Et kursus i mirakler og Vandrer mod Lyset

Vandrer mod Lyset er sandheden åbenbaret i Guds Navn. Da det er sådan, kan værket bruges som en prøvesten for alle andre religioners sandhed eller vildfarelser, og i nogle tilfælde også som prøvesten for filosofiers og videnskabelige resultater og traditioners lødighed. 

Det er således muligt og konstruktivt at søge at filtrere en given religion eller filosofi gennem Vandrer mod Lysets sandhedsfilter, noget jeg selv tidligere har forsøgt fx med religionen Islam og med Martinus´ kosmologi.

Jeg vil her gøre et nyt forsøg i samme retning og ud fra det samme princip i forhold til bogen Et kursus i mirakler (EKIM). Først en kort præsentation af dette værks grundtanker, idet jeg dog straks tager forbehold for, at min forståelse og tilegnelse af tankerne i EKIM måske ikke er fuldstændig, og kan være fejlagtig.

Ifølge EKIM har vi mennesker det grundlæggende valg mellem egoet og Helligånden. Egoet fører til korsfæstelse, lidelse, død og tilintetgørelse, Helligånden fører til opstandelse, lykke, fred og evigt liv. Der er her forskel på korsfæstelsens falske gud, og opstandelsens sande Gud.

Egoet, som selv er et intet og ikke reelt eksisterende, planter et intet i sindet, og omhegner det med uigennemsigtige mure for at hindre individets forståelse af, at det intet er. Helligånden gennemlyser blidt dette intet, og viser i stedet det reelt og evigt eksisterende i menneskets inderste: Gud og Guds Søn, som er ét.

Vi kender ikke egoets intet og det intet, det placerer i vores inderste sind, og da vi ikke kender det, skræmmer det os. Det tager form af vores værste mareridt, der er forskellige fra menneske til menneske, og det eneste, der kan forjage angsten, er Helligåndens blide korrektion, der vækker os af vores urolige drømme, og bringer os virkeligheden, det eneste, der findes, og som evigt er.

Denne opvågnen er en opvågnen til kærlighed, der evigt er i os, og som aldrig har været borte. Dette er også det Eckhart Tolle kalder oplysning. Kærligheden er uden grænser, og derfor er der intet udenfor den, og vi er indenfor den. Vi skal blot åbne øjnene, der måske har været lukkede, for at se og føle den.

Egoet placerer os i tiden, Helligånden i evigheden. Men Helligånden bruger tiden som redskab til vores opvågnen til evigheden. Egoet lænker os til fortiden, og insisterer på, at fremtiden vil blive som den: Fuld af lidelse, sorg, nød og elendighed. Derved korsfæster det os, eller vi korsfæster os selv. Helligånden peger på det evige nu, det eneste aspekt af tiden, der reelt eksisterer. Her ligger forløsningen, freden, Himmeriget (jf også Tolle).

Vi behøver ikke at granske og analysere egoet og dets dynamik, for da det er et intet, kan det ikke forstås. Det er ikke rationelt, det er hinsides fornuft. Det eneste fornødne er at overgive os til og lade os bære på Helligåndens blide vinge til Gud, Himmeriget, som er i os selv, ja som er os og altid har været det. Der er ingen adskillelse fra Gud. Helligånden viser os dette. Vi er selv frelsen, Himmeriget, ét med Gud. At forstå dét er opstandelse.

Så vidt EKIM som jeg forstår dette værk. Hvis nu derimod Vandrer mod Lyset er sandhed, så er EKIMs vision en af de strålende og dårende gevandter, det onde drager gennem vores verden med. EKIM siger, at mørket dybest set er en illusion eller blot mangel på lys, og således lader visionen os forsvarsløse, værgeløse overfor det reelt eksisterende mørke, den reelle ondskab. Mørket er ifølge Vandrer mod Lyset en reelt eksisterende verdenskraft, men modsat lyset, det gode, kærligheden.

EKIM er set på denne måde et eksempel på den mørkets proportionale reaktion på lysets vækst, der er så tydelig, hvis vi studerer åndshistorien og andre dele af den menneskelige kultur (kunst, filosofi, politik, videnskab) i tiden omkring fremkomsten af Vandrer mod Lyset og lysets sande gennembrud i den oversanselige og den sanselige verden, som dette værk nøje gør rede for.

Til denne mørkets reaktion må fx også regnes teosofien (Blavatsky, Bailey) og Martinus´ kosmologi; alle disse filosofier og åndsretninger klæder mørket i et bedragerisk skær af lys, hvilket er eksempler på det ondes janushoved, dets dobbeltaspekt eller dobbeltnatur, det forhold og den kendsgerning, at mørket har et ”lyst” og et rent sort ansigt. 

De prædiker alle på forskellig vis Himlen på Jorden og enhed med Gud, og skaber derved helvede (i overført betydning) for dem, der måtte falde for bedragene, illusionerne. De gør det ved at tænke og formulere uendelige tanker og tankesystemer, tanker og systemer, der kan sprænge den menneskelige tanke og personlighed, sprænge den menneskelige bevidsthed, der principielt er begrænset.

De prædiker Gudsbevidsthed eller Kristusbevidsthed i mennesket, og hvis man falder for denne illusion, dette bedrag – dvs hvis man godtager det – så sprænges man i værste tilfælde. Det er ikke visdom, men fald, parallelt til den ældste og de ældste, der ved deres fald ville være Gud (jf Vandrer mod Lyset). Det er slangen, der knejser over verden, og som bringer os alt ondt, idet den hvisker: Der findes kun godt. Jeg er Gud!

EKIM kulminerer i kapitel 15. Det hellige øjeblik, som jeg opfatter som en konkret invitation til og et konkret forsøg på – som måske hele værket (tekstbogen, Arbejdsbog for studerende og Håndbog for lærere) – at fremkalde en kundalinirejsning i læseren. Kundalini er en reelt eksisterende kraft i mørket, en kraft der i ulykkeligste fald kan fremkalde den sprængning af den menneskelige bevidsthed, jeg nævnte før, og som kan give mennesket mange og alvorlige og dybe lidelser.

Vandrer mod Lyset er det ene, rolige, faste, guddommelige punkt, hvorimod alt ondt falder an, som det gjorde det i sidste halvdel af det 19., gennem hele det 20. og nu også i det 21. århundrede. Om lyset eller mørket vil sejre, er op til mennesker. Mennesker må selv bestemme og afgøre, om de vil stå roligt i åbenbaringen, eller om de vil lade sig rive med af mørkets malstrøm. Og som mennesker vil, således bliver fremtiden.

Højtryk, 2025