Jeg har tidligere forsøgt en enkel tanke for at indkredse krigens væsen, og hvordan vi – om muligt – kan standse den (globalt), hvilket forekommer presserende vigtigt i en tid, hvor besiddelsen af masseødelæggelsesvåben breder sig og truer selve menneskehedens eksistens, og hvor mægtige flygtningestrømme synes at true enkeltstaters stabilitet og enkeltlandes vilje til at arbejde sammen i spørgsmålet om, hvem der kan og skal tage imod de ulykkelige krigsflygtninge.

Tanken, billedet, er enkelt: Betragt enhver suveræn stat som et punkt, et magtpunkt. De enkelte magtpunkter har i sig en tendens til ekspansion, hvilket skyldes deres interesser, der både kan være økonomiske og politiske, og som udvider sig med tiden. Der hvor ét magtpunkt under ekspansion støder sammen med et andet magtpunkts ekspansion, dannes turbulens, som når ringe i vandet mødes. Denne turbulens kan være politisk, økonomisk eller militær konflikt.

Problemet i et andet billede: De kendte former for statsdannelser skaber stater, der ved deres tilsyneladende uundgåelige trang til ekspansion kan lignes med kræftceller i et legeme; celler, der breder sig uhæmmet, men som ikke opbygger, men nedbryder organismen (verden). Hvordan helbreder vi det således angrebne legeme (verden)? Er det overhovedet muligt? Er det muligt at skabe ”celler”, der lever fredeligt side om side, med respekt for og anerkendelse af hinanden, og som opbygger, ikke nedbryder, legemet?

Tilsyneladende ikke. For det kan siges, at det er det FN har forsøgt på i snart 80 år. Og FN synes i dag at være uden betydning og uden indflydelse på krig og fred, hvilket til dels skyldes den unipolære verden, der blev skabt efter Sovjetunionens opløsning, med USA som eneste supermagt, og USA´ s efterfølgende negligering af FN og enegang i mange krige og konflikter, som ikke kun foregik i amerikanernes interessesfære, men i mange andre landes. Jeg tænker her specielt på den såkaldte ”krig mod terror”, og alt hvad deraf fulgte.

Den umiddelbart indlysende løsning på problemet ville være at skabe ét og kun ét magtpunkt i verden, en Verdensstat (inspireret af Emery Reves` tanker i bogen Fredens anatomi). Hvis der kun var ét sådant punkt, ville der ingen mulig turbulens være i grænseområderne mellem de enkelte magtpunkter, og derfor ingen krig. Der ville simpelthen ikke være noget eller nogen at støde sammen med. Og det kan være at en sådan Verdensstat er undervejs. Måske.

Svagheden er, at en Verdensstat både kan skabes og gribes af demokratiske men også af totalitære strømninger og enkeltpersoner, der vil have magt, så meget magt som muligt, og for enhver pris (først og fremmest sin egen menneskelighed).

Og svagheden er, at vi lever i en verden med et væld af stater og folk med en århundred- eller årtusinder gammel kultur og tradition, som man måske ville føle i fare under ”fremmed” herredømme. Af begge grunde kan en Verdensstat fødes – hvis den fødes – i blod og krig; stik mod intentionen (den demokratisk funderede).

Men – hvis vi prøver den tanke, at hovedproblemet med hensyn til krig og fred er økonomisk funderet – idet man søger med magt at gennemtvinge sine økonomiske interesser, hvor disse møder modstand fra andre magtpunkter (eller økonomiske punkter) – så kan vi tænke, at hovedproblemet i den økonomiske model, vi råder over i dag, er at den indebærer en ekspansion, en vækst, der nu for alvor – også udover spørgsmålet om krig og fred – er begyndt at tære på og true de økologiske og de menneskelige ressourcer. Systemet er med andre ord ved at æde os op indefra. Vi ødelægger med ekspansionen som ved en kræftsygdom både miljø og mennesker; vores helbred (fysisk og mentalt) og vores menneskelighed og vores moral, idet vi ikke tøver med at ville udrydde trusler mod vores interesser:

Systemet er blevet vigtigere end de mennesker, der skabte det.

Hvis det er rigtigt, at det er ekspansionen, der er hovedproblemet, og hvis det endvidere er rigtigt, at hovedproblemet vedrørende krig og fred er økonomisk funderet, så består udfordringen i at skabe et ikke-ekspansivt økonomisk system, et system i ligevægt. Det mest lovende udtryk for denne tanke, jeg er bekendt med, er for produktionens og forbrugets vedkommende det såkaldte craddle to craddle system (fra vugge til vugge; i stedet for fra vugge til grav; at så meget som muligt af et givent produkt genbruges i ny produktion).

Udfordringen består endvidere i – hvis ikke man ønsker Verdensstaten – at skabe et system, hvor man altså ikke tager mere ud, end man giver tilbage af økologiske og menneskelige ressourcer, og hvor produkter bliver skabt i samarbejde om at dække menneskelige behov, ikke i konkurrence – hvor det gælder om at udradere hinanden; og alt dette samtidig med at vi bevarer vores frihed.

En af vanskelighederne i dette er, at vi synes biologisk kodede for konkurrence – i forhold til forplantning – og egennytte – i forhold til overlevelse. Det ville kræve, at vi hæver os over vores rent biologiske natur og arv, hvilket dog absolut er muligt, hvis vi skal følge de tanker, der gives om mennesker og deres ånd i Vandrer mod Lyset.

Hvis det altså – trods vanskelighederne dermed – kan lykkes at skabe et system i ligevægt, vil en mængde af den turbulens, den krig, vi nu ser i verden med dens mange magtpunkter og økonomiske enheder (punkter) – der alle søger ekspansion – kunne undgås eller mildnes.

Det ser altså ud til at vi har to muligheder, hvis vi skal overleve som menneskehed uden at udslette hinanden og uden at ødelægge Jorden:

Verdensstaten eller et økonomisk og dermed politisk system i ligevægt.

Hvis ikke en af disse muligheder bliver realiseret (det kan tænkes, at de forudsætter hinanden), frygter jeg, at vi snart kommer til at sætte punktum og ikke komma i fortællingen om menneskeheden og Jorden.