I

Det følgende er for denne første dels vedkommende et forsøg på at afgrænse og afklare forholdet mellem naturvidenskab og metafysik med henblik på formulering af en egentlig videnskabelig metafysik gennem en formulering af en videnskabelig metafysisk metode, parallelt til den naturvidenskabelige metode, med fokus på netop metode og ikke i første omgang resultater. Af relevans for denne undersøgelse er også mine indlæg Fysik og metafysik og Fra videnskabelig fysik til videnskabelig metafysik. 

I forbindelse med afgrænsningen og forsøget på en afklaring af forholdet mellem naturvidenskab og metafysik vil jeg overveje fem forskellige tankefigurer angående de to erkendeområders og erkendemåders forhold til hinanden.

Men først indledende:

Naturvidenskaben beskriver ved matematikken (og andre formelle sprog) den fysiske, sanselige verden, metafysikken beskriver eller forsøger ved logikken at beskrive det åndelige, oversanselige (hvis noget sådant findes, hvilket jeg indledende antager). Vi kan tænke, at der er et vist overlap mellem matematik og logik på den måde, at logikken er en del af matematikken (ligger under den som grundlag) mens det næppe kan siges, at matematikken er del af logikken. I den forstand er logikken (og det oversanselige) primært, matematikken (og den sanselige verden) sekundært, fordi logikken andrager begge områder, matematikken kun det ene.

Matematik (og andre formelle sprog knyttet til den fysiske verden; fx også kemiske reaktionsskemaer) og logik er at betragte som Logos på hver af de to områder; matematik for naturvidenskaben og logik for metafysikken: De erkendelsesteoretiske hjælpemidler eller funktioner eller formelle sprog, der bringer orden ved – for tanken – at repræsentere eller formulere de grundlæggende love på de to områder.

Herefter første tanke:

Mellem naturvidenskab og metafysik hersker der komplementaritet på en sådan måde, at de dels er komplementære, hinanden modsatte, dels tilsammen udgør den samlede virkelighed; eller rettere: De beskriver sammen som ideal den samlede virkelighed eller det samlede erkendeområde med det forbehold, at der kan tænkes – og formentlig er – grænser for den herved opnåelige erkendelse.

Bemærkninger til første tanke:

Til illustration af den mulige komplementaritet mellem naturvidenskab og metafysik og den helhed, de tilsammen udgør, kan man tænke på det taoistiske begreb om yin og yang og det dertil hørende berømte tegn.

Komplementariteten opstår ved de to erkendemåders og områders forskellige genstand: Vi kan sige, at naturvidenskaben studerer den foranderlige, fysiske, sanselige verden, mens metafysikken studerer den evige, åndelige, oversanselige verden, og generelt det evige i verden. Hvis denne opdeling er korrekt, kan de to erkendemåder siges – ideelt – at repræsentere hele verden og virkeligheden, og samtidig være helt forskellige. De supplerer hinanden i komplementaritet.

Derudover kan vi sige, at der er overlap mellem de to områder (jf den hvide prik i det mørke felt og den sorte prik i det hvide felt i yin-yang-tegnet). Vi kan således sige, at der findes noget evigt i det foranderlige, og noget foranderligt i det evige:

Hvis vi med den foranderlige verden mener den jordiske, fysiske verden, og det dertil hørende fysiske univers, så er det indlysende, at ting i denne verden hele tiden forandrer sig, fødes, lever og dør, er udsat for erosion, stjerner tændes og slukkes igen, havet skyller sten op på stranden osv. Men der er noget evigt i al denne foranderlighed: Nemlig de love, der skaber forandringerne, eller som forandringerne foregår efter, fx tyngdeloven, loven for kinetisk og potentiel energi, loven for evolution osv. Disse love ændrer sig ikke, de er tilsyneladende evige. Uanset om vi anerkender en evig verdens eksistens eller ej, kommer vi derfor ikke ud over anerkendelsen af noget evigt i verden.

Tilsvarende findes der noget foranderligt i det evige, hvis vi fx anerkender, at den menneskelige tanke er evig (som en del af vores evige ånd), en evig tanke, der hele tiden tænker nye tanker, som forandrer sig, er i bevægelse, vi bliver klogere og mere erfarne gennem vores forsøg på at lære og ved at reflektere over den måde, vi lever på osv. 

Hvis ikke vi anerkender tankens evighed, men kun betragter den som et udtryk for elektrokemiske processer – og hvis denne hypotese er rigtig – så bortfalder denne del af argumentet. Men vi kan så alligevel hævde foranderlighed i det evige: Nemlig ved de forandringer (fx planeters bevægelse, visse celleprocesser osv) som de evige love skaber.

Det synes derfor sikkert, at der både findes foranderlige og evige aspekter ved verden (hvad enten vi anerkender en åndelig, evig verdens eksistens eller ej), og disse forskellige aspekter kan rummes i en tanke om det foranderliges og det eviges komplementaritet med de overlap, jeg har beskrevet her. Og i en sådan verden med en sådan komplementaritet giver både naturvidenskab og metafysik mening, og har hver deres plads og berettigelse, hvis vi ved naturvidenskab forstår studiet og videnskaben om den foranderlige, fysiske verden, og ved metafysik forstår studiet og videnskaben om det evige.

Vi kan dog også forstå metafysik efter ordets oprindelige betydning: gr. meta ta physika, ”efter fysikken”, dvs en videnskab om det, der ligger udover det fysiske, rumtiden og det nu kendte stof. Men også ved denne tanke kan vi tænke forholdet mellem naturvidenskab og metafysik komplementært ved sondringen mellem det fysiske og det ikke-fysiske, der tilsammen danner en helhed. 

Om det giver mening at tale om ikke-fysiske fænomener, fx ikke-fysisk rum og stof og dimensioner, kan først godtgøres – eller afvises – i en egentlig videnskabelig metafysik. (Se afsnit II i nærværende skrift + mine indlæg og forarbejder Fysik og metafysik og Fra videnskabelig fysik til videnskabelig metafysik).

Anden tanke:

Forholdet mellem naturvidenskab og metafysik er analogisk (analogi i Høffdings og Boas´ forstand; Harald Høffding, Begrebet analogi (1923) og Torben Boas, Tankens arkitektur (2014)).

Høffding udtrykker i Begrebet analogi den tanke, at objektiv gyldighed af en tanke og et argument nås gennem tilvejebragt lovmæssig sammenhæng mellem iagttagelser, og sandheden er ikke statisk, men dynamisk; den kan formuleres i forskellige billeder, og ”det er altså ikke et identitetsforhold men et analogiforhold mellem grundsætninger (principper, ideer) og iagttagelser (erfaringer, fænomener), der kræves, for at sandhed kan vindes. Analogi er lighed i forholdene indenfor forskellige genstande, ikke lighed i de enkelte egenskaber. Det kritiske eller dynamiske sandhedsbegreb bliver altså tillige symbolsk”.

Her er en medklang i Troels Nøragers disputats Hjerte og psyke – studier i den religiøse oplevens metapsykologi og diskurs (1996) ved tanken om metaforen som central for erkendelsen gennem behandling af Lakoff & Johnsons Metaphors we live by (1980): Vi tænker blandt andet og grundlæggende i billeder (metaforer, eksempler, tegn), særligt når det tænkte skal meddeles andre.

Høffding, videre: ”Det er tilstrækkeligt til tænkningens gyldighed, at forholdet mellem tankeelementerne stemmer med forholdet mellem erfaringens elementer”. Vi sammenholder i tænkningen forskellige erfaringsområder, og overfører via billeder (analogier) elementer fra et kendt til et endnu ukendt område eller felt. (Derved risikerer vi selvfølgelig at gribe fejl; men analogien er for Høffding central i erkendelsen).

I Den menneskelige tanke (1910) skriver Høffding: ”Kun ad de dristigste analogiers vej kunne vore mest indholdsrige og derfor mindst omfattende kategorier udvides til at gælde for de uoverskuelige horisonter, der fører ud over vor erfarings grænser. Om berettigelsen af disse analogier står den store kamp om livsanskuelserne.”

Hvis Høffdings tanke er rigtig, at vi slutter (gyldigt) analogisk fra kendt til ukendt, så kan det også være muligt at slutte analogisk fra naturvidenskab til metafysik, hvis naturvidenskabens felt i en eller anden grad er (eller forudsættes) kendt, og det metafysiske felt ukendt. Eller også vil man kalde en sådan slutten deduktiv, idet vi så slutter fra det almene til det specielle, fra Høffdings almene tanke til dens specielle anvendelse (fra naturvidenskab til metafysik); under alle omstændigheder selv en analogisk slutning.

Videre kan vi spørge: Er det på den måde, videnskaben og tænkningen udvikler sig fra tradition til fornyelse: Andre baner en vej i fortiden, skaber kendt af ukendt, skaber kendt terræn, hvorfra nye generationer igen slutter analogisk fra kendt (tradition) til ukendt (fornyelse). Igen i sig selv en analogisk (eller deduktiv) slutten; fra Høffdings almene tanke (eller måske ligefrem lov), til en videnskabsteoretisk overvejelse og sammenhæng (og sandhed?) (det specielle).

Videre siger Høffding, at grund og følge er et rent logisk forhold, mens forholdet mellem begivenheder i verden er et tidsforhold. Derfor er det ved analogi, at vi anvender begrundelsens lov (grund-følge) på begivenheder i verden. Men det omvendte er af særlig interesse for nærværende undersøgelse: Når vi ved analogi slutter fra begivenheder i verden som er underlagt tidsfølge – eller ud fra eksempler og tilfælde – til logiske og almene forhold ved dannelsen af almenbegreber eller almenlove; fra naturvidenskabelige forhold til metafysiske, fra det timelige til det evige, hvilket kan siges udover at være analogisk også er induktiv slutten. 

Et eksempel på det er, når vi fx ud fra observation af et antal konkrete hunde (sansning) danner det almene begreb ”hund”. Eller generelt: Analogi opstår blandt andet ved omsætning af sansning, sansedata, til almenbegreber.

Reglen synes at være, at vi både ved analogi kan slutte fra logiske forhold til tidsforhold, og fra tidsforhold til logiske forhold; eller – med hensyn til det sidste – overordnet ved analogi kan slutte fra naturvidenskabelige forhold til metafysiske.

Analogiens erkendelsesteoretiske ydeevne kan man få et indtryk af gennem Torben Boas´ behandling af den (Tankens arkitektur). Analogien er en del af det, han kalder strukturtanken, og består i en overførsel af mening mellem to kontekster, to logiske kæder, ved et tankespring, som kan afføde en underforstået mening, fx formidlet af talstrukturen som erkendelsesteoretisk ”enzym” eller ved brug af ordsprog. I de logiske kæder kan den metafysiske tanke anvende det, Boas kalder den relative tankefunktion, hvor begreber relateres til hinanden. En logisk tanke, kæde eller fortolkning kan overvejes og genovervejes, det kan den analogiske tanke ikke. Deraf dens store potentiale, hvis vi skal følge Boas.

Tredje tanke:

Forholdet mellem naturvidenskab og metafysik repræsenterer et spektrum; enten et kontinuert spektrum med glidende, ubrudte overgange, eller et spektrum med indtagelse af diskrete værdier, som man kender det internt fra naturvidenskaben i kvanteteorien (og måske i genetikken ved læren om mutationer). Spektret kan bøjes til en cirkel eller vrides i spiral, så vi ikke har en egentlig begyndelse eller ende på hhv naturvidenskab og metafysik.

Bemærkninger til tredje tanke:

Hvis vi opfatter forholdet mellem naturvidenskab og metafysik som et spektrum, kan vi for det første enten visualisere forholdet som en horisontal eller vertikal linje med poler i form af de to discipliners forskellige genstand: Det fysiske og det åndelige. 

I den horisontale forståelse er der ingen niveauforskel mellem de to. Den vertikale forståelse kommer tættere på tanketraditionen og specielt den religiøse tradition, der opfatter det jordiske (naturvidenskab) som underordnet det oversanselige, himmelske (metafysik, religion).

Med hensyn til en nutidig tolkning er dette traditionelle billede nærmest vendt om: De fleste vægter nu naturvidenskab langt højere end metafysik og religion, i hvert fald i den toneangivende ”elite”. Dette skyldes formentlig naturvidenskabens mange og positive resultater, fx udmøntet i brugbar og populær teknologi. Metafysikken sygner hen, og nogle taler ligefrem om nutiden som en postmetafysisk periode. Først ”døde Gud”, som kultur- og idédiagnostiker – ikke læge og ikke bøddel – Nietzsche udråbte, så metafysikken; eller også henligger den nu i dødskamp og på sit yderste.

Hvad enten vi foretrækker den horisontale eller den vertikale figur, kan vi sige, at vi begynder enten ved det metafysiske, fx myte, åbenbaring og tro, i den ene ende, og slutter ved det naturvidenskabelige, ”kendsgerninger”, i den anden ende. Eller vi starter omvendt ved naturvidenskab og slutter med metafysik.

Rent åndshistorisk er det vanskeligt at identificere og påvise egentlige begyndelser og slutninger for naturvidenskab og metafysik, hvorfor den cirkulære eller spiralformede figur måske giver mere mening. 

Både naturvidenskab og metafysik er og har vel altid været samlydende stemmer i enhver kultur, og også i de enkelte mennesker. De hovedlinjer vi normalt opererer med i betegnelsen af forskellige perioder og epoker – fx ”oplysningstiden”, ”middelalderen” – dækker heterogene forhold og realiteter og heterogen virkelighed, ikke homogene sådanne; enhver tid er mangestemmig, polyfon, og ofte har det været undtagelsesmennesker, genier, enere, der har stået alene i samtiden, og kun for eftertiden har tegnet og givet navn til en given periode.

Fx var ikke alle på Voltaires og Immanuel Kants tid geniale filosoffer, og ikke alle var lidenskabeligt interesserede i at oplyse samtidens mennesker. ”Oplysningen” skal ses på baggrund af et tilgrundliggende mørke, der blev forsøgt fortrængt af de enere, der har været så forskellige fra ”det gennemsnitlige menneske”, der bar og medførte det mørke i verden, der søgtes oplyst.

Historisk kan vi finde belæg for at bøje spektret til cirkel eller spiral: Hvis den tanke er rigtig, at samfund og kulturer grundlæggende bygges ved menneskers tanker og derefter på deres omsætning af bestemte tanker i handling, så ser den kendsgerning, at imperier opstår, lever og forgår ud som, at tanker har en fødsel, et liv og en død eller undergang; en tanke har kun en bestemt egenenergi og kan kun tilføre verden en bestemt, begrænset, ikke evig, impuls, og når energien er brugt op, dør imperiet eller kulturen eller samfundet.

Dette skema kan vi fx se ved antikkens fødsel, dens overgang til middelalder, renaissance, oplysning, romantik og modernitet, med de forbehold jeg har nævnt i det ovenstående angående de forskellige epokers åndshistoriske polyfoni.

Når en kultur dør, kan noget nyt opstå ved behovet for fortsat liv og ved menneskelig opfindsomhed og vitalitet. Det konstante synes ikke at være tanker og handlinger, men en grundlæggende menneskelig livsenergi og livsvilje.

Det er ikke det samme, der kommer igen, det samme som var herskende i en fjern fortid, men den samme menneskelige vitalitet og tankerigdom genføder det gamle i ny skikkelse og med et nyt ansigt. 

Dette er mest tydeligt i den vestlige verden ved overgangen fra ”middelalder” til ”renaissance”, hvor antikken søgtes genfødt og fik et nyt ansigt og form. Og denne iagttagelse skaber belæg for antagelsen af den spiralformede åndshistoriske figur. Vi søger hele tiden noget, en livsform, der kan bære, vi ”søger i dybet den faste grund”, og griber derfor ofte tilbage i historien, hvor vi i ånden ser mennesker og samfund leve og bæres af livet, og vi genføder den til nyt liv med vores egne fødselsmærker og signatur. 

Sådan også specifikt for naturvidenskab og metafysik. I nogle perioder har den ene vidensgren magten og anseelsen, i andre den anden: De græske filosoffer ærede fx videnskab og argument, mens kalejdoskopet drejede med Jesu forkyndelse, gudsriget er kommet nær, der igen afløstes af naturvidenskabens fødsel omkring 15-1600 tallet ved Francis Bacon, Johannes Kepler, Galileo Galilei og andre.

Det nye er det gamle forklædt i tidens dragt: Viljen til livet.

Fjerde tanke:

Forholdet mellem naturvidenskab og metafysik er dikotomisk; der er altså tale om to væsensforskellige og skarpt adskilte områder for erkendelsen uden forbindelse og uden mulighed for indbyrdes kommunikation.

Bemærkninger til fjerde tanke:

Traditionelt har man i tænkning og videnskab haft store vanskeligheder med at forbinde det fysiske (naturvidenskab) og det åndelige (metafysik), fx repræsenteret ved krop-sjæl-problemet, hvilket kan lede tanken hen på et dikotomisk forhold mellem naturvidenskab og metafysik.

For en tænker som Søren Kierkegaard var det fx et paradoks, det største, at det evige (det metafysiske, Gud) – som det angives i kristendommen – kom ind i det timelige, det fysiske (ved Kristi inkarnation; Philosophiske Smuler  (1844)). En tænker som René Descartes tænkte krop og sjæl (skarpt) adskilte, og kunne ikke forklare forbindelsen.

Dertil kommer, at man i naturvidenskaben har en metode, hvilket ikke findes i metafysikken – fraset Descartes´ metodiske tvivl og meditationer (Discours de la métode (1637) og Les meditations metaphysiques (1641)).

Immanuel Kants Kritik der reinen Vernunft (1781 (A) og 1787 (B) kan ikke kvalificere til en egentlig metafysisk metode, da hans ærinde primært var at rydde terræn for en (fremtidig) transcendentalfilosofi.

I øvrigt skæmmes hans værk og resultat af, at han søger at give en metafysik i tre dimensioner (hvis vi regner rumtiden som et samlet udtryk for de tre kendte dimensioner; igen; se mit indlæg Fysik og metafysik), hvor en metafysik kun giver mening i fire dimensioner eller flere (meta ta physika, ”efter fysikken”; se også mit indlæg Selvophævende paradokser i erkendelsesteorien fra Kant til Hegel).

I metafysikken har man gjort mange forsøg på at nå et resultat, men de søges som i blinde, eller man står på og reagerer mod en tradition, der også søgte i blinde (uden metode), og derfor måtte begå fejl, og så begår man selv (nye) fejl – fx Kant i forhold til David Hume.

Alt dette leder i retning af tanken om et dikotomisk forhold mellem naturvidenskab og metafysik ved hhv metode og manglende metode – man kan af indlysende grunde ikke i metafysikken overtage den naturvidenskabelige metode, men må søge at skabe sin egen – dermed begrundelsen for nærværende skrift og bestræbelsen på at give en selvstændig videnskabelig metafysisk metodelære.

Hvis dette lykkes (se afsnit II), kan egentlig først da gives svar på, om der er tale om en dikotomi mellem naturvidenskab og metafysik, eller om forholdet er komplementært, analogisk, er udtryk for et spektrum, eller om metafysiske overvejelser overhovedet giver mening (se det følgende); eller om forholdet er et helt andet og udover dette skrifts horisont og sigtelinje.

Femte tanke:

Metafysiske teorier og overvejelser giver – modsat naturvidenskabelige – ingen mening, fordi de hverken kan verificeres eller falsificeres, og derfor hverken kan tilskrives gyldighed eller ugyldighed.

Denne tanke udtrykker vel meget præcist den (natur-)videnskabelige holdning til metafysik. Og så længe vi ikke har hverken en metafysisk metode eller en metafysisk kontrolinstans, som man kender det fra naturvidenskaben, må man give ”videnskaben” (hvad det så end er) ret. Så længe metode og kontrol ikke er mulig og ikke eksisterer, er metafysik grundlæggende forkyndelse, ikke videnskab. Forkyndelse kan vel have sin værdi og interesse for den enkelte, den kan vel fylde i det indre menneske, men man vil nok tydeligt føle, at man ved antagelse af forskellige metafysiske ”sandheder” bygger – måske hele sit liv og verdensforståelse – på vind og sand. Man bygger et hus uden fundament.

Gennem tiden har man forsøgt at kopiere den naturvidenskabelige metode over i metafysikken, og man drømmer hedt om en lige så klar, stringent og sikker metafysisk erkendelse som man kender det fra den eksakte videnskab, fx som den kommer til udtryk i Euklids Elementer. Man drømmer om at kopiere fysikkens optagelse og brug af matematik, og de derved fremkomne frapperende resultater. Man drømmer.

Et eksempel på forsøget på at nå til et egentlig videnskabeligt niveau i metafysikken har vi i Vilhelm Grønbæks religionspsykologiske forskning (her som den kommer til udtryk i Troels Nøragers disputats Hjerte og Psyke).

Grønbæk forsøger – som Nørager – at komme til (videnskabelig) afklaring af forholdet mellem metapsykologi og diskurs i religionen, forholdet mellem opleven og beskrivelse af den religiøse oplevelse, og centralt for Grønbæk er identifikationen af hjerte og jegfunktioner, men han hæmmes bestandig af tilsyneladende uoverstigelige vanskeligheder, fx ved sprogets begrænsning i og med at oplevelse og beskrivelse af oplevelse ikke er kongruente, forholdet er ikke en spejling eller identitet. Sproget er her et medium, der tilsyneladende slører det, det skal og forsøger at beskrive.

Det er det gamle problem med tanke, sprog og virkelighed og deres indbyrdes – formodede – sammenhænge. Udtrykker (spejler) sproget tanken, spejler sproget virkeligheden (jf den tidlige Ludwig Wittgenstein, Tractatus Logico-Philosophicus(1921); billedteorien), spejler tanken (ideelt set) virkeligheden? Hvad er sandhed? Kan den metafysiske sandhed – om en sådan findes – overhovedet udtrykkes adækvat og sikkert i en en-til-en sproglig dragt, eller må vi – som Kierkegaard forsøger det – lyves ind i sandheden gennem den indirekte meddelelse? Er metafysisk sandhed argument, forkyndelse eller måske det at spørge? Er metafysik egentlig digtning?

Det lader til, at det er umuligt at kopiere den naturvidenskabelige metode over i metafysikken. Også af den grund at vi – hvis vi forsøger – meget let, og måske principielt og uomgåeligt, ved en naturvidenskabelig metafysik med tilhørende eksperiment og forsøg på kontrol og objektiv verifikation eller falsifikation og gentagelighed påvirker og forandrer den virkelighed, vi søger at afdække ved selve metoden, ved selve forsøget. 

Dette kender man allerede fra fysikken. Vi påvirker ved eksperimentet det, vi undersøger, hvorfor vi ikke får den ”reale virkelighed” eller sandhed gennem forsøget. Iagttageren påvirker det iagttagne, en tanke Niels Bohr fremsagde på baggrund af udviklingen af kvanteteorien. Vi kræver i videnskaben – både i naturvidenskab og i metafysik – en objektivitet, som måske er principielt umulig at nå, fordi det er subjekter, individer, der undersøger den formodede (men måske fiktivt?) objektive virkelighed.

Må vi simpelthen med Kant strække våben og sige, at der er en virkelighed i sig selv (den objektive virkelighed), en virkelighed vi principielt ikke kan vide noget om, idet vi kun kan erkende virkeligheden, som den er (kommer til syne) for os? Eller har vi indstillet erkendeorganerne, spejlet, brillerne, kameraet forkert fra begyndelsen?

Hvad er det nærmere set for tilsyneladende uoverstigelige vanskeligheder, vi geråder i, straks vi forsøger at erkende verden, virkeligheden og os selv?

Det er sådanne spørgsmål – og mange andre – en egentlig videnskabelig metafysik må søge svar på. Og det er en sådan videnskabelighed i metafysikken, dette skrift søger.

II

Efter denne korte overvejelse af de fem tankefigurer vil jeg nu gå over til at give et bud på den egentlige videnskabelige, metafysiske metode gennem formulering af en sjette tankefigur:

Den videnskabelige metafysiske metode er bygget op omkring dels intuition og inspiration, dvs tankeindskydelser fra personligheder i den oversanselige verden, sådan som det er beskrevet i Vandrer mod Lyset (ikke den meget direkte og indgribende inspiration, som Agerskovs arbejdede under ved medskabelsen af værket; en mere upersonlig og mindre direkte arbejdsmåde, hvor man normalt ikke kender afsenderen, men må træde frem i eget navn og på eget ansvar), dels af de tanker, den erkendelse mennesket ved egen kraft og ved sin egen vilje kan nå frem til.

Bemærkninger til sjette og sidste figur:

Modellen er altså todelt: Dels den oversanselige indflydelse gennem inspiration, hvor inspirationen opfattes og modtages via menneskets evne til intuition, til intuitivt at opfatte den oversanselige inspiration, dels erkendelsens rent menneskelige forankring, i den erkendelse, mennesket selv – uden inspiratorisk mellemkomst – kan nå frem til ved egen vilje.

Mellem de to former hersker et dialektisk samspil, så de kan understøtte og supplere hinanden. Erkendelsens rent menneskelige side – som jeg vil kalde den autonome menneskelige erkendelse – udgør den traditionelle metafysik, der trækker på de kendte erkendelsesformer, fx brug af logik og analogi, men dialektikken opstår idet tænkeren kan være underlagt oversanselig inspiration uden at være bevidst om det, eller generelt ved samspillet mellem sanseligt og oversanseligt.

En prøve eller et bevis for denne metodes anvendelighed kan nås ved erfaringens hjælp og ved videnskabelige undersøgelser, nemlig ved – især for den intuitivt, inspiratoriske del – at undersøge om metoden virker i praksis eller ikke. Virker den inspiratorisk/intuitive del fx i dette skrift, virker den for andre og i forskellige sammenhænge; virker den intervidenskabeligt (fx også i naturvidenskaben), i kunst, religion, politik, sociologi, eksistentielt, dagligdags osv, dvs langt ud over metafysikkens område?

Den intuitivt/inspiratoriske del vil kunne efterprøves videnskabeligt, empirisk fx ved at indsamle rapporter om inspiration fra verdenskulturen (fx Gustav Mahlers skabelse af hans 8. symfoni, som efter komponistens eget udsagn blev skabt ved en pludselig inspiration, hvorefter han udarbejdede værket (nedskrev det) “under tvang”, og Dostojevskijs digtning (efter forfatterens eget udsagn skabte han de bedste passager gennem inspiration)) eller rapporter fra ”almindelige mennesker”, som løser problemer i dagligdagen ved intuitive, pludselige aha-oplevelser, eller teorien vil kunne efterprøves ved at foretage egentlige eksperimenter, hvor fx et konstrueret problem eller spørgsmål forelægges et antal forsøgspersoner, der opfordres til (efter Vandrer mod Lysets anvisninger om ved intuition/inspiration at lade problemet/spørgsmålet hvile i tanken en stund, for derved at gøre sig parat til oversanselig tankeindskydelse og inspiration) at søge at løse problemet eller besvare spørgsmålet ved intuition (inspiration).

Straks må vi dog her tage det forbehold, at oversanselig inspiration ikke foregår automatisk, pr menneskeligt krav eller på kommando, men efter oversanselig indsigt, ønske og vilje.

Vi må også med det samme sige, at den inspiratorisk/intuitive metode er krævende; den kræver selvbeherskelse, sandhedsvilje, tålmodighed, åbenhed og tillid – i sidste ende til Gud.

Den inspiratorisk/intuitive metode kan bruges af alle mennesker, til alle tider og i alle situationer – med de anførte forbehold; på samme måde som samvittigheden kan bruges som dynamisk etisk kompas for alle mennesker, til alle tider og i de situationer, der angår spørgsmål om godt og ondt.

I Vandrer mod Lysets forstand er det, vi mennesker oplever som samvittigheden i virkeligheden skytsåndens meddelelser; advarsler, opmuntringer, vejledning. Men også her må vi hævde en todeling mellem den oversanselige indflydelse, og menneskets egen del og indsats: Normalt må vi mennesker selv søge at skelne mellem godt og ondt, for derved at vokse åndeligt og forædle vores ånd og blive selvstændige, myndige personligheder, men i de tilfælde hvor vi ikke ved egen kraft – ved vores egen indre fornemmelse for godt og ondt – kan afgøre, hvad der er hvad, træder skytsånden til med sin hjælp. Denne hjælp opleves da – som sagt – som vores samvittighed.

Med hensyn til erkendelsen må vi – parallelt til det etiske felt – sige, at vi mennesker normalt selv må søge at nå til erkendelse og forståelse af verden og livet, til erkendelse generelt (igen for at styrke vores selvstændighed og myndighed), men i de tilfælde, hvor vores egne evner ikke strækker til, kan den oversanselige verden træde til ved gennem inspiration at give os klarhed – erkendelse – af de ting, vi ønsker at vide, og som vi har brug for at vide og erkende.

En mellemform mellem den sanselige (autonome) erkendemåde og den oversanselige inspiration/intuition; eller rettere: En form, der kan opleves som en mellemform, men som alligevel må regnes til den autonome del af erkendelsen, kan vi forstå ved at sammenholde Vandrer mod Lysets beskrivelse af hukommelsen, og Harald Høffdings teori om, at hele 95% af vores tankevirksomhed er ubevidst eller underbevidst (Den menneskelige tanke):

Ifølge Vandrer mod Lyset fungerer hukommelsen blandt andet på den måde, at mennesket (den menneskelige bevidsthed) kan give tanken “ordre” til at søge et bestemt minde, noget tidligere oplevet, læst, set osv. Hvis ikke tanken straks kan finde – genkalde sig – det i hukommelsen eftersøgte, vil mennesket måske for en tid ophøre med at lede i hukommelsen. Men “i baggrunden” vil tanken (den ubevidste del af tanken) vedblive med at søge efter det givne minde. Efter en tid – når den ubevidste tanke har fundet det eftersøgte – vil mindet pludseligt dukke op for den bevidste tanke.

Parallelt kan mennesket give sin tanke “ordre” til at søge at løse et givent mentalt problem eller opklare et spørgsmål, der ligger én på sinde. Kan problemet eller spørgsmålet ikke straks opklares, kan mennesket skubbe problemet “i baghovedet”; men igen “i baggrunden” vil tanken (den ubevidste tanke) vedblive at søge at løse problemet, og når den ubevidste tanke så måske har løst problemet, vil det dukke op, bryde pludseligt frem i bevidstheden – selv om man måske ellers nu tænker på helt andre ting; hvilket vil opleves som en parallel til den inspiratorisk/intuitive aha-oplevelse; men her er der altså tale om menneskets egen bevidstheds løsning af et givent problem, og ikke om en oversanselig inspiration.

At bevidstheden – som i Høffdings teori – råder over ganske betydelige (og os normalt ubevidste) ressourcer og reserver stemmer fuldstændig overens med Vandrer mod Lysets bevidsthedsmodel. Men her må henvises til et nøjere studie af dette værk (se i øvrigt også mit indlæg Bevidsthedens mulige kvantespring).

Et litterært eksempel på denne autonome, ubevidste tankevirksomhed, hvor problemer løses “i baggrunden” af bevidstheden, har vi i Marcel Prousts romanværk A la recherche du temps perdu, bd. 1, A coté de chez Swann:

Titelfiguren i dette bind, Charles Swann, er lidenskabeligt, men ulykkeligt forelsket i Odette. På et tidspunkt er han afskåret fra at være sammen med hende, og han søger ihærdigt efter at finde en metode til at møde sin elskede.

Han går en tur, og tænker på helt andre ting, og – pludselig står løsningen klart for ham: Sådan og sådan, og problemet er løst. I baggrunden af bevidstheden har han bestandig – uden at være sig det bevidst – lidenskabeligt overvejet og genovervejet, hvordan han dog skal få det hedt ønskede møde i stand. Og da løsningen omsider viser sig for hans indre, ubevidste jeg, dukker løsningen også op for hans dagsbevidste jeg – og han handler og finder – foreløbig – ro.

Alt i alt har vi altså her – ved intuition (inspiration) og samvittighed (skytsåndens meddelelser og indskydelser), samt ved menneskets egen evne og vilje til erkendelse og menneskets egen indre sans for godt og ondt – en samlet, dynamisk og dialektisk teori for erkendelse og etik, en teori, der kan efterprøves videnskabeligt, og hvis dialektiske karakter består i samspillet mellem sanseligt og oversanseligt. Teorien angår det hele menneskes liv, og den angår alle videnskaber og alle områder af det kulturelle liv.

Post Scriptum

Denne videnskabelige metafysiske metode er – som man vil se – ikke nået ved erkendelsen og forståelsen af den fjerde dimension – som jeg forventede – og den er heller ikke mundet ud i en anvisning på analogisk slutten, som jeg først hældede til ved læsning af Harald Høffdings og Torben Boas´ geniale arbejder. Den er nået på en helt anden måde og med et helt andet afsæt.

Den er nået via en del af den metode, den selv anviser: Gennem intuition og inspiration. Pludselig stod løsningen klart for mig ved en af de aha-oplevelser, metoden selv delvist bygger på. Om metoden er anvendelig og sand i sin udformning og grundlag, er op til den enkelte læser – og til videnskaben – at prøve og efterprøve.

Højtryk, cpo, 2022