I tænkningen sondrer man ofte mellem det deskriptive og det normative, mellem ting, som de er, og ting som de bør være. Fx har David Hume forsøgt i A treatise of human nature at give en beskrivelse af, hvordan tænkning, vores ideer, skabes, og i Kritik der praktischen Vernunft har Immanuel Kant givet en begrundet norm for moral og etik.

Hvis der er forskel på, hvordan ting er, og hvordan man mener de bør være, bør man søge at ændre det bestående, i den udstrækning man har eller mener at have indflydelse på det, under forudsætning af, at de midler man bruger for at udligne forskellen, ikke gør ting værre, men bedre, og under den forudsætning at man ikke dermed skader andre (i sig selv en norm for adfærd; ikke nødvendigvis et udtryk for, hvordan ting er, men hvordan jeg mener, de bør være; det modsatte synspunkt kunne være at lade stå til).

Lad os illustrere tanken med nogle eksempler:

Politik er i vid udstrækning kamp om magt (deskriptivt), men bør være en kamp (med fredelige midler, fx argumentets) for at gøre det samfund, man er en del af, rigere og bedre (normativt).

Et andet eksempel: Der er megen krig i verden (deskriptivt), men der bør være fred (normativt).

Eller: Der er megen fattigdom i verden – åndeligt og materielt – (deskriptivt), og det bør der ikke være (normativt).

Eller igen: Der er mange krigsflygtninge i verden (deskriptivt), men ingen bør være tvunget til at flygte fra sit hjem og sit land (normativt).

Med hensyn til de midler man bruger for at udligne forskellen mellem ting, som de er, og ting som de bør være, kan vi sige, at man bør bruge de midler, der i størst muligt omfang udjævner forskellen under forudsætning af, at midlerne ikke i realiteten forstørrer og forstærker forskellen (gør ondt værre), og under forudsætning af (igen) at man ikke dermed skader andre (igen i sig selv en norm for adfærd).

Dette kan opnås ved ikke at ville fordrive ondt med ondt, men med godt.

Eksempler: For at skabe fred i verden bør man ikke starte en krig men søge diplomatiske og fredelige løsninger på politiske stridigheder, og for at afbøde de negative virkninger af had og hadets gerninger bør man ikke selv synke i hadet og udføre dets gerninger, men møde hadet med medfølelse og tilgivelse, det vil sige med kærlighed (medfølelse; idet had skaber lidelse for den, der hader) (dette i sig selv en norm for adfærd).

En god del af menneskelig krig og konflikt starter i spændingsfeltet mellem ting, som de er, og ting, som man mener de bør være, idet man primært ser ting, som de bør være ud fra et snævert, egoistisk synspunkt, og idet man primært søger egen fordel på de andres (eventuelt andre staters) bekostning. Den pris andre betaler for ens egoistiske fordele, slår ofte tilbage på os selv i form af hævn.

Dette ses i sin ekstrem ved tyrannen og tyranniet, hvor et menneske tilraner sig selv og nogle få håndgangne mænd fordele på et helt folks bekostning ved, at et sådant regime – på grund af de manges had og ønsker om at ændre det bestående eller ønsker om hævn – aldrig er politisk stabilt, mens demokratier med frie forfatninger som regel er.

Alt derfor bør man – som norm for adfærd – hvis man ønsker at undgå krig og dens tragiske følger – primært søge det fælles bedste og vel at mærke søge det med fredelige midler. Det er ikke sådan, det er, men det er sådan det bør være.