Sammen går vi i verdners lys og skygge. Livet runder ånden, giver den tyngde og fylde. Kærligheden åbner vores øjne, løfter os til indsigt.
I tekst og symbol søger den danske forfatter og åndsvidenskabsmand Martinus i sin Livets bog (bd. 1-7) at give og formidle åbenbaring – livsmysteriets løsning – gennem en sammenhængende tankerække eller kosmisk analyse, der ved den nye verdensimpuls skal gøre religiøs tro til religiøs viden og gøre jordmennesket til sandt menneske ved det, forfatteren kalder den store fødsel eller skabelsen af kosmisk bevidsthed. Værket kan læses frit og gratis via Martinus Instituttets online bibliotek.
Der er tale om en altomfattende og kompleks tankefigur tilsyneladende uden indre modsigelser, altså et konsistent system eller billede, som jeg her skal søge at gentegne i en forhåbentlig retvisende og ikke fortegnet streg, idet jeg samtidig ved en principiel overvejelse søger at filtrere tankerne og dermed Martinus´ kosmologi gennem referencen Vandrer mod Lyset, der er sandheden åbenbaret i Guds Navn, og idet jeg søger at filtrere kosmologien gennem det billede af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, der gives i dette værk. Denne metode har jeg tidligere forsøgt anvendt både overfor jødedom, kristendom og islam.
Universet eller verdensaltet er med sine kloder, planeter, stjerner, mælkeveje som en vældig livets bog, skrevet i guddommeligt sprog, hvis indre mening åbenbares ved “den hellige ånd”, og det er denne indre mening eller ånd, Martinus søger at udtrykke i sit værk. Også den natur vi lever i på Jorden er en sådan guddommelig bog med en ydre fysisk form ved floder, bjerge, vind, mennesker, dyr og planter. Alle disse fænomener er “ord” og “sætninger” i den guddommelige bog eller åbenbaring. For at kunne læse og forstå denne bog har vi brug for at lære det guddommelige sprog at kende, og det er det, der driver afhandlingen og tankerne fremad i Livets bog.
Med denne bestræbelse søger Martinus at drage forhænget til det allerhelligste til side til frit udsyn og selvstændig tilegnelse af sandheden, hvorved den religiøse tro, der baserer sig på følelser, bliver til religiøs viden baseret på intelligens og logik. Den guddommelige bog ligger opslået foran os hver eneste dag i vores almindelige liv. Martinus søger at lære os at læse den.
Martinus´ lære
a. Liv, tid, evighed og erkendelsens relativitet
Alt er liv. Alt er energi. Alt er bevidsthed. Sådan kan så vidt jeg opfatter det Martinus´ lære opsummeres i nogle få sætninger. Og det er ikke bare løse påstande, men noget forfatteren argumenterer for i den nævnte sammenhængende og logiske tankerække eller kosmiske analyse.
Livet rummer både en evig og en timelig dimension. Overalt hvor vi vender blikket hen, oplever og sanser vi ting og begivenheder i rum og tid, men det hvormed vi sanser og oplever livet og dets forandringer, forvandlinger i rum og tid, er evigt. Det er vores sjæl eller ånd, vores jeg, der er hævet over rum og tid og bevægelse, og som sådan er uendeligt og evigt, og det er det usanselige centrum i ethvert levende væsen. Det er livets inderste kerne, og om den kan vi kun sige, at den eksisterer eller at den er. Den er det faste punkt eller grund i dybet, mennesket altid har søgt gennem religion, filosofi og videnskab. Den er det absolutte grundlag under det relatives dyb. Solidum petit in profundis (vi søger i dybet den faste grund). Som Arkimedes skal have sagt under sit studium af vægtstangsprincippet: Giv mig et fast punkt, og jeg skal løfte verden, således søger mennesket det faste punkt i erkendelsen, der kan løfte, forklare, verden, måske alt.
Jeget er det uendelige og evige i os, jegets oplevelse af livet er det rumlige og timelige og foregår i rummet og i nuet eller tiden med dens fortid, nutid og fremtid. Dermed hænger det uendelige og rummet, evigheden og tiden, sammen i en helhed, som Martinus kalder det levende væsen, hvis brændpunkt er jeget. Det levende væsen er en tilknytning af jeget og følelsen af behag eller ubehag, som opleves i rummet og tiden. For at kunne opleve behag, må vi også kende ubehaget. Uden dette, uden denne kontrast, intet behag.
Det vi sanser og tænker, sanser og tænker vi ved kontrast og grænse. Vi kan ikke sanse og tænke det uendelige, der ingen kontrast og grænse har. Tænker vi det endelige har det kontrasten det uendelige, men tænker vi det uendelige, ophæver det det endelige, da det ingen grænse, endelighed, har. Det der sanser og tænker, jeget, er i sig selv evigt og uendeligt. Det vi sanser og tænker er endeligt, og det omkranser ved begreb det evige og uendelige, der sanser og tænker, jeget. Som tiden ved begreb omkranser evigheden, omkranser det endelige det uendelige, og på samme måde omkranser de enkelte steder, positioner, i rummet ved begreb det uendelige rum. På den måde er det endelige og timelige i det uendelige og evige og omvendt. Martinus kalder også det endelige og timelige i livsspiralen eller udviklingsspiralen (se senere om denne) for spiralens dødszone, og det uendelige og evige for samme spirals livszone.
Jeg vender senere tilbage til begrebet om den uendelige tanke i forhold til mennesket i afsnittet, hvor jeg søger at filtrere Martinus´ kosmologi gennem Vandrer mod Lyset.
Overalt hvor vi vender blikket og sanserne hen, oplever vi bevægelse, forandring, og hvor der er bevægelse og forandring er der energi, der skaber bevægelsen og forandringen, og bag energien ligger hensigt og bevidsthed, os.
Vi er således alle medskabere af verden og kosmos. Det timelige er det skabte, men bag det skabte må være en skaber. Det skabte, det relative i rum og tid, livet, bevægelsen og energien, skaber ikke skaberen. Tiden skaber ikke evigheden, men det evige skaber det timelige. Det absolutte skaber det relative, ikke omvendt. Dermed er det absolutte og uendelige til stede i alt relativt og endeligt, hvis begrænsninger således er illusion. Det vi sanser, sanser vi som nævnt ved kontrast (fx lys og skygge). Det vi tænker, tænker vi også ved kontrast (fx det retfærdige og det uretfærdige, godt og ondt). Det vi sanser og tænker er dermed som også nævnt begrænsede, endelige, fænomener, og som sådan illusioner, idet det uendelige udgør den egentlige virkelighed bag den endelige verden. Hele den verden vi sanser og tænker er derfor illusion, en tanke vi også kender fra hinduismen og buddhismen i og med begrebet mâyâ, illusionernes eller uvidenhedens slør.
Men “det ene noget, som er”, jeget, det absolutte, tænker og sanser det relative, det endelige. Det vi sanser og tænker, er ikke tingene i sig selv, men tingene som de kommer til syne for os, for jeget, i sansningen og tænkningen. Tingene som de kommer til syne for os ved sansning og tænkning er virkninger af den ene tilgrundliggende årsag til tingene, jeget, det evige, uforanderlige, der således dybest set sanser og tænker sig selv.
Vi er her ved et klassisk filosofisk problem, som efter hvad jeg ved første gang kom til syne og blev tænkt ved filosoffen Immanuel Kants tænkning ved forsøget på at bestemme erkendelsens natur, gyldighed og afgrænsning i og med Kants begreb om tingen-i-sig-selv (Kritik af den rene fornuft). Kant forsøgte det, han kalder en kopernikansk vending i erkendelsesteorien ved at rette fokus bort fra det erkendte objekt, og mod det erkendende subjekt. Også Kant hævdede, at det vi sanser og tænker ikke er tingen-i-sig-selv, men tingene som de kommer til syne for os (Erscheinung). Martinus´ forsøg på en løsning af problemet er altså, at han danner identitet og helhed mellem “det ene noget, som er”, det, der sanser og tænker, og det dette “noget” sanser og tænker, identitet mellem eller syntese af årsag og virkning, af subjekt og objekt, en løsning, som så vi jeg forstår også blev forsøgt af filosoffen G. W. F. Hegel i Åndens fænomenologi.
Et andet bud på en forståelse af det absolutte og det relative i erkendelsen giver Torben Boas i sin bog Tankens arkitektur, og jeg tror det er rigtigt at sige, at Boas fuldender Kants kopernikanske vending, som straks løb ind i tilsyneladende uløselige problemer centreret omkring netop problemet med tingen-i-sig-selv; et problem der kort kan formuleres ved paradokset og spørgsmålet: Hvad er tingen for erkendelsen, når vi ikke erkender den (tingen-i-sig-selv)? Da der intet rationelt svar er på dette spørgsmål, bliver tingen-i-sig-selv for Kant et noumenon, et grænsebegreb for erkendelsen.
Boas løsning er så vidt jeg ved helt ny. Også han retter søgelyset mod tanken selv, og der finder han det absolutte og det relative, ikke i forholdet mellem subjekt og objekt, men derimod som egenskaber eller evner ved selve tanken i form af den absolutte og den relative tankefunktion. Disse funktioner er ikke noget udenfor tanken, men ligger i tanken selv, og de er forudsætningen for, at vi kan tænke i begreber og for, at vi ved begreber kan tænke i kontekster og mening, hvorved vi kan nå til erkendelse. Men for en nærmere udredning af disse tanker må der henvises til værket selv.
En af grundene til at Kants filosofi udmundede i så store problemer, og fremtræder som en paradoks erkendelsesteori snarere end et virkeligt resultat er, så vidt jeg kan se, at han – som en reaktion på filosoffen David Humes radikale empirisme (se senere) – forsøgte en uafhængig af sanseindtryk og erfaring, a priori, teori for erkendelsen, og tager udgangspunkt i rum og tid som a priori anskuelsesformer, altså faktorer som underligger enhver erkendelse og ikke kan borttænkes. Derfor ender han med at sige, at erkendelse ikke kan overskride enhver mulig erfaring i rum og tid. Resultatet er altså en erfaringsuafhængig erkendelsesteori, der hævder, at erkendelse ikke kan overskride erfaringen, og dét er paradokset.
I øvrigt kan jeg i forbindelse med den filosofiske bevægelse fra Hume til Kant og videre til Hegel og de her skitserede problemstillinger henvise til Justus Hartnacks bog Fra Kant til Hegel – en nytolkning, samt til mine artikler Fra Hume til Kant og Replik til Kants erkendelsesteori med særlig adresse til hans transcendentale æstetik.
b. Perspektivprincippet
Tilbage til Martinus: Ethvert menneske har et centrum, hvorfra det ser verden. Dermed dannes det enkelte menneskes verdensbillede. Hvis centrum for vores oplevelse eller opfattelse af verden er vores organisme, vores fysiske krop, så ser vi ifølge Martinus verden fra et falskt centrum, og deraf skabes et falskt verdensbillede. Vi bliver materialister. Vores krop er noget midlertidigt, noget timeligt, og derfra kan vi kun se noget midlertidigt, timeligt eller forgængeligt. Det materialistiske verdensbillede bliver derfor også noget kun timeligt, forgængeligt, der snart vil afløses af andre billeder. Materialisterne ser kun virkninger, og ikke – dybest set – årsager.
Efterhånden som tiden går, og det ene verdensbillede afløser det andet, bliver disse midlertidige verdensbilleder i stadig stigende grad utilfredsstillende. De skifter uophørligt uden at give noget endeligt og evigt svar på de store spørgsmål: Hvad er liv, hvor kommer vi fra, når vi fødes, hvor går vi hen, når vi dør?
Liv i materien er dybest set udtryk for bevægelse og dermed energi. Det materialistiske verdensbillede ser kun bevægelser ud fra bevægelser. Det ser relativt. Skal vi opnå en absolut forståelse, en absolut sandhed, har vi brug for et fast, ikke-bevægeligt, punkt at måle bevægelsen ud fra. Dette faste punkt er ifølge Martinus det evige årsagsløse jeg (mere om dette senere), eller det evige “noget som er”. Dermed vil vores perspektiv være sandt og i overensstemmelse med Verdensaltets sande natur.
Vores perspektiv ændres også i forhold til det trin, vi hver især har nået i spiraludviklingens evige cyklus eller kredsløb (mere om dette senere). Al opfattelse, viden og erfaring er udtryk for perspektiv. Men for at vi kan kalde vores perspektiv for sandt, må det have et sandt udgangspunkt. Ellers bliver facit falsk. Vi må se det timelige ud fra det evige: Det evige, årsagsløse jeg.
Det timelige, materien, det konkrete oplevede liv er illusioner, men kun set udenfor disse, dvs set fra det evige. Indenfor det timelige, set fra det timelige, er de derimod ikke illusioner, men virkelighed. Her opfattes så til gengæld det evige som illusion. Det afhænger altså af perspektivet. Men syntesen af det evige og det timelige er det, Martinus kalder det levende væsen, det treenige princip, skaberen, skabeevnen og det skabte (mere om dette senere). Set udelukkende fra det evige giver det ikke mening at kalde det levende væsen godt eller ondt, kærligt eller ukærligt, smukt eller grimt osv, da disse begreber og prædikater kun udtrykker timelige forhold og egenskaber. Set fra det evige er de altså illusioner. Det levende væsen er set fra evigheden det hele, alle kontraster og alle modsætninger, der derved på en måde ophæves eller udlignes.
Set fra det timelige, det begrænsede livsafsnit, fx et jordliv, giver kontraster og modsætninger derimod mening, og udtrykker virkelighed. Det afgørende er perspektivet, det evige eller det timelige, og hvorfra i udviklingsspiralen (se senere) vi anskuer livet. Set fra det evige eksisterer kontrasterne og modsætningerne ikke, men det gør de set fra det timelige perspektiv. De forskellige perspektiver danner tillige sammen med den forskellige oplevelse af livet det enkelte levende væsens individualitet og unikke personlighed.
Der er her medklange til teosoffen Helena Petrovna Blavatskys idé om det evige, kosmiske åndedræt, dets udånding (manvantara) og indånding (pralaya), aktivitet og hvile (Den hemmelige lære). Det evige grundlag for Verdensaltet, det umanifesterede og udifferentierede noget, er for hende uden egenskaber, modsætninger og kontraster. Det giver her ikke engang mening at sige, at det er eller ikke er. Det er hverken tid eller evighed, godt eller ondt, meningsfuldt eller meningsløst, stort eller lille, endeligt eller uendeligt osv. Først i udåndingen differentieres det oprindelige noget, det Ene, om hvilket vi intet kan sige, i kontraster, egenskaber og modsætninger, og først her giver det mening fx også at tale om det timelige og det evige. Det Ene der også er hinsides sprog og begreb hos Blavatsky, svarer til Martinus´ begreb om det evige årsagsløse jeg på Verdensaltets niveau.
c. “Det guddommelige noget”
Bag den synlige og tænkbare, skabte, verden, dens liv, energi, stof og bevidsthed ligger det, Martinus kalder urbegæret, jeget og moderenergien, som er bundet til hinanden i en uopløselig helhed eller enhed, “det guddommelige noget”, “det ene noget, som er”. Denne helhed skaber al manifestation (af stof og ånd) ved ønsket om eller begæret efter liv, og disse manifestationer udgør som før nævnt dybest set “det ene noget, som er”´s sansning og tænkning af sig selv. Ved jegets sammenknytning med moderenergien opstår evnen til at agere med og reagere på andre energier eller stofenheder, hvorved det levende væsen bliver til, og får eller skaber selv sit legeme og med tiden også sin tanke og vilje, bevidsthed, ved denne sammenknytning og ved urbegæret efter liv og manifestation.
Det er urbegæret, der leder det levende væsen med dets mentale funktioner ind i rytmer og spiraludviklingen eller spiralkredsløbet ved at skabe det levende væsens sult eller mæthed af livets forskellige faser og foreteelser, dybest set af lyset eller mørket (se senere).
Stof er bunden energi, eksplosionsenergi eller tyngdeenergi. Tyngdeenergien er en udadrettet, udvidende energi, mens følelsesenergien er en indadrettet, sammentrængende energi. Ved spændingen mellem disse to grundenergier opstår det levende væsens kraft, der gør det i stand til at skabe og manifestere både fysisk, psykisk og åndeligt. Denne spænding eller kraft må være evig og uskabt. Hvis ikke den var det, ville væsnet på et tidspunkt have været uden kraft, og dermed ude af stand til at skabe, fx skabe den grundlæggende spænding og dermed kraft. De to grundenergier må – ligesom de øvrige grundenergier – også evigt være samhørende, integrerede, for hvis ikke de var det, hvis disse energier kunne optræde alene i renkultur, ville spændingen og dermed kraften og evnen til at skabe mangle. Da det levende væsens evne til at skabe er en kendsgerning, fx evnen til at skabe sin organisme og sine tanker, ser Martinus her et nyt argument for livets evighed og for det evige, uskabte jeg.
d. Martinus og den moderne fysik
De elementarpartikler den moderne fysik opererer med, er ifølge Martinus på samme måde som planter, dyr og mennesker udtryk for liv, energi og bevidsthed. For de rummer bevægelse og energi, og de reagerer på andre partiklers bevægelser og eksistens, og påvirker andre partikler på atomart og subatomart niveau.
Parallelt til Martinus opererer den moderne fysik ved relativitetsteorien med masse-energi-ækvivalens, og alle elementarpartikler er ifølge teorien om quantum entanglement forbundet i et kosmisk netværk, hvor delene påvirker hinanden i et evigt samspil. En bevægelse eller forandring ét sted, registreres og har konsekvenser overalt. Disse sammenhænge gælder som jeg læser Martinus ifølge ham både for ånd og stof, som dybest set er ét. Mere præcist vil det dog her være at sige, at ånd ifølge Martinus er det, der beliver stoffet, og at ånden er i alt stof. Derfor er alt stof levende, eller “alt er liv”.
e. Udviklingsspiralen; Sult-mætheds-princippet
Livet, energien og bevidstheden danner et altomfattende kredsløb, eller snarere en evig spiral og spiralbevægelse, idet vi bevæger os fra primitive stadier og former for liv (fx planter og dyr) henimod mere komplekse og højere former (fx mennesker), men også tilbage igen mod de mere primitive former, idet individernes oplevelse af det ophøjede lys, der kendetegner de højere former for liv, skaber en mæthed af lyset, og dermed en længsel tilbage mod og sult efter de primitive stadier, hvor mørket, fx i form af instinkt- eller tyngdeenergien, hersker. Livet er dybest set begær og mættelse af begær, sult og mættelse. Spiralbevægelsen beskrives også som udgørende forskellige grader af kosmisk bevidsthed, fra latens, hviletilstand, til kulmination og tilbage igen, og den er både for det enkelte væsen og for hele verdensaltet et udtryk for et kosmisk åndedræt ved sult-mætheds-princippet, hvor vi bestandig ønsker eller begærer kontrasten til det, vi i et givet øjeblik er mættet af (kontrastprincippet).
Den samme ting kan til forskellige tider både være genstand for vores begær, vores sult, og således opleves som behagelig eller tiltrækkende, og den kan opleves som ubehagelig og frastødende, og derfor ikke være genstand for vores begær. Når vi fx spiser når vi er sultne, opleves maden og det at spise som behageligt, men når vi så er mætte vil fortsat spisning af den samme mad opleves som ubehageligt. Parallelt hertil kan forskellige levende væsner opleve den samme ting som behagelig eller ubehagelig både hvad det fysiske og det åndelige angår, fx i form af forskellige vurderinger af religiøse trosformer eller filosofier. Hvad der er godt og sandt for den ene, er måske dårligt og usandt for den anden.
Tyngdeenergien betegnes som en eksplosiv energi, og den har stor indflydelse i vores verden, Jorden, idet dens dræbende princip skaber en verdenstilstand og karakteristik af samfundene og menneskene, hvor magt er ret, og den stærkeste således hersker på de svageres bekostning. I det sande menneskerige som den nye verdensimpuls skal bane vejen for, vil det modsatte blive tilfældet: Ret er magt, eller vi kunne sige, at lyset, sandheden og retfærdigheden her skal herske, og ikke mørket med dets egoisme, vold, krig, lemlæstelse, sygdom og deraf affødte lidelser.
Udvikling sker ifølge Martinus primært ved den seksuelle polforvandling i de levende væsner som følge af indre processer og ydre påvirkninger, overordnet set gennem sult-mætheds-princippet ved polernes sult (begær) og mættelse. Den ene seksuelle pol, fx den maskuline, vil da drevet af sin sult (begær) udvikle sig henimod kulmination, mens den anden, den feminine, stagnerer. Derefter vil den latente seksuelle pol, den feminine, ved sit begær begynde at tiltage i styrke henimod et punkt, hvor de to poler når samme styrke, og “den store fødsel” indtræder for det således dobbeltpolede eller dobbeltkønnede væsen. Når dette punkt er nået, vil da den før latente pol, den feminine, ved sin sult (begær) tiltage yderligere i styrke, og den modsatte, den maskuline, stagnere, og så fremdeles. Derved vil væsnerne skiftevis i spiralkredsløbet være hankønsvæsner, dobbeltkøn og hunkønsvæsner drevet frem af sulten (begæret). Kønnet bestemmes således af den på et ethvert givet tidspunkt dominerende, seksuelle pol.
I den evige spiralbevægelse lever, dør og genfødes vi. Vi inkarnerer og reinkarnerer, hvilket dybest set er udtryk for forskellige former for bevidsthed. Vores fysiske legemer er manifestationer af forskellige former for bevidsthed, hvilket igen vil sige forskellige former for og grader af kosmisk bevidsthed. Vi dør ikke i absolut forstand, forstået som udslettelse af bevidsthed og legeme. Vi skifter kun fra én bevidsthedstilstand til en anden, når vi “dør”.
f. Døden
Lige som noget ikke kan blive til af intet, kan noget heller ikke selv blive til intet. Derfor er det, vi kalder døden, kun en forandring af bevidsthed og omdannelse af materie fra én form til en anden, eller som Martinus skriver; en frigivelse af (bunden) energi eller stof. Også vores tankeproces og med den erkendelsen er præget af “dødens” princip, idet tanker ved viljen kommer og går. Anskuelser, teorier, opfattelser tænkes og antages, bliver levende i vores tanker, men de “dør” hele tiden, ophører med at være vores anskuelser, teorier og opfattelser, idet de må lade pladsen for andre, mere fuldkomne og sande, anskuelser, teorier og opfattelser. Dette kan ses som en tankens og tankernes udvikling eller evolution, idet de ifølge Martinus må gennemgå hele udviklingsspiralen, de forskellige trin eller afsatser på erkendelsens bjerg, fra anelser til kendsgerninger eller fra tro til viden, igen og igen i al evighed ligesom det hele levende væsen må.
“Døden” er således bestandig nærværende for os, ikke som udslettelse af legemer, sjæle og tanker, men som omdannelse, forædling, forandring, forvandling, og dermed central i al skabelse og udvikling, ja, i selve livet, som dets tænkte modsætning.
Når vi forstår dette, forsvinder al dødsangst.
Livet og døden behersker hver for sig hver sin halvdel af spiralkredsløbet eller spiraludviklingen. Det evige liv eller den evige tilværelse er en evig skiften mellem liv og død, hvilket vil sige opnåelse af kosmisk bevidsthed og tabet af den, en viden om det evige henholdsvis det timelige, næstekærlighed og dens modsætning “enhver er sig selv nærmest”, et fokus på medmennesket henholdsvis materien, lys og “mørke”, lykke og lidelse, og processens ene halvdel, den der beherskes af livet, kalder Martinus udvikling, mens den der beherskes af døden betegnes som indvikling.
Spiralkredsløbets livszone er hjemsted for væsner med kosmisk bevidsthed, der spiser og mættes af “livets træ”, mens kredsløbets dødszone rummer væsner uden kosmisk bevidsthed, som spiser og mættes af “træet til kundskab om godt og ondt”. Engang i fremtiden vil materialisation og dematerialisation afløse fødsel og død, og idealmennesket vil da hovedsageligt ernære sig ved luft gennem åndedrættet.
Livet og døden, “himmel og helvede”, er de kontraster hvormed Guddommen ved “den højeste ild” eller det seksuelle princip skaber kærligheden og alle manifestationer og selve muligheden af at opleve livet eller tilværelsen. De er ikke udtryk for henholdsvis favorisering (frelse) eller straf (fortabelse), og de hører begge med i den evige, guddommelige visdom og plan.
Døden er altså ikke noget absolut og definitivt, men hører naturligt til livet og hele livsprocessen eller tilværelsen. At så mange i dag tror, at de ved døden udslettes for evigt med krop og ånd og personlighed skyldes, at vi som menneskehed befinder os i livets dødszone, den der har fokus på materien og dårligt kender og anerkender andet. Men vi er på vej ud af denne dødszone og ind i livszonen, og at Livets bog overhovedet kan eller kunne tænkes og skrives, er et naturligt og usvigeligt sikkert tegn på dette.
g. Lys og mørke, godt og ondt i kosmologien
For Martinus eksisterer der ikke absolut godt, lys, eller absolut ondt, mørke. Alt afhænger af det kosmiske perspektiv (perspektivprincippet), det punkt i spiralen vi hver især ser og oplever fra. Alt er dybest set lys. Det lys der ligger over os på den evige spiral, forekommer os lyst, mens det lys der ligger på niveauer under os i spiralen, niveauer vi har forladt, forekommer os som mørke. Alt afhænger af øjet, der ser. Vi længes efter det højere lys, og frastødes af det lavere, som vi er mættet af.
På en måde er lys og mørke, paradistilstanden og helvedestilstanden, for evigt til stede samtidig eller indfoldet i enhver tilstand, vi er i, og på ethvert trin i spiraludviklingen vi befinder os på, i hvert fald omkring lys- eller mørkekulminationerne, idet paradis forekommer os at være dels det, vi hungrer efter, dels den oplevelse vi har, når denne hunger eller sult mættes. Samtidig vil mættelsen opleves som helvede, når vi ikke mere hungrer efter det, der før var genstand for vores sult eller begær, når vi har fået det før begærede til overmål, overmættelse. Når vi hungrer efter lyset, er mørket helvede, og når vi hungrer efter mørket, er lyset helvede. Lys og mørke, himmel og helvede, er altså her sagt på en anden måde ikke absolutte størrelser for Martinus.
Hvis ikke der findes egentligt mørke, ondt, findes der heller ikke virkelig synd og ikke virkelige syndere. Derfor har vi heller ikke brug for syndernes forladelse, og derfor igen heller ikke for frelse gennem tro, som kristendom og islam hævder samstemmigt, omend ud fra forskellige forudsætninger og i forskellige versioner. Dette vidste verdensgenløseren Jesus godt, siger Martinus, men hans samtids mennesker havde ikke mental og intellektuel kapacitet til at forstå dette. Derfor uddelte Jesus alligevel “syndernes forladelse”, ikke som en virkelig tilgivelse af en virkelig synd, men derimod som en udfrielse af en smertefuld illusion; at vi er syndere for Gud. Og derved bragte han barmhjertigt mange fred i ånd, hjerte og sind, og mennesker gik fra ham rensede og styrkede i deres indre og inderste, lidt nærmere Gud.
Som menneskehed bevæger vi os, vandrer vi, mod lyset, men vores veje er forskellige. Vi er enige om retningen, idealerne og målet, de gamle smykker, som de sande profeter og verdensgenløsere til alle tider har skænket os, hvad enten vi indfatter disse smykker, sandheder, i materialistiske, filosofiske, politiske, kunstneriske, religiøse eller videnskabelige indfatninger. Nogle søger oplysning og dannelse uden at have en guds vægt bag sine ønsker og længsler og mål, nogle søger at arbejde for det fælles gode og retfærdighed gennem politisk virksomhed, andre søger viden og afklaring gennem videnskab eller filosofi, nogle søger skønhed og sandhed gennem kunst, andre blot i det daglige livs oplevelse af eller længsel efter kærlighed. Nogle bekender en bestemt tro, fx kristendom eller islam, for andre er humanitet og humanisme vejen. Nogle søger gennem kritisk tænkning at efterprøve og trykteste gyldigheden af enhver forestilling og værdi, andre finder det hellige i allerede fastlagte trossystemer arvet fra forfædrene; men alle søger vi dybest set lyset hvilken klædning vi end ifører dette i vores tanker og hjerter, håb og drømme. Vores mange forskellige veje og deraf flydende konflikter er derfor kun at betragte som en – omend tragisk – krig foran porten til Paradis.
h. Martinus og næstekærligheden
Næstekærlighedsbuddet, elsk din næste som dig selv, der oprindeligt stammer fra Mosebøgerne (3. Mos. 19, 18), altså fra de jødiske og kristne religiøse traditioner, et bud, der er lovens opfyldelse og fuldendelse, er for Martinus det største bud, som det var det for Jesus af Nazareth og Paulus. Næstekærligheden favoriserer i sit ideal ikke enkelte mennesker eller køn, men gælder og omfatter alle. Næstekærligheden er således noget andet end familiekærlighed, fx kærlighed til ens egne børn eller ægtefælle, netop fordi den ikke omfatter nogen bestemt, men alle.
Derfor har den potentiale til at gøre mennesker fra at være “halvvæsener” til “helvæsener”, der ikke kun elsker det ene køn eller nogen bestemt. Det fuldkomne menneske, der fødes eller skabes ved den store fødsel og ved skabelsen af kosmisk bevidsthed, er et sådant helvæsen eller dobbeltkøn, både mand og kvinde. I det nuværende jordmenneskerige hersker den enpolede kærligheds lov, hellere tage end at give, men i det kommende fuldstændige menneskerige, “den ny himmel og den ny jord”, “Guds rige”, der skal skabes ved den nye verdensimpuls, og hvor næstekærligheden har sejret, vil loven og normen være hellere at give end at tage. Alles kamp imod alle skal erstattes af alles kærlighed imod alle, en tilstand og virkelighed, der dog ikke kan skabes pludseligt og på én gang, og heller ikke ved noget magtbud, men som kun kan nås ved en langsom udvikling, forædling eller åndelig såvel som fysisk, organisk, evolution.
Halvvæsenets enpolede kærlighed og begær, eksklusivt omfattende mænd eller kvinder og lovfæstet ved ægteskabet, er nu årsag til krig, ufred og konflikt, idet alle mennesker af samme køn som ens eget er rivaler eller konkurrenter til det enkelte væsens begær, behov og kærlighed, begær og behov, der opleves som livsnødvendigheder, og som derfor søges opfyldt og tilfredsstillet med selvopholdelsesdriftens styrke bag. Derfor skyr halvvæsnet ingen midler for opfyldelsen af dets begær og behov, det udrydder eller dræber gerne næsten, i stedet for at elske ham eller hende, og deraf rinder al krig, ufred og konflikt. Når næstekærligheden har sejret over den enpolede kærlighed, og alle således elsker alle, vil al krig og konflikt være fortid. Hvor kærligheden hersker, hersker freden.
Den verden eller tænkemåde som den nye verdensimpuls langsomt skal fortrænge, er altså selvviskhedens verden, en verden, der bygger på det enpolede væsens eksklusive kærlighed, ejendomsretten, nationalisme og tyngdeenergiens dræbende princip. Den nye verden bygger på næstekærlighed, internationalisme, fælleseje og uselviskhed, og den gamle og den nye verden er repræsenteret af henholdsvis Det gamle og Det nye Testamente i Bibelen med hver deres store profet, Moses og Jesus af Nazareth, selv om næstekærlighedsbuddet oprindeligt er udtrykt i Det gamle Testamente. Her danner buddet kontrapunkt til det jødiske folks kriger- og herrefolksmentalitet, og herved ligger den nye verden indlejret i kim i den gamle. Med Livets bog afrundes og afsluttes den guddommelige åbenbaring ved at gøre religiøs, dogmatisk tro til religiøs viden og kendsgerning, og Livets bog kaldes derfor også sammen med det øvrige værk – af Martinus selv og andre – Det tredje Testamente.
Udviklingen fra den enpolede kærlighed til næstekærlighed er at gå fra dyreriget over i det sande menneskerige, det er at udvikle sig fra dyr til sandt menneske, og det er at bevæge sig fra dødens til livets zone i tilværelsen. Det er denne overgang vi netop nu befinder os i, og som den nye verdensimpuls skal bane vejen for.
Kærlighed og næstekærlighed er for Martinus en form for “den højeste ild” (mere om denne senere), altså en form for det han kalder seksualisme (sex), og den bestemmes ikke ved viljen, men er en fysisk, organisk funktion på linje med andre organiske funktioner som hjerte- nyre- og lungefunktionerne. At kærligheden ikke er en viljesakt ser Martinus derved, at vi ofte ønsker at elske – måske tilskyndet af næstekærlighedsbuddet – men ikke formår det. Vi ønsker måske som et udslag af ønsket om at elske et medmenneske at tilgive dette medmenneske, hvis han eller hun har forbrudt sig mod os. Men ofte formår vi det ikke, trods ønske og vilje. Eller som Paulus udtrykte det: Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, det gør jeg (Rom. 7, 19-20). Og når vi således kommer til kort overfor kærligheden og dens bud, når vi handler mod vores inderste jeg og natur, mod vores indre sans for godt og ondt, mod bedre vidende, så opstår samvittighedsnaget.
Næstekærligheden er for Martinus den ægte – og eneste sande – vej til “den store fødsel” eller indvielse, og evnen til at opfylde næstekærlighedsbuddet kan som nævnt ikke nås i et enkelt spring, kan ikke på et øjeblik blive fuldkommen, ligesom et menneske ikke pludselig kan gå fra at være 15 år til 30 år gammel. Evnen og viljen må langsomt, tålmodigt udvikles fra den spæde form til fuldt udfoldet realitet. Ved den langsomme seksuelle polforvandling fra den eksklusive kærlighed, der kun er rettet mod det modsatte køn eller mod ét enkelt medmenneske, til den inklusive, alle omfattende kærlighed, udvikles næstekærligheden, og mennesket nærmer sig herved “den store fødsel” og indvielsen. Vi kan ikke nå den fuldkomne næstekærlighed ved kunstige midler, fx ved forskellige former for meditation, ved rituel religiøs praksis eller ved afsondring fra det menneskelige samfund. Kærligheden er blandt mennesker, derfor sker indvielsen blandt mennesker. Der er ingen adgang til det allerhelligste for endnu åndeligt umodne væsner, der er ingen nemme og hurtige løsninger. Næstekærlighedsloven er i vores hjerter, og herfra må kærligheden langsomt gro og udfoldes med træets langsomhed og styrke. Den der vil sprænge sig vej ind i himlen, møder Tærsklens Vogter, og kastes tilbage mod Jorden og knuses her af sin egen begrænsning og umodenhed. Et andet billede på dette har vi fra den græske mytologi ved beretningen om Ikaros, der fløj for tæt på Solen, hvorved hans vinger blev brændt i stykker, og han styrtede i havet og omkom. Himlen og “den højeste ild” er ikke legetøj.
Næstekærligheden og forholdet til vores medmennesker er for Martinus identisk med vores gudsforhold. Det nytter som nævnt intet at gå i kirke, deltage i nadver, synge salmer, døbe sine børn, hvis ikke vi elsker vores medmennesker, som vi elsker os selv, eller i hvert fald lader denne kærlighed tegne en retning i vores liv som noget, vi stræber efter at nå og praktisere. Hvis vi deltager i kirkelige og religiøse ceremonier, men ikke har kærlighed, lovpriser vi måske Gud med munden, men forråder Ham i hjertet. Eller som Paulus udtrykte det: Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde (1. Kor. 13, 1-2).
i. Slangen i træet
For Martinus findes der som nævnt ikke absolut godt og ondt, absolut lys og mørke. Dette får betydning for hans opfattelse af Bibelens beretning om syndefaldet. Slangen, djævelen, den “onde” opfattes af ham som den første verdensgenløser, og syndefaldet som en guddommelig velsignelse, idet menneskene derigennem fik opfyldt deres begær efter “mørket” efter at de var mættede af lyset.
Denne opfattelse er parallel til Helena Petrovna Blavatskys opfattelse af “slangen” og syndefaldet, idet hun hævder at slangen skænkede mennesket tankesindet (manas; Den hemmelige lære) og dermed evnen til at skelne mellem godt og ondt. Slangen gjorde altså menneskene seende, hvor de før var blinde, og dermed var syndefaldet også ifølge hende en velsignelse for os, og slangen en velgører for menneskeheden. Dette følger af en bogstavelig læsning og forståelse af Bibelens myte.
For Martinus har hvert trin i udviklingsspiralen, de forskellige riger (planteriget, dyreriget, menneskeriget osv), sin egen kulmination, der betegnes som paradisoplevelsen eller paradistilstanden, og overgangen fra et trin til det næste efter kulminationen betegnes som helvedestilstanden eller simpelthen “helvede”. Denne overgang eller dette syndefald befordres af en frister eller “slangen”. For “Adam og Eva” var slangen det, der ledte dem ud af lyskulminationen og ned i mørket som følge af deres sult efter dette, mens Kristus er den “slange”, der leder mennesket bort fra “mørkets paradistilstand” og tilbage i eller frem mod en ny lyskulmination, hvor næstekærligheden skal sejre over selvviskheden eller det dræbende princip. Slange og syndefald er altså for Martinus ikke begrænset til et enkelt trin i udviklingsspiralen, eksemplificeret ved Bibelens syndefaldsmyte, men er universelle principper og fænomener, der knytter sig til alt liv og al udvikling. Som sådan er de guddommelige velsignelser, der er uundværlige i den guddommelige plan og hensigt, og er ikke udtryk for noget absolut ondt.
j. Længsel og begær
Universet lytter til vores længsler og behov – og tilfredsstiller dem. Men for hver stillet længsel og opfyldelse af et behov følger nye længsler og nye behov. Har vi i en periode længtes efter lys og fred, vil vi – når disse ønsker eller begær er tilfredsstillet og mættet – længes efter mørke og uro eller sjælelig larm og fysisk manifestation; og omvendt. Det er det føromtalte sult-mætheds-princip.
Blidt tager Guddommen os ved hånden og fører os gennem livet fra længsel og begær til opfyldelse og mættelse, og derved velsignes alt liv og alle væsner og alle oplevelser, lykkelige eller smertelige. Det hele hører med, og intet kan undværes. Alt er netop som det skal være. Intet lys uden skygge, og ingen skygge uden lys.
k. Ånd og stof
Ånd og stof er for Martinus ét med den tilføjelse, som nævnt, at ånden er det, der beliver stoffet, og at ånden er i alt stof. Derfor er alt stof levende, eller “alt er liv”. Ånd og stof er en helhed, som tilsammen udgør liv og bevidsthed, som har et sprog i form af stoffets reaktioner. At lære dette sprog at kende og forstå dets enkelte ord og sætninger (stoffets reaktioner) er at lære og opfatte det kosmiske, guddommelige sprog eller verdensaltets, guddommens, tale. Efterhånden som vi bliver fortrolige med dette sprog ser og oplever vi direkte, ikke som tro, men som viden, at “verdensaltet er et levende væsens kærlighedsmanifestation”, idet vi gennem dette verdensalt ved spiralbevægelsens grundlæggende opadgående tendens løftes stadigt højere i indsigt, kundskab, kærlighed og visdom. Vi kan derfor til den indledende tanke alt er liv, alt er energi, alt er bevidsthed føje alt er kærlighed.
Ånd er for Martinus også et udtryk for indre kopier af sanseindtryk fra den ydre verden, og heri ligger hans opfattelse parallelt til David Humes erkendelsesteori. Ifølge Hume er alle ideer og dermed erkendelsen således afledte (derived) af sanseindtryk (impressions) (A treatise of human nature), og dette er kernen i hans radikale empirisme.
Ånd og stof er altså for Martinus også udtryk for henholdsvis den indre og den ydre verden, og mellem disse pågår et dialektisk samspil. Den ydre verden skaber kopier i vores indre ved sansning, og den indre verden kan afspejle sig i den ydre verden gennem skabelse og manifestation; når vi fx bygger et hus af træ eller sten efter en indre tanke og plan, når vi syr et par bukser efter en tanke og formål med dette, når vi laver et måltid mad efter en opskrift, der er blevet til som resultat af et tankearbejde osv.
l. Behag og ubehag og karmaloven
En af de drivende kræfter i den evige spirals kredsløb eller evolution, udover sult-mætheds-princippet, er følelsen af behag og ubehag eller generelt følelsen. Individerne vil efterhånden i de lavere verdner eller livsformer gennem tyngdeenergiens dræbende eller ødelæggende princip opleve så megen lidelse, at de naturnødvendigt søger bort fra denne lavere energi henimod de højere, særligt mod kærligheden. Derved er også følelsen med til at kultivere og forædle det enkelte menneske og menneskeheden som sådan.
Vi høster som vi sår, og før eller siden vil vores høst af tyngdeenergiens sædkorn blive så bitter, at vi vender blikket mod lyset, sandheden og kærligheden, og langsomt begynder at så af denne og disse energiers kerner. Vores høst vil dermed blive stadig lettere at bære og mere positiv i vores oplevelse af livet.
Til sidst ender vi i salighedsriget eller Paradis, hvor vi forbliver – indtil vores mæthed heraf melder sig, og vi igen søger tilbage i mørket, eller rettere tilbage til den fysiske dimension og manifestationen af fysiske legemer i fysiske verdner som udtryk for vores evige, sjælelige eller åndelige bevidsthed.
m. Spiraludviklingen
Spiralløbene udgør ikke identiske og gentagende ens oplevelser af de forskellige livsformer, fænomener og dimensioner som i Nietzsches evige genkomst (der i øvrigt så vidt jeg forstår bruges som en prøve på vores eksistentielle villighed til livet i denne verden, en prøve på hvor sikkert og afgjort vi siger ja til livet i den jordiske verden, hvordan det så end måtte forme sig).
Spiralløbene former sig som indbyrdes forskellige udsving og kredsløb eller livsafsnit med stadigt større omkreds og rækkevidde, da alt relativt og foranderligt i rum og tid jo netop er præget af forskellighed og variation. Men spiralens samlede tendens – med både lys- og mørkeudsving (i den udstrækning det overhovedet giver mening at tale om mørke i Martinus´ kosmologi) – er som før nævnt evigt opadgående, og den samlede spiral, summen af alle enkeltindivider og deres fysiske eller åndelige legemer er det vi kalder Gud. Alt er såre godt, som Martinus skriver flere gange. Der findes ikke uretfærdighed, der findes kun dybest set retfærdighed (vi høster som vi sår), barmhjertighed, hensigtsmæssighed, plan, kærlighed, logik og tilfredsstillelse af vores dybeste længsler og behov.
Ved den frie vilje skaber vi under karmaloven selv vores lykkelige eller ulykkelige skæbne, idet det vi gør for eller mod vores medmennesker, gør vi samtidig for eller mod os selv.
Vi er alle på en måde identiske med Gud, en tanke Martinus deler med teosofien, eller vi kunne igen omformulere den indledende tanke; alt er liv, alt er energi, alt er bevidsthed til en ny form, alt er Gud, eller Gud er alt. Vi har alle levet fra evighed uden begyndelse, og vi vil alle leve i al evighed. Alt er såre godt.
n. Lidelsens problem
Vejen til lykke og velvære er ifølge Martinus at overholde livets love, særligt næstekærlighedsloven, vejen til ulykke og lidelse er at bryde disse love. Heller ikke lidelsen er imidlertid ubetinget og i absolut forstand et onde. Lidelsen – hvad enten den er fysisk eller psykisk, åndelig – er et faresignal eller et symptom på, at vi er gået vild eller er ved at komme på afveje. Hvis vi lægger hånden på en varm kogeplade, er den smerte, vi derved føler et tegn på en adfærd, der truer vores sundhed og krop.
Og hvis vi går vild, hvis vi sår mørkets sæd, må vi selv høste denne sæds frugt gennem lidelser. Den lidelse vi da må gennemleve, vil i sidste ende gøre os klogere i forhold til fremtidig adfærd og livspraksis. Brændt barn skyer ilden, som man siger. Derfor vil også lidelsen bidrage til åndens vækst og forædling. Gennem lidelsen bliver vi mere forstående overfor vores medmenneskers lidelser, vi bliver mere tolerante, rummelige og omsorgsfulde overfor andre, fordi vi kender lidelsen på egen krop og ånd. På den måde tjener også lidelsen næstekærligheden.
Jeg har selv tidligere udtrykt hermed beslægtede tanker ved spørgsmålene: Er lidelsens ophør mulig eller blot ønskelig? Hvordan skulle vi uden den vide, når vi går vild?
Gennem lidelsens udvikling af ånden og næstekærligheden bliver Martinus´ tanke således igen synlig: At alt virkelig er såre godt.
Livsmysteriets løsning
Selve livsmysteriets løsning søger Martinus at udtrykke i koncentrat, dels i bd. 2 af Livets bog ved livsmysteriets tolv grundfacitter, dels i bd. 3 i forbindelse med en gennemgang og forklaring af symbol nr. 11. Martinus søger løsningen gennem “livets egen direkte tale”, fri af alle forhåndsmeninger og teorier, man måtte have om emnet. Jeg skal her søge at genskabe argumentet:
“Verdensaltet er…en manifestation af uendelighed og begrænsning” skriver Martinus, og derfor må det i sin totalitet være hinsides mål og vægt, altså hinsides rum og tid. Livsmysteriets løsning er ikke målbar, da målbarhed er et udtryk for begrænsning, og derfor er den ikke tilgængelig for en rent materialistisk videnskab. Denne videnskab beskæftiger sig dybest set kun med virkninger. For hver årsag den materialistiske videnskab måtte finde, må den erkende, at den kun er endnu en virkning af andre, dybereliggende, årsager.
Bag de virkninger vi kan iagttage overalt, må ligge årsager, og ultimativt en første årsag. Aristoteles siger et sted i sin Metafysik, at hvis der ikke er en første årsag til virkningerne, er der heller ingen virkninger. Hvis ikke der findes en første bevæger af alting, kan der ikke findes bevægelse. Men hvis vi betragter verden til enhver tid som virkninger af visse årsager, hvis altså virkninger (og bevægelse) findes, må der også være en første årsag til alt, en første bevæger.
Denne første årsag eller bevæger er ifølge Martinus jeget, som altså ikke er en virkning. Da det ikke er en virkning, må det være hævet over rum og tid, da virkninger kun ses i rum og tid. Jeget er altså evigt og uskabt. Det har altid levet, og vil altid leve.
Bevægelse, ultimativt den første bevægelse, sættes i gang af dette jeg. Dette sker ved brug af vilje og energi på basis af tanken (hensigt, plan, ønske osv). Bevægelsen kan både være indre i form af logik og tanke og følelse, eller den kan være ydre i form af legemers fysiske bevægelse fra et punkt til et andet. Jeget er altså ikke bare hævet over rum og tid, men også hævet over logik. Jeget bruger rum, tid, logik, energi og det fysiske legeme (materien) som redskaber (fx til overlevelse eller erkendelse), og er ikke identisk med dem. Det er et uforklarligt første fænomen, begreb eller realitet. Men netop dets realitet og eksistens kan ikke benægtes. En benægtelse vil i sig selv være et udtryk for en tanke, båret frem ved vilje af et jeg. Her er der medklange til René Descartes´ tænkning og hans cogito ergo sum (jeg tænker, altså er (eksisterer) jeg), et resultat Descartes kommer frem til ved sin metodiske tvivl (Afhandling om metoden):
Vi kan tvivle om alt, kun i så fald ikke om, at vi tvivler. Da tvivl er et udtryk for en tanke, kan heller ikke tankens eksistens betvivles, og hvis vi tænker, må der også været noget eller nogen, der tænker, altså jeget eller os. Dette jeg må – for at kunne tænke – også eksistere.
a. Livsmysteriets første grundfacit; “alt er noget”
Alt er “noget”, det er ikke et “intet”, skriver Martinus som livsmysteriets første grundfacit. Hvis vi anerkender eksistensen som fænomen eller begreb, hvilket vi er nødt til, også efter Descartes´ analyse og resultat, så må vi også erkende, at noget eksisterer. “Intet” kan kan ikke eksistere, og det er derfor kun en tænkt modsætning til det alt, der eksisterer.
b. Livsmysteriets andet og tredje grundfacitter; årsag, virkning og logik
Det noget der eksisterer, Verdensaltet, består af, er udtryk for, eller reguleres ved loven om årsag og virkning, hvilket er livsmysteriets andet grundfacit. Disse årsager og virkninger frembringes ved ydre og indre logik i form af de evige, kosmiske love, naturlovene og tænkningen, erkendelsen, og dette er livsmysteriets tredje grundfacit.
c. Livsmysteriets fjerde grundfacit; Verdensaltet er udtryk for bevidsthed
Da alt i verden således fremtræder ved logisk forbindelse, må verden og naturen have sin rod i bevidsthed, da logik er udtryk for ideer og disses kombination og følge, og da disse ideer kun kan forekomme i forbindelse med bevidsthed. Ideer uden bevidsthed er umulig og en selvmodsigelse, og at alt der eksisterer, Verdensaltet, må være udtryk for bevidsthed, er livsmysteriets fjerde grundfacit.
d. Livsmysteriets femte grundfacit; Verdensaltet er et levende væsen
Da alt således er udtryk for bevidsthed, må denne bevidsthed være udtryk for et levende væsen eller et jeg, hvilket er livsmysteriets femte grundfacit. En bevidsthed der ikke er knyttet til et levende væsen er også en umulighed og selvmodsigelse. Det enkelte menneske, Jordkloden, solsystemet, Verdensaltet, må derfor være udtryk for levende væsner på forskellige niveauer. De levende væsner udgøres af jeget, dets organisme og dets manifestation (fx det enkelte menneske, Jordkloden og solsystemet). Det vi mennesker oplever som den ydre verden set ud fra vores specielle plads i livsspiralen – bjerge, storme, skove, regnskyl, floder – er for makrovæsner over os i spiralen (fx Jordkloden) en indre verden knyttet til et jeg, lige som vi har en indre verden af tanker, bakterier, følelser, celler osv. Disse makrovæsner har for deres vedkommende selv en ydre verden, som de sanser, og denne ydre verden er igen en indre verden for endnu større organismer og bevidstheder osv.
Vi mennesker er altså mikrovæsner i Jordklodens eller universets makrovæsen. Og vi rummer selv mikrovæsner, for hvem vi er makrovæsner. Ethvert makrovæsen har en interesse i at skabe så gode livsbetingelser som muligt for sine mikrovæsner, da dets eget liv og velvære afhænger deraf. Derfor står mikrovæsner (fx mennesker) under makrovæsnets beskyttelse, og dette makrovæsen må drage omsorg for sine mikrovæsner. Denne beskyttelse og omsorg kalder vi også Forsynet. Med hensyn til os mennesker har vi en interesse i at leve så sundt som muligt for at skabe så gode kår som muligt for de organismer eller levende væsner, der lever i os, fx de for os nyttige bakterier, celler osv, og vi bør således ikke drikke (for meget) alkohol, ryge tobak, indtage narkotiske stoffer, vi bør motionere, spise sundt og varieret (helst vegetarisk eller måske vegansk), sørge for for at sove tilstrækkeligt, men heller ikke for meget osv. Hvis mikrovæsnerne i os har det godt, har vi det godt.
e. Livsmysteriets sjette grundfacit; Individualitetsfølelsen
Det levende væsen lærer efterhånden gennem de reaktioner, der møder det i livet, at der er forskel på dét og omverdenen. Derved opstår en jeg-følelse og en det-følelse og en opfattet adskillelse af verden i jeg og det (individualitetsfølelsen), hvilket er livsmysteriets sjette grundfacit.
f. Livsmysteriets syvende grundfacit; Jeget som den årsagsløse årsag
Jeget er som tidligere nævnt den første årsagsløse årsag i hver vores liv og eksistens, og denne årsagsløse årsag er livsmysteriets syvende grundfacit. Årsags-virknings-kæderne kan ikke føres uendeligt langt tilbage i tid og begreb, da der så ikke ville eksistere virkninger og årsager overhovedet – hvis ikke der altså var en første årsag eller bevæger (jf Aristoteles).
Da jeget således er den årsagsløse årsag, og altså ikke en virkning, må det være uskabt og hævet over rum, tid og materie, da disse tilsammen kun rummer alle virkninger. Derfor kan jeget som også nævnt ikke måles, vejes og undersøges eller bevises (påvises) ved en rent materialistisk videnskab, der dybest set kun beskæftiger sig med virkninger i rum, tid og materie.
Den fysiske hjerne kan ikke være årsag til vores jeg, da den er en del af materien, og som sådan er underkastet, eksisterer i rum og tid, og er dannet af materie, fysisk stof, som vores jeg er hævet over. Den fysiske hjerne er et redskab for jeget, ikke dets årsag.
g. Livsmysteriets ottende grundfacit; Skaberen, skabeevnen og det skabte; det treenige princip
Hvis verden består af skabte ting, må der også være en skaber. Tingene skaber ikke sig selv, og deres eksistens og virkelighed forudsætter en skaber. Jeget er ikke en manifestation (skabt), men er det manifesterende (skabende) i de levende væsner. Hvis ikke der udover en første årsagsløs årsag og bevæger også var en første uskabt skaber, ville der ingen skabte ting kunne findes eller eksistere. Heller ikke skabelseskæden kan føres uendeligt langt tilbage i tid, fænomen og begreb. Denne første uskabte skaber er jeget i det enkelte levende væsen. Hvis denne skaber ikke var evig, måtte der have været et tidspunkt, hvor han ikke var til, og han måtte derfor selv være skabt. Skaberen er derfor evig.
Hvis der er en skaber, må der også være en skabeevne. Denne skabeevne må være lige så evig som skaberen. For hvis den ikke var det, måtte der have fandtes en tid, hvor den ikke fandtes. Og hvis skabeevnen ikke fandtes, måtte den senere være skabt – af en skaber uden skabeevne, hvilket jo er umuligt.
Da det skabende jeg med sin skabeevne er evig, har det evigt manifesteret sig, skabt ting og fænomener. Det manifesterede, skabte (den samlede produktion eller skabelse), er derfor lige så evigt som skaberen og hans skabeevne.
Der eksisterer altså evigt en skaber, en skabeevne og det skabte. Disse udgør et treenigt princip, det levende væsen, hvis enkelte dele ikke kan eksistere for sig og uafhængigt af de andre, og dette treenige princip er livsmysteriets ottende grundfacit.
h. Livsmysteriets niende grundfacit; “I Guds billede efter Hans lignelse”
Den samme analyse og logiske kæde i forhold til det levende væsen som en treenighed af en skaber, en skabeevne og det skabte gør sig gældende overalt i livsspiralen og dermed for alle levende væsner, således også for Verdensaltet. Derfor er alle levende væsner (planter, dyr, mennesker osv) fremtrædende “i Guds billede efter Hans lignelse”, de er billeder af Gud som sjæle og legemer indeni sjæle og legemer osv, og dette er livsmysteriets niende grundfacit.
Vi kan og bør derfor nærme os vores medvæsner, vores næste, med kærlighed, forståelse og tolerance, da vi alle har samme rod og natur, er udtryk for og billede på den samme Guddom i ét og alt. Ved at elske vores næste som os selv bliver vi i kærligheden ét med Gud, vejen, sandheden og livet.
i. Livsmysteriets tiende og ellevte grundfacitter; Udødeligheden og reinkarnationen
Enhver manifestation kan kun ske efter en plan, en idé eller en kombination af ideer, og denne plan eller disse ideer kan kun være udtryk for og tilhøre en bevidsthed og dermed også et jeg. Da vores tanker og ideer, vores tankeklimaer, skifter, skifter også manifestationen og manifestationerne, fx de fysiske legemer, og dermed er reinkarnationen en kendsgerning. Det er den også fordi, de planer, ønsker og begær det levende væsen har, ofte ikke kan udføres og fuldendes indenfor et enkelt jordliv i et bestemt fysisk legeme eller organisme. Det levende væsens ønsker og begær kan ikke alle tilfredsstilles inden for en enkelt inkarnation. Og da livet og universet – efter Martinus´ tanke – altid, før eller senere, opfylder og tilfredsstiller alle ønsker, begær og længsler, bliver det en kendsgerning, at vi har brug for flere organismer, legemer, til opfyldelse og tilfredsstillelse af disse længsler og behov og til fuldendelse af sjælens eller åndens planer.
Det jeg der manifesteres, inkarnerer, i et fysisk legeme igen og igen på vejen mod større fuldkommenhed som følge af en sult og en længsel efter denne, er evigt, udødeligt, og udødelighedens og reinkarnationens kendsgerninger er livsmysteriets tiende og ellevte grundfacitter. At vi ikke alle kan se og direkte opleve denne udødelighed og reinkarnationens realitet nu og på samme tid, skyldes vores forskellige kosmiske perspektiv (perspektivprincippet) og vores forskellige placeringer i den kosmiske spiral. For nogle forekommer udødeligheden og reinkarnationen som fjerne ideer eller tanker, og derfor er de – som ved det fysiske syn af fjerne objekter – utydelige, uskarpe, udflydende, diffuse. For andre er tanken om udødelighed og reinkarnation nærværende og vedkommende tanker, og derfor forekommer de for dem skarpe og klare for det åndelige eller mentale syn som kendsgerninger, realiteter.
Med hensyn til udviklingen af tanken om udødelighed og reinkarnation henvises også til livsmysteriets ottende grundfacit og med det tanken om det treenige princip og den deri eksisterende evige skaber, jeget, og dettes skabelse, manifestation.
Tanken om udødelighed og reinkarnation er hos Martinus en intelligent overvejelse over eller logisk udredning af den gamle tanke; som vi sår, høster vi; en tanke som ene kan forklare den store forskel i talenter, lykke eller ulykke, ja, hele den store livsdiversitet, der præger det jordiske liv med hensyn til intelligens, rigdom og fattigdom; generelt i forhold til vores vidt forskellige skæbner, livsbetingelser og anlæg. Diversitetens kendsgerning er for Martinus et uomstødeligt argument, baseret på iagttagelse af fakta, for både udødelighedens og reinkarnationens kendsgerninger.
j. Livsmysteriets tolvte og sidste grundfacit; “Alt er såre godt”
De her skitserede elleve grundfacitter for livsmysteriet leder Martinus til en enkel tankefigur ved konstateringen: Alt er såre godt. Og dén tanke er livsmysteriets tolvte og sidste grundfacit. Verdensaltet er kulminerende logik, bevidsthed og kærlighed, vi er evige væsner, der altid har eksisteret og altid vil leve, vi er i dybeste forstand vores egen skæbnes skabere og herrer, alle vores længsler, håb, drømme og behov vil, om ikke med det samme, så dog engang i tidens fylde, blive tilfredsstillet, og vi lever i en verden, et kosmos, et Verdensalt, hvor alt dybest set er kærlighed, lys og retfærdighed. Der gives ikke tilfældigheder og uretfærdighed.
Vi lever hensunkne i Guddommens favntag, og vi fører evigt en indre og ydre personlig og inderlig samtale med Ham og med os selv ved kærligheden til Gud, til næsten og til os selv gennem bønnen og gennem naturens og Guddommens tale og tilbagespejling af vores inderste og af hver af vores tanker, følelser og handlinger. Alt er såre godt.
Den udbredte krig, konflikt og ufred der kendetegnede den tid, Martinus levede og virkede i (det 20. århundrede), og som endnu præger verden; den seksuelle degeneration, undergravningen af kernefamilien og dermed af samfundene ser Martinus som dyrets undergang og dødskamp i og mellem mennesker, og som fødselsveer forud for “den store fødsel”, der skal skabe kosmisk bevidsthed ved verdensgenløsningens impuls, og der er således dybest set ikke noget at være bekymret for. Vi skal nok finde vej. Livet lader sig ikke standse, ånden må stadigt gå frem til højere indsigt og videre udsyn og større kærlighed. Alt er såre godt.
Det jeg her har skrevet under overskrifterne Martinus´ lære og Livsmysteriets løsning, opfatter jeg som grundtrækkene i Martinus´ kosmologi, som den er udtrykt i Livets bog. Ved livets højeste, kosmiske analyse og ved livsmysteriets løsning mener Martinus at have fjernet den uvidenhed og de slør, der hidtil som uigennemtrængelige mure har skilt menneskene og alle levende væsner fra en lykkelig skæbne og en lykkelig oplevelse af livet. Med sit værk mener han at have mættet det moderne menneskes sult og tørst efter – ikke religiøs eller åndelig tro – men religiøs og åndelig viden gennem sin åndsvidenskab. Livets bog er da efter hans opfattelse den rene kilde, der ene formår at slukke tørsten og stille hungeren, og værket står centralt i Martinus´ samlede produktion, der under ét som nævnt kaldes Det tredje Testamente; en naturlig fortsættelse af Biblens to testamenter ved menneskehedens overgang fra tro til viden gennem den nye verdensimpuls.
Udover disse grundtræk rummer Livets bog omfattende og vidtrækkende specialanalyser gennem hele værket, fx af hvordan vi går fra instinktbevidsthed til intelligens og intuition (gennem hukommelsen), hvordan tanke og vilje opstår i en – som det synes – naturlig evolutionær proces, vigtigheden af at skærme vores indre verden mod skadelige tanker og tankeklimaer (uheldige kombinationer af grundenergierne) på samme måde som vi med bygningen af huse og dæmninger osv skærmer os mod den ydre verdens klima og potentielt skadelige forhold, en art kontrastpsykologi, hvor kontraster i det ydre og indre klima (tankeklimaer) baner vej for forceret bevidsthedsudvikling, omfattende analyser af de energier, verden angiveligt består af og meget andet. For alt dette må der henvises til værket.
Vandrer mod Lyset
Herpå følger så en principiel overvejelse over Livets bog og et forsøg på en filtrering af kosmologien gennem Vandrer mod Lyset og billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt:
a. Det uendelige
Det uendelige har i sagens natur ingen grænser. Martinus siger et sted i Livets bog, at uendelighed og evighed ikke kan måles i afstand og i varighed. Det er en tilstand. Livets bog og Martinus´ kosmologi er et uendeligt værk og tanke, og har som sådan ingen grænser. At opfatte, forstå og rumme et sådant værk kræver derfor uendelig bevidsthed. Det kræver Martinus´ store fødsel, eller skabelse af kosmisk bevidsthed. Den store fødsel og skabelsen af kosmisk bevidsthed finder ifølge Martinus sted i menneskets ånd eller psyke, når de to seksuelle poler i dets krop – den maskuline og den feminine – er af ens styrke, og altså ikke længere findes med overvægt til nogen af siderne. Da er mennesket ét med Gud, er vejen, sandheden og livet, er uendeligt, evigt og herre over rum, tid og livet.
Hvis derimod – som Vandrer mod Lyset siger det – menneskets bevidsthed principielt og evigt er begrænset, så vil et forsøg på at rumme det uendelige sprænge den menneskelige tanke og personlighed. Dermed er Livets bog ikke et udtryk for en altomfattende visdom, og den store fødsel er ikke et udtryk for skabelse af kosmisk bevidsthed, men derimod for et fald. Et nyt syndefald, hvor mennesket igen vil være Gud.
Til det skal siges, at syndefaldsmyten som vi kender den fra Bibelen, netop er en myte, ikke bogstavelig virkelighed. Ifølge Vandrer mod Lyset udtrykker denne myte dog virkelige begivenheder, men i den oversanselige verden i og med de ældstes fald. Det var de ældste, der i tidernes morgen faldt for mørket, ikke menneskene (menneskeånderne).
Men hvis nu et værk som Livets bog vinder almen anerkendelse blandt mennesker, så er det netop udtryk for et nyt syndefald, denne gang virkelig et fald for mennesker. Menneskene vil da gentage de ældstes fald – med alt hvad deraf følger af åndelige og fysiske lidelser.
Derfor bør en kritik og gennemlysning af Martinus´ kosmologi som den er udtrykt i Livets bog ikke gives for at genere eller irritere og dømme de mennesker, som måtte finde sandhed heri, og som søger at følge læren med alvor og oprigtighed, og den bør ikke gives for at stigmatisere bogens forfatter.
Kritikken bør derimod gives for at søge at spare nogle mennesker for de alvorlige lidelser, mentale og fysiske, som naturnødvendigt følger i et sådant totalsystems fodspor ved den indre sprængning og fald det kan afstedkomme.
Aristoteles siger et sted i et af sine værker, at mennesker ikke kan opfatte det uendelige, netop fordi vi er begrænsede. Men man kan tro, at man kan rumme det uendelige, tro at man er alvidende som Gud. Der er dog så tale om et bedrag, en illusion, fremkaldt af mørket, det onde (jf Vandrer mod Lyset).
Hvis det er rigtigt, at vi ikke kan opfatte og forstå det uendelige, fordi vi er begrænsede, bliver alle totaludsagn som alt er liv, alt er energi, alt er bevidsthed, alt er kærlighed, alt er Gud, alt er lys, alt er XX, meningsløse eller vildledende. For vi kan ikke opfatte, forstå, rumme og vide alt. Vi er ikke Gud eller guder.
Vandrer mod Lyset er ikke selv al sandhed. Den kender kun Gud. Bibelen eller Koranen er heller ikke al sandhed. Af samme grund. Alligevel er der mennesker, der tror anderledes, at al sandhed kan gives os mennesker. Og det står selvfølgelig mennesker frit for, hvad hver især vil tro eller finder mest sandsynligt og mest i overensstemmelse og samklang med hver enkelts inderste.
Det jeg søger her, med disse principielle indvendinger mod Martinus´ kosmologi, er blot at gøre opmærksom på nogle almenmenneskelige faldgruber med tilhørende alvorlige lidelser og konsekvenser. Jeg søger ikke at tvinge andre til at afsværge deres tro og overbevisning, da påtvungne tanker og værdier aldrig bliver vores egne i sandhed, og derfor er værdiløse. Vi er frie mennesker med hver en fri tanke og fri vilje.
En anden indvending mod Martinus´ kosmologi kan være, at denne i forhold til Vandrer mod Lyset opererer med en helt anden opfattelse af den menneskelige, åndelige kulmination. For Martinus er denne kulmination af fysisk og seksuel art; som nævnt når de maskuline og de feminine seksuelle poler er af ens styrke. Da, siger Martinus, indtræder “den store fødsel” og mennesket får kosmisk bevidsthed; de seksuelle poler i mennesket, som angiveligt findes dels i kønsorganerne, dels i hjernen, vil smelte sammen og danne dobbeltkønnet. I Vandrer mod Lyset indtræder kulminationen derimod, når den feminine pol i mennesket – tanken – og den maskuline pol – viljen – er udrenset for alt mørke. Da vil disse to poler, tanken og viljen, i en åndelig proces smelte sammen og udgøre en enhed, og mennesket er da upåvirkeligt af mørkets udstrålinger og kræfter i al evighed (Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 64). Men denne kulmination er altså af åndelig – ikke af fysisk, seksuel – art. Tankens og viljens sammensmeltning i mennesket er et svagt ekko af Urtankens og Urviljens sammensmeltning og forening, hvorved Gud fremstod som Personlighed, og den er altså et udtryk for et forhold, hvorved vi mennesker afspejler Gud.
I Martinus´ kosmologi er de to grundlæggende poler i mennesket – den maskuline og den feminine – altså af fysisk, seksuel art, i Vandrer mod Lyset er de derimod af åndelig art i form af tanke (feminin) og vilje (maskulin). For Martinus er de to poler først af uens styrke, hvor den ene pol er dominerende, den anden kun latent. Udviklingen henimod det vi kalder det gode, sker da ifølge ham ved den latente pols tiltagende styrke, og den kulminerer, som nævnt, når de to poler opnår ens styrke og kraft, hvorved “den store fødsel” indtræder, og mennesket får kosmisk bevidsthed ved de seksuelle polers sammensmeltning eller forening. I Vandrer mod Lyset sker udviklingen primært gennem en udrensning af tanke og vilje for mørkekomplekser henimod tankens og viljens forening ved en åndelig proces. Når denne forening er nået, vil mennesket i åndelig forstand være et i alle henseender helstøbt og lysstærkt individ, der blandt andet forstår og erkender sin egen evige begrænsning. Denne yderligere korte sammenstilling af de to opfattelser blot til illustration af de mange forskelle mellem Livets bog og Vandrer mod Lyset.
Tilbage til betragtningen af kosmologien set under synsvinklen det uendelige: Martinus´ kosmologi er som sagt et uendeligt tankebillede eller et system uden grænser. Derfor må det accepteres – eller forkastes – i sin helhed. Det uendelige grænser ikke op til noget andet. Så ville det alligevel have grænser. Derfor kan man strengt taget heller ikke søge at godtgøre eller afvise det ved transcendens – ved at overskride systemet og søge belæg andetsteds, fx i Vandrer mod Lyset, Bibelen eller Koranen. Det uendelige kan ikke overskrides, transcenderes. Enten er hele systemet sandt (og konsistent) eller slet ikke. Hvis systemet godtages, er der intet udenfor det. Det er uendeligt.
Og hvis det accepteres, så falder og sprænges mennesket ved kosmologiens grundlæggende uendelige tanke: At vi gennem den store fødsel og skabelse af kosmisk bevidsthed ved sammensmeltningen af de seksuelle poler i mennesket kan blive lig Gud. Men her er der tale om et valg, som ved den frie tanke og frie vilje naturnødvendigt må være op til hver enkelt. Hver enkelt bør således godtage eller forkaste kosmologien og dens uendelige tanke alt efter hvad samvittigheden tilsiger dem.
Den samme uendelige tanke – at være eller ville være lig Gud – findes også i en variant i teosofien, som den er udformet af Helena Petrovna Blavatsky og Alice Ann Bailey, med tilhørende risiko for sprængning af tanke og personlighed. Blavatskys teosofi er på sin vis rettet mod fortiden med hævdelsen af en oprindelig og tidløs visdom, som senere tider har forvansket eller skjult (Den hemmelige lære). Mennesket ses her som en manifestation eller differentiering af det oprindelige Ene, om hvilket vi intet kan sige, men som kan opfattes som Gud, og da vi angiveligt er differentieringer eller aspekter af det, er vi på en måde også identiske med det, altså identiske med Gud. Baileys teosofi er derimod på en måde rettet mod fremtiden og skabelsen af en helt ny religion og verdenskultur (New Age), med kernepunkt i opnåelsen eller skabelsen af Kristus-bevidsthed for hvert enkelt menneske gennem aspiration, discipelskab og indvielse, altså en parallel og illusorisk guddommeliggørelse af mennesket. Martinus bruger også begrebet “Kristus-bevidsthed” og hos ham er dette identisk med “den store fødsel” eller skabelsen af kosmisk bevidsthed. Virkeligheden er, at hverken Kristus eller noget andet menneske er Gud eller identisk med Gud, og at ingen nogensinde kan blive det.
At det netop forholder sig således og ikke anderledes, forstår vi ud fra Vandrer mod Lyset derved, at det her siges, at Gud som den eneste er fremstået, emaneret, ved sin egen Viljes kraft – efter en kosmisk kamp mellem lys og mørke, godt og ondt, gennem ukendte evigheder. Alle andre, også Guds Tjenere (“ærkeenglene”), er emanerede eller skabte af Gud. At vi, Guds Tjenere og Guds børn, aldrig kan nå Guds uendelighed i henseende til viden, kærlighed og magt, skyldes således ikke et forbud eller en lov, som Gud har fastsat eller skabt, men derimod at det er umuligt. Da Gud i en vis forstand har skabt sig selv, og alle andre er skabte af Ham, er Gud ikke bare kvantitativt, men også kvalitativt forskellig fra alle andre. Derfor kan vi aldrig blive lig Gud. Som det hedder i Mark. 12, 29: Herren vor Gud, Herren er én. Vi udvikles evigt, men kan aldrig blive lig vores Skaber og Fader.
Med hensyn til Martinus´kosmologi mener jeg, at hans lære nok er uden indre modsigelser, at den er konsistent, men at den som så mange andre trossystemer og filosofier er udtryk for en karakteristisk egenskab ved mørket: At det tankemæssigt kan splitte virkeligheden i dens bestanddele og sætte dem sammen igen uden at glemme en eneste detalje, men på en forvrænget måde. Derved fremkommer disse store eller små systemer, som nok er konsistente, men som må afvises i deres helhed.
Dette er en tanke, som mig bekendt er lanceret første gang af den danske forfatter, Peter Kjærulff, i hans bog Ringbærerens Dagbog, uden at Kjærulff så i øvrigt gør opmærksom på, at hans eget system netop er et eksempel på dét. Parallelt hertil skriver Martinus som kort omtalt om vigtigheden af at vogte sig for skadelige tanker og tankeklimaer uden at notere sit eget system under denne rubrik.
Den tilsyneladende lyse, venlige, åbne og tolerante sprogføring i Livets bog opfatter jeg som karakteristisk for en anden egenskab ved mørket, nemlig dets evne til at efterligne lyset, hvorved meddelelserne og tankerne får et skær af sandsynlighed, et lyst præg, der dog er illusorisk. Denne egenskab har jeg ved mange lejligheder søgt at give sprogligt og tankemæssigt udtryk, fx i indlægget Mørkets, det ondes, janusansigt. Mørkets efterligning af lyset er en del af det, jeg kalder mørkets dobbeltaspekt; at det dels har et “lyst”, dels et rent sort ansigt eller fremtrædelsesform, og det er en tanke, der finder hjemmel i Vandrer mod Lyset.
b. Begær
Dernæst en principiel overvejelse over begæret, som for Martinus sammen med mættelsen af begæret er så centralt for alt liv ved sult-mætheds-princippet. Jeg vil her først tegne en linje til buddhismen, der som måske bekendt også har begæret som en central faktor i alt menneskeligt liv. For Buddha er begæret al lidelses kilde, og udslukkelsen af begæret er derfor vejen til lidelsernes ophør eller vejen til forløsningen, nirvana. Hvis Martinus mener, at begær er selve livets bevægelse, så må udslukkelse af begæret være det samme som livets udslukkelse, dvs døden. For ham er udslukkelse af begæret derfor noget ganske andet og modsat forløsningen, og her danner de to tankeretninger kontrapunkt.
Men hvad siger Vandrer mod Lyset om spørgsmålet? I dette værk siges det flere steder, at en væsentlig del af åndelig vækst, udvikling og forædling er det at kunne begrænse eller helt standse sin tankes begær efter det, viljen kan føre ud i livet gennem handling (fx Kommentaren til Ardors beretning, Vandrer mod Lyset, s. 149). Vi må derfor tænke, at begæret hører til mørket, det onde.
Et beslægtet fænomen til begæret har vi i begrebet og fænomenet længsel, om hvilken Vandrer mod Lyset-pioneren Knud Brønnum skrev i sin bog Tanker over Vandrer mod Lyset, at længslen har sin kosmiske oprindelse i Urtankens og Urviljens kæmpen sig ud af mørket og frem mod hinanden, altså i Urtankens og Urviljens længsel efter hinanden, efter forening. Hvis dette er rigtigt, så har længslen sin oprindelse i lyset, og længslen er altså af det gode.
Begæret er derfor af mørket, og længslen af lyset. Vi kan med disse tanker sammen med den før nævnte egenskab ved mørket, at det har en tendens til at efterligne lyset (indlægget Mørkets, det ondes, janusansigt) sige, at begæret er mørkets efterligning af lysets længsel.
At begæret er af det onde, kan vi også se ved, at det egentlig afskærer os fra det, vi begærer, og derfor er begæret principielt umætteligt, i hvert fald hvis vi med mættelse mener en varig mættelse. Vi kan måske fx nok få penge og magt, som kan være genstand for vores begær, men det vil aldrig mætte os åndeligt og menneskeligt. Vi kan opnå disse ting, men betaler med vores sjæl. Her gør begæret efter penge og magt os til slaver af begæret, gør os ufrie. Derfor kan vi sige, som jeg før har formuleret det, at drømme om magt, drømmes af slaver. Eller vi kan udtrykke begærets natur med Halfdan Rasmussens smukke formulering: Alt det, du ikke begærer, vil trygt komme til dig.
Vi kan også udtrykke begærets natur ved den tanke, at i begæret kommer vores personligheds centrum paradoksalt til at ligge i en genstand udenfor os selv, og derfor afskærer begæret os fra vores inderste, vores kerne. Eller som før formuleret: Begæret afskærer os fra det, vi begærer. Vi bliver i begæret som Søren Kierkegaards æstetiker fortvivlede, fordi vores centrum ligger udenfor os selv, vi vil fortvivlet ikke være os selv.
I spørgsmålet om begærets natur er Vandrer mod Lyset og Livets bog altså modsætninger. I Vandrer mod Lysets forståelse kan vi kort udtrykke det ved, at begæret er menneskets bevægelse mod mørket og dermed døden, i Livets bog er begæret og dets mættelse menneskets eller det levende væsens bevægelse mod livet, eller er selve livet.
c. Det største bud
For Martinus er næstekærlighedsbuddet, elsk din næste som dig selv, som nævnt parallelt til Jesus af Nazareth og Paulus det største bud, og for ham antager buddet en skikkelse, som omfatter både kærlighed og begær, som han ikke synes at skelne imellem. For ham er de det samme. Dertil er at sige, at kærlighed og næstekærlighed i deres grundnatur ikke er fysiske og seksuelle fænomener og realiteter, men åndelige. Derfor behøver næstekærligheden ikke en fysisk omdannelse af mennesker til dobbeltkøn eller “helvæsner” for at realiseres og opfyldes. Næstekærlighed og næstekærlighedsbuddet byder os ikke (potentielt) “at have sex med alle”, men derimod som menneske at elske alle som man elsker sig selv – i åndelig forstand som brødre og søstre.
Seksualdriften er nedlagt i menneskers fysiske kroppe af de ældste, de faldne engle, mens evnen til at elske er skænket os af Gud. Derfor er de to fænomener grundforskellige, hvilket følger af Vandrer mod Lyset. Fra de ældstes hånd er vi mennesker i seksuel og fysisk henseende skabt med dyrene som forbillede som polygame væsner, mens vi af Gud er skabt strengt monogame i åndelig forstand ved det, at vi er skabt som dualer, som to og to evigt samhørende væsner, mand og kvinde. Disse to spor i hver af os mennesker, som altså dels hidrører fra de ældste, dels fra Gud – det fysiske, seksuelle spor, og det åndelige, der har fokus i kærligheden – skaber mange problemer og lidelser, fx når kroppen kræver nye seksualpartnere og føler trang til utroskab, mens ånden ønsker at holde sig til kun en, og ønsker at forblive tro i kærlighed.
Det polygame og det monogame i mennesket – kroppen (og med den den astrale genpart) og ånden – er ikke noget, vi kan udvikle os ud af, forstået som at det polygame træk helt kan forsvinde. Den polygame seksualitet er en urdrift, et grundvilkår, omend den kan undertrykkes eller måske forædles, så kærligheden kan få bedre kår. Vi kan så længe vi inkarnerer her på Jorden i fysiske legemer ikke fuldstændig forlade det dyriske stadie, netop fordi vi til inkarnation har brug for fysiske menneskelegemer, der altså af de ældste i vigtige henseender (forplantning og ernæring) er skabt med dyrene som forbillede. Vi kan ikke “løbe fra vores krop” og fra vores polygame, fysiske, seksuelle natur.
Men derfor kan Martinus godt have en væsentlig pointe i at sige, at de grundmenneskelige begær, der opleves som livsnødvendige som fx det seksuelle begær, forfølges og søges opfyldt og tilfredsstillet med selvopholdelsesdriftens styrke bag, uden at vi mennesker skyr nogen midler, og som sådan let kommer til at spærre for den mellemmenneskelige kærlighed, næstekærligheden, og er kilde til megen ufred og konflikt. Her kan næstekærlighed og selvopholdelsesdrift siges at være modsætninger, idet den første er rettet mod andre mennesker, samtidig med at den drager omsorg for en selv, idet vi jo ikke efter næstekærlighedsbuddet bør elske andre i stedet for os selv, men som os selv. Den anden er i sin ekstreme form eksklusivt rettet mod og til fordel for en selv uanset eventuelle omkostninger og konsekvenser for andre ved driftens tilfredsstillelse. Næstekærlighed er altså set på denne måde af lyset, selvopholdelsesdriften af mørket.
Tilsvarende har Martinus en god pointe i tanken om næstekærlighedens betydning for verdensfreden. Men jeg mener altså, at Martinus´ opfattelse af næstekærligheden som en form for (ny) seksualisme, er forfejlet, idet kærlighed og sex grundlæggende er to forskellige fænomener, omend det seksuelle begær kan administreres med kærlighed og troskab. Og jeg mener, at den overgang fra dyr til menneske i absolut forstand, som den nye verdensimpuls skal skabe, er illusorisk.
For fuldstændighedens skyld må det dog tilføjes, at Martinus´ begreb om næstekærligheden som en form for seksualisme ikke nødvendigvis har at gøre med en forening af mennesker ved de nu eksisterende kønsorganer. For ham er begrebet bredere, og har også åndelige betydninger. Næstekærlighedens seksualisme kan således komme til udtryk ved gode venners hjertelige håndtryk, klap på skulderen eller veninders kys på kinden, og det siges, at efterhånden som det fuldkomne eller rigtige menneskerige, den nye himmel og den nye jord, ved den ny verdensimpuls bliver en realitet, og mennesker ændrer sig fra det enpolede til det dobbeltpolede væsen eller helvæsnet, det fuldkomne menneske, vil vi mennesker udvikle særlige organer til brug og udløsning for næstekærlighedens seksualisme, der er en specialform af det, han kalder “den højeste ild”, en ild eller energi eller kraft – seksualdriften set som et altomfattende kosmisk princip eller fænomen – der ifølge Martinus betinger og ligger under alt liv. Mere præcist: Det åndeligt eller psykisk dobbeltpolede menneske vil ifølge Martinus udvikle en helt ny form for fysisk legeme, hvorigennem dets dobbeltpolede seksualitet kan komme til udtryk og udløses. For dette dobbeltpolede menneske eller væsen vil alt i livet være seksuel reaktion, og i dette væsen kulminerer “den højeste ild”.
d. Lys og mørke, godt og ondt
Det næste jeg vil gribe fat i, er det grundlæggende spørgsmål om lys og mørke, godt og ondt. Er disse størrelser, begreber, fænomener eller kræfter relative eller absolutte?
Her afviger Martinus´ kosmologi og Vandrer mod Lyset afgørende fra hinanden, så de også her fremtræder som modsætninger. Som nævnt er lys og mørke hos Martinus relative i den forstand, at godt og ondt afhænger af udsigtspunktet og perspektivet, med andre ord af det trin vi indtager på den store, kosmiske spiral. Det der ligger over os i spiralen forekommer os som værende lys, det under os som mørke. Derfor giver det her ikke mening at tale om godt og ondt i absolut forstand forstået som kræfter, der er gode eller onde i sig selv og uafhængigt af den enkeltes vurdering, erfaring og oplevelse. Hos Martinus er værdier principielt værdier for nogle (men ikke for andre), og det leder til en værdirelativisme, der igen fører til en værdinihilisme. Hvis ikke fx kærlighed og fred er absolutte værdier, er de ikke værdier overhovedet. De nivelleres til et intet, fordi de er afhængige af at de erkendes og anerkendes som værdier af nogen eller nogle.
Modsat siger Vandrer mod Lyset, at lys og mørke er objektivt eksisterende urkræfter, der påvirker os til objektivt gode eller onde tanker eller handlinger, dog med den tilføjelse, at ikke alle bliver draget til ansvar på samme måde og i samme omfang for disse tanker og handlinger. Først når vi i vores inderste ånd har erkendt noget som værende enten godt eller ondt, og for det sidstes vedkommende alligevel gør det – altså tænker eller handler ondt, eller med andre ord tænker eller handler mod bedre viden (mod vores samvittighed) – så bliver vi draget til ansvar af Gud og må sone det, vi dermed har forbrudt.
Handler vi mod vores indre viden eller mod vores samvittighed, så synder vi mod det hellige i os, den guddomsgnist Gud har nedlagt i enhver. Vi må da sørge og angre over os selv og det vi har gjort, og derefter søge tilgivelse hos Gud og mennesker. Hvis ikke vi formår at sørge og angre vores synd, så må vi mødes af konsekvenserne af vores onde tanker eller handlinger ved soning under gengældelsesloven, hvor vi da må gennemleve de samme lidelser, vi med vores synd har bragt over andre, for at vi derved på egen ånd og krop kan se, føle og forstå, hvad vi har gjort.
Her bliver altså samvittighed, sorg, anger samt karmaloven (gengældelsesloven) de store opdragere i tilværelsen for os mennesker, opdragelsesforanstaltninger og metoder som Gud står bag som den øverste leder af. Ved mødet med mørket, det onde, og gennem overvindelsen af denne urkraft, vinder ånden den nødvendige fasthed i tanke og vilje, og vinder den nødvendige åndelige helstøbthed ved tankens og viljens forening, sammensmeltning til en enhed ved lyset (Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 64).
Parallelt til den problematiske værdirelativisme der fører til værdinihilisme – alt er lige godt, og derfor er intet godt – og som en kritik af Martinus´ perspektivprincip – at alt i forhold til sandhed afhænger af øjet, der ser, og hvorfra i spiraludviklingen eller spiralkredsløbet vi ser – kan vi sige, at hvis sandheden er afhængig af, at den er sandhed for nogen eller nogle, og ikke er sandhed i sig selv, og hvis hver mand har sin sandhed – hvis alt er lige sandt – så jævnes også sandheden til et intet, og intet er virkelig sandt. Det er rigtigt, at vi kan have forskellige billeder, opfattelser og teorier om, hvad der er sandt, men billede og virkelighed (sandhed) – billedet og det billedet er et billede af – er ikke identiske. Her må virkeligheden (sandheden) hævdes som det første og primære; som det, der giver anledning til en bestemt – muligvis fejlagtig – opfattelse eller teori om virkeligheden (sandheden). Hvis ikke der er mulighed for fejl i ens opfattelse af virkeligheden (sandheden), hvilket følger af tanken om, at alt er lige sandt (hver mand sin sandhed), så ophæves sandheden som begreb, og al (sand) erkendelse bliver umulig.
Mere præcist kan her siges følgende: Hvis ikke der findes absolut godt og ondt, lys og mørke i absolut forstand, så findes der heller ingen egentlige kontraster, hverken hvad angår tanken (erkendelse af sandhed og løgn) eller viljen (adfærden), kontraster som ifølge Martinus betinger livets opretholdelse, erkendelsen og udviklingen af personligheden eller ånden. Tanken om kontrasternes betydning for livet og udviklingen og forædlingen af ånden er en tanke, som Martinus deler med Vandrer mod Lyset. Men hvis alt dybest set er lys, en tanke som Martinus spidsformulerer nogle steder i bind 6 og bind 7 af Livets bog ved at kalde lys og mørke for henholdsvis det behagelige og det ubehagelige gode, så mangler netop den vitale kontrast mellem godt og ondt. Hvis alt dybest set er lys, er der ingen kontrast og kontraster, og dermed er livet, erkendelsen og udviklingen af ånden umulige. Her synes Martinus´ lære at ophæve eller ugyldiggøre sig selv. Her synes han – for at bruge et billede han selv bruger i kosmologien – at male et billede kun i hvidt på et hvidt lærred, hvorved intet kan ses eller opfattes eller fremkommer. Resultatet er usynlighed eller tomhed, et tomt lærred.
Nogle steder i Livets bog hævder Martinus viljens frihed, men denne frihed ophæves i andre passager der hvor han siger, at et levende væsen kun kan handle således som dets udviklingstrin tilsiger det og gør muligt, og at det derfor ikke giver mening at straffe, eller bedre: holde ethvert individ ansvarligt for sine onde handlinger. Hvis et individ kun kan handle på én måde – i overensstemmelse med dets åndelige modenhed eller udvikling – er det ikke frit, og har ikke en fri tanke og en virkelig fri vilje. Hvis ikke et individ er frit, undsiges også individets bevidste liv og dets mulighed for åndelig udvikling, da det bevidste liv og åndelig udvikling forudsætter tankens og viljens frihed. Uden denne grundlæggende frihed er mennesket kun at betragte som en livløs og åndløs automat, en tanke som menneskets faktiske levende bevidsthed modsiger.
Opfattelsen af lys og mørke, godt og ondt, som enten absolutte eller relative størrelser eller kræfter leder så vidt jeg kan se grundlæggende til en opfattelse af verden som henholdsvis en verden præget af orden eller kaos, en verden med faste værdier, en verden vi kan orientere os i, eller en verden, hvor alt skifter efter perspektiv og synsvinkel, og hvor alle værdier derfor flyder eller opløses.
Den uro der præger vores verden, og vel altid har gjort det, ses som nævnt af Martinus som dyrets undergang og dødskamp i og mellem mennesker, og som fødselsveer forud for den ny tids store fødsel og frembruddet af kosmisk bevidsthed. Det er altså for ham naturlige følger af overgangen fra dyr til menneske. Hvis imidlertid udgangspunktet er Vandrer mod Lyset, så mener jeg, at man hellere må se uroen ud fra den enkle formel: At mørket reagerer proportionalt på lysets vækst. Det mørke der endnu er så udbredt i verden i form af krige og konflikter, racisme, moralsk og religiøs degeneration, intolerance overfor anderledes tænkende, troende og handlende individer, kunstnerisk dekadence osv, må vi dermed dels tilskrive nogle menneskers virkelige ondskab, dels det forhold, som Vandrer mod Lyset nævner, at omkring 85% af menneskeånderne er unge og uudviklede personligheder (i åndelig forstand), samt Ardors æteroptegnelser, der endnu er aktive, og skaber mange katastrofer og lidelser. Disse forhold danner tilsammen en mægtig mørkebølge, der endnu slår mod menneskenes åndelige og fysiske kyster, og som rejser sig, fordi lyset breder sig mere og mere, primært som følge af det nybrud, der fandt sted i begyndelsen af det 20. århundrede, da det lykkedes Kristus og Gud at vinde den dybest faldne, Ardor (Satan), tilbage til lyset. Dette er nøje beskrevet i Vandrer mod Lyset.
Det der sker, er altså ikke en fødsel af kosmisk bevidsthed, og det er ikke et udtryk for en overgang fra dyr til menneske. Det der sker er den virkelige ondskabs reaktion på det lys, der breder sig mere og mere i vores verden, og da mørkebølgen, reaktionen, er så massiv, er det nu så vigtigt som nogensinde, at vi hver især lytter til vores indre sans for godt og ondt, vores samvittighed, og følger den for at vi ikke skal vedblive at vandre mørkets vildveje.
Den mest konstruktive tilgang til ondskab og synd er ikke at fordømme eller søge hævn over dem, der gør sig skyldige i virkeligt onde handlinger, men derimod at søge at møde dem med medfølelse og tilgivelse. Medfølelse ud fra den simple tanke, at synd og onde gerninger nok er tragiske for ofrene, men i sidste ende rammer de onde gerninger synderen selv hårdest gennem gengældelsesloven. Det vi gør for eller mod andre, gør vi samtidig for eller mod os selv (som vi sår, høster vi). Den krig nogle fører mod andre (åndeligt eller fysisk, militært, ved terror eller andre former for vold), fører de samtidig mod sig selv. Tilgivelse bør vi tilstræbe ud fra ønsket om at udfri dem, der gør onde gerninger, fra de alvorlige lidelser, der naturnødvendigt følger på synden, måske ud fra en tanke om, at det kunne have været os selv, der var i synderens sted. Hvis vi var i synderens sted, ville vi nok ønske tilgivelse, vi ville i hvert fald have brug for den, og hvis vi skal eller bør elske vores næste som os selv, da bør vi dermed også tilgive vores fjender, som vi selv ville ønske at blive tilgivet.
Hvis verden – i hvert fald den mellemmenneskelige verden – til enhver tid er udtryk for handlinger, og disse handlinger til en vis grad udspringer af tanker, så er den første forudsætning for at ændre verden til det bedre at ændre vores tanker, den måde vi tænker om hinanden på. Vi må derfor, hvis vi ønsker at gøre verden til et bedre sted at leve for alle, hver især ændre vores tanker og hjerter i retning af kærlighed, medfølelse og tilgivelse og bort fra krig, had og konflikt. Dette kan ændre verden, men ikke pludseligt og med det samme, men lidt efter lidt, skridt for skridt, dag for dag, år for år, liv for liv. En magtfuld hjælp til dette, denne grundændring af vores tanker, hjerter og karakter og dermed også af vores handlinger, har vi i bønnen til Gud. Hvis vi virkelig og oprigtigt ønsker denne ændring, og beder om hjælp til at opnå den, så vil Gud – Lysets og kærlighedens Almagt – garanteret hjælpe os med det.
e. “Den højeste ild”
Martinus´ begreb om “den højeste ild” eller det seksuelle princip (dette set bredt som udgørende alt begær og dettes tilfredsstillelse, nydelse) – det Martinus også kalder livets inderste drivkraft, dets evige åndedræt og Guds vilje, idet han ser det som drivkraften bag spiralkredsløbet eller spiraludviklingen med dennes sult-mætheds-princip (udviklingen fra mørke til lys og indviklingen fra lys til mørke i et evigt skiftende kredsløb) – er i virkeligheden, som jeg ser det, identisk med mørkets poler og den herimellem værende polspænding, der søges udlignet og udløst (illusorisk tilfredsstillet) ved polernes forening gennem den syndige tanke eller handling (se indlægget Mørkets polspænding i relation til menneskets ånd og krop). Denne trang til forening af mørkets poler er altså et udtryk for begæret – bredt set – alt begær, og dette må være en del af den filosofiske begrundelse for den tanke, der fremføres flere gange i Vandrer mod Lyset: Vigtigheden af – som en del af åndens udvikling og forædling – at begrænse eller helt standse sin tankes begær efter det, viljen kan føre ud i verden gennem handling. “Den højeste ild” hører altså til mørket, det onde, i absolut forstand, idet den er et udtryk for – ikke livets – men det ondes “motor” eller indre drivkraft.
Men for Martinus er altså “den højeste ild” selve kosmos´ og verdens inderste drivkraft, det hellige, en opfattelse, der også kan kaldes en form for panseksualisme. For ham bliver derfor kønsorganerne organer for “den højeste ild” eller det allerhelligste i mennesket. De er angiveligt organer ved hvilke mennesket rører Guddommen under den seksuelle forening med et menneske af modsat køn, og i den seksuelle orgasme eller udløsning er mennesket ét med Gud. At religionerne – specielt kristendommen – historisk har vist sig afvisende eller fordømmende overfor sex skyldes angiveligt, at disse religioner er blevet til, eller rettere har vundet tradition, i en epoke i verdenshistorien, hvor mørket var i kulmination, og hvor vi levede i livets dødszone, hvilket til dels stadig er tilfældet, siger Martinus. Religionernes fordømmelse af sex og forsøget på at skjule kønsorganerne for syn og tanke er således ifølge Martinus et forsøg på at undertrykke disse grundmenneskelige fænomener, et forsøg på at holde den gnist af paradislyset, der endnu var tilbage i mørkekulminationen, borte fra mennesker.
For Martinus er det ikke livet, der skaber “den højeste ild”, men derimod denne verdenskraft, der skaber livet og alle de kontraster, der bevirker, at vi kan tænke og opleve livet. Det er samtidig angiveligt en kraft, der gennemsyrer og gennemtrænger hele verdensaltet. Da “den højeste ild” for ham er en form for seksualisme, der igen er identisk med kærligheden, finder han den tanke, at verdensaltet er gennemsyret og båret af seksualisme, sex, det vil sige kærlighed, og i denne form og af denne grund kommer han til det facit, at verdensaltet er kulminationen af kærlighed, altså sex, hvilket igen er sammentrængt i det enkle budskab, som nævnt: Alt er såre godt.
Da jeg nåede til det sted i bind 5 af Livets bog, hvor Martinus eksplicit udfolder disse tanker, havde jeg mest lyst til at kaste værket fra mig i væmmelse, da disse tanker – sammen med idealiseringen af identifikationen med Gud ved “den store fødsel” og skabelse af kosmisk bevidsthed – slår tilbage på hele værket, og tegner en blasfemisk, uren og formørket tankeverden, trods de enkelte lysglimt. Da værket imidlertid er en realitet, og da der virkelig findes mennesker, for hvilke dette værk er sandhed og visdom, fortsætter jeg læsningen og behandlingen af Livets bog i denne skriftlige, formidlende og kritiske form. Min behandling kan da ses samlet som en advarsel mod et mørkt og frastødende værk (trods al glimmeret), der dels er blasfemisk ved sammenkædningen af Gud og menneskelig seksualitet og groft vildledende ved tankerne om sex som verdensaltets gennemsyrende og bærende kraft eller energi, dels potentielt kan kaste mennesker ud i meget alvorlige lidelser, om det følges, ved den sprængning af den menneskelige tanke og personlighed ved identifikationen med Gud, en identifikation, som er lige så vildledende og blasfemisk, og som jeg tidligere omtalte. Martinus har dog ret i, at kærligheden er verdensaltets gennemsyrende kraft, men altså absolut uret i at identificere kærlighed og sex.
Til tankerne om begæret og specifikt det seksuelle begær, må dog føjes følgende: Det varme, gensidige, seksuelle begær, der udspringer af rene tanker og følelser, og som man kan opleve som menneske, er i orden og naturligt, også set fra lysets side. Og kønsdriften er et naturligt, legemligt behov på linje med behovet for mad og drikke, søvn osv. Gud kræver ikke total seksuel afholdenhed (cølibat) af os mennesker, og Han stiller ikke naturstridige krav. Det Gud kræver også i kønslige forhold er rene tanker og følelser. Ofte vil de urene tanker og følelser opstå, hvis vi søger at fortrænge det naturlige, seksuelle begær. Da vil tanken let stadigt kredse om det seksuelle, og danne urene, obskøne billeder og forestillinger. Vi må – i et billede – tage kønsdriften ved hånden som en god ven, se på den med venlighed og åbenhed, se på den som den er, og give den den plads i vores liv, som den naturligt kræver, men ud fra rene tanker og forestillinger. Hvis vi søger at fortrænge den, og pålægger os selv total, naturstridig seksuel afholdenhed, vil vi blot ødelægge vores legeme og vores sind. Vi må altså søge at rense vores tanker, følelser og sind også i det kønslige forhold, ikke fortrænge den naturlige drift. Dette opfatter jeg som Guds ønske og vilje på det for os mennesker så ofte problematiske seksuelle område, og jeg finder belæg for disse tanker i Tillægget til Supplement I til Vandrer mod Lyset, i Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 19-20, samt i Johanne Agerskovs kopibog 1920-28, brevet til “hr. N. N” af 10/6 1927.
f. Syndefaldet i Vandrer mod Lysets forståelse
Martinus´ opfattelse af syndefaldet – som en velsignelse for menneskeheden, og slangen som en velgører i skikkelse af den første verdensgenløser – afviger så meget fra Vandrer mod Lysets behandling af samme emne, at de to synsmåder også her fremtræder som modsætninger. I Vandrer mod Lyset siges det, at Bibelens beretning om syndefaldet er en myte, men dog en myte, der dækker over virkelige begivenheder i den oversanselige verden.
Det var ikke mennesket – “Adam og Eva” – der faldt for mørket, men derimod de ældste, som er en betegnelse for nogle af Guds først skabte børn. Dette fald skete, da Gud stillede alle sine først skabte børn, “englene”, direkte overfor mørket, det onde. Hos de ældste blev resultatet af dette første møde med det ondes urkraft, at de blev opfyldt af hovmodige, selvbeundrende tanker, og derved vågnede også magtbegæret.
De ældste blev ikke frie og seende ved dette fald, men tværtimod ufrie og blinde. For mørket er en urkraft, en verdenskraft, der binder og blinder os, hvis vi falder for det. Dette sker igen og igen også i den jordiske verden blandt os mennesker, fx når vi fører krig, når vi begår vold, stjæler, lyver, bedrager osv.
Mørket blinder os, så vi – som de ældste – glemmer lyset, og det binder os magnetisk til sig, hvis vi tænker eller handler ud fra det onde, dvs tænker eller handler mod vores samvittighed. En af de måder mørket kan binde os på, er ved denne urkrafts polspænding. Det onde kan således ved sin polspænding opbygge en ubehagelig og lidelsesfuld spænding i os, en spænding som vi fx kan føle som vrede eller had, og som vi søger os udløst og befriet for ved at udføre en mørkets handling, fx vold. Men gør vi dette, så kan vi måske nok opnå en momentan lettelse for mørkets tryk, men øjeblikket efter opbygger spændingen sig på ny, og bliver værre, idet vi da dels har det oprindelige mørke i os, og dels har vi ved handlingen opbygget et indre mørkekompleks i vores tanke og vilje, et kompleks, der lægger sig oveni det oprindelige mørke. Derudover bliver vi ved enhver mørkets handling hjemfalden til soning under gengældelsesloven, hvis ikke vi sørger over og angrer vores handling, beder om tilgivelse fra vores ofre og får denne tilgivelse. Lettelsen ved en mørkets handling er således illusorisk og kortvarig, og konsekvenserne er meget alvorlige. Tankerne om mørkets polspænding og denne spændings natur og konsekvenser for os mennesker har jeg tidligere søgt at udtrykke i den før nævnte artikel, Mørkets polspænding i relation til menneskets ånd og krop.
Syndefaldet var ikke en befrielse eller et udtryk for at mennesker ved det blev seende, at deres øjne åbnedes for godt og ondt, og det var heller ikke et udslag af et ønske om oplevelse af det onde, fordi de ældste var mætte af lyset. Syndefaldet bandt og blindede de ældste, deres “øjne” lukkedes, så de glemte lyset, og kun formåede at tænke og handle ondt, og det bragte dem umålelige lidelser og elendighed. I et mørkt rum uden lys, kan vi intet se, men er som blinde. Kun ved lyset kan vi se. De ældste blev altså ved faldet ikke frie og seende, men mørkets blinde og lydige slaver. Deres vej tilbage til lyset, kærligheden, den urkraft, der virkelig gør os frie og seende, har været, er og bliver meget langvarig og lidelsesfuld. De er de mest medynkværdige af alle.
Hvordan de ældste som følge af deres fald skabte det dødelige menneskelegeme (der altså ikke er skabt af Gud), hvordan mange af dem senere vendte tilbage til lyset og Gud, hvordan Gud skabte menneskets udødelige ånd, hvordan det til sidst lykkedes Kristus og Gud at vinde de ældstes leder, Ardor (Satan), tilbage til lyset, hvordan Gud tilgav Ardor, og hvordan Ardor efter sin tilbagevenden til lyset og Gud gennem sin beretning i Vandrer mod Lyset har bedt alle mennesker om tilgivelse; alt dette og mere kan man læse om i detaljer i det nævnte værk.
g. Tilgivelse og syndernes forladelse
Vandrer mod Lyset afviser lige som Martinus syndernes forladelse gennem nydelsen af nadverens sakramente. Men af en anden grund. Der findes virkelig ondskab, synd, men den er personlig forstået på den måde, at når vi synder, når vi begår onde gerninger mod andre, så er det altid mod nogle konkrete, individuelle mennesker, vi handler ondt. Derfor må vi bede disse konkrete, individuelle mennesker om tilgivelse for vores synd. Det hjælper ikke, hvis jeg forsynder mig mod Bjarne, at jeg så beder Louise om tilgivelse. Hvis jeg skylder Bjarne 100 kr, kommer jeg ikke ud af gælden ved at give Louise 100 (eller 1000) kr.
På samme måde hjælper det ikke, hvis jeg har gjort ondt mod Bjarne, da at bede Gud om tilgivelse. En synd mod Bjarne er selvfølgelig også en synd mod Gud, og den del af synden kan Han tilgive, men jeg må først og fremmest bede Bjarne om tilgivelse. Hvad vi synder mod Gud, kan kun Gud tilgive, og hvad vi mennesker synder mod hinanden indbyrdes, må vi også selv søge at tilgive hinanden. Derfor hjælper en almen syndernes forladelse os ikke ud af synden (gennem nadveren), og det hjælper heller ikke at påberåbe sig troen på Jesu forsoningsdød og opstandelse som en vej ud af synden. Der gives ikke stedfortrædende lidelse og forsoning og tilgivelse. Vi må selv bære hver vores byrder, og selv søge tilgivelse hos dem, vi har forbrudt os imod. Vi må selv bære konsekvenserne af vores tanker og handlinger, ellers bliver vi aldrig voksne (i åndelig forstand). Men Gud hjælper os med at bære det hele.
h. Erkendelsens relativitet og den faste grund i dybet
Med hensyn til erkendelsens relativitet som jeg har forsøgt at skitsere ud fra Martinus´ tænkning med korte afstikkere til Kant og Hegel og andre, så er det ikke sikkert, at vi som Martinus bliver nødt til at standse ved et mere eller mindre diffust “guddommeligt noget” eller “det eneste noget, som er ” som verdens fundament, eller ved jeget som den første årsagsløse årsag. Vi kan i stedet sige, at tanken, tanken i sig selv, den tanke, der som en Facebook ven har udtrykt det poetisk, føder sine tanker, som en moder føder sine børn, er grundlaget, fundamentet. Her sondrer jeg mellem tanken i sig selv og de enkelte, konkrete tanker. I hvert fald siger Ardor i fortalen til sin beretning i Vandrer mod Lyset, at tanken – her må vi forstå den guddommelige tanke eller Urtanken, ikke den menneskelige tanke – er altings ophav, det vil sige den faste grund i erkendelsens og verdens dyb.
Tanken om tanken i sig selv som altings grundlag og fundament er imidlertid en tanke, teori eller idé, som principielt ikke kan bevises. For denne tanke er i sig selv en enkelt eller konkret tanke, og et bevis måtte også føres ved enkelte, konkrete tanker, ledet af viljen til at nå til sandhed om disse forhold. Derfor kan vi ikke ved viljen nå til tanken i sig selv, og derfor bliver tanken om tanken i sig selv som verdens grundlag kun en antagelse, en antagelse, som dog har hjemmel i Vandrer mod Lyset. Måske er vi også her ved en principiel begrænsning ved den menneskelige tanke. Jeg har tidligere søgt at redegøre for og belyse disse forhold i skriftet Sandhed II.
En anden mulig tolkning af Vandrer mod Lysets meddelelser om altings grundlag er at se – ikke kun tanken – men hele Urkosmos, bestående af Urtanken, Urviljen, Urlyset og urmørket, som altings grundlag og fundament, den første årsagsløse årsag, det faste punkt i verdens og erkendelsens dyb. Dette Urkosmos var ikke skabt, men var fra evighed og før tiden overhovedet begyndte som udtryk for begivenhedernes rækkefølge, og før rummet som vi nu kender det, eksisterede. At Urkosmos ikke var skabt, men var fra evighed markerer en filosofisk gåde, som Vandrer mod Lyset kalder gåden om det uskabte. Men løsningen af denne gåde, dette problem, ligger principielt indenfor den menneskelige erkendelses rækkevidde. Dog vil løsningen ikke kunne gives, før Vandrer mod Lyset vinder sin almindelige og brede anerkendelse.
Ved et bestemt punkt reagerede Urtanken og Urviljen ved en første svag urosdirren samtidigt overfor mørkets udstrålinger, idet de gøs tilbage for det onde, og denne første svage dragning mod lyset, der bragte den oprindelige balance og stilstand eller hvile til ophør, kan vi opfatte som analogt til eller identisk med det, der ellers i filosofien betegnes som “den første ubevægede bevæger”. Idet Urtanken og Urviljen samtidigt reagerede overfor mørket, og søgte ind i lyset, satte de således såvel lys som mørke i bevægelse, og dermed vågnede begge urkræfter til en stadigt stigende styrke og intensiv energiudfoldelse efterhånden som Urtanken og Urviljen søgte dybere ind i lyset og nærmede sig hinanden mere og mere – frem mod kulminationen, hvor Urtanken og Urviljen forenedes, og Gud fremstod som Personlighed; som lysets behersker og mørkets besejrer, Verdensaltets guddommelige Midtpunkt.
Urkosmos var altså ifølge denne tolkning af Vandrer mod Lyset den første årsagsløse årsag, og overgangen fra hvile til kamp ved Urtankens og Urviljens første reaktion mod mørket og dragning mod lyset og hinanden – helt præcist: Urtanken og Urviljen tilsammen – er at ligne med den første ubevægede bevæger.
I hvert fald må Martinus´ idé om jeget som den første årsagsløse årsag og første bevæger, et jeg som angiveligt har eksisteret altid og altid vil eksistere – for Guddommen som for det enkelte levende væsen – opgives, hvis udgangspunktet og fundamentet er Vandrer mod Lyset.
i. Jegets illusion eller realitet
Martinus´ opfattelse af jeget er altså den, at jeget er den første, uskabte årsagsløse årsag, det er noget reelt eksisterende, og det er evigt både i forhold til fortid og fremtid. Det har været altid, og vil altid være. Hvis det ikke havde været evigt, måtte det være skabt, og som sådan også have en afslutning i tid. Jeget er usanseligt, og dermed ikke af materien som vi kender den. Da alt skabt er af materien, og jeget altså ikke er af materien, kan det ikke være skabt, og derfor er det evigt.
Vandrer mod Lysets opfattelse er en lidt anden, omend de to opfattelser konvergerer i tanken om, at jeget er noget reelt eksisterende. Ifølge Vandrer mod Lyset har det menneskelige jeg imidlertid en begyndelse i tid, idet det for hvert menneske er skabt af Gud. Det har altså en begyndelse i tid, men ikke en afslutning, da det er evigt. Det er evigt ved, at Gud har optaget hver af os i sin Tanke, og fastholder os i livet og eksistensen ved sin Vilje. Jeget eller ånden (den menneskelige) er skabt af Gud, dog ikke af materien (den fysiske), men derimod af lyset i forbindelse med noget af Guds eget guddommelige Væsen, som er evigt. Derfor kan det godt både have en begyndelse i tid, men samtidig være evigt (have en evig fremtid), modsat Martinus´ opfattelse.
I hinduisme og buddhisme har man, som jeg forstår disse tankeretninger og traditioner, en anden opfattelse af jeget. Her opfatter man jeget som en illusion; i et billede: Et tomrum, et vakuum, et mentalt eller åndeligt “lavtryk”, hvorom tanker, følelser og handlinger raser, og bringer os lidelser i form af mentale og åndelige “uvejr”. Vores tanker, følelser og handlinger binder os til Samsara eller lidelsernes hjul, kredsløbet af aktion og reaktion og dermed karma. Vejen ud af dette kredsløb og dermed af lidelserne angives dels at være en erkendelse af denne jegets tomrum eller illusion, dels en udslukkelse af alt begær. Vi kan ikke undgå at tænke, føle eller handle, selv om vi erkender jegets illusion, men vi kan løsne og til sidst helt slippe vores tilknytning til disse tanker, følelser og handlinger, og derved standse kredsløbet af aktion og reaktion, karma eller Samsara, dvs lidelserne, og derved igen forløses, hvilken forløsning i hinduisme kaldes moksha og i buddhisme nirvana.
Da Vandrer mod Lyset som nævnt i begyndelsen af dette skrift er sandheden åbenbaret i Guds Navn, så må den opfattelse vi præsenteres for i dette værk være den rigtige. Det vil sige, at jeget eller den menneskelige ånd er en realitet, det har en begyndelse i tid, idet jeget eller ånden er skabt af Gud, og vi har hver en evig fremtid i åndelig eller oversanselig forstand. Den hinduistiske og buddhistiske opfattelse af jeget som illusion er således selv en illusion; jegets illusion er en illusion, det tomrum, det vakuum, det mentale “lavtryk”, der kan give os mentale og åndelige “uvejr” i form af lidelser som følge af denne illusion.
j. Gud
Til sidst en sammenligning af de billeder af Gud, der gives henholdsvis i Livets bog og i Vandrer mod Lyset:
For Martinus er som nævnt alt liv, og alle levende væsner er organismer inde i organismer inde i organismer osv. Lige som der i det menneskelige legeme findes atomer, molekyler, celler, bakterier, knogler, blodårer, organer, der af Martinus opfattes som levende væsner og som organismer inde i det levende menneske, er det hele menneske en organisme indeni en større organisme, Jordkloden, der igen er en levende organisme indeni en større organisme, solsystemet, der igen er en levende organisme indeni en større organisme, galaksen, der igen er en levende organisme i galaksehobe, der er levende væsner i universet. Det samlede verdensalt er det, vi kalder Gud, og alle levende organismer er dele af Guddommens legeme, ligesom alle sjæle er dele af den store sjæl, vi kalder Gud. På den måde er Gud alt, og alle er dele af Ham, identiske med Ham.
Dermed er alle smukke landskaber, bjerge, søer, skove, have, stjerner dele af Gud, men også krokodiller, bakterier, plastikposer, affald, fækalier, tøj, fluer er dele af og identiske med Gud. Vi går alle bogstaveligt rundt i Guds legeme, og tænker, handler, føler, lever, elsker og hader i Guds sind.
Dette opfatter jeg som et udtryk for Martinus´ billede af Gud. Det billede af Gud vi får gennem Vandrer mod Lyset, en Gud, som jeg kalder Lysets og kærlighedens Almagt, vil jeg illustrere med nogle citater fra De tre gyldne frugter (en samlebetegnelse for Hilsen til Danmark (1915), Vandrer mod Lyset (1920) med supplementer (1929 og 1930) samt Forsoningslæren og genvejen (1920)), som jeg her sammenstiller (idet jeg tilpasser stavemåde og sprog til moderne standard):
Da Gud fremsteg af Lyset, var Han fuldkommen – alvidende, alkærlig, almægtig…Et flammende Væsen er Gud! Thi Lysets æteriske stråler udgår fra Hans legeme og herliggør dets lysende skønhed. Ungdom, renhed og skønhed i sublimeste form er udtryk for Hans personlige fremtræden…En Guddom og en Magt, som intet menneske blot tilnærmelsesvis kan fatte; selv det skønneste, det mest ophøjede Guddomsbillede er kun en svag afglans af Hans herlighed, Almagt og visdom. (Ardors beretning, Vandrer mod Lyset, s. 4; Supplement II til Vandrer mod Lyset, no. 73; Oversigten, Vandrer mod Lyset, s. 239).
Om denne Gud – som dels er begrænset ved sin personlige fremtræden, sit Guddomslegeme, dels ubegrænset, uendelig ved sin altomsluttende Tanke og altbeherskende Vilje – siger Kristus i sin tale i Forsoningslæren og genvejen henvendt i første række til de kristne, men i videre forstand til alle mennesker:
Hvad er jeg mod Ham, den Almægtige? Som en dråbe mod Jordens største hav er min magt og vælde mod Hans. Som et sandskorn mod Jordens højeste bjerg er min viden og mine kundskaber mod Hans. Som et fnug, ja som et usseligt fnug mod det hele univers, er min kærlighed mod den kærlighed, som Han bærer til jer! Thi I er Hans børn, Hans elskede børn!
Vi ser altså her, at ifølge Vandrer mod Lyset, så omslutter Guds Tanke alt, Han ved alt, og Hans Vilje behersker alt, men Han er ikke identisk med alt; med alt stof, liv, rum og tid. Gud er altså ikke bogstaveligt identisk med alt stof og liv – hunde, stjerner, biller, kloakker, blomster, bakterier, celler, mennesker – og Gud er ikke identisk med alt rum og tid, men Han behersker dem, og har givet disse begreber og fænomener til brug for de af Ham skabte evige væsner (de ældste, de yngste og menneskeånderne). Dermed adskiller Vandrer mod Lysets opfattelse af Gud sig fra Martinus´ opfattelse af Gud som bogstaveligt identisk med alt eksisterende.
Disse to billeder af Gud lader jeg her afslutningsvis stå, og overlader til læseren selv at afgøre, hvilket af dem, der er det rigtigste, det mest sande, det mest ophøjede, som udtryk for den Almagt og verdensgrund, vi kalder Gud.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 