Forfatterskabet Højtryk

Tag: Metafysik

  • Metafysisk realisme, idealisme og dualisme

    I den forstand at vi ikke sanser rummet og tiden, og ikke sanser tanke og vilje, er disse fænomener og begreber oversanselige. Hvis de ydermere betinger vores erkendelse, som Kant delvist anfører det angående rummet og tiden som a priori anskuelsesformer i Kritik af den rene fornuft, så er vores erkendelse hovedsagelig af oversanselig natur og oprindelse.

    Stoffet derimod sanser vi delvist, idet vi ved stof forstår hele det spektrum af lys- og mørkepartikler, der anføres i Vandrer mod Lyset, s. 149 (stykket med småt). Vi sanser således det materielle lys og det molekylære mørke, samt det astrale lys og mørke, dels gennem vores fysiske sanser, dels gennem de astrale. Det åndelige lys og mørke tænker vi, eller rettere; det kan hver for sig påvirke vores bevidsthed, dvs tanke, vilje og følelse.

    Det synes altså godtgjort, at det oversanselige findes, og at det betinger vores erkendelse, også vores erkendelse af den sanselige verden og dens omskiftelighed. Det oversanselige er dermed det centrale og evige, der betinger det relative og temporære. Vi erkender ting og fænomener i de oversanselige fænomener og begreber rum og tid, med en bevidsthed, der i sig selv er oversanselig og evig.

    I sin bog Tankens arkitektur (2014) skriver Torben Boas, at det absolutte og det relative findes i tanken selv, er bevidstheden iboende, og formulerer således en form for metafysisk idealisme, men jeg finder det mere rigtigt at sige, at det absolutte og det relative både findes i bevidstheden og udenfor bevidstheden. Der er altså tale om et både-og ikke et enten-eller. Det absolutte i det ydre, i omverdenen, kommer til syne for os som det relative gennem fænomener, sådan som man kan tolke korrespondensteorien for sandhed.

    Dermed kombinerer jeg en form for metafysisk idealisme med en metafysisk realisme til en slags metafysisk dualisme. Ved metafysisk dualisme forstår jeg, at det absolutte og det relative både findes i og udenfor bevidstheden, og også at vores erkendelse både har bidrag fra sansning (astral og fysisk) og tænkning. Ved metafysisk dualisme forstår jeg altså, at erkendelsen både har bidrag fra det sanselige og det oversanselige, hvor det oversanselige – hvortil hører bevidstheden – er det primære, det sanselige det sekundære.

    Jeg finder de ekstreme synspunkter, modpolerne ren idealisme og realisme, for lige vildledende og ledende til uholdbare tilstande og slutninger, hvilket filosofiens historie synes at dokumentere, fx gennem Humes og Kants umulige positioner (se min artikel Fra Hume til Kant). Den farbare vej for erkendelsen – tænker jeg – er midt imellem eller snarere i en kombination i form af en dualisme; som en erkendelsesteoretisk version af den gyldne middelvej.

    I det hele taget finder jeg en metafysisk dualisme, som forstår verden som hentende sin udvikling og dynamik gennem et samspil af modsætninger, mere plausibel end de ekstreme synspunkter, af hvad art de end måtte være. Altså på en måde som verden og erkendelsen af verden er tænkt i taoismen. Fx kan man også anføre modsætningerne lys og mørke, godt og ondt, krop og ånd, frihed og slaveri, skønt og uskønt osv, som deltagende i en universel, kosmisk dialektisk proces, som danner den verden vi kender, og den vi ikke kender endnu.

    Note: Angående Torben Boas´ Tankens arkitektur har jeg her kun fremdraget en detalje i en i øvrigt – så vidt jeg kan se – genial teori for erkendelse og grundlagstænkning. Værket fremtræder i sin totalitet som en gennemarbejdet og gennemtænkt teori med væsentligt bud til de nævnte områder. Bogen kan varmt anbefales, og hvis man læser den vil man selv kunne bedømme, hvorvidt det er rimeligt og betimeligt her at bringe en detalje fra én kontekst, som er Boas´ teori, til konteksten for dette indlæg, som er et forsøg på at tænke en alternativ metafysik.

  • Kritik af Kants erkendelsesteori (metafysik)

    Hvis vi opfatter Immanuel Kants erkendelsesteori, som den er formuleret i Kritik af den rene fornuft, som et forsøg på, forstudie til eller rydning af terræn for en videnskabelig metafysik, så må hans forehavende per definition mislykkes:

    Han giver en metafysik i tre dimensioner, rumtiden, ved at hævde, at al erkendelse nødvendigvis må foretages og er knyttet til rum og tid (de a priori anskuelsesformer), hvor en metafysik per definition må gives i fire dimensioner (eller flere; meta ta physika=efter fysikken).

    Kants synspunkt kommer til udtryk i følgende sætninger: “Vor erkendelse stammer fra to fundamentale kilder i sindet. Den første kilde består i, at vi modtager forestillinger (vor receptivitet over for sanseindtryk); den anden er vor evne til at erkende en genstand ved hjælp af disse forestillinger (begrebernes spontanitet). I kraft af den første kilde bliver en genstand givet os, i kraft af den anden kilde tænkes den i forhold til forestillingen (som blot bestemmelse af sindet). Anskuelse og begreber udgør således elementerne i al vor erkendelse: der gives hverken begreber uden en dertil hørende anskuelse eller anskuelse uden dertil hørende begreber.” (Kritik af den rene fornuft, s. 83; DET lille FORLAG, 2002)

    Med andre ord og i Kants terminologi: I anskuelsen sanser vi genstande givet i rum og tid, med forstandskategorierne og begrebet tænker vi dem.

    Derfor – fordi han paradoksalt bygger en metafysik på det fysiske – rinder hans tænkning nødvendigvis ud i uoverstigelige problemer, som det kommer til udtryk ved fornuftens fire antinomier eller konflikter; han kan lige vel argumentere for som mod Guds eksistens, for som mod verdens begyndelse i tid mv, hvorfor ingen af de klassiske metafysiske spørgsmål kan afklares eller besvares, og hvor de måske slet ikke giver mening.

    Er der her tale om en systematisk fejl i metafysikken, som ikke kun andrager Kants metafysik, men den meste – eller al – metafysik: At man stiller spørgsmål og søger at besvare dem i en tredimensional ramme, hvor både spørgsmål og svar kun giver mening i en firedimensional ramme (fire dimensioner eller flere)?

    Vandrer mod Lyset nævner en fjerde dimension, men forklarer den ikke. Er det her – i redegørelsen for og inddragelsen af en fjerde dimension – den virkelige udfordring for metafysikken ligger? Er det her vejen ligger frem mod en egentlig videnskabelig metafysik?

    Nogle – deriblandt den danske Hegel-oversætter, Claus Bratt Østergaard – taler om vor tids filosofi som en post-metafysisk periode (forordet til Åndens fænomenologi, Gyldendal, 2005). Hvis en egentlig videnskabelig metafysik kan eller skal baseres på en inddragelse af en fjerde dimension, så vil en sådan ny metafysik ikke kun være udtryk for en metafysisk renaissance, men for en første fødsel; for i så fald har der aldrig eksisteret en metafysik.

    Men om disse tanker er rigtige, vil først fremtiden vise.

    Note: Angående tanken om at opfatte rumtiden som et samlet udtryk for de tre kendte dimensioner; se mit indlæg Fysik og metafysik. Se også mit skrift Rum og tid. For en fyldigere og mere grundig gennemgang af Kants tanker; se mit skrift Kants erkendelsesteori.