Forfatterskabet Højtryk

Kategori: Ikke kategoriseret

  • Metafysisk realisme, idealisme og dualisme

    I den forstand at vi ikke sanser rummet og tiden, og ikke sanser tanke og vilje, er disse fænomener og begreber oversanselige. Hvis de ydermere betinger vores erkendelse, som Kant delvist anfører det angående rummet og tiden som a priori anskuelsesformer i Kritik af den rene fornuft, så er vores erkendelse hovedsagelig af oversanselig natur og oprindelse.

    Stoffet derimod sanser vi delvist, idet vi ved stof forstår hele det spektrum af lys- og mørkepartikler, der anføres i Vandrer mod Lyset, s. 149 (stykket med småt). Vi sanser således det materielle lys og det molekylære mørke, samt det astrale lys og mørke, dels gennem vores fysiske sanser, dels gennem de astrale. Det åndelige lys og mørke tænker vi, eller rettere; det kan hver for sig påvirke vores bevidsthed, dvs tanke, vilje og følelse.

    Det synes altså godtgjort, at det oversanselige findes, og at det betinger vores erkendelse, også vores erkendelse af den sanselige verden og dens omskiftelighed. Det oversanselige er dermed det centrale og evige, der betinger det relative og temporære. Vi erkender ting og fænomener i de oversanselige fænomener og begreber rum og tid, med en bevidsthed, der i sig selv er oversanselig og evig.

    I sin bog Tankens arkitektur (2014) skriver Torben Boas, at det absolutte og det relative findes i tanken selv, er bevidstheden iboende, og formulerer således en form for metafysisk idealisme, men jeg finder det mere rigtigt at sige, at det absolutte og det relative både findes i bevidstheden og udenfor bevidstheden. Der er altså tale om et både-og ikke et enten-eller. Det absolutte i det ydre, i omverdenen, kommer til syne for os som det relative gennem fænomener, sådan som man kan tolke korrespondensteorien for sandhed.

    Dermed kombinerer jeg en form for metafysisk idealisme med en metafysisk realisme til en slags metafysisk dualisme. Ved metafysisk dualisme forstår jeg, at det absolutte og det relative både findes i og udenfor bevidstheden, og også at vores erkendelse både har bidrag fra sansning (astral og fysisk) og tænkning. Ved metafysisk dualisme forstår jeg altså, at erkendelsen både har bidrag fra det sanselige og det oversanselige, hvor det oversanselige – hvortil hører bevidstheden – er det primære, det sanselige det sekundære.

    Jeg finder de ekstreme synspunkter, modpolerne ren idealisme og realisme, for lige vildledende og ledende til uholdbare tilstande og slutninger, hvilket filosofiens historie synes at dokumentere, fx gennem Humes og Kants umulige positioner (se min artikel Fra Hume til Kant). Den farbare vej for erkendelsen – tænker jeg – er midt imellem eller snarere i en kombination i form af en dualisme; som en erkendelsesteoretisk version af den gyldne middelvej.

    I det hele taget finder jeg en metafysisk dualisme, som forstår verden som hentende sin udvikling og dynamik gennem et samspil af modsætninger, mere plausibel end de ekstreme synspunkter, af hvad art de end måtte være. Altså på en måde som verden og erkendelsen af verden er tænkt i taoismen. Fx kan man også anføre modsætningerne lys og mørke, godt og ondt, krop og ånd, frihed og slaveri, skønt og uskønt osv, som deltagende i en universel, kosmisk dialektisk proces, som danner den verden vi kender, og den vi ikke kender endnu.

    Note: Angående Torben Boas´ Tankens arkitektur har jeg her kun fremdraget en detalje i en i øvrigt – så vidt jeg kan se – genial teori for erkendelse og grundlagstænkning. Værket fremtræder i sin totalitet som en gennemarbejdet og gennemtænkt teori med væsentligt bud til de nævnte områder. Bogen kan varmt anbefales, og hvis man læser den vil man selv kunne bedømme, hvorvidt det er rimeligt og betimeligt her at bringe en detalje fra én kontekst, som er Boas´ teori, til konteksten for dette indlæg, som er et forsøg på at tænke en alternativ metafysik.

  • Tankens arkitektur

    (Illustration: AI via Shutterstock)

    Et af de mest dybsindige og så vidt jeg kan se nybrydende filosofiske værker jeg har læst længe, er Torben Boas´ Tankens arkitektur (2014). Jeg har læst den før og genlæser den nu. Jeg skal her forsøge at gengive nogle centrale pointer fra værket, samt drage videre paralleller og perspektiver til det religiøse, videnskabelige og filosofiske grundlag, der gives i Vandrer mod Lyset, samt til andre dele af filosofien.

    Ifølge Boas har tanken visse grundfunktioner som ikke er identiske med tanken, men angår dens brug. Vi har den absolutte og den relative tankefunktion, der sættes i forbindelse ved begreber, og vi tænker i kontekst og ved analogi.

    Kontekster skabes ved det Boas kalder begrebsudmøntning, hvor begreber får betydning ud fra konteksten, og hvor kontekster får mening gennem begreber. Kontekster skabes ved den logiske tanke eller tankefunktion. Analogi skabes ved tankespring mellem to kontekster, og ved den foretages ingen begrebsudmøntning. Begrebsudmøntningen er ved analogien foretaget på forhånd gennem de kontekster, tanken springer fra og til.

    Som eksempler på kontekster kan vi tage Boas´ egen teori eller fx Kants erkendelsesteori, og som eksempler på analogi kan vi tage Jesu lignelser og Salomos ordsprog fra Det gamle Testamente.

    Den logiske tanke ordnes i konstellationer (konstellationstanken), den analogiske tanke i strukturer (strukturtanken). Hvis vi opfatter fx Boas´ eller Kants teorier som konstellationer eller kontekster, så kan de – da de er fremkommet ad logisk vej – søges bevist eller modbevist ad logikkens vej. Derimod giver det ikke mening fx at ville bevise eller modbevise Jesu lignelse om hvedekornet (Joh. 12, 20-36) ved logik, da der her er tale om en analogi og struktur fremkommet ved et tankespring mellem to kontekster.

    Det faste grundlag for erkendelsen og videnskaben som filosoffer og videnskabsmænd har søgt efter siden Aristoteles, det arkimediske punkt hvorfra vi kan løfte tilværelsen og erkendelsen, er den absolutte tankefunktion, som ifl Boas ikke er noget udenfor os, men inde i os, i tanken, tanken der ifølge Ardor er altings ophav (Vandrer mod Lyset). Grundlaget er altså ikke udenfor os, men inden i os hver, i tanken selv.

    Denne tanke er måske også et svar på den grundlæggende tankefigur og problem, som allerede Aristoteles var opmærksom på i forbindelse med grundlagstænkningen: At vi i erkendelsen idet vi søger et grundlag for den og videnskaben, tilsyneladende nødvendigt ledes ind i en uendelig regres tilbage mod mulige udgangspunkter, idet disse udgangspunkter igen søger en begrundelse og et udgangspunkt. På det punkt hvor vi standser regressen, ved et punkt vi ikke begrunder, starter de cirkulære slutninger, idet de nødvendigvis fører tilbage til det ikke-begrundede udgangspunkt.

    Hvis vi tager tanken selv som udgangspunkt og grundlag for tænkningen og videnskaben, så løses problemet måske. Tanken som løsning har også hjemmel i Vandrer mod Lyset, idet det her siges, at den menneskelige tanke har sit udgangspunkt og udspring i Gud, og at Gud selv er fremstået som Personlighed ud fra Urkosmos´ udgangspunkt efter en langvarig kosmisk kamp mellem Lys og mørke, godt og ondt. Urkosmos bestod af Tanke, Vilje, Lys og mørke, og Tanken kan her muligvis forstås som grundlaget for alt, den ene årsagsløse årsag – både i tid, logisk, ontologisk (det vil sige i relation til alt værende) og i relation til muligheder (til alt godt eller ondt).

    Og i værket siger Ardor indledende som nævnt, at Tanken er altings ophav, således også ophav og grundlag for tænkningen og videnskaben selv. Dette stemmer jo også godt med den kendsgerning, at et grundlag og udgangspunkt for tænkning og videnskab nødvendigvis må søges ved tanken gennem viljen, viljen til at forsøge at udpege og tænke og finde et grundlag.

    Der er her konnotationer til Descartes´ teori, hvor han i grundlagstænkningen også standser ved tanken gennem sin metodiske tvivl; det ene, der ikke kan betvivles, da en tvivl også er en tanke.

    Tilsvarende med Aristoteles´ teori for erkendelsens grundlag: For ham er kravet om, at en given tanke eller teori ikke må modsige sig selv grundlaget for tænkningen og vores viden om alt værende (Metafysikken, IV, 3-6; se også artiklen Aristotle on non-contradiction på Stanford encyclopedia of Philosophy). Men denne teori må han jo først tænke, siden formulere i ord. Så også her er tanken og med den viljen til at søge og måske finde et grundlag det mest grundlæggende.

    Grundlæggende må enhver teori tænkes ved tanken og ved viljens mellemkomst, eventuelt støttet eller igangsat af observation, idet jeg med observation både mener øjets fysiske observation af et fænomen eller genstand (synet), og tankens observation af et problem, fx som her spørgsmålet om erkendelsens og tankens natur og egenart.

    Tilbage til Boas´ teori: Ved sammenstrømningen af den ydre og indre foranderlighed, den ydre verden der bestandig er i forandring og omdannelse og den indre relative tankefunktion og de skiftende tanker, udvælger vi ved den absolutte tankefunktion en kontekst ved begreber. Begrebet er som nævnt den samvirkende faktor mellem den absolutte og den relative tankefunktion.

    Denne sammenstrømning og udvælgelse af kontekst ved begreber kan vi som antydet se eksemplificeret ved Kants erkendelsesteori og hans begreb om rum og tid som knyttet henholdsvis til den ydre og den indre sans, og som er grundlaget og betingelserne for al erkendelse, og ved Kants deduktion af erkendelsens grundlæggende kategorier. Her har vi de grundlæggende begreber rum, tid og kategorierne, og konteksten, som skabes ved den absolutte tankefunktion, er Kants teori (Kritik af den rene fornuft). Men også Kant må jo først tænke sin teori ved tanken og ved viljen til at finde et grundlag og siden formulere den i ord. Så også her er tanken og med den viljen fundamentet og det logisk første.

    Vi kan som antydet se Boas´ teori eksemplificeret i hans egen teori, der således bekræfter og ikke modsiger sig selv, idet han ved tanken observerer tankens grundlæggende funktioner, sætter dem i relation til hinanden ved den relative tankefunktion, og anbringer dem ved den absolutte tankefunktion i en kontekst ved begreber, som er hans teori.

    Og sådan kan vi i virkeligheden læse hele filosofiens og videnskabens historie, hvis her rigtigt opfattet. Vi iagttager som filosoffer eller videnskabsmænd og -kvinder visse fænomener, indre som ydre, sætter dem i relation til hinanden ved den relative tankefunktion, og udvælger ved den absolutte tankefunktion en kontekst ved begreber, som er en given filosofisk eller videnskabelig teori.

    Med alt dette kan vi se Boas´ teori – også i relation til Vandrer mod Lyset – som et meget vægtigt bidrag til tænkningen og til forsøget på at finde et grundlag for den menneskelige erkendelse og videnskab.

  • Mørkets, det ondes, janusansigt

    Ifølge Vandrer mod Lyset er lys og mørke, godt og ondt, to mægtige, magnetisk virkende urkræfter eller energiformer, der kan give sig mange forskellige udslag både i den sanselige og i den oversanselige verden. Jeg har i mange år haft fokus på at søge at beskrive mørket, det onde, den ene af de to urkræfter, ikke – naturligvis – for at dyrke det, men for at gennemlyse det ved at se det fra lysets standpunkt, og derved svække noget af dets magt, eliminere noget af det ved at skabe større bevidsthed og viden om det.

    Den enkleste formel jeg i den forbindelse er nået frem til, er mørket forstået som en dobbelthed, mørkets dobbeltaspekt, det forhold at mørket dels har et ”lyst” ansigt eller fremtrædelsesform, der efterligner lyset, dels et rent sort.

    Dette dobbeltaspekt kan igen illustreres ved billedet af janushovedet: Det smilende og det sorgfulde ansigt (egentlig bedre: det ikke-smilende ansigt, eller bare det sorte ansigt). Mørket illustreret som janushoved ved dets ”lyse” ansigt og dets rent sorte kan så videre sættes på en enkel formel, idet vi forstår de to sider af janusansigtet eller dobbeltaspektet som udtryk for henholdsvis rusen og døden (døden konkret og i overført betydning som betegnelse for en indre tilstand eller følelse).

    Denne opfattelse har jeg forsøgt at behandle på min skizofreni-blog i indlægget Kærlighedens janusansigt med hensyn til forelskelsen, som egentlig er en art affektfølelse eller mørkets blinde efterligning af kærligheden.

    Af andre eksempler på mørkets dobbeltaspekt eller janusansigt kan nævnes magtbegæret (rusen) og den ledsagende magtesløshed (døden), pengebegæret (rusen) og den ledsagende følelse af fattigdom (døden); generelt: Begæret (rusen) og det forhold at begæret aldrig kan mættes, men blot vil øge sulten og tørsten efter det begærede, uanset hvor meget man får af det (døden), idet vi her i disse eksempler opfatter døden i overført eller symbolsk betydning som udtryk for indre tilstande eller følelser.

    Vi kan også se eksempler på mørkets dobbeltaspekt eller janushoved ved krigsbegejstring (rusen) og krigens rent sorte realitet (døden), ved racismen, fremhævelsen af sin egen race som overlegen (rusen) og nedvurderingen af eller fjendtligheden mod andre racer (døden), og i mange andre forhold.

    Rusen som den ene side af mørkets, det ondes, janushoved eller dobbeltaspekt kan yderligere differentieres ved parallelfænomenerne i stigende progression og intensitet ved euforien og ekstasen (igen hver med døden som den anden side af ansigtet eller aspektet), der modsvares i lyset af de ægte fænomener glæde, lykke og salighed.

    Rusen, euforien og ekstasen rummer altså i sig døden, og det er formentlig den, døden, der som en underliggende motor skaber disse oppiskede fænomener og følelser; som en motor eller rotor der fra dybet pisker et hav i oprør. Jo hurtigere dødens rotor eller hjul drejer i dybet, jo mere intenst bliver oprøret, kulminerende i ekstasen.

    Den her givne beskrivelse er selvsagt ikke dækkende og udtømmende, da mørket, såvel som lyset, har mange fremtrædelsesformer, kræfter og ansigter. Men de enkle formler og billeder skulle give noget af sandheden om det onde, en viden som kan gøre os bedre i stand til at identificere det, når vi møder det, og derudfra sky det og ikke handle efter det.

  • Kærlighedens evangelium

    Vandrer mod Lyset er, hvad Det nye Testamente skulle have været, og formentlig omtrent var blevet, hvis Jesus af Nazareth ved kærlighed, medfølelse, tilgivelse og bøn havde formået at vinde den ældste, Satan, den dybest faldne (Ardor) tilbage til Lyset og Gud. Det blev det ikke.

    Jesu menneskelige angst for den Onde forhindrede ham – sammen med de forbandelser, den ældste havde udslynget mod også Jesus, samt det mørke, som hvilede så tungt over Jorden – i at erindre bønnen for Satan, en bøn, der kunne have smeltet isen om den faldnes hjerte, vakt hans sorg og anger, og dermed have vundet ham tilbage. Alt dette er nøje forklaret og beskrevet i Vandrer mod Lyset.

    I dette værk træder Gud os i møde i to skikkelser: Den over alt jordisk højt hævede Lysets Almagt og Guddom, men samtidig som den trygge, nære og varme Gud og Far; som Gud Herren og Gud Fader.

    Denne Gud har ofte åbenbaret sig for mig personligt, specielt i form af en varm og tryg følelse af, hvem Han/Hun egentlig er.

    I Det nye Testamente som i hele den jødiske og kristne Bibel (og i Koranen) er Gud stadig mange steder et væsen, man må ræddes for, en Gud vi vel kun tør nærme os i frygt og bæven. Her tænker jeg ikke på de mange og lysere fortolkninger af teksterne, som det er mit indtryk at flere jøder, kristne og muslimer forsøger i dag, men på grundteksterne (som jeg har læst i oversættelser til dansk).

    Men alt dette – den stedvis grusomme og grufulde Gud – er væk i Hans/Hendes egen Åbenbaring og det kærlighedens evangelium, Vandrer mod Lyset er. Tilbage er kun den uendelige Lysets og kærlighedens trygge Almagt og Far.

    I såvel den jødiske og den kristne Bibel, som i Koranen fordømmes Satan (Ardor) til evige lidelser i et evigtvarende helvede. I Vandrer mod Lyset tilgiver Gud Satan, da hans sorg og anger over alt det onde, han har gjort, vågner i hans hjerte ved nogle få menneskers medfølelse, tilgivelse og bøn. Og dermed vandt i første række Gud den dybest faldne tilbage til Lyset og Hjemmet. Præcis derfor kunne kærlighedens evangelium, Vandrer mod Lyset, nu gives, et evangelium, hvor et af hovedpunkterne er Ardors bøn til alle mennesker om at tilgive ham, som Gud tilgav ham.

    Tilgivelsen af Ardor er – sammen med forskellige åndelige sandheder, som gives i kortform i Forsoningslæren og genvejen (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) af den ånd, der engang levede som Ignatius Loyola – den genvej til Gud, som Vandrer mod Lyset anviser som en mulig vej for alle mennesker.

    Det er ikke en vej, som Gud tvinger os til at vandre; i frihed må vi vandre den, give tilgivelsen af et oprigtigt hjerte, om vi formår det, og derved – potentielt som menneskehed – vandre Guds vej mod Lyset.

    Da Ardor var vendt tilbage til Gud, havde mørket ikke længere nogen øverste leder, der kæmpede mod os mennesker. Og derfor kunne kærlighedens evangelium nu gives helt rent, uden forvanskninger af nogen art; forvanskninger som alle andre helligtekster ellers lider så meget under, om end de også alle rummer glimt af sandhed.

    Det er op til os mennesker selv at afgøre, om vi hver især vil og formår at vandre ad Guds lige vej til saligheden: Kærlighedens, medfølelsens, tilgivelsens og bønnens vej. Ingen tvinger os. Men vejen ligger fri, den store anstødssten, Ardor, er fjernet og bragt til hvile. Genvejen er en realitet og en mulighed for alle. Og dét er kærlighedens evangelium.

  • Gud Herren – den Ene fuldkomne

    Da Urtanken og Urviljen – efter ukendte evigheder – samtidig nåede Lysets to poler, smeltede de sammen med dem, og de vågnede begge til fuld bevidsthed, og påbegyndte den langvarige kamp mod mørket, det onde, fuldt bevidst og villet (se Vandrer mod Lyset, Ardors beretning kap. 1 og Kommentaren kap. 1).

    Jeg tror det ikke forkert at sige, at Lysets to poler var og er udtryk for henholdsvis livet og kærligheden, så da Urtanken og Urviljen – efter nye, ukendte evigheder – smeltede sammen og forenedes, forenedes også Lysets to poler, kærligheden og livet i Gud, ved Hans/Hendes emanation og fremstigen som Personlighed; som Lysets behersker og mørkets besejrer.

    Og ved Urtankens og Urviljens kamp og sluttelige forening – og med dem Lysets to poler, kærligheden og livet – vandt Gud således det fulde kendskab til begge disse poler og deres inderste natur og realitet, hvorved Gud blev kærlighedens og livets Almægtige Herre.

    Samtidig – gennem den langvarige kamp og ved Guds emanation, fremstigen – vandt Han/Hun det fulde kendskab til Tankens og Viljens inderste naturer og kerner. Kendskabet til disse ting – samt kendskabet til mørkets inderste væsen – er eksklusivt for Gud; ingen anden har, da kun Gud er fremsteget, emaneret ved sin egen Viljes kraft en sådan fuldkommen viden, hvorfor Han/Hun alene er alvidende og Almægtig, den Ene fuldkomne.

    Da Gud et sted i Vandrer mod Lyset (Ardors beretning kap. 2) kaldes Tankens og Livets Herre, kan vi tænke, at den af Lysets to poler, som Urtanken oprindeligt smeltede sammen med, var livets pol, og den pol Urviljen smeltede sammen og forenedes med var kærlighedens pol.

    Således siges det flere steder, at idet Gud dannede og skabte, optog os mennesker – Hans/Hendes børn i åndelig forstand – i sin Tanke, blev vi givet det evige liv, og det kan læses ud af flere steder, at kærligheden primært er en udadrettet, handlingspræget kraft, altså i sin grund repræsenterende Viljens kraft og magt; således siges det flere steder, at den man elsker, bør man i handling vise tegn på og beviser for sin kærlighed.

    Vi mennesker har altså modtaget det evige liv af Gud ved at dannes og optages i Hans/Hendes Tanke, og vi fastholdes i livet, eksistensen ved Hans Vilje. Således modtager vi da livet ved Tanken, og fastholdes i livet ved kærligheden.

    (Se også Vandrer mod Lyset s. 156-157 om de ældstes og de yngstes skabelse og dannelse ved Guds Tanke og deres fremtræden ved Guds Vilje; og s. 165 om menneskeåndernes optagelse i Guds Tanke, hvorved også de ved kærligheden delagtiggjordes i det evige liv).

  • Nødvendigheden af viljens herredømme over tanken

    Flere steder i De tre gyldne Frugter (De tre gyldne Frugter er en samlebetegnelse for Hilsen til Danmark, Vandrer mod Lyset med supplementer + Forsoningslæren og genvejen), nævnes vigtigheden og nødvendigheden af viljens herredømme over tanken, nødvendigheden af at kunne begrænse eller standse sin tankes begær efter det, viljen er i stand til at føre ud i handling. Og dette, siges det, er en meget vigtig del, måske afgørende, for vores åndelige udvikling frem mod at blive helstøbte, lysstærke, selvstændige, ydende og ikke blot nydende personligheder.

    Jeg vil her citere et af disse steder i sin fulde ordlyd, tilpasset moderne sprogbrug og stavemåde:

    ”Efter at Guds børn i evigheders evighed havde levet et liv i skønhed, herlighed og glæde i deres Faders Rige, så Gud, at de var nået så langt frem i forståelse af viljens herredømme over tanken, i forståelse af at måtte begrænse tankens begær efter det, som viljen var i stand til at frugtbargøre og føre ud i handling, at der var en mulighed for, at alle kunne gå sejrrige ud af mødet med mørket, og Han besluttede da at stille dem en vanskelig opgave, den: at lede åndelig umyndige væsner frem til at blive dem selv ligestillede.” (Kommentaren s. 151-152).

    Den samme tanke finder vi i Kristi Tale i Vandrer mod Lyset i det afsnit, der begynder med: ”Gører eder til herrer over eders tanker” (Kristi Tale s. 102), og flere andre steder i værkerne.

    I de mere end 35 år jeg har kendt og studeret Vandrer mod Lyset, har jeg aldrig helt forstået, hvad der menes hermed, men jeg mener nu at have vundet en vis forståelse af problemet. Det vigtige at forstå, tænker jeg, er for det første, at tanken primært sigter til de handlinger, der ved tankens begær kan være inspireret af mørket, det onde, ikke de gode handlinger, inspireret af tanker baseret på Lyset. Det gælder således for det første om at vinde et sådant herredømme over sin tanke, at man ikke udfører onde handlinger, baseret på mørketanker og tankens begær.

    Af sådanne handlinger baseret på onde tanker og tankens begær rummer værkerne selv flere eksempler på; fx de ældstes skabelse af det fysiske, dødelige menneskelegeme og de ældstes egenmægtige inkarnationer. Og fra de rent jordiske forhold kender vi mange eksempler på noget lignende; fx begær efter hævn, og deraf flydende krig, overlagt mord, vold, begær efter at stjæle andres penge osv.

    Dernæst må vi tænke på Kristi ord i sin tale om, at vi påvirker hinanden ved tanken. Også derfor er viljens herredømme over tanken vigtig og nødvendig for at undgå, at vi ved tanken påvirker hinanden til ondt. De gode tanker som påvirker vores medmennesker til godt, er selvsagt ikke et problem. Problemet er bestandig det onde, mørket, og de tanker og dermed også potentielt handlinger, der kan være inspirerede heraf ved tankens begær.

    Videre: Der står flere steder i værkerne, at det netop er tankens begær efter det, viljen er i stand til at føre ud i handling, det er vigtigt for os at kunne begrænse eller standse. Dette forstår jeg på den måde – parallelt til en buddhistisk opfattelse – at begæret ikke mætter det begærende menneske, men tværtimod øger sulten efter fx penge, magt, sex, berømmelse osv. Denne øgede sult skyldes, tænker jeg, at begæret – som vi kan forstå som et fænomen i mørket, det onde – så at sige kortslutter menneskets tanke, vilje og følelse (hjerte); det vi begærer, vil vi aldrig få, eller som Halfdan Rasmussen digter det så smukt: ”Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig”.

    Måske er begærets natur endda sådan, at vi får det modsatte af, hvad vi begærer, hvis vi med begærets opfyldelse mener mæthed af det, vi begærer; den, der begærer rigdom vil aldrig mættes for sit begær, uanset hvor mange penge, han eller hun får, den der begærer magt, vil aldrig mættes for sit magtbegær, og bliver i realiteten afmægtig, hvor megen – ydre – magt han eller hun end får osv. Begæret mætter ikke, men øger sulten og tørsten, så at sige.

    Derfor gælder det også om at begrænse sin tankes begær efter det, viljen kan føre ud i handling; dels altså fordi selve begæret har rod i mørket, dels fordi de tanker (og handlinger), der er inspireret af mørket, skader andre – og os selv (gennem gengældelsesloven).

    Sammenfattende kan vi sige, at det vigtige og nødvendige i forbindelse med viljens herredømme over tanken kan udtrykkes ved nøgleordet: Selvbeherskelse. Vi må lære at blive herrer over os selv, blive herrer i eget hus, så vi ikke handler ondt, eller ved tanke eller hjerte (følelse) påvirker andre til ondt. (Angående en mulig påvirkning mennesker imellem ikke bare ved tanke og vilje (handling), men også ved hjertet; se indlægget En mulig forenet feltteori i en kærlighedens erkendelsesteori).

    Og dét forstår jeg som en del af Vandrer mod Lysets dybe etik.

  • Den frie erkendelse i en kærlighedens erkendelsesteori

    Da mørket ifølge Vandrer mod Lyset er en kraft og en magt, der kan binde tanke og vilje og dermed den menneskelige ånd, er frihed det ondes fravær fra tanke, vilje og ånd. I samme mål som vi udrenser vores tanke, vilje og ånd for mørke, er vi frie.

    Gud har skabt vores tanke, vilje og ånd af Lyset og kærligheden i forbindelse med noget af sit eget guddommelige Selv, skabt os fra første færd helt uden mørke (Supplement II, no 64). Derfor er vi skabt frie. Og da vores naturlige og gudgivne tilstand således er frihed, frihed i tanke, vilje og ånd, er også erkendelsen i sin oprindelighed fri, da vi erkender ved den frie tanke og den frie vilje og ved Lyset og dermed kærligheden; vi erkender enten ved egen kraft og af os selv, eller ved oversanselig inspiration via intuition eller åbenbaring.

    Ved Lyset og dermed kærligheden erkender vi sandhed i frihed. Da Jorden imidlertid er en mørkets verden, hvilket der er gjort nøje rede for i Vandrer mod Lyset, er vores menneskelige erkendelse aldrig helt fri. Og derfor tager vi ofte fejl i vores forsøg på erkendelse. Mange af de fejl der i tidernes løb er gjort i erkendelsen, skyldes ikke nødvendigvis bevidste løgne, men vel først og fremmest det mørke, der hviler så tungt over Jorden.

    Efterhånden som mørket elimineres vil dog erkendelsen blive stadig mere fri og let, og der vil da formentlig også blive begået færre fejl. Den menneskelige erkendelse vil da blive stadig dybere, mere omfattende, mere nuanceret, mere vidtforgrenet og mere sand.

    Men erkendelse vil for os mennesker altid være forbundet med en vis vanskelighed og anstrengelse – med stadig risiko for fejl – hvilket skyldes, at mørket bestandig vil søge at forhindre den frie og frigørende sande erkendelse ved kærligheden. Vi søger at frigøre og udsanke lysets og sandhedens og kærlighedens gyldne korn fra mørkets tunge slagger, og denne bestræbelse har en værdi og dermed en pris. Jo højere værdi, jo større sandhed, jo højere pris.

  • En mulig forenet feltteori i en kærlighedens erkendelsesteori

    Sprog, erkendelse og sandhed, bevidsthed og stof er i nyere eller moderne videnskab måske alle udtryk for eller udgøres af netværk eller felter, som man forklarer og beskriver forskelligt og med forskellige egenskaber og natur.

    I sprogfilosofien lægger man vægt på ords placering og betydning i en given kontekst (efter den sproglige vending omkring 1890 og fremad), i erkendelsesteorien og teorier om sandhed har man kohærensteorien for erkendelse og sandhed, dvs man beskriver erkendelse og sandhed som horisontale netværk eller indbyrdes forbundne elementer i felter, fremfor – i et billede – som en vertikal, hierarkisk bygning med grundsten, mure, tavværk osv, i bevidsthedsfilosofien har man en kvanteteori for bevidsthed, for stoffet kvanteteorien, herunder teorien om kvantefeltet.

    Jeg skal understrege, at de her nævnte teorier ikke er de eneste på de respektive felter, og at jeg ikke er ekspert på nogen af områderne. Men jeg får den tanke, at disse netværk eller felter måske er udtryk for grundlæggende egenskaber ved og fænomener i verden, som kan samlæses med Vandrer mod Lyset på den måde, at alle disse felter kan tænkes at have fælles rod, at de sammenbindes ved Lyset og dermed kærligheden i et universelt netværk eller felt, hvor Lyset og kærligheden er den bærende og fælles og forenende kraft i netværkene og felterne, den fælles rod, og at det dermed er muligt at formulere en forenet feltteori for erkendelsen i en kærlighedens erkendelsesteori. Muligvis udgøres det universelle netværk og felt af Lys og kærlighed af Lysæteren med centrum i Gud (se Vandrer mod Lyset).

    Mennesker kan også ved Lyset og kærligheden (til sandhed), søge at erkende disse netværk eller felter og deres mulige forening ved Lyset og kærligheden i en metateori: Dels for netværkene, dels for erkendelsen af dem ved den frie tanke og den frie vilje.

    Med hensyn til bevidsthedsfilosofien ved vi fra Kristi Tale i Vandrer mod Lyset, at vi mennesker påvirker hinanden ved tanken, og dette kan muligvis – sammen med en mulig forbindelse og netværk og felt mellem alle mennesker ved hjertet eller ved et hjertefelt med udgangspunkt i hjertecentret (jf Vandrer mod Lyset, s. 171-173 om åndelegemets opbygning) – forklares ved en forenet feltteori med Lyset og kærligheden som bærende kraft; med andre ord at vi mennesker er forbundet ved og påvirker hinanden – til godt eller ondt – ved både tanke og hjerte. Derudover er vi jo forbundet ved vilje gennem vores handlinger.

    En indikation på at det forholder sig sådan, har vi i Vandrer mod Lyset s. 165, hvor der i forbindelse med beskrivelsen af, hvordan og hvorfor Gud antog sig menneskeheden som sine børn, står: “Fra det øjeblik Gud således satte sig i forbindelse med menneskene, flyder den guddommelige strøm gennem alle i et ubrydeligt kredsløb og tilføres enhver ny skabning i undfangelsesstunden.” Den guddommelige strøm er Lys, og dermed kærlighed. Og det virker naturligt, at kærligheden først og fremmest flyder og strømmer gennem hjertet og hjertecentret.

    Denne tanke altså – alle menneskers mulige forbindelse med hinanden og med Gud ved tanke, vilje og hjerte gennem Lyset og kærligheden – har en parallel i teorien om stoffets kvanteteoretiske forbindelser i et kvantefelt (quantum entanglement), hvor man synes at have konstateret, at stof påvirker stof med hastigheder, der kan overskride lysets. Det ser med andre ord ud til – her formuleret i et billede – at berøring af et netværk eller felt ét sted, udvirker forandringer eller reaktioner omgående andre steder i netværket. Som om netværket eller feltet i et billede er én stor organisme, der mærker enhver påvirkning et hvilket som helst sted i feltet og reagerer på den momentant.

    Denne tanke kan igen – hvis tanken om alle menneskers og Guds forbindelse og netværk ved tanke, vilje og hjerte gennem Lyset og kærligheden er rigtig – føre til en teori om, at hvis ét menneske er glad – eller lider – glædes eller lider hele netværket eller feltet, selv om vi måske ikke er bevidste om det.

    Med disse tanker nærmer vi os måske en forståelse og forklaring på den 4. dimension, som Vandrer mod Lyset nævner, men ikke forklarer. Da imidlertid tankerne om et guddommeligt netværk, felt og fællesskab – på godt og ondt -næppe lader sig verificere videnskabeligt, og formentlig heller ikke med gængse filosofiske metoder og argumenter, må jeg som forfatter af teksten ty til den samme metode, som vi opfordres til at benytte i forhold til Vandrer mod Lyset: At bringe tankerne for samvittighedens domstol eller prøve. Eller måske opfordre den enkelte læser til selv at mærke efter i hjertet, om tankerne er rigtige eller fejlagtige, og om læseren hér – i hjertet – kan mærke spor af dette fællesskab og guddommelige netværk.

    Jeg skal altså undlade at forsøge at udskrive et videnskabeligt eller filosofisk argument for tankerne, der her fremsættes – og overlade dommen til dig, der læser dette.

    Nyttige links:

    Sprogteori med vægt på kontekst: Dagligsprogsfilosofi (Den store Danske), Pragmatics (Stanford encyclopedia of Philosophy). Se også L. Wittgensteins Philosophische Untersuchungen og G. E. Moores, Gilbert Ryles, J. L. Austins, P. F. Strawsons, B. Russells og G. Freges arbejder

    Kohærensteori for sandhed og erkendelse: Coherentism in epistemology (Internet encyclopedia of Philosophy), The coherence theory of truth (Stanford encyclopedia of Philosophy)

    Kvanteteori for bevidsthed: Quantum approaches to consciousness (Stanford encyclopedia of Philosophy), Quantum Mind (engelsk Wikipedia)

    Kvantefeltteori: Quantum field theory; (engelsk Wikipedia), Quantum field theory (Britannica)

  • Udsagn og domme i en kærlighedens erkendelsesteori

    I forsøget på at udvikle en kærlighedens erkendelsesteori må vi nu tegne en ny grænse, eller snarere en udvidelse af feltet, idet ikke al erkendelse skabes ved forening eller afbalancering af modsætninger.

    Der kan også skabes sand erkendelse gennem formulering af sande udsagn eller domme (engelsk: propositions; jf Internet encyclopedia of Philosophy, artiklen Truth). Men erkendelsen bæres her stadig af kærligheden, eller kan bæres af den; nemlig ved kærlighed til sandhed (filosofi, af græsk: philosophia, kærlighed til viden/visdom), hvilket synes at ligge dybt i menneskeånden. Vi søger gerne sandhed, om end vi ofte tager fejl. Ved formulering af sande udsagn og domme sker erkendelsen som ved forening eller afbalancering af modsætninger ved den frie viljes indvirkning på den frie tanke, idet tanken ved viljen søger det sande udsagn og dom.

    Visse udsagns og dommes sandhedsværdi (truth-value; sand eller falsk) kan bestemmes eksakt. Således kan udsagnet og dommen der findes sande udsagn og domme kun have sandhedsværdien sand. For hvis vi antager, at vi giver den sandhedsværdien falsk, er det det samme som at sige, at der ikke findes sande udsagn og domme. Men dette udsagn og dom er med logisk nødvendighed falsk. For hvis den er sand, findes der i det mindste ét sandt udsagn og dom, nemlig udsagnet og dommen der findes ikke sande udsagn og domme. Udsagnet og dommen ophæver således sig selv, og derfor er udsagnet og dommen der findes sande udsagn og domme nødvendigvis sand.

    Tilsvarende – og af samme grunde – er det almene udsagn og dommen der findes sandhed nødvendigvis sand.

    Der findes også udsagn og domme, hvis sandhedsværdi kan bestemmes eksakt til falsk. Således er udsagnet og dommen der findes kun løgn/falske udsagn og domme nødvendigvis falsk, parallelt til redegørelsen for udsagnet og dommen der findes sande udsagn og dommes sandhed. For hvis den var sand, ville der ikke kun findes løgn eller falske udsagn og domme, da udsagnet og dommen så selv måtte være sand. Derfor er udsagnet og dommen der findes kun løgn/falske udsagn og domme nødvendigvis falsk.

    Nogle udsagn og domme ændrer sandhedsværdi over tid. Fx er udsagnet og dommen Joe Biden er USA´ s præsident sandt i dag (27.11.23), men vil givetvis være falsk om 100 år, hvis udsagnet og dommen da udtales med eksakt de samme ord.

    I teorien om fuzzy logic (sløret logik; Stanford encyclopedia of Philosophy) opererer man ikke kun med sandhedsværdierne sand og falsk, men med grader af sandhed anskueliggjort ved talintervallet fra 0 til 1, hvor 0 er helt falsk, og 1 er helt sand. Sandhedsværdien af et udsagn og en dom kan da antage alle værdier i dette interval.

    Måske ville det i den teori give mere mening at angive intervallet for sandhedsværdier ved intervallet fra -1 til 1, hvor -1 er helt falsk, 0 er et moralsk eller etisk udsagn eller værdidom (neutral), og 1 er helt sand. Vi kan da tænke, at intervallet fra -1 over 0 til 1 kan bestemmes i et kontinuum, men vi kan også tænke, at intervallet kan angives ved diskrete værdier, parallelt til kvanteteoriens bestemmelse af elementarpartiklers energiniveau som havende diskrete energiniveauer ved energikvanter. Vi kan således tænke, at der parallelt til energikvanter også findes diskrete sandhedsværdier repræsenteret ved sandhedskvanter.

    At vi her sætter moralske og etiske udsagn og værdidomme til sandhedsværdien 0 skyldes, at det jo i mange tilfælde ikke kan afgøres eksakt, om noget er godt eller ondt. Fx vil udsagnet og værdidommen det er godt, at Solen skinner ikke kunne afgøres eksakt ved værdien -1 eller 1 (eller andre værdier herimellem, fraregnet 0). Tilsvarende kan den moralske og etiske dom det er godt at skænke krigsflygtninge asyl i Danmark ikke bestemmes eksakt med værdierne -1 eller 1 (eller andre værdier herimellem, fraregnet 0). Det mest naturlige indenfor teorien om fuzzy logic er derfor at give moralske og etiske udsagn og værdidomme værdien 0.

    Udover ved forening eller afbalancering af modsætninger i erkendelsen og ved udsagn og domme kan sand erkendelse nås på mange andre måder og ad mange andre veje. Fx gennem videnskabeligt arbejde, både teoretisk (fx teoretisk fysik) og praktisk (fx gennem eksperiment, indsamling af svar ved spørgeundersøgelser osv), gennem iagttagelse, opfattelse eller sansning (engelsk: perception), ved ren tænkning (fx logik), ved gyldigt argument (engelsk: sound) og sikkert på mange flere måder. Vi kan også søge sand erkendelse eller blot sandhed gennem kunstnerisk virke ved begreberne poetisk sandhed, kunstnerisk sandhed gennem maleri, musik, skulptur, installation, performance osv, og vi kan søge og måske finde sandhed gennem tro og religion.

    Fælles for disse måder og veje til sand erkendelse og sandhed er, eller kan være, kærlighed til sandhed, hvor den frie tanke ved den frie vilje (og måske ved følelse) søger sandhed, eller hvor sandhed modtages gennem inspiration via intuition ved oversanselig indflydelse i Vandrer mod Lysets forstand, og de falder derfor alle ind under en kærlighedens erkendelsesteori, idet vi med den så breder perspektivet videre ud fra det rent filosofiske felt, område og studie i den gængse forståelse af åndsdisciplinen filosofi til at omfatte alle veje til og måder at opnå sand erkendelse og sandhed på (jf den oprindelige betydning af ordet og disciplinen filosofi: kærlighed til viden/visdom).

  • Den frie tanke og den frie vilje i en kærlighedens erkendelsesteori

    Al sandhed er i Lyset og dermed i kærligheden. Lyset og kærlighed er orden. Lyset og kærligheden er derudover en kraft og realitet, der formår at forene eller afbalancere modsætninger. Alt dette kan vi læse ud af Vandrer mod Lyset.

    Derfor drejer det sig i en kærlighedens erkendelsesteori om – for at skabe viden og sandhed – ved Lyset og kærligheden at skabe orden i tanken ved gennem den frie vilje og ved Lyset og kærligheden at forene eller afbalancere modsætninger i den frie tanke. Denne forening eller afbalancering skabes altså ved den frie viljes indvirkning på den frie tanke.

    Dette kan opfattes modsat af den hegelske logik og dialektik, hvor udviklingen (af Verdensånden) sker ved (begrebslogisk) nødvendighed gennem negation og negationers negation.

    Den således frie erkendelse gennem forening eller afbalancering af modsætninger kan være en naturlig del af åndens forædling og vandring mod Lyset.

    Fx kan vi afbalancere subjekt og objekt i erkendelsen ved forståelsen af, at de er to dele af den samme helhed (erkendelsen selv), og ikke principielt adskilte som hos Kant. De bliver heller ikke forenet med nødvendighed efter en lang (begrebslogisk) udvikling som hos Hegel.

    Eller vi kan forene arbejdsgiver og arbejdstager i erkendelsen ved forståelsen af, at også de er dele af den samme helhed (den samme virksomhed), forene jøder og muslimer, kristne og ateister, rige og fattige, dumme og kloge, syge og raske osv ved forståelsen af, at de er dele af den samme menneskehed.

    Måske kan vi endog sige, at modsætninger generelt er dele af den samme helhed (jf taoismens begreb om yin og yang).

    Alle disse erkendelser sker i frihed ved den frie viljes indvirkning på den frie tanke forstået på den måde, at det står enhver frit for at anerkende eller benægte dem, lige som det står enhver frit for overordnet set at anerkende eller benægte sandheden og relevansen af hele tanken om en kærlighedens erkendelsesteori, og netop denne ret til og mulighed for at anerkende eller benægte sandheden af det ene eller det andet, eller det hele, er et tegn på tankens og viljens frihed.