På årsdagen for angrebet på den amerikanske Kongres er det på sin plads med en eftertanke. Det lader til at ikke kun i USA, men mange steder i verden, beherskes vi af parallelle anklager:

I USA anklager tilhængere af tidligere præsident, Donald Trump, den nye præsident, Joe Biden, for at have snydt den amerikanske befolkning med valgsvindel, og dermed at have angrebet selve det amerikanske samfund og demokrati. Parallelt anklager Joe Biden Donald Trump og hans støtter for det samme.

I Israel/Palæstina anklager de to befolkningsgrupper, israelere og palæstinensere, hinanden parallelt, og begge siger: Det er vores land, og vi har ret til at kæmpe og dø for det, også militært eller ved terror.

Mellem Vesten og “Islam” lyder de parallelle anklager: Vi er under angreb, vi har ret til – med alle midler – at forsvare os. Resultatet er krig og terror.

I spørgsmålet om flygtninge lyder de parallelle anklager: Flygtninge bør/bør ikke have asyl i vores land, og I der er for/imod asyl til (flere) flygtninge, ødelægger vores samfund og vores værdier.

Mellem klimaforskere og klimaskeptikere lyder de parallelle anklager: I har ikke videnskabelig evidens for jeres teorier, der er udtryk for svindel og skjulte dagsordener.

Mellem tilhængere og modstandere af vacciner mod Covid-19 lyder de parallelle anklager: I lyver om følgen af vacciner, vi bør/bør ikke lade os vaccinere, konsekvenserne er alt for alvorlige.

Har jeg her glemt nogle fronter? Nå, der er sikkert flere.

Som det ser ud, er verden altså på en lang række punkter og fronter skilt nogen lunde midt over. Vi er splittede. Forsøger man på et oplyst grundlag at tage stilling, er det vel et stykke af vejen, men samtidig står vi i fare for at bidrage til polariseringen og konflikten – i nogle tilfælde ligefrem krigen.

Når verden altså synes så splittet, så polariseret, er det mest konstruktive måske ikke så meget at tage stilling, men at forsøge at bygge bro. Vi har brug for – hvis ikke verden skal eksplodere i vold langs alle de eksisterende frontlinjer og brudflader – at tale sammen, mødes, udveksle synspunkter uden at dæmonisere modparten, vi har brug for at være i stue sammen, uden at rummet sprænges af indbyrdes vrede og had.

Vi har brug for – som den danske forening, Brobyggerne, forsøger det – at tale også med dem, vi er uenige med, idet vi må vide, at på begge sider af en given konflikt er der mennesker, der tager stilling og sætter sig ind i sagerne, sympatiske, velbegavede, godviljede, oplyste mennesker, der ønsker det godt for dem selv og for andre, mennesker, der vil leve i fred under gode vilkår, men også mennesker, der ser disse ønsker bremset og forhindret, af det de oplever som obstruktion og ond vilje. Dette gælder alle sider på alle fronter. Det er ikke sikkert, at det altid er de andre, der er problemet, vi må se indad, og se på vores egne motiver og ønsker.

Hvorom alting er: Vi har – tror jeg – givet verden som den er i dag, brug for en egentlig Verdenskongres for fred og forsoning. En kongres, hvor alle fronter er repræsenteret, hvor ingen udelukkes, en kongres, hvor alle kan komme til orde, og være med til at bestemme den fælles kurs, verden skal tage nu og i fremtiden. For vi er nødt til at skabe en fælles kurs, en fælles vej, hvis ikke verden skal splittes og splintres i to.

Vi er nødt til at tale med hinanden, og ikke lade våbnene, de fysiske og de verbale, tale. Den tale har vi nok af, og den har vi haft så længe, der er skrevet historie. Vi er nødt til at søge at løse konflikterne langs de parallelle anklager, og forsøge – for første gang i verdenshistorien – at modbevise den matematiske sætning, at parallelle linjer aldrig kan mødes.

Trækkes linjerne fra hinanden, mødes de aldrig, lægges de sammen, mødes de altid. Hvad er den fælles linje? Viljen til fred.

De er nødt til at mødes og løbe sammen. Hvis vi skal have en fremtid. Og det skal vi og har vi. Hvis vi vil.