I et par artikler i Politiken og Weekend-Avisen (I 1968 gjorde boomerne oprør. Nu er det dem, der står i vejen; Interview med Tim Vlandas, professor i politisk økonomi og socialpolitik ved University of Oxford; Politiken d. 24/10 2026 ved Christian Johannes Idskov. Europa i flammer ved Aske Munck; Weekend-Avisen nr 43 2026) beskrives det oprør, de optøjer og den vold, der er brudt ud i flere sydeuropæiske lande og i andre dele af verden.
Folk, i begyndelsen fortrinsvis unge mennesker, er gået på gaderne, hvor de driver hærgende gennem byerne, hvor de plyndrer butikker og slås med ordensmagten i de forskellige lande. Disse unge hader ikke de vestlige samfund eller vestlige værdier, hedder det, de ønske kun at få del i velstanden, få bedre uddannelser og derigennem bedre liv. Og kan de ikke få det med det gode, tager de det med det onde.
Der tegnes i artiklerne konturerne af et ny ungdomsoprør, og et af de unges problemer er, at de ikke er så mange, og derfor ikke har den nødvendige politiske gennemslagskraft gennem de sædvanlige og lovlige organer og kanaler i vores demokratier. De savner politisk repræsentation, partier som de kan se varetager deres interesser. Samtidig bliver gennemsnitsalderen i Europa højere og højere, der bliver flere og flere ældre, og derfor tipper magtbalancen i demokratierne til fordel for de ældre, hvor der er mange stemmer at hente.
De ældre, der var unge eller børn omkring 1968, søger nu at bevare deres rigdom, og de deler den ikke gerne med dem, der er unge i dag. Disse ældre, hvoraf mange var revolutionære i deres ungdom, er nu økonomisk konservative, og mange af dem er politisk og økonomisk til salg for demagoger, der maler skræmmebilleder af de unge og islam, det sidste en dæmonisering, der rammer en del af de unge, som er muslimer. De unge slår tilbage med vold og selvtægt. De vender ikke den anden kind til. Dette skal ikke ses som et forsvar for volden, blot en mulig forklaring. Med volden og optøjerne risikerer de unge at opnå det modsatte af, hvad de ønsker sig og drømmer om, idet de ved volden skaber så megen vrede og modvilje imod sig, at de i stedet for at få bedre liv og en bedre fremtid ødelægger begge dele for sig selv og for deres respektive lande.
Sagen er, at det aldrende Europa har brug for de unge. I den situation begynder demagoger efter en langvarig diskrimination og chikane også at føre polariserende og meningsløs, irrational tale om remigration rettet mod muslimer, hvor det fornuftige er det modsatte: En kontrolleret genåbning af de vestlige grænser og demokratier fx for nogle af de mange unge mennesker fra Mellemøsten og fra Nordafrika og det øvrige afrikanske kontinent. Genåbningen bør være kontrolleret og afstemmes politisk mellem de forskellige verdensdele også for oprindelseslandenes skyld, idet de ville lide et betydeligt ressourcetab, hvis på en gang en masse unge udvandrede fra de forskellige lande til Vesten.
Dette må være i vores egen interesse. Men jeg vil tilføje, at for at vi kan have vores motiver i orden, så bør man ikke genåbne grænserne for egen økonomisk vindings skyld, men for at søge at danne ramme om et bedre liv for de unge, der måtte benytte sig af chancen og søge til Vesten. Mennesker bør aldrig betragtes som blotte midler, men som mål i sig selv. Vi bør behandle dem, der kommer til vores lande med venlighed og respekt, ligesom vi kræver, at de viser os respekt, og at de overholder vores love. I den vestlige kulturkreds som betragter sig som kristen, må vi spørge os selv, hvordan vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i de unges sted, de unge fra fx Nordafrika. Ville vi ikke selv ønske os et bedre liv? Ville vi ikke selv søge til steder, hvor der er mulighed for det? Hvis svaret er ja, så må vi handle efter det af respekt for de unge og for os selv og vores værdier.
(Se også mine artikler Den empatiske etik og En effektiv fredstanke)
(2026)
