vil da også bedre kunne løse fx økologiske og miljømæssige problemer, klimakrise, problemer med en truet biodiversitet og bedre kunne håndtere fx knaphed på naturressourcer og fattigdom; ikke i kamp mod andre (fx om begrænsede naturressourcer), men i fællesskab.

Hvis en strukturel løsning oppefra gennem oprettelsen af en (fri og demokratisk) Verdensregering skabes, og hvis en sådan forenet verden langsomt kan styrke det indre menneskes værdier, idet vi da ikke længere fristes til at gøre vold på os selv og andre efter evolutionens, selvopholdelsesdriftens og magtbegærets natur – hvorved en del af vores indre menneske ødelægges – kan en sådan mere fredelig verdenstilstand samtidig, om end langsomt og gradvist, kunne løse den etiske og moralske side af problemet gennem en generel etisk højnelse af mennesket. 

Hvis disse tanker en dag bliver ført ud i livet, vil virkeligheden være den prøvesten, der skal vise deres holdbarhed og rigtighed eller omvendt deres fejlagtighed. 

Kilder til krig 

For nylig (2020) i en diskussion på Facebook skrev en, at en kilde til krig opstår, når et menneske eller – tilføjer jeg – en organisation eller et trossamfund stiller sig op og siger: Vi alene har sandheden. 

Jeg finder tanken rigtig, men vil her anføre nogle andre tilsvarende kilder: 

For eksempel når sandhed kolliderer med økonomiske interesser og magt, eller – nok endnu vigtigere – selve det globale militærindustrielle kompleks, der i dag er så stort og økonomisk tungt som en af verdens største økonomiske og industrielle sektorer, at det er en selvstændig magt, måske større end nogen enkeltstat og helt uden demokratisk fundament og kontrol. Det globale militærindustrielle kompleks er så økonomisk og i henseende til magt tung en spiller i verdenssamfundet og i verdenspolitikken, og det har interesse i at skabe og vedligeholde militære konflikter så mange steder som muligt, at jeg vurderer, at denne ene – mere prosaiske –  kilde til krig er langt større og mere betydende end alle andre kilder. 

Det militærindustrielle kompleks er blevet til et selvstændigt uhyre og magt med eget liv, der skaber krig ud fra egne økonomiske interesser og som påvirker verdenspolitikken, så alle forsøg på at skabe fred – måske endda global fred – strander på denne ene kilde til krig og konflikt. 

Hvis ingen køber eller bruger våben, mister det militærindustrielle kompleks sine svimlende indtægter og magt (påvirkning af politikere i egen økonomisk interesse; lobbyisme). 

Heroverfor står idealister og fredselskere endnu helt magtesløse. Vi hvirvles ind i en Machiavellisk ‘del og hersk’ storm, vi ophidses af demagoger mod hinanden, racer, stater osv i en tilsyneladende endeløs og tragisk evig krig, som måske i sin enkle kerne fortrinsvis er økonomisk motiveret. 

Men – krig går ud over rigtige mennesker af kød og blod, med virkelige følelser og rigtigt liv. Dræbte, flygtninge, ødelagte lande og kulturer. Ofrene er os civile. Som altid. Og – hvis det er som her beskrevet, vil jeg spørge: 

Hvornår er nok nok? Hvornår er det tid at sige stop, at sige nej til krig, at sige nej til død, og ja til fred, ja til liv? 

Hvor længe kan vi acceptere, at nogle få mennesker tjener styrtende, svimlende – på de manges død, lidelser, nød og elendighed? 

Hvornår er det tid at sige nej til dette vanvid? 

Krig mod terror 

På dele af internettet cirkulerer der teorier om, at 9/11 terroranslagene mod USA i virkeligheden var udført af amerikanerne selv. Jeg skal ikke kunne afgøre om dette er rigtigt eller et udtryk for en kulørt konspirationsteori. Det eneste jeg kan sige er, at I årene op til angrebene argumenterede de neo-konservative republikanere for den permanente (eller evige) krig – for at sikre amerikansk geopolitisk dominans. 

Derfor er det måske ikke kun paranoide forestillinger at det var amerikanerne selv – eventuelt støttet af den magtfulde amerikanske våbenindustri – der orkestrerede angrebene. Men som sagt ved jeg det ikke. Angrebene – uanset hvem der stod bag – er dog en realitet. Ser man på forløbet efter, herunder specielt George W. Bush’ skæbnesvangre udtalelse; at angrebene var krigshandlinger vendt mod USA, og derefter udråbte krig mod terror – og ikke håndterede angrebene som fx vesttyskerne håndterede Rote Arme Fraktions og Bader-Meinhof gruppernes røde terror – som kriminelle handlinger og ikke som krigshandlinger – så fik amerikanerne deres evige krig; en krig som ikke kan vindes men som fortsætter også i dag, støttet af andre regeringer, herunder fx den danske. 

Hvad er konsekvenserne? Konsekvenserne er blandt andet at retssikkerheden i en lang række vestlige lande er reduceret idet myndighederne med implementering af vidtgående anti-terror love, som har karakter af love vedtaget i undtagelsestilstand, svækker borgerrettigheder og øger myndighedernes beføjelser på bekostning af disse rettigheder, FN er svækket og man har startet en række fatale krige. 

Det var skæbnesvangert, at terrorhandlingerne blev betragtet som krigshandlinger og ikke som kriminelle handlinger og som sådan en sag for de enkelte landes politimyndigheder og domstole og ikke hæren. Fx er en af følgerne at det giver grobund for den tanke at krigen mod terror er en krig Vesten fører mod alle muslimer. Og vi lider stadig under denne fejltagelse. 

Om aggressionens natur 

Det synes at være en del af voldens, krigens og aggressionens natur, at fronter eller spændinger bygges op, og truer med at udløses i voldshandlinger. Dette kan iagttages både ved krig og ved vold mellem enkeltpersoner. 

Når det drejer sig om krig hidses befolkninger op – fx aktuelt mellem muslimer og Vesten hvor kræfter på begge sider søger at ophidse og provokere og rive så mange med i faldet som muligt – og så skal der kun en gnist til – en enkelt handling – og de optrukne fronter eksploderer i egentlig krig. 

Når enkeltpersoner står mod hinanden – fx i nattelivet – bygges fronterne op ved aggressorens vrede eller had og den truedes frygt og vrede; fx ved råb, fornærmelser osv. 

Aggressionen kan afværges hvis man bevarer roen – både som nationer og enkeltpersoner – finder et roligt indre punkt og ikke rider med på aggressionens – det ondes – bølge af vrede og had og frygt. Dette er en del af det naturlige forsvar mod mørkets, det ondes, kræfter.

Krigen i Irak, 2003, og den evige krig 

Der synes at være enighed blandt forskellige journalister og iagttagere om, at den USA ledede invasion af Irak i 2003 hvilede på falske påstande om et link mellem Saddam Hussein og al Qaida og falske påstande om irakiske masseødelæggelsesvåben.

Joby Warrick skriver i bogen, Black Flags – the rise of Isis, at påstandene var falske, at amerikanske efterretningstjenester vidste det, men at Bush administrationen havde besluttet at gå i krig og blot søgte et påskud til at gøre det. 

Warrick og andre undlader derefter at stille det indlysende spørgsmål: Hvis man vidste, at linket til al Qaida og masseødelæggelsesvåben var falsk, hvorfor ville man så absolut gå i krig, stik mod sine egne efterretningstjenesters viden og råd? Hvorfor? 

Var det en personlig vendetta affødt af Bush seniors første Irakkrig, som Saddam overlevede, var det olie eller var det (latterligt) ud fra en tanke om, at hvis det irakiske diktatur faldt, ville de forskellige mellemøstlige diktaturer falde som dominobrikker og gøre plads til demokratiske styrer, og de amerikanske befriere ville blive modtaget med palmer og jubel? 

Tænk. Året er 2003. Knap to år før havde USA oplevet det værste terrorangreb i landets historie (11. September 2001). Et terrorangreb, der på en måde kom som sendt fra himlen til de amerikanske neokonservative, der havde deres mand i Det hvide Hus, og som på den tid talte om den evige krig. Kort efter angrebene 11. September udråbes ‘krigen mod terror’, en krig som ikke kan vindes eller afsluttes – og voila har man den evige krig. 

Hvorfor ville man have den evige krig? Måske for at gavne våbenindustrien og dennes behov for en konstant krig, evig krig – for at tjene (styrtende) med penge. Så enkel og så beskidt er sandheden måske. Måske var invasionen af Irak et led i den evige krig. 

Senere flyttede fronten andre steder hen, efter at først Afghanistan og Irak var invaderet; nu er den i Syrien; hvor bliver det næste sted? Var 11. September den detonator der satte en kædereaktion, den evige krig, i gang? 

Hvis – som det ser ud nu (2017) – Vesten knuser ISIS millitært, vil det næste fænomen – efter al Qaida og trinnet op i grusomhed og hensynsløshed, ISIS – så blive endnu værre, fx en atombevæbnet terrororganisation assisteret af fx Pakistan, Nordkorea eller Rusland? 

Blev de amerikanske befriere i 2003 hilst og budt velkommen med palmer og jubel? Blev Irak demokratisk? Faldt de øvrige mellemøstlige diktaturer og blev afløst af demokratiske retsstater? De spørgsmål kender alle svaret på.

Tilgivelse eller hævn – menneskelig storhed og fald 

Når vi ser på verden i dag og ser på de forbrydelser og overgreb og den ufattelige brutalitet der er mange menneskers virkelighed fx i Syrien og Irak, så melder spørgsmålet sig: Hvordan skal vi nogensinde komme ud af denne tragedie med vores menneskelighed i behold? 

Jeg tror, at det er sikkert, at vejen ud af det nuværende kaos er tilgivelse. Men jeg skal ikke være dommer over de mennesker, der fx har oplevet sin familie blive slagtet i Syrien, og som søger hævn og griber til våben og begår vold. Det er forståeligt og menneskeligt – dog alligevel forkasteligt. 

Men vi kan alle føre historien tilbage til begivenheder, hvor vi selv eller vores land blev udsat for vold og forbrydelser. Spørgsmålet er: Hvor langt vil vi føre denne historie tilbage? Jøderne kan fx henvise til nazisternes folkedrab, palæstinenserne kan henvise til dengang de blev frataget deres land, andre har andre historier og henviser til andre forbrydelser for at retfærdiggøre volden og krigen. 

Hvor langt skal vi gå tilbage? Hvis Vandrer mod Lyset er sand, så startede volden, krigen og forbrydelserne med Ardors (Satans) fald, en begivenhed, der findes ekkoer af i forskellige religiøse retninger og i forskellige mytologier; fx i bibelens syndefaldsmyte og i myten om Ikaros der kom for tæt på Solen og styrtede i havet. 

Alt hvad der siden er begået af forbrydelser kan sammenlignes med dominobrikker, der væltede som følge af den første brik (Satan), der væltede (faldt). Spørgsmålet er så: Skal vi se tilbage på dette og fordømme eller forbande Satan? Eller skal vi prøve at tilgive ham? 

Hvorfor egentlig se tilbage i historien for at søge argumenter for had og nye forbrydelser? Igen: Jeg skal ikke være dommer over de mennesker, der lider under andre menneskers ondskab og som griber til vold og fordømmelser. Men jeg tror, at det er sikkert, at hvis vi nogensinde skal slippe ud af krigens og voldens onde spiral, så er en tilgivelse af den oprindelige årsag til vores lidelser nødvendig. 

Hvis vi skal have en fremtid, er det nødvendigt at se tilbage; ikke med fordømmelse og had men med mildt blik og ønsket om at tilgive. 

Vores blodige historie giver umiddelbart rig lejlighed til fordømmelse og ønsker om hævn. Men det største menneske er det, der ser tilbage på vold, krig og lidelser – og tilgiver. Det mindste menneske er det, der leder i fortiden efter argumenter for had og vold og hævn. 

Hvis vi vælger hævnen, vil hadet og vores egne forbrydelser binde os og skabe nye tragedier, og så slipper vi aldrig ud af det kaos og det mørke, der stadig binder os så tragisk. Men hvis vi vælger at tilgive, ikke bare de nuværende krige og lidelser, men også den første årsag til disse lidelser og denne elendighed, Satan, så vil båndene brydes og vi vil kunne leve som friere og lykkeligere mennesker. Tilgivelse er sand menneskelig storhed. Og verden har brug for denne storhed, denne barmhjertighed, mere end noget andet. Hævn og krig – hvordan vi end søger at retfærdiggøre det – er vejen til mere krig og mere had og flere lidelser for os selv og for andre. Tilgivelse er vejen til fred.

Hvornår har vi vundet krigen? 

Den vestlige krigsførelse i dag synes at tage udgangspunkt i en tvivlsom statisk opfattelse af virkeligheden. Fx Islamisk Stat omtales som en fast afgrænset gruppe der skal bekæmpes militært. Denne opfattelse af virkeligheden gav måske mening engang, hvor krige førtes mellem stater med fast definerede grænser og hvor man kæmpede om territorier. 

Islamisk Stat og andre terrorgrupper kan dog kun dårligt betragtes som en skarpt afgrænset gruppe knyttet til et bestemt land eller territorie. Islamisk Stat er snarere en ide eller en mental tilstand knyttet til en perverteret religiøsitet, og den rekrutterer nye medlemmer og andre falder fra, og terroren kan ramme overalt i verden. 

Hvis vi fører krig mod en sådan organisation som ikke er fast afgrænset geografisk, men flydende, betyder det total krig, en krig der ikke kan vindes; hvornår har vi vundet? Når den sidste IS kriger er dræbt? Men nye kommer hele tiden til og flere og flere i takt med de liv vi tager og den deraf følgende smerte og lidelse. 

Vi har vundet krigen når alle erkender, at krig og drab aldrig er godt og aldrig kan retfærdiggøres; hverken med henvisning til religion eller vestlige værdier eller andet; og det kommer til at tage tusinder af år at nå det punkt, og i den tid vil fjendebillederne skifte; andre vil hævde retten til eller behovet for at slå ihjel; men alle uden at have ret og alle moralsk og etisk forkasteligt. 

Vi har vundet, vest, øst, syd og nord, når det sidste grufulde og forkastelige drab er begået, når alle forstår hvor meget vi skader andre og os selv ved at slå ihjel, når alle forstår at den egentlige fjende ikke er en ydre men en indre: Det onde der frister os og narrer os til at tro, at fjenden er andre mennesker – og ikke det onde selv – det onde, som narrer os til at tro, at vi under visse omstændigheder har ret til at slå andre ihjel. Når vi har erkendt dette og efterlever det, har alle vundet og da slutter krigen; ikke før. 

Krigen i Syrien 

For 5-6 år siden inspirerede de relativt fredelige og folkelige opstande i Tunesien og Egypten befolkningen i en række arabiske lande herunder Syrien til modstand mod diverse diktaturer med ønsket om frihed og borgerrettigheder. 

Dette blev kaldt Det arabiske Forår. Men da oprøret kom til Syrien, blev forår hurtigt til vinter igen, da syriske sikkerhedsstyrker slagtede demonstranterne. Her stoppede foråret. Demonstranterne greb til våben, og Islamisk Stat, der oprindelig blev dannet i Irak efter Saddams fald, så her en mulighed for at forfølge deres tvivlsomme politiske mål om et islamisk kalifat, det vil sige et strengt teokratisk diktatur. 

Da tog krigen en ny retning. Fra starten var den vestlige holdning at Assad måtte fjernes. Men det viste sig hurtigt, at alternativet var værre. Derfor begyndte man at bombe oprørerne og altså indirekte støtte Assad, som man i starten søgte at vælte. Hvem er værst? 

I denne situation har også Danmark meldt sig ind i en krig, som bedst kan betegnes som helvede på jord. Vi bomber i helvede og giver det overhovedet mening? Russerne bomber de samme som vi gør, IS; men samtidig er vi og den vestlige verden i et nedfrosset forhold til Rusland. Forvirret? Er der nogen der ved hvorfor det egentlig er sådan? Er der fornuft i dette helvede af alliancer, konflikter, terror eller går vi på en helt igennem irrationel vej, uden mening og uden retfærdiggørelse? Giver det mening at bombe helvede? Er den eneste rationelle mulighed ikke fra vestlig side at indstille alle kamphandlinger (vores del af det) og søge så vidt muligt at indskrænke sig til humanitær bistand gennem fx Røde Kors eller Røde Halvmåne og Læger uden grænser for at søge at lindre det syriske folks forfærdelige lidelser? Hvem er værst? Assad eller IS eller de andre militære og paramilitære militser? Hvad laver vi i Syrien som krigsdeltagere? 

Er den vestlige verden ved at blive trukket ned i et morads vi aldrig skulle have betrådt, et helvede som vi ikke kan komme ud af igen før vi går under sammen med det syriske folk og den arabiske civilisation? 

Terrorisme. Hvad gør vi og hvad kan vi gøre ved det? 

Hvordan takler vi bedst terrorismen? Hvad gør vi og hvad kan vi gøre? For at finde et svar vil jeg først ridse op hvad vi nu faktisk gør: 

1. I visse tilfælde (Afghanistan og måske Irak og Libyen) har vi forsøgt med at gennemtvinge regimeskifte i lande der støtter terrorgrupper eller mentes at støtte dem. Denne strategi synes håbløs og skaber mere nød og elendighed end før invasionerne. Dette har jeg forsøgt at argumentere for i indlægget Krigens anatomi. Ved at gennemtvinge et regimeskifte, hugge hovedet af uhyret, skaber vi et magtvakuum som alle derefter med vold søger at fylde til fordel for sin egen gruppe eller stamme, og resultatet er borgerkrig. 

Derudover risikerer vi en spredning af masseødelæggelsesvåben til ‘slyngelstater’ der prøver at gøre sig usårlige eller umulige at angribe. 

• I andre tilfælde henretter stater formodede eller reelle terrorister fx med droneangreb (dette gør fx israelerne og amerikanerne (i Palæstina, Pakistan og andre steder)). Denne praksis må stride mod helt fundamentale menneskerettigheder og lovene for krigsførelse, Geneve-konventionerne, og fratager os eller udhuler vores formodede moralske overlegenhed og skaber grobund for ny terrorisme gennem det had vi pådrager os gennem disse handlinger. 
• I sammenhæng med 2) foretager landes efterretningsvæsner og politimyndigheder masseovervågning af hele befolkninger eller befolkningsgrupper. Dette synes i strid med retten til privatliv og underminerer respekten for individer og mennesker og skaber mistillid mellem borgere og myndigheder. 

Har disse tiltag virket? Det påstås af forskellige efterretningstjenester, at man har afværget en del terrorangreb grundet den omfattende overvågning af borgere. Men da disse tjenester som oftest agerer uden offentlig medviden og kontrol er det vanskeligt at vurdere rigtigheden af denne påstand. Måske er det rigtigt, men man kan også få den tanke, at efterretningsvæsnerne har en interesse i at overdrive deres succes for at få legitimitet og øgede beføjelser og bevillinger. 

I 1) og 2) har jeg allerede søgt at argumentere for disse strategiers alvorlige konsekvenser, og det er generelt ikke mit indtryk at vi har fået færre terrorangreb på globalt plan. 

Men – hvis det er rigtigt at de nuværende tiltag dels ikke virker, dels har alvorlige følgevirkninger både hvad angår tab af liv og tab af basale borgerrettigheder, hvad kan vi så gøre anderledes? 

Hertil er det nødvendigt at forsøge at stille en korrekt diagnose på problemet: Hvorfor er der egentlig så mange terrorangreb? Er det religiøst betinget, eller er der andre forklaringer? 

Måske er det vi oplever nu og har gjort i en årrække en videreførelse af den kolde krig med et nyt ansigt, terrorisme. Måske er det vi oplever en ‘war by proxy’ hvor de to stormagter, USA og Rusland, via hver deres internationale allierede (Saudi-Arabien, Iran på næsthøjeste niveau; Israel, Palæstina og nedefter gennem en underskov af alliancer) kæmper om magt, indflydelse, interesser og penge uden hensyntagen til de mennesker, der lider under denne rivalisering og helt uden hensyn til midlerne. 

Hvis denne diagnose er rigtig, så kan jeg ikke se andet end at en afmontering af denne bipolære verdensorden kan være en løsning. 

Med andre ord: Et samlende internationalt, lovgivende organ, en international udøvende og dømmende magt, altså en Verdensregering under demokratisk kontrol. Ellers er jeg bange for, at slagteriet af mennesker under påskud af at være et ‘forsvar for den frie verden’, ‘forsvar for Gud (Allah)’ og lignende tomme fraser vil fortsætte indtil vi drukner i blod og lidelser eller udsletter os selv. 

Og hvis diagnosen er rigtig, så siger det en del om den menneskelige opfattelse af magt. En magt der med alle midler søger at gennemtvinge sine mål og vokse – uanset konsekvenserne. En sådan magt er efter min opfattelse både illegitim og patologisk. 

Vesten og Islam 

I den igangværende konflikt mellem Vesten og islam er der et forhold som sjældent eller aldrig omtales. Jeg tænker på lighederne i den retorik og handlinger der præger konflikten fra begge sider. 

I islam skelner man mellem den store og den lille jihad. Den store jihad opfatter jeg som en primært indre kamp i den enkelte muslim, og som omhandler islams 5 søjler, blandt andet trosbekendelsen og bøn. 

Den lille jihad derimod påstås at give muslimer ret til militært selvforsvar hvis man bliver angrebet. I vores tid påstår rabiate muslimer så, at islam og muslimer er under globalt angreb og man derfor har ret til global modstand (terror). 

Det samme synspunkt hævdes af rabiate vestlige politikere, men med modsat fortegn: Vesten er under globalt angreb fra islam og muslimer (gennem migration og terror), og svaret er derfor en global krig mod eller forfølgelse eller eksklusion af muslimer fra de vestlige samfund.

Der er altså disse to parallelle synspunkter, som spejler hinanden: Vi er under globalt angreb og svaret er derfor global krig. Dette hævdes af yderfløjende på begge sider, og yderfløjende larmer som altid mest. Eller sagt på en anden måde: Der skal ikke ret meget snavs (vold og krig) til for at gøre en skål suppe uspiselig. 

Tilbage står dem på begge sider der ønsker fred og forsoning; vi står rådvilde og ser på at mennesker slagter hinanden i forfærdelige og gudsbespottelige krige. 

Hvad kan vi gøre for at stoppe myrderierne? Hvad kan vi gøre andet end at tro på, at vi, der ønsker fred, er flest og lægge pres på vores politikere og kombattanter for at stoppe de afskyelige voldshandlinger som nu skaber helvede på Jorden – i det godes navn? 

Hvad kan vi gøre andet end at vende os bort fra den identiske krigsretorik som fremføres fra begge sider, krigens afskyelige hadtale og søge en fælles grund for fred? 

Hvad kan vi gøre andet end at anfægte den grundlæggende præmis på begge sider (“vi er under globalt angreb og vores globale svar (krig) er derfor retfærdigt”) og gøre den usand ved ikke at ty til den vold der virker som en selvopfyldende profeti om civilisationernes sammenstød (Clash of civilizations). Hvem startede konflikten eller krigen? Har det betydning? Er det ikke hævnønsket der spørger om det? Er det ikke vigtigere at spørge hvem der afslutter den? 

Er det ikke fredsønskets spørgsmål? 

De djævelske teokratier 

Jeg har før udtrykt den tanke, at intet skrift, ingen hellig bog, ingen åbenbaring (og ingen videnskab) kan rumme al sandhed.

Hvis den kunne, og vi forstod det, ville vi blive alvidende som Gud, Gud lig, hvilket var djævelens arketypiske hovmod og fald (hvilket der er forvrængede reminiscenser af både i bibelen og koranen), dengang han endnu kæmpede mod Gud og mennesker.

(Dette er ikke længere tilfældet, Satan (Ardor), er vendt hjem til Lyset og Gud, hvilket er åbenbaret i Vandrer mod Lyset (som heller ikke rummer al sandhed)).

Menneskelig alvidenhed er principielt umulig.

Hvad er nu konsekvenserne af det?

Konsekvensen er, at mennesker der hævder at fx bibelen eller koranen er al sandhed, og bygger et samfund, en stat, på denne vildfarelse, gentager djævelens hovmod og fald, og skaber derfor djævelske teokratier, baseret på tyranni, tvang og ondskab – alt i overensstemmelse med mørket, det onde, og i Guds Navn.

Sådanne teokratier så verden fx i Den katolske Kirke, da denne endnu var en også politisk supermagt, vi ser det endnu i dag i den islamiske drøm om kalifatet, og vi ser det konkret i Afghanistan, Iran og Saudi Arabien. 

Vi ser det overalt, hvor mennesker med påstået alvidenhed gennem totalitære, politiske systemer (fx historisk også det kommunistiske system), eller totalitære religiøse systemer, fx det kristne eller islamiske, vil være Gud:

Den, der vil være Gud, bliver som djævelen. Det er det totalitæres væsen, og fx også kalifatets sande ansigt.

Radikalisering 

I øjeblikket diskuteres det hvordan man undgår at fortrinsvis unge vrede muslimske mænd bliver radikaliseret og begår de frygtelige forbrydelser vi ser overalt i verden næsten dagligt. 

Man overvejer fx at lukke bestemte moskeer; men som det også nævnes kan man ikke bekæmpe ideer (fx tanken om voldelig jihad) ved at nedlægge bygninger og mursten. Efter min opfattelse er den eneste vej at bekæmpe destruktive ideer med konstruktive ideer. Det er muligt at man kan finde belæg for tanken om voldelig jihad i koranen (ligesom man kan finde belæg for drab og dødsstraf i bibelen). Men hvis det er tilfældet så er koranen (og bibelen) forkert på den på dette punkt. En Gud der påbyder at dræbe (i Hans navn) er af det onde og har intet at gøre med den sande Gud, Lysets og kærlighedens Almagt. 

Alle de afskyelige og gudsbespottelige handlinger, drab, krig og terror der begås i Guds Navn er så uhyrlige og uhørte og den lige så afskyelige og gudsbespottelige voldsforherligelse man fx kan se i Islamisk Stats propaganda burde ikke finde sted og kan aldrig retfærdiggøres. 

Nogle drages af tanken om faren og risikoen og adrenalinet ved fronten, drages af tanken om at ofre alt for Gud. Men den sande front går et helt andet sted: slagterne fra Øst og Vest og Nord og Syd slagter hinanden; de står sammen på den ene side. På den anden side står dem der afstår fra enhver form for vold og krig og ønsker forsoning og tilgivelse og en forenet verden; de står sammen på den anden side og dette er fronten. 

Eller mere præcist: 

Fronten går mellem vold og ikke-vold. Som jeg tidligere har skrevet: Den der dræber i det godes navn; hvad enten man kalder det gode Allah, Gud, Jesus eller demokrati, dræber det gode. 

Denne front går ikke kun mellem mennesker men også i mennesker; i det enkelte menneske. Fjenden er ikke medmennesket, men det i os der vil dræbe medmennesket.

Hvor mange af os skal dø før vi forstår dette? Hvor mange mødre skal begrave deres unge sønner eller se dem sprængt til atomer så de ikke en gang kan sætte en sten over deres sorg, før vi standser disse gudsbespottelige krige og denne gudsbespottelige vold? 

Terror i Tyrkiet (2016) 

Hvis man betragter det forfærdelige terrorangreb i Tyrkiet og andre lignende angreb, fx i Ægypten, så lader det til, at strategien for terrorgrupperne, både Al Qaida, Islamisk Stat, Boko Haram og andre, er at destabilisere de forskellige samfund, fx ved at ramme de forskellige lande økonomisk (fx mindske landenes indtægter fra turisme og tvinge de forskellige lande til store udgifter til militær), for at bane vejen for en voldelig magtovertagelse. 

Denne strategi – hvis det er sådan – kan ikke – som det af og til fremføres i den danske og internationale debat – kaldes vanvittig. Der er en form for rationale eller logik i det. Et mere præcist ord er nok, at det er ondt. Dette sagt om terroristernes strategi. Med hensyn til gerningsstederne kan det bemærkes, at efter det stort set – heldigvis – er blevet umuligt for ondsindede kræfter at slå til i fly i luften, er terroren flyttet til ankomsthallerne i flere tilfælde. Hvis man også indfører endnu skrappere kontrol og sikkerhed her, vil terroren formentlig rykke andre steder hen og så fremdeles. Så længe viljen er til vold og drab og det onde for at nå tvivlsomme politiske mål vil denne ondskab nok desværre finde veje og steder at give sig udslag. 

Så hvad kan de ramte lande gøre for at forhindre sådanne angreb og den deraf skabte lidelse og kaos uden helt at lukke ned for det vi kender som frie samfund? 

På kort sigt vil det mest effektive måske være at ramme rekrutteringen til terrorgrupperne ved at insistere på, at terror intet har med nogen som helst form for religion at gøre og fratage den afskyelige terror det falske skær af retfærdighed, heltemod eller endda godhed som nogle forsøger at forlene den med. Religionen er en tynd fernis der skaber en falsk heltefortælling, der appellerer til svage sjæle, fortrinsvis unge, vrede eller fortvivlede mænd. 

På længere sigt må ethvert menneske bryde viljen til at tage liv, bryde viljen til det onde og forstå, at mord og drab og krig – uanset hvordan man forsøger at retfærdiggøre det – aldrig kan retfærdiggøres. Men så længe viljen endnu for så mange er til det onde, må man behandle disse mennesker, som det de er: Kriminelle og ikke krigere. Terrorister er ikke martyrer men lovbrydere både af menneskelige og guddommelige love, og det er stensikkert, at de hverken bliver belønnet i denne eller i den næste verden. 

At slå terroristerne ihjel eller ligefrem føre krig mod terrorgrupperne virker ineffektivt og fratager os den moralske overlegenhed. I stedet kunne vi insistere på at afmontere myten om den ædle frihedskæmper eller de “hellige” krigere. 

Med deres gerninger spotter terroristerne den Gud de foregiver at tjene; og det er næsten det sørgeligste af det hele. Hvis vi svarer igen med de samme midler, vold og drab, er vi ikke selv bedre. 

Både terrorister og de magthavere der bruger vold er fanget i den samme destruktive fortælling og bruger de samme ord til at retfærdiggøre den afskyelige vold: Vi er de retfærdige, vi er under angreb og har ret til at forsvare os med alle midler. Denne parole bruges også af vestlige ledere. Er volden retfærdig?

Nej! Vi kan føre årsag og reaktion næsten uendeligt langt tilbage i historien. Hvem har skylden? Hvem slog først? Det gjorde Satan (Ardor; se Vandrer mod Lyset). Og han har nu (i 1912) bedt os ydmygt om tilgivelse. Derfor er den dybeste sandhed om vold og krig, at voldsspiralen kan stoppe nu. Med en tilgivelse af ondskabens dybeste rod, han som har skabt den falske fortælling om retten til at tage liv for en angiveligt højere sag. 

Vi er fanget i et destruktivt mørke sammen. Vi fortæller hinanden at hver vores sag er retfærdig når vi tager liv. Men sammen kan vi bryde forbandelsen, sammen kan vi tilgive, sammen kan vi skabe fred. 

Jeg henviser i øvrigt her til artiklen En advarsel til alle potentielle selvmordsterrorister angående den muslimske terror, og til artiklerne Krigens anatomi 1-2 angående de vestlige lederes ansvar for krigen, og konsekvenserne af den.

Terror i Paris (2015) 

Hvordan beskytter vi os bedst mod den ondskab, der i går ramte Paris i form af det hæslige og afskyelige terrorangreb hvor hundredvis af mennesker måtte lide døden? 

For det første tror jeg ikke, at det er korrekt, når flere politikere gentagne gange kalder denne ondskab meningsløs og irrationel eller sindssyg. Jeg tror, at der ligger en form for logik – eller rettere ambition – bag. 

Jeg tror, at visse mennesker ønsker et verdensherredømme (selv om første delmål måske er herredømmet i Mellemøsten og måske Nordafrika) – et kalifat – baseret på terror, diktatur og undertrykkelse – under en maske – en svag fernis – af religion, islam. 

Hvis dette er korrekt – hvordan beskytter vi os så mod denne bølge af ondskab, der nu overskyller verden? Med vold? Beskytter vi os bedst ved at slå disse mennesker ihjel? Hvis ja – hvad er så konsekvensen for os selv? Bliver vi bedre eller dårligere mennesker ved at følge den samme voldslogik som terroristerne? Er det ikke sådan at enhver krig, ethvert drab korrumperer og ødelægger den der udfører det – hvad enten det er et enkeltindivid eller et samfund? 

Men hvad gør vi så? Hvordan undgår vi at blive suget ned i voldens malstrøm og afgrund, der ødelægger vores egen menneskelighed? 

Svaret er enkelt – selv om det måske lyder som kinesisk i det nuværende åndelige og intellektuelle klima: Ved at have tillid til Gud, ved at bede Ham om beskyttelse! Mange mener at Gud ikke findes, eller hvis Han findes, at Han er en fjern, lunefuld, hævnende Gud, som man kun tør nærme sig med angst og bæven. 

Men Gud findes – og Gud er en Almagt, der kan gribe ind i denne verdens gang. Gud er ingen krigsgud, Han er Lysets og Kærlighedens Almagt, en Almagt, der fuldt ud kan beskytte den der i tillid giver sig ind under Hans ledelse og beskyttelse. Gud er ingen krigsherre, Gud er ikke voldens, krigens og hadets Gud, men kærlighedens og barmhjertighedens Gud og Fader. 

Hvis man forestillede sig en nation eller et helt folk, der i fuld tillid til Gud gav sig ind under Hans beskyttelse og omsorg, ville intet ondt kunne ramme et sådant folk eller en sådan nation. Gud er en Almagt, hvorover al fjendtlig jordisk magt bliver til intet. 

Men da et sådant folk næppe findes i dag, så må svaret på truslen fra denne ondskab være, at hver enkelt der ønsker det og som har tillid til Gud og Hans Almagt, giver sig ind under Hans beskyttelse. Enhver der gør dette, er sikker og behøver ikke frygte noget ondt. Vi behøver ikke at lade os skræmme og intimidere af denne ondskab – men stoppe den med lys, ikke med vold. Så vidt jeg kan se prøver fx Islamisk Stat ved at praktisere og udvise en ondskab og brutalitet hinsides alle grænser at få os til at underkaste os. Dog; den der ved sig i Guds Hånd behøver ikke at bøje nakken men kan roligt se faren direkte i øjnene. 

Dette er svaret. Og engang vil alle mennesker – forhåbentlig – indse, at dette både er svaret og vejen – ud af mørkets, ondskabens, hadets og voldens hæslige afgrund: Tillid til Gud, bøn om beskyttelse og tilgivelse af dem, der gør så ufattelig meget ondt her i verden og mod så mange mennesker. 

Allahu Akbar, Gud er stor! lyder det gudsbespottelige råb, når ondskaben drager i felten. Bespotteligt fordi det ledsages af mord, drab, krig, terror, ondskab. Gud er ingen krigsherre, ikke ondskabens Gud. Gud er stor, ja, stor i kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse – også af dem. Gud er stor, større end mujahedins bespottelige færd, større end disse mørkets tjenere. 

Stop mørket med lys! Vive la France!

En verdensregering? 

Ved samtale med forskellige mennesker er jeg den senere tid uafhængigt af hinanden stødt på tanken om, at vi mennesker burde samarbejde i stedet for at konkurrere med hinanden. 

Som jeg ser det, også inspireret af den geniale, politiske tænker, Emery Reeves, (Fredens anatomi), har den nuværende verdensorden, hvor der flere (mange) steder suverænt opstilles normer for lov og ret, det med at skabe konkurrence, hvor nogle vinder og andre (mange) taber. 

I en moderne kontekst (Reeves tanker er formuleret omkring eller lige efter 2. verdenskrig) med den såkaldte globalisering, kunne man hævde, at de mange steder på kloden, hvorfra man opstiller normer for lov og ret, udvikler konkurrerende, ikke-samarbejdende, markeder, hvor få er vindere og mange er tabere, med deraf følgende social nød, krige osv osv. 

Kunne man forestille sig, at man som modtræk til de konkurrerende og stadig større enheder (som ser ud til at være ved at have udlevet deres potentiale – jeg tænker her på den globale, økonomiske krise, risiko for økologisk sammenbrud osv) oprettede ét sted, hvorfra man opstillede normer for lov og ret – en Verdensregering – med det til følge, at vi går fra at være hinandens konkurrenter (og potentielle fjender) til at være                 hinandens medarbejdere, mennesker,            der samarbejder om at skabe åndelige og materielle værdier?

Den grundlæggende tanke bag en Verdensregering – eller rettere: En Verdensstat, med en lovgivende, udøvende og dømmende magt; er enkel: Hvor der er økonomisk og politisk adfærd, er der brug for økonomisk og politisk regulering gennem love, og håndhævelse af love.

Da den økonomiske og politiske adfærd i dag er global, har vi brug for global lov og global håndhævelse af love. Dette er nødvendigt for at undgå at den globale adfærd skabes i et lovløst område eller tomrum: Anarkiet og med det krigen (alles kamp mod alle). 

Der er, for at vende tilbage til Reeves – udover det politiske lag som han undersøger (primært spørgsmålet om krig og fred) – måske også klare økonomiske fordele ved at have en central Verdensregering eller Verdensstat – især derved, at man måske så kan undgå det ræs mod bunden – eller politik og økonomi efter den laveste fællesnævner – de “huller” i verdenssamfundet, hvor fx enkeltpersoner eller selskaber unddrager sig skattebetaling (skattely), og undgå udhuling af arbejdstageres rettigheder og sikkerhed. 

Rettigheder og sikkerhed koster – og derfor fordyres produkter eller tjenesteydelser i lande, der vægter disse rettigheder højt, hvorved de bliver mindre konkurrencedygtige, især hvis man konkurrerer på det samme marked men efter forskellige regler (fx indenfor EU som har et fælles indre marked men forskellige parlamenter, der lovgiver forskelligt; jf fx de nok så bekendte polske håndværkere osv). 

Udover de mulige arbejdsmarkedspolitiske fordele og hensynet til fred, kan der også tænkes finanspolitiske fordele ved en Verdensregering. En del politikere og analytikere har således tilskrevet eurokrisen det forhold, at man har en eurozone men intet øverste finanspolitisk organ til at lovgive i zonen. 

I en tid hvor globaliseringen for alvor slår igennem kan det vise sig økonomisk fatalt at have i princippet ét stort globalt marked for varer, tjenesteydelser og arbejdstagere og arbejdsgivere uden et samlende fælles lovgivende organ (en Verdensregering), der kan regulere dette marked. De kriser vi har set i Eurozonen kan vise sig i endnu større målestok uden en Verdensregering og en fælles, global finanspolitik. 

Så kunne man spørge: På hvilket grundlag kunne vi i givet fald samles om en sådan Verdensregering? Måske den socialdemokratiske tankegang 

(socialdemokraterne tager – i hvert fald i egen selvforståelse – det bedste fra socialismen og liberalismen), måske noget nyt, endnu ukendt, det er svært at sige. 

Men jeg tror personligt, at tiden er ved at være moden til en anden måde at leve på. Jeg tror at mange er trætte af social nød og uretfærdighed, truende økologiske katastrofer, krige osv, som synes at være indbygget i den nuværende tingenes tilstand. Jeg tror, at mange længes efter fred, simpelthen, og længes efter sikkerhed og velstand. Det er i hvert fald ingen naturlov, at vi skal konkurrere og udrydde hinanden på den ene eller den anden måde. Global fred og velstand er faktisk en mulighed – hvis vi vil det. 

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (1) 

Selv om tendenser aktuelt trækker i en anden retning (lukning af grænser, grænsekontrol, hævdelse af landes suverænitet mv) vil jeg her beskæftige mig lidt mere med rationalet bag en eventuel Verdensregering. 

En Verdensregering er dels foreslået fra oversanselig side gennem Vandrer mod Lyset, dels fra jordisk side gennem den såkaldte universalisme (fx af Emery Reeves i værket Fredens anatomi (1947)), og man kan sige, at begrundelsen for at oprette en global fælles regering er den samme som af og til anføres som begrundelse og legitimering af EU: Visse problemer – fx klima og miljø, internetsikkerhed og – kriminalitet, krig og fred (herunder flygtnigestrømme som konsekvens af krig), skatteundragelse osv kan bedst løses globalt, da fx klimaproblemer ikke kender eller respekterer landegrænser. Hertil kan anføres ønsket om at sikre fred, sikkerhed og velstand globalt (som i tilfældet med EU). 

Et aspekt i denne sammenhæng er også det problematiske ved en kompromisløs hævdelse af landes suverænitet. Det er klart at i nogle tilfælde er det godt og meningsfuldt at hævde et lands suverænitet, men i mange tilfælde (ex aktuelt Syrien, Rusland, Kina, Nordkorea osv) bliver ideen om suverænitet brugt eller rettere misbrugt til undertrykkelse af befolkningerne og til som landenes ledere at begå forbrydelser mod sin egen befolkning i suverænitetens navn, og ethvert forsøg på at kritisere eller gribe ind udefra afvises med henvisning til at der er tale om “indre anliggender”. Dette er konsekvensen af suverænitetsbegrebet og ethvert lands påståede ret til at opstille egne suveræne normer for lov og ret (jf Reeves).

Problemet med den konsekvente hævdelse af et lands suverænitet er, at den i flere tilfælde kolliderer med de universelle menneskerettigheder sådan, at suveræniteten – med urette – hævdes at gå forud for disse universelle rettigheder, der burde være – men ikke er – universelt anerkendt (fx i Kina), og som kunne danne det overordnede grundlag for en Verdensregering. 

Afvisningen af menneskerettighederne er som regel ledsaget af brud på disse rettigheder. Der er altså en iboende konflikt mellem universelle rettigheder og (lokal) suverænitet. Hvad vægter vi højest: universelle rettigheder eller suverænitet? Er det legitimt at tilsidesætte det universelle til fordel for det lokale? 

Fordelen ved kun at have ét sted hvorfra der opstilles overordnede normer for lov og ret (en Verdensregering) er også at undgå at lande med fuld suverænitet spekulerer i fx at fungere som skattely eller træningslejr for terrorister med henvisning til sin suverænitet. Blot et lands dårlige regeringsførelse kan destabilisere hele det globale retslige system og skabe lommer af lovløshed – et internationalt ræs mod bunden. 

Ræset mod bunden kan både være politisk og økonomisk; hvis vi har en global økonomi men ikke en global myndighed (en Verdensregering) til at regulere den globale økonomi og overlader økonomien udelukkende til det frie marked, vil det let føre til et økonomisk ræs mod bunden med hensyn til arbejdstagerrettigheder, miljøhensyn, arbejdssikkerhed, lønninger osv da den frie konkurrence vil favorisere den billigste produktion og udkonkurrere virksomheder, der tager hensyn til fx ansatte og miljø og bruger penge på disse ting. Derved får vi en kapitalens ‘græshoppeøkonomi’ hvor kapitalen flytter derhen, hvor afkastet er størst, og lighed og hensyn til miljø og ansatte er mindst; kapitalen vil da ‘æde’ hvad der er for hånden, og når markedet eller landet er udtømt (det vil sige afkastet bliver mindre i takt med øget fokus og krav om rettigheder og hensyn), rykker kapitalen videre som en hærgende sværm af græshopper. Man kunne også kalde det en international, ustabil bølgeøkonomi, hvor kriser og ulighed og fattigdom for de udkonkurrerede virksomheder eller lande og endda krig er indbygget. 

Der synes at være gode grunde til at oprette en Verdensregering (det vil sige en global regering med ret til at lovgive globalt og håndhæve de globale love). Det synes i det mindste rationelt for at skabe bedre forhold for de mange der i dag bliver undertrykt og som mishandles af repressive regimer og er uden rettigheder og for at håndtere grænseoverskridende, globale problemer (fx klima, visse typer kriminalitet, krig, flygtningestrømme mv). 

Det kan siges, at der på trods af de aktuelle (2016) tendenser til isolationisme og kompromisløs hævdelse af landes suverænitet også er strømninger, der peger i retning af Verdensregeringen; fx Den internationale straffedomstol, verdenshandelsorganisationen og lignende. Og det giver vel trods alt grund til håb for at vi i fremtiden kan skabe globale løsninger på globale problemer. 

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (2) 

I den første artikel om en eventuel Verdensregering har jeg primært beskæftiget mig med det politiske aspekt med vægt på begrebet suverænitet. Jeg vil her forsøge at redegøre for det økonomiske aspekt med det forbehold at jeg ikke er fagøkonom. 

Tager man de to vigtigste økonomiske teorier eller systemer vi kender i dag – den kapitalistiske model og den marxistiske – så synes det at hovedforskellen mellem disse to systemer er synet på ejendomsretten. I den kapitalistiske model hævdes i sin ekstreme form den uindskrænkede private ejendomsret, mens man i den marxistiske hævder kollektivets uindskrænkede ejendomsret. 

Måske er fejlen ved disse modeller at man hidtil har anset dette for et spørgsmål om enten-eller, enten den uindskrænkede private ejendomsret eller den uindskrænkede kollektive ejendomsret, hvor det måske er mere konstruktivt at se på det som et både-og; forstået på den måde at man bør tillægge individet ejendomsret over visse ting og kollektivet over andre som man fx kan tænke det i den socialdemokratiske og socialliberale model. 

Det ville så være oplagt at tillægge kollektivet ejendomsret over jord og andre naturressourcer og fx at individet kunne leje dele af naturressourcerne af kollektivet og derudover have fuld ejendomsret over det man fremstiller af disse lejede ressourcer + det man frembringer ved sin intelligens, evner og generelt egen indsats. 

Når jeg opholder mig ved dette aspekt, er det – i relation til en eventuel Verdensregering – fordi der synes at være mange konflikter og potentielt krig indbygget i det nuværende kapitalistiske system med hævdelse af den uindskrænkede private ejendomsret. Den indbyggede konkurrence hvor nogle vinder og andre taber er en af disse konflikter, og det synes som en udløber af den kompromisløse hævdelse af den nationale suverænitet. Jo mindre enheder – fx individet – man tilskriver uindskrænket ejendomsret og “suverænitet”, jo større er risikoen for konflikt. Det kapitalistiske system synes at leve af disse fronter eller modsætninger, der ultimativt udarter til krig. 

(Et billede på den uhæmmede kapitalisme og tanken om evig materiel vækst er billedet af eskimoen som fordi han fryser begynder at løbe og dermed svede hvorefter sveden bliver til is så han må løbe endnu hurtigere osv frem mod kollapset; et andet billede på evig materiel vækst er cancerceller, der vokser uhæmmet og imod helhedens (kroppens; verdens) interesser og sundhed; på et tidspunkt begynder cancercellerne at æde af eller ødelægge det omgivende sunde cellevæv. Måske er vi nu tæt på kollapset; klima, krige, flygtningestrømme osv).

Dertil kommer at disse små enheder (fx virksomheder eller nationalstater) har det med at se isoleret på sine egne interesser og ikke på helhedens (i relation til tanken om en Verdensregering, verden). Her er der også en indbygget konflikt og potentielt krig. 

Spørgsmålet er: Kunne disse konflikter afbødes eller helt forhindres med et nyt syn på ejendomsretten (fx som skitseret ovenfor)? 

Kan vi skabe et system som udover de politiske fordele også har økonomiske fordele hvor færre skal leve i fattigdom (fx som følge af snævre, lokale økonomiske interesser (fx i form af landbrugssubsidier eller protektionisme))? 

Hvis vi opretter en Verdensregering med ansvar for hele verden (også økonomisk) vil mange af de fronter og brudflader vi kender i dag forsvinde, da en sådan regering vil være nødt til at tage globale hensyn og indtænke hele verden (og ikke kun lokale interesser) i den førte politik. 

Land vil så ikke længere stå mod land eller alliance mod alliance i en permanent økonomisk (eller militær) krig eller konkurrence i en indædt kamp for at overleve og holde alle andre nede. Vi vil så måske kunne realisere den fred mange drømmer om og ønsker. 

Det er ikke sikkert at det ovenstående forslag om et nyt syn på ejendomsretten er det bedste forslag til at skabe bedre forhold for de mange. Men måske kan man ved at starte med en politisk verdensunion eller verdensalliance med fokus på spørgsmålet om krig eller fred, med tiden udvide det til også at omfatte det økonomiske system – konkret fx ved en udvikling og styrkelse af det nuværende FN. I hvert fald synes det nødvendigt at finde globale politiske og økonomiske løsninger på de mange globale problemer vi har i dag. 

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (3) 

I et forsøg på at videreudvikle tanken eller rationalet bag en eventuel verdensregering som for mig dels bygger på Vandrer mod Lysets anbefaling af en sådan (på betingelse af, at viljen til fred er udbredt og dybfølt af det store flertal), og Emery Reeves geniale tanke om at en del eller alle konflikter og krige i sin dybeste rod skyldes, at der findes flere suveræne centre (regeringer) der opstiller normer for lov og ret (Fredens anatomi, 1947) vil jeg sige, at netop på grund af disse centrers (suveræne regeringer eller nationer) bygges der en spænding op i verden fordi disse centrer er økonomiske eller militære konkurrenter. 

Denne spændings inderste natur forekommer mig at være eller ligne dødsangst; hvis alle suveræne nationer eller grupper af nationer (fx USA overfor EU eller Kina) er økonomiske og militære konkurrenter og forsøger at udkonkurrere hinanden, så er der i konkurrencen mellem disse suveræne stater et spørgsmål om den enkelte nations overlevelse (eller mildere; et spørgsmål om den enkelte nations rigdom eller fattigdom) og et land i eksistentiel krise kan handle meget voldsomt på samme måde som individer truet på sin eksistens kan gøre det. 

Hvis vi derfor bygger en verden hvor vi ikke er hinandens konkurrenter, men medspillere, ved ikke at have mange centrer (suveræne regeringer eller nationer) men ét, kan måske en del af verdensspændingen løsnes eller mildnes så mange krige og konflikter kan undgås. 

En verden med mange suveræne centrer hvorfra der opstilles normer for lov og ret og med hver deres økonomiske system og regnskab ligner en verden i permanent krise og konflikt og det ser ud til, at kernen netop er disse mange konkurrerende centrer (nationer eller regeringer), der forsøger at dominere eller udkonkurrere hinanden (økonomisk eller i sidste ende militært), som Reeves mig bekendt var den første til at påpege. 

Derfor virker det rigtigt, at en vej til større fred kan være at skabe ét og kun ét center hvorfra der lovgives og reguleres, altså en Verdensregering. 

Et grundliggende problem med disse tanker om en Verdensregering er spørgsmålet om konkurrence, incitament og dynamik. Det lader til, at konkurrencen mellem nationer og individer, en konkurrence som også er nedfældet i vores biologi (kampen for videreførelse af vores gener), er den eneste effektive drivkraft og dynamik i samfundene og for individerne. 

Imidlertid synes spændingen mellem mennesker eller nationer i konkurrence med hinanden at være lig med eller proportional med spændingsniveauet i verden og dermed med risikoen for krig. 

Hvis der ikke kan fremtænkes et alternativ til “alles kamp mod alle”, et andet incitament end den enkeltes eller det enkelte samfunds rigdom (på bekostning af andre), så må vi se i øjnene at vi aldrig får fred i verden. Er vi per definition hinandens konkurrenter? Er konkurrence det eneste effektive dynamiske – økonomiske og politiske – princip? Er krigen evig? Er krigen den eneste mulighed? 

Eller kunne vi drives af ønsket om at berige os selv og vores medmennesker og som første skridt på vejen nedbryde de strukturer som fremelsker krig og fattigdom, de mange konkurrerende nationer, og skabe en fælles global regering, en Verdensregering, der som minimum skal sikre det enkelte menneskes liv og værdighed? 

Kan vi ved de her foreslåede strukturelle ændringer skabe mere fred uden at gøre vold på den menneskelige natur? Er vi mennesker per definition egoistiske? Er vi ikke også så meget andet? 

Et andet problem ved disse tanker om en Verdensregering er, at man ikke kan fremtvinge medmenneskelighed og det gode menneske. En del af det godes natur er frihed. En fremtvunget godhed er derfor et paradoks, en umulighed. Og derfor er en Verdensregering ikke et universalmiddel til at opnå “det perfekte menneske i det perfekte samfund”. 

Men da vi mennesker formentlig både er gode og onde, egoistiske og medmenneskelige, er det ikke uden betydning hvordan vi organiserer os og derved hvilke egenskaber vi søger at fremelske og styrke. Og det er ikke uden betydning om vi søger at fremelske fx dygtighed, opfindsomhed og selvstændigt initiativ med det formål at stå os bedre i konkurrencen med andre mennesker eller grupper af mennesker eller hele nationer, eller om vi gør det til alles bedste. 

I dag belønnes egoisme og selviskhed. I morgen kunne det være det medmenneskelige og almennyttige. 

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (4) 

En del af forklaringen på den populisme vi ser nu (2017) kan tænkes at være en reaktion på globaliseringen på den måde, at vi har en globaliseret økonomi, men ikke en globaliseret politik. Mange er kommet i klemme økonomisk, og langt fra alle har vundet på den økonomiske globalisering. Derfor retter mange vreden mod ‘the establishment’ som ikke har leveret det de fleste ønsker: Øget velstand og bedre liv. ‘Eliten’ opleves som sammenspist og korrupt og kun ude på at pleje egne interesser. 

Ironisk nok er løsningen måske ikke mindre, men mere ‘stat’. Vi savner stærke, globale politiske institutioner (en Verdensregering) til at regulere og lovgive globalt for økonomien, for at det ikke skal ende med økonomisk anarki, stigning i ulighed (fordi økonomien er ureguleret) og deraf følgende politisk og social uro og krig. Vi savner mere, ikke mindre regulering. Som det er nu, har vi billedligt en græshoppeøkonomi, som før nævnt. Kapital flytter til frugtbare områder (det vil sige områder med lave produktionsomkostninger, lave lønninger grundet en svag faglig organisation og en vis know how), opdyrker området, producerer indtil omkostningerne (fx lønningerne) bliver for høje, og rykker så videre og efterlader områderne udpinte og kriseramte som afbrændte skovområder i Amazonas.

Hvis vi havde globale standarter for løn og andre omkostninger som følge af en lovgivende Verdensregering, ville vi undgå denne type ubalanceret økonomi, undgå kapitalens karakter af græshoppesværme (ræs mod bunden), da der så ikke ville være områder med lavere produktionspris at rykke til efter udpiningen. Vi ville få en jævnt stigende global velstand, hvor alle ville være med, og undgå den fattigdom og de konflikter, der følger med græshoppeøkonomien og det økonomiske anarki. Vi ville formentlig også i ringere grad opleve de voldsomme udsving i aktiekurser, fordi den økonomiske fremgang ville være mere stabil og mindre ‘manio-depressiv’ det vil sige præget af mindre udsving, men samtidig stabil vækst. Og hvis vi indførte en fælles valuta, ville endnu en usikkerhedsfaktor mindskes. 

Også derfor tror jeg, at en Verdensregering ville kunne skabe en fredeligere og mere harmonisk verden. Et globalt retssamfund ville være mere stabilt og fredeligt end det globale, økonomiske og politiske anarki. ‘Med lov skal land bygges’; ja og, kunne vi tilføje: Med lov skal verden bygges. 

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (5) 

Et bærende argument for tanken om det fordelagtige ved en Verdensregering er som tidligere anført Emery Reeves tanke om, at jo flere punkter (suveræne regeringer) hvorfra der opstilles normer for lov og ret, jo større er risikoen for krig og konflikt. 

Hans tanke kan låne støtte fra et centralt værk i politisk filosofi, Thomas Hobbes’ Leviathan. 

I Hobbes’ værk argumenteres det, at for at undgå naturtilstandens alles krig mod alle, må man indgå en kontrakt med en Suveræn (hersker; fx en monark eller en demokratisk valgt leder) som overdrages magten (om nødvendigt bakket op med vold; volds- eller magtmonopolet) for at sikre borgernes sikkerhed og idet alle opgiver en del af sin frihed og suverænitet netop for at undgå naturtilstandens kaos. 

Hvis – mener Hobbes – der er mere end én Suveræn har vi borgerkrigen og dermed naturtilstandens kaos, til skade for alle. 

Overført på nutiden så lever vi i en globaliseret verden men med mange suveræne nationalstater. Dette svarer til Hobbes’ mareridt, naturtilstandens borgerkrig; en global borgerkrig, hvis vi betragter verden som et samfund (vi taler jo om verdenssamfundet og universelle menneskerettigheder og -pligter). De mange krige i verden i dag kan netop forstås som en naturtilstand i Hobbes’ forstand: Et verdenssamfund med udpræget samhandel og i princippet fri bevægelighed hvor det ikke er ligegyldigt hvordan der regeres i fx Kina eller Iran, da verden hænger sammen og fx en dansker dermed har interesser i Kina og andre steder. 

Vi lever i en globaliseret verden, men uden en fælles regering til at varetage (verdens-) borgernes økonomiske, politiske og sikkerhedsmæssige interesser; altså en global naturtilstand med påfølgende krig og kaos; alles kamp mod alle, en global borgerkrig som følge af de mange suveræne nationalstater. 

Hvis ikke vi nedsætter en global permanent regering, har vi en situation, hvor vi dels har en global borgerkrig i Hobbes’ forstand, en førciviliseret verden, hvor Spinozas tanke magt er ret gælder; et bøllestyre hvor jungleloven hersker: Den stærkes ret (som fx i dag USA’ s militære enegang i mange tilfælde er et udtryk for). Til en verdenscivilisation eller et verdenssamfund hører af de nævnte grunde en Verdensregering og med den global lovgivning samt håndhævelse af globale love. Også derfor mener jeg, at en sådan regering er rationel, fordelagtig og ønskelig. 

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (6) 

For igen at forsøge at illustrere fordelene ved en eventuel Verdensregering vil jeg give dette billede af den nuværende verdensorden: 

De eksisterende stater og nationer er som (magt-) centre i ekspanderende cirkler. Disse cirkler støder før eller senere gennem politisk, økonomisk og kulturel ekspansion ind i hinanden, og dette fører til krig; enten konkret med våben eller økonomisk, politisk og kulturelt. 

For at undgå disse sammenstød mellem nationer eller alliancer, idet hvert center søger egen fordel og ekspansion, burde nationerne eller magtcentrene – som individet i Hobbes’ Leviathan hvor individet frivilligt afgiver en del af sin magt til en Suveræn for at opretholde sig selv og overleve – frivilligt afgive en del af sin magt til en central Verdensregering, så der kun er ét magtcenter der skulle repræsentere og varetage alles interesser uden at det vil være nødt til at ekspandere på andres   bekostning (cirklernes eller          nationernes sammenstød). 

Nok kan individernes og nationernes fokus på egennytte (som i Adam Smiths Wealth of Nations) skabe rigdom og velstand, men den politiske, økonomiske og         kulturelle   konsekvens af den institutionelle    egennytte   (den nuværende verdensorden) er militær, politisk, økonomisk og kulturel krig og ustabilitet eller i bedste fald en nedfrosset konflikt eller kold krig. 

Da det således synes, at samfundenes og økonomiernes dynamik        beror på egennytte indadtil gennem ekspansion udadtil, men samtidig at alle magtcentre søger den samme egennytte (cirklernes udvidelse i cirkelbilledet) og at derfor dynamikkens konsekvens er militær, politisk, økonomisk og kulturel krig, kold eller varm, gælder det om at udfinde – om muligt – en vision for en fredens dynamik så samfundene ikke stagnerer, hvis det er rigtigt at freden sikres bedst gennem ét og ikke mange magtcentre. 

Spørgsmålet er derfor: Hvis alle nuværende magtcentre frivilligt afgiver en del af deres magt til en central Verdensregering (parallelt til Hobbes’ tanke om individets frivillige magtoverdragelse til en Suveræn (enten en monark eller en valgt folkeforsamling) for at sikre sin overlevelse) kan en sådan central Verdensregering sikre økonomisk og menneskelig vækst og dynamik? 

Med andre ord: Er den menneskelige natur nødvendigvis viet til krig eller er det muligt at skabe en verden i fred uden at det betyder stagnation og fattigdom? 

Det spørgsmål må kommende undersøgelser søge at besvare. 

Foreløbig synes det, at Hobbes’ argumentation for individets magtafgivelse til en Suveræn for at sikre sin overlevelse og selvopholdelse og for at undgå det han kalder naturtilstanden, alles kamp mod alle (med historisk baggrund i den engelske borgerkrig); en rationel magtafgivelse som han ligefrem kalder en naturlov (eller samfundskontrakten); med lige ret kan gennemføres for nationerne og alliancer af nationer og folk. 

Det er irrationelt for nationerne og mod deres interesser at leve i nationernes naturtilstand, alles kamp mod alle, en tilstand hvor nationerne tvinges til at bruge svimlende ressourcer – økonomisk og menneskeligt – på sikkerhed, forsvar og krigsførelse, og derfor rationelt at afgive en del af magten til en fælles Verdensregering, der kan sikre fred og stabilitet til den enkelte nation, ligesom det er rationelt for individerne at afgive en del af magten til en Suveræn. 

Spørgsmålet vedbliver dog: Vil en forenet verden være dynamisk og vil den kunne skabe økonomisk og menneskelig vækst, eller vil den forenede verden stagnere og tilsande i fattigdom og elendighed, når man fratager verden krigens – den politiske, økonomiske og menneskelige – dynamiske princip? 

Er krigen – egennytte indadtil gennem ekspansion udadtil – vores skæbne og natur eller er global fred og velstand mulig? 

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (7) 

Hvis analysen er korrekt; at mennesket politisk og økonomisk primært drives af egennytte indadtil gennem ekspansion udadtil, og dermed krig; Så er det enkelt at opstille en fredens dynamik ved at spejle denne drivkraft i sin modsætning: 

At en forenet menneskehed og en verden i fred må drives af ønsket om at berige – ikke sig selv – men andre og derigennem berige sig selv både menneskeligt og økonomisk og politisk. 

Denne model møder dog i hvert fald tre vanskeligheder: 

1. Den menneskelige natur 

• Menneskets dødelighed 

• De nuværende staters og nationers særpræg og organiske helhed 

Med hensyn til det første så er menneskets natur nu endnu så egoistisk og stridbar at en politisk og økonomisk verdensorden baseret på ønsket om at berige sig selv ved at berige andre er helt urealistisk. 

Men i det lange løb kan denne natur ændre sig. Det er ingen naturlov, at mennesker altid og i al fremtid fortrinsvis vil drives af selviskhed. Over nogle tusind eller titusinder af år kan billedet langsomt tippe til fordel for det uselviske og næstekærlige. 

For vi drives jo ikke kun af det selviske. Mange giver udtryk for, at de oplever den største menneskelige tilfredsstillelse ved uegenyttige handlinger fx gennem frivilligt humanitært arbejde. 

Hvis Vandrer mod Lysets beskrivelse af vores langsomme, rolige udvikling og åndelige forædling er korrekt, så kan billedet se helt anderledes ud om nogle tusind år. Når spørgsmålet alligevel er relevant i dag, er det ikke mindst på grund af de våben vi nu råder over. 

Men netop dette hænger sammen med det andet punkt: 

Vi er dødelige og skrøbelige og derfor tilbøjelige til at forsvare os – og angribe – med alle midler. Men da disse midler i dag er så grufulde, er det netop i vores interesse allerede nu at søge at nå til en global fredskonsensus af hensyn til vores fælles overlevelse, også vores egen. 

Det sidste punkt, nationernes særpræg og karakter, skal man være varsom med at overse.

Men de nuværende nationer er jo ikke fremstået på et øjeblik. Langsomt er de groet frem ud fra en indre nødvendighed og fælles behov og karakter. 

Det samme kan blive tilfældet med den forenede verden; langsomt må den gro frem og tage form ud fra naturlige behov som en organisme og ikke som et skrivebordsprojekt eller en akademisk øvelse. 

Og den må gro frem ud fra – stadig mere presserende – behov for overlevelse og menneskets iboende trang til og behov for fred og stabilitet for at kunne skabe værdier, menneskelige og materielle; og ikke ødelægge dem eller udslette os selv. 

På den måde udstiller de vanskeligheder vi møder ved den mulige og rationelle forenede verden et af vores ældste etiske problemer: 

At teknologien – på godt og ondt – udvikler sig hurtigere end menneskenaturen. Vores evne til at ødelægge overstiger tempoet for vores etiske forædling og trangen til at bygge op, så vi spidsformuleret stadig er stenaldermennesker – med atomvåben. 

En Verdensregering med i første omgang myndighed til at lovgive om og håndhæve nationernes indbyrdes fred og til at beskytte miljøet er vores bedste – og måske eneste – mulighed og chance for at overleve. 

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8) 

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan afrundingsvis for denne artikelserie synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden. Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det? 

Men hvis vi ser på historien, på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel: 

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur: Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv. 

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag. 

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan – som i tilfældet med nationalstaterne – tage lang tid at realisere. En Verdensstat vil ikke fødes i morgen, men rationalet og behovet kan tænkes og formuleres i dag: 

Gennem en frivillig og demokratisk og fredelig magt- og suverænitetsafgivelse      fra nationalstaterne (ulig nationalstaterne der ofte fødtes og samledes med vold og blod) at opnå fred, velstand og globale løsninger på globale problemer: 

Klimaforandringer, fattigdom, global kriminalitet og terror, risikoen for en global og fatal krig med masseødelæggelsesvåben, forurening osv. 

Så rationalet og behovet er klart. Og det vil måske engang være lige så naturligt at leve og føle sig hjemme i en Verdensstat som det i dag er naturligt for os at høre hjemme og have rod i en nationalstat.

Det vigtige er dog at acceptere at det vil tage sin tid at realisere og at udviklingen bliver rolig, fredelig og et udtryk for folkeslagenes og nationernes frie vilje ud fra et virkeligt behov og en klar tanke. 

At en egentlig og eventuel Verdensstat bør dannes frivilligt og demokratisk uden skjulte dagsordner og uden at skjule intentionen og målet er meget vigtigt af hensyn til bæredygtigheden og varigheden af en sådan stat. 

Historien er fuld af eksempler på (Det persiske storrige, Romerriget, Byzans og mange andre) at riger og imperier der fødes i krig og vold under en stærk hersker og erobrer, og provinser eller mindre riger der tvinges ind i imperiet, går sin opløsning i møde ved imperatorens død, fx gennem arvefølgekrige, indre modstand og de manges reaktion på tvangens snærende bånd osv. 

Frivilligheden og det fuldt oplyste grundlag, hvor intet stikkes under stolen, er efter min opfattelse så vigtigt, at hvis det ikke kan tilvejebringes, bør Verdensstaten ikke oprettes. 

En Verdensstat kan hente inspiration og lære fra motivet bag og dannelsen og udviklingen af EU. Som EU bør dannelsen ske frivilligt, men – som en lære – uden skjulte dagsordner, hvilket – retfærdigt eller uretfærdigt – tilskrives EU. Og som EU kan en Verdensstat gennem frivillig tilslutning og politisk og økonomisk samarbejde skabe fred og velstand for medlemsstaterne – i Verdensstatens tilfælde ideelt set alle nuværende nationalstater. 

Derfor er det det 21. århundredes vigtigste mål for den politiske tænkning at klargøre rationalet og behovet for en udvikling, der med parallel i nationalstaternes fødsel, i en senere virkelig politik og realitet kan samle den splittede verden på et frit og oplyst grundlag og gøre os materielt og mentalt og menneskeligt rigere i en mere fredelig verden. 

Rationalet bag en eventuel Verdensregering – historisk baggrund 

For at sandsynliggøre at der engang i en forhåbentlig ikke alt for fjern fremtid vil være mulighed for en forenet og fredelig verden under en fælles regering, vil jeg kort opridse den historiske udvikling fra den tid, hvor mennesker levede i spredte stammer og til i dag. 

De første mennesker levede ifølge Vandrer mod Lyset i uordentlige flokke under ledelse af en eller flere mænd. 

Af disse uordentlige flokke opstod, da menneskene blev begavet med åndeligt liv, nomaderne. 

På et tidspunkt da mennesker opgav nomadelivet og begyndte at dyrke jorden og holde husdyr; da mennesker altså blev bofaste, opstod behovet for egentlig lovgivning og domsvæsen, jura, for at regulere fordelingen og beskyttelsen af fast ejendom og jord, hvilket udviklede sig til ideen om den private ejendomsret. 

Senere organiserede disse agerdyrkere sig i fællesskaber, sammenslutninger af landbrug, for at beskytte sig selv og jorden. Disse sammenslutninger af landbrug blev derefter til egentlige byer med fælles styrelse og myndigheder. 

Af de små landsbyer opstod efterhånden som menneskelige opfindelser og teknologi udviklede sig, større byer med industri og handel – igen under fælles styrelse og myndighed. 

Et eksempel på dette er de græske bystater (Athen, Sparta, Korinth osv). 

Disse egentlige byer eller bystater slog sig med tiden sammen i lande eller nationer med fælles styrelse og myndighed for at beskytte borgerne og for at skabe større rigdom. 

Senere igen eller samtidigt med oprettedes alliancer af nationer; igen til beskyttelse af borgere, ejendom og land mod fjendtlige nationer eller alliancer. 

Der er vi nu. 

Vi ser altså at der over tid er pågået en stadig centralisering af magten over stadig større landområder og ejendom; ud fra det eksistentielle behov for beskyttelse og mulighed for velstand. 

Det næste logiske skridt er en fælles global regering, sammensat af repræsentanter fra alle nuværende nationer under den fælles myndighed og lov. 

Behovet for en sådan er det samme som altid i historien: Behovet for beskyttelse af liv og ejendom. Hidtil – hvis denne historiske proces er skitseret korrekt – er bevægelsen altså foregået sådan: 

Uordentlige menneskeflokke – stammer – nomader – landbrug – landsbyer – byer og bystater – stater eller nationer – sammenslutninger af stater og nationer – ? Der er ingen der siger at denne proces stopper med nutidens  nedfrosne politiske klima. 

Sandsynligvis vil man på et tidspunkt – dog ikke på et øjeblik – indse behovet for et – måske – sidste politisk skridt: 

Verdensregeringen. 

Og dermed vil vi – foreløbig – afslutte den historiske proces hen mod den globale fred og velstand som mange drømmer om; ikke en verden under en diktatorisk magt som kun skaber fattigdom og elendighed; men en verden forenet frivilligt med det formål at skabe fred, sikkerhed for liv og ejendom og materiel og åndelig rigdom. 

Verdensregeringen

Fra nogle læsere har jeg modtaget forskellig kritik af mine tanker om Verdensregeringen, kritik, der i og for sig kan være berettiget nok, og som må tages med i overvejelserne. Kritikken har blandt andet gået på, at magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut. Det kan så være rigtigt eller forkert, men absolut værd at overveje og medtage i tankerne om Verdensregeringen.

Andre har påpeget, at en absolut verdensmagt kan – og måske med nødvendighed vil – tiltrække magtbegærlige og magtsyge mennesker, der kun vil deres eget bedste, og ikke tænker på folkenes vel og sikkerhed.

Vi må også nævne de nuværende kulturelle og samfundsmæssige forskelle mellem nationerne og folkeslagene og kulturerne, og den modstand en nulstilling af verdens grænser dermed kunne blive mødt med. At dette givetvis vil være et stort og vigtigt problem, hvis man ønsker og forsøger på at skabe en Verdensregering kan fx ses af EU´ s massive problemer og folkelige modstand, når man indenfor EU´ s grænser søger at harmonisere møntfod, sikkerhedspolitik, politik i forhold til flygtninge og migranter osv.

Alligevel tænker jeg – trods alle indvendinger – at en Verdensregering vil have flere fordele end ulemper, og det vil jeg prøve at udvikle videre her.

Den stærkeste og enkleste tanke jeg mener at have formuleret på dette felt er den tanke, at hvor der er økonomisk og dermed politisk adfærd, er der behov for økonomisk og politisk regulering gennem love og håndhævelse af love. Hvis adfærden er global – som den jo er i dag både økonomisk, militært, politisk – er der brug for global regulering, altså en Verdensregering.

Hvis ikke adfærden reguleres af en magt med tilstrækkelig styrke (en Verdensregering), har vi den alles kamp mod alle, som Thomas Hobbes tænkte og skrev sine tanker op imod i Leviathan: Kaos, anarki, vold, krig, fattigdom osv (naturtilstanden). Dette er tilstanden i dag.

Vi kan illustrere tanken med et andet billede: Alle politiske og økonomiske aktører hiver i dag i hver sin retning (mod sig selv) i det tov, der hedder magt og rigdom. Denne trækken frem og tilbage gør samfundene ustabile, og skaber en bølgende kurve for kulturernes og økonomiernes opgang og henfald i stedet for en jævnt stigende kurve. Lande og imperier opstår, men forgår med matematisk sikkerhed igen, fordi alle andre aktører (lande, alliancer) hiver i en anden retning, og med alle midler søger at svække dem og overtage førerskabet i forhold til magt og rigdom.

Dette er også situationen i dag. Rusland hiver i en retning, Kina i en anden, USA og Vesten i en tredje, Israel i sin retning, palæstinensere i den modsatte, Iran i én retning, Saudi Arabien i den modsatte osv osv.

Vi kan også gøre tanken om behovet for en Verdensregering mere klar og anskuelig ved at låne en tanke fra Immanuel Kants moralfilosofi (fra Kritik af den praktiske fornuft), nemlig hans kategoriske imperativ, der omtrent lyder sådan: Handl kun sådan, at du kan ville, at den maksime du handler efter, kan ophøjes til almen (universel) lov.

Med et blik på dagens verdenspolitiske situation kan vi sige, at regeringerne (og internt i landenes partier og politiske grupperinger) slet ikke lever op til dette princip, og ud fra Kants tanker derfor må siges at virke ved umoral og anløbenhed og i virkeligheden imod deres egne interesser: Alle aktører hiver som nævnt i sin egen retning, og prøver at svække og destabilisere alle andre, hvilket efter Kants princip er meningsløst og umoralsk, da alle så gør det samme, hvilket også destabiliserer og udhuler landenes rigdom, velfærd og sikkerhed, og hvilket skaber den springende og svingende kurve, jeg nævnte før.

Kun at hive i sin egen retning angående magt og rigdom er således ikke i nogens interesse.

Det rationelle vil være – netop for at undgå kaos, krig, fattigdom, ødelæggelse af miljøet og andre onder – at overgive en del af landenes og alliancernes suverænitet og selvbestemmelsesret til en overstatslig myndighed (Hobbes´ Suveræn); en del af den, ikke den hele; en Verdensregering – af hensyn til den nationale sikkerhed og landenes og folkenes fred og velstand.

Hvordan kunne man forestille sig denne delvise magtovergivelse, uden at det – som kritikken lyder – vil føre til et globalt diktatur og despoti og bliver skabt imod folkenes vilje?

Det kunne man fx gøre ved at hente inspiration fra Maastricht-traktaten fra begyndelsen af 90´ erne og denne traktats subsidiaritetsprincip: At alle beslutninger eller så mange beslutninger som muligt skal træffes så nær borgerne og landene som muligt. Her kunne man fx også låne inspiration fra Danmarks kommuner (og det kommunale selvstyre) og regioner. 

Man kunne se den delvise magtovergivelse udmøntet fx i en hierarkisk klassificering af politiske problemer og udfordringer; så fx spørgsmål om krig og fred (i en tid med masseødelæggelsesvåben), spørgsmålene om klima og miljø og om grænseoverskridende kriminalitet kommer i klasse 1 (og overgives til Verdensregeringens beslutning og myndighed), spørgsmål om velfærd, fordeling og de fleste økonomiske problemer i lavere klasser sammen med kulturpolitik osv.

Jeg tror det nødvendigt, hvis vi skal slippe ud af den fælde, vi er gået i, eller synes på nippet til at falde i – menneskehedens udryddelse, enten som følge af krig ført med masseødelæggelsesvåben eller som følge af økologisk og klimatisk kollaps – at gå i den her skitserede retning, og med Hobbes´, Vandrer mod Lysets og Emery Reves´ (Fredens anatomi) klare logik overgive en del af vores folkelige og nationale suverænitet til en overstatslig myndighed, en Verdensregering, der – som minimum – kan sikre menneskehedens overlevelse.

Dette også af hensyn til folkenes og landenes sikkerhed og fortsatte beståen og er altså, så vidt jeg kan se, i alles interesse.

Er Verdensstaten vejen til fred? Hvis ja, hvordan?

I 1947 skrev Emery Reves som nævnt nogle gange sit geniale værk Fredens anatomi, hvori han giver en frapperende enkel analyse af og løsning på tidens største politiske problemer og udfordringer: Spørgsmålene om krig og fred i tiden lige efter 2. verdenskrig.

Analysen er, som tidligere udviklet, at jo flere magtpunkter vi har på landkortet (verdenskortet), der suverænt opstiller normer for lov og ret, jo større er risikoen for krig og konflikt. Derfor – siger Reves – må målet være ét magtpunkt, en Verdensstat eller en Verdensregering med – tilføjer jeg – en fri og demokratisk forfatning og styreform.

Vi kan tydeliggøre Reves pointe ved at sige (som jeg før har forsøgt), at grunden til at de mange magtpunkter øger risikoen for krig er, at magtpunkterne synes at have en indbygget tendens og trang til ekspansion. Magten breder sig som i koncentriske cirkler udad, og før eller senere vil den møde andre magtpunkters ligeledes ekspanderende cirkler, hvilket øger risikoen for konflikt.

Og vi kan gøre analysen endnu mere enkel ved følgende analogi, idet vi samtidig anviser en mulig vej til opnåelse af målet, i sidste ende verdensfred:

Hvis vi billedligt opfatter de enkelte magtpunkter som elektriske poler er det klart, at jo flere poler der er, og jo større spændingsforskelle der er mellem de enkelte punkter eller poler, jo større er risikoen for at gnisten (krigen) springer. Dette ser vi konkret i dag fx mellem USA og Rusland, mellem Israel og Iran, mellem Vesten og Islam, og mange andre steder. Derfor må idealet være ét punkt for at eliminere risikoen for krig.

Strategien for at nå det punkt hvor verden kan forenes i fred og sikkerhed og velstand i en Verdensstat, bygger på en parallel tanke, som jeg vil formulere i det samme billede: 

Jo større uligheder og dermed spændingsforskelle der er mellem de enkelte poler (stater og mennesker), jo større er, som nævnt, risikoen for at gnisten (krigen og konflikten) springer. Derfor må strategien være langsomt og gradvist at udligne, udjævne uligheder, for at udligne og udjævne spændinger og dermed mindske risikoen for konflikt.

Når jeg siger, at vi bør – hvis målet er fred – søge at udligne uligheder, tænker jeg ikke på, at vi skal være ens, heller ikke som enkeltlande eller hele folk (der jo hver har sin egen unikke historie og egenart), men derimod at vi har eller får – som lande og mennesker og folk – større lighed med hensyn til muligheder, rettigheder, pligter, lighed for loven, fri og lige adgang til markedet osv, idet hvert land og hvert menneske og hvert folk bevarer sin egenart og karaktér.

At disse tanker er relevante og brugbare, kan vi se i den kendsgerning, at fx i EU – der jo er en union af selvstændige stater – har man oplevet intern fred, så længe denne union har eksisteret, hvilket også var et erklæret mål efter 2. verdenskrigs katastrofe.

Og vi kan se brugbarheden i den kendsgerning, at de lande, fx de skandinaviske velfærdsstater, med den største lighed, også er de lande med mindst vold og konflikt.

Verdensstatens legitimitet 

Hvis vi læser den politiske og økonomiske historie som en bevægelse mod stadig større enheder, individer-stammer-stater-alliancer af stater-verdensstat, med to spor: En totalitær bevægelse som fx kommunisme, nazisme og islamisme og et spor mod et åbent, demokratisk og frit verdenssamfund med de grundlæggende menneskerettigheder skrevet ind i forfatningen, så er det klart, at kun det sidste spor vil kunne skabe en legitim verdensmagt.

Verdensstaten må derudover have en høj grad af transparens, den må være en retsstat og verdenssamfundet et retssamfund, og verdensstaten må være baseret på magtens tredeling for at beskytte borgerne mod magtmisbrug og overgreb. Hvis ikke verdensstaten bliver skabt ud fra disse værdier som realiteter og ikke kun som idealer, der maskerer tyranniet, og hvis ikke det sker med folkelig opbakning, bør den ikke oprettes.

Med den moderne informationsteknologi vil åbenhed, frihed, transparens, kontrol med magten og muligheden for og retten til at kritisere magten og stille den til ansvar og dermed retsstaten og retssamfundet være en realiserbar mulighed. Dermed vil man kunne undgå at den dystopiske litteraturs og de dystopiske forestillinger om verdensstaten som et mareridt – verdensstaten realiseret i det totalitære spor – bliver til virkelighed. 

Marxisme og liberalisme 

Karl Marx (1818-1883) og marxismen tænker mennesket som det burde være, Adam Smith (1723- 

1790) og liberalismen som det er. 

Er dette en rigtig tanke? Eller er der tale om to potentielt lige destruktive politiske tænkere, systemer og tankegange? 

Jeg tror, at det er rigtigt at sige, at på bunden af både den marxistiske og den liberalistiske analyse ligger spørgsmålet om ejendomsretten. I marxismen hævdes det at den private ejendomsret bør afskaffes, ja at historien selv som følge af klassekamp, det at nogle (få) ejer det meste og at andre (mange) ejer lidt, automatisk vil føre til afskaffelsen af den private ejendomsret. De mange vil nødvendigvis med magt fratage de få deres privilegier og ejendom og overføre den til gruppen (samfundet) (den dialektiske materialisme). 

Omvendt hævder Smith med begrebet “den usynlige hånd” at idet mennesker søger deres eget bedste og følger deres egne mål, vil summen af deres bestræbelser nødvendigvis også føre til det fælles bedste (samfundets bedste). 

Hvis jeg har forstået liberalismen korrekt, danner Smith ́ s synspunkt det modsatte af Marx`: ikke gruppen (samfundet) men den enkelte bør eje alt. Marx ́ opgør med den private ejendomsret kan siges at være destruktiv og med nødvendighed fører til Gulag og fangelejre for politiske modstandere (diktatur). For ved at fratage mennesker (individer) retten til at eje fratager man også respekten for det enkelte individ og dets fornødenheder. Hvis gruppen (samfundet) er alt (“al magt til folket”) og individet er intet, kan man gøre med individerne som man har lyst til; slå dem ihjel, internere dem osv. 

Omvendt fører den uindskrænkede private ejendomsret (liberalisme i sin rene form eller ultraliberalisme; ikke nødvendigvis som Smith formulerede det) til en manglende respekt og omsorg for gruppen (samfundet) hvilket i sin rene form strider mod selve ideen med et samfund. 

Der er altså måske i begge tilfælde tale om et enten-eller og ikke et både-og, hvilket gør dem potentielt lige destruktive. 

Den ene ideologi – den marxistiske – nedbryder individet (mennesket, individet uden rettigheder), den anden – den liberalistiske – nedbryder samfundet (gruppen, samfundet uden rettigheder). 

Skulle man forsøge med et alternativ, der både tilgodeser individ og gruppe (ingen af dem tilskrives al ret, ejendom og magt men deler disse ting) kunne man – måske polemisk – pege på den socialdemokratiske samfundsmodel. 

Tillidssamfund eller kontroltyranni 

Af og til fremhæves som et særkende ved det danske eller de skandinaviske samfund tillid som en kerneværdi og endda som en positiv konkurrenceparameter internationalt. Hvis man skal give et rent økonomisk argument for tanken, kan det siges, at med tillid øges den økonomiske transaktionshastighed og transaktionsprisen minimeres og dermed øges væksten. 

For virksomheder bliver det billigere at producere hvis man fx har tillid til at leverandører leverer det aftalte og at medarbejderne udfører det arbejde de bliver betalt for så godt man kan uden fx at skulle bruge unødvendig kontrol og juridisk eller forsikringsmæssig bistand. 

Hvis det er rigtigt at tillid er et særkende for fx det danske samfund, så er denne kerneværdi presset i dag. Politisk og ledelsesmæssigt bliver der krævet omfattende kontrol og dokumentation for udført arbejde fx i plejesektoren og i hospitalsvæsenet. Kravet kan enten skyldes ønsket om effektivisering eller fx ønsket om at holde ryggen fri hvis man kan dokumentere præcis hvad man har gjort hvornår. 

Men hvis man både skal udføre en bestemt opgave og bagefter dokumentere at man har gjort det, så er det dobbeltarbejde; derudover kan nævnes det bureaukratiske aspekt da man skal dokumentere og indrapportere til en højere instans; altså egentlig tredobbelt arbejde. 

Hvis det også er rigtigt at mennesker trives bedst hvis man viser os tillid og derudover sikrer os en udstrakt frihed og mulighed for det selvstændige initiativ, og at vi mistrives med mistillid og omfattende kontrol, der egentlig signalerer at man ikke tror på at vi er kompetente indenfor vores fag, så er udviklingen hen imod kontroltyranniet ikke uden konsekvenser. 

Udover det allerede nævnte kunne det være at den megen stress og de mange sygedage delvis har sin grund i kontroltyranniet og det deraf følgende dårlige psykiske arbejdsklima, manglende arbejdsglæde og faglige stolthed. Også dette er – udover det rent psykologisk uheldige ved kontroltyranniet – et rent økonomisk argument da stress og sygdom belaster arbejdsmarkedets produktionsdygtighed. 

Der er altså mange grunde til at beskytte tilliden i et samfund som det danske. Det kan også siges at have vidtrækkende negative samfundsmæssige konsekvenser hvis man fortsætter ad kontroltyranniets usikre vej; hvis flertallet tænker, at samfundet eller “systemet” er en modstander og ikke en medspiller i skabelsen af det gode og meningsfulde liv, så kan denne mistillid fx øge sort arbejde, skattesnyd og generelt skabe en usund arbejdskultur og et ineffektivt samfund, der drukner i bureaukrati og regelrytteri og “stille oprør” (“arbejd efter reglerne”) og med et betændt forhold mellem individerne og samfundet, der jo egentlig er os allesammen. 

Derfor mener jeg at frihed og tillid er rationelle samfundsværdier – udover det psykologiske aspekt – også rent konkurrencemæssigt. 

Den vestlige kulturs hybris og dødsdrift 

Nogle moderne filosoffer, blandt andre Jacques Derrida, har søgt at efterspore en grundlæggende brist i den vestlige kulturs filosofi og værdier, og jeg har før foreslået tanken om gennem videnskab og teknologi at blive lig Gud i alvidenhed (videnskab) og Almagt (teknologi), som denne afgørende brist. 

Indenfor fysikken er man efter nogle nylige opdagelser af Higgs-partiklen og gravitationsbølger og dermed en næsten fuldstændig bekræftelse af Standardmodellen begyndt at tale om en krise i fysikken; måske, siger man, er der nu ikke mere at opdage. 

I dele af den politiske debat taler man, eller talte tidligere om visse utopia; det vil sige et endemål for den menneskelige organisering af samfund. Men altid har det vist sig, at de drømte utopier er blevet til dystopier eller mareridt. Det man troede var paradis viste sig at være helvede. 

Hvad er fællespunktet for disse tanker? Fællespunktet er det, at man ved den gamle drøm om at blive alvidende og almægtig søger et slutpunkt, en ende. Hvis det på mirakuløs vis skulle lykkes os at nå målet, hvordan skulle vi så leve videre, hvis livet er en fortsat tilegnelse af viden og magt og udvikling? 

Derfor kan man sige, at hvis vi med den vestlige kulturs inderste kerne og bestræbelse forstår en trang til alvidenhed og almagt gennem videnskab og teknologi, så er den vestlige kultur en dødskultur, en kultur gennemsyret af det græske begreb hybris, en kultur der ubevidst søger sin afslutning og undergang. 

Jeg tror også det er derfor der findes så mange og så mange forskellige dommedagsprofetier og ildevarslende understrømme i vores kultur og bevidsthed og følelser og samfund. Undergangen er indlejret i kernen af vores kultur da vi søger en ende, det fuldkomne, og ikke forstår, at vi altid er ved en begyndelse, et udgangspunkt, det ufuldkomne og begrænsede, en fødsel. 

En anden ting er, at vi i vores overmod overser en fundamental værdi: Kærligheden. Overmennesket, det alvidende og almægtige menneske, behøver ikke vise medfølelse og empati, men tror sig berettiget til at tromle sine svagere medmennesker og dyr og natur. Overmennesket tror sig berettiget til at tilsidesætte moral og etik. Og også af denne grund er den vestlige kultur en undergangskultur, hvis utopier – det fuldkomne menneske eller samfund – altid vil vise sig at være en dystopi, et mareridt, et helvede. 

I romanen Elementarpartikler beskriver Michel Houellebecq to såkaldt metafysiske mutationer eller vi kunne kalde det paradigmeskift i den vestlige kultur: Overgangen fra den romerske kultur til kristendommen og overgangen fra kristendommen til den moderne videnskab. 

Disse paradigmeskift er ikke sket i en forfaldsperiode som man umiddelbart skulle tro, men på de forskellige kulturers kulminationspunkter eller i deres zenit. Måske fordi de tilsyneladende overlegne kulturer er stivnet i menneskelig magtfuldkommenhed og overmod. 

Det lader altså til, at det er selve grundlaget for den vestlige kultur – overmodet – der har fundet forskellige udtryk (det romerske rige, kristendommen som institution og magt og den moderne videnskab), men grundlæggende er forblevet det samme, overmodet, der er skæbnesvangert og i sig rummer undergangen, døden.

Mennesket befinder sig altid ved en begyndelse, en fødsel i nuet. Hvis vi forstår os selv gennem en fremtidig fuldkommenhed, en utopi, et endepunkt, en slutning, forbliver vores kultur en dødskultur. En varig kultur kan ikke bygges på overmodige tanker om det fuldkomne menneske, på en (fiktiv) tanke om fremtidig perfektion (dødsdrift), men må grundes på en erkendelse af vores principielle begrænsning i tanke og magt. 

Vi er altid ved begyndelsen (livet), aldrig ved enden (døden). 

Kapitalismens     sejr    –     menneskets     fallit?     Om 

menneskets grundlæggende værdi 

Et af de grundliggende træk ved kapitalismen er ideen om (fri) konkurrence mellem virksomheder, lande og arbejdstagere. Nogle debattører taler ligefrem i dag om konkurrencestaten som afløser for velfærdsstaten – og de enten forsvarer eller søger at formulere det eventuelt problematiske ved at opfatte staten og statens rolle på den måde. 

Der er ingen tvivl om, at konkurrenceelementet er dybt rodfæstet i os mennesker. Alene kampen og konkurrencen om at videreføre vores gener tegner et billede, hvor konkurrenceelementet er rodfæstet i os rent biologisk. 

Men spørgsmålet er: Hvilket menneskesyn ligger til grund for opfattelsen af mennesket som medspiller i en måske altomfattende konkurrence – og hvad gør det ved os? 

Hvis man opfatter mennesket som et væsen, der i princippet er i konkurrence med alle andre (dyr og medmennesker), og opfatter menneskets værdi som lig med dets økonomiske formåen og succes – hvis man sætter menneskets værdi lig med dets materielle og økonomiske værdi for samfundet, bliver respekten og anerkendelsen af den enkeltes værdi betinget (af dets materielle, økonomiske formåen). Mennesket bliver et middel til produktion og rigdom, ikke et mål i sig selv.

Dette kan skabe en masse stress og følelse af indre utilfredshed og frustration over aldrig at “være god nok”. Man kan ikke leve op til kravene, men vil bestandig forsøge (forgæves) at honorere andres forventninger og ens egne forventninger, der stresses og skrues op, netop fordi man mener, at ens værdi som menneske afhænger af præstationer – er betinget – mens det vi vel alle søger og længes efter er den ubetingede anerkendelse og respekt og kærlighed. Dertil kommer, at hvis man betragter (alle) andre mennesker som potentielle konkurrenter – eller ligefrem fjender – hvis man føler sig i en konstant konkurrence- og dermed faresituation, idet man frygter nederlaget, og samtidig ikke mener, at man i sig selv har ubetinget værdi og at andre har det samme – vil den deraf følgende indre uro og manglende hvilen i sig selv have en sikkert ikke ringe betydning i forbindelse med aggression og vold – og i stor skala krig. 

I diskussionen om hvordan og med hvilken ret vi kan tale om lighed mellem mennesker – og det ønskelige i begrebet om lighed mellem mennesker – burde vi måske tænke, at mennesker ikke er lige i den forstand at vi er ens – men derimod at vi er lige med hensyn til værdi – at vi har samme uendelige, unikke og umistelige værdi – uafhængigt af ens sociale, økonomiske, religiøse og intellektuelle formåen og tilhørsforhold – alene i kraft af at vi er mennesker. At vores værdi som mennesker – alene i kraft af at vi er mennesker – er ubetinget. 

Dette menneskesyn lader sig let forsvare og begrunde ud fra en religiøs vinkel i og med tanken om at vi er lige for Gud. Men hvis ikke vi vil begrunde tanken religiøst, lader den sig vel begrunde ud fra dens nytteværdi – at den sikkert kan skabe lykkeligere og mere tilfredse mennesker. Hvis vi vænnede os til at se på hinanden med en større grad af respekt uafhængigt af ydre forhold og position og nytte, ville vi måske blive mere harmoniske og mindre stressede.

Tanken lader sig også begrunde etisk uden nødvendigvis at inddrage det religiøse – nemlig ud fra en etisk tanke om så vidt muligt at undgå at påføre andre smerte og lidelse – og det vil altid gøre ondt at blive set på uden respekt, at blive ringeagtet. Derfor synes det rationelt – hvad enten referencen er religion (Gud) eller ren menneskelig etik – at betragte mennesket – os selv og vores medmennesker – med en grundliggende respekt og som værdifulde i os selv, og ikke kun at opfatte andre mennesker som personer vi er nødt til at prøve at udkonkurrere – økonomisk, socialt og seksuelt – hvilket sidste blot vil udhule og underminere vores egen følelse af værdi og værdighed ved at gøre den betinget og ikke ubetinget. Og derfor synes tanken om ethvert menneskes uendelige og umistelige værdi – i kraft af at vi er mennesker – at være i vores egen interesse.  

Stedet uden mørke 

I George Orwells roman 1984 er den afgørende tanke ikke så meget den massive overvågning og undertrykkelse af borgerne, som det er det der sker i ‘værelse 101’, stedet uden mørke, stedet hvor sjælen ligger nøgen under skærende, fjendtligt lys og blik, stedet for den inderste frygt, hvor alle knækkes; diktaturets inderste hemmelighed, anatomi og umenneskelighed. 

Et sted siges det, ‘det gælder ikke om at forblive i live, men at forblive menneske’. Så længe borgerne ‘kun’ er undertrykte og overvågede er de på en måde uskyldige (ofre), og kan nægte at adlyde og kan konspirere mod magten. De har stadig deres værdighed.

Men menneskers egne handlinger og forræderi mod deres egen menneskelighed og værdighed og integritet kan ændre alt. De egne handlinger, os selv, kan ingen beskytte os imod. 

Og det er på en måde det ondes natur. Det kan true med bål og brand og det kan lokke os til at handle efter det. Men det får kun magt over os hvis vi giver efter for truslerne og angsten og handler, bøjer os. Det kan ikke tvinge os til at handle, men det kan skræmme, lokke, intimidere os til det. Ellers – hvis ikke vi handler – er vi immune overfor det. 

I værelse 101 møder Winston (hovedpersonen) sin inderste frygt, rotten. Og konfronteret med den forråder han sin elskede, som før sammen med ham var uskyldige ofre for diktaturet. Han gør det ved ikke blot at ønske hende de samme lidelser som han, men ved at ønske at hun skal lide disse lidelser i stedet for ham. 

Den inderste frygt kan have mange skikkelser. For Winston er det rotten. For andre kan det være at blive forladt, at miste et barn eller andre ting. 

Jeg tror, at essensen af den inderste frygt, hvilken konkret skikkelse den end har, det fælles ved den, er en følelse af en fare, der kan destruere ens ånd eller inderste kerne eller hvad vi nu kalder det. 

Og derfor er den inderste frygt også en illusion. For ens kerne destrueres ikke hvis fx vi bliver forladt eller mister et barn – eller vi møder rotten. 

Det afgørende er, hvordan vi håndterer den inderste frygt. Om vi bakker, slår op i banen, sælger vores inderste menneskelighed (‘det gælder ikke om at forblive i live, men om at forblive menneske’) eller ej. Hvis vi bakker, søger at vige udenom, taber vi. Den mand eller kvinde, der bakker konfronteret med angsten for at miste, der begynder at krybe, der bliver en hund i menneskeskikkelse, ‘udsletter sig selv’, gør frygtens genstand virkelig som en selvopfyldende profeti. Men også det er jo en dobbelt illusion. For vi ophører ikke med at eksistere, hvad der så end sker. 

Derfor kan det nogle gange være nødvendigt at se sin inderste frygt i øjnene, eller risikere at den bliver til virkelighed uden at bakke eller vige udenom, for at bevare sin menneskelighed og værdighed og selvrespekt. 

Og er dette ikke en del af kærlighedens og livets grundvilkår: At det vi holder for det vigtigste, det mest værdifulde, det kan vi miste; og at acceptere at det er sådan og alligevel turde elske, turde lade noget eller nogen blive det dyrebareste, turde miste? 

Og er det modsatte – ikke at turde elske nogen eller noget – ikke døden? Er smerten eller den mulige smerte og sorg ikke kærlighedens og livets pris? Er det at flygte fra kærligheden fordi vi frygter at miste den ikke døden? 

Det er ikke det at miste den anden, men det at miste sig selv, ved handlinger vi selv foretager af angst for at miste os selv, der er gyset i værelse 101, stedet uden mørke. 

Et aktuelt og politisk eksempel på denne problematik er IS krigernes propaganda og ekstreme vold hvormed de søger at skræmme og intimidere alle andre til at udføre handlinger som gør os lige så umenneskelige som dem selv, eller til at bøje nakken, hvorved vi – under pres fra den indre frygt for at miste vores samfund og blive løbet over ende – hvis vi handler (slår ihjel, fører krig) mister det vi søger at beskytte: Vores frihed og vores menneskelighed. Dette er en del af ondskabens anatomi.

Diktatur og demokrati 

Hvordan får vi bedst sikret gode forhold, demokrati, frihed og velstand til flest mulige? Hvordan bekæmper vi bedst tyrannierne? 

At hugge hovedet af diktaturet og fremtvinge regimeskift ved militær intervention synes blot at kaste befolkningerne ud i endnu flere lidelser ved at alle da søger at udfylde vakuummet, som jeg før har skrevet. Resultatet bliver da borgerkrig (Afghanistan, Irak, Libyen). 

At indføre økonomiske sanktioner virker heller ikke. Tyrannierne synes immune overfor det. Tyrannerne bliver siddende, folket bliver fattigere (Rusland, Irak under Saddam Hussein). At øge samhandelen og dermed skabe større velstand og håbe at det vil føre til reformer og demokrati, synes også ineffektivt (Kina, Saudi-Arabien). Tyrannierne synes immune overfor økonomiske instrumenter. 

Hvad tyrannierne derimod ikke kan modstå, er folket selv der rejser sig og kræver frihed. Har man først tænkt tanken, at det kan være anderledes, at vi kan få frihed til at tale, tænke, tro og handle frit, så længe vi ikke skader andre, så startes en bevægelse, der ikke kan stoppes – og det frygter tyrannerne mere end noget andet og får dem til at ryste. 

Lad os tænke tanken om frihed – lad os drømme drømmen sammen og gøre den til virkelighed. 

Når magten udfordres 

Totalitære systemer og trangen til – ofte med livet som indsats – at udfordre, mildne eller opløse disse systemer, er et grundtræk i menneskets historie. 

Da Jesus gjorde oprør, fredeligt, mod de jødiske lærde og Moseloven, endte han som bekendt på korset. Da kristendommen senere selv var blevet et totalitært system, Den katolske Kirke, og Martin Luther og andre gjorde oprør mod systemet, blev de lyst i band, brændt på bålet eller på anden måde forfulgt. 

Da de russiske dissidenter gjorde oprør mod Sovjetdiktaturet,            blev           de             forfulgt,     indlagt       på psykiatriske hospitaler eller slået ihjel. 

Vor tids totalitære system er islam. Via en stærk social kontrol og vold eller drab på mennesker, der udfordrer magten og søger at reformere eller bare opbløde de værste skadevirkninger af det totalitære system, islam, søger ‘de rettroende’ at bevare deres magt. 

Visse islamiske grupper, fx IS, Boko Haram, Taliban og al Qaida, søger enten lokalt eller globalt herredømme i et teokratisk diktatur baseret på sharia. Det nødvendige opgør med disse gruppers totalitære system må tage et helt grundlæggende opgør med islams hellige skrift, koranen, og profetens sunna, sædvane, der blåstempler vold mod og drab på fx anderledes tænkende eller troende og insistere på menneskets grundlæggende ret til frihed og autonomi. Jeg har selv forsøgt at bidrage til dette nødvendige opgør fx artiklen Islam – set ud fra billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt. Grundtanken i denne artikel er, som man har set, at filtrere koranen og profetens sædvane gennem billedet af Gud som den ophøjede Lysets og kærlighedens Almagt, hvorefter det står klart, hvor forfærdende lidt der bliver tilbage af koranens og profetens autoritet.

Ethvert totalitært system; fx kristendommen, islam eller kommunismen er født med en brist. Bristen er netop det totalitære, at systemet hævder at være al sandhed. Dette strider mod menneskets begrænsning og dets manglende evne til at forstå alt. Et system der hævder at være al sandhed vil være tilbøjeligt til at dømme alt, der ikke stemmer overens med det, ude eller ‘syndigt’, og mennesker der er af en anden opfattelse bliver forfulgt eller ligefrem dræbt. 

Ved det totalitære system hindres menneskets frie tanke og ret til at undersøge og stille spørgsmål. Den frie tanke anerkender sin begrænsning, og søger bestandig ny viden ud fra en erkendelse af netop sin begrænsning, den totalitære tanke bilder sig ind at have alle svar og behøver ikke vide mere. Dermed bliver det totalitære en dystopi, som peger mod død og undergang (fx ved tanken om en fælles universel Dommedag og Jordens undergang), hvis livet blandt andet er i en eller anden forstand hele tiden at blive lidt klogere og mere erfaren, den frie, begrænsede tanke peger mod livet. 

Ethvert totalitært system har sin tid. Før eller senere vil de bryde sammen under presset fra modige mennesker, der tør udfordre magten med fare for deres liv. Oprørene mod de totalitære systemer fødes af de lidelser og den ufrihed som systemerne skaber. Før eller senere vil behovet for frihed og de lidelser de totalitære systemer skaber være så store, at systemerne bryder sammen, enten indefra eller under ydre pres. 

Mennesket mistrives i ufrihed. Vi har ret til at tænke og tro frit. Og vi har en ret til frihed og selvbestemmelse. De mennesker og systemer som søger at undertrykke og binde mennesker kan ikke sejre i længden. For frihed er en del af vores inderste natur. 

Frihed er som en jævnt strømmende indre kilde. Man kan kaste sten i den og for en tid standse strømmen; men før eller senere vil det opdæmmede vand finde vej, bryde igennem og fjerne hindringen. 

Tyranniets uundgåelige fald 

Hos Platon fremsætter sofisten, Thrasymachos, (Staten) den tanke at uretfærdighed er stærkere end retfærdighed og at magt kun udøves til den stærkeres fordel. 

Heroverfor argumenterer Sokrates, at det forholder sig lige omvendt, idet uretfærdighed og et uretfærdigt styre uvægerligt vil skabe så megen indre og ydre strid og modstand at det uretfærdige styre med nødvendighed vil falde før eller siden. 

Dette er en teoretisk, filosofisk tanke som også understøttes af erfaringen. Det er nok muligt at oprette eller tilrane sig en tyrannisk magt og blive enehersker og kue og undertrykke sine medmennesker for en tid, men før eller senere må tyrannen, den uretmæssige hersker, falde og tyranniet opløses. Nazi-Tyskland, Sovjetunionen, Irak under Saddam Hussein; alle tyrannier og diktaturer er før eller siden faldet. 

Denne tanke kan udvides til at gælde generelt for det gode og det ondes forhold og diskussionen om hvad der er stærkest. Det er muligt at gøre meget ondt både som individ og som samfund, men før eller siden vil den indre og ydre strid gøre en ende på viljen til det onde og længslen efter fred og harmoni enten i individet eller i samfundet – som kun det gode og ikke det onde kan skabe – og det godes samarbejde og enighed mod det ondes strid og uenighed og ufred og kaos, vil bane vej for personlig eller samfundsmæssig fred. 

Derfor står fremtiden – for enhver og i verden mellem de enkelte folk og samfund – i sidste ende i fredens tegn. Og derfor er det ikke i nogens interesse – heller ikke i magthavernes interesse – at skabe diktaturer eller tyrannier eller uretfærdige samfund – tyranniernes dage er talte fra deres fødsel – men derimod er det i alles interesse af al kraft og evne at skabe så retfærdige og gode og dermed stabile og varige samfund som muligt. 

En tommelfingerregel for hvad der er i magthavernes og lovgivernes virkelige interesse og hvordan vi bedst skaber retfærdige samfund, siger Kristus i sin tale i Vandrer mod Lyset idet han siger, at de hver især bør stræbe efter at blive deres lands bedste menneske og kræve meget af sig selv for at kunne kræve meget af andre, og at lovgiverne bør udforme lovene som om de selv skulle rammes af hver eneste lov og bestemmelse. 

Tale til en diktator 

Et afrikansk ordsprog siger: Når elefanterne slås, trædes græsset ned.

I vores tid er der mange stridende elefanter og meget græs, der trædes ned.

Derfor vil jeg spørge dig, der har tilranet dig magten og derved måske gået hen over hundreder, tusinder, titusinder eller hundredtusinder eller flere døde, dig der har knust så mange hjerter og sind og liv, dig som sender så mange på flugt med knuste liv, mennesker som næppe kan finde et ly og sikkerhed noget sted; 

Jeg vil spørge dig, hvad enten du sidder i Syrien, Rusland, Kina, Nordkorea, Saudi Arabien, Iran eller andre steder, eller du tilhører og leder de alt alt for mange gudsbespottelige terrororganisationer som tjener Gud på læben og djævelen i hjertet, og hvad enten du er diktator af i dag eller af i morgen:

Med hvilken ret knuser du så mange liv og hjerter og sind? Hvorfor tror du at det er i din eller dit lands eller din organisations interesser at skabe så megen smerte og lidelse? 

Jeg siger dig: Du er ikke din magt værdig, og regnskabets time kommer også for dig. Hvad vil du svare hvis Gud stiller dig disse spørgsmål engang? Vil du henvise til din tro? At du troede, at Gud var en hævnens og voldens Herre? Eller vil du sige at du ikke troede at Han fandtes og du derfor kunne skalte og valte med andres liv og dit eget som det passer dig? 

Tåbe! Du vil møde gengældelsen engang; ikke fordi Gud vil straffe dig eller få dig til at lide for lidelsernes skyld; men for at du kan se og føle al den smerte og lidelse du selv har påført så mange. 

Måske kan du undslippe den jordiske retfærdighed; den himmelske undgår ingen. 

Måske vil du ikke ænse disse spørgsmål, og jeg er et ubetydeligt menneske, som næppe formår at råbe dig op. Måske vil du strække din hånd ud mod mig og søge at få mig til at tie hvis mine ord alligevel skulle nå dig. Og dog kommer du engang til at sande mine ord og bittert fortryde din ondskab. Du har min medlidenhed, arme tåbe!

Debat om islam og muslimer

I et forsøg på at nuancere den danske og vel også den europæiske debat om islam og muslimer vil jeg sige, at man i diskussionen ofte støder på en ejendommelig antagelse, nemlig at islam er en entydig religion eller ideologi som alle muslimer deler, og at det kræves af enhver muslim at han eller hun fuldt ud kender koranen og skal stå på mål for alt hvad der står i dette skrift og derudover er ansvarlig for alt hvad alle muslimer gør af godt eller ondt. 

Hvor mange danskere mon har læst hele bibelen (næppe ret mange), og hvor mange danskere føler sig ansvarlig for alt hvad der står i dette skrift (formentlig endnu færre), og hvor mange kristne mon mener at være ansvarlig for alt hvad alle kristne i verden gør af godt eller ondt (næppe én). 

Hvorfor denne forskel? Hvorfor denne negative forskelsbehandling? Mon ikke fordi vi inderst inde føler os hævede over og mere værd end muslimer, og således har svært ved at leve op til de nok så besungne danske værdier som vel blandt andet indbefatter tanken om lige menneskeligt værd uanset køn, race, tro, social status osv? 

Er det ikke karakteristisk, at de der råber højest om danske værdier også er dem, der mest underløber dem? 

Er det ikke en kendsgerning, at ligesom der er et utal af tolkninger af kristendommen, er der tilsvarende mange udlægninger af islam, at islam langt fra er en entydig religion og historisk og aktuelt tolkes vidt forskelligt af forskellige mennesker, at ens tro primært er en sag mellem den enkelte og Gud, og at enhver kun er ansvarlig for sine egne gerninger? 

Er det ikke en kendsgerning, at hvad enten den hellige tekst er bibelen, koranen, Vandrer mod Lyset! eller menneskerettighedserklæringen eller grundloven så bruges disse oftest til at slå andre i hovedet med og ikke til at berige hinanden med? Er det ikke en kendsgerning at disse hellige tekster nu som før bindes i halen på bomber og raketter? Med hvilken ret gør vi det? Er kendsgerningen ikke den, at vi dermed kompromitterer det hellige i os ubodeligt? 

Og er det ikke en kendsgerning, at det som de fleste religioner kalder det største, det mest værdifulde, det dyrebareste nemlig kærligheden og den helt almindelige kærlighed mellem mennesker, herved underløbes og mistrives eller helt ødelægges? 

Vestlig og islamisk propaganda 

Hvem ved om det nogensinde lykkedes den vestlige alliance at redde de fortvivlede kurdere fra det bjerg, hvor de havde søgt tilflugt og hvor de truedes af udslettelse af Islamisk Stat? På mediernes overflade skiftede billedet ret hurtigt fra at rapportere om disse ulykkelige mennesker til at alle i Vesten koncentrerede sig om den nye fjende, Islamisk Stat, og behovet for med militær magt at nedkæmpe denne fjende. 

Der er ingen tvivl om, at organisationen, Islamisk Stat, opererer med en uhørt brutalitet og afstumpethed, ja ondskab, men det er også en kendsgerning, at begge sider i konflikten ser sig selv som “de gode” der kæmper mod “de onde”. Denne opdeling begrundes forskelligt. Islamisk Stat begrunder og søger at retfærdiggøre deres handlinger religiøst – hvilket er latterligt – mens man i Vesten vel snarest begrunder sine handlinger ud fra en eller anden form for humanisme og behovet for at “hjælpe” mennesker, der trues af vold, krig og død. 

Og sådan prøver begge parter at binde sløjfer og roser i halen på de raketter og projektiler, der sendes af sted i endnu en barbarisk og blasfemisk krig. 

Jeg skal ikke underkende vanskeligheden ved at håndtere ondskaben, når den træder frem i handling og som virkelighed, der truer os, men vi står altså – endnu en gang – i en situation, hvor menneske står mod menneske, vilje mod vilje, og ingen vil give sig og hadet og ondskaben blomstrer. Vi er ikke længere interesserede i kurderne på bjerget, men kun i at gennemtvinge hver vores vilje. Vi står hver især overfor fjenden, og han skal udslettes. 

Men måske er selve denne opdeling i “de gode” og “de onde”, “de retfærdige” og “de uretfærdige”, “dem og os” kernen i problemet. Historisk er denne opdeling typisk blevet begrundet religiøst (fx i kristendommens og islams begreb om “de frelste” og “de fortabte”). Måske er sandheden den, at selve opdelingen, denne skæbnesvangre del og hersk opdeling, er af satanisk oprindelse (Satan=Ardor; se Vandrer mod Lyset!). Det er min faste overbevisning, at for Gud eksisterer der ingen opdeling i “frelste” og “fortabte”, der er for Ham ingen forskel mellem os, for Ham er vi alle lige, og ingen skal fortabes. 

Og det er min overbevisning, at intet menneske er rent ond eller god, at vi alle rummer godt og ondt, uanset hvad vi så hver især måtte tro på eller ikke tro på. I virkeligheden er der intet “dem og os” men kun et “vi” (menneskeheden). Der er intet enten-eller men et både-og (vi er både gode og onde, retfærdige og uretfærdige osv). 

Både vestlige politikere og Islamisk Stat begår i den aktuelle konflikt denne fejlagtige og skæbnesvangre opdeling i propagandaen for at legitimere deres onde handlinger (vold og krig); de taler samme sprog, de forstår hinanden fuldstændigt og de benytter sig af samme forkastelige midler i en nøjagtig spejling af hinanden. 

Hvorfor er det så svært at forstå, at vi ikke er hinandens fjender, at ingen har ret til at fordømme andre som “onde”, og at den virkelige fjende er ondskaben – ikke i de andre – men i os selv? 

En sammenhængende fortælling 

Den krise som lektor i politisk økonomi ved RUC, Peter Nielsen, formulerer i Dagbladet Information d. 

15. marts 2012 for socialdemokratismen kan med nogen ret siges at være en værdikrise. Jeg hæfter mig især ved slutningen: 

“Vi står i en umulig situation, hvor vi er kastet ind i et nyt århundrede med en følelse af, at der hverken er en vej frem eller tilbage. På få år har vi udtømt århundreders politiske        og kulturelle               ressourcer, samtidig med at den samfundsmæssige krisetilstand er blevet dybere. 

På en måde er det en krise i hele den vestlige verdens, ja den globale verdens, samlede værdigrundlag og den er kommet på et tidspunkt, hvor vi måske er ved at støde mod de miljømæssige, menneskelige og sociale grænser for den vækst, der bærer det herskende nyliberale samfundssyn. Mennesker synes rådvilde over      denne        omfattende                 krise,         en økonomisk, menneskelig, social, miljømæssig og global krise.”

Det kan se ud som om, at Peter Nielsen har ret: Langsomt er vores værdier, selve vores eksistens blevet eroderet bort, og det vi så i 2008 da finanskrisen startede var og er kun det synlige udslag af en proces, der har været i gang længe. Som en slags omvendt Murens Fald; pludselig forandres alting og vejen frem herfra synes meget usikker. Vi savner et pejlemærke, vores værdier er væk, hvor går vi hen herfra? 

Personligt opfatter jeg den aktuelle krise som et tegn på en overgang fra den gamle verden til den nye. De gamle fortællinger, både de liberale og de socialistiske fortællinger, er udtømte. De gængse religiøse fortællinger er udtømte. Vi er i et tomrum, og verden vånder sig. I fødselsveer? 

Verdensimpulsen har i århundreder lignet en sygdom, en alvorlig kræftsygdom. Lig ukontrollerbare kræftcellers vækst har samfundene søgt vækst udadtil, søgt at erobre nye lande og markeder. Nu synes der ikke at være mere uopdyrket land tilbage. 

Måske kan man sige, at det er den ekskluderende konkurrencementalitets sidste krampetrækninger vi oplever. Konkurrencen mellem stater, ideologier og individer har langsomt eroderet grundlaget bort under os. Det vi har brug for, er en sammenhængende troværdig inkluderende fortælling om verden og mennesker. Vi har brug for at gøre op med konkurrencementaliteten og dennes uvægerlige ofre. Vi har brug for en fortælling, der kan samle verden om at skabe materielle og menneskelige og åndelige værdier i et inkluderende samarbejde og samvær mellem mennesker. 

Her kommer Vandrer mod Lyset! Ind i billedet med værkets klare beskrivelse af, at vi alle er del af et stort, guddommeligt, kosmisk fællesskab. Vi er brødre og søstre. Vores sande interesser er ikke at berige os selv materielt og økonomisk på bekostning af andre. Vores sande interesse er enkel: Vi skal lære at elske hinanden og at overvinde den fælles, upersonlige fjende, mørket. 

Dette bør være den nye verdens store, overordnede, fælles projekt og fortælling. Vi skal væk fra en situation, hvor vores medmennesker er vores konkurrenter, eventuelt vores fjender, og hen til en situation hvor vi alle tager del i og hjælper hinanden på vej mod lyset, kærligheden. Vi bør ikke konkurrere, men samarbejde. Én Jord, én menneskehed, én Gud! Dette kunne være overskriften for den nye verden, der nu langsomt, under smerter, er ved at fødes. 

Digt 

i vesten er vi vante til store ord nu slasker de om os som et for stort sæt tøj 

genevekonventionen menneskerettighedserklæringen demokrati borgerrettigheder sig: 

guantanamo sig: 

målrettede drab foretaget af stater med droner eller specialstyrker, sig: 

uønskede mennesker på flugt der drukner i middelhavet, sig: valg med uønskede resultater som bliver annulleret, sig: 

masseovervågning; de store ord slasker om os vi kæmper for at befri os fra og omgå den sidste rest af humanitet        og menneskelighed, en     iskold         understrøm                eroderer 

civilisationens fundament 

i hvert ansigt i hvert blik et spørgsmål og en angst og en forvirring 

en følelse af fald og jorden der forsvinder under vores fødder 

de neokonservative fik deres evige krig da terror blev udråbt som krigshandlinger, en krig der ikke kan vindes eller afsluttes undtagen gennem det totale diktatur hvor mennesker er frataget al ret og mulighed for at tænke og handle frit, sådan virker slangens gift: den får os til at selvdestruere, ødelægge det vi kæmper for at bevare,

med det godes sværd hukke rødderne over på livets træ, vores eget 

de store ord slasker om det kræftsyge og udmarvede og døende vestens legeme og ånd

Stat eller anarki 

Den totalitære stat eller anarki 

Indledning 

I den traditionelle politiske forståelse deler man normalt de enkelte politiske partier op på en højre-venstre skala ud fra partiets politiske program eller ideologi. Der er altså tale om en lineær opdeling hvor man tænker sig fx kommunisme og fascisme længst fra hinanden på skalaen eller linjen som yderpolerne. 

Denne forståelse, denne opdeling, er måske misvisende, idet man ud fra en bestemt forståelse kan betragte kommunisme og fascisme – i hvert fald i de udformninger disse to ideologier har fået historisk og konkret – som totalitære og dermed nært beslægtede, hvorfor en cirkulær forståelse eller opdeling kan være mere præcis – en cirkulær opdeling (som et anskueligt billede) – hvor de to ideologier ligger langt fra hinanden i den ene retning men tæt på hinanden i den anden retning på cirklen. Eller mere præcist: De to ideologier ligger langt fra hinanden i ideen om hvem der bør have den totale magt, men tæt på hinanden ved selve ideen om den totale magt (den totalitære stat; totalitarismen). 

Skal man forsøge alligevel at bruge den lineære opdeling, højre-venstre-skalaen, er det måske mere relevant at hævde totalitarisme bredt set og anarki som de to yderpoler i det politiske spektrum – to ideer eller fænomener, der intet har med hinanden at gøre, og således ligger længst fra hinanden uden nogen umiddelbar forbindelse med hinanden.

Dette skal forstås som en grundlæggende forskel i synet på staten og centralmagten, idet man i totalitarismen (fx kommunisme eller de stats- eller samfundsformer man havde i det antikke Rom med dets kejsermyter, eller egentlige diktaturer. Der er dog den forskel, at man nogle steder har knyttet statsopfattelsen og den totalitære stat til en ideologi, andre steder til en person (diktatoren, kejseren osv)) har den totale centralmagt mens man i anarkiet ingen centralmagt har. Den grundlæggende forskel ligger altså i opfattelsen af magt, i ønsket om og viljen til det ene eller det andet, total eller ingen centralmagt, hvor man i den første form ingen politisk frihed eller rettigheder har som borger i forhold til staten – idet jeg her tænker de to former i deres rene form – og i den anden form, hævder man, har fuldstændig, uinskrænket frihed. 

De to former repræsenterer og anskueliggør et fundamentalt politisk problem, nemlig: I hvor høj grad bør det enkelte menneske afgive (en del af) sin frihed til staten eller samfundet for at opnå de fordele der er forbundet med at leve i et fællesskab, et samfund eller stat, herunder beskyttelse af liv og ejendom, og i hvor høj grad har staten, samfundet ret til at indskrænke denne frihed for at beskytte sine interesser – eventuelt mod individets vilje?; altså; hvordan bør eller kan man se på begreberne om forbud, tvang og straf og politisk frihed og politiske rettigheder? 

Men de to yderpoler rejser endnu mere grundlæggende klassiske politiske spørgsmål, nemlig: 

1. Stillet overfor anarkiet, eller ideen om anarkiet, rejses spørgsmålet om statens legitimitet; med andre ord spørgsmålet om berettigelsen af en central magt. 
2. Stillet overfor den totalitære stat eller ideen om den rejses spørgsmålet om menneskets grundliggende værdi og eventuelle ret til frihed; med andre ord; det grundlæggende syn vi bør anlægge på mennesket i politisk henseende. 
3. Hvis det kan vises eller godtgøres, at ingen af de to yderpoler, anarkiet eller den totalitære stat, er ønskværdige, bliver spørgsmålet om det er muligt at bestemme hvor grænsen mellem statens magt – i fald behovet for en central magt indrømmes – og individets frihed bør gå.

Disse tre klassiske og forbundne spørgsmål, spørgsmålet om statens legitimitet, menneskets frihed og værdi samt hvor grænsen mellem stat og individ bør gå, vil jeg forsøge at besvare i det følgende idet jeg vil prøve at tilføre diskussionen nyt. Jeg vil i undersøgelsen anvende det såkaldte nytteprincip inspireret af den engelske filosof, John Stuart Mill (1806-1873), ud fra det grundlæggende spørgsmål man kan læse ud af hans samfundsfilosofiske idé om utilitarisme (en idé som han overtog og videreudviklede selvstændigt fra Jeremy Bentham (1748-1832)): Hvad tjener mennesket bedst i politisk henseende? Eller med Mills ord: Hvordan sikrer vi den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker? 

Jeg vil altså ikke henvise til fx guddommelige principper eller Guds formentlige ønske eller vilje i denne sammenhæng – noget man historisk har gjort og stadig visse steder gør eller ønsker eller forsøger at gøre 

(fx påberåbelsen af at være ”fyrste af Guds nåde” eller tanken om ”Gudsstaten” overfor ”Verdensstaten” (Augustin) eller andre forsøg på at legitimere eller indføre teokratiet (fx også Calvins styre i Geneve eller den islamiske idé om kalifatet) – idet jeg ingen forudsætninger har for at sige noget fornuftigt og gyldigt med dette som udgangspunkt, ligesom jeg betragter enhver, der gør dette eller forsøger at gøre det som en selvbestaltet filosof eller religiøs leder eller tænker hvis tanker og ønsker i politisk henseende ikke kan anerkendes som gyldige. 

1. Anarki og statens legitimitet 

Hvis vi med anarki forstår en tilstand blandt mennesker, eller måske rettere et vilkår, hvor der ingen centralmagt findes, enten fordi ideen om en centralmagt endnu ikke er tænkt eller formuleret eller fordi en centralmagt er brudt sammen eller opløst fx pgra krig eller revolution, kan vi prøve at danne os en forestilling om, hvad anarki betyder i praksis, altså som en virkelig tilstand eller et virkeligt vilkår for mennesker, ikke kun som en idé, ved at betragte enten en historisk periode, hvor der ingen centralmagt har været et givent sted, fx i menneskets oprindelige tilstand, det man kunne kalde menneskets urtilstand (i den udstrækning det giver mening at forestille sig en sådan), eller i de såkaldte ”fejlslagne stater” (eng. ”failed states”) fx tilstanden i Somalia efter de krige og borgerkrige, der indledtes først i 1990 ́erne, eller ved at betragte det magttomrum, centralmagtens opløsning, og den tilstand der herskede i Sovjetunionen umiddelbart efter den fredelige revolution i 1991 og i de nærmest følgende år. 

Ved at betragte disse faktiske forhold, historiske kendsgerninger, kan vi danne os et begreb om hvad anarki er eller betyder i praksis, og derigennem forsøge at begrunde behovet for en centralmagt, altså begrunde selve statens, staten som begreb og fænomen, legitimitet, ud fra det spørgsmål jeg indledte med: Hvad tjener mennesket bedst? Eller med Mills ord: Hvordan sikrer vi bedst den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker? Bemærk; jeg vurderer ikke fx Sovjetunionens opløsning som noget dårligt; i denne sammenhæng er jeg kun interesseret i at betragte selve magttomrummet. Jeg anerkender altså, at en opløsning af en centralmagt også kan være noget positivt, hvis den opløste stat, fx Sovjetunionen, i sit væsen var illegitim. 

Vi må i denne undersøgelse spørge: Tjener anarkiet til menneskets bedste eller sikrer vi gennem anarkiet den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker? Eller med andre ord: Tjener det mennesket bedst at være uden en central magt? 

Det turde være indlysende, at svaret er nej, uden at vi behøver at dykke ned i detaljerne i de enkelte eksempler på anarki fra historien og beskrive dem i detaljer. Overalt hvor det er forekommet, har mennesker bekriget, dræbt og mishandlet hinanden og har været helt uden beskyttelse eller tryghed for deres liv eller ejendom. 

• Den totalitære stat 

Vi må altså indrømme behovet for og nødvendigheden af en central magt, hvilket også historisk er blevet begrundet og forklaret ved begreberne om naturretten og samfundspagten (fx af filosoffen, Thomas Hobbes (1588-1679)). Hvis vi indrømmer, at den uinskrænkede frihed for individet i politisk henseende, hvis vi forstår politisk frihed som muligheden for at handle som man vil uden indblanding fra en central magt og uden mulige sanktioner fra en central magt, anarkiet, ikke kan begrundes ud fra nytteprincippet og hvad der tjener mennesket bedst, må vi undersøge, om det modsatte, den totalitære stat, den uinskrænkede centralmagt, da kan siges at være ønskværdig ud fra det samme princip og spørgsmål. Jeg vil her forsøge at tænke tanken om den totalitære stat til ende. 

Hvis vi forstår den uinskrænkede politiske frihed som muligheden for at handle som man vil på den ovennævnte måde, en frihed som altså næppe bør tilstås individet, må modpolen være – i sin ekstreme form – at individet ingen mulighed har for at handle som det vil, at det fratages enhver mulighed for at handle overhovedet. Den eneste måde dette kan ske på er ved at slå individet ihjel. Da vel meget få vil se drab i sig selv som noget godt, noget ønskværdigt og nyttigt i sig selv, må den totalitære tanke, tænkt til ende, også opgives. 

Med det samme er det klart ud fra denne betragtning, at fortidige eller nutidige forfatninger og love, der tillader og praktiserer dødsstraf, rummer totalitære elementer, eller mere præcist; de er totalitære på præcis spørgsmålet om dødsstraf, selv om man vel ikke kan sige, at en sådan forfatning eller lovgivning er fuldstændig totalitær. 

Hvad angår spørgsmålet om dødsstraf og begrebet om den totalitære stat tænkt til ende på denne måde, kan man også anlægge en etisk vinkel, nemlig spørgsmålet om menneskets grundlæggende værdi. Her tænker jeg ikke på et menneskes eventuelle værdi for samfundet, typisk økonomisk værdi eller nytte, men derimod menneskets værdi i sig selv, som menneske. Hvis man mener, at det – med eller uden begrundelse (fx som straf for en grov forbrydelse som fx drab) – i nogle tilfælde er retfærdigt og rigtigt at slå et andet menneske ihjel, kan det siges, at i så fald reduceres den værdi vi grundlæggende tillægger det enkelte menneske i kraft af at være menneske (i tilfælde af drab – til nul). Denne holdning – menneskets værdi=0 – har måske nogle mordere, men i tilfældet med lovfæstet mulighed for drab som sanktion eller straf fra samfundets side ved grove forbrydelser (fx drab), altså dødsstraf, gentager og bekræfter samfundet morderens ugerning og holdning – en handling som det fordømmer (med rette) og straffer (med rette) men altså selv gentager og selv gør sig skyldig i. Unægteligt en selvmodsigelse. 

Set ud fra nyttevinklen, nytteprincippet, hvad der tjener mennesket bedst, er det indlysende set ud fra det dødsdømte menneskes synspunkt (hvis ovenstående analyse af den totalitære stats inderste væsen eller ekstreme form er rigtig), at det ikke gavner det at blive frataget sit liv under nogen omstændigheder. Set ud fra samfundets side er det heller ikke givet, at det tjener samfundet til nytte eller er i samfundets interesse at fratage et menneske, en borger, livet under visse omstændigheder, heller ikke selv om dette menneske har begået grufulde forbrydelser som fx drab. 

Der rejser sig uvægerligt store etiske spørgsmål fx om den grundlæggende værdi vi tillægger et menneskes liv, som skitseret ovenfor, og de samfundsmæssige konsekvenser der følger hvis vi accepterer en reducering af denne værdi, fx en grundlæggende følelse af utryghed og manglende tillid til staten eller samfundet og samfundets institutioner, specielt retssystemet (fx risikoen for at blive dømt til døden selv om man er uskyldig), hvad der let kan få nogle til ikke at søge at gavne men derimod at skade eller modarbejde staten og statens interesser ud fra en opfattelse af samfundet som en fjende, en potentielt fjendtlig magt, herunder at arbejde aktivt for statens opløsning; en devaluering af opfattelsen ikke bare af vores eget livs værdi men også af andres, der igen kan føre til mere ikke mindre vold osv). 

3. Grænsen mellem individets frihed og statens magt 

Vi indrømmer altså behovet for at indskrænke individets frihed og samtidig behovet for eksistensen af en central magt. Spørgsmålet er så: Hvor går grænsen mellem dem? 

Retten til frihed kan betragtes som det logisk første i forhold til staten og statens magt. Den danske filosof, 

Justus Hartnack (1912-2005), har i skrifterne, 

Menneskerettigheder og Grundtræk af politisk filosofi argumenteret for dette og beskrevet menneskets frihed som en grundlæggende menneskeret. Mine argumenter for retten til frihed som det logisk første finder jeg både historisk, idet man må indrømme, at tanken om samfundet eller staten er tænkt og søgt udformet efter menneskets start som levende væsen på denne klode formentlig ud fra bitter nød, og parallelt med Hartnacks argument om at mennesket fødes frit og først senere møder forbud og eventuelt tvangsforanstaltninger fra samfundets side. 

Opgaven bliver derfor at søge at afgrænse statens magt overfor individet, idet individets frihed altså betragtes som det primære, oprindelige, logisk første og idet tanken om den totale centralmagt, den totalitære stat i sin ekstreme form, der viste sig at være retten til at slå individet ihjel under visse omstændigheder, må opgives. 

Centralmagten må altså ikke være total, men hvor går grænsen så mellem menneskets frihed (ret til frihed) og statens magt, herunder statens ret til at begrænse individets frihed? 

Jeg har ovenfor ud fra nytteprincippet søgt at argumentere for individets absolutte ret til liv som sådan – det vil sige retten til fysisk liv, retten til at leve. Denne ret er indskrevet i Menneskerettighedserklæringen. 

Argumentet var negativt, idet jeg har søgt at vise, at en centralmagt nok er nødvendig, men ikke kan udstrækkes til centralmagtens ret til under visse omstændigheder at tage et menneskes liv (dødsstraf). Jeg har søgt at vise, at dette – hvis centralmagten udstrækkes til at være absolut i forhold til individet – hverken er i individets interesse eller til individets nytte eller til samfundets nytte og dermed heller ikke i samfundets interesse. 

Men hvad med det man kunne kalde menneskets åndelige liv, herunder individets behov for selvudfoldelse og udvikling og tanke-, tros- og ytringsfrihed? Kan staten ud fra nytteprincippet og eventuelt med det motiv og den begrundelse at beskytte sine interesser tilstås magt, eventuelt absolut magt, over et menneskes åndelige, indre liv og behov for selvudfoldelse og personlig udvikling samt de nævnte former for frihed? 

Nytten af tanke-, tros- og ytringsfrihed afhandler Mill overbevisende i skriftet, ”On Liberty” (da. ”Om friheden”). Tanken i skriftet er, at nytten af disse former for frihed kan forstås ud fra den simple iagttagelse og kendsgerning, at menneskers evner og personlige anlæg er forskellige, og at både stat og individ har størst nytte ved at tilstå individet disse frihedsrettigheder, og at altså staten ikke må indskrænke disse rettigheder, fordi mennesket ved at have frihed til at udfolde sine evner som det vil, herunder frit valg af uddannelse og erhverv, retten til at tænke som det vil og udtrykke disse tanker offentligt (ytringsfrihed) derigennem udvikles og bliver dygtig og nyttig for samfundet. 

Modsætningen er, at individet fratages disse former for frihed, fx ved at tvinges ind i bestemte erhverv eller uddannelser eventuelt mod individets vilje, hvorved det let bliver en dårlig og unyttig samfundsborger, dels fordi individets motivation til at yde sit bedste bliver mindre hvis ikke dets åndelige liv er nogenlunde i overensstemmelse med dets evner og interesser og personlige anlæg, dels fordi det at tvinge individet fx med hensyn til uddannelse og erhverv ofte vil være i modstrid med dets evner og interesser og anlæg. Dermed kan samfundets nytte af at tilstå individet disse rettigheder og muligheder, og altså at indskrænke sin magt over individet også på disse punkter være godtgjort. At individet set ud fra nytteprincippet har størst mulig nytte af disse frihedsrettigheder og muligheder for selvudfoldelse og personlig udvikling synes indlysende.

Jeg har i artiklen Frihed under ansvar i forbindelse med et forsøg på at formulere en brugbar afgrænsning af statens, samfundets magt overfor individet forsøgt en formulering, som jeg her vil gentage med en lidt anden ordlyd og sige, at centralmagten ikke bør udstrækkes længere end til, at individet har mulighed for at overtræde hver eneste lovbestemmelse, centralmagten har udstedt – mulighed, ikke nødvendigvis ret, til at gøre dette. Individet bør altså med andre ord tilstås initiativret eller i princippet mulighed for at handle som det vil – men under ansvar for lovgivningen og domstolene. Mennesket må altså tilstås mulighed for at handle som det vil (handlefrihed), men idet det samtidig må tage konsekvenserne af sine handlinger. 

Spørgsmålet om hvilken grad af frihed der bør tilstås individet og i hvilken grad statens, samfundets magt overfor individet bør indskrænkes er også et spørgsmål om det enkelte lands forfatning, og kan her finde inspiration i Montesquieus (1689-1755) tanker om magtens tredeling, idet magten tænkes inddelt i den lovgivende, udøvende og dømmende magt, som det kendes fra en del landes forfatninger i dag. Disse tanker er oprindeligt tænkt, som jeg forstår det, netop som et forsøg på at begrænse og kontrollere statens, samfundets magt overfor individet, idet de tre magtinstanser gensidigt begrænser og kontrollerer hinanden og således også peger i retning af begreberne retssikkerhed og retsstaten. En udelt (uindskrænket) magt vil ofte, selv om det ikke begynder sådan, udarte til en eller anden form for totalitarisme, som altså må afvises. 

Ud fra Montesquieus tanker og den tanke jeg tidligere har fremsat i Frihed under ansvar og som jeg nævnte før, lyder den præcise formulering af statens, samfundets magtindskrænkning overfor individet således: Den udøvende magt bør ikke udstrækkes længere end til, at individet har den fulde frihed til at overtræde enhver lov udstedt af den lovgivende magt (initiativret; handlefrihed); gøres dette, overtrædes loven, må individet imidlertid stå til ansvar for den dømmende magt. 

En nuance i denne sidste tanke er, at mennesket bør dømmes på sine handlinger alene, ikke sine tanker, med mindre man udtrykker tanker offentligt, som ophidser til vold o lign. 

Set ud fra nytteprincippet, hvad der tjener mennesket bedst, kan det siges, at de nævnte nødvendige indskrænkninger af statens magt over for individet og de frihedsrettigheder der bør tilstås individet både er nyttige for individet og for staten, samfundet. Nytten for individet synes indlysende. Nytten for staten, samfundet, er tidligere omtalt som den nytte samfundet har af at borgeren har tillid til staten, samfundet og samfundets institutioner, føler sig tryg og ikke kuet eller undertrykt eller truet, den deraf følgende mulige fred eller begrænsning af vold osv. 

Det sidste spørgsmål jeg vil søge at besvare er, hvorvidt der er eller kan tænkes tilfælde, hvor staten, samfundet kan siges at have ret til at udøve tvang mod individet? Til det vil jeg svare både ja og nej. Nej, ud fra ovenstående             tanke         om individets   initiativret (handlefrihed), men ja ud fra en tanke om statens, samfundets ret til at straffe overtrædelser (human straf) af de love, samfundet udsteder og derved fx fratage individet dets frihed for en tid (altså fængselsstraf; ikke dødsstraf). 

Jeg vil også svare nej til dette spørgsmål, spørgsmålet om statens formentlige ret til at udøve tvang mod individet, i tilfælde hvor dette strider mod menneskets indre overbevisning eller fornemmelse for rigtigt og forkert, godt og ondt, altså samvittigheden. Det jeg mener er de tilfælde hvor staten, samfundet, ønsker at tvinge individet til bestemte handlinger, bestemte erhverv eller uddannelser osv som også behandlet ovenfor, eller fx tvinge individet til militærtjeneste selv om dette måske strider mod den enkeltes samvittighed. 

I øvrigt har vi jo i Danmark fx skolepligt for børn, hvilket også er en form for tvang, men en form som vel må accepteres. Skolepligt kan begrundes og forsvares ud fra nytteprincippet ved at den enkelte, barnet, har gavn af en tilegnelse af visse basale færdigheder for derigennem at modnes og udvikles både fysisk og åndeligt, intellektuelt og derigennem simpelthen få et bedre liv end uden, også selv om det måske ikke vil eller har lyst til at gå i skole, og ud fra samfundets synsvinkel er nytten af skolepligt for børn indlysende da dette sikrer et vist minimum af dygtighed hos alle borgere, en dygtighed der fx er nyttig rent økonomisk både for den enkelte og for samfundet. 

Konklusionen på disse overvejelser leder til et forsøg på at besvare det grundlæggende, principielle spørgsmål om, hvordan vi bør vægte individets ret til liv og frihed og selvudfoldelse og samfundets magt overfor individet i forhold til hinanden, og mit svar er, at hverken individet eller samfundet bør vægtes højest, men at de derimod må betragtes som ligeværdige. Et ensidigt fokus på og hævdelse af individets ret og frihed fører således let til anarki, peger i retning af anarki – som må afvises – mens et ensidigt fokus på og hævdelse af statens, samfundets, magt og ret overfor individet let fører til den totalitære stat – som også må afvises. 

Måske er det rigtigt at sige, at en del af de både historiske og nutidige politiske stridigheder skyldes denne skæve vægtning, hævdelsen af den enes forrettighed eller formentlige – men forkerte – højere værdi og prioritet end den anden, og at dermed en del af stridighederne kan løses, hvis man betragter de to – individet og staten – som grundlæggende ligeværdige. 

4. Et kort historisk rids og fremtiden 

Set historisk går tendensen med hensyn til den menneskelige samfundsdannelse mod at mennesker slutter sig sammen i større og større enheder, samfund eller stater. Dette kan iagttages fx fra de første græske bystater (polis) til oprettelsen af nationalstaten og fx staters sammenslutning i større enheder, fx ved oprettelsen af Amerikas Forenede Stater (USA) eller EU. 

At dette er en klar tendens og en kendsgerning kan forklares ved det behov for en central magt i enhver sammenslutning af mennesker, som jeg har forsøgt at begrunde i det ovenstående og ved den kendsgerning, at menneskers interesser breder sig i omfang i takt med fx udbyggelsen og forbedringen af infrastruktur, menneskers mobilitet (det at kunne rejse mellem verdens lande) hvorved mennesker kommer i kontakt med og får indflydelse på og påvirkes af stadig flere mennesker, kulturer osv. Da altså menneskers interessesfære breder sig, melder behovet for og nødvendigheden af en central magt gældende for stadig flere mennesker og deres interesser sig naturligt. 

Om denne tendens vil fortsætte også i fremtiden til oprettelsen af en egentlig Verdensstat, en Verdensregering, er ikke godt at vide. Men med en vis ret kan man sige, at behovet er der, og at der allerede er taget omend spæde skridt i denne retning, fx ved oprettelsen FN, Den Internationale Straffedomstol, Verdenshandelsorganisationen (WTO) osv. 

Behovet ser jeg fx ved den kendsgerning, at mennesket i dag råder over våben, der kræver en global kontrol for at mindske risikoen for at de bliver brugt, fx atomvåben og kemiske våben, da de potentielt kan påvirke alle verdens mennesker, internettets opkomst og udbredelse og deraf følgende behov for global lovgivning og generelt at menneskers virksomhed og adfærd i dag på mange områder må siges at være global og med globale virkninger og konsekvenser og altså angår alle verdens mennesker. Hvis ikke vi får oprettet og vedtaget globale love, der både vedtages og håndhæves fx på de nævnte områder (man kunne også nævne miljøbeskyttelse som et område der indlysende kræver global kontrol og regulering), vil det anarki som i dag hersker på fx de nævnte områder eller risikoen for en global katastrofe forårsaget af brug af masseødelæggelsesvåben fortsætte. 

Hvis anarkiet principielt må afvises og det indrømmes, at der er et behov for beskyttelse mod anarki, er det indlysende at vi har behov for en global lovgivning på visse områder, nemlig de områder der angår alle verdens mennesker, en global lovgivning og en Verdensregering med myndighed på disse områder. 

Generelt kan behovet og nødvendigheden af en Verdensregering – en global centralmagt – begrundes ud fra nytteprincippet, hvad der tjener mennesket bedst, i den udstrækning og i det omfang det giver mening at tale om et globalt samfund og at menneskers interesser i dag på en del områder må betragtes som globale. 

Men det er samtidig klart, at en verdensregerings magt må begrænses ud fra de tanker jeg har søgt at formulere i det ovenstående om den generelle begrænsning af enhver centralmagt. Dette skulle sikre, at vi – hvis vi danner en egentlig Verdensregering ud fra det indlysende behov – ikke ender i globalt diktatur. 

Frihed under ansvar – om liberalismen og dens muligheder 

Den frie tanke og den frie vilje 

Spørgsmålet om den frie viljes realitet eller ikke-realitet har optaget filosoffer i århundreder. Personligt er jeg overbevist om ikke alene den frie viljes eksistens, men også den frie tanke som grundegenskaber ved mennesket og dets bevidsthed, ånd, og jeg skal prøve at argumentere for min opfattelse her ved et lille tankeeksperiment: 

Forestil dig, at du står i en valgsituation, hvor du skal vælge, om du vil gå ned på gaden eller ej. Først overvejer du for og imod, og træffer derefter din beslutning. Tilhængere af opfattelsen om den frie viljes eksistens vil sige, at du kan træffe denne beslutning og udføre denne handling i frihed, mens modstandere kan hævde, at det er forudbestemt, hvad du vil gøre. 

Lad os prøve at følge modstandernes tankegang: Hvis du vælger at gå ned på gaden, er det forudbestemt, og hvis du vælger at blive hjemme, er det forudbestemt. Men da man så samtidig må hævde, at det er forudbestemt, hvordan du vil tænke (overveje) spørgsmålet, da din tanke er grundlaget for din handling, kan hverken tanke eller vilje være frie. Påstår man dette, må man imidlertid samtidig afvise den selvstændige personligheds og dermed livets eksistens.

Et andet argument imod den frie tankes og viljes eksistens er, at vi kun tænker og handler som følge af de faktorer, der påvirker os (den Newton ́ske årsag/virkning-model). Men dette er i virkeligheden et argument, der er identisk med forudbestemmelsesteorien, da alt da, logisk set, må være “forudbestemt” som følge af en første begyndelse engang i tidernes morgen. Den Newton ́ ske “urværk-model” (at alt sker som følge af påvirkning) forudsætter, for ikke at havne i det filosofferne kalder “den uendelige regress” (en uendelig kæde af årsager, uden en første årsag, en første årsag, som imidlertid er nødvendig for at begrunde de efterfølgende årsager/virkninger;et uløseligt paradoks), en første begyndelse, hvorefter alt udvikler sig med absolut nødvendighed efter en “streng”. 

I denne model er det ikke nødvendigvis en gud, der har skabt den første begyndelse, en gud, der har “sat urværket i gang”, men snarere det vi kalder naturlove (fx ved “the big bang”), der skaber udviklingen. Alt må da ske nøjagtig som det sker, uden mulighed for ændringer i forhold til den oprindelige “plan”. Men den selvstændige personligheds og dermed livets eksistens gør dette umuligt.

I det ovenstående forudsætter jeg, at den selvstændige personlighed og livet er en realitet. Jeg argumenterer altså for den frie tankes og viljes eksistens ved at henvise til andre begreber. I virkeligheden kunne man også gå den modsatte vej, og starte med følgende udgangspunkt: 

Tankens eksistens. At tanken eksisterer, er der vel ingen, der vil betvivle. Selve det at betvivle tankens eksistens er et udtryk for en tanke (jf Descartes). At tanken er selvstændig, kan ud fra almindelig sund fornuft heller ikke betvivles. At hævde, at tanken ikke er selvstændig, strider mod facts som alle kan opleve. Et logisk argument: Hvis min tanke ikke tilhørte netop mig, ville jeg ikke være mig. Men da jeg faktisk er mig, (jeg=jeg) er min tanke min selvstændige, personlige tanke. 

Når tanken er selvstændig, er den også fri. Man kan ikke forestille sig en selvstændig tanke, som ikke samtidig er fri. Hvis dette skulle være tilfældet, ville der være noget udenfor tanken, som skulle bestemme tankens funktion, og dermed ville den ikke være selvstændig. 

Hvis tanken er fri, er viljen også fri. Hvis tanken var fri og viljen ufri, det vil sige at der var noget udenfor viljen (som ikke var den frie tanke), der skulle bestemme viljens funktion, ender vi igen ved en situation, som strider mod al erfaring. Alle kan vel tilslutte sig, at vi i hvert fald regelmæssigt handler ud fra vores tanker. Eksistensen af impulser, det vil sige handlinger uden forudgående tanker (som hos dyrene), kan ikke modbevise dette. Men eksistensen af tankebaserede handlinger og impulser, som alle mennesker kender, viser henimod en situation, hvor vi må erkende at vi så at sige er halvt “dyr” (impulser), halvt “ånd” (tankebaserede handlinger og tanker i det hele taget). 

I øvrigt kan det med henvisning til mit første forsøg på at argumentere for tankens og viljens frihed (det primært negative argument) siges, at når det således (måske) er godtgjort, at tanken og viljen er frie, følger den selvstændige personligheds eksistens og dermed livets eksistens logisk heraf. Den frie tanke og den frie vilje kan vel siges at være identiske med den selvstændige personlighed og dermed livet. 

Vi startede altså med det udgangspunkt at tanken eksisterer, og kom til at den dermed er fri og selvstændig, derfra til viljens frihed, og til sidst til den selvstændige personligheds og livets eksistens. Dermed bliver – når vi sammenholder start- og slutpunkt i tankerækken – tanke og liv til nært beslægtede fænomener. 

Det liberale menneskesyn og det ordnede, liberale 

samfund som jeg ser det 

Tankens og viljens frihed er liberalismens fundament. At se mennesket som et principielt frit, selvstændigt, unikt individ af umistelig værdi er essensen af liberalismen. Her er mennesket i centrum, hvorimod det fx i socialismen er systemet, der er i centrum. Hvor man i socialismen koncentrerer energien om en omsorg for mennesket ud fra en opfattelse af menneskets grundlæggende svaghed – med historisk baggrund i forrige og til dels dette århundredes elendige vilkår for arbejderne – ser man i liberalismen i højere grad på menneskets grundlæggende styrke og muligheder. Da tanken og viljen rent faktisk er frie, kan man sige, at liberalismen således er i bedre harmoni med menneskets indre natur end socialismen er det. Retten til frihed, den frihed vi bærer i vores indre, retten til at realisere denne frihed, må være en menneskeret. 

I disse år oplever vi en stadig stigende opmærksomhed omkring menneskerettigheder og demokrati. Der vises en stadig større forståelse for nødvendigheden af at respektere og arbejde for begge dele. En grundlæggende menneskeret er retten til liv. Jeg kunne ønske, at dette blev udvidet til at gælde hele livsperioden således, at vi sikrer denne helt grundlæggende ret fra livets start til dets naturlige slutning. Det vil sige at vi kan forsøge en formulering noget i retning af: Livet er helligt og ukrænkeligt fra undfangelse til død (jf Lejeune-erklæringen). At dette er kontroversielt i store dele af verden, med et blik til den udbredte tilgang til lovlig, provokeret abort er klart. Men måske er det på tide at revurdere det ønskelige i at indskrænke retten til liv til kun at gælde fra et vist stadium i det forløb, som alle levende mennesker har gennemgået, nemlig fostertilstanden (jf Problemerne abort og eutanasi i en ny formulering).

Kampen for menneskerettigheder bliver ofte kædet sammen med kampen for demokrati. Det ser ud til, at demokrati er ved at blive opfattet, i hvert tilfælde i demokratisk styrede lande, som en menneskeret. Altså at leve i et land med en fri, demokratisk forfatning, opfattes af stadig flere som en menneskeret. En fri, demokratisk forfatning må siges at være i overensstemmelse med liberalismens ånd. 

Når jeg omtaler menneskerettighederne og demokratiet, er det fordi liberalisme grundlæggende kan ses som et forsøg på at sikre disse rettigheder ud fra en erkendelse af menneskets indre natur og grundvilkår. 

Hvis vi skal sætte det enkelte menneske i centrum, må vi også anerkende dets umistelige rettigheder og indre natur. Den grundlæggende rettighed må være retten til liv og derefter retten til frihed. Men det må være en frihed under ansvar. For at sikre det enkelte individs retssikkerhed, kan man formulere en variation af magtens tredeling på følgende måde: Den udøvende magt bør ikke udstrækkes længere end til, at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt demokratisk vedtagne love og regler. Brydes disse regler imidlertid, står borgeren til ansvar for den dømmende magt, der dømmer efter de demokratisk vedtagne love. Dødsstraf kan ikke accepteres, da vi må prioritere retten til liv højere end alt andet. Det enkelte menneske må stilles overfor samfundet, som det enkelte menneske er stillet overfor sin samvittighed: Frihed til at handle selvstændigt, men bryder man lovene og reglerne (~handler mod sin samvittighed) har det konsekvenser. Af de to står det enkelte menneske først til ansvar overfor sin samvittighed, dernæst overfor samfundet. 

Skal vi sikre fred og sikkerhed i verden og i de enkelte lande, må vi i et ordnet og frit samfund have visse fælles spilleregler, der er i overensstemmelse med menneskets natur. Da mennesket er frit, må vores love til stadighed afspejle dette Kristus siger det i sin tale i Vandrer mod Lyset, henvendt til lovgiverne: Udform jeres love, som om I selv skulle rammes af hver eneste paragraf og bestemmelse! 

Dette er en variation af den kristne tanke: “Elsk din næste, som du elsker dig selv!” eller af Kon-tses ord: “Gør mod andre, som du vil have at andre skal gøre mod dig!”. Disse ord er det fornuftigt, at lovgiverne (såvel som alle andre) lægger sig på sinde. Tvangslove, fx den tvungne værnepligt, strider mod menneskets indre, frie natur. 

Omvendt kan man som rettesnor for det enkelte menneskes livsførelse citere J. F. Kennedys berømte ord: “Spørg ikke, hvad samfundet kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for samfundet!” 

Et ordnet, liberalt samfund må bygge på et samspil mellem borger og samfund, således at borgeren kan leve i overensstemmelse med sin indre, frie natur, retten til at tænke og handle frit og selvstændigt, men under ansvar for egne handlinger, sådan at borgeren “kan lide at være borger” og samfundet “kan lide at være samfund”. Mennesket skal så at sige, med en EU-term, have “initiativret”. 

Det frie, liberale samfunds ressourcer, der dels udgøres af menneskers og af jordens ressourcer, må administreres af de frie markedskræfter. Ved at producere i overensstemmelse med efterspørgslen, og med hensyntagen til jordens økologiske og menneskets fysiske og psykiske balance, skabes en sund cirkulation mellem menneske og produkt, en cirkulation, som vi kunne kalde livskraftens cirkulation. At jeg kalder den det, skyldes, at “grundprodukterne” hovedsageligt tager sigte på menneskets fysiske behov, på det, der betinger livet, livskraften. Det, der er afgørende for, om der er “livskraft” i et produkt, det være sig et fysisk eller et åndeligt produkt, er hvorvidt produktet peger mod menneskets indre, biologiske eller åndelige livskraftsbaner, det vil sige tager hensyn til menneskets ret og vilje til og opretholdelse af liv og frihed, fysisk som åndeligt. Da retten til liv er menneskets fundamentale ret, kan produkter, der bevisligt er skadelige for livets eller jordens fortsatte eksistens ikke accepteres. Et indlysende eksempel på produkter, der truer begge dele, individuelt og globalt, er våben. 

Erfaringen viser, at i takt med menneskehedens udvikling, stiger behovet eller efterspørgslen efter produkter, enten fysiske eller åndelige. Forudsat at jorden ikke overbefolkes ud over al rimelighed, vil dette i det ordnede, liberale samfund, skabe grobund for økonomisk vækst samtidig med at der tages hensyn til jordens økologiske balance. Sondringen må hele tiden være, om et givent produkt bevisligt er skadeligt for mennesket direkte, eller skadeligt for menneskets fundament, jorden. 

Det, det drejer sig om er at få en sund, naturlig cirkulation mellem menneske og det, mennesket producerer. Dette opnås ved kun at producere ting, der peger mod livet, fysisk og åndeligt. Gør man det, vil verdens værdier langsomt tiltage og ikke aftage. 

Men dette kan man ikke lovgive for, uden at gribe ind i det enkelte menneskes selvbestemmelsesret og frie tanke og vilje. Vi må, i lovgivningen for produktionen – og her tænker jeg primært på fysiske produkter – nøjes med følgende minimum: At sikre livets og klodens fortsatte eksistens, livet for den enkelte og for menneskeheden som sådan. 

Hvis Kennedys vise ord, “spørg ikke hvad samfundet kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for samfundet” får lov til at fæste rod i menneskenes hjerter, kan vi komme udover problemet med hvad vi, i et liberalt samfund, stiller op med de “svage”. 

Vi kan forsøge følgende formulering: I samme takt, som ansvaret for sikring af eget liv og velfærd, trods personlig, god vilje til det modsatte, glider den enkelte af hænde, træder samfundet ind og sikrer de fornødenheder, der herved mistes.

Den ultra-liberale “jungle-lovs-vision” er et mareridt, der i høj grad har virket til skade for liberalismens grundlæggende sunde natur. Vi har ansvar for os selv og hinanden, eftersom retten til liv og retten til frihed gælder for alle. 

Konklusion 

Da mennesket i liberalismen er i centrum, må udgangspunktet også være det enkelte menneskes rettigheder og pligter (Kennedy og Menneskerettighedserklæringen). Socialismen tager sig nærmest eneret på menneskekærlighed, mens den i virkeligheden undergraver kærlighedens fundament, ved at være i strid med menneskets indre, frie natur og styrke. 

Socialismen er et velment men misforstået forsøg på at tage vare på menneskets behov. Kærlighed og frihed, kærlighed og ansvar, hører uløseligt sammen. Begge dele er, som jeg ser det, stærkest koncentreret i liberalismen. Liberalismen peger ikke hen imod et “endemål”, et “paradis” eller utopia, men viser en mulig tilstand og levende proces, som der stadigt kan bygges videre på, og som er i overensstemmelse med livets grundlæggende dynamiske natur. Liberalismen tager hensyn til menneskets væsen, som det er, med dets frie tanke og frie vilje, samt med dets trang til at beskytte de “svage”. 

En verden forenet i kærlighed, fred og frihed nås kun hvis vi tager hensyn til menneskets trang til at opnå disse ting. Liberalismen kan, som jeg ser det, være en del af vejen til det. 

 

Problemerne abort og eutanasi i en ny formulering

Provokeret abort og eutanasi er på mange måder hver for sig ømtålelige, følsomme emner, som skaber og rummer stærke følelser; for og imod. Måske fordi de to fænomener rammer og anfægter vores inderste menneskelighed og selve livet. 

Derudover er historien fuld af hjerteskærende historier om unge, uønsket gravide kvinder, som ”tvinges” i armene på kvaksalvere, der under risikable forhold ”hjælper” kvinderne; nogle gange med dødelig udgang både for kvinden og for fosteret.

Alligevel er der nogle ting, det er nødvendigt at sige i diskussionen, ting som måske ikke er så populære og ikke gerne høres og forstås:

Med abort og eutanasi anfægtes livet i begge ender af livsspektret: Begyndelsen og enden. Dermed relativeres livet, bort fra dets absolutte værdi og værdighed, hvorved livet bliver billigere og lettere at tage – også for andre. Abort og eutanasi underminerer dermed alles livs absolutte værdi og værdighed.

Af og til fremføres det i diskussionen, at abort er en menneskeret. Men hvis vi tager Menneskerettighedserklæringen, så tilsiger den ethvert menneske retten til liv (artikel 3). Og da livet jo starter ved undfangelsen, starter den universelle menneskeret til liv dér: Abort (og eutanasi) er ikke en menneskeret.

Hvis vi anlægger en religiøs synsvinkel på problemet, og her bygger på Vandrer mod Lyset så ved vi fra dette værk, at det guddommelige element og lysstrømmen fra Gud tilflyder ethvert menneskefoster ved undfangelsen. Denne lysstrøm brydes ved provokeret abort.

I den anden ende af livsspektret afbrydes lysstrømmen i utide ved eutanasi.

I den religiøse tydning af problemet kan vi også bruge Lejeune erklæringen som vi kan fange essensen af og give følgende korte formulering og fortolkning: Menneskelivet er helligt og ukrænkeligt fra undfangelse til naturlig død, dvs en død, der ikke er selvvalgt og som ikke påføres én af andre.

Vi må føje yderligere tanker og vægt til argumentet; ikke for at fordømme mennesker, der i ord eller gerning støtter de to fænomener, abort og eutanasi, men i et oprigtigt forsøg på at hjælpe, hvor hjælp nu er behov:

Vi ved fra Vandrer mod Lyset, at hverken abort eller eutanasi er en virkelig hjælp til lidende og fortvivlede. For abort regnes efter de guddommelige love som drab (se Vandrer mod Lyset generelt og specielt Tillægget til Supplement I og Kristi Tale), hvorved det menneske, der enten får foretaget en provokeret abort eller som støtter disse indgreb i ord eller handling derved får ophobet syndeskyld (karma), og skal i senere liv, inkarnationer, frelse lige så mange menneskeliv, som der tages, og som man er medansvarlig for ved abort (og eutanasi).

Ved eutanasi bringes ydermere de lidelser, man søger at flygte fra eller søger at undgå ved en selvvalgt død med over i den næste verden, hvor disse ved tanken og på et mørkt og ensomt sted igen og igen må gennemlides til den dag og den time er nået, der af Gud Herren er sat som det pågældende menneskes sidste på Jorden (se Supplement II, no 34). Ved eutanasi undgår man altså ikke lidelser, men forstærker dem.

Disse lovmæssigheder og forhold gælder uanset om man tror på dem og anerkender dem eller ej.

Når det nu er sådan, så kan enhver se, at det, der på overfladen ligner omsorg og respekt for eller kærlighed til mennesker i fortvivlede situationer, reelt ikke er det. Ved abort og eutanasi ophobes i dag mægtige mængder af syndeskyld (karma), skyld, som uvægerligt må sones under gengældelsesloven i senere inkarnationer.

Derfor løser man ingen problemer ved denne fremfærd, men skaber mange nye, og derfor bør intet samfund have fri og lovlig adgang til hverken abort eller eutanasi, og intet menneske bør på egen hånd søge disse fortvivlede ”udveje” på ubærlige problemer. Dette sagt, ikke for min eller for Guds skyld, men for menneskers egen, for at de ikke skal berede sig selv nye, værre og ubærlige lidelser.

_

Note: Verdenserklæringen om menneskerettighederne i sin helhed kan downloades som pdf-fil via menneskeret.dk.

Genteknologi som mulig del af løsningen på store menneskelige problemområder

I det omfang overbefolkning er skyld i mange af de store menneskelige problemer, vi som menneskehed kæmper med i dag: Krig, fattigdom, klimaforandringer, mentale og fysiske sygdomme, overforbrug af Jordens ressourcer og andet; og at derfor en reduktion af antallet af mennesker i verden ville være at foretrække og ønskeligt, ser jeg en mulig del af løsningen – ikke den hele, men en del af den – gennem genteknologien. På følgende måde:

De enkelte landes regeringer og myndigheder kunne gennemføre en lov om obligatorisk og offentligt finansieret gentest og screening for arvelige sygdomme. Hvis det ved den enkeltes screening – som må gennemføres før kønsmodningen – viser sig, at vedkommende har betydelig risiko for at give alvorlige, arvelige sygdomme i arv til afkommet, så må den enkelte selv – altså efter vedkommendes frie vilje, ikke ved lovtvang – tage stilling til, om han eller hun kan forsvare at sætte børn i verden, eller om man – ligeledes frivilligt, ikke ved tvang – fx vil lade sig sterilisere for at undgå at give alvorlige sygdomme og lidelser i arv til sine børn.

De centrale spørgsmål den enkelte da bør stille sig selv må være: Kan jeg ud fra den forhåndenværende viden, opnået gennem gentesten og screeningen, forsvare at sætte børn i verden med den risiko for barnet det medfører, og ville jeg, hvis det var mig, der skulle fødes med den givne risiko, selv ønske at fødes?

Svarene på disse spørgsmål må hver enkelt selv give, de bør ikke påtvinges den enkelte. Dette er meget vigtigt, særligt i sådanne tilfælde, hvor svarene berører væsentlige eksistentielle og følsomme forhold, og har så store konsekvenser – for den enkelte og for de eventuelle børn.

Det er også meget vigtigt, at et sådan muligt fødselsprogram ikke søges løst gennem provokeret abort, hvis man svarer på spørgsmålet om det ønskværdige i at sætte børn i verden i en given situation og under de og de givne omstændigheder med et nej. Provokeret abort er aldrig en ønskværdig løsning på problemet vedrørende forplantning eller ej, hvilket jeg har udviklet i Problemerne abort og eutanasi i en ny formulering (se foregående artikel). 

Hvis man vælger at følge denne vej, kunne mange – dog ikke alle – menneskelige problemer løses: Først og fremmest de meget konkrete og smertelige problemer med arvelige sygdomme (fx mentale sygdomme eller diabetes), og al den lidelse disse sygdomme skaber, og man ville sikkert kunne imødegå mange krige og konflikter, der i hvert fald i nogle tilfælde skyldes stridigheder om ressourcer, fordi vi er for mange om at dele for få ressourcer, man kunne lempe noget af klimaaftrykket på kloden, man ville generelt kunne skabe et bedre miljø og bedre samfund at leve i, måske også løse nogle af problemerne med racisme og meget andet.

Gennem en ansvarlig lovgivning baseret på offentlig finansieret test og screening  kombineret med frivillighed for den enkelte, en ret til selv at tage stilling og leve sin holdning ud i livet på dette vitale område af det menneskelige liv, kunne vi simpelthen løse en del af hele problemet med den menneskelige lidelse.

Den her skitserede mulige løsning angår de arvelige sygdomme, man ikke er vidende om, men måske er bærer af. Jeg antager, at de fleste allerede i dag med hensyn til kendte, arvelige sygdomme, stiller sig selv beslægtede spørgsmål, og har disse overvejelser inde over beslutningen om at sætte børn i verden eller ej, samt at de fleste tænker og handler ansvarsfuldt på baggrund af den viden, den enkelte har.

Litteratur

Den litterære figurs synlighed og følbarhed

tegnes ved streg og grænse.

Den litterære figurs synlighed og erkendelsens gyldighed

Den litterære figur bliver først og fremmest synlig og følbar gennem form og afgrænsning – som en streg på et stykke papir, der giver omrids til en figur, man tegner. Er figuren uden streg, omrids, grænse, er den ikke synlig og troværdig og opfattelig – den er en ikke-figur som på et tomt stykke papir eller en blank skærm.

Dette gælder for så vidt både den skønlitterære og den faglitterære genre. I skønlitteraturen angiver grænsen, stregen karakteren ved dens omrids, i faglitteraturen – fx den filosofiske litteratur – giver erkendelsens erkendte grænse skriften substans og forankring og gyldighed.

Den kunstner og den tænker, der vil udtrykke alt eller erkende alt, ender med en formløs tåge, en ikke opfattelig skikkelse eller en ikke-erkendelse i forsøget på at erkende alt.

Det gælder også den religiøse litteratur og dens gængse paradoks: I forsøget på at udtrykke og formidle det guddommelige, alting, udtrykker man ingenting, idet man ikke tager hensyn til menneskets principielle begrænsning – overfor den ubegrænsede Gud.

Skulle vi kunne udtrykke alt om Gud gennem skrift eller billede, ville vi selv blive guder, og så har vi forladt det religiøse og er trådt ind i det patologiske.

Det handler altså om begrænsning, afgrænsning, streg.

For mig som forfatter har jeg den særlige udfordring i forhold til begrænsningen – både skønlitterært og faglitterært – at jeg i kraft af den sindslidelse, jeg har (skizofreni), har oplevet en personlig sprængning – henimod det grænseløse – ved mørkekraften kundalini, vækket gennem nogle personlige traumer, jeg stadig lider under eftervirkningerne af.

Derfor – tror jeg – bliver mine figurer og mine forsøg på erkendelse ofte uden begrænsning, afgrænsning, streg. De kan let blive formløse, tågede, eller helt uforståelige, uopfattelige – som blanke stykker papir eller en blank skærm.

Så min udfordring ligger i begrænsningen – at tegne stregen, grænsen og dermed figuren, at tegne erkendelsen gennem dens begrænsning. Som også her? Min tanke søger det totale, det komplette, det perfekte og ideelle, en altomfattende poetik og metode for erkendelse. Men ender med kun et perspektiv, en synsvinkel, et forslag?

Men er dét ikke også nok, eller i hvert fald noget, ikke ingenting? Er det et af kunstens og erkendelsens grundvilkår, der ikke kun gælder for mig?

Jeg tror nu, at jeg alt for tit bliver gud for min fortælling og den erkendelse, jeg søger at fremtænke og formidle, men nok så frugtbart vil det måske være først at erkende min egen begrænsning, så mine figurer og min erkendelse ikke bliver formløse, grænseløse, usynlige i deres skabers billede; så jeg ikke må gravlægge dem på samme tid og sted, de fødes i min søgen efter det totale. Som også her?

Måske er dét forskellen mellem kunst og ikke-kunst. Mellem erkendelse og uvidenhed. Mellem vid og vanvid.

Indtryk af Proust i tiden

Marcel Prousts værk, specielt hovedværket A la recherche du temps perdu (da. På sporet af den tabte tid), har for mig i mange år været en kilde, der aldrig tørrede ud. Jeg er dog ved fornyet læsning af værket gerådet i visse problemer i forhold til en bedømmelse af en central og principiel tanke og idé, som værket rummer, problemer som jeg vil redegøre nærmere for her, idet jeg starter med en kort og forhåbentlig loyal gennemgang. 

Jeg begyndte at læse Proust midt i eller sidst i 1990´erne, og har siden læst og genlæst ham flere gange. Jeg har i værket gennem lang tid søgt at efterspore den altomfattende idé, der bærer det uden at være til stede eksplicit; værket, der kan gennemglimtes til bunden med kunstens smil, som Proust udtrykker det, og jeg mener nu at være kommet på sporet af den;-)

Værket er rigt. Det kan læses med en psykoanalytisk vinkel med fokus på det ubevidste, med en kunstteoretisk tilgang, med en historisk vinkel, som fx når Proust siger, at man for at forstå historien ikke bør se på konger og kejsere og krige, men derimod trænge til bunds i et individ; med et psykologisk blik og sikkert med mange andre læsemåder. Værket synes at rumme det hele. Det er skrevet som man kan sy en kjole; med mange lapper og mangefarvede felter og slidser sat sammen, teksten rummer – som man kan se det i Gallimards Pleiade-udgave – en definitiv, endelig tekst, omkranset af et væld af udkast, variationer og skitser, bevidst skrevet og genskrevet til en tekstbygning af stor vægt og umiddelbar skønhed.

Med hensyn til den kunstteoretiske tilgang rummer værket forskellige, fiktive, kunstnere, fx forfatteren Bergotte, komponisten Vinteuil og maleren Elstir. Sidstnævnte indskrives i den impressionistiske tradition, idet han maler det han ser, ikke det han ved om tingene (jf. forfatterweb.dk). Elstir starter i værket som en inferiør og ubetydelig person i Mme Verdurins salon, men udvikler senere geniet; geniet, der for Proust dels er instinkt, dels inspiration.

Proust søger selv indtrykket, det unikke og særegne indtryk, og det er sådan, han skriver, når han fx beskriver en hvidtjørn i en have i Combray, lyset på terrassen en vintereftermiddag i Paris, en bestemt glasmosaikrude i en bestemt kirke og andre ting. Indtrykket søges skabt så friskt og umiddelbart og egenartet som muligt, og i den forstand skriver også Proust i den impressionistiske stil.

I kærligheden kommer Proust frem til den noget pessimistiske reciprokke formel: Hvis jeg elsker dig, elsker du ikke mig, og jo mere jeg elsker dig, jo mindre elsker du mig. Vi kan dog sige, at det Proust taler om er begæret og lidenskaben, derunder specielt jalousien, ting, der egentlig er den virkelige kærlighed, der rummer en anden højhed og ro, fremmed. Proust taler om besiddelsen, ikke om friheden, der karakteriserer den virkelige og egentlige kærlighed.

Proust taler meget om vane, glemsel, løgn (eller selvbedrag) og stedet. Vi kan vænnes til at have bestemte mennesker omkring os, vænnes til at befinde os på bestemte steder, og hvis vanen brydes, som fx når fortælleren tager på sin første rejse til Balbec, så bliver vi ulykkelige og forvirrede. Vi søger det vante og velkendte og trygge. Vanen er for Proust en mægtig magt.

Med moderne biologi og hjerneforskning kan vi måske sige, at vi mennesker er biologisk kodede for vanen, idet vanen kræver mindre hjerneaktivitet og dermed mindre energi. Vi er således kodede for energibesparende adfærd og hjerneaktivitet.

Vi kan – idet vi går tilbage til Proust – glemme dem vi elsker, glemme hvorfor vi led, glemme os selv. Dele eller aspekter af os selv kan dø, idet vi glemmer, ligesom andre mennesker kan skifte form og indflydelse på os – når vi begynder eller ophører med at elske dem, hvilket for Proust vil sige, når andre mennesker får os til at lide, eller når de ikke længere kan få os til det, idet vi glemmer dem ved at vi vænner os til ikke længere at have dem omkring os.

I kærligheden spiller løgnen for Proust en afgørende rolle. Som fx når fortælleren på mange måder og ved alle midler søger at hale sandheden ud af Albertine, som han mistænker for at begære kvinder og have seksuel omgang med (Proust var selv homoseksuel). 

Marcel lyver overfor Albertine, og hun overfor ham. Sandheden får han aldrig at vide, ikke en gang efter at Albertine (måske) er død, og han har en række fortrolige samtaler med en af Albertines veninder, Andrée. Han må leve i stadig uvished og usikkerhed indtil det hele – ved vanens magt – bliver ham ligegyldigt.

Fortælleren drømmer om steder, han vil besøge, fx en kyst i Normandiet eller Venedig, men hvis ønsket indfries, viser virkeligheden sig altid anderledes, end han drømte. Det bedste – og måske det eneste virkelige (som en form for sollipsisme eller radikal idealisme) – er i drømmen, i bevidstheden, forventningen, i det liv, der ikke primært er ydre og fysisk, men indre og psykisk, det liv, der ikke er andet end en lidenskabelig samtale med os selv.

Bestemte mennesker, fx hertuger eller hertuginder, kan så at sige legemliggøre et bestemt sted, en bestemt egn, og Marcel drømmer om disse steder og disse mennesker, der ved nærmere bekendtskab, fx hertuginden af Guermantes, og gennem vanen bliver af mindre betydning eller ligefrem ligegyldige. Drømmen bærer individet, virkeligheden skuffer eller er anderledes, måske blot i vejen.

Og i lang tid drømmer Marcel om det for ham og ved drømmen så ufattelige og ophøjede liv, der må leves i de højere samfundskredse, Faubourg Saint-Germain, for så – da han er indtrådt i denne verden som en søgt og respekteret (ung) mand, måske med omtrent samme status som en anden central figur, Charles Swann – at spidde denne verdens forlorenhed og snobisme og dumhed ved sarkasme og ironi, dog uden at miste fornemmelsen for mennesket bag.

Ved første blik og gennemlæsning kan vi forvirres af det forhold, at fortælleren, Marcel, først er barn, derefter en ganske ung mand, og så går tiden tilsyneladende i stå. Fortælleren synes bestandig – indtil slutningen af sidste bind – at være dette: Barn eller ung mand; en ung mand, der får læst godnathistorier af sin mor, eller et barn, der går til soireer hos fx hertuginden af Guermantes, og som læser avanceret litteratur og evner at forstå og kritisere det læste ud fra avanceret teori. Men det skyldes visse forhold i begrebet og fænomenet tid, som Proust ser det, og her er vi måske ved den efterspurgte altomfattende idé i værket:

Der findes i tiden – som i rummet – visse ´optiske´ bedrag, der blandt andet skyldes, at i afstanden i tid mellem to begivenheder i vores liv, som vi erindrer – fx også mellem nutiden og en bestemt begivenhed i fortiden – er en mellemliggende tid, som vi ikke husker, og dermed rykkes tiden sammen, den trækker sig sammen til en mindre krop og masse, tiden formindskes, bliver af kortere varighed (Albertine disparue, p. 173, Gallimards Pleiade-udgave; da. Forladt af Albertinde eller i den nye oversættelse, Albertine forsvundet).

Noget af tiden forsvinder for os, når vi søger at genkalde os den, fortiden, og det er den således tabte tid, Proust er på sporet af. Den forsvundne tid kan undertiden tilbageerobres gennem forskellige genstande, der ligger spredt ud i virkeligheden og verden; fx en kage, som fortælleren dypper i en kop the en vinterdag i Paris (Madeleinekagen), et kirketårn i Martinville set fra en hestevogn i skumringen, eller et par toppede brosten, som fortælleren træder forkert på ved en soiré i Palæ Guermantes sidst i værket.

Disse ting er det tilfældigt – og uafhængigt af intellektet, intelligensen – om vi nogensinde møder på vores vej gennem livet. Men hvis vi gør, så ledsages oplevelsen af en helt særlig lykkefølelse og tilstand af opfyldelse; vi har genfundet og genvundet en del af os selv, der var tabt.

En anden tidssammentrækkende, tidsreducerende faktor kan vi se kunstnerisk bearbejdet i Thomas Manns Der Zauberberg (da. Troldfjeldet, eller i en nyere oversættelse, Trolddomsbjerget) i den vane, som Proust også skriver om: Romanens sanatoriegæster oplever, at tiden flyver afsted, eller bliver som sand mellem fingrene, fordi dagene er næsten identiske. Tiden bliver kort og flygtig, fordi der intet usædvanligt er, der bryder tidens og vanens strøm. Det er derfor ikke kun erindringens natur, der skaber den tabte tid, men også vanen.

Denne faktor har jeg set kommenteret af en filosof (jeg husker desværre ikke navnet), der siger, at efterhånden som man bliver ældre, bliver tiden flygtig eller virker af kortere og kortere varighed (årene flyver afsted), fordi der for det aldrende menneske er lidt eller intet tilbage at opdage eller opleve (påny), hvorfor dagene – som i Manns roman – bliver næsten identiske, og derfor virker kortere og kortere; tiden opleves som om den går hurtigere og hurtigere efterhånden som vi bliver ældre.

Idet Prousts roman kulminerer (omkring p. 445ff i Gallimards udgave ((Tome IV), Le temps retrouvé; da. Den genfundne tid)) ved den omtalte soiré, har Marcel tre på hinanden følgende oplevelser af den særegne lyksalighed, der optræder flere gange i værket: Da han træder forkert på brostenene ved Palæ Guermantes, frigøres et minde fra en rejse til Venedig, da en tjener bringer ham et lille udvalg af småkager og et glas orangeade, og tjeneren slår på en tallerken med en ske, frigøres mindet om Madeleine-kagen (hvilket igen fører tilbage til en særlig oplevelse, han havde som barn i Combray), og da han tørrer sig om munden med en stivet serviet, frigøres og levendegøres et minde fra hans første rejse til Balbec.

Denne gang sætter Marcel sig for at eftersøge den lov, hvorefter disse følelser af lyksalighed skabes, og han når frem til, at tingenes egentlige natur er uden for tiden, mens vi normalt befinder os i tiden. Når disse bestemte genstande, fx en kage eller en serviet, minder os om det egentlige, det virkelige liv, der er uden for tiden, så finder eller genfinder vi også vores egen egentlige natur, ligeledes uden for tiden, det vil sige det evige i os. De bestemte genstande, der indkapsler en del af fortiden, holder den fangen, hjælper os derfor – når de frigiver deres minder, deres fanger – med at finde eller genfinde vores egentlige, evige væsen, det evige menneske, idet vi gennem genstandene hæver os over tiden.

Vi genfinder eller tilbageerobrer den tabte tid, og hullerne i tiden, der før forlenede Marcel og hans omgivelser med evig ungdom ved tidens optiske bedrag, udfyldes, tiden bliver hel – og pludselig ser han omgivelserne og menneskene ældede, mærkede af tiden, han er selv ikke længere en ung mand, og alle han kender eller kendte ældes i ét nu.

Hvert øjeblik i vores liv, hvor ubetydelige de end kan synes, indkapsler disse minder, fanger tiden, og derfor rummer hvert øjeblik også muligheden for en tilbageerobring af tiden og os selv, det evige i os, det egentlige, en tilbageerobring af den tabte tid, hvis vi vel at mærke møder de genstande, der ene – og helt uafhængigt af intellekt og hukommelse og intelligens – formår at gøre os fri.

Da Marcel her tre gange efter hinanden har mødt den særlige lykkefølelse, der følger med frigivelsen af en del af hans fortid, har følt den således levende- og åndeliggjorte fortid og tid, tvivler han ikke længere på – efter at have fundet det evige menneske i sig selv – sin mulighed for og evne til at skabe et egentligt kunstværk, hvilket må – tænker han – bære tidens præg. Og det er vel rimeligt at sige, at hele dette værk, A la recherche du temps perdu, er selve dette værk.

Kritik af Proust

Hvis det er rigtigt forstået, at det afgørende for Proust er – gennem bestemte genstande – at hæve sig over tiden, og derved frigøres og forløses som mennesker ved at finde det evige i os selv, så er han stadig i en traditionel opfattelse af tid og evighed; tiden og evigheden som modsætninger (en tanke vi fx også finder hos Kierkegaard).

Gennem Vandrer mod Lyset lærer vi imidlertid, at ingen udover Gud er hævet over, eller kan hæve sig over tiden, idet Han alene har skabt den (Gud har skabt tid og rum). Evigheden er for alle andre end Gud en uendelig tid, en tid, som bestandig ligger foran os og i os, men den er stadig tid. 

Og dermed peger Proust på en forløsning, der i virkeligheden er en selvguddommeliggørelse – eller i kristen mytologi: Et (nyt) syndefald, idet mennesker her – som Adam og Eva – på ny vil være Gud eller guder.

I denne forløsnings- eller faldstanke minder Proust om Hegel og dennes sidste sætninger i Phänomenologie des Geistes (da. Åndens fænomenologi), der her er taget fra Friedrich Schillers digt, Die Freundschaft, og som også rummer en selvguddommeliggørelse (af individet eller af Verdensånden); i dansk gengivelse:

“…fra dette ånderiges kalk/skummer for ham hans uendelighed.”

Denne selvguddommeliggørelse og forløsning gennem menneskelig ophøjelse over tiden er det principielle punkt jeg vil indvende mod Prousts ellers mageløse værk og geniale idé, et værk, der i sine bedste passager løfter ånden med højhed og ro og smil, og hvor menneskekærligheden aldrig er langt væk.

Note: Man kan finde en nøjere udredning af begrebet og fænomenet tid i Vandrer mod Lyset og i Supplement II, no 50 (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset).

Der Zauberberg (Trolddomsbjerget)

Tanker over Thomas Manns roman – med særlig inspiration fra Vandrer mod Lyset.

I

I Thomas Manns roman Der Zauberberg (da. Trolddomsbjerget) brydes livet og døden, sundhed og sygdom i et kunstnerisk totalbillede. For den åndeligt døde kan her andre menneskers kamp for livet virke som grusomhed, uden at være det:

Det er kamp, og uden den er kun dødens (frygtelige) realitet – og skammen.

På sanatoriet Berghof i de schweiziske alper ‘forandres begreberne’; liv bliver til død, død til liv, og de to menneskelige positioner forstår ikke hinanden.

Verdens tryk trykker os i form. Men giver vi efter, løber den os over ende, og vi ender i det formløse, bliver ikke-personer, en tom skal eller en blank skærm, hvorpå verden skriver sin skrift, en skrift, der burde være vores egen.

For at den syge kan blive rask, må man ville være rask. Sygdom, tungsind, lidelse kan være en fristelse, man må modstå (jf også Kierkegaard; og Kashmirs: ‘It’s too easy to go crazy, it’s way much harder to stay clear’).

Men der er ingen nemme løsninger til helbredelse nu og her. Det vigtige er retningen og vejen, som man må gå skridt for skridt på livets slagne landevej; små skridt (jf Agerskov og generelt Vandrer mod Lyset):

For den, der i et spring vil bespringe tinden, lurer faldet, og den, der tager for store skridt, står i fare for at sprække bukserne.

Evighed er i Lysets forstand uendelig tid, i mørkets forstand ingen tid, døden.

II

I romanen giver Mann (5. Kapitel, Encyklopædi) nogle interessante tanker om sammenhængene mellem tid og liv:

Tid og livets værdi er omvendt proportionale sådan, at jo mere tid vi har, eller mener vi har, jo lavere regnes livets værdi.

Derfra giver han nogle overvejelser om Øst og Vest, som jeg her tolker:

I Østen har man via hinduisme og buddhisme en opfattelse af megen tid (mange liv). Dette hænger også sammen med det vældige asiatiske rum (selve kontinentets geografiske størrelse).

Derfor regnes livets og individets værdi her lavt, modsat det mindre europæiske rum og tid (ét liv). I Asien ‘spilder man tiden, klatter den væk’, i Europa udnytter man den, og sætter også individet højt (fx gennem formuleringen af de universelle menneskerettigheder).

Men – giver det overhovedet mening at tale om tid, liv og værdi i matematiske, kvantitative begreber og størrelser (fx gennem omvendt eller ligefrem proportionalitet?)

Giver en sådan tankegang ikke det, der tilsyneladende begrænser livet, døden, for stor en vægt? Bliver da ikke døden livets egentlige værdi, eller en forudsætning for en høj vurdering af livets værdi? Det mener jeg – med udgangspunkt i Vandrer mod Lyset.

For – reelt er der intet – heller ikke døden – der begrænser livet. Det, der egentlig er os, ånden, er evig, da vi er skabt af Gud og af Lyset, der er evigt. Det er kun kroppen, der dør, når vi ‘dør’. Døden har ingen magt over ånden, udover den (ubegrundede) angst vi kan have for den.

Men mørket og døden giver en skygge, en dybde og dermed en skønhed til livets billede.

Og derfor mener jeg ikke, at hverken omvendt eller ligefrem proportionalitet i relation til tid, liv og dets værdi giver mening.

Livet skal – tænker jeg – betragtes kvalitativt, ikke kvantitativt. Og derfor begrænses livets værdi ikke af evighed – tværtimod.

Livet er evigt og bliver mere og mere skønt i en kvalitativ betragtning; som en kunstmester, der langsomt forskønner sit værk, idet han arbejder det videre og videre ind i dybde, klarhed og skønhed.

Og denne kunstmester er – os selv.

III

I den vestlige kulturkreds har der i århundreder eller årtusinder været ført en hidsig diskussion, næsten krig, om forholdet mellem tro og viden, religion og videnskab.

En diskussion, der så vidt rammer ved siden af det væsentlige, idet dette ikke er spaltningen mellem det vi ved og det, vi tror – hvilket deler os – men derimod foreningen ved og af kærlighed og liv – der har potentiale til at samle os.

Kun de to – kærlighed og liv – er stærkere end døden og det onde, de kræfter, der ødelægger os gennem spaltning, opdeling, og som spærrer for det væsentligste; ofte i kærlighedens og det godes eget navn.

Tro og viden repræsenteres i romanen af hhv jesuitten Leo Naphta og humanisten og frimureren Lodovico Settembrini, der kæmper om blandt andre hovedpersonens, Hans Castorps, hjerte og sjæl, og denne kamp – der har konnotationer til middelalderens kamp mellem Gud og Satan om menneskers sjæle – er ødelæggende for det indre menneske.

Hans Castorp ender med under en skitur, hvor han fanges i uvejr, en snestorm – gennem en drøm – at undsige begge.

Det vigtige er ikke, hvad vi tror eller ved, men om vi elsker, og det vigtige er heller ikke, om vi er kloge eller dumme, men om vi er gode – med det forbehold, at intet menneske er rent godt eller ondt. De fleste af os ligger et sted imellem. Og da bliver det væsentligste og vigtigste retningen:

Mod Lyset!

IV

Livet på sanatoriet Berghof i romanen er ‘Das Leben ohne Zeit, das Sorg- und hoffnungslose Leben, das Leben als stagnierend betriebsame Liederlichkeit, das tote Leben.’ (7. Kapitel, afsnittet ‘Der grosse Stumpfsinn’).

Dette ‘døde liv’ er altså fuldt af aktivitet og geskæftighed (‘betriebsame’), men helt uden vægt, alvor, konsekvens.

Fx forsøger én energisk og manieret at løse cirklens kvadratur, en anden har undfanget en ‘genial’ (=meningsløs) økonomisk plan for samfundet – alt sammen ørkesløs, ligegyldig og tom aktivitet.

Igen lufter Mann her (som i starten af kapitlet) tanken om den nære forbundethed – måske identitet – mellem tid og liv. Tiden er for Mann både livets og fortællingens element, og ikke at agte tiden er derfor ikke at agte livet og fortællingen – for Mann en af de værste forsyndelser.

Dette syn på tiden går igen i en anden af hans bøger, Josef og hans brødre, en romancyklus med bibelsk afsæt og tema; specielt i Jakobs forhold til tid og afsnittet ‘Forspil i helvede’.

Et andet sted i Zauberberg lader Mann en figur udtale – vel inspireret af den samtidige psykoanalyse – at fortrængt begær kommer tilbage i andre, forklædte skikkelser – som sygdomme, og sygdommens (mørkt, kan vi sige) geniale natur er netop at kaste mennesker ud i dette ikke-liv, ‘det døde liv’ uden tid, og derved sætter Mann gennem en tankerække lighedstegn eller afledning mellem og fra undertrykt begær (det oprindelige problem) og død.

I buddhismen har man i øvrigt en lidt anden tanke, idet ‘begærets udslukkelse’ (altså ikke kun undertrykkelse) er del af frelsesvejen frem mod forløsningen, Nirvana.

I Vandrer mod Lyset siges det anderledes, at vi kan og bør undertrykke visse former for begær eller grunddrifter, fx trangen til selvhævdelse på den svageres bekostning, og trangen til at påføre andre smerte (vold), mens andre kan søges forædlet, men ikke udslukkes, fx seksualdriften.

Med hensyn til seksualdriften er et grundproblem og grundkonflikt i det menneskelige sind og krop, at vi ifølge Vandrer mod Lyset er skabt kropsligt som polygame væsener (af de ældste), mens ånden (skabt af Gud) er strengt monogam, da vi er skabt som dualer, to evigt samhørende væsener, der er to og dog én.

Og da vi altså ikke kan eliminere seksualdriften, kun søge at forædle den, er og bliver den en stadig kilde til konflikt og indre og ydre uro for mennesker, en konflikt vi ikke kan bortlyve, men må prøve at forholde os til konstruktivt, fx ved – trods fristelser til det modsatte – at være og forblive en eventuel partner tro.

Tilbage til Mann kan vi – med psykoanalysen – sige, at fortrængt begær ikke kun finder ny skikkelse i sygdommen, men også kan sublimeres i fx kunstneriske, videnskabelige, filosofiske, sportslige ydelser og aktiviteter – altså grundlæggende gennem adfærd til udmærkelse, der skal tiltrække en seksualpartner (‘at være det største dyr på savannen’), og derved – ad omveje – tilfredsstille begæret.

Denne udvej for begæret må vel betragtes som mere acceptabel og konstruktiv end sygdommen (fx neurosen eller psykosen) omend heller ikke den er helt ønskelig eller legitim; dog meget menneskelig.

En tredje måde undertrykt begær kan finde afløb, kan være gennem vold (og på samfundsniveau krig).

Efter min opfattelse udtrykker Mann i sin roman meget væsentlige tanker, der kaster et klart lys over mange sider af det menneskelige liv.

Hans roman (og ikke kun Zauberberg) er som Picassos Guernica – en blitz, et øjebliks pludselige gennemlysning af dunkle egne i den menneskelige psykiske fauna og mentale og følelsesmæssige rum.

V

Zauberberg er en tidsroman (7. Kapitel, afsnittet ‘Strandspaziergang’). I fladlandet nedenfor bjerget går tiden. På bjerget på sanatoriet er tiden gået i stå.

Dette er en effekt af sygdommen, som anstaltes gennem undertrykkelse eller fornægtelse af begæret (jf psykoanalysen).

Ikke sådan at forstå at begæret, lidenskaben, alene udgør og danner livet, men det hører med som møntens anden side. Medtages denne ikke, er livet halt, eller er slet ikke. En mønt med kun én side er en umulighed, en ikke-ting – som livet uden begær.

Idet begæret undertrykkes eller fornægtes, undertrykkes og fornægtes også livet, og med det tiden, som er livets element. Beboerne på sanatoriet har al tid, eller rettere – ingen tid, døden.

De lever ‘det døde liv’, kun som kroppe, krop uden ånd, idet de identificerer sig med sygdommen. Under ærens tryk og høstende skammens fordele, er de flygtende fra tiden, livet, fladlandet, det normale, det raske, det sunde.

Ved at tegne denne skygge, tegner Mann samtidig det, der kaster skyggen: Livet. Gennem dødens realitet og konfrontationen med den, skabes det tryk, sanatoriegæsterne er flygtet fra. De er livets og tidens stedbørn, udkastede, udstødte. De har givet efter for trykket, givet op.

Æren er at blive stående i trykket, ikke synke i knæ, bære, at leve og insistere på at leve. Skammen er at give efter, en tragisk slaphed, hvis fordele (som Mann skriver om) i virkeligheden er et tab af liv, døden. Først åndeligt, så fysisk – gennem sygdommen.

Zauberberg er i sin afhandling af liv, tid og død ikke kun – som Mann skriver – en tidsroman, men også en livsroman, idet livet og dets skygge, døden, tegnes i et totalbillede.

Livet rummer døden, døden rummer ikke livet: Uden Lyset kastes ingen skygge. Kun lyset kaster skygge – når det rammer vores ufuldkommenheder – det gør skyggen selv ikke. Derfor er livet det primære, skyggens kilde og forudsætning. Livet betinger døden, døden betinger ikke livet.

Uden Lys og dets skygge findes intet. Og dette intet er da egentlig døden, altings ophør, døden i sin egenkraft; dette forfærdelige.

Skyggen er døden under Lysets, livets kontrol, og det er dette Lys og denne skygge Mann tegner.

VI

Frit efter Mann: 

Henimod romanens slutning (7. kapitel, Fülle des Wohllauts) bestemmer Mann lidenskaben som tvivlende kærlighed. Dødens sikkerhed i denne verden, og livets og kærlighedens usikkerhed skaber denne tvivl og smerte, denne lidenskab og lidelse ved livets rod.

Vi skal ikke overvinde kærligheden, men overvinde tvivlens troldsplint, der fordærver den, overvinde lidenskaben. Men dette er at dø, da lidenskab – ud over at være tvivlende kærlighed – også er livet selv (jf tidligere kapitler). Dermed bliver overvindelse af lidenskaben et selvoffer, en ofring af os selv, døden.

Den grundmenneskelige fejl – næsten en arketype – er, at vi søger kærligheden udad, gør den afhængig af andre, hvor den kun kan leve frit og trygt og uden angst i os selv, i vores egne hjerter.

Ved at søge kærligheden i verden, i andre og ikke i os selv, ofrer vi os selv ved roden, og bliver bytte for de tungeste åndelige smerter og byrder og lidelser. Dét skaber kærlighedens og livets usikkerhed og dødens vished, og helbredelsen er ikke døden, selvofferet (mentalt eller fysisk eller begge dele), men at trække kærlighedsprojektionen tilbage, og søge kærligheden det eneste sted, den kan være og føles i sandhed og virkelighed: I os selv, i vores kærlighed til andre.

Det menneskelige grundproblem er ikke at blive elsket, men selv at elske, og når vi forstår dét, sænkes Ringen i dommedagsvulkanen (Tolkien): Verden og vi selv forløses, vi befries fra helvede og dets dybe smerter og lidelser, vi kan gå rensede ud i verden, ud til de andre, ud til livet gennem vores egen kærlighed. Det, der i sidste ende er vores rod, dét, hvorfra vi gror.

VII

I romanen afhandles – kunstnerisk – også psykoanalyse og okkultisme; vi kunne sige det underbevidste og det overbevidste (og oversanselige). Okkultismen får her omtrent den samme stedmoderlige behandling som ellers i samtiden; dels ved latterliggørelse, dels som afskyvækkende aktivitet.

Dette er berettiget for så vidt alt vrøvlet og alt det mørke, der fremkom på området omkring 1. verdenskrig, men skadeligt for de mægtige resultater, der også nåedes: Først og fremmest og uden sammenligning De tre gyldne Frugter (“Hilsen til Danmark”, “Vandrer mod Lyset!” (med Supplementer) og “Forsoningslæren og genvejen”; alle udgivet ved Michael Agerskov).

De fjollede eller afskyelige eksperimenter, der digtes her i romanen (i 7. kapitel, afsnittet Fragwürtigstes) – fra en helt pjattet ånden-i-glasset-seance til en afskyelig tranceseance, der virker som en art åndelig dance macabre ledsaget af musik, blandt andet Charles Gounods opera Faust – ligger langt fra den alvor, højhed, renhed og ro, der præger Agerskov-kredsens virke og resultat, og åndsprodukter – her dele af dem – som denne skønlitteratur har givetvis medvirket til at stille det virkelige arbejde i et uheldigt vulgært og skurrilt eller direkte frastødende lys. Dette sagt som en kritik af Mann.

Det skal tilføjes, at Agerskovs ikke var spiritister som romanfigurerne her – de tog indstændigt og offentligt afstand til spiritismen – men psykiske forskere. De kaldte ikke på “de døde”, men oversanselige intelligenser kaldte på dem; og resultatet og dets lødighed kan enhver overbevise sig om ved selv at studere de nævnte værker.

VIII

I sidste kapitel i Zauberberg, afsnittet Die grosse Gereitzheit, gribes patienterne på sanatoriet af irritabilitet, vrede, nerverne er på højkant, og der er mange konflikter.

Det er som den vældige naturkraft, livsdriften – da den ikke kan finde naturligt udløb i meningsfuld aktivitet, fx i arbejde – får forvrænget form, kommer forvrænget for dagen og til verden og virkelighed gennem det menneskelige filter. Strømmen rammer indre modstand, begrænsning, blokering – sygdom og død – og resultatet er som når åvand rammer sten: Turbulens, uro, oprør.

De skændes, overfuser personalet, ja slås, og har mest lyst til bare at rive hovederne af hinanden.

I denne spændte atmosfære tager Hans Castorp, Settembrini, Naphta og et par andre på udflugt i bjergene til kurstedet Monstein, og det kommer til en krise. Spændingen sættes på spids mellem Settembrini og Naphta, der længe har ægget og ophidset hinanden ved deres dybe, indre modsætninger.

Krisens spids nås ved et foredrag af Naphta, der taler om frihed; frihed som et romantisk, snarere end et oplysningsbegreb, frihed som revolution og terror, frihed som reaktion mod oplysning og humanitet. Denne strid mellem Naphta og Settembrini, mellem tilbage- og fremadskuen, er en strid, en krig mellem tradition og fornyelse med brændpunkt i nuet og i ungdommen, her personificeret i Hans Castorp, en ungdom, der skal skabe fremtiden. Men af hvad?

Det kommer til en duel mellem Naphta og Settembrini. En virkelig og fysisk duel på liv og død. Med pistoler. På femten skridts afstand mellem duellanterne. Ikke mere. Hans Castorp forsøger til det sidste at forhindre duellen. Forgæves.

Da Settembrini, humanisten, ved duellen med vilje skyder det første skud langt over Naphta og således på en måde ugyldiggør, tilintetgør Naphtas person og position med alt, hvad han repræsenterer, reaktionen, vælger han, Naphta, at skyde sig selv.

Spændingen udløses, men det er ikke forløsning, det er en udgang på civilisationskampen mellem reaktion og fremskridt – for så vidt logisk, næsten naturnødvendig – en udgang på mørk node, med en stemning i mol. Hvad gives mere? Er der anden mulighed?

Finis Operis

Blad vendes på blad, i værket, i kalenderen, i tiden – tiden, der nu umærkeligt går i stå, eller rettere ophæves; tiden og dermed livet.

Hans Castorp – en karaktér, en drøm – umærkeligt ophæves, fordamper han, kun efterladende sig en svag duft af tid, der var, af melankoli idet vi vågner, og tiden, der igen begynder at gå i vores egne liv.

Hans Castorp blev ikke stående i trykket, livets og ærens, derfor må han – som Dostojevskijs fyrst Myskjin (Idioten) – opgives som karaktér og position. Han forsvinder, fortoner sig.

Han forsvinder? Måske. Dog nu: En dåd. En sidste. Et kald. En blitz. En krig. Verdenskrigen.

Dét rykker ham ud af dødens blide favn og kys, ud af glemslen, opløsningen, fordampningen, dét driver ham fra de dødes hus, Berghof, det kalder ham endelig til fladlandet, hvis natur er krig og gennem den ødelæggelse af det, vi har kært og kæmper for.

Har vi da kun de to muligheder: At slutte pagt med døden eller med krigen, krigen som kamp for liv og rum og tid, mere tid? Må vi nødvendigvis som Faust slutte pagt med det onde for at vinde det gode, selv om det koster det gode? Vinder døden altid hvad enten vi kæmper for eller imod, hvad end vi kæmper for?

Vi håber det ikke, men slutter med spørgsmålet, åbent, for hver enkelt at besvare.