Livet og døden er realiteter. De fleste mennesker er vel enige om, at livet er godt, er et gode, mens døden er ond. Derfor siger man, at det er godt at give liv, mens det er ondt at tage det. Da videre en af kærlighedens egenskaber er at lede os – ved tanke og handling og følelse – mod livet, mens hadet hvirvler os ned i mørke og mod undergang og død, så betragter de fleste også kærligheden som et gode og hadet som ondt.
Men er således livet og kærligheden på den ene side, og døden og hadet på den anden absolutte størrelser i forhold til begreberne godt og ondt, eller er de relative? Og: I hvilken henseende og i hvilken forstand er de enten absolutte eller relative?
Det vil jeg prøve at undersøge her, idet jeg altså søger svar på de metaetiske spørgsmål om mulige absolutte standarter for godt og ondt. Men først nogle stik i idéhistorien.
Jødedommens, kristendommens og islams tese
I både den jødiske og den kristne Bibel er livet noget godt, og noget absolut godt, og det begrundes religiøst, idet livet er skabt af Gud. Sætningen i den bibelske skabelsesberetning Gud så, at det var godt, gentages flere gange, og dermed menes det af Gud skabte liv i dets forskellige former (1. Mos. 1).
Døden derimod er i den jødiske og den kristne Bibel noget ondt, og noget absolut ondt, idet den ved synden gennem de første menneskers ulydighed mod Gud er kommet ind i verden. Dette beskrives i syndefaldsmyten (1. Mos. 3). Døden er absolut ond, fordi den ved menneskers mellemkomst forbryder sig mod noget absolut godt, livet som Gud har skabt det.
I dekalogen, de ti bud, det vil sige efter syndefaldet, forbydes mennesker blandt andet at begå drab (2. Mos. 20, 13 og 5. Mos. 5, 17). Her er også døden noget ondt, vi ikke må befatte os med, og noget absolut ondt, idet man derved som sagt forbryder sig mod Guds skabelse af livet, der er absolut godt. Det er godt at give liv, som Gud angiveligt gjorde det, og ondt at tage det. Dette ses også i beretningen om Kain og Abel (1. Mos. 4), hvor Kain slår Abel ihjel, hvorefter Gud forbander Kain.
I den kristne Bibels Nye Testamente er livet også noget godt, og døden noget ondt i absolut forstand. I Jesu Bjergprædiken (Matt. 5-7) kommenteres og uddybes blandt andet dekalogen med vægten på, hvordan vi vinder (evigt) liv, og undgår dom og straf og død. For Paulus vinder vi livet og frelsen ved tro og lydighed mod Gud, og mister det ved synd og ulydighed. Synd og ulydighed mod Gud er for Paulus ikke-tro eller vantro. Livet er for ham i ånden ved troen, mens døden er i kroppen ved synden (Rom. 8). Vi skal leve og frelses ved tro, og livet i troen er godt, mens døden i synden er ondt (Rom. 6, 1-11). Dette gælder i absolut forstand, da tro giver evigt liv, vantro evig fortabelse eller død. Synden og døden kom ind i verden ved ét menneskes ulydighed, Adam, og den bragtes ud af verden igen, eller blev overvundet, ved ét menneskes lydighed, Kristus (Rom. 5).
I kristendommen er livet altså absolut godt, og døden absolut ond, og de er absolutte modsætninger. Alligevel er de på en måde sammenvævede, idet Kristus for at bringe frelse ved tro må dø – men siden genopstå. Kristus må altså selv dø og genopstå for at overvinde døden og derved berede vejen for menneskenes frelse til evigt liv. Dette ses billedligt formuleret i lignelsen om hvedekornet, der må i jorden for at dø for at kunne spire og derved give frugt og bringe liv til mange (Joh. 12, 20-26).
Tilsvarende tanker kan findes i Koranen og dermed i islam. Livet er godt, og absolut godt – og helligt – fordi Gud har skabt det, og døden er ond, og absolut ond, fordi den ved mennesker forbryder sig mod det absolut gode. Det er godt at give liv, og ondt at tage det. Derfor kan Gabriel angiveligt åbenbare for Muhammed i Guds Navn: “…hvis nogen dræber et menneske…er det, som om han havde dræbt alle mennesker” (sura 5, vers 32).
Det skal her siges og tilføjes, at der både i den kristne Bibel og i Koranen findes steder, hvor Gud angiveligt selv dræber mennesker, eller er skyld i mange menneskers død. Fx i Bibelen: Beretningen om syndfloden (1. Mos. 6-9), beretningen om de ti plager, specielt 2. Mos. 11 om drabet på de førstefødte egyptere, og 4. Mos. 16, 35, hvor der står: En ild slog ud fra Herren og fortærede de 250 mand, der ofrede røgelse.
Tilsvarende i Koranen: Hvem frembringer det levende af det døde og det døde af det levende…Gud! (Sura 10, vers 31). Og der er mange andre eksempler fra muslimernes hellige skrift.
Alt i alt må vi sige, at i jødedom, kristendom og islam er billedet af Gud tvetydigt. Somme tider er Han livets Gud, andre gange dødens. En loyal læsning og venlig forståelse kan dog være, at Gud her både er livets og dødens Herre forstået på den måde, at kun Han har magt over begge, at Han og Han alene råder over liv og død.
Men: Hvis det er rigtigt, at livet i jødedom, kristendom og islam er godt, og absolut godt, og døden ond i absolut forstand, og hvis det videre er rigtigt, som jeg nævnte indledningsvist, at kærligheden peger mod, beskytter og nærer livet indefra og udefra, hvis man elsker og bliver elsket, så kan det være grunden til, at man i jødedom og kristendom har og deler næstekærlighedsbudet og budet om at elske Gud af hele sit hjerte, sjæl og sind (3. Mos. 19, 18; Matt. 22, 34-40 (med parallelsteder)), idet denne kærlighed altså peger mod og bekræfter og ærer det absolut gode og hellige liv, som Gud har skabt. Det kan også være baggrunden for, at Paulus i 1. Kor. 13 priser kærligheden i så smukke, poetiske vendinger, og kalder den det største af alt. Livet og kærligheden er bundet sammen på det dybeste plan; de hænger uløseligt sammen.
At kærligheden efter nogles mening og smertelige erfaring også kan føre til undergang, vanvid og død, er en anden sag. Det vender jeg tilbage til.
Om kærlighed og had kan vi spørge, om de – uanset en guddommelig, religiøs forankring – er objektive, absolutte standarter for godt og ondt, både hvis det medgives, at de har retning mod henholdsvis livet og døden, og hvis de betragtes i sig selv. Altså om kærligheden har intrinsisk eller instrumentel værdi eller måske begge dele, og om hadet har intrinsisk eller instrumentel negativ værdi eller begge dele. Om kærligheden har værdi i sig selv, eller som middel og vej til noget andet, livet, eller begge dele.
Det er en kendsgerning, at vi har de grundlæggende bud for kærligheden. Spørgsmålet er, om de virkelig er givet af en Gud, eller om de er “opfundet” af mennesker i en Guds navn, en Gud, der også er opfundet af mennesker, og som ikke eksisterer. Hvis kærligheden og dens bud har guddommelig forankring, så kan den betragtes som en objektiv, absolut standart for det gode, og hadet for det modsatte. Hvis ikke kærligheden har guddommelig forankring, så er den ikke en objektiv, absolut standart for det gode. Hvis ikke den guddommelige forankring foreligger, kan enkelte mennesker alligevel hævde kærligheden som standart for det gode, og hadet som det modsatte; da er denne standart bare ikke absolut, men subjektiv, individuel, relativ.
Hinduismens og buddhismens antitese
Noget der ligner en antitese til jødedoms, kristendoms og islams opfattelse af livet som godt, og absolut godt, fordi Gud har skabt det, finder vi i hinduisme og buddhisme i og med tanken og erfaringen af livet som lidelse, og derfor i en vis forståelse livet som noget ondt; en lidelse og et liv man søger helbredelse for på forskellig vis.
I hinduisme og buddhisme opererer man med begrebet karma, hvilket er sanskrit for handling eller gerning. I hinduismen tænker man sig, at vi bindes til livet og dermed til lidelsen gennem handling, idet enhver handling har en konsekvens, en reaktion. Denne konsekvens eller reaktion betinger en fortsat binding til det smertefulde, lidelsesfulde liv. Hvis ikke vi handler, er der intet, der binder os længere. Derfor anbefalingen af yogisk praksis, ikke-handlen og meditation. Hvis det gennem denne praksis skulle lykkes os at præstere absolut ikke-handlen, vil vi i et billede som dråben i floden forenes med havet, hvilket kan opfattes som ikke-eksistensens fred. Døden er på den måde det egentligt gode, og livet det onde.
I buddhismen er det lidt anderledes. Will Durant beskriver i sin Verdens kulturhistorie Siddharta Gautama (Buddha) som en hinduistisk reformator. Dette kan have sin berettigelse, hvis vi tænker, at Buddha flytter vægten fra handling til tanken som den egentlige kampplads for mennesket og dets søgen efter frelse eller udfrielse fra livets lidelse.
For Buddha er menneskets bevidsthed, dets tanke eller sjæl, i et billede som et atmosfærisk lavtryk, et vakuum, et tomrum, hvoromkring vores tanker, handlinger og følelser og begær danner storm og lidelse. Hvis vi erkender, at det er sådan, at egoet er en illusion, så fyldes tomrummet med denne erkendelse, og vi er fri, vi indgår i den evige hvile, nirvana. Vi frigør os fra lidelsernes hjul, som reinkarnationen er udtryk for. Også her synes døden i form af intethed eller en synken ned i evig uvirksomhed på en måde at være det egentligt gode, og livet det onde.
Taoismens syntese
Liv og død, lys og mørke, kærlighed og had, ånd og materie, bevægelse og stilstand, mandligt og kvindeligt er i taoismen alle dele af den samme helhed, som er verden (yin/yang). Ingen af delene – modsætningerne – kan undværes. Derfor er Lyset og mørket, livet og døden, kærlighed og had her ikke enten gode eller onde, men begge dele. Og i den forstand udgør taoismen en syntese af jødedom, kristendom og islam på den ene side, og hinduisme og buddhisme på den anden.
Så vidt i kort form verdensreligionerne og deres forskellige syn på livet og døden i relation til begreberne godt og ondt. Men nu: Hvad siger filosofien og videnskaben til spørgsmålet?
Filosofi og videnskab
En tænker som Platon hævdede erkendelsen af det gode, det sande og det skønne som vejen til et godt liv. Med denne erkendelse kan vi hæve os over livets og verdens skyggebilleder, som danser gøglende for vores blik, idet vi ved erkendelsen stiger op fra den hule, vi ellers befinder os i, og træder ud i Solen, hvor vi kan se klart ved Solens lys (hulebilledet fra Staten).
For Aristoteles er dyden en vej til det gode liv (Den nikomacheiske etik), nærmere bestemt ved den gyldne middelvej, en tanke, der i øvrigt også findes i buddhismen. Intet til overmål. Alt med måde. Det er en tanke, som minder om stoikernes filosofi. At vi aldrig bør lade os løbe over ende hverken af lykke eller ulykke, men erkende, at alt under Solen har sin tid. Der er en tid til glæde og en tid til sorg. Og intet varer ved, ikke engang vores problemer (Charlie Chaplin).
Fælles for Platon, Aristoteles og stoikerne er, at livet og livets værdi ikke er absolut, men nærmere hvad vi selv gør det til, en tanke, der minder om eksistentialisternes filosofi. Lykke og ulykke afhænger af os selv, og vi har selv det fulde ansvar. Enhver er sin egen lykkes eller ulykkes smed.
For de logiske positivister, som mente, at filosofien for at vinde gyldighed skal følge og bruge de samme principper og metoder som videnskaben, giver spørgsmålet om godt og ondt i relation til livet og døden simpelthen ingen mening, ligesom også spørgsmålet om Guds mulige eksistens er meningsløst. For godt og ondt og Gud findes ikke noget sted som iagttagelige, sansbare objekter i den fysiske verden – som de mener er den eneste, der findes – og de kan derfor ikke underkastes en videnskabelig undersøgelse. Livet og døden er realiteter, men det giver ingen mening videnskabeligt at ville bevise eller modbevise, at livet er godt eller ondt eller om Gud eksisterer. Spørgsmålet om livets værdi er derfor overladt til en individuel og privat, ikke-filosofisk, ikke-videnskabelig, vurdering.
Kunstens smil
Har så kunsten nogen mening eller udtryk for begreberne godt og ondt i relation til livet og kærligheden på den ene side, og døden og hadet på den anden? Er liv, kærlighed, død og had i kunsten absolutte eller relative størrelser i forhold til godt og ondt?
Her kan vi vælge at betragte spørgsmålet ud fra filosofien, kunstteorien eller ved kunsten selv.
For en tænker som Aristoteles har kunsten den funktion – eksemplificeret ved tragedien og komedien (Poetikken) – at den ved at vise visse begivenhedsforløb på scenen, ved scenisk at gennemspille visse grundlæggende følelser som sorg og glæde (og latter), renser tilhøreren, publikum, for visse problematiske åndelige eller mentale blokeringer, følelser og lidelser. Kunsten, den gode kunst, skaber katarsis, renselse eller heling, og denne funktion er nok god og nyttig, men den fungerer ikke som objektiv, absolut standart for godt og ondt i relation til livet og døden. Livet og døden kan begge være gode og onde i kunsten, afhængig af den enkelte kunstner og det enkelte menneske, der bruger kunsten, eller som betragter et kunstværk.
Immanuel Kant behandler i Kritik der Urteilskraft (1790; da. Kritik af dømmekraften), den æstetiske fornuft ved at undersøge vores vurderinger eller domme omkring skønhed og natur. Værket indtager i denne undersøgelse en plads i et oplysningsprojekt, der har som mål at behandle det sande (Kritik der reinen Vernunft, 1781, 1787; da. Kritik af den rene fornuft), det gode (Kritik der praktischen Vernunft, 1788; da. Kritik af den praktiske fornuft) og altså det skønne, og indsatsen ligger således i forlængelse af Platon.
I værket siger Kant, at den store kunst kan give oplevelser af det sublime i lighed med naturen. Men dette sublime er ikke nødvendigvis sandheden og den absolutte sandhed om godt og ondt, livet, kærligheden, døden og hadet. Det sublime er heller ikke nødvendigvis moralsk. Det er stort og storslået, og det kan vække følelser af frygt eller ærefrygt som naturen og naturens kræfter.
Vi kan ud fra denne tanke betragte et værk fx af William Shakespeare (på scenen eller i skrift) eller af Elsa Morante. Deres værker er som grundfjeld, Morantes et undersøisk, et hidtil ukendt og uopdaget land, der ved vulkanske hævninger og sænkninger stiger til overfladen ved kunstens afdræning og blotlæggelse. Det mægtige, det voldsomme, bliver synligt, og vi kan gyse og fascineres som ved en græsk tragedie i Aristoteles´ behandling, og derved løftes, bringes katarsis, renses og heles. Sådan ser menneskets og verdens inderste ud, dette er kræfterne.
Men det kunstværk der ved geniet vil udtrykke alt uden at kende eller anerkende begrænsning bliver diabolsk, idet det gentager syndefaldet og giver efter for fristelsen til at ville være Gud lig i alvidenhed og skaberkraft. Eller rettere: Vi kan ikke opfatte det grænseløse (Aristoteles), da det vi opfatter er formen markeret ved grænsen. Kunsten må have en form såvel som et indhold.
Kunsten spejler – tænker jeg – livet, døden, verden, virkeligheden og mennesker ved at udtrykke det almene gennem det specielle, og jo skarpere og dybere billede, der skabes eller tegnes, jo skarpere genspejling, jo større eller dybere er kunsten og muligheden for ressonans og bevarelse og anerkendelse som klassiker. Men kunsten i sig selv kan ikke siges at være eller at kunne udtrykke godt og ondt som absolutte størrelser i relation til livet og døden, kun relative; relative i forhold til den del af virkeligheden, der spejles, og relativ i forhold til det enkelte menneske, kunstner eller publikum.
Kunsten kan enten være beregnet på at skabe en bestemt virkning eller reaktion fra mennesker eller samfund, den kan være appellerende, en appel, der dækker over en indre svaghed, eller den kan være noget i sig selv. Kunst for kunstens skyld. En stolt holdning som ikke kan fratages en vis værdi. Kunsten er da ikke beregnende, ikke beregnet til at sælge og skabe berømmelse, og den angler ikke efter anerkendelse. Kunsten er i sin egen ret. Det vigtige er skabelsen, ikke modtagelsen. Her kan selvfølgelig hos kunstneren indsnige sig et krukkeri omkring netop ikke at blive anerkendt, at blive anmeldt dårligt, og netop ikke sælge. Hvilket kan sige så meget, som at kunstneren ikke er til salg, og i øvrigt i sin selvforståelse er hundreder af år forud for sin tid.
Men – kunsten udtaler eller udtrykker sig sjældent eller aldrig skråsikkert om livet og døden, kærligheden og hadet, og deres eventuelle absolutte karakter i forhold til godt og ondt. I øvrigt er min kunstteoretiske viden så godt som ikke-eksisterende, og disse få linjer er kun udtryk for nogle personlige overvejelser, jeg har gjort mig tidligere og i forbindelse med det, jeg skriver her. Så jeg vil lade det være godt med dét.
Vandrer mod Lyset!
Som konklusion på de tanker jeg har forsøgt at formulere i det ovenstående, mener jeg at kunne sige dette: Hvis der skal findes objektive og absolutte standarter for godt og ondt forstået som værdier eller fænomener, der er uafhængige af mennesker og menneskers meninger, tro, håb, viden, erfaring, så må de forankres uden for mennesket, dvs i Gud. Hvis ikke denne forankring findes eller kan påpeges, så findes der ikke sådanne objektive og absolutte størrelser. Da er godt og ondt relative vurderinger og værdier og værdidomme.
Men denne forankring findes faktisk ifølge værket Vandrer mod Lyset (1920, udgivet ved Michael Agerskov), parallelt til hvad jødedom, kristendom og islam hævder. Den findes i Gud, men også ved de to urkræfter eller energiformer, Lys og mørke, som i Vandrer mod Lyset bruges som kendenavne for godt og ondt. Gud er her Lysets og kærlighedens Almagt, Tankens og livets Herre, Gud og Skaber, den Ene, der fuldtud kender Lys, mørke, kærlighed og livets inderste gåde.
Denne viden, denne alviden og Hans/Hendes Almagt og alkærlighed er vundet gennem en kamp gennem ukendte evigheder for Lyset og mod mørket, en kamp, der kulminerede ved Guds fremstigen som Personlighed ved Lyset, kærligheden, og den fuldkomne sejr over det ondes urkraft. Ved Guds sejr og fremstigen var mørket besejret, men ikke tilintetgjort. Vi mennesker, Guds børn i åndelig forstand, deltager i den udrensning af mørket fra Verdensaltet, Gud satte igang efter sin kosmiske sejr ved hver vores kamp mod og langsomme eliminering af det onde i os selv, i verden og mellem os. Den dag vil komme – siges det i værket – hvor det onde ikke længere findes. Men hvornår det sker og udrensningen er fuldbragt, ved kun Gud.
Lyset, livet og kærligheden er det objektive, absolutte udtryk for det gode, som er forankret i Gud, mens mørket, døden og hadet er det absolut onde. Når nogle af os kan opleve fx kærligheden som ikke kun et gode, men også som en kraft der for os ser ud som om den kan medføre de værste, dybeste og længstvarende lidelser, så skyldes det ikke kærligheden i sig selv, men det mørke, der vågner samtidig med at kærlighedens mægtige lys tændes og fødes. Dette har jeg prøvet at formulere i en konsistent tanke i indlægget Mørkets proportionale reaktion på Lysets vækst.
Lyset, livet og kærligheden er de absolutte standarter for godt og ondt – uafhængig af hvad vi mennesker mener, tænker eller tror. Og Lysets og mørkets love, deriblandt den lige nævnte sammenhæng mellem Lyset, der vågner og mørket, der reagerer, reinkarnationsloven, gengældelsesloven, tankens og viljens love og mange andre af Guds love, gælder for alle uanset tro og overbevisning. Efter disse love lever vi, og vi står til ansvar overfor dem og overfor Gud.
Ikke overfor en dømmende, straffende, hævnende, lunefuld tyran med det evige liv som indsats, men overfor en Lysets og kærlighedens Almagt, der gennem sin egen kamp fuldtud kender Lys og mørke, og derfor kan komme ethvert menneske i møde med den dybeste forståelse og kærlighed – og tilgivelse når vi fejler. Forståelse for hvad vi kan lide, hvad vi kan fristes af, hvad vi kan falde for, og med et løfte om evighedslivet i Guds Rige, Paradis, og den evige salighed, når vi hver især har overvundet mørket.
På denne lyse node slutter jeg mine metaetiske overvejelser.
Højtryk, 2024
Forfatterskabet Højtryk 