Den grundlæggende metode i en kærlighedens erkendelsesteori er at skabe orden i tanken (se indlægget Metode i en kærlighedens erkendelsesteori). Skabelse af orden i tanken sker grundlæggende ved viljen gennem forening af eller balance mellem modsætninger, idet vi opfatter Lyset og dermed kærligheden som en kraft eller magt, der forener eller afbalancerer modsætninger, og på den måde skaber orden (se Vandrer mod Lyset og det nævnte indlæg).

Fx kan vi i erkendelsen skabe balance mellem subjekt og objekt som udtryk for to dele af den samme helhed (jf taoismens begreb om yin og yang), og altså ikke en principiel adskillelse af de to som hos Kant, og heller ikke en forening af de to efter en lang, begrebslogisk udvikling af Verdensånden som hos Hegel.

Og vi kan skabe balance i erkendelsen af forholdet mellem individ og samfund, af arbejdsgiver og arbejdstager (som dele af den samme virksomhed), af himmel og jord, ånd og krop, hjerte og hjerne (følelse og fornuft), matematik og logik, deduktion og induktion, sansning og tænkning osv, alt udtryk for dele af den samme helhed vi søger at erkende og nå til forståelse af.

Eller vi kan skabe forening i erkendelsen ved at søge at forene tanke og vilje ved fx at præstere en ærlig vilje til sandhed ved Lyset og dermed kærligheden, hvorved tanke og vilje forenes i tænkeren eller videnskabsmanden ved skabelsen af et Lysets åndsprodukt eller et videnskabeligt arbejde; på samme måde som tanken og viljen efter en lang udvikling gennem inkarnationerne på et tidspunkt vil smelte sammen permanent til en enhed i individet ved åndens kulmination, hvorved individet i al evighed vil være upåvirkelig af mørkets kræfter og udstrålinger (se Supplement II, no 64).

Den grundlæggende metode til skabelse af orden i tanken i en kærlighedens erkendelsesteori er altså at lade modsætninger afbalancere hinanden eller forenes.