Samvittighed

I sin bog, Gud – i jødedom, kristendom og islam (A history of God – from Abraham to the present: The 4000-year quest for God), giver Karen Armstrong den tanke lyd, at når en bestemt opfattelse eller billede af Gud ikke længere virker på mennesker i et givent samfund, så opgives dette billede eller denne forestilling, og et mellemspil af ateisme følger; for så igen at give plads til et nyt billede og en ny forestilling om Gud og det guddommelige.

Ideen om Gud synes umulig at udrydde. Og det er helt naturligt, for der ligger realiteter bag. Men det vi har er billeder af Gud, ikke Gud som Han/Hun virkelig er. Intet sprog eller tanke kan fuldtud fatte Ham/Hende, hvilket også er naturligt. For hvis vi fuldtud kunne forstå Gud, og indfange Hans/Hendes Væsen i sin totalitet, ville vi selv skulle være som Gud i indsigt, kærlighed og visdom. Og det er – naturligvis – intet menneske.

Det vi har er altså billeder, og de skifter over tid. Billederne og forestillingerne vender altid tilbage efter måske en tid, hvor man hælder til ateismen og afvisningen af noget guddommeligt overhovedet, men vender tilbage i nye skikkelser, i nye samfund – ofte forynget og bedre i tråd med det sandt guddommelige.

Vi må i de vestlige samfund, hvor billedet af Gud som det findes i den kristne religion, måske er på vej ud, og har været det længe, derfor søge en ny og mere virkningsfuld kontakt til og billede af Gud og det guddommelige.

Et sådant billede og en sådan virkningsfuld kontakt kan læses ud af værket, Vandrer mod Lyset; nemlig ved dette værks udførlige beskrivelse af samvittigheden, dens virke og natur; samvittigheden som det sted, hvor mennesker helt konkret, vigtigt og virkningsfuldt og stadigt har kontakt med Gud og det guddommelige.

Vi kan kalde det samvittigheden, andre vil måske kalde det at mærke efter før store og vigtige beslutninger, fx i spørgsmål om familie eller ægtefælle, børn, job osv, andre igen vil kalde det mavefornemmelsen. Her har hvert eneste menneske – og vel hver eneste dag – en ægte og virkelig kontakt med Gud gennem skytsånden, som det er forklaret i Vandrer mod Lyset.

Den bedste måde at omgås og mærke sin samvittighed (mavefornemmelse, at mærke efter) er, at spørge den før de store og vigtige, måske livsændrende beslutninger, man står overfor. Dette er bedre, end først at mærke efter senere, når beslutningerne er truffet, og man måske føler i sit inderste, at beslutningen var forkert. Hvis man mærker efter, spørger sin samvittighed, før man træffer beslutningerne, vil man garanteret få et svar. Svaret kan fx opleves netop som en mavefornemmelse. Og så må man følge sit inderste, samvittigheden, mavefornemmelsen.

På den måde kan man mere sikkert bevæge sig gennem verden og livet med denne virkningsfulde og stadige kontakt til Gud og det guddommelige.

Vi står i Vesten måske overfor at skulle udskifte vores billede af Gud med et andet og mere nærværende og sandt, end det fx kristendom og islam kan give. Billedet står helt klart og lige til at gå til i Vandrer mod Lyset. Og samvittigheden er et godt sted at starte denne udskiftning. Prøv – som et eksperiment – at mærke efter, om det du her har læst, kan være sandhed og en mulig vej for dig. Mærk efter, og døm så.

Dit indre, din mavefornemmelse, din samvittighed vil ikke bedrage dig.

Oprør

Engang havde oprørere blomster i håret og hjerter af sten. Oprøret mod autoriteten blev den nye autoritet, og at tænke fordomsfrit og prise mangfoldighed gjorde alle og skulle alle. Budet hugget i sten, straffen eksklusion for dem, der nægtede.

Så drejede historiens hjul.

Blomsterbørnenes stenhjerter gik i arv til deres egne børn. De pakkede stenene ind i guldpapir, vi kaldte det politisk korrekthed; den anden side af racisme. Kravet om uniform optræden og tænkning stod ved magt og blev gentaget. Straffen for overtrædelse af det gamle bud i nye klæder var den samme: Eksklusion.

Så drejede igen historiens hjul.

Alle de sten, vi har pakket ind siden det første oprør, er nu pakket ud, så vi kan se dem. De er klar til kast. Sten kastes. Begge veje. Mennesker såres. Det er den rene vare. Der er ikke andet tilbage end det, der altid har været, siden mennesker lærte at gå i takt ved budet: Du skal!

Nu drejer hjulene igen? Måske man skulle prøve med blomster i hjertet, ikke i håret, kærlighed, hvis vi vil? Hvis ikke, så lad det være? Måske vi skulle prøve frihed, og ikke uniform gåen i takt? Og hvis ikke, så lad det være? Måske vi skulle prøve at blive mennesker og ikke soldater i den gode sags tjeneste?

Hegels dialektiske trekant i relation til eksisterende fronter i verden

Hvis vi betragter en given front mellem to stridende parter, kan det tænkes, at det mest konstruktive vil være – ikke at søge at undertvinge modparten – men søge en syntese af de to stridende synspunkter eller parter inspireret af Hegels dialektiske trekant; tese-antitese-syntese.

To parter i en konflikt kan ses som tese og antitese, og syntesen som en mulig videre (fredelig) vej, hvor man tager det bedste fra hver part; vi kan sige det på den måde, at hvor der er to stridende parter, er der to mulige veje: En undertvingelse af modparten – hvilket ikke løser konflikten, men fryser den ned til senere mulig eksplosion – eller en syntese og fælles vej ud fra det bedste fra begge parter. Vi kan også udtrykke tanken som det modsatte af det machiavelliske princip, del-og-hersk, nemlig: Foren til fred.

Jeg vil prøve at anskueliggøre tanken ved et par eksempler:

I diskussionen eller kampen mellem kapitalisme og kommunisme (socialisme) hiver begge parter i hver sin ende af pengetovet, og hovedspørgsmålet er hvem, der skal have mest. Måske ville der være en løsning et sted midt i mellem eller på en helt anden, endnu ukendt, forståelsesskive, eller måske i en syntese af de to måder at organisere vores samfund på? Måske ville der ligge farbar vej gennem en grundlæggende analyse af, hvad penge egentlig er, og om de er nødvendige for at dække menneskers grundlæggende behov? Kan vi tænke en samfundsmodel, som hverken er kapitalisme eller kommunisme – men måske en syntese af de to – en model hvor vi ikke gør skade på vores indre, menneskelige natur og den ydre natur, Jorden, hvilket de to systemer begge gør, når de står alene?

Eller i den gamle diskussion mellem tro og viden kunne farbar vej også ligge i en syntese af de to (se det foregående indlæg)?

Eller vi kunne tænke på fronten mellem Vesten og “Islam”, mellem tilhængere og modstandere af vaccinering mod Covid-19, mellem tilhængere og modstandere af teorien om menneskeskabt global opvarmning; ved alle de fronter mellem to parter, der findes, og hvor hver part hiver i hver sin ende af det omstridte (fx penge eller sandhed), kunne en tredje – og fredelig – vej ligge i syntesen; eller måske ved at tænke grundlæggende nyt, kaste bolden i luften og se den fra en ny side.

Jeg ved, at der sidder rigtig mange intelligente mennesker derude forskellige steder i verden, og dette indlæg er ikke ment som et facit, men som en invitation til at tage del i de nye måder vi kan tænke på i forskellige sammenhænge og i forskellige spørgsmål og ved forskellige konflikter; en invitation til at tiltræde den første forudsætning for at kunne skabe større fred og mere forståelse mellem mennesker; nemlig – som jeg skrev forleden dag om de parallelle fronter – viljen til fred. Hvor der er vilje, er der vej!

Faithience – en mulig syntese mellem tro og viden?

På en måde fremstår videnskaben i dag som vor tids katolicisme. Dens dogmer og resultater kan synes lige så urimelige som Middelalderens tro: Det, der er videnskabelig evidens for i dag, er modbevist i morgen, men samtidig kræves der “tro” på videnskaben og man hævder dens autoritet.

Er det muligt at finde ny grund for en åndelig disciplin, der forener de to måder at tænke og leve på, de to måder og discipliner, som nu hiver i hver sin ende af sandhedstovet, og som – måske fordi de hver for sig kun er en del af sandheden eller sand metode – hver for sig synes så urimelige og ensidige, og som er kilde til så megen strid og kiv og ufred?

Hvis vi tager Hegels dialektiske trekant, og siger, at tro og videnskab kan forenes i en højere syntese, hvor ender denne tanke så? Eller skal vi helt uden for skiven og finde en ny?

Hvis vi her nøjes med syntesen af den velkendte tro og videnskab, så har vi måske et fælles punkt og mulig begyndelse på en syntese i fænomenet placebo: Det skulle være evident, at menneskers tro betyder noget, som kan eftervises videnskabeligt i forskning i den velkendte placeboeffekt; placebo eller tro fx når forskere i dobbeltblændede forsøg indgiver en gruppe forsøgspersoner kalktabletter i stedet for tabletter med det – måske – virksomme stof man undersøger, og hvor alene det, at man får en pille af en person man måske opfatter som en autoritet og har tillid til, og måske tror at pillen virker – så virker den – i nogle tilfælde lige så godt som piller med aktivt stof.

Ligeledes skulle det være bevist, at bøn har gavnlig – både fysisk og mental – effekt.

Er tro og viden to ender af samme spektrum, sandhedens; ender som kan forenes i en højere syntese (vi kunne forsøgsvis kalde det faithience), og som – hvis man ensidigt holder sig til kun den ene ende af dette spektrum – geråder i urimeligheder og tvivlsomme resultater og manglende pålidelighed og autoritet?

Eller skal vi helt udenfor skiven og forsøge at tænke helt nyt – hvis vi skal finde bare noget af sandheden? Hvad mener du?

I kærlighedens skygge

Når Solens lys rammer et menneske af kød og blod, kastes skygge. Kun et menneske af glas kaster ingen.

Bliver kærligheden først hel gennem sin skygge, som det gamle yin-yang tegn kan sige? Er det at ville undgå kærlighedens skygge at fornægte den, at gøre den halv, eller at tilintetgøre den?

Er det sandt, at den der ikke frygter nok, kan ikke holde på kærligheden? Fordi den når til det inderste, som du kan miste?

Er det sandt, at fordi kærligheden giver alt, kan du ved den miste alt?

Kærlighedens Janusansigt: Der er en del, der vender udad, og en del, der vender indad. Er det den del, der vender indad, kærlighedens selviske element, der giver smerten? Eller er det tilfældet, hvis kærligheden først vender indad, dernæst udad? Fordi du søger at fylde dig med en anden, finde livet gennem en anden, et liv du måske har mistet, og som hjertet må genføde indefra?

Eller skabes smerten, hvis der er ubalance mellem kærligheden til den anden og kærligheden til os selv? Eller er smertes ophør lig med kærlighedens død, med ligegyldighed?

Kærlighedens Damoklessværd: Det hænger over mennesket af kød og blod og minder om styrken i det skrøbeligste af alt: Det inderste hjerte; dér hvor du mærker smerten, hvis tråden brister, og sværdet falder.

Er det at ville helbrede sig for kærlighedens smerte at ophøre med at elske? Gå gennem livet urørt og ulevende? At leve som en død?

Så hellere skyggen, dobbeltansigtet og sværdet! Livet hængende i en tynd tråd – med skyggen, der giver billedet af dig dybde og sandhed!

Forfatterskabet Højtryk

Som – tror jeg – den første i verden, har jeg valgt at navngive mit forfatterskab, sådan som man fx også kender det fra populærmusikkens bands. Navnet er Højtryk.

Navnet har jo mange konnotationer, og det er først og fremmest en påmindelse til mig selv om at forsøge at holde den kunstneriske, religiøse og filosofiske standard god og høj. Læseren kan selv indlæse sine egne betydninger i navnet.

Samtidig åbner navngivelsen op for et muligt samarbejde med andre talentfulde forfattere, der kunne tænkes at ville bidrage til forfatterskabet Højtryk, og som passer ind i profilen; på samme måde som et band normalt fx har en bassist, en trommeslager, en guitarist osv.

Jeg håber at kunne fortsætte med at levere tekster på et højt niveau, og ønsker alle læsere fortsat god læselyst!

Parallelle anklager mellem fronter, og det at bygge bro

På årsdagen for angrebet på den amerikanske Kongres er det på sin plads med en eftertanke. Det lader til at ikke kun i USA, men mange steder i verden, beherskes vi af parallelle anklager:

I USA anklager tilhængere af tidligere præsident, Donald Trump, den nye præsident, Joe Biden, for at have snydt den amerikanske befolkning med valgsvindel, og dermed at have angrebet selve det amerikanske samfund og demokrati. Parallelt anklager Joe Biden Donald Trump og hans støtter for det samme.

I Israel/Palæstina anklager de to befolkningsgrupper, israelere og palæstinensere, hinanden parallelt, og begge siger: Det er vores land, og vi har ret til at kæmpe og dø for det, også militært eller ved terror.

Mellem Vesten og “Islam” lyder de parallelle anklager: Vi er under angreb, vi har ret til – med alle midler – at forsvare os. Resultatet er krig og terror.

I spørgsmålet om flygtninge lyder de parallelle anklager: Flygtninge bør/bør ikke have asyl i vores land, og I der er for/imod asyl til (flere) flygtninge, ødelægger vores samfund og vores værdier.

Mellem klimaforskere og klimaskeptikere lyder de parallelle anklager: I har ikke videnskabelig evidens for jeres teorier, der er udtryk for svindel og skjulte dagsordener.

Mellem tilhængere og modstandere af vacciner mod Covid-19 lyder de parallelle anklager: I lyver om følgen af vacciner, vi bør/bør ikke lade os vaccinere, konsekvenserne er alt for alvorlige.

Har jeg her glemt nogle fronter? Nå, der er sikkert flere.

Som det ser ud, er verden altså på en lang række punkter og fronter skilt nogen lunde midt over. Vi er splittede. Forsøger man på et oplyst grundlag at tage stilling, er det vel et stykke af vejen, men samtidig står vi i fare for at bidrage til polariseringen og konflikten – i nogle tilfælde ligefrem krigen.

Når verden altså synes så splittet, så polariseret, er det mest konstruktive måske ikke så meget at tage stilling, men at forsøge at bygge bro. Vi har brug for – hvis ikke verden skal eksplodere i vold langs alle de eksisterende frontlinjer og brudflader – at tale sammen, mødes, udveksle synspunkter uden at dæmonisere modparten, vi har brug for at være i stue sammen, uden at rummet sprænges af indbyrdes vrede og had.

Vi har brug for – som den danske forening, Brobyggerne, forsøger det – at tale også med dem, vi er uenige med, idet vi må vide, at på begge sider af en given konflikt er der mennesker, der tager stilling og sætter sig ind i sagerne, sympatiske, velbegavede, godviljede, oplyste mennesker, der ønsker det godt for dem selv og for andre, mennesker, der vil leve i fred under gode vilkår, men også mennesker, der ser disse ønsker bremset og forhindret, af det de oplever som obstruktion og ond vilje. Dette gælder alle sider på alle fronter. Det er ikke sikkert, at det altid er de andre, der er problemet, vi må se indad, og se på vores egne motiver og ønsker.

Hvorom alting er: Vi har – tror jeg – givet verden som den er i dag, brug for en egentlig Verdenskongres for fred og forsoning. En kongres, hvor alle fronter er repræsenteret, hvor ingen udelukkes, en kongres, hvor alle kan komme til orde, og være med til at bestemme den fælles kurs, verden skal tage nu og i fremtiden. For vi er nødt til at skabe en fælles kurs, en fælles vej, hvis ikke verden skal splittes og splintres i to.

Vi er nødt til at tale med hinanden, og ikke lade våbnene, de fysiske og de verbale, tale. Den tale har vi nok af, og den har vi haft så længe, der er skrevet historie. Vi er nødt til at søge at løse konflikterne langs de parallelle anklager, og forsøge – for første gang i verdenshistorien – at modbevise den matematiske sætning, at parallelle linjer aldrig kan mødes.

Trækkes linjerne fra hinanden, mødes de aldrig, lægges de sammen, mødes de altid. Hvad er den fælles linje? Viljen til fred.

De er nødt til at mødes og løbe sammen. Hvis vi skal have en fremtid. Og det skal vi og har vi. Hvis vi vil.

Krig og gengældelsesloven

Hvis mennesker i almindelighed kendte krigens konsekvenser – udover de indlysende vi ser i verden – konsekvenserne for dem, der ophidser til krig og konflikt, dem, der i ord og gerning støtter og opfordrer til krig, de, der giver ordrerne til krig og de, der udvikler og producerer de våben, hvormed krigen føres – så ville al krig stoppe med det samme, og ingen ville turde indlade sig på krigens afskyelige virkelighed og færd.

Jeg taler her til jer, der således støtter og opfordrer til krig, til jer, der giver ordrer til krig, og til jer, der producerer de – stadig frygteligere – våben, der bruges i krig; hør mig, for jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn:

De lidelser der er en direkte og indirekte konsekvens af jeres færd, vil – før eller siden – ramme jer selv. I vil – engang – høste de frugter I sår med krigens uvæsen, og I vil få de samme lidelser, I bringer over andre – med renter og renters rente.

Dette skyldes gengældelsesloven – som du sår, skal du høste. Det er ikke Gud, der på den måde straffer jer, men det mørke, I bringer til verden med krigen, vil før eller senere vende sig mod jer selv. Denne lov virker med matematisk nøjagtighed, også selv om I ikke kender eller anerkender loven, og uanset om I tror på og bøjer jer for Gud eller ej – den virker ikke for at straffe jer, og ingen har ret til at forgribe sig på jer – men den virker for at I, blinde, kan se, hvad I gør, se og føle det på egen krop og ånd. Loven er skabt for at gøre de blinde seende.

Det nytter ikke, at I forsøger at besmykke jeres gerning, det nytter ikke, at I siger, at I gør det for fredens skyld. Krig er krig, og den burde aldrig forekomme mellem os, der – i en åndelig betydning – alle er udgået af den samme Faders skød, os, der derfor alle – åndeligt set – er brødre og søstre.

Nogle af jer søger i historien argumenter for krig og konflikt. Nogle af jer raser over tab af land og identitet, og I ophidser andre til – ved selvtægt – at tage det mistede tilbage med vold. Men I burde ikke studere historien for at søge argumenter for krig, men for fred. Alle kan føre historien tilbage til en fortidig uret – og i sidste ende kan al krig og konflikt føres tilbage til det, der i den kristne religion kaldes syndefaldet – en symbolsk og mytisk skildring af faktiske forhold og begivenheder, man kan læse om i detaljer i Vandrer mod Lyset.

Hvis I fører historien tilbage til det, der engang skete, og som I forlængst har fået underretning om gennem Vandrer mod Lyset; hvis I følger jeres Faders Vilje og Ånd og tilgiver den og dem, der i sidste ende er skyld i den meste vold, krig og konflikt, tilgiver som Han har tilgivet, så vil I handle ret, og I vil da være med til at fjerne noget af mørket, det onde, fra verden. I bør derfor ikke søge argumenter for krig og vold i historien, men bruge historien som et argument for fred – gennem tilgivelse, og ud fra den tanke, at også dem, der engang faldt, og faldt så dybt, er vores brødre og søstre. Tilgiv og vær barmhjertig – for de faldnes lidelser er og bliver meget store, og de er de mest ynkværdige.

I bør ikke slutte jer til de faldnes skare, og gøre ondt gennem krig, som de har gjort ondt. I bør – for jeres ofres skyld, men først og fremmest for jeres egen – afstå fra yderligere vold og krig, for at holde jer på den rette vej, fredens vej, og for ikke – senere – at skulle høste voldens og krigens bitre og lidelsesfulde frugter. Husk – den vold I bringer til verden og bringer over andre, vil senere ramme jer selv med matematisk nøjagtighed og med renters rente; den vil ramme jer, hvis ikke I gør som jeg her har sagt, og som jeg har sagt i Gud Herrens Navn.

Men husk også, at det ikke er Gud, der straffer jer, men jer selv. Sådan er Loven.

Gud! Bring lys og syn til de blinde, lad os finde fredens vej i denne mørkets verden, lad os finde Dig og den kærlighed og fred, Du har skabt os til! Lad freden sænke sig over vores hjerter og vores verden, og lad os aldrig mere gå mørkets, krigens, voldens og ufredens vildsomme veje. Skærm og bevar os alle! Amen.

Sharia er ikke vejen til Gud

Hvis Gud findes, og Han er Lysets og kærlighedens Almagt, så er sharia ikke vejen til Ham.

I takt med muslimers ankomst til Vesten er nogle af de problemer, vi oplever, nært knyttet til religionen Islam. Jeg vil her fremhæve følgende:

Der er belæg i Koranen for at sige, at muslimer ikke bør gifte sig med ´vantro´ og ikke engang tage sig venner blandt dem (dvs ikke-muslimer). Det i sig selv skaber mange problemer, fx med overhovedet at forstå og respektere hinanden.

Men det vigtigste finder jeg er mere grundlæggende, nemlig i den islamiske forståelse af sharia som Guds fuldkomne vej til Ham, sådan som vejen er overleveret gennem Koranen, Hadith, konsensus blandt de retslærde (Ijma) og ved analogislutninger (Qiyas).

Sharia rummer både civilretslige og de nok så kendte eller berygtede straffelove, som fx afhugning af hænder, stening af utro kvinder og andre barbariske straffeformer. Disse straffemetoder – som ikke kun har teologisk interesse, idet de søges efterlevet og praktiseres rundt omkring i verden – kan umuligt forenes med Guds uendelige kærlighed og retfærdighed, og de skyldes ikke Ham, er ikke givet af Ham, men er udtryk for menneskers uansvarlige påfund og trang til magt og dominans over andre.

Dernæst kan jihad opfattes som en del af sharia, og den voldelige del af jihad – som vi ser den i de mange terrorangreb mellem muslimer indbyrdes og mod ikke-muslimer – er fatal, og kan selvfølgelig heller ikke forenes med Guds uendelige kærlighed og ophøjethed. Voldelig jihad er gudsbespottelig, og jeg har flere gange tidligere advaret meget alvorligt mod denne praksis, denne måde at føre krig på. Vold og krig i Guds Navn er gudsbespottelig og fatal – først og fremmest for terroristerne selv. (Se indlægget En advarsel til alle potentielle selvmordsterrorister).

Det er stærkt problematisk, hvis muslimer holder fast i sharia ud fra den fejlagtige opfattelse af loven som fuldkommen og guddommelig i sin oprindelse, og stærkt problematisk hvis sharia søges indført i Vesten i stedet for de demokratisk vedtagne love, der blandt andet bygger på den menneskelige ret til og behov for frihed.

Muslimer – ja tak. Islam og sharia – nej tak.

Der er – så vidt jeg ved – i øjeblikket i den islamiske verden en reformbevægelse i gang. Nogle af de ting der efter min opfattelse må medtages i en sådan reform, er blandt andet en hel eller delvis forkastelse af sharia – i hvert fald hvad angår den strafferetslige del af den og den voldelige del af jihad – og at man opgiver forbuddet mod blandede ægteskaber (og venskaber).

Før denne reform er en realitet, vil vi ikke kunne mødes ærligt, og for alvor søge fredelig sameksistens. Der vil altid – fra begge sider – være tanker om dobbeltspil og uærlighed og kontraproduktive og skjulte dagsordner. 

Islam må – som kristendommen delvist blev det for mange århundreder siden – reformeres, så Guds ophøjede, rene og uendeligt kærlige Væsen og Billede kan være den basis, vi bygger vores sameksistens, moral, tro, liv og etik på – i den udstrækning vi ønsker vores samfund bygget på evige sandheder og guddommelige værdier, og ikke kun vil bygge dem på menneskelig sans for retfærdighed og menneskelig frihed til selvbestemmelse.

Note 1: Det arabiske ord ´sharia´ kan ifølge Wikipedia oversættes ved ´vejen´ eller ´vejen til drikkestedet´ – en metafor for vejen til Gud.

Note 2: At Gud findes, og er Lysets og kærlighedens Almagt, kan læses direkte ud af værket Vandrer mod Lyset. Når vi om Gud siger ´Han´ er det på sin vis misvisende. Vi kunne lige så godt sige ´Hun´ eller ´Han/Hun´, da Gud i lige styrkegrad rummer det primært kvindelige princip, Tanken, og det mandlige, Viljen. Men betegnelsen ´Han´ har vundet hævd i sproget, og derfor bruger jeg det her som overalt i forfatterskabet.

Note 3: I skriftet Islam har jeg i videre detalje forsøgt en gendrivelse af religionen Islam ved den enkle metode at filtrere denne religion gennem billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt.

Den genfødte arvesynd

Venstrefløjen i Danmark og andre steder i verden genføder den oprindeligt kristne tanke om arvesynden: Mennesket (kapitalisten og den nu enerådende kapitalisme) fødes ind i det kapitalistiske system, vi deltager i det fra fødslen til vi dør, og dette system undergraver og ødelægger potentielt den menneskelige eksistens og hele kloden: Ved atomtruslen og andre masseødelæggelsesvåben og ved uhæmmet produktion, forbrug og forurening (med CO2 og andre stoffer), der truer med at ændre klimaet og miljøet, så vi ikke længere kan leve.

I den forstand har vi mistet vores uskyld, og derfor har vi (grund til) kronisk dårlig samvittighed og skylds- og ´synds-´bevidsthed; vi fødes ind i et ødelæggende og ondt system, vi bliver ´onde´, og vi kan kun frelses ved at ombytte systemet med dets modsætning: Socialisme og til sidst kommunisme.

Da man vel har opgivet tanken om (voldelig) revolution (i Vesten), sørger venstrefløjen for ved enhver given lejlighed at pukke på erhvervslivet og gøre det vanskeligere at drive virksomhed, på samme måde som højrefløjen ved enhver given lejlighed pukker på muslimerne.

Ved politikkens poler har man forestillinger om, at noget er grundlæggende galt: Kapitalismen eller indvandringen truer grundlæggende vores eksistens som menneskehed eller som folk, og begge fløje har hver deres radikale forslag til løsning: Nationalisering af produktionsmidlerne eller totalt stop for indvandring og asyl til flygtninge.

Vi kan med et blik på Nietzsches tanke om en oprindelig (og historisk) herremoral (fx i den athenensiske bystat eller i det persiske storrige) overfor en senere tilkommen (kristen) slavemoral sige, at højrefløjen repræsenterer herremoralen, der dyrker og beskytter egenskaber som dygtighed, intelligens, mod, driftighed, vilje, mens venstrefløjen repræsenterer slavemoralen ved at appelere til vores skyld som mennesker, og ved at fremhæve egenskaber som svaghed, mildhed og gavmildhed (med andres penge) som grundlæggende for os mennesker. Herremoralen beskytter de stærke, slavemoralen de svage.

Ud fra Hegels dialektik kan vi tegne en dialektisk trekant med ´tesen´ herremoral, ´antitesen´ slavemoral og ´syntesen´ socialliberalisme, en syntese der kan markere det næste trin i den politiske, dialektiske udvikling, idet vi tager det bedste fra hhv herremoral (frihed) og slavemoral (ansvar) og vi kan betegne syntesen ved Venstres gamle slogan: Frihed under ansvar: Vi bør have frihed til at starte virksomheder, til at tjene penge, til at skabe materielle og åndelige værdier, men vi har et socialt ansvar overfor andre. Virksomhederne erlægger blandt andet dette ansvar ved at betale skat – som også arbejdstagere gør det – ved at ansætte socialt udsatte, ved at tage hensyn til miljøet osv.

Som så ofte før ligger det ønskelige og det frugtbare ikke ved polerne og ekstremerne, men midt i mellem, idet vi som blandt andre Buddha og Aristoteles finder det bedste og mest gangbare og livsdygtige ved Den gyldne Middelvej: Sandheden ligger i midten, den ligger lige for; ikke i udkanten.