Ud fra et ønske om at forsøge at bidrage med tanker, der kan føre til mere fredelige tilstande mellem mennesker og magter i den jordiske verden, har jeg ved tidligere lejligheder skrevet om de magttomrum, magtvakuum, der findes i vores verden, og som fx skabes, når bestemte, militært stærke nationer gennemfører tvungent regimeskifte i bestemte lande ved militær intervention. Dette sidste har jeg fx skrevet om i indlægget Krigens anatomi (Blogger, 2015). Tanken om magttomrum spiller også en central rolle i min artikel En effektiv fredstanke.
Jeg skal her kort opridse hovedtankerne omkring magttomrum: Ved militært at gennemtvinge et regimeskifte i et givent land, skaber man et magttomrum, som alle andre politiske aktører i det pågældende land da hver især og i kamp mod hinanden vil søge at fylde. Derfor er konsekvensen af tvungent regimeskifte med næsten matematisk sikkerhed borgerkrig. Samtidig vil en international præcedens for tvungne, militære regimeskifter tilskynde totalitære regimer til at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben, fx atomvåben, for at gøre sig usårlige mod regimeskiftet ved at gøre det umuligt at angribe det pågældende land.
Et andet aspekt ved magttomrum jeg har beskrevet, er den nuværende internationale orden, hvor der findes et globalt magttomrum i og med, at vi (endnu) ikke har en Verdensstat, der kan opstille og håndhæve international lov og opstille universelle normer for lov og ret i en tid, hvor menneskers og staters politiske og økonomiske adfærd ved globaliseringen er global. Hvor der er politisk og økonomisk adfærd, er der behov for politisk og økonomisk regulering gennem lovgivning, og behov for håndhævelse af lovgivningen for at undgå anarki og kaos. Derfor er den nuværende internationale orden ved magttomrummet præget af lovløshed, anarki og kaos, hvilket vi ser konsekvenserne af ved de mange militære og økonomiske konflikter og krige i verden i dag. For magterne vil hver især, især de stærkeste (fx nu USA, Rusland, Kina), søge at udfylde det globale magttomrum i en potentielt voldelig kamp mod hinanden for verdensherredømme og dominans.
Jeg vil på baggrund af disse tanker og ud fra de oplysninger, der gives i værket Vandrer mod Lyset, søge at give et – for nu – mere samlet udsagn om magt; med det samme mål for øje: At bidrage til større fred i vores verden:
Der findes – siger Vandrer mod Lyset – grundlæggende to verdenskræfter, der hver for sig giver sig udslag i to hinanden modsatte magter: Lyset og mørket. Lyset er det, vi normalt kalder det gode, mens mørket er det onde. Der er tale om to mægtige – hinanden modsatte – magnetisk virkende urkræfter, der kan påvirke mennesker til godt eller ondt. Lyset virker ved frihed, mens mørket virker ved tvang, og derfor er den magt, der virker ved frihed af det gode, den er legitim, mens den magt der virker ved tvang, er af det onde, den er illegitim. Det er her vigtigt at forstå, at lysets frihed ikke er lovløshed og det dermed følgende anarki og kaos, men derimod er udtryk for den orden, der netop skabes ved vel gennemtænkte love og håndhævelsen af dem. Som det hedder i fortalen til jyske lov: Med lov skal land bygges. Hvis vi skal have international lov og orden og fred må vi derfor have international lov og international håndhævelse af denne lov.
I denne verden findes de to urkræfter og derfor også de to forskellige magter ikke i ren form nogen steder. De findes altid i blandinger. Opgaven for os mennesker er derfor at søge at trække magten i retning af lyset og bort fra mørket, det vil sige i retning af frihed og væk fra tvang. Som eksempler på blandinger af lys og mørke i de jordiske magtformer kan nævnes den vestlige og den islamiske kultur. I Vesten hylder vi frihed og menneskerettigheder, men har gennem tiderne interveneret militært i ikke så få tilfælde overfor regimer, vi ikke bryder os om, eller som vi mener modarbejder vores interesser. Tilsvarende siger muslimernes hellige bog, Koranen, at der ingen tvang er i religionen, men hævder samtidig, at hvis ikke vi underkaster os islam og Gud (Allah), så dømmes vi til evige lidelser i helvede på dommens dag. I begge tilfælde er der altså tale om blandinger af lys og mørke, frihed og tvang.
Kort formuleret kan henholdsvis lysets og mørkets løsen beskrives ved dette: Slut dig frit til os, hvis du vil, hvis ikke du vil, er det i orden (lyset); underkast dig, eller dø (mørket). Både den vestlige og den islamiske kultur rummer som eksempler blandinger af dette tilbud og dette ultimatum.
Hvis den menneskelige, politiske opgave grundlæggende er at søge at trække magten i retning af lys og frihed, og bort fra mørke og tvang, så kan der kort gives en rettesnor for eller tegnes et ideal for denne bestræbelse, idet jeg her tager udgangspunkt i princippet om magtens tredeling, der oprindelig er tænkt og beskrevet for at søge at modvirke eller dog mindske magtmisbrug: Den udøvende magt bør ikke udstrækkes længere end til, at enhver borger (eller stat i verdenssamfundet) har sin fulde frihed til at bryde de af den lovgivende magt vedtagne love. Brydes disse love, står imidlertid borgeren (eller staten) til ansvar overfor den dømmende magt. Al dødsstraf (eller militær intervention) må ophæves og aldrig finde sted, da dette er udtryk for den ultimative tvang. Dette er frihed under ansvar. Med hensyn til lovene og lovgiverne i et givent samfund siger Kristus blandt andet i sin tale i Vandrer mod Lyset, at lovgiverne bør udforme lovene som om de selv skulle rammes af hver eneste lovbestemmelse, hvilket jeg tænker er et udtryk for næstekærlighedsbuddet og den gyldne regel omsat til den politiske verden og sfære: Elsk din næste som dig selv, og gør kun mod andre, hvad du vil, at de skal gøre mod dig.
Så længe der endnu er krig og konflikter mellem os mennesker og mellem stater, tænker jeg, at vi bør behandle mennesker, der er ofre for denne anomali – for krigen er ikke udtryk for vores egentlige natur og potentiale – som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i deres sted; igen en variation af næstekærlighedsbuddet og den gyldne regel og en tanke, som jeg har søgt at formulere i artiklen Den empatiske etik. De mennesker som endnu på forskellig vis gør sig skyldige eller medskyldige i krigens rædsler – ved at starte eller støtte krige i ord eller gerning, eller ved at udtænke, producere og sælge de våben, der bruges i krigene – bør nu forstå, at enhver gerning ved karma- og gengældelsesloven har konsekvenser, ikke mindst for os selv, og derfor bør ingen befatte sig med krig og vold. Gengældelsen vil nå de skyldige, ikke som Guds straf, men som et udtryk for, at Den Almægtige opdrager os også på dette punkt; ved at vi ved denne lov udsættes for de samme lidelser, som vi har bragt over andre for at vi derved – smerteligt og konkret – på egen krop og ånd kan forstå hvad vi har gjort og for derved om muligt at forhindre at vi gør os skyldige i lignende forbrydelser i fremtiden.
Det der oprindelig satte mig på sporet af disse tanker i forbindelse med spørgsmålet om krig og fred, var Emery Reves geniale værk Fredens anatomi (1947). Reves var brite med ungarske rødder, og han fulgte forskellige møder og politiske konferencer op til dannelsen af FN efter 2. verdenskrig. For Reves er hovedproblemet nationalstaten, det ene magtpunkt hvorudfra der suverænt opstilles normer for lov og ret. Da der som en kendsgerning eksisterer adskillige sådanne enkelte magtpunkter (nationalstater), og da hvert magtpunkt forbeholder sig retten til suverænitet, vil disse magtpunkter ved magtens naturlige tendens til ekspansion før eller senere støde sammen, hvilket naturnødvendigt fører til konflikt eller krig. Reves grundidé kan anskueliggøres i et enkelt billede: De enkelte magtpunkter er som et centrum i de ringe, der dannes i vandet hvis vi kaster sten i en sø. Før eller senere vil ringene støde sammen, og der opstår da turbulens og uro, hvilket er krigen og konflikten.
For Reves er FN ikke løsningen, men en videreførelse af problemet, idet FN bygger på nationalstaten og folkesuveræniteten, de enkelte magtpunkters ret til suverænt at opstille normer for lov og ret. FN blev således en sammenslutning af suveræne stater, og løser derfor ikke de strukturelle problemer i forbindelse med krig og konflikt. I stedet sætter Reves universalismen, tanken om det ene, fælles, universelle magtpunkt, Verdensstaten eller Verdensregeringen, der ene opstiller normer for lov og ret og som håndhæver loven og retten, eventuelt i en magtdannelse ud fra princippet om magtens tredeling. En sådan Verdensstat kan også betragtes som et magtpunkt, men et magtpunkt uden konkurrenter uden for sig selv, og derfor er der ingen risiko for sammenstød, krig og konflikt, med andre magtpunkter. Det vigtige er så, at denne Verdensstat bliver skabt som en fri og demokratisk magt med en fri og demokratisk forfatning, og ikke som et despoti eller tyranni. At Verdensstaten er undervejs, tror jeg ikke, der kan være tvivl om. Den vil før eller senere dannes efter det naturlige behov for magtens udvidelse og centralisering, der følger på menneskers stadigt udvidede politiske og økonomiske adfærd, hvilket vi tidligere og parallelt så ved dannelsen af nationalstaten i dens forskellige former ud fra fx de tyske hertugdømmer. Verdensstaten er set på denne måde blot en naturlig videreudvikling af nationalstaten og rationalet omkring den.
Men både demokrater og tyranner griber efter Verdensstaten, dens idé og dens virkeliggørelse. En Verdensstat med en fri og demokratisk forfatning, der tvinges igennem mod folkenes vilje og ønsker, er en selvmodsigelse, og vil ikke løse problemet men skabe nye og større problemer, nye krige og konflikter. Det er ikke nok, at en lille gruppe magtfulde mennesker måske vil se og forstå rationalet bag en Verdensstat, og derfor søger at gennemtvinge denne løsning på spørgsmålet om krig og fred, hvis ideen møder folkelig modstand. Verdensstaten må nødvendigvis skabes ud fra en almindelig og fri tilslutning til ideen på et fuldt oplyst grundlag, og ud fra et oprigtigt og alment ønske om og vilje til fred, hvis den skal skabe og sikre en fri og fredelig verden. Kun på den måde kan Verdensstaten komme i overensstemmelse med lyset og lysets magt og dets virke ved frihed.
En anden inspiration til mine tanker om Verdensstaten og dens mulige rolle for verdensfreden er Thomas Hobbes værk Leviathan (1651). I denne bog beskriver forfatteren det, han kalder naturtilstanden, som angiveligt er en oprindelig tilstand af krig og konflikt mellem mennesker. For at undgå naturtilstandens alles kamp mod alle er det nødvendigt, at hvert menneske frivilligt overgiver en del af sin suverænitet, selvbestemmelse, til en Suveræn, fx en konge eller en præsident. Ved denne frivillige magtovergivelse eller magtafgivelse opnår det enkelte menneske større sikkerhed for sit liv og sin eksistens ved at betale med en del af sin suverænitet og frihed. Mennesket kan efter magtafgivelsen ikke længere blot gøre som han eller hun vil, men må indordne sig under Suverænen og dennes lov, og deraf følger større fred og fordragelighed mellem mennesker. I den nuværende verdensorden lever vi i staternes eller alliancernes naturtilstand eller staternes og alliancernes alles kamp mod alle i Hobbes` forstand, selv om alliancerne i skrivende stund (2026) udfordres og synes under opbrud ved forsøg på dannelse af nye alliancer eller skabelse af det, man kalder en ny verdensorden. Europa forsøger således fx nu på den ene side at gøre sig uafhængig af russisk gas og på den anden side af amerikansk sikkerhed i forsøget på at opnå større selvstændighed og autonomi, og europæiske virksomheder søger nye markeder for deres produkter, idet nogle vender sig fra det lige nu ustabile nordamerikanske marked og samfund. Canada synes at vælge et parallelt spor for det canadiske samfunds udvikling. USA prøver under præsident Donald Trump gennem MAGA bevægelsen at sikre og udvide den nordamerikanske dominans, i hvert fald på den vestlige halvkugle. Denne politik kan gennem omverdenens reaktioner (fx Europas og Canadas, der søger at gøre sig fri af nordamerikansk magt og indflydelse) ende med at gøre USA til den store taber i det geopolitiske spil, der foregår lige nu.
Men det er altsammen stadig inden for skiven af staternes og alliancernes alles kamp mod alle, eller staternes og alliancernes dem-og-os, hvor vi splittes og deles af mørkets logik, dets del-og-hersk tankegang. Derfor giver en frivillig og almindelig magtafgivelse til en Suveræn=Verdensstaten stadig mening – for fredens og sikkerhedens skyld. Det vigtige er imidlertid igen, at denne mulige magtafgivelse sker frivilligt og på et fuldt oplyst grundlag, og at den ikke tvinges eller sniges igennem; dette hvis vores samfund og magtdannelser skal være i overensstemmelse med eller afspejle lysets magt og dets frihed og dermed være legitime. Det vigtige er også, at Verdensstaten hvis den skabes med en fri og demokratisk forfatning og med respekt for de universelle menneskerettigheder, ikke regerer ved tvang men ved den nævnte version af magtens tredeling; altså ved frihed under ansvar for de enkelte mennesker og verdensdele, hvilke sidste eventuelt kan betragtes som en slags kommuner eller regioner i dansk forstand i Verdensstaten.
En udfordring for og mulig folkelig modstand mod ideen om en Verdensstat og ideens virkeliggørelse kan aflæses i de nationalkonservative bevægelsers succes i de senere år, tydeligst set i de europæiske såkaldt populistiske partier. Denne succes kan til dels ses som netop en reaktion mod årtiers magtafgivelse og afgivelse af suverænitet til EU og FN og andre overstatslige organisationer, i forbindelse med hvilke der er blevet ført en i høj grad og stadig mere upopulær udlændinge-, indvandrer- og flygtningepolitik. Denne vanskelighed kan vise sig uovervindelig i praksis, og jeg har ingen løsning på den udover med hensyn til den førte udlændingepolitik at henvise til tanken om den medmenneskelige forpligtelse til at søge at hjælpe mennesker i nød, hvor end de så kommer fra i verden, og hvilken baggrund de end kommer til vores lande med (se igen min artikel Den empatiske etik). Mange europæere mener, at deres land, deres historie, deres særegne karakter og deres nationale integritet og suverænitet ødelægges, underløbes eller lades hånt om – specielt gennem det store antal fremmede der er kommet udefra til vores samfund – af den politiske elite, der har virket helt døv for disse menneskers måske forståelige og berettigede bekymring og uvilje mod yderligere afgivelse af magt og suverænitet, idet de ønsker selv suverænt at bestemme deres eget lands politik på alle områder for at beskytte og bevare deres land og deres kultur. Dette opfattes på dansk grund af en Pia Kjærsgaard og af nu afdøde Søren Krarup og andre – som jeg forstår dem – som et nationalt selvforsvar grundet i fædrelandskærlighed.
Det sidste punkt der skal med her i relation til verdensfreden, er dog det vigtigste, et punkt der ligger ved kernen af Vandrer mod Lyset, nemlig spørgsmålet om menneskers tilgivelse af Ardor (Satan). Så længe endnu kun et fåtal af mennesker har formået at tilgive den dybest faldne, vil det mørke vi selv rummer og det mørke, der strømmer imod os fra æteroptegnelserne (se Vandrer mod Lyset for en forklaring af hvad æteroptegnelser er) gøre en almindelig og global fred meget vanskelig at opnå, selv om vi har aldrig så gode ideer til, hvordan en sådan kan nås. Tilgivelsen af Ardor er således fredens alfa og omega, dens første og dens sidste betingelse, og først når det store flertal af mennesker har skænket denne tilgivelse af frit og fuldt hjerte, vil det for alvor kunne mærkes, at djævelens trone står tom, som det udtrykkes i Supplement I til Vandrer mod Lyset, no 71. Det vigtige er, at vi som menneskehed har retning mod denne tilgivelse og dermed mod lyset, og for at vi kan have det, er det afgørende, at vi ved, at dette spørgsmål overhovedet eksisterer, og at tilgivelsen er mulig og ønskværdig for alle parter, for Ardor og for os andre.
Derfor er der siden Vandrer mod Lyset blev skabt og forelå som en realitet i den jordiske verden (1920) fra forskellig side og på forskellig vis blevet udført et almindeligt oplysningsarbejde i forhold til værket og dets tanker og meddelelser og sandheder; for at vi som menneskehed gennem tilgivelsen af Ardor kan frigøre os fra en stor del af det mørke, der stadig binder os, og som derved giver os så mange og så forskelligartede lidelser. Også på dén måde er værket et kærligheds- og fredsbudskab, skabt ikke for Guds, men for menneskers egen skyld. Vi kan således gennem tilgivelse påbegynde den genvej til lyset og Gud, som værket anviser; i fald vi hver især formår at overvinde vores vrede og måske had mod den og de faldne (de ældste), og tilgiver som Gud tilgav – af barmhjertighed og medfølelse med de faldne og deres lidelser; en tilgivelse og en barmhjertighed som vi vel alle ønsker at møde og at modtage når vi selv fejler.
Højtryk, 2026
Forfatterskabet Højtryk 