Luftspejlinger

Efter årelange studier af religion, filosofi og videnskab tænker jeg, at det vi mennesker selv har præsteret på disse felter, de virkelige og varige resultater stort set beløber sig til nul. Mennesker der ikke kender til religion, filosofi og videnskabelige resultater og teorier kan måske tænke, at der er nogle, der har styr på det. De værker og teorier vores kultur – både den vestlige og andre kulturkredse – bygger på, kan for den uvidende forekomme som bjerge eller klipper, der står fast.

Ved nærmere eftersyn ser man dog, at der ikke er tale om bjerge, men om luftspejlinger der hæves og bliver til intet, når vi kommer dem nær. Den nu så populære og ansete videnskab er i virkeligheden en dekadent, åndelig disciplin, en døgnvidenskab med yderst volatile resultater, der nærmest skifter fra dag til dag. Fejlen er formentlig systemisk.

I økonomien tænker vi også: Der er nogle der har styr på det. Men det vi har, er nogle yderst omstridte teorier, beregningsmodeller og statistik, der mere er tilrettet efter interesser, og som tolkes som vinden blæser, det er ikke objektiv og sikker teori. Økonomi er ikke en eksakt videnskab.

I arbejdslivet – idet jeg her bevæger mig ind på det eksistentielle felt – tænker vi: Der er nogle, der har styr på det. Vi kigger på naboen, han arbejder, så gør vi også. Men ingen ved hvorfor egentlig. Hvorfor skal vi være omstillingsparate, hvorfor skal vi bidrage til virksomhedernes stigende profit og samfundenes øgede velstand, hvorfor skal vi selv arbejde livet af os, gå ned med stress, blive syge af at gå på arbejde, negligere og vanrøgte familien og børnene, hvorfor skal vi betale prisen for noget, der savner grundlag?

Altså: Det vi har, det vi selv har præsteret, er cirka lig nul.

Er der alternativer? Ja. Vi har en sikker åbenbaring, en åbenbaring der både på de religiøse, filosofiske, etiske og videnskabelige områder kan skabe os et sikkert grundlag, hvorpå vi – med åbenbaringen som grundlag og udgangspunkt – kan skabe fast grund under fødderne. Jeg taler naturligvis om værket Vandrer mod Lyset. Med dette værk kan vi fx få sand og sikker viden om Gud, om menneskets og cellens oprindelse, universets opbygning, hvordan vi kan leve sammen i fred og fordragelighed anvist gennem en højbåren etik, vi kan med denne åbenbaring erkende, hvor alting, verden og Gud, kommer fra, vi får sikker viden om, hvor vi går hen, som menneskehed og i kosmisk forstand. Dette og meget meget mere.

Vi står i en situation, hvor verden synes truet på flere felter; ved civilisationernes sammenstød, ved klimakrise, ved krig, nød og elendighed, ved de mange millioner mennesker, der tvinges på flugt fra deres hjemlande, og som modtages med iskulde andre steder, eller modtages ikke, ved cykliske økonomiske og politiske katastrofer, og de løsninger vi selv kan præstere, duer ikke. Vi må ty til åbenbaringen for virkelig hjælp og støtte og retvisning. Vi kan vælge om vi fortsat vil bygge vores verden på luftspejlinger, på sand, eller om vi vil modtage åbenbaringens klippe, og bygge verden på den, på sandhed og ret.

Om vi gør det ene eller det andet, afgør om verden skal stå eller om den skal bryde sammen. Sammenbruddet er i gang, men vi har tid endnu. Vi skal afgøre som menneskehed, om vi vil vandre åbenbaringens genvej, eller fortsætte ad vores egen omvej, den korte eller den lange vej. Vi bør handle med klogskab, så ikke menneskeheden skal falde. Og vi er nødt til at gøre det sammen. Together we stand, divided we fall.

Som ringe i vandet

Både godt og ondt kan brede sig som ringe i vandet.

Se på tilfældet med krig. Se fx på Afghanistan, Irak og Syrien. Bag hvert offer i krigen står en familie og venner, en familie og venner efterladt i chok, sorg, vrede og had. De står i en storm af mørke – mørke der melder sig indefra og udefra – alt for let griber de selv – selv om de måske fra begyndelsen er gode og fredselskende mennesker – til våben og søger hævn. Alt for let låner de øren til krigsopvigleres mørke råb, og krigens helvedesblomst gror op over det gode, og kvæler det.

Som ringe i vandet breder det onde sig her, hævn over hævn, had over had. Og det onde får ikke ende.

Men – se så det største menneske, der findes: Han eller hun der – i denne mørkets storm – formår at bevare roen, og som rækker tilgivelsens lys mod sine kæres mordere. Se det gode, freden, brede sig fra ham eller hende som ringe i vandet: Han eller hun behøver ikke at tage våbnene ud af hænderne på bødlerne; de sænker dem selv, når tilgivelsens lys når det mørke hjertes kerne.

Den tilgivende efterladte får større fred, morderen får større fred, mange fremtidige menneskeliv spares for en brat og grusom død, og med de sparede liv spares også mange fædre, mødre, brødre, søstre, sønner, døtre, venner for den største sorg, for når Lyset får fat og vinder indpas i hjertet hos den skyldige, vil han aldrig mere rette våben mod nogen. De knyttede næver sænkes, og han vil aldrig mere vælge voldens vej.

Sådan breder godt og ondt sig – her fred og krig – som ringe i vandet, og sådan skabes de mindste – og de største – mennesker.