Et kort rids af verdensreligionerne og deres forankring i mørket

Slangen

Hinduisme

I hinduisme anvises en vej til frelse eller frigørelse (moksha) gennem erkendelse (Upanishaderne) eller ved en trefoldig vej, handlingens vej (karmamarga), erkendelsens (jnamamarga) eller hengivelsens vej (bhaktimarga) (Bhagavad Gita). Det gælder her om ved denne eller disse veje at befri sig fra genfødslernes kredsløb, samsara, ved atmans (sjælen eller essensen eller livsprincippet) forening med verdensaltet, brahman, det altigennemtrængende livsprincip, som en dråbe, der forenes med havet, eller det upersonlige hele (advaita vedanta).

Kritik: Denne vej, atmans forening med brahman, er kundalini, Slangen, og kundalini er af det onde. Kundalini har formentlig sit første udspring i Ardors og de ældstes skabelse af det fysiske menneskelegeme, hvor de ældste agerede Gud, og selv ville skabe liv, og det mørkekompleks, der herved dannedes, er blevet hængende i Jordens mørkeæter og i det menneskelige legeme (se Vandrer mod Lyset). Kundalini er altså en mørkekraft og ikke en guddommelig lyskraft eller energi som kan føre til en opgåen i verdensaltet, brahman eller Gud. Den kendes i forskellige afskygninger også i moderne vestlig, vulgær spiritualitet. Den ”lyse” side af kundalini er atmans opgåen og forening med brahman, den påståede kosmiske forening, den rent sorte side er sjælens eller åndens udslettelse (jf tidligere skriverier om mørkets ”lyse” og dets rent sorte side). Begge dele er illusioner. En fuldt rejst kundalini markerer ikke opnåelse af kosmisk eller guddommelig bevidsthed eller forening med Gud, men derimod en sprængning af personligheden, med dertil hørende meget alvorlige psykiske, åndelige lidelser.

Da målet i hinduismen således er fejl, er der ingen grund til at dvæle ved den enorme tekstmasse og tradition, der ligger under denne religion, fx vedaerne, upanishaderne, Mahabharata (herunder Bhagavad Gita) og Patanjalis Yoga Sutras.

Buddhisme

Gautama Buddha beskrives af Will Durant i Verdens kulturhistorie som en hinduistisk reformator. Buddha kom tættere på sandheden end den lære, han forsøgte at rense og forædle, men hvis buddhismens vej til frelse, Nirvana (sanskrit for ”udpustning”, ”slukning”), forstås som en realisering af ikke-selvstændighed ved erkendelse af sindets sande natur, selvets illusion, og altså som en slags åndelig død, så rummer også buddhismen stærke træk af kundalini, Slangen, idet menneskets selv eller ånd i virkeligheden styrkes og gøres mere og mere personlig og nuanceret ved vores selvstændige tanker og handlinger i det liv, der er i al evighed (se Vandrer mod Lyset).

Dog: hvis vi forstår nirvanas udslukning som udslukning af den mørkets flamme, der binder os til menneskelivet og Jorden, og ikke som selvets eller åndens død eller opgåen i Altet, så rummer buddhismen en del af sandheden.

Djævelen

Jødedom

Den ”Gud” der går foran israelitterne i ørkenen som ”en skystøtte om dagen, en ildsøjle om natten”, den ”Gud”, der åbenbarer sig for Moses og de rædselsblændede israelitter i ild og røg og til lyden af vædderhorn på Sinai Bjerg (2. Mosebog), den ”Gud” hvorfra en ild slår ud og dræber mange mennesker er identisk – hvis disse begivenheder da nogensinde har fundet sted og ikke er fri fantasi – med Ardor, Satan, som han var, før han angrende og i dyb sorg vendte tilbage til den sande Gud, Lysets og kærlighedens Almagt.

Gud dræber selvfølgelig ikke noget menneske, Han kræver ikke ”sødtduftende ofre” eller kræver at blive tilbedt på de og de bestemte måder, Han giver ikke detaljerede anvisninger over, hvordan man bygger et Ham tilbørligt Tempel eller helligdom, Han giver ikke befalinger om præsters klædedragt, spisevaner og hele adfærd, og Han vender sig ikke fra noget menneske, hvis ikke man udviser tilbørlig gudsfrygt eller lignende. Det gamle Testamente er som et katalog over Ardors tanker og handlinger da han endnu var dybt nedsunken i mørke og ondskab, formørkede gudsvisioner, som nu burde være et overstået kapitel i menneskehedens historie.

Kristendom

I Vandrer mod Lyset er der gjort nøje rede for, hvorfor kristendommen må forkastes, i hvert fald hvis man betragter forsoningslæren som dens fundament og kerne, en lære som Ardor indplantede i Paulus´ sind da han, Ardor, endnu stred mod lyset, mennesker og Gud. Hvis man betragter kristendommens fundament som næstekærlighed og kærlighed til Gud som det største af alt, mener jeg dog, at (denne del af) læren kan forsvares.

Længere vil jeg ikke her gå ind i kristendommens mange vildfarelser og løgne. Enhver kan finde dem tilbørligt og sandfærdigt udredet i Vandrer mod Lyset og Forsoningslæren og genvejen (begge udgivet som dele af De tre gyldne Frugter ved Michael Agerskov).

Islam

Som man vil forstå af mit skrift Islam, så må Islam bestemt regnes til de religioner med en oprindelig satanisk inspiration og oprindelse. Men vi må her igen huske, at Ardor inspirerede også denne religion, før han angrende vendte tilbage til lyset og Gud.

Jeg vil gerne understrege, at dette ikke er ment som en fordømmelse eller kritik af muslimer, kun af religionen Islam. Det er en kritik af tanker, ikke af mennesker. Og vi må tilføje, at profeten Muhammed ifølge Vandrer mod Lyset var af de Yngste, dvs han tilhører den gruppe af personligheder, der fra tidernes morgen har søgt at hjælpe mennesker fremad mod Lyset og hjem til Gud. Men ligesom tilfældet var med Paulus og kristendommen (Paulus var også af de Yngste), så formåede Ardor at vildlede også ham, Muhammed, og gennem Islam skabe en grundig forvanskning af sandheden.

Kun hvis vi opfatter Islams trosbekendelse og praksis som det inderste hjertes overgivelse til Gud (Allah) i kærlighed, kan denne religion forsvares, hvilket jeg har forsøgt at udvikle i skriftet Profeternes Segl.

Endnu dette: Al den vold, terror og krig som nogle muslimer gør sig skyldige i tjener ikke Gud, men spotter Ham. Og volden bekræfter Islams sataniske oprindelse. Kend træet på dets frugter. Det påhviler muslimer at forstå dette og afstå fra al videre gudsbespottelig vold og andre af mørkets, det ondes gerninger.

Gud

Åndens evige energikilder strømmer fra Gud, men de strømmer ikke gennem de etablerede verdensreligioner. Fraregnet enkelte lysglimt er dogmer, forestillinger, misforståelser og løgne snarere sten i strømmen.

Gennem Vandrer mod Lyset åbenbarer Gud Herren den Almægtige sig for alle mennesker. Her strømmer kilderne klart og rent og ublandet. Udover at være de evige lyskilders udspring og første grund, og udover at være den altbeherskende Magt og Herre, så er Gud, den sande Gud, et uendelig mildt Væsen, som vi kan være fuldstændig trygge ved. Vi bør ikke følge de menneskeskabte religioner med alle deres fejlagtige påstande og al den vold og intolerance og strid, der viser de eksisterende verdensreligioners oprindelse i mørket, men følge denne Lysets og kærlighedens Almagt, Gud, gennem vores eget hjertes inderste trang til sandhed, fred, kærlighed og livsfylde. Her – hos Ham – vil vi finde dette fuldt ud, og kun Han kan stille den inderste længsel og give os fred.

Det er en pointe i Vandrer mod Lyset, at der ingen fortabelse findes, og derfor har vi heller ikke brug for nogen frelse. Som det fremgår af Supplement 2 til værket (no 64), så er det rigtigt, at vi engang siges løs fra livet på Jorden, fra reinkarnationerne, men det sker først når vi fuldtud har lært at overvinde det onde, mørket, i alle dets aspekter og dets mangeartede kræfter. Vi siges løs når vores tanke og vilje er smeltet sammen til en enhed og vi derfor ikke længere er sårbare overfor det onde, ikke ved en forening af krop, sind og ånd, som hinduismen gennem Yoga vil vide, eller ved en sammensmeltning eller forening med Gud, brahman; vi siges løs når vi gennem det karakterdannende møde med mørket har opnået indre heling og helstøbthed, samt når vi har sonet alt, hvad vi har forbrudt. Ikke før og heller ikke ved gudsfrygt og slet ikke ved ”hellig krig”.

Alle religioner rummer dog sandhedsglimt, siges det i Vandrer mod Lyset. Således rummer fx hinduismen og buddhismen læren om karma, jødedommen og kristendommen giver og deler næstekærlighedsbudet, Islam rummer tanken om at Gud er én, ikke to, ikke tre, ikke mange, men én og kun én, og der kunne fremhæves andet.

Det påhviler mennesker – hvis ikke de vil godtage den sandhed, der gives ublandet i Vandrer mod Lyset, og insisterer på at følge de gamle trosretninger eller insisterer på helt at fornægte Guds eksistens – at finde ind til disse sandhedsglimt eller som ikke-troende at leve i indbyrdes fred og fordragelighed. Det påhviler mennesker at udrense det mørkets slagger, der gennemsyrer de fleste religioner og de ateistiske filosofier og det politiske og det mellemmenneskelige liv. Det påhviler mennesker at lære – i sandhed – at elske hinanden, ikke at bekrige, tage med vold, eller fordømme anderledes tænkende, og derved tjene det største af alt: Kærligheden.