• Godt og ondt

    Lyset er – i Vandrer mod Lysets forstand – det gode, mørket det onde. Men hvorfor egentlig? Hvorfor er lyset godt, og mørket ondt? Det vil jeg her prøve at nedfælde nogle tanker omkring.

    Lyset rummer livet og kærligheden og det stiller os frit. Kærligheden tjener livet og er lysets essens.

    Mørket derimod rummer synden og døden. Synden tjener døden. Mørket tvinger os mod døden, og levner os ingen frihed.

    Men er disse distinktioner nok til at legitimere opfattelsen af lyset som det gode, og mørket som det onde? Vi kan nok se, føle og intuitivt forstå, at det er sådan, men lad os se, om vi ikke kan dykke lidt dybere i spørgsmålet.

    Filosofihistorisk er livets værdi som det gode problematiseret af forskellige tænkere. Fx kender vi fra antik græsk filosofi den tanke, at lykkeligt er det at dø så tidligt som muligt, og lykkeligst slet ikke at blive født.

    En beslægtet tanke finder vi hos Arthur Schopenhauer (med inspiration fra hinduismen; veddaerne og upanishaderne), nemlig at livet er lidelse, og at viljen til livet er overalt; derfor gælder det om – for at undgå livets lidelse – at døde viljen. Her opfattes altså livet som et onde.

    Livet på Jorden er – som vi ved det fra Vandrer mod Lyset – af mørket. Da mørket rummer døden, må alt jordisk liv dø. Det liv vi fører her er altså på en bagvendt måde, som er karakteristisk for mørket, døden. Det er i hvert fald forskelligt fra livet i oversanselig, i lysets forstand. Herved opstår megen forvirring. For da vi i livet på Jorden er underkastet synd og død, er det naturligt, at livet er behæftet med en ikke ringe mængde lidelse, hvorfor også vi almindelige mennesker undertiden kan hilse døden velkommen, og betragte ikke livet, men døden som et gode.

    Livet som det højeste gode, og døden som det værste onde er altså filosofihistorisk og eksistentielt af mange mennesker blevet problematiseret. Billedet er ikke entydigt.

    Vi kan ud fra Vandrer mod Lyset se, at lyset og mørket deler den bestræbelse at ville udslette, eliminere hinanden. Efter Guds emanation vil Han/Hun eliminere mørket, en proces, der stadig er i gang, og som vi mennesker er en del af i det små. Hvis derimod mørket havde vundet den universelle kamp mellem lys og mørke, ville det onde – formentlig – have tilintetgjort, kvalt lyset.

    Vi ved ikke, hvad livet i lysets oversanselige forstand er (åndeligt liv med selvstændig tanke og vilje), og derfor er det måske heller ikke muligt at komme til bunds i spørgsmålet om, hvorfor, hvorfor egentlig lyset er det absolut gode, hvis vi betragter livet som det absolut gode. Måske er det umuligt at bruge livet som argument (og kærligheden, som vi heller ikke kender og ikke kan kende til bunds).

    Vi kan dog nå et tråd dybere ved disse tanker:

    Hvis mørket havde vundet den universelle kamp mellem lys og mørke, så kan vi tænke, at mørket da – måske med rette – af det heraf resulterende guddommelige uhyre ville være blevet betragtet som ”det gode”; måske med rette eftersom livet i et mørkekosmos ville have været ekstremt, uendeligt lidelsesfuldt. Derfor ville den død, som mørket måske til sidst ville have tvunget det guddommelige monster og hans eventuelle skabninger ned i, på en måde være at betragte som noget ”godt”, måske endda det absolut ”gode”, da det samtidig ville have været lidelsernes ophør.

    Omvendt må vi nu i det faktisk eksisterende lyskosmos betragte lyset og livet som det absolut gode, da livet i dette lyskosmos – dybest set (fraregnet de jordiske lidelser) – bringer os glæde, fred, kærlighed og lykke.

    Ud fra disse tanker kan vi betragte lys og mørke i sig selv, som fænomener – som hinanden modsatte urkræfter – som absolutte størrelser, hvorimod betegnelserne ”godt” og ”ondt” er relative i forhold til den universelle kamp og resultatet af den; ”godt” og ”ondt” må – ud fra udgangspunktet, urkosmos – betragtes som betegnelsen for den sejrende magt, hvad enten det var lyset eller mørket, der havde sejret.

    Da det faktisk var lyset, der sejrede – ved Guds emanation – betragter vi – med rette – lyset og med det livet, der bringer os kærlighed, frihed, fred og lykke, som det absolut gode, og mørket og med dét synden og døden som det absolut onde. 

    Måske er det svaret på mine indledende spørgsmål om, hvorfor og med hvilken ret vi betragter lyset som godt og mørket som ondt.

  • Sokrates´ ironi og apori

    Er den vestlige tanke tegnet og overtegnet af den sokratiske ironi og paradoks – det eneste vi ved er, at vi intet ved – død i samme øjeblik den fødtes, et punkt i tænkningen hvorudfra al anden tænkning løber og løber vild, et felt, som ved de mange senere bidrag, toner, klange, overtegninger er blevet en grå, uformelig masse, hvori vi knap kan skimte sandhed og dens mulighed, et overmalet billede, en viden bestående af ikke-viden, et spiger, der holder et blødende sår åbent og som ikke kan læges?

    Vi ved ikke, kan ikke vide efter den sokratiske ironi og apori, men vi vil og må vide; hvordan – om muligt – overvinder vi denne forbandelse, det ondes paradoks?

    Tag de to søjler, der vel kan siges at rage op over al anden tænkning, Aristoteles´ Metafysik og Immanuel Kants Kritik af den rene fornuft, der dels tegner erkendelsens genstande og dels erkendelsen selv, hvorefter tankefeltet er dækket og afdækket.

    Ingen af disse søjler har solidt fundament og sikkert resultat, snarere tværtimod; de indrammer og omrammer en aldrig overvundet uvidenhed, og deres gennemslag runger så dybt, men kun af en tilgrundliggende tomhed, der har rødder tilbage til den sokratiske ironi og apori.

    Billedet er tegnet og overtegnet, sandhed og dens mulighed er overstreget med sort som følsomme oplysninger i klassificerede, offentlige dokumenter.

    Hvordan kommer vi videre? Eller rettere: Hvordan begynder vi? Kan vi genføde eller rettere: førsteføde tanken, hvordan – om muligt – skaber vi den første tanke, en levedygtig tanke, der kan gå ud i verden og opfylde den og mangfoldiggøre sig i andre tanker og gyldig erkendelse?

    Hvad kan vi vide? Hvordan kan vi vide? Dét bør vi vide!

  • Mindbuilding

    1. Den, der har magten til at nedbryde sit sind – det vil sige alle – har også magten til at genrejse det.
    2. Ved langsomt at hæve sig over mørket, bliver det synligt, og derved kan vi værge os mod det.

    Det kan være godt og konstruktivt at søge klarhed over sit indre og sin karaktér, herunder at søge at erkende årsagerne til sine eventuelle problemer og deres forgreninger aktuelt og historisk i ens liv.

    Men hvis ikke erkendelsesprocessen ledsages af træning og praksis, der har som mål at afhjælpe, løse problemerne, bliver helingen mindre komplet.

    Som fx i mit tilfælde: Min mentale anspændthed, der ofte gør mig tavs og indesluttet og forpint, specielt blandt andre mennesker.

    Her er det godt for mig at søge anspændthedens kilder, årsager, og hvordan den er og har været virksom i mit liv; men samtidig må jeg prøve at afhjælpe anspændtheden gennem øvelse, at søge – ved viljen – at afspænde sindet for at gøre mit liv bedre og mig selv mindre forpint.

    Der er altså tale om en – for mig i det mindste – ny måde at bruge tanke-viljen på (for tanke-vilje; se Vandrer mod Lyset), en måde, som kræver praktisk øvelse. Jeg ser, at viljen både kan bruges til at anspænde og til at afspænde sindet. 

    Jeg tror, at der her er en vej mod større fred og lindring af mine lidelser: Herved kan – tænker jeg – styrke og ro løbe til hjerte og bane vej for en vilje til livet og – med tiden, måske – endda livsglæde.

    At indlede og søge at gennemføre en personlig erkendelsesproces med mål i katarsis, renselse, forløsning, uden samtidig øvelse og praksis er som at studere træningsfysiologi og generel teori bag fysisk træning – uden at træne i praksis; dét bliver man ikke stærkere af.

    Eller det er som en læge, der stiller en diagnose uden samtidig at foreskrive en behandling, eller det er som en samfundskritiker, der ser og påpeger et samfundsproblem uden at anvise en mulig løsning; dét bliver vi ikke raske af og samfundet bliver ikke bedre; snarere bliver vi rådløse, perplekse, modløse, handlingslammede – som individer og samfund – ved at se et problem uden samtidig at se en mulig løsning.

    I forbindelse med dette emne: Se også Vandrer mod Lyset om sorgens, angerens, soningens og tilgivelsens betydning for personlighedens (gen-)opbygning.

  • Lyset som balancepunktet mellem mørkets ekstremer

    Hvis mine tanker om mørkets, det ondes, dobbeltaspekt (den tanke, at mørket rummer dels en ”lys” og dels en rent sort side) er rigtige, så kan vi opfatte Lyset som balancepunktet mellem mørkets (to) ekstremer.

    Jeg skal understrege, at jeg her taler om lys og mørke i Vandrer mod Lysets forstand, altså lys og mørke som to fundamentale – hinanden modsatte – urkræfter, energier og former for stof; det vi normalt kalder godt og ondt.

    Vi kan illustrere tanken om Lyset som balancepunkt ved nogle eksempler:

    Vi finder balancepunktet fx i kærligheden (lys) mellem forelskelse og had (som begge er af det onde), i frihed i forhold til tvang (despoti) og anarki, i selvtillid mellem mindreværdsfølelse og storhedsvanvid, i selve livet mellem døden og tankerne om selvets eller egoets udslettelse, som vejen til åndelig oplysning eller fuldkommenhed osv.

    I disse eksempler optræder Lyset som det sunde balancepunkt mellem en ”lys” og en rent sort side af det onde, og det er muligt at give mange flere eksempler, hvis tanken er rigtig og der er tale om et universelt forhold.

    Lyset som balancepunkt mellem mørkets ekstremer kan have inspireret en Buddha og en Aristoteles til tankerne om den gyldne middelvej; dels som vejen til Nirvana, forløsningen, og dels som et ideal for dyden og moralsk godhed.

    Tanken får derudover i min teori en kosmologisk og epistemologisk (og måske også en ontologisk) dimension, og der er i denne teori stof til mange fremtidige betragtninger, undersøgelser og analyser.

  • At være eller ikke at være tre

    Hvis livet er som et marked, så har vi alle sammen, eller bør have – lovpligtigt – en angivelse af ”mindst holdbar til” eller ”bedst før”. Jeg er vel egentlig stadig for ung – eller ikke gammel nok – til sætninger som nu mørkner skoven, det stunder mod aften, eller hvad man nu kan finde på for at betegne livsaftenens dybe melankoli eller evighedens nærhed og forjættelse.

    Livet starter med et skrig, slår over i en march, flammer op i en allegro, og sluttes adagio eller lento. Jeg er 56 år gammel eller ung.

    En af sorgerne i mit liv er, at jeg aldrig har fået børn. Og samtidig er det en af de bedste ting, jeg (ikke) har gjort. Min kone og jeg blev enige om, at vi ikke ville have børn, da vi begge har en alvorlig og potentielt arvelig sindslidelse. Derfor valgte jeg at blive steriliseret. Det er mange år siden. Det er både en sorg og en glæde. Et faktum, et ansigt med to sider. Som livet. Som et menneske.

    Jeg forestiller mig, at der et sted i en anden dimension sidder en ånd, og glædes eller sørger over denne kendsgerning. Glædes over ikke at skulle risikere de voldsomme lidelser, der er forbundet med skizofreni eller maniodepression, sørger over ikke at kunne være lyset i vores mørke liv.

    En søn eller en datter jeg ville elske med hver en fiber og celle i min krop. Men netop fordi jeg elsker ham eller hende, skulle du ikke komme til verden. Til min kone og jeg. Vi ville have elsket dig sådan.

    Hvis vi havde taget chancen, ville det være som at spille russisk roulette med tre skarpe patroner i tromlen. Fifty fifty. Sådan siger videnskaben, og vi ved ikke bedre.

    Jeg håber, du fandt en anden, andre, der kunne elske dig, som vi ville have elsket dig. Jeg ville ikke have båret dig på hænder og fødder, men have lært dig selv at gå. Jeg ville ikke have tænkt for dig, men lært dig at tænke. Jeg ville ikke have levet for dig, men lært dig at leve.

    Sådan kunne det være gået, hvis vi to var blevet til tre. Men det skulle og måtte ikke blive sådan. Risikoen for forlis for os alle tre ville have været for stor. Men hvem du end er, så elsker vi dig. Sådan skal det være, og sådan blev det, sådan er det nu engang.

    (se også At være eller ikke at være én, og At være eller ikke at være to)

  • At være eller ikke at være to

    Det er næppe forkert at sige, at tanken om dualen, tvillingesjælen, den i sandhed eneste ene (se Vandrer mod Lyset) har været formativ for mit liv. Allerede før jeg lærte Vandrer mod Lyset at kende, havde jeg en evne – måske en brist? – til at elske til bunden af min sjæl. Og fordi jeg elskede så dybt, kunne jeg såres så dybt.

    Hvis kærlighedens og smertens dybde er den samme, er kuren da ikke at elske? Men er dét ikke for fattigt og sørgeligt? Er rigdommen ikke netop i det dybe – på godt og ondt?

    For nu snart 35 år siden mødte jeg en kvinde, som jeg troede var min dual. Jeg havde på det tidspunkt læst Vandrer mod Lyset, og kendte derfor begrebet dualen. Jeg elskede hende så dybt, at jeg kunne briste ved det. Og jeg bristede, gik i stykker. For hun forlod mig. Før det hele egentlig kunne begynde.

    Det føltes som åndelig udslettelse. Og måske derfor har jeg det meste af mit liv vandret på livets tynde line mellem dødens dybe afgrunde til begge sider. Jeg vandrer, vakler mellem liv og død.

    Nu er kærlighed måske noget andet, end jeg forestiller mig. Men mig forekommer det, at kærligheden både er den af og til tynde line, vi vandrer på, og afgrundene til begge sider. Det forekommer mig, at kærlighed både er liv og død; at den på en måde er det hele. Alt der findes.

    Er det sådan?

    Det er som om livets og dødens ansigter spejler hinanden i kærligheden. Er det sådan?

    Fordi vi kan elske til døden – eller skulle vi sige: til livet? – kan vi såres til døden? Eller vi kan trodse døden i kærligheden og leve på trods af alt?

    Hvad er sandt? Hvad er sandheden om kærligheden? Hvad tænker du?

    Er livet forgæves og meningsløst, hvis ikke vi af og til røres i det inderste, og derfor også kan såres dér? Og omvendt: Findes der en inderste lykke, hvis vi røres lykkeligt til bunden uden tab?

    Skal vi kende døden for at kende livet? Skal vi kende begge – ikke som en teori eller en abstraktion – men på vores egen krop og ånd som levet liv? Er dét den inderste lykke – at have det hele med? Kan vi kun på dén måde blive hele og helbrede den inderste smerte, livets og dødens?

    Skal vi satse livet og trodse døden for at vinde kærligheden? Skal vi på dén måde virkeliggøre den sandhed, at kærligheden er stærkere end døden: Ved at leve på trods af en smerte, der føles som åndens udslettelse?

    Er dét sandheden om kærligheden, dens virkelige potentiale: At overvinde døden? Skal også vi som hvedekornet i jorden og dø for at bære mangefold frugt, som det hedder om frelseren i evangeliet?

    Er dét sandheden om livet og døden og kærligheden?

    (Dette indlæg læses og forstås bedst sammen med indlægget, At være eller ikke at være én)

  • Fornuft og vold

    I George Orwells Kammerat Napoleon (Animal Farm) er der en nøglescene, hvor dyrene diskuterer og forhandler frem og tilbage om, hvordan de bedst kan indrette det nye samfund efter at de har taget magten fra menneskene på gården, hvor de lever og bor.

    Med pludselig og chokerende vold bryder nogle svin ind i forhandlingerne og afbryder på den måde diskussionen. De øvrige dyr lammes af chok og frygt, og ved voldens intimidering kryber de sammen, krympes indeni, de bøjer nakken af frygt for volden, og de er ude af stand til at fortsætte diskussionen, chokerede, lammede, intimiderede som de er. Svinene har ved vold taget magten.

    Denne scene og hele værket er sigende for forholdet mellem fornuft og vold. Det er to forskellige sprog, to forskellige virkeligheder: Ved fornuften søger vi at opbygge gode samfund, hvor mennesker kan leve i frihed og velstand og tryghed, hvor mennesker kan trives og vokse, ved volden og diktaturet nedbryder vi samfundene og menneskene i dem.

    De voldsparate, demagogerne, tyrannerne, er ikke interesserede i fornuft og gode forhold for mennesker. De taler et andet sprog ud fra en anden virkelighed, og de har andre mål: Deres egen magt og kun dén. Vi kan også kalde det – ikke det fælles bedste – men det fælles værste. Vi misforstår situationen, hvis vi tror, at vi kan argumentere med og mod volden.

    Volden – den fysiske, åndelige og verbale – rykker hele tiden grænserne nedad for, hvor usle mennesker kan være; dette ser vi i dag fx i de eksisterende diktaturer og autokratiske styrer (fx Nordkorea og Rusland), og vi ser det med hensyn til den verbale og åndelige vold fx i den danske udlændingedebat ved chikanen mod og intimideringen af danske muslimer; på samme måde som islamister har kidnappet islam, har danske demagoger kidnappet – og ødelagt – begrebet danske værdier ved at gøre ødelæggelsen af mennesker til mainstream politik (fx ved at tvinge mennesker på såkaldte udrejsecentre).

    De voldsparate samfundsaktører er ikke interesserede i fornuft og den fornuftige opbygning af gode og trygge samfund. De taler voldens og ufornuftens sprog, de er ikke tilgængelige for fornuft og fornuftige argumenter, men bruger vold og intimidering (fx også på sociale medier) netop for at bryde fornuften og freden. De søger ikke fornuften og den fornuftige fred, men krig og vold og konflikt – for egen magts skyld.

    Hvordan beskytter vi os mod volden og barbariet?

    Det gør vi ved lov og ret og klar tale. Ved at stille volden og dens repræsentanter til regnskab for deres handlinger gennem love mod fysisk, åndelig og verbal vold, sådan som det også er tilfældet i dag i de civiliserede samfund; eller rettere: Det, der er tilbage af dem.

    Og vi gør det ved ikke at bøje nakken for volden, ved at turde sige den imod, ved ikke – som dyrene i Orwells roman – at lade os kyse. Ved rank ryg, mod og klar tale.

    Dette tror jeg er det mest effektive – og måske det eneste – våben, vi har mod den vold – den fysiske, åndelige og verbale – der i dag truer hele den civiliserede verden ved diktatorers, demagogers, autokraters og andre aktørers voldsparathed og hadtale.

  • At være eller ikke at være én

    I fald andre skulle kende til livets kældre, og har brug for bud og vidnesbyrd om, at andre også har været dér, i fald det at skabe litteratur dér, hvor bunden bliver synlig gennem det lys, vi kan sætte ind gennem ord og bringe videre til de til døden fortvivlede, i fald dette altså har værdi, vil jeg dele følgende:

    Jeg tænker vel sagtens dagligt på den åndelige og evige udslettelse, den mulighed og den universelle ret, Vandrer mod Lyset siger er gældende for enhver.

    Mit liv er ubærligt, lidelserne uudholdelige. Og det bliver værre og værre efterhånden som tiden går, hvilket der er en egen djævelsk logik i. Jeg søger fred for mine lidelser.

    Men – det gælder i mindre grad det jordiske liv som menneske, og i højere grad det åndelige og evige liv: Fred kan kun den levende føle.

    Hvis jeg virkelig og for alvor bad Gud om udslettelse – ville det ikke være fred, men – ingenting: Ikke fred, men heller ikke lidelse, ikke glæde, men heller ikke sorg, ikke lykke, men heller ikke ulykke – ingenting.

    Jeg ville ikke eksistere. Der ville ikke være noget “jeg” til at føle eller tænke noget som helst.

    Spørgsmålet er: Er det virkelig det, jeg vil? At være eller ikke at være. Dét er spørgsmålet, som Shakespeare skrev.

  • Ringen som lysets og mørkets arketype

    Arketyper er i platonisk filosofi et udtryk for de ideer (ikke-materielle forbilleder), der ligger til grund for sanseverdenen; i C. G. Jungs psykologi er arketype term for medfødte, ubevidste psykiske strukturer, der vedrører universelt menneskelige livserfaringer, som fx fødsel, ægteskab og moderskab.

    Jeg vil her bruge betegnelsen arketype for den universelle form, jeg mener kan hævdes for hhv lyset og mørket, nemlig ringen; for mørkets vedkommende derudover som slangen, der som en ringstruktur bider sig selv i halen. Et andet begreb, der kan hævdes for mørkets, det ondes, arketype er en mental eller åndelig kortslutning.

    Hvis betegnelsen ringen som arketype giver mening som universel betegnelse for hhv lyset og mørket, er det klart, at de store ringmyter, hvoraf jeg kender to, nemlig Richard Wagners Der Ring des Nibelungen (Nibelungens ring) og J. R. R. Tolkiens Lord of the Rings (Ringenes Herre), kan lede tankerne hen på en universel kamp mellem gode og onde magter om en bestemt Herskerring, der skulle kunne gøre sin ejer eller mester til ”Jordens herre” eller give ham eller hende universel (al-)magt; en bestræbelse, som gode magter altid har forsøgt at modvirke og bremse.

    Men det er også klart, at denne universelle forståelse er misvisende, hvis ringen simpelthen er en arketype; hvis med andre ord ringen som begreb ikke kun henviser til en mørkets ”herskerring” og kampen om den, men gælder i videre forstand for alt lys og mørke.

    Jeg skal her prøve nærmere at forklare, hvad jeg mener.

    Af Vandrer mod Lyset lærer vi, at lys og mørke har hver to poler. Både lys og mørke polariseres gennem tanke og handling; eller med andre ord: Hvis vi forstår lysets og mørkets arketype som ringen, så dannes der hele tiden ringe – på godt og ondt – gennem vores tanker og handlinger. Ved at danne lysringe, ved at polarisere lyset, opbygger vi vores personlighed, ved at danne mørkeringe, ved at polarisere denne urkraft (når vi handler mod vores samvittighed), nedbryder vi den.

    Der findes altså ikke kun én (mørke-)ring, som alverden kæmper om, men ringene dannes hele tiden, idet vi med vores tanker og handlinger polariserer lys og mørke.

    Lysets og mørkets ringe er grundforskellige: Ved lysets ringe (polarisering) får vi det, vi ønsker og som er gavnligt, ved mørkets ringe eller polarisering får vi det modsatte af, hvad vi ønsker, frygter eller begærer. Dette hænger sammen med karmaloven, og jeg vil illustrere det med et par eksempler:

    Ved kærligheden, ved at elske, får vi kærlighed, elskes vi – idet vi høster hvad vi sår; idet det, vi sender ud kommer tilbage, som moderne sprogbrug og talemåde vil have det. 

    Ved kærlighedens modsætning, forelskelsen, derimod – afskæres vi fra kærligheden, som vi ønsker og drømmer om. At forelskelse er kærlighedens modsætning i mørket, har jeg tidligere ved flere lejligheder forsøgt at argumentere for. Forelskelsen er således den ”lyse” side af hadet, kærlighedens egentlige modsætning (jf tankerne om mørkets dobbeltaspekt; at det onde både rummer en ”lys” side, der efterligner lyset, og en rent sort side; dét og så tankerne om mørkets polspænding).

    Ved kærlige tanker og handlinger polariserer vi således lyset i positive ringstrukturer; ringstrukturer her forstået som psykiske og åndelige fænomener, der forstærker sig selv, idet kærlighed avler mere kærlighed.

    Hvorimod ved forelskelsen skaber vi negative ringstrukturer, forstået som psykiske fænomener, der afskærer os i en energimæssig kortslutning fra kærligheden, som vi ønsker eller tror vi får; en selvforstærkende kortslutning, hvor mørke avler mere mørke, hvilket konkret kan konstateres af individet, idet forelskelse kan skrues op til egentlig ekstase, hvor den sande kærlighed giver ro.

    Ved begrebet og fænomenet magt er forholdet parallelt: Hvis vi ønsker magt gennem kærlighed for at gøre andre og os selv godt, så er der tale om en lysets ring eller polarisering, hvor magt øger magt, lys øger lys.

    Hvis vi derimod begærer magt kun for vores egen skyld og måske for at undertrykke andre eller bare for magtens egen skyld, er der tale om en mørkets ring eller polarisering, som dybest set afskærer os fra den egentlige, lysets, magt, og gør os magtesløse; idet vi da bliver slaver af vores magtbegær, og idet mørket ifølge Vandrer mod Lyset er en urkraft eller energi, der kan binde og undertvinge (og nedbryde) tanken og viljen i mennesket.

    Hvis altså hele denne tanke om lysets og mørkets grundlæggende ringstrukturer er rigtig, så kan vi slutte med en tilbagevisning til Wagners og Tolkiens store ringmyter: Der pågår ikke en universel magtkamp mellem lysets og mørkets magter om en enkelt ”herskerring”, men kampen foregår hele tiden i det indre menneske, og i hvert menneske, idet vi hele tiden polariserer lys (eller mørke), og dermed skaber lys- eller mørkeringe (eller med Vandrer mod Lyset: Mørkekomplekser).

    De store ringmyter kan så høres og læses og forstås som arketypiske billeder af, hvordan vi håndterer og eliminerer de mørkeringe, vi desværre også kan komme til at skabe: 

    Vi kan som dværgkongen Alberich i Wagners operacyklus komme til at forbande kærligheden for at få magt for igen at blive elsket, hvorved vi afskæres fra kærligheden i en negativ kortslutning, og vejen tilbage til uskylden og kærlighedens oprindelige harmoni og fred er lang og smertefuld, eller vi er som Frodo i Tolkiens eventyr hele tiden på vej mod Mordor og dommedagsbjerget for at tilintetgøre den eller de magtens mørkeringe, vi selv har smedet, ved at følge den eller dem tilbage i tanke og følelse til deres indre skabelsessted og oprindelse.

    Og på den måde kæmper lys og mørke, godt og ondt, i vores indre på vores vandring mod Lyset.

  • Mørkets polspænding i relation til menneskets psyke og krop

    Tanke til prøve:

    Lys og mørke, godt og ondt, er ifølge Vandrer mod Lyset modsætninger, urkræfter, der kan give sig udslag på mange måder og som repræsenterer mange forskellige ting og fænomener, fx kærlighed og had.

    Inden for mørket, det onde, optræder denne urkraft altid – som jeg har skrevet ved flere tidligere lejligheder – ved et ”lyst” og et rent sort aspekt, det jeg tidligere har kaldt mørkets eller det ondes dobbeltaspekt.

    Nu – tanken til prøve: Hvis det onde altid optræder dobbelt, som ”lyst” og rent sort, så indebærer dette dobbeltaspekt, disse poler (jf Vandrer mod Lyset), en spænding mellem de to aspekter eller poler, en spænding som mennesket uvilkårligt søger udlignet, udløst, da spændingen giver sig udslag i uro og lidelse. Mennesket søger at befri sig for den uro og spænding, der hjemsøger dets ånd eller bevidsthed eller krop, og dette kan ske på to måder (jf Vandrer mod Lyset, s. 158-159 om afpolarisering af det åndelige mørke):

    1. Enten ved en mørkehandling, hvorved det gran af mørke, som påvirker mennesket (ved polspændingen) afpolariseres, hvilket kan føles som en momentan lettelse, som dog ikke er varig, da det samme mørke (eller andet mørke) øjeblikket efter igen kan påvirke individet til den samme eller en lignende handling. Denne mulighed er derfor – naturligvis – ikke at foretrække, er ikke konstruktiv.
    2. Ved individets sorg og anger over det mørke, som har påvirket det til en ond tanke eller handling. Denne måde er lysets måde at forholde sig til og håndtere det onde på, hvorfor den er at foretrække. Ved individets sorg og anger sejrer det således over det onde, som har påvirket det. (En tredje måde at afpolarisere det åndelige mørke på findes, men kendes kun af Gud).

    Det afgørende i denne betragtning er den (pol-)spænding mellem mørkets to aspekter eller poler, en spænding som let kan friste et menneske til at udøve mørkets handlinger, fx mord, for at befri sig for den indre spænding eller lidelse, som mørket altid medfører.

    Det afgørende er også at pointere, at mørkets ”løsning” på problemet er illusorisk; fx vil en morder ved mordet måske føle en umiddelbar lettelse for det tryk, der har hjemsøgt ham, men i næste øjeblik eller kort efter vil mørket i ham (eller hende) som en konsekvens af handlingen ”fryse til” og gøre spændingen og lidelsen endnu værre, da vedkommende da både kan påvirkes af et lignende mørke, og derudover har en mørkets handling på samvittigheden; mørkets gerning, mordet, har da sat sig som et lidelsesfuldt mørkekompleks i morderens ånd og krop, og han har ingen fred og hvile.

    Andre eksempler på mørkets polspændinger, der kan påvirke os til mørkehandlinger, kan fx være at betragte den maniodepressive, psykiatriske patients svingen mellem mani (mørkets ”lyse” aspekt eller pol) og depression (mørkets rent sorte aspekt); en polspænding, patienten måske søger at befri sig for gennem destruktive handlinger.

    Og vi kan betragte det overlagte selvmord, hvor lidelser måske får et menneske til at se den selvvalgte død som noget “godt”, måske som noget, der bringer “fred” for de tyngende lidelser; men selvmord giver ifølge Vandrer mod Lyset ikke fred, men bringer endnu flere og dybere lidelser end dem, man søger at flygte fra.

    Eller vi kan betragte et menneske, der på den ene side lider af mindreværdskomplekser (det sorte aspekt) og på den anden side den fænomenologiske tvilling, storhedsvanviddet (det ”lyse” aspekt). Denne polspænding kan ligeledes friste til destruktive handlinger.

    Det nye i denne synsmåde er altså den polspænding mellem mørkets to aspekter, der kan friste til destruktive handlinger for at befri sig for spændingen og lidelsen ved gennem det ondes ”lyse” aspekt at lokke – illusorisk – med lettelse for mørkets tryk, samt at påpege den konstruktive lysets måde at håndtere polspændingen og lidelsen og uroen på, som Vandrer mod Lyset gør rede for; nemlig individets sorg og anger og måske bøn om tilgivelse, hvis mørketanken er blevet ført ud i livet gennem handling.

    Polspændingen kan opfattes som mørkets, det ondes, motor, og den kan iagttages mange steder og på mange områder, fx også det politiske:

    Når der bygges op til krig mellem to lande, når først retorik via polarisering bygger op til konflikt, og når senere og i værste fald egentlige krigshandlinger bliver en realitet, så er det udtryk for mørkets to poler, hvor mørkets “lyse” side eller pol fremtræder som noget “godt” eller ønskværdigt, fx “for at rense luften”, og hvor selve krigens realitet er mørkets rent sorte side.

    Eller vi kan fx se polspændingen, det ondes motor, ved den gensidige dehumanisering, vold og chikane hvor fronterne trækkes op gennem polarisering mellem danske muslimer og andre danskere. Dette fænomen kan også iagttages i andre vestlige samfund.

    Området er bredt og stort, og der er her stof til mange fremtidige studier og analyser.