Forfatterskabet Højtryk

Tag: Videnskab

  • Vidensspecialisering og magtfragmentering i relation til menneskehedens overlevelse

    I skriftet Åndelig kultur (1912) skriver Harald Høffding, at den videnskabelige specialisering, arbejdsdelingen på det åndelige, videnskabelige område er et problem, fordi den menneskelige tanke og ånd af natur søger enhed, sammenhæng, kontinuitet. Siden Høffding skrev dette, er udviklingen fortsat i samme spor og for fuld styrke.

    Specialiseringen betyder samtidig, at energien på de enkelte områder formindskes i takt med specialiseringen ud fra en (ikke bevist og måske ikke-bevisbar) tanke om energiens konstans og beståen på det åndelige, videnskabelige område, som man kender og hævder det på det fysiske.

    Heroverfor kunne måske indvendes, at i takt med at vi bliver flere og flere mennesker, er det ikke givet, at energien på de enkelte områder formindskes, idet der også bliver flere og flere (special-)forskere.

    Den åndelige, videnskabelige arbejdsdeling og specialisering er en parallel til Adam Smiths tanke om arbejdsdeling på det økonomiske område (Wealth of Nations (1776)), og hvis vi videre skal trække parallellen også til spørgsmålet om effektivitet, så har specialiseringen på det videnskabelige område den gavnlige effekt, at den skaber højere effektivitet og kvalitet, men altså på bekostning af den menneskelige trang til enhed og overblik i erkendelse og viden.

    I en parentes kan vi sige, at Hegels ideal om åndelig, videnskabelig, filosofisk globalisme – man må (som filosof) “vide alt” – er svært efterlevelig i dag, som på Høffdings tid, netop på grund af specialiseringen.

    Den videnskabelige specialisering har også politiske og eksistentielle implikationer:

    Da ingen i dag har totalt overblik over de forhold og kendsgerninger, som danner baggrund for politiske beslutninger – fx viden om klimatiske forhold og konsekvenser af menneskelig aktivitet for klimaet, viden om økonomi og konsekvenser af menneskelig og naturlig aktivitet og realiteter for den samlede økonomi og natur, herunder menneskelig frihed (frie valg og beslutninger fx i forhold til køb og salg og produktion) – og da ikke kun vores viden, men også vores magt er spredt og fragmenteret (i nationalstater og koalitioner af nationalstater), og hvor samtidig nutidens problemer, fx i forhold til klimaforandringer og spørgsmålet om krig og fred og menneskelig overlevelse i en tid med masseødelæggelsesvåben kræver en samlet, koordineret, global indsats, så ser vi let problemet:

    Verden udvikler sig som en samlet helhed og totalitet (verden til ethvert givent tidspunkt), men vi har hverken viden eller (central) magt til at imødegå de politiske og eksistentielle problemer, vi oplever og søger at løse. 

    På det politiske område synes den rationelle løsning at være en global myndighed til varetagelse og sikring af vitale og almenmenneskelige interesser i forhold til overlevelse, men en sådan løsning støder an mod flertallets modstand mod at overgive en del af sin suverænitet og magt til en overstatslig myndighed – under påberåbelse af retten til folkelig og national selvstændighed og uafhængighed (Vandrer mod Lyset foreslår en decideret permanent siddende Verdensregering – for fredens skyld – men tilføjer, at en sådan ikke bør oprettes førend en almindelig vilje til fred er en realitet).

    Det er paradoksalt, at i en tid hvor videnskaben og med den teknologien fejrer store triumfer, og vi med vores fornuft måske kan udpege rationelle løsninger på vores problemer, så spænder irrationelle og dunkle følelser og stemninger ben – måske – for vores overlevelse som menneskehed: 

    De enkelte folkeslags og nationers trang til og krav om selvstændighed, uafhængighed og overlevelse er det, der nu truer med at kaste os alle i afgrunden både i forhold til krig og fred og i forhold til klimaet, hvor snævre nationale hensyn blokerer for en varig og bred og international eller transnational løsning, som ville være i alles interesse.

  • Relativ og absolut viden

    Solidum petit in profundis (Vi søger i dybet den faste grund)

    Tanken om relativ hhv absolut viden er idehistorisk velkendt. Vi kan iagttage en Immanuel Kant, der skrev, at al viden nødvendigvis må skabes og opnås under de erkendelsesteoretiske rammer tid og rum, hvorefter en af konsekvenserne er, at vi kun kan erkende tingene, genstandene, som de fremtræder, kommer til syne for os, og ikke som de er i sig selv (das Ding an sich). Derfor er al menneskelig viden – ifølge Kant – relativ.

    Og vi kan læse en tænker som G.W.F. Hegel, der i værket Åndens fænomenologi gennem en lang, begrebslogisk udvikling ender ved den absolutte viden.

    Jeg kan se to principielle indvendinger mod tanken om at al menneskelig viden er relativ:

    For det første må vi sige, at hvis vi hævder, at al menneskelig viden er relativ, så er dette et absolut synspunkt, som derved ophæver det, man vil vise eller sige; det relative hævdes absolut. Hvis ikke det relative hævdes absolut, må det hævdes relativt, og derfor ophæver det også den oprindelige tanke.

    Den anden indvending kan vi komme på sporet af ved at betragte Henri Bergsons filosofi. Vi er – siger han – mennesker, der er en del af den verden, vi undersøger og søger at forstå fx gennem filosofi og videnskab. Vi er ikke udenforstående objektive iagttagere af en virkelighed, vi ikke selv er dele af, og derfor påvirker vi det, vi undersøger. Hvis Bergson har ret, er objektiv erkendelse umulig, men vi havner så i en variant af den første indvending: Vi erkender, at erkendelse er umulig, hvilket er en selvmodsigelse.

    Vi må derfor sige, at absolut erkendelse er mulig. Men hvis vi medgiver Kant, at menneskelig erkendelse nødvendigvis må foregå i tid og rum, og vores viden (på egen hånd) derfor er relativ, så vil en absolut erkendelse kun kunne opnås af et Væsen, der ikke er underlagt tid og rum, men er hævet over dem. Det er der ét Væsen, der er: Gud. Dette siger Vandrer mod Lyset meget klart, og jeg har forsøgt at udvikle tanken yderligere i skriftet Rum og tid.

    Hvis vi derfor anerkender, at Gud er den eneste med absolut viden, så må vi også sige, at Han/Hun er i stand til at give os mennesker, som er relative væsener og ikke absolutte som Gud, sikker og absolut viden, og derfor har videnskab og filosofi kritisk brug for Gud for at kunne tænke konsekvent og opnå sikker og troværdig viden.

    Denne gudgivne absolutte og sikre viden kan ifølge Vandrer mod Lyset gives os gennem skytsånden ved inspiration og intuition, og mange videnskabsfolk, kunstnere, opfindere mv har til alle tider berettet om denne inspiration, de – dog ofte ubevidst – har skabt deres forskellige åndelige eller tekniske produkter ud fra. De største værker er fremkommet på denne måde.

    Hinsides filosofi og videnskab må vi også henregne de ægte åbenbaringer – særligt Vandrer mod Lyset – til eksempler på en meget direkte (eller mindre indgribende) inspiration givet af Gud direkte eller gennem skytsånden men under Guds øverste ledelse.

    Så absolut og sikker viden er mulig – i kraft af Gud. Hvis ikke vi erkender og anerkender dette, vil videnskab og filosofi med tiden degenerere og opløses gennem relative, selvophævende og uholdbare positioner og resultater, hvor dagens viden modbevises “i morgen”, og derfor vil de også langsomt miste deres troværdighed og integritet.

    Vejen ud af denne knibe er Gud, selv om tidens omsiggribende ateisme næppe er tilbøjelig til at ville erkende og anerkende det. Men det er ikke desto mindre vejen.

  • Luftspejlinger

    Efter årelange studier af religion, filosofi og videnskab tænker jeg, at det vi mennesker selv har præsteret på disse felter, de virkelige og varige resultater stort set beløber sig til nul. Mennesker der ikke kender til religion, filosofi og videnskabelige resultater og teorier kan måske tænke, at der er nogle, der har styr på det. De værker og teorier vores kultur – både den vestlige og andre kulturkredse – bygger på, kan for den uvidende forekomme som bjerge eller klipper, der står fast.

    Ved nærmere eftersyn ser man dog, at der ikke er tale om bjerge, men om luftspejlinger der hæves og bliver til intet, når vi kommer dem nær. Den nu så populære og ansete videnskab er i virkeligheden en dekadent, åndelig disciplin, en døgnvidenskab med yderst volatile resultater, der nærmest skifter fra dag til dag. Fejlen er formentlig systemisk.

    I økonomien tænker vi også: Der er nogle der har styr på det. Men det vi har, er nogle yderst omstridte teorier, beregningsmodeller og statistik, der mere er tilrettet efter interesser, og som tolkes som vinden blæser, det er ikke objektiv og sikker teori. Økonomi er ikke en eksakt videnskab.

    I arbejdslivet – idet jeg her bevæger mig ind på det eksistentielle felt – tænker vi: Der er nogle, der har styr på det. Vi kigger på naboen, han arbejder, så gør vi også. Men ingen ved hvorfor egentlig. Hvorfor skal vi være omstillingsparate, hvorfor skal vi bidrage til virksomhedernes stigende profit og samfundenes øgede velstand, hvorfor skal vi selv arbejde livet af os, gå ned med stress, blive syge af at gå på arbejde, negligere og vanrøgte familien og børnene, hvorfor skal vi betale prisen for noget, der savner grundlag?

    Altså: Det vi har, det vi selv har præsteret, er cirka lig nul.

    Er der alternativer? Ja. Vi har en sikker åbenbaring, en åbenbaring der både på de religiøse, filosofiske, etiske og videnskabelige områder kan skabe os et sikkert grundlag, hvorpå vi – med åbenbaringen som grundlag og udgangspunkt – kan skabe fast grund under fødderne. Jeg taler naturligvis om værket Vandrer mod Lyset. Med dette værk kan vi fx få sand og sikker viden om Gud, om menneskets og cellens oprindelse, universets opbygning, hvordan vi kan leve sammen i fred og fordragelighed anvist gennem en højbåren etik, vi kan med denne åbenbaring erkende, hvor alting, verden og Gud, kommer fra, vi får sikker viden om, hvor vi går hen, som menneskehed og i kosmisk forstand. Dette og meget meget mere.

    Vi står i en situation, hvor verden synes truet på flere felter; ved civilisationernes sammenstød, ved klimakrise, ved krig, nød og elendighed, ved de mange millioner mennesker, der tvinges på flugt fra deres hjemlande, og som modtages med iskulde andre steder, eller modtages ikke, ved cykliske økonomiske og politiske katastrofer, og de løsninger vi selv kan præstere, duer ikke. Vi må ty til åbenbaringen for virkelig hjælp og støtte og retvisning. Vi kan vælge om vi fortsat vil bygge vores verden på luftspejlinger, på sand, eller om vi vil modtage åbenbaringens klippe, og bygge verden på den, på sandhed og ret.

    Om vi gør det ene eller det andet, afgør om verden skal stå eller om den skal bryde sammen. Sammenbruddet er i gang, men vi har tid endnu. Vi skal afgøre som menneskehed, om vi vil vandre åbenbaringens genvej, eller fortsætte ad vores egen omvej, den korte eller den lange vej. Vi bør handle med klogskab, så ikke menneskeheden skal falde. Og vi er nødt til at gøre det sammen. Together we stand, divided we fall.