Tanke til prøve:

Lys og mørke, godt og ondt, er ifølge Vandrer mod Lyset modsætninger, urkræfter, der kan give sig udslag på mange måder og som repræsenterer mange forskellige ting og fænomener, fx kærlighed og had.

Inden for mørket, det onde, optræder denne urkraft altid – som jeg har skrevet ved flere tidligere lejligheder – ved et ”lyst” og et rent sort aspekt, det jeg tidligere har kaldt mørkets eller det ondes dobbeltaspekt.

Nu – tanken til prøve: Hvis det onde altid optræder dobbelt, som ”lyst” og rent sort, så indebærer dette dobbeltaspekt, disse poler (jf Vandrer mod Lyset), en spænding mellem de to aspekter eller poler, en spænding som mennesket uvilkårligt søger udlignet, udløst, da spændingen giver sig udslag i uro og lidelse. Mennesket søger at befri sig for den uro og spænding, der hjemsøger dets ånd eller bevidsthed eller krop, og dette kan ske på to måder (jf Vandrer mod Lyset, s. 158-159 om afpolarisering af det åndelige mørke):

1. Enten ved en mørkehandling, hvorved det gran af mørke, som påvirker mennesket (ved polspændingen) afpolariseres, hvilket kan føles som en momentan lettelse, som dog ikke er varig, da det samme mørke (eller andet mørke) øjeblikket efter igen kan påvirke individet til den samme eller en lignende handling. Denne mulighed er derfor – naturligvis – ikke at foretrække, er ikke konstruktiv.
2. Ved individets sorg og anger over det mørke, som har påvirket det til en ond tanke eller handling. Denne måde er lysets måde at forholde sig til og håndtere det onde på, hvorfor den er at foretrække. Ved individets sorg og anger sejrer det således over det onde, som har påvirket det. (En tredje måde at afpolarisere det åndelige mørke på findes, men kendes kun af Gud).

Det afgørende i denne betragtning er den (pol-)spænding mellem mørkets to aspekter eller poler, en spænding som let kan friste et menneske til at udøve mørkets handlinger, fx mord, for at befri sig for den indre spænding eller lidelse, som mørket altid medfører.

Det afgørende er også at pointere, at mørkets ”løsning” på problemet er illusorisk; fx vil en morder ved mordet måske føle en umiddelbar lettelse for det tryk, der har hjemsøgt ham, men i næste øjeblik eller kort efter vil mørket i ham (eller hende) som en konsekvens af handlingen ”fryse til” og gøre spændingen og lidelsen endnu værre, da vedkommende da både kan påvirkes af et lignende mørke, og derudover har en mørkets handling på samvittigheden; mørkets gerning, mordet, har da sat sig som et lidelsesfuldt mørkekompleks i morderens ånd og krop, og han har ingen fred og hvile.

Andre eksempler på mørkets polspændinger, der kan påvirke os til mørkehandlinger, kan fx være at betragte den maniodepressive, psykiatriske patients svingen mellem mani (mørkets ”lyse” aspekt eller pol) og depression (mørkets rent sorte aspekt); en polspænding, patienten måske søger at befri sig for gennem destruktive handlinger.

Og vi kan betragte det overlagte selvmord, hvor lidelser måske får et menneske til at se den selvvalgte død som noget “godt”, måske som noget, der bringer “fred” for de tyngende lidelser; men selvmord giver ifølge Vandrer mod Lyset ikke fred, men bringer endnu flere og dybere lidelser end dem, man søger at flygte fra.

Eller vi kan betragte et menneske, der på den ene side lider af mindreværdskomplekser (det sorte aspekt) og på den anden side den fænomenologiske tvilling, storhedsvanviddet (det ”lyse” aspekt). Denne polspænding kan ligeledes friste til destruktive handlinger.

Det nye i denne synsmåde er altså den polspænding mellem mørkets to aspekter, der kan friste til destruktive handlinger for at befri sig for spændingen og lidelsen ved gennem det ondes ”lyse” aspekt at lokke – illusorisk – med lettelse for mørkets tryk, samt at påpege den konstruktive lysets måde at håndtere polspændingen og lidelsen og uroen på, som Vandrer mod Lyset gør rede for; nemlig individets sorg og anger og måske bøn om tilgivelse, hvis mørketanken er blevet ført ud i livet gennem handling.

Polspændingen kan opfattes som mørkets, det ondes, motor, og den kan iagttages mange steder og på mange områder, fx også det politiske:

Når der bygges op til krig mellem to lande, når først retorik via polarisering bygger op til konflikt, og når senere og i værste fald egentlige krigshandlinger bliver en realitet, så er det udtryk for mørkets to poler, hvor mørkets “lyse” side eller pol fremtræder som noget “godt” eller ønskværdigt, fx “for at rense luften”, og hvor selve krigens realitet er mørkets rent sorte side.

Eller vi kan fx se polspændingen, det ondes motor, ved den gensidige dehumanisering, vold og chikane hvor fronterne trækkes op gennem polarisering mellem danske muslimer og andre danskere. Dette fænomen kan også iagttages i andre vestlige samfund.

Området er bredt og stort, og der er her stof til mange fremtidige studier og analyser.