Repræsentation, intentionalitet og metamentalitet

Repræsentation i filosofisk forstand er den tanke, at det vi erkender om verden og dens objekter er billeder af tingene (repræsentationer), ikke objekterne selv. Dette har en klassisk og måske første formulering hos Kant (Kritik der reinen Vernunft, 1781, 1787) ved tanken om, at vi ikke ser og erkender tingen i sig selv (ding-an-sich) men tingen som den kommer til syne for os (Erscheinung).

Intentionalitet er den tanke, at vores bevidsthed dels kan være rettet mod bestemte genstande (Husserl), dels rettet mod en bestemt mental tilstand, fx den vi er i, når vi retter vores opmærksomhed, bevidsthed, mod bestemte genstande (metamentalitet) (kilder til tanken om repræsentation, intentionalitet og metamentale tilstande: Britannica og Stanford Encyclopedia of Philosophy).

Hvis vi accepterer Vandrer mod Lysets bevidsthedsmodel (bevidstheden som primært bestående af tanke, vilje, følelse, og måske et selvstændigt center for kærligheden (hjertecenteret i åndelegemet; VmL, s. 171-173 om åndelegemets opbygning og udseende)), så kan vi sige, at intentionaliteten og de metamentale tilstande skabes ved viljen, idet tanken ved viljen rettes mod bestemte genstande intentionelt, eller den retter sig ved viljen mod sig selv (eller generelt mod bevidstheden).

Nogle moderne forfattere bestrider dog viljens eksistens eller identificerer den med hjertet (Troels Nørager: Hjertets længsel, 2003).

Hvis vi er i en bestemt mental tilstand, men ikke er bevidst om, at vi er i den, er tilstanden ubevidst. Idet vi retter bevidstheden (tanken) mod den tilstand vi er i og os selv, bliver tilstanden bevidst (selvbevidsthed; selfawareness), og derved bliver altså det ubevidste bevidst.

Hvis tanken om repræsentation og metamentale tilstande er rigtig, betyder det så, at det vi ser eller erkender, når vi betragter os selv og vores mentale tilstande, også er repræsentationer, billeder, og ikke som vi er i os selv eller i ”virkeligheden”, idet der er forskel på det, vi retter opmærksomheden imod (tilstanden), og det, der retter opmærksomheden imod det (os selv, tanken ved viljen)? Det er indtil videre et åbent spørgsmål.

En kritik af tanken om konsekvent intentionalitet kan være, at tanken nok kan være rettet mod bestemte genstande (ved viljen), men den kan også arbejde ufokuseret, urettet, ikke rettet mod noget bestemt, men være i et (roligt) tankeflow (association eller fx ved roligt tankeløb ved indsovning, ved meditation el lign). Tanken er dermed nok altid om noget (tankens indhold), men ikke nødvendigvis rettet mod noget.

En kritik af tanken om de metamentale tilstande kan være, at den set fra en bestemt vinkel havner i noget, der minder om en uendelig regres: Vi kan rette tanken, opmærksomheden, mod os selv, der retter opmærksomheden mod os selv, der igen…osv. Tanken kan således hele tiden ”træde et skridt tilbage” og ud af det, der betragtes (fx os selv), tilsyneladende i det uendelige, hvilket synes en grundfunktion ved tanken.

Vi kan dog også opfatte tankens træden ud af det betragtede (altså fx os selv) med en positiv vinkel; som et udtryk for tankens evige og uudtømmelige udviklingsmuligheder, idet det ubevidste i tidens løb og gradvist bliver bevidst netop ved denne tankens træden ud af sig selv (se ovenstående forklaring af de ubevidste og bevidste mentale tilstande).

Og vi kan forstå de metamentale tilstande, tankens eller bevidsthedens træden ud af sig selv, som en parallel til videnskabelige fremskridt og nybrud eller ligefrem paradigmeskift, idet tanken ”træder ud af” en given teori (eller paradigme), ser dem udefra og fra en ny vinkel, eller anskuer et givent videnskabeligt problem på en helt ny måde i en helt ny ramme, fx inspireret af nye datasæt og observationer.