Provokeret abort og eutanasi er på mange måder hver for sig ømtålelige, følsomme emner, som skaber og rummer stærke følelser; for og imod. Måske fordi de to fænomener rammer og anfægter vores inderste menneskelighed og selve livet.
Derudover er historien fuld af hjerteskærende historier om unge, uønsket gravide kvinder, som ”tvinges” i armene på kvaksalvere, der under risikable forhold ”hjælper” kvinderne; nogle gange med dødelig udgang både for kvinden og for fosteret.
Alligevel er der nogle ting, det er nødvendigt at sige i diskussionen, ting som måske ikke er så populære og ikke gerne høres og forstås:
Med abort og eutanasi anfægtes livet i begge ender af livsspektret: Begyndelsen og enden. Dermed relativeres livet, bort fra dets absolutte værdi og værdighed, hvorved livet bliver billigere og lettere at tage – også for andre. Abort og eutanasi underminerer dermed alles livs absolutte værdi og værdighed.
Af og til fremføres det i diskussionen, at abort er en menneskeret. Men hvis vi tager Menneskerettighedserklæringen, så tilsiger den ethvert menneske retten til liv (artikel 3). Og da livet jo starter ved undfangelsen, starter den universelle menneskeret til liv dér: Abort (og eutanasi) er ikke en menneskeret.
Hvis vi anlægger en religiøs synsvinkel på problemet, og her bygger på Vandrer mod Lyset, så ved vi fra dette værk, at det guddommelige element og lysstrømmen fra Gud tilflyder ethvert menneskefoster ved undfangelsen. Denne lysstrøm brydes ved provokeret abort.
I den anden ende af livsspektret afbrydes lysstrømmen i utide ved eutanasi.
I den religiøse tydning af problemet kan vi også bruge Lejeune-erklæringen, som vi kan fange essensen af og give følgende korte formulering og fortolkning: Menneskelivet er helligt og ukrænkeligt fra undfangelse til naturlig død, dvs en død, der ikke er selvvalgt og som ikke påføres én af andre.
Vi må føje yderligere tanker og vægt til argumentet; ikke for at fordømme mennesker, der i ord eller gerning støtter de to fænomener, abort og eutanasi, men i et oprigtigt forsøg på at hjælpe, hvor hjælp nu er behov:
Vi ved fra Vandrer mod Lyset, at hverken abort eller eutanasi er en virkelig hjælp til lidende og fortvivlede. For abort regnes efter de guddommelige love som drab (se Vandrer mod Lyset generelt og specielt Tillægget til Supplement I og Kristi Tale), hvorved det menneske, der enten får foretaget en provokeret abort eller som støtter disse indgreb i ord eller handling derved får ophobet syndeskyld (karma), og skal i senere liv, inkarnationer, frelse lige så mange menneskeliv, som der tages, og som man er medansvarlig for ved abort (og eutanasi).
Ved eutanasi bringes ydermere de lidelser, man søger at flygte fra eller søger at undgå ved en selvvalgt død med over i den næste verden, hvor disse ved tanken og på et mørkt og ensomt sted igen og igen må gennemlides til den dag og den time er nået, der af Gud Herren er sat som det pågældende menneskes sidste på Jorden (se Supplement II, no 34). Ved eutanasi undgår man altså ikke lidelser, men forstærker dem.
Disse lovmæssigheder og forhold gælder uanset om man tror på dem og anerkender dem eller ej.
Når det nu er sådan, så kan enhver se, at det, der på overfladen ligner omsorg og respekt for eller kærlighed til mennesker i fortvivlede situationer, reelt ikke er det. Ved abort og eutanasi ophobes i dag mægtige mængder af syndeskyld (karma), skyld, som uvægerligt må sones under gengældelsesloven i senere inkarnationer.
Derfor løser man ingen problemer ved denne fremfærd, men skaber mange nye, og derfor bør intet samfund have fri og lovlig adgang til hverken abort eller eutanasi, og intet menneske bør på egen hånd søge disse fortvivlede ”udveje” på ubærlige problemer. Dette sagt, ikke for min eller for Guds skyld, men for menneskers egen, for at de ikke skal berede sig selv nye, værre og ubærlige lidelser.
_
Note: Verdenserklæringen om menneskerettighederne i sin helhed kan downloades som pdf-fil via menneskeret.dk.
Forfatterskabet Højtryk 
Skriv en kommentar