• I et spørgsmål om liv

    I spørgsmålene om abort og eutanasi (og dødsstraf) kan man både vælge en religiøs og en ikke-religiøs tilgang og komme til det samme resultat: At ingen af disse fænomener bør være en del af det menneskelige liv og fællesskab. Det vil vi se her:

    Hvis vi først vælger den religiøse tilgangsvinkel, og idet vi lægger værket Vandrer mod Lyset til grund, så kan vi klart forstå, at Guds vilje er, at hverken provokeret abort, eutanasi eller dødsstraf bør være tilladt. 

    Det kan vi dels se ved direkte skriftsteder i kilderne, men også kvalificere yderligere ved den simple tanke, at livet er en del af Lyset, det gode, mens døden er en del af mørket, det onde; og da Gud er en Lysets Gud, er det klart, at alle de tilfælde hvor nu mennesker – fx ved abort, eutanasi og dødsstraf – aktivt arbejder for døden mod livet, er imod Guds vilje, og det er eksempler, hvor døden og mørket sejrer over livet og Lyset.

    Hverken abort, eutanasi eller dødsstraf bør derfor være tilladt eller forekomme overhovedet.

    Hvis man vælger den ikke-religiøse tilgang, bliver resultatet det samme, hvis vi forstår og kan blive enige om, at livet er af det gode, mens døden er af det onde

    Hvis vi i denne ramme vil arbejde for det gode og dets udbredelse, og kæmpe mod det onde og dets indflydelse, bør vi derfor afskaffe al abort, eutanasi og dødsstraf, og vi bør fremme livet både som individer, fx ved at søge at holde os sunde og raske, og som samfund ved at afskaffe de love, der fremmer eller har døden som konsekvens.

    Hvad enten vi anerkender, at der findes en Gud eller ej, så kan dette grundlæggende spørgsmål om liv og død altså finde det samme svar.

  • Mørkets proportionale reaktion på Lysets vækst

    Af Supplement 2, no 58 (Supplement 1 & 2 udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) kan man udlede en almen lov for Lyset og mørket, en lov som vi mennesker lever under, en lovmæssighed jeg omtalte for nogle dage siden på Facebook, men som jeg dog nok her havde fået lidt galt fat på; den almene lov nemlig som kan udtrykkes i følgende ord:

    Mørkets proportionale reaktion på Lysets vækst. Jo højere Lys vi tænder, jo stærkere mørke vil vågne og gøre modstand.

    Denne lovmæssighed har særdeles stor indflydelse på vores liv som mennesker og for den kamp, vi hver især kæmper mod det onde i os selv og i verden; en kamp der for hver af os kulminerer i den fuldendte sejr over mørket ved tankens og viljens sammensmeltning ved Lyset, en kulmination, der er indgående beskrevet i Supplement 2, no 64.

    For den lov jeg her taler om betyder, at vi ikke kan hvile på laurbærerne – som man siger – ved vores delvise sejre, og den betyder, at kampen intensiveres frem mod kulminationen. Kampen bliver altså ikke lettere og lettere, men den sidste inkarnation vi gennemlever kan let – som følge af denne lovsmæssighed – også blive vores sværeste at gennemleve; fordi det højeste Lys vækker det dybeste mørke. (Der kan følge en eller nogle få yderligere inkarnationer på den inkarnation, hvor vores tanke og vilje kulminerer ved sammensmeltningen, indtil al syndeskyld er sonet; dette er ligeledes forklaret i Supplement 2, no 64).

    Mørkets proportionale reaktion på Lysets vækst kan vi som sagt forstå ud fra det anførte skriftsted, og den sås i sin ekstrem ved Urtankens og Urviljens kæmpen sig ud af mørket frem mod Guds emanation. Vi, Guds børn, afspejler ved vores kamp denne lovmæssighed i det små, denne lovmæssighed som må ligge i selve Lysets og mørkets natur.

    Det jeg nok havde fået galt fat på i mit opslag på Facebook var, at jeg her tænkte eller antydede, at lovens konsekvenser – den stedse intensiverede kamp – ville fortsætte så længe mørket er; dvs mange mange (og ukendte) evigheder fra nu.

    Kampen fortsætter – tænker jeg nu (også med tekstbelæg i Supplement 2, no 64) – kun indtil kulminationen er nået og alt er sonet. Dette gælder for menneskeånderne og de ældste (se Vandrer mod Lyset). For de yngste stiller sagen sig lidt anderledes, idet de har valgt at fortsætte deres inkarnationer også efter de er kulmineret og har sonet deres syndeskyld (igen; se Supplement 2, no 64); dette for at hjælpe så meget som muligt og så længe Gud har brug for deres hjælp.

    Derfor vil kampen for dem fortsætte – og intensiveres – efterhånden som de tænder Lys i verden og i mennesker, idet det Lys de tænder vil være stedse højere – og derfor proportionalt vil vække stærkere mørke.

    Vi kan måske også forstå tiden fra mørkets magt blev brudt – da de yngste vandt Satan (Ardor) tilbage til Lyset og Gud i 1912 – og til nu i den forståelsesramme: På grund af det mægtige Lys de yngste – og Gud – tændte ved dette Lysets gennembrud – reagerede mørket særdeles kraftigt; og måske til dels derfor (og pgra æteroptegnelserne (se Vandrer mod Lyset)) blev det 20. århundrede og tiden til nu – det 21. århundrede – så blodigt, tragisk og uroligt på næsten alle områder af det menneskelige liv.

  • Gåden om det uskabte

    Jeg har gennem de mere end 35 år, hvor jeg har kendt Vandrer mod Lyset, fra tid til anden beskæftiget mig ret indgående med den filosofiske gåde, værket kalder gåden om det uskabte; en gåde, der omtales i Kommentaren, s. 146 og i Supplement II, no 56, om ikke andre steder.

    Jeg har i den forbindelse forsøgt forskellige løsningsforslag, hvoraf ingen dog har tilfredsstillet mig helt. Jeg skal her forsøge endnu en gang; med det forbehold, at den her præsenterede løsning måske heller ikke er den rigtige.

    Gåden lyder sådan: Hvordan kan Urkosmos – med Urtanke, Urvilje, Urlys og Urmørke – have eksisteret fra evighed uden at være skabt?

    Tidligere har jeg blandt andet forsøgt en løsning gennem en analyse af begrebet tid:

    Da der ikke fandtes tid i Urkosmos (hvilket man kan læse ud af redegørelsen s. 145-148, idet tiden her siges at være et resultat af en første tilnærmelse mellem Tanke og Vilje, en tilnærmelse der varede ved og gradvist intensiveredes under hele Urtankens og Urviljens kæmpen sig ud af mørket og frem mod Lyset, en tilnærmelse, der ikke fandtes i hviletilstanden, hvorfor der her ingen tid fandtes), tænkte jeg, at dette var løsningen:

    Da der ingen tid fandtes i Urkosmos, og da en skabelse kræver tid og tilnærmelse mellem Tanke og Vilje, kunne Urkosmos ikke være skabt.

    Dette løsningsforslag har jeg tidligere opgivet, men nu tænker jeg en parallel løsning, der er meget simpel:

    En skabelse kræver Tanke og Vilje. Da der ingen Tanke og Vilje fandtes i Urkosmos udover den faktisk eksisterende (hvilende, passive) Urtanke og Urvilje, og da disse ikke havde skabt Urkosmos, kan Urkosmos ikke være skabt. Hvis det skulle være skabt, ville det kræve en Tanke og Vilje udover Urtanken og Urviljen (men sådanne fandtes ikke), eller det ville kræve, at Urtanke og Urvilje havde skabt sig selv (og Lyset og mørket), men det kan de ikke have gjort, da de fra evighed var passive. 

    Da Urkosmos faktisk eksisterede uden at være skabt, må det nødvendigvis have været fra evighed af (med det forbehold, at ”fra evighed af” antyder en forløben tid, men der fandtes – som nævnt – ingen tid i Urkosmos, hvorfor termen er upræcis).

    Den her skitserede løsning på gåden om det uskabte er måske den rigtige, måske ikke. Men under alle omstændigheder andrager skitsen her kun spørgsmålet hvordan Urkosmos kan have eksisteret fra evighed uden at være skabt, ikke hvorfor:

    Hvorfor fandtes Urtanke, Urvilje, Urlys og Urmørke? Hvorfor fandtes der overhovedet noget og ikke bare ingenting?

    Måske dette spørgsmål ikke kan finde besvarelse i en menneskelig forståelsesramme og med menneskelige erkendemidler i menneskeligt sprog, men jeg kunne tænke mig en løsning parallel til den ovenstående:

    Hvis vi spørger, hvorfor Urkosmos fandtes, implicerer dette hvorfor en intention med Urkosmos. Denne intention måtte da besiddes af en Tanke og Vilje uden for Urtanken og Urviljen, men sådanne fandtes som nævnt ikke.

    Eller vi kan spørge, hvorfor der overhovedet fandtes noget, og hvorfor der ikke bare var ingenting; men her må vi passe på sproget: Hvis vi siger, at der eventuelt var ingenting, så indebærer verbet var en form for væren. Men da der ingenting i så fald var, kan verbet ikke bruges her. Ingenting kan ikke være. Det samme hvis vi siger, at der ingenting var (idet vi altså bytter om på ordene): Ingenting kan igen ikke være. Og det er som om erkendelsen og sproget her bryder sammen. Vi kan ikke tænke “det ikke-værende”; for idet vi siger det ikke-værende, henviser vi igen til noget, det vil sige noget, der er; men det er jo netop ikke.

    I virkeligheden er dette en del af et gammelt filosofisk problem, der i hvert fald går tilbage til Platon, der i en af sine dialoger netop har dette som tema, det ikke-værende, og hvordan vi kan – eller netop ikke kan – tænke det. Jeg tror – uden at gå for langt ind i problemstillingen her – at vi må sige, at begrebet det ikke-værende ikke giver mening – med de problemer denne position så medfører; for hvordan opstår ting så fx hvis noget nyt, som ikke før eksisterede, ser dagens lys, opstår, frembringes? Opstår det så ikke i en eller anden forstand af det ikke-værende, eller hvordan skal vi se på dette spørgsmål?; dog, det lader jeg ligge her.

    Vi kan også – for at vende tilbage til hovedspørgsmålet om det ikke skabte Urkosmos – nærmere spørge til en (måske upersonlig) årsag til Urkosmos. Men en sådan årsag måtte da foreligge i tiden ”før Urkosmos fandtes”; da der imidlertid ingen tid fandtes i Urkosmos, og da Urkosmos var alt, der fandtes, kan der ingen årsag være til det. Begreberne årsag og virkning kræver tid, at ting sker i tidslige forløb (med mindre vi sigter til begrebslogiske forhold og slutninger).

    Eller vi kan spørge, hvorfor der netop fandtes Tanke, Vilje, Lys og mørke, og ikke noget andet? Men her kan vi måske låne argument fra René Descartes, der i Discours de la méthode lufter en tanke (den metodiske tvivl), der kan tolkes ved, at vi ikke kan borttænke tanken, idet dét at ville borttænke tanken, selv er en tanke; og gå fra dette ræsonnement til Ardors indledende ord fra sin beretning i Vandrer mod Lyset, hvor han siger, at Tanken er altings ophav.

    Tanken må da – i en eller anden forstand, som jeg ikke kan forklare her og nu – også være Viljens, Lysets og mørkets ophav.

    Videre kan vi følge Descartes´ tanke og sige, at det ikke giver mening at sige, at tanken (fx min) eksisterer, men at jeg ikke eksisterer. Når fx min tanke eksisterer, eksisterer jeg også. På den måde bliver der ækvivalens mellem tanke og eksistens (cogito ergo sum), og ikke – som Martin Heidegger har ment (i værket Sein und Zeit) – mellem eksistens og tid. Det ontologiske grundspørgsmål – hvad er eksistens, hvad vil det sige, at noget eksisterer – må derfor søge sit svar i retning af tanke og ikke i retning af tid. Måske er der ikke bare ækvivalens men identitet mellem tanke og eksistens, og måske er dét svaret på det ontologiske grundspørgsmål.

    Jeg tror her i hvert fald at have kastet et strejflys over gåden om det uskabte. Men om skitsen er retvisende, eller om også den må forkastes, må tiden vise.

  • Stop krigen!

    Jeg har tidligere forsøgt en enkel tanke for at indkredse krigens væsen, og hvordan vi – om muligt – kan standse den (globalt), hvilket forekommer presserende vigtigt i en tid, hvor besiddelsen af masseødelæggelsesvåben breder sig og truer selve menneskehedens eksistens, og hvor mægtige flygtningestrømme synes at true enkeltstaters stabilitet og enkeltlandes vilje til at arbejde sammen i spørgsmålet om, hvem der kan og skal tage imod de ulykkelige krigsflygtninge.

    Tanken, billedet, er enkelt: Betragt enhver suveræn stat som et punkt, et magtpunkt. De enkelte magtpunkter har i sig en tendens til ekspansion, hvilket skyldes deres interesser, der både kan være økonomiske og politiske, og som udvider sig med tiden. Der hvor ét magtpunkt under ekspansion støder sammen med et andet magtpunkts ekspansion, dannes turbulens, som når ringe i vandet mødes. Denne turbulens kan være politisk, økonomisk eller militær konflikt.

    Problemet i et andet billede: De kendte former for statsdannelser skaber stater, der ved deres tilsyneladende uundgåelige trang til ekspansion kan lignes med kræftceller i et legeme; celler, der breder sig uhæmmet, men som ikke opbygger, men nedbryder organismen (verden). Hvordan helbreder vi det således angrebne legeme (verden)? Er det overhovedet muligt? Er det muligt at skabe ”celler”, der lever fredeligt side om side, med respekt for og anerkendelse af hinanden, og som opbygger, ikke nedbryder, legemet?

    Tilsyneladende ikke. For det kan siges, at det er det FN har forsøgt på i snart 80 år. Og FN synes i dag at være uden betydning og uden indflydelse på krig og fred, hvilket til dels skyldes den unipolære verden, der blev skabt efter Sovjetunionens opløsning, med USA som eneste supermagt, og USA´ s efterfølgende negligering af FN og enegang i mange krige og konflikter, som ikke kun foregik i amerikanernes interessesfære, men i mange andre landes. Jeg tænker her specielt på den såkaldte ”krig mod terror”, og alt hvad deraf fulgte.

    Den umiddelbart indlysende løsning på problemet ville være at skabe ét og kun ét magtpunkt i verden, en Verdensstat (inspireret af Emery Reves` tanker i bogen Fredens anatomi). Hvis der kun var ét sådant punkt, ville der ingen mulig turbulens være i grænseområderne mellem de enkelte magtpunkter, og derfor ingen krig. Der ville simpelthen ikke være noget eller nogen at støde sammen med. Og det kan være at en sådan Verdensstat er undervejs. Måske.

    Svagheden er, at en Verdensstat både kan skabes og gribes af demokratiske men også af totalitære strømninger og enkeltpersoner, der vil have magt, så meget magt som muligt, og for enhver pris (først og fremmest sin egen menneskelighed).

    Og svagheden er, at vi lever i en verden med et væld af stater og folk med en århundred- eller årtusinder gammel kultur og tradition, som man måske ville føle i fare under ”fremmed” herredømme. Af begge grunde kan en Verdensstat fødes – hvis den fødes – i blod og krig; stik mod intentionen (den demokratisk funderede).

    Men – hvis vi prøver den tanke, at hovedproblemet med hensyn til krig og fred er økonomisk funderet – idet man søger med magt at gennemtvinge sine økonomiske interesser, hvor disse møder modstand fra andre magtpunkter (eller økonomiske punkter) – så kan vi tænke, at hovedproblemet i den økonomiske model, vi råder over i dag, er at den indebærer en ekspansion, en vækst, der nu for alvor – også udover spørgsmålet om krig og fred – er begyndt at tære på og true de økologiske og de menneskelige ressourcer. Systemet er med andre ord ved at æde os op indefra. Vi ødelægger med ekspansionen som ved en kræftsygdom både miljø og mennesker; vores helbred (fysisk og mentalt) og vores menneskelighed og vores moral, idet vi ikke tøver med at ville udrydde trusler mod vores interesser:

    Systemet er blevet vigtigere end de mennesker, der skabte det.

    Hvis det er rigtigt, at det er ekspansionen, der er hovedproblemet, og hvis det endvidere er rigtigt, at hovedproblemet vedrørende krig og fred er økonomisk funderet, så består udfordringen i at skabe et ikke-ekspansivt økonomisk system, et system i ligevægt. Det mest lovende udtryk for denne tanke, jeg er bekendt med, er for produktionens og forbrugets vedkommende det såkaldte craddle to craddle system (fra vugge til vugge; i stedet for fra vugge til grav; at så meget som muligt af et givent produkt genbruges i ny produktion).

    Udfordringen består endvidere i – hvis ikke man ønsker Verdensstaten – at skabe et system, hvor man altså ikke tager mere ud, end man giver tilbage af økologiske og menneskelige ressourcer, og hvor produkter bliver skabt i samarbejde om at dække menneskelige behov, ikke i konkurrence – hvor det gælder om at udradere hinanden; og alt dette samtidig med at vi bevarer vores frihed.

    En af vanskelighederne i dette er, at vi synes biologisk kodede for konkurrence – i forhold til forplantning – og egennytte – i forhold til overlevelse. Det ville kræve, at vi hæver os over vores rent biologiske natur og arv, hvilket dog absolut er muligt, hvis vi skal følge de tanker, der gives om mennesker og deres ånd i Vandrer mod Lyset.

    Hvis det altså – trods vanskelighederne dermed – kan lykkes at skabe et system i ligevægt, vil en mængde af den turbulens, den krig, vi nu ser i verden med dens mange magtpunkter og økonomiske enheder (punkter) – der alle søger ekspansion – kunne undgås eller mildnes.

    Det ser altså ud til at vi har to muligheder, hvis vi skal overleve som menneskehed uden at udslette hinanden og uden at ødelægge Jorden:

    Verdensstaten eller et økonomisk og dermed politisk system i ligevægt.

    Hvis ikke en af disse muligheder bliver realiseret (det kan tænkes, at de forudsætter hinanden), frygter jeg, at vi snart kommer til at sætte punktum og ikke komma i fortællingen om menneskeheden og Jorden.

  • Det ondes dobbeltaspekt

    Ved en videre refleksion over mørkets, det ondes, dobbeltaspekt, det forhold at det onde dels har en ‘lys’ side, dels en rent sort, tror jeg det ikke forkert at sige, at grundreglen er, at det onde drager og lokker ved dets ‘lyse’ side, mens realiteten er dets rent sorte side.

    (Jeg bruger altså her og i det følgende begreberne Lys og mørke i ‘Vandrer mod Lysets’ forstand; dvs ikke som udtryk for dagslys og nattemørke, men som betegnelser for to – hinanden modsatte – urkræfter, godt og ondt)

    Fx lokker det onde med magt, men giver afmagt, gør sine bærere til slaver, det lokker med rigdom, men gør fattig, det lokker – fx gennem fanatiske og voldelige revolutioner – med frihed, men trælbinder mennesker, når dagligdagen og virkeligheden indfinder sig, gør mennesker til ufrie slaver, det onde lokker med løfter om evig lykke og opfyldelse af de inderste drømme gennem forelskelse, men af disse umulige drømme vågner mennesker snart brat til en smertefuld virkelighed, når drømmen brister, det onde kan lokke med åndelig fuldendelse, forening med Gud eller kosmos eller ligefrem kosmisk orgasme gennem kundalini, hvor realiteten er et fald og noget nær det tætteste mørket kommer på at udslette vores evige ånd (uden – selvfølgelig – at formå det ) osv osv.

    Mørkets dobbeltaspekt og dets lokkende, ‘lyse’ aspekt og sorte realitet kan også helt grundlæggende iagttages med hensyn til sandhed og erkendelse, det være sig religiøse trosretninger eller filosofiske og videnskabelige teorier: Det lover og lokker med ‘sandhed’, men giver løgn; fx forsoningslæren i kristendommen, som det er udviklet i detaljer i Vandrer mod Lyset, eller den islamiske tanke om Koranens ufejlbarlighed og fuldkommenhed, hvilket jeg har forsøgt at vise i skriftet Islam, og den ligeledes islamiske tanke om voldelig jihad som vejen til Paradis’ herligste glæder, hvilket jeg har vist i indlægget En advarsel til alle potentielle selvmordsterrorister.

    Dette synes altså grundreglen og lovmæssigheden for det ondes dobbeltaspekt: Det ondes ‘lyse’ side efterligner Lyset, men giver mørke; det lover alt, holder intet, men giver tværtimod det modsatte af det lovede og forjættede.

    Dette være tænkt og skrevet ikke for – naturligvis – at dyrke det onde, men for at søge at gennemlyse væsentlige aspekter ved det, så mennesker – også jeg selv – bedre kan vogte sig for det ondes mange faldgruber.

    ______

    Hvis du er interesseret i at læse flere af mine tekster udover denne, og alt det, der ellers ligger frit og gratis tilgængeligt her på siden, så gå ind under fanen Salg af bøger og bestil en af de trykte bøger med uddrag af det bedste fra forfatterskabet. I skrivende stund er to trykte bøger tilgængelige: Én Jord, én menneskehed, én Gud og Sub specie æternitatis (set under evighedens synsvinkel).

  • Det astrale mørkes udrensning

    Vandrer mod Lyset s. 158-159 er det forklaret, hvordan man udrenser det åndelige mørke; nemlig gennem sorg og anger over tænkte onde tanker og/eller handlinger.

    Jeg skal her forsøge at give en model for, hvordan vi kan udrense det astrale mørke; en lidt anderledes proces end ved det åndelige mørke:

    Ved tanken og viljen kan Lyset udpege det astrale mørke, som kan findes som komplekser eller mørkeansamlinger eller strømninger i vores astrale genpart. Idet Lyset på denne måde udpeger og lokaliserer det astrale mørke, samt giver en fornemmelse eller viden om dette mørkes natur, da vågner mørket til stigende aktivitet.

    Det det så gælder om er ikke at handle efter det således vågnende og vågnede mørke; et mørke, hvis opvågning kan ledsages af forskellige ubehagelige fænomener, såsom angst, uro og lidelse.

    Selve udrensningsprocessen af det på denne måde vågnede mørke kan tage nogle måneder eller så. Jeg har selv oplevet flere af sådanne udrensninger, bla af et selvhad, der lå som en lidelsesfuld understrøm i mine tanker og følelser, og som gav en del åndelig uro.

    I løbet af den tid der går, fra Lyset udpeger det onde, hvorved altså mørket vågner, vil mørkets aktivitet stige – frem mod en kulmination. Hvis man formår at udholde hele denne proces, og også sejrer, idet mørket kulminerer – hvilket vil sige at man ikke giver efter for det, men blot ser det som det er – da vil mørket og de dermed forbundne lidelser forsvinde, elimineres, og dét kan være motivationen for overhovedet at gå i gang med en udrensningsproces af denne art.

    En anden måde, hvorved det astrale mørke kan udrenses på, kan opleves ved, at noget mørke så at sige river sig løs i dybet af vores bevidsthed (den astrale del; det astrale legeme og hjerne), uden at vi – i modsætning til det just beskrevne – er bevidste om det, hvorefter det – under lidelse – som en form for mentale sygdomssporer med stigende aktivitet og symptomer (fx angst) stiger mod bevidsthedens overflade, og vi således bliver bevidste om det.

    Idet dette astrale mørke bryder igennem til bevidsthedens overflade, erkender vi dets natur, det viser sit ansigt, hvorefter det vil forsvinde.

    I et billede kan denne form for astral udrensning lignes ved en gærende mosebund eller havbund, hvorfra urene gasser stiger mod overfladen – og forsvinder, opløses i den klare og friske luft.

    Denne proces er livslang og kan ikke bringes til en fuldstændig afslutning og fuldstændig renhed for individet, da alle rummer så meget astralt mørke – en arv fra vores forfædre – at en fuldstændig renselse er umulig indenfor et menneskes levetid.

    På disse to måder – der kan tænkes at være andre måder og metoder – kan ethvert menneske udrense og forædle sin astrale genpart, og derved fx give en renere astral arv videre til sit afkom – og på den måde spare det for nogle lidelser – og man kan selv derved opnå større åndelig og følelsesmæssig fred og hvile.

  • Note vedrørende en første filosofi

    I forsøget på at tænke og formulere en første filosofi eller en første videnskab, der ligger under al anden videnskab, og som i en vis forstand betinger dem, kommer spørgsmålet naturligt, om vi skal følge det aristoteliske eller det kantianske spor.

    Dermed mener jeg: Om vi først skal undersøge det, vi erkender, deres første årsager og begyndelsesgrunde, hvor Aristoteles udpeger væsenet, som det ontologisk første i værens kvadrologi (se indlægget Note til kommende filosofiske undersøgelser), eller om vi skal følge Kant, og først tænke selve erkendelsen, dens betingelser og grænser, med andre ord, det vi erkender med.

    Altså: Skal udgangspunktet – hvis det overhovedet er muligt at formulere en første filosofi (hvilket jeg forstår, nogle bestrider) – være det, vi erkender, eller det, vi erkender med?

    En analogi kan måske hjælpe her: Når en slagter skal udføre sit arbejde, og fx slagte en gris, så må han først have et redskab til arbejdet. Først når han har et sådant – tilpas skarpt – redskab, kan han begynde arbejdet.

    Tilsvarende – tænker jeg – med erkendelsen: Vi må først sikre os et tilpas skarpt redskab for overhovedet at kunne komme i gang med den, og derfor finder jeg det rimeligt at følge det kantianske spor, og den kopernikanske vending i filosofien, han forsøger, idet han retter søgelyset mod det, vi erkender med, væk fra det, vi erkender (i Kritik af den rene fornuft), idet vi dog noterer, at denne vending i sig selv er (et forsøg på) erkendelse; men i den forstand er ikke ontologien, men epistemologien den eftersøgte første filosofi eller videnskab.

    Aristoteles giver dog vigtige fingerpeg til en sådan undersøgelse i og med at han i Organon udpeger og udarbejder logikken som et redskab for tanken, videnskaben og erkendelsen som sådan. Organon betyder slet og ret redskab (her for tanken og erkendelsen).

    Hvis vi medtager Torben Boas´ teori om den absolutte og den relative tankefunktion samt analogien (formuleret i Tankens arkitektur), og betragter også dem som redskaber for tanken og erkendelsen, så har vi altså i hvert fald fire sådanne redskaber; seks hvis vi medtager den almene og den specielle tanke, som jeg skitserer i indlægget, Note til kommende filosofiske undersøgelser (ovenstående link), og hvis disse viser sig væsensforskellige i forhold til de absolutte og relative tankefunktioner. Disse redskaber (måske kan der tænkes flere) må vi så slibe til, skærpe, før vi kan gå i gang med det egentlige arbejde: Erkendelsen.

    Vi noterer dog her – parallelt til bemærkningen om Kants kopernikanske vending i erkendelsesteorien – at også en sådan måske mulig tilslibning af erkendemidlerne i sig selv vil være (forsøg på) erkendelse. Erkendelsen må med andre ord starte med en erkendelse.

    Vi kan betragte tilslibningen af erkendemidlerne som et alternativt bud på en første filosofi, hvor vi altså betragter ikke ontologien, men epistemologien som den primære og grundlæggende videnskab.

    Med andre ord: Vi må først klargøre og skærpe de redskaber vi erkender med, før vi kan komme til selve erkendelsen (det, vi erkender), med de nævnte forbehold; at også dette vil være (forsøg på) erkendelse.

    Disse tanker er kun givet her som note og antydning. Jeg vil måske senere forsøge en tilslibning af tankens og erkendelsens redskaber, som her formuleret – såfremt jeg har tid og evne til det. Det vil tiden vise.

  • Note til kommende filosofiske undersøgelser

    I filosofien – eller nærmere bestemt i erkendelsesteorien (epistemologien) – kan vi udpege to grundlæggende problemområder: Det, vi erkender, eller søger at erkende, og det, der erkender, altså det vi erkender med. Filosofihistorisk varetages disse to områder dybest og med størst virkningshistorie af Aristoteles (det, vi erkender), og Immanuel Kant (det, vi erkender med, eller betingelserne og grænserne for erkendelsen selv).

    Der er overlap mellem de to felter, idet vi, når vi søger at indkredse erkendelsen selv, erkender noget, eller søger at erkende noget (det, vi erkender), og idet vi, når vi retter søgelyset mod erkendelsens genstande (det, vi erkender), erkender med noget (måske tanken; det, vi erkender med).

    Vi kan her føje et aspekt til det, Torben Boas skriver i Tankens arkitektur (2014) om den relative og den absolutte tankefunktion og analogien som erkendemiddel (inspireret af Harald Høffdings Begrebet analogi (1923)), nemlig det vi kan kalde den almene og den specielle tanke; den almene tanke er det, vi erkender med, og den specielle tanke er det, vi erkender.

    Forholdet mellem den almene og den specielle tanke kan udtrykkes ved, at vi med den almene tanke så at sige kan træde et skridt tilbage fra den specielle tanke og se den udefra (det kan fx være en biologisk teori, eller det kan være et matematisk bevis, eller måske helt dagligdags tanker om fx hvordan vi nemmest kommer fra et sted A til et andet sted B), og med den specielle (aktuelle, konkrete) tanke kan vi søge at indkredse den almene tanke, som jeg fx forsøger her som en del af en filosofisk overvejelse.

    Denne overvejelse kan kort udtrykkes ved: Idet tanken får genstand, går den fra at være almen til at være speciel. Det er ikke tankens genstand, der gør tanken speciel, men tanken om genstanden, der gør det.

    Der er med sondringen mellem den almene og den specielle tanke måske tale om endnu en tankefunktion i forlængelse af Boas´ teori; eller måske overlapper de to distinktioner hinanden, idet Boas´ absolutte tankefunktion er identisk med eller analog til den almene tanke (-funktion), og idet den relative tankefunktion er identisk med eller analog til den specielle tanke (-funktion).

    I det hele taget tror jeg, at potentialet ved området og begrebet tanke (-funktion(er)), som – mig bekendt – Boas introducerer som den første, er meget stort for erkendelsesteorien (epistemologien). Men – hvor stort, må kommende filosofiske undersøgelser søge at afdække.

    Foreløbig kan vi kun antyde – idet vi træder et skridt tilbage fra denne refleksion – at begrebet tankefunktion(er) både kan ses som udtryk for den almene og den specielle tanke; den er almen, idet en tankefunktion er det, vi erkender med (er altså udtryk for tanken selv), og den er speciel, idet vi med en tankefunktion også kan erkende noget bestemt (er altså udtryk for en bestemt, konkret, speciel tanke (det, vi erkender)).

    Den her udtrykte tanke om en erkendelsesmæssig træden tilbage fra og en træden ind i en tanke (ved den almene hhv specielle tanke) kan tilsyneladende foretages i det uendelige, idet vi ved enhver given tanke (fx den, jeg prøver at udtrykke her) kan træde et skridt tilbage og se tanken udefra (måske for at se den under ét og prøve dens sandhed eller fejlagtighed); måske er det selve den måde, vi opnår ny viden på, på samme måde som man prøver og tester fx en naturvidenskabelig teori.

    At bevægelsen kan foretages i det uendelige (fx også ved denne tanke) skyldes, at vi aldrig kan vide alt (hvilket jeg antager). Vi kan således ved enhver tanke træde tilbage (ved den almene tanke) eller se tanken (den specielle) udefra.

    Og derved udtrykker vi måske det, Vandrer mod Lyset kalder tankens uendelige abstraktioner, som de ældste ifølge dette værk søgte at øge eller fuldstændiggøre deres kendskab til.

    I et greb tilbage til Aristoteles så diskuterer han i Metafysik forholdet mellem tilfælde af væsen og væsenet som væsen. Væsen er for Aristoteles den fællesstørrelse, der konstituerer det, Thomas Schwarz Wentzer i introduktionen til den nye danske oversættelse (Klim, 2021) kalder værens kvadrologi, dvs de fire grundbetydninger af væren:

    1. Væren som tilfældig bestemmelse, 2) væren i sig selv, 3) at noget er enten sandt eller falsk, og endelig 4) væren som formåen eller virksomhed (mulighed eller virkelighed).

    Denne sondring og dens nødvendighed i forhold til væsenet, altså tilfælde af væsen (det specielle væsen) og væsenet som væsen (det almene væsen) skyldes måske dybere lag i selve tanken, som her foreslået: At vi kan tale meningsfuldt om en almen og en speciel tanke som en del af tankens anatomi.

    Hvis dette er rigtigt, må vi sige, at erkendelsens genstand (væsenet) formes analogt til erkendelsen selv, til tanken, det vi erkender med, erkendelsens subjekt; hvilket har medklange i Kants erkendelsesteori (Kritik af den rene fornuft).

    Alternativt kan vi se erkendelsens subjekt og dens genstande som (tilfældigt?) isomorfe, ontologisk adskilte, men alligevel forbundne størrelser. Vi kan spørge, om det er tilfældigt, at vi meningsfuldt kan tale om en almen og en speciel tanke (måske som begreb og fænomen (eller accidens)), og med Aristoteles om et alment og et specielt væsen? Altså om det er et tilfælde, at både erkendelsens subjekt og dens genstand(e) lader sig betragte alment og specielt med de konsekvenser svaret på det spørgsmål kunne tænkes at have. Om dette forhold med andre ord er indbygget i selve tanken, erkendelsen, eller om det er et særtræk ved verden som sådan, tanken indbefattet; idet vi opfatter tanken som en del af verden. Eller anderledes igen: Om det er tilfældigt eller ej, at det almene og det specielle meningsfuldt lader sig udsige for både ontologien og epistemologien – med de konsekvenser det måtte have. Altså: Er det tilfældigt eller ej, at både det vi erkender, og det vi erkender med, har almene og specielle træk, som her foreslået?

    Men det må kommende undersøgelser søge at klargøre og besvare.

  • Ringen og ægget – to grundlæggende spor for menneskelivet

    Ud fra Vandrer mod Lyset kan vi læse to udviklingslinjer og motiver og spor for menneskelig handling, liv og følelse: 1) Et åndeligt spor, der er det primære, med kulmination i dannelse af tanke-vilje-enheden (jf Supplement II, no 64), en enhed, der i en vis forstand kan betragtes som en ring, og 2) et fysisk-astralt spor, der er det sekundære, med kulmination i befrugtning af ægget og fødsel af barnet, et spor, der altså har med den seksuelle og reproduktive side af mennesket at gøre.

    De to linjer skærer ofte hinanden, idet det fysisk-astrale spor griber ind i det åndelige, og skaber forstyrrelser i det: Fx ved (måske voldelig) udradering af seksuelle rivaler, ved utroskab og ved tankens og følelsens konstante kredsen om det seksuelle, evt på et ubevidst plan, ved urene forestillinger, begæringer, fantasier osv.

    Men det fysisk-astrale (seksuelle) kan også understøtte og berige det åndelige, idet mennesket ved på ansvarlig vis at administrere sit seksuelle begær og påtage sig ansvar for sit afkom dels kan lære selvbeherskelse, dels skabe andre væsentlige åndelige værdier i sin personlighed.

    Ved kærligheden skærer de to linjer eller spor hinanden i lysets tjeneste: Ved at søge at højne sin ånd gennem kærlighed, ved at elske sine medmennesker som sig selv, og ved at gøre mod andre, som man ønsker andre skal gøre mod én, kan åndens indre, iboende tendens til sammensmeltning af tanke og vilje bringe kulminationen og den åndelige heling og helhed, helstøbthed, nærmere og til sidst fuldbyrde den, og ved at elske sin partner, være tro og administrere sin seksualitet med kærlighed, kan også ånden tilføres betydelige værdier.

    En tænker som Sigmund Freud havde den ene halvdel af de to grundlæggende, og grundlæggende forskellige, spor for menneskeligt liv med, det seksuelle. Men han sluttede så – fejlagtigt – til, at alt drejede sig om og havde kerne i det seksuelle.

    Vi skal dog have begge spor med, hvis vi skal komme til en klarere og mere fyldestgørende opfattelse af mennesket.

  • Aristoteles´ former og Åbenbaringen

    I Aristoteles´ forfatterskab er jeg stødt på begrebet form både i Metafysik og i Organon. Så vidt jeg kan se, er hans opfattelse af dette begreb ikke ganske klar. Undertiden virker det som om, han med form mener nogenlunde det samme, som Platon mente med idé, andre steder kan vi læse hans redegørelse for formen som aktualiseret idé i platonisk forstand.

    Aristoteles problematiserer flere steder begrebet form, forstået som det, der ligger bag de synlige ting (fænomener), og som måske kunne tænkes at være årsag til tingenes (fænomenernes) tilblivelse; eller med andre ord: Det værendes første årsager og begyndelsesgrunde.

    I hvert fald er det, Aristoteles søger i Metafysik en lære om det værende som værende, og her spiller begrebet form en fremtrædende rolle.

    Hvis vi nu samholder Aristoteles´ og Platons tanker om form og idé med Åbenbaringen (Vandrer mod Lyset), så kan det tænkes, at vi kan komme til en klarere forståelse:

    I Vandrer mod Lyset siges det, at alle levende ting har et kimurbillede, en indre form eller idé så at sige, et urbillede, som oprindeligt er givet af Gud, men som er blevet forvansket i og med de ældstes fald.

    Disse urbilleder virker som en motor for alt levende, og gør, at det levende – fraregnet menneskets fysiske legeme – ved evolution stræber henimod de samme indre former eller ideer (uden nogensinde helt at kunne nå forbillederne, da livskimene oprindeligt var givet af Gud til at frembringe liv i en lysverden uden forplantning og død. Urbillederne ville først skulle opløses igen, når menneskets (de væsener, personligheder Gud påtænkte at skabe) ophold på Jorden var til ende).

    Det modsatte gør sig gældende for menneskets fysiske legeme: Her foregår bevægelsen væk fra de urbilleder, som de ældste skabte mennesket ud fra (af mørket) efter og som led i deres fald.

    Jeg ved ikke, om det er rigtigt at sige, at moderne genetik har afsløret disse indre kimurbilleder; at generne med andre ord er udtryk for disse billeder. Men det er da en mulighed.

    Ud fra Vandrer mod Lyset kan vi føje til, at ikke bare det levende, men også den ”døde” natur har visse indre bestanddele, som kan tolkes som former eller ideer i Aristoteles´ og Platons forstand: Nemlig alle jordiske tings astrale genparter. Også de jordiske livsformer har hver en astral genpart.

    Disse genparter holder angiveligt sammen på alt fysisk stof og forlænger – for den levende naturs vedkommende – de jordiske livsformers levetid. Hvis ikke det levende havde en sådan astral genpart, ville deres levetid være så kort, at forplantning formentlig ville være umulig. 

    Derved kan vi sige, at både kimurbilleder og de astrale genparter (samt for menneskets vedkommende: dets ånd) former og betinger de jordiske livsformer, og former i det hele taget (også i den ”døde” natur), og dermed kan vi medhjælpe Aristoteles´ bestræbelse på at finde en lære om det værende som værende.

    Men om disse tanker er rigtige, kan kun fremtidig forskning søge at afklare. Her er tankerne kun formuleret som fingerpeg og forslag og som en mulig retning eller emne for fremtidens videnskab.