Tag: Filosofi

Grundlæggende ontologiske og erkendelsesteoretiske problemer

oktober 12th, 2022

Når Aristoteles (i Metafysik) – parallelt til Martin Heidegger i Væren og tid – søger en videnskab om det værende som værende; altså prøver at løse det fundamentale ontologiske problem; så synes det som glider hans tanke af mod en inderste – og måske uerkendelig – kerne, og han tvinges til stadigt at indføre nye ord og begreber for det, han ønsker at bestemme:

Genstandene og det værende bliver til væsen, der igen bliver til værensbestemthed, og måske videre (jeg har i skrivende stund endnu ikke læst værket færdigt; Aristoteles knytter disse størrelser sammen, men de ender med at betegne eller være udtryk for det samme; VII. Z (Zeta), 6)); måske er det sådan – som det også er for Heidegger, og måske for alle – at selve det værende, eksistensen, i sit inderste er ubestemmelig og uerkendelig for den menneskelige tanke.

Parallelle tilfælde ses i erkendelsesteorien – fx hos Baruch de Spinoza (Om forstandens forbedring) og Immanuel Kant (Kritik af den rene fornuft) – når vi søger nøjagtigt at bestemme erkendelsens og tankens inderste natur: Det er måske for mennesker uerkendelige ting, og derfor glider tanken af på dem, når den nærmer sig kernen; hele tiden må nye ord og begreber indføjes, uden at vi kommer nærmere denne kerne og dybde; tanken og ordene skrider og bliver uklare og for mange.

Måske – naturligt nok – må vi acceptere, at der er grænser for den menneskelige erkendelse, og måske går disse grænser fx ved tanke og eksistens (men ikke kun her).

Eller også – må vi ud fra Vandrer mod Lyset tænke identitet, ækvivalens eller i hvert fald en nær sammenhæng mellem tanke og eksistens; og ad den vej i én bevægelse løse både de grundlæggende ontologiske og erkendelsesteoretiske problemer (jf de indledende ord i Ardors beretning i Vandrer mod Lyset om tanken som altings ophav; en tanke, der har medklange i René Descartes´ filosofi, og som er udtrykt ved hans ord: Je pense, donc je suis (cogito ergo sum; jeg tænker, altså er jeg)).

En sådan løsning måtte dog måske kræve og også udgøre en løsning på gåden om det uskabte, og den kan derfor ikke gives på nuværende tidspunkt; den kan ikke gives før Vandrer mod Lyset – forhåbentlig – vinder sin brede og offentlige udbredelse og anerkendelse (jf Supplement II, no 56).

Så derfor kan måske også kun fremtiden give løsningen på de grundlæggende ontologiske og erkendelsesteoretiske spørgsmål.
Gud og Logos

august 3rd, 2022

I skriftet Forholdet mellem tro og viden i dets historiske udvikling (1885) skriver Harald Høffding, at verdensgåden er lige stor for videnskab og tro, fordi vi ikke – heller ikke i videnskaben – kan komme bag om den tilsyneladende orden, vi kan iagttage overalt i verden.

Vi kan – skriver han – ikke forstå fx årsagssætningen; at af bestemte årsager flyder bestemte virkninger; altså hvad selve årsagssætningen, læren om de naturlige årsager og deres virkninger, i sig selv er, og hvorfor den findes.

Vi kan tilføje identitetssætningen og selve muligheden af at opfatte sandhed.

Men måske har han dog ikke ret. Hvis vi anskuer problemet ud fra Vandrer mod Lyset, så kan vi af dette værk udlæse, at al orden i verden, Logos – som fx årsagssætningen og identitetssætningen udtrykker, og overhovedet muligheden for at opfatte sandhed – har sine udspring i Gud, nærmere bestemt i Den Almægtiges sejr ved Lyset over mørket, idet Lyset er orden – modsat mørkets kaos.

Hvis ikke Gud havde sejret i sin kamp mod det onde, ville verden enten være forblevet i Urkosmos´ hvile, eller verden ville have bestået – som en Vandrer mod Lyset-kender engang sagde til mig – i en række fatale energimæssige kortslutninger, indtil verden simpelthen – formentlig – var blevet sprængt og opløst af mørket.

Al orden, Logos, har altså sin rod i Gud.

Lad os til eksempel se lidt på årsagssætningen og naturen af den orden den udtrykker: Da vi mennesker har en fri tanke og fri vilje, så følger bestemte virkninger ud fra bestemte årsager i det menneskelige ikke med nødvendighed, men som muligheder. Hvis fx Solen skinner, og jeg føler mig oplagt, så kan jeg gå en tur i det gode vejr, eller jeg kan lade være. Fordi Solen skinner følger det ikke med nødvendighed, at jeg går en tur. Jeg kan selv træffe en principielt fri og bevidst beslutning, om jeg vil gå en tur eller ej.

Anderledes for stoffet: Når brint blandes med ilt, følger det under visse bestemte forhold med nødvendighed, at der dannes vand. Men ifølge nyere teori er der dog også en vis usikkerhed forbundet med stoffet på subatomart niveau: Hvis vi ønsker at bestemme en elektrons position med stor nøjagtighed, falder muligheden for at bestemme dens hastighed i relation til nøjagtighed (Heisenbergs usikkerhedsrelation).

Eller hvis vi betragter et atom, fx ilt-atomet, så kan vi kun angive den om dette atom kredsene elektroners positioner ved en vis sandsynlighed, og opfatte elektronerne som en mere eller mindre diffus sky.

Derfor taler man om den kvantemekaniske verden som en probabilistisk verden.

Partiklernes kredsbevægelse om hinanden har også sin rod i Gud: Da Han/Hun fremsteg af Lyset, som Lysets behersker og mørkets besejrer, satte Han/Hun således Lys og mørke i en kredsbevægelse om hinanden for at kunne eliminere det onde (se Vandrer mod Lyset). Kredsbevægelsen er en integreret del af nyere fysisk atomteori.

Men at der er usikkerhed ved stoffet og dets beskrivelse, skyldes de anomalier, der er fremkommet ved de Ældstes fald og mørkets indtrængen i den jordiske verden.

I Lyset (den oversanselige verden) findes disse usikkerheder ikke (men også i oversanselig forstand er mennesket frit (har en fri tanke og en fri vilje)).

Vi må altså ud fra Vandrer mod Lyset forstå, at årsagssætningen har sin oprindelse i Gud, sammen med fx identitetssætningen og generelt alle naturlige love – både de fysiske og de åndelige: Den orden, Logos, som verden rummer, skyldes Gud og Hans/Hendes sejr over mørket, og alle afvigelser herfra skyldes mørket og de Ældstes fald.

Det er muligt – gennem Vandrer mod Lyset – at trænge ind i zoner af verden og dens erkendelse, som Høffding erklærede for umuligt at nå, og herigennem nå til en dyb forståelse for dens indre forhold og virkelighed; ikke kun på de områder jeg her har nævnt, men på mange andre (fx rummer værket også en forklaring på cellens oprindelse og en i forhold til gængs astronomisk teori anderledes kosmologi og redegørelse for selve Universets opståen og oprindelse og opbygning). Også på dén måde er Vandrer mod Lyset et helt enestående og unikt værdifuldt værk!
Erkendelsens uafsluttelighed og den vestlige tankes Faustpagt

juli 26th, 2022

For mig har det været filosofisk befriende at møde tanken om erkendelsens uafsluttelighed hos Harald Høffding (Den menneskelige tanke og Mindre arbejder) og Torben Boas (Tankens arkitektur). Der findes – siger de samstemmende – uafsluttelige begreber og ideer, deriblandt – men ikke kun – selve erkendelsen. Af andre uafsluttelige begreber kan nævnes verden, virkeligheden og Gud.

Der vil hele tiden være nye opgaver for tanken og erkendelsen – ikke mindst i relation til begge disse begreber og fænomener selv – og dermed brydes den vestlige tankes Faust-pagt og ophæves syndefaldsmyten: Vi bliver aldrig alvidende som Gud.

Udover erkendelsens uafsluttelighed hævder Høffding, at der – ligesom i den fysiske verdens livsarter – i tankens verden foregår en udvikling, en evolution: De bedst egnede tanker (de sande?) overlever og føres videre fra slægt til slægt, og han hævder en erkendelsesteoretisk parallel til relativitetsteorien: Vi arbejder i erkendelsen ud fra bestemte – og forskellige – udgangspunkter og vinkler, og der gives ikke – for os, men nok for Gud – privilegerede, erkendelsesteoretiske initialsystemer, altså absolutte og ubetvivlelige udgangspunkter og synsvinkler. Vinklerne er nok ikke tilfældige, men de er altså heller ikke absolutte. Ting kan ses fra mange vinkler, og de kan ved tanken bringes i forskellige relationer til hinanden (Boas´ relative tankefunktion).

Foruden den slægtsprægede tankens evolution gives der vel også en tankens evolution for den enkelte: De tanker, der giver mest ro og glæde, bibeholdes og udvikles måske til yderligere ro og glæde, på samme måde som de mest – for individet – konstruktive og meningsfulde og meningsgivende tanker bibeholdes og styrkes.

Principielt kan vi vide noget, men ikke alt. Hvis vi hævder den radikale skepticisme, så ophæver denne position sig selv: Hvis vi hævder, at vi intet ved, og intet kan vide, så er selve denne tanke en erkendelse, der hævder en viden; nemlig den viden, at vi intet kan vide (jf Platons Sokrates der vist et sted siger – måske ironisk – at det eneste han ved er, at han intet ved).

Tilsvarende kan vi ikke vide alt: Hvis vi vidste alt, eller hævder mulig alvidenhed, så ville vi være som Gud. Og så forlader vi filosofien, og træder ind i patologien. Vi sælger som Goethes Faust vores sjæl til det onde for (al)videns skyld.

Mellem de to yderpunkter – intetviden og alviden – svinger da vores erkendelse og viden, uden at vi rører nogen af dem.

Vi kan kalde den proces, hvorved vi søger at opnå viden for erkendelse, og til erkendelsen kan vi bruge forskellige redskaber, der ikke i sig selv er erkendelse, viden eller indsigt, men altså kun redskaber. Jeg kan nævne logik, analogi (jf Høffding og Boas), matematik, deduktion og induktion, iagttagelse (ved sansning eller tænkning; fx ”udvidet sansning” ved hjælp af apparatur, fx mikroskop, teleskop, partikelaccelerator), intuition og inspiration (jf Vandrer mod Lyset), den absolutte og den relative tankefunktion (Boas), analyse og syntese, det at stille spørgsmål, og der er sikkert flere. Med en samlebetegnelse kan vi kalde disse redskaber for fornuften.

Ifølge Høffding søger vi ved erkendelsen (og den deraf følgende viden) primært enhed, sammenhæng og kontinuitet, og dette søger vi ved hjælp af de forskellige redskaber til opnåelse af viden, ved fornuften.

Den samlende tanke er altså her, at vi dels kan vide noget, men ikke alt, at vi i erkendelsen og den deraf (mulige følgende) viden søger enhed, sammenhæng og kontinuitet (og mening?), og at vi søger dem ved hjælp af en lang række forskellige redskaber for erkendelsen (fornuften), der i tidens løb er blevet finpudset og udviklet yderligere. Fx er logik ikke det samme for en Aristoteles som for en Hegel osv.

Jeg finder det fantastisk beroligende ikke at skulle vide alt, men trygt gå ud fra, at der stedse er nye opgaver og ny viden at hente på alle videnskabens, filosofiens og religionens områder, fordi vi ikke er og ikke kan være alvidende som Gud.

Det er – filosofisk set – som at blive født til livet, idet døden (slangen i syndefaldsmyten; kundalini i østlig filosofi og nyere vestlig spiritualitet) – her repræsenteret ved den afsluttede totalerkendelse, hvor der ikke er mere at sige og tænke; tankens død – slipper sit greb om min tanke og mit indre. Det er at leve. At tænke er at leve.
Selvophævende paradokser i erkendelsesteorien fra Kant til Hegel

juni 27th, 2022

Som jeg har set det i litteraturen, mener nogle filosoffer, at perioden fra Kant til Hegel betegner et højdepunkt, et klimaks for den filosofiske tanke – og perioden efter som en nedgang med slutpunkt i det den danske Hegel-oversætter Claus Bratt Østergaard kalder den postmetafysiske periode.

En enkel betragtning vil dog afsløre denne periode – ikke som en kulmination – men som et attentat mod den menneskelige erkendelse.

Efter Kants eget udsagn var det David Hume, der ”vækkede ham af hans dogmatiske slummer”, dvs vakte ham til tænkning. Jeg har før forsøgt en kritik af Hume, og jeg skal her kort gentage argumentet mod hans tænkning, som han formulerede den i A treatise of human nature:

Ifølge Hume er alle vores ideer, og dermed vores erkendelse, afledte af sanseindtryk (impressions). Da vi ikke har noget sanseindtryk fx af årsags-loven, så bortfalder denne som en fiktion, en illusion. Vi har heller ikke noget sanseindtryk af identitets-sætningen, og generelt ingen sanseindtryk af nogen erkendelseslove eller af begreber overhovedet. Derfor er den menneskelige erkendelse principielt, som konsekvens af Hume, umulig.

Argumentet mod denne ødelæggende tænkning er, at hvis det var som Hume mente, så ville vi ikke vide det, da vi ikke har noget sanseindtryk af, at alle vores ideer er afledte af sanseindtryk. Humes tanke er – netop – en tanke, en teori, og af dem har vi ingen sanseindtryk. De står kun åbne for – tanken. Derfor falder Humes teori.

Kant går en anden vej, og forsøger – tilsyneladende – at redde stumperne efter Hume ved at rette erkendelsens søgelys mod erkendelsen selv (i Kritik der reinen Vernunft). Han forsøger angiveligt en kopernikansk vending i erkendelsesteorien, hvor han – ad videnskabelig vej – vil søge at udfinde ikke hvad vi erkender, men hvordan og under hvilke betingelser vi erkender.

Betingelserne for erkendelsen er ifølge Kant dels de a priori anskuelsesformer, rum og tid, dels forstandskategorierne. At Kant sætter af her, har vidtrækkende konsekvenser:

For det første umuliggør tanken et egentligt Gudsbevis. Kant mener – i de opregnede antinomier for fornuften – at man lige vel kan argumentere for som mod Guds eksistens. Fejlen er, at han begrænser erkendelsen til rum og tid. Hvis vores erkendelse virkelig havde denne grundlæggende begrænsning, ville Kant have ret, idet Gud må antages at være udenfor rum og tid. Netop dette siges i Vandrer mod Lyset: Gud har skabt rum og tid, og er derfor hævet over dem.

Men vores erkendelse er ikke begrænset til rum og tid. Vi lever i rum og tid, men vi kan – ved tanken – overskride, transcendere begge ved erkendelsen af Gud, hvilket skulle være muligt, også som mennesker, gennem erkendelsen af den fjerde dimension (se mit indlæg Fysik og metafysik).

For det andet umuliggør Kants tanker en egentlig metafysik. Han forsøger – ved principielt at binde erkendelsen til rum og tid, som vi kan opfatte som et samlet udtryk for rumtidens tre dimensioner (igen; se mit indlæg Fysik og metafysik) – at give en – videnskabelig – metafysik i tre og ikke – som naturligt ville være – i fire dimensioner (meta ta physica), hvilket er en selvmodsigelse og i virkeligheden meningsløst.

For det tredje umuliggør Kant ved sit begreb om tingen-i-sig-selv (ding-an-sich) enhver videnskabelig evidens og sikkerhed – for eksempel også i relation til hans egen teori:

Hvis det vi ved om verden og tingene kun er, som de kommer til syne for os (tingen-for-os), og ikke som de er i sig selv, så har vi – også i videnskaben – kun ufuldstændige billeder af virkeligheden, ikke viden om virkeligheden selv. Det vi i så fald har – gennem sprog, tanke, sansning og matematisk formulering – er billeder, eller – som hos Platon – skyggebilleder på væggen i den hule vi erkendelsesmæssigt er lænket til. Væk er enhver videnskabelig evidens og sikkerhed og autoritet.

Men – som antydet – teorien bryder sammen, idet vi prøver den på sig selv: Hvis vi kun har billeder af virkeligheden, er også Kants teori et – ufuldstændigt eller direkte misvisende – billede eller skygge, ikke virkeligheden selv. Kants teori er så ikke virkeligheden eller erkendelsen, men kun virkeligheden og erkendelsen som de kommer til syne for os.

Som i tilfældet Hume må vi sige, at hvis Kant har ret, ville vi ikke vide det, da hans teori så kun kan være et billede, ikke den virkelighed og (faste) erkendelse, vi søger.

Hegel prøver tilsyneladende nu igen at redde stumperne fra Kant ved – i Phänomenologie des Geistes – gennem en lang begrebslogisk udvikling efter det trivielle skema: negation og negationers negation – at hævde – ikke som hos Kant – principiel adskillelse mellem (erkendende) subjekt og (forsøgt) erkendt objekt – men derimod identitet mellem subjekt og objekt. Dette – hævder Hegel – fører til ”den absolutte viden” eller sikker viden (alviden?).

Men Hegels tanke er patologisk derved, at hvis fx jeg prøver at erkende den stol, jeg sidder på og skriver dette; bestemme dens farve, det materiale den er lavet af, størrelse osv, så giver det ikke mening at sige, at stolen og jeg er ét – heller ikke efter nok så lang en begrebslogisk udvikling.

Helt galt bliver det, hvis objektet jeg forsøger at erkende er verden; jeg vil – dog ikke – hævde at verden og jeg er ét. Det er en patologisk tanke, ikke filosofi.

Det skulle nu være tydeligt, hvorfor den filosofiske periode fra Kant til Hegel ikke var en kulmination, men derimod en filosofisk og videnskabelig kortslutning, der ødelægger både teologi og videnskab og filosofi.

Vejen frem må efter min opfattelse ligge midt imellem de ødelæggende ekstremer, nemlig i tanken om, at der er en forbindelse, en forbundethed, men hverken (uoverstigelig) principiel adskillelse eller identitet mellem det erkendende subjekt og det (forsøgt) erkendte objekt.

Hvis jeg forsøger at erkende den stol, jeg sidder på, så retter jeg min opmærksomhed mod den, og mine øjne modtager så fx visse synsindtryk gennem de lyspartikler eller lysbølger, der udgår fra stolen, og som rammer mine nethinder; både min mod stolen rettede bevidsthed og de lyspartikler, der udgår fra den, betegner en forbindelse, en forbundethed, men hverken en uoverstigelig adskillelse eller identitet mellem stolen og jeg.

Dette kan nu være rigtigt eller forkert, og der kan vel tænkes andre løsninger på arven fra Hume, Kant og Hegel. Men det forekommer mig sikkert, at de her behandlede tænkere ikke har bidraget med noget konstruktivt til idehistorien. Deres tanker er ødelæggende for både tro og videnskab og filosofi, og derfor er udfordringen klar: Vi er nødt til, både teologisk og videnskabeligt og filosofisk, at finde udveje af de her skitserede blindgyder, hvis den menneskelige tro og videnskab og tænkning skal vinde troværdighed og sikkerhed.

Med hensyn til det teologiske aspekt, har jeg forsøgt en skitse til en videre vej gennem en erkendelse af den fjerde dimension, og dermed muligheden for en videnskabelig metafysik (igen; se indlægget Fysik og metafysik).

Med hensyn til det videnskabelige er mit bud umiddelbart som skitseret ovenfor.

Men andre vil måske finde andre (ud-)veje end disse. Det må tiden vise, nu hvor problemet i det mindste skulle være formuleret.
Tidens oprindelse og natur

maj 18th, 2022

Det følgende bygger på Vandrer mod Lyset, og er et forsøg på at forstå tidens oprindelse og natur. Ved alle sideangivelser henvises til den trykte udgave.

Tiden begyndte ved overgangen for Urtanken og Urviljen fra hvile til kamp (s. 148); dvs ved den første urosdirren, eller vi kunne sige ved tankens og viljens første og samtidige gysen tilbage for mørket. Tiden er i jordisk som i oversanselig forstand et udtryk for begivenhedernes følge (s. 149). Før den første urosdirren var tanken sig ikke bevidst (Spørgsmål og Svar II, no 57).

Af dette kan vi slutte: At tidens inderste væsen er knyttet til tankens og viljens aktivitet: Tanken tænker de og de tanker, og inspirerer viljen til at udføre de og de handlinger, hvorved de og de begivenheder følger. I Urkosmos (hviletilstanden) var der ingen tankeaktivitet og heller ingen viljesytringer; derfor ingen begivenheder, dvs ingen tid.

Begivenheders følge, tiden, er altså knyttet til tankens og viljens aktivitet, og i den forstand er vi mennesker medskabere af tiden, idet også vi tænker og handler, og derfor skaber begivenheder og begivenheders følge; dvs tid.

Dette sker hele tiden; ved alle større og mindre tanker, handlinger og de dertil knyttede begivenheder og deres følge; fx når vi tænker, at det kunne være dejligt at gå en tur, og derefter tager overtøj på, går ud ad døren og går vores tur. Det sker hver gang vi tænker og handler og dermed skaber begivenheder, der følger efter hinanden ved stadig tanke- og viljeaktivitet (spiser, ser TV, snakker med vores venner, maler osv).

Dermed mener jeg at have forklaret tidens oprindelse og natur med en uddybning og ekstra perspektiver i forhold til – og i overensstemmelse med – Vandrer mod Lyset.
Selvstændig tænkning

maj 13th, 2022

Ludvig Feilbergs tanker kaster – blandt meget andet – lys over, hvilke udfordringer selvstændig tænkning og det at bane nye veje naturligt møder i verden og blandt mennesker.

Således kan vi forstå nogle af de tanker, han bringer i Om ligeløb og kredsning i sjælelivet – bidrag til en åndelig sundhedslære (1896), om gamle og nye tankebaner, som en illustration af den mindste modstands princip:

Som det fx gælder for almindelig bevægelse og elektricitet, søger naturen den mindste modstands vej, således også med tanker og nye ideer. Nye tanker og ideer kræver en større modstand at overvinde end gamle, både i tænkeren selv og i hans eller hendes medmennesker.

Vante tanker kræver lille eller ingen modstand at overvinde. Vante tanker er som et vandløb, der i sin bane kun møder ringe modstand. At få vandløbet ind i en ny bane kræver stor energi og indsats, og yder stor modstand.

Eller vi kan tænke på en supertanker på havet; når først den er kommet i bevægelse i en bestemt retning, kræver det stor energi at bringe den på ny kurs.

Vi kan også illustrere forholdet med inertiens lov: Et legeme, der bevæger sig i en retlinjet bane, vil fortsætte i sin bane uændret, så længe den ikke påvirkes af en anden kraft til bevægelse i en anden retning. Denne lov gælder såvel fysisk som mental (åndelig) bevægelse, og vi kan altså hævde inertiens fysiske og mentale lov.

Den modstand nye tanker og impulser til nye handlingsbaner altid møder, er herved let at forstå. Vi ser det overalt: I politik, økonomi, litteratur, kunst, musik, film, serier, videnskab og religion – alt som underholdning. De gamle baner følges trøstigt og ofte tankeløst; kun sjældent gennemlynet og gennemlyst af geniets nybrud. For det gamle er lettest, møder mindst modstand, og kræver mindst at følge. Lettest er det slet ikke at tænke eller forsøge at ændre sit liv.

Dette forhold illustrerer også de vanskeligheder, menneskehedens foregangsmænd og -kvinder (de yngste; Vandrer mod Lyset) altid møder: De hånes ofte, udskammes, ignoreres, søges bremset, deres ideer forvrænges til ukendelighed af samtid og eftertid, hvis de da ikke ligefrem bliver slået ihjel; fx Jesus af Nazareth; altsammen for at undgå den anstrengelse det kræver at forstå dem, og for at undgå den større modstand, det nye kræver i forhold til det gamle; fx at ændre eksisterende verdslige eller gejstlige magtstrukturer.

De yngste har ikke kun udfordringen med at bryde de nye veje – gennem sten; de har også bestandig fristelsen til selv at slå ind på de store hovedstrømme, gemme sig bag de brede rygge, bejle til folkegunst, søge overfladisk og ligegyldig berømmelse.

Men de af dem der formår at hævde sig som de enere, de i virkeligheden alle er (som det hedder i Spørgsmål og Svar II, no 72), vil ofte søge den største modstands princip; ikke for at hævde sig eller søge berømmelse, men fordi det er hér, der er mest mørke; modstanden kan ofte være tegn på, at hér kan vindes værdifulde og ægte – og nødvendige – sejre – de største sejre – til gavn for menneskeheden.

De til enhver tid herskende magtstrukturer og tankebaner er som brede strømme af vand i en flod; de løber uhindret afsted, og det kræver stor indsats og stort mod at søge at ændre det – hvor uhensigtsmæssige de end er. For mennesker søger den mindste modstands løb, søger ikke selv at skulle have besværet med at tænke – selv om guldet ligger lige for og ikke langt fra hovedstrømmen, og selv om det bringes af andre og tilbydes frit.
Kritik af Kants erkendelsesteori (metafysik)

maj 1st, 2022

Hvis vi opfatter Immanuel Kants erkendelsesteori, som den er formuleret i Kritik af den rene fornuft, som et forsøg på, forstudie til eller rydning af terræn for en videnskabelig metafysik, så må hans forehavende per definition mislykkes:

Han giver en metafysik i tre dimensioner, rumtiden, ved at hævde, at al erkendelse nødvendigvis må foretages og er knyttet til rum og tid (de a priori anskuelsesformer), hvor en metafysik per definition må gives i fire dimensioner (eller flere; meta ta physika=efter fysikken).

Kants synspunkt kommer til udtryk i følgende sætninger: “Vor erkendelse stammer fra to fundamentale kilder i sindet. Den første kilde består i, at vi modtager forestillinger (vor receptivitet over for sanseindtryk); den anden er vor evne til at erkende en genstand ved hjælp af disse forestillinger (begrebernes spontanitet). I kraft af den første kilde bliver en genstand givet os, i kraft af den anden kilde tænkes den i forhold til forestillingen (som blot bestemmelse af sindet). Anskuelse og begreber udgør således elementerne i al vor erkendelse: der gives hverken begreber uden en dertil hørende anskuelse eller anskuelse uden dertil hørende begreber.” (Kritik af den rene fornuft, s. 83; DET lille FORLAG, 2002)

Med andre ord og i Kants terminologi: I anskuelsen sanser vi genstande givet i rum og tid, med forstandskategorierne og begrebet tænker vi dem.

Derfor – fordi han paradoksalt bygger en metafysik på det fysiske – rinder hans tænkning nødvendigvis ud i uoverstigelige problemer, som det kommer til udtryk ved fornuftens fire antinomier eller konflikter; han kan lige vel argumentere for som mod Guds eksistens, for som mod verdens begyndelse i tid mv, hvorfor ingen af de klassiske metafysiske spørgsmål kan afklares eller besvares, og hvor de måske slet ikke giver mening.

Er der her tale om en systematisk fejl i metafysikken, som ikke kun andrager Kants metafysik, men den meste – eller al – metafysik: At man stiller spørgsmål og søger at besvare dem i en tredimensional ramme, hvor både spørgsmål og svar kun giver mening i en firedimensional ramme (fire dimensioner eller flere)?

Vandrer mod Lyset nævner en fjerde dimension, men forklarer den ikke. Er det her – i redegørelsen for og inddragelsen af en fjerde dimension – den virkelige udfordring for metafysikken ligger? Er det her vejen ligger frem mod en egentlig videnskabelig metafysik?

Nogle – deriblandt den danske Hegel-oversætter, Claus Bratt Østergaard – taler om vor tids filosofi som en post-metafysisk periode (forordet til Åndens fænomenologi, Gyldendal, 2005). Hvis en egentlig videnskabelig metafysik kan eller skal baseres på en inddragelse af en fjerde dimension, så vil en sådan ny metafysik ikke kun være udtryk for en metafysisk renaissance, men for en første fødsel; for i så fald har der aldrig eksisteret en metafysik.

Men om disse tanker er rigtige, vil først fremtiden vise.

Note: Angående tanken om at opfatte rumtiden som et samlet udtryk for de tre kendte dimensioner; se mit indlæg Fysik og metafysik. Se også mit skrift Rum og tid. For en fyldigere og mere grundig gennemgang af Kants tanker; se mit skrift Kants erkendelsesteori.
Det ontologiske grundspørgsmål

april 27th, 2022

Hvad er eksistens? Hvad vil det sige, at noget eksisterer?

Det er dét ontologiske grundspørgsmål, som den tyske filosof Martin Heidegger forsøgte at indkredse og besvare i værket Væren og tid (Sein und Zeit, 1927). Heideggers værk var oprindelig tænkt todelt, men han fuldførte aldrig projektet, selv om han først døde i 1976, og således skulle have haft tid nok til at give et svar. Kun første del blev fuldført, og i dét ender han med at sige, at eksistensens natur formentlig skal søges i retning af begrebet tid.

Hvis vi imidlertid læser Væren og tid, og grunder over spørgsmålet ud fra Vandrer mod Lyset, så ser vi, at det formentlig ikke forholder sig sådan.

Først må jeg dog lige indskyde, at det umiddelbart er vanskeligt overhovedet at have et adækvat sprog omkring spørgsmålet. For hvis vi stiller spørgsmålet som jeg har gjort det hér, er selve det at bruge en form af verbet at være i forbindelse med det ontologiske grundspørgsmål problematisk:

Vi spørger hvad er eksistens, men selve den måde at spørge på er en sproglig fordobling eller en filosofisk skriden væk fra problemet, idet vi egentlig spørger om værens væren (´hvad er er´), idet vi sprogligt antyder, at der er tale om to forskellige ting, uagtet at det vi spørger til egentlig implicerer det samme eller ´er´ det samme. Men jeg lader spørgsmålet stå sådan da jeg ikke er i stand til – og måske er det også umuligt – at spørge strengt og adækvat i noget kendt sprog.

Men – hvis vi altså accepterer spørgsmålet i den givne form, og forsøger at besvare det ud fra Vandrer mod Lyset, så kan vi finde et fingerpeg i dette værks behandling af det såkaldte Urkosmos. For her fandtes angiveligt tanke, vilje, lys og mørke, men ingen tid. Urkosmos fandtes, det eksisterede, men der fandtes ingen tid. Parallelt har jeg i skriftet Rum og tid argumenteret for, at der heller ikke i Urkosmos fandtes rum i nogen kendt menneskelig forstand, og at rum og tid først langsomt udfoldede sig til de af os kendte former i takt med Urtankens og Urviljens kæmpen sig gennem mørket og frem mod Lysets sejr og Guds emanation, hvorved rum og tid fik deres nu kendte former og dimensioner.

Da der altså – hvis Vandrer mod Lysets tanke er rigtig, og der oprindeligt ikke fandtes tid, og hvis min supplerende tanke, at der heller ikke fandtes rum, også er rigtig – så må eksistens være uafhængig – i hvert fald oprindeligt – af rum og tid. Eksistens må være noget andet end rum og tid, og derfor skal svaret på det ontologiske grundspørgsmål ikke – som Heidegger tænkte – søges besvaret i retning af begrebet tid, og heller ikke i retning af begrebet rum.

I forbindelse med Vandrer mod Lysets behandling af Urkosmos så nævner værket en gåde, som vi endnu savner svar på, nemlig gåden om det uskabte Urkosmos; Urkosmos var – som det siges i værket – ikke skabt, men var fra evighed af (uden at være i rum og tid).

Det er muligt, at besvarelsen af denne gåde og svaret på det ontologiske grundspørgsmål er identiske, og at nøglen til et svar ligger i en forståelse af den fjerde dimension (se indlægget Fysik og metafysik): Hvis vi engang kommer til en virkelig forståelse af, hvad eksistens egentlig ´er´, så vil denne forståelse måske kunne opnås gennem en forståelse af det uskabte Urkosmos gennem en forståelse af den fjerde dimension: Hvordan noget kan eksistere uden at være skabt (eller formuleret i et nutidigt videnskabeligt sprog: Uden at være fremgået som følge af – endnu ukendte – naturlove eller kræfter eller fænomener).

Eller også vil tankerækken bevæge sig med begyndelse i en forståelse af den fjerde dimension over begrebet eksistens og med kulmination i en forståelse af det uskabte Urkosmos.

Gennem denne samlede forståelse vil vi formentlig få filosofisk og erkendelsesmæssig og videnskabelig fast grund under fødderne gennem den følgende mulige videnskabeliggørelse af metafysikken; den søgen i dybet efter den faste grund, som mennesker har foretaget så længe, vil – måske – kunne krones med succes.

Men det vil først ske på et tidspunkt, hvor svaret eller svarene kan gives, og vil kunne forstås – det vil sige når den menneskelige intelligens er blevet så moden og udviklet, at Vandrer mod Lyset bliver forstået og almindelig anerkendt (jf Spørgsmål og Svar II, no 56) (se i øvrigt også mit skrift Urkosmos).
Gud

april 26th, 2022

Læsningen af Lau Sander Esbensens Gud er kærlighed! har ført mig videre til John H. Hicks Philosophy of Religion, og der møder vi en tanke om, at selve det at søge at erkende og forstå Gud møder visse principielle vanskeligheder:

Med en reference til Paul Tillichs Systematic theology siger Hick, at Gud må antages at være hævet over al eksistens og også tid (jf Anselm af Canterburys Proslogion; citeret af Hick), at Gud med andre ord har ontologisk uafhængighed. Derfor er det på sin vis vildledende og inadækvat overhovedet at spørge til Guds mulige eksistens; hvis Gud ´eksisterer´ er han hævet over eksistens, hvilket jo er et paradoks. Gud eksisterer ikke i samme forstand som mennesker, men er al eksistens´ kilde. Selve ordet ´Gud´ er en begrænsning af en realitet, der overstiger al realitet.

Skal vi derfor snarere end en rationel tilgang til det religiøse søge en mystisk forståelse af det guddommelige og det hellige, en ´forening´ med Gud, som man kender det fra jødisk, kristen og islamisk mystik, og som også har konnotationer i hinduismen med ideen om dråben (mennesket), der ved befrielsen, forløsningen, moksha, forenes med havet (Gud)?

Eller skal vi hverken søge en rationel eller mystisk forståelse, men nøjes med at tro? Er Gud principielt utilgængelig for erkendelsen og kun tilgængelig gennem tro?

Med mystikken møder vi den vanskelighed, at selve ideen med den uudsigelige, ordløse forståelse eller ekstatiske forening med Gud sprænger alle grænser og også det menneskelige sind.

Dette siger jeg med en henvisning til den kristne syndefaldsmyte og tanken om at blive ”som Gud til at kende godt og ondt”, hvilket fører til fald og uddrivelse af Edens Have. Og jeg siger det med en henvisning til den østlige ide om kundalini: Kundalini sprænger sindet, den (slangen) oplyser det ikke. At blive ´Gud lig´ er derfor ikke løsningen, ikke en farbar vej.

Man kan så forsøge med en ikke-begrænsende tro, idet vi med troen underordner os (underkaster os) Gud, som det eksplicit hævdes og kræves i islam. Gennem den ikke-begrænsende tro, erkender vi vores begrænsning og Guds ubegrænsethed.

Men der er også den mulighed, at vi kan lade vores begrænsede, menneskelige tanke mødes med den ubegrænsede guddommelige Tanke og oplyses af den, men uden at forenes med den, uden at kunne omslutte den helt og erkende den fuldt ud, og vi kan lade vores begrænsede, menneskelige vilje mødes med den guddommelige Vilje til kærlighed og ved dette møde søge at leve vores liv i kærlighed og øve dens gerninger, men uden at vores vilje bliver ét med den guddommelige Vilje i betydningen at opløses i den.

Denne mulighed – at mødes med det guddommelige uden at blive ét med det eller erkende det fuldt ud, uden at opløses i det – kan vi læse ud af Vandrer mod Lyset i og med dens tanke om, at vi mennesker engang vil blive så åndeligt stærke, at vi kan indgå i Guds Rige uden at opløses eller tilintetgøres af det guddommelige lys.

Udover troen på Gud og det guddommelige synes vi derfor som farbar vej at kunne møde Gud og det guddommelige; vi kan tro på og mødes med Gud uden at kunne forstå Ham fuldt ud, og uden at opløses i Ham (Hende).

En sidste mulighed er, at de tanker jeg har forsøgt i Urkosmos og Fysik og metafysik om erkendelsen af en fjerde dimension, og med den en videnskabelig erkendelse af det religiøse, det metafysiske, er rigtige, men uden at en sådan erkendelse i fire dimensioner begrænser det ubegrænsede, det uendelige, Gud. Hvis disse tanker holder, kan tro og viden omsider forenes. Men det må en fremtidig analyse søge afklaring på.
Relativ og absolut viden

februar 23rd, 2022

Solidum petit in profundis (Vi søger i dybet den faste grund)

Tanken om relativ hhv absolut viden er idehistorisk velkendt. Vi kan iagttage en Immanuel Kant, der skrev, at al viden nødvendigvis må skabes og opnås under de erkendelsesteoretiske rammer tid og rum, hvorefter en af konsekvenserne er, at vi kun kan erkende tingene, genstandene, som de fremtræder, kommer til syne for os, og ikke som de er i sig selv (das Ding an sich). Derfor er al menneskelig viden – ifølge Kant – relativ.

Og vi kan læse en tænker som G.W.F. Hegel, der i værket Åndens fænomenologi gennem en lang, begrebslogisk udvikling ender ved den absolutte viden.

Jeg kan se to principielle indvendinger mod tanken om at al menneskelig viden er relativ:

For det første må vi sige, at hvis vi hævder, at al menneskelig viden er relativ, så er dette et absolut synspunkt, som derved ophæver det, man vil vise eller sige; det relative hævdes absolut. Hvis ikke det relative hævdes absolut, må det hævdes relativt, og derfor ophæver det også den oprindelige tanke.

Den anden indvending kan vi komme på sporet af ved at betragte Henri Bergsons filosofi. Vi er – siger han – mennesker, der er en del af den verden, vi undersøger og søger at forstå fx gennem filosofi og videnskab. Vi er ikke udenforstående objektive iagttagere af en virkelighed, vi ikke selv er dele af, og derfor påvirker vi det, vi undersøger. Hvis Bergson har ret, er objektiv erkendelse umulig, men vi havner så i en variant af den første indvending: Vi erkender, at erkendelse er umulig, hvilket er en selvmodsigelse.

Vi må derfor sige, at absolut erkendelse er mulig. Men hvis vi medgiver Kant, at menneskelig erkendelse nødvendigvis må foregå i tid og rum, og vores viden (på egen hånd) derfor er relativ, så vil en absolut erkendelse kun kunne opnås af et Væsen, der ikke er underlagt tid og rum, men er hævet over dem. Det er der ét Væsen, der er: Gud. Dette siger Vandrer mod Lyset meget klart, og jeg har forsøgt at udvikle tanken yderligere i skriftet Rum og tid.

Hvis vi derfor anerkender, at Gud er den eneste med absolut viden, så må vi også sige, at Han/Hun er i stand til at give os mennesker, som er relative væsener og ikke absolutte som Gud, sikker og absolut viden, og derfor har videnskab og filosofi kritisk brug for Gud for at kunne tænke konsekvent og opnå sikker og troværdig viden.

Denne gudgivne absolutte og sikre viden kan ifølge Vandrer mod Lyset gives os gennem skytsånden ved inspiration og intuition, og mange videnskabsfolk, kunstnere, opfindere mv har til alle tider berettet om denne inspiration, de – dog ofte ubevidst – har skabt deres forskellige åndelige eller tekniske produkter ud fra. De største værker er fremkommet på denne måde.

Hinsides filosofi og videnskab må vi også henregne de ægte åbenbaringer – særligt Vandrer mod Lyset – til eksempler på en meget direkte (eller mindre indgribende) inspiration givet af Gud direkte eller gennem skytsånden men under Guds øverste ledelse.

Så absolut og sikker viden er mulig – i kraft af Gud. Hvis ikke vi erkender og anerkender dette, vil videnskab og filosofi med tiden degenerere og opløses gennem relative, selvophævende og uholdbare positioner og resultater, hvor dagens viden modbevises “i morgen”, og derfor vil de også langsomt miste deres troværdighed og integritet.

Vejen ud af denne knibe er Gud, selv om tidens omsiggribende ateisme næppe er tilbøjelig til at ville erkende og anerkende det. Men det er ikke desto mindre vejen.