Blog

Engang læste jeg i en bog af Troels Kløvedal om et møde, han havde med en sort mand, en mand med et åbent blik, så åbent og frit, at forfatteren og globetrotteren om ham uvilkårligt tænkte: Her er et menneske, som aldrig har lidt nederlag. Denne slags mennesker findes, og det er ikke engang et mirakel, men ligger indenfor ethvert menneskes muligheder at nå – ad samvittighedens vej, ved at lytte til og følge sin samvittighed, der vejleder os om godt og ondt, og som styrker vores indre sans for de to verdenskræfter.

Nogle gange kan man møde mennesker, om hvem man omvendt tænker: Dette menneske har lidt skibbrud og nederlag ved mødet med livets hårde realiteter og krav. Andre gange kan man møde mennesker, der er faldet, men har rejst sig igen under hårde indre og ydre kampe. Den slags mennesker findes også, ugebladene er fulde af deres historier; rigtige historier fra rigtige mennesker, med rigtige liv, rigtige kampe og rigtige sejre.

Selv har jeg mødt en del mennesker af den første lykkelige type: Det sejrende menneske. Sådanne mennesker har og bevarer ungdommen og skønheden hele livet, snarere end at forvitre og falme bliver den en tone dybere, mere ædel. Det har intet med højtidelighed at gøre, men viser sig for andre mere ved et indre, gyldent, næppe mærkbart smil, der ikke gør sig til, dertil en velgørende humor, måske selvironi. De kender kræfterne, har levet dem, de har kæmpet og vundet sejr med stålsat vilje til det gode. Det er livets mennesker, og ofte har de vundet sejr ved kærlighed. De kender også menneskene, og ved, hvad mennesker er værd og hvad kampen gælder.

Om det sejrende menneske har jeg tidligere givet denne formel: Hvad bliver der af skønheden, efterhånden som tiden går, og vi bliver ældre? Lykkeligt arbejder den sig indad, og idet den når hjertet, er mennesket fuldendt. 

De menneskelige livskampe og eksistenskampen som sådan kan man læse om i mange faglitterære og skønlitterære værker. Man kan også læse om menneskers kamp i Vandrer mod Lyset, fx i Kommentaren til Ardors beretning, kap. XIII, hvor det enkelte menneskes kulminationspunkt i den enkelte inkarnation omtales, det afgørende punkt i et menneskes liv, hvor det afgøres om livet hovedsageligt bliver til sejr eller nederlag. Eller man kan læse i Supplement 2 til Vandrer mod Lyset, no 64 om menneskers kamp for åndelig helstøbthed, tanke-vilje-enhed, den store kulmination ved sammensmeltning, forening, af tanke og vilje i det enkelte menneske, ved hvilken vi efter en lang udvikling og åndelig forædling – gennem millioner af år og mange inkarnationer – bliver upåvirkelige af mørkets, det ondes, kræfter og udstrålinger i al evighed. Når dette punkt er nået, siges menneskeånden af Kristus løs fra al videre jordisk inkarnation og kan vandre videre uden synd og uden død og derfor også uden lidelser i de oversanselige, skønne lysverdner til Guds Rige, Paradis, nås.

Af andre religiøse kilder og anvisninger på menneskers livskamp kender jeg den islamiske idé om (den store) jihad (hellig, åndelig kamp), der tager sigte på menneskers lutring og åndelige forædling gennem sharia, vejen til Gud (egentlig: Vejen til kilden eller vandhullet). Vejen begynder ved trosbekendelsen og fortsætter livet ud ved bøn, faste, almisse og pilgrimsfærd til Mekka, tilsammen Islams fem søjler. Man kan også her tænke på den kristnes troskamp, kampen for at vinde og bevare troen og dermed frelsen ved Guds nåde. Eller man kan tænke på den hinduistiske og den buddhistiske tanke om lutring og forædling ved erkendelse og reinkarnation, hvorved mennesker kan nå moksha eller nirvana; befrielse, oplysning eller forløsning; et punkt som har berøring med Vandrer mod Lysets lære.

Velsignet den mand, som stoler på Herren og tager sin tilflugt hos ham. Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken; det sender sine rødder mod vandløbet, det frygter ikke, når sommerheden kommer, dets blade er grønne. Det bekymrer sig ikke i tørkeår og holder ikke op med at bære frugt. (Jer. 17, 7-8)

Over min kærligheds leje hænger sværdet i et hestehår, det truer hvert øjeblik med at falde. Og dog ligger der en ro i at se den mulige afsked i øjnene. Hjertet skælver, men med dets skælven synker det til ro i et lavere leje, hvorpå det trods alt kan leve og bestå.

Måske er der noget sandt i, at en virkelig kærlighed, der fødes og lever, aldrig kan dø. Er min kærlighed da virkelig, eller er den blot angsten for at miste den, er den blot et udtryk for mit savn, det jeg ikke har og aldrig kan få? Hvad er min kærligheds lidelse, er den bud om, at jeg ikke elsker i sandhed, er lidelsen ikke kærlighed, men et tegn på, at kærligheden aldrig er født?

Jeg skriver min længsel på dit billede, som ikke er dig, jeg digter mit savn ind i dit hjerte som elskede du mig, jeg digter dig som er du er alt hvad jeg længes efter, og netop derfor kan jeg aldrig nå dig. Min kærligheds bølge overskyller dig, smerte når tidevandet trækker sig tilbage, og lader din skikkelse, dit ansigt, blot. Du er en anden og ukendt. Min kærlighed giver dig mit ansigt, mit billede, som elskede jeg ikke dig, som søger jeg ved kærligheden mig selv uden at elske mig selv, som ville jeg endelig lære det. Ved at elske dig som jeg nu gør, lærer jeg langsomt at elske mig selv, eller det at elske dig er at miste mig selv hver dag og hver nat.

Kærligheden er dette fine ulægelige snit med den skarpe klinge, jeg mærker næppe smerten, men blodet flyder i strømme og truer mit liv, såret fortæller mig, at jeg lider. Jeg ville ønske, at jeg ikke led, men når nu tingene er som de er, hvorfor så ikke erkende lidelsen, acceptere den, byde den velkommen som et bud om behovet for korrektion. Måske lidelsen er den, som når kul presses til diamant, når kaos trykkes til orden. Jeg elskede en anden end dig engang, og jeg mistede, og ved tabet sprængtes jeg, mistede jeg min kerne, min skikkelse, min opfattelighed, jeg blev ingen. Nu trykker din kærlighed mig igen i form, giver mig et nyt ansigt eller endeligt mit eget. Måske vores kærlighed er opstandelse. Snart kan verden se mig, og jeg lærer ved trykket at se verden, lidelsen giver mig øjne.

Lidelsen er flittige hænder, som graver ånden dyb så den kan rumme lykken og andre mennesker. Lidelsen runder mig, sliber smertende kanter af min ånd og personlighed. Hvordan skulle jeg uden den kunne vide, når jeg går vild? Jeg ville ønske, at jeg ikke led, men er det det samme som at ønske, at jeg ikke levede? Samtidig gør lidelsen, at jeg er levende uden at leve, hvis det at leve er lykke og fred. Eller lidelsen er smerten ved at blive født til verden igen og igen, den er livet selv. Lidelsen er et grundvilkår fordi vi hele tiden bliver til fra noget andet, fordi vi forandrer os, udvikler os, fordi det gamle hele tiden dør og det nye fødes. Livet er stadig afsked og ankomst, lidelsen er tidens væsen, fordi alt i tiden må dø og fødes igen. 

Jeg elsker dig, og ved kærlighedens lidelse ankommer jeg til dig, tager afsked med alt det i mig, som ikke holder. Derved vinder jeg ved kærligheden livet og det evige, jeg ankommer ved dig til Paradis idet mit indre helvede hele tiden dør og for altid. Eller er det netop fejlen, når Paradis er i den anden, er helvede i os?

Ved lidenskabelig samtale med livet som denne søger mit hjerte og sind at befri sig for lidelsen, og derved viser de deres inderste natur, der går dybere end al lidelse og alt mørke, viser at lidelsen dybest set er dem fremmed, et generende fremmedlegeme, som de søger at befri sig for, som når muslingen danner perle omkring et smertende sandskorn, eller som når immunforsvaret søger at bekæmpe livstruende bakterier og vira og derved genvinde sundhed, viser at kærlighedens og livets grundlæggende natur er fred. Livet selv taler og siger: Kærligheden er ikke sygdommen til døden, men tværtimod lidelsens helbredelse og livets fuldbyrdelse. Lad da det være kærlighedens og livets evangelium.

At forstå er bedre end at fordømme og meget nær ved at tilgive;- Georg Brandes i skriftet Bjørnson som polemiker

Brandes´ ord der stammer fra en litterær fejde med den norske digter, Bjørnstjerne Bjørnson, kan ses som ledetråd for vi menneskers forsøg på at tilgive Ardor (Satan) og de øvrige faldne ældste, det, der er Vandrer mod Lysets kernepunkt. Af forståelse kan følge medfølelse, af medfølelse tilgivelse, og ved tilgivelse kan vi føle trang til at bede for dem, der som de faldne ældste har gjort os ondt, og derved kan vi hjælpe dem til større åndelig fred og færre lidelser ved det at vores bøns kærlige tanker kan føde sorgen og angeren i deres hjerter, og dermed bane vej for lysets sejr også i dem, og med lyset med tiden freden. Med vores forståelse, medfølelse, tilgivelse og bøn i stedet for fordømmelse, had og hævn kan vi hjælpe de faldne nogle skridt på vejen tilbage til Gud og Guds Rige, Paradis. Vi kan ikke gå vejen for dem, men vi kan gå den sammen med dem.

Tanken kan ikke være fremmed for den kristne del af verden. Jesus af Nazareth, Kristus, siger noget lignende i sin berømte Bjergprædiken (Matt. 5-7 og Luk. 6), hvor han siger, at vi skal elske vores fjender, gøre godt mod dem, der hader os, og bede for dem, der forfølger os. Tanken ligger også i Den gyldne Regel, gør mod andre, hvad du vil de skal gøre mod dig, og i det bud, jeg selv har formuleret, og som jeg på linje med de evangeliske ord mener har sin basis i Guds Tanke, at vi bør behandle den anden, som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i den andens sted.

Hvordan kan vi prøve at forstå de faldne og deres lidelser? Det kan vi blandt andet gennem vores egen synd og de lidelser, der altid følger med synden, det vil sige de tilfælde i livet, hvor vi selv handler mod vores samvittighed, mod bedre viden, hvor vi altså ved vores frie vilje handler ondt, selv om vi godt ved, at det er ondt. Hvis vores lidelser er store, når vi handler mod det bedste i os, mod vores indre sans for godt og ondt, hvor meget større må så ikke de ældstes lidelser være, da deres synd er så meget større end enhver af os andres? Hvis vi på denne måde kan begynde at forstå Ardor og de ældste, kan vi da ikke også føle med dem ud fra vores egne oplevelser med synd og lidelse, og kan vi ikke ud fra denne medfølelse også tilgive? Det er spørgsmål som enhver af os må besvare ud fra vores inderste hjerte, sind og ånd.

Ved forståelse, medfølelse, tilgivelse og bøn kan vi tænde et lys for de af mørket blændede og blindede, denne verdens store krigsherrer og tyranner og andre, der øver ondt. Ved fordømmelsens, hadets og hævnens mørke kan ingen se, bliver vi alle blinde, føjer vi selv gnister til verdensbranden. Det er vores fælles ansvar at undgå dét, og det er vores fælles opgave og mulighed at slukke den ild, der truer Jorden og menneskeheden.

Kærlighed og liv er tvillinger i lysets vugge. Styrkes og tiltager den ene, følger den anden med. Over dem lyser naturligt og oprindeligt lykke og fred. Hvoraf kommer det da, at begge synes så uløseligt knyttet til smerte og lidelse, at man har bygget hele kulturkredse på tanken om livet som lidelse (hinduisme, buddhisme), og at man i digtning og musik i den vestlige verden indtil kliché kredser om den smertefulde kærlighed?

Jeg tænker, at det skyldes den universelle lovmæssighed jeg mener at have afdækket eller i hvert fald skitseret ud fra værket Vandrer mod Lyset: At mørket reagerer proportionalt på lysets vækst. Vækkes således liv og kærlighed i os, vågner samtidig mørket i samme grad og styrke. Hvis vi videre ved viljen kaster lysets tankestråler mod dybderne i vores indre mørke for at rense os åndeligt og for dermed bedre at kunne leve og elske, så vågner dette mørke til kamp og modstand. Og dog må vi bestandig gøre dét, hvis vi ønsker at lutre og højne vores ånd, så vi engang kan opnå åndelig helstøbthed, tanke-vilje-enhed, og dermed af Kristus kan siges løs fra al videre jordisk inkarnation, og vandre videre i lysets skønne verdner fra lysklode til lysklode frem mod Guds Rige, Paradis (dette sidste gælder for menneskeånderne; se Supplement 2 til Vandrer mod Lyset, no 64).

Det er altså ikke livet selv og kærligheden, der kan være så lidelsesfuldt og smerteligt, men det mørke, der vågner sammen med dem. Derfor bør den lidende ikke på grund af sine lidelser flygte fra livet eller sky kærligheden, men tværtimod søge dem så meget mere – for engang at nå lykke og fred. 

Vi bør ud fra disse tanker søge til livsbekræftende og ikke dekadent og livsnedbrydende litteratur, musik, kunst, politik (fx krig og racisme), vi bør søge at leve så sundt som muligt med alsidig og nærende kost, sørge for tilstrækkelig motion men også for tilstrækkelig hvile, ikke drikke for meget alkohol, helst ikke ryge, vi bør have en fornuftig hygiejne, og vi bør søge til mennesker og fællesskaber, der opbygger os og ikke nedbryder på ånd og legeme. Vi bør søge at leve så aktivt og sundt, som vi kan og efter bedste evne, og vi bør søge kærligheden uden frygt.

Denne naturlige udvikling er ikke nogen mirakelkur, der nu og her og en gang for alle vil sikre os den fuldkomne lykke og fred, det vi vel alle ønsker og længes efter. Det er en vandring skridt for skridt, der kræver indsats, vilje og selvbeherskelse. Hovedpunktet i det er, at hvis man lider, så bør man ikke søge døden (ultimativt ved selvmord) eller søge ensomhed af angst for kærligheden (fx angsten for tabet eller for at blive såret i sit inderste). Lykken og freden ligger i livet og kærligheden. Dette være skrevet af en lidende, der søger helbredelse indenfor livets og kærlighedens ramme.

Efterhånden som vi, Guds børn, gennem tiderne modnes og forædles åndeligt, stiger mørkets pres mod os. Det er det, jeg tidligere har udtrykt som mørkets proportionale reaktion på lysets vækst. Ved mørkets tryk og pres bliver det mentale, åndelige rum, hvori ånden kan være stadigt mindre, men samtidig mere intensivt. Lyset intensiveres, vi forædles; i et billede jeg har brugt før: Åndens råkul presses under bjergmassiver til diamant og slibes af os til ædelsten.

Denne udvikling kræver stadig stærkere vilje og større selvbeherskelse, stadig større indsats som atleten, der må træne stadig hårdere for at kunne præstere bedre. Men det, der én gang er vundet, kan aldrig tabes igen. Vejen ligger foran os, og ingen vej fører tilbage.

Spredt rundt i litteraturen findes vidnesbyrd om og tegn på livet som spejl, forskellige bud og tanker, som må have sin dybeste grund i karma- og gengældelseslovens som vi sår, skal vi høste, en af de vigtige love hvorved Gud opdrager os mennesker; her hentet fra forskellige traditioner, tilsat egne små udsnit af billedet af den kærlighed, der giver og modtager uden at dømme, verdens smil:

Elsk din næste, som du elsker dig selv; som du elsker, skal du elskes, kærligheden begynder i dig selv. Døm ikke, at du ikke selv skal dømmes. I samme mål som du tilgiver, skal du tilgives; tilgiv dine fjender, at du selv må modtage tilgivelse, når du har behov for det; tilgiv dine fjender, og søg ikke hævn over dem, der har gjort dig ondt, at du ikke skal falde i det samme mørke som de. Behandl den anden, som du selv ville ønske at blive behandlet, hvis du var i den andens sted. 

Gør mod andre, hvad du vil, de skal gøre mod dig. Bær den andens hjerte med samme varsomhed og mildhed og nænsomhed, som du ønsker dit eget båret og modtaget. Tal til den andens indre, guddommelige punkt af lys, som du ønsker dit eget tiltalt, så det kan vokse trygt. Se det bedste og skønheden i den anden, så den anden kan se det bedste og skønheden i dig. Søg at forstå og rumme den anden, så den anden kan forstå og rumme og se dig. Se potentialet i andre, at andre kan se potentialet i dig som er stort og ædelt, dit inderste er idel lys, som kun venter på at blive foldet ud.

Nu; sådan ser nogle af de pejlemærker for vores vandring mod lyset ud, der for nogle kan forekomme kun som fjerne landemærker, som fjerne stjerner, der lyser i natten, for andre ligger de nær hjertets virkelighed nu.

Gå vejen om du vil i tryghed og uden frygt for fordømmelse, og om du ikke er ved målet nu, så vil du nå det engang i tidens fylde. Guds veje er mange, og de er uransagelige; én af dem er også din.

Med ufuldkommen menneskeforstand skramler mine tanker i mørket som tomme flamingokasser i storm, opløser al mening: 

Mennesker tåler ikke frihed, kun drømmen om frihed lider de. Vågner de til frihed, vågner de til tomhed, står de på åben og nøgen mark, kaster de sig straks igen fortvivlede i tyranniet, synker de på ny i drømmen om frihed, som er al deres lykke og længsel.

Ved lysets stærke ranker sænker da Gud sin gyldne kerne af sandhed i den tomme og svangre jord, giver mere end jeg beder om:

Frihed er at elske, fred er at skabe, rigdom er at leve. Tilsammen er de tre lykke!

Og kernen spirer, lever, sætter blomst, og danner frugt, som jeg høster til visdom: Det at leve er ikke kun at længes, dog noget, måske alt, er opfyldelse.

Dybest i mennesket springer og løber kærlighedens kilde i frihed, den stærke kilde, der skyller alle indre og ydre skranker og sten bort i tidernes rullende trav og dagenes skiften. Endnu findes tyranniet på Jorden, men ingen er tungere lænket end tyrannen selv. 

Da af medfølelse og ved tilgivelse: Bed for at den indre kilde i tyrannen og i alle, der ved synd har lagt sig selv i mørkets tunge lænker, igen må vågne og flyde frit, så kærligheden kan sætte alle fri og alle ved den finde fred.

Søg ikke hævn ved hadet, at du ikke ved vold skal lægge dig selv i de samme lænker, som du hader og fordømmer hos andre, men søg gennem medfølelse, tilgivelse og bøn i din kamp mod undertrykkelse at bevare din egen indre frihed, den evigt strømmende kilde af lys, og søg altså derved at genvække denne kilde også i tyrannen.

Når de indre lænker brister, brister også de ydre. Før eller siden vil det ske, for ingen kan være i mørket evigt. Forlæng ikke vejen ved had, men forkort den med kærlighed.

I kærligheden er livet. I mine mørkeste øjeblikke er jeg hinsides begge, og jeg ved da ikke, om det jeg længes efter og trænger til er hvile eller tilintetgørelse.

Men også i denne dybde af livet eller døden rinder Guds Ånd, og Han/Hun hælder af sin kande med lys til trøst for den fortvivlede i afgrunden. Ved denne Guds Ånd erkender jeg, at også denne kerne har jeg selv sået – ved synd. Nu er kernen spiret og frugten er moden; jeg må høste den gennem soning ved lidelse.

Af lidelser findes kun det, vi selv har sået. Ingen lider mere end vi har forskyldt. I dét ligger for den nu lidende en bitter sandhed; når soningen er til ende: En kilde til ro og afklaring. Jeg bøjer mig.

Den kærlighedsgnist Gud har givet os/skal vokse sig stor/igennem alle livene på Jord,/for Gud er kærlighed./Det er vejen vi skal gå,/det er målet vi skal nå. – Tanja Zier Larsen, Det befriede folk

Ved den evige vandring mod lyset gennemdanner livet ånden ved kærligheden, ånden, der herved vinder stadigt højere åndelige værdier til en proportionalt stadigt højere pris – men også med hvilen indimellem. Livet er i kærligheden.

Langsomt bygger ånden en grund, der kan bære, og retningen mod lyset, kærligheden, bliver ved viljen og den sig gennem tiderne klarende tanke ved vilje til renhed stadigt mere sikker ved selvbeherskelse.

En nat engang sank drømmen om vel at agte tålmodighedens mægtige sværd til ro i mit indre; og jeg tænker, at dét er en af livets dybeste sandheder af den højeste visdom til åndens skønvirke, en sandhed til næring og trøst for den ånd, der som jeg stiller sig det eksistentielle grundspørgsmål om liv eller tilintetgørelse.

For ingen smerte og ingen lidelse kan vare evigt, alt mørkt og alt tungt må vige for den vilje, der vil, og som ved tanken ved, at den har tid nok.