I forbindelse med politik og magtanalyse – særligt i spørgsmålet om krig og fred – vender jeg igen og igen i tankerne tilbage til Emery Reves geniale analyse i Fredens anatomi. Jeg skal lige igen her opfriske hovedpunktet i hans tanke:

Jo flere magtpunkter der findes hvorfra der opstilles normer for lov og ret, jo større vil risikoen for krig være, idet alle punkter søger ekspansion og dominans, eventuelt militært. Derfor gælder det om at have så få magtpunkter som muligt, eller egentlig kun ét, hvorfra Reves bygger sin tanke om universalisme.

Der er tale om en verdensstat eller en verdensregering, som også Vandrer mod Lyset foreslår.

Vi kan anskueliggøre hans tanke i et enkelt billede:

Ethvert magtpunkt – som både kan være et land, en gruppe af lande (fx EU), et politisk parti, en religion (fx islam eller kristendom), en filosofi eller en økonomisk teori (fx kapitalisme eller kommunisme) – hvorfra der opstilles normer for lov og ret kan ses som et stennedslag i vand, hvorfra ringene breder sig cirkulært (globalt). Hvis der forekommer flere nedslag, støder ringene i vandet sammen og danner brænding – konflikt eller krig.

Deraf tanken om det hensigtsmæssige i så få magtpunkter som muligt. Eller egentlig kun ét.

Historisk tror jeg det rimeligt at tolke magtens historie som en etablering af stadigt større magtcentre eller punkter eller enheder; fx fra stammer til bystater til nationalstater til grupper af nationer eller stater (fx EU eller USA). Hvis denne udvikling fortsætter sin logiske bane – med drivkraft i realpolitiske behov for globale løsninger på globale problemer; fx klimakrisen, spørgsmålet om krig og fred i en tid med masseødelæggelsesvåben, international økonomisk kriminalitet osv – så er det sandsynligt, at en endelig og et enkelt magtpunkt til sidst vil dannes; altså en verdensstat:

Da menneskers aktiviteter og interesser i dag er globale, har vi realpolitisk brug for en global og fælles magt til at varetage og beskytte disse interesser; altså den samme logik, som ligger til grund for fx eksistensen og den historiske oprettelse af nationalstaterne. Hvor der er menneskelige interesser, er der behov for menneskelig, politisk, central magt; også for at undgå en tilstand af alles kamp mod alle, hvor hver enkelt kun kæmper for sine egne interesser (se nedenfor).

Hvis vi på et tidspunkt i fremtiden får en sådan verdensstat, så er det selvfølgelig af afgørende betydning, at den vil bygge på menneskers grundlæggende frihed, rettigheder og pligter. Altså på universelle menneskerettigheder og -pligter.

Det er i hvert fald ønskeligt og afgørende, at en eventuel verdensstat ikke bliver despotisk, et diktatur, og det er afgørende, at en verdensstat ikke bliver skabt mod flertallets vilje og ønske, afgørende at den nationale eller ideologiske magtafgivelse og afgivelse af suverænitet til en fælles og global myndighed bliver frivillig og uden pres (eventuel militær).

Tanken om magtafgivelse og afgivelse af suverænitet til en fælles (global) myndighed som en mulig vej til global fred kan vi læse ud af Thomas Hobbes´ Leviathan, hvor forfatteren netop påpeger magtafgivelsens nødvendighed i relation til fred ud fra en tanke om den menneskelige naturtilstands (urtilstandens) alles kamp mod alle.

Verdensstaten må derfor oprettes – hvis den oprettes – som en – ikke alles kamp mod alle – men alles fredelige samarbejde med alle med det formål at skabe global fred, velstand, sikkerhed og beskyttelse af naturen.

Der er sikkert en masse udfordringer forbundet med en sådan udvikling, hvis vi vælger at slå ind på denne vej som menneskehed. Fx må vi måske udvikle helt andre og nye økonomiske principper og love og teorier end dem, vi har i dag, da den nuværende markedsøkonomi og kapitalisme – grundet i det liberale demokrati – med en vis ret netop kan betragtes som en forlængelse af naturtilstandens alles kamp mod alle.

I markedsøkonomi og kapitalisme kan fx de enkelte virksomheder således betragtes som netop disse konkurrerende magtpunkter (stennedslag i vandet), der naturnødvendigt skaber (økonomisk eller militær) ufred og konflikt, når de støder sammen på markedet (at økonomisk konflikt kan udvikle sig til militære konflikter ses, når enkeltlande med magt søger at beskytte eller fremme deres økonomiske interesser). Krigen og konflikten synes derfor indbygget i det nuværende økonomiske system.

Men – alle problemer og udfordringer taget i betragtning – så tror jeg det rimeligt at sige, at verdensstaten er det bedste bud på at skabe fred i verden, hvis den som sagt bliver skabt frivilligt og med åbne øjne uden at noget søges skjult eller presset ned over hovedet på folk og nationer.

Med global fred gennem en fællesmenneskelig overenskomst i en verdensstat kan vi samtidig løse et andet problem, der nu hærger os som menneskehed: Den tragedie at millioner af mennesker må flygte fra krig, fattigdom og naturødelæggelse, og hvor alle disse flygtninge ved deres blotte antal næppe noget sted i dag kan finde barmhjertig modtagelse, asyl og inklusion, men tværtimod alt for ofte mødes med mistro, chikane, dehumanisering, eksklusion og ny forfølgelse.

Ja, en verdensstat kunne løse mange af de store problemer, der i dag truer ikke bare menneskeheden, men selve Jorden som det eneste kendte hjemsted for livet.

Magt kan – som jeg ser det – enten basere sig på en forestilling om en naturtilstand blandt mennesker som en alles kamp mod alle (som den britiske tænker Thomas Hobbes ville vide og formulerede det i værket, Leviathan), magt kan søges og søges bevaret med alle midler og for enhver pris, som renaissance-filosoffen, Nicollo Machiavelli tænkte og formulerede det i Fyrsten (Il Principe); eller magt kan basere sig på forestillingen om, at mennesker kan leve med hinanden og naturen og verden i symbiose.

Begge former kan ses overalt i naturen og blandt mennesker; både kampen, krigen og symbiosen.

Hvis vi her eksklusivt holder os til den menneskelige verden, så kan vi sige, at den ene form – krigen – korrumperer os selv og ødelægger vores og andres samfund, mens den anden – symbiosen – opbygger, også vores indre, menneskelige værdier og kvaliteter.

Platon siger at sted – jeg tror det er i dialogen Gorgias – at den tyranniske magt ikke er stabil og ikke kan vare ved, da tyrannen uvægerligt vil have måske en hel befolkning imod sig, en befolkning som ønsker at styrte ham, måske med alle midler, også voldelige.

Parallelt hertil kan vi føje, at hvis forholdet mellem mennesker – måske ud fra en realpolitisk holdning – betragtes som en alles kamp mod alle, så vil den magt, der søger at tøjle dette kaos uvægerligt skulle bruge voldelig magt og undertrykkelse for at kunne først nå, siden bevare magten, og en sådan voldsbaseret – eller demagogisk – magt er heller ikke stabil af samme grund, som Platon anfører. Uviljen, måske hadet, mod den bliver for stor.

Derfor er den mest rationelle og varige magt – både for magtens egen skyld og for befolkningens – den magt, der søger symbiosen, den gensidige gavn; både symbiosen mellem sig selv og befolkningen, og generelt i alt mellemmenneskeligt.

Hvis denne sondring mellem krigens og symbiosens magt er rigtig, bør bestræbelsen så ikke være – til alle tider – at bevæge magten i retning af det symbiotiske og væk fra krigen; hvis vi ønsker at bevæge os i retning af det gode? Dette ikke ment som et facit eller slutpunkt (en utopi), men som en retning.

Hvis vi ønsker at bevæge magten i retning af det gode, bør bestræbelsen så også være at bevæge os væk fra den vertikale og henimod den horisontale magt (a la Frie Grønnes projekt) ud fra en tanke om, at jo større afstanden bliver mellem magt og borger, jo større og mere ødelæggende kan den gnist, der springer ved spændingen mellem de to, blive, og derved igen gøre magten ustabil og skade befolkningen?

Bør vi generelt søge at udligne afstanden mellem mennesker, fx mellem rig og fattig, mellem trossamfund, arbejdsgivere og arbejdstagere, racer, etniske grupper osv ligeledes ud fra billedet med gnisten, der kan springe mellem for store modsætninger eller for store afstande mellem mennesker (at bygge bro sådan som Brobyggerne forsøger det), og på den måde bevæge os i retning af det symbiotiske ideal; hvis vi kan se symbiosen som et ideal og som den mest rationelle og konstruktive måde at bygge samfund på?

Krig og modsætninger kan – udover at virke ødelæggende på et samfund – også skabe konflikter og spændinger i det enkelte menneske, hvis vi ser andre som potentielle fjender, og hvis der bliver for stor afstand mellem det vi er, det vi ønsker at være, og det samfundet forventer eller kræver af os, eller måske tvinger os til at blive, og derved kan igen let springe en gnist og antænde indre, ødelæggende bål.

Derfor tror jeg, at det bedste, mest rationelle, etisk forsvarlige, varige og stabile både for magten selv og for borgerne er at søge at bevæge magten bort fra krigen og henimod en flad, horisontal symbiotisk magt, hvor vi samtidig søger at udligne afstandene imellem os. Alt sammen for at undgå krig og konflikt og for at skabe afspænding og til sidst fred.