Forbemærkning: Denne tekst er oprindelig bragt på min forfatterside på Facebook som to separate tekster med fællestitlen “Er mennesket udødeligt og findes Gud?” (1 & 2). De er også fortsat tilgængelige der. Her bringer jeg dem samlet, under en anden titel og let bearbejdet + en slutnote, som ikke findes på Facebook.

I

Hvis ideer og begreber er evige (Platon) og de ikke gennemgår en tilblivelsesproces (Aristoteles, Metafysik), og hvis ideer og begreber er i tanken, så må også tanken være evig.

Eller kan man tænke evige ideer og begreber i en forgængelig tanke? Det ville være absurd, da tanken i så fald måtte dø og med den ideerne; men ideerne er jo netop i henhold til antagelsen evige, og kan derfor ikke dø.

Hvis ideerne er evige, må altså også tanken være det.

Derfor må alt liv, der rummer tanke, være evigt. Da mennesker har tanker eller en tanke, må mennesket og dets liv således være evigt.

Endvidere: Mennesket har ikke skabt sig selv og sin evige tanke. At hævde det modsatte er meningsløst: Hvis vi hævder, at vi selv har skabt vores evige tanke, måtte vi nøje kunne redegøre for denne skabelse og tankens inderste natur. Men det kan ingen.

Hvis mennesket altså rummer den evige tanke, og ikke selv har skabt den, må den være skabt af en anden udødelig personlighed, der kender tanken tilbunds: Gud.

Eller kan vi tænke en evig tanke skabt af en forgængelig natur? Det ville være absurd, da en forgængelig natur må dø, og dermed tanken. Men tanken er jo evig, har vi lige sagt, og kan derfor ikke dø.

Derfor mener jeg det ud fra en antagelse om ideernes evighed rimeligt at hævde tankens og den menneskelige ånds udødelighed og Guds eksistens. Dette synes at følge med nødvendighed.

Er den grundlæggende antagelse om ideernes evighed rimelig?

Hvis vi modsat ideernes evighed antager deres forgængelighed og at de ikke er evige, så må de også være undergået en skabelsesproces, da de i så fald ikke kan have været fra evighed.

Men hvis de er skabte uden at være evige, må de være skabt af en forgængelig natur. Modsat at hævde forgængelige ideer skabt af en evig natur, forekommer absurd.

Derfor er der to muligheder: 1) Ideerne er evige og deraf følger med nødvendighed menneskets udødelighed og Guds eksistens, eller 2) ideerne er forgængelige og skabte af en forgængelig natur, og da er også mennesket og dets tanke forgængeligt.

Det springende punkt er altså ideernes evighed eller forgængelighed.

Hvis ideerne er forgængelige, må de være skabt. Men hvis de er skabt, må de være skabt ud fra andre ideer. Der må være en ide med at skabe ideerne. Ideer kan ikke skabes ud af intet eller af en forgængelig natur eller skabe sig selv uden ide.

Men da denne tilgrundliggende ide selv er en ide, kan ideer ikke være skabt. Hvis den tilgrundliggende ide bag ideerne selv var skabt, måtte den igen være skabt af en anden uskabt ide, og så fremdeles.

Uanset hvad så vil vi derfor ende med en nødvendigvis uskabt og evig ide eller ideer, hvoraf følger med nødvendighed menneskets udødelighed og Guds eksistens.

Det svageste punkt i denne tankerække er tanken om, at ideer ikke kan skabes af intet, af en forgængelig natur (som nogle måske vil hævde, at de kan) eller sig selv uden ide.

Dette punkt skal jeg prøve at behandle her:

II

Lad os først anholde selve præmissen for tanken:

Nemlig at ideer opstår og forgår. Måske er denne tanke i sig selv forkert. For hvad hvis vi siger, at naturen selv er ideer, fx naturens ide, og at disse ideer selv er evige, hvis naturen er evig? (Med ‘naturen’ mener jeg det kendte, fysiske univers). At ideerne altså netop ikke opstår og forgår, men er evige?

Løses problemet hermed og uafhængigt af, om vi som Platon antager ideernes transcendente ontologiske status, eller som Aristoteles antager deres immanente samme; altså hvad enten fx naturens ide er adskilt fra eller indeholdt i naturen, som vi kan se og sanse?

Et andet spørgsmål, der også angår naturen og dens ides ontologiske status, er, om vi har en ide om naturen ud fra en eksisterende, tilgrundliggende natur, eller om naturen eksisterer ud fra en tilgrundliggende ide om naturen? Altså hvilken af de to, naturen og ideen om naturen, der er logisk og fænomenologisk primær eller ‘første’.

Foreløbig tænker jeg, at det springende punkt så nu er, om naturen, det kendte, fysiske univers, er evigt eller forgængeligt, og om det giver mening at sige, at naturen er ideer; altså fx generelt naturens ide, og specielt: Giraffens ide, stjernernes ide, menneskets ide, stenenes ide osv (de specielle ideer fx repræsenteret ved stof og gener?)

Men i virkeligheden bortfalder problemet, hvis vi accepterer ideernes evighed (jf del I):

Hvis ideerne er evige, må også verden, ‘naturen’ være evig, idet det ikke giver mening at sige, at ideerne er evige, men verden forgængelig, da ideer er i verden, i tanken, som må antages at være i verden, en del af verden, da den findes som en kendsgerning (jf Descartes’ tanke-eksistens-ækvivalens: je pense, donc je suis, cogito ergo sum; jeg tænker, altså er jeg).

Hvis verden var forgængelig, måtte derfor også ideerne dø (med verden), de måtte være forgængelige, hvilket vi har argumenteret imod.

Hele denne tankerække er også et filosofisk argument imod, at verden skulle være opstået på et bestemt tidspunkt (fx ved the big bang), og at den engang igen må ophøre med at eksistere (være forgængelig), og altså et argument for menneskets udødelighed og Guds eksistens.

Derudover kan argumentet måske på et senere tidspunkt gøre det lettere at løse de gåder, som i Vandrer mod Lyset betegnes som gåden om det uskabte og evighedsgåden.

Det eneste, der mangler i så henseende, er en endelig afgørelse af ideernes og med dem tankens ontologiske status i forhold til verden (hvormed jeg her mener Verdensaltet; altså også den oversanselige verden); om ideer og tanken er ontologisk, logisk og fænomenologisk primære i forhold til verden.

Hvis de er det, hvilket vi kan forstå af de indledende ord i Vandrer mod Lyset, at de er (jf ‘Ardors beretning’, der indledes med ordene om tanken som altings ophav; vi mangler blot argumentet), og hvis samtidig ideerne er evige, er Verdensaltets væren fra evighed til evighed bevist, da det så er bevist, at Verdensaltet (i begyndelsen ‘Urkosmos’; se Vandrer mod Lyset) ikke kan være skabt eller være ‘opstået’ (måske som følge af ukendte naturlove eller -fænomener), men nødvendigvis må have eksisteret fra evighed.

Den eneste antagelse jeg gør i argumentet, er ideernes eksistens. Denne antagelse kan selv begrundes, hvilket her gøres i en bevægelse parallelt til Descartes’ omtalte tanke (hans metodiske tvivl, der munder ud i tanke-eksistens-ækvivalensen):

Ideer må nødvendigvis eksistere. Hvis vi siger, at de ikke eksisterer, er dette selv en ide. Derfor eksisterer ideer med nødvendighed.

Tankerne her kan måske indføjes i moderne spiritualitets idé om alting som energier (og bevidsthed) – lys og mørke, godt og ondt – og i nyere fysiks tanke om masse-energi-ækvivalens (Einstein), idet vi føjer ideer til masse og energi og bevidsthed som verdens grundliggende natur og bestanddele.

Slutnote:

Hvis mit argument er rigtigt og tilstrækkeligt angående Gud og udødelighed, som det her er tænkt og formuleret, og hvis de tanker, jeg tidligere har formuleret vedrørende friheden og dens væsen; frihed som det ondes fravær (da det onde, mørket, ifølge Vandrer mod Lyset er en urkraft, der kan binde tanke og vilje og dermed gøre dem ufrie); også holder, så har jeg løst den opgave, som Immanuel Kant satte sig ved affattelsen af hans Kritik af den rene fornuft, nemlig at give en sand redegørelse for Gud, frihed og udødelighed (for Kants vedkommende i forbindelse med en videnskabelig redegørelse for erkendelsen, dens betingelser, omfang og grænser); en opgave han efter min opfattelse ikke lykkedes med.

Man vil kunne finde en kritik af Kants erkendelsesteori her, og en bredere anlagt gennemgang af hans teori her.

Men om mit argument holder, vil kun eftertiden og egen videre refleksion kunne afgøre.

Højtryk, 2022