Et forsøg på en ny formulering af en række filosofiske problemområder med baggrund i værket Vandrer mod Lyset

§1 En filosofisk tanke må nødvendigvis begrænses og ikke søge at tænke alt, hvilket er principielt, kvalitativt og kvantitativt umuligt (jf Vandrer mod Lyset).

§2 En tanke kan ved viljen hæve sig over eller ud fra en anden tanke og se den udefra i et forsøg på forståelse og bestemmelse af denne tanke, og i et forsøg på en vurdering i forhold til tankens sandhedsværdi, omfang, komplethed, hvilket ikke nødvendigvis – som hos Hegel – medfører negation, men måske af og til accept, uddybning, justering, nuancering.

§3 En filosofisk tanke og tankebevægelse har en fødsel og første oprindelse, et liv, et klimaks og en endelig, gennemtænkt form, hvilket ikke nødvendigvis er denne tankes ”død”, men snarere dens afklaring, afrunding og ro, den ro, der ledsager sandheds erkendelse; da kan tanken synke til hvile i ånden (jf Supplement I til Vandrer mod Lyset, no 10).

§4 Tanken kan ikke blot ved viljen rettes mod en bestemt tanke, teori eller objekt (intentionalitet), men kan også ved viljen rettes mod sig selv, eller andre kan pege på en bestemt, måske ny, tanke, så en tænkers efterfølgere kan eller har tendens til at se i samme retning eller mod det samme felt eller mod den samme tanke eller teori eller filosofiske problem, indtil problemet løses eller opgives.

§5 Ikke blot stoffet ændrer sig på visse niveauer (de atomare og subatomare niveauer), idet vi søger at erkende det (jf kvanteteorien; se kommentaren til §1), det gør tanken også, idet vi søger at erkende noget om den af den simple grund, at hvis vi ved erkendelse forstår en ny og sand tanke eller idé eller teori, så fremkommer en sådan ny viden gennem en tanke, vi ikke har tænkt før. Denne nye tanke lagres i hukommelsen, der må regnes for en del af tanken. Da altså nyt kommer til tanken, først gennem ny tænkning, siden ved hukommelsen, er tanken forandret ved erkendelsen. Idet vi søger at erkende noget om tanken, forandres det, vi erkender og erkender med, nemlig tanken selv.

§6 Idet tanken ved viljen hæver sig over en bestemt tanke eller teori eller over sig selv, skilles erkendelsen i et (erkendende) subjekt og et (forsøgt erkendt) objekt. Tanken bliver da ved viljen objekt for sig selv; enten objekt i form af en speciel tanke eller objekt i form af tanken selv, tanken som fænomen.

§7 Tankens tendens til udhævning ved viljen, det at den ved viljen hæver sig over sig selv eller over en bestemt tanke eller teori eller over et objekt og søger at se dem udefra, er et grundtræk ved tanken.

Kommentarer til de enkelte paragraffer

§1 Tankens begrænsning

At den menneskelige tanke – og dermed også den filosofiske tanke – er begrænset, følger principielt af den simple tanke, at vi ikke er Gud, Gud lig, eller blot guder. Skulle nogen alligevel hævde dette, har man forladt filosofien og er trådt ind i patologien.

En anden principiel indvending mod den alvidende, menneskelige tanke kan vi læse ud af Vandrer mod Lyset: Kun Gud og Gud alene kender Lysets livsgåde, og Han kan derfor som den eneste skabe evigt, selvstændigt, bevidst liv. 

Af samme værk ser vi, at kun Gud alene ved, hvorfor Urtanken og Urviljen fra Urkosmos´ hvile reagerede mod – gyste tilbage for – mørkets, det ondes urkraft, og søgte ind i Lyset, og ikke omvendt. Kulminationen på den proces og langvarige, universelle, kamp mellem godt og ondt, Lys og mørke, der fulgte, var Guds emanation, fremståen som Personlighed.

End videre kender kun Gud alene tankens og viljens og kærlighedens inderste kerner og dybeste natur.

Og der er sikkert en mængde andre ting og forhold, som kun Gud alene ved, og som vi mennesker ikke kan vide. Af samme grund kan intet religiøst eller filosofisk værk – heller ikke Vandrer mod Lyset – hævdes at rumme al viden. Kunne det det, og vi forstod det til bunds, ville vi være som Gud i alvidenhed, hvilket vi altså ikke er eller kan være.

En anden principiel indvending mod menneskelig alvidenhed, og for den principielle begrænsning af vores tanke, kan vi forstå ud fra kvanteteorien – så vidt denne teori er sand; nærmere betegnet ud fra Heisenbergs usikkerhedsrelation: Jo mere præcist vi ønsker at bestemme en elektrons hastighed, jo mere usikker bliver bestemmelsen af dens position, og omvendt. Der er altså her en naturlig begrænsning for vores viden indbygget i selve stoffets natur.

En tredje principiel indvending mod menneskelig alvidenhed udgøres ved teorien om det ubevidste. Det ubevidste er jo netop ubevidst; dvs det er noget reelt eksisterende, som vi ikke ved noget om (men måske delvist kan blive bevidste om gennem analytisk proces), og derfor er der her en – formentlig stor – del af os selv, som vi ikke har kendskab til, et hul i vores viden.

Disse indvendinger er ikke nødvendigvis gældende principielt mod alvidenhed som sådan – dvs også gældende for Gud – idet fx den principielt begrænsede menneskelige erkendelse af stoffet – så vidt jeg kan se – bygger måling af og på stoffet, for gennem denne måling at nå til erkendelse. For at måle en elektrons hastighed, er man nødt til at måle med noget. Dette gør man, så vidt jeg forstår, ved at skyde andre elektroner eller måske fotoner mod den elektron, man ønsker at måle på. Dermed forandrer man objektet for målingen, idet elektronen ved selve målingen ændrer position og hastighed som følge af sammenstødet (målingen) med den anden elektron eller foton.

Guds alvidenhed stammer ikke fra måling på fx stoffet, men har sin grund i Hans altomfattende Tanke. Dermed er de to former for viden principielt forskellige.

Det kvantitative argument mod menneskelig alvidenhed forstår vi let, idet en alvidenhed nødvendigvis ville indebære viden om fx hvad der foregår og nogensinde er sket på New Zealand eller et andet vilkårligt sted på Jorden, viden om alle menneskers tanker og følelser og underbevidste strømninger, drømme og håb og længsler til alle tider, alle elementarpartiklers bevægelser og positioner og kombinationer fra evighed til evighed osv.

At den menneskelige tanke er begrænset, betyder ikke, at sandhedsværdien af et givet udsagn også nødvendigvis må være begrænset. Fx er det 100% sandt, at 3+4=7 og udsagnet Danmark er et land i Skandinavien er også 100% sandt. Begge udsagn angår kun en begrænset del af virkeligheden, men er begge helt sande. Og så vidt jeg kan se, er også hele værket Vandrer mod Lyset sandt – i den nødvendigvis begrænsede del af virkeligheden, der her åbenbares.

Findes fuld (absolut) sandhed eller bare sandhed kun indenfor menneskelig konvention, konstruktion, definition, aksiom, inden for det vi kan kalde mentale artefakter, findes sandhed kun således i lukkede logiske, matematiske, erkendelsesteoretiske, videnskabelige systemer, kan den kun tilvejebringes fx gennem eksperiment og iagttagelse og teoridannelse, eller gives der fuld sandhed eller bare nogen sandhed, der transcenderer eller måske er helt uafhængig af menneskelig erkendelse, uafhængig af den menneskelige tanke?

Det afhænger så vidt jeg kan se af, om vi med sandhed mener noget, der erkendes eller vides, eller om sandhed er noget, der kan være tilfældet uafhængig af om det erkendes eller vides.

Så vidt vi ved er fx tyngdekraften uafhængig og uafhængigt virkende af den menneskelige tanke og erkendelse. Det samme synes tilfældet med atomare processer, fx atomers samling til molekyler, eller de stærke og svage kernekræfter og deres virkninger.

Men ifølge Vandrer mod Lyset skyldes alle naturlove Gud og den guddommelige Bevidsthed. Naturlove eksisterer således uafhængig af den menneskelige bevidsthed, men ikke uafhængig af bevidsthed som sådan. Og derfor må svaret på spørgsmålet om der findes sandhed, der transcenderer den menneskelige bevidsthed, sandhed, der eksisterer uafhængigt af den menneskelige bevidsthed og erkendelse være ja.

Der findes ting, som er tilfældet uafhængigt af, om den menneskelige tanke erkender det eller ej, idet Verdensaltet kun oppebæres og eksisterer i kraft af Gud, i kraft af den guddommelige Bevidsthed og Ånd.

Sandhed findes derfor ikke kun i lukkede logiske, matematiske, erkendelsesteoretiske, videnskabelige systemer, i menneskelige mentale artefakter, men transcenderer al menneskelig bevidsthed og konstruktion i kraft af Gud, hvis Tanke omslutter alt og ved alt.

Videre kan vi sige: Hvis der kun fandtes viden baseret på menneskelige systemer og tanke, metode, antagelse, definition og konstruktion, ville den menneskelige erkendelse principielt være tautologisk, knyttet til definitioner og antagelser, der ville betinge resultaterne, og således føre fra resultat tilbage til definition. Man ville da nødvendigvis forudsætte det, man vil bevise og erkende, erkendelsen ville køre i ring i lukkede systemer.

For at tilføre systemet eller systemerne ny viden, må den nødvendigvis tilføres ude fra, ellers er det ikke en tilførsel. Systemet kan kun indefra arbejde til systemets naturlige definitoriske, metodiske grænse, og ikke længere. Derfor har den principielt begrænsede menneskelige erkendelse og tanke brug for den ubegrænsede Tanke, Guds, for at kunne erkende, og derfor forudsætter erkendelsen guddommelig transcendens, der åbner systemerne for ny viden.

Et eksempel på et systems egenbegrænsning har vi i naturvidenskaben og den naturvidenskabelige metode, der naturligt begrænser sig til det sanselige, til det, der kan måles og vejes, og som må give op overfor det oversanselige, uagtet at det vi erkender også naturvidenskabeligt med til dels er den menneskelige tanke, der fx udtænker naturvidenskabelige forsøg, tanken, som er oversanselig eller metafysisk: Vi hører, lugter, smager, føler, ser ikke tanken, vi sanser den ikke, og derfor er den oversanselig.

Et eksempel på naturvidenskabelig antagelse, der fører fra resultat tilbage til antagelse i en ring, er antagelsen af, at menneskelig bevidsthed og bevidsthed generelt er knyttet til fysiske processer i hjernen. For den menneskelige bevidstheds vedkommende er hjerneprocesserne ikke årsag, men virkning af åndens tanker, vilje og følelser, hvilket vi kan læse ud af Vandrer mod Lyset.

§2 Tankens evne til udhævning ved viljen

Den menneskelige tanke kan ved viljen hæve sig over en anden tanke, enten en tanke tænkt af én selv, eller formidlet ved en anden. Denne evne bruges ved indlæring og kritisk tænkning, hvor tanken ved udhævningen forholder sig åben og modtagelig overfor den betragtede tanke i et forsøg på bestemmelse, tilegnelse og vurdering.

Jeg vurderer, at en given tanke ikke nødvendigvis – som i den hegelske dialektik og logik – kalder på sin modsætning ved negation, men kan betragtes først neutralt og åbent ved bestemmelsen og forståelsen, dernæst kan tanken accepteres, uddybes, justeres, nuanceres eller forkastes.

Læseren af denne tekst kan jo forsøge, om ikke det er det, der sker ved netop denne læsning. Læseren kan ved viljen hæve sin tanke over de tanker, der præsenteres her, se dem (først neutralt) udefra eller træde et skridt tilbage fra dem i et forsøg på at forstå og bestemme tankerne som de fremtræder i teksten eller de tanker, der ligger bag, og læseren kan derefter selvstændigt og kritisk vurdere tekstens og tankernes sandhedsværdi, omfang, komplethed, og måske for sig selv eller formidlet til andre foreslå eller gennemtænke forbedringer, uddybninger, justeringer, præciseringer; eller acceptere eller afvise teksten og tankerne her i sin helhed.

§3 Tankebevægelsers fødsel, liv, klimaks og afklaring

Den tankebevægelse eller det tankefelt, der åbnedes ved Platon, og som går over Middelalderens universaliestrid (forsøget på at afklare begrebers ontologiske status), over de tyske idealister (Kant, Schelling, Fichte, Hegel) og de britiske empirister (Locke, Hume, Berkeley), til moderne fænomenologi og repræsentation, kan vel med nogen ret betragtes som et forsøg på at bestemme og afklare forholdet mellem idé og realitet.

Idé og realitet står i denne bevægelse i et dialektisk forhold eller spænding, som efter hvad jeg kan se, stadig er uafklaret, eller også må vi sige, at spørgsmålet og problemet er opgivet. Tanken har endnu ikke fundet en afklaret, afrundet form, som den kan hvile i.

Den dialektiske spænding mellem idé og realitet er som en spænding mellem tanke (idé) og vilje (realitet) – ifølge Vandrer mod Lyset to grundbestanddele ved bevidstheden eller ånden – idet tanken ved ideen vender fra realiteten ind mod ånden i forsøget på at forstå virkeligheden, og idet viljen fra tankens forsøg på ved ideen at forstå realiteten, indefra peger ud i denne gennem handling.

Måske er en del af problemet, at man har fokuseret ensidigt kun på den ene af de to – enten idé (idealisme) eller realitet (empirisme), tanke eller vilje – snarere end på en mulig balance, harmoni og forening ved et muligt gensidigt befrugtende og livgivende forhold og aktivitet. Idé og realitet – tanke og vilje – bør ikke adskilles, men forenes.

Hvis filosofien kunne fremarbejde denne harmoni, ville den danne en enhed, der har samklang med dybe strømninger i den menneskelige ånd, der bestandig søger at forene tanke og vilje ved åndens kulmination (jf Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 64).

En mulig harmoni mellem idé og realitet har også medklange i en anden tankebevægelse, der indvarslede og prægede Middelalderen, nemlig forsøget på at forene tro og viden (Augustin, Aquinas), et problem, der vel ved roden er det samme.

Dette forsøg på forening endte dog med en endegyldig adskillelse af tro og viden (Ockham), hvilket peger frem mod modernitet og sekularisme. Heller ikke hér har tanken endnu fundet hvile.

Men – idé og realitet, tro og viden, tanke og vilje er, som i øvrigt også videnskab og kunst (fornuft og følelse) – som yin og yang – to dele af den samme helhed: Et menneske og dets erkendelse og liv. Måske er der her en mulig ro.

§4 Tankens intentionalitet

Den vestlige tanke, begyndende med den græske, har fokus på erkendelse og etik, idet man søger et grundlag for erkendelsen (Aristoteles´ første årsager og begyndelsesgrunde (i Metafysikken)), og en anvisning på ret levevis og dermed lykke; et perspektiv og et tankefelt, som andre siden har rettet opmærksomheden imod og bygget videre på (fx Kant). Tanken rettes mod livet.

Den østlige tankekreds fokuserer dels på, hvordan man slipper fri af samsara, det evige kredsløb af død og genfødsel, hvordan man slipper fri af lidelsernes hjul (hinduisme og buddhisme); dels på, parallelt med vestlig tanke, ret levevis og ret styreform for samfundene (Kong-tses fokus på traditionen og de ædle forfædre, overleveret i analekterne; og Lao-tses tao, vej, der både rummer forsøg på erkendelse og etik), dels rummer en logik og dermed et forsøg på ren erkendelse ved Mo-tses tanker.

Den østlige tanke rummer altså elementer, der dels peger mod livet, dels mod døden.

Den mellemøstlige tanke fødte de tre store monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam (hertil kunne føjes zarathustrianisme og manikæisme), der peger på det grundmenneskelige vilkår, at vi dybest set står alene og alene ansvarlige overfor Gud, og de tegner hver for sig tankespor og tankeveje, der dels peger mod livet – gennem etik og lydighed – dels mod døden eller livet i det hinsidige gennem tro.

I alle tre tanke- og kulturkredse løber altså strømninger, der dels peger mod livet, dels mod døden, og dermed afspejler de hver for sig og på hver deres måde de grundmenneskelige problemer og vilkår: Livet og døden. 

Det synes ikke tilfældigt, men nødvendigt, at det netop er disse grundproblemer som opmærksomheden ved tankens intentionalitet rettes imod, og som man bestandig bygger videre på, men ingen af de tre tankekredse har formået at bringe tanken og menneskehjertet til ro, ingen af dem har bragt fuld klarhed og lys over det grundmenneskelige tankefelt. Denne klarhed og ro kommer først med Vandrer mod Lyset.

§5 Stoffets og bevidsthedens forandring ved erkendelse

Både stof og bevidsthed ændres, idet vi forsøger at erkende noget om dem. Tanken forandres ved hver ny tanke, idet den nye tanke ikke er tænkt før, og således lægges nyt til den, og stoffet ændrer sig ifølge kvanteteorien på de atomare og subatomare niveauer, når vi søger at erkende det på disse niveauer.

Dette er formentlig en af årsagerne til, at den menneskelige erkendelse kan være som at ville gribe fat om et stykke våd sæbe; det smutter for os. Det kan være en af grundene til, at erkendelsen synes så usikker, og har ført til så langvarige uoverensstemmelser og så megen strid.

Men lovene for stof og bevidsthed ændrer sig derimod ikke ved erkendelse. Tyngdeloven, lovene for kemiske reaktioner; lovene for Lys og mørke generelt (i Vandrer mod Lysets forstand) ændrer sig ikke, heller ikke ved erkendelse af dem.

Derfor må disse love være dele af det, Vandrer mod Lyset kalder de evige sandheder, og vi mennesker kan opnå sikker viden (jf first philosophy) gennem kendskabet til disse evige – af Gud givne – love, gennem kendskabet til de evige og uforanderlige love, der styrer den evigt foranderlige verden og virkelighed, både stoffets og bevidsthedens (åndens) evige forandringer.

Den sikre viden ligger således ikke i selve stoffet eller bevidstheden, men i de love, der styrer dem, og hvorefter de virker, fx loven om tankens og viljens frihed på bevidsthedens område. Den sikre viden ligger i de evige love.

§6 Subjekt og objekt i erkendelsen

Problemet med subjekt og objekt i erkendelsesteorien har to radikale og radikalt forskellige formuleringer i Kants og Hegels filosofi. Subjekt og objekt er i Kants formulering (Kritik af den rene fornuft) principielt og radikalt adskilte, hvorimod de hos Hegel ved (verdens-)åndens fuldendelse er identiske (Åndens fænomenologi).

Ved bevægelsen fra Kant til Hegel gennemspiller erkendelsesteorien ifølge den danske filosof Justus Hartnack (Fra Kant til Hegel – en nytolkning) alle begrebslogiske muligheder for bestemmelse af forholdet mellem subjekt og objekt, uden at nogen af formuleringerne kan yde absolut gyldighed og resultat.

Men det synes alligevel muligt at tilbyde et kompromis eller en mellemposition mellem de to yderpunkter ved at sige, at subjekt og objekt, fx det erkendende subjekt og det (forsøgt) erkendte objekt, er selvstændige dele af den samme helhed. 

I denne formulering er subjekt og objekt hverken principielt og radikalt adskilte, eller identiske, men – altså – dele af den samme helhed: Det erkendende menneske og det det søger at erkende. Eller vi kan sige: Helheden her ved forsøget på at bestemme forholdet mellem subjekt og objekt er erkendelsen selv, idet tanken ved bestemmelsen og ved viljen hæver sig over sit problemfelt, og deler sig i subjekt og objekt, men stadig er tanke, den samme tanke, blot delt.

Jeg henviser i øvrigt her til taoismens begreb om yin og yang for et bredere perspektiv på dele og helheder.

§7 Tankens tendens og evne til udhævning ved viljen generelt

At tanken har en evne til at hæve sig over et objekt – fx et sanseindtryk (perception) eller en bestemt tanke – er en integreret del af moderne bevidsthedsteori (se indlægget Higher-Order theories of consciousness på Stanford encyclopedia of Philosophy).

Tanken er menneskets mentale øje, der kan betragte omverdenen og søge at forstå den, eller den kan betragte sig selv, en bestemt tanke eller andres tanker, som de kan meddeles eller udtrykkes af andre.

Ved betragtningen hæver tanken sig over sit objekt, og deler sig herved i et subjekt (den betragtende tanke) og et objekt (det, den betragter), der udgør en ny helhed (se kommentaren til §6).

Det tanken betragter, kan opfattes som repræsentationer, og selve rettetheden mod objektet ved viljen kaldes normalt intentionalitet (se indlægget Representational theories of consciousness på Stanford encyclopedia of Philosophy og fænomenologisk teori).

Tanken kan også arbejde i bestemte rækker og baner uden at hæve sig over sig selv eller andre tanker eller sanseindtryk. Men selve udhævningen ved viljen kan siges at være kendetegnet på bevidsthed, det at vi bliver bevidst om noget (igen; se indlægget Higher-Order theories of consciousness). Før udhævningen over objektet er vi ikke bevidste om objektet, eller bevidste i det hele taget.

Derfor er tankens udhævning over et objekt ved viljen et grundtræk ved tanken, den er forskellen mellem det bevidste og det ubevidste, det, der gør os mennesker til bevidste væsener.

Note: Moderne bevidsthedsteori udgør ikke en enhed, men en flerhed (pluralitet). Der findes således, udover de her nævnte teorier, også epifænomenalismen (epiphenomenalism), integreret informationsteori (integrated information theory of consciousness), en bevidsthedsteori med udgangspunkt i neurovidenskaben og flere andre (kilder: Stanford encyclopedia of Philosophy og Internet encyclopedia of Philosophy. For et overblik; se artiklen Consciousness). De fleste moderne teorier tager udgangspunkt i den – efter min opfattelse som grunder sig i Vandrer mod Lyset – fejlagtige antagelse, at bevidsthed er knyttet til fysiske processer i den fysiske hjerne.

Højtryk, 2023