Ved læsning af en artikel på Stanford encyclopedia of Philosophy om kvantetilgange til bevidsthed (Quantum approaches to consciousness) er jeg blevet ledet videre til en artikel på Wikipedia om procesmetafysik, som her modstilles substansmetafysik.
Op gennem historien er disse to tilgange til en verdensforståelse repræsenteret ved tænkere som Heraklit, Henri Bergson og Alfred N. Whitehead (procesmetafysik), og Platon, Aristoteles og Immanuel Kant (substansmetafysik).
De grundlæggende spørgsmål opfatter jeg at være:
Er verden grundlæggende dynamisk eller statisk? Er verden forandring eller evigt uforanderlig? Er vores erkendelse med til at forandre den foranderlige virkelighed, eller ser vi i en vis forstand udefra en evig verden, som er uafhængig af vores erkendelse af den?
Jeg tænker et kompromis mellem de to tilgange, hvilket har sit grundlag i værket Vandrer mod Lyset:
Verden forandrer sig evigt i henhold til og forårsaget af evige – af Gud givne – love for grundlæggende kræfter (lys og mørke) i verden. Da Urtanken og Urviljen kæmpede sig gennem mørket, frem mod Lyset, en kamp der kulminerede og sluttede ved Guds emanation, fremstigen som Personlighed – som Lysets behersker og mørkets besejrer – eksisterede kræfterne, men ikke lovene for dem. Disse love er givet efter Guds emanation, og gør det lettere for os mennesker selv at kæmpe os gennem mørket som et lille ekko af Guds kamp.
Den fysiske virkelighed forandrer sig efter naturlove som gælder for tyngdekraft, stærke og svage kernekræfter og elektromagnetisme, og den psykiske, mentale og åndelige verden forandrer sig i henhold til evige mentale, åndelige love som fx logik, love for association, hukommelse, projektion af indre tilstande på ydre ting, mennesker og forhold osv.
Spørgsmålet er så videre: Om den fysiske verden influerer på den åndelige verden, og omvendt?
Der er næppe tvivl om, at det fysiske influerer på det åndelige. Fx giver smerte i maven også mentalt ubehag, beskuelsen af forskellige landskaber skaber mentale billeder og tilstande via synet osv.
Og der er næppe heller tvivl om, at mentale, åndelige tilstande og fænomener indvirker på det fysiske (selv om epifænomenalister vil benægte det; se artiklen Epiphenomenalism på Stanford encyclopedia of Philosophy), idet jeg fx kan beslutte (i tanken via viljen) at løfte det krus kaffe jeg er ved at drikke til munden og så gøre det, jeg kan beslutte at rejse til Ribe, købe en togbillet dertil og foretage min rejse; alt hvorved jeg (vi) med vores bevidsthed skaber forandringer i den fysiske verden; koppen løftes og jeg drikker, jeg stiger på toget, og flytter derved min fysiske krop osv.
Det, der er foranderligt er altså dels den fysiske verden, dels den åndelige, og de forandres begge gennem evige, uforanderlige love, givet af Gud.
Derfor opfatter jeg verden både som evigt foranderlig (substansen; det fysiske og det åndelige), og som evig og uforanderlig (de evige love; der evigt forandrer verden).
Og den fysiske og den åndelige verden indvirker på hinanden. Der er ikke tale om to principielt adskilte verdener, men to dele af den samme verden og virkelighed, som vi ikke ved erkendelse (neutralt) betragter udefra, men er en del af, og som også vores erkendelse er del af.
Sådan tænker jeg, at forholdet er mellem det evige og det foranderlige.
(Dette indlæg er også bragt på min Facebook profil. Her let bearbejdet)
Forfatterskabet Højtryk 
Skriv en kommentar