Forfatterskabet Højtryk

Kategori: Ikke kategoriseret

  • Som ringe i vandet

    Både godt og ondt kan brede sig som ringe i vandet.

    Se på tilfældet med krig. Se fx på Afghanistan, Irak og Syrien. Bag hvert offer i krigen står en familie og venner, en familie og venner efterladt i chok, sorg, vrede og had. De står i en storm af mørke – mørke der melder sig indefra og udefra – alt for let griber de selv – selv om de måske fra begyndelsen er gode og fredselskende mennesker – til våben og søger hævn. Alt for let låner de øren til krigsopvigleres mørke råb, og krigens helvedesblomst gror op over det gode, og kvæler det.

    Som ringe i vandet breder det onde sig her, hævn over hævn, had over had. Og det onde får ikke ende.

    Men – se så det største menneske, der findes: Han eller hun der – i denne mørkets storm – formår at bevare roen, og som rækker tilgivelsens lys mod sine kæres mordere. Se det gode, freden, brede sig fra ham eller hende som ringe i vandet: Han eller hun behøver ikke at tage våbnene ud af hænderne på bødlerne; de sænker dem selv, når tilgivelsens lys når det mørke hjertes kerne.

    Den tilgivende efterladte får større fred, morderen får større fred, mange fremtidige menneskeliv spares for en brat og grusom død, og med de sparede liv spares også mange fædre, mødre, brødre, søstre, sønner, døtre, venner for den største sorg, for når Lyset får fat og vinder indpas i hjertet hos den skyldige, vil han aldrig mere rette våben mod nogen. De knyttede næver sænkes, og han vil aldrig mere vælge voldens vej.

    Sådan breder godt og ondt sig – her fred og krig – som ringe i vandet, og sådan skabes de mindste – og de største – mennesker.

  • Vejen og genvejen til Gud

    I verdensreligionerne anvises forskellige veje til Gud. I hinduismen anvises hengivelsens, handlingens, erkendelsens og askesens vej, i Kristendom og Islam anvises troens vej – tro til liv til døde. I moderne buddhisme anvises en vej til befrielse eller oplysning gennem erkendelse, men så vidt jeg ved medregner denne lære ikke en Gud, der for enden af en lang vandring og stræben modtager sit barn i sin åbne favn.

    Sandheden – som gives i Vandrer mod Lyset – er dog en anden:

    Vejen til Gud går over en indre renselse gennem sorg og anger over tænkte onde tanker og onde handlinger, og denne vej vandres gennem mange inkarnationer, liv på Jorden. Når alt mørke er udrenset af menneskets personlighed, smelter tanken og viljen i menneskets ånd sammen, hvorefter ånden helt igennem er en lysstærk og åndeligt ren personlighed – upåvirkelig af mørket, det onde – og når alt derefter er sonet (under gengældelsesloven, karmaloven), kan menneskeånden – af Kristus – siges løs fra livene på Jorden og vandre videre i Lysets verdener, indtil det endelige mål nås: Guds Rige, Paradis.

    Derudover anvises i Vandrer mod Lyset en mulig genvej til Gud: Gennem tilgivelse af den dybest faldne, Ardor (Satan). Gives denne tilgivelse af mennesket fuldtud og af hjertet, vil meget af det mørke, der binder mennesket til Jorden, udrenses, og det tilgivende menneske vil lettere kunne finde vej gennem det jordiske mørke, bedre kunne indse og angre sine onde tanker og handlinger, og derved rense sin ånd indefra.

    Vejen til Gud er derfor ikke hverken erkendelsens eller troens veje – eller hvordan de eksisterende verdensreligioner nu end hævder det – men den indre renselses og tilgivelsens vej. Sådan er det. Det er sandheden.

    Note: Tankens og viljens sammensmeltning – tanke-vilje-enheden – er udførligt beskrevet i Supplement II, no 64 (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), og vi kan forstå den som en svag afglans af Urtankens og Urviljens forening, sammensmeltning, ved Guds fremstigen som Personlighed, emanation, hvilket dels er beskrevet i Ardors Beretning kap. 1 og i Kommentaren til kapitlet + i Oversigten.

  • Visdommens ABC

    I nogle gamle religiøse tekster og forestillinger, og i gamle myter og sagn lever tanken om alvidenhed. I nogle traditioner hævder man alvidenheden og gudsligheden som et ideal, i andre advares der mod denne forestillings farer.

    I hinduismen lever forestillingen om befrielse (moksha) ved erkendelse af sin identitet med Brahma, alguden eller kosmos, det altgennemtrængende guddommelige princip og kraft. Og vi genfinder forestillingen i moderne, kulørte spirituelle forestillinger om fx muligheden for at opnå “Kristusbevidsthed”, hvormed man formentlig mener “Gudsbevidsthed”.

    I andre myter og sagn advares der mod dette hovmod; fx i Bibelens syndefaldsmyte der beretter om, hvordan Adam og Eva fristes af Slangen og begærer at blive som Gud til at kende godt og ondt, i myten om Ikaros, der fløj for tæt på Solen, mistede sine vinger, og styrtede i havet, og i myten om Faust, der sælger sin sjæl til det onde for viden.

    Vi må tænke, at de myter der advarer mod hovmodet er de mest troværdige, fx også den græske myte om hybris og nemesis. Vi må tænke, at Visdommens ABC er at kende sin egen begrænsning. Begrænsningens vej er Guds vej, hovmodets vej er i myternes sprog Slangens.

    Mennesker der fx ved ekstrem askese, meditation eller andet søger det ubegrænsede sind eller den ubegrænsede bevidsthed, gør det ikke nødvendigvis af ond vilje, og mennesker der prædiker hovmodets vej til fx gudsbevidsthed, gør det ikke nødvendigvis for at gøre fortræd, men snarere fordi de selv er forblændede af mørket, det onde, som Slangen i syndefaldsmyten fristede og blændede Adam og Eva.

    At ville være lig Gud (eller Kristus) er og bliver dog hovmodets vej, og den vej fører ikke til gudslighed eller Kristusbevidsthed, men til sprængning af personligheden og fald. Heri mener jeg klart, at de gamle myter der advarer mod disse forestillinger står til troende.

    Kend din begrænsning, står der ved indgangsporten til visdommens tempel. Det er vejen som fortidens vise peger på, og som fortidens og nutidens blændede og blinde forlod og forlader.

  • Den hvide flok

    Hvis Vandrer mod Lyset er sandhed, så er dette fremtiden:

    Alle mennesker som dele af et universelt hele, forbundet ved kærlighed, med Gud som centrum. Ingen vil stå udenfor. Lige så lidt som man kan fjerne en node fra et partitur, uden at skade harmonien i musikken, lige så lidt kan en eneste undværes.

    Det er fremtiden. Det er sandhed.

  • Kærlighed og karmaloven

    Jeg har tidligere forsøgt at formulere et grundrids til en kærlighedens filosofi på Blogger med udgangspunkt i Kants moralfilosofi og utilitarismen hos Bentham og Stuart Mill. Jeg kunne tænke mig her at nærme mig det samme emne fra en lidt anden vinkel:

    Af og til siger man, at hjerne og hjerte taler forskellige sprog, at kærligheden er irrationel og måske endda gør blind. Men hvis det er sandt hvad Vandrer mod Lyset og fx hinduismen og buddhismen siger, at en af de hovedlove hvorefter livet på Jorden leves er karmaloven, en lov der kan formuleres kort og klart i sætningen som vi sår, skal vi høste, eller som andre formulerer ved den tanke, at det vi sender ud, kommer tilbage igen, så giver kærlighed simpelthen god mening, idet den der sår kærlighed, høster kærlighed; og hvem vil ikke gerne elskes?

    En forening af hjerne og hjerte er altså ikke umulig; det at elske er rationelt, set ud fra karmalovens princip og realitet.

    Den, der sår kærlighed, den, der elsker, høster imidlertid også undertiden sorg og smerte af sin udsæd, fx når vi mister, men det er en del af kærlighedens pris, noget af det, der giver den dybde og vægt; som jeg skrev på Blogger: Ting af værdi koster. Alle virkelige åndelige værdier koster, også kærligheden.

    Men dybest set giver det at elske mening, hvis vi selv længes efter og ønsker at blive elsket. Og gælder det ikke os alle?

  • Det største af alt

    Hvis det er kærlighed, du søger, så giv den først.

    Kærlighed er mere handling, og mindre følelse.

    Hvis du vil hjælpe mennesker bør du ikke prædike for dem, men elske dem.

    Kærlighed bor ikke på læben, men dybt i hjertet.

    Kærlighed er ikke uforsonlig, og søger ikke hævn, men tilgiver.

    Kærlighed er ikke så meget stammen og kronen over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Når rødderne får fat, springer træet i blomst.

    Det kærligheden koster os, er et mål for dens værdi.

    Kærlighed er ikke vejens ende, men en vej der – altid – begynder.

    Nu, så gå da, pilgrim, ad denne vej, og vid at vejen og målet ikke er derude et sted, men dybt i dig selv, altid.

  • Det grønne Land

    Efter mange tiders lidelser, sorg og afsavn kom vandreren endelig til Det grønne Land, hvor hun fandt ly og skygge for stormen og den brændende Sol under de høje, de højeste træer, og under Det ene Træ.

    Forunderligt, hvor træerne sang! Hvert et træ, hver en gren, hvert et blad sang, og det var som om kærligheden kom alle steder fra og vækkede den lille fugl, nattergalen, ved hendes bryst. Hør hvor de sang:

    – Hvis du vil hjælpe mennesker,

    – skal du ikke docere for dem,

    – men elske dem.

    Fuglen ved hendes bryst svarede: Ja! Ja! Ja!

    Hun sagde:

    – Men der er meget ondt og mange onde i den grå verden.

    – Specielt dem, sang de, og fuglen ved brystet svarede: Ja! Ja! Ja!

    Hun sagde:

    – Måske vil de ikke modtage mig, men fortsætte med deres ondskab.

    – De vil ikke bøje sig for dine ord,

    – men de vil bøje sig for din kærlighed, sang de, og hendes hjerte svarede:

    – Ja! Ja! Ja!

    De sang:

    – Gå til den grå verden,

    – plant et træ herfra,

    – giv den farve,

    – giv den lys,

    – giv dem varme!

    Nattergalen ved brystet svarede:

    – Ja! Ja! Ja!

    Og hun slog en kappe om skuldrene, fyldte sit bæger med vand fra en kilde fra Hjemmet, og gik vejen tilbage til den grå verden, hvor hun plantede et træ fra Det grønne Land, dette.

  • Træet og Slangen

    Ethvert lys kan trækkes af mørkets heste, og ethvert mørke kan trækkes af lysets gangere.

    I Vandrer mod Lyset får vi en fyldig og grundig beskrivelse af, hvordan lys og mørke alle tider har kæmpet om menneskers sjæl og hjerte. Vi ser, hvordan mørket og dets repræsentanter altid har søgt derhen, hvor der var størst fremgang at spore for lyset for at ødelægge det, og omvendt hvordan Gud altid har søgt at vende det ondes anslag til noget godt og bedre. Sådan står de to urkræfter, lys og mørke, til hinanden.

    Lad os tage et par eksempler for at gøre tanken mere nærværende og vedkommende:

    I forelskelsen kan det onde blænde os mennesker og misbruge kærlighedens navn og natur, ved at tvinge menneskehjertet ind i sine baner. Forelskelsens natur som mørke afsløres ved dets ofte momentane indtræden, som et lyn der blænder os, og dens natur viser sig ved, hvor hurtigt den kan forsvinde igen og blive til had, vrede, foragt eller andet. Den ægte kærlighed er ikke som et lyn, men snarere som et træ, der langsomt, over år, vokser sig stadig stærkere og mere rodfæstet. Kærlighed blænder ikke, men gør os seende, og kærligheden sætter os fri, den binder os ikke.

    Eller tag et eksempel fra det politiske liv:

    Den måde nogle vestlige politikere søger at tvinge muslimske indvandrere og flygtninge eller deres efterkommere til at anerkende de i deres natur ægte, vestlige værdier som frihed, demokrati, menneskerettigheder og retsstat er et eksempel på, hvordan det onde kidnapper lysets ord, men ikke dets ånd og virkelighed, hvordan mørket tvinger lys og mennesker ind i dets baner. Det burde sige sig selv, at man ikke kan tvinge andre til frihed og lys uden samtidig at ødelægge det lys og den frihed, man søger udbredt og virkeliggjort. Lyset tvinger ikke, det sætter fri, mørket tvinger og binder.

    Hvis man virkelig troede på lysets værdier, fx frihed og menneskerettigheder, ville man ikke give efter for fristelsen til at udbrede dem ved tvang. Lysets værdier må tilegnes i frihed uden nogen form for tvang. For at legitimere det ondes tvang og den psykiske vold (der nogle gange udarter fysisk) – under maske af det gode – skaber man dette vrængbillede af muslimer som notorisk voldelige og formørkede, middelalderlige andenrangs mennesker, der vil indføre kalifat og et teokratisk diktatur og omstyrte de vestlige samfund.

    Naturligvis findes der muslimer, der har de tilbøjeligheder, men det er en absolut minoritet, der i øvrigt er et nøjagtigt spejlbillede af de vestlige politikere og almindelige mennesker, der vil gennemtvinge frihed og demokrati, gennemtvinge lyset med magt. Det er dem, der råber på hver sin side af den samme afgrund, og som truer med at styrte alle ned i den. Jo højere der råbes, jo flere blændes og døves af det onde, jo flere bliver der ved afgrundens rand, ved yderfløjene, og jo større er risikoen for at the clash of civilisations ved en selvopfyldende profeti bliver til virkelighed. Vi bør som tidligere generalsekretær for FN Kofi Annan sagde det lower our voices.

    Vi ser altså, hvordan lys og mørke ofte står som hinandens diametrale modsætninger, hvordan det onde ofte søger at ødelægge lyset ved at misbruge dets navne og blænde og tvinge mennesker ind i usunde og ofte fatale baner. Lysets ånd og sandhed har det dog ingen magt over.

    Vi ser, hvordan det onde kan lignes ved en Slange, der bider sig selv i halen, hvordan frihed fx ved mentale eller følelsesmæssige kortslutninger kan blive til tvang, hvordan demokrati kan blive til diktatur, hvis man kræver og søger at tvinge andre til at anerkende det og leve efter det, vi ser, hvordan forelskelse i kærlighedens navn kan blænde mennesker, og hvordan “kærlighed” er blind og kan blive til had og foragt osv.

    Og det er en del af det ondes natur, disse kortslutninger, der nu truer højkulturer med at degenerere til formørkede tyrannier presset fra begge sider af den samme afgrund, fordi man inderst inde ikke tror nok på sine egne værdier og deres naturlige bærekraft, og fordi man falder for det ondes fristelse til at ville udbrede lys og frihed med magt og tvang uden den nødvendige tålmodighed.

    Tro på lyset – det kan bære. Det onde giver os kun katastrofer, lidelser og elendighed, hvilket verdenshistorien fortæller til overmål.

    Note:

    Det her givne billede af lyset, kærligheden og mørket som henholdsvis et træ og en slange kan gælde som et alment og sandt billede af de to urkræfter, og viser noget om deres – fundamentalt forskellige og modsatte – natur: Lyset, der vokser med træets langsomhed og styrke, og som derfor kræver tålmodighed, og det onde, der hugger til i blændende flash og affekt. Det er naturligvis nærliggende at drage paralleller til den bibelske syndefaldsmyte, men det ville føre for vidt her at forsøge at udrede forholdet mellem det billede jeg giver, og det der gives i Bibelen. Jeg henviser til Vandrer mod Lyset og noten side 306 (i den trykte udgave), hvor det siges, at den bibelske myte netop er myte, og skal forstås symbolsk og ikke konkret bogstaveligt og historisk. Enhver kan så selv gøre sig sine tanker om det forhold, der måtte bestå mellem de forskellige tanker og billeder.

  • Portræt af Christina

    Brændpunkt

    Af havet stiger en kvinde, ukendt, foldet om sin hemmelighed, vi kender hende ikke, hun er som en fjern torden et sted derude bag horisonten, en mumlen, en hymne, en drøm, hun bærer denne hemmelighed, som vi søger at folde ud, hun fortæller, at over havet rejser bølger af gamle storme, de slår mod kysten i lange tider efter, måske årtier, og de bliver ved med at slå mod den, hun rejser sig, hun stiger af brændingen, hun fortæller, at derude på oceanet krydser bølger hinanden, er det mine eller dine eller vores, havet, havet som vi kommer fra, dengang, siger de kloge, hvor fisk gik på land, og se, stadig slår bølgerne mod kysten, mennesker der ånder og lever, mennesker der håber og fortvivler, mennesker som længes og lider og ler, men nu – denne kvinde, denne ene kvinde, hvem er hun, vi kender hende ikke, ikke endnu, se, hun stiger nøgen af havet, vi følger hende.

    Hun lægger sig i vandkanten, i hendes æggestokke Jordens slægter, dønninger eller disse ord smyger hende om tæerne, hun kniber øjnene sammen for ikke at blændes af Solen, lyset fra dit blik, dit, læserens, der skaber historien medens du læser, se, dine ords blæk mod det hvide, langsomt vokser de frem, de stiger af intet fra venstre mod højre, af ubegrænset mørke, der får form, bliver forståeligt mod det hvide, lyset, der afgrænser det, og kvinden, hun rejser sig igen, kaster let tøj over skuldrene og dækker kønnet, hun begynder at gå ind i landet, ind i fortællingen.

    Tre mand frem for en enke

    Matthias

    Nu kunne det snart være nok! Valget stod mellem 1) at slå ham ihjel 2) at tage ham med hjem og gennemkneppe ham. Hvorfor? Det tænkte hun meget over i årene, der fulgte. Men svaret var enkelt: Simpelthen for at få ham til at holde kæft.

    De sad på Cafe Biografen på Brandts, hun var på sin anden Classic, han med en tallerken næsten urørt mad foran sig. Af og til – midt i talestrømmen – nippede han til salaten, hun tænkte spis nu, for helvede, men nej, det ville tage cirka halvanden evighed, før han havde spist op, og så lang tid havde hun ikke.

    -…og mit hold nummer 17 i Belgien er Genk, de havde en stor sæson for tre år siden, jeg fulgte alle deres kampe, det eneste der bekymrede mig var når de spillede mod mit hold nummer 5, FC Brugge, ikke at forveksle med Cercle Brugge, hvor Allan Nielsen, ham fra OB altså, ikke at forveksle med Allan Nielsen fra landsholdet senere, spillede i 70´ erne, Cercle Brugge er for længst væk, gået fallit, jeg vandt penge på Oddset ved at spille med hjertet, ha ha, hjertet, hører du efter, med film, ved du, er jeg mest til film noir eller action, har du set den fantastiske Taxi, den franske altså, ikke at forveksle med Taxi Driver, det er noget helt andet, Taxi er sjov, Taxi Driver er en tragedie, hører du efter, og til jul er der ingen diskussion, ris a la manden skal være som min mor lavede den, hører du efter, hun startede med at koge risen i lidt vand, derefter sødmælk, det er vigtigt at det er sødmælk og ikke fx letmælk eller minimælk, og der skal være masser af grovhakkede mandler, hører du efter, det er vigtigt at de er grovhakkede og ikke malede til mos, og der skal være masser af vanilje og sukker og flødeskum, hører du efter, flødeskum, altså, den skal være pisket helt stiv og ikke slatten, grøden gør den lind og lækker, og jeg plejer at få mandlen, den hele altså, hører du efter, det kan let snyde, men jeg snyder ikke, engang havde min bror taget en med hjemmefra, en hel altså, og den tog han triumferende frem, og vi var bestyrtede, hører du efter, hvordan kunne det gå til, og og han indrømmede det først mange år senere, og og…

    Hun stønnede. Hun tænkte over det, Bettina havde fortalt om energityve, at der findes mennesker, der lever ved at stjæle andres energi. Hun følte sig fuldstændig drænet, men hele tiden lå det i luften, at pointen ville komme lige om lidt, og derfor måtte hun koncentrere sig, rette blikket og opmærksomheden mod ham, slå ørerne ud, hører du efter, hun tænkte, slå ham ihjel eller gifte sig med ham? Hvad er forskellen?

    Så tænkte hun på, at nogle bliver gift i et slot og skilt i en ruin, andre starter i en ørken og ender i en oase. Var det dem? Var det muligt? Med Matthias? Hun havde kendt ham i henved tre år, og hele tiden havde hun prøvet at lukke munden på ham, finde en lille sprække hun kunne blive synlig igennem, måske hvis jeg smider tøjet her og danser kun for dig, men nu snakkede han politik, og hvorfor Trump var en genial statsmand, måske den første i Staterne, og klima, og hvorfor skeptikerne havde ret, men hov, nu snakkede han om privatøkonomi og mulige store afkast ved investering i kunstig intelligens og robotteknologi, ved, vel at mærke, at fokusere på underleverandører og ikke de store tech firmaer selv, og hører du efter, og og og…jeg kvæler dig!

    Anders

    Svanen synger kun én gang i livet, og dét kort før den dør.

    Er det sandheden om kærligheden? Eller synger vi hele livet, den samme sang, hellere dét end den skræmmende stilhed ansigt til ansigt med sig selv, hellere dét end ændre en eneste node? Flygter vi med hænderne for ansigtet når kærlighedens dybe stilhed kryber ind på os, idet den under smerte skærer alt overflødigt bort, og vi længes efter larm og ballade, der kan overdøve og skjule den nøgne sandhed, den dybe ensomhed?

    Hvorfor hun elskede ham? Forleden havde hun i en antikvariat fundet en bog med titlen Mahabharata yuga naga parva, en kommentar fra 1471 (vestlig tidsregning) til det oldindiske epos, Mahabharata, der normalt tilskrives digterpseudonymet Vyasa, men som formentlig – som tilfældet må være med Iliaden og Odysseen – har flere forfattere bag. I bogen argumenterer forfatteren for den tanke, at verdens stadige skabelse og destruktion skyldes Slangen, idet den skiftevis åbner og lukker sit ene, brændende øje. Yuga er tidsaldrene, Naga Slangen, og Parva betyder bog. Det poetiske udtryk har videnskabelige medklange i moderne vestlig fysik og kosmologi ved teorien om the big bang og om Multiverset. Man kan også tolke det originale epos – sammen med Vedaerne og Upanishaderne – som udtryk for verdens åndedræt, åndedrættet, der spiller en central rolle i oldindisk mytologi og filosofi. I marginen omtrent midt i bogen havde en hende ukendt læser med rødt skrevet de hjerteskærende ord Når du åbner dit øje, findes jeg, når du lukker dit øje, forsvinder jeg, og med dit lukkede blik og hjerte forsvinder også verden og varmen.

    Hun elskede ham, fordi han ikke elskede hende. Hun var nødt til stadig at åbne hans blik for ikke at forsvinde. Dét var tragedien.

    Hun købte hans kærlighed – eller det der lignede – med sex, med penge, med skjulte tårer og lidelse. Hvorfor faldt hun altid for hans type? Anders var som en pose kugler en humoristisk eller grusom gud strøede ud på et gulv af marmor. Hun kunne ikke samle hans billede, give ham ansigt. Han for i alle retninger. De få gange han virkelig ofrede sig – af medlidenhed, tænkte hun med gru – var han som en konge, man lige havde stukket rigsæble og scepter i hænde, parat til at herske i magt og vælde. Ring til Jens Galschiøt eller Bjørn Nørgaard og bed dem lave en statue, sagde hun så med bidende sarkasme. Hvem fanden er det? spurgte han. Billedhuggere. – Hvad er forskellen? – Vulgær eller virkelig streg. – ???

    Den aften havde han insisteret på, at det var hans omgang. De gik gennem byen, levende, i let rus, ventende på miraklet, efter en varm sommerdag åndede asfalt og mure og sukkede efter regn, efter liv, brændende synker Solen, dit blik, idet det glider ned over det hvide, papiret eller skærmen, og mørket får form og grænse, omsluttet af det hvide, du venter på noget, måske sandheden, måske miraklet, men de to, hånd i hånd, med leende øjne og hjerte, levende hænder, der foldes om hinanden som i fælles bøn, og han smed om sig med penge, han havde vundet i Lotto, hun troede ikke, at han spillede, men det gjorde han, sagde han, men så var der pludselig ikke flere, og han bad hende om et lån, han ville snart betale alt tilbage, med renter og renters rente, sagde han, og er det nu hele sandheden, at du har vundet, – nå ja, indrømmede han efter at have bundet endnu en stærk øl, måske ikke hele sandheden, sandheden, hvad er det? – Men har du vundet? – nå ja, sagen er, at  jeg, jeg…tog et lån, – Hvem har du lånt af, udover af mig? – Det var et kviklån hos, – men du er jo noteret i Ribers, – nå ja, jeg jeg…jeg lånte…dit…sygesikringsbevis, – så du har optaget et kviklån i mit navn, – nå ja, dit navn og dit navn, det er to forskellige ting, – men hvordan vil du betale tilbage? sagde hun og følte sig bollet i røven og bagefter i munden, – betale og betale, det er jo i dit…nå ja, i dit…nå ja…

    Det eneste jeg siger er, at selv engle har grænser, og hendes var hér. Hun standsede sin flugt ud i byens mørke og ned i hjertets dyb sammen med ham, stod pludselig stille som ramt af lynet, hendes mund fortrak sig i en pludselig snerren, hun ikke vidste hun rummede, og hun smækkede ham en syngende lussing, drejede om på hælen, og forsvandt i flugten videre alene.

    Tics

    Do you remember a guy that´s been

    In such an early song;

    (David Bowie, Ashes to ashes)

    Stilheden var kvælende. Hans mørke blik stirrede på hende gennem de stærke tonede briller. Hun havde søgt ham for at forsøge at få styr på sig selv, den strøm af mørke, der vældede op i hende, og som truede hendes forstand. Kilden virkede uudtømmelig, bundløs. Hun ville jo bare elskes. Var det så enkelt?

    Pludselig var det som om noget rev sig løs i hans blik, hans øjne fik et særligt skær, en lille kile af lys ind mod pupillen på venstre øje, som en feber, hun så det, da han tog brillerne af for at pudse dem med en papirserviet. Un deux trois, hopla! sagde han, idet han lyste op i et vanvittigt grin. Was sagst das lille mittekat? Hun var chokeret, men kunne ikke lade være med at grine. Han rejste sig fra stolen i et ryk, og gemte sig bag den. Vuf vuf! Han så forsigtigt på hende fra sit skjul. Blinkede med øjnene. Så krabbede han sig sidelæns hen mod hende, og det gik op for hende, at han var tiltrukket af bogen i hendes skød, Stokers Dracula. Hun viftede ham drillende om næsen med den. Mjav, mjav, bad han. Hun var ved at sprække af grin, men så – til sin egen forundring – brast hun i gråd. Hun hulkede og hendes krop fortrak sig i voldsomme konvulsioner. Hun lagde armene om ham, forsigtigt, som bad hun om lov, og han lagde sig salig med hovedet i hendes skød, idet han spandt blidt. Hans åndedræt faldt langsomt til ro. Was ist das, was ist das, das ist lummergas, hviskede han, og hun strøg ham over panden, der var varm og svedig. Nej, det er ingenting i den retning, sagde hun, og smilede kærligt til ham. Han så tilbedende på hende, og stak så en tommelfinger i munden. Det er ingenting, det er ingenting.

    Da hun gik hjem gennem byen, følte hun en ny lethed i kroppen, en tyngde i sjælen, noget rundt og varmt og gyldent. Hos ham havde hun fundet hvad hun søgte. Han havde betalt prisen. For en gangs skyld var det ikke hende. Og på en måde var det som det skulle være. Det var i orden. Hun hørte en stille sang omkring sig, og hun undrede sig over, hvor den kom fra. Så gik det op for hende, at det var hende selv. Det var i orden. Også det var som det skulle være.

    Clair de lune

    Adagio sostenuto

    Måske gik hun ad disse veje, måske dem alle, måske ingen, måske nogle. Vi ser hende vokse som en blomst mellem to afgrunde, måske var hun den blinde pige, som den døve mester angiveligt komponerede og spillede en af musikhistoriens mest berømte sonater for, måske var de afgrundene og søgte blomsten mellem sig, måske er dette kun skyggen af Carsten Ploug Olsen eller læseren, kastet idet lyset fra sandheden rammer indre uigennemtrængelige mure inden det baner vej gennem sten, måske er hendes form skyggens, en længsel, en løgn, der lyver os ind i sandheden, et råb, der kaster bogstavers eller noders sorte tegn ud i verden, ind i hjerter, en hidtil uhørt musik, et skrig, skygger på væggen i den hule vi er lænket i, verden.

    Da hun var yngre af krop, var hun ældet af sind. Efterhånden som tiden gik, blev hun stadigt yngre af sind, som om hun forberedte sig til den egentlige fødsel, døden. Mellem livets og dødens afgrunde var hun en blomst med rod, der ikke kunne finde næring i nogen af dem, den var enten for spæd og kort eller stak dybere, hun var i tvivlens Limbo, lunketheden, hendes tale var ikke ja ja og nej nej, men måske, jeg ved det ikke. For hende var erkendelse ikke opnåelse af viden, men fjernelse af illusioner, jo mere hun tænkte, jo mindre vidste hun; hun tænkte, at det var dét, der mentes med at vi fødes og dør nøgne ved fødslens og dødens ultimative hengivelse; mellem de to former for evighed en dirrende streng af tid, der var hende eller hendes.

    Hun tænkte på Tiden, tiden der giver øjeblikket med den ene hånd, og straks tager det igen med den anden, giver og tager og giver igen, altid fødsel, død og genfødsel, det var til at blive vanvittig af at tænke på, og hun tænkte på hinduernes og buddhisternes forsøg på at undslippe Samsara og lidelsernes hjul, og på den sprængning af sindet, der måtte blive resultatet ved foreningen med Brahma eller ved Nirvana, der fandtes beretninger om hellige mænd, der sad stille i meditation i årevis eller i årtier og åndede lys, pludselig væltede de omkuld, sprængte, ødelagte, også det er illusioner, der findes ingen vej, og dét er vejen. Måske er det dét førstesatsen betyder.

    Hun, den blinde pige, der måske findes, måske ikke, måske er hun dig og mig eller ingen eller alle, hun står ved klaveret da mesteren spiller, hendes skuldre ryster lidt, han hører ikke den frygtelige sandhed, den frygtelige musik, men den synger i ham, den gror frem i ham, efterhånden som han bevæger sig fremad i partituret, den stadige strøm af ånd fra afgrunden, et ubegrænset mørke, der får form og grænse og ansigt ved hans tankes og hjertes lys og gennem hænderne på instrumentet, den sidste illusion der falder. Så er hun parat til at dø og genfødes, forynget, parat til at tage næste skridt, det sidste og det første, og lidelsernes hjul drejer endnu en omgang, Slangen bider sig selv i halen, og hvirvler i storm og brand med os, byttet, i afgrunden.

    Allegretto

    De havde søgt ly for regnen inde mellem træerne, der strakte deres kroner mod himlen højt oppe som hænder foldet til bøn. De var drivvåde. De så hurtigt på hinanden med skrå blikke, tøjet faldt under latter, de var nøgne. Hun mærkede denne særlige varme, levende fornemmelse i underlivet, følte han det også? og – mirakler sker – da de gik dybere ind i skoven, fik de i en lysning mellem træerne øje på en kilde, der faldt ned i et bassin lidt nede for foden af en skråning.

    Hun løb leende med små, hurtige, trippende skridt ned ad skråningen, ned til bassinet, stillede sig ind under faldet, og lukkede øjnene, idet hun lod vandet strømme ned ad kroppen. Så åbnede hun øjnene igen, strakte armene op over hovedet, og kaldte på ham. Han fulgte.

    Hun tænkte der er mere mellem himmel og jord. Hvad tænkte han? Lige meget. I det øjeblik var de ét. Lige nu. Hun tænkte nu ved jeg, at jeg findes. Og – nogle gange kommer mirakler i bundter eller som perler på en snor – skyerne spredtes, regnen holdt op, og Solen vendte tilbage, som genfødt efter den sidste dag. De tænkte nu ved vi, at det er os og ingen andre.

    Presto agitato

    Måske var det hende, der stod i bålet dengang i 1592 i Madrid, og måske var det hende, der grædende bad sine bødler om nåde. Måske var det hende, der søgte styrke til at bære de tunge lidelser, måske var det hende, der opløftede sin stemme til en hymne, måske sang hun højere og højere, idet flammerne steg og rigtigt fik fat, måske var det hende, der mærkede knoglesmeltende hede som i helvede, det helvede hun ville befri dem for, det helvede hun ikke troede på, det helvede hun nu vidste fandtes, helvede, det var hér.

    Måske var det hende, der gispede efter vejret i den kvælende røg, måske var det hendes stemme, der ændredes fra hymne til forbandelse, måske var det hendes sorg, de ikke kunne forstå og som ikke måtte findes, måske var det hendes medfølelse, de dømte, skyldig til helvede på jord, et kort øjeblik endnu, dette.

    Måske var det om hende, der pludselig blev stille, og flammerne forsvandt, måske var det hende, der mærkede kærlige hænder gribe og holde fast og svæve med hende opad, stadig opad, måske var det engles sorg og medfølelse, der lyste vej ud af det tætte mørke opad, indad, til en ren verden, ukendt af mennesker, måske var det engle, der blidt lagde hende på et rent leje, måske var det Den store Engel, der tørrede tårerne af hendes kinder og sang hende i søvn til glemsel, måske skyldtes den uendelige sorg de, der blev tilbage, de der dømte hende, de hvis forbandelser tordnede mod hendes livløse krop, der stille sank sammen i bålet. Stemmerne, råbene nåede hende som en fjern torden fra en anden – nu uforståelig – verden, hun bøjede hovedet, lagde sig om på siden, og alt blev stille.

    Kærlighedens evangelium

    Al-Fatiha, Åbningen

    Og det skete i de dage, at han begyndte at tvivle. Hun så det i en uvant tøven og flakken i det dybe, intense blik, hun kunne rumme ham, derfor vidste hun det. Han gav evangeliet med åben hånd og blev mødt med knyttede næver. Var det godt nok? Var det sandt? Duede han? Hvorfra myndigheden? Bortset fra hende var han alene, og ingen kunne svare ham.

    Men så igen – det var jo ikke helt sandt. Hun svarede ham, uden ord, med sin krop og med sin ånd udtrykte hun det: Ja, det er godt, ja, det er sandt, ja, du kan, Gud sendte dig, derfra din magt. Men volden og spotten og fordømmelsen og forfølgelsen pinte ham. Og hun så ham langsomt bøjes ind under det onde, han var sat i verden for at bekæmpe og rykke op med rod. Han begyndte at slås, at fordømme, at forfølge, alt det han selv advarede imod. Hun så ham langsomt, dag for dag, tanke for tanke, tabe kampen.

    Hun huskede endnu den første gang, det kom til ham, huskede hans angst for vanviddet, huskede hans fristelse til at kaste sig ud fra klippen, huskede hvordan de nogle gange bagefter måtte pakke ham ind i varme tæpper for at give ham lidt tryghed og nærhed og omsorg, så ilden i hans blik, hans ensomhed. 

    Når klokkerne ringer for dig, skal du være parat. Tro ikke for meget på din egen styrke og magt, men husk, at jeg står bag dig, husk hvem du er, husk hvem jeg er, glem mig ikke, glem ikke dit løfte.

    Med åben pande og rent hjerte mødte han det ekstreme onde, kun hun kunne følge ham, og hun fulgte ham. Dengang kaldtes hun noget andet, nu har hun glemt hvad, men æren er stadig hendes og hans. De alene. De to.

    Al-Alaq, Levret blod

    I århundrederne efter følte hun dybt i sig en dragning mod Profeten, og hun lod sig ofte føde i lande, hvor hans lære havde vundet udbredelse og magt. Når hun vågnede til fuld bevidsthed i den grå verden, og havde glemt Det grønne Land, hun kom fra, følte hun sig som det første menneske, skabt af en dråbe og af levret blod, livet i hende var ungt og stærkt, som på den første dag efter skabelsen eller som på den sidste dag inden Dommen. Hun vidste, at hun var Allahs skabning, og at Profeten ville løsgive hende fra dom og straf, at han ventede hende i Haven, og at den evige salighed snart, snart ville komme.

    Hun vidste inderst inde, at de misforstod ham. For hvert terrorangreb udført i hans navn, for hvert hadefuldt og fanatisk og fordømmende ord udtalt efter hans lære, gik et lille stykke af Profetens hjerte. Profetens hjerte var stærkt, og det kunne rumme mange, men hvor meget kunne han bære? De kendte ikke den intelligente og følsomme mand bag ikonet. Ofte følte hun afsky for hans mest ihærdige tilhængere, afsky for dem der misbrugte ham til politiske formål og til kamp om magt og dominans. Hvis de vidste. Men de fleste mennesker har ingen viden, de følger blot som vinden blæser, den hjemløse, urolige vind, der suser verden rundt, vinden der snart råber krig, snart dom, snart tilintetgørelse. Aldrig giver den fred. Hvis de kendte ham, ville de skamme sig, lige som Jesu tilhængere ville skamme sig, hvis de kendte ham, kendte sandheden.

    Denne gang var hun – af alle steder – født i Danmark, og – endnu mærkeligere – i Odense. Af og til gik hun i moskeen, som gæst, for at føle hans nærhed, hans varme, for at mindes. Men han var der ikke. Han var ingen steder. Lige som Jesus for længst havde forladt de kristne kirker, havde Profeten forladt de bygninger, der skulle rumme hans tro, hans håb, hans længsel, hans kærlighed. Måske kom de begge – usete – til de enkelte, der søgte dem i alvor og uden at fordreje og tilpasse og bøje ordene, som de faldt for nu så længe siden.

    Han kom til hende i drømme. Han talte til hende. Ja, det er godt, ja, det er sandt, ja, du kan. Husker du dit bud til mig? Det gælder nu dig. Aldrig, aldrig forlader jeg dig, altid, al tid er jeg hos dig! Husk mig, glem mig ikke, glem ikke dit løfte, husk hvem jeg er, husk hvem du er. Glem aldrig Ham, der sendte os!

    Åbenbaringen

    Hun var i Åbenbaringen: Et mareridt hun ikke kunne vågne af, på bunden af et dybt vand. Søleoparder og gustne ryttere bølgede forbi hendes feberophedede blik og pande med treforker og bulede skjold, hun ville værge for sig, men mod dem havde hun ingen våben, og når hun råbte på hjælp, kvaltes hun af mudret vand, Åbenbaringens element.

    En underlig Gud, Knoglemesteren, sad på sin Trone omgivet af de 24 ældste, han talte til hende, sagde: Kom herop, så vil jeg vise dig, hvad der siden skal ske. Rædselsblændede mennesker der fik hældt kogende opkast og brændende kobber i halsen af retfærdige vogtere dansede de fortabtes knogleraslende, tænderskærende dance macabre, hun ville vågne, kunne ikke, hun ville hjælpe, kunne ikke, hun kunne ikke engang hjælpe sig selv, dette vil ske, ingen må tvivle, hun tænkte nu ved jeg hvad Profeten følte, hvad han var oppe imod, hun tænkte dette helvede, dette vanvid holder mennesker for helligt, hun tænkte nu ved jeg hvorfor Guds sorg er uendelig. 

    Vorrei spiegarvi, O Dio

    Livets ord

    Det er så enkelt.

    Når længslen efter Hjemmet blev for stærk, søgte hun ud på kirkegården for at meditere over liv og død og genfødsel, for at mærke sig selv, hun følte en sjælden fred her, her havde hun hjemme. En dag hun var der, følte hun noget fuldbyrdes i sit indre, en ring der sluttedes, en ukendt heling, en ny indre helhed i hjertet, og hun så eller så ikke, var det virkeligt, et mirakel, den samme indskrift på alle gravenes stentavler:

    Jeg vidner for enhver, der ser profetordene her: Kun hjerteløse tror, at hjertet kun er en muskel. Sandheden er dér. Kun den der elsker, kender den. Den der ligger her, bevidner det med hilsen til de endnu døde og snart opstandne.

    Amen!

    Det var disse ord hun skulle bære fra bjerget til verden. Det var løftet. Hun begyndte at gå. Af havet stiger hun, ukendt, foldet om sin hemmelighed.

    Noter:

    “Clair de lune” er en klaversonate af Beethoven (“Måneskinssonaten”). Afsnittene følger hans satsbetegnelser. Al-Fatiha og Al-Alaq er suraer (kapitler) i Koranen. “Åbenbaringen” henviser både til Johannes´ Åbenbaring og til de mørke sider af Koranen. Vorrei spiegarvi, O Dio er en arie af Mozart, der for mig udtrykker stilhed og velsignelse.

    Cpo 2021

  • Livets værdi

    Som jeg før har været inde på, så finder livet sin værdi i den pris, vi betaler for det. Prisen udgøres først og fremmest af den frie vilje – ved menneskets frie viljes kamp mod det onde, mørket, og for det gode, lyset. I frihed må vi mennesker søge lyset og i frihed må vi udrense mørket af vores ånd og derigennem opnå åndelig helhed – tanke-vilje-enhed (se Spørgsmål og Svar II, no 64).

    Hvis ikke vi havde en fri vilje, og Gud havde skabt os åndeligt hele fra starten, ville vi aldrig selv kunne være kommet til en virkelig forståelse af livets og lysets værdi, vi ville heller ikke selvstændigt have lært mørket, det onde, at kende og besejret det, og vi ville derfor ikke være selvstændigt tankeskabende, suverænt handlende og modne personligheder, vi ville knap nok kunne betegnes som “levende” og selvstændige, da den selvstændige ånd kun kan erhverves gennem selvstændig kamp mod mørket og for lyset.

    Der er derfor en intim forbindelse mellem de to mægtige gaver, Gud har givet enhver af os: Det evige liv og den frie vilje (tanken er – fra første færd – også fri): Det evige liv finder sin værdi gennem den frie viljes selvstændige kamp mod mørket og for lyset, og uden denne frihed ville livet være værdiløst og uden mening.

    I visse fortolkninger af Kristendommen og Islam hævdes det derimod, at Gud netop har givet os “alt for intet”, at alting er op til Gud (Allah), ja, nogle hævder ligefrem prædestinationen; at alt fra evighed til evighed er bestemt af Gud, derunder menneskers frelse eller fordømmelse.

    Men hvis dette var sandt, ville Gud have skabt et liv uden mening, både frelse og fordømmelse ville være uden mening, Paradiset ville være en værdiløs gave uden dybde, vægt og fylde, og helvedes fordømmelse en meningsløs straf.

    Sandheden gives i Vandrer mod Lyset: Vi er – i sandhed – skabt frie, som skitseret ovenfor, og derfor har livet ikke kun værdi, men uendelig værdi.