Vandrer mod Lyset er, hvad Det nye Testamente skulle have været, og formentlig omtrent var blevet, hvis Jesus af Nazareth ved kærlighed, medfølelse, tilgivelse og bøn havde formået at vinde den ældste, Satan, den dybest faldne (Ardor) tilbage til Lyset og Gud. Det blev det ikke.

Jesu menneskelige angst for den Onde forhindrede ham – sammen med de forbandelser, den ældste havde udslynget mod også Jesus, samt det mørke, som hvilede så tungt over Jorden – i at erindre bønnen for Satan, en bøn, der kunne have smeltet isen om den faldnes hjerte, vakt hans sorg og anger, og dermed have vundet ham tilbage. Alt dette er nøje forklaret og beskrevet i Vandrer mod Lyset.

I dette værk træder Gud os i møde i to skikkelser: Den over alt jordisk højt hævede Lysets Almagt og Guddom, men samtidig som den trygge, nære og varme Gud og Far; som Gud Herren og Gud Fader.

Denne Gud har ofte åbenbaret sig for mig personligt, specielt i form af en varm og tryg følelse af, hvem Han/Hun egentlig er.

I Det nye Testamente som i hele den jødiske og kristne Bibel (og i Koranen) er Gud stadig mange steder et væsen, man må ræddes for, en Gud vi vel kun tør nærme os i frygt og bæven. Her tænker jeg ikke på de mange og lysere fortolkninger af teksterne, som det er mit indtryk at flere jøder, kristne og muslimer forsøger i dag, men på grundteksterne (som jeg har læst i oversættelser til dansk).

Men alt dette – den stedvis grusomme og grufulde Gud – er væk i Hans/Hendes egen Åbenbaring og det kærlighedens evangelium, Vandrer mod Lyset er. Tilbage er kun den uendelige Lysets og kærlighedens trygge Almagt og Far.

I såvel den jødiske og den kristne Bibel, som i Koranen fordømmes Satan (Ardor) til evige lidelser i et evigtvarende helvede. I Vandrer mod Lyset tilgiver Gud Satan, da hans sorg og anger over alt det onde, han har gjort, vågner i hans hjerte ved nogle få menneskers medfølelse, tilgivelse og bøn. Og dermed vandt i første række Gud den dybest faldne tilbage til Lyset og Hjemmet. Præcis derfor kunne kærlighedens evangelium, Vandrer mod Lyset, nu gives, et evangelium, hvor et af hovedpunkterne er Ardors bøn til alle mennesker om at tilgive ham, som Gud tilgav ham.

Tilgivelsen af Ardor er – sammen med forskellige åndelige sandheder, som gives i kortform i Forsoningslæren og genvejen (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) af den ånd, der engang levede som Ignatius Loyola – den genvej til Gud, som Vandrer mod Lyset anviser som en mulig vej for alle mennesker.

Det er ikke en vej, som Gud tvinger os til at vandre; i frihed må vi vandre den, give tilgivelsen af et oprigtigt hjerte, om vi formår det, og derved – potentielt som menneskehed – vandre Guds vej mod Lyset.

Da Ardor var vendt tilbage til Gud, havde mørket ikke længere nogen øverste leder, der kæmpede mod os mennesker. Og derfor kunne kærlighedens evangelium nu gives helt rent, uden forvanskninger af nogen art; forvanskninger som alle andre helligtekster ellers lider så meget under, om end de også alle rummer glimt af sandhed.

Det er op til os mennesker selv at afgøre, om vi hver især vil og formår at vandre ad Guds lige vej til saligheden: Kærlighedens, medfølelsens, tilgivelsens og bønnens vej. Ingen tvinger os. Men vejen ligger fri, den store anstødssten, Ardor, er fjernet og bragt til hvile. Genvejen er en realitet og en mulighed for alle. Og dét er kærlighedens evangelium.