Som lidende menneske søger jeg lidelsernes ophør. Men hvis livet i sin grundnatur er lidelse, som nogle mener, så er lidelsernes ophør også livets ophør. Dog, jeg søger en helbredelse indenfor livets ramme.
Som når vi søger lysets kilde må gå mod strømmen for at finde udspringet, Ophavet, må vi når vi søger lidelsens kilde eller kilder i en søgen efter helbredelse og heling gå mod mørkets strøm. For lyset bringer glæde og fred og lykke, mørket giver os direkte eller indirekte lidelse. Dette følger af Vandrer mod Lyset. Mørket er lidelsernes kilde og udspring. Derfor må vi forstå, præcis hvor mørket udspringer i vores sind, og præcis hvilket mørke det er, der giver os de lidelser, vi måske hjemsøges af.
Det er mørket, der giver os lidelser, mørket er lidelsernes kilde. Direkte giver det sig selv. Indirekte kan mørket give os lidelser ved andres fald for det, ved at vi indfølende og medfølende deler de faldnes lidelser, hvorved vi bliver med-lidende. Selv Gud lider – uden at bære noget som helst mørke i sit sind, sin Ånd – idet Han/Hun bærer al skabningens sorger og lidelser i sit sind, som det siges i Supplement 2 til Vandrer mod Lyset, no 73. Og Guds sorg ved de ældstes fald var uendelig, som det siges i Ardors beretning i Vandrer mod Lyset, kap. 4.
Hvor udspringer mørket i mit sind, og hvilket mørke er det? Jeg tænker, at det mørke, der giver mig lidelser, er vrede, og at min vrede oprindeligt udspringer af to separate hændelser i min tidlige ungdom. Disse hændelser har jeg tidligere forsøgt at beskrive i to indlæg på min skizofreniblog, Ødelæggelsen. Et fald i to tempi. Ét. Line og Ødelæggelsen. Et fald i to tempi. To. Anne Marie. Men hvis man tænker, at lidelsen er livets grundvilkår og er uløseligt knyttet til livet, så kan man tænke, at lidelsen skaber min vrede, der igen skaber mere lidelse og så fremdeles i en nedadgående, negativ spiral. Er min vrede et udslag af lidelse, eller er vreden lidelsernes årsag, er lidelsen med andre ord årsag eller virkning?
Hvis vi holder os til Vandrer mod Lyset, så er lidelsen ikke per natur knyttet til livet, idet livet er af lyset, og lyset bringer os ikke nogen som helst lidelse, men glæde og åndelig fred. Vreden er derimod knyttet til mørket; som den tidlige Vandrer mod Lyset pioner Knud Brønnum skrev det i sin bog Nogle tanker over Vandrer mod Lyset: Et udslag af manglende selvbeherskelse. Historisk set har vreden ifølge Vandrer mod Lyset sin oprindelse i de ældstes vrede over de yngstes arbejde for menneskeheden: Men de ældste, der var i det ødelagte rige, fulgte med undren deres yngre brødres og søstres færd. Og mørket, der ideligen strømmede gennem dem, forvirrede deres tanker end mere og vakte vreden i deres sind; og de enedes om at stride mod deres yngre brødre og søstre, enedes om at drage menneskene tilbage i mørket; thi de ældste ville ikke, at deres skabninger skulle tilhøre lyset. (Vandrer mod Lyset, Ardors beretning, kap. 8).
Vreden er altså et udslag af mørket, og dermed en årsag til lidelser. Lidelsen er et udslag af vrede, lidelsen er ikke af natur knyttet til livet, vreden er en årsag til lidelser, ikke en virkning af livets grundnatur. Men vrede er ikke mit eneste problem. For af min vrede er fulgt had; som Kristus siger det i sin tale i Vandrer mod Lyset: Lad ikke vrede fæste bo i jeres hjerter! Thi af vrede fremstår had, af had forbandelser, og I skulle ingensinde forbande hverandre…men elske hverandre som brødre og søstre. Historisk har hadet i verden ifølge Vandrer mod Lyset sin oprindelse i den situation, hvor Ardor (Satan) havde inkarneret sine dybt faldne brødre og søstre i fysiske menneskelegemer til livet på Jorden, og hvor han forstod, at han ikke kunne inkarnere sig selv, idet en inkarnation for ham under de givne omstændigheder ikke ville bringe ham den ønskede glemsel og lindring for sine lidelser, men tværtimod bringe ham uudholdelige lidelser, hvorefter hadet vågnede i hans hjerte, og han forbandede Gud, de ældste, som han mente havde svigtet ham ved at lade ham ene tilbage i det ødelagte rige (helvede), forbandede de yngste og menneskeånderne (Vandrer mod Lyset, Ardors beretning, kap. 9).
Da det senere lykkedes de yngste – under Guds øverste ledelse og med Kristus i spidsen – at vinde Ardor tilbage til lyset og Gud, og at bryde forbandelserne, opnåedes flere ting: For det første fik man frigivet Ardor for mørkets knugende tryk og skabt grundlaget for, at hans, Ardors, lidelser med tiden kan svinde og til sidst helt ophøre. I sammenhæng hermed åbnedes en mulig genvej til lyset og Gud for alle mennesker gennem menneskers tilgivelse af Ardor, den dybest faldne, en tilgivelse, der som nødvendigt grundlag har Ardors selvbekendelse i Vandrer mod Lyset og med den hans bøn om tilgivelse, og deraf igen menneskers mulige barmhjertige medfølelse med den ikke bare dybest faldne, men også den dybest lidende. Tilgiv jeres fjender, som overskriften over Ardors beretning lyder ud fra det gamle ord.
For det andet fik man mere specifikt genåbnet selve vejen til Guds Rige, Paradis, en vej, der siden Ardor udslyngede sine mægtige forbandelser, havde været spærret. En betingelse for at menneskeånden kan gives løs fra livet på Jorden er, at den enkelte ånd opnår tanke-vilje-enhed gennem den åndelige kulmination og sammensmeltning af tanke og vilje ved lyset (Supplement 2 til Vandrer mod Lyset, no 64). Denne sammensmeltning var, så længe som Ardors forbandelser endnu var aktive, umulig. Da nu forbandelserne er brudt, er foreningen af tanke og vilje igen mulig, og derfor kan menneskeånderne nu og i fremtiden – når de har nået den åndelige kulmination ved foreningen af tanke og vilje og når al karma, syndeskyld, er sonet – igen, af Kristus, siges løs fra det jordiske liv ved reinkarnationen. At kulminationen var umulig så længe forbandelserne var aktive, tolker jeg ud fra Supplement 2 til Vandrer mod Lyset, no 66, a) note 1, hvor det i forbindelse med lidelserne på Jorden, den samlede inkarnationstid og inkarnationsrække, samt om Guds retfærdighed hedder: De fra det jordiske liv løste ånder har alle gennemgået deres jordiske udvikling i en tidsperiode, der ligger mellem de yngstes første inkarnationer og de ældstes egenmægtige inkarnationer. Det vil sige: Ingen ånd er blevet løsgivet efter de ældstes ulovlige inkarnationer, hvilket jeg tolker som anført ved, at løsgivelsen var umulig pgra forbandelserne – fordi forbandelserne forhindrede menneskeånden i at opnå tanke-vilje-enhed – men at løsgivelsen igen nu – efter at forbandelserne er brudt – er mulig, fordi tanke-vilje-enhed igen er mulig, og i den forstand kan det siges, at vejen til Guds Rige, Paradis, er genåbnet – hvad enten man vandrer ad genvejen eller ikke – i og med at forbandelserne er brudt.
For det tredje betyder det, at forbandelserne er brudt, at man har skabt grundlaget for at bringe hadet endegyldigt ud af den jordiske verden, fordi hadet oprindeligt kom ind i verden ved forbandelserne. Denne proces hvor hadet langsomt vil svinde bort fra vores verden og fra menneskers hjerter, vil dog formentlig strække sig over lang tid, måske millioner af år. Men begyndelsen er gjort ved, at moderplanten, forbandelserne, er rykket op med rod.
For det fjerde har man med den samlede indsats – ved at vinde Ardor tilbage og at bryde forbandelserne – generelt skabt mulighed for, at alle kan inkarnere og udvikle sig under bedre, fredeligere og lysere forhold her på Jorden. At så tiden foreløbig efter de store gennembrud for lyset har været så blodig og urolig – med det 20. og nu begyndelsen af det 21. århundredes mange krige og katastrofer – ser jeg dels som en konsekvens af en lovmæssighed i lyset og mørket, som jeg tidligere har afdækket, nemlig at mørket reagerer proportionalt på lysets vækst, dels som en konsekvens af de mange endnu i det 20. århundrede af Ardor inkarnerede ældstes aktivitet, samt som en konsekvens af æteroptegnelsernes fortsatte aktivitet (for en forklaring på hvad æteroptegnelser er; se Vandrer mod Lyset). Det lys der brød igennem, da mørkets magt og forbandelserne blev brudt var så mægtigt, at en tilsvarende stor reaktion fra mørket næsten var uundgåelig.
Så vidt historien om vreden og hadet som man kan læse om det direkte eller kan tænke sig til ud fra Vandrer mod Lyset og de værker, der knytter sig til hovedværket. Men nu: Min egen vrede, mit had. Jeg har desværre mod Kristi ord ladet vreden fæste bo i mit hjerte, og deraf er fulgt had og forbandelser – mod min stedsøster og senere mod min far – men først og fremmest mod mig selv. Og ved mit had, mine forbandelser, har mørket dannet ring om mit indre, mit hjerte, det er faldet i lås og slå, og det bandt mig, og det binder mig stadig.
For mange år siden havde jeg chancen for at sejre over min vrede og mit had ved en særlig lejlighed, hvor jeg mentalt nåede en kerne i mit indre mørke. Men jeg forpassede chancen, jeg led nederlag, og fra dét tidspunkt af har en ny chance ikke vist sig, og vil heller ikke gøre det indenfor min nuværende inkarnation. Om en sådan situation kan man læse i Vandrer mod Lyset, Kommentaren til Ardors beretning, kap. XIII, hvor det hedder: Grunden til, at et nyt forsøg i samme retning ikke gentages, er den, at da mørket, i det først valgte øjeblik, har fået overtaget, vil mennesket i den foreliggende inkarnation ikke kunne nå højere i åndelig vækst på det område, hvor mørket sejrede. Væksten standser, mennesket stagnerer – ofte i al åndelig indsigt – og i de fleste tilfælde får mørket større og større indflydelse, bliver lettere i stand til at forvirre og forvanske al opfattelse og alle begreber. Dette er på store træk historien om min sindslidelse og mine lidelser generelt.
Men når det nu er sådan, så tænker jeg, at en måde at bruge disse erfaringer positivt på er, at jeg gennem mine uhelbredelige lidelser i mit nuværende liv ved, hvad det vil sige at være bundet af mørket, det onde, jeg kender af egen erfaring og på min egen ånd mørkets tvang, angst, rædsel og hvordan det onde kan knuge et sind, et hjerte, jeg kender angsten, vreden, hadet indefra. Men derfor forstår jeg også bedre og bedre de faldne, de ældste, forstår hvilke lidelser de må bære, og ud fra denne forståelse vokser en med-lidenhed og et ønske om at søge at hjælpe dem i de mange, mange inkarnationer, gennem hvilke de langsomt må genopbygge deres egentlige og mistede lyspersonligheder, og gennem hvilke de må sone deres mange forbrydelser mod menneskeheden under karma- og gengældelsesloven, et ønske om at søge at være Gud behjælpelig med at vinde dem tilbage til lyset og Hjemmet og freden, så vidt jeg formår det – gennem medfølelse, tilgivelse og bøn.
En anden positiv effekt af mit nederlag for mig personligt er også, at jeg i kommende inkarnationer vil være endnu mere opsat på at sejre her, hvor jeg nu i denne inkarnation har lidt nederlag – fordi jeg kender konsekvenserne af nederlaget, de mange, langvarige og alvorlige lidelser, der følger med. Og som det hedder i Supplement 2 til Vandrer mod Lyset, 60: Og sejrer mennesket senere hen dér, hvor det forhen faldt eller selv blev overvundet, da bliver glæden over den vundne sejr større og rigere. Og samme sted: Jo mørkere og jo mere lidelsesfuld baggrunden er for den vundne sejr, jo renere, lysere, mere harmonisk betonet og mere forstående bliver den sejrendes personlighed.
Mod slutningen af Ardors beretning i Vandrer mod Lyset (kap. 36) er Gud citeret for følgende ord henvendt til de ældste og til de jordbundne menneskeånder: Sandelig, I skulle vide: at ingen lidelser, ingen forbandelser, intet urent og intet mørke kunne vare ved i al evighed! Og det siges flere steder, at ingen kan være i mørket evigt fordi lyset har sejret ved Gud, og fordi Gud har skabt vores ånd ved lyset i forbindelse med noget af sit eget guddommelige Væsen. I forlængelse af det slutter jeg her med billedet:
Jo dybere roden må søge i grunden for at finde sin kilde til næring og vækst, jo højere, smukkere og rigere bliver stammen, kronen og træets blomst og frugt til høst, og jo ædlere, fastere og sikrere bliver træets greb i tidens fylde om jorden, så det kan stå rank mod alverdens storme og mørke; det ædle træ, hvis krone kan danne ly og værn for dem, der trues af Solens brændende hede stråler eller af regnens isnende kulde.
(Alle citater fra Vandrer mod Lyset og de tilstødende værker er her let tilpassede til moderne retskrivning).
Højtryk, 2026
Forfatterskabet Højtryk 