Jeg har netop genlæst Michael Agerskovs redegørelse for det arbejde, kredsen omkring Agerskovs og Lysets magter i samarbejde udførte i begyndelsen af det 20. århundrede, det arbejde som førte til, at Ardor vendte tilbage til Lyset og Gud, og mørkets magt derved for evigt blev brudt, samt at værket Vandrer mod Lyset fremkom i den jordiske verden. Denne Agerskovs redegørelse bærer som måske bekendt titlen Nogle psykiske oplevelser – og deres resultater.

Ved slutningen af redegørelsen, s. 86-87, skriver Michael Agerskov, at den kamp, der gennem årmillioner var udkæmpet mellem Lysets og mørkets magter altså blev kæmpet til sejr til fordel for Lyset.

Men – skriver Agerskov – en sidste kamp ventede endnu dengang først i 1920´erne mellem de af Ardor inkarnerede Ældste og de Yngste, mørkets og Lysets repræsentanter på Jorden. Agerskov slutter optimistisk med at sige, at var kampen kæmpet til sejr for Lyset i den oversanselige verden, så ville sejren i kampen i dens sidste, jordiske, udløber også tilfalde Lysets magter her.

I Vandrer mod Lyset nævnes en tidsfrist for, hvornår de sidste af de af Ardor inkarnerede Ældste ville ”dø” bort fra livet på Jorden. Fristen opgives til mellem ca 50-60 år (s. 302 i Oversigten), hvilket vel må regnes fra den dato og det år, hvor Vandrer mod Lyset blev underskrevet af den af de Yngste, der gav Kommentaren og Oversigten, Leo, eller med hans navn fra hans seneste inkarnation, R. Malling-Hansen, hvilket vil sige maj 1916.

Hvis vi forstår fristen ret, må det da give et tidsrum mellem 1966-76. Jeg tænker mig, at man fra oversanselig side her har givet yderpunkterne for det tidspunkt, hvor den eller de sidste af Ardor inkarnerede Ældste ville dø; det vil sige tidligst i 1966 og senest i 1976. Jeg tænker mig – igen i en personlig tolkning – at det har været umuligt at give en eksakt dato og år for denne begivenhed, da de Ældste jo blev inkarneret under mørkets ledelse, og da mørket er en kaoskraft. Det har derfor måske været umuligt for Lysets magter eksakt at vide, hvornår dette nybrud ville ske.

Men hvis det er rigtigt, at fristen blev opgivet med sine yderpunkter, så må vi altså regne nybruddet indtruffet mellem 1966 og 1976. Det betyder, at vi nu (2023) i små 50 år har levet uden den direkte trussel fra mørkets magter. 

Men der er endnu et forhold vi må tage med i betragtning: Nemlig Ardors æteroptegnelser, som angiveligt blev udtænkt for mange hundreder år frem i tiden, regnet fra 1912, hvor Ardor vendte tilbage til Gud.

De sidst udtænkte æteroptegnelser kan senest være blevet til i marts 1912 (Ardor vendte tilbage d. 3. marts 1912), hvorfor vi nu må regne med, at der er gået godt 100 år fra disse sidste optegnelser blev til. Efter opgivelsen i Vandrer mod Lyset kan vi altså forstå, at vi endnu i nogle hundreder år frem er truet af æteroptegnelserne.

I den perioder der er gået fra Ardor vendte tilbage – altså de godt 100 år – har vi oplevet to verdenskrige og en kold krig, der flere gange truede med at blive varm. Vi har oplevet det frygtelige terroranslag mod USA d. 11. september 2001, krigene på Balkan, i Somalia, borgerkrigen i Syrien og hele det arabiske forår eller tøbrud, der igen frøs til vinter i vold og krig, og mange mange andre krige, konflikter, vold, nød og elendighed, hvoraf en del sikkert må regnes for udløst gennem menneskers vilje, men med baggrund i æteroptegnelserne.

Vi er stadig truede (ex krigen i Ukraine og hvad den måske kan føre til af katastrofer på verdensplan), men det er en kendsgerning, at hverken de af Ardor inkarnerede Ældste eller æteroptegnelserne har formået at gøre Jorden ubeboelig for mennesker, intet mørke og ingen trusler har endnu ført til menneskehedens udslettelse.

Derfor kan vi tilslutte os Michael Agerskovs optimisme, om end vi må tage meget vare på og vogte os for de – ukendte – trusler, der endnu måtte ligge i æteroptegnelsernes mørke. Særligt verdens ledere, statsoverhoveder, lovgivere og politikere må være meget varsomme i deres færd, og være meget opmærksomme på og villige til at søge fredens smalle, vanskelige stier, og ikke begive sig ud i krigens brede vej til død, lidelser og elendighed, de må være meget lydhøre overfor den indre stemme, der taler også til dem – samvittigheden – og altid – særligt når det spidser til, som det gør nu i Ukraine og flere andre steder – være villige til at følge den. Verdens fremtid afhænger af det.

Som det opgives i Vandrer mod Lyset, så var netop de sidst udtænkte æteroptegnelser de værste, og de blev til i Ardors angst og rædsel for, at Lyset endeligt skulle sejre over ham og i et forsøg på at forhale denne Lysets sejr. Han har siden bittert fortrudt og angret også disse forsyndelser.

Og her er vi ved noget andet centralt og påtrængende for vores tid. Det er sandt, at mørkets magt er brudt, Ardor er vendt tilbage til Gud, og endnu har ingen æteroptegnelse gjort Jorden ubeboelig for mennesker. Men æteroptegnelserne er stadig aktive og udgør en trussel, men ethvert menneske kan – parallelt til politikernes rolle – øve sin betydelige indsats for at de frygtelige optegnelser ikke skal ødelægge vores verden – ved at tilgive ham, Ardor, der på så mange måder har syndet imod os alle. Hvis vi tilgiver ham, vil det mørke, der binder os til de forbandelser han har udslynget mod os briste, og da vil også truslerne fra æteroptegnelserne blive mindre, og mange katastrofer kan da sikkert undgås eller dog mildnes. Dette påhviler os alle – i fald vi formår at lide med den lidende og tilgive den angrende.

Der er altså mange ting, vi hver især kan gøre for at skabe en bedre og mere fredelig verden. Vi kan skabe den gennem lydhørhed overfor vores samvittighed, og ved at tilgive den dybest faldne, nu dybt angrende, Ardor (Satan). Og vi kan gøre det på mange andre måder og ad mange andre veje, hvilket et selvstudium af Vandrer mod Lyset kan anvise den enkelte, alt efter hvilken stilling vi indtager i det jordiske liv, og hvem vi er (se Kristi Tale i Vandrer mod Lyset).

Ansvaret for at skabe den bedre verden og for at verden i det hele taget består, er vores. Gennem Vandrer mod Lyset viser Gud os vejen, genvejen. Denne vej bør vi følge. Vi kan ikke længere sige at vi ikke kender den. Vi kender den, eller har mulighed for at lære den at kende. Ansvaret er vores. Lad os løfte det sammen.