I bogen ”Forsoningslæren og genvejen” (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) gør Paulus rede for de teologiske grunde til, at dogmet om Jesus´ forsoningsdød ikke kan forklares ud fra det jødiske syndoffer fra Bibelen, hvorfor forsoningslæren nødvendigvis må falde.

Jeg skal ikke gentage argumenterne og redegørelsen fra dette reformatoriske arbejde – blot opfordre interesserede til ved selvsyn at afgøre, om Paulus´ tanker holder – men her komme med nogle tanker – i forlængelse af noget jeg skrev for år tilbage på Blogger – der yderligere underminerer kristendommens fejlagtige lære. Ved dette:

Det bibelske krav til Messias, frelseren, den salvede, er, at han skal udrinde af Davids slægt (2. Sam. 7, 11-17; Es. 11, 1; se også Rom. 1, 1-3). Det er formentlig baggrunden for den slægtstavle, der bringes i Matt. 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38), der fører Josefs, Marias mands, slægtslinje tilbage til David.

Men lige efter, i Matt. 1, 18-19, siges det, at Jesus blev undfanget ved helligånden. Hvis dette fastholdes, er slægtstavlen lige inden irrelevant. For så er Jesus ikke søn af Josef, men søn af Gud. Derfor kan Jesus måske nok være Guds søn, men ikke Messias – efter bibelens egne krav og forstået ud fra dens egne præmisser; at Messias skal være af Davids slægt.

Hvis man opgiver tanken om den mærkelige oprindelse for Jesus´ jordiske legeme – undfanget ved helligånden; hvilket altså påstås i Matt. 1, 18-19 – så er Jesus måske nok Messias – men ikke Guds søn. Så er han Josefs søn.

Det springende punkt er altså om Jesus´ jordiske legeme blev undfanget ved helligånden eller om Josef var hans far. Ud fra de to muligheder må man nødvendigvis slutte, at Jesus enten var Guds søn, men ikke Messias, eller han var Messias, men ikke Guds søn (i kristen forstand). Han kan ikke være begge.

Hvis Jesus var Guds søn, men ikke Messias, så var hans død på korset for så vidt meningsløs og irrelevant; den medførte da ingen frelse for dem, der troede på den. Da falder altså forsoningslæren. Hvis han var Messias, men ikke Guds søn, falder både forsoningslæren og treenighedslæren.

Uanset hvad man vælger, så er der nu – specielt med Vandrer mod Lyset og hele dén tekstkreds – så meget og så vægtigt tankemateriale tilgængeligt mod kristendommen, at vi må spørge, om ikke tiden er inde til en alvorlig selvransagelse blandt kristne, særligt for de kristne kirkers ledere – både de katolske og de protestantiske og andre? Er tiden ikke kommet, hvor de kristne simpelthen må indrømme, at størstedelen af deres lære – specielt forsoningslæren – ikke tåler en nærmere prøvelse, og derfor må opgives?

Er tiden ikke moden til en gennemgribende selvransagelse og reformation, nu hvor det er påvist, hvor fejlagtig og umulig kristendommen på så mange punkter er? Har man modet til det? Er det ikke nødvendigt? Og det eneste værdige?

Det er menneskeligt at fejle, men over det menneskelige at indse sin fejl – og rette den.

Hvad jeg har skrevet her angår den kristne opfattelse af Jesus af Nazareth. Kristus kan på kristen grund – bibelen – ikke både være Guds søn og Messias, og forsoningslæren og treenighedslæren må – på kristendommens egne præmisser – nødvendigvis falde.

Noget andet er at hvis vi læser – og accepterer – Vandrer mod Lyset, så er Kristus faktisk både Guds søn og Messias, men altså ikke i kristen forstand.

Kristus er Guds søn og barn, som enhver mand er det, og som enhver kvinde er Guds datter. I åndelig forstand. Og Kristus er Messias, frelseren, ikke ved hans død på korset og den påståede fysiske opstandelse, men ved hans kærlighed og vilje til at føre alle til Guds Rige, Paradis.

Endelig var Jesus´ opstandelse åndelig, ikke fysisk; som ethvert menneske “opstår” åndeligt efter døden, når vi vender tilbage til den oversanselige verden, vi kom fra, da vi fødtes til livet på Jorden.

Højtryk, 2024