Vandrer mod Lyset er sandheden åbenbaret i Guds Navn. At det er sådan, kan ethvert menneske forstå ved at gennemtænke alle værkets meddelelser og tanker, og derefter bringe værket for sin samvittigheds domstol (jf Michael Agerskovs forord til værket).
Hvis det altså forholder sig sådan, så kan vi af værket forstå, at Gud har givet love for alt lys og for alt mørke, for godt og ondt. Dette slutter jeg af Kommentaren til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset, kap. 1, s. 148 og af Supplement I til Vandrer mod Lyset, no 62. Disse love har Gud givet efter sin emanation, fremstigen som Personlighed, og Han/Hun har givet dem i en bestemt hensigt, hvilket jeg har søgt at indkredse i artiklen Verdens orden.
Hvis Gud altså har givet love for alt lys og for alt mørke, så har Han/Hun også givet love for tanken og viljen og for kærligheden, da tanke og vilje er koncentrationer af lyset (Kommentaren til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset, kap. 1, s. 147), og da kærligheden er lysets essens (Supplement I til Vandrer mod Lyset, no 39).
Vi mennesker kan ikke udgrunde tankens, viljens og kærlighedens inderste natur (Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 57 og Supplement I til Vandrer mod Lyset, no 39), men er det muligt på nuværende tidspunkt at sige noget om de love, der gælder for disse grundlæggende faktorer i verden og i mennesker? At prøve på at besvare det spørgsmål er formålet med denne artikel.
Love for tanken, viljen og kærligheden – givet af Gud
For det første må det siges og understreges, at de love Gud har givet for tanke, vilje og kærligheden er meget omfattende både i antal og i implikationer. Derfor er det, der kan gives og redegøres for fra menneskelig side i denne henseende, og dermed også fra denne forfatter, kun de mest basale love og sammenhænge.
Til disse basale love og sammenhænge hører for det første, at tanken og viljen fra Guds skabelse af enhver åndelig personlighed – de ældste, de yngste og menneskeånderne – er absolut frie (Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 64). Ved tankens og viljens frie aktivitet og virke opbygger enhver sin personlighed og danner sin karakter; bliver en individualitet (Kommentaren til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset, kap. II, s. 150-151, Oversigten, s. 264).
Tanken og viljen har i sig en indbygget sammensmeltningstendens, en tendens der har sin oprindelse i Urtankens og Urviljens kæmpen sig ud af mørket og frem imod lyset og ved deres sammensmeltning ved Guds emanation, samt ved det bånd af lys Gud har tvundet mellem hver enkelt individualitets tanke og vilje.
Engang i tiden vil enhver således ved sin frie tankes og viljes aktivitet – ved den frie viljes kamp mod mørket og kamp for lyset – nå til et punkt, hvor tanke og vilje smelter sammen, og derefter udgør en ubrydelig enhed. Når dette punkt er nået, er personligheden en i alle henseender lysstærk personlighed, og er upåvirkelig af mørkets udstrålinger og kræfter i al evighed (Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 64).
Når endvidere al karma er sonet og udlignet, siges menneskeånden af Kristus løs fra al videre inkarnation på Jorden, og ånden fortsætter da sin åndelige udvikling og fuldstændiggørelse i lysets verdner til målet – Guds Rige, Paradis – nås. Dette mål når de to og to samhørende menneskeånder, dualer, samtidig. (At alle Guds børn i åndelig forstand er skabt to og to, som mand og kvinde, dualer, siges mange steder i Vandrer mod Lyset og i de tilhørende værker; fx i Ardors beretning, kap. 2, s. 5).
Nærmere set ligger tankens og viljens frihed deri, at vores ånd – derunder tanke og vilje – er skabt af Gud og af lyset. En af lysets kerneværdier er således dets evne til at sætte os fri, hvorimod mørket er en urkraft, der kan binde og tvinge tanke og vilje. Derfor kan vi sige: Jo mere vores tanke og vilje er udrenset for mørke, jo friere er vi. Eller vi kan sige: Frihed er det ondes fravær.
Tankens og viljens udrensning for mørket sker hovedsageligt gennem menneskets sorg og anger over onde tænkte tanker og onde handlinger (Kommentaren til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset, kap. 4, s. 158-159). Når alt mørke er udrenset af tanke og vilje, smelter de sammen til den førnævnte enhed. Udrensningen sker også ved det, at viljen gennem de mange reinkarnationer og ved det ved hver inkarnation af Gud tilførte lyselement langsomt vågner til aktivitet i lysets retning – og tanken lader sig lede i den af viljen angivne retning (Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 64).
Den åndelige udrensning af mørke er udtryk for en åndelig forædling, en forædling, der også består i, at hver individualitet med tiden skal lære at lade sin vilje beherske, begrænse eller helt standse sin tankes begær efter det, viljen kan føre ud i verden og livet. Denne grundlæggende selvbeherskelse er afgørende vigtig for vores åndelige udvikling, hvilket siges flere steder i Vandrer mod Lyset og de dertil hørende værker, fx i Kommentaren til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset, kap. 2, s. 149.
At det netop er begæret, vi må lære at beherske, skyldes begærets almene natur; at det er af det onde. Denne kendsgerning har fundet en filosofisk eller religiøs, jordisk medklang i buddhismen ved tanken om begæret som al lidelses kilde.
Vi mennesker kan begære alt muligt, fx rigdom og magt eller konkrete genstande (en ny bil, en ny smartphone). Det er imidlertid ikke disse ting i sig selv, der er problemet, men vores begær efter dem kan ødelægge os som mennesker, uden at de nogensinde i øvrigt kan mætte begæret. Begæret er i sin grundnatur umætteligt, og således forråder det sin bærer.
Ligegyldigt hvor megen magt eller rigdom den enkelte måtte opnå gennem sit begær efter disse ting, vil han eller hun bestandig føle sig umættet og utilfredsstillet – og søge mere og stadig flere penge, mere magt osv. Eller som jeg tidligere har formuleret det i relation til magtbegærets problem: Drømme om magt drømmes af slaver.
Vi mennesker påvirker hinanden ved tanken – til godt eller ondt (Kristi tale i Vandrer mod Lyset, I. s. 102) – idet enhver tanke føres videre med æterbølgerne til de mennesker vi tænker på (Oversigten, s. 291). Også derfor er det hensigtsmæssigt at søge at udrense sin tanke for mørke, da man i modsat fald let kommer til ved den indbyrdes tankepåvirkning at pådrage sig negativ karma eller syndeskyld – til senere soning med dertil hørende lidelser under gengældelsesloven.
Til de grundlæggende love for tanke og vilje – givet af Gud – må også regnes logikken og logikkens love; logik som er udtryk for en orden og en grundlæggende egenskab ved tanken, en orden som vi kan takke Urtankens og Urviljens sejr over mørket og Guds emanation for. Dette har jeg forsøgt at skitsere i den førnævnte artikel Verdens orden.
Ikke alene kan vi takke Gud for logikkens funktioner, som gør det muligt for os mennesker at slutte logisk i ordnede tankerækker og dermed erkende nogle af sandhederne om verden, os selv og livet, vi kan også takke Ham/Hende for selve logikkens og dermed tankeordnens eksistens – en følge af Guds sejr.
Logikken har her på Jorden fået en klassisk formulering i Aristoteles´ samleværk Organon, og er siden hen blevet videreudviklet væsentligt ved den såkaldte matematiske logik, med bidrag fra Gottlob Frege, Bertrand Russell, David Hilbert og andre.
Som tanken og viljen er frie, da de er af lyset, og skabt af Gud, skaber kærligheden frihed, da den som nævnt er lysets essens. Den er ikke på nogen måde destruktiv i sin natur. Den smerte man af og til kan føle i forbindelse med kærlighed (ulykkelig kærlighed, hjertesorg), skyldes ikke kærligheden selv, men derimod det mørke, der i henhold til loven om mørkets proportionale reaktion på lysets vækst, kan vågne sammen med den.
Den smertefulde og tragiske ”kærlighed” kender vel de fleste mennesker fra deres egne liv i større eller mindre grad, og den har fundet vægtige udtryk mange steder i kunsten og i litteraturen, fx i William Shakespeares skuespil Romeo og Julie, i Richard Wagners opera Tristan og Isolde og i Isaac Bashevis Singers roman Familien Moskat, om den mulige og den umulige (og tragiske) kærlighed, hver repræsenteret i henholdsvis bind 1: Adele og bind 2: Hadassah.
Vi mennesker kalder alt muligt, der egentlig ikke har noget med kærlighed at gøre, for kærlighed: Forelskelse, sex, dysfunktionelle parforhold eller ægteskaber præget af fysisk eller psykisk vold, usunde bindinger mellem forældre og deres børn osv. Det der starter ved og lever ved brand, må før eller siden brænde ud og dø. Kærligheden er i sin grundnatur evig og rolig.
Det må også her siges, hvad mange mennesker ved og sikkert har erfaret, at fx forelskelse dog over tid i nogle tilfælde kan forædles til kærlighed. Pointen er, at der er tale om to forskellige fænomener; kærligheden har sin rod og oprindelse i lyset, forelskelsen i mørket.
At det netop forholder sig sådan, ser vi af, at den forelskede opflammes af heftige følelser, der handler med ham eller hende uden om dennes vilje og fornuft, og den forelskede lever som under en indre tvang og med en tvangspræget holdning til og dragning mod den ”elskede”. Hvorimod den der elsker i sandhed, roligt sætter den elskede fri til at leve sit liv, som han eller hun ønsker det uden at pålægge den anden nogen form for tvang og uden at kræve et samliv med vedkommende, hvis det ikke ønskes.
Det jeg her kort har opridset angående kærlighed og forelskelse, er dog kun yderpunkter i et spektrum, der mellem disse yderpunkter og i de fleste eller i alle menneskers liv rummer mange nuancer og blandinger af de to grundenergier eller fænomener. Vi er kun mennesker – på godt og ondt.
Overordnet kan vi angående kærlighedens natur og vilkår sige, at i samme grad som vold og tvang kommer ind i forhold mellem mennesker, viger kærligheden, og giver plads for noget andet, som vi måske forveksler med kærlighed. Og det er det, der er den egentlige tragedie.
I koncentrat siges det om kærligheden i Supplement I til Vandrer mod Lyset, no 39: Kærlighed er idealet for den menneskelige fuldkommenhed. Kærlighed er menneskelivets islæt. Kærlighed er hjertets prisme. Kærlighed er drivfjederen i de yngstes arbejde for menneskeheden. Kærlighed er båndet mellem den mandlige og kvindelige dual. Kærlighed er livets energi. Kærlighed er livskilden i Gud.
Med denne smukke formulering der er givet af en af menneskehedens åndelige ledere, de yngste, vil jeg afslutte denne korte redegørelse, idet jeg understreger og gentager, at det her givne kun udgør en ringe brøkdel af det samlede emne og åndelige felt: De af Gud givne love for tanken, viljen og kærligheden. Emnet er så stort, at det næppe nogensinde kan udtømmes under menneskelige forhold i livet på Jorden.
Det jeg her har forsøgt at beskrive og behandle er kun nogle få brikker i et mægtigt puslespil, der formentlig først kan lægges færdigt og samles til og vise sit fulde og sande billede i livet i de oversanselige verdner eller i selve Guds Rige, Paradis; der hvortil menneskeheden vandrer i et mægtigt pilgrimstog fra alle lande og jordiske riger, dér hvor vi alle engang skal samles omkring Gud i den evige fred, lykke og salighed.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 