Hvis livet er som et marked, så har vi alle sammen, eller bør have – lovpligtigt – en angivelse af ”mindst holdbar til” eller ”bedst før”. Jeg er vel egentlig stadig for ung – eller ikke gammel nok – til sætninger som nu mørkner skoven, det stunder mod aften, eller hvad man nu kan finde på for at betegne livsaftenens dybe melankoli eller evighedens nærhed og forjættelse.

Livet starter med et skrig, slår over i en march, flammer op i en allegro, og sluttes adagio eller lento. Jeg er 56 år gammel eller ung.

En af sorgerne i mit liv er, at jeg aldrig har fået børn. Og samtidig er det en af de bedste ting, jeg (ikke) har gjort. Min kone og jeg blev enige om, at vi ikke ville have børn, da vi begge har en alvorlig og potentielt arvelig sindslidelse. Derfor valgte jeg at blive steriliseret. Det er mange år siden. Det er både en sorg og en glæde. Et faktum, et ansigt med to sider. Som livet. Som et menneske.

Jeg forestiller mig, at der et sted i en anden dimension sidder en ånd, og glædes eller sørger over denne kendsgerning. Glædes over ikke at skulle risikere de voldsomme lidelser, der er forbundet med skizofreni eller maniodepression, sørger over ikke at kunne være lyset i vores mørke liv.

En søn eller en datter jeg ville elske med hver en fiber og celle i min krop. Men netop fordi jeg elsker ham eller hende, skulle du ikke komme til verden. Til min kone og jeg. Vi ville have elsket dig sådan.

Hvis vi havde taget chancen, ville det være som at spille russisk roulette med tre skarpe patroner i tromlen. Fifty fifty. Sådan siger videnskaben, og vi ved ikke bedre.

Jeg håber, du fandt en anden, andre, der kunne elske dig, som vi ville have elsket dig. Jeg ville ikke have båret dig på hænder og fødder, men have lært dig selv at gå. Jeg ville ikke have tænkt for dig, men lært dig at tænke. Jeg ville ikke have levet for dig, men lært dig at leve.

Sådan kunne det være gået, hvis vi to var blevet til tre. Men det skulle og måtte ikke blive sådan. Risikoen for forlis for os alle tre ville have været for stor. Men hvem du end er, så elsker vi dig. Sådan skal det være, og sådan blev det, sådan er det nu engang.

(se også At være eller ikke at være én, og At være eller ikke at være to)