Hvis vi opfatter Immanuel Kants erkendelsesteori, som den er formuleret i Kritik af den rene fornuft, som et forsøg på, forstudie til eller rydning af terræn for en videnskabelig metafysik, så må hans forehavende per definition mislykkes:

Han giver en metafysik i tre dimensioner, rumtiden, ved at hævde, at al erkendelse nødvendigvis må foretages og er knyttet til rum og tid (de a priori anskuelsesformer), hvor en metafysik per definition må gives i fire dimensioner (eller flere; meta ta physika=efter fysikken).

Kants synspunkt kommer til udtryk i følgende sætninger: “Vor erkendelse stammer fra to fundamentale kilder i sindet. Den første kilde består i, at vi modtager forestillinger (vor receptivitet over for sanseindtryk); den anden er vor evne til at erkende en genstand ved hjælp af disse forestillinger (begrebernes spontanitet). I kraft af den første kilde bliver en genstand givet os, i kraft af den anden kilde tænkes den i forhold til forestillingen (som blot bestemmelse af sindet). Anskuelse og begreber udgør således elementerne i al vor erkendelse: der gives hverken begreber uden en dertil hørende anskuelse eller anskuelse uden dertil hørende begreber.” (Kritik af den rene fornuft, s. 83; DET lille FORLAG, 2002)

Med andre ord og i Kants terminologi: I anskuelsen sanser vi genstande givet i rum og tid, med forstandskategorierne og begrebet tænker vi dem.

Derfor – fordi han paradoksalt bygger en metafysik på det fysiske – rinder hans tænkning nødvendigvis ud i uoverstigelige problemer, som det kommer til udtryk ved fornuftens fire antinomier eller konflikter; han kan lige vel argumentere for som mod Guds eksistens, for som mod verdens begyndelse i tid mv, hvorfor ingen af de klassiske metafysiske spørgsmål kan afklares eller besvares, og hvor de måske slet ikke giver mening.

Er der her tale om en systematisk fejl i metafysikken, som ikke kun andrager Kants metafysik, men den meste – eller al – metafysik: At man stiller spørgsmål og søger at besvare dem i en tredimensional ramme, hvor både spørgsmål og svar kun giver mening i en firedimensional ramme (fire dimensioner eller flere)?

Vandrer mod Lyset nævner en fjerde dimension, men forklarer den ikke. Er det her – i redegørelsen for og inddragelsen af en fjerde dimension – den virkelige udfordring for metafysikken ligger? Er det her vejen ligger frem mod en egentlig videnskabelig metafysik?

Nogle – deriblandt den danske Hegel-oversætter, Claus Bratt Østergaard – taler om vor tids filosofi som en post-metafysisk periode (forordet til Åndens fænomenologi, Gyldendal, 2005). Hvis en egentlig videnskabelig metafysik kan eller skal baseres på en inddragelse af en fjerde dimension, så vil en sådan ny metafysik ikke kun være udtryk for en metafysisk renaissance, men for en første fødsel; for i så fald har der aldrig eksisteret en metafysik.

Men om disse tanker er rigtige, vil først fremtiden vise.

Note: Angående tanken om at opfatte rumtiden som et samlet udtryk for de tre kendte dimensioner; se mit indlæg Fysik og metafysik. Se også mit skrift Rum og tid. For en fyldigere og mere grundig gennemgang af Kants tanker; se mit skrift Kants erkendelsesteori.