Blog

Hvis man som menneske erkender, at ens eget liv er af umålelig værdi, må man også anerkende enhver andens tilsvarende værdi. Hvis det er sandt, hvad Vandrer mod Lyset siger, og hvad vel alle religioner vedkender sig, at vi som mennesker åndeligt eller legemligt eller begge dele er skabt af Gud, så er sagen klar. Livet er da af Gud, og som sådan af umålelig, ikke bare uendelig, værdi. Og det er evigt, i det mindste i åndelig forstand.

At tage et liv – også hvis det er ens eget – er da at tilintetgøre en umålelig værdi. Det er at gå mod Guds kærlighed og vilje, da Han har skabt os, og dermed tilkendegiver, at Han ønsker, at vi skal leve. At tage et liv er at sætte sig i umålelig gæld til Gud. Den eneste måde vi kan betale denne gæld på – siger Vandrer mod Lyset – er ved karma- og gengældelsesloven i nye inkarnationer at frelse lige så mange liv fra en brat død, som man har taget. Dette gælder også for de liv, der tages ved provokeret abort eller eutanasi, aktiv dødshjælp.

Men man behøver ikke at være troende for at anerkende livets umålelige værdi og for ud fra denne tanke at værne og pleje livet som det mest dyrebare, der findes. For med hvilken sandsynlighed er livet da for det ikke-troende perspektiv opstået, og med hvilken sandsynlighed er netop du og jeg – og enhver anden – i universets og Jordens milliard årige eksistens undfanget og født til livet ud af uendeligt mange andre muligheder for stoffets, atomernes, kombinationer? Måske ville vi aldrig være blevet født som netop os, du og jeg, hvis bare ét eller to atomer var kombineret anderledes i kroppen eller hjernen, eller hvis blot ét eller to atomer manglede, eller var erstattede af andre. 

Sandsynligheden for at netop vi på de givne vilkår og med de givne forudsætninger ville vinde eksistens går for den ikke-troende mod nul, og derfor går værdien mod uendeligt, det umålelige. Også for den ikke-troende kan livet være mirakuløst, da du og jeg og enhver anden eksisterer og lever som en kendsgerning, som fuldbyrdede realiteter. Derfor er det at tage et liv også for den ikke-troende at tilintetgøre en umålelig værdi, det er at tilintetgøre et livets mirakel og at gøre verden uendeligt meget fattigere, at tilføre den et ulægeligt sår. Døden selv kan, når den kommer naturligt, for den ikke-troende være den skygge, der giver livets billede en umålelig dybde og skønhed, tanken om den kan være det salt, der giver livet dets smag og næring.

Hvis livets værdi er umålelig, hvad er det da vi gør, troende og ikke-troende, når vi tager liv, når vi fører krig og tager tusinder af liv eller flere, hvad er det vi gør, når vi udtænker, producerer, sælger og bruger våben mod hinanden? Hvilken sag – det være sig NATO´ s udvidelse, amerikansk eller russisk trang til ekspansion, zionisme, væbnet palæstinensisk modstand mod staten Israel, indførelse af det islamiske kalifat, tilintetgørelse eller bevarelse af det iranske præstestyre – kan bære tabet af blot ét menneskeliv?

Ved den forenede tankevilje søger jeg verdens grundfjeld, kærligheden og dens natur, søger grunden til, at den synes både at være paradis og helvede, det bedste og det værste, hvordan den løfter og styrter ånden, søger at forstå dens dobbeltnatur, der lokker og skræmmer, frelser et menneske og kaster det i afgrunden. Stående ved klippens rand spørger jeg:

Hvad er din natur, kærlighed, hvem er du? Kærligheden svarer: Den dobbelthed du længes efter og frygter, er mig fremmed og mig grundforskellig: Mit dobbeltbillede i mørket, det onde, ved rusen – forelskelsen – og døden. Begge er knyttede til kroppen – forelskelsen gennem forplantningen – og de er derfor dødelige, men de kan ikke tænkes væk, som kroppen ikke kan tænkes væk. Tragedien, smerten, lidelsen forsvinder ikke ved erkendelse, men er endelig, bliver til intet ved døden, når du ikke søger den selv.

Udødelig er jeg, siger kærligheden, derfor er jeg en sjælden og dog helt almindelig gæst i den endelige, dødelige verden. Jeg er den stille varme, der bærer dit hjerte, jeg er dig nær som luften, der ilter dit blod og giver dig liv ved åndedrættet, jeg er hånden, der bærer verden, uset og dog kendt af alle, jeg er den tryghed du finder hinsides angstens afgrund, døden ved tabet.

Ved mig står eller vakler eksistensen, siger kærligheden, står og fæstnes uløseligt til livets streng, når mennesker søger mig i dem selv, trues og vakler, når de søger mig først i andre. Da finder de kun mit dobbelte vrængbillede i mørket: Når mennesker med eksistensen som indsats søger deres eksistens, hvor den ikke er, i en anden, som havde de den ikke, eller som havde de mistet det, de ikke kan miste. Jeg, kærligheden, begynder og ender i hver enkelt selv, jeg er din eksistens, jeg er eksistensen.

Livets strøm peger mod verden, mit udløb, siger kærligheden, går du mod strømmen, finder du til sidst mit udspring: Gud, og ved Ham er jeg livets alfa og omega. Frygt ikke, frygt kun skyggen du kaster, når du vender dig bort, siger kærligheden ved den Almægtige, den varme, den trygge, den nære.

Mennesket er ikke en undergang, men en overgang (Friedrich Nietzsche, Således talte Zarathustra)

Tiden, enhver tid, rummer sit geni, og gennem geniet sublim værdi. Vores egen tid rummer meget geni, men det er et geni uden retning og derfor eksplosion i alle retninger. Tiden rummer ved det retningsløse geni fascination mod og understrømme i vores bevidsthed af undergang; undergangen som angst og forjættelse. Vi frygter og længes efter afgørelsen, det endegyldige, vi kan ikke længere klare at leve i det uvisse. Vi drager selv det sværd, vi frygter, og i den forstand lever vi i apokalyptisk tid.

Geniet mangler retning, det godes flod kan ikke finde naturligt udløb, vandene opdæmmes og de opdæmmede kræfter truer ved udbrud med at oversvømme landet, verden. Geniet savner retning; og dog er det så simpelt:

Geniet bør søge sin retning mod lyset; i videnskab mod sandhed og ren teknologi, i politik mod fred, frihed og velstand, i kunst mod det skønne, mellem mennesker kærlighed, det enkelte menneske mod lysets Gud. Dette bør geniet og menneskeånden gøre for at kunne høste god frugt af god sæd til gavn for sig selv og for alle.

I romanen Manden uden egenskaber udtrykker Robert Musil beslægtede tanker om geniet uden retning og mål. Romanen blev påbegyndt i 1921, altså kort efter 1. verdenskrigs afslutning, og Musil skrev på romanen – der forblev ufuldendt – frem til sin død i 1942, altså et stykke ind i 2. verdenskrig. Noget af det foruroligende ved værket ligger deri, at handlingen henlægges til 1913, altså til året inden ragnarok i form af den første verdenskrig brød løs.

Manden uden egenskaber er også et memento for vores tid. Den udtrykker vigtigheden og nødvendigheden af, at geniet og menneskeånden – om muligt – finder sin retning og sit mål og dermed menneskeheden sin redning. Og den udtrykker ved kronologien alternativet: Undergangen.

Viljen skaber vejen under vores fødder, viljen ved tankens klarhed – til godt eller ondt.

Fra Arilds tid hver kvinde god/gik glad ved mandens side./I hjemmets fred ”i med og mod”/hun sysled om på lette fod;/hun gav ham kækt sit unge mod,/hun lærte ham at stride./Nu kvinden går sin egen vej,/sit hus og barn hun vogter ej,/vil bort fra hjemmet glide…Du kvinde sattes her på Jord/at virke i en gerning stor,/men ej som mandens lige./Du barnet tage skal i favn,/du smykkes skal med modernavn/i hjemmets stille rige./…Ja, har du opfyldt Herrens bud,/da kan du trygt i renheds skrud/opad mod Himlen stige! (Fra digtet Til Danmarks kvinder af Chr. Richardt; fra digtsamlingen Hilsen til Danmark (1915) udgivet ved Michael Agerskov; her tilpasset moderne stavemåde)

Kvinde! Lad Gud lære dig at være hjemmets lys, ikke dets skygge, vær en glæde og ikke en sorg i den Almægtiges hjerte. Når du ved manden undfanger livet under dit hjerte, så bær det fuldt og kærligt og med tålmodighed, afbryd ikke ved unatur dets liv og vækst, lad kernen I sammen sænkede i jorden danne rod i jer og i hjemmet, lad den finde naturlig næring og tryg vækst, så træet kan sætte rig frugt til rig, fælles høst.

Når livets kerne er fuldbåren og barnet er født med glæde og i smerte, da lad det ikke leve og vokse til under fremmed hånd og hjerte så det bliver en fremmed i verden og en fremmed blandt mennesker. Lær barnet at elske ved at elske det i tryghed under dine hænder, lær det fred ved at give det et fredeligt hjem at vokse op i, lær barnet glæde ved at glædes over det; du kvinde, hjemmets lys.

Hvor mange kvinder må ikke gøre vold på sig selv, når de vender sig fra deres egentlige opgave og sande storhed, som er menneskelivets kilde, og hvor mange mænd må ikke bittert fortryde, at de frasagde sig opgaven som dette livs værn. Hvor mange spæde livstræer forkrøbles ikke ved manglen på lys og naturlig næring fra naturlig jordbund, idet mænd og kvinder vender sig bort fra lyset i deres indre, og mod deres inderste natur og trang kaster deres største opgaver og ansvar fra sig, og vælger de mindre.

Fuldbær, elsk og værn det liv, I undfanger og føder – med jeres fulde opmærksomhed og omsorg ved den kærlighed, der for barnet er uerstattelig, og som er jeres inderste væsen; den livets kilde, der udspringer i Gud.

Født af kærlighed ved roden af åndens evige livskilder fæster den fuldt dannede åbenbaring, Vandrer mod Lyset, evighed til tid, og skaber ved ord trædesten på vejen til Paradis. Fordi kernen er sået så dybt, vokser dette sandhedens træ kun langsomt frem i verden. Buddet går fra menneske til menneske, fra hjerte til hjerte, og lærer os at tilgive den dybest faldne og hinanden, når vi fejler.

Åbenbaringen lærer os barmhjertighed og ikke at søge hævn, den lærer ånden at spejle Guds Væsen, som er kærlighed, lærer os at vi i åndelig forstand er brødre og søstre, lærer os indbyrdes fred ved at bringe fred, lærer os at sigte de gamle hellige bøger gennem det højbårne billede af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, som åbenbaringen rummer og at enhver fordømmelse må sigtes fra, og på den måde bygger den en ny helligdom med plads til og rum for alle.

Den nye helligdom, åbenbaringen, viser os, at med de gamle religioner har mennesker tænkt for ringe om den Almægtige. Med de sandheder Vandrer mod Lyset bringer, og som gives i Gud Herren den Almægtiges Navn og med Hans bemyndigelse, ser vi, at med jødedom, kristendom og islam kommer døden i livets og kærlighedens navn, løgnen kommer under maske af sandhed, krig og strid kommer i fredens navn. Samtidig vises ateismens meningsløshed og blasfemi. Alle disse vildfarelser rives ned med en myndighed, som i sidste ende stammer fra Gud selv, samtidig med at den nye helligdom bygges op på sandhedens urokkelige klippegrund.

Men porten til helligdommen må vi selv åbne og selv træde ind – til den varme, trygge og nære Lysets og kærlighedens Gud og Fader, som venter os derinde, og som længes efter os.

Jeg har i nogen tid fulgt nogle skriverier fra forskellige muslimske skribenter på Facebook, som handler om det kultursammenstød mellem Vesten og Islam, vi oplever i dag i Danmark og vel over hele den vestlige verden. 

Fælles for disse skriverier synes at være, at mange muslimer føler sig uønskede i vores vestlige samfund, og de peger på Vestens hykleri, dobbeltstandarder og vores opfattelse af ret og rettigheder som kun gældende for etniske vesterlændinge, og kun når det tjener vores egne interesser. Vi hylder med andre ord universelle rettigheder for de få, og vores begreb om frihed er frihed for os, ikke for muslimer.

Det siges af mange muslimske skribenter, at de føler vores had og ringeagt, at vi dæmoniserer og dehumaniserer muslimer, og at vi ønsker muslimer og Islam ud af Europa og Vesten, fx gennem hjerteløse rejs-hjem kampagner både på SoMe og i den danske lovgivning. Her kan disse skribenter have gode pointer, men en gangbar mønt har som bekendt to sider, og for at få perspektivet med og nå dybde og klarhed i tanken, må man se og opfatte en sag med to øjne og fra flere sider.

Problemet som jeg ser det, er ikke kun Vestens had til muslimer og til Islam, men at hadet er gensidigt. Muslimers had til Vesten næres vel især af staten Israels blotte eksistens og Vestens, især USA´ s, økonomiske, politiske og militære støtte til Israel og Israels politik overfor især palæstinenserne, men også overfor andre nærliggende lande (fx Libanon, Syrien og Iran).

Derudover bærer Vesten historisk et ansvar for mange fejlslagne stater i Mellemøsten og Nordafrika fra koloniseringen af disse områder, og vi bærer et ansvar ved at holde despotiske styrer ved magten til skade for det store og almindelige flertal. Vi forgylder og beskytter eliten, og er med til at holde masserne nede i fattigdom, ufrihed, retsløshed og elendighed.

Der er altså mange grunde til den muslimske vrede mod Vesten. Og af vrede fremstår had, og af had hadets gerninger. Det er den vold og den terror vi i dag kan opleve i vores samfund begået af rasende muslimer. Muslimer opfatter dog ikke volden som terror, men som legitim modstand og frihedskamp. Bemærk, at jeg her ikke taler om alle muslimer, men endnu heldigvis kun et mindretal.

Den muslimske vrede og had mod Vesten er en kendsgerning, men det er hadet den anden vej også. Det er en kendsgerning, at gennem de sidste 25-30 år eller mere – vel egentlig siden udlændingeloven af 1983 blev vedtaget, og Søren Krarup og andre med ham rykkede i felten mod loven og dannede Den danske Forening, eller endnu tidligere gennem Mogens Glistrups politiske virke – er vreden mod og hadet til muslimer vokset til en sådan styrke, at fremmedhadet i dag er mainstream politik og afgør valg til Folketinget. Der er stemmer i hadet. Den politik der med Poul Nyrups ord aldrig ville blive stueren, tegner nu langt de fleste politiske partiers linje i spørgsmål om udlændinge, indvandrere og flygtninge. For nogle år siden kunne Den danske Forening melde, at det der til at begynde var et marginalsynspunkt nu deltes af alle.

Vi står altså – ikke bare i Danmark men i hele den vestlige verden – i en situation, hvor to fronter står overfor hinanden i gensidigt had, vrede, manglende tillid og ringeagt, og hvert eneste tilfælde af vold – enten begået af individer eller af staten gennem lovgivning og håndhævelse af den – der fødes af dette had, skubber flere og flere – på begge sider – ud mod de ekstremer, de to poler, hvor vold opfattes som legitim og berettiget. Og hvis spændingen mellem de to poler får lov til at vokse sig endnu større og stærkere, så skal der til sidst kun en enkelt gnist til for at få det hele til at eksplodere.

De to poler kan kort og spidsformuleret beskrives ved det spejlende råb, der udgår fra dem begge: Underkast jer, eller dø! Fra Vestens side råbes dette ved kravet om assimilation og rejs-hjem kampagner, fra muslimsk side råbes det med en tynd og utroværdig teologisk fernis ved kravet om underkastelse under Gud (Allah) og ved kravet om omvendelse til Islam. Den fælles historie der løber under det fælles råb, er tanken om den anden som undergravende magt med kolonidrømme, enten i de muslimske lande gennem vestlig pleje af økonomiske og politiske interesser understøttet af militær magt, eller i Vesten ved det blotte antal muslimer, der er kommet og som kommer hertil som flygtninge eller indvandrere. Begge parter frygter den andens fjendtlige magtovertagelse og egen udslettelse som kultur eller folk. Det er altså en af de allerstærkeste menneskelige grundfølelser, der er på spil for begge parter: Selvopholdelsesdriften, en drift, der ikke skyr nogen midler, hvis mennesket trues eller mener sig truet.

Så hvad gør vi for at afspænde hele denne situation, der truer vores samfund som sådan? Truslen kommer ikke af den enes had mod den anden, men af at hadet er gensidigt. Hvad gør vi? Hvad gør vi, hvis også andre stormagter, Rusland og Kina, ser en interesse i et svækket og splittet Europa og Vesten generelt, og derfor på forskellig vis puster til ilden, fx gennem desinformationskampagner og hybridkrig?

For det første. Da det der truer os, er menneskers had og handlinger – ikke naturkatastrofer; jordskælv, stormflod, vulkanudbrud – har vi også som mennesker muligheder for at gøre noget ved det. Da det videre først og fremmest er vores eget had og vores egen vrede, der truer os, har vi endnu større muligheder for at begrænse skaden. Ved at besinde os. Ved ikke at give efter for hadet og omsætte det i handling. Vi har først og fremmest magt over og dermed også ansvar for vores egne handlinger, mindre over andres. Derfor påhviler selvbesindelsen og selvbeherskelsen enhver.

For det andet. Enhver handling har konsekvenser; for andre, men særligt for den, der udfører den. Ved den voldelige handling ødelægger mennesket det hellige i sig selv, det menneskelige. Dette bør enhver besinde sig på og handle efter – om ikke for sine mulige ofres, så for sin egen skyld. Som vi sår, høster vi. Bødlen er ved gengældelsesloven især sit eget offer.

For det tredje. I de frie vestlige samfund har vi ved demokratiet mulighed for selv at vælge vores politiske ledere og for at påvirke det åndelige klima i positiv retning gennem ytringsfriheden. Derfor bør vi stemme de politikere til magten, der ikke polariserer os, de der ikke deler os op i dem-og-os efter del-og-hersk tankegangen. Hvis vi ved frie valg giver magten til demagoger, kan vi hurtigt selv blive deres ofre, fx gennem forringelse af retsstaten og retssikkerheden. Og vi bør aldrig forplumre det åndelige klima gennem hadtale, dehumanisering og bøllelogik.

Hvis vi skal afspænde situationen, peger pilen altså på enhver af os. Hvis det altid er de andre, der skal gøre det rette, så gør ingen det rette. Det påhviler ingen specielt, men alle ligeligt at besinde sig. Om ikke for andres, så for sin egen skyld. Men derved har vi også hver især magt over – og ansvar for – freden.

Som måske bekendt er Vandrer mod Lysets kernepunkt tilgivelsen af Satan (Ardor) – det første skridt på den genvej til Lyset og Gud som værket, der er sandheden åbenbaret i Guds Navn, anviser.

I Supplement I til Vandrer mod Lyset no 70 søges bibelsk tilknytningspunkt for denne tilgivelsestanke, og der henvises til buddet og ordet om, at vi bør tilgive vores fjender og til lignelsen om den fortabte søn.

Men spørgsmålet er, om tilgivelsen af den dybest faldne kan finde yderligere grund og samklang endnu nærmere kristendommens kerne?

Det mener jeg er muligt, hvis vi opfatter næstekærlighedsbuddet som den inderste og sunde kerne i kristendommen, men også i jødedom. På denne måde:

Der er næppe tvivl om, at næstekærlighedsbuddet har Guds Tanke som basis. Det anføres oprindeligt som et bud direkte fra Gud i Mosebøgerne (3. Mos. 19, 18). Og både Jesus af Nazareth og Paulus citerer og bruger ifølge Det nye Testamente dette bud som det største og første bud (Matt. 22, 37-40; Rom. 13, 9-10; Gal. 5, 14-15). Altså som det vigtigste, det mest centrale.

Af dette bud kan afledes en anden tanke, som jeg har modtaget som en inspiration i Vandrer mod Lysets forstand (ved en mindre direkte og mindre indgribende inspiration i forhold til den, der blev benyttet, da Vandrer mod Lyset blev skabt), og som jeg derfor også mener har Guds Tanke som basis, nemlig denne:

At vi bør behandle nødstedte – eller generelt ethvert menneske – som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i hans eller hendes sted.

Hvis vi indrømmer disse to tanker og bud universel gyldighed – men vel at mærke som bud vi har vores frihed til at følge eller lade være – og godtager deres intime forbindelse og sammenhæng, så bør vi også behandle Satan (Ardor), som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i hans sted.

Med andre ord: Hvordan ville vi selv ønske at blive behandlet, hvis det var en af os andre, der bar hovedansvaret for alverdens ondskab og lidelser, og vi nu var vendt hjem til Gud bøjet i sorg, anger og dyb fortvivlelse, og ydmygt havde bøjet os for hvert eneste menneske, dels igennem en beretning om, hvad præcis vi havde syndet mod alle, dels med en bøn om tilgivelse?

Ville vi – hvis vi var Ardor – så ikke ønske denne tilgivelse af hele vores hjerte, sjæl og sind?

Hvis vi siger ja til det, må vi da ikke – i frihed og uden tvang, af hele vores hjerte – tilgive denne nødstedte bror, Ardor (bror i åndelig forstand)?

På dén måde mener jeg, at tilgivelsen af Ardor kan finde samklang og forenes med næstekærlighedsbuddet.

Hvis vi vil stræbe efter at efterleve denne ædle tanke, næstekærlighedsbuddet, som jødedom og kristendom altså deler, hvis vi vil søge at elske vores næste, som vi elsker os selv, så bør vi også stræbe efter at tilgive ikke bare Ardor, men enhver der synder eller har syndet mod os.

Hvis vi vil elske vores næste som os selv, så må vi også elske Ardor – og tilgive.

Men jeg gentager: Vi bør give denne tilgivelse i frihed og uden pres og tvang; for den kærlighed der øves af tvang, har ingen værdi.

Så enkelt mener jeg, at Vandrer mod Lysets kernepunkt kan forliges med det største og ædleste i jødedom og kristendom.

Som det måske også er bekendt, så anerkender koranen og Islam de jødiske og kristne profeter.

Uanset om næstekærlighedsbuddet oprindeligt er modtaget af Moses fra Gud, eller en anden har modtaget det, så må dog buddet godtages som et ægte profetord, der stammer fra Gud, og derfor – tænker jeg – bør også muslimer anerkende det.

Hvis man som muslim gør det, så må man også – ud fra ovenstående tankerække – anerkende tanken om tilgivelsen af den dybest faldne som en tanke, der har Guds Tanke som basis – og derefter søge at efterleve den – det vil sige tilgive.

På dén måde mener jeg, at en forening af verdens herskende religioner – det ædleste og største i dem – med Vandrer mod Lysets kernepunkt er mulig.

Med andre ord: Verdensreligionerne har alle potentialet til ud fra deres egne præmisser og forståelse og traditioner at betræde Vandrer mod Lysets genvej.

(Se også artiklerne Den empatiske etik, Næstekærlighedsbuddet og den empatiske etik og Næstekærlighedsbuddet, den empatiske etik, den gyldne regel og karmaloven)

Hvad er åndelig højhed, og hvordan modtages Lysets engle, når de over himlens høje bue og hjertets dybe bro lader sig føde blandt os for at drage os ud af mørket?

Er Lysets engle vægtløs kærlighed gennem tusinde verdner og rindende tider, er de palmestrøede indtog i den hellige by, deler de mild visdom ud med rund hånd til de jublende skarer ved bjergets og den helliges fod?

Eller må de trænge gennem sten og råd med de bare næver til Jordens indre dyb og til kærlighedens bærende søjler og ranker, og hvis ikke de findes, da selv skabe dem af deres eget? Er de det rolige punkt, hvorimod al verdens storm og sten falder i raseri, og dog står de fast; må ikke den, der vil frelse Jorden bære den, kende dens inderste?

Yogien går enten solvejen eller månevejen. Den, der går til himlens flammende kugle, vender ikke tilbage, den anden kommer igen. Og hvem er at prise højest? Er Hjemmet og hvilen og saligheden i Lysets strålende Borg at foretrække, når så mange vandrer i mørke under tunge byrder og i lidelse? Hvor er de saliges salighed i dette?

Hvordan er da Lysets tale?

Ildsønnerne og ilddøtrene af den flammende Guddom lærte mennesker med ord at afgrænse det ubegrænsede, med tallet det uendelige og således opstod formen, figuren, talen, der kan opfattes af mennesker. Med loven gav de friheden og valget; til at følge eller bryde den. Hvis ikke vi havde ordet, tallet og med dem figuren, afgrænsningen, og hvis ikke vi havde loven, måtte den menneskelige tanke sprænges af det uendelige, og alt ville henhvirvle og opløses i kaos, urmørke.

Derfor giver den yogi eller buddha, der vandrer månevejen, og som stadig kommer igen af barmhjertighed, gennem digt og tanke ordet, tallet, figuren og loven for at give form til det formløse, for at give angsten ansigt og dermed grænse, så vi kan leve.

Yogien, buddhaen, viser vejen, mennesker vandrer den, og derfor er de lige. Ved tanker, følelser, handlinger skriver hvert menneske sit eget kapitel i Livets evige bog gennem ord, tal, figur under karmas lov. Lad os sammen gøre denne fortælling smuk.

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: Der skal være lys! Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag. (1. Mosebog, 1, 1-5)

Livets og universets fødsel. Den store udånding.

Fra evighed og før tiden begyndte dvæled´ verdensæggets gyldne kugle i Nyx´, nattens skød. En vibration dirrer gennem uendeligheden, en stråle af lys gennemtrænger mørket, der ånder over livets slumrende vande, det rammer ægget, kimen, og danner mælkehvide masser i moderens dybder. Fader-Moder spinder et væv, hvis øverste ende er fæstet til ånden – det lys, der udgik fra det store mørke – og hvis nederste er fæstet til stoffet. Dette væv og ranke sammenbinder og bærer ved kærlighed og Guds Tanke og Vilje universet. (Sammenstillet af elementer fra Dzyâns bog, Stanze 3, Den hemmelige lære, elementer fra græsk og orfisk mytologi, samt fra Vandrer mod Lyset).

Et af de punkter hvor jeg mener, at Den hemmelige lære og Vandrer mod Lyset kan nå hinanden og mødes, er synet på verdens og universets, kosmos´ og verdensaltets, mulighed overfor deres virkelighed, og i synet på det, der binder Altet sammen og bærer det.

I Den hemmelige lære siges det, at ikke væren er absolut væren, og i Vandrer mod Lyset siges det, at alle muligheder – til godt eller ondt – fandtes i Urkosmos. Jeg tolker Den hemmelige læres tanke sådan, at ikke værens absolutte væren er det kim, det verdensæg, der som mulighed for alt før tidens begyndelse eller begyndelser lå nedsænket i mørke, og parallelt hertil altså Vandrer mod Lysets beskrivelse af Urkosmos.

Det væv, der i Den hemmelige lære binder verden og kosmos sammen, er det lys, der udgik fra det store mørke, i Vandrer mod Lyset er det lyset, kærligheden, der ved Guds Tanke og Vilje som en tråd eller ranke binder alt sammen og bærer Verdensaltet.

Ved den store udånding i Den hemmelige lære er verden gået fra mulighed til virkelighed, i Vandrer mod Lyset er Verdensaltet gået fra mulighed til virkelighed gennem Urtankens og Urviljens kamp gennem ukendte æoner og Guds emanation, fremstigen som Personlighed, ved Hans/Hendes sejr over mørket, det onde. Ved Guds sejr er livet og kærligheden bundet uopløseligt sammen i Hans/Hendes Personlighed, og er gået fra mulighed til virkelighed, fra væren til tilværelse.

Som før nævnt er en af forskellene mellem de to værker den, at i Vandrer mod Lyset er Guds kamp og sejr kun sket én gang, og kampen vil aldrig blive gentaget, mens i Den hemmelige lære er – som jeg tolker det – overgangen fra mulighed til virkelighed, fra det ene udifferentierede til det differentierede, udtryk for et evigt, kosmisk åndedrag, fra det aktive til det passive, fra dag til nat, et åndedrag, der bestandigt skifter, veksler mellem de to tilstande.

En anden forskel er, at mørket i Den hemmelige lære fortrænges ved udåndingen og bliver lys, mens lyset atter slumrer ind og bliver mørke ved indåndingen. Lys er her stof (manifesteret), og mørket er ren ånd. Lyset er en samling skygger ved udåndingen, det er ikke evigt, og det er mâyâ, illusion. I denne forståelse er mørket det egentlige, det ene udifferentierede, ren ånd. I Vandrer mod Lyset er det omvendt. (smlg her også med Martinus´ kosmologi, hvor den bevægende kraft for det kosmiske åndedrag er sult-mætheds-princippet, og hvor verden eller kosmos også bestandig veksler mellem lys og mørke, dog på stadigt højere niveauer).

Udånder, udstråler Gud evigt alt liv og al kærlighed, eller udåndes også Gud af det evige åndedrag, bestemt til i al evighed at fødes og dø og genopstå? Hvad er sandt? Det ved jeg ikke. Men dét ved jeg: At om sandhed dømmer hjertet bedst.

Brahmas nat

Når det lave ser mod det høje, ser det kun et mulm som under et skydække. Når det værende ser mod det ikke værende, hylles det i mâyâ, sløret, og binder krans af ord om det ordløse, for eksempel disse. Når det mangfoldige ser mod det Ene, falder tanken mod evighedens stengrund og knuses til tid og støv. Når ånd ser mod ikke ånd, og svarer digt med digt, fødes lysets søn, og verden begynder.

Før tidens morgengry hviler universet i den guddommelige tanke og i det guddommelige skød. Det udåndede kan ikke i tanken nå tilbage i tid før udåndingen, men dét før udåndingen, den absolutte Enhed eller ikke væren som er absolut væren, rummer i kim det udåndede. Ikke væren – hvisker det værende – er absolut væren, og ved dette paradoks iklæder det værende det ikke værende sin egen dragt og glans. Men det er mâyâ, illusion.

Rummet er altings kilde og udspring, selv guderne og Brahma udåndes ved det evige åndedrag som en form af det formløse. Bevidsthed er begrænsning, afgrænsning, det er bevidsthed om noget for nogen. Det evige åndedrag er absolut og ikke begrænset, derfor er det ikke bevidsthed, det kender ikke sig selv. Hvis det begrænsede skal rumme det ubegrænsede, sprænges det til vanvid.

Kun ved den højeste visdom vundet gennem æoners fødsel og død og genfødsel, bliver vi fri for personlig, begrænset eksistens, idet vi går op i det absolutte, samtidig med at vi bevarer en kontemplativ, selvanalyserende bevidsthed, som ikke er bevidsthed, begrænsning. Vi kan ophøre med at eksistere, dog stadig være, idet virkeligheden, det udåndede, ophører, synker tilbage i natten. Men muligheden består som kim i den guddommelige tanke og i det guddommelige skød; som skjulte stråler af lys og liv.

Brahma vågner

Fra evighed af var mørket overalt. I mørket var lyset; i lyset var tanken og viljen. Men tanken og viljen var ikke i mørket. I lyset var alt det godes mulighed, men i mørket var alt det ondes mulighed. Ukendte evigheder svandt. Langsomt droges tanken og viljen mod hinanden. Langsomt bredte lyset sig, det blev klarere og renere. Det blev dæmring. Ukendte evigheder svandt. Tanken og viljen droges end nærmere mod hinanden. Lyset bredte sig mere og mere, det strålede klart og skønt. Det blev morgen. Atter svandt ukendte evigheder. Tanken og viljen nærmede sig hinanden end mere. Lyset vældede frem overalt, det flammede klart, skønt og herligt. Det blev dag. Atter svandt ukendte evigheder. Tanken og viljen forenedes. Da fremsteg af lyset ved tankeviljens kraft en flammende skikkelse, et åndeligt Væsen – Gud. Men i samme stund lod Gud tolv strålende skikkelser, åndelige væsener, fremtræde af lyset. Og disse blev Guds Hjælpere, Guds Tjenere. Da begyndte tiden. (Fra Vandrer mod Lyset; her let bearbejdet).