Hegels dialektiske trekant i relation til eksisterende fronter i verden

Hvis vi betragter en given front mellem to stridende parter, kan det tænkes, at det mest konstruktive vil være – ikke at søge at undertvinge modparten – men søge en syntese af de to stridende synspunkter eller parter inspireret af Hegels dialektiske trekant; tese-antitese-syntese.

To parter i en konflikt kan ses som tese og antitese, og syntesen som en mulig videre (fredelig) vej, hvor man tager det bedste fra hver part; vi kan sige det på den måde, at hvor der er to stridende parter, er der to mulige veje: En undertvingelse af modparten – hvilket ikke løser konflikten, men fryser den ned til senere mulig eksplosion – eller en syntese og fælles vej ud fra det bedste fra begge parter. Vi kan også udtrykke tanken som det modsatte af det machiavelliske princip, del-og-hersk, nemlig: Foren til fred.

Jeg vil prøve at anskueliggøre tanken ved et par eksempler:

I diskussionen eller kampen mellem kapitalisme og kommunisme (socialisme) hiver begge parter i hver sin ende af pengetovet, og hovedspørgsmålet er hvem, der skal have mest. Måske ville der være en løsning et sted midt i mellem eller på en helt anden, endnu ukendt, forståelsesskive, eller måske i en syntese af de to måder at organisere vores samfund på? Måske ville der ligge farbar vej gennem en grundlæggende analyse af, hvad penge egentlig er, og om de er nødvendige for at dække menneskers grundlæggende behov? Kan vi tænke en samfundsmodel, som hverken er kapitalisme eller kommunisme – men måske en syntese af de to – en model hvor vi ikke gør skade på vores indre, menneskelige natur og den ydre natur, Jorden, hvilket de to systemer begge gør, når de står alene?

Eller i den gamle diskussion mellem tro og viden kunne farbar vej også ligge i en syntese af de to (se det foregående indlæg)?

Eller vi kunne tænke på fronten mellem Vesten og “Islam”, mellem tilhængere og modstandere af vaccinering mod Covid-19, mellem tilhængere og modstandere af teorien om menneskeskabt global opvarmning; ved alle de fronter mellem to parter, der findes, og hvor hver part hiver i hver sin ende af det omstridte (fx penge eller sandhed), kunne en tredje – og fredelig – vej ligge i syntesen; eller måske ved at tænke grundlæggende nyt, kaste bolden i luften og se den fra en ny side.

Jeg ved, at der sidder rigtig mange intelligente mennesker derude forskellige steder i verden, og dette indlæg er ikke ment som et facit, men som en invitation til at tage del i de nye måder vi kan tænke på i forskellige sammenhænge og i forskellige spørgsmål og ved forskellige konflikter; en invitation til at tiltræde den første forudsætning for at kunne skabe større fred og mere forståelse mellem mennesker; nemlig – som jeg skrev forleden dag om de parallelle fronter – viljen til fred. Hvor der er vilje, er der vej!

Parallelle anklager mellem fronter, og det at bygge bro

På årsdagen for angrebet på den amerikanske Kongres er det på sin plads med en eftertanke. Det lader til at ikke kun i USA, men mange steder i verden, beherskes vi af parallelle anklager:

I USA anklager tilhængere af tidligere præsident, Donald Trump, den nye præsident, Joe Biden, for at have snydt den amerikanske befolkning med valgsvindel, og dermed at have angrebet selve det amerikanske samfund og demokrati. Parallelt anklager Joe Biden Donald Trump og hans støtter for det samme.

I Israel/Palæstina anklager de to befolkningsgrupper, israelere og palæstinensere, hinanden parallelt, og begge siger: Det er vores land, og vi har ret til at kæmpe og dø for det, også militært eller ved terror.

Mellem Vesten og “Islam” lyder de parallelle anklager: Vi er under angreb, vi har ret til – med alle midler – at forsvare os. Resultatet er krig og terror.

I spørgsmålet om flygtninge lyder de parallelle anklager: Flygtninge bør/bør ikke have asyl i vores land, og I der er for/imod asyl til (flere) flygtninge, ødelægger vores samfund og vores værdier.

Mellem klimaforskere og klimaskeptikere lyder de parallelle anklager: I har ikke videnskabelig evidens for jeres teorier, der er udtryk for svindel og skjulte dagsordener.

Mellem tilhængere og modstandere af vacciner mod Covid-19 lyder de parallelle anklager: I lyver om følgen af vacciner, vi bør/bør ikke lade os vaccinere, konsekvenserne er alt for alvorlige.

Har jeg her glemt nogle fronter? Nå, der er sikkert flere.

Som det ser ud, er verden altså på en lang række punkter og fronter skilt nogen lunde midt over. Vi er splittede. Forsøger man på et oplyst grundlag at tage stilling, er det vel et stykke af vejen, men samtidig står vi i fare for at bidrage til polariseringen og konflikten – i nogle tilfælde ligefrem krigen.

Når verden altså synes så splittet, så polariseret, er det mest konstruktive måske ikke så meget at tage stilling, men at forsøge at bygge bro. Vi har brug for – hvis ikke verden skal eksplodere i vold langs alle de eksisterende frontlinjer og brudflader – at tale sammen, mødes, udveksle synspunkter uden at dæmonisere modparten, vi har brug for at være i stue sammen, uden at rummet sprænges af indbyrdes vrede og had.

Vi har brug for – som den danske forening, Brobyggerne, forsøger det – at tale også med dem, vi er uenige med, idet vi må vide, at på begge sider af en given konflikt er der mennesker, der tager stilling og sætter sig ind i sagerne, sympatiske, velbegavede, godviljede, oplyste mennesker, der ønsker det godt for dem selv og for andre, mennesker, der vil leve i fred under gode vilkår, men også mennesker, der ser disse ønsker bremset og forhindret, af det de oplever som obstruktion og ond vilje. Dette gælder alle sider på alle fronter. Det er ikke sikkert, at det altid er de andre, der er problemet, vi må se indad, og se på vores egne motiver og ønsker.

Hvorom alting er: Vi har – tror jeg – givet verden som den er i dag, brug for en egentlig Verdenskongres for fred og forsoning. En kongres, hvor alle fronter er repræsenteret, hvor ingen udelukkes, en kongres, hvor alle kan komme til orde, og være med til at bestemme den fælles kurs, verden skal tage nu og i fremtiden. For vi er nødt til at skabe en fælles kurs, en fælles vej, hvis ikke verden skal splittes og splintres i to.

Vi er nødt til at tale med hinanden, og ikke lade våbnene, de fysiske og de verbale, tale. Den tale har vi nok af, og den har vi haft så længe, der er skrevet historie. Vi er nødt til at søge at løse konflikterne langs de parallelle anklager, og forsøge – for første gang i verdenshistorien – at modbevise den matematiske sætning, at parallelle linjer aldrig kan mødes.

Trækkes linjerne fra hinanden, mødes de aldrig, lægges de sammen, mødes de altid. Hvad er den fælles linje? Viljen til fred.

De er nødt til at mødes og løbe sammen. Hvis vi skal have en fremtid. Og det skal vi og har vi. Hvis vi vil.

Krig og gengældelsesloven

Hvis mennesker i almindelighed kendte krigens konsekvenser – udover de indlysende vi ser i verden – konsekvenserne for dem, der ophidser til krig og konflikt, dem, der i ord og gerning støtter og opfordrer til krig, de, der giver ordrerne til krig og de, der udvikler og producerer de våben, hvormed krigen føres – så ville al krig stoppe med det samme, og ingen ville turde indlade sig på krigens afskyelige virkelighed og færd.

Jeg taler her til jer, der således støtter og opfordrer til krig, til jer, der giver ordrer til krig, og til jer, der producerer de – stadig frygteligere – våben, der bruges i krig; hør mig, for jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn:

De lidelser der er en direkte og indirekte konsekvens af jeres færd, vil – før eller siden – ramme jer selv. I vil – engang – høste de frugter I sår med krigens uvæsen, og I vil få de samme lidelser, I bringer over andre – med renter og renters rente.

Dette skyldes gengældelsesloven – som du sår, skal du høste. Det er ikke Gud, der på den måde straffer jer, men det mørke, I bringer til verden med krigen, vil før eller senere vende sig mod jer selv. Denne lov virker med matematisk nøjagtighed, også selv om I ikke kender eller anerkender loven, og uanset om I tror på og bøjer jer for Gud eller ej – den virker ikke for at straffe jer, og ingen har ret til at forgribe sig på jer – men den virker for at I, blinde, kan se, hvad I gør, se og føle det på egen krop og ånd. Loven er skabt for at gøre de blinde seende.

Det nytter ikke, at I forsøger at besmykke jeres gerning, det nytter ikke, at I siger, at I gør det for fredens skyld. Krig er krig, og den burde aldrig forekomme mellem os, der – i en åndelig betydning – alle er udgået af den samme Faders skød, os, der derfor alle – åndeligt set – er brødre og søstre.

Nogle af jer søger i historien argumenter for krig og konflikt. Nogle af jer raser over tab af land og identitet, og I ophidser andre til – ved selvtægt – at tage det mistede tilbage med vold. Men I burde ikke studere historien for at søge argumenter for krig, men for fred. Alle kan føre historien tilbage til en fortidig uret – og i sidste ende kan al krig og konflikt føres tilbage til det, der i den kristne religion kaldes syndefaldet – en symbolsk og mytisk skildring af faktiske forhold og begivenheder, man kan læse om i detaljer i Vandrer mod Lyset.

Hvis I fører historien tilbage til det, der engang skete, og som I forlængst har fået underretning om gennem Vandrer mod Lyset; hvis I følger jeres Faders Vilje og Ånd og tilgiver den og dem, der i sidste ende er skyld i den meste vold, krig og konflikt, tilgiver som Han har tilgivet, så vil I handle ret, og I vil da være med til at fjerne noget af mørket, det onde, fra verden. I bør derfor ikke søge argumenter for krig og vold i historien, men bruge historien som et argument for fred – gennem tilgivelse, og ud fra den tanke, at også dem, der engang faldt, og faldt så dybt, er vores brødre og søstre. Tilgiv og vær barmhjertig – for de faldnes lidelser er og bliver meget store, og de er de mest ynkværdige.

I bør ikke slutte jer til de faldnes skare, og gøre ondt gennem krig, som de har gjort ondt. I bør – for jeres ofres skyld, men først og fremmest for jeres egen – afstå fra yderligere vold og krig, for at holde jer på den rette vej, fredens vej, og for ikke – senere – at skulle høste voldens og krigens bitre og lidelsesfulde frugter. Husk – den vold I bringer til verden og bringer over andre, vil senere ramme jer selv med matematisk nøjagtighed og med renters rente; den vil ramme jer, hvis ikke I gør som jeg her har sagt, og som jeg har sagt i Gud Herrens Navn.

Men husk også, at det ikke er Gud, der straffer jer, men jer selv. Sådan er Loven.

Gud! Bring lys og syn til de blinde, lad os finde fredens vej i denne mørkets verden, lad os finde Dig og den kærlighed og fred, Du har skabt os til! Lad freden sænke sig over vores hjerter og vores verden, og lad os aldrig mere gå mørkets, krigens, voldens og ufredens vildsomme veje. Skærm og bevar os alle! Amen.

En advarsel mod krig

Som politisk leder er det let at blive indfanget i jordiske magtspil, og måske tænke, at krig kan være en god ting. Det kan for andre vise handlekraft og give stemmer (i demokratiske lande). Under Anders Fogh Rasmussens regeringstid formuleredes og praktiseredes den såkaldte “aktivistiske udenrigspolitik” og man deltog fra dansk side både i krigen i Afghanistan, Irak og senere i Libyen.

Da det er almindeligt at tænke, at krig kan være en god ting (i nødstilfælde), noget der dog overhovedet ikke er tilfældet, skal jeg her bringe en alvorlig advarsel mod enhver krigsførelse, og min advarsel, som jeg bringer i Gud Herren den Almægtiges Navn, gælder alle politiske ledere i alle lande og andre, der direkte eller indirekte er involverede i krig og i krigsførelse, fx også de menige soldater og mennesker, der forsker i, producerer og sælger våben:

Ethvert mord, ethvert liv, der tages i fredstid som i krigstid vil have den konsekvens for den eller de ansvarlige, at Guds gengældelseslov kræver, at lige så mange liv, man har forbrudt, lige så mange liv skal senere frelses fra en brat død. Om mord og drab (gælder også i krig) siger Kristus således i sin tale i Vandrer mod Lyset:

“Myrder og ihjelslår ikke hverandre! Thi gør i dette, da standse I for lange tider jeres fremgang mod Lyset og Hjemmet; ja, ofte må I da gennem flere hundrede jordeliv blive stående på det samme sted; thi I kan ikke vandre videre, førend I har frelst lige så mange mennesker fra en brat død, som I har ihjelslået eller sendt i døden”.

Andre steder rundt i De tre gyldne Frugter (en samlebetegnelse for “Hilsen til Danmark”, “Vandrer mod Lyset” (med supplementer) og “Forsoningslæren og genvejen”) siges lignende ting. Enhver politisk leder og andre bør derfor forstå – for deres egen skyld – hvor alvorlige konsekvenser det har at tage liv, hvad enten det sker i krig eller under andre omstændigheder.

Udover den direkte følge af drab og krigsofre – den nævnte soning hvor liv skal erstattes med liv – følger nødvendigvis en masse had rettet mod de for drab og krigsofre ansvarlige; alt dette had kan medføre, at store mørkeophobninger samles om de ansvarlige, så de fristes til at øve flere lignende ugerninger, der så igen har nye alvorlige konsekvenser, osv. De der er ansvarlige for krig eller som deltager aktivt i krig og de, der taler for krigens “nødvendighed” i visse tilfælde skrues derfor let ned i en underverden af mørke, død, ødelæggelse og had, som det vil tage mange tusinde år (eller mere) at komme ud af igen, før de kan vandre videre mod Lyset og Gud.

Som en tredje ting må man som krigsførende nation være klar over, at man er medansvarlig for og medskyldig i de mægtige flygtningestrømme, som man af al magt søger at undvige konsekvenserne af; de mange millioner af mennesker, der så tragisk tvinges på flugt fra deres hjemlande, og som nu næppe finder asyl og beskyttelse noget sted. Disse ulykkeliges skæbne vil senere – ifølge gengældelsesloven – blive de for krig ansvarliges lod og del.

De for krig ansvarlige kan let til dette sige, at jeg er en tosse med store ord; “Gud, hvad har vi med Gud at gøre, Han findes sikkert ikke. Vi gør som vi plejer, vi afviser alt dette som tankespind og vanvid.”

Nu – jeg siger ikke disse ting for min egen skyld, heller ikke for Guds; men for at I for jeres egen skyld ikke skal falde i krigens afskyelige fælde. Jeg ønsker ikke, at I skal erfare mine ords sandhed på den hårde måde, ved selv at høste frugterne af krigens afskyelighed. Jeg ønsker for jer, at jeres øjne vil åbnes, og at I for jeres egen skyld vil lytte til og følge denne advarsel i den ånd, den er givet.

Hvis I er troende, så spørg jeres Gud – hvilket Navn I end giver Ham – om ikke dette er sandheden; hvis ikke I er troende, så rådfør jer med jeres samvittighed, og følg det I inderst inde ved er sandhed og ret. Da vil I ikke fare vild!

Luftspejlinger

Efter årelange studier af religion, filosofi og videnskab tænker jeg, at det vi mennesker selv har præsteret på disse felter, de virkelige og varige resultater stort set beløber sig til nul. Mennesker der ikke kender til religion, filosofi og videnskabelige resultater og teorier kan måske tænke, at der er nogle, der har styr på det. De værker og teorier vores kultur – både den vestlige og andre kulturkredse – bygger på, kan for den uvidende forekomme som bjerge eller klipper, der står fast.

Ved nærmere eftersyn ser man dog, at der ikke er tale om bjerge, men om luftspejlinger der hæves og bliver til intet, når vi kommer dem nær. Den nu så populære og ansete videnskab er i virkeligheden en dekadent, åndelig disciplin, en døgnvidenskab med yderst volatile resultater, der nærmest skifter fra dag til dag. Fejlen er formentlig systemisk.

I økonomien tænker vi også: Der er nogle der har styr på det. Men det vi har, er nogle yderst omstridte teorier, beregningsmodeller og statistik, der mere er tilrettet efter interesser, og som tolkes som vinden blæser, det er ikke objektiv og sikker teori. Økonomi er ikke en eksakt videnskab.

I arbejdslivet – idet jeg her bevæger mig ind på det eksistentielle felt – tænker vi: Der er nogle, der har styr på det. Vi kigger på naboen, han arbejder, så gør vi også. Men ingen ved hvorfor egentlig. Hvorfor skal vi være omstillingsparate, hvorfor skal vi bidrage til virksomhedernes stigende profit og samfundenes øgede velstand, hvorfor skal vi selv arbejde livet af os, gå ned med stress, blive syge af at gå på arbejde, negligere og vanrøgte familien og børnene, hvorfor skal vi betale prisen for noget, der savner grundlag?

Altså: Det vi har, det vi selv har præsteret, er cirka lig nul.

Er der alternativer? Ja. Vi har en sikker åbenbaring, en åbenbaring der både på de religiøse, filosofiske, etiske og videnskabelige områder kan skabe os et sikkert grundlag, hvorpå vi – med åbenbaringen som grundlag og udgangspunkt – kan skabe fast grund under fødderne. Jeg taler naturligvis om værket Vandrer mod Lyset. Med dette værk kan vi fx få sand og sikker viden om Gud, om menneskets og cellens oprindelse, universets opbygning, hvordan vi kan leve sammen i fred og fordragelighed anvist gennem en højbåren etik, vi kan med denne åbenbaring erkende, hvor alting, verden og Gud, kommer fra, vi får sikker viden om, hvor vi går hen, som menneskehed og i kosmisk forstand. Dette og meget meget mere.

Vi står i en situation, hvor verden synes truet på flere felter; ved civilisationernes sammenstød, ved klimakrise, ved krig, nød og elendighed, ved de mange millioner mennesker, der tvinges på flugt fra deres hjemlande, og som modtages med iskulde andre steder, eller modtages ikke, ved cykliske økonomiske og politiske katastrofer, og de løsninger vi selv kan præstere, duer ikke. Vi må ty til åbenbaringen for virkelig hjælp og støtte og retvisning. Vi kan vælge om vi fortsat vil bygge vores verden på luftspejlinger, på sand, eller om vi vil modtage åbenbaringens klippe, og bygge verden på den, på sandhed og ret.

Om vi gør det ene eller det andet, afgør om verden skal stå eller om den skal bryde sammen. Sammenbruddet er i gang, men vi har tid endnu. Vi skal afgøre som menneskehed, om vi vil vandre åbenbaringens genvej, eller fortsætte ad vores egen omvej, den korte eller den lange vej. Vi bør handle med klogskab, så ikke menneskeheden skal falde. Og vi er nødt til at gøre det sammen. Together we stand, divided we fall.

Som ringe i vandet

Både godt og ondt kan brede sig som ringe i vandet.

Se på tilfældet med krig. Se fx på Afghanistan, Irak og Syrien. Bag hvert offer i krigen står en familie og venner, en familie og venner efterladt i chok, sorg, vrede og had. De står i en storm af mørke – mørke der melder sig indefra og udefra – alt for let griber de selv – selv om de måske fra begyndelsen er gode og fredselskende mennesker – til våben og søger hævn. Alt for let låner de øren til krigsopvigleres mørke råb, og krigens helvedesblomst gror op over det gode, og kvæler det.

Som ringe i vandet breder det onde sig her, hævn over hævn, had over had. Og det onde får ikke ende.

Men – se så det største menneske, der findes: Han eller hun der – i denne mørkets storm – formår at bevare roen, og som rækker tilgivelsens lys mod sine kæres mordere. Se det gode, freden, brede sig fra ham eller hende som ringe i vandet: Han eller hun behøver ikke at tage våbnene ud af hænderne på bødlerne; de sænker dem selv, når tilgivelsens lys når det mørke hjertes kerne.

Den tilgivende efterladte får større fred, morderen får større fred, mange fremtidige menneskeliv spares for en brat og grusom død, og med de sparede liv spares også mange fædre, mødre, brødre, søstre, sønner, døtre, venner for den største sorg, for når Lyset får fat og vinder indpas i hjertet hos den skyldige, vil han aldrig mere rette våben mod nogen. De knyttede næver sænkes, og han vil aldrig mere vælge voldens vej.

Sådan breder godt og ondt sig – her fred og krig – som ringe i vandet, og sådan skabes de mindste – og de største – mennesker.