Gennem Vandrer mod Lyset kan vi mennesker lære en del om lysets, det godes, og mørkets, det ondes natur. Vi får først og fremmest at vide, at de eksisterer. Ikke nok med at der virkelig findes godt og ondt, men der er ydermere tale om to – hinanden modsatte og magnetisk tiltrækkende – urkræfter, verdenskræfter, der har eksisteret fra evighed.

Jeg vil her forsøge at kaste et strejflys over mørkets kræfter og natur; kun et strejflys, da denne kraft og magts natur er meget omfattende, og sikkert langt videre end min viden strækker.

Jeg vil gøre det, ikke – naturligvis – for at forstærke eller dyrke det onde, men for at kaste et (erkendelsens) lys i mørket, for at bringe kundskab om den ene af de to urkræfters natur, for at udpege nogle af dets faldgruber, og dermed svække dets magt.

Fremstillingen byder først en kort punktopstilling af væsentlige aspekter ved mørket; derefter følger en uddybning og nuancering af hvert af punkterne.

Med denne redegørelse suppleres Vandrer mod Lysets lære om det onde, og jeg bygger – udover tænkning og oplevelser fra mit eget liv – hovedsageligt på dette værk.

Helt overordnet og indledende og på kort formel vil jeg sige, at mørket ved synden peger og trækker i retning af mørkets ultimative: Døden.

Det er vigtigt at forstå, at de følgende punkter og egenskaber ved det onde ikke er isolerede enkeltfænomener, men som oftest optræder i kombinationer og sammen; det er ved gennemgangen forsøgt at give en foreløbig mørkets anatomi, eller et røntgenbillede af den sammensatte urkraft og magt.

Væsentlige aspekter ved mørket i punktform:

1 Dobbeltaspektet; dets ”lyse” og dets rent sorte side

2 Mørkets tendens til ringdannelse

3 Mørket som en ”magnetisk” tiltrækkende og bindende kraft og energi

4 Mørkets polspænding

5 Mørkets reciprokke, paradokse natur

6 Proportionalitet

Ad 1 Mørkets dobbeltaspekt, dets ”lyse” og dets rent sorte side.

Dobbeltaspektet har jeg tidligere søgt at anskueliggøre gennem en række skriverier, og jeg vil derfor ikke tilføje så meget her. Kun vil jeg give et eksempel, nemlig ved mørkets efterligning af kærligheden ved forelskelsen. Forelskelsen er et eksempel på mørkets ”lyse” natur; en opbrusende, blændende og blindende kraft, der ligner kærligheden uden at være det. Ved forelskelsen bringer mørket os storm, modsat kærlighedens ro. Ved forelskelsen blændes og blindes vi, ved kærligheden bliver vi seende. Forelskelse – ikke kærlighed – gør blind.

Ved det ondes ”lyse” aspekt efterligner mørket generelt lyset, og derved kan det bedrage os mennesker.

Som arketype på dobbeltaspektet vil jeg nævne opfattelsen af djævelen som ”Lucifer, lysbringeren” og ”Satan, mørkets fyrste”, idet vi husker – som Vandrer mod Lyset udførligt beretter om – at Satan, den Ældste, nu (i 1912) er vendt tilbage til Lyset og Gud.

Ad 2 Mørkets tendens til ringdannelse.

Denne ringdannelse sker ved polarisering gennem en mørkets handling (fx vold, løgn, tyveri, mord, forbandelse): Mørket peger fra sin rod ud i verden (handlingen) og tilbage i sig selv igen i en (selvforstærkende) ringdannelse på den måde, at fx had kan føre til mord, der igen kan slå tilbage i mere had osv i en slags akustisk tilbagekobling og ”hyletone”.

Mørkets ringdannelse kan udtrykkes poetisk ved slangen, der bider sig selv i halen, og den er mytologisk, poetisk beskrevet som arketype med hensyn til oprindelse, natur og eliminering i Richard Wagners operacyclus Nibelungens Ring og i J. R. R. Tolkiens eventyr Ringenes Herre.

Ad 3 Mørket som en ”magnetisk” tiltrækkende og bindende kraft og energi.

Mørkets dragende, bindende, hypnotiske kraft og magt er beskrevet udførligt i Vandrer mod Lyset, fx ved beretningen om, hvordan det bandt de ældste, da de ved faldet frivilligt gav sig ind under dets magt; hvordan det bandt deres ånd og tanker og viljer og førte til dybere og dybere fald.

Dette aspekt af mørket er poetisk udtrykt i bibelens syndefaldsmyte ved slangen, der fristede Adam og Eva og det deraf følgende fald og synd.

Dette aspekt af det onde er altså velbeskrevet, så det vil jeg ikke gå dybere ind i her.

Ad 4 Mørkets polspænding

Ved spændingen mellem mørkets to poler (se Vandrer mod Lyset) kan mennesket fristes til at udføre en eller anden mørkets handling, fx mord, for at opnå lettelse og lindring for polspændingens tryk. 

Men udfører man en sådan handling, er lettelsen kun momentan; snart efter ”fryser” det således polariserede mørke til i et lidelsesfuldt mørkekompleks i ånden, hvorved lidelserne bliver værre end før handlingen. Dette forhold har jeg også afhandlet andetsteds, hvorfor jeg ikke vil uddybe nærmere her.

Ad 5 Mørkets reciprokke, paradokse natur.

Mørket giver generelt – hvis man begiver sig ind under dets magt og kraft – det modsatte af, hvad man ønsker og begærer og det modsatte af, hvad det lover. Det giver en det, man frygter mest, og ønsker at undgå.

Fx fører magtbegær ikke til magt, men til magtesløshed, da det gør en til slave af sit begær; eller: magtbegær kan måske nok give magt, men en magt, der ikke tilfredsstiller, og aldrig kan få nok. Kun Lysets magt, der bygger på kærlighed, Lysets essens, kan mætte ånden og personligheden. 

Mord som ”løsning” på et problem, giver et nyt og større problem, pengebegær kan måske nok føre til rigdom, men en rigdom, der ikke mætter og aldrig kan få nok osv.

Mørket fører generelt under dette aspekt til en række energimæssige og eksistentielle ”kortslutninger”, og har visse lighedstræk med det ondes ringdannelser.

Ad 6 Proportionalitet.

Mørket er en reaktiv magt og kraft, der reagerer proportionalt på lysets vækst, hvilket indebærer, at vores kamp mod det onde ikke bliver lettere, men mere intensiv, jo højere vi stiger og vandrer mod lyset frem mod den åndelige kulmination ved tanke-vilje-enheden, der er beskrevet udførligt i Supplement 2, no 64 (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset).

Fænomenet, som jeg også har afhandlet andetsteds, har sin parallel i Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket, frem mod Lyset og den afsluttende, endelige, kosmiske sejr ved Guds emanation; en kamp hvorved både Lysets og mørkets kræfter og udstrålinger bestandig tiltog i stadig mere intensiv energiudfoldelse (for dette: Se Vandrer mod Lyset).

Slutnote.

Da der her kun tale om en første – og meget ufuldstændig – skitse til en anatomi eller kort over mørket – set fra Lysets standpunkt – er det klart, at meget kan uddybes, og meget mere kan gives. Og dette ufuldstændige kort fritager ikke andre for at møde verdenskræfterne selv, personligt og selvstændigt; ligesom jeg ikke kommer til fx Paris ved at se på et kort over eller billede af byen.

Men der er dog tale om en skitse, der kan give en første orientering, hvilket vel er bedre end ingen. Ellers vil jeg (igen) henvise til et nøjere studium af Vandrer mod Lyset og dette værks meddelelser om lysets og mørkets natur.

Højtryk, 2023