Gud! Læg din velsignelse i mine ord og svøb din stærke Vinge om mig til beskyttelse, hvis mine ord skulle vække vrede og forbitrelse blandt nogle; du ved, at det ikke er målet. Lad mig tale din sag, mildt, og lad mennesker finde dig, milde og kærlige og nære Far!

Mennesker! Hør mig, for jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn! Muslimer kalder Ham Allah. Så taler jeg da i Hans Navn!

Forbemærkning

I den følgende kritiske behandling af centrale dele af Islam bedes man bemærke, at det jeg kritiserer ikke er muslimer, men Islam. Jeg kritiserer ideer, ikke mennesker.

I den igangværende krig mellem Vesten og muslimske ekstremister begår man af og til den fejl – efter min opfattelse – at betragte islamister og ekstremister som en fast afgrænset hær og fjende, hvilket skaber den illusion, at man skulle kunne bekæmpe ”fjenden” med traditionelle militære midler.

Men konflikten er anderledes end andre konflikter mellem afgrænsede lande og stater. Konflikten er ideologisk – nye mennesker rekrutteres til ”hæren”, andre falder fra – ”hæren” og konflikten er flydende og ikke fast afgrænset; som en sindstilstand.

Hvis det er rigtigt, at konflikten er ideologisk og flydende uden faste grænser og afgrænsede styrker, så skal den håndteres ideologisk; det vil sige, at det vigtige er at søge at imødegå og modsige de destruktive tanker og ideer på begge sider af ”fronten”, tanker og ideer som fører til konflikten eller som bruges i konflikten, hvilket igen vil sige, at det vigtigste våben mod ”fjenden” (som altså er ideer og ikke en fast afgrænset ”hær” eller mennesker) er ånd, ikke bomber og missiler.

Dette skrift er et forsøg på at imødegå og modsige nogle destruktive ideer og forestillinger i Islam. Jeg koncentrerer mig altså om den ene side af ”fronten”, vel vidende at konflikten har to sider med hver deres sæt af problematiske tanker og forestillinger og praksis. Skriftet er ikke et forsøg på at dæmonisere og håne og krænke muslimer.

I

Indledning

I dette skrift forsøger jeg at give en kritisk behandling af religionen Islam, og specielt af Koranen (gennem en kommentar til muslimernes hellige skrift) og af Islams altomfattende lov og vej, sharia, ud fra det billede af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, som gives i Vandrer mod Lyset. Denne Lysets Gud har – udover at åbenbare sig for alle mennesker gennem Vandrer mod Lyset – åbenbaret sig i glimt for mig personligt som denne varme, trygge og nære Gud, Fader og Skaber, og derfor vil det billede og den guddommelige realitet bære denne gennemgang af centrale dele af Islam.

Bragt på en kort formel opfatter jeg Islam som den anstrengelse eller alvor (jihad) med hvilken den troende søger at gå ad den vej (sharia), der er udstukket dels af profeten Muhammeds eksempel (hadith og sunna), dels gennem Koranen. Denne kamp eller anstrengelse tager sin begyndelse med trosbekendelsen (shahada), og fortsætter dag for dag livet igennem ved bøn (salat), almisse (zakat), faste under Ramadan (sawm) og pilgrimsrejse til Mekka (hajj); tilsammen Islams fem søjler.

Mange religionsstiftere har forsøgt at anvise en vej til Gud. Zarathustra gjorde det, Buddha gjorde det, Lao-tse gjorde det, Jesus gjorde det, Mani gjorde det og Muhammed gjorde det. Problemet med disse forsøg er efter min opfattelse, at man måske uden at erkende det antager, at der er én og kun én vej. Måske ville det være mere frugtbart at tænke, at der ikke er én vej for alle, men derimod én vej for hvert menneske.

En kendsgerning er det i hvert fald, at antagelsen om én og kun én fælles vej til Gud (hvormed man almindeligvis mener sin egen) gennem tiderne har ført til intolerance og fordømmelse og forfølgelse af anderledes tænkende og troende. Og flere gange er tanken om den ene vej blevet kædet sammen med en alvorlig trussel: Hvis ikke du går denne vej, går du fortabt.

Hvis imidlertid Gud er denne Lysets og kærlighedens Almagt, som beskrives i Vandrer mod Lyset, og som har åbenbaret sig for mig, så tror jeg ikke, at der kun er én vej, men én for hvert menneske, og jeg tror ikke, at fortabelse er en mulighed i en sådan Guds verden og univers. Jeg tror, at der er en vej, som det enkelte menneske skaber hver dag, en vej som ingen har ret til at fordømme eller håne.

Meningen med dette skrift er da heller ikke – som sagt – hverken at fordømme eller håne muslimer, men derimod at søge at kaste lys over nogle af de faldgruber, der efter min opfattelse findes i Islam, at søge at vise hvor denne religion peger i en problematisk retning, ikke henimod men bort fra Lyset og Gud. Religioner kan opfattes som vejskilte; ofte står der på disse skilte: Lyset og Gud. Men af og til er disse skilte vildledende; i dette skrift søger jeg at påpege, hvor disse vildledende skilte findes i Islam, og hvor de efter min opfattelse taler sandt. Men vejen må vi hver især selv gå.

Hvis man endelig skal pege på en fælles vej, en vej der forener alle veje til Lyset og alle de veje de forskellige religionsstiftere har foreslået og anvist, må det være kærligheden. Men ligesom alle mennesker er forskellige og har hver sin unikke og umistelige personlighed, så er hvert menneskes kærlighed forskellig fra alle andres; ligesom personligheden er unik, er kærligheden personlig og unik. Og derfor er vores veje det også.

Hvilken adkomst eller ret har jeg, en ikke-muslim, til at søge at gennemføre en kritisk gennemgang af centrale og bærende elementer i Islam? Skal en eventuel reformation af Islam som nogle ønsker (fx somalisk fødte Ayan Hirsi Ali), og som helt sikkert er nødvendig set i lyset af al den vold og undertrykkelse, som er knyttet til Islam, nødvendigvis komme indefra, fra muslimer selv? Eller har jeg ret, som menneske, til at forholde mig kritisk til Islam ud fra et ønske om at tænde lys på mørke steder?

Har jeg ret til at kæmpe, ikke med våben eller spot, men med ånd og ord for at støtte mennesker, der med livet som indsats udfordrer århundreders mørke og vold?

Har jeg ret til det, eller er det ikke snarere en pligt?

Om kommentaren til Koranen

Ifølge danskmuslim.dk fortolkes og kommenteres Koranen traditionelt ud fra fem kriterier og kilder (tafsir):

1. Koranen selv
2. Hadith
3. Oplysninger fra profetens følgesvende (sahaba)
4. Oplysninger fra folk der studerede under profetens følgesvende
5. Logik

Disse kriterier er hierarkiske på den måde, at 1) er den mest autoritative og de følgende faldende i autoritet. Oversættelser af Koranen til andre sprog end arabisk, fx dansk, opfattes som kommentarer eller fortolkning, da Koranen opfattes som Guds åbenbarede ord givet på arabisk, der derfor har særstatus.

Kilden til min kommentar er Koranen oversat til dansk af Ellen Wulff (2006), og er således ud fra de traditionelle kriterier en kommentar og fortolkning af en fortolkning. Som man kan se af de nævnte kriterier stiger kommentarernes autoritet, jo tættere man kommer på Koranen og profeten Muhammed.

Ved den valgte fremgangsmåde for kommentaren kan det siges, at jeg benytter kriterierne 1) og 5) dog med det forbehold, at jeg ikke læser Koranen på arabisk men på dansk og altså ud fra den traditionelle opfattelse bygger på en kommentar eller fortolkning. Kommentaren følger Koranen sura for sura, som de findes i den egyptiske standardudgave fra 1924 som er forlægget for den danske oversættelse.

Udgangspunktet for kommentaren er ikke at Koranen er en fuldkommen åbenbaring fra Gud, men derimod at undersøge med hvilken ret man kan opfatte Koranen som en sådan. Hvis Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, og Koranen er en fuldkommen åbenbaring fra denne Gud, må alt i Koranen stemme nøje overens med dette billede og denne opfattelse af Gud. Hvis ikke er Koranen ikke fuldkommen.

Derudover er der følgende helt enkle og principielle overvejelse: Hverken Koranen, Bibelen eller en hvilken som helst anden religiøs tekst, inklusive Vandrer mod Lyset, kan rumme al sandhed. Hvis fx Koranen var al sandhed, og vi mennesker tilegnede os den fuldt ud, ville vi blive alvidende som Gud. Dette vil vel intet normalt menneske påstå at være, og det er principielt umuligt. Det man kan undersøge er, hvorvidt Koranen (eller en hvilken som helst anden religiøs tekst) er fejlfri og fuldt ud sand i den nødvendigvis begrænsede del af sandheden den rummer.

Kriteriet for en sådan undersøgelse er som ovenfor skitseret: At filtrere Koranen gennem billedet og opfattelsen af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt.

Hvor der er gentagelser i Koranen, vil jeg kun kommentere ord, begreber og tanker første gang de forekommer. Fx indledes hver sura med ordene, i den nådige og barmhjertige Guds Navn (undtagen sura 9) og dette vil jeg kun kommentere ved åbningssuraen.

Jeg kalder med vilje ikke kommentaren tafsir, da den som nævnt bygger på en kritisk læsning af Koranen, og som sådan afviger fra de traditionelle kommentarer og fortolkninger, hvis udgangspunkt er Koranens fuldkommenhed og ufejlbarlighed.

Hadith og profetens sunna

Hadith og sunna, profetens sædvane og udtalelser og beretningerne om dem, er vigtige for forståelsen af Islam. Men jeg har her undladt en gennemgribende gennemgang af profetens sunna, da hadith-litteraturen er enorm, og overstiger denne forfatters evne, tid og ressourcer i forhold til en ordentlig behandling. Min behandling af profetens sunna er derfor sporadisk og ikke fyldestgørende.

Dertil kommer, at profeten Muhammed – så vidt jeg forstår – ikke af troende muslimer betragtes som guddommelig, men blot som et menneske, der dog godt kan tjene som forbillede og inspiration, men altså ingen ufejlbarlig autoritet, sådan som man kender det fra kristnes opfattelse af Jesus af Nazareth og fra nogle kristnes opfattelse af paven. I hvert fald understreger profeten Muhammed i nogle autoritative hadith sin egen fejlbarlighed og menneskelighed (bla i hadith indsamlet af Sahih al-Bukhari).

Med hensyn til profeten Muhammed beretter flere kilder, der vel alle kan føres tilbage til Muhammad ibn Ishaq ibn Yasars Sirat rasul Allah (Bogen om/biografi over Guds udsending/budbringer fra år 767 e. kr., 145 efter islamisk tidsregning) og hadith, at han ved en enkelt lejlighed personligt skal have halshugget flere hundreder mennesker, og derudover skal have deltaget i flere karavaneplyndringer, hvilket understreger hans fejlbarlighed og menneskelighed, da intet fuldkomment menneske ville pådrage sig en sådan synd og skyld, og intet af dette kan siges at være i overensstemmelse med den Lysets og kærlighedens Almagt, Gud, der også ifølge Vandrer mod Lyset sendte ham (Muhammed var ifølge Vandrer mod Lyset af de Yngste, menneskehedens ledere og foregangsmænd). 

Men som Vandrer mod Lyset siger det: Intet menneske kan være fejlfrit og syndefrit og fuldkomment. Dertil er der alt for meget mørke i vores verden, og det gælder også for Muhammed.

De talrige forbrydelser, drab, vold, undertrykkelse, terror og krige, der stadig begås og søges retfærdiggjort dels ud fra Koranen, dels ud fra profetens sunna, kan dog aldrig retfærdiggøres eller bringes i overensstemmelse og i samklang med den kærlighedens Gud, der sendte profeten Muhammed. Hvis vi vil finde denne Gud, må vi derfor søge de åndelige realiteter bag religionen Islam, de realiteter, som Vandrer mod Lyset beretter om.

Jihad

Det måske mest presserende vigtige ved en kritisk undersøgelse af Islam, set i lyset af al den vold, der i vores tid (2016) skyller henover verden, og som begrundes og retfærdiggøres religiøst, er behandlingen af voldelig Jihad, hellig krig. Jeg tror ikke, at Muhammed kan have forestillet sig al denne vold og de ufattelige lidelser ideen om Jihad (her ”den lille Jihad”) ville fremkalde med tiden, og selve ideen er let at afvise, hvis Gud udover at være Lysets og kærlighedens Almagt også er en fredens og barmhjertighedens Gud. Kilderne til tanken om hellig krig er dels Koranen, dels hadith, og vil blive behandlet løbende i denne undersøgelse. (Se i øvrigt også indlægget En advarsel til alle potentielle selvmordsterrorister).

II

Almindelig introduktion til Islam og Koranen

Islam betyder ”underkastelse”. Underkastelse under Allah (”Guden”). Muslim betyder ”en der underkaster sig”. Ordet ”Koran” betyder ”hellig recitation”. I Koranen beskrives Guds væsen og menneskenes lod undertiden på en sådan måde, at man må gribes af rædsel. Fx udmales mange steder de frygtelige og evige lidelser for dem, der ikke vil underkaste sig Allah og Hans vilje. Dette ses tydeligst i den islamiske beretning om, hvordan Iblis (den islamiske betegnelse for djævelen, Satan), der i hovmod nægtede at bøje sig for mennesket, nægtede at underkaste sig Allahs vilje, og derfor nedstyrtedes i helvede.

Da Muhammed omkring år 610 som ca 40 årig modtog sin første åbenbaring i en grotte på Hirabjerget ved Mekka, var det angiveligt en voldsom oplevelse. Oplevelsen er beskrevet af Aisha (en af Muhammeds koner) i den hadith-samling, der er foretaget af Sahih al-Bukhari (vol. 1, bog 1, no 3). Sahih al-Bukhari regnes for en særdeles pålidelig og autoritativ kilde til viden om profetens sædvane, sunna.

Andre kilder, der igen kan føres tilbage til den nævnte biografi af ibn Ishaq og hadith beretter, at han frygtede for at være ved at blive sindssyg, og at han ville kaste sig ud fra klippen. Selve oplevelsen beskrives af Aisha i den nævnte hadith ved, at han blev holdt fast i et jerngreb af en engel (Gabriel) og hørte ordene, Læs op! Oplevelsen kulminerede da han overgav sig til den vældige kraft, der åbenbarede sig, og blev til sura 96 (al Alaq, ”levret blod”), den kronologisk første sura i Koranen, som altså i den egyptiske standardudgave har no 96.

Den rædsel der greb Muhammed ved åbenbaringen og beskrivelsen af omstændighederne ved flere senere åbenbaringer er parallelle til visse steder i Mosebøgerne i den jødiske og kristne Bibel, hvor Gud angiveligt fx åbenbarer sig for Moses i en vældig uvejrssky under bulder og brag og til lyden af vædderhorn til rædsel for de forsamlede mennesker. I åbenbaringen på Sinais Bjerg i 2. Mosebog siges det ligefrem, at ingen udover Moses måtte røre ved bjerget som Gud steg ned på; hvis de gjorde ville de dø.

Hvis nu imidlertid Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, så passer disse rædselsvækkende beskrivelser dårligt med den mildhed og nænsomhed man kan forvente af en sådan Gud. Derfor betragter jeg de parallelle oplevelser, Moses´ og Muhammeds, som møder med andre kræfter end de sandt guddommelige.

Dette får betydning for den videre kritiske behandling af Islam. Vi må – hvis det her foreslåede billede af Gud som et uendelig mildt og kærligt Væsen er rigtigt og sandt – være forberedte på at ikke alt i Koranen er sandt, og at åbenbaringernes kilde næppe har været ærkeenglen Gabriel, som det almindeligvis angives. Hvis Gud er mild og kærlig og Almægtig, så er Hans nærmeste og højeste engle det formentlig også.

Muhammeds åbenbaringer fortsatte fra omkring år 610 til 632, hvor han dør. Inden da er han blevet tvunget på flugt fra Mekka som følge af hans stadigt stigende magt som lokale rivaliserende stammer begynder at se som en trussel, og han og hans tilhængere får til sidst asyl i Yathrib, det senere Medina, i år 622, som regnes som år 0 i den islamiske tidsregning. Nogle af åbenbaringerne stammer fra Muhammeds tid i Mekka, andre fra hans ophold i Medina. Da han dør, er Islam vokset til en magt, også politisk, man må regne med, og ikke kan se bort fra.

Før Muhammeds første åbenbaringer har han oplevet flere store prøvelser; hans far dør før han bliver født, og hans mor dør, da han er omkring 6 år gammel. Som ung gifter han sig med den noget ældre, succesrige forretningskvinde, Khadidja, som har været noget helt usædvanligt i datidens patriarkalske arabiske samfund. Hun angives også som den første, der modtog Muhammeds åbenbaringer med tillid, og dermed som den første muslim.

Resultatet af Muhammeds virke er den monoteistiske verdensreligion Islam med nu omkring 1, 5 mia tilhængere (2016), fordelt på ca 85% sunni-muslimer og resten shiamuslimer og sufier. Skellet mellem sunni- og shiaislam skyldes striden om, hvem der efter Muhammeds død var hans rette arvtager. Nogle holdt på Abu Bakr (sunnier), andre på Muhammeds svigersøn, Ali (shia=shiat Ali, Alis parti).

Islam er en religion, som indiskutabelt rummer mange værdier, men også mange indbyggede problemer. Dette vil blive tydeligt i den videre behandling.

III

Kritisk kommentar til Koranen sura for sura (til og med sura 10; se senere)

Sura et, Åbningen, al-Fatiha (fra Mekka)

I den nådige og barmhjertige Guds navn

Sådan indledes hver sura i Koranen (undtagen sura 9). Der tales altså i Guds navn, hvilket skulle borge for sandheden af det, der følger. Gud kaldes ”nådig”, men der er forskel på begreberne nåde og kærlighed. Hvis der havde stået i den kærlige og barmhjertige Guds navn, havde man bedre udtrykt Guds Væsen. Tyranner viser nåde, Gud viser kærlighed. Gud er ingen tyran.

Ordet nåde gentages i vers (ayat) 3, og man kan kæde det sammen dels med begrebet dommens dag (vers 4) og dem, som vreden rammer (vers 7). Allerede her i åbningssuraen siges en del om Guds forhold til os mennesker; der siges, at Han er nådig, at Hans vrede rammer nogle af os, og at vi engang stilles til regnskab for alt (på dommedag).

I Islam har man ikke begrebet arvesynd, så vi mennesker er altså ikke som i Kristendommen eksistentielt skyldige. At Gud derfor er nådig overfor os og ikke bare kærlig må ligge i, at vi som udgangspunkt før vi kaldes til troen (hvis Gud ønsker og vil det) er vantro og følger andre veje end Guds (vers 7), fx ved at have andre guder (Jahve, den treenige Gud eller andre). Vreden rammer angiveligt de vantro, hvis ikke vi kaldes til troen af den nådige Gud, Allah.

Men da man samtidig i Islam har en tro på, at Gud fra evighed har bestemt hvordan alt skal ske (forudbestemmelse, prædestination; kendes også i Kristendommen, fx hos Augustin), bliver det temmelig meningsløst at Han vil straffe dem, der ikke følger Hans veje eller ikke vil underkaste sig. Ansvaret for det er Hans eget og Hans vrede er derfor meningsløs. På dommedag bliver vi stillet til regnskab for noget, vi ikke har den mindste indflydelse på, hvis alt forud er bestemt af Gud. Derfor er Hans dom (både i Islam og i Kristendommen) egentlig en dom over Ham selv.

At Gud under trusler om evige lidelser kræver, at vi tror på Ham som Han åbenbares i Koranen og underkaster os, viser Gud som en tyran, der ikke levner sine skabninger den mindste frihed, en Gud der trælbinder sin skabelse og ikke har begreb om kærlighed og frihed, en Gud der straffer med evige lidelser for noget vi ingen indflydelse har på og derfor heller ingen skyld i, en Gud der straffer uskyldige, en Gud der selv er skyldig, en grusom, ikke barmhjertig Gud. En Gud der ikke er Gud, ikke er Lysets og kærlighedens Almagt.

Derudover kan det siges, at hvis alt forud er bestemt af Gud, så har vi mennesker egentlig ikke et liv, men kun et skinliv; der kan siges at være en sammenhæng både mellem ansvar og frihed (hvis ikke vi er frie og har et valg, har vi heller intet ansvar og derfor ingen skyld) og liv og frihed; hvis ikke vi er frie og kan tænke og handle frit og selvstændigt har vi heller intet egentligt liv, hvis liv er i en eller anden udstrækning at tænke og handle frit; vi er så kun en slags maskiner. Hvis Gud kalder til tro eller vantro, hvis ikke vi har et valg, ophæves både tro og liv, og Koranen bliver meningsløs, en logisk kortslutning (lige som Kristendommen er meningsløs, hvis Gud forud har bestemt alt i kristen forstand).

Sura to, Koen, al-Baqara (fra Medina)

I sura to møder vi en række grundtanker i Islam:

Ærkeenglen Gabriel angives som åbenbaringens (Koranens) kilde (vers 97). Gud er himlenes (vers 29 og 117), Jordens (vers 22) og menneskenes Skaber, og Han er en og der er ikke andre guder end Ham (vers 163). Gennem tiderne har Gud nedsendt en grundlæggende åbenbaring (vers 4, 87, 92 og 136), en åbenbaring (Skriften) som imidlertid er blevet forvansket (fx Mosebøgerne og evangelierne). Muhammed er den sidste profet (profeternes segl) i en lang række, overbringeren af den endelige, uforfalskede åbenbaring (Koranen; vers 4); overbringeren af et godt budskab og en advarer (vers 119).

Adam og Eva levede oprindeligt i Haven (Paradis; vers 35), men blev ledt på afveje af Iblis (Satan), og blev fordrevet fra Haven (vers 36; smlg 1. Mosebog). Dermed kom fjendskabet og døden ind i verden. Men Gud tilgiver Adam (vers 37), og lover at bringe ham en retledning (ultimativt Koranen). Iblis nægter at bøje sig for mennesket og underkaste sig Guds vilje og nedstyrtes derfor i helvede (vers 34) ligesom alle andre, der ikke vil underkaste sig eller tro. Undertiden er det ligefrem Gud selv, der gør mennesker vantro og dermed fortabte, eller Han forstærker vantroen (vers 10).

De troendes løn efter døden er Paradis (Haven med de rindende floder og de rene hustruer; vers 25), mens de vantro og dem der ikke vil underkaste sig er brændsel for Ilden (vers 24; helvede, fortabelsen). Undertiden er Gud kilde til lidelser i kraft af den pinefulde og evige straf, der venter de fortabte. Og Gud vildleder de gudløse (vers 26 og 27). Mennesker skal frygte Gud (vers 40 og 150), og har grund til det. Hvert menneske står til ansvar direkte overfor Gud, og skal mere tænke på sin egen fromhed end andres. Vi skal altid have dommens dag og mødet med Gud for øje (vers 44-46). Men hvis man åbent og ærligt angrer, tilgiver Gud (vers 160).

Mennesker skal tro på hele Skriften (Koranen) og ikke kun på dele af den. Hvis vi godtager noget, men forkaster andet, hjemfalder vi til den strengeste straf på opstandelsens dag (vers 85-86). Gud forbander de vantro (vers 88-89). Selv om vi gennem Koranen har fået sandheden, er de fleste vantro og dermed fortabte (vers 99-102). Abraham nævnes som et forbillede i kraft af hans ubetingede tro og underkastelse (jf også 1. Mosebog og fx Søren Kierkegaards fremhævelse af Abrahams tro i skriftet Frygt og bæven).

Efter de indledende vers i sura to om tro, underkastelse og koranens autoritet følger en række formaninger om forskellige forhold, der kan opfattes som en del af sharia, vejen eller loven:

Mennesker pålægges at gengælde drab med drab, lige for lige (vers 178). Fromhed er at tro på Gud, på den yderste dag, på englene, Skriften og profeterne, og når man holder bøn og giver almisse og overholder sine aftaler (vers 177). Og mennesker pålægges at faste i måneden Ramadan, den måned hvor Koranen angiveligt blev sendt ned til Muhammed. Dog behøver man ikke at faste, hvis man er syg eller på rejse (vers 183-185). Det pålægges mennesker at kæmpe mod dem, der kæmper mod de troende og at dræbe dem (vers 190-191), og det pålægges os at gennemføre valfarten, Hajj, til Mekka. Troende må kun gifte sig med troende (vers 221). Fristelse til frafald fra troen er værre end drab (fx vers 217).

Kvinder er ”pløjejord” for den troende (mand(!)), og man må ikke have samleje med en menstruerende kvinde, som er uren (vers 222-223; parallel til Moseloven). Mænd står over kvinder (vers 228). Vers 221-242 omhandler mest forholdet til kvinder og kvinder og mænds retsstilling. Lignende passager kan findes i Bibelens fem Mosebøger.

Der er ingen tvang i religionen (vers 256). Gud dømmer ikke så meget efter det ydre men efter det indre, hjertet (fx vers 225 og 264; beslægtede tanker findes i Det ny Testamente), og Han ved præcis hvad vi rummer (fx vers 284). Intet er skjult for Ham. Det er godt fx at give almisse og bedst hvis vi ikke udbasunerer det for alverden, men hjælper i det skjulte uden at prale af det (vers 271). At drive handel er tilladt, men at tage rente er forbudt (vers 275).

Holder vi nu sura to op mod billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, den milde men også myndige Gud og Far, så er det klart, at noget holder, andet gør ikke. Sammenligner vi med Vandrer mod Lyset (VmL), hvor billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt er konsekvent, så er der overensstemmelse i synet på Gud som den ene Gud, ikke to, ikke tre, ikke mange, men én og kun én. Og der er overensstemmelse i synet på Muhammed som Guds udsending (han var som nævnt af de Yngste).

Og der er overensstemmelse i den tanke, at Gud ikke tvinger nogen til at tro på noget bestemt (ingen tvang i religionen), og at Gud dømmer mere efter det indre, hjertet, og mindre efter det ydre. Forskellen er, at VmL hævder en Gud, der ikke straffer os, og slet ikke evigt, og at vi står til ansvar for en Gud, der ved alt, men som ser på os med mildhed og kærlighed og som aldrig fordømmer eller forbander noget menneske, og som altid er parat til at tilgive os, når Han ser, at vores sorg og anger er oprigtig og dybfølt.

Forskellen er, at Islam prædiker gudsfrygt, VmL siger, at vi trygt kan overgive os til Lysets og kærlighedens Almagt, Gud. VmL lærer os tillid og kærlighed til Gud, Islam lærer os frygt for vores Ophav. Gud straffer ikke. Gud opdrager os til at være kærlige og barmhjertige, og dermed være en svag afglans af Hans rene, ophøjede, kærlige og milde Væsen.

Ifølge VmL er gengældelsesloven en af de love, vi mennesker lever under. Men Gud har ikke givet denne lov for at straffe os, og slet ikke for at vi selv skal straffe efter den i Hans navn og med Hans bemyndigelse (”gengæld drab med drab, lige for lige”; Bibelen, ”øje for øje, tand for tand”). Gengældelsesloven er givet for at give os en virkelig forståelse af det vi forbryder ved at udsætte os for de samme lidelser, som vi har bragt over andre, i de tilfælde hvor vi nægter at indse vores synd, nægter at bøje os, angre og bede om tilgivelse. Denne forståelse kan vi næppe opnå på andre måder, hvis vi stædigt nægter at indse og angre vores synd.

Gengældelsesloven har derfor et pædagogisk sigte, og er ikke givet for at bringe os lidelse. Ved den smertelige gengældelse vil vi derefter vogte os bedre for at begå de samme fejl og forbrydelser, fordi vi på egen krop og sjæl har mærket og følt, hvad andre har lidt som følge af vores syndige handlinger. Og gengældelsen sker ikke ved, at Gud straffer os, men ved at det mørke, vi selv ved vores onde gerninger har aktiveret (polariseret; se VmL) uvægerligt – før eller senere – vender sig mod os selv, og bringer os de samme lidelser, som vi har bragt over andre.

Sura tre, Amrans slægt, al Imran (fra Medina)

Nogle vers i Koranen er entydige, andre er flertydige, men kun Gud kender de flertydige vers´ fortolkning (vers 7). De der er vigende i hjertet, misbruger de flertydige tegn til at friste til frafald; kun de forstandige lader sig påminde (også vers 7). De vantro er brændsel for Ilden (vers 10). Nogle finder størst glæde i jordiske goder, andre sætter deres lid til Gud, og tænker mest på livet efter døden (vers 14). Selv om de troende er færrest i kamp eller krig, vil de altid besejre de vantro i kraft af deres tro (vers 13).

Gud elsker de udholdende, sandfærdige og ydmyge (vers 17). Profeten pålægges at advare dem, der vender sig bort fra ham og fra Gud og bringe budskab om en pinefuld straf (Ilden; vers 20-21). Hvis ikke man omvender sig og overgiver sig til Gud i dette liv, er alt spildt, både i denne verden og i den næste (vers 22). De troende skal ikke kun gifte sig med troende, men også kun tage venner blandt troende (vers 28). I vers 36 forekommer ordene den bortstenede Satan, som Amrans datter får beskyttelse mod.

I vers 45-46 gives beretningen om Maria og Jesus parallelt til fortællingen i Bibelen. Maria forjættes at hun skal føde Messias, selv om hun indvender, at hun ikke har ligget med en mand, og Jesus er en af profeterne, som har fået budskabet, som dog senere af mennesker er blevet forvansket. Det siges ikke direkte, at der er tale om en jomfrufødsel eller at Maria undfangede ved Helligånden (som det påstås i Bibelen), det siges kun, at intet er umuligt for Gud.

I vers 92 siges det, at fromhed kun opnås hvis man giver noget af det, man holder af, bort. Beslægtede tanker findes hos Immanuel Kant i hans Kritik af den praktiske fornuft, hvor han siger, at kun de gode gerninger, man udfører på trods af en tilbøjelighed til at lade være, har egentlig moralsk værdi. Moral og fromhed koster noget, fordi de har værdi. Kærlighedens styrke og dybde kender vi først i modgang.

En frafaldens omvendelse accepteres ikke. Hvis først man er blevet troende, og så opgiver troen, fortabes man (fx vers 90). I vers 103-105 advares imod at de troende splitter sig op. De følgende århundreders opdeling i sunitter og shiiter (og sufier) kan ses som en tilsidesættelse og overtrædelse af denne advarsel.

I vers 180 udtrykkes en tanke om, at hvis ikke man er troende, og man puger rigdomme sammen, vil det kun tynge ned på dommens dag. Lignende tanker findes i Det nye Testamente (fx det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds Rige (Matt. 19, 24)). Det vigtigste er troen, hvilket gentages igen og igen. Den troendes løn er Paradis (Haven med de rindende floder), den vantros straf er helvede (Ilden).

Den bortstenede Satan. I forbindelse med den årlige pilgrimsfærd til Mekka stener troende muslimer rituelt og symbolsk en klippe eller sten, som skal repræsentere Satan. Men det at gengælde ondt med ondt er ikke nødvendigvis den mest konstruktive måde at forholde sig til det onde på. Hvis vi følger VmL, så er det mest konstruktive i forhold til det onde to ting:

I forhold til det onde i sig selv, det onde som (upersonlig, blind) kraft, skal vi gyse tilbage for det og sky dets gerninger. I forhold til mennesker der gør det onde, bør vi søge at tilgive. Onde mennesker er ikke lykkelige mennesker, og de har ikke brug for had og fordømmelse, men for barmhjertighed, medfølelse og tilgivelse. Eller som Kong-tse og andre sagde (fx også Jesus i Bjergprædikenen; Matt. 5-7): Gør kun mod andre, hvad du ønsker, de skal gøre mod dig. Hvis vi selv falder for det onde, og lider under det, så søger vi eller har i hvert fald brug for hjælp, barmhjertighed og tilgivelse. Det modsatte støder os kun dybere ned i mørket.

Og her er vi inde på noget centralt i forhold til vurderingen af Muhammed og hans virke. Ifølge VmL var hans opgave primært ikke at ”stene djævelen”, men derimod at vinde ham tilbage til Lyset og Gud ved medfølelse, tilgivelse og bøn for hans fred og frelse. Dette mislykkedes for ham, som det tidligere var mislykket for mange andre, deriblandt for Jesus af Nazareth, og som det senere også for eksempel mislykkedes for Martin Luther.

Eftersom hovedopgaven, at vinde den onde tilbage, mislykkedes, kunne heller ikke Muhammed lykkes med den anden del af sit virke: At give menneskene en sand og fyldestgørende beretning om deres oprindelse, de evindelige kampe mellem godt og ondt, lys og mørke, samt anvise en genvej til Gud gennem en tilgivelse – ikke en forbandelse – af den dybest faldne.

Derfor blev også Koranen en blanding af lys og mørke, sandhed og løgn, lige som tidligere de kristnes hellige skrift, Bibelen, var blevet det. For da det hverken lykkedes Jesus eller Muhammed (og flere andre) at vinde den dybest faldne tilbage, kæmpede han, den faldne, imod dem, og forvanskede det lys, de søgte at bringe. Den onde vendte senere tilbage til Lyset og Gud (i 1912) netop ved nogle få menneskers medfølelse, tilgivelse og bøn, og det synlige resultat af denne begivenhed i den oversanselige verden har vi i Vandrer mod Lysets fremkomst i den jordiske verden, det værk hvori endelig den fulde sandhed om vi menneskers oprindelse, om Guds forhold til os, om kampene mellem godt og ondt, lys og mørke, og om meget andet gives. Sandheden kunne her kun gives, fordi den onde da var vendt tilbage til Gud, og derfor ikke længere kæmpede imod os og mod sandhed og ret.

Den tanke, som Islam rummer om den forvanskning, som er sket med den sande åbenbaring gennem tiderne, primært Toraen og Evangeliet, gælder således også for Koranen; også den er forvansket (af Satan og de ældste; se VmL), da heller ikke Muhammed formåede at vinde den ældste og de ældste tilbage til Lyset og Gud. Den sande åbenbaring blev først givet og kunne først gives med Vandrer mod Lyset, fordi det – som indledning til skabelsen af dette værk – lykkedes at vinde alle de ældste tilbage.

Når ikke engang Satan var eller er fortabt, så bortfalder med det samme al tale om fortabelse og ”Guds forbandelse” af de vantro. Når tværtimod Gud og Hans udsendinge fra de jordiske tiders morgen ud fra medlidenhed med den ondes og de ondes (de ældstes) lidelser har forsøgt at vinde ham og dem tilbage til Lyset og freden, bliver al tale om Guds straf og evige lidelser i helvede meningsløs. Måske vil nogle stille sig afvisende overfor denne sandhed, som udtrykkes så klart i VmL; men hvem har loddet eller kan lodde Guds kærligheds dyb? Det kan ingen, for den er uendelig.

Til trods for sit nederlag i forbindelse med hovedopgaven, at vinde Satan tilbage, nåede Muhammed dog at give noget af sandheden; at Gud er én, og at vi skal søge at rense og højne, forædle vores ånd. De metoder han foreskrev kan diskuteres (fx de minutiøse forskrifter for bøn, den detaljerede opdeling i rent og urent, tilladt og forbudt, og meget andet). Men der kan ikke være tvivl om, at han ærligt søgte at hjælpe, og det siges i VmL, at hans frigivne ånd efter døden sørgede over, at han som menneske ikke havde formået at bringe den fulde sandhed.

Sura fire, Kvinderne, al Nisa (fra Medina)

I vers 1 er der en skabelsesberetning parallelt til Bibelens skabelsesmyte (1. Mosebog), og i vers 28 fremhæves, at mennesket er skabt svagt, og at Gud derfor er langmodig overfor os.

Derefter i vers 3 kommer en legitimering for manden til at gifte sig med flere kvinder. Igen kan det siges, at det er et udtryk for, at manden i Islam står over kvinden. I vers 11 siges det, at et barn af hankøn har samme lod som to af hunkøn. Altså er en mand (eller dreng) dobbelt så vægtig som en kvinde (eller pige). I de følgende vers varierer brøkdelen for kvinder i forhold til mænd lidt, men tendensen er klar: Kvinden er underordnet manden, i hvert fald med hensyn til arv.

I vers 34 siges det, at man gerne må slå genstridige hustruer. Men der er også etiske bud om at behandle sine medmennesker godt og hensynsfuldt (fx vers 36).

At sætte andre ved Guds side tilgives ikke (vers 45 og 116, shirk), parallelt til den kristne ide om synden mod Helligånden, der i kristen forståelse heller ikke tilgives. Ellers tilgiver Gud dem Han vil. Gud og Guds udsendinge skal adlydes, selv hvis de påbyder os at slå ihjel (vers 66). Hvis vi adlyder selv i disse tilfælde, er lønnen stor. I vers 74-77 og 95-96 og 104 er en legitimering af tanken om med magt at kæmpe for Guds sag (jihad), at udbrede Islam med magt. Lønnen for det er stor.

I vers 82 siges det, at da Koranen kommer fra Gud, er den uden uoverensstemmelser. Den er fuldkommen. I vers 89 får vi valget enten at overgive os til Gud, profeten og Koranen eller blive dræbt. Ingen troende må dræbe en anden troende (vers 92). Dræber en troende en anden troende med overlæg, er han fortabt (vers 93). Sker det uoverlagt, skal der gøres bod, men man dømmes ikke til døden eller fortabelse.

Koranen rummer altså dels en advarsel mod at splitte de troende op (sura tre, vers 103-105) og dels mod at slå troende ihjel med overlæg. Forbuddet mod at dræbe andre troende nævnes også i hadith (Sahih al Bukhari, vol 1, bog 2, no 46).

Man kan her ikke undlade at gøre opmærksom på de næsten daglige sekteriske drab blandt sunnitter og shiitter, mest brutalt og frygteligt repræsenteret ved Islamisk Stats hærgen og fx den udbredte brug af dødsstraf i muslimske lande. Alt dette uvæsen forbyder Koranen og hadith. Det er muligt, at man kan finde andre skriftsteder til støtte for grusomhederne, men i så fald modsiger Koranen og hadith sig selv, og er ikke fuldkomne og uden modsigelser, som man ellers påstår (vers 82). I hvert fald er disse grusomheder umulige at retfærdiggøre med henvisning til Gud, som ikke er en krigens, vredens og hævnens Gud, men kærlighedens og barmhjertighedens og fredens.

Vers 111 formulerer en etisk tanke om, at når vi synder imod en anden, så synder vi samtidig mod os selv, hvilket harmonerer godt med karmaloven, som den er beskrevet i Vandrer mod Lyset. Og i vers 135 siges det, at Gud er os nær, uanset om vi er fattige eller rige. Gud ved alt.

I vers 156-161 benægtes korsfæstelsen af Jesus, og i vers 171 siges det, at Jesus kun var Guds udsending, altså en profet og ikke Guds søn, som Kristendommen hævder, og den treenige Gud (Far-Søn-Helligånd) afvises. Dette harmonerer også godt med Vandrer mod Lyset. Men Gud har ingen søn, hvilket ikke harmonerer med VmL, da alle mænd ifølge dette værk er Guds sønner i åndelig forstand, og alle kvinder er Guds døtre.

Har vi mennesker ret til med magt og med Guds bemyndigelse at udbrede en bestemt tro, fx Islam? Stiller Gud og Hans udsendinge det ultimatum: Overgiv dig eller dø? Har vi ret til at dræbe i Hans navn? Er en grundværdi i Lyset, det gode, ikke frihed, og er det sandsynligt, at Lysets og kærlighedens Almagt, den rene, ophøjede Lysets behersker og mørkets besejrer, Gud, stiller sådanne krav og bemyndiger vold og drab i religionens navn?

Næppe. Tidligere står der i Koranen: Der er ingen tvang i religionen (sura to, vers 256). Tilsvarende hævder Kristendommen: Tro frit. Men begge religioner hævder samtidig: Hvis ikke I tror, er I fortabte. Er det et reelt valg? Er det sandsynligt, at en mild, nær og tryg Gud, en Gud der ved alt, og som kender vores inderste og ser med mildhed på det, vil stille så frygteligt et ultimatum og dømme os til evige lidelser i helvede, hvis ikke vi tror?

Næppe heller. Og da Gud ikke stiller disse krav, har mennesker heller ingen ret til at gøre det, og derfor ingen ret til med magt og under trusler om død og drab og fortabelse at udbrede bestemte religioner, fx Islam eller Kristendommen. Mennesker må tro frit, leve frit, og der er fra Guds side ingen trusler og ingen straf, hvis ikke vi tror. Mennesker må lade sig lede af Lyset i deres indre, det bedste, det ædleste i enhver og søge at leve i overensstemmelse med det man finder godt og skønt og meningsfuldt i overensstemmelse med sin samvittighed uden at skulle frygte evig straf og lidelse.

Ved det ”guddommelige” ultimatum, overgiv dig, underkast dig eller dø, og endvidere ved den ifølge Ayan Hirsi Ali (i Kætter) alvorligste overtrædelse af hudud-bestemmelserne (hudud er en del af sharia, ”Guds” lov), frafaldet fra Islam (som blandt andet førte til dødsdommen over Salman Rushdie), er vi måske ved kernen af det, man kalder politisk Islam, eller islamisme. Det påstås med vers 89 at mennesker har ret til at underkue og tvinge sine medmennesker med trusler om død og fortabelse i Guds navn og med Hans bemyndigelse og ultimativt opbygge et teokratisk diktatur og tyranni, et kalifat (som fx Islamisk Stat forsøger), bygget på Koranen og ”Guds” lov, sharia, og profetens eksempel.

Men Gud Herren den Almægtige stiller ikke sådanne krav, Gud kræver ikke underkastelse, og ingen har ret til at tvinge, true, intimidere eller dræbe i Guds navn. Gud er lys, frihed og kærlighed. Gud tvinger ingen, vi har ifølge de guddommelige love ret til at tænke, leve og tro frit, og derfor har vi mennesker heller ingen ret til at tvinge andre til at tro på bestemte religioner, fx Islam, og ingen har ret til at straffe for frafald fra en given tro.

Frygt ikke Gud. For Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, Han tvinger ingen, og stiller ikke ultimative krav. Han ser med mildhed og forståelse på sine skabninger, sine børn, os. Han ved hvor svært det kan være at leve som menneske, og Han kan møde hvert eneste menneske med den dybeste forståelse for alt det, der frister os, for alt det der koster os lidelser, for Han kender det onde, mørket, til bunds, Han har selv kæmpet mod det og overvundet det i den kosmiske kamp mellem godt og ondt, Lys og mørke, en kamp der til sidst førte til Hans emanation, fremstigen som Altbeherskende Personlighed og Gud (se Vandrer mod Lyset).

Dræb ikke i Guds navn, elsk i Hans navn og ånd og i sandhed. Vær barmhjertig som Han er barmhjertig, og tilgiv som Han tilgiver. Tilgiv den dybest faldne, nu hjemvendte Ardor (Satan, se Vandrer mod Lyset), som Gud tilgav ham. Lad andre leve i frihed og fred, elsk dem og lad være med at skræmme og true med falske ord og løgne. Selv om man giver løgnene et skin af religiøsitet, så er det dog løgne, og de gavner ingen, men sinker os på vores vej mod Gud, Lyset og freden, den evige salighed.

–

Almægtige Gud! Løft din stemme over verden, sænk din fred og velsignelse over mennesker, lad dem finde hvad de søger, lad os vågne til en dag uden strid!

–

Sura fem, Bordet, al Maida (fra Medina)

I de første vers gives befaling om, hvad der er tilladt at spise, og hvad der er forbudt. Og der gives anvisninger til bøn. Vi pålægges at tilgive dem, der synder og begår forræderi mod os. Profeten er kommet for at tilgive meget, blandt andet forvanskningen af de tidligere profeters budskaber (evangeliet), og Gud vil lede de troende ad fredens vej (vers 16). Dræber man en, er det som at dræbe alle mennesker, og skænker man et menneske livet, er det som at skænke alle livet (vers 32).

En tyv skal som straf have hænderne hugget af (vers 38). Mennesker skal dømme efter guddommelige love, ikke de menneskelige; liv for liv, øje for øje osv (vers 44-45). Selv om både jødernes, de kristnes og muslimernes hellige skrifter, Toraen, Evangeliet og Koranen er sendt ned af den samme Gud, så er Toraen og Evangeliet som nævnt blevet forvansket, og muslimer skal ikke tage sig venner blandt jøder og kristne (vers 51 og 57); Gud har sat splid mellem dem (vers 64).

De første vers i sura fem om tilgivelse og de etiske betragtninger om, at hvis man dræber én er det som at dræbe alle, og at skænke et liv er som at skænke liv til alle, og at Gud vil lede de troende ad fredens veje, peger klart i retning af Lysets og kærlighedens Gud. De detaljerede regler for tilladt og forbudt er dog nok lidt for rigide. Hvis vi skal dømme efter guddommelige love og budskaber og ikke efter menneskelige love, må vi være sikre på, at det vi dømmer efter også er i samklang med den sande Gud, Lysets og kærlighedens Almagt, og at det vi dømmer efter er humant og barmhjertigt.

I sin tale i Vandrer mod Lyset giver Kristus en anvisning på, hvordan vores love bliver humane og barmhjertige og retfærdige og kommer i samklang med Guds love: Ved kun at dømme efter love som skal udformes som om lovgiverne selv skulle dømmes efter hver eneste paragraf og bestemmelse. Gør vi det, er vi i overensstemmelse med Gud, og dermed udelukkes naturligt nok de barbariske straffe som afhugning af hænder, pisk, stening og enhver form for dødsstraf.

Derimod er det opskriften på religiøse krige og religiøs intolerance og had at sige, at Gud har sat splid mellem jøder, kristne og muslimer. Det er helt sikkert – og i overensstemmelse med Vandrer mod Lyset – at Gud har sendt mange profeter, udsendinge (VmL: de Yngste) til menneskene, men det er ifølge VmL ikke mennesker, men Satan (Ardor), der har forvansket det, Guds udsendinge har bragt. Derfor er der intet grundlag for religiøse krige og indbyrdes menneskelige bebrejdelser og splid med hensyn til tro og den forvirring der findes på det religiøse område.

Da Lysets og kærlighedens Gud ikke så meget dømmer efter, hvad vi tror på, og da Han meget vel ved, hvor vanskeligt det er at finde vej gennem det jordiske mørke og de mange løgne, som Satan udbredte, mens han stadig kæmpede imod os, er der heller intet grundlag for, at vi mennesker skal dømme og fordømme og forfølge hinanden for det vi tror eller ikke tror på. Gud gør det ikke, og derfor tilkommer det heller ikke os mennesker at gøre det.

Det vigtigste er, at vi søger at tænke og handle i overensstemmelse med det bedste og det ædleste i os og at søge at højne vores ånd i samklang med vores samvittighed. En af de ting der hører med til det er at være tolerant overfor anderledes tænkende og troende. Som det siges i Vandrer mod Lyset: Tolerance er kærlighedens ABC. Ingen har ret til at hade og forfølge sine medmennesker. Derfor må også jøder, kristne og muslimer søge forlig og lade være med at føre krig mod hinanden. Ja, alle må lære at elske, agte og respektere hinanden. Alle tre religioner rummer sandheder – og løgne – og hvis vi skal være i samklang med kærlighedens Gud, må kærligheden og respekten mellem alle troende og ikke troende være normen og budet og pligten.

De forvanskninger af de sandheder Guds udsendinge har bragt, skyldes som nævnt Satan (Ardor), og i sin beretning i VmL fortæller han om disse forvanskninger, hvordan de blev til og hvilke frygtelige konsekvenser de fik og stadig har også indenfor Islam. I beretningen bøjer han sig dybt for os for at søge at vinde vores tilgivelse. Gud tilgav ham, Gud er kærlighedens og barmhjertighedens Gud; hvis derfor vi skal være i samklang med Ham, må vi – som tidligere sagt – også søge at tilgive, ikke bare den dybest faldne, men alle, der forbryder sig mod os.

Sura seks, Kvæget, al Anam (fra Mekka)

Gud skabte mennesket af ler (vers 2; smlg med sura 96 hvor der står, at Gud skabte mennesket af ”levret blod”). Engang vil Gud samle alle mennesker på opstandelsens dag (vers 12). De der sætter sig op mod Gud eller som vender sig bort fra Ham eller Hans budskab (Koranen), vil få en frygtelig straf på ”en vældig dag” (fx vers 4 og 15). Koranen er både et godt budskab og en advarsel (vers 19), ligesom Muhammed er en overbringer af et godt budskab og en tydelig advarer.

Livet på Jorden er ikke så vigtigt, det vigtigste er livet efter døden (vers 32). I flere vers (fx vers 54 og 57) og i flere suraer tales om Koranens tegn og ”klare beviser”. Alt og alle vender tilbage til Gud (forekommer i flere suraer; her fx vers 62). Sura seks er fra tiden i Mekka, altså fra tiden før Islam var blevet en magt, man måtte regne med, og det kan ses fx i vers 93, hvor Gabriel synes at prøve at styrke Muhammed og opmuntre ham ved at sige, gid du kunne se, når de der handler uret, er i dødens favntag. Gabriel synes her at søge at styrke Muhammeds tro og mod.

Mennesker sætter djinner ved Guds side (vers 100), men der må ikke sættes noget eller nogen ved Hans side. Det tilgives ikke (djinner er en slags åndelige væsener, som Gud har skabt; omtales også ofte i 1001 nat). Gud har ingen sønner eller døtre, da Han ikke har nogen ledsagerske (vers 100-101; smlg med VmL hvor det siges, at Gud (selvfølgelig) ikke har nogen kvindelig partner eller ledsagerske, men at Han er vores Far og Skaber – i åndelig forstand, ikke jordisk – og (selvfølgelig) uden seksuelle implikationer). Mennesker må kun spise det, Guds navn er udtalt over (vers 121). Gud retleder hvem Han vil, og vildleder hvem Han vil (fx vers 125). Hvis Gud ville, kunne Han få alle til at tro (forekommer i flere suraer).

Gud har skabt menneskets udødelige ånd af lys, Satan (Ardor) og de andre faldne (de Ældste; VmL) har skabt menneskets forgængelige, fysiske legeme af mørke (se VmL). Alle mennesker af hankøn er som nævnt åndelige sønner af Gud, og alle mennesker af hunkøn er åndelige døtre af Gud.

Skabelsen af liv er ikke begrænset til den seksuelle forening. Den seksuelle forening hører livet på Jorden til. Gud skaber ikke noget af ”ler” (sammenlign med den parallelle skabelsesmyte i 1. Mosebog) eller af ”levret blod”. Gud skaber af lys og (selvfølgelig) uden seksuel forening. Derfor har Gud ikke brug for en kvinde (ledsagerske) til at skabe liv (som før antydet).

Er det sandsynligt, at Lysets og kærlighedens Almagt, Gud, har magt til at lade alle tro og derved frelse alle, og så undlader at gøre det? Er det sandsynligt, at Gud dømmer de vantro, som ikke behøver at være vantro, fordi Gud har magt til at gøre alle til troende, til evige lidelser i helvede? Er Gud så ikke den egentlig skyldige? Hvilken Gud har magt til at frelse alle, men undlader at gøre det? Er det en Lysets Gud? Er det en retfærdig Gud? Er det en Gud overhovedet?

Sura syv, De høje stader, al Araf (fra Mekka)

Engang kastede alle englene sig ned for mennesket undtagen Iblis (Satan; vers 11), som mente at han var bedre end mennesket, da Gud skabte ham af ild, mens han skabte mennesket af ler (vers 12; parallelle steder findes i sura femten, vers 30-44 og sura sytten, vers 61-65 og flere andre steder). Da Iblis nægtede at bøje sig for mennesket, blev han uddrevet af Paradis (vers 18). Han sværger mennesket fjendskab (vers 16 og 17).

Gud pålægger Adam og hans hustru ikke at spise af et bestemt træ (Kundskabens Træ som i Kristendommen?), men Iblis frister dem, de spiser af træet og deres køn, der var skjult for dem, bliver synligt (vers 19-25). I 1. Mosebog er det slangen, der frister Eva, her er det altså djævelen. De to er ikke nødvendigvis identiske. Jorden skal være menneskets opholdssted, og af den skal vi igen oprejses (vers 25).

Gud har skabt verden på seks dage (vers 54; parallelt til 1. Mosebogs skabelsesmyte). I de følgende vers berettes om, hvordan forskellige profeter (blandt andre Noah) kom til menneskene med et enslydende budskab, der dog blev forkastet af de fleste: ”Tjen Gud! I har ingen anden Gud end Ham”. De der nægtede at modtage budskabet og profeterne blev udryddet. I de næste mange vers (fra vers 103) gives beretningen om Moses, parallelt til beretningen i Mosebøgerne.

Der er altså nogenlunde overensstemmelse mellem Bibelens og Koranens skabelsesmyte, syndefaldsmyte, profeterne der udsendes med det samme budskab, og dommens dag, hvor nogle skal frelses, andre fortabes.

Men hvis vi sammenligner med Vandrer mod Lyset, er det klart, at både Bibelens og Koranens grundlæggende myter netop er myter og ikke konkret virkelighed. Satan (Ardor) og de øvrige Ældste blev fristet (helt nøjagtigt: De blev – sammen med de Yngste – stillet direkte overfor mørket for at lære at overvinde det) og faldt for det onde. Det var altså dem og ikke Gud, der skabte mennesket (dets fysiske, forgængelige legeme). Mennesket faldt ikke. Det var hverken ”Slangen” eller djævelen, der fristede mennesket, men mørket der fristede og bandt Ardor og de øvrige Ældste, og bragte dem til fald.

Gud skabte heller ikke verden på seks dage som Koranen og Bibelen samstemmende siger, hvilket også er helt umuligt at tro, når vi sammenligner både med, hvad videnskaben ved i dag og med VmL. Skabelsesberetningen i Bibelen og Koranen er myter, ikke virkelighed. Det vigtigste er dog: Ingen er fortabt og ingen skal fortabes, Lysets Guds kærlighed er uendelig, der er ingen fælles, universel dommedag, hvor nogle skal frelses, andre fortabes, og selv Satan (Ardor) skal engang indgå i den evige salighed i Guds Rige, Paradis.

Intet fald er uopretteligt. Helvede var noget Ardor og de øvrige Ældste skabte for sig selv, det har aldrig været Guds mening, at nogle skulle fortabes og straffes evigt i helvede, og siden Ardor og de Ældste vendte tilbage til Lyset og Gud, findes det ikke mere.

Sura otte, Byttet, al Anfal (fra Medina)

I kampen eller krigen mod de vantro må den troende ikke vende ryggen til. Gør han det, er han fortabt (vers 16). Gud slår de vantro ihjel (vers 17). Gud er med de troende og mod de vantro (vers 19). Krigen mod de vantro varer ved, indtil al religion tilhører Gud (vers 39). Selv om de troende i krigen er numerisk underlegne, vil de sejre i kraft af deres tro (vers 65). Gud vil give dem sejren.

Hovedtemaet i denne sura er krig mod de vantro, og den stammer som anført fra tiden i Medina, en tid hvor Islam og muslimer voksede fra at være en forfulgt minoritet til at være herskere og en politisk magtfaktor. I Kætter skelner Ayan Hirsi Ali mellem Mekka- og Medina-Islam, hvor tiden i Mekka var præget af idealisme og tiden i Medina som en tid præget af krig og erobring. Man kunne måske sige, at Mekka-Islam er fredens Islam, mens Medina-Islam er krigens Islam.

Muhammed og hans tilhængere måtte i år 622 som nævnt flygte fra Mekka, og fandt til sidst asyl i Yathrib, det senere Medina, hvor Islam ændrede sig fra en fredens religion til en krigens.

Vantro kan siges at være dem, der får Koranen og profetens udsagn og gerninger præsenteret, men som vender sig bort fra dem. De påstås at være fortabte. Så tanken er, at mennesker skal kende Koranen. Hvis de vender sig bort eller falder fra Islam, er de fortabte, og troende har ret til at dræbe dem. I krigen mod de vantro giver Gud angiveligt de troende sejren, da Han styrker dem, og er med dem.

Gud er ingen krigsgud. Gud giver ikke de troende af nogen religion fjenderne i deres hænder og dræber dem. Gud hører ikke bønner om hjælp til at sejre i krig, Han hører og bønhører kun bønner om at genoprette freden. Gud er en fredens, kærlighedens og barmhjertighedens Gud og Herre. At gøre Gud til øverste krigsherre er blasfemi.

I moderne tid har terrororganisationer som al Qaida, Islamisk Stat, Boko Haram, Taliban og mange andre gjort sig skyldige i denne form for blasfemi. De påkalder Gud når de udfører deres grusomme handlinger, når de skænder og brænder og slagter mennesker i Guds navn. De påstår, at de der falder i krigen mod ”de vantro” bliver martyrer, der lønnes af Gud i Paradis med de herligste goder. Tåbelige tanker!

Den udbredte brug af selvmordsaktioner og det påståede martyrium med den store løn fra Gud hviler på løgne og blasfemi. Virkeligheden er en helt anden for de såkaldte martyrer:

Et menneske der sprænger sig selv i luften eller kører ind i folkemængder og dræber mange mennesker i selvmordsaktioner bliver ikke lønnet med Paradis og salighed; selvmorderen og morderen og terrorristen bringes efter døden til et ensomt sted, hvor han eller hun igen og igen i tanken må genopleve det, de gjorde, den rædselsfulde og gudsbespottelige handling, smerten og lidelsen, igen og igen, indtil den dag og time som Gud har sat som deres dødsdag indtræder. Derefter følger en langvarig og lidelsesfuld soning i nye inkarnationer (se Vandrer mod Lyset).

Dette bør mennesker vide for at de ikke skal lytte til løgne og falske håb og bringe sig selv uudholdelige og langvarige lidelser. Selvmordsterrorister er ikke fortabte, ingen er fortabte, men deres lidelser er og bliver meget store, indtil alt er sonet. Vi mennesker bør ikke forfølge og udrydde hinanden, men elske og berige hinanden, og være som brødre og søstre i ånden.

Gud er ingen krigsgud, Hans love forbyder vold og krig og drab i alle former, og dem der forbryder sig mod disse love er ikke fortabte, men deres lidelser bliver meget store og langvarige. De vil rammes af de samme lidelser, de har påført andre, indtil alt er sonet og de forstår ondskaben i det, de gjorde (gengældelsesloven).

–

Gudfader! Nogle mennesker farer gennem verden med brændende sværd med dit navn på skæftet. Tag sværet fra disse blindes hænder, lad dem se din sorg og smerte og skam over dem, du gav livet. Lad os bære dit navn i kærlighed og med ære.

–

Sura ni, Omvendelse, al Tawba (fra Medina)

Hvis mennesker omvender sig, holder bøn og giver almisse, skal de troende lade dem gå; ellers skal de dræbes (vers 5). Gud straffer de vantro og dem, der krænker Islam ved menneskers hånd (vers 12-14). De troende skal bekæmpe dem, der sætter andre ved Guds side (vers 36). I flere vers i denne sura påbydes de troende at rykke ud og kæmpe for Gud og profeten mod de vantro. Gud har købt dette liv, mod at vi får ”Haven”; dvs det vigtigste er livet efter døden (vers 111).

Temaet i denne sura er forpligtelsen til at kæmpe med våben for Guds og profetens sag (jihad). Denne tanke er også stærkt tilstede hos vores tids ”hellige krigere”, mujahedin, sammen med den påståede ret til at straffe og dræbe i Guds navn. Dette kommer til udtryk i flere vers, ikke kun de to såkaldte ”sværdvers” (vers 5 og 29).

Men Gud straffer ingen, og ingen har ret til at straffe og dræbe i Guds navn. Gud er en Lysets og kærlighedens Gud, og den egentlige kamp som vi mennesker udkæmper, er ikke kampen mod de vantro, men derimod en kamp mod det onde i os selv, det onde, som blandt andet kan friste os til at straffe og dræbe andre.

Bragt på en kort formel: Fjenden er ikke medmennesket, men derimod det onde, der kan friste os til at bekæmpe vores medmennesker. I denne kamp bør vi stå sammen og ikke stå sammen i kampen mod andre. Fjenden er ikke medmennesket, men det onde, der udpeger medmennesket som fjenden.

Med hensyn til vægtningen mellem dette liv og livet efter døden (vers 111) er det klart, at i en vis forstand er det livet efter døden, der er det vigtigste. Men hvis man siger, at livet på Jorden intet er værd, og kun livet efter døden tæller, så bliver det for nogle fatalt let at tage liv, enten sit eget eller andres (fx i selvmordsaktioner). I en vis forstand er det set på en anden måde faktisk livet på Jorden, der er det vigtigste, da det er her, Gud opdrager os, og her vi lærer mørket, det onde, at kende og at overvinde det. At få de erfaringer er afgørende vigtigt og fundamentet for evighedslivet i Guds Rige, Paradis (se Vandrer mod Lyset).

Sura ti, Jonas, Yunus (fra Mekka)

Mennesker er troløse overfor Gud. Når vi har modgang, anråber vi Gud, og når Han så bønhører os og ophæver modgangen, så glemmer vi utaknemmeligt den hjælp, vi fik af Ham (vers 12 og 21). Vi har fået Koranen, men vil have et andet budskab (vers 15). Koranen dømmer mellem os. Gud har skabt alt, og til sidst vender skabelsen tilbage til Ham (vers 34). I vers 38-39 stadfæstes profetens og Koranens autoritet. Ingen kan efterligne Koranen, og den kan ikke ændres (vers 64).

Først når mennesker ser den evige straf, der venter de vantro og venter dem, der kalder Guds ord og tegn for løgn, Ilden, vil de tro – og fortryde deres vantro, men da er det for sent (vers 96-97). Gud fælder den endelige, evige dom over hele skabelsen (vers 109).

I sura ti møder vi altså den islamiske tanke om, at Gud er Skaberen af alt, Skabelsen vil opretholdes og leve en tid, indtil den vender tilbage ved dommen. Koranen påstås at være den fuldkomne og fejlfri beretning om dette forløb fra evighed til evighed.

Som jeg indledte dette skrift med at sige, så er det meningsløst at sige, at Koranen (og en hvilken som helst tekst) er og kan rumme al sandhed af den simple grund, at hvis Koranen var al sandhed, og vi tilegnede os hele skriften, som det angiveligt kræves, så ville vi blive alvidende som Gud, hvilket selvfølgelig er umuligt. Koranen kan derfor ikke være al sandhed.

Den er heller næppe helt sand i den nødvendigvis begrænsede del af sandheden, den meddeler. Gudsbilledet – i forhold til billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt som gives i Vandrer mod Lyset – er mange steder i Koranen direkte modsat; en ”Gud” der truer os og som skadefro ser hen til, at de vantro og andre ser ”den evige straf”, ”Ilden”, og fortvivlede og rædselsslagne fortryder deres vantro, for sent og forgæves.

Gud angives at bestemme hvem, der tror, og hvem der ikke tror; og Han påstås at dømme os efter noget, som Han alene er ansvarlig for; tro eller ikke tro. Derfor er Koranens ”Gud”, Allah, som en lunefuld tyran, der leger en grusom leg med os, en ”Gud” der som katten leger med musen; Han har magten, og Han misbruger den.

Koranens ”Gud” er derfor ikke den sande Gud, den ophøjede, kærlige, barmhjertige og milde Lysets Gud, som vi kan være fuldstændig trygge ved; Koranens ”Gud” er grusom og lunefuld – kun stedvis og i glimt barmhjertig – og Han misbruger sin magt. Og derfor er Koranen hverken al sandhed og sandheden optræder i bogen kun i sjældne glimt. Koranen peger mange steder væk fra Lyset, kærligheden og freden og Gud, og ind i mørket og volden, ligesom Toraen og Evangeliet gør det.

Den dom Koranens Gud fælder over mennesker, er i virkeligheden dommen over Ham selv (men vel at mærke ikke over muslimer). Sammen med Jahve og den treenige Gud trænger Han til en grundig gennemlysning og lutring, det vil sige det billede, jødedom, kristendom og islam giver af den Almægtige, trænger til en tilbundsgående rensning, og disse religioner trænger til en gennemgribende reformation. 

Til grund for denne rensning af gudsbilledet og denne reformation bør vi lægge Vandrer mod Lyset, hvor billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt er konsekvent.

_

Da jeg startede denne undersøgelse, var det med det mål at se, i hvor stor eller lille grad Koranens Gud stemmer overens med billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, en gudsopfattelse jeg dels har fra Vandrer mod Lyset, dels fra personligt åbenbarede glimt af den Almægtige.

Jeg mener nu at have vist, at den sande Gud, Lysets Gud, kun i ringe grad er til stede i Koranen, og kun i sjældne glimt (ligesom det er tilfældet med Bibelen). Jeg mener at have vist, at Koranen derfor langt fra er perfekt, fuldkommen og fejlfri, og at den ligesom Bibelen som oftest er direkte vildledende og peger i retning af mørket, det onde, med sin dømmende og fordømmende, tyranniske ”Gud”, Allah.

For at spare tid og arbejde og for ikke at trætte læseren unødigt med gentagelser, har jeg derfor besluttet at afvige fra den oprindelige plan om at behandle alle Koranens 114 suraer en efter en (vrængbilledet af Gud fortsætter i resten af Koranen, hvilket enhver kan overbevise sig om ved selv at læse de resterende suraer).

En del af planen med dette skrift var også ud fra autoritative hadith-samlinger at søge at vise, hvor profeten Muhammed var i overensstemmelse med Lysets og kærlighedens Gud, og hvor han ikke var, men mit kendskab til hadith-litteraturen rækker som antydet ikke til en tilstrækkeligt vægtig behandling, og hadith-litteraturen er så omfangsrig, at jeg også her afviger fra den oprindelige plan. I stedet henviser jeg til sunna.com, hvor de autoritative hadith-samlinger gives dels på arabisk, dels i engelske oversættelser, og hvor enhver derfor kan danne sig sit eget billede af profeten.

Jeg har været igennem ca halvdelen af Sahih al-Bukhari, og ud fra det kan jeg kun sige, at mit billede af Muhammed er blandet. Han fremstår ud fra det jeg har læst dels som en sympatisk person med høj ærlighed og integritet og menneskekærlighed og ansvarlighed og mod, men også som en person, der ofte ikke kan siges at være i samklang med Lysets Gud; fx de steder, hvor han fremhæver krigen mod de vantro som noget Gud velbehageligt og de steder, hvor han fx påbyder stening for utroskab og meget andet.

Hadith indrømmer, at Muhammed ikke var perfekt, idet han undertiden glemmer det, han får åbenbaret, og vi kan af litteraturen se, at han heller ikke var syndefri (lige så lidt som Jesus var det), da han fx deltog i plyndringer af karavaner og egenhændigt dræbte andre mennesker. Billedet af ham er altså broget.

De mange minutiøse forskrifter for bøn, almisse, rituel renselse og forskrifterne for tilladt og forbudt peger i retning af en lovreligion, der ikke levner plads til den virkelige og guddommelige frihed, som den sande Gud har givet enhver af sine børn. Det er heller ikke i overensstemmelse med den sande Gud og Lyset.

Men – for interesserede kan jeg altså kun anbefale dem selv at undersøge hadith-litteraturen for at danne sit eget billede. Jeg kan også anbefale forskellige biografier om profeten, fx Karen Armstrongs Muhammed og Reza Aslans Kun én Gud.

IV

Islams altomfattende lov og vej, sharia

Det vigtigste i Islam er ifølge Koranen og profeten Muhammed troen. Deri ligner Islam Kristendommen som Paulus og siden Luther udtænkte den. I Islams tilfælde kan det siges, at troen omfatter alt, og er den vej, sharia, gennem Guds åbenbarede ord, Koranen, og profetens eksempel, vi mennesker skal følge.

Ved troen følger også de andre vigtigste principper i Islam, bøn, almisse, faste under Ramadan og pilgrimsfærd til Mekka.

Men – det siges også, at Gud forud har bestemt alt, derunder hvem der vil følge vejen, og hvem der ikke vil. Med andre ord: Hvem der er frelste og hvem der er fortabte. Og dermed er det egentlig meningsløst, at Gud overhovedet åbenbarer sit ord, Koranen, da det alligevel er op til Ham og ikke os, om vi vil følge den.

Koranen og Muhammeds eksempel til efterfølgelse er derfor meningsløse; Gud ville opnå det samme uanset om Han åbenbarede sig eller ej. Nogle vil følge vejen, sharia, andre ikke. Alt afhænger af Guds vilje og forudbestemmelse, og vi mennesker har intet valg, og derfor heller ikke brug for en åbenbaring, Koranen, og ikke brug for Muhammeds eksempel til efterfølgelse.

Islam er med dette dybest set meningsløs, ligesom enhver religion der hævder Guds forudbestemmelse af alt er det (fx visse fortolkninger af Kristendommen; Paulus, Augustin og Calvin).

Hvis vi i et særligt blik på sharia lægger til grund, at en væsentlig og central værdi i Lyset er frihed, så virker de mange forbud og påbud i sharia, som det er åbenbaret gennem Koranen og profetens sunna, indskrænkende på menneskets gudgivne frihed. Særligt de mange påbud spænder os ind i tvang og ufrihed, hvis vi hævder sharias universelle gyldighed.

Der er forskel på positive og negative love; med positive love mener jeg påbud, med negative love mener jeg forbud. Der er for mig at se intet i vejen med et forbud mod fx vold og drab, men hvis vi spænder hele den menneskelige tilværelse ind i tilladt og forbudt, halal og haram, så forbryder vi os mod menneskets grundlæggende trang til og ret til frihed.

En af de ting der gør menneskelivet værdifuldt, og som gør os til selvstændige og modne personligheder, er netop frihed; retten til at tænke og handle frit, så længe vi ikke skader andre. Kun med en grundlæggende frihed og via selvstændige erfaringer bliver vi unikke og modne personligheder.

Beslægtede tanker findes hos Grundtvig og Kold i deres syn på pædagogik og dannelse; kun det der tilegnes i frihed og selvstændighed har egentlig værdi. Det påtvungne – fx gennem rigide regler eller under trusler – forbliver noget udvendigt uden værdi for mennesket.

Hvis alt enten foreskrives os eller forbydes os – under trusler om evig straf hvis vi viger fra vejen, sharia – bliver livet meningsløst og det strider mod den frihed, den Almægtige opdrager os med og til, netop for at gøre os til unikke og modne og myndige personligheder, der kender forskel på godt og ondt.

Hvis alt enten på forhånd erklæres for tilladt eller forbudt, under trusler om helvedesstraffe, så lærer vi aldrig forskel på godt og ondt, lys og mørke, vi lærer da aldrig som en umistelig del af vores ånd og personlighed hvad der er godt, og hvad der er ondt, og hvorfor. Hvis alt er op til Gud og Hans ”dekreter” (fx gennem Koranen og profetens eksempel), så forbliver vi som umyndige børn, der ikke selv har overvundet det ondes fristelser, og al etik bliver da overflødig og meningsløs.

Så hvis Gud dels forud har bestemt alt, dels hvad der er tilladt og hvad der er forbudt, er Islam ikke kun meningsløs men også uetisk og fremmed for al etik. Den sande Gud, Lysets og kærlighedens og frihedens Gud, lader os skabe og gå vores vej i selvstændighed; Han giver ikke en facitliste og en vej, sharia, som vi slavisk skal følge under trusler om evig straf.

Der er ikke kun én vej til Gud, men én for hvert menneske, som tidligere nævnt. Hvis vejen til Gud skal give mening og være af værdi, så skal vi gå og skabe den i frihed, støttet og hjulpet af den Almægtige, men ikke ført som børn i ledebånd.

V

Islam som en syntese af Jødedom og Kristendom

Med en vis ret kan Islam siges at være en syntese af Jødedom og Kristendom på den måde, at Islam både hævder tro og underkastelse under Gud som det centrale i menneskelivet; at der ikke er nogen ved Guds side og at der ikke er nogen Gud udover Ham, som vi skal underkaste os.

I Det gamle Testamente er det centrale lydighed mod Gud (underkastelse); syndefaldet og uddrivelsen af Edens Have skete ved ulydighed mod Gud (1. Mosebog, 3), Abraham fremhæves ved sin absolutte lydighed mod Gud, da han var parat til at ofre sin søn, Isak, (1. Mosebog, 22), og israelitterne afkræves absolut lydighed og bliver straffet hårdt af Gud, hvis de nægter eller dyrker andre guder.

I Det nye Testamente fremhæves både af Jesus og Paulus troen som det afgørende i livet og for evigheden. Den troende frelses, den vantro fortabes. Dette hævdede også senere Luther.

I Islam findes begge elementer, tro og underkastelse (lydighed) som afgørende for menneskets evige skæbne.

Men det gudsbillede som bærer disse forestillinger har intet med den sande Gud, Lysets Almagt, kærlighedens og Livets Herre at gøre; den sande Gud stiller os frit og Han elsker os uanset om vi tror på Ham eller ej og uden at true med fortabelse og evige lidelser, hvis vi ikke tror eller ikke følger Hans veje og bud. Den dømmende og fordømmende Gud i Islam, Allah, ligner mere – som tilfældet også er med Jahve i Jødedommen og den treenige Gud i Kristendommen – en jordisk despot og tyran, opskaleret til et guddommeligt uhyre.

VI

Konklusion

Islam er lige så fejlbehæftet som den dybtgående analyse og gendrivelse af Kristendommen i Vandrer mod Lyset viste at Kristendommen er, og Islam er kun i glimt et udtryk for Guds Væsen og menneskets forhold til Gud og Hans til os.

Overordnet kan det siges, at Koranens og Muhammeds budskab til menneskene er et ultimatum: Underkast jer, eller dø. Dette ultimatum stilles igen og igen i Koranen, og det stilles både af ”Gud”, Allah, og af Muhammed, og gælder således både det evige (frelse eller fortabelse) og det jordiske (liv eller død). Dette ultimatum kan umuligt bringes overens med den sande Gud, Lysets og kærlighedens Almagt.

Selv om man følger en forfatter som Aminah Tønnsen, og anlægger en helhedsanskuelse og helhedstolkning af Koranen (Tønnsen, Islam – Koran. Hadith. Sharia), som hun opfatter som at tjene Gud og holde sig fra de onde magter og at tjene Gud ved at tjene Skabelsen, så gør man i Islam efter min opfattelse Gud mindre end Han er.

Selvfølgelig er det godt at tjene Gud og at forsøge at leve et så rent liv som muligt og at søge at højne og berige sin ånd. Men hvad med alle dem der går vild, dem der ikke (bevidst eller af uvidenhed) vil underkaste sig, dem der ikke vil tjene Gud og Hans skabelse? Markerer det grænsen for Guds kærlighed og tilgivelse, eller er det sandt, hvad Vandrer mod Lyset siger, at der netop ingen grænse er for Guds kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed, og at selv Satan blev tilgivet, da han angrede?

Er der grænser for Guds kærlighed? Eller er Hans kærlighed uendelig? Hvem har loddet Hans kærligheds dyb? Nogle muslimer mener, at fx Mosebøgerne og Evangelierne med tiden blev forvanskede, og at der derfor var brug for endnu et budskab, endnu en budbringer (rasul) for at give den endelige og uforfalskede åbenbaring (Muhammed og Koranen). Er det ikke sandsynligt, at et budskab der sætter grænser for Guds kærlighed selv er forfalsket? (Dette kan også gælde som et argument mod Kristendommen).

Gud, denne ophøjede, uendeligt kærlige og milde men også myndige Personlighed trækkes i Islam ned i støvet, og de talrige forbrydelser, der begås i Allahs og profetens navne kan aldrig retfærdiggøres og de er bespottelser mod den Almægtige. Selv en ellers sympatisk og inkluderende tolkning af Koranen og Islam som Tønnsens gør efter min opfattelse Gud mindre end Han er. Gud er et uendeligt Væsen, og uendeligt kærlig, og ingen kan fuldt ud fatte Hans ophøjede Væsen og hele Guddomsfylde. Derfor er heller ingen åbenbaring af Ham fuldstændig, og enhver begrænsning i forståelsen af Ham, for eksempel grænser for Hans kærlighed og tilgivelse, er en fejl.

Nogle mener, at fortabelse er at fravælge Gud, og at vi har et frit valg til enten at vælge Gud til eller fra (dette mener fx også nogle kristne). Men selv om vi fravælger Ham, fravælger Han aldrig os. Som det siges i Spørgsmål og Svar (Supplementerne til Vandrer mod Lyset), så har Hans kærlighed sine forgreninger i selv de dybest faldne, og engang vil Han ved sin kærlighed vinde alle for sig og sit Riges herlighed. Ingen er fortabte, og selv om vi for en tid fravælger Ham, fravælger Han aldrig os.

Nok var Muhammed Guds udsending som det siges i Koranen, men han var en af dem, der fejlede, konfronteret med mørkets ekstreme kræfter. Dette bør dog ikke føre til en dæmonisering af hverken Muhammed eller af muslimer, men det er tydeligt, at Islam såvel som Kristendommen som nævnt har brug for en tilbundsgående reformation og renselse, hvis disse religioner skal have nogen legitimitet og autoritet. Til dette brug bør vi som jeg skrev tidligere se Islam gennem det billede af Gud, som findes konsekvent i Vandrer mod Lyset, Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre, en tryg og nær Gud og Far, som forbyder al vold og al krig, en Gud der ikke er en krigens, men en kærlighedens Gud.

Det kan sikkert gøres meget bedre end jeg har gjort det i dette skrift, som kun er en start på den rejse, vi mennesker kan påbegynde: Mod en verden, Jorden, hvor vi ikke skændes om gamle, tvivlsomme religioner, og skænder og brænder hinanden i den Højestes Navn, men elsker hinanden, en verden hvor vi ikke fører krig efter religionens bogstav, men skaber fred med dens ånd. Hvis vi gør det, kan vi bære Guds Navn gennem verden med ære til sejr, som de elskede børn af Ham, vi alle er.

Afsluttende spørgsmål

I lighed med Vandrer mod Lyset der afslutter sin redegørelse med visse fundamentale spørgsmål vedrørende den kristne gudsopfattelse, og den Gud, der træder os i møde i værket, vil jeg afslutte dette skrift med de samme spørgsmål, her om den islamiske opfattelse af Gud, Allah, og om den Gud, der har åbenbaret sig for mig i glimt, og som er identisk med Gud som Han fremstår i Vandrer mod Lyset:

Hvilken Gud er den mægtigste, den største?

1. Den Gud, der har skabt det dødelige menneskelegeme og som kræver underkastelse og tro under trusler om helvedes evige ild og lidelser, hvis ikke vi underkaster os Hans majestæt, den Gud, der forbander de vantro og dem der falder fra troen og giver dem frygtelige og evige lidelser?
2. Eller den Gud, Lysets og kærlighedens altbeherskende Magt og Herre, der ikke hersker ved frygt og trusler, men ved kærlighed, den Gud, der har skabt menneskets evige ånd af lys, men ikke det dødelige menneskelegeme, den Gud, der drager alle til sig ved sin uendelige kærlighed og mildhed, båret frem af menneskers egen længsel efter kærlighed, renhed og fred?

Hvilken Gud er den retfærdigste?

1. Den Gud, der har magt til at frelse alle fra helvedes evige lidelser og pinsler, men undlader at gøre det, den Gud, der dømmer mennesket ud fra ét jordisk liv, og som i visse tilfælde skaber og øger vantro, og dømmer disse mennesker til evige lidelser for en vantro, Han alene er ansvarlig for, da Han forud har bestemt alt?
2. Eller den Gud, der ikke dømmer eller fordømmer en eneste, og som ikke lader nogen fortabes, den Gud, der åbner sin favn for alle, når vi har overvundet mørket, det onde, og som tilgiver alt når vi angrer, og som ikke engang stænger sit Riges porte for den dybest faldne, Satan; den Gud, der giver os den tid og det antal liv, der er nødvendige for at vi kan blive fuldmodne og lysstærke personligheder?

Hvilken Gud er den kærligste, den barmhjertigste?

1. Den Gud, der forud har bestemt, hvem der skal frelses, og hvem ikke, den Gud, der byder de troende at gå i krig mod de vantro og som lover Paradisets største herlighed og glæde til dem, der dør i krigen mod de vantro?
2. Eller den Gud, der siger, at vi ikke er hinandens fjender, men at fjenden er mørket, det onde, og at vi skal sky det onde og angre vores onde gerninger, og som tilgiver alt, den Gud, der siger, at vi skal elske hinanden uanset tro og overbevisning og race, og som engang vil modtage alle i sit Rige til et liv i evig salighed og fred, den Gud, som det er naturligt – ikke at underkaste sig – men at bøje sig for og elske?

Ja, hvilken Gud er den sande, den mest ophøjede, den Eneste?

Cpo 2016. (Substantielt revideret 2022)