At være eller ikke at være to

Det er næppe forkert at sige, at tanken om dualen, tvillingesjælen, den i sandhed eneste ene (se Vandrer mod Lyset) har været formativ for mit liv. Allerede før jeg lærte Vandrer mod Lyset at kende, havde jeg en evne – måske en brist? – til at elske til bunden af min sjæl. Og fordi jeg elskede så dybt, kunne jeg såres så dybt.

Hvis kærlighedens og smertens dybde er den samme, er kuren da ikke at elske? Men er dét ikke for fattigt og sørgeligt? Er rigdommen ikke netop i det dybe – på godt og ondt?

For nu snart 35 år siden mødte jeg en kvinde, som jeg troede var min dual. Jeg havde på det tidspunkt læst Vandrer mod Lyset, og kendte derfor begrebet dualen. Jeg elskede hende så dybt, at jeg kunne briste ved det. Og jeg bristede, gik i stykker. For hun forlod mig. Før det hele egentlig kunne begynde.

Det føltes som åndelig udslettelse. Og måske derfor har jeg det meste af mit liv vandret på livets tynde line mellem dødens dybe afgrunde til begge sider. Jeg vandrer, vakler mellem liv og død.

Nu er kærlighed måske noget andet, end jeg forestiller mig. Men mig forekommer det, at kærligheden både er den af og til tynde line, vi vandrer på, og afgrundene til begge sider. Det forekommer mig, at kærlighed både er liv og død; at den på en måde er det hele. Alt der findes.

Er det sådan?

Det er som om livets og dødens ansigter spejler hinanden i kærligheden. Er det sådan?

Fordi vi kan elske til døden – eller skulle vi sige: til livet? – kan vi såres til døden? Eller vi kan trodse døden i kærligheden og leve på trods af alt?

Hvad er sandt? Hvad er sandheden om kærligheden? Hvad tænker du?

Er livet forgæves og meningsløst, hvis ikke vi af og til røres i det inderste, og derfor også kan såres dér? Og omvendt: Findes der en inderste lykke, hvis vi røres lykkeligt til bunden uden tab?

Skal vi kende døden for at kende livet? Skal vi kende begge – ikke som en teori eller en abstraktion – men på vores egen krop og ånd som levet liv? Er dét den inderste lykke – at have det hele med? Kan vi kun på dén måde blive hele og helbrede den inderste smerte, livets og dødens?

Skal vi satse livet og trodse døden for at vinde kærligheden? Skal vi på dén måde virkeliggøre den sandhed, at kærligheden er stærkere end døden: Ved at leve på trods af en smerte, der føles som åndens udslettelse?

Er dét sandheden om kærligheden, dens virkelige potentiale: At overvinde døden? Skal også vi som hvedekornet i jorden og dø for at bære mangefold frugt, som det hedder om frelseren i evangeliet?

Er dét sandheden om livet og døden og kærligheden?

(Dette indlæg læses og forstås bedst sammen med indlægget, At være eller ikke at være én)


2 svar til “At være eller ikke at være to”

  1. Jeg vil gerne tænke over dette før jeg svarer. Lige nu er det hele forvirrende og samtidigt klart. Svært at forklare. Det eneste jeg kan lige nu er at få styr på alt det praktiske og bygge videre på det jeg har påbegyndt efter min recovery. 😏🎄

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: