Forfatterskabet Højtryk

Tag: Fred

  • Det mellemøstlige gehenna og djahannam (helvede)

    Hvis man vil forsøge at bygge bro og skabe fred mellem mennesker og kulturer, må man først undersøge grunden, jorden, man bygger på. Er den fast, solid og har rod? Hvad er det vi bygger på, hvorfra og hvortil?

    For at undersøge det vil jeg her forsøge at forstå noget af det, der synes at ligge i vejen for en tilnærmelse mellem Vesten og Islam og mellem Israel og palæstinenserne. Jeg tænker på den arabiske vrede, og det der følger af den i form af vold, terror og måske også bandeuvæsenet. Er den vrede, som jeg fornemmer hos mange arabere, forståelig? Det er klart, at vold og terror aldrig kan retfærdiggøres, men er vreden bag forståelig?

    Som jeg forstår det, fødes den arabiske vrede grundlæggende af Vestens politiske og økonomiske støtte til Israel, en stat i et land, som palæstinenserne mener er deres. At det er deres land, og at deres land er besat af en stat, Israel, der bruger krig, målrettede likvideringer af palæstinensiske ledere og hersker ved brud på Folkeretten.

    I Vesten lever muslimer med denne smerte og vedvarende ydmygelse, akkompagneret af daglig chikane, forhånelse af det, der for dem er helligt og stigmatisering fra samfund, der har forrådt dem dobbelt. Kvinder får revet tørklæderne af offentligt, de bliver trådt og spyttet på. Samtidig kræver den vestlige folkestemning assimilering af muslimer, men egentlig helst at de forsvinder ”hjem”, en samlet krænkelse, hvis aggressive retorik er mainstream politik, og har bredt sine vinger hen over midten i fx dansk politik og et stykke ud til venstre.

    Den muslimske smerte og ydmygelse opfatter jeg som en væsentlig del af radikaliseringens motor, og jeg opfatter det som virkeligheden, den verden vi må søge at bygge bro til.

    Da der lever et ikke ringe antal muslimer i Vesten, er den arabiske vrede en alvorlig sikkerhedsrisiko for de vestlige lande og samfund. Og hvis vi forstår den arabiske vrede, forstår at den i hvert fald til dels er forårsaget af vores handlinger og politik, så må vi for at mildne risikoen og mindske volden – ændre politik.

    Vi bør for det første ikke støtte Israel politisk og økonomisk, og dermed blive medskyldige i deres del af ansvaret for volden i Mellemøsten og andre steder, medskyldige i forbrydelser mod menneskeheden. Vi bør selvfølgelig heller ikke støtte Hamas, der er en rendyrket terrororganisation. Vi bør kun støtte ethvert tiltag til fred.

    I den aktuelle situation synes fred langt væk. Som noget vi knap kan skimte fjernt i horisonten, næsten ikke engang sige ordet. Og dog kan den ligge nærmere end vi tror. Vi kan søge tilbage i historien og se, om vi der kan finde andre eksempler på folk og kulturer, der har stået stejlt og fjendtligt overfor hinanden, men hvor man alligevel til sidst har fundet en fredelig løsning.

    Jeg tænker på den indiske uafhængighedskamp og med den Mahatma Gandhi, jeg tænker på de sorte sydafrikanere og deres frihedskamp og med den Nelson Mandela, og jeg tænker på tøbruddet mellem Øst og Vest, og med det Michail Gorbatjov.

    Disse politiske ledere førte en politik, vi kan vel samlet her kalde det en ikke-volds politik, og den virkede. Den virkede fordi ved konsekvent ikke-vold bliver det politisk og moralsk umuligt for modparten, en aggressor, at blive ved med aggression og krig. Hvis en aggressor fortsætter volden og krigen overfor en modpart, der har afsvoret volden som politisk virkemiddel, mister aggressoren enhver moralsk og også politisk legitimitet, og dermed omverdenens politiske og økonomiske støtte. Og derfor vil aggressoren med nødvendighed tabe. Dette opfatter jeg som ikke-voldens hemmelighed og grunden under de ikoniske personligheder, vi forbinder med den. Personerne og resultaterne. Som var fred.

    Derfor bør nu israelere og palæstinensere ikke kappes om at være mest brutale i den igangværende krig, de burde kappes om hvem, der først standser og afsværger volden. Den part der gør det, vil sejre. Og så vil de kunne leve sammen bagefter. Fordi ikke-vold virker. Den virker også på længere sigt, fordi ikke-vold ikke har nogle moralske og etiske omkostninger, men kun fordele. Også i forhold til at knytte venskaber og ægteskaber på tværs af fronterne og dermed skabe større chance for en varig fred.

    Vold og krig er simpelthen dumt. Og det er kontraproduktivt i forhold til landenes og folkenes egentlige interesser. For både israelere og palæstinensere ser nu resultaterne af den førte politik hver for sig: Israelerne ser resultaterne af deres voldspolitik ved de raketter og den terror, der udøves mod dem, og palæstinenserne ser resultaterne af årtiers bestialsk selvmordsterrorisme ved de bomber, der hagler ned over Gaza, ser resultatet i de stakkels krigsofre, der fx må behandles for deres skader uden bedøvelse af sundhedspersonale der arbejder under umulige vilkår.

    Beviserne på at krig ikke virker og aldrig har virket befordrende på noget som helst lys i verden, at den altid kun har ført til lidelser og elendighed, ser verden og parterne i det mellemøstlige gehenna og djahannam i grufulde detaljer i dag. Og det er så meget mere tragisk som freden ligger lige for. Tag det første skridt, afsværg volden, og se freden brede sig som ringe i vandet. Tag det gerne begge parter, så I kan dele sejren. Sammen.

  • Fornuft og vold

    I George Orwells Kammerat Napoleon (Animal Farm) er der en nøglescene, hvor dyrene diskuterer og forhandler frem og tilbage om, hvordan de bedst kan indrette det nye samfund efter at de har taget magten fra menneskene på gården, hvor de lever og bor.

    Med pludselig og chokerende vold bryder nogle svin ind i forhandlingerne og afbryder på den måde diskussionen. De øvrige dyr lammes af chok og frygt, og ved voldens intimidering kryber de sammen, krympes indeni, de bøjer nakken af frygt for volden, og de er ude af stand til at fortsætte diskussionen, chokerede, lammede, intimiderede som de er. Svinene har ved vold taget magten.

    Denne scene og hele værket er sigende for forholdet mellem fornuft og vold. Det er to forskellige sprog, to forskellige virkeligheder: Ved fornuften søger vi at opbygge gode samfund, hvor mennesker kan leve i frihed og velstand og tryghed, hvor mennesker kan trives og vokse, ved volden og diktaturet nedbryder vi samfundene og menneskene i dem.

    De voldsparate, demagogerne, tyrannerne, er ikke interesserede i fornuft og gode forhold for mennesker. De taler et andet sprog ud fra en anden virkelighed, og de har andre mål: Deres egen magt og kun dén. Vi kan også kalde det – ikke det fælles bedste – men det fælles værste. Vi misforstår situationen, hvis vi tror, at vi kan argumentere med og mod volden.

    Volden – den fysiske, åndelige og verbale – rykker hele tiden grænserne nedad for, hvor usle mennesker kan være; dette ser vi i dag fx i de eksisterende diktaturer og autokratiske styrer (fx Nordkorea og Rusland), og vi ser det med hensyn til den verbale og åndelige vold fx i den danske udlændingedebat ved chikanen mod og intimideringen af danske muslimer; på samme måde som islamister har kidnappet islam, har danske demagoger kidnappet – og ødelagt – begrebet danske værdier ved at gøre ødelæggelsen af mennesker til mainstream politik (fx ved at tvinge mennesker på såkaldte udrejsecentre).

    De voldsparate samfundsaktører er ikke interesserede i fornuft og den fornuftige opbygning af gode og trygge samfund. De taler voldens og ufornuftens sprog, de er ikke tilgængelige for fornuft og fornuftige argumenter, men bruger vold og intimidering (fx også på sociale medier) netop for at bryde fornuften og freden. De søger ikke fornuften og den fornuftige fred, men krig og vold og konflikt – for egen magts skyld.

    Hvordan beskytter vi os mod volden og barbariet?

    Det gør vi ved lov og ret og klar tale. Ved at stille volden og dens repræsentanter til regnskab for deres handlinger gennem love mod fysisk, åndelig og verbal vold, sådan som det også er tilfældet i dag i de civiliserede samfund; eller rettere: Det, der er tilbage af dem.

    Og vi gør det ved ikke at bøje nakken for volden, ved at turde sige den imod, ved ikke – som dyrene i Orwells roman – at lade os kyse. Ved rank ryg, mod og klar tale.

    Dette tror jeg er det mest effektive – og måske det eneste – våben, vi har mod den vold – den fysiske, åndelige og verbale – der i dag truer hele den civiliserede verden ved diktatorers, demagogers, autokraters og andre aktørers voldsparathed og hadtale.

  • At være eller ikke at være én

    I fald andre skulle kende til livets kældre, og har brug for bud og vidnesbyrd om, at andre også har været dér, i fald det at skabe litteratur dér, hvor bunden bliver synlig gennem det lys, vi kan sætte ind gennem ord og bringe videre til de til døden fortvivlede, i fald dette altså har værdi, vil jeg dele følgende:

    Jeg tænker vel sagtens dagligt på den åndelige og evige udslettelse, den mulighed og den universelle ret, Vandrer mod Lyset siger er gældende for enhver.

    Mit liv er ubærligt, lidelserne uudholdelige. Og det bliver værre og værre efterhånden som tiden går, hvilket der er en egen djævelsk logik i. Jeg søger fred for mine lidelser.

    Men – det gælder i mindre grad det jordiske liv som menneske, og i højere grad det åndelige og evige liv: Fred kan kun den levende føle.

    Hvis jeg virkelig og for alvor bad Gud om udslettelse – ville det ikke være fred, men – ingenting: Ikke fred, men heller ikke lidelse, ikke glæde, men heller ikke sorg, ikke lykke, men heller ikke ulykke – ingenting.

    Jeg ville ikke eksistere. Der ville ikke være noget “jeg” til at føle eller tænke noget som helst.

    Spørgsmålet er: Er det virkelig det, jeg vil? At være eller ikke at være. Dét er spørgsmålet, som Shakespeare skrev.

  • Salme ved tidernes ende

    Hvis kaos hersker, og orden søges, hvad gør vi da?

    Overalt i den menneskelige verden hersker kaos: Klimaet synes på vej til sammenbrud, de vestlige kapitalistiske vækst- og accelerationssamfund ligner en maskine, der er ved at bryde sammen; vi ser på hinanden, rådvilde, ved ikke hvad der sker, og hvad der kan gøres.

    De marxistiske modfantasier skabte kun grusomme diktaturer og endnu værre elendighed. Kapitalister og marxister hev i hver sin ende af det samme tov, hvorved de var ved at rive verden i stykker. Da der pludselig ikke længere var modstand i den anden ende af tovet, mistede kapitalisterne balancen, og faldt på halen.

    Så hvad gør vi?

    Vi står som med skibet Titanic, skibet, der ikke kunne synke, nu på vej mod havets bund. Vi løber som inuitten for at holde frost og kuldedød borte, derved sveder vi, og sveden truer med igen at fryse til, så vi må løbe endnu hurtigere for at holde døden borte. Så vi må løbe. Stadig løbe. Vi fortvivler: Hurtigere endnu? Men vi kan ikke!

    Krig hersker. Med deraf følgende mægtige flygtningestrømme og udbredt racisme og elendighed og åndelige og materielle værdiers ødelæggelse. Bror og søster ser ondt til hinanden. Global kriminalitet. Forurening. Ufattelig rigdom og ufattelig fattigdom. En Jord, der ryster under vores fødder.

    Men – lad os ikke tegne billedet sort i sort, men sige: Måske er det ikke os og vores samfund, der bryder sammen i det, vi ser nu. Måske er det, der bryder sammen det, der ikke selv kan stå og aldrig har kunnet. De falske guder:

    Treenigheden, de tomme drømme ved tidernes ende: Magt, penge, sex. Om end vi havde al magt, al rigdom, al kønslig tilfredsstillelse, ville vi ikke blive lykkeligere og få fred og rolige drømme. Sulten og tørsten ville blive værre og mere uudholdelig, jo mere vi ønsker og begærer og får af denne jords nu yderste drømme.

    De gamle guder har også spillet deres spil til ende. De har haft deres tid, og det er tid nok. Heller ikke de kan slukke tørsten og stille sulten længere: Jahve, Far-Søn-Helligånd og Allah; de tager hinanden i hånden og vandrer stille ud i glemslen; eller rettere: De har aldrig været her, for de findes ikke.

    Vi mangler i erkendelse, videnskab, politik, økonomi, religion, eksistens, teknik, skønhed, kunst et urokkeligt grundlag, som ikke svigter; har vi ikke et grundlag hér, har vi intet. Så skrider fundamentet – sandet vi har bygget på siden tidernes morgen – og så falder vi, og faldet bliver stort og dybt og langvarigt.

    Hvad mangler vi? Vi mangler Gud. Ikke de gamle fantasier om Gud, men Gud. Hvis ikke vi har Ham/Hende, har vi intet. Vi kan vælge at fortsætte ad de gamle veje eller ad veje helt uden Gud. Men det er netop de veje, der nu bryder sammen økologisk, filosofisk, videnskabeligt, eksistentielt, politisk, økonomisk, kunstnerisk, det er ved disse vejes ende, vi nu render panden mod muren.

    Vi ved, hvem Gud er. Ikke de gamle drømme og febervildelser om Herren, men Gud, som Han/Hun virkelig er. Vi kender Ham/Hende fra det budskab, Han/Hun har sendt til menneskeheden som helhed: Gennem Vandrer mod Lyset!

    Vi kan vælge at slå hånden ad Ham/Hende og vende det døve øre til Hans/Hendes budskab. Vi kan vælge ikke at lytte – til vores inderste, vælge ikke at følge det. Men så vil sammenbruddet fortsætte, og ikke blive til det gennembrud, vi også kan vælge: Gennembruddet for kærlighed, fred, ro, skønhed, sandhed – gennem tilgivelse.

    Hvis vi fornægter vores inderste nu – og den stemme, der kalder på os dag og nat – og hvis ikke vi svarer Ham/Hende, så vil vi bringe sammenbruddet til det yderste. Er det det, vi vil?

    Spørgsmålet er dybest set: Vil vi livet eller døden? Sandheden eller løgnen? Kærligheden eller hadet? Lyset eller mørket? Sammenbrud eller gennembrud? Hvad vil vi? Hvad vil vi svare Gud, der kalder? Hører du ikke Hans/Hendes stemme? Hører du ikke Kaldet?

  • Fredens anatomi

    I forbindelse med politik og magtanalyse – særligt i spørgsmålet om krig og fred – vender jeg igen og igen i tankerne tilbage til Emery Reves geniale analyse i Fredens anatomi. Jeg skal lige igen her opfriske hovedpunktet i hans tanke:

    Jo flere magtpunkter der findes hvorfra der opstilles normer for lov og ret, jo større vil risikoen for krig være, idet alle punkter søger ekspansion og dominans, eventuelt militært. Derfor gælder det om at have så få magtpunkter som muligt, eller egentlig kun ét, hvorfra Reves bygger sin tanke om universalisme.

    Der er tale om en verdensstat eller en verdensregering, som også Vandrer mod Lyset foreslår.

    Vi kan anskueliggøre hans tanke i et enkelt billede:

    Ethvert magtpunkt – som både kan være et land, en gruppe af lande (fx EU), et politisk parti, en religion (fx islam eller kristendom), en filosofi eller en økonomisk teori (fx kapitalisme eller kommunisme) – hvorfra der opstilles normer for lov og ret kan ses som et stennedslag i vand, hvorfra ringene breder sig cirkulært (globalt). Hvis der forekommer flere nedslag, støder ringene i vandet sammen og danner brænding – konflikt eller krig.

    Deraf tanken om det hensigtsmæssige i så få magtpunkter som muligt. Eller egentlig kun ét.

    Historisk tror jeg det rimeligt at tolke magtens historie som en etablering af stadigt større magtcentre eller punkter eller enheder; fx fra stammer til bystater til nationalstater til grupper af nationer eller stater (fx EU eller USA). Hvis denne udvikling fortsætter sin logiske bane – med drivkraft i realpolitiske behov for globale løsninger på globale problemer; fx klimakrisen, spørgsmålet om krig og fred i en tid med masseødelæggelsesvåben, international økonomisk kriminalitet osv – så er det sandsynligt, at en endelig og et enkelt magtpunkt til sidst vil dannes; altså en verdensstat:

    Da menneskers aktiviteter og interesser i dag er globale, har vi realpolitisk brug for en global og fælles magt til at varetage og beskytte disse interesser; altså den samme logik, som ligger til grund for fx eksistensen og den historiske oprettelse af nationalstaterne. Hvor der er menneskelige interesser, er der behov for menneskelig, politisk, central magt; også for at undgå en tilstand af alles kamp mod alle, hvor hver enkelt kun kæmper for sine egne interesser (se nedenfor).

    Hvis vi på et tidspunkt i fremtiden får en sådan verdensstat, så er det selvfølgelig af afgørende betydning, at den vil bygge på menneskers grundlæggende frihed, rettigheder og pligter. Altså på universelle menneskerettigheder og -pligter.

    Det er i hvert fald ønskeligt og afgørende, at en eventuel verdensstat ikke bliver despotisk, et diktatur, og det er afgørende, at en verdensstat ikke bliver skabt mod flertallets vilje og ønske, afgørende at den nationale eller ideologiske magtafgivelse og afgivelse af suverænitet til en fælles og global myndighed bliver frivillig og uden pres (eventuel militær).

    Tanken om magtafgivelse og afgivelse af suverænitet til en fælles (global) myndighed som en mulig vej til global fred kan vi læse ud af Thomas Hobbes´ Leviathan, hvor forfatteren netop påpeger magtafgivelsens nødvendighed i relation til fred ud fra en tanke om den menneskelige naturtilstands (urtilstandens) alles kamp mod alle.

    Verdensstaten må derfor oprettes – hvis den oprettes – som en – ikke alles kamp mod alle – men alles fredelige samarbejde med alle med det formål at skabe global fred, velstand, sikkerhed og beskyttelse af naturen.

    Der er sikkert en masse udfordringer forbundet med en sådan udvikling, hvis vi vælger at slå ind på denne vej som menneskehed. Fx må vi måske udvikle helt andre og nye økonomiske principper og love og teorier end dem, vi har i dag, da den nuværende markedsøkonomi og kapitalisme – grundet i det liberale demokrati – med en vis ret netop kan betragtes som en forlængelse af naturtilstandens alles kamp mod alle.

    I markedsøkonomi og kapitalisme kan fx de enkelte virksomheder således betragtes som netop disse konkurrerende magtpunkter (stennedslag i vandet), der naturnødvendigt skaber (økonomisk eller militær) ufred og konflikt, når de støder sammen på markedet (at økonomisk konflikt kan udvikle sig til militære konflikter ses, når enkeltlande med magt søger at beskytte eller fremme deres økonomiske interesser). Krigen og konflikten synes derfor indbygget i det nuværende økonomiske system.

    Men – alle problemer og udfordringer taget i betragtning – så tror jeg det rimeligt at sige, at verdensstaten er det bedste bud på at skabe fred i verden, hvis den som sagt bliver skabt frivilligt og med åbne øjne uden at noget søges skjult eller presset ned over hovedet på folk og nationer.

    Med global fred gennem en fællesmenneskelig overenskomst i en verdensstat kan vi samtidig løse et andet problem, der nu hærger os som menneskehed: Den tragedie at millioner af mennesker må flygte fra krig, fattigdom og naturødelæggelse, og hvor alle disse flygtninge ved deres blotte antal næppe noget sted i dag kan finde barmhjertig modtagelse, asyl og inklusion, men tværtimod alt for ofte mødes med mistro, chikane, dehumanisering, eksklusion og ny forfølgelse.

    Ja, en verdensstat kunne løse mange af de store problemer, der i dag truer ikke bare menneskeheden, men selve Jorden som det eneste kendte hjemsted for livet.

  • Vidensspecialisering og magtfragmentering i relation til menneskehedens overlevelse

    I skriftet Åndelig kultur (1912) skriver Harald Høffding, at den videnskabelige specialisering, arbejdsdelingen på det åndelige, videnskabelige område er et problem, fordi den menneskelige tanke og ånd af natur søger enhed, sammenhæng, kontinuitet. Siden Høffding skrev dette, er udviklingen fortsat i samme spor og for fuld styrke.

    Specialiseringen betyder samtidig, at energien på de enkelte områder formindskes i takt med specialiseringen ud fra en (ikke bevist og måske ikke-bevisbar) tanke om energiens konstans og beståen på det åndelige, videnskabelige område, som man kender og hævder det på det fysiske.

    Heroverfor kunne måske indvendes, at i takt med at vi bliver flere og flere mennesker, er det ikke givet, at energien på de enkelte områder formindskes, idet der også bliver flere og flere (special-)forskere.

    Den åndelige, videnskabelige arbejdsdeling og specialisering er en parallel til Adam Smiths tanke om arbejdsdeling på det økonomiske område (Wealth of Nations (1776)), og hvis vi videre skal trække parallellen også til spørgsmålet om effektivitet, så har specialiseringen på det videnskabelige område den gavnlige effekt, at den skaber højere effektivitet og kvalitet, men altså på bekostning af den menneskelige trang til enhed og overblik i erkendelse og viden.

    I en parentes kan vi sige, at Hegels ideal om åndelig, videnskabelig, filosofisk globalisme – man må (som filosof) “vide alt” – er svært efterlevelig i dag, som på Høffdings tid, netop på grund af specialiseringen.

    Den videnskabelige specialisering har også politiske og eksistentielle implikationer:

    Da ingen i dag har totalt overblik over de forhold og kendsgerninger, som danner baggrund for politiske beslutninger – fx viden om klimatiske forhold og konsekvenser af menneskelig aktivitet for klimaet, viden om økonomi og konsekvenser af menneskelig og naturlig aktivitet og realiteter for den samlede økonomi og natur, herunder menneskelig frihed (frie valg og beslutninger fx i forhold til køb og salg og produktion) – og da ikke kun vores viden, men også vores magt er spredt og fragmenteret (i nationalstater og koalitioner af nationalstater), og hvor samtidig nutidens problemer, fx i forhold til klimaforandringer og spørgsmålet om krig og fred og menneskelig overlevelse i en tid med masseødelæggelsesvåben kræver en samlet, koordineret, global indsats, så ser vi let problemet:

    Verden udvikler sig som en samlet helhed og totalitet (verden til ethvert givent tidspunkt), men vi har hverken viden eller (central) magt til at imødegå de politiske og eksistentielle problemer, vi oplever og søger at løse. 

    På det politiske område synes den rationelle løsning at være en global myndighed til varetagelse og sikring af vitale og almenmenneskelige interesser i forhold til overlevelse, men en sådan løsning støder an mod flertallets modstand mod at overgive en del af sin suverænitet og magt til en overstatslig myndighed – under påberåbelse af retten til folkelig og national selvstændighed og uafhængighed (Vandrer mod Lyset foreslår en decideret permanent siddende Verdensregering – for fredens skyld – men tilføjer, at en sådan ikke bør oprettes førend en almindelig vilje til fred er en realitet).

    Det er paradoksalt, at i en tid hvor videnskaben og med den teknologien fejrer store triumfer, og vi med vores fornuft måske kan udpege rationelle løsninger på vores problemer, så spænder irrationelle og dunkle følelser og stemninger ben – måske – for vores overlevelse som menneskehed: 

    De enkelte folkeslags og nationers trang til og krav om selvstændighed, uafhængighed og overlevelse er det, der nu truer med at kaste os alle i afgrunden både i forhold til krig og fred og i forhold til klimaet, hvor snævre nationale hensyn blokerer for en varig og bred og international eller transnational løsning, som ville være i alles interesse.

  • Retninger for magt

    Magt kan – som jeg ser det – enten basere sig på en forestilling om en naturtilstand blandt mennesker som en alles kamp mod alle (som den britiske tænker Thomas Hobbes ville vide og formulerede det i værket, Leviathan), magt kan søges og søges bevaret med alle midler og for enhver pris, som renaissance-filosoffen, Nicollo Machiavelli tænkte og formulerede det i Fyrsten (Il Principe); eller magt kan basere sig på forestillingen om, at mennesker kan leve med hinanden og naturen og verden i symbiose.

    Begge former kan ses overalt i naturen og blandt mennesker; både kampen, krigen og symbiosen.

    Hvis vi her eksklusivt holder os til den menneskelige verden, så kan vi sige, at den ene form – krigen – korrumperer os selv og ødelægger vores og andres samfund, mens den anden – symbiosen – opbygger, også vores indre, menneskelige værdier og kvaliteter.

    Platon siger at sted – jeg tror det er i dialogen Gorgias – at den tyranniske magt ikke er stabil og ikke kan vare ved, da tyrannen uvægerligt vil have måske en hel befolkning imod sig, en befolkning som ønsker at styrte ham, måske med alle midler, også voldelige.

    Parallelt hertil kan vi føje, at hvis forholdet mellem mennesker – måske ud fra en realpolitisk holdning – betragtes som en alles kamp mod alle, så vil den magt, der søger at tøjle dette kaos uvægerligt skulle bruge voldelig magt og undertrykkelse for at kunne først nå, siden bevare magten, og en sådan voldsbaseret – eller demagogisk – magt er heller ikke stabil af samme grund, som Platon anfører. Uviljen, måske hadet, mod den bliver for stor.

    Derfor er den mest rationelle og varige magt – både for magtens egen skyld og for befolkningens – den magt, der søger symbiosen, den gensidige gavn; både symbiosen mellem sig selv og befolkningen, og generelt i alt mellemmenneskeligt.

    Hvis denne sondring mellem krigens og symbiosens magt er rigtig, bør bestræbelsen så ikke være – til alle tider – at bevæge magten i retning af det symbiotiske og væk fra krigen; hvis vi ønsker at bevæge os i retning af det gode? Dette ikke ment som et facit eller slutpunkt (en utopi), men som en retning.

    Hvis vi ønsker at bevæge magten i retning af det gode, bør bestræbelsen så også være at bevæge os væk fra den vertikale og henimod den horisontale magt (a la Frie Grønnes projekt) ud fra en tanke om, at jo større afstanden bliver mellem magt og borger, jo større og mere ødelæggende kan den gnist, der springer ved spændingen mellem de to, blive, og derved igen gøre magten ustabil og skade befolkningen?

    Bør vi generelt søge at udligne afstanden mellem mennesker, fx mellem rig og fattig, mellem trossamfund, arbejdsgivere og arbejdstagere, racer, etniske grupper osv ligeledes ud fra billedet med gnisten, der kan springe mellem for store modsætninger eller for store afstande mellem mennesker (at bygge bro sådan som Brobyggerne forsøger det), og på den måde bevæge os i retning af det symbiotiske ideal; hvis vi kan se symbiosen som et ideal og som den mest rationelle og konstruktive måde at bygge samfund på?

    Krig og modsætninger kan – udover at virke ødelæggende på et samfund – også skabe konflikter og spændinger i det enkelte menneske, hvis vi ser andre som potentielle fjender, og hvis der bliver for stor afstand mellem det vi er, det vi ønsker at være, og det samfundet forventer eller kræver af os, eller måske tvinger os til at blive, og derved kan igen let springe en gnist og antænde indre, ødelæggende bål.

    Derfor tror jeg, at det bedste, mest rationelle, etisk forsvarlige, varige og stabile både for magten selv og for borgerne er at søge at bevæge magten bort fra krigen og henimod en flad, horisontal symbiotisk magt, hvor vi samtidig søger at udligne afstandene imellem os. Alt sammen for at undgå krig og konflikt og for at skabe afspænding og til sidst fred.

  • Hegels dialektiske trekant i relation til eksisterende fronter i verden

    Hvis vi betragter en given front mellem to stridende parter, kan det tænkes, at det mest konstruktive vil være – ikke at søge at undertvinge modparten – men søge en syntese af de to stridende synspunkter eller parter inspireret af Hegels dialektiske trekant; tese-antitese-syntese.

    To parter i en konflikt kan ses som tese og antitese, og syntesen som en mulig videre (fredelig) vej, hvor man tager det bedste fra hver part; vi kan sige det på den måde, at hvor der er to stridende parter, er der to mulige veje: En undertvingelse af modparten – hvilket ikke løser konflikten, men fryser den ned til senere mulig eksplosion – eller en syntese og fælles vej ud fra det bedste fra begge parter. Vi kan også udtrykke tanken som det modsatte af det machiavelliske princip, del-og-hersk, nemlig: Foren til fred.

    Jeg vil prøve at anskueliggøre tanken ved et par eksempler:

    I diskussionen eller kampen mellem kapitalisme og kommunisme (socialisme) hiver begge parter i hver sin ende af pengetovet, og hovedspørgsmålet er hvem, der skal have mest. Måske ville der være en løsning et sted midt i mellem eller på en helt anden, endnu ukendt, forståelsesskive, eller måske i en syntese af de to måder at organisere vores samfund på? Måske ville der ligge farbar vej gennem en grundlæggende analyse af, hvad penge egentlig er, og om de er nødvendige for at dække menneskers grundlæggende behov? Kan vi tænke en samfundsmodel, som hverken er kapitalisme eller kommunisme – men måske en syntese af de to – en model hvor vi ikke gør skade på vores indre, menneskelige natur og den ydre natur, Jorden, hvilket de to systemer begge gør, når de står alene?

    Eller i den gamle diskussion mellem tro og viden kunne farbar vej også ligge i en syntese af de to (se det foregående indlæg)?

    Eller vi kunne tænke på fronten mellem Vesten og “Islam”, mellem tilhængere og modstandere af vaccinering mod Covid-19, mellem tilhængere og modstandere af teorien om menneskeskabt global opvarmning; ved alle de fronter mellem to parter, der findes, og hvor hver part hiver i hver sin ende af det omstridte (fx penge eller sandhed), kunne en tredje – og fredelig – vej ligge i syntesen; eller måske ved at tænke grundlæggende nyt, kaste bolden i luften og se den fra en ny side.

    Jeg ved, at der sidder rigtig mange intelligente mennesker derude forskellige steder i verden, og dette indlæg er ikke ment som et facit, men som en invitation til at tage del i de nye måder vi kan tænke på i forskellige sammenhænge og i forskellige spørgsmål og ved forskellige konflikter; en invitation til at tiltræde den første forudsætning for at kunne skabe større fred og mere forståelse mellem mennesker; nemlig – som jeg skrev forleden dag om de parallelle fronter – viljen til fred. Hvor der er vilje, er der vej!

  • Parallelle anklager mellem fronter, og det at bygge bro

    På årsdagen for angrebet på den amerikanske Kongres er det på sin plads med en eftertanke. Det lader til at ikke kun i USA, men mange steder i verden, beherskes vi af parallelle anklager:

    I USA anklager tilhængere af tidligere præsident, Donald Trump, den nye præsident, Joe Biden, for at have snydt den amerikanske befolkning med valgsvindel, og dermed at have angrebet selve det amerikanske samfund og demokrati. Parallelt anklager Joe Biden Donald Trump og hans støtter for det samme.

    I Israel/Palæstina anklager de to befolkningsgrupper, israelere og palæstinensere, hinanden parallelt, og begge siger: Det er vores land, og vi har ret til at kæmpe og dø for det, også militært eller ved terror.

    Mellem Vesten og “Islam” lyder de parallelle anklager: Vi er under angreb, vi har ret til – med alle midler – at forsvare os. Resultatet er krig og terror.

    I spørgsmålet om flygtninge lyder de parallelle anklager: Flygtninge bør/bør ikke have asyl i vores land, og I der er for/imod asyl til (flere) flygtninge, ødelægger vores samfund og vores værdier.

    Mellem klimaforskere og klimaskeptikere lyder de parallelle anklager: I har ikke videnskabelig evidens for jeres teorier, der er udtryk for svindel og skjulte dagsordener.

    Mellem tilhængere og modstandere af vacciner mod Covid-19 lyder de parallelle anklager: I lyver om følgen af vacciner, vi bør/bør ikke lade os vaccinere, konsekvenserne er alt for alvorlige.

    Har jeg her glemt nogle fronter? Nå, der er sikkert flere.

    Som det ser ud, er verden altså på en lang række punkter og fronter skilt nogen lunde midt over. Vi er splittede. Forsøger man på et oplyst grundlag at tage stilling, er det vel et stykke af vejen, men samtidig står vi i fare for at bidrage til polariseringen og konflikten – i nogle tilfælde ligefrem krigen.

    Når verden altså synes så splittet, så polariseret, er det mest konstruktive måske ikke så meget at tage stilling, men at forsøge at bygge bro. Vi har brug for – hvis ikke verden skal eksplodere i vold langs alle de eksisterende frontlinjer og brudflader – at tale sammen, mødes, udveksle synspunkter uden at dæmonisere modparten, vi har brug for at være i stue sammen, uden at rummet sprænges af indbyrdes vrede og had.

    Vi har brug for – som den danske forening, Brobyggerne, forsøger det – at tale også med dem, vi er uenige med, idet vi må vide, at på begge sider af en given konflikt er der mennesker, der tager stilling og sætter sig ind i sagerne, sympatiske, velbegavede, godviljede, oplyste mennesker, der ønsker det godt for dem selv og for andre, mennesker, der vil leve i fred under gode vilkår, men også mennesker, der ser disse ønsker bremset og forhindret, af det de oplever som obstruktion og ond vilje. Dette gælder alle sider på alle fronter. Det er ikke sikkert, at det altid er de andre, der er problemet, vi må se indad, og se på vores egne motiver og ønsker.

    Hvorom alting er: Vi har – tror jeg – givet verden som den er i dag, brug for en egentlig Verdenskongres for fred og forsoning. En kongres, hvor alle fronter er repræsenteret, hvor ingen udelukkes, en kongres, hvor alle kan komme til orde, og være med til at bestemme den fælles kurs, verden skal tage nu og i fremtiden. For vi er nødt til at skabe en fælles kurs, en fælles vej, hvis ikke verden skal splittes og splintres i to.

    Vi er nødt til at tale med hinanden, og ikke lade våbnene, de fysiske og de verbale, tale. Den tale har vi nok af, og den har vi haft så længe, der er skrevet historie. Vi er nødt til at søge at løse konflikterne langs de parallelle anklager, og forsøge – for første gang i verdenshistorien – at modbevise den matematiske sætning, at parallelle linjer aldrig kan mødes.

    Trækkes linjerne fra hinanden, mødes de aldrig, lægges de sammen, mødes de altid. Hvad er den fælles linje? Viljen til fred.

    De er nødt til at mødes og løbe sammen. Hvis vi skal have en fremtid. Og det skal vi og har vi. Hvis vi vil.

  • Krig og gengældelsesloven

    Hvis mennesker i almindelighed kendte krigens konsekvenser – udover de indlysende vi ser i verden – konsekvenserne for dem, der ophidser til krig og konflikt, dem, der i ord og gerning støtter og opfordrer til krig, de, der giver ordrerne til krig og de, der udvikler og producerer de våben, hvormed krigen føres – så ville al krig stoppe med det samme, og ingen ville turde indlade sig på krigens afskyelige virkelighed og færd.

    Jeg taler her til jer, der således støtter og opfordrer til krig, til jer, der giver ordrer til krig, og til jer, der producerer de – stadig frygteligere – våben, der bruges i krig; hør mig, for jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn:

    De lidelser der er en direkte og indirekte konsekvens af jeres færd, vil – før eller siden – ramme jer selv. I vil – engang – høste de frugter I sår med krigens uvæsen, og I vil få de samme lidelser, I bringer over andre – med renter og renters rente.

    Dette skyldes gengældelsesloven – som du sår, skal du høste. Det er ikke Gud, der på den måde straffer jer, men det mørke, I bringer til verden med krigen, vil før eller senere vende sig mod jer selv. Denne lov virker med matematisk nøjagtighed, også selv om I ikke kender eller anerkender loven, og uanset om I tror på og bøjer jer for Gud eller ej – den virker ikke for at straffe jer, og ingen har ret til at forgribe sig på jer – men den virker for at I, blinde, kan se, hvad I gør, se og føle det på egen krop og ånd. Loven er skabt for at gøre de blinde seende.

    Det nytter ikke, at I forsøger at besmykke jeres gerning, det nytter ikke, at I siger, at I gør det for fredens skyld. Krig er krig, og den burde aldrig forekomme mellem os, der – i en åndelig betydning – alle er udgået af den samme Faders skød, os, der derfor alle – åndeligt set – er brødre og søstre.

    Nogle af jer søger i historien argumenter for krig og konflikt. Nogle af jer raser over tab af land og identitet, og I ophidser andre til – ved selvtægt – at tage det mistede tilbage med vold. Men I burde ikke studere historien for at søge argumenter for krig, men for fred. Alle kan føre historien tilbage til en fortidig uret – og i sidste ende kan al krig og konflikt føres tilbage til det, der i den kristne religion kaldes syndefaldet – en symbolsk og mytisk skildring af faktiske forhold og begivenheder, man kan læse om i detaljer i Vandrer mod Lyset.

    Hvis I fører historien tilbage til det, der engang skete, og som I forlængst har fået underretning om gennem Vandrer mod Lyset; hvis I følger jeres Faders Vilje og Ånd og tilgiver den og dem, der i sidste ende er skyld i den meste vold, krig og konflikt, tilgiver som Han har tilgivet, så vil I handle ret, og I vil da være med til at fjerne noget af mørket, det onde, fra verden. I bør derfor ikke søge argumenter for krig og vold i historien, men bruge historien som et argument for fred – gennem tilgivelse, og ud fra den tanke, at også dem, der engang faldt, og faldt så dybt, er vores brødre og søstre. Tilgiv og vær barmhjertig – for de faldnes lidelser er og bliver meget store, og de er de mest ynkværdige.

    I bør ikke slutte jer til de faldnes skare, og gøre ondt gennem krig, som de har gjort ondt. I bør – for jeres ofres skyld, men først og fremmest for jeres egen – afstå fra yderligere vold og krig, for at holde jer på den rette vej, fredens vej, og for ikke – senere – at skulle høste voldens og krigens bitre og lidelsesfulde frugter. Husk – den vold I bringer til verden og bringer over andre, vil senere ramme jer selv med matematisk nøjagtighed og med renters rente; den vil ramme jer, hvis ikke I gør som jeg her har sagt, og som jeg har sagt i Gud Herrens Navn.

    Men husk også, at det ikke er Gud, der straffer jer, men jer selv. Sådan er Loven.

    Gud! Bring lys og syn til de blinde, lad os finde fredens vej i denne mørkets verden, lad os finde Dig og den kærlighed og fred, Du har skabt os til! Lad freden sænke sig over vores hjerter og vores verden, og lad os aldrig mere gå mørkets, krigens, voldens og ufredens vildsomme veje. Skærm og bevar os alle! Amen.