Kærligheden overvinder alt

Jeg vil her prøve at opsummere nogle tanker jeg har gjort mig, og til dels tidligere udtrykt skriftligt her på siden og på Facebook:

Hvis vores tids største udfordringer ligger i klimaforandringer, civilisationernes sammenstød, krig, fattigdom og ensomhed, så mener jeg, at der i løsningen af disse lurende eller aktuelle katastrofer er en fællesnævner eller en fælles vej, så truslerne kan ses som en mulighed og ikke kun som katastrofer, vi intet kan gøre ved:

Vejen ligger i kærligheden; hvis viljen er til det – så vil vejen meget konkret skabes under fødderne på os, mens vi går:

Hvis det er rigtigt, at kloden og dermed menneskeheden trues af at blive ubeboelig for næsten alt liv gennem global opvarmning og menneskeskabte klimaforandringer, så skylder vi – af kærlighed til os selv, til vores børn, til det øvrige liv på Jorden, til Jorden selv – at vi løser dette problem. Der er en masse gode initiativer igang allerede, fx fra politisk side, fra videnskabeligt hold, fra lokale naturgenopretningsprojekter rundt om i verden og fra stigende bevidsthed om problemet blandt almindelige mennesker.

Rundt om dette problem ser vi dog også en polarisering af mennesker, idet ikke alle anerkender problemets eksistens. Men det nytter ikke at grave os ned i grøfter, og føre skyttegravskrig mellem fx miljøforkæmpere og industrien; vi der anerkender problemets eksistens og uomgængeligehed opnår intet ved at lægge modstandere for had eller ved at stille spørgsmål ved deres motiver og integritet. Standpunktet mod de menneskeskabte klimaforandringer kan være begrundet og efterforsket til en vis dybde. Vi må også række ud efter disse mennesker, og i det mindste høre, hvad de siger.

Hvorom alting er: Kernepunktet i løsningen af problemet er – i kærlighed og respekt – at stå sammen som menneskehed, og rumme den eventuelle uenighed i denne kærlighed ved at elske mennesket først, dernæst kritisere holdningen om nødvendigt. Menneske først, holdning eller tro sidst.

Den anden store udfordring vi har i dag, er det Samuel P. Huntington i 1993 kaldte the clash of civilizations, civilisationernes sammenstød. Vi ser det mellem Vesten og den muslimske verden, og løsningen er også her: Kærlighed til og respekt for hinanden, gerne udmøntet i blandede ægteskaber og venskaber ud fra tanken: Menneske og kærlighed først, tro og holdning sidst.

Begge kulturer – den vestlige og den islamiske – står på gamle fundamenter af kærlighed mellem og respekt for mennesker, vi mangler bare at bygge broen. Broen er kærlighed.

Det tredje store problem vi står med er spørgsmålet om krig og fred. Løsning: Kærlighed; ud fra den tanke, at det våben vi retter mod andre, retter vi samtidig mod os selv. Trykker vi på aftrækkeren, er den første vi rammer os selv og vores indre menneskelighed, der går til grunde. Vi skulle behandle medmennesket, som var det os selv.

Vi skulle ikke bekymre os så meget over, hvem eller hvad der startede krigene, men rette opmærksomheden mod at slutte den i fællesskab. Vi kunne sammen stå med æren for at have bragt al krig til ophør, i stedet for hver for sig at stå med skylden for at have startet eller fortsat den.

De “mindre” problemer (som er store nok) med fattigdom, ensomhed, sygdom og andet kan indlysende også løses gennem kærlighed; hvem ønsker at være fattig, udsat, ensom, syg osv? Hvis ikke vi selv ønsker disse onder, så burde vi søge af al kraft at afbøde, lindre eller helt fjerne de lidelser, der er forbundet med dem ved at række ud til medmennesket og ud fra den tanke, at hvis ikke vi gør det, så bliver de selv samme lidelser vores egen lod senere (gengældelsesloven, karmaloven).

Hvis vi anerkender sandheden i og gyldigheden af disse ord og tanker, og hver styrker vores vilje til at elske os selv og hinanden, så vil vi opleve, at kærligheden lægger sten til vej gennem vildnisset mens vi går. Og når det sker, da vil verden lysne og vågne til dæmring og til dag. Menneske og kærlighed først; dét er det ene fornødne.

Note: Tankerne her er hovedsageligt inspireret af værket Vandrer mod Lyset! men henter også inspiration fra Bibelen og Koranen.

Magt

Foranlediget af en diskussion på Facebook vil jeg her prøve at klargøre og præcisere nogle tanker jeg har gjort mig om magt. Tankerne tager afsæt i Emery Reves geniale analyse i værket, Fredens anatomi, som stammer fra tiden omkring 2. verdenskrig og oprettelsen af FN:

Jo flere magtpunkter (stater, nationer), siger Reves, hvorfra der suverænt opstilles normer for lov og ret, jo større vil risikoen for krig være. Vi kan anskueliggøre tanken i et enkelt billede:

Magt breder sig som ringe i vandet, og der hvor de forskellige magtpunkters dønninger og ringe mødes, støder sammen, opstår ofte kold eller varm krig. Krigen kan både være militær, diplomatisk eller økonomisk. Hvis der kun er ét magtpunkt, vil der ikke være sammenstød af ringe i vandet, og vi har freden.

At magt breder sig og synes at have en indbygget tendens til ekspansion skyldes, at menneskers adfærd og interesser udvides i takt med udviklingen af teknologi, viden, handel og horisont, og der hvor der er menneskelig adfærd og interesser, vil vi have et behov for love og regler til at regulere adfæren og interesserne. Med adfærd og interesser mener jeg i denne sammenhæng først og fremmest handel og de deraf flydende interesser. Man kunne også tænke på råstofudvinding, deling af viden og andre ting. Hvor der er adfærd og interesser, men ingen lov og ret, har vi anarkiet eller ultimativt krigen (militær, økonomisk, diplomatisk).

Da den menneskelige adfærd og interesser i dag er globale, har vi brug for en global magt, der kan opstille normer for lov og ret, en Verdensstat, en Verdensstat, der kan regulere den globale adfærd og interesser.

Det er selv sagt ikke uden betydning, om Verdensstaten bliver fri og demokratisk eller tyrannisk. Vi vil – hvis Verdensstaten oprettes engang – have brug for en Verdensstat eller Verdensmagt, med en fri og demokratisk forfatning, baseret på tankerne om en lovgivende, udøvende og dømmende magt, samt på respekten og anerkendelsen af de universelle menneskerettigheder.

Med et blik på verdenshistorien er det let at påvise, at magten har en indbygget og reel tendens til ekspansion. Fra stammer over bystater til nationalstater og til alliancer af nationalstater (fx EU og måske også USA) er magten historisk og faktuelt ekspanderet til at omfatte større og større områder, adfærd og interesser. Der hvor magten er centraliseret, har der – med undtagelser – været fred inden for magtens grænser (landegrænser). Krigen har da skiftet karakter og omfang. Fra at være konflikter mellem fx bystater (fx den peloponnesiske krig) har krigen udvidet sig til at være en krig mellem stater. Krigen synes at udvide sig i takt med den ekspanderende magt – fordi man ikke har taget det sidste, logiske skridt mod en Verdensstat.

Jeg er ikke i tvivl om, at Verdensstaten vil blive realiseret på et tidspunkt – selv om det skulle ligge langt ude i fremtiden. Den menneskelige adfærd og interesser udvides løbende, og derfor er behovet der, det samme behov for regulerende lovgivende, udøvende og dømmende magt, som historisk har drevet udviklingen mod større og større magtenheder.

Hvis ikke vi låner den indbyggede tendens til magtens ekspansion “øjne” og sikrer os, at Verdensstaten bliver fri og demokratisk, som her skitseret, så bliver den tyrannisk og undertrykkende og totalitær.

Det vi ser i dag, fx mellem USA og Kina og Rusland er eksempler på en blind stræben efter større og større magt og dominans. Alle stater vil gerne være de største og stærkeste. Vi kan vælge at lade denne proces og realitet fortsætte blindt, hvilket vil føre til tyranni og undertrykkelse og intern ufred, eller vi kan oprette Verdensstaten bevidst og ved en frivillig tilslutning og samarbejde mellem alle verdens stater og nationer, en Verdensstat med en fri og demokratisk forfatning.

Med moderne teknologi behøver afstanden mellem borger og magt ikke at blive uoverstigelig og dermed give anledning til oprør og ufred. Med forbillede i det subsidiaritetsprincip, at magten bør ligge så nær borgerne som muligt, som man forsøgte at indskrive i Maastricht-traktaten i begyndelsen af 1990´ erne, kunne man yderligere styrke Verdensstatens demokratiske og folkelige forankring. Eller man kunne tage forbillede i det kommunale selvstyre som vi kender det i Danmark. Et billede på den borgernære magt kunne være at se magten som en pyramideform, med få men afgørende beslutninger på magtens top (det globale), og flere og flere, men mindre beslutninger nedad mod “bunden” (det lokale). I ord kunne man kalde princippet for magtens lagdeling, så toppen ikke bestemmer alt, men kun har magt og kompetence på områder af indlysende grænseoverskridende og global karakter; fx spørgsmålet om krig og fred, om udnyttelse af energiressourcer og miljø osv.

Men det er under alle omstændigheder afgørende, at Verdensstaten kun oprettes hvis alle magter ønsker det, og hvis flertallet af almindelige mennesker bifalder det. Ellers vil det kun resultere i tyranni, undertrykkelse og ufred, og drømmen om verdensfred vil da blive en dystopi og et mareridt, som vel ingen ønsker.

Note: Man vil i mit værk “Én Jord, én menneskehed, én Gud” kunne finde beslægtede tanker i den politiske afdeling. Gå ind under menupunktet, “Bestilling af bøger”, hvis dette har din interesse.

Som ringe i vandet

Både godt og ondt kan brede sig som ringe i vandet.

Se på tilfældet med krig. Se fx på Afghanistan, Irak og Syrien. Bag hvert offer i krigen står en familie og venner, en familie og venner efterladt i chok, sorg, vrede og had. De står i en storm af mørke – mørke der melder sig indefra og udefra – alt for let griber de selv – selv om de måske fra begyndelsen er gode og fredselskende mennesker – til våben og søger hævn. Alt for let låner de øren til krigsopvigleres mørke råb, og krigens helvedesblomst gror op over det gode, og kvæler det.

Som ringe i vandet breder det onde sig her, hævn over hævn, had over had. Og det onde får ikke ende.

Men – se så det største menneske, der findes: Han eller hun der – i denne mørkets storm – formår at bevare roen, og som rækker tilgivelsens lys mod sine kæres mordere. Se det gode, freden, brede sig fra ham eller hende som ringe i vandet: Han eller hun behøver ikke at tage våbnene ud af hænderne på bødlerne; de sænker dem selv, når tilgivelsens lys når det mørke hjertes kerne.

Den tilgivende efterladte får større fred, morderen får større fred, mange fremtidige menneskeliv spares for en brat og grusom død, og med de sparede liv spares også mange fædre, mødre, brødre, søstre, sønner, døtre, venner for den største sorg, for når Lyset får fat og vinder indpas i hjertet hos den skyldige, vil han aldrig mere rette våben mod nogen. De knyttede næver sænkes, og han vil aldrig mere vælge voldens vej.

Sådan breder godt og ondt sig – her fred og krig – som ringe i vandet, og sådan skabes de mindste – og de største – mennesker.

Bønnen for de ældste

De ældste er i Vandrer mod Lyset betegnelsen for de personligheder, de ånder, der i tidernes morgen faldt for mørkets magt, og blandt andet er ansvarlige for skabelsen af det fysiske menneskelegeme, og er ansvarlige for, at vi mennesker lever i en mørkets verden, Jorden, med alt hvad det indebærer af lidelser, sorger og elendighed.

De ældste har uendeligt meget på samvittigheden. Som tyranner, som ophavsmænd til de forskellige religioners løgne, forvanskninger og falske lærdomme med alt hvad deraf følger af strid, krig og nød, som opfindere af de forskellige våbentyper der har brutaliseret mennesket, som dette og meget andet har de i lange tider søgt at nedkalde så megen sorg, lidelse og elendighed som muligt over os mennesker.

Stillet overfor sådanne personligheder har vi mennesker et valg: Vil vi søge hævn, hævn for alle de lidelser, de har nedkaldt over os, eller formår vi at tilgive? Hvis vi søger hævn, vil elendigheden fortsætte, hvis vi tilgiver, vil megen sorg og lidelse undgås, både for os og for dem.

De ældste er – mange af dem – endnu stærkt formørkede. Og da dette er tilfældet, vil de endnu kunne skabe megen lidelse i verden og for mennesker. Derfor er det rationelle valg for os mennesker at søge at vække lyset i dem, så megen af den lidelse, der ellers må bliver resultatet, kan undgås.

Hvordan gør vi det? Vandrer mod Lyset lærer, at lyset vækkes i de formørkede sind og hjerter gennem angeren (det gælder også almindelige mennesker, menneskeånder). Gennem sorg og anger over begåede forbrydelser og synd vækkes lyset, og forhindrer på den måde mange af de nye synder og forbrydelser, der ellers måtte bliver resultatet. Og hvis vi kan det – vække de ældstes sorg og anger over alt det, de har forbrudt – vil mange lidelser, megen nød og megen elendighed undgås – for os og vores børn og vores efterkommere.

Og en af de måder vi kan vække de ældstes sorg og anger, vække lyset i de formørkede, er gennem bønnen. Ved en dybfølt bøn for de faldne – idet vi i tanken og hjertet samler dem under et – mødes vores tanke med Guds tanke, mødes vores vilje med Guds vilje, der er ren kærlighed og barmhjertighed, mødes vores hjerte med Guds hjerte, og bringer den nødvendige hjælp til dem – vores brødre og søstre.

Bønnens magt er stor, når den bæres af kærlige tanker, siger Kristus i sin tale til os mennesker i Vandrer mod Lyset. For i bønnen mødes vi med Gud, i den dybfølte bøn bliver vores tanke, vilje og hjerte et med Guds Tanke, Vilje og Hjerte.

Derfor: Hvis vi ønsker at undgå mange lidelser for os selv, vores børn og vores efterkommere, så skal vi ikke søge hævn, men vandre tilgivelsens og bønnens vej. Uforsonlighed og hævn gavner ingen, heller ikke os selv. Men hvis vi vil vandre den vej, jeg her taler om, så vil vi vise at vi – i ånd og i sandhed – er Guds børn, Gud, der er ren kærlighed og barmhjertighed, Gud der altid er parat til også at tilgive os, når vi selv fejler.