I artiklen Den tragiske kærlighed har jeg forsøgt at beskrive en af de måder, mørket, det onde, søger at forvirre, blænde og narre os på i forbindelse med kærligheden; at det søger at indgive os den tanke, at kærligheden gør ondt og næsten per definition er tragisk og lidelsesfuld, hvor det i virkeligheden er mørket selv, her i skikkelse af forelskelsen, der giver os lidelse og hjertesorg.
Et parallelt fænomen har jeg iagttaget med livet selv. Som sindslidende kender jeg meget til (psykisk) lidelse og smerte. Jeg har da ofte været fristet til at vende mig fra livet, fordi jeg har tænkt og syntes at have erfaret, at livet er så fuldt af lidelse, at det egentlig er ubærligt.
Men i lighed med forholdet omkring kærlighed og forelskelse er det ikke livet, der er lidelsesfuldt, men mørket i os, der bringer os smerte. Når vi således lider, så kan vi i bitterhed søge mentalt eller konkret (gennem selvmordet) at flygte fra livet eller kaste det fra os, men derved flygter vi ind i det mørke, fx døden, der i virkeligheden giver os den lidelse, vi flygter fra.
Hverken livet eller kærligheden bringer os lidelser. Det er mørket, der søger at få os til at vende os fra livet og kærligheden, og hvis vi gør dét, så bringer det os netop de lidelser, vi søger at flygte fra. Og dette er eksempler på mørkets, det ondes, paradokse natur.
Livet og kærligheden hører til Lyset, og Lyset giver os åndelig fred, hvile og velvære. Hvis vi søger at flygte fra livet og kærligheden, stikker vi derved os selv i ryggen med mørkets dolk for hvert skridt vi træder fremad i tilværelsen.
Vi der lider, bør derfor ikke søge at undfly livet og kærligheden, vi bør ikke vende os fra dem, men tværtimod søge ind i livet og kærligheden. For kun de kan give os den fred vi søger. Måske ikke med det samme, men så dog engang i tidens fylde.
Vi der lider, bør ikke i vores lidelse i raseri vende os fra Gud, men til Gud, der er livet og kærligheden selv; Gud, der måske i sidste ende er den eneste, der kan give os fred.
Gennem tiderne er det fra forskellig side blevet forsøgt at give et egentligt bevis for Guds eksistens. Vi har fx det ontologiske bevis, som oprindeligt er forsøgt af Anselm af Canterbury i form af en bøn, og vi har Thomas Aquinas´ fem indicier.
Imidlertid mente filosoffen Immanuel Kant at kunne modbevise alle disse forsøg med det principielle argument, at menneskets erkendelse er bundet til rum og tid, den kan ikke overskride disse grænser, og da Gud må antages at eksistere uden for rum og tid – hvis Han findes – kan vi aldrig bevise Hans eksistens.
Dette anfører Kant i sit erkendelsesteoretiske hovedværk Kritik af den rene fornuft under afsnittet om fornuftens antinomier eller fire konflikter (4. konflikt), som den med nødvendighed geråder i, hvis den forsøger at overskride rummets og tidens grænser (enhver tænkelig erfaring).
Jeg vil her prøve at behandle spørgsmålet om Guds eksistens med et lidt andet udgangspunkt end de traditionelle, idet jeg tager udgangspunkt i Aristoteles´ tænkning og i det, der kaldes De tre gyldne Frugter: Hilsen til Danmark, Vandrer mod Lyset med supplementer, og Forsoningslæren og genvejen.
Hvis det senere eksisterer – siger Aristoteles i skriftet Om tilblivelse og tilintetgørelse (De generatione et corruptione)– så må der nødvendigvis være gået noget forud, en materiel, formal, virkende og final årsag (se fx Metafysikken og artiklen Aristotle on Causality på Stanford encyclopedia of Philosophy), som også må eksistere eller have eksisteret.
Hvis jeg eksisterer, må der være en årsag til det. Jeg må have biologiske forældre, der igen må have forældre osv. Hvis et bestemt hus eksisterer, så må der være nogle der i fortiden har bygget det.
Hvis jeg eksisterer, og hvis jeg udover min fysiske krop også har en udødelig ånd, så må der nødvendigvis være en, der i fortiden har skabt denne ånd. Denne Skaber må da være Gud. Spørgsmålet er derfor: Har jeg og alle mennesker en udødelig ånd? Hvis vi har det, og det kan godtgøres, er Guds eksistens bevist.
Nu kan man jo angribe spørgsmålet om åndens eksistens eller ikke-eksistens på mange måder. Man kan fx sige følgende: Hvis det er en kendsgerning, at vi mennesker tænker og handler, så har vi både tanke og vilje. Da vi hverken smager, hører, lugter, føler eller ser tanken og viljen, da vi altså ikke sanser tanken og viljen, så må de være oversanselige, hvis de eksisterer. Hvis vi med det oversanselige fx mener ånden eller det åndelige, så er det godtgjort, at vi har en ånd, der blandt andet består af tanke og vilje. Og hvis vi har en ånd, så må den være skabt engang, skabt af Gud. Altså må Gud eksistere.
Det er én måde at behandle spørgsmålet på. En anden måde at tilgå spørgsmålet om åndens og dermed Guds mulige eksistens på er ved at tage De tre gyldne Frugter på ordet: Det første værk, der udkom i serien var digtsamlingen Hilsen til Danmark (1915). Denne digtsamling rummer digte angiveligt af da for længst afdøde digtere, deriblandt N. F. S. Grundtvig og H. C. Andersen, og samlingen var – siges det – ment som et bevis på åndens overlevelse af det fysiske legemes død, altså et bevis for den udødelige ånds eksistens, og dermed også for Guds eksistens.
Hilsen til Danmark er en realitet. Den findes. Hvis derfor det kan godtgøres – ud fra komparative litterære studier – at digtene virkelig må stamme fra de angivne afdøde digtere, så har vi et bevis for den udødelige ånds og dermed også for Guds eksistens.
Men et sådant studie er mig bekendt aldrig blevet foretaget. Jeg kan heller ikke selv foretage et sådant studie, da jeg helt mangler uddannelse og forudsætninger for dét. Men der findes jo mange dygtige og kompetente litteraturforskere, der vil være i stand til det. Derfor kan jeg opfordre sådanne forskere, der måtte have lyst til og mod på et sådant studie til at forsøge.
Det er jo ikke et ligegyldigt studie, der her kan forsøges. Det er et studie, der potentielt kan afgøre årtusinders diskussion om åndens og Guds mulige eksistens og natur. Om udødelighed og evighed. Et studie med klare evighedsperspektiver. Opfordringen er hermed givet videre.
Det der kaldes den store litteratur er ikke i tvivl: Kærligheden er tragisk, og den store, altoplugende kærlighed fører med næsten matematisk sikkerhed til afgrund og død og udslettelse. Alligevel er det dén vi drages mod, længes efter og ikke kan leve uden.
Eksemplerne fra verdenslitteraturen er mange; fx beretningen om Jakob og Rakel i 1. Mosebog, skildringen af den mulige og den tragiske kærlighed i Isaac Bashevis Singers Familien Moskat, Shakespeares Romeo og Julie og mange andre. Fra musikhistorien kan nævnes Richard Wagners Tristan og Isolde.
Men hvorfor er det tilsyneladende sådan? Stræber vi mennesker med nødvendighed mod vores egen personlige undergang gennem den store kærlighed?
Efter min opfattelse grunder dette problem i en misforståelse af kærligheden og dens natur. Kærligheden er i sig selv helt uskadelig og den er universets stærkeste kraft. Jeg skal prøve at indkredse problemet ved det følgende, som jeg i alt væsentligt bygger på Vandrer mod Lyset samt personlige oplevelser:
Der findes i verden grundlæggende to kræfter: Lys og mørke, godt og ondt. Lyset er det primære, mørket det sekundære. Sådan er det blevet på grund af Guds sejr ved Lyset i den kosmiske kamp mellem godt og ondt, og dermed Guds emanation, fremstigen som Personlighed.
Mørket er besejret, men ikke tilintetgjort. Derfor griber det til stadighed efter Lyset, og det reagerer proportionalt med Lysets vækst, som jeg tidligere har forsøgt at formulere det. Mørket har derudover den egenskab at det blindt søger at efterligne Lyset, hvorved fremkommer dets ”lyse” aspekt (jf tidligere skriverier om mørkets ”lyse” og dets rent sorte aspekt; mørkets dobbeltaspekt eller dobbeltnatur).
Dette har betydning for undersøgelsen af kærlighedens natur. For idet kærligheden, som er Lys, vågner og vokser, vågner og vokser samtidig også mørket, det onde. Det griber efter kærligheden med mørkets efterligning af kærligheden, nemlig forelskelsen. Forelskelsen er altså et eksempel på mørkets ”lyse” side eller aspekt.
Og da alt mørke i sidste ende peger mod døden, så peger forelskelsen også mod død og undergang gennem dens ekstatiske rus og evnen til at blinde og blænde os, herunder vores tanke eller fornuft. Det er ikke kærligheden, der blinder og blænder os, kærligheden er ikke blind, men det er mørket, som ved forelskelsen efterligner den.
Det er således ikke den store kærlighed, der er tragisk og fører til død og undergang, men den store og dybe forelskelse, der er noget helt andet. Den forelskelse som så let vågner sammen med kærligheden, og som forhindrer os i at se klart, og som får os til at blande de to fænomener sammen i en tragisk masse. For at undgå tragedien og med den de dybe lidelser må vi lære at skelne.
Kærligheden er seende og er ikke ekstatisk eller en rus. Forelskelse gør blind og den er ekstase og rus. Lyset gør seende, mørket gør blind. Lyset og kærligheden fører til liv og fred. Mørket fører til død, ufred og lidelse.
Dén sondring mangler litteraturen og kunsten stadig at drage. Jeg har her forsøgt at give en kort skitse.
Det vi gør for eller mod hinanden, gør vi samtidig for eller mod os selv. Det er en direkte følge af karmaloven og gengældelsesloven. Det er vel nu af mig og andre udviklet i tilstrækkelig klarhed og detalje (se Vandrer mod Lyset). Som vi sår, skal vi høste. Kærlighed og dens gerninger har dermed en positiv konsekvens for os, synd det modsatte.
Men den modne etiske holdning og livspraksis har et lidt andet fokuspunkt. Den tilsiger os, at vi ikke bør gøre det gode og afstå fra det onde for vores egen skyld, men derimod for andres.
Nogle eksempler: Vi bør ikke afholde os fra i bil at køre over for rødt i trafikken af frygt for at få en bøde, men fordi vi ved at køre over for rødt udsætter andre medtrafikanter for fare. Af samme grund bør vi ikke afstå fra at overskride fartgrænserne i trafikken af frygt for at få en bøde, men for andres sikkerheds skyld.
Vi bør heller ikke afstå fra krig af frygt for selv i senere inkarnationer at blive offer for krigens rædsler, men fordi krig indlysende skader andre. Og vi bør behandle flygtninge humant og med den respekt og beskyttelse vi selv ville ønske at modtage, hvis vi var i deres situation; ikke for vores egen fremtids skyld, men for deres.
Både de (gode) jordiske og de guddommelige love har en mening, et motiv for deres tilblivelse. Vi bør efter den modne etiske holdning ikke søge at følge disse love, og afstå fra at bryde dem primært for vores egen skyld, men for andres.
Lovenes mening er at fremme det gode og mindske det onde. Derudover virker både (gode) jordiske og guddommelige love ved at skabe orden og ikke kaos. Vi bør simpelthen søge at følge Guds og Lysets love, og de af de jordiske love der er inspirerede af Lyset, fordi de er gode, og fordi de gavner andre (primært) og derigennem også os selv (sekundært).
Dette opfatter jeg som den modne etiske holdning.
Med hensyn til flygtninge må vi desuden sige, at ligesom vi der lever i sikre og velstående samfund, og som har mulighed for og derfor pligt til at yde beskyttelse og tryghed som anført, har også flygtninge forpligtelser overfor de samfund, der modtager dem og yder dem den hjælp, de har behov for. Således påhviler det flygtninge i hvert fald ikke at skade de lande de flygter til og modtages af, fx gennem voldsforbrydelser, bedrageri, bandeuvæsen og andre former for kriminalitet.
Begås sådanne handlinger af flygtninge, må det påregnes som skærpende omstændigheder ved strafudmåling; sådan som det formentlig også bliver det efter de guddommelige love.
I den forstand at vi ikke sanser rummet og tiden, og ikke sanser tanke og vilje, er disse fænomener og begreber oversanselige. Hvis de ydermere betinger vores erkendelse, som Kant delvist anfører det angående rummet og tiden som a priori anskuelsesformer i Kritik af den rene fornuft, så er vores erkendelse hovedsagelig af oversanselig natur og oprindelse.
Stoffet derimod sanser vi delvist, idet vi ved stof forstår hele det spektrum af lys- og mørkepartikler, der anføres i Vandrer mod Lyset, s. 149 (stykket med småt). Vi sanser således det materielle lys og det molekylære mørke, samt det astrale lys og mørke, dels gennem vores fysiske sanser, dels gennem de astrale. Det åndelige lys og mørke tænker vi, eller rettere; det kan hver for sig påvirke vores bevidsthed, dvs tanke, vilje og følelse.
Det synes altså godtgjort, at det oversanselige findes, og at det betinger vores erkendelse, også vores erkendelse af den sanselige verden og dens omskiftelighed. Det oversanselige er dermed det centrale og evige, der betinger det relative og temporære. Vi erkender ting og fænomener i de oversanselige fænomener og begreber rum og tid, med en bevidsthed, der i sig selv er oversanselig og evig.
I sin bog Tankens arkitektur (2014) skriver Torben Boas, at det absolutte og det relative findes i tanken selv, er bevidstheden iboende, og formulerer således en form for metafysisk idealisme, men jeg finder det mere rigtigt at sige, at det absolutte og det relative både findes i bevidstheden og udenfor bevidstheden. Der er altså tale om et både-og ikke et enten-eller. Det absolutte i det ydre, i omverdenen, kommer til syne for os som det relative gennem fænomener, sådan som man kan tolke korrespondensteorien for sandhed.
Dermed kombinerer jeg en form for metafysisk idealisme med en metafysisk realisme til en slags metafysisk dualisme. Ved metafysisk dualisme forstår jeg, at det absolutte og det relative både findes i og udenfor bevidstheden, og også at vores erkendelse både har bidrag fra sansning (astral og fysisk) og tænkning. Ved metafysisk dualisme forstår jeg altså, at erkendelsen både har bidrag fra det sanselige og det oversanselige, hvor det oversanselige – hvortil hører bevidstheden – er det primære, det sanselige det sekundære.
Jeg finder de ekstreme synspunkter, modpolerne ren idealisme og realisme, for lige vildledende og ledende til uholdbare tilstande og slutninger, hvilket filosofiens historie synes at dokumentere, fx gennem Humes og Kants umulige positioner (se min artikel Fra Hume til Kant). Den farbare vej for erkendelsen – tænker jeg – er midt imellem eller snarere i en kombination i form af en dualisme; som en erkendelsesteoretisk version af den gyldne middelvej.
I det hele taget finder jeg en metafysisk dualisme, som forstår verden som hentende sin udvikling og dynamik gennem et samspil af modsætninger, mere plausibel end de ekstreme synspunkter, af hvad art de end måtte være. Altså på en måde som verden og erkendelsen af verden er tænkt i taoismen. Fx kan man også anføre modsætningerne lys og mørke, godt og ondt, krop og ånd, frihed og slaveri, skønt og uskønt osv, som deltagende i en universel, kosmisk dialektisk proces, som danner den verden vi kender, og den vi ikke kender endnu.
Note: Angående Torben Boas´ Tankens arkitektur har jeg her kun fremdraget en detalje i en i øvrigt – så vidt jeg kan se – genial teori for erkendelse og grundlagstænkning. Værket fremtræder i sin totalitet som en gennemarbejdet og gennemtænkt teori med væsentligt bud til de nævnte områder. Bogen kan varmt anbefales, og hvis man læser den vil man selv kunne bedømme, hvorvidt det er rimeligt og betimeligt her at bringe en detalje fra én kontekst, som er Boas´ teori, til konteksten for dette indlæg, som er et forsøg på at tænke en alternativ metafysik.
Et af de mest dybsindige og så vidt jeg kan se nybrydende filosofiske værker jeg har læst længe, er Torben Boas´ Tankens arkitektur (2014). Jeg har læst den før og genlæser den nu. Jeg skal her forsøge at gengive nogle centrale pointer fra værket, samt drage videre paralleller og perspektiver til det religiøse, videnskabelige og filosofiske grundlag, der gives i Vandrer mod Lyset, samt til andre dele af filosofien.
Ifølge Boas har tanken visse grundfunktioner som ikke er identiske med tanken, men angår dens brug. Vi har den absolutte og den relative tankefunktion, der sættes i forbindelse ved begreber, og vi tænker i kontekst og ved analogi.
Kontekster skabes ved det Boas kalder begrebsudmøntning, hvor begreber får betydning ud fra konteksten, og hvor kontekster får mening gennem begreber. Kontekster skabes ved den logiske tanke eller tankefunktion. Analogi skabes ved tankespring mellem to kontekster, og ved den foretages ingen begrebsudmøntning. Begrebsudmøntningen er ved analogien foretaget på forhånd gennem de kontekster, tanken springer fra og til.
Som eksempler på kontekster kan vi tage Boas´ egen teori eller fx Kants erkendelsesteori, og som eksempler på analogi kan vi tage Jesu lignelser og Salomos ordsprog fra Det gamle Testamente.
Den logiske tanke ordnes i konstellationer (konstellationstanken), den analogiske tanke i strukturer (strukturtanken). Hvis vi opfatter fx Boas´ eller Kants teorier som konstellationer eller kontekster, så kan de – da de er fremkommet ad logisk vej – søges bevist eller modbevist ad logikkens vej. Derimod giver det ikke mening fx at ville bevise eller modbevise Jesu lignelse om hvedekornet (Joh. 12, 20-36) ved logik, da der her er tale om en analogi og struktur fremkommet ved et tankespring mellem to kontekster.
Det faste grundlag for erkendelsen og videnskaben som filosoffer og videnskabsmænd har søgt efter siden Aristoteles, det arkimediske punkt hvorfra vi kan løfte tilværelsen og erkendelsen, er den absolutte tankefunktion, som ifl Boas ikke er noget udenfor os, men inde i os, i tanken, tanken der ifølge Ardor er altings ophav (Vandrer mod Lyset). Grundlaget er altså ikke udenfor os, men inden i os hver, i tanken selv.
Denne tanke er måske også et svar på den grundlæggende tankefigur og problem, som allerede Aristoteles var opmærksom på i forbindelse med grundlagstænkningen: At vi i erkendelsen idet vi søger et grundlag for den og videnskaben, tilsyneladende nødvendigt ledes ind i en uendelig regres tilbage mod mulige udgangspunkter, idet disse udgangspunkter igen søger en begrundelse og et udgangspunkt. På det punkt hvor vi standser regressen, ved et punkt vi ikke begrunder, starter de cirkulære slutninger, idet de nødvendigvis fører tilbage til det ikke-begrundede udgangspunkt.
Hvis vi tager tanken selv som udgangspunkt og grundlag for tænkningen og videnskaben, så løses problemet måske. Tanken som løsning har også hjemmel i Vandrer mod Lyset, idet det her siges, at den menneskelige tanke har sit udgangspunkt og udspring i Gud, og at Gud selv er fremstået som Personlighed ud fra Urkosmos´ udgangspunkt efter en langvarig kosmisk kamp mellem Lys og mørke, godt og ondt. Urkosmos bestod af Tanke, Vilje, Lys og mørke, og Tanken kan her muligvis forstås som grundlaget for alt, den ene årsagsløse årsag – både i tid, logisk, ontologisk (det vil sige i relation til alt værende) og i relation til muligheder (til alt godt eller ondt).
Og i værket siger Ardor indledende som nævnt, at Tanken er altings ophav, således også ophav og grundlag for tænkningen og videnskaben selv. Dette stemmer jo også godt med den kendsgerning, at et grundlag og udgangspunkt for tænkning og videnskab nødvendigvis må søges ved tanken gennem viljen, viljen til at forsøge at udpege og tænke og finde et grundlag.
Der er her konnotationer til Descartes´ teori, hvor han i grundlagstænkningen også standser ved tanken gennem sin metodiske tvivl; det ene, der ikke kan betvivles, da en tvivl også er en tanke.
Tilsvarende med Aristoteles´ teori for erkendelsens grundlag: For ham er kravet om, at en given tanke eller teori ikke må modsige sig selv grundlaget for tænkningen og vores viden om alt værende (Metafysikken, IV, 3-6; se også artiklen Aristotle on non-contradiction på Stanford encyclopedia of Philosophy). Men denne teori må han jo først tænke, siden formulere i ord. Så også her er tanken og med den viljen til at søge og måske finde et grundlag det mest grundlæggende.
Grundlæggende må enhver teori tænkes ved tanken og ved viljens mellemkomst, eventuelt støttet eller igangsat af observation, idet jeg med observation både mener øjets fysiske observation af et fænomen eller genstand (synet), og tankens observation af et problem, fx som her spørgsmålet om erkendelsens og tankens natur og egenart.
Tilbage til Boas´ teori: Ved sammenstrømningen af den ydre og indre foranderlighed, den ydre verden der bestandig er i forandring og omdannelse og den indre relative tankefunktion og de skiftende tanker, udvælger vi ved den absolutte tankefunktion en kontekst ved begreber. Begrebet er som nævnt den samvirkende faktor mellem den absolutte og den relative tankefunktion.
Denne sammenstrømning og udvælgelse af kontekst ved begreber kan vi som antydet se eksemplificeret ved Kants erkendelsesteori og hans begreb om rum og tid som knyttet henholdsvis til den ydre og den indre sans, og som er grundlaget og betingelserne for al erkendelse, og ved Kants deduktion af erkendelsens grundlæggende kategorier. Her har vi de grundlæggende begreber rum, tid og kategorierne, og konteksten, som skabes ved den absolutte tankefunktion, er Kants teori (Kritik af den rene fornuft). Men også Kant må jo først tænke sin teori ved tanken og ved viljen til at finde et grundlag og siden formulere den i ord. Så også her er tanken og med den viljen fundamentet og det logisk første.
Vi kan som antydet se Boas´ teori eksemplificeret i hans egen teori, der således bekræfter og ikke modsiger sig selv, idet han ved tanken observerer tankens grundlæggende funktioner, sætter dem i relation til hinanden ved den relative tankefunktion, og anbringer dem ved den absolutte tankefunktion i en kontekst ved begreber, som er hans teori.
Og sådan kan vi i virkeligheden læse hele filosofiens og videnskabens historie, hvis her rigtigt opfattet. Vi iagttager som filosoffer eller videnskabsmænd og -kvinder visse fænomener, indre som ydre, sætter dem i relation til hinanden ved den relative tankefunktion, og udvælger ved den absolutte tankefunktion en kontekst ved begreber, som er en given filosofisk eller videnskabelig teori.
Med alt dette kan vi se Boas´ teori – også i relation til Vandrer mod Lyset – som et meget vægtigt bidrag til tænkningen og til forsøget på at finde et grundlag for den menneskelige erkendelse og videnskab.
Ifølge Vandrer mod Lyset er lys og mørke, godt og ondt, to mægtige, magnetisk virkende urkræfter eller energiformer, der kan give sig mange forskellige udslag både i den sanselige og i den oversanselige verden. Jeg har i mange år haft fokus på at søge at beskrive mørket, det onde, den ene af de to urkræfter, ikke – naturligvis – for at dyrke det, men for at gennemlyse det ved at se det fra lysets standpunkt, og derved svække noget af dets magt, eliminere noget af det ved at skabe større bevidsthed og viden om det.
Den enkleste formel jeg i den forbindelse er nået frem til, er mørket forstået som en dobbelthed, mørkets dobbeltaspekt, det forhold at mørket dels har et ”lyst” ansigt eller fremtrædelsesform, der efterligner lyset, dels et rent sort.
Dette dobbeltaspekt kan igen illustreres ved billedet af janushovedet: Det smilende og det sorgfulde ansigt (egentlig bedre: det ikke-smilende ansigt, eller bare det sorte ansigt). Mørket illustreret som janushoved ved dets ”lyse” ansigt og dets rent sorte kan så videre sættes på en enkel formel, idet vi forstår de to sider af janusansigtet eller dobbeltaspektet som udtryk for henholdsvis rusen og døden (døden konkret og i overført betydning som betegnelse for en indre tilstand eller følelse).
Denne opfattelse har jeg forsøgt at behandle på min skizofreni-blog i indlægget Kærlighedens janusansigt med hensyn til forelskelsen, som egentlig er en art affektfølelse eller mørkets blinde efterligning af kærligheden.
Af andre eksempler på mørkets dobbeltaspekt eller janusansigt kan nævnes magtbegæret (rusen) og den ledsagende magtesløshed (døden), pengebegæret (rusen) og den ledsagende følelse af fattigdom (døden); generelt: Begæret (rusen) og det forhold at begæret aldrig kan mættes, men blot vil øge sulten og tørsten efter det begærede, uanset hvor meget man får af det (døden), idet vi her i disse eksempler opfatter døden i overført eller symbolsk betydning som udtryk for indre tilstande eller følelser.
Vi kan også se eksempler på mørkets dobbeltaspekt eller janushoved ved krigsbegejstring (rusen) og krigens rent sorte realitet (døden), ved racismen, fremhævelsen af sin egen race som overlegen (rusen) og nedvurderingen af eller fjendtligheden mod andre racer (døden), og i mange andre forhold.
Rusen som den ene side af mørkets, det ondes, janushoved eller dobbeltaspekt kan yderligere differentieres ved parallelfænomenerne i stigende progression og intensitet ved euforien og ekstasen (igen hver med døden som den anden side af ansigtet eller aspektet), der modsvares i lyset af de ægte fænomener glæde, lykke og salighed.
Rusen, euforien og ekstasen rummer altså i sig døden, og det er formentlig den, døden, der som en underliggende motor skaber disse oppiskede fænomener og følelser; som en motor eller rotor der fra dybet pisker et hav i oprør. Jo hurtigere dødens rotor eller hjul drejer i dybet, jo mere intenst bliver oprøret, kulminerende i ekstasen.
Den her givne beskrivelse er selvsagt ikke dækkende og udtømmende, da mørket, såvel som lyset, har mange fremtrædelsesformer, kræfter og ansigter. Men de enkle formler og billeder skulle give noget af sandheden om det onde, en viden som kan gøre os bedre i stand til at identificere det, når vi møder det, og derudfra sky det og ikke handle efter det.
Vandrer mod Lyset er, hvad Det nye Testamente skulle have været, og formentlig omtrent var blevet, hvis Jesus af Nazareth ved kærlighed, medfølelse, tilgivelse og bøn havde formået at vinde den ældste, Satan, den dybest faldne (Ardor) tilbage til Lyset og Gud. Det blev det ikke.
Jesu menneskelige angst for den Onde forhindrede ham – sammen med de forbandelser, den ældste havde udslynget mod også Jesus, samt det mørke, som hvilede så tungt over Jorden – i at erindre bønnen for Satan, en bøn, der kunne have smeltet isen om den faldnes hjerte, vakt hans sorg og anger, og dermed have vundet ham tilbage. Alt dette er nøje forklaret og beskrevet i Vandrer mod Lyset.
I dette værk træder Gud os i møde i to skikkelser: Den over alt jordisk højt hævede Lysets Almagt og Guddom, men samtidig som den trygge, nære og varme Gud og Far; som Gud Herren og Gud Fader.
Denne Gud har ofte åbenbaret sig for mig personligt, specielt i form af en varm og tryg følelse af, hvem Han/Hun egentlig er.
I Det nye Testamente som i hele den jødiske og kristne Bibel (og i Koranen) er Gud stadig mange steder et væsen, man må ræddes for, en Gud vi vel kun tør nærme os i frygt og bæven. Her tænker jeg ikke på de mange og lysere fortolkninger af teksterne, som det er mit indtryk at flere jøder, kristne og muslimer forsøger i dag, men på grundteksterne (som jeg har læst i oversættelser til dansk).
Men alt dette – den stedvis grusomme og grufulde Gud – er væk i Hans/Hendes egen Åbenbaring og det kærlighedens evangelium, Vandrer mod Lyset er. Tilbage er kun den uendelige Lysets og kærlighedens trygge Almagt og Far.
I såvel den jødiske og den kristne Bibel, som i Koranen fordømmes Satan (Ardor) til evige lidelser i et evigtvarende helvede. I Vandrer mod Lyset tilgiver Gud Satan, da hans sorg og anger over alt det onde, han har gjort, vågner i hans hjerte ved nogle få menneskers medfølelse, tilgivelse og bøn. Og dermed vandt i første række Gud den dybest faldne tilbage til Lyset og Hjemmet. Præcis derfor kunne kærlighedens evangelium, Vandrer mod Lyset, nu gives, et evangelium, hvor et af hovedpunkterne er Ardors bøn til alle mennesker om at tilgive ham, som Gud tilgav ham.
Tilgivelsen af Ardor er – sammen med forskellige åndelige sandheder, som gives i kortform i Forsoningslæren og genvejen (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) af den ånd, der engang levede som Ignatius Loyola – den genvej til Gud, som Vandrer mod Lyset anviser som en mulig vej for alle mennesker.
Det er ikke en vej, som Gud tvinger os til at vandre; i frihed må vi vandre den, give tilgivelsen af et oprigtigt hjerte, om vi formår det, og derved – potentielt som menneskehed – vandre Guds vej mod Lyset.
Da Ardor var vendt tilbage til Gud, havde mørket ikke længere nogen øverste leder, der kæmpede mod os mennesker. Og derfor kunne kærlighedens evangelium nu gives helt rent, uden forvanskninger af nogen art; forvanskninger som alle andre helligtekster ellers lider så meget under, om end de også alle rummer glimt af sandhed.
Det er op til os mennesker selv at afgøre, om vi hver især vil og formår at vandre ad Guds lige vej til saligheden: Kærlighedens, medfølelsens, tilgivelsens og bønnens vej. Ingen tvinger os. Men vejen ligger fri, den store anstødssten, Ardor, er fjernet og bragt til hvile. Genvejen er en realitet og en mulighed for alle. Og dét er kærlighedens evangelium.
Da Urtanken og Urviljen – efter ukendte evigheder – samtidig nåede Lysets to poler, smeltede de sammen med dem, og de vågnede begge til fuld bevidsthed, og påbegyndte den langvarige kamp mod mørket, det onde, fuldt bevidst og villet (se Vandrer mod Lyset, Ardors beretning kap. 1 og Kommentaren kap. 1).
Jeg tror det ikke forkert at sige, at Lysets to poler var og er udtryk for henholdsvis livet og kærligheden, så da Urtanken og Urviljen – efter nye, ukendte evigheder – smeltede sammen og forenedes, forenedes også Lysets to poler, kærligheden og livet i Gud, ved Hans/Hendes emanation og fremstigen som Personlighed; som Lysets behersker og mørkets besejrer.
Og ved Urtankens og Urviljens kamp og sluttelige forening – og med dem Lysets to poler, kærligheden og livet – vandt Gud således det fulde kendskab til begge disse poler og deres inderste natur og realitet, hvorved Gud blev kærlighedens og livets Almægtige Herre.
Samtidig – gennem den langvarige kamp og ved Guds emanation, fremstigen – vandt Han/Hun det fulde kendskab til Tankens og Viljens inderste naturer og kerner. Kendskabet til disse ting – samt kendskabet til mørkets inderste væsen – er eksklusivt for Gud; ingen anden har, da kun Gud er fremsteget, emaneret ved sin egen Viljes kraft en sådan fuldkommen viden, hvorfor Han/Hun alene er alvidende og Almægtig, den Ene fuldkomne.
Da Gud et sted i Vandrer mod Lyset(Ardors beretning kap. 2) kaldes Tankens og Livets Herre, kan vi tænke, at den af Lysets to poler, som Urtanken oprindeligt smeltede sammen med, var livets pol, og den pol Urviljen smeltede sammen og forenedes med var kærlighedens pol.
Således siges det flere steder, at idet Gud dannede og skabte, optog os mennesker – Hans/Hendes børn i åndelig forstand – i sin Tanke, blev vi givet det evige liv, og det kan læses ud af flere steder, at kærligheden primært er en udadrettet, handlingspræget kraft, altså i sin grund repræsenterende Viljens kraft og magt; således siges det flere steder, at den man elsker, bør man i handling vise tegn på og beviser for sin kærlighed.
Vi mennesker har altså modtaget det evige liv af Gud ved at dannes og optages i Hans/Hendes Tanke, og vi fastholdes i livet, eksistensen ved Hans Vilje. Således modtager vi da livet ved Tanken, og fastholdes i livet ved kærligheden.
(Se også Vandrer mod Lyset s. 156-157 om de ældstes og de yngstes skabelse og dannelse ved Guds Tanke og deres fremtræden ved Guds Vilje; og s. 165 om menneskeåndernes optagelse i Guds Tanke, hvorved også de ved kærligheden delagtiggjordes i det evige liv).
Flere steder i De tre gyldne Frugter (De tre gyldne Frugter er en samlebetegnelse for Hilsen til Danmark, Vandrer mod Lyset med supplementer + Forsoningslæren og genvejen), nævnes vigtigheden og nødvendigheden af viljens herredømme over tanken, nødvendigheden af at kunne begrænse eller standse sin tankes begær efter det, viljen er i stand til at føre ud i handling. Og dette, siges det, er en meget vigtig del, måske afgørende, for vores åndelige udvikling frem mod at blive helstøbte, lysstærke, selvstændige, ydende og ikke blot nydende personligheder.
Jeg vil her citere et af disse steder i sin fulde ordlyd, tilpasset moderne sprogbrug og stavemåde:
”Efter at Guds børn i evigheders evighed havde levet et liv i skønhed, herlighed og glæde i deres Faders Rige, så Gud, at de var nået så langt frem i forståelse af viljens herredømme over tanken, i forståelse af at måtte begrænse tankens begær efter det, som viljen var i stand til at frugtbargøre og føre ud i handling, at der var en mulighed for, at alle kunne gå sejrrige ud af mødet med mørket, og Han besluttede da at stille dem en vanskelig opgave, den: at lede åndelig umyndige væsner frem til at blive dem selv ligestillede.” (Kommentaren s. 151-152).
Den samme tanke finder vi i Kristi Tale i Vandrer mod Lyset i det afsnit, der begynder med: ”Gører eder til herrer over eders tanker” (Kristi Tale s. 102), og flere andre steder i værkerne.
I de mere end 35 år jeg har kendt og studeret Vandrer mod Lyset, har jeg aldrig helt forstået, hvad der menes hermed, men jeg mener nu at have vundet en vis forståelse af problemet. Det vigtige at forstå, tænker jeg, er for det første, at tanken primært sigter til de handlinger, der ved tankens begær kan være inspireret af mørket, det onde, ikke de gode handlinger, inspireret af tanker baseret på Lyset. Det gælder således for det første om at vinde et sådant herredømme over sin tanke, at man ikke udfører onde handlinger, baseret på mørketanker og tankens begær.
Af sådanne handlinger baseret på onde tanker og tankens begær rummer værkerne selv flere eksempler på; fx de ældstes skabelse af det fysiske, dødelige menneskelegeme og de ældstes egenmægtige inkarnationer. Og fra de rent jordiske forhold kender vi mange eksempler på noget lignende; fx begær efter hævn, og deraf flydende krig, overlagt mord, vold, begær efter at stjæle andres penge osv.
Dernæst må vi tænke på Kristi ord i sin tale om, at vi påvirker hinanden ved tanken. Også derfor er viljens herredømme over tanken vigtig og nødvendig for at undgå, at vi ved tanken påvirker hinanden til ondt. De gode tanker som påvirker vores medmennesker til godt, er selvsagt ikke et problem. Problemet er bestandig det onde, mørket, og de tanker og dermed også potentielt handlinger, der kan være inspirerede heraf ved tankens begær.
Videre: Der står flere steder i værkerne, at det netop er tankens begær efter det, viljen er i stand til at føre ud i handling, det er vigtigt for os at kunne begrænse eller standse. Dette forstår jeg på den måde – parallelt til en buddhistisk opfattelse – at begæret ikke mætter det begærende menneske, men tværtimod øger sulten efter fx penge, magt, sex, berømmelse osv. Denne øgede sult skyldes, tænker jeg, at begæret – som vi kan forstå som et fænomen i mørket, det onde – så at sige kortslutter menneskets tanke, vilje og følelse (hjerte); det vi begærer, vil vi aldrig få, eller som Halfdan Rasmussen digter det så smukt: ”Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig”.
Måske er begærets natur endda sådan, at vi får det modsatte af, hvad vi begærer, hvis vi med begærets opfyldelse mener mæthed af det, vi begærer; den, der begærer rigdom vil aldrig mættes for sit begær, uanset hvor mange penge, han eller hun får, den der begærer magt, vil aldrig mættes for sit magtbegær, og bliver i realiteten afmægtig, hvor megen – ydre – magt han eller hun end får osv. Begæret mætter ikke, men øger sulten og tørsten, så at sige.
Derfor gælder det også om at begrænse sin tankes begær efter det, viljen kan føre ud i handling; dels altså fordi selve begæret har rod i mørket, dels fordi de tanker (og handlinger), der er inspireret af mørket, skader andre – og os selv (gennem gengældelsesloven).
Sammenfattende kan vi sige, at det vigtige og nødvendige i forbindelse med viljens herredømme over tanken kan udtrykkes ved nøgleordet: Selvbeherskelse. Vi må lære at blive herrer over os selv, blive herrer i eget hus, så vi ikke handler ondt, eller ved tanke eller hjerte (følelse) påvirker andre til ondt. (Angående en mulig påvirkning mennesker imellem ikke bare ved tanke og vilje (handling), men også ved hjertet; se indlægget En mulig forenet feltteori i en kærlighedens erkendelsesteori).
Og dét forstår jeg som en del af Vandrer mod Lysets dybe etik.
Forfatterskabet Højtryk 