For nogle år siden formulerede jeg den tanke, at vi mennesker etisk og moralsk bør behandle vores medmennesker, som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i deres sted. Denne tanke har jeg kaldt den empatiske etik.
Tanken kom til mig i et øjebliks inspiration i Vandrer mod Lysets forstand, altså som en inspiration fra den oversanselige verden, men uden at jeg kendte afsenderen. Da jeg imidlertid øjeblikkeligt forstod tankens sandhed og konstruktive natur, og tager dét som et bevis på, at tanken har sin rod i lyset, så forstår jeg også, at tanken har Guds Tanke som basis.
Nu da tanken har modnet sig i mig, begynder jeg at spørge mig selv om, hvordan denne tanke kan udmøntes i praksis, i levet liv. Hvad vil det sige at behandle andre som man selv ville ønske at blive behandlet, hvis jeg eller vi var i deres sted?
Det er enkelt. Hvis jeg var i et andet menneskes sted, ville jeg ønske – eller i hvert fald have behov for – at blive behandlet med kærlighed. Da kærligheden er uendelig med hensyn til muligheder, er det at søge at behandle andre med kærlighed også uendeligt med hensyn til veje og måder at udmønte denne kærlighed på.
Enhver situation med et andet menneske kan bringes ind under denne leveregel, og på dén måde er der ingen standardsvar på, hvordan vi kan søge at gøre tanken og levereglen virkelig og dermed give den mening. Hver situation er unik, og kalder på forskellige løsninger og adfærd. Men fælles for dem bør være kærligheden.
At søge at behandle andre med den samme kærlighed, som man selv ønsker at modtage, tegner for mig at se en retning mod et mål, som vi mennesker næppe kan nå fuldstændigt, da vi jo er så begrænsede, og både rummer godt og ondt.
Jeg opfatter tanken som en naturlig del af vores vandring mod lyset, en vej som man kan søge at vandre – i frihed og om det ønskes. Man kan tage udgangspunkt i den kærlighed alle mennesker rummer, og hele tiden, hele livet, søge at udvikle og forædle den i den retning, jeg her søger at tegne, idet man samtidig søger at udrense mørket i sin personlighed – primært gennem sorg og anger over de onde tanker og handlinger vel intet menneske kan undgå at have og at udføre her på Jorden (for dette; se Vandrer mod Lyset).
Jeg har i øvrigt forsøgt at kæde den empatiske etik sammen med andre store bud, vi mennesker har modtaget fra lysets repræsentanter iblandt os; næstekærlighedsbuddet, den gyldne regel, og tanken om karmaloven. Den empatiske etik kan ses i sammenhæng med og forbundet med disse tanker, og er en variation af dem.
Tanken kom oprindeligt til mig i forbindelse med en samtale med andre om det problem, der er så udtalt i verden i dag: Problemet med krig og de mange mennesker, der er nødt til at flygte for at bevare livet. Inspirationen var da, at vi bør behandle nødstedte – fx flygtninge – som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i deres sted.
Det ideelle ville selvfølgelig være, hvis der overhovedet ikke var krig nogen steder på vores klode, men så længe krigen er en realitet så mange steder og mellem så mange nationer og folk, tænker jeg at den empatiske etik er konstruktiv og er en af de måder, hvorpå vi kan værne om vores egen og andres indre menneskelighed og beskytte og bevare liv. I artiklen En effektiv fredstanke har jeg i øvrigt forsøgt at udpege en vej til en mere fredelig verden.
Set i sammenhæng med hvordan verden i dag ser ud, kan den empatiske etik og dens konsekvenser virke kontroversiel. Hvad gør vi med de mange flygtninge, hvis vi skal behandle dem alle, som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i deres sted, det vil sige, hvis vi skal behandle dem med kærlighed?
Er det muligt at behandle så mange mennesker med kærlighed, det vil sige: Møde disse mennesker med respekt for deres ret til liv og frihed, respekt for deres værdighed og integritet, møde dem med rummelighed og tolerance og venlighed, beskytte deres ret til at tro som de vil, beskytte deres materielle og åndelige behov, give dem muligheder for at udfolde deres menneskelige og økonomiske potentiale og behov, kort sagt søge at give dem det liv tilbage, der trues af krig og vold?
Har vi råd til det? Har vi – menneskeligt set – råd til at lade være? Jeg mener, at den empatiske etik forpligter os både som enkeltmennesker og som samfund, særligt de samfund som nyder det privilegie at kunne leve i velstand og fred. De samfund som kan, bør også søge at hjælpe, i første omgang ved at tilbyde asyl til de mennesker, der flygter for at bevare deres liv. Ville vi ikke selv ønske at blive behandlet sådan, hvis vi var i deres sted?
Truer flygtningene ved deres blotte antal, som er stort, vores samfund og vores værdier hvis vi byder dem indenfor i fællesskabet? Hvis vi mener det, og handler efter det som nu, så er vores værdier og tanker om universelle menneskerettigheder, demokrati, frihed og tolerance kun ord uden værdi og realitet, tomme ord. Og så afskaffer vi selv – ikke flygtningene – de værdier, vi søger at beskytte og bevare. Truslen mod vores værdier kommer ikke fra flygtningene, men fra os selv.
Hvis vi afskaffer vores gode værdier for at beskytte dem, så er der kun diktatur, mørke og død tilbage. Hvis ikke vi tror nok på vores værdier til at gøre dem virkelige, så bliver dét vores virkelighed.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 