Vor Fader har bygget jer et hus, har bygget jer et tempel, træd alle derind uden frygt, uden tvivl, træd alle derind med tillid og kærlighed; thi vor Faders hus er bygget på sandhedens faste urokkelige klippegrund! Og selv om skylregnen falder, selv om floderne stiger og truer med at styrte det, selv om vindene stormer og falder an mod det hus, det bliver dog stående i al evighed, thi det er grundfæstet på sandhedens urokkelige klippe!
(Kristus i sin tale til os mennesker – særligt de kristne – om Vandrer mod Lyset i Forsoningslæren og genvejen)
…selv om alverdens præsteskaber in pleno vil søge at standse Vandrer mod Lysets fremgang, så vil de dog aldrig formå det. Værket vil dog vinde frem, tankerne vil dog brede sig fra mand til mand, thi Guds mølle maler sikkert om end langsomt, intet i verden kan standse den!
(Supplement I til Vandrer mod Lyset, no 13)
Da værket Vandrer mod Lyset udkom første gang i 1920 blev det mødt med tavshed eller med tåbelig misforståelse, spot, hån, fordømmelse og ringeagt. De færreste af datidens mennesker så og genkendte de evige sandheder, som værket rummer, og kun meget få forstod, hvad de virkelig stod overfor: Sandheden som potentielt kan ændre vores verden til det bedre, en rolig, guddommelig, ren åbenbarings søjle, som alverdens mørke faldt an mod efter den første bestyrtelses og håns og tavsheds forsøg på inddæmning og forsøg på at udslette det værk, der rummer et fint og klart og afgørende snit og brud med alverdens religiøse, filosofiske, politiske og videnskabelige traditioner.
De traditioner som værket direkte eller indirekte bryder med er hinduisme, buddhisme, jødedom, kristendom, islam, teosofi, antroposofi, spiritisme, Martinus´ kosmologi, det er politiske ideologier som kommunisme, nazisme, fascisme, islamisme og den autokratiske styreform, det er alle de religiøse, filosofiske, politiske og i nogle tilfælde videnskabelige traditioner, der som vældige mørkebølger rejser sig mod os mennesker fra fortid og nutid, og som truer selve menneskehedens eksistens; som holder os fangen i mørke og uvidenhed og blind krigerisk brutalitet mod hinanden.
Den stærke reaktion fra mørket, det onde, i form af alle disse traditioner, der stadig er levende i den åndelige, menneskelige fauna, skyldes en kosmisk lovmæssighed: At mørket reagerer proportionalt på lysets vækst. Den og de vældige mørkebølger er et spejlbillede af det mægtige lys, der blev tændt, da mørkets magt blev brudt, og Kristus og nogle få hjælpere vandt den dybest faldne, Ardor (Satan), tilbage til lyset og Gud, og da vi mennesker fik underretning om det, der var sket i den oversanselige verden gennem værket Vandrer mod Lyset.
Men det lys der er tændt af Gud, af vores ånds Fader, kan ikke udslettes og slukkes og tilintetgøres, om så alverdens ondskab falder an mod det, for det bæres af den Almægtige selv. Derfor står åbenbaringen uantastet, klar, ren, skøn, rolig og klar til, at mennesker kan betræde den genvej til lyset, som værket anviser; gennem tilgivelse af den dybest faldne.
Genvejen er en realitet. Den har potentiale til at skabe fred mellem alle mennesker og alle nationer, til at nedruste og afruste verden, til at gøre al krig til fortid, til at give hver enkelt fred i ånd og hjerte, til at give svar på de spørgsmål mennesker til alle tider har stillet: Hvor kommer vi fra, hvor går vi hen, lever vi kun på lånt tid eller evigt, hvorfor er der så megen ufred og lidelse i verden, når Gud er Almægtig og alkærlig, og mange andre spørgsmål.
At Vandrer mod Lyset har potentiale til at skabe global fred skyldes i første række, at den klart redegør for karma- og gengældelsesloven, og derved viser os de alvorlige og katastrofale konsekvenser for de ansvarlige for al krig og alle mord. Her er værket et alvorligt memento. Senere må komme en erkendelse af konsekvenserne for ofrene for disse forbrydelser og forsyndelser, hvorved krigen for alvor kan standses; når vi indstiller krigene ikke af angst for konsekvenserne for os selv, men for andre; når vi klart har forstået hvilke lidelser, hvilket mørke og hvilken elendighed vi med krigen og volden nedkalder over andre folk og nationer; når vi gennem gengældelsesloven selv på egen krop og ånd har oplevet krigens smerte, lidelser og elendighed. For som vi sår, høster vi.
Vandrer mod Lyset er ikke givet os af de oversanselige intelligenser med Gud som øverste leder for at genere os eller kritisere os eller for at fordømme os. Den er givet os som en hjælp, en vej – en blandt mange – men dog en genvej, idet vi med tilgivelsen af den dybest faldne kan spare os selv for mange lidelser, og altså afkorte vores vej til lyset og Gud. For ved denne tilgivelse løses vi fra meget af det mørke, den ondskab, der ellers holder os fast, som binder os, og som giver os de lidelser, vi alle søger at undgå eller mildne.
Men genvejen må vandres i frihed og efter eget ønske og vilje. For kun de værdier og sandheder der tilegnes selvstændigt og frit, har blivende værdi for den enkelte. Søger vi at påtvinge andre sandheden – mod deres vilje – så bliver det aldrig deres egen sandhed. Den bliver noget ydre, hult og værdiløst.
Det Vandrer mod Lyset gør, er at pege på en genvej, en sandhed, en dør vi kan gå ind ad. Men døren må vi selv åbne, og vejen må vi selv gå, og dermed holder vi i sandhed vores egen skæbne – nutid og fremtid – i vores egne hænder – som enkeltpersoner og som menneskehed.
Tillæg: Til den og de vældige mørkebølger, der har rejst sig mod åbenbaringens søjle, Vandrer mod Lyset, skal efter min opfattelse regnes det såkaldte Bispebrev (Et åbent fællesbrev til alle landets bisper), som Johanne Agerskov, det medie som i sin tid modtog Vandrer mod Lyset ved tankeinspiration fra de oversanselige intelligenser, udsendte i 1938, men dette er kontroversielt i Vandrer mod Lyset kredse. Jeg har i skriftet Mod Bispebrevet søgt at argumentere mod dette brevs ægthed. Den norske Vandrer mod Lyset forsker, Sverre Avnskog, har ligeledes præsenteret vægtige argumenter mod brevets ægthed i en række skrifter, som er tilgængelige på hans hjemmeside. Mod Bispebrevet skriver også Søren Østergaard i skriftet Tre gyldne frugter og én fejltagelse. Et forsvar for brevet kan læses i Christian N. Eversbusch´ bog Et forsvar for bispebrevet og Johanne Agerskov.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 