• Det relative og det absolutte i erkendelsen

    Aristoteles skriver i Metafysik (M (My), 4), at tilhængere af idélæren, altså den lære, at det mest grundlæggende og primære i verden ikke er de sansbare genstande, men visse ideer bag, der betinger fænomenerne, vi iagttager og søger at erkende, kom til deres anskuelse, idet de lod sig overbevise af Heraklits dynamiske kosmologi, den opfattelse at alting bevæger sig (flyder, strømmer); for derfor overhovedet at kunne vide noget, måtte visse ting stå fast, være konstante, måske evige.

    Dette var – for nogle af de førsokratiske tænkere og for Platon, ideerne eller ideernes verden; fx selve det gode, det sande, det skønne.

    Idelæren rummer blandt andet den tanke, at vi for en given genstand eller størrelse har ét begreb, men mange sansbare ting tilknyttet dette ene begreb, fx begrebet hund. Vi har ét begreb, hund, men mange hunde.

    Hvis vi opfatter dette forhold i termerne begreber-fænomener, så har vi ét begreb, men mange fænomener tilknyttet det ene begreb. Denne lære problematiserer Aristoteles, men det vil jeg lade ligge her. Vi kan ligeledes, uden her at forfølge sporet videre, trække linjer til Middelalderens universaliestrid, det vil sige diskussionen om almenbegrebers ontologiske status.

    Jeg vil i stedet undersøge idelæren, og ud fra den formulere følgende enkle tanke: Det relative er relativt i forhold til noget absolut (konstant, evigt).

    Fx findes der relative bevægelser, men det giver kun mening at tale om relative bevægelser, hvis disse bevægelser er relative i forhold til noget absolut, et givent fast referencepunkt, fx et matematisk koordinatsystem.

    Og der findes konstante naturlove for stoffet (og altså for bevægelse, forandring, rum, kræfter i forbindelse med stoffet), der bevæger sig eller forandrer sig i forhold til noget andet (fx en kemisk bundfældning og dens resultat i forhold til et givent begyndelsespunkt eller -tilstand).

    Vi har også som nævnt faste, konstante begreber og relative fænomener; fx begreberne hund, grøn, slank, hård, men mange tilknyttede fænomener, fx mange hunde, eksempler på grønne ting osv.

    Det ser altså i denne sprogbrug ud til, at begreberne er det absolutte, konstante og unikke, mens fænomenerne er relative (strømmer, flyder; Heraklit), og at naturlovene ligeledes er konstante, mens det, der bevæger sig eller forandres efter disse love, er relativt, fx stof og ved bevægelse af stof (legemer eller partikler, celler osv).

    Hvis vi til dette lægger det, Torben Boas skriver i Tankens arkitektur (2014), om den absolutte og den relative tankefunktion, så er det klart, at det absolutte og det relative ikke kun gælder det vi erkender, men også måden vi erkender på. Erkendelsens genstande og erkendelsen selv er i denne forstand isomorfe eller ækvivalente.

    Vi må dog også her slå et sving forbi Albert Einsteins relativitetsteori, og sige, at det kan godt være, at et givent legeme og en given bevægelse er relativ i forhold til et konstant, absolut referencepunkt, men dette referencepunkt er selv – som mulighed – relativt i forhold til et andet eller andre referencepunkter og så fremdeles. For hvert legeme og hver bevægelse er der uendeligt mange mulige referencepunkter, fx koordinatsystemer.

    Så i forhold til et givent legeme og en given bevægelse er bevægelsen relativ i forhold til et referencepunkt, som selv er relativt i forhold til andre mulige referencepunkter osv.

    Hvis dette forhold også hævdes for ideer og begreber, at også de er relative; fx det levende er relativt i forhold til det døde, det grønne er relativt i forhold til andre farver, det hårde er relativt i forhold til det bløde osv, så skrider erkendelsen igen ud i den apori, som Aristoteles behandler i Metafysik, og så må vi med ham opgive idelæren som redningspunkt for erkendelsen.

    Men erkendelsen reddes først og for alvor, hvis vi antager, at Gud er det absolutte referencepunkt for alt; epistemologisk, ontologisk, eksistentielt og i forhold til rum, tid, stof, kræfter, bevægelse og alle dimensioner (hvoraf nogle formentlig stadig er ukendte for os mennesker).

    I hvert fald siges det i Åbenbaringen, hvormed jeg mener Vandrer mod Lyset, at Gud netop er et sådant universelt centrum og absolut referencepunkt; i værket siges dette i forhold til en angivelse af verdensaltets centrum og vi kan læse visse passager som at Gud også ontologisk er altings betingelse; at alt eksisterende skyldes og betinges af Gud.

    Så vi har altså to muligheder for at få fast grund under fødderne i erkendelsen: Enten at antage ideerne, begreberne som altings inderste væsen og betingelse af alt, det, der ligger bag ved eller ved siden af alle fænomener og sansbare genstande – en position som Aristoteles – så vidt jeg kan se – bestrider og i hvert fald problematiserer, og som jeg også har forsøgt at problematisere i det ovenstående, eller at antage Gud som denne uomgængelige nødvendighed for al erkendelse.

    Hvis vi med Aristoteles afviser idélæren, er der kun Gud tilbage som mulighed: Enten ved vi da intet, og kan intet vide, hvis vi afviser Gud som det absolutte referencepunkt for alt, eller også kan vi faktisk vide noget (men ikke alt), hvis vi med Åbenbaringen antager Gud og Hans eksistens som det for erkendelsen uomgængelige punkt:

    Gud eller intet.

    Hvis ikke vi antager Gud som det ene absolutte referencepunkt, opløser alle erkendelsesteoretiske positioner og al erkendelse sig i relative positioner, der skrider i forhold til hinanden i en slags tankens kortslutning, der tilintetgør al erkendelse og viden. Derfor – er Gud uomgængelig og nødvendig for al erkendelse og videnskab.

  • Mellem alviden og intetviden

    Den vestlige tanke synes delt og spændt op mellem to ekstremer: Intetviden (jf indlægget Sokrates´ ironi og apori) og alviden, (jf de store filosofiske og videnskabelige systembyggere, fx Plotin og Spinoza og dele af den moderne fysik med dens bestræbelse på at skabe en teori om alting.)

    Derudover har vi det kristne paradoks (som også kendes fra Islam): En grundmyte om syndefald, hvis motiv er straffen for at ville være lig Gud på den ene side, og på den anden side at have en helligtekst, Bibelen, der af nogle hævdes at være al sandhed og viden. Hvis den var det, og vi fuldt ud forstod den, ville vi blive lig Gud i alviden, altså det grundmyten advarer imod.

    Hvis nu sandheden ikke er i en af disse ekstremer – menneskelig intetviden eller alviden – men midt imellem (jf indlægget Lyset som balancepunktet mellem mørkets ekstremer og Den radikale skepticisme – den absolutte idealisme (fra Blogger)), idet vi tænker, at lyset som balancepunkt mellem mørkets ekstremer ikke kun gælder fænomenologisk, men også epistemologisk (og etisk; altså universelt), kan vi så tænke og formulere denne mellemposition i adækvat og præcist sprog?

    Fx at vi dog ved noget, men ikke alt? Men hvad betyder dette nærmere og mere konkret? Hvad ved vi, og hvad ved vi ikke? Hvordan kan vi vide, hvis vi kan vide? Er der en principiel begyndelse og grænse for menneskelig viden? Hvor præcis – hvis overhovedet – er lysets mellempunkt mellem intetviden og alviden, hvis disse to yderpositioner, ekstremer, udgøres af mørkeideer, dvs illusioner?

    Dette opfatter jeg som de epistemologiske grundspørgsmål.

    Er tanken om menneskelig alviden intetviden i forklædning? Er der en anden mulighed?

    Lad os først her se på spørgsmålet om selve erkendelsen og viden. Vi kan formulere den enkle tanke: Erkendelse er den proces, der fører til viden.

    Men hvad er så erkendelse egentlig? Her deler synspunkterne sig i filosofihistorien. Nogle – deriblandt John Locke, George Berkeley og David Hume – har hævdet erfaringen og sansningen som erkendelsens grundform eller endda eneste kilde (empirismen). Andre – deriblandt Immanuel Kant, J. G. Fichte og G. W. F. Hegel – har hævdet den rene fornuft som grundformen og eksklusiv kilde (idealismen).

    Vi kan dog sige, at både empirisme og idealisme er ensidig, og måske lider af en grundlæggende brist. Det synes jo, at visse ting kan vi nok kun vide i kraft af sansning og erfaring. Fx kan vi ikke ved nok så megen abstrakt spekulation finde ud af, om det regner i dag, om Solen skinner, om det sner osv. Vi må kigge ud ad vinduet og se, hvordan vejret er.

    Anderledes fx med de matematiske størrelser og logik. Vi kan ikke ved nogen sansning fx få et begreb om matematiske punkter, linjer, flader og logiske regler, love og domme, da ingen af disse har udstrækning og masse. De består ikke af stof, og kan derfor ikke sanses. Og dog giver det ingen mening at sige, at de ikke findes, og at vi ikke kan erkende noget om dem.

    Det synes altså, at vi – for at skabe en rigtig erkendelsesteori – må inddrage både sansning (erfaring) og den rene fornuft (tænkning). Erkendelsen betjener sig af begge dele. 

    Måske skyldes aporien i filosofihistorien netop det ensidige synspunkt, at erkendelse kun enten er sansning eller kommer i stand ved den rene fornuft (tanken); at forvirringen skyldes, at man så at sige bruger den samme skruetrækker til skruer med forskelligt gevind og forskellige skruehoveder: Man forsøger at løse spørgsmålet om erkendelsen af usanselige størrelser med sanserne, og af sanselige størrelser udelukkende med oversanselige erkendemåder (tanke og fornuft), og da ingen af disse bestræbelser (kan) lykkes, tvinges man næsten til at erkende, at vi intet ved og intet kan erkende. Denne formodede intetviden modsvares af sin fænomenologiske tvilling alviden, der dog er lige så illusorisk.

    Bruges derimod (primært, men ikke kun) sanserne til erkendelse af sanselige spørgsmål (fx hvordan vejret er i dag), og oversanselige erkendemidler (tanke, vilje og fornuft) til erkendelse af oversanselige ting (fx erkendelsen af matematiske størrelser og logik), så synes aporien at forsvinde, hvorefter vi kan sige, at vi dog ved noget, men ikke alt; vi har – ved at bruge adækvate erkendemidler – fjernet aporien alvidenhed/intetviden, idet vi forkaster begge yderpositioner:

    Idet vi bruger sanselige erkendemidler på sanselige størrelser (suppleret af tanke, vilje og fornuft, hvormed vi uddrager fx lovene for legemers bevægelse; altså lovene for det, vi sanser), og oversanselige erkendemidler på oversanselige størrelser (suppleret af sansning; fx læsning om logik i fysiske bøger eller digitalt tilgængelig skrift, hvortil vi bruger synet), forsvinder de to illusoriske yderpunkter og ekstremer, og dette synes at være det lysets mellempunkt mellem mørkets to ekstremer, som jeg startede med at efterlyse og omspørge; mellempunktet synes at være syntesen af sansning og tænkning.

  • Godt og ondt

    Lyset er – i Vandrer mod Lysets forstand – det gode, mørket det onde. Men hvorfor egentlig? Hvorfor er lyset godt, og mørket ondt? Det vil jeg her prøve at nedfælde nogle tanker omkring.

    Lyset rummer livet og kærligheden og det stiller os frit. Kærligheden tjener livet og er lysets essens.

    Mørket derimod rummer synden og døden. Synden tjener døden. Mørket tvinger os mod døden, og levner os ingen frihed.

    Men er disse distinktioner nok til at legitimere opfattelsen af lyset som det gode, og mørket som det onde? Vi kan nok se, føle og intuitivt forstå, at det er sådan, men lad os se, om vi ikke kan dykke lidt dybere i spørgsmålet.

    Filosofihistorisk er livets værdi som det gode problematiseret af forskellige tænkere. Fx kender vi fra antik græsk filosofi den tanke, at lykkeligt er det at dø så tidligt som muligt, og lykkeligst slet ikke at blive født.

    En beslægtet tanke finder vi hos Arthur Schopenhauer (med inspiration fra hinduismen; veddaerne og upanishaderne), nemlig at livet er lidelse, og at viljen til livet er overalt; derfor gælder det om – for at undgå livets lidelse – at døde viljen. Her opfattes altså livet som et onde.

    Livet på Jorden er – som vi ved det fra Vandrer mod Lyset – af mørket. Da mørket rummer døden, må alt jordisk liv dø. Det liv vi fører her er altså på en bagvendt måde, som er karakteristisk for mørket, døden. Det er i hvert fald forskelligt fra livet i oversanselig, i lysets forstand. Herved opstår megen forvirring. For da vi i livet på Jorden er underkastet synd og død, er det naturligt, at livet er behæftet med en ikke ringe mængde lidelse, hvorfor også vi almindelige mennesker undertiden kan hilse døden velkommen, og betragte ikke livet, men døden som et gode.

    Livet som det højeste gode, og døden som det værste onde er altså filosofihistorisk og eksistentielt af mange mennesker blevet problematiseret. Billedet er ikke entydigt.

    Vi kan ud fra Vandrer mod Lyset se, at lyset og mørket deler den bestræbelse at ville udslette, eliminere hinanden. Efter Guds emanation vil Han/Hun eliminere mørket, en proces, der stadig er i gang, og som vi mennesker er en del af i det små. Hvis derimod mørket havde vundet den universelle kamp mellem lys og mørke, ville det onde – formentlig – have tilintetgjort, kvalt lyset.

    Vi ved ikke, hvad livet i lysets oversanselige forstand er (åndeligt liv med selvstændig tanke og vilje), og derfor er det måske heller ikke muligt at komme til bunds i spørgsmålet om, hvorfor, hvorfor egentlig lyset er det absolut gode, hvis vi betragter livet som det absolut gode. Måske er det umuligt at bruge livet som argument (og kærligheden, som vi heller ikke kender og ikke kan kende til bunds).

    Vi kan dog nå et tråd dybere ved disse tanker:

    Hvis mørket havde vundet den universelle kamp mellem lys og mørke, så kan vi tænke, at mørket da – måske med rette – af det heraf resulterende guddommelige uhyre ville være blevet betragtet som ”det gode”; måske med rette eftersom livet i et mørkekosmos ville have været ekstremt, uendeligt lidelsesfuldt. Derfor ville den død, som mørket måske til sidst ville have tvunget det guddommelige monster og hans eventuelle skabninger ned i, på en måde være at betragte som noget ”godt”, måske endda det absolut ”gode”, da det samtidig ville have været lidelsernes ophør.

    Omvendt må vi nu i det faktisk eksisterende lyskosmos betragte lyset og livet som det absolut gode, da livet i dette lyskosmos – dybest set (fraregnet de jordiske lidelser) – bringer os glæde, fred, kærlighed og lykke.

    Ud fra disse tanker kan vi betragte lys og mørke i sig selv, som fænomener – som hinanden modsatte urkræfter – som absolutte størrelser, hvorimod betegnelserne ”godt” og ”ondt” er relative i forhold til den universelle kamp og resultatet af den; ”godt” og ”ondt” må – ud fra udgangspunktet, urkosmos – betragtes som betegnelsen for den sejrende magt, hvad enten det var lyset eller mørket, der havde sejret.

    Da det faktisk var lyset, der sejrede – ved Guds emanation – betragter vi – med rette – lyset og med det livet, der bringer os kærlighed, frihed, fred og lykke, som det absolut gode, og mørket og med dét synden og døden som det absolut onde. 

    Måske er det svaret på mine indledende spørgsmål om, hvorfor og med hvilken ret vi betragter lyset som godt og mørket som ondt.

  • Sokrates´ ironi og apori

    Er den vestlige tanke tegnet og overtegnet af den sokratiske ironi og paradoks – det eneste vi ved er, at vi intet ved – død i samme øjeblik den fødtes, et punkt i tænkningen hvorudfra al anden tænkning løber og løber vild, et felt, som ved de mange senere bidrag, toner, klange, overtegninger er blevet en grå, uformelig masse, hvori vi knap kan skimte sandhed og dens mulighed, et overmalet billede, en viden bestående af ikke-viden, et spiger, der holder et blødende sår åbent og som ikke kan læges?

    Vi ved ikke, kan ikke vide efter den sokratiske ironi og apori, men vi vil og må vide; hvordan – om muligt – overvinder vi denne forbandelse, det ondes paradoks?

    Tag de to søjler, der vel kan siges at rage op over al anden tænkning, Aristoteles´ Metafysik og Immanuel Kants Kritik af den rene fornuft, der dels tegner erkendelsens genstande og dels erkendelsen selv, hvorefter tankefeltet er dækket og afdækket.

    Ingen af disse søjler har solidt fundament og sikkert resultat, snarere tværtimod; de indrammer og omrammer en aldrig overvundet uvidenhed, og deres gennemslag runger så dybt, men kun af en tilgrundliggende tomhed, der har rødder tilbage til den sokratiske ironi og apori.

    Billedet er tegnet og overtegnet, sandhed og dens mulighed er overstreget med sort som følsomme oplysninger i klassificerede, offentlige dokumenter.

    Hvordan kommer vi videre? Eller rettere: Hvordan begynder vi? Kan vi genføde eller rettere: førsteføde tanken, hvordan – om muligt – skaber vi den første tanke, en levedygtig tanke, der kan gå ud i verden og opfylde den og mangfoldiggøre sig i andre tanker og gyldig erkendelse?

    Hvad kan vi vide? Hvordan kan vi vide? Dét bør vi vide!

  • Mindbuilding

    1. Den, der har magten til at nedbryde sit sind – det vil sige alle – har også magten til at genrejse det.
    2. Ved langsomt at hæve sig over mørket, bliver det synligt, og derved kan vi værge os mod det.

    Det kan være godt og konstruktivt at søge klarhed over sit indre og sin karaktér, herunder at søge at erkende årsagerne til sine eventuelle problemer og deres forgreninger aktuelt og historisk i ens liv.

    Men hvis ikke erkendelsesprocessen ledsages af træning og praksis, der har som mål at afhjælpe, løse problemerne, bliver helingen mindre komplet.

    Som fx i mit tilfælde: Min mentale anspændthed, der ofte gør mig tavs og indesluttet og forpint, specielt blandt andre mennesker.

    Her er det godt for mig at søge anspændthedens kilder, årsager, og hvordan den er og har været virksom i mit liv; men samtidig må jeg prøve at afhjælpe anspændtheden gennem øvelse, at søge – ved viljen – at afspænde sindet for at gøre mit liv bedre og mig selv mindre forpint.

    Der er altså tale om en – for mig i det mindste – ny måde at bruge tanke-viljen på (for tanke-vilje; se Vandrer mod Lyset), en måde, som kræver praktisk øvelse. Jeg ser, at viljen både kan bruges til at anspænde og til at afspænde sindet. 

    Jeg tror, at der her er en vej mod større fred og lindring af mine lidelser: Herved kan – tænker jeg – styrke og ro løbe til hjerte og bane vej for en vilje til livet og – med tiden, måske – endda livsglæde.

    At indlede og søge at gennemføre en personlig erkendelsesproces med mål i katarsis, renselse, forløsning, uden samtidig øvelse og praksis er som at studere træningsfysiologi og generel teori bag fysisk træning – uden at træne i praksis; dét bliver man ikke stærkere af.

    Eller det er som en læge, der stiller en diagnose uden samtidig at foreskrive en behandling, eller det er som en samfundskritiker, der ser og påpeger et samfundsproblem uden at anvise en mulig løsning; dét bliver vi ikke raske af og samfundet bliver ikke bedre; snarere bliver vi rådløse, perplekse, modløse, handlingslammede – som individer og samfund – ved at se et problem uden samtidig at se en mulig løsning.

    I forbindelse med dette emne: Se også Vandrer mod Lyset om sorgens, angerens, soningens og tilgivelsens betydning for personlighedens (gen-)opbygning.

  • Lyset som balancepunktet mellem mørkets ekstremer

    Hvis mine tanker om mørkets, det ondes, dobbeltaspekt (den tanke, at mørket rummer dels en ”lys” og dels en rent sort side) er rigtige, så kan vi opfatte Lyset som balancepunktet mellem mørkets (to) ekstremer.

    Jeg skal understrege, at jeg her taler om lys og mørke i Vandrer mod Lysets forstand, altså lys og mørke som to fundamentale – hinanden modsatte – urkræfter, energier og former for stof; det vi normalt kalder godt og ondt.

    Vi kan illustrere tanken om Lyset som balancepunkt ved nogle eksempler:

    Vi finder balancepunktet fx i kærligheden (lys) mellem forelskelse og had (som begge er af det onde), i frihed i forhold til tvang (despoti) og anarki, i selvtillid mellem mindreværdsfølelse og storhedsvanvid, i selve livet mellem døden og tankerne om selvets eller egoets udslettelse, som vejen til åndelig oplysning eller fuldkommenhed osv.

    I disse eksempler optræder Lyset som det sunde balancepunkt mellem en ”lys” og en rent sort side af det onde, og det er muligt at give mange flere eksempler, hvis tanken er rigtig og der er tale om et universelt forhold.

    Lyset som balancepunkt mellem mørkets ekstremer kan have inspireret en Buddha og en Aristoteles til tankerne om den gyldne middelvej; dels som vejen til Nirvana, forløsningen, og dels som et ideal for dyden og moralsk godhed.

    Tanken får derudover i min teori en kosmologisk og epistemologisk (og måske også en ontologisk) dimension, og der er i denne teori stof til mange fremtidige betragtninger, undersøgelser og analyser.

  • At være eller ikke at være tre

    Hvis livet er som et marked, så har vi alle sammen, eller bør have – lovpligtigt – en angivelse af ”mindst holdbar til” eller ”bedst før”. Jeg er vel egentlig stadig for ung – eller ikke gammel nok – til sætninger som nu mørkner skoven, det stunder mod aften, eller hvad man nu kan finde på for at betegne livsaftenens dybe melankoli eller evighedens nærhed og forjættelse.

    Livet starter med et skrig, slår over i en march, flammer op i en allegro, og sluttes adagio eller lento. Jeg er 56 år gammel eller ung.

    En af sorgerne i mit liv er, at jeg aldrig har fået børn. Og samtidig er det en af de bedste ting, jeg (ikke) har gjort. Min kone og jeg blev enige om, at vi ikke ville have børn, da vi begge har en alvorlig og potentielt arvelig sindslidelse. Derfor valgte jeg at blive steriliseret. Det er mange år siden. Det er både en sorg og en glæde. Et faktum, et ansigt med to sider. Som livet. Som et menneske.

    Jeg forestiller mig, at der et sted i en anden dimension sidder en ånd, og glædes eller sørger over denne kendsgerning. Glædes over ikke at skulle risikere de voldsomme lidelser, der er forbundet med skizofreni eller maniodepression, sørger over ikke at kunne være lyset i vores mørke liv.

    En søn eller en datter jeg ville elske med hver en fiber og celle i min krop. Men netop fordi jeg elsker ham eller hende, skulle du ikke komme til verden. Til min kone og jeg. Vi ville have elsket dig sådan.

    Hvis vi havde taget chancen, ville det være som at spille russisk roulette med tre skarpe patroner i tromlen. Fifty fifty. Sådan siger videnskaben, og vi ved ikke bedre.

    Jeg håber, du fandt en anden, andre, der kunne elske dig, som vi ville have elsket dig. Jeg ville ikke have båret dig på hænder og fødder, men have lært dig selv at gå. Jeg ville ikke have tænkt for dig, men lært dig at tænke. Jeg ville ikke have levet for dig, men lært dig at leve.

    Sådan kunne det være gået, hvis vi to var blevet til tre. Men det skulle og måtte ikke blive sådan. Risikoen for forlis for os alle tre ville have været for stor. Men hvem du end er, så elsker vi dig. Sådan skal det være, og sådan blev det, sådan er det nu engang.

    (se også At være eller ikke at være én, og At være eller ikke at være to)

  • At være eller ikke at være to

    Det er næppe forkert at sige, at tanken om dualen, tvillingesjælen, den i sandhed eneste ene (se Vandrer mod Lyset) har været formativ for mit liv. Allerede før jeg lærte Vandrer mod Lyset at kende, havde jeg en evne – måske en brist? – til at elske til bunden af min sjæl. Og fordi jeg elskede så dybt, kunne jeg såres så dybt.

    Hvis kærlighedens og smertens dybde er den samme, er kuren da ikke at elske? Men er dét ikke for fattigt og sørgeligt? Er rigdommen ikke netop i det dybe – på godt og ondt?

    For nu snart 35 år siden mødte jeg en kvinde, som jeg troede var min dual. Jeg havde på det tidspunkt læst Vandrer mod Lyset, og kendte derfor begrebet dualen. Jeg elskede hende så dybt, at jeg kunne briste ved det. Og jeg bristede, gik i stykker. For hun forlod mig. Før det hele egentlig kunne begynde.

    Det føltes som åndelig udslettelse. Og måske derfor har jeg det meste af mit liv vandret på livets tynde line mellem dødens dybe afgrunde til begge sider. Jeg vandrer, vakler mellem liv og død.

    Nu er kærlighed måske noget andet, end jeg forestiller mig. Men mig forekommer det, at kærligheden både er den af og til tynde line, vi vandrer på, og afgrundene til begge sider. Det forekommer mig, at kærlighed både er liv og død; at den på en måde er det hele. Alt der findes.

    Er det sådan?

    Det er som om livets og dødens ansigter spejler hinanden i kærligheden. Er det sådan?

    Fordi vi kan elske til døden – eller skulle vi sige: til livet? – kan vi såres til døden? Eller vi kan trodse døden i kærligheden og leve på trods af alt?

    Hvad er sandt? Hvad er sandheden om kærligheden? Hvad tænker du?

    Er livet forgæves og meningsløst, hvis ikke vi af og til røres i det inderste, og derfor også kan såres dér? Og omvendt: Findes der en inderste lykke, hvis vi røres lykkeligt til bunden uden tab?

    Skal vi kende døden for at kende livet? Skal vi kende begge – ikke som en teori eller en abstraktion – men på vores egen krop og ånd som levet liv? Er dét den inderste lykke – at have det hele med? Kan vi kun på dén måde blive hele og helbrede den inderste smerte, livets og dødens?

    Skal vi satse livet og trodse døden for at vinde kærligheden? Skal vi på dén måde virkeliggøre den sandhed, at kærligheden er stærkere end døden: Ved at leve på trods af en smerte, der føles som åndens udslettelse?

    Er dét sandheden om kærligheden, dens virkelige potentiale: At overvinde døden? Skal også vi som hvedekornet i jorden og dø for at bære mangefold frugt, som det hedder om frelseren i evangeliet?

    Er dét sandheden om livet og døden og kærligheden?

    (Dette indlæg læses og forstås bedst sammen med indlægget, At være eller ikke at være én)

  • Fornuft og vold

    I George Orwells Kammerat Napoleon (Animal Farm) er der en nøglescene, hvor dyrene diskuterer og forhandler frem og tilbage om, hvordan de bedst kan indrette det nye samfund efter at de har taget magten fra menneskene på gården, hvor de lever og bor.

    Med pludselig og chokerende vold bryder nogle svin ind i forhandlingerne og afbryder på den måde diskussionen. De øvrige dyr lammes af chok og frygt, og ved voldens intimidering kryber de sammen, krympes indeni, de bøjer nakken af frygt for volden, og de er ude af stand til at fortsætte diskussionen, chokerede, lammede, intimiderede som de er. Svinene har ved vold taget magten.

    Denne scene og hele værket er sigende for forholdet mellem fornuft og vold. Det er to forskellige sprog, to forskellige virkeligheder: Ved fornuften søger vi at opbygge gode samfund, hvor mennesker kan leve i frihed og velstand og tryghed, hvor mennesker kan trives og vokse, ved volden og diktaturet nedbryder vi samfundene og menneskene i dem.

    De voldsparate, demagogerne, tyrannerne, er ikke interesserede i fornuft og gode forhold for mennesker. De taler et andet sprog ud fra en anden virkelighed, og de har andre mål: Deres egen magt og kun dén. Vi kan også kalde det – ikke det fælles bedste – men det fælles værste. Vi misforstår situationen, hvis vi tror, at vi kan argumentere med og mod volden.

    Volden – den fysiske, åndelige og verbale – rykker hele tiden grænserne nedad for, hvor usle mennesker kan være; dette ser vi i dag fx i de eksisterende diktaturer og autokratiske styrer (fx Nordkorea og Rusland), og vi ser det med hensyn til den verbale og åndelige vold fx i den danske udlændingedebat ved chikanen mod og intimideringen af danske muslimer; på samme måde som islamister har kidnappet islam, har danske demagoger kidnappet – og ødelagt – begrebet danske værdier ved at gøre ødelæggelsen af mennesker til mainstream politik (fx ved at tvinge mennesker på såkaldte udrejsecentre).

    De voldsparate samfundsaktører er ikke interesserede i fornuft og den fornuftige opbygning af gode og trygge samfund. De taler voldens og ufornuftens sprog, de er ikke tilgængelige for fornuft og fornuftige argumenter, men bruger vold og intimidering (fx også på sociale medier) netop for at bryde fornuften og freden. De søger ikke fornuften og den fornuftige fred, men krig og vold og konflikt – for egen magts skyld.

    Hvordan beskytter vi os mod volden og barbariet?

    Det gør vi ved lov og ret og klar tale. Ved at stille volden og dens repræsentanter til regnskab for deres handlinger gennem love mod fysisk, åndelig og verbal vold, sådan som det også er tilfældet i dag i de civiliserede samfund; eller rettere: Det, der er tilbage af dem.

    Og vi gør det ved ikke at bøje nakken for volden, ved at turde sige den imod, ved ikke – som dyrene i Orwells roman – at lade os kyse. Ved rank ryg, mod og klar tale.

    Dette tror jeg er det mest effektive – og måske det eneste – våben, vi har mod den vold – den fysiske, åndelige og verbale – der i dag truer hele den civiliserede verden ved diktatorers, demagogers, autokraters og andre aktørers voldsparathed og hadtale.

  • At være eller ikke at være én

    I fald andre skulle kende til livets kældre, og har brug for bud og vidnesbyrd om, at andre også har været dér, i fald det at skabe litteratur dér, hvor bunden bliver synlig gennem det lys, vi kan sætte ind gennem ord og bringe videre til de til døden fortvivlede, i fald dette altså har værdi, vil jeg dele følgende:

    Jeg tænker vel sagtens dagligt på den åndelige og evige udslettelse, den mulighed og den universelle ret, Vandrer mod Lyset siger er gældende for enhver.

    Mit liv er ubærligt, lidelserne uudholdelige. Og det bliver værre og værre efterhånden som tiden går, hvilket der er en egen djævelsk logik i. Jeg søger fred for mine lidelser.

    Men – det gælder i mindre grad det jordiske liv som menneske, og i højere grad det åndelige og evige liv: Fred kan kun den levende føle.

    Hvis jeg virkelig og for alvor bad Gud om udslettelse – ville det ikke være fred, men – ingenting: Ikke fred, men heller ikke lidelse, ikke glæde, men heller ikke sorg, ikke lykke, men heller ikke ulykke – ingenting.

    Jeg ville ikke eksistere. Der ville ikke være noget “jeg” til at føle eller tænke noget som helst.

    Spørgsmålet er: Er det virkelig det, jeg vil? At være eller ikke at være. Dét er spørgsmålet, som Shakespeare skrev.