Tankeskitse

En del af Middelalderens tænkning, måske den væsentligste, havde som bestræbelse og mål at søge at forene tro og viden. Denne bevægelse i tanken findes både i den kristne, vestlige, verden, hvor man søgte at forene græsk tanke, primært Aristoteles´ tænkning, med kristendommen, og den findes – så vidt jeg ved – i den islamiske verden med navne som al Ghazzali, Averröes (ibn Rushd) og Avicenna (ibn Sina).

Måske begyndte Middelalderen i en vis forstand med denne opgave, og sluttede da det endeligt mislykkedes at forene de to, og tro og viden endegyldigt måtte skilles.

Derfra pegede den videre tænkning og kultur mod det sekulære og moderne; det sekulære og moderne menneskes og samfunds splittelse mellem det, vi tror, og det vi ved, splittelsen mellem tro og viden.

Hvis vi i en vis forstand forstår tro som udpræget følelse, og viden som rationalitet, så er det sekulære og moderne menneskes (tragiske) splittelse splittelsen mellem rationalitet og følelse, mellem hjerne og hjerte.

Dette leder – idet vi støtter os til Vandrer mod Lyset – til en måske frugtbar tanke ved betragtningen af åndens grundbestanddele: Åndens hjerne og hjerte (jf også beskrivelsen af åndelegemet, s. 171-173 i Vandrer mod Lyset). Egentlig er der tre bestanddele: Tanke, vilje og følelse, hvor tanke og vilje tilhører hjernen, og følelsen hjertet.

En filosofisk bestræbelse på at forene viden og tro må på dette grundlag (nødvendigt?) slå fejl. For hjerne og hjerte skal – i åndelig forstand – ikke smelte sammen, men afbalanceres. Der er tale om to (eller tre) selvstændige dele, tanke, vilje og hjerte, hvor tanke og vilje ved kulminationen smelter sammen, forenes (Supplement II, no 64), men hvor tanke og vilje på den ene side, og følelsen på den anden ikke gør.

Disse tre dele er gensidigt forbundne, idet tanker kan vække eller skabe følelser, og følelser kan omvendt skabe tanker. Tilsvarende kan følelser inspirere handlinger (ved viljen), og handlinger kan skabe følelser. Sluttelig kan tanker inspirere handlinger, og handlinger kan skabe tanker.

Det er denne trehed, som Peter Kjærulff misforstår eller (bevidst?) fordrejer ved sit begreb om tanke-vilje-handling sammenhængen, eller far-mor-barn balancen (Ringbærerens Dagbog). Treheden er ikke tanke, vilje og handling, men altså tanke, vilje og følelse; overordnet set hjerne og hjerte.

Kjærulff skriver videre, at tanke og vilje ikke skal (kan) smelte sammen, forenes, men blot afbalanceres, hvilket er forkert, hvis udgangspunktet er Vandrer mod Lyset. Tanken og viljen skal faktisk, som nævnt, forenes (ved kulminationen); det er tanken og viljen (fornuften, hjernen) på den ene side, og følelsen (hjertet) på den anden, der skal afbalanceres, men ikke smelte sammen, parallelt til dualparrenes afbalancering (se igen Supplement II, no 64).

Hvordan hjerne og hjerte, fornuft og følelse, kan afbalanceres, kan være opgave for fremtidige undersøgelser.