Hegels dialektiske trekant i relation til eksisterende fronter i verden

Hvis vi betragter en given front mellem to stridende parter, kan det tænkes, at det mest konstruktive vil være – ikke at søge at undertvinge modparten – men søge en syntese af de to stridende synspunkter eller parter inspireret af Hegels dialektiske trekant; tese-antitese-syntese.

To parter i en konflikt kan ses som tese og antitese, og syntesen som en mulig videre (fredelig) vej, hvor man tager det bedste fra hver part; vi kan sige det på den måde, at hvor der er to stridende parter, er der to mulige veje: En undertvingelse af modparten – hvilket ikke løser konflikten, men fryser den ned til senere mulig eksplosion – eller en syntese og fælles vej ud fra det bedste fra begge parter. Vi kan også udtrykke tanken som det modsatte af det machiavelliske princip, del-og-hersk, nemlig: Foren til fred.

Jeg vil prøve at anskueliggøre tanken ved et par eksempler:

I diskussionen eller kampen mellem kapitalisme og kommunisme (socialisme) hiver begge parter i hver sin ende af pengetovet, og hovedspørgsmålet er hvem, der skal have mest. Måske ville der være en løsning et sted midt i mellem eller på en helt anden, endnu ukendt, forståelsesskive, eller måske i en syntese af de to måder at organisere vores samfund på? Måske ville der ligge farbar vej gennem en grundlæggende analyse af, hvad penge egentlig er, og om de er nødvendige for at dække menneskers grundlæggende behov? Kan vi tænke en samfundsmodel, som hverken er kapitalisme eller kommunisme – men måske en syntese af de to – en model hvor vi ikke gør skade på vores indre, menneskelige natur og den ydre natur, Jorden, hvilket de to systemer begge gør, når de står alene?

Eller i den gamle diskussion mellem tro og viden kunne farbar vej også ligge i en syntese af de to (se det foregående indlæg)?

Eller vi kunne tænke på fronten mellem Vesten og “Islam”, mellem tilhængere og modstandere af vaccinering mod Covid-19, mellem tilhængere og modstandere af teorien om menneskeskabt global opvarmning; ved alle de fronter mellem to parter, der findes, og hvor hver part hiver i hver sin ende af det omstridte (fx penge eller sandhed), kunne en tredje – og fredelig – vej ligge i syntesen; eller måske ved at tænke grundlæggende nyt, kaste bolden i luften og se den fra en ny side.

Jeg ved, at der sidder rigtig mange intelligente mennesker derude forskellige steder i verden, og dette indlæg er ikke ment som et facit, men som en invitation til at tage del i de nye måder vi kan tænke på i forskellige sammenhænge og i forskellige spørgsmål og ved forskellige konflikter; en invitation til at tiltræde den første forudsætning for at kunne skabe større fred og mere forståelse mellem mennesker; nemlig – som jeg skrev forleden dag om de parallelle fronter – viljen til fred. Hvor der er vilje, er der vej!

Parallelle anklager mellem fronter, og det at bygge bro

På årsdagen for angrebet på den amerikanske Kongres er det på sin plads med en eftertanke. Det lader til at ikke kun i USA, men mange steder i verden, beherskes vi af parallelle anklager:

I USA anklager tilhængere af tidligere præsident, Donald Trump, den nye præsident, Joe Biden, for at have snydt den amerikanske befolkning med valgsvindel, og dermed at have angrebet selve det amerikanske samfund og demokrati. Parallelt anklager Joe Biden Donald Trump og hans støtter for det samme.

I Israel/Palæstina anklager de to befolkningsgrupper, israelere og palæstinensere, hinanden parallelt, og begge siger: Det er vores land, og vi har ret til at kæmpe og dø for det, også militært eller ved terror.

Mellem Vesten og “Islam” lyder de parallelle anklager: Vi er under angreb, vi har ret til – med alle midler – at forsvare os. Resultatet er krig og terror.

I spørgsmålet om flygtninge lyder de parallelle anklager: Flygtninge bør/bør ikke have asyl i vores land, og I der er for/imod asyl til (flere) flygtninge, ødelægger vores samfund og vores værdier.

Mellem klimaforskere og klimaskeptikere lyder de parallelle anklager: I har ikke videnskabelig evidens for jeres teorier, der er udtryk for svindel og skjulte dagsordener.

Mellem tilhængere og modstandere af vacciner mod Covid-19 lyder de parallelle anklager: I lyver om følgen af vacciner, vi bør/bør ikke lade os vaccinere, konsekvenserne er alt for alvorlige.

Har jeg her glemt nogle fronter? Nå, der er sikkert flere.

Som det ser ud, er verden altså på en lang række punkter og fronter skilt nogen lunde midt over. Vi er splittede. Forsøger man på et oplyst grundlag at tage stilling, er det vel et stykke af vejen, men samtidig står vi i fare for at bidrage til polariseringen og konflikten – i nogle tilfælde ligefrem krigen.

Når verden altså synes så splittet, så polariseret, er det mest konstruktive måske ikke så meget at tage stilling, men at forsøge at bygge bro. Vi har brug for – hvis ikke verden skal eksplodere i vold langs alle de eksisterende frontlinjer og brudflader – at tale sammen, mødes, udveksle synspunkter uden at dæmonisere modparten, vi har brug for at være i stue sammen, uden at rummet sprænges af indbyrdes vrede og had.

Vi har brug for – som den danske forening, Brobyggerne, forsøger det – at tale også med dem, vi er uenige med, idet vi må vide, at på begge sider af en given konflikt er der mennesker, der tager stilling og sætter sig ind i sagerne, sympatiske, velbegavede, godviljede, oplyste mennesker, der ønsker det godt for dem selv og for andre, mennesker, der vil leve i fred under gode vilkår, men også mennesker, der ser disse ønsker bremset og forhindret, af det de oplever som obstruktion og ond vilje. Dette gælder alle sider på alle fronter. Det er ikke sikkert, at det altid er de andre, der er problemet, vi må se indad, og se på vores egne motiver og ønsker.

Hvorom alting er: Vi har – tror jeg – givet verden som den er i dag, brug for en egentlig Verdenskongres for fred og forsoning. En kongres, hvor alle fronter er repræsenteret, hvor ingen udelukkes, en kongres, hvor alle kan komme til orde, og være med til at bestemme den fælles kurs, verden skal tage nu og i fremtiden. For vi er nødt til at skabe en fælles kurs, en fælles vej, hvis ikke verden skal splittes og splintres i to.

Vi er nødt til at tale med hinanden, og ikke lade våbnene, de fysiske og de verbale, tale. Den tale har vi nok af, og den har vi haft så længe, der er skrevet historie. Vi er nødt til at søge at løse konflikterne langs de parallelle anklager, og forsøge – for første gang i verdenshistorien – at modbevise den matematiske sætning, at parallelle linjer aldrig kan mødes.

Trækkes linjerne fra hinanden, mødes de aldrig, lægges de sammen, mødes de altid. Hvad er den fælles linje? Viljen til fred.

De er nødt til at mødes og løbe sammen. Hvis vi skal have en fremtid. Og det skal vi og har vi. Hvis vi vil.

Krig og gengældelsesloven

Hvis mennesker i almindelighed kendte krigens konsekvenser – udover de indlysende vi ser i verden – konsekvenserne for dem, der ophidser til krig og konflikt, dem, der i ord og gerning støtter og opfordrer til krig, de, der giver ordrerne til krig og de, der udvikler og producerer de våben, hvormed krigen føres – så ville al krig stoppe med det samme, og ingen ville turde indlade sig på krigens afskyelige virkelighed og færd.

Jeg taler her til jer, der således støtter og opfordrer til krig, til jer, der giver ordrer til krig, og til jer, der producerer de – stadig frygteligere – våben, der bruges i krig; hør mig, for jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn:

De lidelser der er en direkte og indirekte konsekvens af jeres færd, vil – før eller siden – ramme jer selv. I vil – engang – høste de frugter I sår med krigens uvæsen, og I vil få de samme lidelser, I bringer over andre – med renter og renters rente.

Dette skyldes gengældelsesloven – som du sår, skal du høste. Det er ikke Gud, der på den måde straffer jer, men det mørke, I bringer til verden med krigen, vil før eller senere vende sig mod jer selv. Denne lov virker med matematisk nøjagtighed, også selv om I ikke kender eller anerkender loven, og uanset om I tror på og bøjer jer for Gud eller ej – den virker ikke for at straffe jer, og ingen har ret til at forgribe sig på jer – men den virker for at I, blinde, kan se, hvad I gør, se og føle det på egen krop og ånd. Loven er skabt for at gøre de blinde seende.

Det nytter ikke, at I forsøger at besmykke jeres gerning, det nytter ikke, at I siger, at I gør det for fredens skyld. Krig er krig, og den burde aldrig forekomme mellem os, der – i en åndelig betydning – alle er udgået af den samme Faders skød, os, der derfor alle – åndeligt set – er brødre og søstre.

Nogle af jer søger i historien argumenter for krig og konflikt. Nogle af jer raser over tab af land og identitet, og I ophidser andre til – ved selvtægt – at tage det mistede tilbage med vold. Men I burde ikke studere historien for at søge argumenter for krig, men for fred. Alle kan føre historien tilbage til en fortidig uret – og i sidste ende kan al krig og konflikt føres tilbage til det, der i den kristne religion kaldes syndefaldet – en symbolsk og mytisk skildring af faktiske forhold og begivenheder, man kan læse om i detaljer i Vandrer mod Lyset.

Hvis I fører historien tilbage til det, der engang skete, og som I forlængst har fået underretning om gennem Vandrer mod Lyset; hvis I følger jeres Faders Vilje og Ånd og tilgiver den og dem, der i sidste ende er skyld i den meste vold, krig og konflikt, tilgiver som Han har tilgivet, så vil I handle ret, og I vil da være med til at fjerne noget af mørket, det onde, fra verden. I bør derfor ikke søge argumenter for krig og vold i historien, men bruge historien som et argument for fred – gennem tilgivelse, og ud fra den tanke, at også dem, der engang faldt, og faldt så dybt, er vores brødre og søstre. Tilgiv og vær barmhjertig – for de faldnes lidelser er og bliver meget store, og de er de mest ynkværdige.

I bør ikke slutte jer til de faldnes skare, og gøre ondt gennem krig, som de har gjort ondt. I bør – for jeres ofres skyld, men først og fremmest for jeres egen – afstå fra yderligere vold og krig, for at holde jer på den rette vej, fredens vej, og for ikke – senere – at skulle høste voldens og krigens bitre og lidelsesfulde frugter. Husk – den vold I bringer til verden og bringer over andre, vil senere ramme jer selv med matematisk nøjagtighed og med renters rente; den vil ramme jer, hvis ikke I gør som jeg her har sagt, og som jeg har sagt i Gud Herrens Navn.

Men husk også, at det ikke er Gud, der straffer jer, men jer selv. Sådan er Loven.

Gud! Bring lys og syn til de blinde, lad os finde fredens vej i denne mørkets verden, lad os finde Dig og den kærlighed og fred, Du har skabt os til! Lad freden sænke sig over vores hjerter og vores verden, og lad os aldrig mere gå mørkets, krigens, voldens og ufredens vildsomme veje. Skærm og bevar os alle! Amen.

En advarsel mod krig

Som politisk leder er det let at blive indfanget i jordiske magtspil, og måske tænke, at krig kan være en god ting. Det kan for andre vise handlekraft og give stemmer (i demokratiske lande). Under Anders Fogh Rasmussens regeringstid formuleredes og praktiseredes den såkaldte “aktivistiske udenrigspolitik” og man deltog fra dansk side både i krigen i Afghanistan, Irak og senere i Libyen.

Da det er almindeligt at tænke, at krig kan være en god ting (i nødstilfælde), noget der dog overhovedet ikke er tilfældet, skal jeg her bringe en alvorlig advarsel mod enhver krigsførelse, og min advarsel, som jeg bringer i Gud Herren den Almægtiges Navn, gælder alle politiske ledere i alle lande og andre, der direkte eller indirekte er involverede i krig og i krigsførelse, fx også de menige soldater og mennesker, der forsker i, producerer og sælger våben:

Ethvert mord, ethvert liv, der tages i fredstid som i krigstid vil have den konsekvens for den eller de ansvarlige, at Guds gengældelseslov kræver, at lige så mange liv, man har forbrudt, lige så mange liv skal senere frelses fra en brat død. Om mord og drab (gælder også i krig) siger Kristus således i sin tale i Vandrer mod Lyset:

“Myrder og ihjelslår ikke hverandre! Thi gør i dette, da standse I for lange tider jeres fremgang mod Lyset og Hjemmet; ja, ofte må I da gennem flere hundrede jordeliv blive stående på det samme sted; thi I kan ikke vandre videre, førend I har frelst lige så mange mennesker fra en brat død, som I har ihjelslået eller sendt i døden”.

Andre steder rundt i De tre gyldne Frugter (en samlebetegnelse for “Hilsen til Danmark”, “Vandrer mod Lyset” (med supplementer) og “Forsoningslæren og genvejen”) siges lignende ting. Enhver politisk leder og andre bør derfor forstå – for deres egen skyld – hvor alvorlige konsekvenser det har at tage liv, hvad enten det sker i krig eller under andre omstændigheder.

Udover den direkte følge af drab og krigsofre – den nævnte soning hvor liv skal erstattes med liv – følger nødvendigvis en masse had rettet mod de for drab og krigsofre ansvarlige; alt dette had kan medføre, at store mørkeophobninger samles om de ansvarlige, så de fristes til at øve flere lignende ugerninger, der så igen har nye alvorlige konsekvenser, osv. De der er ansvarlige for krig eller som deltager aktivt i krig og de, der taler for krigens “nødvendighed” i visse tilfælde skrues derfor let ned i en underverden af mørke, død, ødelæggelse og had, som det vil tage mange tusinde år (eller mere) at komme ud af igen, før de kan vandre videre mod Lyset og Gud.

Som en tredje ting må man som krigsførende nation være klar over, at man er medansvarlig for og medskyldig i de mægtige flygtningestrømme, som man af al magt søger at undvige konsekvenserne af; de mange millioner af mennesker, der så tragisk tvinges på flugt fra deres hjemlande, og som nu næppe finder asyl og beskyttelse noget sted. Disse ulykkeliges skæbne vil senere – ifølge gengældelsesloven – blive de for krig ansvarliges lod og del.

De for krig ansvarlige kan let til dette sige, at jeg er en tosse med store ord; “Gud, hvad har vi med Gud at gøre, Han findes sikkert ikke. Vi gør som vi plejer, vi afviser alt dette som tankespind og vanvid.”

Nu – jeg siger ikke disse ting for min egen skyld, heller ikke for Guds; men for at I for jeres egen skyld ikke skal falde i krigens afskyelige fælde. Jeg ønsker ikke, at I skal erfare mine ords sandhed på den hårde måde, ved selv at høste frugterne af krigens afskyelighed. Jeg ønsker for jer, at jeres øjne vil åbnes, og at I for jeres egen skyld vil lytte til og følge denne advarsel i den ånd, den er givet.

Hvis I er troende, så spørg jeres Gud – hvilket Navn I end giver Ham – om ikke dette er sandheden; hvis ikke I er troende, så rådfør jer med jeres samvittighed, og følg det I inderst inde ved er sandhed og ret. Da vil I ikke fare vild!

Kærligheden overvinder alt

Jeg vil her prøve at opsummere nogle tanker jeg har gjort mig, og til dels tidligere udtrykt skriftligt her på siden og på Facebook:

Hvis vores tids største udfordringer ligger i klimaforandringer, civilisationernes sammenstød, krig, fattigdom og ensomhed, så mener jeg, at der i løsningen af disse lurende eller aktuelle katastrofer er en fællesnævner eller en fælles vej, så truslerne kan ses som en mulighed og ikke kun som katastrofer, vi intet kan gøre ved:

Vejen ligger i kærligheden; hvis viljen er til det – så vil vejen meget konkret skabes under fødderne på os, mens vi går:

Hvis det er rigtigt, at kloden og dermed menneskeheden trues af at blive ubeboelig for næsten alt liv gennem global opvarmning og menneskeskabte klimaforandringer, så skylder vi – af kærlighed til os selv, til vores børn, til det øvrige liv på Jorden, til Jorden selv – at vi løser dette problem. Der er en masse gode initiativer igang allerede, fx fra politisk side, fra videnskabeligt hold, fra lokale naturgenopretningsprojekter rundt om i verden og fra stigende bevidsthed om problemet blandt almindelige mennesker.

Rundt om dette problem ser vi dog også en polarisering af mennesker, idet ikke alle anerkender problemets eksistens. Men det nytter ikke at grave os ned i grøfter, og føre skyttegravskrig mellem fx miljøforkæmpere og industrien; vi der anerkender problemets eksistens og uomgængeligehed opnår intet ved at lægge modstandere for had eller ved at stille spørgsmål ved deres motiver og integritet. Standpunktet mod de menneskeskabte klimaforandringer kan være begrundet og efterforsket til en vis dybde. Vi må også række ud efter disse mennesker, og i det mindste høre, hvad de siger.

Hvorom alting er: Kernepunktet i løsningen af problemet er – i kærlighed og respekt – at stå sammen som menneskehed, og rumme den eventuelle uenighed i denne kærlighed ved at elske mennesket først, dernæst kritisere holdningen om nødvendigt. Menneske først, holdning eller tro sidst.

Den anden store udfordring vi har i dag, er det Samuel P. Huntington i 1993 kaldte the clash of civilizations, civilisationernes sammenstød. Vi ser det mellem Vesten og den muslimske verden, og løsningen er også her: Kærlighed til og respekt for hinanden, gerne udmøntet i blandede ægteskaber og venskaber ud fra tanken: Menneske og kærlighed først, tro og holdning sidst.

Begge kulturer – den vestlige og den islamiske – står på gamle fundamenter af kærlighed mellem og respekt for mennesker, vi mangler bare at bygge broen. Broen er kærlighed.

Det tredje store problem vi står med er spørgsmålet om krig og fred. Løsning: Kærlighed; ud fra den tanke, at det våben vi retter mod andre, retter vi samtidig mod os selv. Trykker vi på aftrækkeren, er den første vi rammer os selv og vores indre menneskelighed, der går til grunde. Vi skulle behandle medmennesket, som var det os selv.

Vi skulle ikke bekymre os så meget over, hvem eller hvad der startede krigene, men rette opmærksomheden mod at slutte den i fællesskab. Vi kunne sammen stå med æren for at have bragt al krig til ophør, i stedet for hver for sig at stå med skylden for at have startet eller fortsat den.

De “mindre” problemer (som er store nok) med fattigdom, ensomhed, sygdom og andet kan indlysende også løses gennem kærlighed; hvem ønsker at være fattig, udsat, ensom, syg osv? Hvis ikke vi selv ønsker disse onder, så burde vi søge af al kraft at afbøde, lindre eller helt fjerne de lidelser, der er forbundet med dem ved at række ud til medmennesket og ud fra den tanke, at hvis ikke vi gør det, så bliver de selv samme lidelser vores egen lod senere (gengældelsesloven, karmaloven).

Hvis vi anerkender sandheden i og gyldigheden af disse ord og tanker, og hver styrker vores vilje til at elske os selv og hinanden, så vil vi opleve, at kærligheden lægger sten til vej gennem vildnisset mens vi går. Og når det sker, da vil verden lysne og vågne til dæmring og til dag. Menneske og kærlighed først; dét er det ene fornødne.

Note: Tankerne her er hovedsageligt inspireret af værket Vandrer mod Lyset! men henter også inspiration fra Bibelen og Koranen.

Magt

Foranlediget af en diskussion på Facebook vil jeg her prøve at klargøre og præcisere nogle tanker jeg har gjort mig om magt. Tankerne tager afsæt i Emery Reves geniale analyse i værket, Fredens anatomi, som stammer fra tiden omkring 2. verdenskrig og oprettelsen af FN:

Jo flere magtpunkter (stater, nationer), siger Reves, hvorfra der suverænt opstilles normer for lov og ret, jo større vil risikoen for krig være. Vi kan anskueliggøre tanken i et enkelt billede:

Magt breder sig som ringe i vandet, og der hvor de forskellige magtpunkters dønninger og ringe mødes, støder sammen, opstår ofte kold eller varm krig. Krigen kan både være militær, diplomatisk eller økonomisk. Hvis der kun er ét magtpunkt, vil der ikke være sammenstød af ringe i vandet, og vi har freden.

At magt breder sig og synes at have en indbygget tendens til ekspansion skyldes, at menneskers adfærd og interesser udvides i takt med udviklingen af teknologi, viden, handel og horisont, og der hvor der er menneskelig adfærd og interesser, vil vi have et behov for love og regler til at regulere adfæren og interesserne. Med adfærd og interesser mener jeg i denne sammenhæng først og fremmest handel og de deraf flydende interesser. Man kunne også tænke på råstofudvinding, deling af viden og andre ting. Hvor der er adfærd og interesser, men ingen lov og ret, har vi anarkiet eller ultimativt krigen (militær, økonomisk, diplomatisk).

Da den menneskelige adfærd og interesser i dag er globale, har vi brug for en global magt, der kan opstille normer for lov og ret, en Verdensstat, en Verdensstat, der kan regulere den globale adfærd og interesser.

Det er selv sagt ikke uden betydning, om Verdensstaten bliver fri og demokratisk eller tyrannisk. Vi vil – hvis Verdensstaten oprettes engang – have brug for en Verdensstat eller Verdensmagt, med en fri og demokratisk forfatning, baseret på tankerne om en lovgivende, udøvende og dømmende magt, samt på respekten og anerkendelsen af de universelle menneskerettigheder.

Med et blik på verdenshistorien er det let at påvise, at magten har en indbygget og reel tendens til ekspansion. Fra stammer over bystater til nationalstater og til alliancer af nationalstater (fx EU og måske også USA) er magten historisk og faktuelt ekspanderet til at omfatte større og større områder, adfærd og interesser. Der hvor magten er centraliseret, har der – med undtagelser – været fred inden for magtens grænser (landegrænser). Krigen har da skiftet karakter og omfang. Fra at være konflikter mellem fx bystater (fx den peloponnesiske krig) har krigen udvidet sig til at være en krig mellem stater. Krigen synes at udvide sig i takt med den ekspanderende magt – fordi man ikke har taget det sidste, logiske skridt mod en Verdensstat.

Jeg er ikke i tvivl om, at Verdensstaten vil blive realiseret på et tidspunkt – selv om det skulle ligge langt ude i fremtiden. Den menneskelige adfærd og interesser udvides løbende, og derfor er behovet der, det samme behov for regulerende lovgivende, udøvende og dømmende magt, som historisk har drevet udviklingen mod større og større magtenheder.

Hvis ikke vi låner den indbyggede tendens til magtens ekspansion “øjne” og sikrer os, at Verdensstaten bliver fri og demokratisk, som her skitseret, så bliver den tyrannisk og undertrykkende og totalitær.

Det vi ser i dag, fx mellem USA og Kina og Rusland er eksempler på en blind stræben efter større og større magt og dominans. Alle stater vil gerne være de største og stærkeste. Vi kan vælge at lade denne proces og realitet fortsætte blindt, hvilket vil føre til tyranni og undertrykkelse og intern ufred, eller vi kan oprette Verdensstaten bevidst og ved en frivillig tilslutning og samarbejde mellem alle verdens stater og nationer, en Verdensstat med en fri og demokratisk forfatning.

Med moderne teknologi behøver afstanden mellem borger og magt ikke at blive uoverstigelig og dermed give anledning til oprør og ufred. Med forbillede i det subsidiaritetsprincip, at magten bør ligge så nær borgerne som muligt, som man forsøgte at indskrive i Maastricht-traktaten i begyndelsen af 1990´ erne, kunne man yderligere styrke Verdensstatens demokratiske og folkelige forankring. Eller man kunne tage forbillede i det kommunale selvstyre som vi kender det i Danmark. Et billede på den borgernære magt kunne være at se magten som en pyramideform, med få men afgørende beslutninger på magtens top (det globale), og flere og flere, men mindre beslutninger nedad mod “bunden” (det lokale). I ord kunne man kalde princippet for magtens lagdeling, så toppen ikke bestemmer alt, men kun har magt og kompetence på områder af indlysende grænseoverskridende og global karakter; fx spørgsmålet om krig og fred, om udnyttelse af energiressourcer og miljø osv.

Men det er under alle omstændigheder afgørende, at Verdensstaten kun oprettes hvis alle magter ønsker det, og hvis flertallet af almindelige mennesker bifalder det. Ellers vil det kun resultere i tyranni, undertrykkelse og ufred, og drømmen om verdensfred vil da blive en dystopi og et mareridt, som vel ingen ønsker.

Note: Man vil i mit værk “Én Jord, én menneskehed, én Gud” kunne finde beslægtede tanker i den politiske afdeling. Gå ind under menupunktet, “Bestilling af bøger”, hvis dette har din interesse.

Som ringe i vandet

Både godt og ondt kan brede sig som ringe i vandet.

Se på tilfældet med krig. Se fx på Afghanistan, Irak og Syrien. Bag hvert offer i krigen står en familie og venner, en familie og venner efterladt i chok, sorg, vrede og had. De står i en storm af mørke – mørke der melder sig indefra og udefra – alt for let griber de selv – selv om de måske fra begyndelsen er gode og fredselskende mennesker – til våben og søger hævn. Alt for let låner de øren til krigsopvigleres mørke råb, og krigens helvedesblomst gror op over det gode, og kvæler det.

Som ringe i vandet breder det onde sig her, hævn over hævn, had over had. Og det onde får ikke ende.

Men – se så det største menneske, der findes: Han eller hun der – i denne mørkets storm – formår at bevare roen, og som rækker tilgivelsens lys mod sine kæres mordere. Se det gode, freden, brede sig fra ham eller hende som ringe i vandet: Han eller hun behøver ikke at tage våbnene ud af hænderne på bødlerne; de sænker dem selv, når tilgivelsens lys når det mørke hjertes kerne.

Den tilgivende efterladte får større fred, morderen får større fred, mange fremtidige menneskeliv spares for en brat og grusom død, og med de sparede liv spares også mange fædre, mødre, brødre, søstre, sønner, døtre, venner for den største sorg, for når Lyset får fat og vinder indpas i hjertet hos den skyldige, vil han aldrig mere rette våben mod nogen. De knyttede næver sænkes, og han vil aldrig mere vælge voldens vej.

Sådan breder godt og ondt sig – her fred og krig – som ringe i vandet, og sådan skabes de mindste – og de største – mennesker.

Bønnen for de ældste

De ældste er i Vandrer mod Lyset betegnelsen for de personligheder, de ånder, der i tidernes morgen faldt for mørkets magt, og blandt andet er ansvarlige for skabelsen af det fysiske menneskelegeme, og er ansvarlige for, at vi mennesker lever i en mørkets verden, Jorden, med alt hvad det indebærer af lidelser, sorger og elendighed.

De ældste har uendeligt meget på samvittigheden. Som tyranner, som ophavsmænd til de forskellige religioners løgne, forvanskninger og falske lærdomme med alt hvad deraf følger af strid, krig og nød, som opfindere af de forskellige våbentyper der har brutaliseret mennesket, som dette og meget andet har de i lange tider søgt at nedkalde så megen sorg, lidelse og elendighed som muligt over os mennesker.

Stillet overfor sådanne personligheder har vi mennesker et valg: Vil vi søge hævn, hævn for alle de lidelser, de har nedkaldt over os, eller formår vi at tilgive? Hvis vi søger hævn, vil elendigheden fortsætte, hvis vi tilgiver, vil megen sorg og lidelse undgås, både for os og for dem.

De ældste er – mange af dem – endnu stærkt formørkede. Og da dette er tilfældet, vil de endnu kunne skabe megen lidelse i verden og for mennesker. Derfor er det rationelle valg for os mennesker at søge at vække lyset i dem, så megen af den lidelse, der ellers må bliver resultatet, kan undgås.

Hvordan gør vi det? Vandrer mod Lyset lærer, at lyset vækkes i de formørkede sind og hjerter gennem angeren (det gælder også almindelige mennesker, menneskeånder). Gennem sorg og anger over begåede forbrydelser og synd vækkes lyset, og forhindrer på den måde mange af de nye synder og forbrydelser, der ellers måtte bliver resultatet. Og hvis vi kan det – vække de ældstes sorg og anger over alt det, de har forbrudt – vil mange lidelser, megen nød og megen elendighed undgås – for os og vores børn og vores efterkommere.

Og en af de måder vi kan vække de ældstes sorg og anger, vække lyset i de formørkede, er gennem bønnen. Ved en dybfølt bøn for de faldne – idet vi i tanken og hjertet samler dem under et – mødes vores tanke med Guds tanke, mødes vores vilje med Guds vilje, der er ren kærlighed og barmhjertighed, mødes vores hjerte med Guds hjerte, og bringer den nødvendige hjælp til dem – vores brødre og søstre.

Bønnens magt er stor, når den bæres af kærlige tanker, siger Kristus i sin tale til os mennesker i Vandrer mod Lyset. For i bønnen mødes vi med Gud, i den dybfølte bøn bliver vores tanke, vilje og hjerte et med Guds Tanke, Vilje og Hjerte.

Derfor: Hvis vi ønsker at undgå mange lidelser for os selv, vores børn og vores efterkommere, så skal vi ikke søge hævn, men vandre tilgivelsens og bønnens vej. Uforsonlighed og hævn gavner ingen, heller ikke os selv. Men hvis vi vil vandre den vej, jeg her taler om, så vil vi vise at vi – i ånd og i sandhed – er Guds børn, Gud, der er ren kærlighed og barmhjertighed, Gud der altid er parat til også at tilgive os, når vi selv fejler.