Vandrer mod Lysets vigtighed i dag

Er Vandrer mod Lyset i dag et vedkommende og vigtigt budskab? Eller er det ligegyldigt? Hvad har det – om noget – at sige os af betydning?

For mig at se er det så nærværende og vigtigt et budskab som nogensinde. Først og fremmest i værkets radikale lære om tilgivelse.

Tilgivelse, forsoning og forening af menneskeheden i en tid, hvor vi i hvert fald i Vesten synes delte og polariserede som nogensinde.

Tilgivelse, forsoning og forening af os i en tid, hvor vi råder over våben med potentiale til at udslette alt liv på Jorden og tilintetgøre menneskeheden.

Tilgivelse frem for aggression og hævn. Forsoning i stedet for splittelse og polarisering. Forening og et venligt og varmt møde mellem de forskellige kulturer, traditioner og folk, frem for indbyrdes fjendskab og den største hammers politik og magt.

Vandrer mod Lyset lærer, at vi i princippet kan føre aggressionen og historien om vold og uret tilbage til de første mennesker. Derfor kan vi altid hente argumenter for krig og konflikt i historien. Hvis det er det vi vil.

Men er det det? Vandrer mod Lyset lærer videre, at historien om vold og dermed fald kan føres endnu længere tilbage i historien ved at berette om nogle hændelser i den oversanselige verden, der fandt sted før mennesket trådte ind på den jordiske scene; det, der i den kristne religion kaldes syndefaldet.

I den kristne tro har vi myten om faldet, Vandrer mod Lyset beretter om virkeligheden og historien bag myten. Nogle meget højtstående, åndelige personligheder, de ældste, faldt i tidernes morgen for mørket. Og disse ældstes anfører eller leder, Ardor (Satan), stod i spidsen for det forløb, faldet, der ledte til skabelsen af det fysiske og dødelige menneskelegeme med alt hvad det indebar og indebærer af synd, lidelser og død.

Til de ældstes fald – for evigheder siden – kan historien om vold, krig og konflikt føres tilbage. Det er som et spil domino, hvor en brik (Ardor) i tidernes morgen faldt, væltede, og rev alle senere brikker med sig i faldet.

Det er virkeligheden bag syndefaldsmyten og voldens første begyndelse. Et fald der for så vidt stadig er i gang ved krigens og konfliktens stadige hærgen i vores verden; og et fald som vil fortsætte indtil vi griber kernen i Vandrer mod Lyset:

At tilgive ham, Ardor, og de øvrige ældste, for derved at sætte kærlighed og barmhjertighed i stedet for hævn, fordømmelse og vold.

Og dermed er Vandrer mod Lyset så aktuel og vedkommende som nogensinde i dag, hvor vi synes på vej til at udslette os selv gennem militær supermagt og en mulig økologisk og klimamæssig katastrofe, idet tilgivelsen af dem, der bærer hovedansvaret for elendigheden og de katastrofer, der lurer, som måske det eneste kan slukke verdensbranden.

Vi kan derved vælge enten tilgivelse eller fortsat vold, vi kan lade os rive med i faldet som brikker i et globalt spil domino, eller vi kan standse faldet og krigen og forenes i en barmhjertig tilgivelse af de faldne.

Men alt må ske ad frivillighedens vej. Den vej – genvejen – som Gud gennem Vandrer mod Lyset peger på, må vi vandre i frihed. Gud tvinger ingen til at vandre ad sine veje, og tvang løser ingen problemer; den hører det onde til.

For at vejen kan blive i sandhed vores, må vi vandre den frivilligt og i selvstændighed. Ellers er det ikke vores vej. Gud oplyser vejen gennem Vandrer mod Lyset, så vi kan se den, men vi må selv gå den og gå den i frihed. Om det ønskes. Men at gå den er i vores egen interesse – da den netop er en kortere vej, en genvej – til Gud, til freden, til saligheden. En vej mod større fuldkommenhed med færre lidelser og elendighed, en vej til større fred, kærlighed og velsignelse.

Vandrer mod Lyset – og gennem den tilgivelsen af de faldne, de, der vækker strid og fjendskab, også i dag – er måske det eneste, der kan bringe os ud af den sump, vi står i fare for at synke i.

Og dermed er Vandrer mod Lyset et frelsende budskab. Hvis vi tager den til os. Hvis vi modtager den i den ånd den er givet. Hvis vi anerkender den som menneskehed. Det er op til os selv, og op til os hver især.

(Denne artikel er også tilgængelig på min forfatterside på Facebook)