Fredens anatomi

I forbindelse med politik og magtanalyse – særligt i spørgsmålet om krig og fred – vender jeg igen og igen i tankerne tilbage til Emery Reves geniale analyse i Fredens anatomi. Jeg skal lige igen her opfriske hovedpunktet i hans tanke:

Jo flere magtpunkter der findes hvorfra der opstilles normer for lov og ret, jo større vil risikoen for krig være, idet alle punkter søger ekspansion og dominans, eventuelt militært. Derfor gælder det om at have så få magtpunkter som muligt, eller egentlig kun ét, hvorfra Reves bygger sin tanke om universalisme.

Der er tale om en verdensstat eller en verdensregering, som også Vandrer mod Lyset foreslår.

Vi kan anskueliggøre hans tanke i et enkelt billede:

Ethvert magtpunkt – som både kan være et land, en gruppe af lande (fx EU), et politisk parti, en religion (fx islam eller kristendom), en filosofi eller en økonomisk teori (fx kapitalisme eller kommunisme) – hvorfra der opstilles normer for lov og ret kan ses som et stennedslag i vand, hvorfra ringene breder sig cirkulært (globalt). Hvis der forekommer flere nedslag, støder ringene i vandet sammen og danner brænding – konflikt eller krig.

Deraf tanken om det hensigtsmæssige i så få magtpunkter som muligt. Eller egentlig kun ét.

Historisk tror jeg det rimeligt at tolke magtens historie som en etablering af stadigt større magtcentre eller punkter eller enheder; fx fra stammer til bystater til nationalstater til grupper af nationer eller stater (fx EU eller USA). Hvis denne udvikling fortsætter sin logiske bane – med drivkraft i realpolitiske behov for globale løsninger på globale problemer; fx klimakrisen, spørgsmålet om krig og fred i en tid med masseødelæggelsesvåben, international økonomisk kriminalitet osv – så er det sandsynligt, at en endelig og et enkelt magtpunkt til sidst vil dannes; altså en verdensstat:

Da menneskers aktiviteter og interesser i dag er globale, har vi realpolitisk brug for en global og fælles magt til at varetage og beskytte disse interesser; altså den samme logik, som ligger til grund for fx eksistensen og den historiske oprettelse af nationalstaterne. Hvor der er menneskelige interesser, er der behov for menneskelig, politisk, central magt; også for at undgå en tilstand af alles kamp mod alle, hvor hver enkelt kun kæmper for sine egne interesser (se nedenfor).

Hvis vi på et tidspunkt i fremtiden får en sådan verdensstat, så er det selvfølgelig af afgørende betydning, at den vil bygge på menneskers grundlæggende frihed, rettigheder og pligter. Altså på universelle menneskerettigheder og -pligter.

Det er i hvert fald ønskeligt og afgørende, at en eventuel verdensstat ikke bliver despotisk, et diktatur, og det er afgørende, at en verdensstat ikke bliver skabt mod flertallets vilje og ønske, afgørende at den nationale eller ideologiske magtafgivelse og afgivelse af suverænitet til en fælles og global myndighed bliver frivillig og uden pres (eventuel militær).

Tanken om magtafgivelse og afgivelse af suverænitet til en fælles (global) myndighed som en mulig vej til global fred kan vi læse ud af Thomas Hobbes´ Leviathan, hvor forfatteren netop påpeger magtafgivelsens nødvendighed i relation til fred ud fra en tanke om den menneskelige naturtilstands (urtilstandens) alles kamp mod alle.

Verdensstaten må derfor oprettes – hvis den oprettes – som en – ikke alles kamp mod alle – men alles fredelige samarbejde med alle med det formål at skabe global fred, velstand, sikkerhed og beskyttelse af naturen.

Der er sikkert en masse udfordringer forbundet med en sådan udvikling, hvis vi vælger at slå ind på denne vej som menneskehed. Fx må vi måske udvikle helt andre og nye økonomiske principper og love og teorier end dem, vi har i dag, da den nuværende markedsøkonomi og kapitalisme – grundet i det liberale demokrati – med en vis ret netop kan betragtes som en forlængelse af naturtilstandens alles kamp mod alle.

I markedsøkonomi og kapitalisme kan fx de enkelte virksomheder således betragtes som netop disse konkurrerende magtpunkter (stennedslag i vandet), der naturnødvendigt skaber (økonomisk eller militær) ufred og konflikt, når de støder sammen på markedet (at økonomisk konflikt kan udvikle sig til militære konflikter ses, når enkeltlande med magt søger at beskytte eller fremme deres økonomiske interesser). Krigen og konflikten synes derfor indbygget i det nuværende økonomiske system.

Men – alle problemer og udfordringer taget i betragtning – så tror jeg det rimeligt at sige, at verdensstaten er det bedste bud på at skabe fred i verden, hvis den som sagt bliver skabt frivilligt og med åbne øjne uden at noget søges skjult eller presset ned over hovedet på folk og nationer.

Med global fred gennem en fællesmenneskelig overenskomst i en verdensstat kan vi samtidig løse et andet problem, der nu hærger os som menneskehed: Den tragedie at millioner af mennesker må flygte fra krig, fattigdom og naturødelæggelse, og hvor alle disse flygtninge ved deres blotte antal næppe noget sted i dag kan finde barmhjertig modtagelse, asyl og inklusion, men tværtimod alt for ofte mødes med mistro, chikane, dehumanisering, eksklusion og ny forfølgelse.

Ja, en verdensstat kunne løse mange af de store problemer, der i dag truer ikke bare menneskeheden, men selve Jorden som det eneste kendte hjemsted for livet.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: