I blogindlægget Tilgivelsen af Satan (Ardor) – Vandrer mod Lysets kernepunkt – i forhold til næstekærlighedsbuddet mener jeg at kunne formulere en frugtbar tanke ved at sætte næstekærlighedsbuddet i relation til det, jeg andetsteds har kaldt den empatiske etik i forbindelse med Vandrer mod Lysets kernepunkt, tilgivelsen af Satan (Ardor).
Og jeg har her søgt at argumentere for, at ved en kombination af de to tanker kan der formuleres et for verdensreligionerne fælles afsæt til at betræde den genvej, som Vandrer mod Lyset anviser, et fællespunkt som har potentiale til at forene al tro ud fra det højeste og ædleste i de nu herskende religiøse traditioner.
Jeg tænker, at der kan vindes yderligere terræn ved med andre afsæt at kombinere de to tanker og ved denne kombination skabe en meningsfuld og universelt gyldig etik. Først en kort formulering af den empatiske etik. Den siger:
At vi bør behandle nødstedte – eller generelt ethvert menneske – som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i hans eller hendes sted.
Denne etik kan bruges overfor flygtninge, overfor de rige og magtfulde, overfor den fattige og udstødte, overfor den kristne, muslimen, hinduen, buddhisten, ateisten; ja overfor ethvert menneske, hvilken stilling, position, tro, overbevisning, køn eller kønsidentitet dette menneske end måtte have eller bekende sig til.
Hvordan ville vi selv ønske at blive behandlet, hvis vi var rige, fattige, hjemløse, milliarderer, konger, videnskabsmænd, flygtninge osv?
Hvis vi samtidig bøjer os for det vise og sande og gyldige i næstekærlighedsbuddet, og efter vores samvittighed og al evne stræber efter at elske vores medmennesker som os selv, så må vi også søge at behandle ethvert medmenneske som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i dette medmenneskes sted.
Med denne tanke – denne kombination af to bud med universel gyldighed – mener jeg, at vi kan nå til en universelt gyldig og meningsfuld etik.
De to tanker udfylder og supplerer hinanden, og den ene kan siges naturligt at lede til den anden. De har fælles rod i guddommelig sandhed og ret.
Men hvis man anerkender dette, er det op til hver enkelt at udmønte tanken i sit liv og således give tanken vægt og virkelighed gennem handling og holdning.
Dette må stå enhver frit for i respekt for enhvers frie tanke og vilje og deres relation til samvittigheden, den indre sans for godt og ondt.
Et eksempel på hvordan man kan bruge den her foreslåede universelle etik i praksis kan vi få ved at se den i sammenhæng med en anden tanke, nemlig buddet om at vi bør søge at tilgive vores fjender.
I denne sammenhæng: Hvordan ville vi selv ønske at blive behandlet, hvis vi var den, der har syndet eller synder imod os?
Hvis synderen angrer, ville vi selv ønske tilgivelse. Hvis vi dertil søger at elske vores medmennesker som vi elsker os selv, da må vi tilgive den, der har forbrudt sig imod os.
Hvis synderen ikke angrer, da ville han eller hun måske ikke ønske tilgivelse, men vedkommende ville ikke desto mindre have brug for den for at udligne karma og dermed mindske den til synden hørende lidelse. Også i dette tilfælde måtte vi da tilgive.
Et andet eksempel på udmøntning af den her foreslåede kombination af forskellige universelle tanker og bud kan nås ved at anvende tanken mellem stater, nationer og folk i relation til krig og fred.
For hvordan ville en stat, der påtænker at angribe et andet land militært, eller som allerede har gjort det, ønske at blive behandlet, hvis det selv var i det truede eller angrebne lands sted?
Det ville selvfølgelig ønske ikke at blive angrebet eller ønske, at kamphandlingerne stoppede øjeblikkeligt uden yderligere krig og skade.
Næstekærlighedsbuddet, den empatiske etik og buddet om at tilgive vores fjender kan dermed sammenstilles til en universel etik og en ny og frugtbar kærligheds- og fredslære.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 