Forfatterskabet Højtryk

Tag: Magt

  • Salme ved tidernes ende

    Hvis kaos hersker, og orden søges, hvad gør vi da?

    Overalt i den menneskelige verden hersker kaos: Klimaet synes på vej til sammenbrud, de vestlige kapitalistiske vækst- og accelerationssamfund ligner en maskine, der er ved at bryde sammen; vi ser på hinanden, rådvilde, ved ikke hvad der sker, og hvad der kan gøres.

    De marxistiske modfantasier skabte kun grusomme diktaturer og endnu værre elendighed. Kapitalister og marxister hev i hver sin ende af det samme tov, hvorved de var ved at rive verden i stykker. Da der pludselig ikke længere var modstand i den anden ende af tovet, mistede kapitalisterne balancen, og faldt på halen.

    Så hvad gør vi?

    Vi står som med skibet Titanic, skibet, der ikke kunne synke, nu på vej mod havets bund. Vi løber som inuitten for at holde frost og kuldedød borte, derved sveder vi, og sveden truer med igen at fryse til, så vi må løbe endnu hurtigere for at holde døden borte. Så vi må løbe. Stadig løbe. Vi fortvivler: Hurtigere endnu? Men vi kan ikke!

    Krig hersker. Med deraf følgende mægtige flygtningestrømme og udbredt racisme og elendighed og åndelige og materielle værdiers ødelæggelse. Bror og søster ser ondt til hinanden. Global kriminalitet. Forurening. Ufattelig rigdom og ufattelig fattigdom. En Jord, der ryster under vores fødder.

    Men – lad os ikke tegne billedet sort i sort, men sige: Måske er det ikke os og vores samfund, der bryder sammen i det, vi ser nu. Måske er det, der bryder sammen det, der ikke selv kan stå og aldrig har kunnet. De falske guder:

    Treenigheden, de tomme drømme ved tidernes ende: Magt, penge, sex. Om end vi havde al magt, al rigdom, al kønslig tilfredsstillelse, ville vi ikke blive lykkeligere og få fred og rolige drømme. Sulten og tørsten ville blive værre og mere uudholdelig, jo mere vi ønsker og begærer og får af denne jords nu yderste drømme.

    De gamle guder har også spillet deres spil til ende. De har haft deres tid, og det er tid nok. Heller ikke de kan slukke tørsten og stille sulten længere: Jahve, Far-Søn-Helligånd og Allah; de tager hinanden i hånden og vandrer stille ud i glemslen; eller rettere: De har aldrig været her, for de findes ikke.

    Vi mangler i erkendelse, videnskab, politik, økonomi, religion, eksistens, teknik, skønhed, kunst et urokkeligt grundlag, som ikke svigter; har vi ikke et grundlag hér, har vi intet. Så skrider fundamentet – sandet vi har bygget på siden tidernes morgen – og så falder vi, og faldet bliver stort og dybt og langvarigt.

    Hvad mangler vi? Vi mangler Gud. Ikke de gamle fantasier om Gud, men Gud. Hvis ikke vi har Ham/Hende, har vi intet. Vi kan vælge at fortsætte ad de gamle veje eller ad veje helt uden Gud. Men det er netop de veje, der nu bryder sammen økologisk, filosofisk, videnskabeligt, eksistentielt, politisk, økonomisk, kunstnerisk, det er ved disse vejes ende, vi nu render panden mod muren.

    Vi ved, hvem Gud er. Ikke de gamle drømme og febervildelser om Herren, men Gud, som Han/Hun virkelig er. Vi kender Ham/Hende fra det budskab, Han/Hun har sendt til menneskeheden som helhed: Gennem Vandrer mod Lyset!

    Vi kan vælge at slå hånden ad Ham/Hende og vende det døve øre til Hans/Hendes budskab. Vi kan vælge ikke at lytte – til vores inderste, vælge ikke at følge det. Men så vil sammenbruddet fortsætte, og ikke blive til det gennembrud, vi også kan vælge: Gennembruddet for kærlighed, fred, ro, skønhed, sandhed – gennem tilgivelse.

    Hvis vi fornægter vores inderste nu – og den stemme, der kalder på os dag og nat – og hvis ikke vi svarer Ham/Hende, så vil vi bringe sammenbruddet til det yderste. Er det det, vi vil?

    Spørgsmålet er dybest set: Vil vi livet eller døden? Sandheden eller løgnen? Kærligheden eller hadet? Lyset eller mørket? Sammenbrud eller gennembrud? Hvad vil vi? Hvad vil vi svare Gud, der kalder? Hører du ikke Hans/Hendes stemme? Hører du ikke Kaldet?

  • Fredens anatomi

    I forbindelse med politik og magtanalyse – særligt i spørgsmålet om krig og fred – vender jeg igen og igen i tankerne tilbage til Emery Reves geniale analyse i Fredens anatomi. Jeg skal lige igen her opfriske hovedpunktet i hans tanke:

    Jo flere magtpunkter der findes hvorfra der opstilles normer for lov og ret, jo større vil risikoen for krig være, idet alle punkter søger ekspansion og dominans, eventuelt militært. Derfor gælder det om at have så få magtpunkter som muligt, eller egentlig kun ét, hvorfra Reves bygger sin tanke om universalisme.

    Der er tale om en verdensstat eller en verdensregering, som også Vandrer mod Lyset foreslår.

    Vi kan anskueliggøre hans tanke i et enkelt billede:

    Ethvert magtpunkt – som både kan være et land, en gruppe af lande (fx EU), et politisk parti, en religion (fx islam eller kristendom), en filosofi eller en økonomisk teori (fx kapitalisme eller kommunisme) – hvorfra der opstilles normer for lov og ret kan ses som et stennedslag i vand, hvorfra ringene breder sig cirkulært (globalt). Hvis der forekommer flere nedslag, støder ringene i vandet sammen og danner brænding – konflikt eller krig.

    Deraf tanken om det hensigtsmæssige i så få magtpunkter som muligt. Eller egentlig kun ét.

    Historisk tror jeg det rimeligt at tolke magtens historie som en etablering af stadigt større magtcentre eller punkter eller enheder; fx fra stammer til bystater til nationalstater til grupper af nationer eller stater (fx EU eller USA). Hvis denne udvikling fortsætter sin logiske bane – med drivkraft i realpolitiske behov for globale løsninger på globale problemer; fx klimakrisen, spørgsmålet om krig og fred i en tid med masseødelæggelsesvåben, international økonomisk kriminalitet osv – så er det sandsynligt, at en endelig og et enkelt magtpunkt til sidst vil dannes; altså en verdensstat:

    Da menneskers aktiviteter og interesser i dag er globale, har vi realpolitisk brug for en global og fælles magt til at varetage og beskytte disse interesser; altså den samme logik, som ligger til grund for fx eksistensen og den historiske oprettelse af nationalstaterne. Hvor der er menneskelige interesser, er der behov for menneskelig, politisk, central magt; også for at undgå en tilstand af alles kamp mod alle, hvor hver enkelt kun kæmper for sine egne interesser (se nedenfor).

    Hvis vi på et tidspunkt i fremtiden får en sådan verdensstat, så er det selvfølgelig af afgørende betydning, at den vil bygge på menneskers grundlæggende frihed, rettigheder og pligter. Altså på universelle menneskerettigheder og -pligter.

    Det er i hvert fald ønskeligt og afgørende, at en eventuel verdensstat ikke bliver despotisk, et diktatur, og det er afgørende, at en verdensstat ikke bliver skabt mod flertallets vilje og ønske, afgørende at den nationale eller ideologiske magtafgivelse og afgivelse af suverænitet til en fælles og global myndighed bliver frivillig og uden pres (eventuel militær).

    Tanken om magtafgivelse og afgivelse af suverænitet til en fælles (global) myndighed som en mulig vej til global fred kan vi læse ud af Thomas Hobbes´ Leviathan, hvor forfatteren netop påpeger magtafgivelsens nødvendighed i relation til fred ud fra en tanke om den menneskelige naturtilstands (urtilstandens) alles kamp mod alle.

    Verdensstaten må derfor oprettes – hvis den oprettes – som en – ikke alles kamp mod alle – men alles fredelige samarbejde med alle med det formål at skabe global fred, velstand, sikkerhed og beskyttelse af naturen.

    Der er sikkert en masse udfordringer forbundet med en sådan udvikling, hvis vi vælger at slå ind på denne vej som menneskehed. Fx må vi måske udvikle helt andre og nye økonomiske principper og love og teorier end dem, vi har i dag, da den nuværende markedsøkonomi og kapitalisme – grundet i det liberale demokrati – med en vis ret netop kan betragtes som en forlængelse af naturtilstandens alles kamp mod alle.

    I markedsøkonomi og kapitalisme kan fx de enkelte virksomheder således betragtes som netop disse konkurrerende magtpunkter (stennedslag i vandet), der naturnødvendigt skaber (økonomisk eller militær) ufred og konflikt, når de støder sammen på markedet (at økonomisk konflikt kan udvikle sig til militære konflikter ses, når enkeltlande med magt søger at beskytte eller fremme deres økonomiske interesser). Krigen og konflikten synes derfor indbygget i det nuværende økonomiske system.

    Men – alle problemer og udfordringer taget i betragtning – så tror jeg det rimeligt at sige, at verdensstaten er det bedste bud på at skabe fred i verden, hvis den som sagt bliver skabt frivilligt og med åbne øjne uden at noget søges skjult eller presset ned over hovedet på folk og nationer.

    Med global fred gennem en fællesmenneskelig overenskomst i en verdensstat kan vi samtidig løse et andet problem, der nu hærger os som menneskehed: Den tragedie at millioner af mennesker må flygte fra krig, fattigdom og naturødelæggelse, og hvor alle disse flygtninge ved deres blotte antal næppe noget sted i dag kan finde barmhjertig modtagelse, asyl og inklusion, men tværtimod alt for ofte mødes med mistro, chikane, dehumanisering, eksklusion og ny forfølgelse.

    Ja, en verdensstat kunne løse mange af de store problemer, der i dag truer ikke bare menneskeheden, men selve Jorden som det eneste kendte hjemsted for livet.

  • Vidensspecialisering og magtfragmentering i relation til menneskehedens overlevelse

    I skriftet Åndelig kultur (1912) skriver Harald Høffding, at den videnskabelige specialisering, arbejdsdelingen på det åndelige, videnskabelige område er et problem, fordi den menneskelige tanke og ånd af natur søger enhed, sammenhæng, kontinuitet. Siden Høffding skrev dette, er udviklingen fortsat i samme spor og for fuld styrke.

    Specialiseringen betyder samtidig, at energien på de enkelte områder formindskes i takt med specialiseringen ud fra en (ikke bevist og måske ikke-bevisbar) tanke om energiens konstans og beståen på det åndelige, videnskabelige område, som man kender og hævder det på det fysiske.

    Heroverfor kunne måske indvendes, at i takt med at vi bliver flere og flere mennesker, er det ikke givet, at energien på de enkelte områder formindskes, idet der også bliver flere og flere (special-)forskere.

    Den åndelige, videnskabelige arbejdsdeling og specialisering er en parallel til Adam Smiths tanke om arbejdsdeling på det økonomiske område (Wealth of Nations (1776)), og hvis vi videre skal trække parallellen også til spørgsmålet om effektivitet, så har specialiseringen på det videnskabelige område den gavnlige effekt, at den skaber højere effektivitet og kvalitet, men altså på bekostning af den menneskelige trang til enhed og overblik i erkendelse og viden.

    I en parentes kan vi sige, at Hegels ideal om åndelig, videnskabelig, filosofisk globalisme – man må (som filosof) “vide alt” – er svært efterlevelig i dag, som på Høffdings tid, netop på grund af specialiseringen.

    Den videnskabelige specialisering har også politiske og eksistentielle implikationer:

    Da ingen i dag har totalt overblik over de forhold og kendsgerninger, som danner baggrund for politiske beslutninger – fx viden om klimatiske forhold og konsekvenser af menneskelig aktivitet for klimaet, viden om økonomi og konsekvenser af menneskelig og naturlig aktivitet og realiteter for den samlede økonomi og natur, herunder menneskelig frihed (frie valg og beslutninger fx i forhold til køb og salg og produktion) – og da ikke kun vores viden, men også vores magt er spredt og fragmenteret (i nationalstater og koalitioner af nationalstater), og hvor samtidig nutidens problemer, fx i forhold til klimaforandringer og spørgsmålet om krig og fred og menneskelig overlevelse i en tid med masseødelæggelsesvåben kræver en samlet, koordineret, global indsats, så ser vi let problemet:

    Verden udvikler sig som en samlet helhed og totalitet (verden til ethvert givent tidspunkt), men vi har hverken viden eller (central) magt til at imødegå de politiske og eksistentielle problemer, vi oplever og søger at løse. 

    På det politiske område synes den rationelle løsning at være en global myndighed til varetagelse og sikring af vitale og almenmenneskelige interesser i forhold til overlevelse, men en sådan løsning støder an mod flertallets modstand mod at overgive en del af sin suverænitet og magt til en overstatslig myndighed – under påberåbelse af retten til folkelig og national selvstændighed og uafhængighed (Vandrer mod Lyset foreslår en decideret permanent siddende Verdensregering – for fredens skyld – men tilføjer, at en sådan ikke bør oprettes førend en almindelig vilje til fred er en realitet).

    Det er paradoksalt, at i en tid hvor videnskaben og med den teknologien fejrer store triumfer, og vi med vores fornuft måske kan udpege rationelle løsninger på vores problemer, så spænder irrationelle og dunkle følelser og stemninger ben – måske – for vores overlevelse som menneskehed: 

    De enkelte folkeslags og nationers trang til og krav om selvstændighed, uafhængighed og overlevelse er det, der nu truer med at kaste os alle i afgrunden både i forhold til krig og fred og i forhold til klimaet, hvor snævre nationale hensyn blokerer for en varig og bred og international eller transnational løsning, som ville være i alles interesse.

  • Retninger for magt

    Magt kan – som jeg ser det – enten basere sig på en forestilling om en naturtilstand blandt mennesker som en alles kamp mod alle (som den britiske tænker Thomas Hobbes ville vide og formulerede det i værket, Leviathan), magt kan søges og søges bevaret med alle midler og for enhver pris, som renaissance-filosoffen, Nicollo Machiavelli tænkte og formulerede det i Fyrsten (Il Principe); eller magt kan basere sig på forestillingen om, at mennesker kan leve med hinanden og naturen og verden i symbiose.

    Begge former kan ses overalt i naturen og blandt mennesker; både kampen, krigen og symbiosen.

    Hvis vi her eksklusivt holder os til den menneskelige verden, så kan vi sige, at den ene form – krigen – korrumperer os selv og ødelægger vores og andres samfund, mens den anden – symbiosen – opbygger, også vores indre, menneskelige værdier og kvaliteter.

    Platon siger at sted – jeg tror det er i dialogen Gorgias – at den tyranniske magt ikke er stabil og ikke kan vare ved, da tyrannen uvægerligt vil have måske en hel befolkning imod sig, en befolkning som ønsker at styrte ham, måske med alle midler, også voldelige.

    Parallelt hertil kan vi føje, at hvis forholdet mellem mennesker – måske ud fra en realpolitisk holdning – betragtes som en alles kamp mod alle, så vil den magt, der søger at tøjle dette kaos uvægerligt skulle bruge voldelig magt og undertrykkelse for at kunne først nå, siden bevare magten, og en sådan voldsbaseret – eller demagogisk – magt er heller ikke stabil af samme grund, som Platon anfører. Uviljen, måske hadet, mod den bliver for stor.

    Derfor er den mest rationelle og varige magt – både for magtens egen skyld og for befolkningens – den magt, der søger symbiosen, den gensidige gavn; både symbiosen mellem sig selv og befolkningen, og generelt i alt mellemmenneskeligt.

    Hvis denne sondring mellem krigens og symbiosens magt er rigtig, bør bestræbelsen så ikke være – til alle tider – at bevæge magten i retning af det symbiotiske og væk fra krigen; hvis vi ønsker at bevæge os i retning af det gode? Dette ikke ment som et facit eller slutpunkt (en utopi), men som en retning.

    Hvis vi ønsker at bevæge magten i retning af det gode, bør bestræbelsen så også være at bevæge os væk fra den vertikale og henimod den horisontale magt (a la Frie Grønnes projekt) ud fra en tanke om, at jo større afstanden bliver mellem magt og borger, jo større og mere ødelæggende kan den gnist, der springer ved spændingen mellem de to, blive, og derved igen gøre magten ustabil og skade befolkningen?

    Bør vi generelt søge at udligne afstanden mellem mennesker, fx mellem rig og fattig, mellem trossamfund, arbejdsgivere og arbejdstagere, racer, etniske grupper osv ligeledes ud fra billedet med gnisten, der kan springe mellem for store modsætninger eller for store afstande mellem mennesker (at bygge bro sådan som Brobyggerne forsøger det), og på den måde bevæge os i retning af det symbiotiske ideal; hvis vi kan se symbiosen som et ideal og som den mest rationelle og konstruktive måde at bygge samfund på?

    Krig og modsætninger kan – udover at virke ødelæggende på et samfund – også skabe konflikter og spændinger i det enkelte menneske, hvis vi ser andre som potentielle fjender, og hvis der bliver for stor afstand mellem det vi er, det vi ønsker at være, og det samfundet forventer eller kræver af os, eller måske tvinger os til at blive, og derved kan igen let springe en gnist og antænde indre, ødelæggende bål.

    Derfor tror jeg, at det bedste, mest rationelle, etisk forsvarlige, varige og stabile både for magten selv og for borgerne er at søge at bevæge magten bort fra krigen og henimod en flad, horisontal symbiotisk magt, hvor vi samtidig søger at udligne afstandene imellem os. Alt sammen for at undgå krig og konflikt og for at skabe afspænding og til sidst fred.

  • Magt

    Drømme om magt drømmes af slaver

    Der findes grundlæggende to former for magt: Magt gennem tvang, og magten ved at sætte fri. De to former for magt findes som oftest blandt mennesker i blandinger. Vi finder magt fx i det politiske liv, hvor magten ved at sætte (relativt) fri kendes i lande med frie og demokratiske forfatninger, hvorimod magt gennem tvang findes i diktaturer og tyrannier.

    Magten ved at sætte mennesker fri er klart den mest stabile og varige, modsat magt gennem tvang: Ved at tvinge mennesker mod deres vilje skaber magten en massiv modvilje og måske had vendt mod sig, og det bliver en prioritet at styrte magten – måske for millioner af mennesker. Derfor er tyranniet ikke stabilt, og vil før eller senere gå sin opløsning imøde.

    Hvorimod mennesker i frie lande med frie forfatninger og idealer vil have en tendens til at ville beskytte styret og forhindre dets opløsning, fordi de selv har givet magten mandat gennem frie og demokratiske valg, og således – i store træk – regeres efter deres egen vilje. På den måde vil – måske millioner af – mennesker søge at værne om og beskytte sit land og dets regering, og derfor er et sådant styre mere stabilt og varigt. Friheden er med til at rodfæste og stabilisere den politiske magt.

    Vi finder også magten ved at sætte fri – eller tvinge – i kærligheden: Den kærlighed, der ved fx omfattende kontrol og sanktion eller anden trælbinding af partneren vil snart opløses, da den er modsat partnerens vilje og trang til frihed og beskyttelse af integritet, hvorimod den kærlighed, der sætter den anden fri, vil være mere stabil og varig, fordi den er efter begges – hvis der er tale om monogamt samliv – ønske og vilje. Derfor er også den kærlighed, der sætter fri mere stabil og varig og bæredygtig. Friheden er med til at skabe, rodfæste og bevare kærligheden.

    Man må dog også sige, at den kærlighed, der sætter fri, er sårbar, fordi friheden indebærer muligheden for at miste, risikoen for tab. Men det må være kærlighedens pris, og måske livsnerve og skygge og vægt – den indbyggede usikkerhed og sårbarhed – idet en kærlighed, der binder, aldrig begynder eller dør hurtigt. De bånd vi binder med i kærlighed, ender med at kvæle den, og dermed fremskynder vi tabet, det vi frygter og ønsker at sikre os imod ved at søge at binde den anden. Kærlighedens bånd bindes ikke ved tvang, men knyttes i frihed.

    I et religiøst perspektiv – idet vi støtter os til Vandrer mod Lyset – sætter Gud os mennesker absolut fri, fordi Gud elsker os uendeligt og ubetinget. Derfor er Guds kærligheds Magt uendelig.

    Hvis vi forestiller os, at Gud – som nogle religiøse traditioner vil vide – havde trukket en rød linje, ingen af os måtte overskride; og hvis vi gjorde, ville dette betyde vores fortabelse; da ville Hans/Hendes kærlighed ikke være uendelig. En sådan Gud ville være en mindre Gud. Uendelig og absolut frihed og uendelig kærlighed hører sammen.

    For os mennesker gælder det om, som jeg ser det, at stille hinanden mest muligt frit i alle livets forhold og at undlade at tvinge; for at skabe og beskytte og vedligeholde den indbyrdes kærlighed, der er vores egentlige bestemmelse og skæbne.

  • Magt

    Foranlediget af en diskussion på Facebook vil jeg her prøve at klargøre og præcisere nogle tanker jeg har gjort mig om magt. Tankerne tager afsæt i Emery Reves geniale analyse i værket, Fredens anatomi, som stammer fra tiden omkring 2. verdenskrig og oprettelsen af FN:

    Jo flere magtpunkter (stater, nationer), siger Reves, hvorfra der suverænt opstilles normer for lov og ret, jo større vil risikoen for krig være. Vi kan anskueliggøre tanken i et enkelt billede:

    Magt breder sig som ringe i vandet, og der hvor de forskellige magtpunkters dønninger og ringe mødes, støder sammen, opstår ofte kold eller varm krig. Krigen kan både være militær, diplomatisk eller økonomisk. Hvis der kun er ét magtpunkt, vil der ikke være sammenstød af ringe i vandet, og vi har freden.

    At magt breder sig og synes at have en indbygget tendens til ekspansion skyldes, at menneskers adfærd og interesser udvides i takt med udviklingen af teknologi, viden, handel og horisont, og der hvor der er menneskelig adfærd og interesser, vil vi have et behov for love og regler til at regulere adfæren og interesserne. Med adfærd og interesser mener jeg i denne sammenhæng først og fremmest handel og de deraf flydende interesser. Man kunne også tænke på råstofudvinding, deling af viden og andre ting. Hvor der er adfærd og interesser, men ingen lov og ret, har vi anarkiet eller ultimativt krigen (militær, økonomisk, diplomatisk).

    Da den menneskelige adfærd og interesser i dag er globale, har vi brug for en global magt, der kan opstille normer for lov og ret, en Verdensstat, en Verdensstat, der kan regulere den globale adfærd og interesser.

    Det er selv sagt ikke uden betydning, om Verdensstaten bliver fri og demokratisk eller tyrannisk. Vi vil – hvis Verdensstaten oprettes engang – have brug for en Verdensstat eller Verdensmagt, med en fri og demokratisk forfatning, baseret på tankerne om en lovgivende, udøvende og dømmende magt, samt på respekten og anerkendelsen af de universelle menneskerettigheder.

    Med et blik på verdenshistorien er det let at påvise, at magten har en indbygget og reel tendens til ekspansion. Fra stammer over bystater til nationalstater og til alliancer af nationalstater (fx EU og måske også USA) er magten historisk og faktuelt ekspanderet til at omfatte større og større områder, adfærd og interesser. Der hvor magten er centraliseret, har der – med undtagelser – været fred inden for magtens grænser (landegrænser). Krigen har da skiftet karakter og omfang. Fra at være konflikter mellem fx bystater (fx den peloponnesiske krig) har krigen udvidet sig til at være en krig mellem stater. Krigen synes at udvide sig i takt med den ekspanderende magt – fordi man ikke har taget det sidste, logiske skridt mod en Verdensstat.

    Jeg er ikke i tvivl om, at Verdensstaten vil blive realiseret på et tidspunkt – selv om det skulle ligge langt ude i fremtiden. Den menneskelige adfærd og interesser udvides løbende, og derfor er behovet der, det samme behov for regulerende lovgivende, udøvende og dømmende magt, som historisk har drevet udviklingen mod større og større magtenheder.

    Hvis ikke vi låner den indbyggede tendens til magtens ekspansion “øjne” og sikrer os, at Verdensstaten bliver fri og demokratisk, som her skitseret, så bliver den tyrannisk og undertrykkende og totalitær.

    Det vi ser i dag, fx mellem USA og Kina og Rusland er eksempler på en blind stræben efter større og større magt og dominans. Alle stater vil gerne være de største og stærkeste. Vi kan vælge at lade denne proces og realitet fortsætte blindt, hvilket vil føre til tyranni og undertrykkelse og intern ufred, eller vi kan oprette Verdensstaten bevidst og ved en frivillig tilslutning og samarbejde mellem alle verdens stater og nationer, en Verdensstat med en fri og demokratisk forfatning.

    Med moderne teknologi behøver afstanden mellem borger og magt ikke at blive uoverstigelig og dermed give anledning til oprør og ufred. Med forbillede i det subsidiaritetsprincip, at magten bør ligge så nær borgerne som muligt, som man forsøgte at indskrive i Maastricht-traktaten i begyndelsen af 1990´ erne, kunne man yderligere styrke Verdensstatens demokratiske og folkelige forankring. Eller man kunne tage forbillede i det kommunale selvstyre som vi kender det i Danmark. Et billede på den borgernære magt kunne være at se magten som en pyramideform, med få men afgørende beslutninger på magtens top (det globale), og flere og flere, men mindre beslutninger nedad mod “bunden” (det lokale). I ord kunne man kalde princippet for magtens lagdeling, så toppen ikke bestemmer alt, men kun har magt og kompetence på områder af indlysende grænseoverskridende og global karakter; fx spørgsmålet om krig og fred, om udnyttelse af energiressourcer og miljø osv.

    Men det er under alle omstændigheder afgørende, at Verdensstaten kun oprettes hvis alle magter ønsker det, og hvis flertallet af almindelige mennesker bifalder det. Ellers vil det kun resultere i tyranni, undertrykkelse og ufred, og drømmen om verdensfred vil da blive en dystopi og et mareridt, som vel ingen ønsker.

    Note: Man vil i mit værk “Én Jord, én menneskehed, én Gud” kunne finde beslægtede tanker i den politiske afdeling. Gå ind under menupunktet, “Bestilling af bøger”, hvis dette har din interesse.