Forfatterskabet Højtryk

Tag: Livet

  • Gud Herren – den Ene fuldkomne

    Da Urtanken og Urviljen – efter ukendte evigheder – samtidig nåede Lysets to poler, smeltede de sammen med dem, og de vågnede begge til fuld bevidsthed, og påbegyndte den langvarige kamp mod mørket, det onde, fuldt bevidst og villet (se Vandrer mod Lyset, Ardors beretning kap. 1 og Kommentaren kap. 1).

    Jeg tror det ikke forkert at sige, at Lysets to poler var og er udtryk for henholdsvis livet og kærligheden, så da Urtanken og Urviljen – efter nye, ukendte evigheder – smeltede sammen og forenedes, forenedes også Lysets to poler, kærligheden og livet i Gud, ved Hans/Hendes emanation og fremstigen som Personlighed; som Lysets behersker og mørkets besejrer.

    Og ved Urtankens og Urviljens kamp og sluttelige forening – og med dem Lysets to poler, kærligheden og livet – vandt Gud således det fulde kendskab til begge disse poler og deres inderste natur og realitet, hvorved Gud blev kærlighedens og livets Almægtige Herre.

    Samtidig – gennem den langvarige kamp og ved Guds emanation, fremstigen – vandt Han/Hun det fulde kendskab til Tankens og Viljens inderste naturer og kerner. Kendskabet til disse ting – samt kendskabet til mørkets inderste væsen – er eksklusivt for Gud; ingen anden har, da kun Gud er fremsteget, emaneret ved sin egen Viljes kraft en sådan fuldkommen viden, hvorfor Han/Hun alene er alvidende og Almægtig, den Ene fuldkomne.

    Da Gud et sted i Vandrer mod Lyset (Ardors beretning kap. 2) kaldes Tankens og Livets Herre, kan vi tænke, at den af Lysets to poler, som Urtanken oprindeligt smeltede sammen med, var livets pol, og den pol Urviljen smeltede sammen og forenedes med var kærlighedens pol.

    Således siges det flere steder, at idet Gud dannede og skabte, optog os mennesker – Hans/Hendes børn i åndelig forstand – i sin Tanke, blev vi givet det evige liv, og det kan læses ud af flere steder, at kærligheden primært er en udadrettet, handlingspræget kraft, altså i sin grund repræsenterende Viljens kraft og magt; således siges det flere steder, at den man elsker, bør man i handling vise tegn på og beviser for sin kærlighed.

    Vi mennesker har altså modtaget det evige liv af Gud ved at dannes og optages i Hans/Hendes Tanke, og vi fastholdes i livet, eksistensen ved Hans Vilje. Således modtager vi da livet ved Tanken, og fastholdes i livet ved kærligheden.

    (Se også Vandrer mod Lyset s. 156-157 om de ældstes og de yngstes skabelse og dannelse ved Guds Tanke og deres fremtræden ved Guds Vilje; og s. 165 om menneskeåndernes optagelse i Guds Tanke, hvorved også de ved kærligheden delagtiggjordes i det evige liv).

  • Til de fortvivlede

    Profeten bærer vidnesbyrd til alle, der måtte tvivle om livets værdi og om, at ingen er alene i mørket. Profeten siger:

    Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen og blomsten og frugten over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Dybere og dybere fører livet mig i jorden, ned i mørket og lidelserne – i hånden og ved hjertet med min lille kerte af lys, jeg lyser for roden, leder den på vej – så træet over jorden kan sættes stadig større, stærkere og skønnere.

    Er dét livet? spørger han. Ønsker jeg dét? Eller ville det være bedre at bede Gartneren grave roden op og sænke den og stammen og grenene og blomsterne og frugten, træet, tilbage i det Skød, hvoraf det er taget, oprundet, plantet, og hvorfra det gror?

    Selv i den yderste fortvivlelse er der spor efter liv. Andre har gået her før os. Og de der har, og det vidnesbyrd de bringer, siger os: I sandhed, ingen er alene, heller ikke i det yderste mørke, i den yderste lidelse, når alle veje synes at ende.

    Profeten siger: Somme tider er livet som at gå gennem et nåleøje. Somme tider er der kun ét livspunkt, overalt omgivet af mørke, der råber: Død! Død! Men da er du dette punkt, og med dét kan du gå igennem.

    Sådan er profetens vidnesbyrd, skrevet og bragt ved den lille kertes lys, der oplyser jordens mørke og viser det ene livspunkt. Sådan taler han med bud til de fortvivlede: Ingen er alene!

  • At være eller ikke at være tre

    Hvis livet er som et marked, så har vi alle sammen, eller bør have – lovpligtigt – en angivelse af ”mindst holdbar til” eller ”bedst før”. Jeg er vel egentlig stadig for ung – eller ikke gammel nok – til sætninger som nu mørkner skoven, det stunder mod aften, eller hvad man nu kan finde på for at betegne livsaftenens dybe melankoli eller evighedens nærhed og forjættelse.

    Livet starter med et skrig, slår over i en march, flammer op i en allegro, og sluttes adagio eller lento. Jeg er 56 år gammel eller ung.

    En af sorgerne i mit liv er, at jeg aldrig har fået børn. Og samtidig er det en af de bedste ting, jeg (ikke) har gjort. Min kone og jeg blev enige om, at vi ikke ville have børn, da vi begge har en alvorlig og potentielt arvelig sindslidelse. Derfor valgte jeg at blive steriliseret. Det er mange år siden. Det er både en sorg og en glæde. Et faktum, et ansigt med to sider. Som livet. Som et menneske.

    Jeg forestiller mig, at der et sted i en anden dimension sidder en ånd, og glædes eller sørger over denne kendsgerning. Glædes over ikke at skulle risikere de voldsomme lidelser, der er forbundet med skizofreni eller maniodepression, sørger over ikke at kunne være lyset i vores mørke liv.

    En søn eller en datter jeg ville elske med hver en fiber og celle i min krop. Men netop fordi jeg elsker ham eller hende, skulle du ikke komme til verden. Til min kone og jeg. Vi ville have elsket dig sådan.

    Hvis vi havde taget chancen, ville det være som at spille russisk roulette med tre skarpe patroner i tromlen. Fifty fifty. Sådan siger videnskaben, og vi ved ikke bedre.

    Jeg håber, du fandt en anden, andre, der kunne elske dig, som vi ville have elsket dig. Jeg ville ikke have båret dig på hænder og fødder, men have lært dig selv at gå. Jeg ville ikke have tænkt for dig, men lært dig at tænke. Jeg ville ikke have levet for dig, men lært dig at leve.

    Sådan kunne det være gået, hvis vi to var blevet til tre. Men det skulle og måtte ikke blive sådan. Risikoen for forlis for os alle tre ville have været for stor. Men hvem du end er, så elsker vi dig. Sådan skal det være, og sådan blev det, sådan er det nu engang.

    (se også At være eller ikke at være én, og At være eller ikke at være to)

  • At være eller ikke at være to

    Det er næppe forkert at sige, at tanken om dualen, tvillingesjælen, den i sandhed eneste ene (se Vandrer mod Lyset) har været formativ for mit liv. Allerede før jeg lærte Vandrer mod Lyset at kende, havde jeg en evne – måske en brist? – til at elske til bunden af min sjæl. Og fordi jeg elskede så dybt, kunne jeg såres så dybt.

    Hvis kærlighedens og smertens dybde er den samme, er kuren da ikke at elske? Men er dét ikke for fattigt og sørgeligt? Er rigdommen ikke netop i det dybe – på godt og ondt?

    For nu snart 35 år siden mødte jeg en kvinde, som jeg troede var min dual. Jeg havde på det tidspunkt læst Vandrer mod Lyset, og kendte derfor begrebet dualen. Jeg elskede hende så dybt, at jeg kunne briste ved det. Og jeg bristede, gik i stykker. For hun forlod mig. Før det hele egentlig kunne begynde.

    Det føltes som åndelig udslettelse. Og måske derfor har jeg det meste af mit liv vandret på livets tynde line mellem dødens dybe afgrunde til begge sider. Jeg vandrer, vakler mellem liv og død.

    Nu er kærlighed måske noget andet, end jeg forestiller mig. Men mig forekommer det, at kærligheden både er den af og til tynde line, vi vandrer på, og afgrundene til begge sider. Det forekommer mig, at kærlighed både er liv og død; at den på en måde er det hele. Alt der findes.

    Er det sådan?

    Det er som om livets og dødens ansigter spejler hinanden i kærligheden. Er det sådan?

    Fordi vi kan elske til døden – eller skulle vi sige: til livet? – kan vi såres til døden? Eller vi kan trodse døden i kærligheden og leve på trods af alt?

    Hvad er sandt? Hvad er sandheden om kærligheden? Hvad tænker du?

    Er livet forgæves og meningsløst, hvis ikke vi af og til røres i det inderste, og derfor også kan såres dér? Og omvendt: Findes der en inderste lykke, hvis vi røres lykkeligt til bunden uden tab?

    Skal vi kende døden for at kende livet? Skal vi kende begge – ikke som en teori eller en abstraktion – men på vores egen krop og ånd som levet liv? Er dét den inderste lykke – at have det hele med? Kan vi kun på dén måde blive hele og helbrede den inderste smerte, livets og dødens?

    Skal vi satse livet og trodse døden for at vinde kærligheden? Skal vi på dén måde virkeliggøre den sandhed, at kærligheden er stærkere end døden: Ved at leve på trods af en smerte, der føles som åndens udslettelse?

    Er dét sandheden om kærligheden, dens virkelige potentiale: At overvinde døden? Skal også vi som hvedekornet i jorden og dø for at bære mangefold frugt, som det hedder om frelseren i evangeliet?

    Er dét sandheden om livet og døden og kærligheden?

    (Dette indlæg læses og forstås bedst sammen med indlægget, At være eller ikke at være én)

  • At være eller ikke at være én

    I fald andre skulle kende til livets kældre, og har brug for bud og vidnesbyrd om, at andre også har været dér, i fald det at skabe litteratur dér, hvor bunden bliver synlig gennem det lys, vi kan sætte ind gennem ord og bringe videre til de til døden fortvivlede, i fald dette altså har værdi, vil jeg dele følgende:

    Jeg tænker vel sagtens dagligt på den åndelige og evige udslettelse, den mulighed og den universelle ret, Vandrer mod Lyset siger er gældende for enhver.

    Mit liv er ubærligt, lidelserne uudholdelige. Og det bliver værre og værre efterhånden som tiden går, hvilket der er en egen djævelsk logik i. Jeg søger fred for mine lidelser.

    Men – det gælder i mindre grad det jordiske liv som menneske, og i højere grad det åndelige og evige liv: Fred kan kun den levende føle.

    Hvis jeg virkelig og for alvor bad Gud om udslettelse – ville det ikke være fred, men – ingenting: Ikke fred, men heller ikke lidelse, ikke glæde, men heller ikke sorg, ikke lykke, men heller ikke ulykke – ingenting.

    Jeg ville ikke eksistere. Der ville ikke være noget “jeg” til at føle eller tænke noget som helst.

    Spørgsmålet er: Er det virkelig det, jeg vil? At være eller ikke at være. Dét er spørgsmålet, som Shakespeare skrev.