Hjertet banker i kroppen på retfærdige og uretfærdige, syndere og helgener, rettro og vantro, ligefuldt. Guds eksistens, historie og kærlighed er indskrevet overalt i naturen. Naturvidenskab behøver ikke være troens fjende; den kan være dens ven.

Disse enkle tanker finder vi indicier – men endnu ikke beviser – på spredt rundt i litteraturen. Jeg tænker her på Ludvig Feilbergs skrifter, men først og fremmest på Vandrer mod Lysets beskrivelse af den verdensimpuls der fulgte efter Guds samtale med de yngste, da de anden gang var ved at fortvivle: Naturvidenskabens fødsel og fremgang.

Og jeg tænker på de sætninger i Vandrer mod Lyset (Oversigten, s. 253 i den trykte udgave), hvor det siges, at Guds historie (Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket og Guds emanation) kan ses overalt i naturen; fra fuglen, der er omgivet af æggets mørke, før den stræber ud, bryder æggets skal og fødes til liv, frøet, der spirer i jordens mørke, og bryder jordoverfladen, menneskefostret, der er omgivet af moderskødets mørke, vokser og fødes osv. Her har vi indicier for Guds eksistens.

Og jeg tænker på de forhold, at Solen skinner ligefuldt på syndere og retfærdige, luften, der ikke spørger til synderegister, race eller tro (social status, køn, seksuel observans osv) før den lader os indånde den, jorden, der lader planter og dyr fremstå som føde for enhver uden persons anseelse, vandet, der kan drikkes og giver næring til enhver, nattens søvn, der bringer hvile til alle osv. Kort sagt: Livet, der ikke spørger os om noget af alt dette, før det lader os leve det. Her har vi indicier for Guds ubetingede og uendelige kærlighed til alle. Således hedder det også i H. C. Andersens digt Fader vor (Hilsen til Danmark, 1915): “Fader vor i Himlens høje Sale,/send din Fred og Ro til alle ned!/lær os lytte til Naturens Tale,/thi den viser os din Kærlighed…”

Vi kan altså – foreløbigt dog kun som indicier – se metafysiske sandheder overalt i naturen, og vi kan medtage, at Solens og luftens tilgængelighed for alle osv ikke er abstraktioner eller billeder, men kendsgerninger.

Trædestenen for overgangen mellem en videnskabelig fysik til en videnskabelig metafysik – det vil sige muligheden for at konvertere ovenstående indicier til beviser – ligger formentlig i redegørelsen for den fjerde dimension, som jeg tidligere har forsøgt at beskrive det i indlægget Fysik og metafysik.

Men vi kan allerede nu skimte en retning for den videre undersøgelse i disse forhold ved det, at ligesom vi bruger matematik og logik til beskrivelse af naturen (fysikken), så kan det tænkes, at matematik og logik kan bruges til en videnskabelig beskrivelse af metafysikken, idet matematik og logik naturligt hører til den. Matematik og logik kan ikke godt betragtes som fysik eller som del af fysikken, men derimod som en del af metafysikken, der bruges til at beskrive og forstå fysikken. Dermed kan vi forstå metafysikken (det oversanselige) som overordnet fysikken som den primære del af virkeligheden.

Eller vi kan forstå matematik og logik som metadiscipliner eller mellempositioner mellem fysik og metafysik til beskrivelse af begge, eller måske se dem som – neutrale – fysiske og metafysiske medier til dannelse af evident videnskabelig viden.

Så nu: Måske ligger svaret omkring den fjerde dimension og dermed en egentlig videnskabelig metafysik i en videreudvikling af matematik og logik, og hvis det engang kan lykkes at tage dette afgørende og nye skridt i den menneskelige erkendelse, så vil vi med videnskabelig fysik og metafysik have en totalvidenskab, der dog ikke vil kunne forklare og forstå alt, men danne en længe eftersøgt helhed og mere fuldstændig menneskelig erkendelse af virkeligheden.