Forfatterskabet Højtryk

Af Vandrer mod Lyset kan vi forstå, at Lyset er orden, mens mørket er kaos. Og vi kan forstå, at vi lever i et – overordnet set – ordnet Lyskosmos takket være Guds sejr over det onde, og Hans/Hendes emanation.

En del af den orden vi også som mennesker kan iagttage her på Jorden, skyldes de love for tanke, vilje, Lys og mørke – herunder lovene for rum og tid – som den Almægtige har givet, og har kunnet give, takket være sin kosmiske sejr.

Det betyder konkret, at alle de steder, hvor vi kan iagttage denne orden, gør Lyset gennem den Almægtiges love sig gældende. Det kan vi fx iagttage gennem den kendsgerning, at dele af den ydre verden kan beskrives ordnet og adækvat gennem matematik og matematisk formulerede fysiske love (og kemiske reaktionsskemaer), mens dele af den indre verden kan beskrives ved logik.

Og vi kan iagttage den kosmiske orden – som altså skyldes Lysets indflydelse – i de atomare forhold, hvor lyspartikler har en om mørkepartikler roterende bevægelse, sådan som atomteorierne anskueliggør.

I Vandrer mod Lyset s. 149 (Kommentaren; stykket med småt) kan vi læse, at der både findes åndeligt, astralt og molekylært (eller materielt) Lys og mørke, og disse partikler har en ordnet om hinanden roterende bevægelse sådan, at Lyspartiklerne holder mørkepartiklerne under kontrol.

Da partikelspektret således strækker sig langt hinsides, hvad videnskaben regner med i dag, er der grund til at tro, at den nuværende fysik vil kunne skabe meget betydelige og helt nye opdagelser gennem en gradvist afdækkende indsats, som kan godtgøre alle disse partiklers eksistens langt hinsides det molekylære stof, man regner med i dag.

Muligvis er fysikken i dag på sporet af dette udvidede partikelspektrum gennem teorierne om mørkt stof og mørk energi; betegnelserne mørkt stof og energi skyldes her kun, at man ikke direkte kan iagttage dette stof og denne energi, og det er altså ikke nødvendigvis kun mørke – i betydningen urkraften mørke, som Vandrer mod Lyset taler om – man måske er ved at afdække, men måske også Lyspartikler, som man imidlertid ikke direkte kan iagttage, men som man nødsages til at antage – og måske senere kan påvise – eksistensen af.

Dette er blot ét af de mange områder, hvor videnskaben kan finde værdifulde fingerpeg til videre forskning gennem Vandrer mod Lyset. Andre områder er biologien og cellens oprindelse, universets oprindelse, natur og opbygning, Lysomhyldningens bærende betydning for alt biologisk liv, og meget andet.

Når Lyset rammer en ufuldkommenhed, kaster det skygge; min fortvivlelse, min lidelse, mit raseri, mit had. Jeg dykker i dybet, ikke for at dyrke det, eller opsluges af det, men for at gennemlyse det. Jeg prøver at gøre lidelsen overskuelig ved at nedfælde den i ord, give den en form.

Af og til falder jeg i dybe huller i mit sind. Da hjemsøges jeg af mørke tanker, had og raseri. Men raseriet hjælper ikke. Lidelserne bliver bare værre.

Rent energimæssigt – tænker jeg ud fra Vandrer mod Lyset – sker der det, at hadet og raseriet tiltrækker mere mørke, og dermed bliver lidelserne endnu værre, hvilket igen potentielt skaber flere negative tanker osv. 

Det er i et billede som en akustisk tilbagekoblings hyletone i sindet; lidelserne vokser, og lidelse, had og raseri virker gensidigt forstærkende. Der er tale om en selvforstærkende negativ proces eller nedadskruende spiral.

I den situation kan nogle måske fristes til at ty til verbal eller fysisk vold. Gør man det, bliver lidelserne ubærlige. Der kan måske være et øjebliks lettelse ved at reagere udad, ved at ”afreagere”, men snart efter ”fryser” eller ”stivner” voldsgerningen til et lidelsesfuldt kompleks i sindet, der er værre end den oprindelige lidelse, og dette kompleks må senere overvindes og elimineres. 

Man må da angre og bede dem, man måske har forulempet, om tilgivelse, eller man må – hvis ikke man formår at angre – sone handlingen under gengældelsesloven ved at rammes af de samme lidelser, man har påført andre (se Om gengældelsesloven, eller generelt Vandrer mod Lysets meddelelser om denne lov).

Denne mørkets frysen og stivnen til kompleks har hjemmel i Vandrer mod Lyset ved meddelelserne om de to måder at afpolarisere det åndelige mørke på; Lysets og mørkets metode (Kommentaren til Ardors beretning, s. 158-159).

Andre vender måske vreden indad, og kan derved udvikle deciderede psykiske lidelser, fx angst og depression.

Ud fra mine egne erfaringer med lidelse, raseri og had kan jeg forstå noget om de ældstes ondskab (se Vandrer mod Lyset). Jeg ved, hvad smerte og lidelse og hvad mørkets knugende tryk kan gøre ved et menneske. Jeg kender mekanismen fra mig selv. Det er forståeligt, om end forkasteligt at reagere på lidelse med vold og ondskab. Og det hjælper ingen, slet ikke én selv.

Jeg tænker, at dette er et af de områder, hvor vi kan lære selvbeherskelse, og at det er et fænomen, der kan hjælpe os til at forstå de mest ulykkeligt stillede blandt os, de faldne, de ældste; forstå deres dybe lidelse og den underverden de har skruet sig selv ned i; forstå dem, føle med dem, og da tilgive.

Hvis det er rigtigt forstået, at opgaven for de yngste (se Vandrer mod Lyset) nu – sammen med Gud og Guds Tjenere (under Guds øverste ledelse) – er at skabe en egen Lysets kultur, en klassisk kultur med udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, en kultur med sigte på evigheden, modsat populær- og trivialkulturens sigte på nuet og døgnet – som jeg tidligere har skrevet om (på Facebook) – så er der nogle ting, det er vigtigt at forstå:

En Lysets kultur skabt bredt på Jorden og for hele menneskeheden er en mulighed – det er ikke noget, der nødvendigvis vil ske, den vil ikke komme af sig selv, og den kan ikke skabes på et øjeblik, nu og her.

En af de meget vigtige faktorer i ligningen omhandler menneskeåndernes og de ældstes vilje. Selv en nok så god vilje til at skabe en Lysets kultur fra Lysets side kan således strande på menneskeånders og de ældstes egen vilje til mørket, det onde.

Lyset kan ikke gennemtvinge sin kultur; hvis man forsøgte det, ville det ikke længere være Lys, men mørke, idet Lyset kun kan virke i frihed og i respekt for vores egen frie vilje. Mørket tvinger, Lyset stiller frit.

Hvis Lyset ville gennemtvinge kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse for alle, ville selve tvangen betyde, at man påtvang andre værdier mod deres vilje.

Derfor ville værdier som fx kærlighed og barmhjertighed ikke være vores egne værdier, de ville være vores inderste fremmed, altså som sagt egentlig ikke vores egne værdier, og de ville derfor være uden værdi for dem, man på den måde søgte at påtvinge det gode.

Og derfor ville tvang i henseende til Lyset ophæve Lyset selv. Lys ville blive til mørke, eller i hvert fald uden værdi. Lyset fordrer frihed og kan kun tilegnes selvstændigt og i frihed.

Lysets kultur er blandt andet derfor kun en mulighed, omend en meget ønskelig mulighed, det er ikke noget, der nødvendigvis vil blive skabt, i hvert fald ikke sådan bare lige, og lige nu.

Lyset kan udpege en retning, men vejen må vi selv gå – om det ønskes.

Et andet aspekt er, at det heller ikke bliver afgjort en gang for alle – eventuelt lige nu – om vi som menneskehed vil arbejde henimod en Lysets kultur.

Mennesker kan fx stille sig afvisende nu, men komme på bedre tanker senere. Nogle vil måske se denne mulighed, denne chance, umiddelbart og med det samme, andre være skeptiske.

Valget er altså individuelt og kan ændre sig over tid.

Men alt må – fra Lysets side – fremarbejdes og fremelskes i frihed, og man må acceptere menneskers frie valg.

Derfor er et af nøgleordene, også her: Tålmodighed. ‘Thi kun de tålmodige ville sejre’, som der står i Vandrer mod Lyset.

(Dette indlæg er også bragt på Facebook)

Ligesom vi kan læse Vandrer mod Lyset, s. 244 og s. 253 (Oversigten) på den måde, at Gud har indskrevet sin historie overalt i naturen; (plante-)frøet, der er omgivet af jordens mørke, indtil det naturnødvendigt spirer frem og op over jorden, op i lyset, fugleungen, der er omgivet af æggets mørke, indtil den bryder skallen og kommer ud i lyset osv; kan vi ved at betragte naturen, dens love og fænomener, uddrage en del erkendelse gennem analogi.

Der er her ikke tale om eksakt og streng videnskab, men om billeder, der kan lede erkendelsen (og kunsten) på vej. Jeg skal her give tre eksempler:

1. Fænomenet et vakuum. Som jeg tidligere har skrevet, kan vakuummet bruges som billede på det, der sker ved tvungen regimeskift i diktatoriske stater, hvor alle de fraktioner, der tidligere har været undertrykt af diktatoren, vil søge at udfylde magttomrummet efter en militær intervention, hvoraf følger borgerkrig.

Jeg har også brugt vakuummet som billede på uvidenhed, en uvidenhed, et tomrum, som tanken søger at udfylde med viden gennem erkendelse; et uvidenhedens ”sug”, der føder tanke på tanke, tankens drivkraft og fremdrift.

Og vi kan bruge vakuummet som billede, analogi, på negativt, karismatiske skikkelser i politikkens verden, demagoger, hvis indre tomrum (det tomrum mørket, det onde, har skabt i dem (det ”æder” deres indre)) tiltrækker svage personligheder (masserne) og tvinger dem til underkastelse.

Eller vi kan bruge vakuummet som billede på mørkekomplekser i tanken og viljen (se Vandrer mod Lyset), mørkekomplekser, der til en vis grad kan betragtes som urovækkende ”tomrum” (urovækkende på grund af trykket mod dem), som ånden – ved Lyset – søger at fylde for at skabe ro.

Vakuummet kan tænkes at give (mange) flere analogier.

2. Tryk- og temperaturforskelle. Mellem disse kan i naturen skabes uvejr (fx storm, styrtregn osv), hvilket kan ses i en analogi ved visse rige personligheder, der kan mere indadtil, end de er i stand til at vise eller udtrykke udadtil. Ved denne ”trykforskel” kan skabes store ”uvejr” i personligheden i form af lidelser.

Eller vi kan danne analogi mellem disse tryk- og temperaturforskelle og menneskets kønsliv og seksuelle begær og de ”storme” (fx vold og voldtægt), der opstår, hvis ikke dette begær tilfredsstilles ad acceptable kanaler.

3. Forskelle i elektriske ladninger (spændinger). Ved disse kan vi danne en analogi til politiske opstande, vold og krig ved den gnist, der kan springe mellem for store modsætninger, men vi kan også danne en positiv analogi til fx den skønlitterære forfatter, der ved at holde indre afstand til stof og karaktér kan få historien til at leve ved den gnist eller levende streng, der springer eller udspændes ved denne afstand.

Generelt mener jeg, at vi kan ”læse” naturen sådan, at den – ligesom Lyset og den menneskelige personlighed – stræber efter harmoni; at udligne forskelle (med analogier i trykforskelle, elektriske spændinger osv), og ved denne læsning af den fysiske natur kan vi ved analogi komme til erkendelse af den åndelige natur og de evige sandheder.

Når man som jeg har kendt og studeret værket Vandrer mod Lyset i mere end 35 år, og værket er blevet en del af mit inderste, den prisme, jeg primært ser verden gennem, så har det gang på gang slået mig, hvor rigt det er; og at man kan læse og genlæse igen og igen – hele livet – og hele tiden giver værket nyt og ny forståelse.

Måske er det fordi Vandrer mod Lyset har direkte forbindelse til det, værket kalder de evige åndelige livskilder. Og dé tørrer aldrig ud, giver mere og mere, jo mere man beskæftiger sig med det.

En væsentlig del af værket handler om tilgivelse. Og værdien af tilgivelse, og tilgivelsens kosmiske rækkevidde. Det er den vej vi som mennesker kan og bør gå. Og i forbindelse med tilgivelse kunne jeg tænke mig her at skrive lidt om de ældste, som Vandrer mod Lyset taler en del om, deres natur, deres historie, deres væsen. Jeg skriver ikke dette ud fra okkulte erindringer eller viden, men læser pointen ud af Vandrer mod Lysets åbne kilde.

Sagen er: De ældste er ikke sig selv – som de virkelig er. Ikke som de er inderst inde. Også de kommer oprindeligt fra en strålende lysverden, hvor de – sammen med de yngste, som det hedder – levede lykkeligt i herlighed og glæde gennem ukendte evigheder i direkte samvær med Gud, Hans Tjenere og de yngste.

De ældste var intelligente (geniale), stærke, humoristiske, åbne, tillidsfulde, omsorgsfulde, kærlige. De var – som de andre – strålende lysvæsener. Med fred, glæde og lykke i hjertet. Det er sådan, de var, og det er sådan de er nu også – inderst inde. Inderst inde bærer de en lyskerne, der aldrig kan udslukkes, for kernen hviler i Guds altomfattende Væsen og kærlighed.

Men – de faldt, da Gud stillede dem og de yngste direkte overfor mørket. Hvorfor faldt de? Det er svært at sige. Men det jeg læser ud af Vandrer mod Lyset er, at deres vilje ikke var stærk nok til at stå imod det mørke, Gud stillede dem overfor. De gav efter, lyttede til det, der egentlig ikke er værdigt at lytte til. Og så handlede de inspireret af mørket.

De drog noget af mørket ud af dets indkapsling i Lyset, hvorved vores verden – Jorden – langsomt, ufattelig langsomt omdannedes til en mørkeverden. Fristelsen var for stor. De stod så højt, at faldet blev tilsvarende dybt. Til Guds uendelige sorg. Og de yngstes grænseløse.

Spørgsmålet er: Hvordan vil vi se på de ældste nu? Vil vi se deres ydre, deres skal af mørke, det mørkepanser, de har skruet sig selv ned i? Eller vil vi se dem som de stærke og højtstående lyspersonligheder, de engang var, og igen skal blive? Vil vi se på deres ydre – med tanker om hævn – eller vil vi søge at drage Lyset til dem gennem medfølelse og tilgivelse og bøn, så deres inderste Lys igen kan vågne, blomstre, skinne og berige os andre?

Hvis vi selv falder – hvordan vil vi så ønske andre skal se på os? Med tanker om hævn eller vilje til at tilgive? Vil vi kendes på det ydre, eller ønsker vi, at andre vil se – barmhjertigt – på det lys, vi så selv har begravet og har sådan brug for vågner og kommer til live igen? Vil vi fordømmes og forbandes på vores gerninger, og derved falde endnu dybere, eller vil vi længes efter at nogen finder os – og barmhjertigt søger at hæve os af pølen vi er faldet i med vores onde gerninger – med alle de lidelser dette indebærer?

Giver svaret ikke sig selv? Hvis altså svaret er, at vi da vil længes efter Lysets fred, skønhed, lykke, varme – må vi så ikke tage konsekvensen af dét, og gøre det samme for de ældste? Søge at finde – eller genfinde – det mægtige Lys, verden engang tabte og længes efter at gense? Søge at bringe de ældste den fred, de har sådan brug for i de tyngende lidelser, der nu hjemsøger deres hjerter og sind? Søge at hjælpe dem til, at de kan blive sig selv igen – som de egentlig og inderst inde er?

Det er så enkelt. Er det ikke?

I spørgsmålene om abort og eutanasi (og dødsstraf) kan man både vælge en religiøs og en ikke-religiøs tilgang og komme til det samme resultat: At ingen af disse fænomener bør være en del af det menneskelige liv og fællesskab. Det vil vi se her:

Hvis vi først vælger den religiøse tilgangsvinkel, og idet vi lægger værket Vandrer mod Lyset til grund, så kan vi klart forstå, at Guds vilje er, at hverken provokeret abort, eutanasi eller dødsstraf bør være tilladt. 

Det kan vi dels se ved direkte skriftsteder i kilderne, men også kvalificere yderligere ved den simple tanke, at livet er en del af Lyset, det gode, mens døden er en del af mørket, det onde; og da Gud er en Lysets Gud, er det klart, at alle de tilfælde hvor nu mennesker – fx ved abort, eutanasi og dødsstraf – aktivt arbejder for døden mod livet, er imod Guds vilje, og det er eksempler, hvor døden og mørket sejrer over livet og Lyset.

Hverken abort, eutanasi eller dødsstraf bør derfor være tilladt eller forekomme overhovedet.

Hvis man vælger den ikke-religiøse tilgang, bliver resultatet det samme, hvis vi forstår og kan blive enige om, at livet er af det gode, mens døden er af det onde. 

Hvis vi i denne ramme vil arbejde for det gode og dets udbredelse, og kæmpe mod det onde og dets indflydelse, bør vi derfor afskaffe al abort, eutanasi og dødsstraf, og vi bør fremme livet både som individer, fx ved at søge at holde os sunde og raske, og som samfund ved at afskaffe de love, der fremmer eller har døden som konsekvens.

Hvad enten vi anerkender, at der findes en Gud eller ej, så kan dette grundlæggende spørgsmål om liv og død altså finde det samme svar.

Af Supplement 2, no 58 (Supplement 1 & 2 udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) kan man udlede en almen lov for Lyset og mørket, en lov som vi mennesker lever under, en lovmæssighed jeg omtalte for nogle dage siden på Facebook, men som jeg dog nok her havde fået lidt galt fat på; den almene lov nemlig som kan udtrykkes i følgende ord:

Mørkets proportionale reaktion på Lysets vækst. Jo højere og stærkere Lys vi tænder, jo stærkere mørke vil vågne og gøre modstand.

Denne lovmæssighed har særdeles stor indflydelse på vores liv som mennesker og for den kamp, vi hver især kæmper mod det onde i os selv og i verden; en kamp der for hver af os kulminerer i den fuldendte sejr over mørket ved tankens og viljens sammensmeltning ved Lyset, en kulmination, der er indgående beskrevet i Supplement 2, no 64.

For den lov jeg her taler om betyder, at vi ikke kan hvile på laurbærerne – som man siger – ved vores delvise sejre, og den betyder, at kampen intensiveres frem mod kulminationen. Kampen bliver altså ikke lettere og lettere, men den sidste inkarnation vi gennemlever kan let – som følge af denne lovsmæssighed – også blive vores sværeste at gennemleve; fordi det højeste Lys vækker det dybeste mørke. (Der kan følge en eller nogle få yderligere inkarnationer på den inkarnation, hvor vores tanke og vilje kulminerer ved sammensmeltningen, indtil al syndeskyld er sonet; dette er ligeledes forklaret i Supplement 2, no 64).

Til gengæld bliver det, vi vinder ved den stadigt intensiverede kamp også større og større og mere og mere værdifuldt; fordi vi gennem kampen altså vækker stadigt større og stærkere lys. Og for hver sejr vi vinder, både ved delsejrene og ved kulminationen, tilføres – gennem den øgede lystilførsel – tanken og ånden nyt mod, nyt liv, ny kraft.

En analogi til disse forhold kan vi finde ved atletens stadigt mere intensive træning, som han eller hun er nødt til at praktisere for at blive bedre, stærkere, hurtigere; træningen bliver ikke lettere med tiden, men hårdere, stadigt mere intensiv, for at atleten bedre kan mestre sin idræt, blive stærkere og dermed præstere bedre.

Mørkets proportionale reaktion på Lysets vækst kan vi som sagt forstå ud fra det anførte skriftsted, og den sås i sin ekstrem ved Urtankens og Urviljens kæmpen sig ud af mørket frem mod Guds emanation. Vi, Guds børn, afspejler ved vores kamp denne lovmæssighed i det små, denne lovmæssighed som må ligge i selve Lysets og mørkets natur.

Det jeg nok havde fået galt fat på i mit opslag på Facebook var, at jeg her tænkte eller antydede, at lovens konsekvenser – den stedse intensiverede kamp – ville fortsætte så længe mørket er; dvs mange mange (og ukendte) evigheder fra nu.

Kampen fortsætter – tænker jeg nu (også med tekstbelæg i Supplement 2, no 64) – kun indtil kulminationen er nået og alt er sonet. Dette gælder for menneskeånderne og de ældste (se Vandrer mod Lyset). For de yngste stiller sagen sig lidt anderledes, idet de har valgt at fortsætte deres inkarnationer også efter de er kulmineret og har sonet deres syndeskyld (igen; se Supplement 2, no 64); dette for at hjælpe så meget som muligt og så længe Gud har brug for deres hjælp.

Derfor vil kampen for dem fortsætte – og intensiveres, ligesom det åndelige, mentale rum vil intensiveres, også efter kulminationen – efterhånden som de tænder Lys i verden og i mennesker, idet det Lys de tænder vil være stedse højere – og derfor proportionalt vil vække stærkere mørke.

Vi kan måske også forstå tiden fra mørkets magt blev brudt – da de yngste vandt Satan (Ardor) tilbage til Lyset og Gud i 1912 – og til nu i den forståelsesramme: På grund af det mægtige Lys de yngste – og Gud – tændte ved dette Lysets gennembrud – reagerede mørket særdeles kraftigt; og måske til dels derfor (og pgra æteroptegnelserne (se Vandrer mod Lyset)) blev det 20. århundrede og tiden til nu – det 21. århundrede – så blodigt, tragisk og uroligt på næsten alle områder af det menneskelige liv.

Jeg har gennem de mere end 35 år, hvor jeg har kendt Vandrer mod Lyset, fra tid til anden beskæftiget mig ret indgående med den filosofiske gåde, værket kalder gåden om det uskabte; en gåde, der omtales i Kommentaren, s. 146 og i Supplement II, no 56, om ikke andre steder.

Jeg har i den forbindelse forsøgt forskellige løsningsforslag, hvoraf ingen dog har tilfredsstillet mig helt. Jeg skal her forsøge endnu en gang; med det forbehold, at den her præsenterede løsning måske heller ikke er den rigtige.

Gåden lyder sådan: Hvordan kan Urkosmos – med Urtanke, Urvilje, Urlys og Urmørke – have eksisteret fra evighed uden at være skabt?

Tidligere har jeg blandt andet forsøgt en løsning gennem en analyse af begrebet tid:

Da der ikke fandtes tid i Urkosmos (hvilket man kan læse ud af redegørelsen s. 145-148, idet tiden her siges at være et resultat af en første tilnærmelse mellem Tanke og Vilje, en tilnærmelse der varede ved og gradvist intensiveredes under hele Urtankens og Urviljens kæmpen sig ud af mørket og frem mod Lyset, en tilnærmelse, der ikke fandtes i hviletilstanden, hvorfor der her ingen tid fandtes), tænkte jeg, at dette var løsningen:

Da der ingen tid fandtes i Urkosmos, og da en skabelse kræver tid og tilnærmelse mellem Tanke og Vilje, kunne Urkosmos ikke være skabt.

Dette løsningsforslag har jeg tidligere opgivet, men nu tænker jeg en parallel løsning, der er meget simpel:

En skabelse kræver Tanke og Vilje. Da der ingen Tanke og Vilje fandtes i Urkosmos udover den faktisk eksisterende (hvilende, passive) Urtanke og Urvilje, og da disse ikke havde skabt Urkosmos, kan Urkosmos ikke være skabt. Hvis det skulle være skabt, ville det kræve en Tanke og Vilje udover Urtanken og Urviljen (men sådanne fandtes ikke), eller det ville kræve, at Urtanke og Urvilje havde skabt sig selv (og Lyset og mørket), men det kan de ikke have gjort, da de fra evighed var passive. 

Da Urkosmos faktisk eksisterede uden at være skabt, må det nødvendigvis have været fra evighed af (med det forbehold, at ”fra evighed af” antyder en forløben tid, men der fandtes – som nævnt – ingen tid i Urkosmos, hvorfor termen er upræcis).

Den her skitserede løsning på gåden om det uskabte er måske den rigtige, måske ikke. Men under alle omstændigheder andrager skitsen her kun spørgsmålet hvordan Urkosmos kan have eksisteret fra evighed uden at være skabt, ikke hvorfor:

Hvorfor fandtes Urtanke, Urvilje, Urlys og Urmørke? Hvorfor fandtes der overhovedet noget og ikke bare ingenting?

Måske dette spørgsmål ikke kan finde besvarelse i en menneskelig forståelsesramme og med menneskelige erkendemidler i menneskeligt sprog, men jeg kunne tænke mig en løsning parallel til den ovenstående:

Hvis vi spørger, hvorfor Urkosmos fandtes, implicerer dette hvorfor en intention med Urkosmos. Denne intention måtte da besiddes af en Tanke og Vilje uden for Urtanken og Urviljen, men sådanne fandtes som nævnt ikke.

Eller vi kan spørge, hvorfor der overhovedet fandtes noget, og hvorfor der ikke bare var ingenting; men her må vi passe på sproget: Hvis vi siger, at der eventuelt var ingenting, så indebærer verbet var en form for væren. Men da der ingenting i så fald var, kan verbet ikke bruges her. Ingenting kan ikke være. Det samme hvis vi siger, at der ingenting var (idet vi altså bytter om på ordene): Ingenting kan igen ikke være. Og det er som om erkendelsen og sproget her bryder sammen. Vi kan ikke tænke “det ikke-værende”; for idet vi siger det ikke-værende, henviser vi igen til noget, det vil sige noget, der er; men det er jo netop ikke.

I virkeligheden er dette en del af et gammelt filosofisk problem, der i hvert fald går tilbage til Platon, der i en af sine dialoger netop har dette som tema, det ikke-værende, og hvordan vi kan – eller netop ikke kan – tænke det. Jeg tror – uden at gå for langt ind i problemstillingen her – at vi må sige, at begrebet det ikke-værende ikke giver mening – med de problemer denne position så medfører; for hvordan opstår ting så fx hvis noget nyt, som ikke før eksisterede, ser dagens lys, opstår, frembringes? Opstår det så ikke i en eller anden forstand af det ikke-værende, eller hvordan skal vi se på dette spørgsmål?; dog, det lader jeg ligge her.

Vi kan også – for at vende tilbage til hovedspørgsmålet om det ikke skabte Urkosmos – nærmere spørge til en (måske upersonlig) årsag til Urkosmos. Men en sådan årsag måtte da foreligge i tiden ”før Urkosmos fandtes”; da der imidlertid ingen tid fandtes i Urkosmos, og da Urkosmos var alt, der fandtes, kan der ingen årsag være til det. Begreberne årsag og virkning kræver tid, at ting sker i tidslige forløb (med mindre vi sigter til begrebslogiske forhold og slutninger).

Eller vi kan spørge, hvorfor der netop fandtes Tanke, Vilje, Lys og mørke, og ikke noget andet? Men her kan vi måske låne argument fra René Descartes, der i Discours de la méthode lufter en tanke (den metodiske tvivl), der kan tolkes ved, at vi ikke kan borttænke tanken, idet dét at ville borttænke tanken, selv er en tanke; og gå fra dette ræsonnement til Ardors indledende ord fra sin beretning i Vandrer mod Lyset, hvor han siger, at Tanken er altings ophav.

Tanken må da – i en eller anden forstand, som jeg ikke kan forklare her og nu – også være Viljens, Lysets og mørkets ophav.

Videre kan vi følge Descartes´ tanke og sige, at det ikke giver mening at sige, at tanken (fx min) eksisterer, men at jeg ikke eksisterer. Når fx min tanke eksisterer, eksisterer jeg også. På den måde bliver der ækvivalens mellem tanke og eksistens (cogito ergo sum), og ikke – som Martin Heidegger har ment (i værket Sein und Zeit) – mellem eksistens og tid. Det ontologiske grundspørgsmål – hvad er eksistens, hvad vil det sige, at noget eksisterer – må derfor søge sit svar i retning af tanke og ikke i retning af tid. Måske er der ikke bare ækvivalens men identitet mellem tanke og eksistens, og måske er dét svaret på det ontologiske grundspørgsmål.

Jeg tror her i hvert fald at have kastet et strejflys over gåden om det uskabte. Men om skitsen er retvisende, eller om også den må forkastes, må tiden vise.

Jeg har tidligere forsøgt en enkel tanke for at indkredse krigens væsen, og hvordan vi – om muligt – kan standse den (globalt), hvilket forekommer presserende vigtigt i en tid, hvor besiddelsen af masseødelæggelsesvåben breder sig og truer selve menneskehedens eksistens, og hvor mægtige flygtningestrømme synes at true enkeltstaters stabilitet og enkeltlandes vilje til at arbejde sammen i spørgsmålet om, hvem der kan og skal tage imod de ulykkelige krigsflygtninge.

Tanken, billedet, er enkelt: Betragt enhver suveræn stat som et punkt, et magtpunkt. De enkelte magtpunkter har i sig en tendens til ekspansion, hvilket skyldes deres interesser, der både kan være økonomiske og politiske, og som udvider sig med tiden. Der hvor ét magtpunkt under ekspansion støder sammen med et andet magtpunkts ekspansion, dannes turbulens, som når ringe i vandet mødes. Denne turbulens kan være politisk, økonomisk eller militær konflikt.

Problemet i et andet billede: De kendte former for statsdannelser skaber stater, der ved deres tilsyneladende uundgåelige trang til ekspansion kan lignes med kræftceller i et legeme; celler, der breder sig uhæmmet, men som ikke opbygger, men nedbryder organismen (verden). Hvordan helbreder vi det således angrebne legeme (verden)? Er det overhovedet muligt? Er det muligt at skabe ”celler”, der lever fredeligt side om side, med respekt for og anerkendelse af hinanden, og som opbygger, ikke nedbryder, legemet?

Tilsyneladende ikke. For det kan siges, at det er det FN har forsøgt på i snart 80 år. Og FN synes i dag at være uden betydning og uden indflydelse på krig og fred, hvilket til dels skyldes den unipolære verden, der blev skabt efter Sovjetunionens opløsning, med USA som eneste supermagt, og USA´ s efterfølgende negligering af FN og enegang i mange krige og konflikter, som ikke kun foregik i amerikanernes interessesfære, men i mange andre landes. Jeg tænker her specielt på den såkaldte ”krig mod terror”, og alt hvad deraf fulgte.

Den umiddelbart indlysende løsning på problemet ville være at skabe ét og kun ét magtpunkt i verden, en Verdensstat (inspireret af Emery Reves` tanker i bogen Fredens anatomi). Hvis der kun var ét sådant punkt, ville der ingen mulig turbulens være i grænseområderne mellem de enkelte magtpunkter, og derfor ingen krig. Der ville simpelthen ikke være noget eller nogen at støde sammen med. Og det kan være at en sådan Verdensstat er undervejs. Måske.

Svagheden er, at en Verdensstat både kan skabes og gribes af demokratiske men også af totalitære strømninger og enkeltpersoner, der vil have magt, så meget magt som muligt, og for enhver pris (først og fremmest sin egen menneskelighed).

Og svagheden er, at vi lever i en verden med et væld af stater og folk med en århundred- eller årtusinder gammel kultur og tradition, som man måske ville føle i fare under ”fremmed” herredømme. Af begge grunde kan en Verdensstat fødes – hvis den fødes – i blod og krig; stik mod intentionen (den demokratisk funderede).

Men – hvis vi prøver den tanke, at hovedproblemet med hensyn til krig og fred er økonomisk funderet – idet man søger med magt at gennemtvinge sine økonomiske interesser, hvor disse møder modstand fra andre magtpunkter (eller økonomiske punkter) – så kan vi tænke, at hovedproblemet i den økonomiske model, vi råder over i dag, er at den indebærer en ekspansion, en vækst, der nu for alvor – også udover spørgsmålet om krig og fred – er begyndt at tære på og true de økologiske og de menneskelige ressourcer. Systemet er med andre ord ved at æde os op indefra. Vi ødelægger med ekspansionen som ved en kræftsygdom både miljø og mennesker; vores helbred (fysisk og mentalt) og vores menneskelighed og vores moral, idet vi ikke tøver med at ville udrydde trusler mod vores interesser:

Systemet er blevet vigtigere end de mennesker, der skabte det.

Hvis det er rigtigt, at det er ekspansionen, der er hovedproblemet, og hvis det endvidere er rigtigt, at hovedproblemet vedrørende krig og fred er økonomisk funderet, så består udfordringen i at skabe et ikke-ekspansivt økonomisk system, et system i ligevægt. Det mest lovende udtryk for denne tanke, jeg er bekendt med, er for produktionens og forbrugets vedkommende det såkaldte craddle to craddle system (fra vugge til vugge; i stedet for fra vugge til grav; at så meget som muligt af et givent produkt genbruges i ny produktion).

Udfordringen består endvidere i – hvis ikke man ønsker Verdensstaten – at skabe et system, hvor man altså ikke tager mere ud, end man giver tilbage af økologiske og menneskelige ressourcer, og hvor produkter bliver skabt i samarbejde om at dække menneskelige behov, ikke i konkurrence – hvor det gælder om at udradere hinanden; og alt dette samtidig med at vi bevarer vores frihed.

En af vanskelighederne i dette er, at vi synes biologisk kodede for konkurrence – i forhold til forplantning – og egennytte – i forhold til overlevelse. Det ville kræve, at vi hæver os over vores rent biologiske natur og arv, hvilket dog absolut er muligt, hvis vi skal følge de tanker, der gives om mennesker og deres ånd i Vandrer mod Lyset.

Hvis det altså – trods vanskelighederne dermed – kan lykkes at skabe et system i ligevægt, vil en mængde af den turbulens, den krig, vi nu ser i verden med dens mange magtpunkter og økonomiske enheder (punkter) – der alle søger ekspansion – kunne undgås eller mildnes.

Det ser altså ud til at vi har to muligheder, hvis vi skal overleve som menneskehed uden at udslette hinanden og uden at ødelægge Jorden:

Verdensstaten eller et økonomisk og dermed politisk system i ligevægt.

Hvis ikke en af disse muligheder bliver realiseret (det kan tænkes, at de forudsætter hinanden), frygter jeg, at vi snart kommer til at sætte punktum og ikke komma i fortællingen om menneskeheden og Jorden.

Ved en videre refleksion over mørkets, det ondes, dobbeltaspekt, det forhold at det onde dels har en ‘lys’ side, dels en rent sort, tror jeg det ikke forkert at sige, at grundreglen er, at det onde drager og lokker ved dets ‘lyse’ side, mens realiteten er dets rent sorte side.

(Jeg bruger altså her og i det følgende begreberne Lys og mørke i ‘Vandrer mod Lysets’ forstand; dvs ikke som udtryk for dagslys og nattemørke, men som betegnelser for to – hinanden modsatte – urkræfter, godt og ondt)

Fx lokker det onde med magt, men giver afmagt, gør sine bærere til slaver, det lokker med rigdom, men gør fattig, det lokker – fx gennem fanatiske og voldelige revolutioner – med frihed, men trælbinder mennesker, når dagligdagen og virkeligheden indfinder sig, gør mennesker til ufrie slaver, det onde lokker med løfter om evig lykke og opfyldelse af de inderste drømme gennem forelskelse, men af disse umulige drømme vågner mennesker snart brat til en smertefuld virkelighed, når drømmen brister, det onde kan lokke med åndelig fuldendelse, forening med Gud eller kosmos eller ligefrem kosmisk orgasme gennem kundalini, hvor realiteten er et fald og noget nær det tætteste mørket kommer på at udslette vores evige ånd (uden – selvfølgelig – at formå det ) osv osv.

Mørkets dobbeltaspekt og dets lokkende, ‘lyse’ aspekt og sorte realitet kan også helt grundlæggende iagttages med hensyn til sandhed og erkendelse, det være sig religiøse trosretninger eller filosofiske og videnskabelige teorier: Det lover og lokker med ‘sandhed’, men giver løgn; fx forsoningslæren i kristendommen, som det er udviklet i detaljer i Vandrer mod Lyset, eller den islamiske tanke om Koranens ufejlbarlighed og fuldkommenhed, hvilket jeg har forsøgt at vise i skriftet Islam, og den ligeledes islamiske tanke om voldelig jihad som vejen til Paradis’ herligste glæder, hvilket jeg har vist i indlægget En advarsel til alle potentielle selvmordsterrorister.

Dette synes altså grundreglen og lovmæssigheden for det ondes dobbeltaspekt: Det ondes ‘lyse’ side efterligner Lyset, men giver mørke; det lover alt, holder intet, men giver tværtimod det modsatte af det lovede og forjættede.

Dette være tænkt og skrevet ikke for – naturligvis – at dyrke det onde, men for at søge at gennemlyse væsentlige aspekter ved det, så mennesker – også jeg selv – bedre kan vogte sig for det ondes mange faldgruber.

______

Hvis du er interesseret i at læse flere af mine tekster udover denne, og alt det, der ellers ligger frit og gratis tilgængeligt her på siden, så gå ind under fanen Salg af bøger og bestil en af de trykte bøger med uddrag af det bedste fra forfatterskabet. I skrivende stund er to trykte bøger tilgængelige: Én Jord, én menneskehed, én Gud og Sub specie æternitatis (set under evighedens synsvinkel).