Krig og gengældelsesloven

Hvis mennesker i almindelighed kendte krigens konsekvenser – udover de indlysende vi ser i verden – konsekvenserne for dem, der ophidser til krig og konflikt, dem, der i ord og gerning støtter og opfordrer til krig, de, der giver ordrerne til krig og de, der udvikler og producerer de våben, hvormed krigen føres – så ville al krig stoppe med det samme, og ingen ville turde indlade sig på krigens afskyelige virkelighed og færd.

Jeg taler her til jer, der således støtter og opfordrer til krig, til jer, der giver ordrer til krig, og til jer, der producerer de – stadig frygteligere – våben, der bruges i krig; hør mig, for jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn:

De lidelser der er en direkte og indirekte konsekvens af jeres færd, vil – før eller siden – ramme jer selv. I vil – engang – høste de frugter I sår med krigens uvæsen, og I vil få de samme lidelser, I bringer over andre – med renter og renters rente.

Dette skyldes gengældelsesloven – som du sår, skal du høste. Det er ikke Gud, der på den måde straffer jer, men det mørke, I bringer til verden med krigen, vil før eller senere vende sig mod jer selv. Denne lov virker med matematisk nøjagtighed, også selv om I ikke kender eller anerkender loven, og uanset om I tror på og bøjer jer for Gud eller ej – den virker ikke for at straffe jer, og ingen har ret til at forgribe sig på jer – men den virker for at I, blinde, kan se, hvad I gør, se og føle det på egen krop og ånd. Loven er skabt for at gøre de blinde seende.

Det nytter ikke, at I forsøger at besmykke jeres gerning, det nytter ikke, at I siger, at I gør det for fredens skyld. Krig er krig, og den burde aldrig forekomme mellem os, der – i en åndelig betydning – alle er udgået af den samme Faders skød, os, der derfor alle – åndeligt set – er brødre og søstre.

Nogle af jer søger i historien argumenter for krig og konflikt. Nogle af jer raser over tab af land og identitet, og I ophidser andre til – ved selvtægt – at tage det mistede tilbage med vold. Men I burde ikke studere historien for at søge argumenter for krig, men for fred. Alle kan føre historien tilbage til en fortidig uret – og i sidste ende kan al krig og konflikt føres tilbage til det, der i den kristne religion kaldes syndefaldet – en symbolsk og mytisk skildring af faktiske forhold og begivenheder, man kan læse om i detaljer i Vandrer mod Lyset.

Hvis I fører historien tilbage til det, der engang skete, og som I forlængst har fået underretning om gennem Vandrer mod Lyset; hvis I følger jeres Faders Vilje og Ånd og tilgiver den og dem, der i sidste ende er skyld i den meste vold, krig og konflikt, tilgiver som Han har tilgivet, så vil I handle ret, og I vil da være med til at fjerne noget af mørket, det onde, fra verden. I bør derfor ikke søge argumenter for krig og vold i historien, men bruge historien som et argument for fred – gennem tilgivelse, og ud fra den tanke, at også dem, der engang faldt, og faldt så dybt, er vores brødre og søstre. Tilgiv og vær barmhjertig – for de faldnes lidelser er og bliver meget store, og de er de mest ynkværdige.

I bør ikke slutte jer til de faldnes skare, og gøre ondt gennem krig, som de har gjort ondt. I bør – for jeres ofres skyld, men først og fremmest for jeres egen – afstå fra yderligere vold og krig, for at holde jer på den rette vej, fredens vej, og for ikke – senere – at skulle høste voldens og krigens bitre og lidelsesfulde frugter. Husk – den vold I bringer til verden og bringer over andre, vil senere ramme jer selv med matematisk nøjagtighed og med renters rente; den vil ramme jer, hvis ikke I gør som jeg her har sagt, og som jeg har sagt i Gud Herrens Navn.

Men husk også, at det ikke er Gud, der straffer jer, men jer selv. Sådan er Loven.

Gud! Bring lys og syn til de blinde, lad os finde fredens vej i denne mørkets verden, lad os finde Dig og den kærlighed og fred, Du har skabt os til! Lad freden sænke sig over vores hjerter og vores verden, og lad os aldrig mere gå mørkets, krigens, voldens og ufredens vildsomme veje. Skærm og bevar os alle! Amen.

Sharia er ikke vejen til Gud

Hvis Gud findes, og Han er Lysets og kærlighedens Almagt, så er sharia ikke vejen til Ham.

I takt med muslimers ankomst til Vesten er nogle af de problemer, vi oplever, nært knyttet til religionen Islam. Jeg vil her fremhæve følgende:

Der er belæg i Koranen for at sige, at muslimer ikke bør gifte sig med ´vantro´ og ikke engang tage sig venner blandt dem (dvs ikke-muslimer). Det i sig selv skaber mange problemer, fx med overhovedet at forstå og respektere hinanden.

Men det vigtigste finder jeg er mere grundlæggende, nemlig i den islamiske forståelse af sharia som Guds fuldkomne vej til Ham, sådan som vejen er overleveret gennem Koranen, Hadith, konsensus blandt de retslærde (Ijma) og ved analogislutninger (Qiyas).

Sharia rummer både civilretslige og de nok så kendte eller berygtede straffelove, som fx afhugning af hænder, stening af utro kvinder og andre barbariske straffeformer. Disse straffemetoder – som ikke kun har teologisk interesse, idet de søges efterlevet og praktiseres rundt omkring i verden – kan umuligt forenes med Guds uendelige kærlighed og retfærdighed, og de skyldes ikke Ham, er ikke givet af Ham, men er udtryk for menneskers uansvarlige påfund og trang til magt og dominans over andre.

Dernæst kan jihad opfattes som en del af sharia, og den voldelige del af jihad – som vi ser den i de mange terrorangreb mellem muslimer indbyrdes og mod ikke-muslimer – er fatal, og kan selvfølgelig heller ikke forenes med Guds uendelige kærlighed og ophøjethed. Voldelig jihad er gudsbespottelig, og jeg har flere gange tidligere advaret meget alvorligt mod denne praksis, denne måde at føre krig på. Vold og krig i Guds Navn er gudsbespottelig og fatal – først og fremmest for terroristerne selv. (Se indlægget En advarsel til alle potentielle selvmordsterrorister).

Det er stærkt problematisk, hvis muslimer holder fast i sharia ud fra den fejlagtige opfattelse af loven som fuldkommen og guddommelig i sin oprindelse, og stærkt problematisk hvis sharia søges indført i Vesten i stedet for de demokratisk vedtagne love, der blandt andet bygger på den menneskelige ret til og behov for frihed.

Muslimer – ja tak. Islam og sharia – nej tak.

Der er – så vidt jeg ved – i øjeblikket i den islamiske verden en reformbevægelse i gang. Nogle af de ting der efter min opfattelse må medtages i en sådan reform, er blandt andet en hel eller delvis forkastelse af sharia – i hvert fald hvad angår den strafferetslige del af den og den voldelige del af jihad – og at man opgiver forbuddet mod blandede ægteskaber (og venskaber).

Før denne reform er en realitet, vil vi ikke kunne mødes ærligt, og for alvor søge fredelig sameksistens. Der vil altid – fra begge sider – være tanker om dobbeltspil og uærlighed og kontraproduktive og skjulte dagsordner. 

Islam må – som kristendommen delvist blev det for mange århundreder siden – reformeres, så Guds ophøjede, rene og uendeligt kærlige Væsen og Billede kan være den basis, vi bygger vores sameksistens, moral, tro, liv og etik på – i den udstrækning vi ønsker vores samfund bygget på evige sandheder og guddommelige værdier, og ikke kun vil bygge dem på menneskelig sans for retfærdighed og menneskelig frihed til selvbestemmelse.

Note 1: Det arabiske ord ´sharia´ kan ifølge Wikipedia oversættes ved ´vejen´ eller ´vejen til drikkestedet´ – en metafor for vejen til Gud.

Note 2: At Gud findes, og er Lysets og kærlighedens Almagt, kan læses direkte ud af værket Vandrer mod Lyset. Når vi om Gud siger ´Han´ er det på sin vis misvisende. Vi kunne lige så godt sige ´Hun´ eller ´Han/Hun´, da Gud i lige styrkegrad rummer det primært kvindelige princip, Tanken, og det mandlige, Viljen. Men betegnelsen ´Han´ har vundet hævd i sproget, og derfor bruger jeg det her som overalt i forfatterskabet.

Note 3: I skriftet Islam har jeg i videre detalje forsøgt en gendrivelse af religionen Islam ved den enkle metode at filtrere denne religion gennem billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt.

Den genfødte arvesynd

Venstrefløjen i Danmark og andre steder i verden genføder den oprindeligt kristne tanke om arvesynden: Mennesket (kapitalisten og den nu enerådende kapitalisme) fødes ind i det kapitalistiske system, vi deltager i det fra fødslen til vi dør, og dette system undergraver og ødelægger potentielt den menneskelige eksistens og hele kloden: Ved atomtruslen og andre masseødelæggelsesvåben og ved uhæmmet produktion, forbrug og forurening (med CO2 og andre stoffer), der truer med at ændre klimaet og miljøet, så vi ikke længere kan leve.

I den forstand har vi mistet vores uskyld, og derfor har vi (grund til) kronisk dårlig samvittighed og skylds- og ´synds-´bevidsthed; vi fødes ind i et ødelæggende og ondt system, vi bliver ´onde´, og vi kan kun frelses ved at ombytte systemet med dets modsætning: Socialisme og til sidst kommunisme.

Da man vel har opgivet tanken om (voldelig) revolution (i Vesten), sørger venstrefløjen for ved enhver given lejlighed at pukke på erhvervslivet og gøre det vanskeligere at drive virksomhed, på samme måde som højrefløjen ved enhver given lejlighed pukker på muslimerne.

Ved politikkens poler har man forestillinger om, at noget er grundlæggende galt: Kapitalismen eller indvandringen truer grundlæggende vores eksistens som menneskehed eller som folk, og begge fløje har hver deres radikale forslag til løsning: Nationalisering af produktionsmidlerne eller totalt stop for indvandring og asyl til flygtninge.

Vi kan med et blik på Nietzsches tanke om en oprindelig (og historisk) herremoral (fx i den athenensiske bystat eller i det persiske storrige) overfor en senere tilkommen (kristen) slavemoral sige, at højrefløjen repræsenterer herremoralen, der dyrker og beskytter egenskaber som dygtighed, intelligens, mod, driftighed, vilje, mens venstrefløjen repræsenterer slavemoralen ved at appelere til vores skyld som mennesker, og ved at fremhæve egenskaber som svaghed, mildhed og gavmildhed (med andres penge) som grundlæggende for os mennesker. Herremoralen beskytter de stærke, slavemoralen de svage.

Ud fra Hegels dialektik kan vi tegne en dialektisk trekant med ´tesen´ herremoral, ´antitesen´ slavemoral og ´syntesen´ socialliberalisme, en syntese der kan markere det næste trin i den politiske, dialektiske udvikling, idet vi tager det bedste fra hhv herremoral (frihed) og slavemoral (ansvar) og vi kan betegne syntesen ved Venstres gamle slogan: Frihed under ansvar: Vi bør have frihed til at starte virksomheder, til at tjene penge, til at skabe materielle og åndelige værdier, men vi har et socialt ansvar overfor andre. Virksomhederne erlægger blandt andet dette ansvar ved at betale skat – som også arbejdstagere gør det – ved at ansætte socialt udsatte, ved at tage hensyn til miljøet osv.

Som så ofte før ligger det ønskelige og det frugtbare ikke ved polerne og ekstremerne, men midt i mellem, idet vi som blandt andre Buddha og Aristoteles finder det bedste og mest gangbare og livsdygtige ved Den gyldne Middelvej: Sandheden ligger i midten, den ligger lige for; ikke i udkanten.

Livsmønstre

Måske bestemmes en del af vores livsmønstre af den eller de første mennesker, som vi elsker, og som gør os fortræd.

Denne tanke kan vi finde i en kunstnerisk bearbejdelse i Marcel Proust´ værk På sporet af den tabte tid. Da vi kan påføres smerte, dyb smerte, af dem, vi elsker, fx en kold mor eller en fraværende far eller af en person vi møder i puberteten, vil vi have en tendens til at fortrænge denne smerte og dens årsag, da den kan være for stor til at bære bevidst. 

Men smerten vil – fra sit sæde i det ubevidste – give sig forskellige udslag og danne mønstre i vores liv, mønstre der fordi smerten er os ubevidst eller underbevidst, også vil være ubevidste eller underbevidste. Disse mønstre og deres indre basis kan måske blotlægges ved analyse.

Smerten ligger som et urovækkende kompleks i vores indre, og vi vil hele tiden søge henimod parallelle fænomener og mennesker i verden, for – ubevidst – at søge at få hold på smerten og uroen og lidelsen, for at heles, for at helbredes, for at genfinde det, vi mistede eller aldrig fik.

Eller vi trækkes meget mod vores vilje henimod parallelle livsomstændigheder, måske handler vi destruktivt i forhold til os selv, idet vi ikke magter – måske af angst – at se virkeligheden, smerten, i øjnene. Angsten og modviljen mod at se virkeligheden i øjnene og den deraf fødte modstand eller forskønnelse (sublimering) af de faktiske forhold eller af vores egen karakter og handlinger, er noget af det, en eventuel psykoterapeut må overvinde eller inspirere klienten til selv at overvinde.

Vandrer mod Lyset har vi også denne tanke om de såkaldte mørkekomplekser, der kan dannes i vores sind, komplekser der giver uro i sind og hjerte. Og dette værk giver en beskrivelse af en af forskellene mellem lys og mørke, godt og ondt: Lyset strømmer frit, mens mørket samler sig i komplekser eller billedligt sumpe, som vi vandrer i og søger at overvinde. 

Lyset er frihed, mørket, det onde, tvinger os ind i ufrugtbare, tvangsprægede, ubevidste mønstre og handlingsskemaer, fx at øve vold i stedet for at søge fred med sine medmennesker og os selv. Helbredelsen ligger i – i tanken og følelsen og ved viljen – at vandre tilbage til kompleksets oprindelse.

Hvis vi formår det, vil komplekset, mørket, først kulminere og derefter forsvinde. De sidste skridt lige før vi når oprindelsen til vores lidelse, er de sværeste og tungeste. Men skridtet videre, det første skridt efter Ragnarok er vores egentlige katarsis og tilbagevenden til livet. Sådan kan vi splittes, og sådan kan vi heles igen.

Vandrer mod Lyset og atomfysik

Ifølge Vandrer mod Lyset, s. 149 (i den trykte udgave) består både lys og mørke (godt og ondt; Vandrer mod Lyset bruger ordene lys og mørke som kendingsnavne for de to urkræfter – godt og ondt – og der er altså her ikke tale om dagslys og nattemørke) af visse elementarpartikler, hvor lysets partikler er de mindste og fineste, mens mørkets er større og grovere. Der er et meget vidt spektrum fra lysets fineste partikler til mørkets groveste.

I samme værk s. 148 siges det, at Gud, for – efter sin emanation (fremståen) – at eliminere det onde, mørket, satte lys og mørke i en om hinanden roterende, kredsagtig bevægelse, hvorved mørket bundfældedes i lyshavet, da dets partikler er større og tungere. Samtidig lod Han lyset – og det deri bundfældede mørke – gennemstrømme sit guddommelige Legeme.

Fra atomfysikken ved vi, at alt fysisk stof består af visse elementarpartikler. Vi ved, at elektroner bevæger sig i kreds (eller i en ´sky´) om atomkernerne, der består af protoner og neutroner. Samtidig ved vi, at protoner og neutroner kan opdeles i (består af) quarker, og måske endnu finere og mindre partikler. Vi ved, at elektroner er negativt ladede, mens atomkernerne er positivt ladede, og vi ved, at elektroner har langt mindre masse end både protoner og neutroner, at elektroner altså er langt mindre og finere end kernepartiklerne (se fx Wikipedia; artiklerne om elektroner, protoner og neutroner).

Sammenholder vi disse ting, er det let at tænke, at elektroner repræsenterer en form for lys (måske det materielle lys; Se VmL, s. 149), mens atomkernerne er udtryk for mørkepartikler: Elektroner kredser om atomkernerne, og holder atomer og molekyler stabile (se fx Den store Danske; artiklen om ioner), elektroner og kerne er forskelligt, hinanden modsat, ladede, og elektroner er langt mindre og finere end kernerne.

Hvis Vandrer mod Lysets beskrivelse af de to – hinanden modsatte – kræfter, lys og mørke, er korrekt, må vi forvente at kunne finde stadigt finere partikler henimod lysets ende af spektret, langt flere forskellige slags partikler end videnskaben kender i dag. Samtidig må vi forvente at kunne finde partikler, der kan bevæge sig med overlyshastigheder, da hastigheden i svingning og bevægelse bevæger sig langt videre i spektret henimod lysets ende af det end fx elektroner og fotoner (fx det astrale og det æteriske lys).

En indikation – om end det er videnskabeligt usikkert og mangler evidens i dag – på at elektroner er udtryk for lysets kræfter, og atomkerner repræsenterer former for mørke (udover elektroners stabiliserende virkning på atomer og molekyler), har vi i teorien om negative ioners gavnlige indvirkning på mennesker (se fx sund-forskning.dk og jf forskellige former for ionterapi). Negative ioner har således et overskud af elektroner i forhold til protoner, og hvis elektroner er udtryk for lys, kan den positive indvirkning på mennesker forklares derudfra. Vi kan tænke, at den stabiliserende virkning på atomart og molekylært niveau også slår igennem på makroniveau, den menneskelige organisme og det menneskelige sind som sådan.

Indre varme

Som vel de fleste mennesker kender fra deres eget liv, så gælder det, at ægte varme gror indefra. Vi kender denne sammenhæng og sandhed fra mange forhold og i mange sammenhænge. Lad os her tage nogle få:

Hvis man har for vane at tage et brusebad om morgenen, og afslutter badet med en kold dusch, så vil kroppen begynde – indefra – at producere varme. Hvis derimod man afslutter med varmt vand, så vil de fleste fryse efter badet.

Hvis man har kendskab til og praktiserer fysisk træning under en eller anden form, så vil man vide, at træningen – igen indefra – skaber varme i kroppen, og man føler sig efter træning sund og stærk og i en tilstand af velvære. Hvis det er koldt i vejret, er den bedste kur mod at fryse at bevæge sig – ikke at stå eller sidde stille, og mærke, hvordan kulden kryber ind under huden.

Sammenhængen kendes i en parallel også fra det politiske liv. Ægte værdier som frihed og medindflydelse kan ikke påtvinges noget land udefra, men må gro frem – langsomt – indefra. Hvis ikke den gør det, vil ethvert udefrakommende indgreb være forgæves og kun føre til kaos og borgerkrig, fordi den indre basis der skal bære værdierne mangler eller er for svag. Vi ligner her de ægte politiske værdier med den indre varme.

I en anden parallel kender vi fænomenet fra uddannelse og læring og almen dannelse. Hvis ikke vi forstår en bestemt tekst eller teori par ceur, men kun par lettre, vil læringen være overfladisk og egentlig værdiløs. Vi kan så måske opremse en politisk eller litterær teori eller kunne en tekst på fingrene – men det indre menneske lades uberørt og derfor udannet. Vi ligner her den egentlige dannelse med den indre varme, en dannelse vi kun kan nå ved – indefra – at tilegne os en given tanke eller teori, som regel gennem lang tids arbejde med stoffet.

Som et sidste eksempel vil jeg nævne den indre, åndelige varme. Denne varme kan vi nå ved at rette først vores vilje i retning mod Lyset, hvorefter tanken langsomt vil følge den af viljen viste og tilstræbte retning. Også den kræver altså en indsats. Den indre, åndelige varme er ikke noget mystisk og svært tilgængeligt, som vi kun kan nå ved erkendelse af bestemte sandheder eller filosofier, eller ved mangeårig meditation; den indre, åndelige varme er kærlighed. Og som med alle ægte værdier lader denne kraft sig ikke påtvinge udefra, men må gro, kan kun gro, i frihed og indefra ved en selvstændig indsats.

Med den indre varme; fysisk sundhed og velvære, politisk bærekraft for ægte værdier som frihed og fred, personlig dannelse og forædling, den åndelige renhed og varme og meget andet; følger fysisk og åndelig, mental personlig sundhed og det sunde samfund. Denne sundhed må altså gro indefra, og kræver en indsats, men så bærer den også; ja, den kan ikke bære på andre måder. Og hvem ønsker ikke at leve et liv, der oppebæres af ægte værdier, og hvem ønsker ikke at være en del af et sundt samfund, hvor fællesværdierne bæres af dannede og harmoniske mennesker, der forenes i kærlighed til det ægte?

En advarsel mod krig

Som politisk leder er det let at blive indfanget i jordiske magtspil, og måske tænke, at krig kan være en god ting. Det kan for andre vise handlekraft og give stemmer (i demokratiske lande). Under Anders Fogh Rasmussens regeringstid formuleredes og praktiseredes den såkaldte “aktivistiske udenrigspolitik” og man deltog fra dansk side både i krigen i Afghanistan, Irak og senere i Libyen.

Da det er almindeligt at tænke, at krig kan være en god ting (i nødstilfælde), noget der dog overhovedet ikke er tilfældet, skal jeg her bringe en alvorlig advarsel mod enhver krigsførelse, og min advarsel, som jeg bringer i Gud Herren den Almægtiges Navn, gælder alle politiske ledere i alle lande og andre, der direkte eller indirekte er involverede i krig og i krigsførelse, fx også de menige soldater og mennesker, der forsker i, producerer og sælger våben:

Ethvert mord, ethvert liv, der tages i fredstid som i krigstid vil have den konsekvens for den eller de ansvarlige, at Guds gengældelseslov kræver, at lige så mange liv, man har forbrudt, lige så mange liv skal senere frelses fra en brat død. Om mord og drab (gælder også i krig) siger Kristus således i sin tale i Vandrer mod Lyset:

“Myrder og ihjelslår ikke hverandre! Thi gør i dette, da standse I for lange tider jeres fremgang mod Lyset og Hjemmet; ja, ofte må I da gennem flere hundrede jordeliv blive stående på det samme sted; thi I kan ikke vandre videre, førend I har frelst lige så mange mennesker fra en brat død, som I har ihjelslået eller sendt i døden”.

Andre steder rundt i De tre gyldne Frugter (en samlebetegnelse for “Hilsen til Danmark”, “Vandrer mod Lyset” (med supplementer) og “Forsoningslæren og genvejen”) siges lignende ting. Enhver politisk leder og andre bør derfor forstå – for deres egen skyld – hvor alvorlige konsekvenser det har at tage liv, hvad enten det sker i krig eller under andre omstændigheder.

Udover den direkte følge af drab og krigsofre – den nævnte soning hvor liv skal erstattes med liv – følger nødvendigvis en masse had rettet mod de for drab og krigsofre ansvarlige; alt dette had kan medføre, at store mørkeophobninger samles om de ansvarlige, så de fristes til at øve flere lignende ugerninger, der så igen har nye alvorlige konsekvenser, osv. De der er ansvarlige for krig eller som deltager aktivt i krig og de, der taler for krigens “nødvendighed” i visse tilfælde skrues derfor let ned i en underverden af mørke, død, ødelæggelse og had, som det vil tage mange tusinde år (eller mere) at komme ud af igen, før de kan vandre videre mod Lyset og Gud.

Som en tredje ting må man som krigsførende nation være klar over, at man er medansvarlig for og medskyldig i de mægtige flygtningestrømme, som man af al magt søger at undvige konsekvenserne af; de mange millioner af mennesker, der så tragisk tvinges på flugt fra deres hjemlande, og som nu næppe finder asyl og beskyttelse noget sted. Disse ulykkeliges skæbne vil senere – ifølge gengældelsesloven – blive de for krig ansvarliges lod og del.

De for krig ansvarlige kan let til dette sige, at jeg er en tosse med store ord; “Gud, hvad har vi med Gud at gøre, Han findes sikkert ikke. Vi gør som vi plejer, vi afviser alt dette som tankespind og vanvid.”

Nu – jeg siger ikke disse ting for min egen skyld, heller ikke for Guds; men for at I for jeres egen skyld ikke skal falde i krigens afskyelige fælde. Jeg ønsker ikke, at I skal erfare mine ords sandhed på den hårde måde, ved selv at høste frugterne af krigens afskyelighed. Jeg ønsker for jer, at jeres øjne vil åbnes, og at I for jeres egen skyld vil lytte til og følge denne advarsel i den ånd, den er givet.

Hvis I er troende, så spørg jeres Gud – hvilket Navn I end giver Ham – om ikke dette er sandheden; hvis ikke I er troende, så rådfør jer med jeres samvittighed, og følg det I inderst inde ved er sandhed og ret. Da vil I ikke fare vild!

Åbne filosofiske spørgsmål

Med godt humør skriver Will Durant et sted i sin Verdens kulturhistorie, at de menneskelige spørgsmål til alle tider er de samme; kun svarene er forskellige – og alle fejlagtige.

I den ånd kan vi spørge – åbent og uden selv at svare:

Er sandhed som et hvidt lys, der brydes til regnbue i et ikke-neutralt prisme; et kamera, en mikrofon, et sprog, en sansning, en tanke?

Er fænomener skyggebilleder af ideer (Platon), eller er ideer svagere efterklange af sansninger (Hume), eller er sammenhængen en helt anden?

Er det inderste menneske et åbent punkt mellem liv og død, lys og mørke, godt og ondt, sandhed og løgn, kærlighed og had?

Er verdenshistorien en fortælling om menneskelig frigørelse fra undertrykkende magter; ikke i verden, men i os selv? Forsvinder det onde i verden, hvis vi overvinder det i os selv? Og omvendt: Tager det onde i verden til, hvis vi vil bekæmpe det i andre, eller ligefrem bekæmpe andre?

Er forelskelse rus, kærlighed ro? Er forelskelse knyttet til kroppen, kærligheden til ånden? Er de to på den måde væsensforskellige?

Er vi forpligtede til at søge at hjælpe andre hvor og hvis vi kan, uanset hvor i verden de der trænger til vores hjælp lever?

Er det handlingens motiv eller handlingens resultat og konsekvens vi må vægte højest? Er vejen til helvede brolagt med gode hensigter, eller er det tanken, der tæller?

Hvad mener du?

Kærligheden overvinder alt

Jeg vil her prøve at opsummere nogle tanker jeg har gjort mig, og til dels tidligere udtrykt skriftligt her på siden og på Facebook:

Hvis vores tids største udfordringer ligger i klimaforandringer, civilisationernes sammenstød, krig, fattigdom og ensomhed, så mener jeg, at der i løsningen af disse lurende eller aktuelle katastrofer er en fællesnævner eller en fælles vej, så truslerne kan ses som en mulighed og ikke kun som katastrofer, vi intet kan gøre ved:

Vejen ligger i kærligheden; hvis viljen er til det – så vil vejen meget konkret skabes under fødderne på os, mens vi går:

Hvis det er rigtigt, at kloden og dermed menneskeheden trues af at blive ubeboelig for næsten alt liv gennem global opvarmning og menneskeskabte klimaforandringer, så skylder vi – af kærlighed til os selv, til vores børn, til det øvrige liv på Jorden, til Jorden selv – at vi løser dette problem. Der er en masse gode initiativer igang allerede, fx fra politisk side, fra videnskabeligt hold, fra lokale naturgenopretningsprojekter rundt om i verden og fra stigende bevidsthed om problemet blandt almindelige mennesker.

Rundt om dette problem ser vi dog også en polarisering af mennesker, idet ikke alle anerkender problemets eksistens. Men det nytter ikke at grave os ned i grøfter, og føre skyttegravskrig mellem fx miljøforkæmpere og industrien; vi der anerkender problemets eksistens og uomgængeligehed opnår intet ved at lægge modstandere for had eller ved at stille spørgsmål ved deres motiver og integritet. Standpunktet mod de menneskeskabte klimaforandringer kan være begrundet og efterforsket til en vis dybde. Vi må også række ud efter disse mennesker, og i det mindste høre, hvad de siger.

Hvorom alting er: Kernepunktet i løsningen af problemet er – i kærlighed og respekt – at stå sammen som menneskehed, og rumme den eventuelle uenighed i denne kærlighed ved at elske mennesket først, dernæst kritisere holdningen om nødvendigt. Menneske først, holdning eller tro sidst.

Den anden store udfordring vi har i dag, er det Samuel P. Huntington i 1993 kaldte the clash of civilizations, civilisationernes sammenstød. Vi ser det mellem Vesten og den muslimske verden, og løsningen er også her: Kærlighed til og respekt for hinanden, gerne udmøntet i blandede ægteskaber og venskaber ud fra tanken: Menneske og kærlighed først, tro og holdning sidst.

Begge kulturer – den vestlige og den islamiske – står på gamle fundamenter af kærlighed mellem og respekt for mennesker, vi mangler bare at bygge broen. Broen er kærlighed.

Det tredje store problem vi står med er spørgsmålet om krig og fred. Løsning: Kærlighed; ud fra den tanke, at det våben vi retter mod andre, retter vi samtidig mod os selv. Trykker vi på aftrækkeren, er den første vi rammer os selv og vores indre menneskelighed, der går til grunde. Vi skulle behandle medmennesket, som var det os selv.

Vi skulle ikke bekymre os så meget over, hvem eller hvad der startede krigene, men rette opmærksomheden mod at slutte den i fællesskab. Vi kunne sammen stå med æren for at have bragt al krig til ophør, i stedet for hver for sig at stå med skylden for at have startet eller fortsat den.

De “mindre” problemer (som er store nok) med fattigdom, ensomhed, sygdom og andet kan indlysende også løses gennem kærlighed; hvem ønsker at være fattig, udsat, ensom, syg osv? Hvis ikke vi selv ønsker disse onder, så burde vi søge af al kraft at afbøde, lindre eller helt fjerne de lidelser, der er forbundet med dem ved at række ud til medmennesket og ud fra den tanke, at hvis ikke vi gør det, så bliver de selv samme lidelser vores egen lod senere (gengældelsesloven, karmaloven).

Hvis vi anerkender sandheden i og gyldigheden af disse ord og tanker, og hver styrker vores vilje til at elske os selv og hinanden, så vil vi opleve, at kærligheden lægger sten til vej gennem vildnisset mens vi går. Og når det sker, da vil verden lysne og vågne til dæmring og til dag. Menneske og kærlighed først; dét er det ene fornødne.

Note: Tankerne her er hovedsageligt inspireret af værket Vandrer mod Lyset! men henter også inspiration fra Bibelen og Koranen.

Viden. Dannelse. Eksistens

I en stadig mere personlig retning, natur og realitet kan vi, idet vi går dybere og dybere, lagdele mennesket i viden, dannelse og eksistens:

Viden, et billede: En jonglør jonglerer med farvede bolde. Han kan tilføje bolde, skifte nogle ud, og stadigt holde dem i luften.

Det kan fx være videnskabelige teorier. En upersonlig viden, principielt tilgængelig og den samme for alle. Det kan være livet selv, som vi ser drive forbi, ufiltreret. Andre mennesker vi ser, men ikke træder i forhold til. Det kan være verden, idet vi betragter den som objekt, uden for os selv; hvor vi ikke forstår os selv som en del af den.

Dannelse, et billede: En skulptør hukker overflødigt marmor eller sten væk fra en blok. Når han er færdig – hvis han nogensinde bliver det – fremstår et kunstværk, en form.

Det kan være en nation, et land, et landskab vi træder i forhold til og lever i. Luften vi indånder. Jorden vi går på og næres af. Et kendskab til en nations kulturarv. Til et gængs paradigme. Til fælles historier og myter og tro. Kendskab til en nations eller verdens historie. Til alt hvad der angår alle, også os.

Eksistens, et billede: En elverkvinde går iført sin høje, spidse spejlhat og langskødede indigo dragt ud under stjernerne en nat. Med sig har hun en lille kerte, et lysende punkt i mørket. Hun skærmer flammen med højre hånd. Hun ser ned i stenkummen med vand, idet hun lader lyset spejles i det. Og her ser hun verdens skæbne.

Det er kernen. Det er når vi sætter verden, et menneske, et kunstværk, en tro, livet selv i forbindelse med det indre menneske. Det er evigt det samme, og forandrer alt. Det er forskellen mellem godt og ondt og fornemmelsen af dét. Det er verden forandret og beskyttet og bevaret af et enkelt hjerte eller et enkelt digt, fx dette.