En ny filosofi III

§31

Den tænkning der vil forstå, vide, forklare og erkende alt, totaltænkningen (fx også den intuitivt-inspiratoriske tænkning), dør i samme øjeblik den fødes, fordi udgangspunktet, gudsligheden (at ville forstå og vide alt), er forkert.

Måske derfor er filosofien aldrig rigtig begyndt, og man har ledt forgæves efter den sikre grund; måske fordi man sigtede efter det totale og ikke det begrænsede som udgangspunkt?

Nu – hvis helbredelsen af en sygdom ligger ved dens rod, og hvis filosofiens (en del af den) grundlæggende brist er gudsligheden, totaltænkningen, ligger helbredelsen så i at opgive denne umulige drøm, dette umulige udgangspunkt, og overgå til det begrænsede perspektivs tænkning?

Ligger den sikre grunds mulighed her, og i hvilken forstand kan vi da tænke det begrænsede perspektiv? Hvad betyder det?

§32

Totaltænkningen starter måske med, at vi (som Platons Sokrates) tænker, at vi intet ved. Før vi begynder at tænke, ved vi ikke noget. Viden opstår ved tænkning.

Nogle – deriblandt John Locke (An essay concerning human understanding) og David Hume (A Treatise of human nature) – har dog ment, at viden starter med – eller konstitueres alene ved – sansning.

Men dette mægtige hul, dette Intet (hvis vi tænker, at tænkningen begynder med tænkning og ikke med sansning) kan kun fyldes med noget lige så stort, men positivt: Nemlig alt.

Og så går tænkningen i stå, i det øjeblik den begynder. For vi er – trods alt og så vidt vi ved – ikke guder.

Begynder tænkningen nødvendigvis ved nul, eller er der noget, vi mennesker ved før vi begynder at tænke? Er der i den forstand noget – måske alle – givet på forhånd? Og hvilket lille hjørne af virkeligheden – om noget – kan vi gribe fat om, idet tænkningen begynder, hvis ikke straks vi vil sprække favnen og tanken ved at ville gribe om alt?

§33

Begynder tænkningen nødvendigvis ved nul, og begynder tænkning med tænkning?

Det kommer an på, hvad vi mener med tænkning. Hvis vi mener den filosofiske tænkning – fx tænkningen her, der prøver at hjælpe tænkningen over sin forlegenhed og få den i gang – så; måske.

Men filosofisk tænkning er jo ikke den eneste form for tænkning. Man kan også bruge sin tanke med afsæt i en biologisk, fysisk, kemisk, matematisk, kosmologisk undersøgelse, eller simpelthen tænke over helt dagligdags ting; fx: hvad skal jeg spise i aften, hvornår skal jeg hente mine børn i daginstitutionen, jeg elsker min kone.

På den måde – og mange andre – er der et væld af muligheder for tankens brug. Der er mange brugere af tanken – sin egen; alle mennesker – men så er der også mennesker, filosofferne, der fx tænker over tanken, tænker over tænkningen, og måske endda skriver eller holder forelæsninger om det.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at de, filosofferne, er de eneste, der ved noget, fx at de intet ved (igen Sokrates).

Hvem siger, at min viden om bustider, madopskrifter, dansk politik, fysiologi er ugyldig? Er alle disse dagligdags ting ikke netop sådanne små hjørner jeg, vi, naturligt griber fat i og orienterer os i livet, i virkeligheden ved?

Det er ikke alt, nej, men det er der intet, der er – for alle os, der ikke er Gud.

Vi kan også låne perspektiv fra John Locke, idet han betragter barnet og dets overgang fra ren sansning til tænkning. Måske starter barnet med udelukkende at sanse, men langsomt, gradvist vågner tanken, og det begynder at tænke over fx sin mor, hvad hun hedder, hvor gammel eller ung hun er, om hun er sød. Hvem siger, at dette ikke er gyldige tanker og gyldig viden?

Det er et spørgsmål om perspektiv: Når jeg tænker på bustider, madopskrifter, min mor, så er det netop de bustider, den mad jeg måske vil lave, eller ikke kan fordrage, min mor jeg er interesseret i, og tænker over.

Er dét ugyldige tanker og ugyldig viden, eller er det brugbare perspektiver, emner, interesser; synsvinkler, hjørner af virkeligheden, gyldige perspektiver mod den ugyldige totaltænkning?

Begynder tænkningen ikke kun ved nul – og forbliver ved nul – hvis vi begynder med at ville vide alt, hvis vi vil være Gud? Begynder tænkningen i så fald ikke først, når vi ikke længere vil dét, når vi opgiver den umulige drøm og vågner?

Ud af drømmen, ind i verden

Drømmen om at blive Gud lig, en drøm vi har overtaget fra Satan (Ardor; se Vandrer mod Lyset), kan spores på snart sagt alle menneskelige områder:

I videnskab og filosofi som drømmen om at vide alt, i teknologi som drømmen om at kunne alt, i økonomi og politik som de uhæmmet ekspanderende punkter jeg har skrevet om ved flere lejligheder, fx i indlægget Stop krigen!, punkter (fx lande og virksomheder) som søger total dominans, og drømmen kan spores i religion og spiritualitet, hvor mennesker søger forening med Gud eller universet (fx gennem yoga, i hinduisme og gennem kundalini).

Drømmen om at blive lig Gud skaber en krig i vores hoveder, sind og hjerter, og den skaber krig mellem os mennesker, fordi den simpelthen – selvfølgelig – er umulig at realisere, og fordi den har sit udspring i mørket, det onde. Hvis alle – fx – søger total magt og dominans, er krigens konsekvens uundgåelig.

Også af disse grunde – for at få fred i sjælen og mellem os – må vi opgive drømmen og blive dét, vi i sandhed er, og altid har været: Guds børn og brødre og søstre i ånden, der kan og bør følges hånd i hånd ud af drømmen og ind i verden, ind i livet, ind i freden – fred i og mellem mennesker til Guds velbehag. Amen.

Note: Tanken om at vi i videnskaben søger alviden (Ud af drømmen, ind i verden) er måske en tanke med begrænset gyldighed. Jeg er således – efter jeg skrev dette – blevet bekendt med en videnskabsteoretisk position, som siger, at videnskaben netop ikke søger al viden, eller bare sikker viden, men opererer med foreløbige hytoteser og resultater og er selvkorrigerende. Videnskaben er i den forstand ikke dogmatisk.

Denne tanke – at videnskaben netop ikke postulerer alviden, hverken som aktuelt resultat eller mål, og at den systematisk korrigerer sig selv – flugter godt med den tanke, som Nietzsche skal have præsenteret om de foreløbige resultater og positioner i filosofi og videnskab; en tanke jeg har fra Inge Houmanns teologiske doktorafhandling, Nihilismen (1983), om Nietzsches filosofi.

Og jeg må også vedkende videnskabens krav om netop falsificerbarhed realitet og gyldighed.

Men jeg fastholder tanken om drømmen om gudslighed som en dyb strømning i menneskers sind og tanke og følelse; så dog nok netop udenfor og ikke indenfor videnskaben.

Højtryk, 2023

%d bloggers like this: